Upcoming spring!

[Deleted]

Idrial smilede let. ”Det lyder næsten som om, at min leder ønsker, at jeg arbejder for ham i al hemmelighed, sådan som han ønsker, at jeg skal markedsføre ham,” lød det fra hende i en drillende tone, mens de himmelblå øjne havde optaget en livlig gnist. Hun mente dog sine ord, da Thranduil fik det til at lyde som om, at hun skulle arbejde under dække, sådan som han ønskede, at hun skabte ham et godt rygte, inden han selv begyndte at søge ud. Hun kunne sagtens gå rundt og ligge et godt ord ud for ham, da hun oprigtigt kunne lide ham. Derfor havde hun intet imod at indrømme for folk, at hun syntes om deres nye leder, da det trods alt bare var sandheden. Hun så dog helst, at han skabte sit eget omdømme, men hvis det var ham svært, kunne hun vel godt hjælpe ham lidt på vej? Hvis folk vel og mærket ønskede at lytte til hende. Hun var trods alt en ganske ung kvinde, og derfor kunne nogen sagtens være af den mening, at hun ikke vidste, hvad hun talte om, selvom hun personligt følte, at hun havde styr på tingene. Dæmpet slap hun en perlende latter, som han indskød, at hun roste ham, uden at vide, om hun overhovedet syntes om det, hun roste. ”Hvad kan jeg sige? Jeg har åbenbart en vis form for tiltro til dig.. I hvert fald i køkkenet,” svarede hun muntert. Maden begyndte hun derefter at smage på, og ret havde hun haft! Suppen smagte, som den måtte smage ligeså godt som den duftede og varmede, og det var udelukket en god ting. Det var ikke alle mænd der besad kogekunsten, men hun måtte uden tøven indrømme, at det gjorde han, og det kunne hun godt lide ved ham. Det fortalte nemlig også nogle ting om ham, og det kunne hun kun lide, som han indtil nu kunne havde givet hende et godt indblik i sit liv. Hyldeblomst drikken tog hun roligt om, hvor hun tog en tår af den bløde frugtsaft. En god kombination af det hele var det, og hun tvivlede ikke på, at hun nok skulle gå veltilpas derfra, når deres veje engang skiltes. Hun blinkede gengældte muntert blinket. ”Jeg har skam al tid i verdenen.. Spørgsmålet er mere, om du har,” kommenterede hun med et smil på læben. Sande måtte hendes ord være, for hun havde skam intet at nå, hvorimod han var leder og derfor havde et naturligt arbejde, der krævede meget af ham. Derfor tænkte hun, at det var ham tiden ville rende ud hos, hvis den da rendte ud hos en af dem. At han ville fortælle hende om sin ungdom, passede hende skam fint, skønt hun roligt kunne regne ud, at det var ufatteligt længe siden. Det var dog også interessant at høre, hvordan det havde været dengang han havde været ung, til forskel fra hvordan det var nu. Han havde allerede fortalt hende om den bedre mentalitet dengang, og nu var hun bare spændt på at høre mere fra ham. ”Jeg vil høre alt, hvad du har lyst til at fortælle mig, og dine yngre dage lyder som en perfekt start,” sagde hun sandfærdigt og sendte ham et smil. Et nysgerrigt væsen var hun, og derfor var hun mere end spændt på at høre, hvad han havde at fortælle hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde slet ikke det fjerneste imod, at andre elvere snakket godt om ham, for det var vigtigt for ham, at få det hele ud, også nu hvor han havde muligheden for det. Han trak muntert på smilebåndet til hendes ord, som han let rystede på hovedet. ”Hvorfor gøre det i al hemmelighed, når du kan gøre det i det åbne og fri?” spurgte han, som han let betragtede hende med det drilske smil på læben. Nu hvor maden var serveret og hun allerede roste den, uden at smage på den først, så var det også ved at være på tide, at de fik den smagt. Ikke fordi at det var noget som han havde det mindste imod, når det endelig skulle være i den anden ende, men det var faktisk vigtigt for ham, at hun var komfortabel omkring det hele, og derved også var rolig og tryg omkring ham, da det også var noget af det som han faktisk måtte erkende, at han vægtede højst. ”Jeg sætter pris på din tillid til mig i et køkken. Jeg er ganske vidst ikke en ørn til det, men.. jeg formår da at lave, hvad der er spiseligt,” sagde han med en rolig stemme, for det var ikke fordi at det var helt forkert i den anden ende, var det? Nu som det var sagt, så havde han slet ikke noget imod at skulle dele disse stunder med hende, også fordi at hun gav ham følelsen af.. at det var hyggeligt, og det var et selskab som han faktisk nød af, da det også uden tvivl var noget som han havde brug for, når det endelig skulle være, så det var ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. At fortælle om hans egen barndom og ungdom for den sag skyld. ”Lige i dag, tror jeg godt jeg kan finde tiden til en historie eller to,” sagde han sandfærdigt, da han jo faktisk gerne ville dele den del med hende, og derved skænke hende den viden fra gammel tid. At fortælle om hans unge dage, var måske et godt sted at starte, og det var han skam også enig i. Han satte sig en anelse tilbage som han vendte blikket mod hende. ”Du har ganske ret, min kære. Jeg kan starte med at fortælle om en hændelse fra dengang. Jeg var ikke særlig gammel, og havde min ene legekammerat. Hun var en pige.. Ikke meget yngre end mig selv, og hun kom fra en familie, som har været en nær familieven af min egen igennem rigtig mange år. Vi legede i skoven. Allerede dengang var landet her yderst opdelt racemæssigt. Det var sjældent at folkene fra byen, søgte ind i skoven som omvendt. Det er faktisk først her igennem de senere år, jeg ved hvordan det ser ud, udenfor skoven.” begyndte han roligt og med en rolig stemme. Eowathien havde altid været hans nærmeste veninde, også selvom det var gået galt til sidst, også selvom det naturligvis var noget som han ville komme ind på længere i historien, som han allerede nu, var i gang med at fortælle hende.

[Deleted]

Smilet bredte sig på Idrials læber, som hun kunne se, hvordan det hele måtte more Thranduil, og det glædede hende at se ham glad. Det var rart for hende at vide, at hun blot kunne sidde og slappe af i hans selskab, da hun ikke lige umiddelbart havde regnet med det. Han var nemlig det højere end hende på rangstigen, og derfor havde hun automatisk regnet med, at der ville være en forskel på dem, men der havde hun åbenbart taget fejl, og det glædede hende kun. Det gav nemlig hende, som almindelig borger, mulighed for at tale frit med dem, som hun ikke havde regnet med at kunne tale med. ”Hvorfor vil du ikke bare selv tale med de forskellige? Så er den sag løst,” spurgte hun drillende, uden smilet falmede. Hun følte godt, at hun kunne opføre sig sådant omkring ham, men hvis det nu skulle ske, at hun overtrådte en grænse, måtte han selvfølgelig sige til. Hun var nemlig mere end klar over, at de ikke var ligemænd, selvom han sagde, at han ønskede, at hun så på dem som lige. At han ingen ørn var i køkkenet, gjorde hende såmænd intet, da det ikke var forventet af ham, at han kunne lave mad. Alment var det nemlig en kvindes job, og ikke mandens at kokkerere. Samtidig med det, var det alment, at højerestående elvere – som ham – havde en tjener eller kok omkring sig. Anderledes var han dog, og det gjorde hende absolut intet! ”Hvis blot maden smager, og at jeg ikke går forgiftet herfra, er jeg glad,” sagde hun i en delvis munter tone, inden hun måtte smage på de forskellige retter, der ganske rigtigt var gode. Det var meget muligt, at han ikke tilhørte eliten i et køkken, men på den anden side, havde hun aldrig smagt elitens mad, som hun blot var en ganske almindelig borger, og en ung en af slagsen. Derfor måtte hun være mere end tilfreds med, hvad han havde stillet på bordet. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun oprigtigt. Det var muligvis ikke normalt, at elvere i hendes alder udviste så megen interesse, men hun var nysgerrigt anlagt, som hun blot ønskede at høre og at lære. Opmærksomt tog hun en slurk af suppen, som han begyndte på sin fortælling. Det var dog ikke mange oplysninger hun fik, som hun blot primært fik dem, som hun allerede kendte til. Tålmodig og nysgerrig var hun dog, så hun var skam sikker på, at hun nok skulle få det hele med. ”Er denne pige en endnu eksisterende veninde, eller udviklede det sig til, at hun blev din hustru? Men det må være længe, du valgte at opholde dig i skoven i så fald.. Hvad var det, som pludselig lokkede dig ud? Der er trods alt de elvere, som bliver i skoven for altid, fordi de igennem det meste af deres liv, kun har kendt til det,” spurgte hun ham nysgerrigt. Det at han først havde været udenfor skoven i de senere år, viste dog hende, at hun endnu havde rig mulighed for at søge ud, og det var naturligvis en lettelse for hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede blot at bekræfte, at han var en ganske normal elver, selvom han havde et lidt større ansvar en som så. Han passede sig selv, og sit arbejde, og nu hvor han havde mistet alle som han havde kære omkring sig, så var han måske lidt påpasselig med hans hjerte, og det at åbne det for nogen, men han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide at snakke med Idrial, da han måtte anse hende for at være unik, hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet. ”Det gør jeg skam. En ting er jo at høre det fra min mund.. En anden er at høre det fra en anden,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at der var nogen løgn i det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ej. Han var ganske vidst ikke en ørn i et køkken, men han gjorde det nu så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Så lang tid at hun fandt det spiseligt, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig på den ene eller den anden måde. Han smilede let for sig selv, som han blot gav sig til at spise selv, for han vidste jo at det var spiseligt, men hvor det lå i forhold til det som hun var vant til at få i munden, det vidste han jo som sagt slet ikke. ”Jeg er i det mindste ikke død endnu,” påpegede han med en morende stemme, for det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at der var noget i det som sådan. Han selv nød smagen af suppen, som føles utrolig rar og ikke mindst varmende at få på tungen, og det var noget som han uden tvivl havde brug for, efter den tur udendørs! At hun så var så interesseret i hans historier, var uden tvivl noget, som glædede ham som intet andet. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At fortælle hende om dengang han selv var barn, så var det jo også for at komme ind på at ikke alt var så anderledes i dag, i forhold til hvordan det var engang. Han smilede let for sig selv. ”Hun forsvandt allerede dengang vi var helt små, så nej. Hun blev aldrig min hustru. Hun er først nu dukket op, efter adskillige år fanget i mørket. Jeg søgte ud efter min faders død, hvor jeg overtog rollen efter ham. Jeg var nødt til at repræsentere mig for kongehuset, samtidig med at jeg underkastede mig det,” fortalte han med en rolig stemme, for han havde slet ikke noget imod at fortælle hende om det, nu hvor hun spurgte, da han slet ikke havde noget imod at hun udviste sin nysgerrighed på den måde. Hænderne foldede han roligt foran sig, som han roligt betragtede sig af hende med sine grønne øjne. ”Min hustru fandt jeg efter adskillige års søgen. Hun var den perfekte for mig,” forklarede han ærligt.

[Deleted]

Tilpas følte Idrial sig omkring Thranduil, og det måtte også komme til syne, sådan som hun sad og smilede og morede sig. Det var meget muligt, at hun ikke kendte ham synderligt godt, men alligevel følte hun, at han var en mand, som hun kunne tillade sig at slappe af omkring. Om det var fordi, at han var ældre, og bar en utrolig sindsro, vidste hun ikke, men virkede gjorde det. Hun sad i hvert fald og blot nød, at det var hende, der var blevet inviteret hjem hos ham, samt at de var hende, som han talte med. Han måtte trods alt være en travl mand, som han også måtte kende mange, og derfor have færre tid, til de enkelte fremmede, selvom han blev ved med at beskrive sig selv som en folkets mand. ”Det kan der vel være hold i. Du er trods alt en form for politiker, og hvad du siger, kan trods alt være anderledes i forhold til, hvad du formår at gøre. Det er ikke for at sige, at du lyver, men det går trods alt ikke altid som forventet for folk som dig,” sagde hun i en rolig tone. Brødet greb hun roligt om, hvor hun prøvede at dyppe det i den varme suppe, inden hun smagte på det. En yderst god kombination måtte det vise sig at være, som brødet fik fylde via den krydrede og varme suppe. Morende trak hun på smilet til hans ord. Nej, han var ikke død af sin mad, samtidig med, at maden måtte smage hende, og derfor kunne det hele kun være godt. ”Og lad os håbe, at det aldrig vil ske på den vis,” sagde hun med et smil på læben, som det kun ville være tragisk, hvis man faldt på den måde. Kroppen valgte hun at hvile tilbage mod stolelænet, som han ønskede at bygge videre på sin fortælling. Der var måske dem som ville finde det kedsommeligt, men hun var yderst nysgerrigt anlagt, og eftersom han ikke havde kedet hende indtil nu, kunne hun ligeså godt lægge øre til flere historier. Det hjalp desuden, at de nu var kommet ind i varmen, samt sad ved bordet til en bid mad. Alt det måtte nemlig gøre hende ganske komfortabel, skønt hun elskede at vandre omkring i skovens grønne omgivelser. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Det glæder mig at høre, at du har genfundet din gamle veninde. I så fald er alt fryd og gammen igen, selvom det gør mig ondt at høre, at hun har lidt onder den ondskab der eksistere i denne verden.. Men det var vel også spændende at drage ud, selvom det var af pligt og efter en sørgelig bortgang?” lød det fra hende. Til dels sørgelig lød det, da hun nu kunne høre, at hans kære veninde havde lidt en trist skæbne, samt hun vidste, at han ikke havde haft de bedste møder med verdenen udenfor. Hun håbede dog, at der var mere glæde i nogle af hans andre historier, men måske var det forkert at håbe? ”Og hvordan mødte du din hustru?” spurgte hun nysgerrigt, skønt det igen måtte forekomme hende trist, at han kaldte hende for den perfekte for ham, for … hans hustru var trods alt død og borte nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde mange ting i tankerne, og en ting var jo hvad han selv sagde overfor folket, og noget andet var hvad andre havde af indtryk af ham, og derfor ønskede han også at gøre et godt indtryk på hende. Han havde måske en helt anden alder på sin side, selvom det bestemt også var noget som gjorde sit, så havde han en utrolig erfaring med de mange år som han havde lagt bag sig, at der skulle meget til, før han ville lade sig påvirke af den ene eller den anden situation. Han sendte hende et stille smil. ”Du er ved at fange den, min kære ven. Jeg er en mand af ærlighed, og det kan jeg sagtens stå inde for. Jeg har holdt denne status i frygtelig mange år, og jeg ønsker kun at lære videre af hvad jeg selv har at give af. Det er dog bedre effekt, at andre hører det fra andres mund, frem for min egen.. Af en som har gjort sig sine tanker om mig,” påpegede han med en ganske sigende og rolig mine, som han vendte blikket mod hende atter en gang. Maden var ikke giftig. Det håbede han da i hvert fald ikke, da han faktisk havde lagt arbejde i at få det lavet helt rigtigt, også for hendes skyld, da han heller ikke ønskede at hun skulle gå sulten derfra. Smilet bredte sig svagt på hans læber, som han let nikkede i retningen af hende. ”Jeg er måske ikke en ørn til madlavning, men jeg kan om ikke andet lave det spiseligt. Og såfremt at du går mæt herfra, så er det betragtet som en succes,” tilføjede han med en rolig mine, også selvom han faktisk var ærlig af sig. Han trak vejret dyt. Man kunne ikke ligefrem sige at gensynet havde været… lykkeligt, for der var sket så frygtelig meget siden de havde været små og det var noget som de begge skulle vænne sig til. Selvom han naturligvis var glad for at hun var der, så.. var det bare ikke hans hustru. ”Vi søgte ofte ud for at søge efter hende. Hendes forældre opgav aldrig kampen om at få deres datter hjembragt fra det mørke som havde revet os fra hinanden. Mørket har haft sit tag i hende, og det er hårdt og svært selv for hende at bryde det igen. Vi må alle hjælpe hinanden,” tilføjede han roligt. At hun spurgte ind til hvordan han mødte sin kone, måtte det næsten.. glædelige glimt melde sig i hans øjne. ”Det er mig godt nok en frygtelig lang historie.. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg mødte hende. En nær veninde af familien, og en som min gamle moder kunne godkende som en passende kvinde for mig. Hun er det bedste, som nogensinde er sket for mig. En varm, kærlig og omsorgsfuld kvinde.. Hun fik ballademageren lidt frem i mig, dengang vi var unge.. Vi løb ud i skoven, gemte os og var sammen. Undersøgte planter, badede i bækken og floden, og levede et rigtigt ungdomsliv,” begyndte han. Det var mange år siden nu, og han havde intet problem i at snakke om det i dag.

[Deleted]

Idrial forstod skam godt, hvor Thranduil gerne ville hen med det hele. Det var meget muligt, at hun var en meget ung elver, men dum var hun ikke af den årsag. Hun havde selvfølgelig ikke den samme livserfaring, som man kunne sige, at han havde, men det behøvede ikke altid at være en skidt ting. Sådan ønskede hun i hvert fald selv at se på det. Med en munter mine trak hun en anelse på smilet, som han sagde, at hun var ved at fange det. Hun havde skam hele tiden forstået det, men alligevel. ”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre for dig og din status, men formentligt vil der ikke være behov for, at jeg søger fra øre til øre, for at give beskeden videre. De andre vil forhåbentligt selv indse, hvad der er godt, og hvad der er skidt for os.. men lad os tale om noget andet. Jeg må indrømme, at politik ikke er en af mine stærkeste sider,” sagde hun med et lille smil på læben, som det alligevel godt kunne blive for tungt for hende. Ung var hun trods alt, og derfor anså hun ikke politik for at være det mest interessante i verdenen. Igen lod hun sig smage på en skefuld suppe. Varm var den endnu, hvilket kun var godt for hendes hals og krop, da det var behageligt at blive lunet i det noget kølige vejr. Det var desuden generelt velset at komme indenfor, hvor det heller ikke kun var for varmens skyld, men også for hyggens, som hun fandt det interessant at være hjemme hos Thranduil. Det gjorde hende desuden en anelse spændt, da det igen ikke var hos en hvilken som helst elver, hun var hos, men ved ham. ”Jeg er ikke synderligt stor, så mon ikke der burde være en god chance for det?” spurgte hun i et muntert tonefald, og dog sandfærdigt, som hendes krop var petit. Mere alvorlig blev hendes mine dog, som han gav sig til at fortælle om sin savnede veninde. Stille var hun, mens han afgav sin historie. Det var ikke fordi, at deres samtaler var et af de muntreste af slagsen, men det godtog hun også, som hun anså ham for at være en seriøs mand, skønt hun var ung og naturligvis godt kunne lide, når det blev lidt mere løssluppent, skønt hun var genert af sig. Hun var nemlig ung, og det skulle man ikke tage fejl af, når alt kom til alt. ”Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for Jer at bryde igennem hendes mørke. Du er en god mand, Thranduil, og hvis hun betyder ligeså meget for dig, som hun engang gjorde, er jeg sikker på, at du nok skal være til en hjælp. Lever hendes forældre endnu, så de kan tage hånd om deres savnede datter?” lød det mildt og forhåbningsfuldt fra hende. Selv kendte hun ikke til den præcise realitet, da hun aldrig havde oplevet noget, men forhåbentligt var det i orden. Glimtet det pludselig opstod i hans øjne, fik hende til at trække på smilebåndet. Fantastisk syntes historien at være, og det lød også som en som … hun ønskede sig. Hun ønskede også en kærlighed i sit liv, som hun ønskede det samme, som det han havde haft. ”Det lyder som en helt fantastisk tid.. Jeg kan se på dig, at du elskede hende. Det gør mig ondt, at I i den sidste endte blev adskilt, men heldigvis nåede I at mødes og få et bånd til hinanden inden da.. Det ville jeg ønske, at … jeg havde.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Politik var efterhånden en af de ting som Thranduil virkelig havde styr på, også selvom hun var ung og det hele, så var det slet ikke noget som man kunne sige, at han betragtede som en svaghed, for det gjorde han da slet ikke. Det var netop nu hvor det var muligt for de mere erfarende at forme dem, så de netop ikke gjorde de samme fejl, som de selv havde gjort da de havde været i den alder, og det var udelukkende hans intention. Hvad angik hans ry og rygte blandt elverne, så var det skam ikke negativt, som det heller ikke var i det resterende Procias, også selvom han måske.. viste sig alt for lidt? ”Jeg beder lidt til at det spreder sig som ilden i det tørre græs. Jeg beklager, hvis jeg keder dig med min politiske snak, Idrial.. Det har skam heller ikke været min hensigt,” afsluttede han endeligt, som han så alligevel lod det emne ligge, da han skam slet ikke var ude på at kede hende med hans snak. Det var bare det som han snakkede mest om i hans dagligdag, også fordi at det var noget som virkelig fyldte meget når alt endelig skulle komme til alt. Han holdt nu af Idrials selskab, også fordi at hun faktisk viste en interesse for hans fortællinger, også selvom han vidste, at de ikke var præget af særlig meget lykke, men man kunne heller ikke ligefrem sige, at den overgang havde været synderlig positiv. Han trak muntert på smilebåndet. Hun fik ham virkelig til at slappe af, og det var noget som han godt kunne lide. ”Meget muligt du ej er den største, min kære Idrial, men selv den mad, som jeg servere for mine husende gæster, skal være spiselig,” påpegede han morende. Suppen var nu okay ville han mene, og så lang tid hun selv sad og spiste den, så betød det også en del for ham, for det var jo bare en bekræftelse på, at der jo faktisk var noget som han kunne finde ud af. Med henblik på hans kære gamle veninde, var han ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes dem en dag, og det var noget som han trygt stod fast på. Han kendte hende, og han måtte erkende, at han huskede frygtelig meget fra dengang, også omkring hendes person, og han så mere og mere af det for hver dag som gik. ”Selvom grebet af mørke har været kraftigt om hende, så ved jeg, at hun vil skinne igennem. Tiderne her i Procias har ej været så lyse som så mange ønsker at fremstille det. Mange vil måske ikke stå ved det, men som oftest, er det noget som Procias selv har bedt om indirekte,” sagde han endeligt. Tankerne omkring hans afdøde hustru, var noget som selv i dag, måtte få ham til at smile, for han havde uden tvivl elsket hende, og han havde elsket hende frygtelig højt. Han nikkede til hendes ord. ”Kærligheden for et individ vil aldrig dø ud, og selv ikke efter alle disse år, kan jeg sige, at have glemt hende. Hun var lyset i min tilværelse, selvom fornøjelsen af vores tid sammen, har været alt for kort i min mening.. Jeg er sikker på, at lykken snart vil banke på din dør, Idrial. Det gælder bare om at have øjnene åbne. Hvem ved? Det kan hænde, du allerede har mødt ham,” sagde han med et stille smil.