A second chance

[Deleted]

Månen havde tidligt denne aften søgt op over den store himmel som hvilede over Corvento. Roen havde sænket sig, hvor langt de fleste vampyrer allerede havde søgt ud for natten og for nattens mange jagte, hvor man næsten kunne forvente sig, at skrigene ville kunne høres frygtelig langt væk. Ud af det ene mausoleum, dukkede Dominic op. Henlagt og dømt til en ensom tilværelse da han aldrig rigtigt havde integreret i det vampyriske fællesskab på den måde, skønt han dog vidste at han havde fyrstens øjne i nakken efter hans gamle angreb på Jaqias bror, Alexander. Meget var sket og.. han var vel egentlig bare alene efterhånden, skønt det nok var noget som man ville vænne sig til med tiden. Det var vel bare en forbandelse ved det evige liv, som man ikke rigtigt kunne gøre det største ved, andet end at vænne sig til det, for alle blev nok ramt af den før eller siden?
Med rolige skridt, vandrede Dominic roligt ned langs de mange grave som lå der. Visse tomme, visse med de døde mennesker, hvor han selv var kendt med at store mennesker såsom Elanya Maloya og Jared Imaricha ville ligge her et eller andet sted. Ganske vidst ikke grave, som han nogensinde ville være i stand til at opsøge, da han ikke havde lært sig kunsten at læse og skrive, men igen, så var det ikke noget som han nogensinde havde haft brug for. Heldigvis for ham om ikke andet.
Uglerne tudede i det fjerne, hvilket hurtigt var noget som fangede hans interesse. De helt mørke øjne med det klare rødlige skær, gled omgående op mod den store måne, som selv smuk og fuld stod på en stjerneklar himmel. Det var koldt i nat, også selvom det ikke rigtigt var noget som han selv bed sig fast i, da han ikke var i stand til at fryse. Igen måtte man vel opveje goderne med ulemperne hvad angik det at være hvad han var? En vampyr? Selvom det ikke var en tilværelse som han havde formået at finde nogen glæde i frem til nu, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hænderne foldede han roligt over ryggen på den slidte kappe, som han igen vendte blikket frem for sig. Det puslede i enkle af de mange mausoleum som stod smukt på rad og række, efter at de var opført ved grundlæggelsen af Corvento by. Selvfølgelig var det noget som igen gjorde racen stolt, da de jo også havde fået sig et eget regelværk! Svagt ved tanken måtte Dominic alligevel trække på smilebåndet. Tilværelsen var vel ikke så slem når alt endelig kom til alt? Selvom ensomheden selvfølgelig trak meget ned på det, men.. det var der jo ikke ligefrem noget at gøre noget ved nu. Sulten begyndte at plage ham, selvom selvbeherskelsen efterhånden var stor. Efter fyrsten havde haft fingrene i ham, så havde han jo heller ikke ligefrem haft noget andet valg, end at lære sig den kunst!

[Deleted]

Smuk var månen, som den stod i sin fulde pragt i himmelsløret, mens den havde stjernerne omkring sig til at tilbede sig. Det var nætter som denne, som Charliza altid havde nydt, da hun priste det smukke. Hun kunne lide synet af den kulsorte himmel, hvor der ikke var en grå sky i miles omkreds, til at ødelægge skæret. Det eneste der fik lov til at opholde sig på himlen, var de tusinde glitrende stjerner, hvor nogle lyste klarer end andre, og så den blege måne der igen havde passeret en cyklus, og stod fuld nu igen. De krystalblå øjne lyste helt op i skæret, som hun betragtede sig af det kønne billede, mens hun roligt måtte stå i sine egne tanker. Hun havde altid overvejet, hvordan det måtte være at komme tættere på, men lige meget hvor højt hun var søgt op, så syntes hun aldrig at være kommet tættere på. Dengang hun havde været lille, havde hun engang bedt sin bror om at hente en af stjerne til hende, men opgaven havde mislykkedes. Det var en tanke der dengang havde gjort hende irritabel, men nu vidste hun, at det var en af verdens umuligheder, da man ganske enkelt ikke kunne komme op til himlen. Derfor gik hun heller ikke længere med fjollede tanker som den, som hun nu kun fandt nydelse ved synet, hvor det også måtte være nok. Roligt fjernede hun blikket fra himlen, som hun lydløst gav sig til at genoptage sin gang. Hun var søgt til et sted der måtte forekomme dystert for de levende, som hun i nat havde forladt sit prægtige mansion og søgt ud på kirkegården, hvor hun i øjeblikket færdedes mellem de mange grave og mausoleer. Hvordan nogen kunne få sig til at flytte ind i disse bygninger, forstod hun vitterligt ikke, da hun måtte finde det uværdigt, men hun var også det, som mange ville beskrive som, født med en guldske i munden. Hun havde aldrig manglet noget, som hun altid havde været omgivet rigdomme og forkælelse, mens hun havde boet på et stort mansion med hele sin familie. Det var også til at se, hvilken stand hun hørte til, som alle hendes klæder var skræddersyet og af den fineste kvalitet. Om den perfektformede skikkelse, bar hun en lysegrøn chiffonkjole, mens hun som overtøj var trukket i en lysebrun pelsponcho. Overtøjet havde hun muligvis ikke brug for, da hun aldrig nogensinde ville kunne føle kulde, men det udtrykte det rigtige at bære pels, ligesom det også måtte falde folk bedst ind, at man dækkede sig en anelse til i løbet af vinteren, og det kunne hun skam godt rette sig efter. Let strøg hun en af de blonde lokker væk fra sit fine ansigt, som vinden havde grebet i håret der måtte slange sig løst ned ad hendes skulder, så det gav hende et mere afslappet og sødmefuldt udtryk. Roligt fortsatte hun over en af stierne, skønt det måtte være svært at se, hvor man egentligt gik, da jorden var tildækket af sne. Gravstenen havde også et fint lag over sig, mens det måtte drysse fra de nøgne træer, når vinden pillede ved dem. Mange var der ikke at ane ude i fri, men det gjorde det nødvendigvis ikke fredfuldt, da Charliza måtte være i stand til at opfange hver en lyd. Hun hørte, hvordan der var en person der bevægede sig rundt ikke langt fra hende, ligesom hun hørte bevægelserne i mausoleerne, vindens blide sus, sneen der fugede over landskabet, uglens blide tuden, og grenenes hvislen. Hun nød dog, at det var sådan, at det helt måtte være.

[Deleted]

Oddsene havde aldrig været på Dominics side, da han altid havde været alene, været placeret på børnehjem, hvor han var kastet ud den dag han var blevet myndiggjort. Tanken irriterede ham dog ikke engang mere, da han bare havde lært at leve med tingene som de var, og havde affundet sig med at sådan var det vel bare? Modstand måtte man lære at tackle, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt at gøre tingene altid, men han klarede sig da! Nu også selvom han havde fyrstens øjne i nakken på grund af angrebet på den daværende ’konge’ af Dvasias, så var han nødt til at holde sig på måtten, hvilket han ikke altid var lige begejstret for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Med hænderne roligt foldet over ryggen, så vandrede han langs de mange grave. Dette var jo bare hans liv, og ikke noget som han kunne gøre det største ved. Penge havde han aldrig haft som sådan, da han havde fået tøjet fra de ofre som han havde fundet i årenes løb og sørget for at lægge i den evige hvile. Måske ikke ligefrem den største ære, men selv han havde frygtelig mange ting i rygsækken, som ikke hjalp ham videre i et arbejdsliv – eller mangel på det samme vel at mærke.
At der var andre omkring ham, ænsede han dog, også selvom han ikke videre tog sig af det. Han fik vel heller ikke det største ud af det af den grund? Vampyrerne var jo trods alt over alt her, så hvorfor skulle han lade sig påvirke af det? Tænderne bed han svagt sammen, som de mørke øjne gled omkring sig, også selvom han ikke ligefrem kunne høre det vildeste, så vidste han dog, at det var der af den grund, men det var nu bare sådan det var. Mausoleerne var et hjem for mange som ikke havde råd til at søge til andre steder, og selvom man ikke ligefrem skulle regne med at have sine ejendele i fred og ro, så kunne man ikke ligefrem gøre det største ved det, så var han heller ikke den som brokkede sig. Han havde et sted at være, og det var han ganske tilfreds med. Roligt endte han dog med at stoppe op, som synet af en kvindelig skikkelse viste sig i det fjerne. En kvinde måtte det være med den pelsede poncho om ikke andet, og bestemt ikke en som man normalt ville regne for at skulle rende rundt herude. Et sted var det noget som kun satte mange mistanker i ham. Selv var de rigere af slagsen bestemt ikke at finde herude, hvor man sagde at afskummene måtte holde til, samt dem som ikke havde de største midler og som fyrsten skulle holde ekstra meget i ørene. Han blev stående, hvor de møre øjne nærmest måtte glimte let i skæret af den fulde måne. Selv en tilværelse som han godt kunne lide, da det var noget som i sig selv, efterlod ham med en form for.. ro. Han nød det blege lys og mørket med. Uden tvivl en vampyrs nat.

[Deleted]

Kirkegården var bestemt ikke Charlizas foretrukne opholdssted, men det hændte da, at hun søgte derud. Det var ikke et sted, hvor hendes slags normalt søgte til, da dette sted vel repræsenterede bunden af vampyrracen, hvor hun måtte summe i toppen, som hendes familie altid havde siddet på mange penge. Det hændte dog, at hun blev nysgerrig, hvor hun undersøgte, hvordan andre måtte leve, skønt hun aldrig fandt behovet til at hjælpe dem. Hun blev nemlig aldrig sentimental, når hun så, hvor ringe man kunne leve, da hun blot tænkte, at det var deres lod i livet, hvor hendes måtte være at være velhavende. Anderledes syntes hun heller ikke, at det skulle være. Men selvom det ikke var en klasse hun mængede sig synderligt meget med, så kunne det godt hænde en sjælden gang imellem, at hun fandt et par timers sjov blandt dem, inden hun søgte videre igen. Personligt var hun endnu ikke blevet mødt af noget interessant på sin tur, som hun blot havde set et par få vampyrer der gjorde sig klar til nattens jagter, samt hun havde set et tyndt dyreliv, da dyrene kunne fornemme, at dette var rovdyrsterritorium, hvor de derfor automatisk holdt sig væk. De klare krystalblå øjne søgte undersøgende omkring, som de måtte søge efter muligt natligt underholdning, som hun bestemt ikke var typen der kunne lide at slumre alene. Hun kunne godt lide at føle, at der skete noget omkring hende, hvor hun skam også var åben overfor det nye, da hun alligevel måtte være eventyrlysten af sig. Om hun så kunne finde sig noget underholdning her mellem alle graven og mausoleerne, ville hun tidsnok finde ud af. Hvis ikke der var noget at finde, så kunne hun altid søge ind til centrum, hvor der altid var fætterens, Jaredos, kro at søge til, som der altid måtte være liv i den bygning. Let søgte hendes tungespids over de bløde læber, som hun måtte vædde dem i vintervejret. Hendes skridt stoppede på intet tidspunkt, som hun blot fulgte stien, og som hun kom fremad, kunne hun også ane, hvordan en enlig mand måtte befinde sig midt ude på stien. Blikket lod hun nysgerrigt dvæle over personen, da han måtte være den eneste person der lige umiddelbart var til stede, som det også hurtigt måtte blive for trivielt at betragte de mange mausoleer og grave. Som hun så frem for sig, kunne hun godt se, at han måtte være en af de vampyrer der hørte til her, som hans klæder på ingen måde var ligeså fine som hendes, men andet havde hun heller ikke regnet med, når hun befandt sig et sted som dette. Det afskrækkede hende dog ikke, som hun blot fortsatte yndefuldt fremad, som det lige meget hvad også måtte være en person hun skulle passere, da han stod på den vej, som hun fulgte. Tavst gik hun, som hun blot lod sig fornemme, hvordan hendes støvler måtte træde ned i sneen og aflægge en række fodspor, mens hendes ører gik til de omkringværende lyde, hvor hendes blik måtte gå til vejen frem for sig.

[Deleted]

Dominic havde det trods alt fint med det liv som han havde, da han bestemt heller ikke var typen som gav sig hen til brok og bøvl, for det havde han haft for meget af i forvejen, da han også vidste, at det slet ikke var noget som ville hjælpe ham i længden. Stedet her udgjorde ganske vidst bunden af det vampyriske samfund, hvor mange sikkert også måtte se ned på dem, så tog han sig ikke af det. Fyrsten beviste kun at der var plads til alle og enhver her af deres race, hvilket han faktisk var taknemmelig for, for efter hvad han selv havde gjort mod racen, så havde alligevel fået muligheden for at leve et forholdsvist normalt liv. Stedet her var ganske stille. Dem som havde søgt til jagten havde allerede gjort det, og det var noget som i sig selv, faktisk måtte passe ham ganske udmærket, for det andet var faktisk kun irriterende. Det var også en grund til at han afventede en stund efter månen var stået op og solen for alvor måtte være borte. Selv var han en nysgerrig mand, selvom det var sjældent han i det hele taget kunne give udtryk for det, da det var få som i det hele taget viste interesse for ham – eller som fangede hans for den sags skyld, for det skulle jo trods alt gå begge veje.
At Dominic ikke længere var alene, var nu heller ikke noget som han sagde synderlig til, for at der var andre vampyrer omkring ham, var jo ikke ligefrem noget nyt set i den forstand. Men alene ud fra kvindens beklædning, så var hun bestemt heler ikke af typen som holdt til på et sted som det her, og det var en tanke som næsten automatisk kunne gøre ham selv en kende mistroisk, for hvad andet grundlag havde han egentlig for det? Han blinkede let med øjnene, inden han let lod hovedet søge på sned og uden at se væk fra hende. Som kvinden kom tættere på ham, blev han dog kun bekræftet i at kvinden måtte være af den langt finere standard end hvad han selv oprigtigt var vant til. Ikke fordi at det gjorde ham noget, men han havde en sjov formaning om at de havde en tendens til at fremstå som snobbede eller bedrevidende, selvom det bestemt heller ikke var noget som altid faldt i den gode jord og bestemt heller ikke ved hans kaliber! Som hun nærmede sig, måtte han svagt trække på smilebåndet – noget som han faktisk gjorde temmelig sjældent. ”De virker til at være langt hjemmefra?” endte han roligt. Han havde aldrig været den bedste til at starte dialogerne op, men han forsøgte faktisk, og det var vel bedre end bare at lade hende passere. Selv måtte han personligt erkende, at han ikke ligefrem kunne se bort fra den måde som hun fremtonede på, da det ikke ligefrem var den måde som man anså som.. fornuftigt på disse kanter, og af den grund, var det dejlig nemt at beskrive hende som finere og derved ikke en som oprindeligt ville rende rundt på et sted som det her. Det var jo sikkert.. slum i forhold til hvad hun ellers var vant til at færdes omkring.

[Deleted]

Dette var på ingen måde det ideelle sted at være for Charliza, men personligt kunne hun godt lide at komme lidt ud, hvor hun godt kunne lide at se noget andet, end al det glamourøse, hun var vant til. Det var dog aldrig i længere tid, at hun blev steder som dette, da hun i den sidste ende klart måtte foretrække sit eget liv, hvor hun heller ikke kunne se sig selv leve et sted som dette. Hun vidste også, at det kunne være risikabelt at troppe op et sted som dette, i den mundering hun bar, da det var tydeligt at se, at hun havde penge. Hun var dog ligeglad, da hun personligt var sikker på, at hun nok skulle klare den. Det havde trods alt sine fordele at være vampyr, da det efterlod en med misse evner, og især når man var en ældre en af slagsen. Opmærksomt så hun sig omkring, hvor det nu måtte forekomme helt stille end hvad hun var vant til. Hun var ellers ofte at finde inde i selve byen, hvor der altid var en masse folk omkring sig, men til tider – som i dette øjeblik – kunne hun godt komme ud på åbne og frie pladser som denne. Manden der så måtte befinde sig midt på vejen, som hun fulgte, trak hun let på smilet af, som hun så, at hun havde opfanget hans opmærksomhed. Blikket holdt hun ligeledes på ham for en stund, som hun betragtede sig af hans ydre. Indtil nu kunne hun se, at han var en af de vampyrer, der kunne finde på at leve et sted som dette, men det skræmte hende ikke videre væk. Hun betragtede hans slidte klæder, det mørke hår, og det sædvanlige blege, men maskuline ansigt. Blikket lod hun dog fjernes igen, da hun heller ikke skulle fremtræde for opmærksom på manden, hvor hun derfor roligt fortsatte i sine egne tanker, og med blikket rundt på omgivelserne. Hun havde nu altid fundet vintertiden ganske interessant, som naturen helt syntes at uddø, som landskabet blev klædt i hvidt. Lettere var det også at nyde som vampyr, end hvis man var levende, da hun ofte havde hørt, hvordan de levende måtte brokke sig over kulden, hvor hun også havde set dødsfald af den årsag. Det kunne der heldigvis ikke ske ved hende, og derfor måtte hun være helt upåvirket. Stemmen der brød luften, fik hende nysgerrigt til at se mod den mandlige vampyr, som han faktisk henvendte sig til hende. Langt fra hinanden stod de ikke, hvor hendes skridt også langsomt blev mindsket, så hun ikke bare ville suse forbi ham, men derimod indikerede, at han havde hendes opmærksomhed. ”Er dette da ikke et offentligt sted, hvor alle må komme?” spurgte hun roligt, mens et kækt skær gled over de krystalblå øjne. Hun vidste godt, at dette ikke var et sted, hvor man ofte så folk af hendes kaliber, men stedet var trods alt for alle, så hvis hun ønskede at være her, så var det hende muligt. Hun havde heller ikke noget videre imod at føre en samtale med en person med hans kår, da de personer trods alt også kunne byde ind med noget interessant, og hvis ikke de havde det, så var der jo intet der afholdt hende fra at gå videre.

[Deleted]

Et sted som kirkegården og området fyldt med mausoleer op til, var ganske vidst ikke det sted som folk flest ville opsøge uden en grund, og det var der i sig selv, faktisk mange grunde til. For det første, kunne det faktisk vise sig at være farligt at færdes herude, dersom man oplagt rendt rundt og viste, at man var fin og havde penge, for det var noget som langt de fleste herude faktisk manglede. Ikke fordi at det nogensinde havde rørt Dominic, for det havde det faktisk ikke. tvært imod, så klarede han sig med de midler som han havde, også selvom det bestemt heler ikke var nemt altid, men man måtte vel bare gøre det så godt som man nu kunne med de midler man havde? Det kunne godt være at hans tøj var temmelig slidt, og visse steder, faktisk også var en anelse hullet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, for han var ikke påvirket af vinterens kulde, som han heller ikke følte sig påvirket af mørket eller det som førte med, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af nu. At åbne munden overfor hende, var egentlig kun et nok tamt forsøg på at starte en dialog. Han var en mand som havde brug for at snakke, da man vel hurtigt blev ensom på et sted som det her, da langt de fleste faktisk holdt sig for sig selv, og så var man vel næsten tvunget til det samme også? Hovedet lod han søge let på sned, som hun responderede med en kæk kommentar. Man kunne vel ikke rigtigt forvente andet når man tænkte på at det var den rang hun måtte nedstamme fra? Det var jo tydeligt, selv for ham at hun måtte være af fin og fornem slægt – en tilværelse som de fleste faktisk ønskede sig og håbede på at få. ”Selvfølgelig. Det er dog de færreste som vil søge til et sted som det her.. Rygterne løber jo trods alt,” påpegede han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn. Det var skam ikke fordi at han var direkte afvisende overfor hende, for hendes person gjorde ham faktisk nysgerrig, også fordi at hendes slags, var nogen som man ellers så frygtelig sjældent så på et sted som det her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen lod han roligt stryge over de blege og tynde læber. Hvis man ikke vidste hvad han var, ville man bare tro at han var dødelig syg, også selvom hans mange timer og dage under kraftig tortur af fyrsten selv, tydeligt også havde sat sig sine spor på ham. Med en rolig mine, så fulgte han hende med blikket, også selvom han ikke stoppede hende. Hun ville vel også automatisk selv stoppe op, dersom han vakte nogen interesse i hende af den ene eller den anden slags vel? Han sukkede tungt og vendte blikket kort i retningen af himlen, hvor han faktisk forbeholdt sig ganske rolig. Han var slet ikke ude på noget, og det var vel også hvad han forsøgte at vise hende? ”Din slags bliver som regel udsat for lidt af hvert på et sted som det her.. bare en venlig advarsel,” afsluttede han stilfærdigt.

[Deleted]

Mødet med en af vampyrerne der holdt til i mausoleerne, gjorde ikke Charliza noget, for hvis hun havde været afskrækket ved tanken, så var hun vel heller ikke dukket op? Det kunne godt være, at hun var vant til at omgås folk der var af samme stand som hende selv, men det hændte skam, at hun tog nogle skridt ned ad hierarkistigen for at se, hvad der fandtes længere nede. I nat havde det bragt hende til kirkegården i Convento, og tydeligvis til denne mandlige vampyr, som han forsøgte at skabe en dialog med hende. Det var nu spøjst at lægge ud med en kommentar der indikerede, at hun ikke hørte til her, men det sagde hun ikke noget til, for det gjorde hun trods alt heller ikke. Det var dog heller ikke fordi, at manden virkede videre fjendtligt anlagt, men man kunne jo aldrig vide, ligesom man heller aldrig ville gætte, hvor psykotisk hun egentligt kunne blive, som hun på ingen måde var en fredfuld lille engel. Hun var dog ikke ude på ballade – i hvert fald ikke lige nu – men ellers så skadede hun heller aldrig sin egen slags, så manden havde skam heller intet at frygte ved hende. Som han talte til hende, trak hun let på smilet der måtte hvile helt charmerende på hendes lyserøde læber. ”Så må jeg vel være en af de få, der tør vove sig herud.. Men jeg har heller aldrig taget rygter særligt højtideligt. Jeg kan bedre lide, at danne mig mit eget indtryk,” sagde hun roligt. Nysgerrigt gled hendes krystalblå blik over hans skikkelse, som hun tog detaljerne til sig. Sine skridt stoppede hun dog ikke, som hun lod dem føre sig tættere på manden. Hun var interesseret i selskab, og han havde udvist hende interesse, så det kunne vel godt gå an? Hvem han var, vidste hun ikke, men det kunne hun jo meget let finde ud af, hvis hun valgte at blive hængende ved ham. Lettere gådefuldt endte hun med at tage blikket fra ham, som hun helt valgte at passere ham. Roligt valgte hun at fortsætte frem, som hun blev ved et par skridt endnu. Som hun nåede to meter væk fra manden, gjorde hun holdt, hvor hun med et kækt glimt i øjnene så tilbage på ham, som hun så sig selv over skulderen for at fange hans ansigt. ”Hvis stedet er så farligt, som du siger, har du så lyst til at eskortere mig rundt?” spurgte hun med et smil på læben, inden hun roligt tilføjede; ”eller er du en af dem, jeg burde holde mig fra?” Interesseret var hun i at tilbringe lidt tid med ham, men det gav hun vel også udtryk for med sine ord? Om han så fandt hende for fin til ham, det måtte så være op til ham, men selv var hun ikke for fin til at snakke med en mand som ham. Det kunne godt være, at hun ikke burde snakke med ham, men hun havde aldrig gjort, hvad hun burde, som hun godt kunne lide at fordreje reglerne til sit eget velbefindende, og for nu var han en del af det. Hvor længe han ville være en del af det måtte tiden jo vise.

[Deleted]

Umiddelbart så var Dominic faktisk ikke fjendtlig anlagt, for det havde han heller aldrig haft en grund til som sådan. Så lang tid folk lod ham være i fred og ikke kom ham på tværs når sulten var stærkest, så var det faktisk nemt nok i sig selv for ham. Han udgjorde ganske vidst bunden, men nogen skulle jo gøre det, og han brokkede sig skam heller ikke over sit liv, selv på trods af det faktum, at det måske ikke var fint og fornemt, men det var det her han kendte og havde kendt stort set hele sit liv. Han betragtede hende sigende. Ja, det kunne være underholdende at prøve noget af det fint, men en af hendes kaliber, kunne han ganske vidst ikke tilbyde noget som helst, som de ikke kunne finde et andet sted og som de sikkert kunne finde i en finere eller bedre kvalitet, så det forblev ganske vidst bare en drømmetanke selv for ham. Selvom han blev stående fuldkommen stille, så lyttede han faktisk opmærksomt til hvad hun havde at sige. Det var ganske vidst en underlig og akavet måde at starte en samtale på, men når man ikke var vant til det, så måtte man vel bare tage hvad der lå lettest for hånden? Det var i hvert fald hvad han gjorde lige nu. ”Nysgerrigheden slog katten ihjel. Jeg vil bare råde dig til at være påpasselig på et sted som det her. Folk er ikke altid lige venligsindet.. Selv mod sin egen slags,” endte han ganske roligt. Han havde været vidne til den ene kamp efter den anden i den tid som han selv havde været på et sted som det her. Mange drømte om at komme herfra, også selvom han ikke var af slagsen. Jo han gjorde sig måske tanken til tider, men så heller ikke mere end det.
At denne kvinde stoppede op ikke langt fra ham, gav ham muligheden for at se hende ordentlig an, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det mindste. Smuk var hun, den måtte han skam give hende, men igen noget som var fuldstændig uopnåelig for ham, hvilket var noget som han slog sig til ro med allerede med det samme. At hun direkte spurgte om han ville eskortere hende rundt, forundrede ham dog, for det var slet ikke den form for venlighed han som regel blev mødt af på et sted som det her, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde det mindste imod! ”Ønskede du ikke at gøre dig dine egne indtryk? Det spørges jo om du er villig til at tage chancen,” endte han med en rolig stemme. Selv var han ikke direkte farlig, hvis han ikke havde nogen grund til det, og hun havde jo ikke direkte vist sig at være faretruende overfor ham, hvilket var noget som han faktisk havde det ganske fint med, når alt endelig skulle komme til alt. Han rettede sig en anelse op. Han var måske slidt at se på, men dog af den grund, kunne han sagtens være ved et godt humør – hvis man lærte ham at kende vel at mærke. ”Det skal da være mig en ære… Hvad må jeg kalde dig?”

[Deleted]

Nysgerrig var Charliza anlagt, og det hændte også, at det bragte hende ud i unoder, men det skræmte hende ikke. Hun kunne godt lide at bevæge sig ud på de punkter, som ingen anden ville betræde og det var vel også at se her, som det ikke ligefrem var velset, at en kvinde af hendes kaliber hang ud steder som dette, eller talte med folk som denne mandlige vampyr. Det normale og velsete scenarie ville være, at hun hang ud med sin egen slags, og det var ikke racemæssigt, men standardmæssigt. Det ignorerede hun dog fuldkomment, som hun jo stod her på kirkegården, hvor hun allerede havde fået kontakt til en af de vampyrer der holdt til her. Om han kunne finde på at gøre hende fortræd, vidste hun ikke, men så måtte hun bare tage kampen på det tidspunkt. Der var trods alt aldrig nogen grund til at tage sorgerne på forskud, og denne mand kunne vel være helt fornuftig? ”I så fald må det være godt, at jeg ikke er en kat,” svarede hun kækt igen, skønt hun var udmærket klar over, at han talte i en metafor. Hun havde dog ikke en pessimistisk tankegang, så der skulle mere til at skræmme hende væk, end hans advarsler, som der skulle handling til, og ud fra fortiden, så var hun vant til at det kunne gå hårdt for sig. Det var dog ikke til at se på hende, som hun vel bare kunne ligne en fin og charmerende kvinde, som hun stod lige nu. ”Men jeg takker for advarslen. Så må jeg bare se, om jeg er heldig eller uheldig,” sagde hun roligt. Hun vidste skam godt, hvordan bundklassen kunne opføre sig som vilde dyr, når det gjaldt deres egen overlevelse. Hvordan denne mand var, når det kom til det punkt, vidste hun ikke, men hun var skam interesseret i at finde ud af det. Som han havde valgt at henvende sig til hende, havde hun valgt at reagere, hvor det derfor også helt naturligt havde vækket hendes interesse. Hans tøj var måske slidt, hvilket man på ingen måde kunne sige om hendes, men ydremæssigt, så kunne hun se vampyrernes skønhedstræk. Roligt log hun sig passere ham, skønt hun stoppede op de få meter fra ham igen. Interesseret var hendes mine, som hun lod blikket glide over på ham, hvor hun også tydeligt kunne se, hvordan hun havde fået hans interesse. ”Det ønsker jeg også, men måske er dette her en undskyldning for at have dig som selskab,” svarede hun kækt og blinkede let til ham. Hun var en kvinde der var fremme i skoene, som hun aldrig havde været bange for at sende folk et smil og sende dem en kæk bemærkning med på vejen. Hun så heller ingen grund til, at hun skulle handle anderledes overfor denne mand, for han havde endnu ikke gjort hende noget ondt. Som han bad om hendes navn, vendte hun roligt kroppen, så hun nu stod med fronten mod ham, og ikke skulle se sig over skulderen for at se på ham. Venligt smilede hun til ham. ”Charliza.. Og du er?”

[Deleted]

Det var kun tydeligt gået op for Dominic, hvor forskellig han var fra denne kvinde, også selvom det bestemt heller ikke behøvede at være negativt ment. Det vækkede ham dog en tydelig nysgerrighed, også selvom det tydeligt måtte erkende, selv i hans øjne, at kvinden var af en langt finere kaliber, end det som han selv måtte være af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kunne tackle det, så lang tid at hun ikke begyndte at køre på ham som en af de lave i samfundet, for visse ting kunne man jo bare ikke rigtigt gøre noget ved, for det var hans lod i livet, o stedet for at stå og brokke sig over, at andre havde det meget bedre, så kunne han jo faktisk fint leve med det, som det måtte være, og det var noget som han jo faktisk havde det helt fint med. Hans blik gled igen mod hendes skikkelse og mod hendes ansigt. Smuk var hun, også selvom hun var for fremtræden og for langt fremme i skoene for ham, men han så nu ikke nogen grund til at skulle vende ryggen til hende af den grund, for selv han havde brug for et selskab i tide og utide. Det andet blev mand a drevet til vanvid af! ”Det ville være en skam, at være så nysgerrigt et dyr. De bliver trods alt kun jaget væk af den grumme hund.” Han var faktisk god til metaforer. Men igen.. Når hans eneste selskab, faktisk var ham selv, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? At hun tog det så roligt og i stiv arm, kunne han faktisk godt lide, også fordi at det kun indikerede for ham, at hun var fortrolig med at færdes der, også selvom rygterne gik. ”Jeg skal krydse fingrene for dig.” At hun ønskede ham til at eskortere hende rundt, ville han faktisk ikke have noget imod, for man kunne vel kun håbe, at hendes selskab, ville være af slagsen som han ville være i stand til at nyde, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for.. det var vel en tanke som han helst gik rundt med for sig selv. ”Ønsker du da at nyde mit selskab?” spurgte han med et langt mere roligt smil, end det som han havde været tidligere. Han kunne faktisk godt lide den tanke, for hvis det var deres begges indstilling, så kunne det vel kun være positivt? Han ønskede nemlig ikke at blive skuffet, det var da helt sikkert! ”Smukt navn.. Meget unikt og specielt.. Jeg er Dominic,” endte han med en rolig og kort præsentation af sig selv. Han var vant til at færdes i selskaber, hvor folk stort set var ligeglade med hvem der var hvem og hvad de gjorde og hvad de stod for, og det var ikke noget som han kunne gøre det største ved uanset, men han forsøgte jo faktisk at finde sig til rette i så fint et selskab som han havde fået æren af at befinde sig i, i denne stund.

[Deleted]

Længe havde Charliza ikke nået at vandre rundt, inden hun var stødt ind i denne mand, og det passede hende egentligt ganske fint, for selskab var trods alt det hun ønskede sig. Det var måske ikke det hun normalt færdedes i, men hun var en nysgerrig kvinde, så hun havde ikke noget imod at undersøge, hvad der var på den anden side af muren, og derfor stod hun også her. Hun kunne så kun håbe på, at denne mand ikke ville skuffe hende, men virkelig vise sig at være et interessant selskab. Nu gav hun ham i hvert fald chancen, som hun selv var åben overfor ideen om at bruge lidt tid på en mand af hans standard. ”Og hvem får lov til at spille den grumme hund i dette scenarie? Dig?” spurgte hun roligt, uden smilet falmede. Helt rolig var hun, som hun ikke så nogen grund til at udvise frygt overfor denne situation. Det var trods alt heller ikke særligt åbensindet af hende, hvis hun var bange for, at han gjorde hende noget, når han endnu ikke havde vist nogen tegn på ondskab. Altid var hun dog årvågen, men det behøvede skam ikke at komme videre til udtryk, som hun skam sagtens kunne føre en stille og rolig samtale, og så være opmærksom, hvis situationen nu skulle tage sig en uventet drejning. Hun smilede let til ham, som han sagde, at han krydsede fingrer for hende. ”Mange tak,” sagde hun kortfattet. Hun var ikke videre ude på ballade, hvor hun heller ikke var interesseret i, at nogen forsøgte at gøre et overgreb på hende, men hvis det skete, så skete det jo. Hun havde desuden selv valgt at tage til kirkegården, og det ville hun ikke have gjort, hvis ikke hun allerede kendte til risikoen og var sikker på, at hun nok skulle kunne klare det. Nu var hun så stødt på denne vampyr, hvor hun spurgte ind til, om han var interesseret i at gøre hende selskab på turen. Det var også en forespørgsel hun oprigtigt måtte mene, og derfor måtte hendes blik også hvile en anelse mildt på ham, da han usikkert måtte spørge ind til, om hun virkelig mente sine ord, og hun ønskede jo selv bare at vise, at hun ikke prøvede at snyde ham, men faktisk mente det. ”Det ønsker jeg.. Hvis du vel og mærke vil lade mig,” medgav hun roligt, som hun skam ikke ville tvinge ham til at gøre hende selskab, hvis ikke han ønskede at gå med hende. Hun så dog helt, at han ville, eftersom han havde vækket hendes nysgerrighed, hvor hun bestemt ikke havde noget imod at tilbringe noget tid med ham. En smule smigret blev hun af hans komplimenterende ord, hvilket helt automatisk gjorde hendes blik mere interesseret, skønt det ikke var første gang, at en mand sagde, at hun havde et smukt navn. ”En fornøjelse at møde dig, Dominic,” sagde hun roligt. Hun håbede i hvert fald på, at det ville blive en fornøjelse, som hun altid forsøgte at se positivt frem.

[Deleted]

Det forundrede og samtidig glædede det Dominic, at Charliza faktisk ønskede hans selskab, da han var en mand af en lidt anden kaliber end hvad hun tydeligt måtte vandre omkring. Såfremt at hun kunne finde en tilfredsstillelse i det, og en glæde ved at gå rundt sammen med ham, også selvom han måske ikke altid vidste hvordan han skulle te sig, så forsøgte han faktisk at gøre det bedst muligt, uden at det skulle irritere ham. Normalt var han ligeglad med andre, men selv han havde jo trods alt brug for et selskab til tider, og nu hvor han gjorde det så godt som muligt, så ville han selvfølgelig også gerne have lidt ud af det i den anden ende, og hvis det kunne resultere i.. ja, muligvis et fremtidigt venskab, så var han bestemt heller ikke manden som skulle brokke sig. At hun så hoppede med på hans metaforer, var et sted en tanke som gjorde ham glad, idet han roligt vendte de helt mørke øjne i retningen af hende og med et let træk på den ene mundvig. ”Hvem skulle det ellers være? Jeg tvivler på at en af din slags og rang, bider fra sig, før det bliver nødvendigt,” påpegede han sigende. Han var ikke særlig fordomsfuld, men mere.. nysgerrig. Han vidste slet ikke hvordan det var at være af en højere rang, men han forstod sig på de midler som de havde for at leve et luksuriøst liv, og det var noget som han selv kun måtte drømme om. Smuk var hun og noget af det smukkeste som han længe havde set, så det var vel også kun en positiv ting i det store og hele? Om hun skulle vise sig at være uheldig ville tiden vel blot vise dem, også selvom han kunne garantere hende, at hun ville have det fint omkring ham, dersom de havde tonen på det rette. Som hun med ord bekræftede at hun ønskede at nyde hans selskab, var noget som kun gjorde ham tilfreds, for det skulle da være ham en ære at gøre hende selskab i denne stund og i denne nat! ”Det skal være mig en udsøgt fornøjelse. Er du herude af en grund? Eller bare af nysgerrighed?” spurgte han sagte. Så målrettet som hun havde været på vej, kunne det jo være, at der var noget specielt hun skulle? Eller var hun her kun bare for at… ja, gå? Han fandt dog hendes navn ganske smukt, da det heller ikke var hvad man kunne kalde for et typisk af slagsen, men det var bestemt heller ikke fordi at han mente det negativt på nogen måde, for det gjorde han faktisk slet ikke! ”Fornøjelsen er skam helt på min side, Charliza. Kom.. Lad mig føre dig,” endte han roligt. Han var ganske vidst beskidt og yderst sølle i forhold til hvad hun måtte være, men det var nu heller ikke det største som han kunne gøre ved. Han levede jo trods alt bare som.. enhver anden ville gøre det med hans midler. Armen holdt han let ud, som en gentleman. Så var det jo op til hende, om hun ville tage den eller ej. Flink kunne han faktisk godt være!

[Deleted]

Nysgerrigt anlagt var Charliza, og derfor måtte hun hurtigt finde interesse ved denne Dominic. Han var bestemt ikke som de personer, som hun normalt omgik, men det gjorde også kun det hele langt mere interessant, da hun vel lidt var på bar bund, når det kom til hans slags? Det slog hende dog ikke ud, som hun derimod tog imod den udfordring, som hun havde stillet sig selv, som hun ville se, om det var muligt for hende at mænges med de laverestående, og hvem vidste? Måske kunne der komme noget større ud af dette møde. Åben for ideen måtte hun være, og det virkede til, at han var af samme mening, og det gjorde kun oplevelsen langt mere positiv. Let løftede hun de slanke øjenbryn til hans ord, for det næste han sagde måtte helt lyde fordomsfuldt i hendes ører, for hendes slags? Det lød i hvert fald som om, at han allerede havde en fasttømret mening om dem fra hendes stand, men det var vel også kun normen. Det var trods alt almindeligt, at de forskellige klasser havde sine faste meninger om hver samfundsklasse, men nu stod hun her altså… tydelig af fin stand, og prøvede at mænge sig med en der tydeligvis var af langt ringere stand end hende, så det kunne vel også kun vise, at hun muligvis var en smule anderledes? Tungt tog hun det dog ikke. ”De andre vampyrer, der holder til her, eller mig måske,” sagde hun roligt, inden et drillende skær gled over hendes perfekte ansigt. ”Men bare vent.. Jeg kan sagtens tage fusen på dig, hvis ikke du tror, at jeg kan,” sagde hun selvsikkert og dog morende. Hun kunne skam godt springe på folk, inden de havde dummet sig over for hende, men det skyldte vel også kun hendes psykotiske fortid, og nu psykotiske familie, som hun på ingen måde boede et normalt sted. Helt fordrejet måtte hendes familie nemlig være, efter at de hver og en var blevet ødelagt af deres onkel, der nu lå død, men det var bare sådan tingene nu engang måtte være. At han så anså det som en udsøgt fornøjelse at skulle gøre hende selskab, var det tydeligt at se, at hans ord fik hende til at smile. Blikket tog hun kort fra ham, som han spurgte ind til, om hun var ude af en særlig årsag. Roligt så hun over de mange grave og mausoleer, inden hun igen så i hans retning. ”Grunden vil sikkert ikke forekomme som noget særligt, men jeg var interesseret i at se, hvad der var at finde på den anden side af hegnet.. Muligvis stifte et bekendtskab med en derfra,” fortalte hun roligt, som hun måtte mene skildringen mellem det rige og fattige klassesamfund, og med bekendtskabet, måtte hun nu tydeligvis mene ham. Som han høfligt tilbød hende sin arm, som enhver anden gentleman ville gøre, kunne hun ikke lade være med at se en ekstra gang på hans arm. Hun var trods alt ikke videre vant til at være i kontakt med hans slags, som hun tydeligt kunne se forskel på deres velstand, som hun kunne ane huller i hans kappe, hvor hendes egen kjole og poncho måtte være af den fineste kvalitet. Han så dog ikke videre beskidt ud, og derfor endte hun og med et lille smil på læben at tage venligt imod hans arm. ”Bor du her i en af disse mausoleer?” spurgte hun med en nysgerrig mine, efter at hun lod ham føre dem frem.

[Deleted]

At møde en af en bedre stand, end det som man selv var, var vel altid spændende, også fordi at de mange meninger efterhånden var så fasttømret. Så lang tid at de kunne holde tonen ren overfor hinanden, så havde Dominic nemlig heller ikke noget problem med det. Måske han var en anelse fasttømret, men selv han vidste, at man ikke kunne stryge alle over en kam, og det var vel også hvad man forsøgte? Hans ord var dog ikke direkte ment som noget negativt, for det var slet ikke det som han var ude på, på nogen som helst måde overhovedet. Han blinkede let med øjnene, som smilet forblev på hans læber. Foreløbig gik det nok bedre end det som man kunne regne med, men det var vel bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det vil tiden vel vise mig? Det er desuden sjældent man ser en af din samfundsstand på et sted som det her, så hvem ved? Måske du faktisk formår at overraske mig,” påpegede han roligt. Det var ikke sikkert at tingene ville forløbe som de gjorde lige nu, og derfor gjaldt det vel også bare om at nyde det så lang tid man nu ville have muligheden for det, ikke? Som hun fremstillede det, at hun direkte søgte et.. selskab eller venskab på denne side, forundrede Dominic en smule, også selvom det ikke nødvendigvis var en negativ ting, for det var slet ikke sådan at det var ment! Slet ikke! At det så var ham hun var stødt på, var vel.. det som gjorde det en anelse mere spændende? ”Du lægger et pres på mine skuldre.. En kvinde skulle man jo nødigt skuffe,” påpegede han sigende. Det var måske ikke ligefrem ham som var det bedste selskab man kunne komme i nærheden af, udelukkende fordi at han vidste at han havde fyrstens øjne i nakken selv efter hvad han selv havde gjort, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun tøvede inden hun lagde sin arm i hans, forstod han skam godt. Helt ren var han dog ikke, men helt beskidt var han bestemt heller ikke, da han faktisk forsøgte at holde sig så ren som omstændighederne nu lod ham være! At hun lagde armen i hans, gjorde ham dog ganske tilfreds, hvor han rettede sig en anelse op, og førte hende roligt langs de mange mausoleer som de måtte passere på vejen. At hun skulle kommentere det, forundrede ham ikke, for det var vel en anelse oplagt? Han endte dog med at nikke. ”Jeg kan vidst ikke løbe fra, at et af disse mausoleer er mit hjem. Det er trods alt bedre end en hule et eller andet sted når solen står højt. Ikke det mest sikre, men jeg klarer mig,” endte han roligt, som han vendte de mørke øjne mod hende. Uden tvivl af den fine stand, og det var jo noget som gjorde ham nysgerrig. Hvordan var det egentlig? ”Og dig? Lad mig gætte; Et stort manor, marmorgulve, en god seng at sove i, flot tøj på kroppen og alt hvad hjertet kunne begære og et liv i luksus?” spurgte han roligt. Det var ikke fordi at han var vred eller undertrykte det. Han havde det faktisk fint med sit liv som det var.