Report a crime

[Deleted]

Alex havde faktisk slet ikke nogen intentioner om at skulle søge til en anden kvinde lige nu. Han ønskede bare.. væk.. Han havde desuden også arbejde som skulle laves, og han var allerede nok bagud som det var i forvejen, udelukkende på grund af den unge konge, og selvfølgelig var det en tanke som kun irriterede ham som intet andet! Han havde det svært nok med Diamaqima’erne i forvejen, og det her var jo heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere. Det var ikke fordi at han ønskede at fremstå som dum eller for egoistisk, men han forsøgte for en gangs skyld at finde ud af det hele på en fornuftig måde, men det var bare ikke nemt! ”Det frustrerer mig bare, at du ikke har fortalt mig om det noget før, Cassie.. Jeg prøver virkelig at få det til at løbe rundt, så vi begge kan være tilfredse, men jeg er faktisk ikke tankelæser..” At hun havde brug for noget luft, kunne han faktisk godt forstå, men det var jo heller ikke noget som hun nævnte for ham, så hvordan pokker skulle han vide de ting?! De gyldne øjne hvilede mod hendes skikkelse og med en rolig mine, endnu en gang. Ikke fordi at det just noget som gjorde det nemmere for ham, for han var.. usikker på alt det menneskelige. ”Tro mig, jeg arbejder på sagen. Jeg har allerede en snigmorder sendt efter ham, men jeg kan ikke sige med sikkerhed om det lykkes eller hvad det gør.. Jeg ønsker ikke at du skal komme galt af sted, og.. hvis du virkelig har brug for luft i den forstand, så vil jeg gerne tage med dig ud.. Du behøver ikke gå side om side med mig, men.. jeg vil bare have det bedre med det.” Han forsøgte da om ikke andet, at finde en løsning, selvom det ikke var nemt, men man gjorde vel hvad man kunne for den kvinde som man elskede og holdt af? Han gjorde i hvert fald, selvom hun ikke altid gjorde det nemt for ham! At hun ville have ham med tilbage til soveværelset, var ikke en tanke som gjorde ham noget, men han ønskede at det skulle være fordi at det var noget som hun faktisk havde lyst til, og ikke fordi at hun følte sig tvunget til det ene eller det andet, for det var bestemt heller ikke hans mening med noget som helst af dette! ”Du skal ikke tvinge dig til at blive indenfor hvis du så desperat ønsker at komme ud.. Jeg vil bare gerne tage med.. Så du kan få noget luft, og jeg føler jeg i det mindste kan gøre hvad jeg kan for at passe på dig..” Hånden lod han roligt tage om hendes. Hun var varm i forhold til ham, også selvom hun faktisk formåede at holde ham temmelig rolig, også selvom han var langt mere ønskede at kunne slappe ordentligt af, men det kunne han ikke! Han var anspændt, han var presset og han var stresset og med alt for meget at lave! Han trådte selv stille tilbage ind i hendes værelse, også selvom det var uden et ord. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere, eller hvilken tanke som skulle komme først, for han var.. et vrag indvendig!

[Cassie Imirachi]

Cassie var mest bange for at hendes vrede skulle tage motivationen fra ham, hun vidste hvad han fortrak når han var så stresset som han var for tiden, go det var en kvinde til at lette byrden. Hvis det endelig skulle være, så skulle det ikke være en anden.. ikke denne gang, hun ønskede at gøre det selv, men hun var.. bange for at tage det endelig skridt. Cassie førte ham med sig tilbage til det varme værelse. Hun var glad for at han om ikke andet indvilligede i at tage med hende, hun ønskede ikke at være alene, også selvom det i den grad havde været en mærkværdig nat. Idet døren lukkede, vendte hun sig igen mod ham, uden at slippe hans kølige hånd. ”Jeg troede at det gav sig selv. Jeg er en nymfe, jeg kommer fra jorden,” påpegede hun og lagde hovedet roligt på sned. Den ømme hånd hævede hun og lod fingerspidserne stryge over hans blege hud. I månelysets skær, så han næsten kun mere bleg ud, men han var stadig noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Måske han ikke ligefrem var tankelæser, men han var generelt dårlig til at tage hensyn til hendes væsen, hun var ikke død som ham og hun havde nogle helt andre behov. Af den grund bebrejdede hun ham dog ikke, det vigtigste for hende, var at der var en løsning at finde et sted. Hun nikkede. ”Vi må krydse fingrer for at fuldfører sin mission. Ellers så finder vi en løsning efter det. Jeg vil ikke være i stand til at slappe af, hvis jeg ved at jeg sætter begge vores liv på spil, så indtil han ikke længere udgøre en trussel, så går jeg ud fra, at jeg må nøjes med luften fra haven. Den kan jeg vel bevæge mig i?” spurgte hun pludselig spørgende, for som han fremstillede det, så måtte hun jo ikke gå nogle vegne! Hans hånd slap hun, kun for at ligge begge mod hans overarme. Hun ønskede ham jo tæt på, og det var umuligt at lægge skjul på, men om ikke andet så forsøgte hun at ligge lidt bånd på sig selv. Det at han ville gå med hende, kunne hun i det store og det hele også være med til, men hun ønskede virkelig ikke at sætte hans liv i farer lige såvel. Hun fugtede læberne med tungespidsen. ”Fint.. jeg siger til inden jeg går ud, og så opholder jeg mig indendøre i løbet af dagstimerne,” endte hun en smule dæmpet. Det var jo sollyset hun bedst kunne lide, nætterne var så mørke, men hvis det var hvad hun kunne få, så var det hvad hun måtte tage, og hun havde ikke lyst til at diskutere det, det eneste som ville komme ud af det, var flere skænderier. Med et bekymret glimt i blikket, strakte hun sig frem, og lod hånden stryge gennem hans hår. ”Jeg bryder mig ikke om at se dig så bekymret. Det fjerner glimtet i dine øjne,” hviskede hun blidt og kyssede ham under øret. Det kække glimt i hans blik, var sædvanligvis det der gjorde hende blød i knæene, nu stod han mere eller mindre bare og virkede.. bekymret og utilfreds, hvilket bestemt ikke gjorde det nemt for hende, hun forsøgte jo virkelig! Langsomt trak hun sig, og bakkede hen til sengen hvor hun gled tilbage på sengekanten.

[Deleted]

Det som primært kunne få Alex til at slappe af, var en kvinde i sengen, men end ikke det, havde han gjort brug af igennem temmelig mange stunder, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han ønskede jo at vise Cassie, at det var hende som han ville have, og derfor gjorde han alt det som han kunne, for at holde afstand til alt andet af kvindeligt køn, også selvom han næsten dagligt var omringet af fristelser, og det var bestemt heller ikke noget som altid gjorde sagerne nemmere for ham, men han var stædig og han var målrettet, og denne gang ønskede han ikke at falde i den fælde! ”Jeg erkender at jeg ikke kender meget til dit væsen.. Jeg.. kan ikke have tingene i hovedet, hvis de ikke bliver fortalt til mig,” påpegede han sigende. Igennem det seneste stykke tid, havde det jo trods alt været hans væsen, der havde været fokus på, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans del, for han ønskede jo selvfølgelig at hun skulle være tryg og ikke mindst komfortabel omkring det, samtidig med at han jo faktisk ønskede at bekræfte for hende, at det var hende som han ønskede ved sig, og ikke enhver anden kvinde, for så havde han allerede gjort det for lang tid siden! Han vendte sig mod hende, som hun fik lukket døren efter dem, kun for at stille sig foran ham endnu en gang. Han havde fat i en snigmorder, men hvis han skulle være helt ærlig, så tvivlede han på at det lykkes. Vladimir var dygtig og han var kraftig, og det var det som var fælden ved det hele! ”Ikke engang haven er tryg at bevæge sig i, Cassie.. Huset kan han ikke komme ind i, uden en invitation.. Haven kan han selv frit bevæge sig i. Du.. du er selvfølgelig fritstillet til at bevæge sig i den.. I dagstimerne. Skulle det ske om aftenen, så vil jeg gerne være der.. Jeg kan i det mindste opfange ham, inden han kommer alt for tæt på,” påpegede han sigende. Det var heller ikke fordi at han ønskede at tage hele friheden fra hende, men.. han var jo bare nødt til at gøre et eller andet! End ikke i sollyset ønskede han at hun skulle søge ud, for der kunne han ikke søge med hende! Han vidste at hun havde brug for solens lys og det var faktisk noget som han var i færd med at tage til efterretning. ”Det er jo heller ikke meningen at du skal holde dig inden døre, når jeg ikke kan være med dig..” Hendes kærtegn og det at hun faktisk.. berørte ham, var bestemt heller ikke noget som han var vant til, men det var noget som han faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han elskede det jo. Han vendte blikket en anelse mod den ene side, hvor han svagt bed tænderne sammen. ”Jeg har mange problemer og mange kampe at bekrige, Cassie.” Han tog imod hendes kys under øret, kun for at se hende søge til sengekanten, hvor han blev stående. Han vidste jo ikke engang hvad han kunne tillade sig at gøre og ikke, og det frustrerede ham!

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste hvad der skulle til, for at for alvor få ham til at slappe af, men om hun kunne efterkomme det, vidste hun endnu ikke. En ting var dog sikkert; det gjorde hende vanvittig at se ham på den måde, til dels kunne hun slet ikke genkende ham uden det kække glimt i blikket eller smilet på hans læber. Måske han var et koldt væsen, men hun var udmærket i stand til at læse ham som intet andet! Der var daglige fristelser overalt omkring ham, derfor var det næsten også svært for hende, når han søgte ud på forretning om aftenen, eller opsøgte de øvrige vampyrer på kirkegården, hun vidste hvor mange kvinder, der ikke ville tøve med at sætte tænder og kløer i ham. Hun slog blikket ned og sukkede mere eller mindre opgivende. Hvordan skulle han da lærer noget om hendes væsen når han aldrig spurgte? Hun havde i årevis forsøgt at forstå sig på hans væsen for at blive komfortabel med den, men han havde jo ikke rigtigt forsøgt det samme. ”Du.. kunne jo spørge? Jeg har ærlig talt ikke lyst til at hamre dig i hovedet med mine behov, Alex. Jeg har spurgt dig når jeg har været i tvivl eller ønsket forklaring på noget, og jeg ville glædeligt besvare dine spørgsmål,” svarede hun med et skuldertræk. Sådan som han bare.. stod der, så gik hun næsten ud fra at aftenen ikke stod til at redde, hvilket var en tanke som gjorde ondt på hende. Hånden lagde hun i sit skød. Den var hævet godt op, men det var ikke noget som hun gad at fokuserer på lige nu. Den raske hånd lod hun stryge igennem sine mørke lokker, og så kort ud af vinduet, mod den smukke have under, før hun atter vendte blikket mod ham. Om ikke andet kunne hun bevæge sig i haven i løbet af dagstimerne, så var han tæt på, og hun ville til enhver tid kunne søge ind i huset, desuden gik vampyrer jo ikke i sollys. ”Jeg lover at jeg ikke går ud uden dig i aftentimerne, men i dagstimerne kan jeg vel vandre i haven? Jeg ved ikke om hans magi omfatter at han kan gå i lyset?” spurgte hun, med en manglende gnist af nysgerrighed. Hun havde ikke lyst til at snakke om at deres liv var i farer, nu var selv hun blevet anspændt og hun kunne mærke det. Skulle hun være ærlig så hadede hun den følelse. Atter trak hun på skuldrene. ”Jeg har ikke andet valg, har jeg? Det er også fint, jeg kan bare håbe at det kun er midlertidigt,” påpegede hun lidt ligegyldigt. De mange facader var igen ved at bygge sig op, og Cassie kontrollerede det ikke ligefrem selv, det var bare noget der skete per automatik så hun kunne beskytte sig selv. ”Det er gået op for mig, men du.. indvier mig heller ikke ligefrem, inden det står så galt til. Jeg kan bare ikke lide at se dig på den måde,” erkendte hun og lænede sig tilbage, så hun endte med at ligge på ryggen i den bløde madras, dog endnu med benene svunget ud over sengekanten. De blå øjne gled i loftet. I virkeligheden ville hun bare gerne at de begge kunne slappe af, men nu var det pludselig blevet mere akavet end varmt. Armene førte hun over sit hovedet, hvorefter hun vendte blikket mod ham. Vreden var udmattende, hun følte sig pludselig virkelig træt igen!

[Deleted]

Alex havde ganske vidst brug for at slappe af efterhånden, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, når han virkelig forsøgte at lægge bånd på sig selv, også selvom det slet ikke var nemt for ham på nogen måde, men.. hvad gjorde man ikke for hendes skyld? Han elskede hende, også selvom hun ikke havde gengældt ordene, så havde hun lagt handling i det, og det var næsten de som gjorde ham fortrolig med det hele, for der var noget i det, og det var det eneste som han havde brug for at få bekræftet. Han var ikke særlig god til at tage initiativ og faktisk spørge ind til ting, og det vidste han godt. Han var ikke vant til at.. skulle stille spørgsmål. Han var vant til at klare det hele selv, og nu hvor hun var kendt med bare lidt af hans baggrund og hans fortid, så var det vel også noget som i sig selv, havde skænket hende en form for forståelse for ham, og hvorfor han var som han var? Det var ikke fordi at han ville holde hende inden døre eller noget som helst, men han ønskede slet ikke at hun skulle komme galt af sted, og selv måtte han erkende, at han ikke rigtigt vidste, hvor grænsen for Vladimirs magi måtte gå, og det var næsten det som gjorde det hele langt værre, selv for hans vedkommende. ”Jeg ved det ikke Cassie.. Og jeg ønsker slet ikke at se dig komme galt af sted.. Jeg har ikke engang lyst til at lade dig gå ud i solens lys for.. ja, der kan jeg ikke passe på dig, eller beskytte dig..” Manden var livsfarlig, og det var noget som satte dem begge i en stor fare, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne ikke gøre det største ved det af den grund. Det lignede ham måske ikke at være som han var nu, men det var mange ting som han skulle slås med, og ikke bare de typiske kampe med Cassie. Han sukkede tungt, som han roligt gik tilbage til sengen, hvor han stille satte sig på sengekanten og med hænderne i sit skød. Han vendte blikket mod hende, hvor det var hendes hånd, som var det næste som faldt ham i blik, hvilket fik ham til at blinke let med øjnene. ”Hvad har du lavet med hånden, Casise..?” spurgte han sigende, som han trak sig op ved siden af hende, kun for stille at tage omkring hendes hånd, som han strøg varsomt med sin ene hånd. Han vendte de gyldne øjne stille mod hende endnu en gang, som han let blinkede med øjnene. Det var svært for dem begge to, og det vidste han godt! ”Jeg.. jeg er bare vant til at klare tingene på egen hånd, og det er jeg faktisk ked af. Jeg ønsker ikke at skubbe dig ud af det hele, men Vladimir går mig på nerverne, den er gal med Carmine, den unge konge er gået grassat, og så er der alt det lille mellem det.. Jeg kan ikke rigtigt se mig ud af noget som helst mere.” Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Han ønskede jo ikke at afholde hende fra noget som helst, og det gjorde ham faktisk ked af det, at vide at det var sådan hun havde det. Han forsøgte jo bare at.. handle på deres bedste.

[Cassie Imirachi]

Cassie kunne mærke hvor anspændt han var, hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere, også fordi hun selv pludselig følte sig langt mere stresset end hun havde været for et øjeblik siden. Aftenen var ødelagt og tanken irriterede hende. Ligesom han ikke var god til at tage initiativ og spørge, så var hun elendig til at give udtryk for sine inderste ønsker, de var ikke sat fornuftigt sammen.. der var intet rigtigt omkring dem som et par, og alligevel så kunne hun ikke lade være med at føle sig komplet når han var i nærheden. Hun blev liggende i den bløde madras og stirrede tomt op i loftet, også selvom hun kunne mærke hans brændende øjne hvile på hendes skikkelse. Det bekymrede hende, at han ikke kunne give hende svar på hvor langt denne vampyrs evner rakte, det gav hende jo ikke det store at forholde sig til i forhold til at gå ud. Måske selv haven var farlig, men i dagslys ville hun have en fordel, desuden ville der være så kort til huset, lige der gik hun ikke på kompromis! ”Der vil være så kort til huset, jeg er nødt til at have den smuel sollys. Hver sød ikke at presse citronen mere, Alex, jeg har givet mig så meget som jeg kan,” påpegede hun lidt sigende, det var heller ikke fordi hun ønskede at skændes med ham igen. De blå øjne faldt på hans skikkelse, idet han satte sig ved siden af hende, og skubbede sig længere op i sengen. Dem bekymrede tone i hans stemme med henblik på hånden, fik hende kun til at ryste på hovedet. ”Det er ikke noget. Jeg slog den bare på vej ud, men jeg har det fint,” svarede hun. Den gjorde ikke vildt ondt mere, foruden at den føltes varm og var hævet. Hun ville nødig fortælle ham, at hun for et øjeblik havde ladet raseriet løbe af med hende. Hun satte sig op uden at trække hånden til sig, og lod den raske glide gennem de mørke lokker. ”Jeg forstår dig godt, Alex, det er ikke det.. men hvordan forventer du at jeg skal opfører mig efter situationen, når du undlader at fortælle mig det? Det er min ret okay? Desuden er jeg en voksen kvinde, jeg kan tåle nyheder som det, jeg ville virkelig ønske at du ville dele mere med mig. Før du ender så frustreret som du er nu,” tilføjede hun med en frustreret undertone, også selvom hun skam mente. Hånden trak hun stille til sig, kun for at rejse sig op, så hun kunne trække det store mørklægningsgardin for. Det blege månelys forsvandt fuldstændigt og efterlod dem i et mærke, som hun ikke var i stand til at finde vej i. Solen ville stå op om nogle timer og i tilfælde af at han havde tænkt sig at blive, så ville hun nødig have at han skulle brænde op i solens lys. Hun fumlede sig forsigtigt frem til sengen, hvor kanten nåede hendes knæ lidt hurtigere end ventet. Dog fandt hun balancen og kravlede op i den bløde madras. Hendes ene hånd endte uheldigvis mod hans skød, idet hun kravlede. ”U..undskyld,” endte hun hurtigt og trak den til sig. Igen lagde hun sig ned, uden nogen anelse om hvor tæt hun faktisk lå på ham, hun vidste at i mørket kunne han langt bedre begå sig end hun kunne.

[Deleted]

Alex var efterhånden ved at være temmelig godt anspændt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund, for han vidste godt, at han måske burde have fortalt hende om tingene og hvordan det var, men ikke desto mindre, så forstod han jo faktisk godt, at hun gerne ville ud i haven, men i solens lys, var jo trods alt et sted hvor han ikke kunne beskytte hende, da han ikke kunne gå ude i solens kraftige lys! Det var dræbende for ham! Han bed tænderne svagt sammen. I det store og hele, så var han ikke meget for at skulle lade hende gå ud, når han selv ikke kunne være der for hende, for han tog virkelig ikke nogen chancer, når det var en mand som Vladimir som det gjaldt! ”Nej, jeg… jeg ved det godt, undskyld..” endte han dæmpet. Han måtte vel give sig på det punkt? Bare hun holdt sig til haven når solen var oppe, så kunne han vel godt leve med det? Selvom han bestemt heller ikke var så meget for det i det store og hele, men han ville da om ikke andet kunne høre hende, i tilfælde af, det skulle gå galt! At hun var kommet til skade, kunne han tydeligt se, nu hvor han sad ved siden af hende og havde taget hendes hånd til sig. Den var hævet og den var varm, hvilket tydet enten på at den var brækket eller forstuvet. Han ønskede jo slet ikke at hun skulle komme til skade! ”Hvad har du lavet..? Og slået den ind i?” spurgte han sigende, som han vendte blikket mod hende, også selvom hun endte med at tage hånden til sig. Han ønskede jo faktisk at være der for hende og hjælpe hende, og så nyttede det jo ikke ligefrem at hun kom yderligere til skade! ”Jeg ved et jo godt, Cassie, men jeg vil ikke bebyrde dig med mere end hvad der er nødvendigt.. Desuden ved du det jo nu, og nu ved du hvorfor jeg ikke har bidt dig, eller lader dig søge ud.. alt for langt væk i hvert fald, for jeg ønsker det slet ikke.. Jeg vil ikke se dig komme mere galt af sted. Selv her hjemme formår du jo at komme til skade,” påpegede han sigende, som han lod hende trække for. Selvom hele værelset blev henlagt i det tydelige mørke, så formåede han fint at kunne se, og han så hende helt fint! At hun fumlede rundt i mørket, var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han blev siddende som hun kravlede op i sengen. Hånden som endte i hans skød, var noget som direkte fik hans krop til at reagere fuldstændig instinktivt, for det var slet ikke noget som han havde set for sig! Han bed sig svagt i læben, for.. han ønskede og han længtes efter at få hende helt tæt på! Han trak vejret dybt, også mest for at holde sig i skindet. ”Det gør ikke noget,” svarede han bare lidt kort for hovedet. Hele hans krop reagerede jo trods alt på det! Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. ”Cassie? Må jeg lægge armen om dig..?” spurgte han endeligt. Han ønskede jo at det hele skule gå rigtigt for sig.

[Cassie Imirachi]

Cassie havde efterhånden givet sig det hun var villig til. Hun havde lovet ham ikke at gå væk fra haven, ej heller i dagstimerne og ikke uden ham om natten, det var allerede store ofringer, nu ville hun ikke give sig mere. Den tur i sollyset i haven, ville hun ikke undvære om det så skulle blive hendes død. Hun kunne godt se at det ikke ligefrem passede Alex, men selv han vidste hvornår nok var nok også når det kom til hende. Hun nikkede en anelse stift. ”Tak,” svarede hun lidt kortfattet. De var om ikke andet nået frem til en form for enighed, også selvom det mere bundede i tvang fra deres begges side. Cassie håbede om ikke andet, at det ville få ham til at slappe lidt mere af. Hånden holdt hun op mod sig. Den var varm og dunkende, men det var ikke noget som hun ikke kunne se bort fra. At han så blev ved med at spørge ind til det, irriterede hende et sted, også selvom hun som sådan ikke gav udtryk for det. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg lod temperamentet løbe lidt af med mig, og kom til at banke den ind i vindueskarmen,” svarede hun lidt opgivende. Måske hun altid var over ham når det kom til at styrer sine impulser, men hun måtte jo nok erkende at hun kunne være mindst ligeså slem. ”Du bebyrder mig ikke med noget, Alex. Det er ikke rigtigt gået op for dig, at jeg faktisk kun ønsker at hjælpe dig? Det kan jeg ikke når du lukker mig ude, og forsøger at håndtere det selv. Selvom er jeg glad for at du holder mig beskyttet, særligt som nymfe i denne by, så er du nødt til at stoppe med at behandle mig som skrøbeligt porcelæn, jeg kan faktisk håndtere mere end det ser ud,” påpegede hun roligt og dog insisterende. Hun kunne jo efterhånden ikke få lov til at foretage sig noget som helst, uden at han var bange for at det skulle koste hende livet, manden var blevet paranoid. På sit vis vidste hun at hun var udsat, mest fordi hun var en nymfe der boede blandt et hav af vampyrer, det bragte nogle åbenlyse risikoer med sig, og et sted frygtede hun vel at nogle ville nå at sætte tænderne i hende før han gjorde? Cassie fumlede sig frem i mørket nu hvor gardinet var trukket før og havde mørklagt kammeret. Modsat ham, så kunne hun ikke se gennem det tykke mørke og det at hun satte en hånd i hans skød, var bestemt heller ikke med vilje, også selvom hun kunne mærke ham spænde under hendes hånd, inden hun fjernede den og kravlede helt op i sengen for at lægge sig. Hun snak en klump og følte hendes hjerte banke. Selvom det havde været et uheld, så.. kunne hun et sted godt lide tanken. Hun rystede på hovedet af sig selv, og lagde sig til rette med hovedet hvilende på hovedpuden. Hans spørgsmål kom hende lidt som en overraskelser. For et øjeblik lod hun stilheden sænke sig. ”Det må du,” svarede hun roligt. Hun kunne jo godt lide at have den form for nærhed til ham, det føltes godt og trygt, desuden så vidste hun at det var noget som bragte ham en smule ro, hvilket jo var alt hun ønskede at opnå.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at Cassie allerede havde givet sig meget, selvom han nok aldrig ville blive fuldkommen tilfreds, før hun ville forblive indenfor, selvom han nu heller ikke regnede med, at det ville ske i det hele taget. Han bed tænderne let sammen. At hun ville ud i haven i sollyset, forstod han faktisk godt. Selvom det nu var en stund, hvor han selv ikke ville være i stand til at passe på hende og beskytte hende, var jo faktisk hans største problem med det hele, selvom han ikke just kunne gøre det største ved det af den grund, og det var jo næsten det værste af det hele her. Hendes måde at udtrykke sin tilfredshed på, var bestemt heller ikke noget som faldt i hans gode smag, men det var jo heller ikke fordi at det nyt for hans del. Det var jo hverdagssnak for dem efterhånden! At hun så havde valgt at hamre hånden direkte ind i vindueskarmen, fik ham til at ryste stille på hovedet, også fordi at han jo ikke ligefrem kunne gøre det største ved det af den grund, og det var jo næsten det som var ham selv det værste af det hele. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du burde passe bedre på dig selv, Cassie..” endte han med en dæmpet stemme. Tungen strøg han let over sine læber. ”Du fremstiller det som var det nemmere end det faktisk er.” Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at ødelægge stemningen mere end det som den var i forvejen, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Som hun valgte at lukke lyset ude, og efterlod hele værelset i komplet mørke, var det ikke noget som han sagde noget til, for han kunne jo endnu se ganske fint, så det var jo ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste i det store og hele. At hun så skulle komme i berøring af skødet, var noget som nærmest instinktivt fik hans krop til at reagere, selvom han bestemt heller ikke kunne finde helt ud af, om det var en god eller en dårlig ting. Han lod hende roligt lægge sig ned, hvor han lagde sig ned ved siden af hende. Det var jo heller ikke fordi at hun havde valgt at sende ham ud eller noget som helst, hvilket faktisk gjorde ham glad. Han ønskede jo egentlig bare muligheden for at finde ud af det hele ordentligt med hende, og det var vel heller ikke noget forkert i det, var der? At han så fik lov til at lægge armen om hende, var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod! Slet ikke! Han smilede let for sig selv, idet han rykkede helt tæt ind mod hende og varsomt lod armen glide omkring hendes mave, kun for at trykke hende ind mod sin egen favn. Han kyssede ganske forsigtigt hendes skulder. ”Jeg ønsker at vi skal finde ud af det hele sammen, min kære.. Hvis du ønsker at blive involveret, så må du også åbne op for mig.. Jeg bliver forvirret af alt det andet,” endte han sigende. Han forsøgte faktisk at åbne op og fortælle om sine tanker og følelser.. Og det var han bestemt ikke særlig od til i forvejen!

[Cassie Imirachi]

De ville aldrig blive fuldkommen tilfredse, hvilket heller ikke var meningen, Cassie var bare glad for at hun om ikke andet havde fået det lidt som hun ville have det. Luften og sollyset havde hun behov for, og eftersom Alex ikke kunne gå med hende, så kunne hun godt gå med til at holde sig i haven. Nu nægtede hun ganske simpelt at give sig mere, hvilket han heldigvis lod til at stille sig tilfreds med. Roligt lagde hun sig i den bløde seng, og stirrede frem i det tomme mørke. Hun så intet i det, men hun vidste at han næsten så bedre i det end han gjorde i lysets skær. Hendes hånd var frygtelig øm, det skulle hun gerne være den første til at erkende, men hun var altså ikke så skrøbelig som han gjorde hende til, desuden kunne selv hun lade temperamentet løbe af med hende. Nu hvor hun atter var ledt ind på det, kunne hun godt mærke at den dunkede en smule, men det var nu ikke noget hun tog sig videre af. Hun slap et dæmpet suk. ”Jeg passer på mig selv, Alex. Jeg er ikke glas, jeg går ikke stykker på så ledt,” gentog hun en smule opgivende. Der var aldrig nogle der havde været så meget over hende som det han var, og til tider var det svært at håndtere, det måtte hun erkende. Efterhånden havde hun opgivet overhovedet at forklare ham det, hun måtte næsten bare acceptere at det bare var en del af hans væsen. Der var mange ting som kørte rundt i hovedet på hende, det at han havde givet hende de store ord, havde i den grad sat sig på nethinden, hvilket kun forvirrede hende. Hun elskede jo også ham, hun var bare ikke klar til at give udtryk for det endnu! Det at hans krop havde reageret på hendes berøring, kunne hun næsten gætte sig til, også selvom hun ikke valgte at kommentere det yderligere, det ville kun gøre ondt værre, også fordi hun vidste at han virkelig havde lyst til at komme hende tæt, særligt hvis han holdt sig fra andre kvinder, der lagde nok ubevidst en smule pres på hende. Cassie fjernede nogle af de mørke lokker fra hendes ansigt, og lagde sig til rette, inden hun lod ham lægge sig ved hendes side og meget langsomt lod armen glide om hende, for at trække hende ind til sig. Hans kølige krop kunne mærkes gennem den tynde silke, som havde skjult hendes krop. Kysset mod hendes skulder var noget som kun sendte et gys igennem hende. Hun skælvede for et øjeblik, og smilede for sig selv, hun nød hans kys og han kærtegn, selvom hun nægtede at være ved det. ”Jeg prøver at finde ud af det hele, Alex. Det først i aften jeg har lært noget som helst om dig, hvordan forventer du at jeg skal åbne mig op, for en mand jeg knap kender? Jeg forsøger.. det gør jeg, men vores natur ligger så langt fra hinanden,” påpegede hun, før ordene blev erstattet med et gab. Nu hvor hun lå der i hans trygge favn, så følte hun faktisk trætheden komme tilbage, nu havde hun været oppe, og hendes søvn var blevet afbrudt. ”Jeg er søvnig.. kan vi snakke i morgen?” endte hun dæmpet. Hun vendte sig i hans favn, og fumlede sig lidt frem over hans ansigt, før hun bøjede sig frem og skænkede hans læber et flygtigt kys. Der gik ikke lang tid før søvnen faktisk formåede at tage hende. Hun sukkede dybt og rykkede næsten per automatik helt ind til hans krop, hvor hun kunne gemme sig ind mod hans bryst, og lade duften lulle hende ind i en drømme verden.

//Out

[Deleted]

Uanset hvad, så ville Alex aldrig blive ordentlig tilfreds, og det vidste han godt, så han måtte vel bare slå sig til tåls med det hele, som det var, selvom det bestemt heller ikke var nemt. I det store og hele, så forsøgte han vel bare at passe på hende og beskytte hende, selvom det åbenbart var i for stor en mængde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund. Blikket gled stille i retningen af hendes skikkelse. Her i mørket, kunne han jo fint se hende, selvom han vidste, at det hele var mørkt for hende. ”Undskyld..” mumlede han let for sig selv, også selvom det var ord som han efterhånden var blevet så vant til at skulle sige til hende, så det var ikke ligefrem noget nyt for ham, for hun var som regel altid utilfreds med ham på den ene eller den anden måde, når alt endelig skulle komme til alt. At hun havde været så tæt på ham, at hendes hånd var røget direkte ned i hans skød, var selvfølgelig noget som han bare måtte bide godt og grusomt i sig, for han vidste allerede, at det ikke var noget som han ville få lov til før om.. Ja, det var jo i det hele taget ikke engang til at sige, om han i det hele taget ville få lov til det, og det var noget som selvfølgelig vakte ham en tydelig frustration, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved i den anden ende. Roligt lagde han sig ved hendes side og yderst forsigtigt med armen omkring hende, da han heller ikke ligefrem ønskede at hun skulle sidde inde med noget ubehag af den ene eller den anden slags, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt, Cassie, men det er heller ikke nemt for mig at snakke om den tid.. Jeg ønsker vi skal finde ud af det hele, jeg…” Han endte med at tie, som hun spurgte om de ikke kunne snakke i morgen, hvor det var tydeligt, at han igen måtte bide i det sure æble. Ikke fordi at det var nyt for ham, men det var da ved at blive irriterende! Han endte dog blot med at nikke. ”Selvfølgelig..” mumlede han blot, som han roligt lagde sig til rette. At hun så vendte sig om i hans favn, sagde han ikke noget til, selvom det var det flygtige kys mod hans læber, som helt klart var det som måtte slå ham mest ud, og mere end det som var noget andet i den anden ende. Han gengældte det mere end glædeligt, nu hvor hun endelig valgte at give ham det af sin egen frie vilje. Han lagde sig roligt til, også selvom det allerede for længst, var gået op for ham, at hun var faldet i søvn. Han sukkede dæmpet, inden han selv bare.. valgte at lægge sig til. Selvom han ikke nødvendigvis lå og sov, så.. kunne man vel næsten sige at døden tog ham i stedet for? Og først ville slippe grebet omkring ham, når solen atter ville forlade himlen.

//Out