Upcoming spring!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Solen var ved at stå temmelig højt på den store himmel på denne smukke vintermorgen. Selvom der ikke var mange fugle at finde i de store trætoppe, hvor langt de fleste havde smidt bladende for den kolde årstid, så kunne Thranduil ikke gøre andet end at glæde sig til at se dem spire og blomstre atter en gang. Det i sig selv, var jo blot en af tingene som skulle have lov til at passere år efter år. Med de rolige skridt, gik Thranduil igennem skoven. Hesten Kahili havde han ladet græsse på et lille område som han havde fundet et sted dybere inde i skoven. Han havde vel bare brug for at tænke efterhånden? Med den lange brune kappe trækkende efter sig og med hænderne roligt foldet over ryggen, så lignede han måske en ganske normal elver, også selvom han jo faktisk havde taget titlen som skovens konge til sig. Selvom det måske kunne lyde stort og fint, så have han jo trods alt valgt at underlægge sig kongeparret af Procias, og det var noget som han jo i det store og hele, faktisk havde det ganske fint med.
Et let vindkast ramte ham i hans ansigt, hvilket næsten automatisk måtte tvinge hans blik op mod den store himmel, hvor det hvide skydække så vidt passerede den store sol. Selvom den var fuldt synlig i dag, så var det dog endnu en smule halvkoldt, så var det ikke noget som direkte lod til at genere ham på nogen måde, for han havde det jo egentlig fint med tingene som de nu måtte være. Med et let og tilfredst smil på læben, endte han dog med at stoppe op. Hånden hævede han roligt, kun for at lade den glide over stammen på det som måtte være et af de oldgamle egetræer som fandtes i skoven. Hovedet lod han søge let på sned. ”Flot står du atter en gang min ven.. Og atter en vinter skal du klare,” endte han med en rolig og dæmpet stemme. Hvorvidt om folk i det hele taget kunne forstå ham, var ikke en tanke som han gjorde sig som sådan, da han var en elver, han snakket elvisk og det var helt klart også noget som han måtte være utrolig stolt af! En lærke kunne han pludselig høre synge højt oppe i trætoppene, hvilket næsten var noget som efterlod ham med en hjertevarmende fornemmelse i det indre. De smaragdgrønne øjne nåede kun lige at fange den lille skikkelse som fløj over himlen, kun for at søge bort i det fjerne. Et svagt suk forlod hans læber. Selv det var noget som bragte selv ham en glæde til sindet. Bare tanken om at dyrene atter vendte tilbage efter den tragiske brand for adskillige år tilbage, var noget som kun gjorde ham lettet. I så fald, så var det hårde og tunge arbejde bestemt heller ikke helt forgæves!

[Deleted]

Skønt vinteren havde fået bladene til at nedfalde, og jorden til at blive hård af frost, kunne man ane, at skoven gik den positive retning i møde. Koldt var det måske, men ikke desto mindre syntes det brændte at være svundet væk, hvor nye stolte stammer havde slået rødder. Det var ikke livet af en fornyet forårsdag, eller den frodige sommer, men et solidt tegn på fremgang. Til alle skovens væsners glæde var det, som de fik deres hjem tilbage. Varmen havde været til at føle blandt alle, som dyrene gjorde deres tilbagevenden, mens de mere menneskelige væsner kunne ane et håb igen. Alle havde de gjort sit for at nå hertil, hvor Idrial havde været en i mængden. Sorgfuld havde hun været den dag, hvor hendes og mange andres hjem havde brændt, men nu begyndte det hele at synes som det gamle igen, skønt træerne aldrig ville være et af de træer, som hun engang havde vandret forbi eller kravlet i.
I ro og mag lå hun, som hun i sin lille ræveskikkelse havde fundet sig til rette blandt et af træets stammer. Det hvide og pelsede ansigt hvilede mod de korte forben, som hun hvilede sig og blot betragtede naturens gang. Altid havde hun fundet ro ved dette, som det at krybe ned i den lille dyreskikkelse automatisk gav en fred, samtidig med at hun altid havde fundet sig til rette i skoven. Aldrig havde hun set andet end sin skov, men accepteret det havde hun vel? Dog kunne hun ikke lade være med at føle en vis nysgerrighed for omgivelserne udenfor grænserne, da hun som enhver anden ønskede at opleve verdenen, men samtidig følte hun også, at skoven var hendes et og alt, så hvorfor søge ud? Hun brummede let. De kvikke himmelblå øjne betragtede, hvordan et par grønne græsstrå svajede ved vindens berøring, og ved synet kunne hun ikke lade være med at føle en gnist af glæde. Det var trods alt et af de mange tegn på, at naturen igen havde fundet sit fæste og nu var på vej imod bedring. De korte ører vendte sig lydhørt, som de opfangede lyden af en tilkommende. Ud fra beliggenheden og de blide skridt, var det ikke svært at regne ud, hvilken race der var på færde. Hun løftede dog først sit lille hoved, som mandens klang lød, som han havde en rolig røst og talte på det smukkeste sprog. Op på alle fire kom hun, som hun nysgerrigt lod sit hoved titte frem, så hun kunne ane elvermanden der talte til træet. Fjernt befandt hun sig ikke fra manden, som hun kun befandt sig et par få meter fra ham, så hun sagtens kunne betragte ham, og han hende, hvis bare han var opmærksom på det der fandt sted nede ved jordfladen. Som hun kunne se, at manden var elver, måtte det være ganske sikkert at tage sin sande form, men alligevel holdt hun sig på alle fire lidt endnu, som hun blot så ham an.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom den massive skovbrand havde sat sig sine spor på den store procianske skov, så kunne man også se mulighederne i det, da det var et sted som dyrene efterhånden havde søgt en trøst i og taget bo. Den utrolige forandring, var noget som Thranduil havde fulgt meget nøje med i, ligeså med mange andre elvere som druider, også fordi at det var noget som faktisk faldt ham i interessen, og altid havde gjort det! Ligesom enhver anden skovelver, fokuserede han på sit folk og deres velbefindende, samt hvordan skoven klarede de mange overgange igennem årstiderne, for selv det var noget som direkte fascinerede ham.
At Thranduil skulle være under observation af en lille pelset skikkelse, var ikke just noget som han tænkte over, da mange af skovens dyr, endnu ikke var kommet frem, og de dyr som var der, var for store til at de direkte kunne gemme sig, og så gjorde han dem heller ikke noget, så de havde heller ikke nogen grund til at gemme sig for ham. Han var en fuldkommen afbalanceret mand, som blot ønskede at føre sit folk frem, skænke dem en tryg tilværelse som en brand ikke bare ville ødelægge, også selvom han vidste, at det ikke ville blive den nemmeste opgave, så var det en som han dog ville opfylde uanset, da det var et mål for hans liv! Hånden lod han roligt stryge over den ru træstamme, som de smaragdgrønne øjne let gled over stien som han havde fulgt frem til nu. Kahili stod endnu og græsset og den snehvide farve som han havde, var nemlig temmelig nem at spotte her i skoven, nu hvor sneen for alvor var ved at trække sig tilbage, hvilket i sig selv, også var noget som han havde det ganske fint med. Roligt rejste han sig endnu en gang. Det elviske var han nok en af de frygtelig få til at holde fast i, men han havde stort set heller ikke talt andet, dog selvom han kunne det almene tungemål, så han selv var i stand til at kommunikere med andre udenfor skoven, så var det jo i sig selv, ganske sjældent at han forlod stedet her og skoven, for han havde sjældent nogen grund til at gøre lige så. Med et let og svagt smil på læben – hvilket efterhånden var noget som skete så sjældent, så valgte han nu alligevel at fortsætte roligt ned af den sti som han havde vandret. Skjult under de mange faldende blade, så var det faktisk ikke mange som vidste at den lå der, selvom det var noget som han havde det fint med. Den ro som hvilede over skoven, og specielt i denne årstid, var noget som han altid havde været utrolig glad for. Hans gang var rolig og næsten langsom, som han tog den rolige tur igennem skoven. Fuglene sang over hovedet på dem – dem som havde valgt at forblive i skoven igennem den kolde og snefyldte vinter som de alle havde været ramt af. Lyden fik ham til at smile.. Det indikerede kun at foråret langt om længe var på vej, og det var den tid på året, som han faktisk nød mest!

[Deleted]

Uset så Idrial ud til at være, men bebrejde elveren kunne man ikke just, da han så ud til at være i sin egen verden, mens hun befandt sig i sin lille ræveskikkelse. Lydløs var hun vel også, som hun fra træets bund lod de himmelblå øjne betragte sig af manden, der alligevel måtte fange hendes nysgerrighed. Fredfuld forekom han hende, men det var elverne trods alt også kendt for at være, da de ofte blev beskrevet som et folk der hvilede i sig selv og i naturen. Man kunne også roligt sige, at det passede, da skønt hun var ung, så var hun ikke ude på en ny grænseoverskridende mission. Hun var muligvis nysgerrig over, hvordan alt sådan noget foregik, men aldrig havde hun selv deltaget i det. Let vippede det korte små øre, mens den pjuskede hale gled over jorden. Elveren bevægede på sig, og det fik hende til at røre på sig, da tanken om et selskab alligevel måtte bifalde hende. Skovens ro nød hun måske, men en ordveksling kunne også altid gøre godt. Det var så også hvis selskabet var ønsket, da det trods alt kunne ligne, at denne elver var ude på en vandretur for sig selv. De himmelblå øjne fulgte nysgerrigt elveren, som hun betragtede hans skridt, der ikke førte ham hurtigt frem. Som hun roligt trådte et skridt om bag sit træ, begyndte hendes krop langsomt at udvikle sig. Hvor der før havde været en lille pelset polarræv, stod nu en ung og smuk elverkvinde. De blonde lokker hang hende løst ned ad skuldrene, så de spidse ører blev dækket. Tøjet var varmt med henblik på årstiden, mens klæderne var i naturfarver. Om skulderne hang der en brun uldkappe, mens hun om overkroppen bar en grøn tunika der sad tæt ved hjælp af et bælte. Bukserne var ligeså brune og tætsiddende, hvor hun havde trukket et par knælange forede støvler på. Let lod hun sin slanke hånd glide over træets bark, som hun bevægede sig en halv omgang om træet, mens hun så imod elverne der var på vej videre. ”Det er i særdeleshed et smukt syn, og om end et endnu smukkere syn, når vinteren har passeret os,” kommenterede hun mildt i en melodisk tone, som hun talte på elvisk, ligesom ham. En forlængelse på hans ord var det, som hun havde hørt, hvordan han havde talt til det ene træ. En indre glæde var det at se skoven på denne måde igen, hvor det ikke gjorde en forskel om bladene var nedfaldne eller ej, så længe man med sikkerhed kunne sige, at de ville gøre sin sædvanlige opdukken til formår. Nysgerrigt hvilede de himmelblå øjne på hans ryg, som hun var spændt på at se, om hendes tilstedeværelse var velkommen eller ej. Ud af det blå var hun vel dukket op for hans vedkommende, og hvis ikke han var interesseret, så ville hun skam lade ham fortsætte sin færd, da hun trods alt ikke ønskede at forstyrre en person der helst så sig selv alene.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Thranduil måtte være under observation af et andet individ, vidste han faktisk ikke, da han ikke ligefrem havde regnet med at finde nogen herude. For ikke at glemme, at det var de færreste som gemte og skjulte sig for ham, da han aldrig havde haft nogen intentioner om at gøre skovfolket ondt. Det var hans folk, han var deres repræsentant ude i det offentlige, når han endelig forlod skoven, selvom det i sig selv, foregik frygtelig sjældent, og det vidste han jo godt. Med de rolige skridt, så gik han roligt igennem skoven, også selvom man knapt nok kunne høre hans skridt i de tørre blade under hans fødder, næsten som var han let som en fjer. Han havde levet i skoven hele sit liv, og det var hans hjem, samt han vidste, hvordan han skulle begå sig der, og det var vel også det som var det vigtigste? Stemmen som dog måtte lyde ikke så langt fra ham og sågar på elvisk, var noget som kun fik smilet til at brede sig en anelse på hans læber, da det tungemål næsten var uddød den dag i dag. Med en rolig bevægelse, så vendte han sig om, kun for at lade de smaragdgrønne øjne søge direkte til den kvindelige skikkelse. Umiddelbart mindes han ikke at have set hende før, men det var mange som han omgik sig på daglig basis, så det var vel hans fejl, hvis han ikke kunne placere et så smukt ansigt? ”Smukkest er det springende forår, når dyrene hjemvender fra deres tur sydpå, vågner af deres hi og træerne atter en gang vågner med den smukke grønne farve. Først der kan man atter se glæden i natur og omgivelserne,” medstemte han roligt, som han holdt sig til det elviske, nu hvor han havde fundet en som faktisk kunne tale hans eget tungemål. Tanken glædede ham ganske vidst, også selvom han endnu var en mand som stod fast i minen, skønt han følte det i det indre. Han var faktisk en.. glad mand når alt endelig kom til alt, og det var noget som man som regel kun måtte se i de smaragdgrønne øjne.
Thranduil betragtede sig roligt af kvinden som havde meldt sin ankomst i hans nærvær. Umiddelbart var det tydeligt for ham, at hun var af elvisk afstammelse, også selvom han på nuværende tidspunkt ikke rigtigt var i stand til at sige, hvorvidt om det var en høj- eller en skovelver, så var det vel noget som kom under et, selv for ham? Han ledte begge folkeslag, også selvom han forsøgte at drage brug af det til alles fordele. Hånden rakte han ud mod hende, som en venlig gestus til at træde nærmere. ”Sjældent oplever jeg andre tale det elviske tungemål. Fortæl mig dit navn,” opfordrede han roligt, endnu på elvisk, som smilet let passerede hans læber. Han var en åben og imødekommende mand, når han blev mødt af det samme, og nu hvor hun havde valgt at give sig til kende, så var hun vel heller ikke ude på noget? Et selskab var noget som han sjældent sagde nej til. I så fald, så ville han bestemt heller ikke rende rundt herude, hvor praktisk talt alle kunne falde over ham.

[Deleted]

Idrial betragtede elvermanden med nysgerrige øjne, som hun valgte at give sig til kende, hvor hun derfor sparkede bolden over på hans banehalvdel. Hun tvivlede ikke på, at hun blev mødt af en venligsindet person, da elverne generelt måtte være et varmt folk blandt deres eget folkefærd. Dog var det tilladt at afvise folk, og det respekterede hun også fuldt ud, som hun ikke bandt folk op på noget, og slet ikke dem hun ikke havde kendskab til. Langt mere interesseret blev hun dog, som hun anede, hvordan han reagerede på hendes stemme, som det syntes at være med åbenhed. ”Foråret er skam noget ganske særligt. Det bliver et vidunderligt syn at se træerne og blomsterne slå knopper igen, samt se dyrelivet og deres ny tilkommende unger,” sagde hun med en varm røst, som hendes hjerte ikke kunne lade være med at blive opfyldt af glæde, når hun tænkte på naturens positive fremgang. Hun nød ganske vidst alle årets årstider, men aldrig kunne noget måle sig med synet af det nye liv, som alt sprang frem i foråret og gjorde det til et farverigt maleri. Hun glædede sig inderligt til at se den tid komme, men alting til sin tid, og hun var skam tålmodig, så længe hun vidste, at det kom igen. Som han viste hende den venligsindede gestus, at invitere hende tættere på sig, bredte smilet sig en anelse på hendes lyse læber. Ingen ond person var hun, som hun måtte have et mildt hjerte, hvor hun fandt glæde ved stunder som disse. Derfor valgte hun at træde væk fra sit træ, da hun også ønskede at vise ham, at hun intet ondt mente. Langt nåede hun dog ikke, da hun formåede at få studeret ham lidt nærmere, som hun trådte et par få skridt i hans retning. Hun vidste, hvem han var, og han var ikke just den omgangskreds, hun befærdede sig i. Stadig med afstand imellem dem, endte hun med at neje og bukke sit hoved en anelse for ham i ren og skær respekt. ”Undskyld, Deres Excellence, at jeg ikke genkendte Dem noget før,” sagde hun respektfuld, som hun langsomt fik rettet sig op igen. Hun havde før set ham, som han var hendes races konge og leder, men aldrig havde hun stået overfor ham, da hun ikke var af samme stand som ham. At hun så skulle støde på ham i dag, uden at genkende ham til en start, havde hun ikke just regnet med. Han virkede dog ikke bleg for at tale med en der lå længere nede end ham selv, og det fik hende også til at slappe en anelse af, skønt hun ikke var vant til så fint et selskab som ham. Hun ville måske have været det, hvis ikke hun var endt hos sin skovelviske adoptivmoder, men sådan lå landet nu engang, og det respekterede hun skam også. ”Mit navn er Idrial. Idrial Kallasilya Aeuialiël,” præsenterede hun sig selv høfligt, uden hun slog bort fra den elviske tale.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Foråret var kommende, også selvom vinteren endnu havde sit faste tag selv i de procianske skove. Selv Thranduil var nødsaget til at smøre sig med en gevaldig tålmodighed, også selvom han måtte erkende, at han faktisk glædede sig til at se dyrene fremme igen i den forstand, at man kunne stå op til lærkens smukke sang, rådyrene som græssede og drak af den smukke væk, grævlingen som kom frem fra skjulet og ræveungerne legende udenfor hiet. Han elskede sit hjem! ”Det er i sig selv blot livets gang og den evige cyklus. Træerne vil meget snart vågne op igen. Jeg kan nærmest høre hvordan de snakker med hinanden. Nærmest hører den evige vuggevise..” Med alle de år, som han havde tilbragt i skoven, så var det bestemt heller ikke underligt, at det var noget som han gik frygtelig meget op i.
At hun søgte i hans retning, var bestemt heller ikke noget som gjorde Thranduil det mindste. Hun var imødekommende, og det var noget som han godt kunne lide, hvor han bestemt heller ikke havde noget imod at lære nye at kende, for det var jo en mulighed hvorpå han kunne videreudvikle sin egen omgangskreds, og hvem sagde nej til at lære en smuk kvinde at kende? Selvom det ganske vidst ikke var udseendet som var det vigtigste for ham, for det var det ikke. Nej, det var personligheden som han vægtede højst. At hun stoppede op og valgte at neje for ham, fik ham til at rette sig en anelse op. Ukendt var han dog ikke, hvilket fik ham til at tage de sidste skridt mod hende. Hovedet lod han søge blot en anelse mod den ene side, som han roligt lagde hånden under hendes hage, i et forsøg på at fange hendes opmærksomhed. ”Undskyldning accepteret, min ven, såfremt du vil gøre mig selskab,” svarede han roligt, som han tog hånden til sig endnu en gang. Hendes præsentation af navn, fik ham til at tygge lidt på det. Dog et smukt navn til en smuk kvinde. Hendes selskab var han dog overbevist om at han nok ville være i stand til at nyde, såfremt at hun viste sig at være så venlig og imødekommende, som han allerede havde en sjov formaning om at hun måtte være, og det var noget som helt klart også måtte falde i en god jord hos ham. ”Jeg går ikke ud fra, at det er nødvendigt for mig at præsentere mig? Det er dog et udsøgt og smukt navn til en smuk kvinde,” erkendte han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, som han igen lod hænderne søge ned langs siderne. Selvom han måske var konge, ønskede han faktisk en behandling på samme niveau som dem, skønt hans arbejde og ansvar var af en langt større kaliber end hvad mange andre først ville antage. Der var måske allerede en konge her til lands, men selv hans folk havde brug for en som kunne forstå dem, og som kunne lede dem oprigtigt. ”Fortæl mig, Idrial.. Hvor længe har du skjult dig bag det træ? Jeg mindes ikke at have set dig,” endte han roligt og med et stille smil på læben. Han tog det hele nu med et smil.

[Deleted]

Idrial vidste udmærket godt, at livet måtte passere sin evindelige cyklus, før man igen kunne nyde. Det respekterede hun skam også fuldt ud, da hun vidste, at cyklussen var naturen nødvendig, og altid var det også rart at se frem til noget positivt. Mange måneder behøvede hun ej heller at vente længere, og med sin elviske alder, så var ventetiden mindre slem. Varmt trak hun helt på smilet, som hun lyttede til den kærlighed han følte for skoven, da den altid måtte være hende velkommen. Rart var det at høre, at folk gjorde sig de samme tanker som hende, skønt det ikke var den store overraskelse, når man stod overfor en anden elver. Hun tog dog det hele med, som hun ville finde det trist, hvis hun gjorde andet. ”Det er det. Men glæden ved den cyklus kan man ej tage fra mig, da intet slår synet af den opvækkende natur efter en lang hvile,” sagde hun mildt. Ligesom ham, så kunne også hun høre, hvordan livet nu igen var på vej, og det var en sand drøm. Det var en befrielse ikke længere at høre de døende skrig fra dyr og planter, som det hele nu kun summede af liv.
Interesseret i et selskab var Idrial, og derfor tøvede hun ikke med at nærme sig ham, da hun blev inviteret. At det så var den højest rangerede elver hun stod overfor, havde hun ikke just ventet, og derfor endte hun også med at standse helt. Han havde muligvis inviteret hende tæt, men han var hendes konge og leder, og det respekterede hun ham for, hvilket førte til høfligheden. At han så skød titlen til siden, og løftede hendes blik, var en berøring der fik det til at sitre svagt i hende. De himmelblå øjne lod sig fanges af hans smaragdgrønne, som hun ikke gjorde modstand ved den korte berøring. ”Det vil være mig en ære at gøre Dem selskab,” sagde hun ærligt, uden hun lagde den høflige tiltaleform fra sig. Han var hævet over hende, og det havde hun ikke et problem med at erkende. At han direkte ønskede hendes selskab, måtte også være en glæde for hende, som hun for det første elskede selskab, og for det andet var det første gang, at hun var i så fint et selskab, som ham. Lettere morende spillede smilet ud på hendes læber, som han havde ret i, at han ingen præsentation behøvede. Hun vidste udmærket godt, at han var Thranduil. Det procianske elverfolks leder og konge. ”Hvem De er, ligger klart for alle os elvere,” sagde hun sandfærdigt, inden hendes mine blev en anelse forlegen. ”De er alt for venlig,” sagde hun stille, og dog rørt over hans komplimenterende ord. Mange ville dog finde elviske navne for særlige, ligesom deres ydre for smukt, men særligt var det nu, når man fik det hørt fra sit eget folkefærd, da det var dem et konstant billede. ”Skjulte mig, gjorde jeg nu ikke. Jeg lå blot og hvilede mig. Hvis De havde undersøgt det nærmere, havde De også fundet mig,” sagde hun stille, uden hendes ord var klandrende. De var muligvis en anelse legende, som de måtte være gådefulde, når ikke han kendte til hende animagusskikkelse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Livet passerede gang på gang i den evige cyklus. Det var en del af livet, og det var en del som man vel bare måtte leve med, samt acceptere som det gik sig for? Naturens overgang fra sommer til vinter igennem efteråret, med de mange smukke farver og de nedfaldende blade og overgangen fra vinter til sommer igennem foråret, hvor bladene atter sprang ud, fuglene hjemvendte fra de mange ture sydpå, kun for at efterlade luften med fuglesang og med den varme sol, så var det noget som selv Thranduil måtte se utrolig meget frem til! At denne kvinde måtte gøre lige så, var noget som i sig selv, glædede ham. Det var ikke ofte at han tog kontakt med folk bare sådan uden videre, men selv et selskab, var noget som han snildt kunne nyde af, og noget som han havde brug for nu om dage. Det var efterhånden ved at være lang tid siden sidst nu. ”Hvad fryder dig mest ved denne årstid, min ven? Fortæl mig hvad du vil fremsige som det smukkeste i overgangen fra den kolde og mørke vinter, til det smukke og blomstrende forår,” nærmest bad han med en nysgerrighed i stemmen. Han interesserede sig for sit folk, og han ønskede at høre hvilke tanker og hvilke meninger de gjorde sig hvad det her angik.
Det var nu heller ikke fordi Thranduil gik rundt og reklamerede med sin stilling. Ønskede han et selskab, så skulle han skam nok få det, og så skulle det være fordi folk selv ønskede at integrere sig sådan med ham, og ikke fordi at han direkte bad om det. Ganske vidst var han kendt med at folk havde deres frie vilje, og den ønskede han bestemt heller ikke at tage fra dem, dersom han ellers kunne blive fri. Han handlede kun på deres vegne som deres konge, som han ønskede at ivaretage alles normer og værdier. Hans berøring af hendes hage, var kun ganske kort, som han ønskede at fange hendes blik. Smukke øjne, den måtte han give hende. ”Det er en ære, som skam tilfalder mig, kære Idrial,” protesterede han stilfærdigt, som han atter engang rettede sig op. At hun havde været omkring her hele tiden, havde han skam svært ved at tro på, for han havde jo slet ikke set nogen elver søge ly ind mellem træerne. Desuden.. hvad skulle en elver i det hele taget lave der, når de havde en by ikke så fjernt herfra? ”Et dog besynderligt sted at tage et hvil, må jeg sige.. Har du ikke et sted i byen at søge til? En seng at sove i?” spurgte han sagte, som han roligt vendte blikket mod hende. Han trak svagt på smilebåndet. ”Mellem træerne, har jeg aldrig oplevet at en artsfælde er gået mig forbi. En gang skal vel være den første,” tilføjede han morende. Selv han var i et utrolig godt humør i dag, og der skulle i den grad også meget til at ødelægge det! Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han vendte blikket mod hende igen. Han var ikke meget anderledes end alle andre, og selv ikke han, havde noget imod at blive lidt beskidt. Han var jo trods alt en elver.

[Deleted]

Et selskab var altid velkomment i Idrials øjne, så at hun havde fundet Thranduil, og at han var ligeså åben overfor ideen, var en sand glæde for hende. Som han var nysgerrig efter at høre, hvad hun mente om lige netop denne årstid, lod hun tænksomt sit blik vandre rundt, som hun betragtede sig af den blottede natur og himlen. ”Hvad jeg tænker om denne årstid, fører vel til et højere plan. Det jeg ser, er nemlig livet der må gå hen og tage sig et hvil, så det kan blomstre til sit fulde potentiale, når cyklussen igen rammer det smukke forår,” fortalte hun sandfærdigt. ”Det er dog også til at finde skønheder ved denne årstid, da man nu får muligheden for at se, hvordan træernes grene snor sig, som de ikke længere bær de grønne beskyttende blade. Alt bliver sat til skue nu, som intet kan gemme sig i det bare.” Hendes hoved faldt let på sned, som hun blev færdig med sin talestrøm. Igen betragtede hun hans pæne ansigt, som det smukke elviske, og roen måtte hvile over ham. ”Hvad med Dem? Hvilke tanker skænker De denne årstid?” spurgte hun med den samme nysgerrighed, som han havde udvist hende.
Benovet over hans selskab, var Idrial skam, da hun ikke var vant til så fint et selskab, som det han kunne levere. Hun følte dog ikke tvang til at blive her, skønt hun ikke vidste, om det ville være høfligt at afslå en invitation fra den højtstående i hendes samfund. Oprigtigt nysgerrig og interesseret var hun i hans selskab, skønt hun ikke havde kendt til hans titel ved første øjekast. Spændende måtte det nu også være for hende at møde en mand som ham, da det bestemt ikke var noget hun gjorde hver dag. Svagt smilede hun blot, som han protesterede imod, hvem æren tilfaldt. Selv ville hun ikke se sig enig, men barnligt ville det være, hvis hun begyndte at gentage, at det måtte være hende der var den heldige for dagen. Rar var tanken dog også omkring, at hun var ønsket i hans nærvær. ”Jeg er skam ikke hjemløs, hvis det er det De spørg mig om. Jeg har en seng at krybe til, når natten slår til, men for dagen kan jeg godt lide at finde ro her,” svarede hun roligt. Et anstændigt liv levede hun skam, da hun ikke var ludfattig. Hun levede måske ikke ligeså godt som ham, men det var også fordi, at hun var vokset op i et hjem, hvor materielle goder ikke havde spillet nogen rolle. Lige glad var hun ikke altid for den tanke, da hun ikke kunne benægte, at hun til tider drømte om det der var lidt bedre, men sådan skulle det bare ikke være for hende. Accepterede det gjorde hun også, da hun havde sit liv, som hun havde det godt, samt hun fik lov til at færdes i sin elskede skov. ”Det glæder mig, at jeg formåede at gå dig uopdaget hen, som den allerførste,” kommenterede hun morende, uden smilet falmede på de bløde læber. ”Men siden jeg kom hertil for at tage mig et hvil, hvad laver De så her, hvis jeg må spørge?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv på trods af sit omdømme som konge, var Thranduil faktisk en meget folkelig mand, som ønskede alle det bedste. Han ønskede at lytte, han ønskede at lade folk give udtryk for deres holdninger og meninger, også fordi at han vidste, at de kunne være så frygtelig forskellige fra alverdens andet. De smaragdgrønne øjne betragtede sig roligt af hendes skikkelse, som smilet dog ikke kunne falme. Han kunne slet ikke lade være, når han stod i hendes selskab, for selvom de måske kun lige havde mødt hinanden, så nød han det faktisk. Han nød af hendes imødekommende personlighed. Hendes ord fik ham kun til at stå ganske veltilfredst igen, for han kunne forstå hende. Han forstod faktisk hvad hun hentydede til. ”Minsandten en skønhed ved denne kolde årstid,” medgav han stilfærdigt, som han roligt betragtede sig af hende. Som hun spurgte om hans mening i gengæld, fik ham til at hæve hånden let tænkende til sin hage. Der var mange skønheder ved årstiden, og selv han nød jo frygtelig godt af det hele! ”Forberedelsen i stilhed til det kommende lys som foråret vil bringe med sig, hvordan det hele går i hi og lægger sig til en hvile som næsten kan føles som evig. Dyrene som vandre i flok i sin afventning på den lille varme som det tidlige forår vil bringe, inden fuglene vil hjemvende med sin fuglesang lært dernede sydpå og bringer herop. Det er forberedelsen på lyset og det varme.. noget som Procias i sig selv har brug for,” endte han roligt. Han kunne snildt have fortsat i lange drag, også fordi at han faktisk vægtet det frygtelig højt. Han elsket skoven på hver en årstid som der måtte ramme den!
Thranduil ønskede dog ikke at betegne sig som andet end en elver, selvom han havde den høje post som han nu havde, så var det noget som han vogtet om med stolthed. Alligevel af den grund, så ønskede han at blive betegnet som folkelig, og selvfølgelig ønskede han deraf, også at indgå i den form for social relation med de ganske normale af hans art og folkefærd. Han betragtede hende med et stille smil. ”Jeg gik skam heller ikke ud fra, at du ikke havde et sted med tag over hovedet. Det var bare.. forunderligt at vælge at gå til hvile på et sted som dette, med en lun seng og tag over hovedet i vente,” endte han roligt. Det var skam ikke fordi at han var ude på at fornærme hende, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og det vidste han skam udmærket godt. Han blinkede let til hende. ”Du er den første som har formået det.. Og jeg agter at finde ud af, hvordan,” påpegede han morende. Et mysterium var det for ham, som han agtet at få løst på et tidspunkt! ”Tager lidt fri fra det hektiske arbejde. Skoven har altid været mig et sted, hvori jeg har været i stand til at finde mig en ønsket ro,” forklarede han roligt. Presset kunne være enormt, og specielt i disse dage, så kunne den virkelig være intens.

[Deleted]

Som Idrial stod overfor Thranduil, kunne han helt minde hende om enhver anden mand, ud fra hans jordnære person, og det var kun et positivt tegn set fra hendes side. Aldrig havde hun stået ansigt til ansigt med ham før nu, og hun kunne roligt sige, at hun anså det for at være en overraskende positiv oplevelse, skønt mødet kun lige var sprunget an. Han forekom hende som en mand der hvilede i sig selv, og som ikke så sig høj i sin magt, og det var et træk hun ufatteligt godt kunne lide. Det gjorde nemlig, at hun følte, at hun kunne kommunikere med ham, og det var altid et godt førstehåndsindtryk. Roligt lod hun sine himmelblå øjne betragte hans kønne ansigt, som han spekulerede over hendes ord. At det så viste sig, at de begge så sig enige, fik hende blot fortsat til at smile. Begge anså de vinteren for at være en smuk forberedelse til det kommende forår, hvor alt ville stå i sin pragt igen. Blomster ville spire om fra den nu bløde jord. Træerne ville blive beklædt med frodige grønne blade. Fuglene ville vække dem med den sødeste sang. Rådyrene ville græsse med deres kid, mens rævene ville søge over jorden. ”Det er et lys Procias har brug for at føle, men nu vil jeg alligevel tillade mig at sige, at vi – skovens væsner og dyr – længes endnu mere efter den fremgang, der nu er på vej. Udefrakommende mærker trods alt ikke, hvordan stråene i jorden, og rødderne og barken på træerne taler. Det gør vi. Vi har følt skovens smerte, som var det vores egen krop, og nu mærker vi igen dens glæde, som var det os selv,” sagde hun roligt. Hun respekterede skam verdens andre væsner, men altid ville hun mene, at de ikke ville føle samme kærlighed til skoven, som elverne, druiderne, skovnymferne og dyrene.
Roligt foldede Idrial sine slanke hænder foran sig, mens hun betragtede sig af sit selskab, og lyttede til hans ord. ”Forunderligt for nogen måske.. Jeg nyder bare at slappe af det sted, som jeg anser for at være det tryggeste,” sagde hun roligt. Hun havde skam ikke lagt sig til at sove på den kølige jord, som hun blot i sin dyreskikkelse havde ligget og betragtet naturens gang. Spændende fandt hun den at betragte, som hun nød at se livet for øjnene af sig. Fornærmet følte hun sig dog ikke, da han ikke talte ned til hende, men blot spurgt ind til emnet, og hun nød det faktum, at han turde spørge ind til hende. ”Så må vi se, om De bliver længe nok til at finde ud af det,” svarede hun kækt igen, da hun følte, at hun godt kunne tale til ham i den tone, som han selv talte til hende med morskab, samt smilede til hende. Det var dog ikke den største hemmelighed, at hun kunne forvandle sig til en polarræv, da hun trods alt stolede nok på sit folk, til at fortælle dem den sandhed om hende. Desuden, så var det en del af sig, som hun havde accepteret, og så var det op til andre at finde ud af, om de ville gøre det samme. ”Jeg kan forestille mig, at De sidder med en del, og at skoven kan lette trykket en anelse. Skoven har nemlig også altid været min vej til indre ro,” fortalte hun roligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så ikke nogen grund til at skulle være højere hævet end alle andre. Han var en elver med et job – ligesom alle andre, så hvorfor skulle det forholde sig anderledes? At det så var noget som faldt i så god jord ved hende, kunne han et sted næsten fornemme på hende, hvilket selv var noget som gjorde ham selv tilfreds, for han ønskede at være en som man kunne støde på, på gaden og indgå i dialog med og snakke med, dersom det var det som man ville, for hvorfor skulle det da forholde sig anderledes? Han havde brug for en omgangskreds ligesom alle andre, og det var bestemt heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på. At de var enige, var noget som selv gjorde ham glad og ikke mindst tilfreds, hvor han ikke kunne være andet end storslået tilfreds med hendes ord og udtalelse! ”Jeg tror ikke jeg kunne have sagt det meget bedre selv. Skoven er ved at vågne til live og forberede sig den kommende varme og den kommende sol. Sporene efter dyrene er blevet mere synlig. Det hele er atter ved at blive vækket til live,” rendte han med en rolig og ganske sandfærdig stemme. Selvfølgelig var det en tanke som han godt kunne lide, men også fordi at hun var så… inde i det, at hun kunne fornemme det samme som ham selv, og det var det bedste af det hele.
Thranduil var ganske nysgerrig af sig, og nu hvor hun havde vist sig at leve lidt.. anderledes end hvad han var vant til for deres folkefærd, for ganske vidst, så var de et væsen af natur og skov, men alle havde stort set en seng at søge til når søvnen og hvilen var trængende. Det var skam ikke fordi at han var ude på at fornærme hende eller noget som helst, for det var han skam kendt med, at han ikke ville få det mindste ud af i den anden ende. ”Flest af os, gør brug af det når sommeren står på hæld. Endnu kan det være ganske koldt både dag og nat,” fortalte han roligt. Selv ønskede han ikke at vinteren skulle tage elverne i forkølelsen eller feberen som kunne ramme. Som det måtte lyde til at hun måtte brænde inde med en hemmelighed, så var det da først noget som for alvor gjorde ham nysgerrig! Desuden kunne han virkelig godt lide hendes selskab, og så glad som hun virkede til, så gjorde det ikke det mindste! ”Forsøger du bare at holde på mig? Du behøver ikke den høflige tiltale, Idrial. Jeg er trods alt en elver – ligesom dig,” påpegede han morende og alligevel med en bestemt undertone, for han ønskede slet ikke at blive sat på en høj piedestal, end hvis det var noget som han var nødt til – hvilket skete temmelig sjældent. Han smilede let for sig selv, inden de smaragdgrønne øjne gled mod hende. ”Jeg tror skoven bringer fred og ro til dem som er åben og modtagelige for den. Selv den mest pressede mand og kvinde. Men nok om mig.. Lad mig vide noget mere om dig, Idrial,” opfordrede han roligt, som han jo ønskede at høre om hende. Det var det som han var mest nysgerrig på.

[Deleted]

Idrial glædede sig til, at skovene igen blev badet i den glødende sol, som de i øjeblikket var inde i den mørkeste periode. Hun så frem til, at livet endnu engang blomstrede i Procias, så man kunne finde glæde ved hver en krog. Mild syntes vinteren dog at være i år, som landet knapt nok havde set sne, hvilket både kunne være på godt og på ondt. Frysegraderne gjorde trods alt sit for naturens cyklus, samt det hvide lag var smukt at se på, mens dette bare område kunne forekomme trist for mange. Frosten var dog ikke kun glæde, da den også første til kulde, sygdomme og muligvis død, hvilket vel måtte være alles mareridt. ”Så sandt, som det er sagt. Jeg har selv kunnet mærke og se forandringerne. Det bliver et savnet forår, vi går i møde i år,” sagde hun roligt, som hun måtte hentyde til branden der engang havde huseret disse skove. Mange måtte glæde sig til at se det frodige og det smukke, hvor særligt hun var en af dem. At se Thranduil have den samme kærlighed til skoven, som hende selv, gav hende en form for tryghed, da de på det punkt måtte være ens.
Idrial vidste udmærket godt, at en elver henslængt på jorden eller oppe i træerne, var et sjældent syn på denne tid af året. Det skulle dog også siges, at hun ikke lå i sin elverskikkelse på denne tid, men i sin animagusskikkelse, da den måtte være mere standhaftig over for kulden med sin tykke pels. Det var dog ikke en oplysning hun havde givet Thranduil, så den sandhed om hende lå endnu skjult for ham, medmindre han havde hørt, at en af hans elvere bar en forbandelse. Hun tvivlede dog på, at det var tilfældet, da han måtte være en travl mand, og siden forbandelsen ikke var slem, så behøvede man ikke at skænke den større tanker. ”Vejret lufter godt på denne tid af året, så man bør tage visse ting til eftertanke, inden man bevæger sig ud af døren,” medgav hun roligt. Selv spekulerede hun skam over, hvordan hun opførte sig i et vejr som dette, så hun kunne holde forkølelsen i skak. Morende trak hun på smilet til hans ord. ”Det er ikke mig, der forsøger at holde på dig, Thranduil. Det er din nysgerrighed for mig, der gør,” påpegede hun og blinkede til ham, uden at smilet falmede på hendes læber. ”Du er måske en elver, som mig, men stadig bærer du et andet pres og titel, og det er det jeg respektere,” sagde hun roligt, men dog viste hun også, at hun sagtens kunne lade de høflige formaninger ligge, hvis det var hende tilladt. Hun mente trods alt intet ondt med sine handlinger. Desuden passede det hende også fint, at hun måtte lade den høflige tiltale ligge, da det automatisk gjorde det hele langt mere personligt, og det måtte hun nu engang finde rarere. ”Jeg ved ikke, hvad der er at sige om mig. Jeg er blot en elvisk kvinde, der nyder skoven. Jeg bærer ingen fine titler, som dig,” sagde hun ydmygt, som han spurgte ind til hende. Der var dog mere i hende end det man så lige nu, da hun skam havde interesser, som hun gik utroligt meget op i.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde altid haft den store forkærlighed for skoven. Efterhånden siges det vel, at det var den eneste kærlighed som han faktisk havde i sit liv? Og et sted så var det nok heller ikke helt forkert med alt det som han selv havde været igennem i tidernes løb. Han kunne og godt lide hendes holdninger og meninger til de mange årstider og den cyklus som livet nu skulle igennem, for det var jo blot en del af det at være i live, og mange tog jo sågar fejl af hvor levende skoven egentlig var, og selv han måtte anse det som en skam. Hendes varme person, var noget som helt klart faldt i god jord hos ham, da det var noget som selv betød meget for ham. Han trak let på smilebåndet, som han igen måtte nikke. De var enig med henblik på skoven og skovens dyr, og det var noget som faktisk også passede ham selv helt fint! ”Dette forår har så sandelig været savnet, og jeg kan blot gå i håbet om at det lige så vil bringe den samme varme og glæde til resten af landet, som den bringer til dig og til mig,” endte han roligt, som han igen betragtede sig af hende.
Det kunne godt være han var konge, men af den grund, så kunne han godt lide at blive betragtet som en del af mængden. Ligesom alle andre, så havde han sit arbejde, og det var jo bare at stå som repræsentant for landet og riget af skoven, og det var noget som han så sandelig agtet at gøre til fulde, nu hvor han langt om længe havde den mulighed! En travl mand var han skam, også selvom selv en som ham, kunne finde den tid og rum, som skulle til, netop for at nyde en stund som det her. Et sted så var det vel også skæbnen? At de skulle befinde sig i det samme område i en skov så stor som den var. ”Det er alment kendt at vinteren kræver sine ofre i kulden og mørket. Det ville være en skam, dersom det skulle vise sig, at du ville blive en af dem,” fortalte han roligt. Det var skam ikke fordi at han ønskede at komme med en løftet og hævet finger, for det havde han slet ikke retten til, men et sted, så var det vel heller ikke så underligt igen? Han ønskede at værne om elverne og deres væsen. Han lod hænderne roligt folde sig over hans ryg, hvilket gjorde, at han rankede i ryggen og automatisk skød brystet en smule frem. ”Ganske rigtigt. .Dog formår du at gøre mig frygtelig nysgerrig, Idrial.. Og det er ikke helt retfærdigt,” påpegede han tydeligt morende. Han havde jo slet ikke noget imod det. Let rystede han dog på hovedet. ”Jeg ønsker du skal se mig, som da du gik mig i møde. Du skal se på mig som enhver anden af mængden. Se bort fra mit ansvar og min titel. I dag er jeg blot en simpel skovelver,” fastholdt han roligt. Han ville nyde hendes selskab, han ville bare være sig selv. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg tænkte nu ikke på titel eller status, min ven. Noget er der vel at fortælle om dig? Som jeg ikke allerede har fundet ud af?” spurgte han sagte, dog lige så nysgerrigt som tidligere.