Upcoming spring!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være Idrial var utrolig ung i forhold til hvad han selv var, også selvom det slet ikke gjorde Thranduil det mindste. Uanset hvad, så var det vel også tydeligt at han faktisk var i stand til at nyde hendes selskab af den grund, som han jo ikke så hende som et barn, men en voksen med sine tanker, holdninger og værdier, som han lige så, ønskede at respektere, og i mødekomme på den måde som han nu kunne. I det store og hele, ville det jo faktisk ikke gøre ham noget, at skulle dele et måltid med hende. Tvært imod, så ville det være ham en ære at gøre det. ”Det vil da være mg en sand ære og glæde, hvis du ville dele et måltid med mig, Idrial,” fortalte han roligt, som han igen vendte de smaragdgrønne øjne i retningen af hende endnu en gang. At hun ville gøre sig sine egne erfaringer og oplevelser ved det i sit eget tempo, var noget som i sig selv, var noget som betød meget for ham, også fordi at det kun indikerede en fornuft som selv måtte falde i en umådelig god smag, selv i hans øjne, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. ”Det lyder yderst fornuftigt. Gør dig dine egne erfaringer og oplevelser udenfor skoven, men gør det fornuftigt og ikke mindst kløgtigt,” bad han endeligt. Det kunne godt være, at han allerede havde fortalt det mange gange tidligere, men han kunne skam ikke gøre for det, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme galt af sted.
Det var måske ikke just de gode ting Thranduil havde at indberette om af verdenen som hvilede udenfor den trygge skov, men han var skam ganske reel af den grund, da han heller ikke så nogen grund til at skulle holde hende for nar eller noget lignende af det. At hun så tog den fortælling til sig, glædede ham selvfølgelig, da det kun var et tegn til at hun faktisk lyttede, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han smilede let for sig selv, som han let trak på skuldrene. ”I det store og hele, så er forskellen faktisk ikke særlig stor, men det er den store lighed som faktisk gør den største forskel for os. De føler de er bedre, som.. ja, vi føler vi er bedre end dem. I det store og hele, så ønsker vi jo i bund og grund det samme,” forklarede han ærligt. Selv havde han ikke meget til overs for den personlighed som langt de fleste af mørket gik frem med, også selvom han ikke kunne gøre andet end at forsøge at holde dem fra muren, og det var det som han gjorde! At hun direkte opfordrede ham til at fortælle mere, fik ham til at smile ganske let. Han havde så mange fortællinger1 ”Er der noget specielt du ønsker at høre? Om noget specielt måske? Kunne jeg vælge, så havde vi siddet her hele dagen, aftenen og natten med, og jeg ville stadig ikke være færdig,” påpegede han næsten morende. I det store og hele, så nød han selv af fornemmelsen af, at kunne fortælle og lade sin egen historie komme frem, for han ønskede at folk skulle kende til den.

[Deleted]

Skønt Idrial ikke havde nogen bagtanker med henblik på et delt måltid med ham, kunne hun ikke lade være med at blinke lettere forfjamsket med øjnene, og lade blikket flakke væk, som han direkte sagde, at det ville være ham en ære og glæde at spise med hende. Hun var ikke just vant til, at folk talte sådan til hende, og derfor måtte hans ord tage noget af pusten fra hende, og bringe hende til forlegenhed. Grundet den forlegenhed, kunne hun ej heller sige mere til den sag, men på den anden side, hvad var der så mere at sige? Det lagde dog også et pres på hende, for nu måtte hun også spekulere over, hvordan hun mon skulle opføre sig under det måltid, men på den anden side skulle hun vel igen bare være sig selv? Tankerne drev lystigt rundt i hendes sind, indtil han igen begyndte at tale, hvor det også blev der, at hun igen valgte at se i hans retning. ”Jeg vil prøve at leve efter de principper, hvis jeg en dag skulle få bevæget mig udenfor grænsen,” sagde hun roligt. Hun ville skam gerne gøre sit, for at holde sig selv i skindet, hvis hun søgte udenfor, men selv kendte hun ikke til landet udenfor, så hun vidste ikke, om hun skulle te sig anderledes derude, i forhold til hvad hun gjorde her i skoven. Det var dog også noget af det der måtte interessere hende, eftersom hun endnu ikke kendte til forskellene på landene, og derfor gerne ville opleve, om de skulle have andre holdninger eller ønsker end hende.
Idrials hoved faldt let på sned, som hun betragtede ham. Hun forstod ham ikke helt, da det måtte forekomme hende mærkeligt, at i bund og grund den samme race ikke kunne enes med hinanden. Det kunne dog være, at hun langt bedre ville forstå, hvis hun endelig mødte en af mørkets væsner, men ikke før det, måtte det skabe undring til hendes sind. Uskyldig måtte hun også være, som hun selv troede det bedste om folk, indtil andet blev bevist overfor hende. ”Men hvis der ikke er en egentligt forskel, burde vi så ikke kunne enes med hinanden? Der er jo ingen skam i et ophøje sin egen race, og ønske den det bedste, men hvis vi er så ens, burde vi så ikke kunne slå os sammen?” spurgte hun nysgerrigt. Selv var hun højelver, hvor hun vel burde se sig en anelse bedre end skovelverne, men som hun ikke var vokset op blandt sin egen slags, men blandt skovelvere, så spillede det ingen stor rolle for hende. Hun så dog stadig elverne som en suveræn race, som hun nød alle deres kvaliteter, hvor hun mente, at andre racer kunne tage ved lære af dem, men det tænkte de vel også om dem. ”Jeg kan ikke fortælle, hvad du har oplevet udenfor muren, så du bliver nødt til at berette mig om det, du finder passende,” kommenterede hun roligt. Hun havde ikke et specifikt ønske, om hvad hun ønskede at høre, så derfor var hun blot interesseret i at høre, hvad han generelt ønskede at berette hende om. Hun havde desuden tid, så han behøvede ikke at frygte, at hun skulle rende om en times tid. Det ville dog ikke være sandsynligt, at hun ville lytte til hans fortællinger gennem hele natten.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede egentlig kun at Idrial kunne være sig selv, da det var det som alligevel var det som han bedst kunne lide. Selv på trods af hans adelige titel, så ønskede han virkelig bare at hun kunne se ham som den elver han var og som en ligeværdig mand, som han anså hende som en ligeværdig kvinde. At hun så ikke vidste hvad hun skulle svare til hans invitation til at dele et måltid med ham, tog han sig ikke så tungt igen, for.. han valgte nu alligevel at tage det lidt som en afvisning, at hun ikke besvarede hans ord, men det var nu bare sådan at det måtte være. I det store og hele, var han selvfølgelig frygtelig glad for at hun ville tænke over det, den dag hun endelig ville forlade skoven og kigge sig rundt omkring i Procias – forhåbentlig i hvert fald, for selvfølgelig ønskede han at hun skulle gøre sig sine erfaringer, men det skulle ske på en ordentlig måde! ”Det er noget som betyder meget for mig,” svarede han roligt, og med en ganske rolig stemme.
Forskellen på en mørkelver og en elver fra Procias, var egentlig ikke særlig stor, men af den grund, så var det vel også der problemerne måtte ligge? I det store og hele, så var det svært at tilrettelægge det hele, da det ikke kunne tilfalde dem begge det bedste, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre, men det var vel bare sådan at det måtte være? At hun ikke forstod det, forundrede ham egentlig ikke, for det var noget som man næsten skulle være en del af, for i det hele taget, at kunne finde ud af. Han sendte hende et svagt, dog et overbærende smil. ”Jeg ville ønske jeg kunne give dig et ærligt svar, Idrial, for jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror ikke at nogen af os skal regne med at kunne enes nogensinde. Vi er lige og alligevel så frygtelig forskellige,” fortalte han stille. Som hun selv ikke vidste hvad hun ønskede at høre, fik ham til at vende blikket tænkende frem for sig. Han havde så mange historier at indberette om, og det var jo.. svært for ham at finde ud af, hvad hun ville finde interessant. Tungen strøg han let over sin læber inden han igen vendte blikket mod hende. ”Det kan være, at det er et yderst dumt spørgsmål, men hvordan har du det med tingene udenfor skoven her i Procias? Har du nogen kendskab til hvordan det er.. her til lands?” spurgte han roligt. I det store og hele, så kunne det jo give ham en mulighed for at finde ud af, hvad hun ville finde spændende at lytte til, frem for at det skulle blive en overflødig fortælling, for det var da slet ikke noget som han var interesseret i på nogen måde! Han ønskede at hun skulle finde det spændende, også fordi at han havde så mange af dem, at han selv ikke altid vidste hvor han skulle starte og hvor han skulle slutte, og det var jo heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund.

[Deleted]

Det at Idrial endnu ikke havde svaret ham, mente hun nu ikke som en afvisning, da stilheden kun fandt sted grundet forlegenheden. Hun var nemlig ikke vant til så fine invitationer, samt det at det ligefrem var en ære at spise med hende. Hun var jo blot en ganske almindelig elverkvinde, hvor han sikkert mødte mange andre spændende personer, samt personer der hierarkimæssigt passede bedre til ham. Med et lille smil på de lyserøde læber, vendte hun blikket mod ham. ”Det ville være en ære at sidde til bords med dig. Det vil derfor være mig en fornøjelse, at takke ja til din invitation,” sagde hun sandfærdigt. Hun følte sig bestemt ikke presset til at tage et måltid med ham, og hvordan kunne hun også det, når hun selv havde startet det hele? Hun havde jo sagt, at han skyldte hende en middag, hvis deres samtale skulle vise sig at trække ud. I dril havde det muligvis været, men samtidig ville hun aldrig have nævnt det, hvis hun selv fandt tanken udelukkende. At det betød meget for ham, at man gjorde sine egne indtryk, men stadig passede på sig selv, kommenterede ikke. Han var hendes konge, så selvfølgelig værnede han om elvernes sikkerhed. Hun havde skam heller ikke i sinde at gøre noget overilet, og dog havde hun heller ikke i sinde at træde ud med et så beskyttende skjold, at hun ved første øjekast ville distancere sig fra folket udenfor.
Svært var det at forstå, men det var vel også kun fordi, at Idrial aldrig havde mødt sin races modsætning, eller andre fra mørket for den sags skyld. Hun havde altid holdt sig til den varme, som skoven og de andre elvere kunne bringe hende, som det også måtte være dem hun gik bedst i spænd med. Det overbærende smil vidste hun ikke, om hun skulle antage en anelse nedgørende, da han muligvis fandt hendes tankegang idiotisk, som den vel var ufatteligt lys, men anderledes kunne hun ikke tænke, eftersom hun ikke kendte til andet i denne verden. ”Har I nogensinde mødt hinanden, uden at I havde slagmarken imellem Jer? Et fredeligt møde kunne vel gøre sit, som hver og en kunne komme frem med sine tanker, og så kunne man se, om man på den led kunne nå til enighed? I mine ører lyder det muligt, hvis vi virkelig er så ens, som du siger, at vi er,” sagde hun stille. Selv vidste hun ikke, om der kun havde hersket kampe mellem de racer, eller om de virkelig havde forsøgt at tale tingene igennem. Dumt ville det dog være, hvis de ikke havde forsøgt at komme til ord, men blot svunget sværd og skudt pile mod hinanden. Ifølge hende burde krig også helt undgås, men selv var hun godt klar over, at alt ikke kunne være godt, skønt hun ikke helt forstod, hvorfor. ”Har det da noget med din fortælling at gøre?” spurgte hun nysgerrigt, inden hun roligt svarede ham. ”Det er kun få gange, at jeg er taget med andre ind til byen, så jeg må indrømme, at min viden hovedsageligt ligger i skoven. Det er det der falder i min interesse, så jeg hører kun om de store begivenheder der finder sted i Procias. Det seneste jeg har hørt er, at regentparret er blevet gift, efter massakren på dem og på slottet.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke regnet med at Idrial ville blive så forlegen over, at han havde inviteret hende til at dele et måltid sammen med ham. Ikke fordi at han ønskede at betegne sig selv som en konge, hvor hans hjem heller ikke overdøvede alt andet som var i skoven. Tvært imod, så ønskede han bare at blive betegnet, som altid, og det var vel heller ikke meget at forlange igen, var det? Han blinkede let med øjnene, som hun alligevel valgte at besvare hans invitation i den dur som han et sted selvfølgelig havde håbet på, hvilket kun gjorde det hele meget bedre for ham! Det var vel bare at tage hjem til ham bagefter? Det ville bestemt heller ikke gøre ham noget! Tvært imod! ”… Udmærket! Det glæder mig virkelig!” endte han med en rolig og dog alligevel næsten.. ivrig undertone. For en gangs skyld, så valgte han at åbne op for andre på en lidt anden måde, end hvad han normalt var kendt for, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. At hun ville passe på sig selv derude, var selvfølgelig en tanke som glædede ham, for han ønskede som sagt heller ikke at hun skulle komme til skade, hvis det var noget som de alle kunne blive fri for i den anden ende. Ikke fordi at han gad fortsætte i den dur, for det var jo heller ikke ligefrem noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i det store og hele. Så lang tid hun lovede ham at gøre sit bedste, så kunne han gå til hvile om aftenen med en ro i sjælen.
Hans ord og smil var på ingen måder fordi Thranduil havde i sinde at skulle virke nedladende eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på! Han forstod sig skam godt på hendes uvidenhed, hvis det var i skoven hun havde holdt sig frem til nu, men at forklare hende hvorfor tingene var som de var elverracerne imellem, var ikke altid til at finde ud af, da han heller ikke vidste hvordan det hele skulle forklares for hende. Desuden havde mørkelverne en lidt anden fremgangsmetode end det som de hadve, og det var bestemt heller ikke noget som faldt i hans gode bog på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg har ikke forsøgt mig med andet end slagmarken mellem os, må jeg erkende. De har en fremgangsmåde og en udstråling som jeg personligt ikke bryder mig om, og som jeg ved de heller ikke bryder sig om min. Det er ikke nær så nemt som du vil tro, Idrial. Visse ting kan man ikke bare sætte sig ned og.. snakke om. Desuden er der nok heller ikke noget at snakke om,” endte han dæmpet. Hans spørgsmål var jo egentlig bare for at pejle ham selv ind på hvad han nu skulle snakke med hende om, samt hvilken fortælling som han nu skulle komme med. Han nikkede. ”Mere for at finde ud af hvilken historie jeg nu skal vælge,” fortalte han ærligt. Intet nedladende i det, for det var han slet ikke interesseret i! ”Det er også ganske rigtigt. Jeg kan fortælle mere mens vi er på benene muligvis? På vej tilbage til samfundet? Du må da også fryse?” spurgte han. Det var jo heller ikke fordi at det var helt varmt i vejret endnu trods alt.

[Deleted]

Forlegen blev Idrial, som hun ikke var vant til, at folk – særligt mænd – talte I den dur til hende. Det måtte også tvinge hende til et par sekunders stilhed, som hun først skulle samle sig, inden hun kunne takke ja til hans venlige invitation. Det ville bestemt ikke gøre hende noget at dele et måltid med ham, som det for det første var rarere at sidde til bords med en anden end sig selv, og så var der det faktum, at hun nød at snakke med ham. Hun kendte ham måske ikke særligt godt, men det kunne hun vel komme til? Underligt var hun det endnu, at det blev hende der fik lov til at nyde hans selskab, men hun prøvede at skubbe tanken væk og bare forestille ham som en almindelig elver, som hende selv. Det var trods alt det han ønskede. Blidt smilede hun, som hun fornemmede, at hendes svar måtte glæde ham, og bedre kunne det trods alt ikke være.
Hvad hans ord og smil skulle fremtone, vidste Idrial ikke, men skønt hun lidt mistænkte det for at være nedladende, grundet hendes uvidenhed, reagerede hun ikke på det. Hun gad ikke hidse sig op over noget, som hun end ikke var sikker på, så derfor trak hun blot vejret og lyttede videre til hans historie. Det kunne trods alt være, at hun selv havde misforstået fuldstændigt, og det ville ikke være en morsom situation at bringe på banen. ”Du må undskylde, hvis jeg snakker om ting, jeg ikke burde tale om, men hvordan kan du vide om kampens hede er den eneste løsning, hvis I aldrig har forsøgt Jer med andet? For mit vedkommende lyder det forståeligt, at I ikke kan enes, hvis I griber til sværdene hver gang I mødes. Det er altid let at sige, at man ikke bryder sig om en, men hvis man aldrig giver dem chancen for at forsvare sig, så er det klart, at man aldrig når længere,” sagde hun roligt, som hun kom med sit syn af sagen. Hun kendte selv ingen mørkelvere, så hun kunne ikke sige, hvordan de opførte sig, men hvis man end ikke forsøgte at gribe til orde, så fandt hun det som en selvfølge, at de ikke kunne enes. I hendes ører lød det nemlig som om, at de aldrig havde givet det et ordentligt forsøg, men det var også bare hendes mening, og hun sad ikke i en stilling, hvor hun kunne ændre på noget. Morende gled smilet helt over hendes læber, som han spurgte, om de ikke skulle tale videre, mens de søgte tilbage til byen. ”Hvis du allerede vil af sted igen, hvad var så ideen med, at vi skulle sætte os her?” spurgte hun morende. Hun trak dog sit ben til sig, så hun kunne komme op på benene igen. Der børstede hun let mulige træstumper af sit tøj, inden hun rettede sig op igen, og lod sine himmelblå øjne søge hans ansigt. ”Men hvis du gerne vil søge tilbage mod byen, så kan vi sagtens tage snakken der. Det lufter godt her, men årstiderne har nu aldrig fraholdt mig i at søge udenfor,” sagde hun roligt. Sandt var det, at det var en smule køligt, men af den årsag havde hun også pakket sig godt ind i klæder. Hun havde dog intet imod at søge ind mod byen, hvis det var det han ønskede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At det faktisk forekom Idrial underligt at en mand valgte at tiltale hende på den måde, forundrede faktisk Thranduil, da han ikke så nogen grund til at skulle tiltale hende på andet vis. Han nød af hendes selskab, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at give udtryk for, da det var noget som skete så frygtelig sjældent, da han som regel havde svært ved i det hele taget at slappe af omkring andre, når han ikke kendte dem, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Selv på trods af hans kongelige titel, så ønskede han at hun skulle se på ham som en ganske normal elver, som bare havde sit job at passe, for det var jo sådan at han selv følte sig, som han heller aldrig havde lagt synderlig meget i det at skulle besidde den form for titel, så hvorfor skulle det gøres anderledes nu? Han var ikke konge enevældigt, da han ikke var konge af Procias, men af den grund, så var han jo også en ganske normal mand, som var født på nogenlunde samme vilkår som alle andre var; med en mor og far som elskede hinanden, også selvom den slægt han var født ind i, havde haft sit at stå for, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at bære med sig videre – dog på rigtig måde.
Selvfølgelig havde Idrial en pointe med sig, når hun kommenterede den manglende dialog mellem dem og mørkelverne, også selvom det faktisk ikke var så nemt som det kunne lyde, for det var det på ingen måde! Han sendte hende et let smil. Det var bestemt heller ikke hans hensigt at virke nedladende eller noget lignende, for det var det da slet ikke. Han ønskede faktisk bare at.. informere hende, nu hvor hun spurgte ind til det. ”Hvis det var så nemt, så havde vi nok også gjort det for mange år siden, Idrial. Det er ikke alt som bare er lige let og ligetil. De har en sjov.. tendens til at fremtræde som bedre end alle os andre og de har gjort mange af os ondt. Visse ting som ej kan tilgives, og selv visse ting som gør at hævntogter er det mest.. ’rette’ i den forstand. Den manglende dialog kan ikke indgås, såfremt at ingen parter er enig i dette,” fortalte han roligt. At rejse sig igen, var faktisk kun fordi at han ønskede at bevæge sig lidt. Det var koldt bare at sidde stille, hvor hendes ord også måtte få en mindre latter til at bryde hans læber. ”Det var mere køligt at sidde stille, end hvad jeg havde regnet med.. Du fryser ikke?” spurgte han roligt, som han igen lagde hænderne roligt ned langs hans egen krop, kun for at fortsætte den rolige tur igennem skoven. Han kendte den mere eller mindre ud og ind, da han altid havde boet på dette sted. ”Man skal opleve årstiderne når de endelig er her og man skal tage imod det med åbne arme.. Det har du så ganske ret i. Snakken der er vel nemmere? Og over et godt og solidt måltid?” spurgte han sagte, som han igen vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at han lystede at holde på hende, men hendes selskab fandt han faktisk kærkommen.

[Deleted]

Kendskabet til verdenen udenfor skoven var ringe fra Idrials side. Derfor kunne hun ikke gøre sig klog, om det hun sagde overhovedet var muligt, for hun havde aldrig stået overfor en mørkelver, så hun vidste ikke, om de var til at bringe til orde. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at det vel var en chance for at komme i dialog med alle, hvis man bare viftede med det hvide flag og kom med en åben tilgang, for andet forekom hende latterligt. Det kunne dog godt være, at begge racer var for stædige, men det kunne hun ej heller berette om, eftersom hun aldrig havde oplevet det med egne øjne. ”Men du sagde også selv, at vi følte os bedre end dem, så på det plan kan vi vel heller ikke selv være en takt bedre selv. Derfor må en mur være det eneste, man kan komme i møde.. men selvfølgelig.. jeg har ikke selv oplevet det. Jeg går nu også ud fra, at I har gjort Jeres bedste for at udrede problemerne, så det er heller ingen kritik mod Jeres kritik.. Bare simple spørgsmål,” sagde hun roligt, som hun gerne ville forsikre ham om, at hun ikke var ude på at støde ham med alle sine spørgsmål. Hun var blot ufattelig nysgerrig og spørgende af sig, og det kunne hun ikke just holde skjult. Ikke når han havde bedt hende om at være sig selv, og ikke en kvinde der så på sin konge. Blidt trak hun på smilet til hans latter, som en lød som den altid måtte være hende kærkommen. ”Og hvad var der med, at du prøvede at fortælle mig, at jeg ikke skulle undervurdere kulden ved at ligge herude?” spurgte hun drillende og blinkede kækt til ham, som hun simpelt hen ikke kunne nænne sig. Hun syntes dog, at hun kunne tyde på ham, at han fandt den side velkommen, som han da grinte og forekom munter. ”Men jo.. Jeg kan ikke benægte, at kulden vidst har nået ind til mig. En gåtur må derfor være en fornuftig ide, og så senere ind i lunen,” svarede hun ærligt. Hun kunne skam godt mærke, at det ikke var sommer længere, som det trak i stoffet, ligesom kulden slog mod hendes udsatte hænder og ansigt. Hun tvivlede dog ikke på, at hun sagtens kunne klare turen tilbage til byen. Ellers måtte de bare sætte fut i tempoet. Roligt gav hun sig til at gå, hvor hun hurtigt fandt plads ved Thranduils side igen. ”Jeg kunne ikke være mere enig. Selvfølgelig har jeg mine yndlingssæsoner, som jeg har en forkærlighed for det blomstrende og det grønne, men det gør ikke, at jeg ikke kan finde skønheden ved både efteråret og vinteren. Men ligeledes har du ret i, at en snak er lettere, når man sidder inde i lunen og ej behøver at skænke kulden en tanke. Et godt måltid har ej heller aldrig skadet,” sagde hun mildt. Intet problem havde hun i, at de søgte ind mod byen. Hun havde nået at nyde skoven som ønsket, som hun havde været ude i en times tid, inden hun havde stødt på ham. Derfor gjorde det ej ondt, at de søgte mod byen og et måltid. Hans selskab måtte også være et særdeles velkomment selskab i hendes øjne, og det var ikke grundet hans titel, men grundet hans person.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Idrials uvidenhed, var ikke af slagsen som gjorde Thranduil det mindste, hvor han faktisk godt kunne lide at hun stillede spørgsmål, som han så kunne forsøge at besvare efter bedste mening. Nu hvor det var en lukket sag, så havde han andre ting at kunne vende det endelige fokus i retningen af, og det var bestemt heller ikke noget som han tøvede med. Hendes personlighed var varm og imødekommen, hvilket uden tvivl faldt i god jord ved ham. Tungen strøg han let over sine læber, som han roligt vendte de smaragdgrønne øjne i hendes retning. Han kunne lide hendes selskab, for ikke at glemme, at det virkelig glædede ham at hun faktisk var i stand til at betegne ham som en ligeværdig elver for det var noget som faktisk også betød utrolig meget for ham. ”Spørgsmål som i sig selv, er særdeles kærkommen, Idrial. Jeg har skam intet imod du spørger. I det store og hele, så udspringer vi nok fra det samme, og vi ønsker det samme.. Den eneste ting som i bund og grund står i vejen, er vel.. os? Hinanden?” endte han roligt og med en tænkende mine. I det store og hele, så tog han det ikke så tungt igen, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det var. Han kunne godt lide at snakke med hende, for hun fik ham til at tænke også i lidt andre baner, selvom han ikke var meget for at skulle tænke på arbejde dag ud og dag ind. Lige nu ønskede han at tænke lidt på andre ting. Han kuklo ganske let. Han havde vidst undervurderet vejret en smule, men ikke desto mindre så var det jo faktisk koldt at blive siddende stille! ”Præcis, og er jeg ikke et glimrende eksempel på det? Jeg synes det begynder at blive en kende køligt at sidde stille,” påpegede han med et let smil på læben. Som sagt, så ønskede han slet ikke at virke bedrevidende eller noget som helst. At hun var med på hans forespørgsel, var noget som fik ham til at smile ganske tilfredst. ”Jeg tænkte det nok, og selv synes jeg det lyder fornuftigt. Vi skulle jo nødigt have at du ender med at blive syg her i den sidste del af vinterens kulde,” endte han ganske sigende, som han selv roligt rettede sig op. At gå med hende ved sin side, var ikke noget som han havde noget imod, for han kunne godt lide det faktum, at han faktisk formåede at holde på hende som han gjorde. Han sendte hende et let smil. ”Jeg tror ikke jeg kunne formidle det på bedre vis, min kære Idrial. Og nu hvor vi er inde og snakke om et godt og solidt måltid.. Hvad er du til? Jeg har lidt af hvert i spisekamrene, og selvfølgelig skal du have noget som du kan lide. Jeg kan jo ikke sige på nuværende fod om jeg kommer til at holde på dig hele natten og den kommende dag med, trods alt,” ppegede han med en næsten drillende mine, som han let blinkede til hende. Han kunne jo trods alt godt lide at snakke med hende, og han skulle jo nødigt ende med at kede hende med hans alt for mange og lange fortællinger.

[Deleted]

Fuld af spørgsmål var Idrial, som hendes kendskab til verdenen faktisk måtte være ganske ringe. Det var der heller ikke noget at sige til, som hun først lige var blevet stillet den frihed myndigheden bar med sig. Årene op til, havde hun nemlig været i sin adoptivmoders varetægt, og hun havde ønsket, at hun kun holdt sig til skoven, og derfor var hun altid blevet der. At hun så ikke var søgt væk endnu, som hun faktisk havde haft mulighed i to år nu, var måske fordi, at skoven havde fået så stor en betydning for hende, samt hendes moders beskyttende jeg. Hun havde dog ikke udelukket sig for muligheden om at søge ud i den store verden, som hun endnu drømte om det, og eftersom hun formentligt havde mange år for sig endnu, behøvede hun ej heller at forhaste sig. ”Du har måske ret i dine tanker.. eller det må du vel have, siden du kender til den del af verdenen. Men stridigheder kan vel aldrig ophøre fuldstændigt? Det er vel bare en uundgåelig del af livet, selvom der sikker eksistere mange, der helst ville være foruden. Folk fra Dvasias må vel også ønske ro i perioder, som også de må have et liv og en familie, som de langt hellere vil fokusere på,” sagde hun stille og lettere eftertænksomt. Om hendes tankegang var sand eller falsk, kunne hun ikke vide, men hun tænkte, at folk generelt måtte gå inde med nogle basale behov, og hvem ville ikke ønske en smule ro, og bare være sammen med de personer, man holdt af? På den anden side kunne de også meget vel ønske sig det helt modsatte, men igen … hun kendte ingen dvasianere. Kun procianere, hvor de primært var skovelvere eller højelvere. Muntert smilede hun til hans ord. ”Du er i hvert fald et glimrende eksempel på, at du burde lytte til dine egne ord,” svarede hun drillende, som hun følte, at han havde givet hende tilladelse til at tale til ham i den tone. Han var måske mindre drillende og kæk i det end hende, men nu var aldersforskellen også gevaldig, så det måtte vel også bare sig det om det hele. Det gjorde dog ikke hende noget, som hun alligevel fandt glæde ved hans selskab. ”Jeg er ikke den eneste, som sygdommen ikke burde ramme.. Det ville også være en skam, hvis det blev dit lod sagde hun ærligt og sendte ham et svagt smil. Han havde sikkert en, der kunne tage sig af ham, hvis han kulden endelig fik ham på ham, men af den grund ønskede hun stadig ikke, at han blev offer for den. Hun havde før ligget forkølet og med feber, og det havde bestemt ikke været en sjov oplevelse! At han var enig i hendes syn på årstiderne, sagde hun intet til, da det vel var mere eller mindre var en tankegang enhver elver delte? Det var derimod hans andre ord, der fik hende til at vende de himmelblå øjne mod ham. ”Det eneste krav jeg har til maden er, at der ikke er kød i. Derefter burde jeg være let at kokkerere et måltid med.. Men du behøver altså ikke gøre dig de helt store ulejligheder, hvad maden angår. Jeg kan sagtens spise noget simpelt, hvis det er, hvad du har til eller lyster,” sagde hun roligt, inden hun fortsatte mere morende. ”Jeg tvivler på, at din hustru ville blive glad for at have selskab til langt ud på natten, og dagen med for den sags skyld.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Idrial var fyldt med spørgsmål, var slet ikke noget som gjorde Thranduil det mindste! Tvært imod, var han faktisk glad for, at hun var så åbensindig, at hun turde stille dem, for selv det, var jo noget som selv han måtte vægte utrolig højt. Ikke desto mindre, så ønskede han faktisk at gøre sit, for at besvare dem, også mest for hendes egen skyld, hvis det var noget som gav hende den form for ro og mag i sjælen. Selvfølgelig ønskede han at hun skulle stifte sig sine egne erfaringer med den slags, så lang tid hun havde fornuften med i billedet. ”Jeg kender meget af den verden, men jeg har aldrig som sådan forsøgt at omgås socialt med dem. Alt for mange er blevet for egoistiske med årene, hvis du spørger mig, og det synes jeg er en skam. Hvad dvasianere inderst inde ønsker, er desværre et spørgsmål som jeg ikke kan besvare for dig, for jeg ved det ikke. Jeg har endnu ikke været så heldig at sidde ansigt til ansigt med en mørkelver som inderst inde vil fortælle mig hvad de ønsker,” svarede han ærligt. Krig var ikke bare dyrt at føre, men det kostede også unødvendigt mange menneskeliv, og selv forsøgte han at undgå at sende flere elvere i marken, end det som han allerede havde gjort. Ikke desto mindre, så kunne det godt se ud som om at der var relativt fredeligt nu, men det var bare et spørgsmål om tid, inden de ville være i gang igen, og det var han så sandelig heller ikke interesseret i! Han kuklo ganske let. Ganske vidst en gammel mand, men at blive bekræftet i hans visdom, var kun noget som faldt i hans gode bog! ”Det kan være jeg skulle begynde med det,” påpegede han morende, som han roligt vendte sig mod hende endnu en gang. De helt grønne øjne betragtede sig af hendes smukke skikkelse. Han følte sig beæret over at hun kunne tage den tone til ham, som havde han været en ligemand. Han kunne virkelig godt lide det. Han betragtede hende sigende. Sygdom havde han været ramt af skræmmende mange gange igennem hans frygtelig lange liv, så det var egentlig ikke noget som kom bag på ham som sådan. Ikke desto mindre, så tog han det skam ikke så højtideligt igen. ”Jeg ser hellere mig selv ramt af sygdom, end mit folk, Idrial,” endte han roligt. Han kunne stadig herske over dem, selvom han lå i sengen med en forkølelse eller noget lignende, for det havde han skam gjort før! At hun ikke spiste kød, var noget som passede ham særdeles fint, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Hans smil falmede dog en anelse, som hun valgte at referere til hans hustru. ”Min hustru er gravlagt, og har været det igennem frygtelig mange år. Jeg er en enkemand. Uanset, så er det mig ikke en udfordring at skulle kokkerere for dig, Idrial. Tvært imod, så værdsætter jeg dit selskab,” afsluttede han ærligt, som han roligt betragtede sig af hende. Hans familie havde han ikke just tænkt på, i det som måtte være år efterhånden.

[Deleted]

”Det lyder til at være en skam.. Vi elvere må stamme fra det samme i den sidste ende, så muligt at enes.. Høj- og skovelvere formår trods alt allerede at færdes sammen, så det er bare den sidste race der mangler, før treenigheden kan fuldendes. Men siden det har stået på i adskillige årtusinder, så tyder det vel næppe på, at det kan lade sig gøre. Trist lyder det, men på den anden side har jeg aldrig brokket mig over min tilværelse her, så måske er det ganske fint, som tingene nu engang er,” sagde Idrial eftertænksomt. Det var måske virkelig bedst, at verdenen bare var, som den nu engang var. Selv fandt hun jo livet i skoven fantastisk, så hun ønskede ikke at ændre på noget på den front, så hun følte ikke et behov for at dele den med en ekstra race. Snakken omkring deres ”onde” side af racen var vel også begyndt at køre i ring, så det var vel bare at lade den falde til jorden? Selv kunne hun jo kun sige, at hun ikke kendte til virkeligheden, men at hun mente, at man burde tale om tingene, og Thranduil sagde, at folk var blevet for egoistiske til det, og så nåede de vel ikke videre på den front. Det passede hende såmænd også fint, da hun var klar på at høre andre fortællinger, som han havde oplevet gennem tiden. Muntert trak hun på smilet til hans latter og muntre tone, som han ganske rigtigt havde vurderet vejret, inden han havde foreslået, at de skulle sætte sig ned. Det var nemlig kun blevet til ganske få minutter på træstammen, som de hurtigt var endt til bens igen, hvor de nu måtte bevæge sig ind mod byen. ”Det er ædelt af dig at tænke sådan, men vi elvere ønsker ej heller at se vores konge til sengs. Det gør jeg i hvert fald ikke,” kommenterede hun ærligt. Hun vidste godt, at han skulle beskytte sig folk, som han skulle sikre deres overlevelse, frem for sin egen, men af den grund ønskede hun stadig ikke, at han skulle ligge ilde tilredt i sin seng. Ikke kun fordi han var leder, men også grundet hans person, som hun faktisk godt kunne lide, og så var der også det faktum, at hun generelt ikke ønskede folk ondt. At hun så formåede at ramme et ømt punkt ved at gå ud fra, at han var en gift mand, bed hun sig selv i læben, mens hun automatisk så frem for sig, og ikke på ham, som hun ellers før havde gjort. ”Jeg kondolerer over dit tab.. Det gør mig ondt, at du har mistet din elskede. Du må undskylde, at jeg bragte det på banen, men jeg gik automatisk ud fra, at en mand som dig ikke kunne være andet end gift,” svarede hun ærligt, mens hun forsigtigt endte med at se i hans retning. Hun ønskede jo ikke at gøre ham ondt. Hun havde bare tænkt, at så flot og venlig en mand, som ham, umuligt kunne være alene, og nu fandt hun så ud af, at den eneste grund til at han var enlig var fordi, at hans hustru var afgået ved døden. ”Det glæder mig at høre.. Hvis det er sådan, så vil jeg da ikke forhindre dig i, at udfolde dig i det kulinariske,” svarede hun med et smil på læben. Hun ønskede ikke at være en byrde at have på besøg, men hvis han ikke havde noget imod at gøre sig umage med det hele, klagede hun ej heller.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Allerede for lang tid siden, havde Thranduil opgivet det at få det hele til at fungere med mørkelverne, også selvom de var den sidste del af den treenighed bare ikke ville være en del af det, og så måtte det jo trods alt være deres tab. Ikke fordi at han ville gøre det største ved det af den grund, når han kun blev mødt af en kraftig og stærk mur bygget op af fordomme, had og foragt. Han kunne lige så godt bare opgive det hele med det samme! ”I det store og hele, så vil selv jeg mene, at tingene er fine som de er nu. Det er trods alt som de er nu, at højelverne og skovelverne formår at finde ud af det sammen, for tro mig.. Det er meget nylig det er sket, selv i vores målestok.” At mørkelverne var gået mod det modsatte og stået stille i deres udvikling, måtte vel også være deres tab, for det var ikke noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Hænderne foldede han roligt over sin ryg endnu en gang, som han roligt vendte blikket mod hende. Selv var det ved at blive en anelse koldt at sidde stille, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle ende med at blive syg, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, så det at søge ind, var noget som han ikke ville have noget imod. Sygdom havde han været ramt af før, og det var noget som han fint kunne klare en gang mere, om det skulle vise sig at blive nødvendigt. ”Det er meget venligt af dig, Idrial, men jeg ønsker ikke at andre skal komme til skade, hvor jeg fint og elegant kan bevæge mig over der hvor gærdet er lavest. Jeg kan sagtens klare det hårde arbejde fra en seng af, om det skulle blive nødvendigt.” Han var rolig i hans udtale, også selvom det selvfølgelig glædede ham, at hun var sådan omkring ham. Han kunne godt lide, at hun faktisk bekymrede sig for ham.
Tanken om hans hustru, var ikke en af slagsen som Thranduil havde skænket en igennem frygtelig mange år efterhånden. Han var en enkemand, og det havde han været i skræmmende lang tid, også fordi at han havde haft svært ved at åbne sig op for nye og specielt på den front. Han ønskede ikke at vanære hendes minde, også selvom hun vel ville ønske, at han fandt lykken, også selvom det var med en anden? Smilet var falmet, også selvom humøret endnu var fint, men den korte tankestrejf i den forkerte retning, kunne han ikke just gøre det største med af den grund. Han rystede let på hovedet. ”Tænk ikke på det. Det er efterhånden ved at være rigtig mange år siden nu. Hun er gravlagt nu, og har selskab i form af min søn. Af hjerte.. så har jeg til tider svært ved at åbne mig.. Derfor har jeg ej heller fundet mig en ny siden,” fortalte han ærligt, som de roligt nåede frem til elvernes landsby. Smuk var den, og selv på denne årstid, og det var noget som selv måtte gøre ham utrolig stolt! ”Tvært imod, så vil jeg gerne kokkerere til dig. Det ville være mig en glæde og sand fornøjelse.”

[Deleted]

Treenigheden ville måske aldrig blive fuldendt, men alligevel forløb tingene ganske godt for Idrial. Hun havde nemlig intet at klage over, når det kom til hendes liv, og hvis deres mørke artsfælle ikke havde i sinde at tilslutte de to andre elverracer, måtte det være deres valg. Hun kendte ingen mørkelvere, hvor det end ikke var sikkert, om hun nogensinde ville komme til det, så i realiteten behøvede hun end ikke at skænke dem en tanke. Det var dog sket, som hun var ufatteligt nysgerrig af sig, og når en mand som Thranduil ønskede at fortælle hende om verdenen udenfor, kunne hun ikke lade være med at lytte og stille spørgsmål. ”Jeg kan udmærket følge dig, som også jeg nyder, hvordan tingene er lige nu. Jeg kan både med højelverne og skovelverne, samt skovens andre fæller, og andet behøver jeg i virkeligheden ikke. Dette er jo det eneste sted jeg kommer, så andet ville vel ikke være andet end et pænt billede,” sagde hun med et skuldertræk. Ganske tilfreds var hun egentligt med, hvordan tingene fungerede nu om dage. Hun havde selvfølgelig sine drømme, som endnu ikke var kommet til livs, men dem havde alle jo. Roligt vendte sine blå skridt mod ham, uden hun stoppede de blide skridt over jorden, som de fulgte stien tilbage til elvernes by. ”Det er meget muligt, men stadig er jeg af den holdning, at end ikke du skal være sengeliggende. Jeg har selv aldrig været ramt af en hård sygdom, men jeg har før hørt om, hvordan folk er blevet taget af den, og selv det kan du ikke være immun overfor,” sagde hun roligt. Han kunne muligvis klare arbejdet fra sin seng af, men hvem sagde, at sygdommen ikke slog så hårdt, så han aldrig ville se dagslyset igen? En væmmelig tanke var det, men det var kun et faktum, at ikke kun krig tog folkeliv, men også sygdomme.
Idrial så roligt fremfor sig, som hun langsomt kunne se, hvordan den smukke by tonede sig frem for dem. Det perfekte hjem var det i sandhed! Blikket drejede hun let i Thranduils retning, som han fortalte om den ulykkelige skæbne for både hans hustru og søn. En trist skæbne anså hun det for at være, som det lød som om, at han var blevet ladt alene tilbage, men det hændte trods alt, at dødsfald ikke slog ned i den ideelle rækkefølge. Forsigtigt løftede hun sin hånd, så hun kunne ligge den mod hans overarm, som hun gav et blidt klem. ”Det gør mig ondt at høre, at du har lidt så megen modgang.. Jeg beder til, at din fremtid ser lysere ud,” sagde hun stille. Langsomt trak hun hånden til sig igen, så begge hendes arme kunne hænge hende afslappet ned af siderne igen. Selv kendte hun ikke til det at miste sin elskede eller sit barn, men alligevel kunne hun sagtens forstå sig på, at det måtte være en forfærdelig følelse, man blev efterladt med. Blikket lod hun igen pejle fremad, som de bevægede sig ind i byen, hvor man med de samme blev mødt af mindre pæne huse, samt elverfolket der var gået i gang med hverdagen. ”I så fald vil jeg glæde mig til at smage på din kogekunst,” svarede hun med et smil på læben. ”Hvilket hus er dit?” spurgte hun nysgerrigt ganske kort tid efter. Hendes blik søgte også opmærksomt rundt, som om hun forsøgte at spotte det hus, han holdt til, skønt hun ikke havde en anelse om, hvilket et det præcist var.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil regnede bestemt ikke med at mørkelverne ville indgå i den treenighed, som de havde været i før i tiden. Selv ønskede de at bestemme, og han forstod det jo faktisk godt, nu hvor han selv stod med ansvaret for skovens væsner, hvilket selv, var noget som han ønskede at gøre så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han betragtede hende med en sigende mine. Den daværende leder Denjarna, hørte man jo heller ikke just om mere i de kredse. Selv personligt, havde han ikke hørt om hende i det som måtte tilsvare.. år vel? I det store og hele, så var det ikke fordi at det rørte ham som sådan, men det forklarede da de mange småting, såsom at mørkelverne, faktisk viste sig på de måder som de gjorde. ”Det ville være en skam, at forvente at det hele skulle være, som det var før i tiden, Idrial, for jeg tvivler stærkt på at det nogensinde vil ske. Tingene fungerer jo trods alt fint som de er lige nu, så selvfølgelig er det jo altid en god ting og muren værner om os, og skænker os lige så en anden følelse af tryghed, end hvad soldater i gaderne vil gøre. Jeg ønsker det hellere sådan her, end at lade krigere vade igennem byen hver eneste dag for at sørge for lov og orden,” endte han ganske sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde meget til overs for mørkelverne fra før af, men han var bestemt ikke helt indelukket i det øjemed. Uanset hvad, så ønskede han slet ikke at nogen skulle gå hen og blive syge, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hovedet lod han søge let på sned. ”Så må vi vidst hellere søge indenfor, så vi begge slipper for at ligge i sengen, ikke sandt?” endte han med et let smil på læben.
Modgang havde Thranduil mødt i en stor grad, også selvom han nu ikke tog det så forbandet tungt mere. Han var kommet videre, da han trods alt også vidste, at det var en naturlig del af livet, og at det selvfølgelig var en ting som selv han måtte leve med. Han vendte blikket mod hende, næsten forundret over, at hun i det hele taget valgte at komme i kontakt med ham ved at berøre hans overarm, for det i sig selv, var slet ikke noget som han kunne undlade at bide sig i mærke i. Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Døden rammer som regel når man mindst venter det. Min hustru mistede jeg i øjeblikket jeg fik min søn, og min søn er faldet grundet en tragisk ulykke. Jeg ønsker bare ikke at lade det slå mig ud..” Han hævede hånden let, som han strøg hendes kind med et let smil, også for at bevise at han ikke var farlig at snakke med. Selvom han havde svært ved at åbne sit hjerte, så gjorde han det nu alligevel ikke nemmere for sig selv, og han vidste det jo trods alt også godt. Han smilede let. ”Kom.. Vi skal denne vej,” sagde han roligt. Selv kunne han faktisk godt lide at lave maden selv, også fordi at han faktisk satte pris på det. Han var en del af folket, og det ønskede han at vise dem! Med rolige skridt, gik han ind i den smukke elviske landsby, kun for at dreje fra og følge en stor og bred sti.