Upcoming spring!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

”Skoven vil nok aldrig blive den samme, som efter den store brand som ramte den. Dyrene måtte flygte, og mange har måtte lade livet i forsøget på at komme fra det. En magisk ild er værre end en naturligt opstået en,” forklarede Thranduil ganske sigende. Skoven ville ganske vidst aldrig blive den samme, som mange træer, buske og yderst meget af dyrelivet var gået tabt på så frygtelig kort tid, og selvfølgelig var det selv en tanke som måtte gøre ham utrolig trist, uden at han kunne gøre det største ved det af den grund. De grønne øjne gled roligt mod hende og med et svagt smil. Han så nu ikke nogen grund til at dvæle ved fortiden, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Umiddelbart ville han ikke ligefrem vove at påstå at det var en drømmetitel, men en som han havde taget til sig efter sin egen far, og nu også efter hans søn, så den kunne forblive i familien, selvom han nu ikke regnede med at skulle videreføre den. Ikke efter det som han allerede havde været igennem og havde oplevet. ”Alle har de mange drømme og tanker, som man sikkert ønsker ført ud i livet, uden at det altid er muligt eller tilfældet. For mange er det et spørgsmål om at give sig tid og prioritering.. Og jeg er bange for, at tid ikke just er det som jeg har mest af til sjov og spas,” medgav han en smule utilfreds. Måske at det hele bundede i hans egen frygt for alt muligt, for han var en mand som til tider formåede at tænke lidt for meget over tingene, uden at han kunne gøre det største ved det af den grund. At hun var tilfreds med at han ønskede hende i skoven, forundrede ham ikke. Slagmarken var slet ikke et sted for en kvinde. Det var mændenes opgave at holde dem tryg og sikker, og det var det eneste som i hans verden betød noget.
Det hele havde været ren og skær idyl for frygtelig mange år siden, selvom man ganske vidst ikke ligefrem kunne sige, at det var tilfældet mere. En tanke som naturligvis gjorde ondt, da det var noget som så mange ønskede tilbage til. Børn kunne lege ude, uden at folk skulle holde øje med dem. Det var slet ikke sådan det stod til mere, og efter angrebet på Procias og branden og det hele, så var der jo kun en grund til at folk begyndte med mistillid til hinanden, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund! ”End ikke procianerne er hvad de er kendt for at være. De nærer en frygtelig mistillid ikke bare til folket udefra, men lige så til sine egne. Selv endnu hersker der en uro her, som vil tage frygtelig mange år, at få udryddet igen.. Det er en skam, for de gamle tider, var virkelig et drømmescenarium,” svarede han med en ganske ærlig stemme, efterfulgt af et suk. At det var koldt udenfor, vidste han, men han synes nu alligevel at hun skulle se det. Han levede ganske vidst godt og velstående, men selv han satte pris på at blive beskidt og alt det der. Han nikkede og fulgte hende roligt tilbage til stuen. ”Nej, det er endnu koldt.. Tag du endelig plads, tag et tæppe om dig, og få dig noget varme.. så kommer jeg lige om lidt, når jeg har fået anrettet,” sagde han roligt. Et måltid og noget varme, var da det mindste han kunne skænke hende som hendes konge, men også som.. en ven?

[Deleted]

En forfærdelig brand havde det så sandelig været, men heldigvis for dem var den overstået, hvor den formentligt ikke ville komme igen. Det ville næppe være en sorg, som elverfolket ville være i stand til at håndtere igen, og hvis det gentog sig, var de vel nødsaget til at finde et nyt sted permanent. Det var trods alt ufatteligt meget arbejde at skulle genopbygge et nyt hjem konstant. Heldigvis var sandsynligheden for en gentagelse ikke synderligt stor, og det tilbagevendingen af dyrelivet var et ufatteligt godt tegn, da de anede uråd før nogen anden. ”Formentligt ikke, men nyt er heldigvis heller ikke altid skidt. Hvordan de forskellige brande er, ved jeg nu ikke, da jeg kun har set den ene, og den var mere end rigeligt for mig,” sagde hun sigende, som hun helt kunne gyse ved tanken af den. Det var dog ikke noget man burde dvæle for længe ved, da man blev trist ved tanken. Det gjorde hun i hvert fald, og hun vidste, at mange af skovens væsner delte hendes synspunkt på det område. ”Men som du selv sagde, så er det hele et spørgsmål om prioritering. Hvis du virkelig ønskede og turde give dig i kast med dine andre ønsker, burde det være dig muligt. Du har trods alt fritid lige nu, da jeg ikke er dit arbejde, så hvis du havde omprioriteret end en gåtur, kunne du måske have opnået et af dine ønsker,” sagde hun forsigtigt, da hun ikke ønskede at gøre ham vred. Hun mente dog sine ord, da det var tydeligt, at han havde stunder med fritid, og i sin fritid bestemte man trods alt selv, hvad man foretog sig, og det var derfor hans eget valg at blive i skoven.
Sandt var det, at procianerne var blevet fulde med mistillid til hinanden, som de nu frygtede, at manden eller kvinden de passerede, var en ny terrorist. Det var en ufattelig trist drejning det hele havde taget sig, men intet var der at gøre. Procias havde lidt ufatteligt mange angreb på det seneste, og det tog beboerne nu skade af, som de konstant følte sig forpligtet til at se sig over skulderen, hvilket de ikke altid havde været nødsaget til. Derfor havde landet og dets indbyggere også valgt at isolere sig, som grænsemuren var blevet forstærket, samt elverne havde deres eget samfund, som de holdt sig til. ”Der er dem der er begyndt at mistænke sine egne, og så er der dem der endnu prøver at se fremad. Det er skam ikke os alle der har vendt sine egne ryggen,” sagde hun roligt, som hun betegnede sig for at være en af dem. Hun havde aldrig stået direkte overfor en ond person, og derfor levede hun ikke i dyb mistillid. Slet ikke overfor sit eget folk! Roligt gik hun tilbage mod stuen, som han havde inviteret hende tilbage til, hvor hun allerede kunne føle varmen i rummet. ”Du har ikke brug for hjælp?” spurgte hun venligt, som han gav hende tilladelse til at slappe af, mens han gik derude og gjorde klar til dem. Hun lod sig dog glide ned i den bløde sofa, som hun nåede den, skønt hun ikke tog de nysgerrige himmelblå øjne fra ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Branden havde ganske vidst været skræmmende, og ikke mindst mere dræbende, end hvad man skulle gå og tro, og selvfølgelig havde det ødelagt frygtelig meget. I det store og hele, så havde Thranduil ikke været det mindste i tvivl om at det havde været en magisk ild, udelukkende på grund af måden den havde spredt sig i en våd periode, og at den havde været frygtelig svær at slukke igen. Desuden havde den været så frygtelig ødelæggende, selvom han nu slet ikke så nogen grund til at skulle tænke i præcis de baner mere, for dyrelivet var godt på vej tilbage og det samme var den smukke grønne farve omkring dem, hvilket uden tvivl passede ham selv helt fint! ”Godt det ikke er noget som vi behøver at skænke så meget som en eneste tanke mere,” endte han med en rolig stemme og med et let smil på læben. Naturligvis var det noget som glædede ham, at hun var kommet vel igennem og det samme med skoven også, som uden tvivl endnu var i gang med en proces af healing, efter alt det som var sket, så det var skam heller ikke noget som forundrede ham. Det eneste som de kunne gøre, var at hjælpe til, så godt som det var dem menneskelig muligt. Selvfølgelig er det et spørgsmål om prioritering.. Men når det kommer til valget om jeg vil tilbringe tiden sammen med en smuk kvinde, og en elver og et væsen af skoven, og det vil jeg til enhver tid prioriterer højere end mine drømme om udforskning,” påpegede han alligevel med en ganske alvorlig stemme, da det trods alt var alvor i hans ord.
Procias var på ingen måder som det havde været før, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det gjorde ham naturligvis trist, at skulle sige den drejning som landet havde taget, men det var jo forårsaget af alle de ting, som havde været udsat for igennem temmelig kort tid i længden, og naturligvis var det en skræmmende ting, når alt endelig skulle komme til stykket. Hun virkede dog til at være en frygtelig optimist, hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Han havde ganske vidst regnet med at finde et godt selskab i hende, og han havde skam heller ikke taget fejl, det havde han da allerede fundet ud af! ”Og så er der dem som ser så positivt på tingene.. Jeg håber bare at den lille andel som forsøger at se frem, kan bringe det budskab videre til resten af befolkningen heromkring..” endte han med en sigende mine. Det var ikke fordi at han ønskede at hun skulle rende rundt og fryse og blive syg, så det at hun kunne tage en plads i sofaen, var noget som han faktisk ønskede for hende! Roligt rystede han på hovedet. ”Og ødelægge overraskelsen over mine fantastiske evner i et køkken? Jeg skal nok hente dig, når jeg er klar.. I mellemtiden, vil jeg råde dig til at få noget varme, så du undgår at blive syg,” endte han roligt, som han lod hende tage plads i sofaen, kun for at søge ud i køkkenet.

[Deleted]

Medgivende nikkede Idrial til hans ord, som hun sagtens kunne lade emnet ligge, hvis det var ønsket af ham. Hun ønskede ikke at grave i de åbne sår, hvor hun egentligt også helst så, at de havde lysere ting at tale om end død og ødelæggelse. Det var desuden blevet ham muligt at komme videre med sine historier, da de endelig havde nået hans hjem, hvor han tidligere havde lovet hende, at han ville gå videre med sine fortællinger så straks de kom frem. Spændt var hun, da det virkede som om, at han havde oplevet en del, hvor hun primært kun havde skoven at snakke om, og den kendte han formentligt selv alt til. Forlegent måtte hun bide sig selv i læben, da han valgte at kalde hende for smuk. Når han kiggede på hende, så han så virkelig en smuk kvinde? Det var muligt, at hun tænkte for meget over tingene, men hun havde utroligt svært ved at lade være. Det var dog ord der varmede, som hun nød at høre dem, men hvilken ung kvinde kunne ikke lide at høre søde komplimenter om en selv? ”Jeg er i hvert fald taknemmelig over, at du valgte at prioritere skoven for i dag.. Ellers havde jeg ikke været så heldig at møde dig, og blive beriget med dit selskab på tomandshånd,” sagde hun sandfærdigt, skønt der hvilede en vis forsigtighed over hende. Hun vidste trods alt ikke, om det var i orden, at hun talte sådan til ham. Han havde måske sagt, at han ønskede at blive set på som en almindelig mand, men han var ikke en almindelig mand.
Idrial var en af de få elvere der valgte at se positivt på tingene. Hun forstod godt, at de fleste var bange, da det ikke var lidt der havde hændt dem, men eftersom de havde overlevet, og livet så ud til at være i bedring, valgte hun at se bort fra al det onde, og det mente hun, at de andre også burde gøre. Samfundet ville være døende, hvis andet blev gjort, og det fik ingen af dem noget ud af, om man ville det eller ej. Hun håbede, at de fleste snarligt ville dele samme synspunkt som hende, men hun vidste, at det ikke var helt ligetil. Hun ville dog gerne hjælpe dem, hvis det var hende muligt, da hun trods alt kun ønskede det bedste for elverne og skoven. ”Jeg er sikker på, at de forsøger sig.. Jeg gør i hvert fald mit for at trøste de beboere der er sorgfulde, men helt ligetil er det ikke altid. Jeg er dog sikker på, at det hele vil lysne igen. Det har det tidligere gjort, så hvorfor skulle det ikke kunne igen?” sagde hun med en blid stemme. Roligt tog hun plads i sofaen, som han tilbød hende at sætte sig til rette og genfinde varmen. Muntert blev glimtet i hendes himmelblå øjne, som han sagde, at hans kokkering var en overraskelse. Varm gjorde det hende, hvor hun sendte ham et smil. ”I så fald vil jeg være herinde at finde i mellemtiden. Jeg vil ikke komme ud i køkkenet og forstyrre dig, men sidde herinde og genfinde varmen,” lovede hun med et smil, hvor hun pointerede sine ord ved at tage fat i et uldtæppe på sofaens armlæn, som hun ente med at trække lunende over sine slanke skuldrer.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Død og ødelæggelse var ikke ligefrem hvad Thranduil havde i sinde at fokusere på, da der var så frygtelig mange andre ting, som man kunne tage sig af i stedet for. Ikke desto mindre, så var han af den overbevisning, at skoven nok skulle komme stærk igen, og vise sig fra sin smukkeste og bedste side, som den altid formåede at gøre det. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham selv det mindste, for det havde holdt hårdt denne gang. Han selv havde aldrig følt sig så fortabt, som da han måtte hjælpe elverne ud af skoven i faren for at branden også ville tage deres liv, for det var da slet ikke noget som han havde været interesseret i. Det var dog en smuk kvinde som han så i Idrial, og derfor havde han skam heller ikke noget imod at lade hende vide det. For i dag, havde han skam heller ikke fortrudt, at han havde valgt at prioritere skoven og ikke mindst det fabelagtig selskab, som han var stødt på. Han kunne faktisk godt lide det faktum, at hun kunne se ham som en mand, og ikke bare med den titel som han havde, for det var jo egentlig bare en titel.. Den sagde jo ikke noget om hvilken mand han var. Han betragtede hende med et roligt smil. Når de kom indenfor, så kunne de få sig en bid mad, og han kunne fortsætte sine fortællinger, for han ville slet ikke have noget imod at skænke hende dem – slet ikke! ”Efter jeg har stiftet mig det bekendtskab med dig, kære Idrial, så kan jeg umuligt fortryde det.” Han så slet ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, for ikke at glemme, at han vægtede ærlighed frygtelig højt! ”Derimod vil jeg påstå at det er dig som beriger mig med dit selskab. Jeg nyder det skam,” afsluttede han sandfærdigt.
Thranduil kunne virkelig godt lide den positive side ved Idrial, for det var dem som der var brug for flere af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Ikke desto mindre, så måtte de jo alle sammen stort set bare tage et stille og roligt skridt af gangen, for ellers endte det da først for alvor med at gå galt, og det var han på ingen måder interesseret i. Ikke fordi at han ønskede at se negativt på det, men selv han kunne formå at blive grebet lidt af den negative klang, så var det vel også fint, at der var nogen til at holde modet oppe ved befolkningen? ”Havde der blot været flere af din mening, så havde Procias nok slet ikke haft de problemer som de har nu.. Men nok om det.. Jeg synes du skal tage plads i sofaen, så går jeg ud og finder en bid til os,” opfordrede han roligt. Det kunne godt være, at han havde pladsen som en kong af skoven her, men han kunne faktisk godt lide at lave tingene på egen hånd på samme grundlag ligesom alle andre. At hun så indvilget i at blive siddende, var noget som passede ham helt fint! Han var måske ikke ligefrem en ørn i et køkken, men han kunne udmærket godt, og det var vel også det som han gerne ville vise hende? ”Godt!” sagde han tilfredst, som han forlod hende i stuen, så hun kunne få varmen, inden han søgte ud i sit køkken, hvor han begyndte sin madlavning. Det skulle se ordentlig ud trods alt, nu hvor han havde fået besøg!

[Deleted]

Om det var hans mening eller ej, bragte han Idrial varme, når han kaldte hende for smuk, og fremstillede hendes selskab som udsøgt. Det var bestemt ikke mænd som ham, hun normal omgik, men af den grund nød hun stadig hans selskab. Hun nød faktisk hans selskab umådeligt meget, som han holdt hende glad og nysgerrig, og det var to følelser hun satte pris på. At han følte ligesom hende, glædede hende blot endnu mere, da det var et tydeligt tegn på, at det hele ikke var forgæves eller indbildning. Han var ikke den mand, hun havde forventet, at han ville være, men det gjorde hende absolut intet, da han kun havde vist sig at være bedre. Han var nemlig helt nede på jorden, som han var utroligt let at snakke med, hvor han generelt set var en venlig mand. ”Jeg tror ikke, at vi kan komme til enighed, og at vi derfor bliver nødt til at sige, at vi beriger hinanden med vores selskab. Jeg nyder at snakke med dig, som du i særdeleshed har vist dig som en positiv overraskelse,” sagde hun sandfærdigt i en lettere munter tone. Der var ganske vidst en stor forskel på dem, hvor det både var i alder og samfundsklasse – så to betydningsfulde kategorier – men det syntes at betyde ingenting i øjeblikket, som de blot klikkede. Sådan tillod hun i hvert fald sig selv at se på tingene.
Idrial vidste godt, at der ikke var mange af hendes positive indstilling, men det tog hun sig ikke synderligt af. Elverne havde det fint omkring sine egne, og så længe det var sådan var hun tilfreds. Det var trods alt kun den kreds hun færdedes omkring, som skoven måtte være hendes et og alt. Det var dog endnu et sorgfuldt emne, og som Thranduil også bad hende om at lade det ligge, nikkede hun svagt med hovedet. ”Jeg synes, at vi er lidt for gode til at bringe de mørke emner på banen,” kommenterede hun med et skævt smil, som det ikke var synderligt længe siden igen, at de havde ladt et andet mørkt emne ligge. Det var dog ej heller noget hun ønskede at diskutere i langdrag, da hun kunne lide at se positivt på tingene, og det forhindrede de mørke emner hende til dels i. Roligt endte hun med at tage plads i sofaen, som han ønskede af hende, så han i mellemtiden kunne gå ud i køkkenet og kokkerere for dem. Et af uldtæpperne trak hun om sig, så hun kunne genvinde noget af den tabte varme, efter at de havde været ude og beskue hans smukke terrasse. Det var i sandhed et smukt sted han havde, men desværre vidste hun, at hun aldrig selv ville kunne få et sted som dette, da det simpelthen var udenfor hendes rækkevidde. Blikket lod hun søge rundt i stuen, som hun var blevet ladt alene. Det var underligt at sidde derinde helt alene, da det var hendes første besøg hertil, samt hun ikke kendte Thranduil synderligt godt. Derfor blev hun hurtigt utålmodig i sofapladsen, hvor hun derfor rejste sig op og begyndte at gå på opdagelse i stuen. Hun begyndte ikke at trække skuffer ud eller løfte ting op, da hun ville finde det upassende som gæst, men nysgerrigt bevægede hun sig omkring.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så bestemt ikke nogen grund til at lyve for Idrial, da han slet ikke var af typen som ville skænke andre en løgn. Jo, måske en lille hvid en, hvis det var til det bedste, men denne gang, var han faktisk ganske realistisk hvad alt det her angik. At det så varmede hende, var en tanke som faktisk formåede at varme ham. At de så til gengæld ikke kunne komme til enighed, var nok ikke den mest forfærdelige ting at være uenige om, for så lang tid de kunne komme godt overens, så var det vel heller ikke så skidt igen? De kunne berige hinanden med deres selskab, hvilket naturligvis glædede ham, også fordi at hun var i stand til at se en lidt anden mand end bare en konge med et stort og alvorligt ansvar, for han var altså lidt andet end det, og det var selvfølgelig også noget som han ønskede at folk skulle vide. At det så var noget som hun havde fundet ud af, var naturligvis en tanke som faktisk formåede at glæde ham. ”Det tror jeg da er noget som vi begge kan blive enige med hinanden om, Idrial. Så lang tid det har været en god overraskelse, så er jeg glad og tilfreds. Det glæder mig derimod, at du har formået at se en lidt anden mand end bare.. min status,” sagde han roligt og med en ærlig stemme, for det var alt sammen noget som faktisk betød meget for ham.
Det var slet ikke fordi at Thranduil ønskede at skulle tænke på alle de negative emner, selvom det var det som fyldte mest nu om dage. Idrial var en evig optimist, og det var noget som han godt kunne lide, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget so han ønskede at ødelægge endnu en gang. Han smilede ganske let, som han roligt trak på skuldrene. De skulle lade det ligge, og det var skam også hans egen overbevisning hvad angik det hele her. ”Det negative fylder som oftest det meste. Vi lader det ligge. Det er kun på tide, at vi kan være lidt optimistiske,” sagde han roligt og med et let og stille smil på læben, for det var jo heller ikke fordi at det var løgn. Nu hvor han havde opfordret hende til at tage plads i hans sofa og kravle under tæppet, så hun kunne få varmen, for han ønskede da slet ikke at hun skulle til at blive syg! Slet ikke! Selv søgte han ud i et ganske lille køkken. Han boede jo trods alt alene, og han agtet at stå for tingene selv, for ganske vidst var han en konge af skoven, men han var ikke et hjælpeløst individ, som ikke kunne gøre noget som helst selv! Slet ikke! Han fik skåret noget frugt ud, som havde ligget kold igennem vinteren, så det endnu var godt og friskt, og placerede det i en skål som han stillede på en bakke. Efterfulgt af noget elvisk brød som han skar i flotte skiver, kun for at få gang i varmen, så han kunne sætte noget varmt over. Med en form for stegepande, grillede han nærmest grøntsagerne med krydderurter fundet i skoven, kun for at begynde en god suppe. Kød havde han aldrig været særlig meget for, og.. han vidste jo trods alt heller ikke hvordan hun havde det med det.

[Deleted]

Det havde været en glæde at få lov til at stifte bekendtskab med selve lederen af elverne, da han så sandelig havde vist sig at være en imødekommende og interessant mand. Idrial nød at befinde sig i Thranduils selskab, som hun kunne lide den aura der omgav ham, hvor hun også nød at lytte til hans fortællinger. Det lød som om, at han var en mand der havde oplevet en masse, og som derfor havde en masse at fortælle. Det forstærkede desuden hendes ønske om at komme ud, som også hun var interesseret i at opleve den store verden, så hun selv kunne danne sig et indtryk af verdenen, og senere fortælle andre om sine beretninger, som han i øjeblikket gjorde til hende. Hun vidste dog, at det ikke var hendes tur lige nu og her, men det kunne godt være, at udflugten ganske snarligt blev skubbet frem. Hun smilede til ham. ”Det lyder ikke som en skam at nå til den form for enighed.. og jeg kan trygt fortælle dig, at du har været en god overraskelse. Jeg tror nu, at de fleste elvere kan se på dig som en almindelig mand, hvis blot du giver dem tilladelse til det. Du er trods alt ikke en svær person at snakke med, når det endelig kommer til stykket, og derfor kan jeg ikke se, hvorfor andre ikke skulle dele mit synspunkt på dig,” sagde hun sandfærdigt. Der var naturligvis en chance for, at andre ikke var af hendes mening, men hun sagde blot, hvad hun tænkte, da hun aldrig kunne finde på at stikke en person en løgn. Hun vidste dog også, at han formentligt vidste bedre selv, hvordan folk havde det med ham, end hvad hun vidste. Det var trods alt kun den allerførste gang, at hun så ham.
Sandt var det at verdenen var blevet utroligt negativ, men heldigvis var der endnu dem der kunne se lyst på tingene, og der var Idrial en af dem. Der var måske kun fordi, at hun aldrig direkte var blevet udsat for noget ondt, men det talte skam stadig for noget. At Thranduil var en af dem der til tider kunne se mørkt på tingene, måtte de blot ændre på, da hun ikke kunne have, at lyset skulle være slukket for ham. Hun forstod dog godt, hvorfor han var en bebyrdet mand, og det respekterede hun skam også, som hun for eksempel vidste, at man skulle lade sårene heale i den tid det nu engang tog, når det kom til noget som dødsfald af sine nærmeste. ”Det lyder fornuftigt.. Vi kan heller ikke have, at vor leder nedtryg,” sagde hun med et lettere munterhed, som hun ønskede at løfte stemningen igen, efter de mange mørke emner. Roligt så hun efter ham, som han drog ud i køkkenet for at tilberede et måltid på dem. Spændt var hun på at se og smage, hvad han kunne kokkerere ude i et køkken. Det var trods alt ofte kvindens plads i et hjem, men der vidste hun dog, at han var enlig. Dog var det normalt at de mere velstående personer havde en husholderske, og det skulle ikke have undret hende, hvis lederen havde haft en, men det var tydeligvis ikke tilfældet, og det havde hun det nu engang helt fint med. Nysgerrigt bevægede hun sig rundt i stuen, da hun fandt det svært at sidde helt stille et ganske fremmedet sted. Derfor gik hun på en mindre opdagelse i hans stue, hvor hun betragtede sig af de diverse genstande, og blot ventede på, at Thranduil enten kaldte på hende, eller kom ind til hende igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var faktisk utrolig glad for at Idrial så på ham på den måde som hun gjorde, også fordi at han gik meget op i at virke så folkelig som mulig, for han anså sig slet ikke som en royal eller noget lignende. Han havde kæmpet sig op af rangstien på samme måde og på samme vilkår som så mange andre, hvilket naturligvis også var noget som gjorde sit. Det at hun selv blev så nysgerrig på hvordan det var udenfor skoven, kunne han skam godt forstå, for det var også en flot verden der var derude, også selvom han aldrig rigtigt selv havde haft eller fået den mulighed for at undersøge den ordentligt, hvilket han faktisk måtte anse som en direkte skam. Han sendte hende et muntert smil. ”Det glæder mig at det er sådan du ser på mig, og jeg håber skam også, at det er et syn som mange må dele med dig,” begyndte han med en rolig og ikke mindst sandfærdig mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn. Han lod hovedet søge let på sned. ”Så lang tid jeg om ikke andet, har været en god overraskelse, så er alt jo fint,” tilføjede han med et morende smil på læben. Det glædede ham jo virkelig, at det var det syn som hun havde på ham.
Selvom Thranduil var en bebyrdet mand, så ønskede han slet ikke at være så negativ, selvom det vel bare var.. så nemt? Det kunne måske være derfor at så mange andre havde det på samme måde, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han slap et dæmpet og indvendigt suk. Han ønskede at være positiv, og derfor var det virkelig rart at være omkring hende, for det var bare som om at det faldt ham mere.. naturligt ind, når hun var omkring ham, hvilket skam også var noget som han havde det helt fint med i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”I dit selskab, så er det da næsten umuligt,” påpegede han med en ganske sigende mine, inden han forlod hende, for at søge ud i køkkenet. Det kunne godt være, at det var relativt sundt spise, men han vidste jo ikke hvordan en højelver ville have det med kød eller lignende. Mange var jo ekstremt strenge indenfor det, også selvom han vidste at proteinerne og den slags, var yderst nødvendig for at klare sig ordentligt. Han fik det hele stablet på en stor bakke, som han tog i sine hænder, kun for at søge tilbage til hende i stedet for. Han kunne virkelig godt lide hendes selskab, hvor han måtte erkende, at det var rart ikke at skulle sidde og spise på egen hånd eller alene. Hun var hans gæst, så naturligvis ønskede han ikke at hun skulle rejse sig og alt muligt. ”Jeg håber du er sulten,” sagde han muntert, som han roligt satte det på bordet foran hende.

[Deleted]

Hvordan resten af befolkningen så Thranduil, kunne Idrial selvfølgelig ikke sige, da hun ikke var i stand til at tale på andre folks vegne, men hun havde dog den fornemmelse, at han var en velset mand. Det hjalp formentligt også, at han allerede var inde i arbejdet, samt det, at hans søn før ham havde regeret elverfolket. Derfor tvivlede hun på, at han havde noget at frygte, og desuden måtte han vel også selv have en god mavefornemmelse om, hvor han lå? Det var i hvert fald hendes tanke omkring det. ”Personligt er jeg af den fornemmelse, at de resterende ser sig enige med mig, men det er selvfølgelig ikke noget du må hænge mig op på..,” sagde hun roligt, da hun trods alt ikke kunne gøre noget, hvis han fandt ud af, at landet lå anderledes, end hvad hun umiddelbart lige havde tænkt.
At han mente, at det nærmest var umuligt at være nedtrykt i hendes selskab, fik Idrial til at slå blikket forlegent ned. Forlegen havde han formået at gøre hende et par gange efterhånden, men af den grund blev hun ikke ligefrem vant til det. Det kom nemlig endnu som en overraskelse og en varme for hende, at han komplimenterede hende på den måde. Hendes forlegenhed var dog en hindring for hende, for da hun fik fattet mod til sig og løftet sit blik igen, var han allerede forsvundet ud af stuen, for at gå i gang med tilberedningen af maden. Om man ville det eller ej, så nød hun rent faktisk hans selskab, som han forekom hende som en yderst inspirerende, venlig og charmerende mand. Hun var beæret over, at han havde haft lyst til at invitere hende med sig hjem, da hun ikke ligefrem var af hans stand, samt de på ingen måde var den samme alder, og derfor ville det kun have været naturligt, hvis de havde fundet springet for stort mellem dem. Hun var dog glad for, at det ikke havde været tilfældet, da hun hellere end gerne ville tage alle indtryk til sig, og han gav hende et nyt et. Tiden alene måtte hun bruge på at undersøge stuen, som hun bevægede sig rundt omkring i, da hun simpelthen ikke kunne være siddestillende i længere tid ad gangen. Nysgerrigt så hun sig omkring, som hun fandt det interessant at se hans hjem. Med et smil på læben så hun mod døråbningen, som Thranduil kom tilbage til stuen igen. ”Det ser fantastisk ud,” roste hun ham sandfærdigt. Som han stillede bakken fra sig på bordet, gik hun roligt derover, mens hun endnu havde det lune tæppe omkring sin krop. Den ene stol trak hun ud, blot så hun kunne tage plads. Duften af maden fik helt hendes mave til at rumle, hvor hun var helt spændt på at skulle smage hans mad. ”Hvad er det?” spurgte hun nysgerrigt, som lod blikket glide over brødet, de stegte grøntsager og suppen. Godt så det hele ud, hvor hun var sikker på, at det ville falde i hendes smag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aldersmæssigt , så var der måske en kæmpe forskel på ham og Idrial, men det var slet ikke noget som gjorde Thranduil det mindste. Hun kunne måske ikke tale på vegne af alle de andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var nu alligevel af den overbevisning om at de begge kunne lære af hinanden; Han kunne lære hende om livet som det engang havde været, og hun kunne lære ham at se frem, for det var noget som han uden tvivl havde brug for efterhånden. Han trak let tilfredst på smilebåndet. ”Det glæder mig. Desuden håber jeg da, at det også er sådan de andre har formået at opfatte mig. Jeg vil ikke hænge dig op på det. Om ikke andet, så vil jeg leve trygt i troen på at det er tilfældet,” sagde han roligt. Han gjorde hvad han kunne, også selvom det naturligvis ikke altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så havde han slet ikke noget imod at skulle give hende de komplimenter, når han jo faktisk stod fast på, at hun gjorde det rette, og at hun var et utrolig godt selskab, så det at hun blev så direkte.. forfjamsket, var bestemt ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde, men nok om det. Han søgte roligt ud i køkkenet for at få kokkeret noget godt til dem begge, for det at få noget i maven, var slet ikke noget som han ville have det mindste imod efterhånden. At hun så gik på opdagelse i hans lille stue, havde han faktisk ikke noget imod, som han jo faktisk havde bedt hende om at opføre sig som hjemme. Desuden kunne han godt lide, at hun var tryg nok på ham og omgivelserne, til at hun faktisk ville gå på opdagelse på den her måde. Han smilede let for sig selv, som han roligt kom ind med maden på bakke. Han forsøgte måske et sted at imponere hende, også fordi at han jo faktisk godt kunne lide hende og hendes person, så det var skam slet ikke noget som han ville skjule for hendes vedkommende. ”Jeg håber det ser godt ud og at du er sulten. Jeg vidste ikke hvad du var til, så jeg har forsøgt mig en smule frem,” sagde han med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, idet han roligt selv tog plads ved bordet. ”Suppen er kogt op på grøntsager som blev samlet i efteråret og nogle rodfrugters om er samlet i løbet af vinteren. Drikken her er lavet på hyldeblomst og brødet er typisk elvisk.. Jeg håber det smager,” sagde han med en rolig og næsten stolt mine, for hun virkede faktisk glad for det, og det var naturligvis noget som gjorde ham utrolig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod ende roligt tage først, da han jo ønskede at hun skulle føle sig godt tilpas med det hele. Det var jo faktisk hvad han måtte anse som det vigtigste.

[Deleted]

Det glædede Idrial at høre, at han så åbent på hendes ord. Hun kunne nemlig ikke stå inde for, hvad de andre elvere gik og mente, når hun langt fra havde talt med dem alle! Hun turde dog godt sige, at hun ikke var i den tro, at han var en forhadt mand, som hun mente, at folk ofte talte om deres leder i en respektabel tone. Det var dog også sjældent, at man hørte hårde ord fra det elviske folk, da de generelt var et høfligt folkefærd, som de for det meste valgte at holde ubehageligheder for dem selv. Hun løj dog ikke over for Thranduil, som hun oprigtigt mente, at i hvert fald hendes syn af ham var positivt. ”Som sagt, så tror jeg oprigtigt ikke på, at du har noget at frygte.. i hvert faldt ikke efter, at jeg har set, hvilken mand du er,” sagde hun sandfærdigt. Hendes billede af ham var ufatteligt positivt, og det var bestemt heller ikke noget at beklage sig over! At han ligeledes anså hende for at være et godt selskab, var blot en sand glade for hende, og det var også at se på hendes generthed. At det ikke var hans mening at gøre hende forfjamsket, behøvede han ikke at tænke yderligere over, eftersom det var en helt normal reaktion fra hendes side af. Hun kunne nemlig ikke kontrollere sine reaktioner, når en mand komplimenterede hende, skønt der muligvis ikke lå noget i det fra hans side af. Som han gik ud og kokkerede til dem, gik hun blot på en mindre ekspedition i hans stue. Hyggeligt var der, men trist fandt hun det nu, at han levede der helt alene. Desværre var det intet man kunne gøre noget ved, da han var blevet efterladt via naturens gang. Den velduftende mad og Thranduils tilbagevenden, fik smilet til at glide let over Idrials læber, som hun kiggede i hans retning. Bordet valgte hun roligt at tage plads ved, som han stillede bakken fra sig, hvor hun blot ventede på, at det hele kunne gå i gang. ”Det ser skam godt ud, og duften får min mave til at rumle,” sagde hun i en munter tone og smilede til ham. ”Det lyder mere end lækkert.. Jeg glæder mig i hvert fald til at smage på det.” Med ordene endte hun med at læne sig en anelse fremad, som han gjorde mine til, at hun måtte tage først. Hun startede med at tage om øseskeen, hvor hun begyndte at fylde sin skål op med den duftende og varme grøntsagssuppe. Perfekt var det for årstiden, som det var køligt udenfor, og at man kunne bruge suppen til at lune sig på. Sulten måtte hun også være, som der måtte være gået et pænt stykke tid siden hendes seneste måltid. Skålen stillede hun rolig fra sig, så hun i stedet kunne stoppe et udskåret stykke brød, og derfor gribe om kanden, og fylde sit glas op. Hænderne endte hun med at lægge pænt i sit skød som tegn på, at hun var færdig med at tage, og at hun havde i sinde at vente på ham. ”..Men siden vi har sat os til bords, kan du ikke længere udskyde dine historier,” påpegede hun kækt, som han konstant havde ventet med sin fortælling til de befandt sig i magelige omgivelser.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Så lang tid Idrial kunne leve med Thranduil som han var, så var han skam også glad og tilfreds. Det kunne godt være, at deres lags og deres folkefærd, var utrolig rolig af sig, men det var ikke ensbetydende med, at de var helt tilfreds med tingene som de var, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille i retningen af hende endnu en gang, som smilet forblev tydeligt på hans læber. Så lang tid at hendes billede af ham, var så positivt som hun gav udtryk for, så var han i den grad ikke den som skulle brokke sig. Det var desuden heller ikke noget som han gjorde normalt, så det var jo egentlig noget som faktisk passede ham selv ganske fint i længden. Han nikkede mod hende, og denne gang tydeligt anerkendende. Det var faktisk utrolig sjældent at man mødte en højelver som var så.. nede på jorden, og det var uden tvivl noget, som han også var rigtig glad for, også fordi at det virkelig var ved at blive en sjældenhed, så det var faktisk også noget som betød meget for ham. ”Spred budskabet, min kære Idrial. Så kan jeg være sikker på, at mange andre kan forekomme af den samme opfattelse,” påpegede han med en morende stemme.
At gøre Idrial forfjamsket, var slet ikke meningen, også selvom det nu morede ham at se hende rød i hovedet, for det var skam slet ikke hvad han havde regnet med, set fra hendes race som højelver, også selvom han ikke kommenterede det. Roligt satte han sig ved bordet, hvor han vendte blikket mod hende, og med et stort smil på læben. Hun gjorde ham glad, og det var uden tvivl en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide! ”Jeg håber da kun det smager lige så godt, som det ser ud,” sagde han roligt, som han lod hende tage som det første. Et sted så var det jo egentlig bare for at være høflig, for i hans verden, lod man kvinderne tage først, og man værnede om dem, og det var noget som han agtet at gøre, uden tvivl. ”Det glæder mig,” sagde han med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, som han selv begyndte at skovle op på sin egen tallerken, som hun havde gjort sit færdigt, kun for at føre sin tallerken tilbage til sig. At hun så opfordrede ham til at fortsætte sine mange historier, fik ham kun til at vende blikket mod hende igen. Det var ikke nær så dystert, når hun var der ved ham, også fordi at han godt kunne lide at fortælle historier.. Det var faktisk noget af det bedste af det hele for hans vedkommende. ”Du har ganske ret, Idrial..” begyndte han roligt, som han knækkede en lille stump af sit brød, som han glædeligt fik i munden og med en tydelig tænkende mine. ”Hvis jeg dog bare vidste hvor jeg skal starte.. Det er jo mange historier det gamle sind brænder inde med,” påpegede han med en tydeligt drillende mine, som han let blinkede til hende. Han tog roligt om sin ske, idet han tog første slurk af suppen, for det var rart med noget at spise.. Og det gjorde virkelig godt, også fordi at han slet ikke spiste alene!

[Deleted]

Idrials billede af Thranduil var, at han generelt set var en velset mand i det elviske samfund. Både blandt høj- og skovelverne, skønt hun brugte størstedelen af tiden blandt skovelverne. Det var nemlig hos dem hun var opvokset, og også derfor dem hun følte, at hun var en del af. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Jeg vil gøre, hvad jeg kan, men jeg er ikke i tvivl om, at du selv vil være i stand til at give folk den bedste opfattelse af, hvilken mand du er,” sagde hun ærligt og smilede let til ham. Hun tænkte selv, at han blot skulle tage ud blandt resten af befolkningen, og at det så ville gå flydende derfra. Hun nød i hvert fald hans person, og hun kunne ærlig talt ikke forstå folk, hvis de ikke også kunne lide den. Han virkede trods alt som en god mand, der var nede på jorden og blot ønskede det bedste, og hvem ville ikke bifalde det her i Procias?
Idrial så uden tvivl frem til at smage på herlighederne, eftersom hun var ved at blive godt og grundigt sulten. Det kølige vejr tog nemlig på hendes ressourcer – særligt når hun havde været ude i et par timer. Hendes mave måtte derfor også knurre let ved synet og duften af maden, hvor hun derfor ikke tøvede med at øse op, da han lod hende starte. Blikket lod hun kortvarigt skæve mod hans ansigt, mens hun tog det sidste til sig selv. ”Jeg er sikker på, at det nok skal smage. Jeg er ikke synderligt kræsen,” sagde hun mildt. Ud fra hans fortælling om, hvad der var i maden, lød det uden tvivl lækkert, og som noget hun ville kunne lide. Desuden tænkte hun også, at han som en af folkets mest velhavende måtte have nogle ganske særlige ingredienser, som hun ikke kendte til. Det måtte derfor gøre hende nysgerrig efter at smage, da hun på ingen måde var vant til så fint et selskab, som hun var i nu. De himmelblå øjne lod hun roligt vendes mod ham igen, som han tog til sig selv. Nu hvor de befandt sig inde i varmen, og med en tallerken foran dem begge, mente hun, at han sagtens kunne fortsætte sine talrige fortællinger. ”Hvad med at starte fra en ende af? Det plejer altid at være en god indgang.. Du kan i hvert fald ikke bakke ud nu,” lød det fra hende i en morende tone. Skeen endte hun med at tage om, som hun så, at han påbegyndte spisningen. Let pustede hun på den dampende suppe og grøntsagerne, inden hun smagte på det. Utroligt varmt måtte det helt være, efter at hun havde vænnet sig til kulden udendørs, men behageligt var det, skønt den første bid måtte brænde en anelse i hendes hals. Smilet spandt langsomt ud på hendes læber igen, som hun sænkede skeen i suppeskålen. ”Jeg sagde jo, at det ville smage lækkert,” sagde hun smilende og blinkede let til ham, inden hun valgte at tage om det elviske brød for at smage på det. Videre ekstraordinært var det ikke, da det var en almindelig opskrift, når det kom til elvisk bagning, men godt smagte det alligevel!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det glædede naturligvis Thranduil frygtelig meget, at Idrial havde det gode indtryk af ham, og derfor ønskede han naturligvis også at det var noget som skulle bibeholdes. Ikke bare for sin egen skyld, men også for at virke som en troværdig leder af skoven og elverne, samt de væsner som var underlagt stedet her, for han ønskede jo trods alt, at være der for dem alle sammen. Han smilede let for sig selv, også fordi at han vidste at hun havde ret i, at han måske skulle søge ud på egen hånd, og sørge for at folk fik det samme indtryk af ham, som det hun havde fået, også selvom det bestemt heller ikke ville gøre ham noget, hvis hun ville hjælpe ham lidt på vej, netop ved at sprede rygtet en smule. Han ønskede at fremstå folkelig, og det havde altid været et mål for ham. ”Du har ganske ret, min kære Idrial. Det ville dog ikke gøre noget, at rygtet kom mig lidt på forkant,” tilføjede han let, som han blinkede til hende, idet han fik dækket op, så de kunne komme til bordet, og så få noget at spise, for det var uden tvivl noget, som de begge to godt kunne bruge noget af. Han selv lod hende tage for sig først, da han gerne ønskede at fremstå høflig og ikke mindst respektfuld. Han lavede selv sin mad, og han ville slet ikke høre tale om at der var nogen som skulle komme her og lave maden for ham, fordi at han havde det arbejde som han havde, for det var slet ikke noget som skulle komme på tale! Desuden ønskede han ikke at betegne sig selv som direkte fint selskab, da han vel bare var ligesom alle andre? Da der heller ikke rigtigt var nogen forskel på ham og så mange andre, lige foruden, at han måske havde en lidt større rolle at spille i forhold til arbejdet, men det var jo det eneste. Han sendte hende et let smil. ”Det siger du uden at have smagt på min hjemmelavede mad endnu,” påpegede han med en morende stemme, som han let blinkede til hende igen. Han kunne ikke lade være, også fordi at hun gjorde ham i så godt humør, og det var utrolig rart at have en anden at snakke med, og specielt efter al den tid som havde passeret, hvor han stort set kun havde siddet alene og passet sig selv. Han begyndte selv roligt at spise, som hun opfordrede ham til at starte ved en begyndelse. Han rystede let på hovedet. Det kom da til at tage ham hele aftenen! ”Jeg håber inderligt, at du har god tid, min egen,” påpegede han drillende, som han let blinkede til hende, idet han roligt tog lidt suppe, inden han satte sig tilbage igen. De grønne øjne gled mod hende, helt med et varmt glimt. Hun gjorde ham virkelig umådelig godt tilpas. Han nikkede mod hende, som hun sagde, at maden smagte, for det gjorde ham naturligvis rigtig glad, og det var uden tvivl noget som han godt kunne lide at høre! ”Jeg kan jo starte med at fortælle en lille seance fra dengang jeg var lille, ikke?” begyndte han roligt. Ikke fordi at han ville fortælle hele sin livshistorie, men også for at understrege at.. han vel var lidt som alle andre?