Upcoming spring!

[Deleted]

Idrial forventede ikke just, at hele verdenen vendte sig mod det lyse lige pludselig, så alle intriger faldt til jorden, og alt bare kunne være fryd og gammen. Måske havde hun aldrig været udenfor muren, hvor hun ej heller vidste, hvordan folket var derude, men helt naiv var hun trods alt heller ikke. Hun vidste godt, at de ikke alle kunne svæve rundt på små sommerfugle og blot være lykkelige, som verdenen havde en tendens med at kræve et problem, før det hele kunne fungere. Hun forstod måske ikke helt hvorfor, men hun regnede ikke med en komplet fred mellem lyset og mørket, hvor mørkelverne nok ej heller ville tilslutte sig sine lyse artsfæller. ”Det ville være et sørgeligt syn, hvis vi hver dag skulle kigge os over vores skuldre for at se, om der er problemer på færde. Jeg klager derfor heller ikke over, hvordan tingene fungerer nu om dage, for mit liv kører ganske udmærket. Jeg har måske ikke set verdenen, hvor jeg ej heller har vandret på denne jord ligeså længe som du, men alligevel stiller jeg mig tilfreds med, hvordan Procias fungerer.. Specielt skoven,” sagde hun roligt. Glad måtte hun være for, at hun kunne føle sig tryg her i skoven, som dette i sandhed måtte være det sted på Jorden, hvor hun følte sig mest tilpas. At det så var over et år siden, at skoven var brændt ned, var en tragedie og en uro, som hun aldrig ville glemme. Svagt smilede hun til ham. ”Det må vi hellere,” medgav hun. På vej indendørs var de også allerede, som de endnu lagde ruten mod hans hjem, hvor han havde lovet, at han ville fortælle videre, samt give hende et måltid mad. Frem til det så hun, som hun faktisk følte sig ganske godt tilpas i hans selskab, hvor hun glædede sig til at høre mere omkring hans oplevelser og synspunkter.
Aldrig var Idrial blevet ramt af en død, som hun kunne huske. De eneste nære hun nogensinde havde mistet, havde været hendes biologiske forældre, men dem havde hun mistet som spæd, så derfor kunne hun ikke anse det for at være et egentligt tab, når hun aldrig havde haft et følelsesmæssigt forhold til dem. At Thranduil havde mistet både sin hustru og søn, fandt hun umådeligt trist, for det lød helt som om, at han var alene tilbage. At han var forundret over hendes berøring, kunne hun ikke sige noget til, da hun så hans blik, efter at hun havde gjort handlingen og klemt om hans arm. Intet ondt havde hun ment med berøringen, som hun blot havde gjort det i et forsøg på at give ham en smule trøst. Om det overhovedet havde virket, kunne hun så ikke sige. ”Jeg hørte godt om din søn.. Aerandir, ikke? Han var skovfolkets tidligere leder.. Men selvom du har mistet alle dem, du holdt kært, må du bare forsøge at se fremad. Det ville være trist at se en mand som dig gå til grunde, grundet din sorg,” sagde hun stille. Som han valgte at stryge hendes kind, måtte hun ende helt forundret og til dels forfjamsket. Havde han anset hendes berøring for at være en åbning til, at man bare frit kunne berøre hinanden? Aldrig havde en mand strøget hende over kinden før, eller på en anden kærlig måde for den sags skyld, som de højst havde kysset hendes hånd af ren og skær høflighed. En svag lyserød farve tonede sig frem på hendes kinder, hvor hun hurtigt slog blikket væk, mens hun bad til, at han enten ikke havde set det, eller gik ud fra, at det skyldtes kulden. Det var dog mistænkeligt, at farven først var opstået, som han havde rørt hende. Svagt nikkede hun til hans ord, hvorefter hun roligt bevægede sig i den retning, som han ledte dem, mens hun betragtede sig af de bygninger og elvere, de måtte passere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At forvente at der ville skabes en treenighed mellem de forskellige racer af elvere, var virkelig at sætte forventningerne for højt. Thranduil ønskede ikke at opgive denne placering som han havde fået i samfundet, også fordi at han jo faktisk følte, at han gjorde den.. utrolig godt. Ikke desto mindre, så kunne han faktisk godt se muligheden i den mur som stod udenfor landet her. Det holdt dem alle sikre, og folk havde jo på sit vis, også accepteret tingene som de var, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod, når alt endelig skulle komme til alt. Han nikkede istemmende. PÅ trods af branden for et par år siden, så blomstrede det hele, og elverne, og skovens andre væsner, havde fået ro, og det var faktisk noget af det som han værdsatte mest, hvilket man bestemt heller ikke skulle tage fejl af i længden, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. ”Tingene fungerer jo i princippet fint som de er lige nu, og det er vel også hvad du har fået indtryk af? Skulle mørkevlerne blive en del af dette nu, er jeg bange for, at det kun vil gå galt, og det ønsker jeg ikke for nogen af os. Vi har allerede været forfulgt af for mange uheld igennem denne tid, og det ønsker jeg slet ikke for nogen af os. Skoven blomstre som den skal, dyrene er hjemvendt efter branden, druiderne har arbejde at tage sig af, og vi har vores. Det er vel næsten hvad man kan kalde for idyl?” Idyllen som hvilede, var dog heller ikke noget som han ønskede at ødelægge ved at ligge syg, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et let smil. Så lang tid hun var enig, så var han selvfølgelig også tilfreds.
Man kunne ikke ligefrem sige, at Thranduil havde været forfulgt af held, for det havde han bestemt heller ikke. Ikke desto mindre, så forsøgte han at klare sig efter bedste vilje. Som hun spurgte ind til om det var Aerandir, kunne han kun nikke bekræftende til. Manden havde været leder og en hærfører i Procias, og en dreng som han ikke kunne være andet end stolt over. Han vendte de grønne øjne mod hende. At blive berørt var han ikke vant til, men det var vel også selv tydeligt for ham, at det også var gengældt i den anden retning? ”Jeg betvivlede ikke at han ville være en god leder for folket, og jeg havde ret.. At han skulle glide bort så tidligt, havde jeg dog ikke haft i tankerne.. En skam er det.. Men sket er sket.. Han gør min hustru selskab i den høje himmel. Jeg er stolt af ham.” At det var synd at han skulle gå til i sorgen, kunne han ikke direkte sige noget til. det var vel naturligt og menneskeligt at… sørge? Han sendte hende et let smil, som han drejede ned af den ene vej og gik mere i retningen af centrum. Det var sikkerhed, at han var iblandt dem som holdt mest til i centrum. ”Et personligt nederlag, som jeg formår at rejse mig fra. Jeg skal nok komme mig over det, når min langvarige sorgperiode er vel overstået,” endte han ganske sigende, som han stoppede op foran et kæmpe træ, hvori der var bygget et stort og smukt hus med en trappe langs træets stamme. Han smilede let for sig selv. ”Så er vi her.”

[Deleted]

En smule fasttømret i sine holdninger fandt Idrial ham, men det var der vel heller ikke noget at sige til, nu når han havde oplevet verdenen på den måde, som han havde gjort. Selv var hun endnu ung, hvor intet ondt havde fået lov til at røre hendes hjerte, så hel ren måtte hendes sjæl være, hvor hun kun så det positive, indtil det negative blev bevist. Af den årsag havde hun svært ved at se, hvorfor mange mente, at bestemte ting aldrig nogensinde ville gå, samt visse personers holdninger, men dem ville hun måske begynde at dele, hvis hun en dag søgte ud over grænsen? Hun tvivlede dog på, at hendes fødder ville bære hende helt til Dvasias, Imandra eller Peula for den sags skyld, som de lande måtte ligge ufatteligt fjernt fra Procias, samt det måske var lidt for stor en omvæltning for hende. Med ro tog hun det dog, som hun formentligt havde flere årtusinder til at opnå alle sine drømme. ”Jeg er ganske enig, men jeg har ej heller oplevet andet, end de omstændigheder der er her nu. Jeg kan nemlig ikke påstå, at jeg har levet nært så længe som du.. Men selv har jeg intet imod at tingene bliver, som de er. Jeg nyder det dyreliv og de andre racer der på nuværende tidspunkt er at finde her, samt jeg nyder at se skoven komme på fode igen, så intet ser jeg egentligt ændret,” sagde hun ærligt. Tilfreds med sin tilværelse var hun ganske enkelt, skønt mange sikkert ville mene, at den var meget indsnævret, som hele hendes liv faktisk omhandlede denne skov. Det var dog intet hun havde kunnet gøre noget ved før nu, og nu skulle hun først lige tage sig sammen til at finde ud af, om hun ønskede tingene ændret.
Bekendt var Idrial med Thranduils søn, men kun af gjorte gerninger for det elviske folk. Aldrig havde hun mødt ham før, som Thranduil måtte være den første af fin stand, hun stiftede bekendtskab med, og succesrigt måtte det være. ”Din søn var en god leder, skønt jeg ikke kan sige, at jeg fik æren af at møde ham personligt. I stedet har jeg fået æren af at møde dig, og jeg kan give dig den ros – hvis jeg må - at også du er god for folket. Du kan både være stolt af ham, og dig selv,” sagde hun roligt. Den første var hun sikkert ikke til at give ham de ord, men hun gjorde det nu engang, som de alligevel var inde på emnet. Hun sagde desuden kun, hvad hun mente, og hvornår havde ærlige ord i form af ros nogensinde været slemt? ”Jeg er sikker på, at det hele nok skal komme med tiden.. Du har vel også venner og bekendte om dig..” Hvilken omgangskreds han havde, anede hun ikke, men alle havde trods alt nogen omkring sig, og en så åben og venlig mand som ham kunne umuligt have andet. Roligt fulgte hun ham, som de bevægede sig ned ad en større gade, hvor det hurtigt måtte gå op for hende, at de var på vej mod byens hjerte. At han skulle bo et andet sted end i centrum, havde vel også været underligt, som han skulle stå for folkets repræsentant og være tilgængelig. Nysgerrigt vendte hun blikket op, som han erklærede, at de hermed var fremme. Smukke var elvernes hjem så sandelig, som de lå oppe i trækronerne, hvor udsmykningen var fantastisk, og Thranduils hjem var selvfølgelig ingen undtagelse! ”Det ser nydeligt ud,” sagde hun med et smil på læben, inden hun forsigtigt begyndte at bevæge sig op af trapperne, da hun ikke var sikker på, om hun skulle gå først, men som han havde standset og nærmest ventet, tog hun alligevel chancen. "Det bliver også dejligt at komme ind, så ens fingrer igen kan finde varmen."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils alder og opfattelse af verden, gjorde at hans meninger var ganske fasttømret, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, ås var han et sted.. bange for at hun ville dømme ham på det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske rolig mine. Han havde oplevet mange ting, og det meste havde været utrolig negativt udenfor muren, men igen så havde han kun været ude på den side af muren, når det havde været påkrævet af ham, så med andre ord, så havde han aldrig decideret været der i et fredfyldt øjemed, hvilket han selvfølgelig var ked af. Måske var det noget som han skulle gøre om? I det store og hele, ås var han jo faktisk ked af, at det var sådan at det forholdt sig, men med den ro og den fred som nu var i Procias, var selvfølgelig noget som gjorde ham selv ganske glad og ikke mindst tilfreds med det hele. Mørkelverne var langt væk, og de kunne ikke bare passere, uden at man ville lægge mærke til det, så det var jo også en massiv fordel for dem. ”Det kunne være, at selv jeg vil opfatte tingene lidt anderledes, hvis jeg tog ud på den anden side i et fredeligt øjemed. Primært forlader jeg kun skoven her, hvis der sendes bud efter mig. De gange jeg har været på den anden side af muren, har været i krigens stund.. Jeg kunne godt tænke mig at se på dyrelivet i de andre lande.. Det kunne være yderst fascinerende,” endte han med et let smil på læben.
Tabet af hans familie, var selvfølgelig noget som gjorde ondt, selv på Thranduil, selvom han ikke just kunne gøre det vildeste ved det nu. De var døde og borte begge to, og han ville ikke se dem, før den dag, hvor han selv ville gå den samme vej. Det var ikke fordi at han bare gik og ventede på det, men han ønskede jo faktisk at udnytte de muligheder og den tid som han havde, inden han ville stille træskoene! Hendes ord, var noget som i sig selv, var noget som gjorde ham selv glad, for det var noget som han også havde haft brug for at høre. Han nikkede anerkendende mod hende. ”En skam du aldrig nåede at møde ham. Han var en utrolig engageret ung mand, da han døde.. En med så mange drømme, som han ikke nåede at opfylde. Jeg er skam stolt af ham.. Og det glæder mig at høre de ord komme fra dine læber, Idrial. Det betyder utrolig meget for mig,” endte han med en ganske rolig stemme. Han førte hende roligt til hans hjem, idet han roligt besteg den snoede trappe langs den store og massive træstamme, for at komme op til huset, som lå i trækronerne. Om sommeren, var det næsten ikke til at se, men det var også det som var det smukke og det skønne id et hele. ”Jeg har enkelte stykker. Det er ikke mange jeg tør lukke så tæt ind til mig,” påpegede han roligt, som han fik åbnet døren og tillod hende at træde ind som den første. Han boede alene og huset var stort, men det gjorde ham jo egentlig ikke noget. Han var jo royal på sit vis, selvom han ikke pralede med det. ”Kom ind i varmen, min kære.. Vi kan ikke have at du skal fryse. Kappen kan du hænge ved siden af døren.. Og så er du fri til at se dig omkring,” sagde han med et let smil på læben.

[Deleted]

Det at Thranduil sagde, at han muligvis ville begynde at se anderledes på livet udenfor muren, hvis han søgte dertil i et fredfyldt øjeblik, kunne Idrial kun nikke anerkendende til. Personligt var hun sikker på, at det ville gøre en forskel, hvis man så et land og nogle nye personer i et fredeligt øjeblik, fremfor under krigens lune. Selv havde hun aldrig været i krig, men hun kunne snildt forestille sig, at folks personligheder ændrede sig, når de skulle til at svinge et sværd, eller kun så, hvordan ens fæller lå døde for ens fødder. Det var et syn, som hun specielt ikke ønskede at se, som hun på ingen måde følte sig tiltrukket af død og ødelæggelse! Det værste hun til dags dato havde set, var afbrændingen af skoven, og det havde også været et hjerteknusende syn for hende. ”I mine ører lyder det som en fornuftig ide. Jeg er sikker på, at selv de andre lande ser gode tider, når død og ødelæggelse ikke hærger dem. Det er ej heller for sent at lave om på, og som du siger, at jeg skal danne mig mine egne indblik, så synes jeg også, at du skal danne dig dine egne.. i en fredfyldt stund,” sagde hun mildt. ”Hvordan skoven og dyreriget er i de andre lande, ved jeg ikke, men det kunne være et interessant syn, selvom jeg tvivler på, at det kan hamle op med vores skove.”
Idrial kunne snildt tænke jeg til, at tabet af både hustru og søn, var et stort tab for Thranduil. De personer måtte nemlig være dem, der var tættest knyttet til ens hjerte, og direkte forfærdeligt måtte det være at miste dem. Selv havde hun ikke mødt nogen af hans kærer, som hun ikke kunne sige, at de kom i de samme kredse. Hun var nemlig på ingen måde adelig, hvilket han helt måtte være, når hans egen søn havde været leder og hærføre, hvor han nu selv stod som leder og elvernes konge. ”Jeg er sikker på, at din stolthed er fuldt ud berettiget. Det er nogle store positioner han udfyldte, og ligetil er de ikke at opnå, men det gjorde han.. Og det glæder mig at høre, at du finder varme ved mine ord,” sagde hun ærligt og smilte til ham. Roligt bevægede hun sig op af den snoede trappe, som den måtte vikle sig smukt om træets stamme. For andre racer end elverne var dette et smukt særsyn, men for elverne var dette normen, og hun elskede det. Aldrig kunne hun blive træt af at bo så vidunderligt et sted som dette, hvor hun ligesom ham boede i en hytte oppe i selve trækronerne. Det var dog sikkert, at han boede mere overdådigt end hende. ”Tør? Hvad frygter du, at folk vil gøre ved dig?” spurgte hun dybt forundret. Det var en levestil hun på ingen måde forstod sig på, men i så fald måtte han bare fortælle nærmere. Det så ej heller ud til, at han havde noget imod det. ”Tak,” sagde hun stille, som hun som den første trådte ind over dørtærsklen, efter at hun havde tørt sine støvler af. Hun ønskede trods alt ikke at tilmudre hans gulv, når han var så venlig at invitere hende indenfor. Kappen frigjorte hun langsomt fra sine skuldre, hvor hun hang den op på en knage, som han havde anvist hende til. ”..Du ønsker ikke selv at vise mig rundt?” spurgte hun en anelse usikkert. Personligt tvivlede hun på, at hun ville nå langt på egen hånd, da dette alligevel måtte være ufatteligt overvældende for hende, hvilket også helt måtte gøre hende nervøs. Han ønskede, at hun skulle være sig selv, men svært var det nu, når hun vidste, hvem han var, og særligt når hun generelt ikke var vant til at være alene i mænds hjem. Derfor vidste hun på ingen måde, hvad hun kunne tillade sig eller burde gøre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde aldrig været ude for Procias i et fredfyldt øjeblik, hvor han egentlig kun var der for at.. kigge. Måske at det også var noget som skulle til, så selv hans indblik af den verden som han befandt sig i, kunne ændre sig bare en smule, så han ikke skulle være så fasttømret? Han kunne ikke selv lide det, også fordi at han vidste, at det var noget som kunne hæmme ham i hans eget arbejde, og det var jo slet ikke noget som han ønskede sig. Han sendte hende et mildt smil, som han roligt nikkede. Han mente det skam også, når han sagde, at hun skulle gøre sig sine egne erfaringer med tingene, og ikke bar lytte til alt det som andre fortalte hende, for det kom der da slet ikke noget godt ud af. ”Folk er nok helt anderledes ned når krig, død og ødelæggelse hærger, det må jeg give dig ret i. Jeg ønsker at opleve tingene også i fredens lune, når muligheden selvfølgelig skulle byde sig. Jeg vil blot vente.. Vente på at foråret endelig tager ordentlig fat, så jeg kan se det fra sit smukkeste, og ordentlig danne mig indblikket og indtrykket af landene i deres helhed,” sagde han roligt. Hvad han elskede mest, var selvfølgelig naturen, men selv alene den vej, kunne han jo gøre sig utrolig mange indtryk af folket som holdt til og boede der. De grønne øjne gled mod hendes smukke skikkelse. ”Jeg tror ikke det kan hamle op med det som vi har her i Procias.. Men det kunne være interessant at se hvor stor forskellene i sandhed er fra land til land,” endte han ganske sigende.
Tabet havde været hårdt, men en del af livet, også selvom det slet ikke var meningen at forældre skulle begrave deres børn. Det var jo faktisk det dødsfald som havde taget hårdest på ham, men igen, så var det jo trods alt også det som var ham det nyeste. Han betragtede hende sigende. Hendes ord var selvfølgelig noget som varmede ham, for han kunne godt lide at høre hans søn blive rost, for han havde gjort det godt. Det var først efter sønnens bortgang, at han havde taget pladsen som leder tilbage til sig selv, for et eller andet, havde han jo trods alt været nødsaget til at gøre. ”Han gjorde det godt i den tid som han nu havde. Det er lige før, det er ham som har givet mig en plads at skulle udfylde med de skyhøje forventninger,” forklarede han sandfærdigt. Selv var det faktisk svært for ham at åbne sig helt op og lade hjertet atter lukke andre ind. ”Skuffelsen.. Bange for igen at ende alene,” svarede han ærligt, som han roligt førte hende med sig op af trappen og ind i hans hjem. Varmt var her, da han var i gang med en lille pejs – kun med det døde træ, da det aldrig kunne falde ham ind at gøre brug af det friske. Han ønskede bestemt heller ikke at gøre skade på naturen, da han vægtede det utrolig højt! At hun ønskede en rundvisning, fik ham kun til at smile let for sig selv. ”Selvfølgelig. Kom med mig, min kære,” sagde han roligt, som han ledte hende ind i stuen som lå lige ved. Igen meget naturtro med planter stort set over det hele, en pejs som stadig sørgede for at det var varmt, tæpper på gulvet, det som lignede en sofa, et sofabord. ”Min lillestue,” sagde han roligt. Stort var her ikke, men halvstort når man tænkte på, at han faktisk var alene.

[Deleted]

Idrial forstod skam godt, at han var interesseret i at se de forskellige lande, udenfor krigssæsonen. Alt måtte forekomme mere idyllisk, når der herskede ro og harmoni. Det var trods alt ikke mange år tilbage, at Procias havde forekommet hærget, som skoven havde været nedbrændt. Dengang havde det ej heller været et smukt syn, hvor man næppe havde ønsket at tage dertil som udefrakommende, men nu stod det igen. Smukt måtte alt også forekomme, når foråret eller sommeren blomstrede, så hun forstod udmærket godt, at han ventede til det kommende forår. Det burde hun selv skrive bag øret, hvis hun ville gøre alvor af sine drømme. ”Jeg har aldrig vandret omkring i krigens stund, men jeg betvivler ikke, at ens mentalitet ændres. Derfor betvivler jeg ikke, at fredens tid ville være ideel for dig, og især i en frodig og blomsterende stund. Det er selv en tangegang jeg vil gøre brug af, når jeg engang drager ud,” sagde hun roligt. At han gav hende ret i, at de andre lande formentligt ikke kunne hamle op med Procias’ smukke natur, fik hende til at smile let. Hun vidste ikke, hvordan verdenen så ud udenfor, så hun kunne ikke sige, om det i virkeligheden bare var ens. En ting vidste hun dog, og det var, at dette måtte være det smukkeste sted hun nogensinde havde set. Det var muligvis også derfor, at hun ikke brændende følte en lyst til at drage ud i verdenen, men det måtte bare være sådan det nu engang var. ”Det kunne i sandhed være interessant at se, om de andre lande ser ud ligesom her, eller om det er vidt forskelligt i forhold til, hvad vi er vant til her.. Men det må du allerede vide, siden du har været udenfor grænsen.. Krig eller ej, så har du jo set noget,” sagde hun sigende.
Muntert blev glimtet i Idrials himmelblå øjne, som han sagde, at det var ham der havde nogle sko at udfylde og ikke hans søn. En anelse mærkværdigt var det, eftersom normen gik ud på, at ens børn skulle leve op til sine forældre, og ikke omvendt, men til tider hændte det trods alt, at den norm blev brudt og der var nogen i mængden der skilte sig ud. Det var dog en trist skæbne Thranduil havde lidt, som han var blevet ladt tilbage af sine kæreste, men i situationer som dem var der intet andet at gøre end blot at leve videre. ”Jeg er sikker på, at det nok skal ordne sig. Af hvad jeg har hørt, har folket allerede taget godt imod dig,” sagde hun roligt. Det havde været en verden, som han før havde været ude i, så det burde falde på plads, selvom forventningerne var høje. Hendes hoved faldt let på sned. ”Der vil altid være en risiko for, at vi vil forlade denne verden, eller at tingene ikke forløber sig, som man oprindeligt havde ønsket, men vi kan ikke lade vores liv styres af frygt. Ikke hvis det er ens betydning med, at vi bliver ladt for os selv,” sagde hun stille. Selv havde hun venner omkring sig, og at være foruden ønskede hun ikke at være. At han slet ikke havde nogen, fandt hun trist og underligt, eftersom han var en behagelig person, så ligesom hun havde gået ud fra, at han havde en hustru, havde hun gået ud fra, at han var underholdt med adskillige bekendte omkring sig. Svagt gled smilet over hendes læber, som han medgav, at han ville følge hende omkring. Hvis ikke han havde villet, havde hun garanteret ikke nået vidt omkring, og en skam ville det have været, eftersom hun virkelig var interesseret i at se, hvilken mand han var. Fingrene gnubbede hun let imod hinanden, da de skulle opfange den pludselige varme der var hende omgivet, som det nu måtte gå op for hende, at det alligevel havde været mere køligt ind ventet derude. ”Det er fint.. Afslappet.. Jeg kan lide det,” sagde hun ærligt, som de nåede ind i stuen der syntes at være hyggeligt møbleret med de mange tæpper, sofamøblementet, den antændte pejs, og selvfølgelig … de adskillige grønne planter.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede faktisk at se hvordan det så ud udenfor Procias når det ikke var i krigens tid. Når alt endelig skulle komme til stykket, så ønskede han jo faktisk at se det i et fredeligt øje med, for det ville vel også gøre godt, når det endelig skulle være i den anden ende. Han nikkede med et stille smil på læben. At hun selv ønskede at opleve verdenen derude, kunne han faktisk godt forstå, hvilket han selv ønskede at gøre det, når han endelig skulle få muligheden for dette. ”Jeg kan udmærket godt forstå dig. Når man endelig skal søge udover landets grænser, så skal man selvfølgelig gøre det i den blomstrende stund. Jeg går nemlig ikke ud fra, at synet på naturen er meget anderledes de andre steder, end hvad den må være her nu,” endte han med en rolig stemme, som han let trak på skuldrene. Han kunne virkelig godt lide at snakke med hende. Han følte af en sjov grund, at han kunne være rolig og bare sig selv, hvilket han faktisk havde manglet at være omkring. ”Jeg har set en god del, men jeg har nok aldrig skænket det en videre tanke. Mine tanker har hvilet på krig og strid, samt den kommende død og ødelæggelse.. Det kunne være yderst fascinerende at se det under et fredeligt øjeblik og bare.. kunne nyde det,” sagde han ærligt og med en næsten drømmende stemme. Han nød faktisk af det!
Man kunne ikke ligefrem sige, at Thranduil havde været heldig, og et sted, så var det vel heller ikke så underligt igen, at han reagerede som han gjorde på det hele? Han følte sig ensom, og eftersom han havde gravlagt alle mere eller mindre, som havde været ham så nær, så frygtede han faktisk for at åbne hjertet for endnu en. Et sted var frygten for at miste og blive skuffet, noget som stod stærkest i ham. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er jeg da glad for. Jeg håber skam også, at det er dit indtryk af mig,” endte han med en ganske sigende mine, som han roligt førte hende op af trappen og ind i hans hjem. Det var stort med tanke på at han var alene om det, men han ønskede nu heller ikke at være meget anderledes end så mange andre, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. Han ønskede at være folkelig, og nu hvor han faktisk havde det så godt med hende, hvorfor skulle han så lægge det om for noget som helst? Hun havde så ret i hendes udtalelse, for et sted lod han sig vel.. styre af sin egen frygt? Han trak vejret dybt og rettede sig op. ”Så sandt.. Men det kan være svært at undgå, når tabene sker så frygtelig tæt på en selv,” påpegede han med en ganske dæmpet stemme. At vise hende rundt, var faktisk ikke noget som han havde noget imod, for han ville faktisk gerne være sådan omkring hende, for det var noget af det bedste af det hele. At hun kunne lide hans stue, var noget som fik ham til at smile. ”Det er også meningen. Jeg kan godt lide den lidt mere afslappet atmosfære.. Kom.. Jeg har noget jeg gerne vil vise dig..” endte han roligt, som han tillod sig selv at lægge armen let omkring hende, så den gik i hvile ved hendes lænd, idet han roligt førte hende med sig mod hans arbejdsværelse. Ikke fordi at det var særlig stort, da det jo trods alt kun var til arbejde, når han sad med det skriftlige, for det var jo også en del af det. Han førte hende roligt hen til dørene som stod bagerst i lokalet, inden han roligt slog dem op, kun for at afsløre en halvstor terrasse over træets største og stærkeste grene, hvor man havde en smuk udsigt over store dele af skoven. Solen som stod over dem, fuglene som sang, floden som sneg sig langt forbi dem og dyrene som vandrede langs den.

[Deleted]

Thranduil behøvede end ikke at overbevise Idrial om, at hun enten skulle vælge foråret eller sommertiden, hvis hun ønskede at søge ud over grænserne. Selv var hun nemlig også af den overbevisning, at man enten skulle komme på den blomstrende eller frodige tid, hvis man skulle opleve noget helt nyt. Efteråret og vinteren havde selvfølgelig også sin charme, men det var ingenting i forhold til de to andre. Hun tænkte desuden også selv, at et nøgent træ var et nøgent træ, hvor sne var sne. Træets stamme kunne selvfølgelig være anderledes, som der fandtes forskellige træsorter, men det var ikke nok til, at det rev i hendes nysgerrighed. ”Jeg tror, at du har ret i din tankegang. Vinter er vel rimelig meget bare … vinter. Men foråret burde komme, inden vi ved af det, så muligheden burde snart være der,” sagde hun roligt. Blikket lod hun dvæle på hans skikkelse, hvor hun helt måtte smile, som hun opfangede hans drømmende tone. ”Selvfølgelig.. Hvis det var dit job, og det var det du var omgivet af, så er der ikke meget at sige til det. Men jeg tvivler ikke på, at et fredeligt øjeblik kunne gøre underværker.”
Selv havde Idrial på fornemmelsen, at elverne havde taget godt imod Thranduil. Hun kendte muligvis ikke alle og enhver, men hun havde ikke just hørt nogen komme med de store beklagelser, så ud fra det måtte det vel gå ganske fint? ”Mit indtryk af dig har i hvert fald ændret sig, efter at jeg har mødt dig,” svarede hun lettere gådefuldt, uden at smilet på hendes læber falmede. Hun havde skam et positivt billede af ham, så det behøvede han end ikke at betvivle. Han havde dog taget fusen på hende, som hun ikke havde forventet en så … folkelig mand, som hun af alle i verdenen kunne snakke med. Nysgerrigt lod hun sit blik glide omkring, som de bevægede sig ind i stuen. Rummeligt var det, men hun nød det hele, som det var finere end det hun var vant til, men stadig naturrigt. ”Det tror jeg gerne.. Men jeg er nok heller ikke den rette at diskutere ting som dem med,” sagde hun stille. Det var ikke fordi, at hun ikke ønskede at høre på ham. Slet ikke! Hun kendte bare ikke til det at miste en man holdt kær, som hun aldrig havde været en mand tæt, så forelsket havde hun aldrig været, og derfor kendte hun heller ikke til det at have børn. ”Det er også, hvad en stue skal være.. Afslappet.. Det skal være det sted man kommer hjem til, hvor man kan slippe alle bekymringerne og bare være sig selv,” sagde hun roligt. At han så sagde, at han ønskede at vise hende noget mere, blev hun straks nysgerrig. At han derefter lagde en arm omkring hende, gjorde hende direkte forfjamsket, for det var hun da slet ikke vant til! Som de begyndte at gå, faldt hun næsten over sine ben, hvilket blot gjorde hende endnu mere forlegen, da hendes kinder i så fald blev røde. Hun væltede dog ikke, som hun formåede at holde sig på benene til sin egen lettelse. En anelse undrende var hendes blik, da de trådte ind på kontoret, for … det var ikke det mest spændende i forhold til hans begejstring. Da han så slog de bagerste døre op, så terrassen kom til syne, forsvandt al undren! Smukt var det, hvor det helt kunne se romantisk ud. Det havde det garanteret også været, hvis bare det havde været forår eller sommer, samt han rent faktisk havde haft et sådant billede af hende. ”Wau.. er det en udsigt som denne man får, når man er i en position som din? Det er smukt.. Garanteret et særsyn om sommeren,” sagde hun med begejstring i stemmen, som hun bevægede sig ud på terrassen. Det var ikke en udsigt hun selv havde, men uden tvivl en udsigt hun hellere end gerne ville have! Armene havde hun slået beskyttende om sin krop, som hun var trådt udenfor i kulden. Koldt var det, men hun ønskede at se, hvad man kunne få, når man var en mand som ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Foråret og sommertiden, var selvfølgelig de bedste tidspunkter, hvorpå man kunne nyde sig af naturen i den kommende blomstring og selvfølgelig også i blomstringsperioden, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han selvfølgelig at det var noget som man kunne nyde oprigtigt, frem for bare at ende skuffet, hvilket han selvfølgelig ikke ønskede at opleve, dersom det var noget som man ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han sendte hende et let smil. Hun havde så ret i hendes udtalelser, hvilket han selvfølgelig ikke havde det mindste imod, for han kunne lide det. Hun virkede til at være ganske så fornuftig. ”Foråret er kommende, og vi kan allerede nu se de klare tegn på det. Skal man endelig se det ,skal man kunne se det hele. Det er altid fascinerende at se hvad der blomstre andre steder, end hvad man er vant til hjemme, trods alt,” endte han ganske ærligt, som han igen vendte blikket frem for sig, da de langt om længe måtte nå byen. Smukt var her, men selv det havde han svært ved at se efterhånden, også fordi at han vel var ved at være så.. vant til at se tingene nu? Han ønskede jo selv at have muligheden for at se sig lidt omkring og se lidt.. andre ting, end hvad der var naturligt og normalt. ”I krigens stund, er det svært at tænke på andet, må jeg erkende.. Selvfølgelig ønsker jeg at opleve det under andre omstændigheder, når muligheden for dette selvfølgelig vil melde sig. Med et folk og en skov at kontrollere, mit samarbejde med kongehuset og mit ansvar for murene omkring, så er det svært at finde tiden til det. Desværre,” erkendte han med en rolig og ærlig stemme.
At folk havde taget vel imod Thranduil, var han selvfølgelig glad for, for han gjorde tingene så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Selvom det kun resulterede i, at han havde yderst lidt tid for sig selv, så var det en ringe pris at betale for folkets velbefindende og tryghed, hvilket var noget som han stod fuldkommen fast på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I det tilfælde, håber jeg at det har ændret sig til det mere positive, end hvad det førend var,” svarede han ærligt. Det betød meget for ham, at folk var komfortable med ham på så stor og vigtig en post. Hovedet lod han søge let på sned. ”Det er altid rart med en udenforståendes synspunkt. Det er faktisk hvad man kan lære bedst og mest af,” endte han ganske sigende og med en rolig stemme, skønt det jo faktisk var ord som han måtte mene i den anden ende. At hun så kunne lide hans stue, var selvfølgelig en tanke som glædede ham. Han gik nemlig også meget op i at det skulle være hyggeligt, komfortabelt og yderst naturtro, uden at virke ødelæggende, og det havde han tilsyneladende klaret, og det betød faktisk meget for ham. ”Det glæder mig du kan lide den,” sagde han roligt og med en ærlig stemme, for det var jo faktisk noget som betød uendelig meget for ham.
Som Thranduil trak hende med sig ind på arbejdsværelset, var det ikke fordi at det var det som hun skulle se. Der var ikke rigtigt noget som helst i det, da det jo bare var.. et arbejdsværelse, da han ønskede at have personlig og professionel adskilt. Døren slog han roligt op ud til det som nærmest måtte minde om en halvstor terrasse, hvor han selv måtte fryde sig ved hendes reaktion, da det også var noget som han faktisk satte utrolig højt. Han elskede at sidde derude når varmen var med dem. ”Mit hjem har ligget i familien i generationer, så det følger nok ikke bare med min erhvervsposition, desværre. Det er i sandhed det smukkeste i sommerens halvår kan jeg fortælle dig..” Han lod hende roligt træde ud på terrassen, hvor han fulgte hende, kun for at stille sig bag. Koldt var det, men selv han nød af hendes begejstring for det. ”Kan du lide det..?”

[Deleted]

Det glædede Idrial at høre, at de var enige på størstedelen af de punkter, de betrådte. Det var bestemt ikke, hvad hun havde forventet, eftersom han var adskillige årtusinder ældre end hende, samt han kom fra en anden rang, som han var elvernes konge, og derfor tilhørte en anden samfundsklasse. Hun havde dog erfaret, at han var en mand der var nede på jorden, og derfor utrolig omgålig, hvilket fuldt ud arbejdede til hendes fordel, da hun så følte, at de sagtens kunne mænge sig med hinanden. ”Jeg kan ikke sige det bedre selv.. Personligt ser jeg dog særligt frem til vores forår i år, efter alt hvad skoven har gennemgået den seneste tid. Hjemme vil trods alt ikke længere være det vante syn for os,” sagde hun roligt. Efter den væmmelige skovbrænd var meget hændt, som skoven langsomt havde genopbygget sig selv ved hjælp af elverne og druiderne. Afbrændingen betød dog, at tingene havde forandret sig, som tingene havde rykket plads, og derfor måtte det særligt være interessant at se, hvordan det første blomstrende forår ville komme til at se ud. ”Jeg håber, at jeg aldrig kommer til at opleve krigens hede.. Men jeg kan forestille mig, at du har langt mere pressede ting at se til, end at tage på udflugter for egen vindings skyld.” Selv havde hun alverdens tid, hvilket hun måtte sige, at hun nød. Det havde dog ikke fået hende til at søge væk i længere perioder af gangen, men det kunne der vel altid blive plads til. Hun havde trods alt endnu hele livet for sig.
Folket havde taget positivt imod ham, ud fra hvad Idrial havde hørt. Hun kunne dog ikke sige, at det var blevet langt bedre blandt elverne under hans regime, eftersom hun lige var blevet myndig, og derfor først nu var kommet ind i den del af verdenen. Selv havde hun dog intet at klage over, og derfor regnede hun med, at det var et positivt tegn. ”De er endnu ny indsat, og jeg er næppe den korrekte person at spørge, om jeg synes bedre om denne ledelse end de forhenværende, da det er en del af livet jeg først lige er blevet introduceret for,” sagde hun ærligt. Hun var bestemt ikke gammel, men indtil videre så det ikke ud til at genere ham, og så var al vel godt. ”Det glæder mig, at jeg kan være til en smule hjælp,” sagde hun mildt. Stuen betragtede hun med nysgerrighed, som de nåede den, hvor den alt i alt faldt i hendes smag. Hyggelig så den ud, som det lignede et sted, hvor man kunne slappe af, og i så fald opfyldte den sit formål. At de så søgte videre mod det næste rum, gjorde hende intet, da hun var interesseret i at se hele hans hjem. Selve arbejdsværelset sagde hende dog ikke det største, men det var en mening der hurtigt blev ændret, som han slog dørene op til terrassen. Et utroligt idyllisk sted var det i sandhed, hvor hun helt ville ønske, at det var hende der boede her. Det var dog langt fra tilfældet. Armene slog hun om sig selv, så hun kunne forsøge at holde på varmen, skønt det var umuligt i denne kulde. Hun så sig dog omkring med begejstring i blikket, da dette sted virkelig måtte betage hende. ”Du er heldig at have dig så utroligt et hjem som dette. Jeg må ærligt indrømme, at jeg misunder dig for det. Og at det er smukkest de luneste måneder, undrer mig bestemt ikke,” sagde hun smilende. Blikket vendte hun roligt mod ham, som han stillede sig bag hende. ”Jeg tror ikke, at der findes den person, der ikke ville kunne lide det,” sagde hun sandfærdigt, uden smilet forlod hendes bløde læber.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det glædede selvfølgelig Thranduil at de kunne være enige, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Selv på trods af den aldersforskel der var på dem, og det faktum, at de måtte komme fra hver deres samfundsklasse, men at de kunne komme til enighed om tingene. Foråret i Procias var altid en smuk ting, og selvfølgelig var det noget som han var utrolig glad for, for det gjorde jo bare tingene meget nemmere og enklere for hans vedkommende. Han trak let på smilebåndet. ”Skoven har gennemgået frygtelig meget igennem de sidste år, det er sandt. Selv jeg er spændt på at se hvad foråret kan gøre ved tilværelsen her. Det vil ikke være det vante syn mere, det er sandt.. Men hvem ved..? Måske forandringerne som vi nu er tvunget til at gennemgå, er bedre end hvad de har været til nu og fører til det bedre i fremtiden,” endte han med en ganske sigende mine, som han let lod hovedet søge på sned. De var enige om tingene, hvilket selvfølgelig gjorde det hele så meget bedre, selv for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Tiden er måske ikke den jeg har mest af til de personlige udflugter udenlands desværre. Jeg håber selvfølgelig heller ikke, at krigens hede, er noget som du selv skal komme til at opleve.. Der findes ikke noget værre end det,” endte han med en dæmpet stemme, for han mente det dog. Der fandtes ikke noget være en krig og strid på den måde!
Selvom Idrial måske ikke var særlig gammel, så var det ikke noget som generede Thranduil det mindste, for han kunne godt lide at få at vide.. også af de yngre, om hvordan de så tingene og hvordan de opfattede dem, for det var jo trods alt også dem som var elvernes fremtid, og selvfølgelig dem som skulle slå sig til tåls. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, som han let lod hovedet søge let på sned endnu en gang. ”Du har såmænd ret, Idrial. Du er måske ikke blevet introduceret til min faders regime, men selv jeg kører meget efter den samme stil som han gjorde. Alt var idyl tilbage i den tid.. Stort set,” endte han med en rolig stemme. At vise hende rundt i hans hjem, var heller ikke noget som han havde noget imod, for han ønskede jo at vise hende det hele. Stuen var faldt i smag, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for, for han ønskede jo at det hele skulle falde i smag ved hende! At vise hende balkonen eller terrassen, hvor han holdt de mange møder om sommeren. At selv det var en interesse som faldt godt ved hende, var noget som han specielt også godt kunne lide! Nu hvor han havde stillet sig bag hende, så var det ikke fordi at det var noget som skænkede nogen former for varme, for det gjorde det på ingen måde. Han nikkede mod hende. Han var heldig og privilegeret hvad dette angik, så det passede ham egentlig ganske fint. ”Jeg er heldig med mine forældre. De havde det som sagt før mig.. Jeg er glad for at du kan lide det.. Du skal være velkommen til at kigge forbi når varmen og farverne kommer retur til skoven her.. Jeg vil gerne have du skal se det på sit smukkeste,” afsluttede han roligt og med en ganske sigende mine.

[Deleted]

”Det vil være et nyt syn, vi bliver mødt af, men det vil uden tvivl være et fantastisk et af slagsen. Alt vil blive født på ny igen, og det kan aldrig bære noget skidt med sig. Det vil dog blive et syn vi skal vænne os til, som rødderne og sående har fået fæste nyt steder, hvor intet derfor vil stå på sin vante plads,” sagde Idrial roligt. Det var måske meget muligt, at hun ikke var særlig gammel, men man skulle bestemt ikke kimse af hendes viden omkring skoven. Hun var født og opvokset her i denne skov, og det gjorde, at hun kendte hvert et hjørne af den. Intet var hende ukendt her, men om det ville ændre sig nu, når skoven blev genfødt, blev interessant at se. Hun var dog sikker på, at hun hurtigt ville få kendskab til den igen, som dette sted trods alt var hendes liv. ”Heldigvis er skoven et vidunderligt sted at befinde sig.. Derfor behøver det ikke at være tragisk, at du ikke har megen tid til at søge udenlands,” sagde hun mildt. Selv anså hun det ikke for at være synderligt slemt, at han ikke kunne rejse udenlands, da hun selv elskede at være her. Nysgerrig var hun dog, og derfor mente hun alligevel, at alle burde havde muligheden for at søge ud. ”Jeg tror gerne, at det ikke er til at kimse af, men det er ofte en sti mange vælger selv. Det er trods alt primært soldaterne der får krigsmarken at se, og det vil aldrig være et liv, jeg vil vælge.” Krig var bestemt ikke hendes stil, hvor hun vel mere var freden selv. Hun var en kvinde der nød livet i det fri, som hun elskede skovens skønhed og ro. Hun var desuden kunstnerisk anlagt, fremfor våbenkyndig, som hun desuden havde ringe erfaring indenfor våbenbrug.
”Alt var idyl? Det lyder som et billede alle kunne leve efter.. i hvert fald her i skoven,” lød det stille fra Idrial. ”Men fortæl.. Hvordan var det anderledes til forskel for det vi har i dag?” spurgte hun ham nysgerrigt kort til efter. Han havde indvilget i, at han ville fortælle videre så straks de nåede indenfor, og det var de nu, så nu holdt hun j heller spørgsmålene tilbage. En nysgerrig kvinde var hun, hvor hun sikkert kunne få mange interessante oplysninger ud af ham. Han virkede også til at være villig til at fortælle, og det forbedrede også kun det hele! Nysgerrigt så hun sig omkring, som de nåede udenfor, hvor hun også tog nogle skridt omkring. Smukt var det, som man kunne se alt herfra. Smilet bredte sig også helt på hendes læbe, som hun svagt kunne høre bækkens klukken. Koldt var det dog, som det var vinter, og de begge havde smidt overtøjet. Derfor endte hun med at tage gangen tilbage til kontoret, uden hun slap taget om sine slanke arme. ”For at man ikke kan nyde et sted som dette, skal man være blind,” sagde hun ærligt, inden hun forlegent slog blikket ned igen. Han var måske bare høflig, men hun tænkte alligevel sit, når han inviterede hende hertil igen, når det engang blev sommer. ”Det ville være en sand glæde, hvis jeg kunne blive beriget med dette syn på en varm sommerdag. Jeg tvivler ikke på, at det er et majestætisk syn, når der kommer skud på al det grønne.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke noget imod at dele de mere dybsindige tanker med en som Idrial. Hun virkede til at være en yderst fornuftig kvinde, selv i hans øjne, så selvfølgelig var det en tanke som i sig selv, også måtte glæde ham, så det var skam heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Ved den skiftende årstid, vokser alt og alt fødes på nyt. Det er noget af det smukkeste som er tilbage i denne verden, må jeg sige.. Og jeg er enig med dig.. Intet er som det nu engang har været.. Selv skoven beviser endnu en gang sin styrke til at overleve hvad menneskeligt den har været udsat for,” sagde han med en tydeligt imponeret stemme. Han var selvfølgelig glad for det, for hvad der var sket, var en hændelse ude for hans hænder, og det havde været skræmmende, for følgerne af dette, kunne have været katastrofalt, og det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i på nogen måde! ”Jeg ser skam ikke direkte.. tragisk på det foretagende.. eller manglen på det samme, men en skam.. En skam, at jeg ikke kan udforske mere i det, og gå mere i det jeg allerede ved,” endte han sigende. Det kunne godt være, at han var gammel, hvor hun endnu fremstod ganske ung, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han havde jo selv været som hun var.. En ung mand som ønskede at finde sin plads, og finde sig til ro i alt det som var omkring dem. At livet som soldat ikke var for hende, sagde han skam ikke noget til, for han var enig. Det var slet ikke et sted som en kvinde burde være og opholde sig på! ”Jeg ser også helst, at du bliver her, hvor selv jeg ved at du er tryg.. Ligesom alle andre,” erkendte han med en rolig stemme.
At vise hende det smukke ved hans egen placering, var noget som kun fik Thranduil til at smile, for han gjorde det skam ikke for at prale eller noget af den stil, for han ønskede jo egentlig bare at give hende indblik. At hun så spurgte mere ind til det, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Børn kunne rende ned af gaderne og lege, uden at forældrene behøvede at se ud af vinduerne, for at holde øje med dem. Selv børn kunne komme sent hjem, uden at få en opsang om hvor farligt det var at forblive ude om natten.. ” forklarede han ærligt. Det havde ikke været nær så meget at se op for, og det var noget som selv han måtte savne. At hun trådte mere indenfor igen, sagde han ikke noget til, for det var stadig godt koldt udenfor. Han fulgte roligt med hende, kun for at lukke dørene efter dem, så de igen kunne gribes en smule af den varme, som måtte være inden døre. Den var i den grad tiltrængt efterhånden! ”Det glæder mig at du ser sådan på det.. Jeg vil meget gerne have at du skal se det, når det for alvor blomstre. Det giver en, en hel stolthed over at være en del af det.. Du fryser vel ikke? Vi må vidst få varmen i dig, min kære..” afsluttede han endeligt, som han roligt gjorde tegn til at hun kunne gå tilbage i stuen. Der ville være nogen filtede tæpper hun kunne tage på, dersom hun frøs for meget til andet.

[Deleted]

”Vi frygtede vel alle i en årgang, at skoven ikke ville vende tilbage til dets gamle stadie. Det er derfor en sand lettelse, at den alligevel fandt tilbage, så folket og dyrene kan nyde og vende tilbage til deres oprindelige bosteder,” lød det roligt fra Idrial. Skoven lå i hendes hjerte, og derfor havde det været en ualmindelig stor sorg for hende, at skoven havde brændt, da det var alt hun kendte til. Derfor var det heldigt, at skoven havde formået at genopbygge sig selv, som livet endnu engang summede i den. ”Det er vel altid en skam, at man bliver holdt tilbage, når man har en drøm, som man gerne vil have realiseret. Men på den anden side må ledertitlen også være en drømmeposition for dig, og derfor være det værd at følge,” kommenterede hun sigende. Selv var hun glad for, at hun var fuldkomment fritstillet, som hun ikke var vundet fast til et erhverv eller en familie. Hun havde sig selv og sine fritidsinteresser, og det passede hende perfekt. Alligevel var hun altid blevet holdt oppe, som hun aldrig havde været længere væk. Skævt smilede hun, som han sagde, at ønskede hende her i skoven, fremfor ude på slagmarken. Det passede hende yderst fint, da hun bestemt var til fred og idyl, fremfor det kaotiske. ”Det har jeg skam ingen indvendinger imod.”
Terrassen nød Idrial, hvor hun bestemt kunne se sig selv herude i sommertimerne. Desværre var det ikke hendes lod i livet at bo et ligeså fornemt sted, som Thranduil, som hun i stedet skulle bevæge sig rundt, hvis hun ønskede at få en fornemmelse af de steder, som hun kunne se her. Det var et liv hun uden tvivl ønskede sig, men et liv som hun næppe ville få at føle. Nysgerrigt lyttede hun til ham, som han fortalte om idyllen fra gamle dage. Det var ikke direkte fordi, at hun nogensinde var blevet belært om, at skoven var et farligt sted, men alligevel havde hendes moder været opmærksom på, hvad hun havde været i færd med. ”Det lyder som et drømmescenarie for mange.. Det er næppe den fred man kan beskrive i Procias for tiden. Særligt efter afbrændingen og angrebet på slottet, som det har rystet alle her,” sagde hun stilfærdigt. Igennem de sidste par år, havde det stået ganske slemt til i Procias, som mange væmmelige hændelser havde fundet sted. Derfor var landegrænsen også blevet langt mere bevogtet, som der nu var kommet ønske om at holde landet lukket og sikkert for den procianske befolkning. Mildt smilede hun til ham, som han trådte ind efter hende og lukkede døren til. ”I så fald vil jeg se frem til at komme forbi her til sommer,” sagde hun varmt. ”Det er ikke helt varmt at stå udenfor uden sit overtøj, må jeg indrømme,” svarede hun roligt, som det måtte indikere, at hun skam frøs. Derfor så hun frem til at komme ind og føle varmen igen, som kulden hurtigt havde nået ind til benene på hende. Derfor tøvede hun ej heller med at bevæge sig tilbage til stuen, som han gav hende tilladelse til det.