A second chance

[Deleted]

De kom fra hver deres del af hierarkiet, hvilket til tider blev utroligt tydeliggjort. Selv var Charliza fra overklassen, hvor hun ingen mangler eller kvaler havde, som alt kunne falde til hendes bedste. Sådan så verdenen ikke ud for Dominic, da hver dag var en kamp for ham. En kamp for sin overlevelse. Det var sjovt at tænke på, at verdenen kunne se således ud, når hun i princippet aldrig havde gjort noget for at vælte sig i rigdommen. Det havde været hendes forældre og de resterende familiemedlemmer, der havde sørget for deres velfærd, og hun var så heldig, at hun kunne nyde af det, uden hun egentligt skulle give noget igen. Mange ville sikkert ikke at mene, at det var færd, men det var nu engang sådan livet måtte være. ”Forståeligt.. Men held kan vel vende, så du formentligt vil slippe væk herfra før eller siden,” sagde hun roligt og sendte ham et svagt smil. Sandt var det sikkert ikke, eftersom hun vidste, at denne klasse var svær at komme ud af, hvor den anden også var svær at komme ud af. Hun følte dog, at hun var nødt til at sige noget positivt, eftersom hun godt kunne lide ham. Skævt gled smilet over hendes læber, ved lyden af hans ord. ”Jeg så godt, hvordan du betragtede mig tidligere,” svarede hun drillende igen. Sandt var det ikke ligefrem, eftersom hun ikke mente, at han var kommet med nogle hints til, at han ville røve hende. Hvis det skulle have været, havde det været ved første øjekast, da han havde kommenteret hende tilstedeværelse på kirkegården. De var dog hurtigt faldet i en god snak med hinanden, og efter det måtte hun indrømme, at hun ikke havde mistænkt ham for noget. Skidt var det måske, at hun sænkede paraderne på den front, men det var nu engang sådan hun havde det. ”Det lyder godt,” sagde hun roligt, som han afsluttede med, at han ikke ville røve hende.
Skønt var det at komme tilbage i den friske luft, som Charliza på nul komma fem var blevet træt af hans mausoleum. Hun var glad for, at han havde vist hende det, men det var ikke et sted hun ville sætte sin fod ind i igen. Det var det for frastødende til. At han så kunne holde ud at leve der, forstod hun vitterligt ikke, men beundringsværdigt var det da. Spændte blev skæret helt i de krystalblå øjne, som han hoppede med på hendes ide. Af erfaring ville hun sige, at der altid var en eller anden til stede ved Den Sorte Sø, og derfor tænkte hun, at det ville være det sikreste valg for dem. De havde trods alt heller ikke al evighed til at søge rundt, som de havde andre ting på programmet, og så sluttede de ej heller det samme sted, som de faktisk skulle gå hvert til sit. ”Og Den Sorte Sø bliver det så! Selvfølgelig skal det være en rigtig jagt.. Det andet som visse vampyrer foretrækker, er intet andet end en skændsel. Jeg fik desuden lov til at se din mere dyriske side, og det kan man kun på den led,” svarede hun kækt. Glædede sig, gjorde hun. En jagt var altid forfriskende, hvis den blev gjort på en ordentligt vampyrisk måde, og tanken om, at hun fik hans dyriske side at se, gjorde hende helt spændt. Hun ønskede at se den side, som det måtte være en af de vigtigste blandt vampyrerne, og at han endelig havde givet hende lov til at se den, glædede hende. ”Kom med,” sagde hun med et smil, inden hun roligt begyndte at gå.

[Deleted]

Det var egentlig forundrende hvor stor forskel der var i Dvasias alene på de forskellige klasser. Charliza kunne leve trygt og godt, samt vælte sig i familiens velfærd, hvor han dag efter dag, måtte kæmpe for sin egen overlevelse, og selv ville han mene at han havde gjort det godt frem til nu. Han betragtede hende sigende. Han var måske misundelig, men formåede at lægge så godt bånd på sig selv, at det ikke nødvendigvis behøvede at være nogen dårlig ting, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for i den anden ende. Han nikkede roligt til hende. Han regnede ærlig talt ikke med at skulle komme herfra bare sådan uden videre, da han aldrig havde haft de midler eller muligheder. Desuden var det yderst sjældent at en mand fra bunden, formåede at krybe nærmere toppen, selvom han nu selv forsøgte at holde sig optimistisk, så var det altså heller ikke altid lige nemt af den grund. ”Det er drømmen i hvert fald.. Selvom jeg måske ikke har det vilde at tilbyde i forhold til hvad en kvinde, som… ja, af din klasse, allerede har fra familien,” endte han ganske sigende. Han kunne godt lide hende, men han kunne jo lige så godt se realistisk på tingene. Han kunne jo ikke tilbyde en kvinde af en højere stand noget som helst. Han kuklo ganske let. ”Og hvordan kiggede jeg på dig tidligere..?” påpegede han morende. Det kunne godt være at livet herude var hårdt, men han havde faktisk lært sig begrebet humor, og kunne godt se det sjove i det. Tungen strøg han let over sine læber, som han roligt holdt sig tæt ind mod hende. Han kunne virkelig godt… lide det! Og mere end det som han sikkert ønskede at give udtryk for. Han nikkede roligt til hendes ord. At røve hende, ønskede han faktisk ikke. Hun havde vist sig at være i besiddelse af noget mere værdifuldt end værdigenstande. ”Ja ikke? Jeg kan faktisk godt være sød,” påpegede han morende.
Væmmelsen havde været så tydelig at se i Charlizas blik, da hun havde set hvor han holdt til, selvom han faktisk godt forstod hende, når han vidste hvad hun kom fra, hvilket var noget helt andet end dette, og det vidste han jo godt. At komme tilbage i den friske luft, gjorde ham bestemt heller ikke noget, hvor han heller ikke var bange for at hoppe med på hendes idé hvad angik Den Sorte Sø, for han havde ikke været der igennem frygtelig lang tid! Det passede ham jo egentlig også fint, da det var noget som gjorde det lidt nemmere for dem at komme frem og tilbage på de forskellige steder, også med henblik på når de skulle gå hvert til sit, når solen ville stå op endnu en gang. ”Noget siger mig, at du er vant til at få din vilje..? Du får ikke bare jagten og en badetur, men også mit dyriske at se..” påpegede han sandfærdigt. Han nikkede med et stille smil på læben, idet han bare valgte at følge hende. Selv dette kunne meget hurtigt gå hen og blive umådelig interessant, hvilket bestemt heller ikke gjorde ham det mindste. Desuden så han faktisk frem til at se hende lidt i aktion, i forhold til hvad det var man var vant til i den anden ende. Han vidste at hun var forførende, men det dyriske? Det glædede han sig for alvor til at se!

[Deleted]

Charliza forstod udmærket godt, hvorfor Dominic ønskede at slippe væk herfra. Desværre var et ønske ikke nok til at slippe væk herfra, da det derimod krævede ressourcer. Ressourcer han tydeligvis ikke havde. Det eneste han ejede, var tøjet på hans krop og mausoleet, og ingen af de dele kunne få ham ind i en bedre stand. Hvis han var umådelig heldig, kunne han muligvis få job i en tjenestestabel, men chancen var vel minimal, eftersom det ikke var et jobtilbud han havde fået endnu. Derfor forstod hun også godt, at han muligvis var desperat, hvor det vel også var en desperat handling at forsøge at snige sig ind i hendes hjem. De havde trods alt ikke kendt hinanden i længere tid end en enkelt nat, og derfor var det tvivlsomt, om han inderst inde var reel og ville være hos hende, fordi han ønskede hende. Selv kunne hun i hvert fald ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet, om han ville have ønsket det, hvis hun havde været fattig som ham. ”Du har højst sandsynligt ret.. Du kan i hvert fald ikke tilbyde mig noget økonomisk, som jeg ikke allerede har,” sagde hun roligt. Økonomisk lå alt allerede indenfor hendes rækkevidde, hvor han ej heller havde nogen penge, han kunne spendere på hende. Hun var dog bekendt med, at man kunne tilbyde en person andet end økonomiske værdier, som der kunne skabes noget personligt mellem to personer. Kækt blev glimtet i hendes krystalblå øjne. ”Hmm.. Meget bekendt så du først min økonomiske værdi, da du først så mig,” svarede hun drillende, skønt det var sandt. Han havde trods alt kommet med en hentydning til, at hun ikke hørte til her, samt han direkte havde sagt, at folk som hende ofte kom galt af sted herude. Det havde dog ikke været noget, hun havde lyttet til, som hun i stedet havde valgt at efterspørge hans selskab. Smilet trak hun let på. ”Lidt sød kan du alligevel være..”
Det glædede Charliza at høre, at han hoppede med på hendes ide om både jagten og svømmeturen. Hun ønskede at opleve alle disse ting med ham, som hun ønskede at se hans dyriske jeg, samt have ham under mere hyggelige og intime omstændigheder. Rart ville det også være at komme væk fra kirkegården, som det ikke var det mest optimistiske sted, når man kom tilbage blandt gravene og mausoleerne. Udsigten fra højen havde uden tvivl været fantastisk, men der var de ikke længere. ”Man kan nå langt med lidt kvindelig charme,” sagde hun drillende, selvom hun mente det. Hun var skam vant til at få sin vilje, og især når det kom til mændene, som de havde en tendens til at have svært ved at afvise hende. Det passede hende dog glimrende, da hun elskede at få sin vilje, men hvem gjorde ikke det? Smilende vendte hendes blik sig i hans retning, som han nåede om på siden af hende, hvor hun igen lod sin arm smøge sig ind under hans. ”Men det hele skal nok udarte sig.. Jeg skal nok sørge for, at du denne her gang ikke blive straffet for, hvad du er,” sagde hun kækt, som han trods alt var nervøs omkring sit dyriske væsen. Igen lod hun blikket pejle fremad, som hun ledte ham væk fra kirkegården og mod Den Sorte Sø.

// Out