Report a crime

[Cassie Imirachi]

Cassie bed sig faktisk fast i mere end man lige skulle tro, hun lod oftest som om at han ikke havde nogen videre betydning for hende, men det var jo ikke sandt. Efterhånden havde de været sammen i mange år, og ikke alle år havde været dårlige, de gode stunder havde der været selv i dem som hun huskede som dårlige. Der skulle ikke meget til at skræmme hende eller gøre hende utryg, hvilket havde givet dem mange problemer hen af vejen, men det lod endelig til at blive bedre. Roligt blev hun siddende i sofaen og lod blikket glide mod de iltre flammer der varmede rummet. Selvom de mange skrig holdt hende vågne, og som oftest rev i hendes samvittighed, så havde hun aldrig klaget over det eller påpeget det, for hun vidste at det var en del af dem, de var dyr der var nødt til at nærer sig for ikke at slå en masse uskyldige mennesker ihjel, så til nu havde hun bidt det i sig, men det plagede hende.. særligt når det gjaldt Alex. ”Du skal virkelig ikke tænke på det, Alex. Jeg er så sjældent syg alligevel,” påmindede hun roligt. Det var kun sket en gang eller to i deres tid sammen. Benene trak hun godt op under sig, for at kunne sidde dækket i de varme tæpper. Igen vendte hun blikket mod ham og lod hovedet glide på sned. I det store og et hele var hun ret ligeglad med Carmine, han ønskede hende ude for alt i verden, hvilket hun godt vidste, men når de var uvenner, havde det en tendens til at gå ud over hende fra begge kanter. ”Det tror jeg der kan være noget om,” medgav hun dog med et svagt glimt i øjnene. Hendes hjertelyd ændrede sig frygtelig hurtigt, særligt når han gav hende komplimenter eller hvis han berørte hende, og Cassie vidste at han bed sig fast i det, hvilket var frustrerende, for hun havde ikke ligefrem kontrol over det. ”Det.. det er det ikke, du kan jo så godt lide mine kjoler, så selvfølgelig skal du have lov til at rende rundt og se mig i dem,” svarede hun lidt drillende, også selvom man bag den mørke farve kunne fornemme hendes rødmen. Enhver mand ville vel fortrække kvinden afklædt? Det nærmeste han var kommet, var de yderst lette kjoler hun bar under dansen, som regel var frygtelig megen hud afsløret, hun havde en teori at det var grunden til at han slappede af. ”Tja.. jeg falder ikke i søvn igen, så var har hele natten, jeg lytter gerne. Fortæl mig sandheden om hvad der plager dig, så lover jeg en mindre overraskelse senere. Du har brug for at slappe af,” tilføjede hun lettere bekymret. Hun kunne langt bedre lide, når han var i det humør hvor han kunne holde til hendes drillerier, og hvor han havde tid til hende. Det lignede ham bestemt ikke at være sammenbidt omkring hende når de ikke skændtes. ”Er det noget jeg har gjort?” spurgte hun direkte og betragtede ham indgående. Hvis det var tilfældet, var der vel ingen grund til at skjule det, de gik som regel hinanden på nerverne, ved at glemme hinandens behov, så det ville jo ikke være underligt, hvis det i virkeligheden var hende som var roden til hans frustration.

[Deleted]

Cassie havde altid haft en utrolig betydning for Alex, også selvom hun havde givet udtryk for – stort set hele tiden, at det på ingen måder var gengældt, og dog, så havde hun valgt at blive, selv på trods af, at hun vidste, at han var et dyr, og han havde sine ting, som han ikke bare kunne komme udenom, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De gyldne øjne gled stille mod hendes skikkelse, hvor han selv lod hovedet søge let på sned. Hvis der var noget som hun var god til, så var det at fjerne hans fokus fra det, som han faktisk ville betegne som det oprindelige problem, også selvom det i denne situation, hvilede lige under huden på ham. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre af den grund, men.. noget var han vel bare nødt til at gøre ved det før eller siden? Han kunne jo ikke bare lade det gå for sig på den måde trods alt. ”Det er jo stadig de gange for meget, ikke sandt?” indskød han med en ganske sigende mine, som han let betragtede sig af hende. Allerede nu følte han sig bare en anelse mere rolig, hvilket var en effekt som han typisk kunne takke hende for. I det store og hele, så var han temmelig sikker på at Carmine efterhånden måtte være træt af, at blive kostet sådan rundt med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er i hvert fald min teori,” påpegede han med en rolig og ganske ærlig stemme. Han samlede roligt hænderne foran sig. Vielsesringen gik ham med, og det var med stolthed, da han også kunne se nu, at hun selv gik rundt med den, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. At lytte til hendes hjertebanken, var efterhånden kun ved at blive ham en vane, også fordi at det indikerede hvordan hun reagerede på nyheder af den ene eller den anden slags, og det var noget som han jo faktisk godt kunne lide. ”Jeg kan ikke bare lide dine kjoler, min kære.. Men jeg er nu temmelig sikker på at det er en helt anden snak.” Han blinkede let til hende, hvor det vel også var tydeligt at han var lidt.. pervers? Ikke fordi at det var noget nyt som sådan, for det var jo trods alt bare Alex! At hun så havde en overraskelse til ham, dersom han valgte at fortælle hende hvad det var der plagede ham, fik ham kun til at kigge på hende. Det var bestemt ikke retfærdigt, men igen.. han var jo mere bange for hvordan hun ville tage det, hvor det her jo faktisk var noget som han gjorde sig ekstremt mange overvejelser hvad det her angik. Han slog blikket en anelse ned. Hvis der var nogen som fik ham til at slappe af, så var det jo Cassie, så det var bestemt ikke noget som han anså som retfærdigt! Han nåede ikke at svare hende, før hun havde gjort sin første konklusion, hvilket direkte fik ham til at stirre på hende. Hun havde slet ikke gjort noget forkert! ”Du har slet ikke gjort noget galt, Cassie!” begyndte han med en ganske fast og bestemt tone. Han hævede hånden og strøg den roligt og stille over hendes kind, også selvom det var frygtelig varsomt. ”Der er bare.. meget som du endnu ikke ved om mig.. og min fortid, min kære..” nærmest undskyldte han, som han betragtede hende med de gyldne øjne.

[Cassie Imirachi]

Cassie kendte sin betydnign for Alex, han var jo over hende som intet andet, den seneste tid var han dog blevet ekstremt overbeskyttende, hvilket et sted irriterede hende, for hun havde brug for at komme lidt ud i ny og næ. Med årene havde selv han fået en enorm betydning for hende, også selvom hun havde forsøgt at holde det på afstand, de havde været meget igennem sammen, og selv det havde sat sine spor på hende. Det var gået op for hende, at hvis der var nogle som formåede at få ham til at slappe af, så var det hende, ligesom hun også var den der bedst formåede at få ham op i det røde felt, hun kunne bruge det som hun ønskede og det havde hun bestemt tænkt sig. Hovedet lod hun let søge på sned.. efterhånden havde hun heldigvis fået varmen igen, hvilket var rart. Tæpperne fjernede hun dog ikke. ”Det er kun naturligt, Alex,” påpegede hun og sendte ham et varmt smil, hun værdsatte hans bekymring, men det var kun menneskeligt at blive ramt af sygdom i ny og næ, og særligt i denne kulde. Ringen bar hun ligesom ham, hun var stoppet med i det hele taget at fjerne den fra sin finger efterhånden, den var ikke længere en byrde, men faktisk rar at bære. På sit vis skænkede han hende jo en følelse af tryghed. ”Jeg tror ikke den er helt på et side spor,” istemte hun med et lille nik. Det forundrede hende ikke ligefrem at han Alex var pervers, det var bestemte ikke første gang, desuden havde hun ingen idé om hvor lang tid siden, det var han sidst havde fået. De delte ikke seng, og hun vidste at han i sin tid havde forført de kvinder han havde næret sig på, om han endnu gjorde det, var svært at sige. ”Det er en ganske anden sag, men for nu kan forsøge at forestille dig det,” endte hun med et intenst glimt i blikket. Når alt kom til alt, så var hun en nymfe, hele deres væsen var bygget op omkring at være forførende, også selvom hun vidste at det ikke gjorde det nemmere for Alex. ”Du er virkelig i dit lumre hjørne. Begynder du at trænge?” spurgte hun lidt drilsk, også selvom det bankende hjerte, afslørede hendes egentlig nysgerrighed. Måske det var en smule uretfærdigt at stille det op på den måde, men hun vidste næsten allerede med garanti at det ville virke. De isblå øjne betragtede ham indgående, for hun mente det i ramme alvor, det var jo hende han var.. afvisende overfor. ”Udmærket, så fortæl mig hvad der ellers er,” opfordrede hun måske lidt direkte. Det blide strøg af den kølige hånd, langs hendes kind, sendte et gys gennem hende. Dog lod hun kinden falde mod. Hun rettede sig op igen og hævede et slankt øjenbryn. ”Du har ret. Jeg ved ikke meget om dig, men hvis det er noget af det som plager dig, så fortæl mig det. Jeg er din hustru, og jeg vil næsten mene at det er min ret at vide noget om dig uanset, vil du ikke give mig ret?” spurgte hun med et næsten usikkert blik. Hun vidste skam udmærket hvilken knapper hun skulle trykke på, for at få ham til at åbne sig op.

[Deleted]

Betydningen Cassie havde for Alex, havde han helt klart aldrig lagt skjul på, og det var heller ikke noget som han havde nogen intentioner om, som han jo faktisk ønskede at hun skulle vide det. At hun jo så til gengæld havde været afvisende overfor ham, var ikke just noget som gjorde det bedre for ham, også selvom han et sted.. vidste at der var noget, da hun endnu var der, og havde haft muligheden for at tage af sted så mange gange, men aldrig havde gjort det. I det store og hele, så ønskede han jo heller ikke at hun skulle blive syg, så han skulle nok have det lidt mere i tankerne at have gang i noget varme, og specielt her i vinterhalvåret, for Dvasias blev hurtig temmelig kold, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme galt af sted uanset! ”Det kan godt være, men.. jeg bryder mig slet ikke om det,” fortsatte han. Hun havde altid været noget af det som han bedst kunne lide, og det som kunne få ham til at slappe af, og selvfølgelig var det også noget af det som gjorde sit. Carmine var ude og nu mere end det som han plejede at gøre, selvom han skam godt forstod ham. Han havde vel været lidt for meget.. efter ham igennem den sidste tid? ”Det anede mig,” endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hun havde allerede fået ham til at slappe godt af, også selvom.. der endnu manglede lidt, for hans problemer var jo ikke løst af den grund, hvilket selvfølgelig var noget som måtte irritere ham lidt, også fordi at de var af den slags som han ikke bare kunne løse sådan uden videre! Han ønskede jo faktisk at se hende uden, som han ønskede at markere det hele som sit, også selvom det slet ikke var noget som han havde fået lov til endnu, og selvfølgelig var det en tanke som kunne irritere ham en smule, men det var nu hvad det var. ”Jeg må vidt erkende at det er ved at være forbandet lang tid siden jeg sidst har fået noget,” påpegede han morende. ”Og tro mig.. Jeg har forestillet mig det mange gange, men har desværre ikke nogen til at bekræfte det for mig. Jeg vil meget gerne se hvad du har under tøjet,” tilføjede han med en ærlig stemme. Han kunne faktisk være en ærlig mand!
Det var bestemt heller ikke fordi Cassie havde gjort noget, men mere fordi Alex slet ikke var god til at snakke om den slags, for.. det lignede ham jo slet ikke at snakke om følelser eller noget lignende! Han lod hånden let hvile mod hendes kind, inden han roligt trak den til sig endnu en gang. ”Det er din ret.. Det er også lidt nemmere, nu hvor vi er ved at finde ud af det hele.. Der er kun en som ved hvordan jeg ser ud under blusen, Cassie.. Og synet er på ingen måder kønt..” Carmine havde været udsat for stort set det samme som ham selv, så de havde delt det. De havde renset hinandens sår, og mange af dem ville jo aldrig heale, så de ville gå væk. Han trak sig en anelse, kun for at kunne fjerne blusen som dækkede overkroppen, hvor han afslørede de utrolig grimme ar på både ryg, bryst og mave forårsaget af alt fra helligt vand, til sol, sølv og andet som kunne skade et vampyrisk væsen. Han vendte blikket mod hende. Et sted.. bange for, hvordan hun ville tage synet af det.

[Cassie Imirachi]

Efterhånden var Cassie begyndt at vænne sig til tanken om at de var et ægtepar, og at de også burde opfører sig derefter. Det var for alvor gået op for hende, den aften de havde været sammen i Rimshia og de alle havde set på dem både med forundring på grund af de mange rygter der gik, og samtidig de mange jaloux blikke som hun havde fået fra kvinde,r der desperat ønskede at stå i hendes sted. På sit vis kunne hun ikke undgå at føle sig en smule heldig også selvom det var forbandet svært at give udtryk for. Vinteren var kølig her i Dvasias, den var langt hårdere end i Procias, det ville hun gerne være den første til at erkende, men ud over det rørte det hende ikke som sådan. ”Nej det forundre mig ikke,” svarede hun med et diskret smil på de rosa læber, så meget som han var over hende, så gik hun ikke ud fra at han ville godtage noget som kunne gøre hende ondt på nogen måde. Så meget som Carmine havde været ude, så gik hun næsten ud fra at det var steget manden lidt til hovedet, at Alex havde været en pest og en plage gennem længere tid. Hun kunne dog ikke sige noget med sikkerhed da hun ikke kendte manden synderlig godt, i stedet nikkede hun blot istemmende til hans ord og vendte blikket mod den brændende pejs. Hendes kinder brændte og hjertet bankede det stærkere, bare ved at snakke om emnet. Hun kom jo ikke selv uden om, at hun selv havde gjort sig tanken til tider, det var heller ikke altid nemt at være gift med en flot mand som ham. At han så ikke havde fået i lang tid, var næsten en tanke som lettede Cassie, hun havde jo altid været temmelig jaloux anlagt. ”Når du siger lang tid. Mener du så et par dage eller mener du rent faktisk lang tid?” spurgte hun med det drilske glimt i blikket, nu kendte hun ham godt nok til at vide, at de havde to meget forskellige definitioner af den slags.. hun nærmede sig efterhånden de tusinde og hun havde aldrig været så tæt på nogle. Hun snak en klump og følte pludselig ikke, at det var et problem at holde varmen i det hele taget. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om at du ønsker , Alex. Kommer til kommer råd, er det ikke det man siger?” spurgte hun, lettere rød i kinderne. Lige der var hun slet ikke tvivl om at han talte sandt. Hun havde dog ikke regnet med at han ville indvillige i at give hende indblik i sine bekymringer, men hun klagede bestemt ikke. Hun rynkede lettere uforstående på panden. ”Du har været i seng med halvdelen af Dvasias og Imandras kvinder, og du vover og påstå at kun en ved hvordan du ser ud under blusen? Hvem er det?” spurgte hun nysgerrigt. Som han begyndte blotte overkroppen, begyndte hendes hjerte kun at banke mere fast. De mange ar som prydede den, gjorde ham hverken kønnere eller grimmere, men på sit vis mere fascinerende. Tæppet lod hun falde og blottede hende atter, mens hun rykkede en smule tættere på, og lod yderst forsigtigt fingerspidserne glide hen over et af de største ar på maven. ”Hvor kommer de fra?” spurgte hun dæmpet og lod blikket falde spørgende i hans, dog uden hverken væmmelse eller afsky at sporer.

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, så ønskede Alexander slet ikke at Cassie skulle komme slemt til skade, hverken med sygdom eller noget lignende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Nej vel? Desuden ved jeg at du ikke har noget imod det,” påpegede han ganske sigende, som han let blinkede med øjnene til hende. Han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget, og så lang tid at det ikke krævede andet end lidt varme, så kunne han vel godt gøre noget ved et? Han sendte hende et stille smil. Carmine så han ikke rigtigt i disse tider, også selvom det nu heller ikke var noget som han tog særlig højtideligt. Han vidste desuden godt at manden var i stand til at passe på sig selv, så han lod skam også manden tage ud, også selvom han ønskede at han skulle være påpasselig af den grund! Uanset hvordan man så på det, så var det faktisk ved at være lang tid siden Alex havde fået noget som helst! At hun så spurgte, fik ham til at trække svagt på smilebåndet. ”Tro det eller ej, så er det faktisk ved at være lang tid siden nu. Jeg ønsker vi skal have det til at fungere.. også som et par,” fortalte han med en rolig stemme. Han ønskede ikke at forhaste på noget, og han ønskede at have hende med sig, når det engang skulle ske, så han formåede faktisk at holde sig på måtten, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! Han var en mand af lyster, og selv det væsen skulle jo stilles før eller siden, for det andet drev ham til vanvid, men igen.. hvad gjorde man ikke for den kvinde som man elskede? Han forsøgte i hvert fald at vise det, også selvom hun ikke just gjorde det meget nemmere for ham af den grund. ”Det er jo hvad man siger.. og jeg forsøger faktisk at smøre mig med lidt tålmodighed for en gangs skyld. Min næste gang skal være med min hustru,” fortalte han næsten stolt. Det var en beslutning som han havde foretaget helt selv!
At skulle fortælle Cassie om den fortid, var ikke noget som Alex nogensinde havde lukket op for før, men det var nu bare sådan at det var. Han var ikke god til at snakke om den slags, men nu var det vel en oplagt mulighed? ”Jeg er aldrig blotlagt fra livet og op. Den eneste som ved det, er Carmine,” fortalte han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hende, som han fik overkroppen blotlagt, også selvom selv hans mine havde forandret sig meget i forhold til dette. Han var på ingen måder stolt af det, men nu havde de da muligheden for at.. få lagt lidt sandheder på bordet, og det var vel altid godt? Man sagde jo at det lettede at snakke om tingene, og så håbede han selvfølgelig også at det gjaldt ham. ”Det er frygtelig mange år siden, Cassie..” Han stirrede ned mod hånden som hun havde lagt mod et af de værste mod maven – den samme som var forårsaget af dage med kraftig sollys. En utrolig pinsel og tortur! ”Jeg er ikke født ind i den velstand som vi har nu. Jeg blev avlet som et forsøgsdyr. Tro det eller ej, men selv Carmine er ikke fuldblodsvampyr. Jeg omgjorde ham da jeg var ganske ung. Arene kommer fra forskellige forsøg vi blev udsat for.. Alt fra sølv, til sollys, helligt vand.. Ja, alt du kan tænke dig til, som kan skade vores uhellige væsen,” begyndte han. Stemningen havde lagt sig i hans stemme. Det gjorde.. ondt for ham at snakke om.

[Cassie Imirachi]

Cassie var overbevist om at hun nok skulle klare sig, hun havde trods alt overlevet i en by fuld af vampyrer til nu, og endda som nymfe – hendes blod var som slik for hans slags, og hun bar ingen markering, man kunne vel roligt sige at hun levede livet farligt? Hun nikkede sagte. ”Det er selvfølgelig rart at nogle bekymre sig om en,” erkendte hun uden at afvise det som hun ellers ville have gjort det normalt. Dog forsøgte hun også ikke at vise for stor begejstring, hun var stadig en forsigtig kvinde. Det gjorde hende i det store og det hele intet, at Carmine var meget ude, det var ingen hemmelighed at de to aldrig havde fungeret særlig godt sammen, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. Efter næsten at have holdt vejret, så forsøgte hun at skjule sin lettelse da hun atter åndede ud. Hun kunne godt lide tanken om, at andre kvinder ikke varmede hans seng, hvilket nok var dobbeltmoralsk, taget i betragtning af at hun ej heller selv turde at gøre det, for hun ønskede det jo faktisk. ”Det må jeg sige.. Du gør ikke så lidt en indsats i så fald, hvilket jeg faktisk.. sætter pris på,” endte hun dæmpet og dog ærligt. Hun vidste at han havde de dyriske behov, og at det kun forværrede alt, mår ikke de blev stillet tilfreds, men hun var vel bange for at tage det endelige skridt? Netop fordi hun faktisk nærede utrolig stærke følelser for ham, men frygtede at hans ville dø i det øjeblik, hun lod ham få hvad han ønskede. Læberne fugtede hun med tungespidsen og lagde hovedet blidt på sned. Stoltheden i hans stemme varmede hende og forundrede hende på samme tid, for der var sjældent romantisk optræk mellem dem, så han vidste vel at det kunne ske i aften eller det kunne ske om flere hundrede af år? ”Det er jeg faktisk glad for, Alex også selvom jeg ikke kan give et løfte på hvornår det vil ske,” erkendte hun næsten nervøst. Hun ønskede bestemt ikke at slå hans motivation ihjel, ikke nu hvor han endelig havde draget den beslutning, uden at hun havde bedt ham om det først.
De isblå øjne faldt på hans krop med bekymring malet i højere grad end væmmelse eller afsky. På trods af skaderne, så var han en forbandet flot mand. ”Du er kommet af sted med kun at være blottet ned? Selvfølgelig,” svarede hun og nikkede sagte. Det burde hun have sagt sig selv, ham og Carmine havde et nært forhold. Det forundrede hende dog, at han aldrig havde været fuldkommen blottet med en kvinde.. et sted gav det hende vel noget.. særligt at se frem til? ”Det er måske mange år siden, men hvis det endnu plager dig så er det ikke uden betydning,” svarede hun en anelse bestemt og trak hånden til sig blot for at ligge den i sit skød. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken om de ting de var blevet udsat for, så forstod hun langt bedre deres forhold. ”Hvem gjorde dette mod jer?” spurgte hun en smule nysgerrigt. Hånden hævede hun næsten med forsigtighed og lagde den blidt mod hans kind, også for at møde hans blik. Smerten var jo ikke til at tage fejl af. ”Jeg er glad for at du fortæller mig det, Alex,” endte hun dæmpet og plantede et kys mod hans kind. Når han gav noget, så kunne hun godt give lidt igen!

[Deleted]

Cassie havde klaret sig til nu, hvilket et sted næsten måtte være et mirakel, da hun ikke var markeret som hans endnu af den måde, men ikke desto mindre, så.. var det vel ringen som gjorde lidt også for den del? Han var selvfølgelig glad for at have hende ved sig, også fordi at han vidste, at hun et sted slet ikke havde noget imod at han var sådan over hende, og det var det som han var klar over! Han trak svagt på den ene mundvig. ”Hvis det indebærer, at jeg faktisk gøre noget rigtigt, så er det fint nok for mig,” endte han roligt. Han kunne faktisk godt tage det lidt med ro, også selv på trods af den manglende romantik og det manglende forhold af den grund, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Så lang tid, de faktisk var i stand til at finde ud af det, så var han ikke den so skulle brokke sig. Efterhånden, så var det ved at være forbandet lang tid siden han havde været tæt på en kvinde, og selvom han havde været umådelig fristet til at gøre det, så havde han endnu ikke gjort det, og selvfølgelig var det noget som han var forbandet glad for, også fordi at han kunne se hvilken betydning det faktisk havde for hende, o det var jo det som var det bedste af det hele, også selv for hans vedkommende. ”Det er ikke nemt.. Men jeg prøver.. også for din skyld,” forklarede han med en ærlig stemme.
Når det kom til nærheden som han havde haft med andre kvinder, så har ingen set hvordan han så ud fra livet og op, da han aldrig havde været afklædt. Han væmmes ved synet af de mange ar og mærker, vel også fordi at de var af slagsen som bare ikke ville gå væk? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende. ”Det er vel lidt logisk? Jeg væmmes selv ved synet, og.. jeg ønsker ikke at nogen skal se det.” Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, hvor han let blinkede med øjnene, som hun trak hånden til sig. Hun viste interesse, og det var i sig selv, noget som han faktisk havde brug for, for så vidste han da om ikke andet, at han gjorde bare lidt rigtigt! ”Selvfølgelig plager det mig.. Det er grimt! Det er ikke bare en fortid jeg kan vænne blikket væk fra det. Det hjemsøger mig, og det vil det gøre for resten af mit liv..!” Hånden mod hans kind, fik ham til at tie lidt, hvor han tog imod kysset. At hun i det hele taget gjorde den slags, var noget som helt klart kom en smule bag på ham, men.. han kunne lide det. Blikket gled stille mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Du kender ham. Nathaniel Diamaqima stod bag alt sammen,” fortalte han ærligt. Der var en grund til at han slet ikke ville have den mand over sin dørtærskel! Han vidste ikke hvad han kunne finde på at gøre ved ham, dersom det skulle ske. Han nikkede blot. Nu forsøgte han da om ikke andet, at give hende lidt igen. ”Betyder det da så meget for dig..?” spurgte han. Han forstod sig ikke på det, men hvis hun var glad for det, så.. var det vel en god ting?

[Cassie Imirachi]

Der var frygtelig mange, som gerne ville nyde en bid af hende til dessert, hvilket Cassie udmærket var klar over, alligevel havde hun valgt ikke at lade sig markere.. eller nu om dage var det jo faktisk mere ham som ikke mente at tiden var rigtig, hvilket var en tankegang som hun slet ikke kunne følge. Hun nikkede næsten en smule skamfuldt, for hun vidste at hun havde været god til at skælde ham ud for alle de ting han gjorde forkert, men samtidig været direkte elendig til at fortælle når han faktisk gjorde noget som hun satte pris på. ”Du gør ligeså mange ting rigtigt, som du gør forkert,” svarede hun og blinkede til ham, det sagde jo ikke så lidt! Desuden mente hun det.. det ene øjeblik kunne han være det største svin og det næste øjeblik kunne han være drømmemanden, det var ikke altid nemt. Cassie vidste hvor meget det påvirkede Alex, ikke at få sine lyster stillet, hun vidste hvor irriteret og mut han blev, hvilket hun jo heller ikke ønskede, og overalt hvor han gik var der fristelser. Det betød faktisk en del for hende at han forsøgte at holde sig i skindet for at være hende tro. ”Jeg er glad for at du prøver,” svarede hun hurtigt, også fordi hun ønskede at han skulle vide det. Et sted fortalte det hende vel også kun, at hun faktisk havde muligheden for at gøre det til noget særligt? Specielt nu hvor hun vidste at hun kunne få en del af ham som han ikke havde delt med andre, og det var det hun havde haft brug for, for ikke bare at være.. en iblandt. Hun væmmedes ikke på nogen måde ved synet af hans krop, den slags perfektion havde aldrig været hende. Blikket lod hun glide ned over hans krop, nu gav han hende jo en undskyldning for at betragte ham, uden at hun behøvede at gå til bekendelse med en masse. ”Jeg synes.. Jeg synes ikke at det er grimt. Ingen er fuldkommen, Alex. Hverken du eller jeg eller nogen anden. De ar og mærker er en del af dig og hvem du er, hvorfor skamme sig over det? I mine øjne giver de dig kun en hvis form for charme,” forsøgte hun dæmpet også selvom hun faktisk mente det. Det gav ham et præg af menneskelighed, som hun havde savnet lidt. Blikket gled igen i hans, som hun lod hånden stryge ned over hans kølige kind. Tanken om at Nathaniel havde gjort alle de ting ved ham, gav hende kun en knude i maven.. Nu forstod hun hvorfor Alex altid havde nægtet ham indgang i huset, på trods af at han vidste, hvilket forhold hun havde til den mand. Faktisk var der.. en hel del der faldt på plads for hende. ”Jeg forstår ikke hvorfor du ikke har delt det med mig noget før,” endte hun og lod hånden stille falde for at søge tilbage i sit eget skød. Hun kunne godt lide at han gav sit mest sårbare væk til hende, det havde selv hun behov for. Hun nikkede sagte. ”Det gør det, Alex. Du forstår det nok ikke men.. jeg føler mig konstant sårbar. Jeg er afskåret fra naturen, jeg lever med to vampyrer og jeg har et arbejde som jeg mildest talt intet ved om. Jeg føler mig konstant blottet, og det betyder faktisk meget at du deler en af de dine sårbare stunder med mig,” erkendte hun dæmpet også selvom hu skam mente det, det mindede hende om at han på trods af alt var præget af en hvis form for menneskelighed.

[Deleted]

Alex var efterhånden bare ved at være vant til at få den løftede pegefinger, for det var utrolig sjældent at han i det hele taget sad med følelsen af, at han faktisk kunne gøre et eller andet rigtigt. Tvært imod, så var det altid det modsatte som hun gav udtryk for! De gyldne øjne gled mod hendes skikkelse. At han kunne gøre.. meget rigtigt, forstod han ikke, for det var jo ikke det som hun påpegede for ham! Det var jo som regel den ene fejl efter den anden. ”..Gør jeg?” spurgte han, som han let blinkede med øjnene. Han forsøgte i hvert fald, også selvom det til nu, ikke just kunne siges, at have gået i den retning som han ville have det, og selvfølgelig var det en tanke som irriterede ham. På den anden side, så gik det jo faktisk.. nogenlunde fint mellem dem nu, og det var noget af det som han helt klart også måtte sætte stor pris på. Han smilede let for sig selv. Han forsøgte virkelig, også selvom det efterhånden var ved at blive utrolig problematisk for ham, men hvad gjorde man ikke for kvinden som man elskede og holdt af? Selvom han ikke vidste hvornår han fik lov til at indfri det brændende ønske om at have hende helt tæt på sig, så var det jo også en anden form for markering, end den synlige i hendes smukke og slanke hals – et bid, som han endnu ikke havde tildelt hende. ”Det er ikke nemt.. men hvis det betyder så meget for dig, så fortsætter jeg med at prøve,” endte han roligt.
Synet af hans krop, var noget som selv Alex måtte væmmes med, for han brød sig slet ikke om at kigge på det, sådan som han så ud! At hun så ikke væmmes ved synet, var et sted en.. lettende fornemmelse, selv for ham. Det var mange følelser som pludselig kom i spil på samme tid, og det var svært for ham i det hele taget at finde rundt i det! Hvordan hun så på det, var lige så lettende for ham, for selv for ham, var det en bekræftelse. Sårene ville aldrig heale, ligesom det i hans hånd for bare nogle minutter siden. Og det vidste han jo udmærket også godt. ”Det vil aldrig heale som et hvert andet sår jeg pådrager mig, Cassie. Det er måske en del af mig, men.. selv jeg må erkende, at det er en del af mig, som jeg helst ser glemt. Synet hjemsøger mig hver eneste dag og minder mig om hvilket liv jeg har haft.. Vi har haft,” rettede han sig selv. At hun tog hånden til sig, nagede ham en smule, for han kunne jo faktisk godt lide, når hun berørte ham på den måde. Også fordi at det lige så, var noget som skete forbandet sjældent! Nathaniel havde udført en række eksperimenter, og det var uden tvivl gået værst ud over ham og Carmine. Tanken fik ham til at knytte næverne let. ”Du har altid gemt dig for mig, Cassie.. Jeg havde vel ikke nogen grund til at skulle dele det med dig før nu..” Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse. At det betød så meget for hende, så var det vel bare endnu en ting, som han faktisk gjorde rigtigt? Hånden hævede han stille, som han lod stryge mod hendes kind. ”Jeg ved godt, at jeg har kastet dig ud i meget, min egen og jeg ved hvor meget du kæmper med det. Du forsøger, og det er selv det som er det vigtigste for mig,” påpegede han ærligt.

[Cassie Imirachi]

Alex havde med tiden gjort mange ting for hende, Cassie vidste at hun ikke havde været særlig god til at rose ham for de ting. Selvom han var overbeskyttende for hende, så tog han gerne med hende ud, frem for bare at bure hende inde, han forsøgte at efterkomme hendes behov hvad angik mad, ved at have ansat de to kokke, der sørgede for at kokkerer udelukkende til hende og nu forsøgte han at holde sig væk fra kvindeligt selskab, kun fordi han vidste at det betød noget for hende. Samtidig så hjalp han hende gerne med arbejdet, og gav hende ro til hovedet når hun ikke kunne overskue det, han havde sågar tilbudt at gøre det flere gange, så hun i stedet kunne øve på sin dans, og det var først nu det gik op for hende, hvor elendig hun havde været til at rose ham for de ting. Hun nikkede en anelse skamfuldt. ”Det.. det gør du faktisk, jeg er bare ikke god til at påpege det for dig, og det ved jeg dog,” erkendte hun dæmpet. Der var et hav af kvinder som ønskede at stå i hendes sted, og som ikke kunne begribe hvordan hun kunne holde fingrene fra en af Dvasias mest attraktive mænd, og hun skulle gerne være den første til at erkende at det ikke altid var nemt. Hun vidste at det måtte være umådelig svært for ham, hvilket hun jo heller ikke ønskede! ”Jeg ved hvordan du bliver, når du ikke får stillet de lyster, Alex, lad det nu ikke stige dig for meget til hovedet. Du skal ikke kun gøre det for min skyld, det er bare.. der hvor jeg kommer fra, der er mænd ikke kvinder utro, måske fordi vi nymfer stort set aldrig finder sammen med mænd, men det vel en anden snak,” plaprede hun med et lidt nervøst smil. Det var jo sandt. Det lå i hendes natur at suge mandens sjæl og derved formere sig, ikke at danne par med dem.
Det var slet ikke fordi at Cassei reagerede negativt på hans krop. I hendes øjne var han stadig en irriterende flot mand, men hun kunne godt lide at han blottede sig på den måde.. også følelsesmæssigt. Hun nikkede forstående, for hun kunne jo faktisk godt følge ham! ”Din historie er det som gør dig til hvad du er på godt og ondt, Alex. Nogle bærer arrene på indsiden nogle på ydersiden, og nogle begge steder, det er bare sådan det er. Det vigtigste er at vi acceptere det,” endte hun blidt. Hænderne foldede hun roligt i sit skød, hun ville heller ikke sidde og gramse på ham, men i hendes øjne var det bestemt ikke grimt, det ændrede ikke hendes billede af ham, tværtimod skænkede det hende kun en større form for forståelse. Blikket slog hun ned mod sine hænder. ”Jeg har aldrig direkte gemt mig for dig Alex. Hvis du havde blottet dig på den måde noget før, så havde jeg muligvis haft lettere ved at åbne op,” svarede hun med et dæmpet suk. De to var vel bare som gift for hinanden? De bragte det værste frem og skjule det bedste. Yderst forsigtigt lod hun kinden søge mod den kølige hånd, og lod blikket glide i. ”Jeg gør mit bedste, men det er bestemt ikke altid nemt. Det føles godt at vide, at jeg ikke er den eneste som kæmper med noget,” erkendte hun og lod et smil spille over de rosa læber.

[Deleted]

Alex havde virkelig forsøgt at gøre det så godt som han nu kunne. Kokkene i køkkenet formåede at lave fine måltider til Cassie, hvor han selv til tider måtte erkende, at det faktisk duftede godt, og betydeligt bedre end det blod, som han selv havde været tvunget til at leve af, allerede fra det øjeblik han var blevet skabt. Han ville ikke engang definere det som en fødsel, da han aldrig havde kendt sin mor eller far for den sags skyld. Han var egentlig ganske.. uvidende når det kom til det punkt. Dansen vidste han godt, var noget som Cassie værdsatte, og han havde jo tilbudt at tage arbejdet mens hun gav sig hen til det, hvis det var noget som gjorde hende rolig.. Så han forsøgte jo faktisk at se hendes menneskelige og psykiske behov, selvom det slet ikke var noget som lå til hans naturlige væsen. Han nikkede sigende. Hvis det hele havde vist sig at være.. rigtigt, så følte han da slet ikke at det var noget som var værdsat på den måde, som han jo faktisk ønskede det! ”Oh.. Ja. Men så lang tid det er rigtigt, så er jeg tilfreds,” sagde han roligt. Han blev nu alligevel siddende. Med lysterne, så var det faktisk mest for hendes skyld, at han valgte at holde igen, også selvom han nu ikke helt forstod sig på hvordan det var med nymferne, men det eneste som han vidste, var at det krævede en sjæl at få børn og derved fortsætte slægten – noget som han selv ikke var i besiddelse af. ”Jeg ved godt at det er svært for dig, Cassie, så meget har jeg da fundet ud af – endda på egen hånd, og tro mig.. Kunne jeg gøre det nemmere for dig, så ville jeg ønske at jeg kunne gøre det. Jeg fortsætter at kæmpe med hvad jeg nu kan.. Også nu hvor jeg ved hvor meget det egentlig betyder for dig, at jeg gør det,” fastholdt han med en bestemt tone. I det store og hele, så ønskede han slet ikke at hun skulle have dårlig samvittighed, for han havde skam forståelse for det, hvis hun ikke følte sig klar til at tage det skridt.
Nu hvor han alligevel havde valgt at blotlægge en langt mere følelsespræget side af sig selv, så var det faktisk noget som selv formåede at gøre ham selv en anelse usikker i det store og hele. Han følte sig ikke som en flot mand, og han var selv fuldstændig ligeglad hvordan andre så på ham! Det vigtigste for ham, var at det var noget som.. hun havde det fint med. Han vendte igen blikket ned af sig. Hvis det gav hende det indblik i hvem han var som person, så var det vel altid en god ting? ”Det har nok påvirket mig i større forstand end hvad jeg egentlig ville ønske at det gjorde.. Jeg ved lige så, at det er noget som påvirker dig, Cassie.. Jeg ved bare ikke om det er på en god eller en dårlig måde,” påpegede han med en dæmpet stemme, som han roligt blev siddende og kiggede på hende. Hånden havde han trukket til sig igen. ”Jeg har også mine kampe at tage mig af, kan jeg vel fortælle dig. Det har bare aldrig været min mening at lade det gå ud over dig. Jeg vil bare.. ikke have flere kampe end hvad jeg har at slås med i forvejen,” påpegede han stille. Han var tynget fra utrolig mange sider efterhånden, og det gjorde ham faktisk stresset!

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste at Alec virkelig havde gjort sig umage i sit håb om at overbevise hende om, at han faktisk godt kunne tage hensyn til hende, for det var jo det som mange af hendes beklagelser gik ud på. Måske havde havde gjort et par virkelig store fejl med tiden, hvor hun ikke kunne forstå hvor han havde haft sit hoved.. men i det store og det hele så var det tydeligt at han forsøgte at rette op på de fejl, og ægteskabet var ikke ringe, selvom det frygtelig sjældent var romantisk eller intimt for den sags skyld, der var denne aften en af de få. Det vigtigste for hende var dansen og selv det forsøgte han at give hende muligheden for at fortsætte med, også selvom hun var stædig nok til at ville gøre det andet arbejde selv. Hun nikkede sagte, dog med blikket vendt mod sin hænder. For hende var det virkelig store erkendelser! ”Det.. er det,” svarede hun og vendte de blå øjne mod ham. Om hun nogensinde ville lade ham komme helt tæt på sig, vidste hun ikke, men hvis det nogensinde skulle ske, så ville de aldrig behøve at frygte børn, hvilket hun faktisk var glad for, den slags havde hun aldrig været interesseret i! ”Det betyder meget, det gør det. Men jeg ønsker heller ikke at du kæmper kampen på baggrund af forkerte tanker, Alex, jeg ved godt at det med at leve i cølibat ikke ligefrem ligger til dig eller dit væsen,” påpegede hun og så væk.. ind i den knitrende ild. Hun brød sig ikke om tanken, også fordi hun var bange for at blive en iblandt, i virkeligheden var hun jo faktisk.. meget forelsket i ham.
Den usikkerhed hun pludselig kunne sporer i hans øjne, lignede ham virkelig ikke på nogen måde, hun kunne se at det var noget som betød rigtig meget for ham, hvilket gjorde hende en smule glad. Der var faktisk noget som kunne påvirke ham, der var noget bag det kække smil. Pludselig virkede han kun mere attraktiv i hendes øjne. Hjertet sprang et slag over. ”Jeg er ikke skræmt eller væmmet ved synet. Tværtimod så er det rart at vide, at der er en mand bag dit kække smil,” erkendte hun og sendte ham et næsten uskyldigt smil. Hånden lod hun ham blot række til sig. ”Jeg er bange for at det er for sent, Alex.. vi har jo en hel kamp i os selv,” påpegede hun og mente det, selvom det var et drilagtigt glimt malet i de blå øjne. Hovedet lod hun søge på sned, idet hun betragtede ham lidt mere overvejende. Det var ikke svært at se at han var en stresset mand, og han havde brug for at slappe lidt af, og hun.. måtte vel give lidt igen? ”Kom med.. jeg har noget jeg gerne vil vise dig,” bad hun roligt, mens hun i en elegant bevægelse rejste sig, og lod den glatte kjole, falde tilbage ned over hendes krop. Hun bukkede sig roligt frem, og rakte ud efter hans hånd, for at fører ham med sig. De store skår på gulvet undgik hun igen i en stor bue, før hun roligt begyndte at fører ham med sig mod hendes værelse. Det var virkelig på tide at hun fik den mand til at slappe af, og nu havde han vist sig på sit mest sårbare tidspunkt, det var kun fair at han fik lov til at se hende på hendes.

[Deleted]

I håbet om at overbevise Cassie, at han faktisk var en mand som kunne tage hensyn til hende, så valgte Alex faktisk at fortsætte som han havde gjort det frem til nu, også selvom det nu heller ikke var helt nemt altid! Hun gjorde det ikke nemt for ham, også selvom han vidste, at det vel bundede i frygt? Hendes signaler viste nemlig mange af de samme ligheder som et dyr når jagten blev sat ind, og det var noget som selv han faktisk var i stand til at kunne opfange. Blikket gled stille mod hendes skikkelse endnu en gang og nikkede så. ”Selvfølgelig er det dét, Cassie,” fastholdt han roligt. Hvorvidt om han i det hele taget ville komme tæt på hende, vidste han ikke, men han forsøgte da om ikke andet, og det var vel også det som var det vigtigste af det hele? Han trak let på skuldrene. ”Måske ikke. Men selv når vi bliver gjort opmærksom på andet, så kan vi faktisk tage hensyn til det. Jeg ved ikke hvornår… eller om det i det hele taget kommer til at ske, men når jeg ved hvor meget det betyder for dig, så er jeg villig til at gøre den indsats,” fortalte han ærligt. Det var skam ikke fordi at hun skulle rende rundt med dårlig samvittighed eller noget lignende, for det var slet ikke hans hensigt. Han ønskede egentlig bare at hun forstod sig på ham, og samtidig kunne vise ham den tillid til endelig at.. finde ordentlig ud af det sammen, for det var hans største og endelige mål!
Alex var måske ikke så umenneskelig som han havde givet udtryk for, overfor Derick, men det var kun Cassie som formåede at få den frem. Ar som dem hans krop var præget af, ville aldrig forsvinde, udelukkende på grund af den kontinuerlige tortur som han havde været udsat for, og derfor var det også noget som ville hjemsøge ham for resten af livet! Det var kun Cassie som havde set hvordan han så ud nu, også fordi at han ønskede at.. dele det med hende, så hun følte at der var noget som han ikke delte med alt og alle. ”Jeg er vel lidt mere menneskelig, end hvad jeg ønsker at give udtryk for,” endte han med et svagt smil på læben. Det var en side som han mere eller mindre kun lagde mærke til, når han var omkring Cassie, da hun også var den eneste som fik den del frem i ham. Han var en stresset og en umådelig presset mand, og hun gjorde det bestemt heller ikke nemmere for ham af den grund. Det var en kamp de to imellem, og det gjorde det ikke just bedre, men han forsøgte vel bare at gøre det så godt som muligt? Han havde alle mulige ved siden af, og han havde virkelig bare brug for at stresse ned efterhånden! ”Tro mig, Cassie.. Det mellem dig og mig, er det nemmeste jeg har at slås med lige nu,” påpegede han sigende. At hun havde noget at vise ham, var noget som fangede hans opmærksomhed allerede med det samme. ”Og hvad er det?” spurgte han sigende, som han rejste sig, da hun tog omkring hans hånd. At hun ikke engang gav ham muligheden for at klæde sig på igen, var det første som han bed sig fast i, for han ville jo helst ikke at nogen skulle se ham på den måde! Han bed tænderne let sammen og fulgte hende nu alligevel mod værelset. Han burde bruge tiden mere fornuftigt, for han var efterhånden godt presset!

[Cassie Imirachi]

Cassie satte bestemt pris på hans anstrengelser, også selvom hun ikke rigtigt kunne finde ud af hvad intentionerne bag dem var. Hun vidste jo at han var en mand der som regel sigtede efter en form for mål, og de sidste mange år, havde det mål været at bryde hende ned, hvilket desværre langsomt var ved at ske. Selvom hun forsøgte at skjule det, så frygtede hun de følelser som han formåede at sætte i hende, hun havde aldrig elsket før, også selvom det til tider var en rar følelse, så var hun bange for at han ikke længere ville nærer hvilke følelser han nu end nærede for hende. Hun nikkede blot stille. Hun kunne ikke love hvor vidt han nogensinde ville få lov til at komme tæt på hende, også selvom hun flere gange havde taget sig selv med en dominerende lyst til at mærke ham, særligt for at sikre sig at ingen andre ville nyde godt af hvad der var hendes. ”Jeg troede at, det at være sin kone tro, lå til jer vampyrer især. Uanset... jeg ønsker heller ikke at du skal have lyst til at flå hovedet af alle omkring dig, så hvis det bliver for trangt, så må du jo.. give efter,” endte hun roligt. Tanken i sig selv gjorde ondt, hun havde slet ikke lyst til at give ham lov til den slags, men hun var jo ikke selv i stand til at gøre det.
Når alt kom til alt, så kom det bag på hende at han var så menneskelig som han gab udtryk for, men de havde jo alle skeletter i skabet. Efter så mange år i hans selskab, så ville hun kun mene at det var hendes ret at vide den slags om ham. Når det var sagt, så lettede det hende at vide det, også fordi hun nu kunne dele noget med ham som ingen før hende havde gjort, det var jo ikke gemt særlig meget til hende! Hun nikkede forstående. ”Ligesom jeg er mere dyrisk anlagt end jeg vil erkende,” svarede hun med et sigende glimt i de krystalblå øjne. Hun gjorde sig dyriske tanker og hun reagerede ofte på instinkt, i virkeligheden var hun jo præget af hele den sensuelle natur, både i sine bevægelser, sine ord og handlinger, det var svært at skjule. Med hans hånd blidt hvilende i sin, strøg hun ned af de lange og kølige gange, der gik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Tanken om at kampen med hende kun var en lille, glædede hende om ikke andet også fordi den ikke havde været så slem det seneste stykke tid. ”En blandt mange,” endte hun med et stille nik og førte ham til sit kammer. Døren stod på klem, hun skubbede den helt op, og blev ramt af både en behagelig varme og en sød duft af euforiske dufte. Månelyset stod ind af det store vindue der fyldte den halve væg, og fik fra loft til gulv. ”Sæt dig på sengen,” bad hun mens hun førte ham hen på sengekanten hvorefter hun slap hans hånd. Hun lænede sig atter frem mod ham. ”Luk dine øjne,” hviskede hun mod hans ører, og plantede et kys mod hans kind, inden hun roligt bakkede bagud i det halvstore kammer.