Upcoming spring!

[Deleted]

Ligesom Thranduil, så havde Idrial ingen anden kærlighed i livet, som hun primært kun havde sig selv og naturen. Selv ønskede hun selvfølgelig mere, men hvilken ung kvinde gjorde ikke det? Fuld af drømme og håb var hun i hvert fald, som hun havde en forestilling om, hvad hun ønskede sig her i livet, hvor hun derfor også kun håbede på, at visse af tingene ville gå i opfyldelse med tiden. Travlt havde hun dog ikke, som det ikke var længe siden, at hun havde ramt den elviske myndighedsalder, og med sit forlængede liv, så behøvede hun ikke at føle samme travlhed som et menneske. ”Jeg er sikker på, at skovfolket ikke vil tage det for givet, men hvad der ligger i andre individer, kan jeg ikke sige. Jeg kan kun håbe på, at de ikke vil tage skønheden for givet, da det kun vil være en skam for dem,” sagde hun stille. Selv ville hun tage det kommende forår helt ind til sit hjerte, så intet ville hun tage for givet, som hun inderligt måtte hige efter den kommende varme sol, den frodige natur, og de vrimlende liv.
At vinteren kunne være slem, behøvede han skam ikke at belære Idrial om, da hun trods alt havde overlevet knap og nap to årtusinder. Hun vidste, hvor bidsk den kunne være, og derfor nærede hun også den fulde respekt overfor den, da hun bestemt ikke ønskede at ligge som offer. Sengeliggende havde hun dog prøvet at ligge, men med healende urter var hun kommet sig, men det var ikke ens betydning med, at hun nu var overmodig. Let trak hun i sin lune kappe ved snakken om kulden, da snakken helt fik det til at gibbe i hende af kulde, skønt hun ikke just frøs. ”Det er venligt af dig, at bekymre dig for mig, men jeg skal nok passe på. Det har jeg formået at gøre indtil nu,” sagde hun i en mild tone. Hun havde skam i sinde at værne om sit eget liv, da hun holdt livet kært. Han behøvede derfor ikke at frygte for, at hun gik hen og blev uopmærksom overfor vejret. En formaning var det vel han kom med, men dog tog hun den ikke særligt højtideligt, da hun skam havde styr på det hele. Som han rankede sig op, måtte han helt forekomme hende stolt. Roligt stod hun selv, hvor hun også valgte at skille sine hænder ad, så de kunne hænge hende afslappet langs siden. ”Kan du ikke lide at være nysgerrig?” spurgte hun morende, som han sagde, at han ikke anså det for at være retfærdigt. Selv nød hun nysgerrighed, da det viste, at man interesserede sig for noget, og hvis ikke man gjorde det, så havde man et ringe liv. Set fra hendes øjne i hvert fald. ”Det ville glæde mig, hvis jeg må anse dig for at være en ligemand,” sagde hun ærligt, som han gav hende tilladelse til at opføre sig ganske almindeligt overfor ham. Det gjorde nemlig, at hun kunne være ingen ringere end sig selv, og en anden ønskede hun jo heller ikke at være. Tænksomt lod hun blikket falde over de nøgne træer. ”Udover min kærlighed til skoven, så føler jeg kærlighed til det kreative. Jeg elsker at fremstille smukke ting, som jeg ynder at male, hvad jeg ser, tænker og føler. Jeg elsker også det smukke i kroppen, når man bevæger sig til musikkens bløde toner, og så elsker at jeg at spille på harpen,” fortalte hun ham roligt, som hun søgte hans smaragdgrønne øjne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var efterhånden ved at være rigtig mange år siden, Thranduil havde nået sin myndighedsalder, at han knapt nok kunne huske hvordan det var at være ung mere. Han kunne ikke huske hvordan det var at gøre hvad man ville, da man følte at man kunne det hele, for med den erfaring som han havde gjort sig igennem sit liv, så kunne han slet ikke se sådan på livet længere, og selv i den andel, så måtte det vel også være en skam? Han betragtede hende roligt. Elverne nød det ganske vidst, og det samme med skovnymferne og druiderne, men hvordan resten af den procianske befolkning tog det kommende forår, vidste han ikke, da det ikke var et folkefærd som han som sådan, havde ønsket at integrere sig ordentlig i. ”Der er desværre ikke mange som deler din mening, min kære Idrial. Og det er hvad jeg vil definere som en skam,” endte han med en rolig, dog oprigtig stemme, da han heller ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende, for det var der da slet ikke nogen grund til!
Thranduil vidste godt, at han kunne have en tendens til at virke belærende og bedrevidende, også selvom det jo faktisk ikke var noget som han gjorde med vilje. Han ønskede jo egentlig bare at lade hende vide hvordan det hele hang sammen, for han ønskede jo heller ikke at en som hende, faktisk skulle komme til skade, for det var jo så nemt at lade sig blive revet med på den måde! Han nikkede roligt. Det var ikke fordi at han ønskede at.. virke belastende af den vej, men det lå bare naturligt til ham, at dele ud af sin visdom, også selvom den var af typen som selv små børn havde tillært sig allerede. ”Udmærket. Jeg må bare forsikre mig,” endte han med en rolig og med et let smil på læben. Som hun dog alligevel kommenterede hans nysgerrighed, så måtte det muntre glimt atter træde frem i hans øjne, for han kunne jo slet ikke lade være! ”Jeg tror jeg er allergisk mod denne nysgerrighed,” påpegede han med en tydeligt morende mine, som han let blinkede til hende. Han kunne slet ikke tåle at være så nysgerrig! Selv en i hans alder var og blev nysgerrig, og man lærte jo trods alt også noget nyt hver eneste dag, og der var han vel heller ikke noget undtag? Han nikkede roligt. ”Betragt mig endelig som en ligemand. Det ville jeg faktisk foretrække,” endte han oprigtigt, som han let rankede sig i ryggen. Han ønskede at se hende som den person som hun var, og ikke en som bare var sådan, fordi at han havde den titel og den status som han nu var i besiddelse af. I det store og hele, så lød hun til at være en elver som man kun hørte om dem i historierne, og det var noget som helt klart også måtte falde i god jords hos ham. ”Så du er både kunstner og musiker? Det må jeg sige. Jeg må høre dig spille de toner en dag.. Hvad maler du?” spurgte han fortsat nysgerrigt. Nu havde hun da for alvor formået at vække en tydelig nysgerrighed i ham!

[Deleted]

Det kom ikke som et chok for Idrial, at der ikke var mange ude i verdenen der delte hendes synspunkt. Det kunne godt være, at hun ikke kendte meget til verdenen udenfor skoven, samt det, at hun slet ikke kendte til verdenen udenfor Procias’ grænser. Hun havde dog mødt andre end elvere i Procias, ligesom hun havde hørt historier om verdenen, og ud fra det kunne hun konkludere, at det kun var skovfolkene der havde denne ophøjede tanke om naturens gang. Det eneste de så, var kulde og varme, samt nøgenhed eller frodighed. En skam var det så sandelig, da hun selv kunne finde ufatteligt mange glæder ved naturen, men det måtte bare være deres tab. ”Jeg tror desværre, at du har ret. Jeg er dog ingen ekspert om livet udenfor disse skove, så jeg vil alligevel ikke spille klog og stemple hver og en,” sagde hun ærligt. Frygteligt uvidende var hun vel, når det kom til livet udenfor skoven, som hun endda sjældent søgte ind til de større byer, men sådan måtte det nu engang bare være. Hun havde dog ikke et problem med at indrømme, at hun ikke vidste alt, da hun ikke anså det for at være en direkte skam, skønt hun ønskede at lære mere om verdenen, samt prøve en hel del mere, end hvad hun indtil nu havde gjort.
”Det skal der også være plads til,” kommenterede Idrial roligt og smilede til ham. Belærende kunne han muligvis forekomme, men stødt følte hun sig ikke just af det, og så længe hun så sådan på det, så anså hun det ikke for at være et problem. Hans næste ord gjorde så, at hendes himmelblå øjne måtte glitre af morskab. Varmt og morende slap hun en melodisk latter, da hun ikke just troede på, at han var allergisk overfor den nysgerrighed, som hun fik til at vokse i ham. ”Hvis du er allergisk, så må jeg vel hellere hjælpe dig med at få den stillet. Vi kan jo ikke have, at der sker dig noget,” svarede hun morende. Det både morede og glædede hende, at hun var i stand til at skabe denne nysgerrighed i ham, da det betød, at han følte en vis interesse for hende. Om hun så kunne vedligeholde den nysgerrighed hos ham, måtte tiden jo vise, men hun håbede da. Mildt sendte hun ham et smil som et tegn på, at hun ville se ham som sin ligemand, hvis det var det, han ønskede. I bagtankerne ville hun måske altid huske, at han lå højere hævet end hende, men slappe af og være sig selv kunne hun godt, hvis hun fik lov til det. Det var desuden også den side, som hun allerhelst ville vise ham, da hun alligevel ikke var meget for den formelle afstand. ”Jeg vil ikke ligefrem betegne mig som en kunstner eller en maler, da jeg ikke lever af det. Det er noget jeg gør for mig selv, og du vil sikkert kunne finde dem der er bedre end mig. Men det jeg maler er primært naturen, eller forskellige farver for at få en betydning frem på den vis. Det er kun en sjælden gang imellem, at jeg giver mig i kast med portrætter,” sagde hun stille. At han viste denne form for nysgerrighed overfor hendes kreative side, måtte vække en vis glæde i hende, men alligevel kunne hun ikke lade være med at være ydmyg omkring sine kunstskaber, men det var også en side hun holdt for sig selv, som hun hverken optrådte for folk eller malede til dem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

End ikke i Thranduils verden, var det forbudt at være uviden, for han kunne jo faktisk godt lide at fortælle om ting som han selv havde oplevet, også selvom det som han helt klart måtte foretrække og helt klart også måtte foretrække, var livet i skoven, da det var trygt, det var væk fra alt det andet, og derved også væk fra de mange konflikter, og de kunne få lov til at leve relativt i ro og mag, hvilket vel også var det som de fleste selv måtte ønske og måtte stræbe efter at opleve? Han sendte hende et overbærende smil. ”Om det er livet i skoven du er vant til, vil jeg råde dig til at holde fast i dette. Livet udenfor, er ikke meget at prale om, hvis du spørger mig. Skoven her er tryg, og det kan jeg lide,” erkendte han roligt. Han kunne snildt komme med mange historier og ting som han havde oplevet udenfor skoven, men det var ikke nødvendigvis fordi at han ønskede at folket skulle søge fra skoven og ud for at opleve det selv! Nej! Han ønskede de skulle tage ved lære af ham og lære af de fejl og de ting som han havde begået. ”Hold du dig til skoven, min kære Idrial, så går det aldrig helt galt,” forsikrede han hende roligt endnu en gang. Han ønskede da slet ikke at en kvinde som hende, skulle komme galt af sted i den store verden rundt omkring dem.
Thranduil mente virkelig ikke at være belærende, men han ønskede som sagt ikke at hun skulle komme galt af sted. Hvis der var noget som han satte utrolig stor pris på og som han vægtet utrolig højt, så var det helt klart hvordan hans folkefærd havde det, og kunne han være med til at gøre tingene bedre end hvad de måtte være i forvejen, så ville han da bestemt heller ikke tøve med at gøre dette! De smaragdgrønne øjne gled mod hendes skikkelse, som han let valgte at nikke. ”Godt,” istemte han med et roligt smil, inden han selv valgte at stoppe op. Selv var han en forbandet nysgerrig mand, og det var jo lige før han slet ikke kunne tåle at have det sådan! Selvom han måske ikke lagde meget skjul på det, så morede han sig faktisk, og det i sig selv, var noget som skete utrolig sjældent, for han var slet ikke god til at slappe af og more sig mere, som han havde været før i tiden. ”Der sker såmænd ikke mig noget, andet end min voksende nysgerrighed. Du er en kvinde af mysterier, Idrial, og jeg agter at finde ud af dem,” endte han med en kende mere bestemt tone, også selvom det morende glimt på ingen måde var væk. Han vendte sig med fronten mod hende. Sjældent kunne han slappe sådan af, og selv for ham, så var det efterhånden virkelig ved at være trængende, bare at kunne være.. sig selv, og ikke tænke på alt det andet. ”Det kunne være.. spændende at sætte det en smule på prøve. Har du mod på at kaste dig i kamp med et maleri? Af mig?” spurgte han en kende nysgerrigt.

[Deleted]

Lettere overrasket blinkede Idrial med øjnene, da han direkte rådede hende til at holde sig til det, som hun allerede kendte til og holdt kært. Selv kendte hun knapt nok til livet udenfor skoven, da det kun var nogle ganske få gange, at hun var taget ind til nogle af de større byer i Procias, med nogle andre elvere. Aldrig havde hun krydset landets grænser, som hun end ikke havde været i nabolandet, Manjarno. Nysgerrig var hun dog efter at se, hvordan folk levede i de andre lande, og hvordan deres landskab så ud, men ud fra Thranduils ord kunne hun regne ud, at han intet godt så i omgivelserne udenfor den elskede skov. ”Fortæl mig, hvad du har oplevet udenfor landets grænser, siden du beder mig om at blive. Det lyder som om, at verdenen udenfor er forfærdelig, men det er ikke, hvad alle fortæller mig,” opfordrede hun ham nysgerrigt og undrende. Hun ville gerne have en dybere forklaring for, hvorfor hun udelukket skulle blive her. Med eller uden hans formaning, vidste hun dog ikke, om hun nogensinde ville søge ud, da det endnu aldrig var sket. Hun var dog nysgerrig overfor det ukendte, og den nysgerrighed ville vel kun blive slukket, hvis hun en dag søgte over grænsen. ”Jeg ved godt, at det føre til tryghed at blive hos det, man kender til, men jeg kan ikke benægte, at jeg er interesseret i at se, hvad der foregår udenfor mit blik.”
Det at Idrial formåede at gøre Thranduil nysgerrig, var noget der morede hendes sjæl. Hun havde ikke troet, at hun nogensinde ville stå overfor sin leder på denne her måde, da de ikke kom i de samme kredse, men det var alligevel hændt, og indtil videre nød hun det. Han forekom hende som en mand der var nede på jorden, og som havde let til smil, og det var i den grad noget hun måtte værdsætte, da hun ikke forstod sig på indelukkede personer. Let vædede hun sine læber, inden de spandt ud i et smil. ”Hvilke andre mysterier, mener du da, der ligger over mig?” spurgte hun nysgerrigt, som han fik det til at lyde som om, at det ikke kun var det faktum, at hun var gået uopdaget hen for ham, der måtte vække hans nysgerrighed. Selv nød hun, at hun i det hele taget interesserede ham, da hun måtte tænke, at han mødte en masse interessante personer på sin vej, og hun følte selv, at hun blot var en ganske almindelig elverkvinde. At han så kunne se mere i hende, glædede hende. At han så bad hende om at male ham, fik hende til at sende ham et forundret blik. Han havde sikkert råd til at hyre hvem som helst, og så bad han hende om at male ham, skønt han end ikke kendte til hendes stil, eller hende for den sags skyld. Dog var hun beæret over den tillid, han viste hende, og for det måtte hun også tage det til nærmere overvejelse. ”Det vil være mig en ære at forsøge at male dig, hvis du ønsker at pålægge mig den opgave,” sagde hun roligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Idrial var nysgerrig, var nu ikke noget som kom bag på Thranduil, for det var jo trods alt bare en del af den menneskelighed som elverne var i besiddelse af. I hendes alder havde han været ligeså, men havde erfaret også på egen krop, hvordan det var derude. Som den mand han var – en konge for elverne – så have han selv været udsat for lidt af hvert i de tider, hvor han havde været i marken, stået som en repræsentant for Procias og for lyset. Som hun selv opfordrede ham til at fortælle, var bestemt ikke noget som han ville lade sig sige to gange, da det trods alt var en del af hans livshistorie, og derved også noget som han bestemt ikke havde noget imod at dele med folk når de endelig lød til at ville høre på det! ”Ønsker du at høre specifikt hvad jeg har oplevet, eller bare løs snak om hvad der var derude?” spurgte han roligt og med en sigende mine. Han ville jo trods alt heller ikke ligefrem kede hende ved bare at fortælle, hvis det ikke var den form for fortælling hun faktisk var interesseret i. ”Jeg forstår skam godt din nysgerrighed, Idrial. Jeg har stået samme sted, og med den samme følelse som det du har. Jeg kan blot anbefale dig at blive, men forstår så til gengæld godt, hvis du vil søge ud. Blot vil jeg informere dig om at jeg ikke kan beskytte dig udenfor skoven her, og jeg nødigt vil se dig komme til skade,” endte han med en rolig stemme, dog alligevel alvorligt. Han ønskede da slet ikke hun skulle komme til skade!
Som regel var Thranduil ikke let til smil, men han følte det som.. naturligt, nu hvor han stod ansigt til ansigt med hende, også fordi at hun efterlod ham med en følelse af, at hans selskab kunne nydes, selv på trods af hans titel. Han var dog ikke ude på at skulle behandles derefter, da han faktisk ønskede at hun skulle betragte ham som en ligemand, for det var hvad han selv følte sig – Han følte sig nemlig ikke anderledes end så mange andre. ”Det er det jeg ikke rigtigt har fundet ud af… Men som jeg agter at finde ud af,” påpegede han direkte morende, som han igen trak let på smilebåndet. Hun gjorde ham i godt humør, og han kunne lide det. Hænderne endte han og roligt med at folde let foran sig, hvor den lange kappe lagde sig om hans skikkelse som havde det været et slør. Umiddelbart så han ikke nogen grund til ikke at skulle vise hende den form for tillid, for han havde skam heller ikke nogen grund til at gøre andet. Han nærede en tillid til sit folk, og han ønskede at se hvad hun var i stand til med henblik på hendes arbejde og hendes gøren med en malerpensel i hånden, for det var noget som gjorde ham nysgerrig – og det var jo trods alt en nysgerrighed som han kunne gøre noget ved trods alt! Han blinkede let til hende. ”Selvfølgelig. Jeg ønsker at se mirakler udformet med en malerpensel,” fastholdt han roligt. Han lod hovedet søge let på sned. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre hende ubehageligt til mode, for ønskede hun det ikke, så kunne hun fint afvise. Det var vel.. bare en venlig forespørgsel?

[Deleted]

Ufattelig nysgerrig var Idrial når det kom til verdenen udenfor, og det at han kendte til det liv gjorde, at hun automatisk blev interesseret i at høre mere. Det var meget muligt, at hans historie var en styg fortælling, siden han anbefalede hende til at blive ved det, hun allerede kendte og holdt kært, men alligevel var hun interesseret i at høre, hvad han havde af erfaringer. Selv havde hun allerede hørt gode og dårlige historier, men ens for dem var, at alle elverne helst så sig i skoven i den sidste ende. ”Jeg ønsker at høre, hvad du har oplevet. Mange kan fortælle mig de små facts ved livet udenfor, men kun det individuelle individ kan fortælle mig, hvad de selv har oplevet, så det må interessere mig langt mere,” svarede hun roligt, uden hun tog det interesserede blik fra ham. Det lød som om, at han havde erfaring med det udefra, og hun var mere end villig til at lytte. Det var dog ikke ens betydning med, at hendes lyst for selv at gå på opdagelse ville dale, for man dannede trods alt bedst indtryk på egen vis. Det kunne trods alt være, at hun faktisk kunne finde noget godt derude, og hvis ikke, så ville hun vide, at hun havde givet det en chance, og det ville hun også være fuldt ud tilfreds med. ”Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg vil se verdenen udenfor skoven og Procias, men jeg kan ikke benægte, at det uvisse gør mig nysgerrig. Skoven har dog alt, hvad jeg kunne ønske mig, så om jeg kan være væk fra den i længere tid, ved jeg endnu ikke, men den eneste måde jeg kan få afklaret det på, er vel ved at tage springet.”
Det morede Idrial, at han anså hende for at være et mysterium, hvor det vel også helt fik hende til at føle sig … speciel. At han så heller ikke kunne sætte ord på, hvad der præcist var ved hende, kunne hun kun smile af. ”I så fald er der intet andet at gøre, end at hænge ved mit selskab,” kommenterede hun morende. Hun havde absolut intet imod hans selskab, så hvis han ønskede at blive hængende i et stykke tid, ville hun ikke stoppe ham. Det forekom hende måske underligt stå overfor en så højtstående mand i det elviske selskab, men han virkede ikke just præget af sin magt, som han derimod virkede som en ganske tilforladelig mand der blot nød et godt selskab og en tur i skoven, og det kunne hun sagtens springe med på. ”Jeg vil med glæde forsøge, at portrættere dig på et lærred. Jeg håber bare ikke, at jeg vil bringe dig skuffelse med forsøget. Men hvis du finder en dag, så kan vi se på det til den tid,” sagde hun roligt. Det skræmte hende dog lidt at skulle male ham, da det ikke ligefrem var den form for kunst hun normalt lavede, og normalt viste hun ikke sine værker for andre, og det ville hun jo komme til at gøre overfor ham, hvis hun skulle male ham. Han var dog en smuk mand, så hun tvivlede ikke på, at han kunne klare sig på et lærred. Hun håbede bare, at hun med malerpenslen kunne gøre hans skønhed retfærdog.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad der var udenfor skoven, havde Thranduil ikke noget imod at fortælle. Desuden var han en ganske reel mand, så han fortalte selvfølgelig tingene som de faktisk måtte tilfalde realiteten. At hun så direkte kunne fortælle at det var hans historier som vækkede hende interessen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham, for det var jo faktisk noget som gjorde ham utrolig glad, også fordi at det faktisk skete så sjældent! Han trak let på smilebåndet og nikkede så. ”I så fald, så burde vi finde et sted, hvor vi kan sætte os ned. Jeg kan komme med mange beretninger om verdenen udenfor skovens grænse,” fortalte han roligt. Han kunne bruge hele dagen til det, hvis det var det som han ville, også selvom han selvfølgelig ikke ville ende med at kede hende med det! Han nikkede faktisk ganske forståelsesfuldt. ”Jeg kan godt forstå dig. Og selvfølgelig skal verdenen udenfor opleves og ses med egne øjne, så du selv kan gøre dine egne erfaringer med det. Mere eller mindre alle som har gjort sig det træk, er som regel hjemvendt til skoven igen,” begyndte han roligt. Ikke fordi at han ønskede at fremhæve skoven som det bedre, for det kom vel helt an på hvordan man så på det? Selv foretrak han personligt skoven her, også fordi at her var roligt, der var fredeligt og selv i hans forstand, så var der ganske trygt, og det kunne han godt lide.
Lige hvad der var med denne Idrial, vidste Thranduil ikke, men hun formåede at gøre ham nysgerrig, som han ikke havde oplevet i temmelig mange år, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han havde dog ikke noget imod at stå igen ved hendes selskab, for han kunne jo faktisk godt lide det! ”Så er det jo til dit held, at jeg ikke har noget imod det,” påpegede han med en rolig stemme. Han morede sig sammen med hende, og han havde det faktisk ganske fint med tanken om at snakke med hende, for hun var.. i en ro med sig selv, som han bestemt heller ikke havde det mindste imod i den anden ende. At hun faktisk ville tegne ham, var selvfølgelig noget som gjorde ham direkte glad, for han var overbevist om at han nok skulle blive glad for det, uanset hvordan det ellers måtte se ud! Han nikkede roligt til hende, som han så sig om efter et sted hvor de kunne sætte sig. Det i sig selv, skulle jo være et sted, hvor hun kunne sidde ordentligt, for det var jo lange fortællinger som han kunne komme med nu! ”Jeg har aldrig oplevet at blive portrætteret på et lærred før, så jeg er overbevist om at jeg ikke vil blive skuffet min kære Idrial. Tvært imod, så er jeg spændt på at se hvordan resultatet vil blive. Jeg er dog sikker på at det er noget jeg vil blive glad for... Nuvel.. Vi skulle finde et sted at sætte os?” endte han roligt, som han valgte at slippe hende med blikket, kun for at se sig omkring. Han måtte dog erkende, at det ikke just var den her andel af skoven, som han opsøgte mest.

[Deleted]

Idrial kunne fornemme, at han var en mand af mange beretninger, men ældre var han også, så det måtte også automatisk give sit. Samtidig var han også elvernes repræsentant, så det betød, at han var nødsaget til at mødes med de andre racer for større møder, og det kunne hun bestemt ikke sige, at hun havde prøvet. Det eneste hun kendte til var skovens og dets naturlige beboer, som hun knapt nok kendte til byerne her i Procias. Interesseret måtte hun også være i at integrere sig i den del af verdenen – eller i hvert fald få et glimt af den – som det måtte høre til det at være ung. Gammel var hun trods alt ikke endnu, skønt hun havde snart to årtusinder på bagen, men ingenting var det sikkert i forhold til Thranduils alder. ”Det lyder som en fornuftig ide. Jeg vil gerne høre, hvad du har oplevet,” medgav hun med et smil. Hvor han ønskede, at de satte sig, vidste hun ikke helt, da han havde udtrykt, at han fandt det dumdristigt at dvæle for længe ved et punkt her i skoven på denne årstid, så om de fandt en væltet træstamme, eller måtte søge helt ind til byen, var hun spændt på at se. Selv havde hun ingen særønsker, som hun var tilfreds, så længe hun var beriget med hans selskab. ”Det er også, hvad jeg har hørt, men selvom elverne vender tilbage hertil, er jeg nysgerrig. Personligt regner jeg heller ikke med, at jeg bosætter mig i landet udenfor, men et kig har vel aldrig skadet nogen,” sagde hun roligt. Hun tvivlede på, at hun ville forelske sig i landet udenfor, da skoven allerede fyldte så meget i hendes liv, men alligevel var hun interesseret i et smugkig, som hun gerne ville se, hvad der ellers var at finde ude i verdenen. Der var desuden heller ikke mange der holdt på hende her, som der vel kun var hendes moder.
”Det må det være,” medgav Idrial roligt. Hun var glad for, at han ønskede at spendere tid med hende, som hun faktisk nød hans selskab. Svært var det ikke just at se bort fra den højtstående titel, da han var en mand af venlighed, som han var en ro i sig selv, og det var noget hun kunne referere til. Hun vidste dog, hvem han var, så selvfølgelig gjorde det stadig, at hun nærede en naturlig respekt for ham, men det var der vel heller intet galt i? Det at han aldrig var blevet portrætteret, måtte komme en anelse bag på hende, eftersom det ofte faldt folk med magt naturligt ind. På den anden side var det måske endnu et tegn på, at han slet ikke gik op i magten, men derimod det almindelige liv. Hvordan det end hang sammen, så ønskede hun at give maleriet et forsøg, som hun gerne ville forsøge sig at give sig i kast med et maleri af ham, hvis han ønskede det. ”Jeg er sikker på, at du vil klare dig smukt på et lærred. Jeg vil se frem til at male dig,” sagde hun mildt, inden hun roligt nikkede med hovedet. ”Jo, lad os.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Idrials nysgerrighed forstod Thranduil skam udmærket godt, også selvom han nu heller ikke havde noget imod at hun jo faktisk ville kigge og se med egne øjne, for det ville han da helt klart foretrække at hun gjorde, frem for at høre på alt hvad mange andre havde at sige. Ganske vidst havde Procias og landene omkring, sikkert også sine fordele og sine skønheder, men med hans indblik i skoven og hans umådeligt lange liv, så havde han selv svært ved at se det. Det var skam ikke fordi at han var fordomsfuld eller noget lignende – tvært imod, så var det egentlig kun fordi at han havde det.. bedst med at være i skoven, og det var skam heller ikke noget som han havde det mindste imod. ”Det bliver lange fortællinger – så er du advaret,” påpegede han med et let muntert glimt i øjet. At hun gerne ville høre dem, gjorde ham selvfølgelig glad, men af den grund, så skulle hun bestemt heller ikke stå op hele tiden, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for, for hun ville da blive træt i benene på et tidspunkt! Han rystede let på hovedet. Et kig havde skam aldrig skadet, men så lang tid man sørgede for at have fornuften med sig og det hele, så gjorde det faktisk også tingene meget bedre, selv for hans vedkommende. ”Du har ganske ret, og jeg vil faktisk selv foretrække, at du gjorde dig dine egne oplevelser i Procias og landene omkring, min kære Idrial. Man kommer længst med den slags. Så lang tid du benytter fornuft og kløgt, så er jeg den som stilles tilfreds,” endte han med en rolig og alligevel alvorlig stemme. Det krævede kløgt at bevæge sig udenfor den procianske grænsemur, og han så helst ikke at hun skulle komme til skade!
Magten i den stilling som Thranduil besad, var slet ikke noget som han huede efter. Det eneste som han jo egentlig ønskede, var at gøre sine forældre stolte, og det var den tanke som han trøstede sig med lige nu. Han vendte sig mod hende. Han var en venlig og rolig mand, dersom det var det som han selv blev udvist, da han heller ikke så nogen grund til andet. Han havde aldrig som sådan været portrætteret før, og selvfølgelig var det en tanke som vækkede en nysgerrighed i ham, for han ønskede selvfølgelig at finde ud af hvad hun kunne og specielt hvad det her angik, for det var noget som selv betød meget for ham. Tanken om at havde noget som andre faktisk havde lavet til ham, ville han bestemt heller ikke have noget imod! Han sendte hende et smil, som han fortsatte sin rolige gang, idet han fik øje på et nedfaldent træ – en oplagt siddeplads for dem begge to. ”Jeg glæder mig til at se det endelige resultat.. Kom.. vi kan sætte os herovre,” endte han roligt, dog med en næsten.. ivrig stemme. Han elskede virkelig når folk ønskede at lytte til hans historier, for det var en oplagt mulighed for ham hvorpå han kunne få historien ordentlig ud!

[Deleted]

Morende slap Idrial en latter, som han advarede hende. At beretninger var lange gjorde hende såmænd ikke noget, hvis bare han var et godt selskab, og en god fortæller. Hvis han derimod var kedsommelig, så ville hun nok finde det smertende at sidde med ham. Indtil videre tydede det dog ikke på, at det ville gå i den sidst tænkende retning, og det gjorde også, at hun følte sig godt tilpas med at finde et sted, hvor de ordentligt kunne tale sammen, og hvor han kunne komme med nogle af alle sine fortællinger. ”Hvis de bliver for lange, så ender det med, at du må sørge for noget aftensmad til mig.. Så er du advaret,” svarede hun drillende igen. Hvor længe de kunne snakke sammen, vidste hun nu ikke, men indtil videre var hendes humør højt, og så spekulerede hun ikke yderligere over tingene. At han så rådede hende til at gøre sine egne erfaringer, smilte hun skævt, da det næsten kunne lyde som om, at han begyndte at modsige dig selv. ”Sig endelig, hvis jeg har forstået det rigtigt.. Du anbefaler stærkt, at jeg bliver her, fordi det er tryggest, og verdenen udenfor er ringe.. men samtidig ønsker du, at jeg gør mig mine egne erfaringer?” spurgte hun med et løftet bryn. Forvirrende lød det i hendes øre, men selv tvivlede hun på, at verdenen udenfor kunne være så slem igen, for … de var jo personer ligesom hende? De var måske ikke elvere, men alligevel..
Det at skulle portrættere Thranduil på et maleri ville bestemt blive den første gang, og det måtte også skræmme Idrial et sted. Hun var trods alt ikke vant til at vise sine værker for folk, og hvis hun endelig gjorde, så var det kun de allernærmeste der fik hendes talenter at se. Hvorfor hun så ville vise den side for ham, vidste hun ikke, men måske var det grundet hans titel, eller også var det fordi, at hun måtte føle en vis form for ro overfor ham. Roligt gav hun sig til at følge ham, som han ledte an, hvor hun bevægede sig med lette og elegante bevægelser. At han glædede sig til at se det endelige resultat, smilede hun blot af, for selv ønskede hun at fremstille noget smukt, som hun kunne anerkende, og han blive glad for, men samtidig måtte det gøre hende ufatteligt nervøs. ”Glimrende ide,” sagde hun bifaldende, som hendes blik fandt det nedfaldende træ. Et oplagt sidested var de i hvert fald, som hun bestemt ikke var for fin til at sidde på en stamme. Selv kunne hun sagtens sove i naturen, hvis det endelig skulle være. Behændigt bevægede hun sig over til det nedfaldende træ, hvor hun let svang det ene ben over dets tykke stamme, så hun kunne sidde med et ben på hver sin side af træet. Det skulle trods alt have sine fordele at gå klædt i bukser, hvor det også tillod hende at se direkte på Thranduil, som hun ikke behøvede at holde hovedet konstant vendt, så hun ville ende med hold i nakken. ”Fortæl hvad du har set – både det gode og det dårlige,” opfordrede hun ham begejstret, som hun faktisk var spændt på at høre hans beretninger.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Fortællingerne kunne meget vel ende lange, og det var bestemt heller ikke fordi Thranduil ønskede at kede hende med kedsommelige fortællinger, for han kunne i den grad godt lide at tilbringe tiden med hende, og specielt så langt at hun følte sig komfortabel omkring ham og kunne se på ham som enhver anden elver og se bort fra det ansvar og det arbejde, samt den stilling og den status som han faktisk havde, så havde han det fint med det. Som hun advarede ham, fik det ham faktisk til at le – og det var noget som skete frygtelig sjældent! ”Var det en trussel? Men det passer mig fint. Det er en aftale,” endte han med et let smil på læben. Hvorfor han skulle være i så godt humør, vidste han ikke, men han kunne virkelig godt lide det, også fordi at det var noget som faktisk ikke skete særlig ofte. Tvært imod, så skete det utrolig sjældent! At hun fandt hans ord forvirrende, var bestemt ikke noget nyt, for det oplevede han faktisk temmelig ofte. ”Selvfølgelig vil jeg foretrække, at folk gjorde sig sine egne erfaringer og blev hvor de føler sig trygge. Selvfølgelig gør jeg det. Mange kan fortælle dig hvad de synes og hvad de har oplevet, men det er jo trods alt ikke ensbetydende med, at du vil opleve det samme,” påpegede han roligt og med en ganske ærlig stemme. Hans tilværelse havde været mørk, som han følte sig fanget i sløret, hvor det først var nu, han følte at han kunne komme lidt frem i lyset igen, og det føles rart!
Thranduil ønskede faktisk at Idrial skulle portrættere ham på et lærred, og han glædede sig faktisk til at se resultatet. Det var ikke en befaling fra hendes konge til hende, men en.. venlig forespørgsel vel? Han ønskede slet ikke at gøre hende ubehageligt til møde, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede ganske let for sig selv, som han roligt vendte sig mod hende, som hun vandrede side om side med ham. Han kunne virkelig godt lide det, og det var skam heller ikke noget som han havde nogen intentioner om at lægge skjul på i den anden ende. Det nedfaldende træ udgjorde en glimrende ’bænk’ som de kunne sætte sig på, og føre dialogen videre, så det var også noget som passede ham særdeles fint! Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang og endte roligt med at tage plads, hvor han gjorde tegn til at hun skulle gøre lige så. Fortællingerne blev som sagt lange, for han var ikke god til at begrænse sig med den slags! At hun satte sig med et ben på hver side, morede ham blot, da det var mere en stilling for en mand, men intet som gjorde ham noget. ”Udmærket, så vælger jeg at starte med min første tur udenfor skoven her,” begyndte han roligt. Han huskede det som var det i går, selvom det var ved at være utrolig mange år siden! ”Jeg var en ung mand.. Nok ikke meget ældre end hvad du er, Idrial. Netop indtrådt i stillingen som konge af skoven og som leder for elverne efter min afdøde far. Jeg mistede ham i krig. Selv efter landenes deling, har stedet været præget af en uro. Folk kunne ikke tilpasse sig eller vænnes til de nye omstændigheder som de store grænsemure tvang dem til. Racerne kæmpede indbyrdes. Mørket stillede sig ikke tilfredse med den nye tilværelse i det nye Dvasias, og Procias var endnu et massivt rod efter kongens død. Jeg red i front og jeg erkender gerne, at det eneste jeg kunne se var råb, skrig, død og ødelæggelse. Folk faldt omkring mig som fluer og selv jeg slap med livet i behold, dog med ar på krop og sjæl. Den selv samme egoisme er stadig at finde derude. Procianere tænker ikke rigtigt på andre end sig selv, deres behov og deres velbefindende og mørket er.. skræmmende roligt for tiden. Jeg frygter at det går galt før eller siden,” fortalte han roligt, dog alligevel frygtelig alvorligt!

[Deleted]

En svag trussel var det, hvis han brød sig om Idrials selskab, hvilket hun havde på fornemmelsen, at han gjorde. Hun ville dog være nødt til få noget føde indenbords, hvis mødet skulle vise sig at trække ud i langdrag, og det måtte trods alt også være en problemstilling, han var nødt til at tage hånd om. Smilet trak hun varmt på, som hendes ord fik ham til at slippe en latter. I sandhed en dejlig lyd, som det måtte indikere hende, at han følte sig godt tilpas i hendes selskab. ”Det kommer så sandelig an på, hvordan du vælger at se på mit selskab.. Men mad kan jeg i hvert fald ikke benægte mig system, og jeg tvivler på, at du kan ligeså,” sagde hun roligt og smilede over det faktum, at han gerne ville dele et måltid med hende, hvis tiden skulle vise sig at trække ud. Hendes hoved faldt let på sned, som hun lyttede til hans ord. ”Jeg vil skam også selv foretrække, at jeg selv danner mig mine indtryk, i stedet for at lytte til rygterne der sværmer om mig. Hvornår jeg så vil tage springet, vides endnu ikke, men nysgerrig er jeg da efter at se, hvad andet der er at finde der,” sagde hun mildt. Det var lidt af en barriere hun skulle bryde, hvis hun skulle bevæge sig over landegrænsen, da det var et spring hun aldrig før havde taget. Derfor havde hun heller intet imod at give det tid. Desuden nød hun også sin tilværelse her i skoven, skønt der ikke just var nogen personer der holdt på hende her. Det var dog hendes hjem, og det skulle man huske at tage til eftertanke inden.
Idrial havde intet imod at sætte sig ned med ham, og lytte til hans fortællinger, da hun var en nysgerrig person. Derfor fulgte hun ham over til det nedfaldende træ, der udgjorde det perfekte sidespot til dem. Roligt så hun til, som han først valgte at tage plads, hvor hun ventede på, at han vinkede hende videre. Som han gjorde det, svang hun let benet over stammen, skønt hun vidste, at det ikke var den mest feminine stilling. Det var dog den mest behagelige, og når hun ikke bar kjole, hvorfor skulle hun så benytte sig af alle de formaliteter? Han havde desuden bedt hende om at være sig selv, som han ikke ønskede, at hun spekulerede over hans titel, og det gjorde hun også sit bedste for at lade være med. Opmærksomt hvilede hendes himmelblå øjne på hans ansigt, som hun var spændt på at høre, hvad han havde at fortælle hende. Som han så begyndte med, at han ville berette hende om sin første tur over grænsen, rankede hun sig let op. At han så begyndte at tale om en tid der gik helt tilbage til landenes opdeling, måtte overraske hende, men selvfølgelig faldt det ham naturligt ind, når nu han ville fortælle hende om starten. Det gav hende desuden et godt indblik i, hvor stor en aldersforskel der måtte være på dem, som hun var født længe efter den tid. ”Hvis det var så stor en byrde for folket, hvorfor opførte man så murene i det hele taget? Du taler nemlig som om, at ingen bifaldt den landeopdeling, så kunne det hele ikke bare være fortsætte, som det originalt var?” Uvidende kunne det måske lyde, men hun var ikke gammel, samt hun ej heller havde været udenfor Procias, hvor hun også knapt nok havde været udenfor skoven. ”Men det du fortæller mig om er krigens hede, hvilket kun tilfalder de soldater, der deltager i den. Hvis jeg søgte ud, ville det ikke være for at deltage i en krig, men for at opleve verdenen, så hvis ikke du har set andet end død og ødelæggelse på den anden side, så er din misbilligelse for verdenen udenfor forståelig.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At dele et måltid med Idrial ville Thranduil ikke just anse som en skidt ting, for han nød jo trods alt utrolig godt af hendes selskab, og selvfølgelig var han glad for at hun gjorde ligeså, for det var jo faktisk noget som i sig selv, måtte betyde ganske meget for hans del. Han sendte hende et let smil og nikkede så. At han måtte le, var noget som i sig selv skete utrolig sjældent, da han yderst sjældent befandt sig i et selskab, hvor han faktisk formåede at slappe af på det led, så det var faktisk kun godt! ”Jeg kan ganske vidst ikke benægte mit system den næring som det gør krav på.. Desuden vil det være mig en ære at dele et måltid sammen med dig. Du må endelig sige til, hvis du bliver sulten,” påpegede han sigende, dog alligevel med en rolig stemme. Han ønskede bestemt ikke at hun skulle gå sulten rundt, hvis hans fortællinger trak så meget ud, at hun ikke rigtigt kunne lægge andet i det end den sult som hun måtte brænde inde med, for det var bestemt heller ikke hans hensigt med noget af dette! Han sendte hende et overbærende smil. ”Din nysgerrighed er skam også tilladt, kære Idrial. Den er blot en del af det at skulle være.. menneskelig og være en del af os. Jeg vil fortrække at du gør dig dine egne oplevelser med det, frem for at lytte til hvad jeg har at indberette om,” fortalte han ærligt. Det var ikke nogen skam at være nysgerrig.
Selvom Idrial ikke opførste sig særlig.. kvindeligt, så var det slet ikke noget som gjorde Thranduil det mindste, for hvis det var sådan hun ville sidde og så længe hun sad behageligt, så var det faktisk noget som passede selv ham ganske fint. Selv satte han sig roligt ned og med hænderne roligt i hans skød, som han valgte at fortælle hende om den første tur som han havde udenfor muren. Fortællingen afslørede ganske vidst, at han efterhånden havde en ekstremt høj alder, også selvom han nu ikke så nogen grund til at rende rundt og.. prale med det, for det var jo slet ikke noget som nogen fik det mindste ud af! Han sendte hende et smil. ”Det viste sig at være en handling som de fleste faktisk havde svært ved at vænne sig til. Altid havde man haft frie grænser, hvor man kunne gå som man havde lyst til. Det kunne man pludselig ikke mere. De mange modparter kunne ikke rende sammen rundt mere. Dødsenglene klarede ikke længere englene, som vi har vores kontroverser med mørkelverne. Det har været en utrolig forandring, men personligt mener jeg, at den har været til det bedste.” Han mente skam sine ord, hvor han heller ikke havde noget imod at hun kom med sine undrende spørgsmål, for han besvarede dem gerne, hvis han kunne! Krigen var hun ikke interesseret i, hvilket han skam godt kunne forstå, for det var virkelig selv noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! ”Det var bare min første tur udenfor den mur som til nu beskytter mit hjem og mit folkefærd, min kære ven. Jeg har oplevet mangt og meget mere end det, kan jeg fortælle dig,” tilføjede han roligt. Han elskede virkelig at fortælle den slags historier!

[Deleted]

”I så fald lyder det til, at vi har en aftale, hvis det kommer så vidt,” sagde Idrial i en munter tone. Selv havde hun ingen bagtanker med henblik på et delt måltid med ham, da det var en verden hun endnu ikke havde bevæget sig ind på, som der ikke just havde været nogen, der havde skænket hende den interesse. Desuden var han også hendes leder og konge, hvor hun vel også kun var et lille barn i hans øjne, skønt hun var voksen. Det eneste hun havde i tankerne var, at hendes mave blev fyldt, hvis sulten skulle melde sig, og at hun ville have en større mulighed for at befinde sig i hans gode selskab. ”Det er også, hvad jeg har i sinde at gøre, hvis nysgerrigheden skulle stige. Jeg føler dog intet hastværk, så jeg har i sinde at tage tingene, som de kommer til mig,” sagde hun roligt. I øjeblikket havde hun ingen grund til at forlade skoven, samt hun havde al tid i verdenen til det, som elverne var beriget med et forlænget liv. Derfor spekulerede hun ikke videre over det, som hun nok skulle få sig taget sammen og smuttet af sted, hvis det lystede, og hun turde begive sig ud på et eventyr.
En opmærksom lytter var Idrial, som hun var dybt interesseret i at høre Thranduils historie. Selv havde hun ingen fantastiske historier at fortæller, som hun selv kun kendte til livet i skoven, og det gav trods alt ikke den store variation i dagene. Derfor blev hun også automatisk nysgerrig, når hun mødte en person, der kunne fortælle hende noget, som hun i forvejen ikke kendte til. ”Er vores modparter virkelig så forskellige fra os? Selv har jeg aldrig mødt en mørkelver, eller et andet mørkt væsen for den sags skyld, så jeg kan ikke gøre mig klog på, hvordan de må opføre sig. Dog forekommer det mig mærkværdigt, at alle racerne engang kunne enes, men at de så en dag brød op med hinanden,” sagde hun roligt. Meget vidste hun trods alt ikke om verdenen udenfor, så hun kunne bestemt ikke tillade at gøre sig klog på, hvordan folk var udenfor. Selv var hun en ekspert i skovene her, som hun kendte til væsnerne og hver en krog, som der ikke var et sted, hun ikke havde befundet sig. Hun havde dog intet problem med at spørge ind, som hun ikke var bange for at vise, at hun ikke kendte til alt i denne verden. Det var også det hun måtte gøre brug af nu, som hun ønskede, at han uddybede sine ord, hvis hun blev yderligere interesseret, eller satte spørgsmålstegn til hans fortælling. ”Fortæl mig mere, hvis du har set andet end krigens hærgen,” opfordrede hun ham ivrigt. Mange år havde han på bagen, og som nuværende repræsentant for elverne, måtte han kende en del til verdenen udenfor. Derfor tvivlede hun ikke på, at han havde mere at fortælle, skønt det muligvis ikke var varme beretninger han kunne komme med. Nysgerrig var hun nemlig stadig, og det var hun ikke bleg for at give udtryk for.