A second chance

[Deleted]

Charliza var bestemt ikke den almene fine kvinde, men det var også kun fordi, at hun ikke kom fra en almindelig familie. Gennem tiden var alle familiens medlemmer nemlig blevet ødelagt på den ene eller anden måde, så de hver især havde et forskruet sind, hvor tilfældene var værre visse steder end andre. En af hendes usædvanlige sider måtte vel være hendes til tider psykotiske sind, som hun kunne forekomme helt sødmefuld det ene øjeblik, og i det næste kunne hun opføre sig helt psykopatisk. Den side kom dog primært frem i hende, når hun havde udset sig et bytte, eller hvis hun blev chikaneret. I øjeblikket var hun udsat for ingen af delene, skønt det skam ikke var risikofrit, da hun befandt sig i et af de belastede områder i Convento. ”Jeg kan kun sige, at det ville være forkert at dømme mig allerede nu,” sagde hun i en gådefuld tone, som var det en hentydning til, at han skulle blive og finde ud af, hvilken person hun i virkeligheden var. ”Men jeg vil se frem til at overraske dig,” tilføjede hun kækt, som var hun sikker på, at det nok skulle ske. Hvad denne mand var vant til at se, vidste hun ikke, men hun tvivlede på, at han normalt hang ud med kvinder af hendes standard. Selv havde hun en ide om, hvilke typer der hørte til her, som hun havde hørt, hvilken kamp om ens overlevelse det kunne være her. Nu stod hun så med af dem der hørte til her, så nu fik hun selv muligheden for at se, hvad der var at finde et sted som dette. ”Tror du da ikke, at du er mand nok til opgaven? Jeg må sige, at jeg er en kvinde der ikke bryder sig om at blive skuffet, og nu ser jeg helst, at det er dig, der viser mig rundt,” kommenterede hun med et smil på læben, hvor hun vel også sagde det for at presse ham lidt. Hun håbede så sandelig, at denne mand kunne afgive et godt selskab, men man kunne trods alt aldrig vide. Hvis ikke han kunne det, så måtte hun opgive denne mission og søge tilbage til byen, hvor hun var sikker på, at hun kunne more sig. Hun så dog helst, at dette lykkedes, da hun sjældent gjorde dette, og det andet benyttede hun sig af flere gange i løbet af ugens dage. Roligt fik hun lagt sin arm i hans, som hun langsomt fik sig selv overtalt til at tænke, at dette var i orden. Som han førte vejen frem, fulgte hun roligt med, som hun nu havde fået guide på. Han måtte vel også vide, hvis der var noget interessant at se her, hvis det hele da ikke var det samme. ”Jeg kan ikke just sige, at jeg har overnattet i en hule før, men jeg kan forestille mig, at du har ret, at dette er et bedre valg. Hvordan ser mausoleerne ud indvendigt? Har I møbler?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Hun havde trods alt aldrig været inde i en af dem, så hun vidste ikke, om det fungerede som et miniaturehus, eller om man bare sov på gulvet. Let trak hun på smilet til hans ord, som han gættede hendes livsstil. ”Korrekt. Jeg har altid boet i min families mansion.”

[Deleted]

Charliza var en kvinde som tydeligvis var vant til det finere end de omgivelser, som hun i denne stund måtte befinde sig i. Han tog dog alligevel hatten af for hende, da hun jo faktisk viste stedet interesse og ham deriblandt, hvilket jo faktisk var noget som han godt kunne lide. Desuden ønskede han jo faktisk at vise hende rundt og bekræfte for hende, som så mange andre også ønskede, at stedet her – selv på trods af rygterne – ikke altid behøvet at være så slemt som så mange ville antage det. Han betragtede hende sigende. ”Det er det jo nok. Allerede bare ved at befinde sig her, har du vist dig anderledes end hvad man normalt høre din stand omtales,” endte han ganske sigende. Det var skam ikke fordi at han ønskede at stå og forsvare det, for det vidste han godt, at han ikke ville få noget ud af uanset, men det var nu bare sådan at det måtte være. Dominic tog nu det hele som det nu måtte komme, for andet valg havde man jo trods alt heller ikke. ”Ja, hvis det lykkes for dig.” Han betragtede hende sigende. Hvor hendes personlige grænser måtte gå, eller hvem hun var, var for hans vedkommende ganske ukendt, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af lige nu. Han ville vel finde ud af hende før eller siden, hvis det var noget som hun gav ham muligheden for? Han var da åben for det om ikke andet. ”Det er jo aldrig til at vide, hvad der skal til for at tilfredsstille en kvindes nysgerrighed på et sted som dette. Og nu hvor opgaven er faldt på mig, så vil jeg gøre hvad jeg kan for ikke at skuffe dig.” Måske at det var et stort løfte for en mand som ikke rigtigt havde noget i livet at skulle opnå, men et selskab ville selv en som ham, sætte utrolig stor pris på!
Dominic førte roligt Charliza ned igennem de store rækker med mausoleer som stod langs hinanden. De blev jo benyttet som hjem til dem som ikke havde midlerne til at finde noget andet og mere bofast. Han lyttede til hendes ord. ”Personligt kan jeg sige, at det her, er et betydeligt bedre valg end en simpel hule et eller andet sted.. Hvis man i det hele taget er heldig at finde dem. Enkelt møbleret.. En fakkel og en.. ja, kiste,” svarede han. Det var jo det som man primært havde brug for som vampyr for at overleve. Lidt lys til nattens timer og kisten at skjule sig i når solen stod højt, så han klagede faktisk ikke over det. At hun havde et stort mansion at bo i, indikerede kun at han havde ret i hans egen udtalelse. Alt andet ville da straks forundre ham! ”Hvordan er det? Altså… med et luksusliv med råd og midler til det hele?” Han var nysgerrig på det, også fordi at han vidste, at det ikke var noget som han nogensinde selv ville komme i nærheden af. Han havde accepteret sit liv i slummen, også selvom det bestemt heller ikke altid var let.

[Deleted]

”Et skridt på vejen, er trods alt også et fremskridt,” sagde Charliza roligt, som hun allerede måtte imponere ham med, at hun i det hele taget havde gjort sin opdukken her. Hun vidste godt, at det var bemærkelsesværdigt, men det lå trods alt også til hende. Hun elskede at gøre ting, som andre ikke ville begive sig ud i, og vejen i nat havde ført til kirkegården i Convento. ”Men sig mig.. hvad har du helt præcist hørt om min slags? Det lyder nemlig til, at du allerede har visse tanker om mig,” bad hun sigende, da hun alligevel var interesseret i at høre, hvordan han dømte hende. Hun vidste nemlig, at han ikke havde stået helt tankeløs, da han havde opfanget hendes skikkelse. Det havde hans første ord også kun gjort udtrykkeligt klart for hende, da han på den vis havde udtrykt, at hun ikke hørte til her. Men selvom det så ud til, at han havde en mening om hende, så lignede det også, at han havde en vis interesse i hende. Han havde i hvert fald sagt ja til at behage hende med sit selskab, som hun havde efterspurgt. Om han nogensinde havde omgået en af hendes slags, vidste hun ikke, men selv var hun overfor ideen om at snakke med ham. ”Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvad du kan rive op af ærmerne. Men noget interessant må der vel være her, siden du selv vælger at holde til her.” Hvad der var at se her, vidste hun såmænd ikke, som hun indtil videre kun havde spejdet gravstene og mausoleer, men det kunne jo være, at han kendte til noget særligt, eller i virkeligheden havde en strålende personlighed, der var nok til at fange hende.
Nysgerrigt så Charliza mod de mausoleer de passerede. Selv fandt hun dem ufatteligt primitive, men kræsen blev man trods alt, når man havde levet i et storslået palæ igennem hele sit liv. Hun vidste desuden, at hun aldrig ville ende et sted som dette, så det behøvede hun heller ikke at gøre de helt store overvejelser for. ”Jeg må indrømme, at jeg på ingen måde nærer en lyst til at bo som et sted.. Det er ikke for at fornærme dig, men tanken om en kiste? Nej.. Det kunne slet ikke gå,” sagde hun ærligt, som hun fandt det alt for klaustrofobisk. Hun havde også altid sovet i en stor dobbeltseng med det fineste sengetøj, og adskillige puder omkring sig. ”Men det er camoufleret godt, at der virkelig er vampyrer, der holder til her, hvis man følger din beskrivelse.. Man ville trods alt ikke gøre sig nogen højere tanker, hvis man fandt en kiste et sted som dette.” Blikket lod hun kort hvile på ham, som hun både måtte se på ham af ren og skær høflighed, når de talte, samt hun også var interesseret i at se, hvordan han så ud. Hun endte dog med at se frem for sig igen, som han spurgte ind til hendes liv. ”Som du selv beskriver, så er det en prisværdig følelse og viden at have, at man har alt indenfor sin rækkevidde. Jeg har aldrig manglet noget, så jeg har aldrig skullet frygte, at der kunne ske mig noget. Det er en tryghed, men samtidig er det en selvfølge, om du vil det eller ej,” fortalte hun stille. Det var ikke just for at prale, da hun ganske enkelt bare besvarede det spørgsmål, som han stillede hende, og hun ville jo ikke benægte, at det var luksus at leve i luksus, samt at hun faktisk levede i luksus, og altid havde gjort det. "Har du selv altid været her?"

[Deleted]

”Det er jo det,” endte Dominic med et let træ på den ene mundvig. Hun havde allerede nu vist sig en smule anderledes, også selvom han nu også lod den tvivl komme hende til gode, for han vidste endnu ikke hvilke bagtanker som hun måtte gå med netop for at komme på et sted som det her. Det var ikke fordi at han allerede havde dannet sig om meninger omkring hende, men nok mere omkring hendes stand. Han vendte de mørke øjne roligt mod hende. ”Det er ikke din stand vi normalt ser herude, og man siger at det er fordi det er for beskidt, det er slum, fattigkvarter, tyverifyldt, ikke? Det må selv du have hørt?” spurgte han med en næsten forundret stemme, som han let betragtede sig af hende. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at skuffe hende nu hvor hun havde valgt at søge til hans selskab for denne nat, for han følte sig faktisk beæret alene ved den tanke, for han kunne jo faktisk godt lide at det var sådan at det måtte være. Tungen strøg han en anelse henover sine læber, som han igen vendte blikket frem for sig. ”Jeg er her egentlig kun fordi jeg ikke har noget andet valg. Jeg er.. under personlige årsager, overvåget af fyrsten,” forklarede han roligt. Det var ikke fordi at det var noget som han ville mere ind på end det, for han vidste, at det ene og alene var selvforskyldt.
At Charliza ikke kunne drømme om at bo på et sted som det her, forundrede egentlig ikke Dominic når hun var vant til det fineste af det fineste. Han ville faktisk gerne se hvordan det var på sådan et sted, også selvom det vel var noget som han måtte forbeholde sine mange tanker? Han gjorde sig jo mange af dem dagligt. ”Man vænner sig hurtigt til den,” endte han roligt. Han tog det dog ikke som en fornærmelse. For visse var det måske direkte klaustrofobisk, men for ham, så var det vægge af tryghed igennem hvilen som skulle gøres i løbet af dagen. Han havde det jo faktisk fint med en lille plads. ”Jeg skal ikke gøre mig klog på fyrstens placering af tingene her i Corvento, men op til kirkegården, er det nok ikke hvad folk forventer at finde. Det kan faktisk være sjovt de gange de levende kommer og kigger.. De får sig lidt et chok, som det sidste af deres liv.” Ordene blev fortalt næsten med en underholdende og morende stemme. Han var kold overfor den slags, også fordi at det levende liv, skulle endes, hvis han kunne komme til det. Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Hendes opremsning af luksuslivet, gjorde kun Dominic mere nysgerrig end hvad han var i forvejen, også selvom det virkelig gjaldt at holde det i kort snor! ”Det lyder interessant.. Jeg ville gerne selv se det en dag, selvom.. Ja, ud fra omstændighederne, så regner jeg ikke med at det sker.” Han vendte blikket mod hende, hvor han let rystede på hovedet. ”Ikke altid nej.. Men det er jo mit hjem nu,” endte han med et let træk på skuldrene, inden han igen vendte blikket frem. ”Noget specielt du ønskede at se her?”

[Deleted]

Nysgerrigt lyttede Charliza til, hvad denne Dominic havde at sige. Det havde nemlig lydt som om, at han havde en mening om hendes stand. Underligt fandt hun det dog ikke, da de forskellige samfundsklasser havde det med at dømme hinanden. Selv kunne hun vel heller ikke benægte, at hun havde sagt et par ting om underklassen, men det behøvede hun ikke at tale højt om nu. Nu forsøgte hun også at komme med et åbent sind, og det blev vel også kun markeret, når hun valgte et selskab af denne slags. Det forekom hende dog på ingen måde slemt, da denne mand virkede interesseret i hendes selskab, og det gjorde trods alt også en del. ”Jeg vil ikke lyve, så jo.. Jeg har hørt om alle disse tendenser. Men indtil nu, så er jeg kommet ganske helskindet igennem, og nu har jeg mødt dig, så mit sind er skam åbent,” sagde hun roligt, inden hun så mod ham med et let smil. Da han så pludselig måtte sige, at han var her grundet bestemte restriktioner, vældede interessen op i hende. Ideer fløj ud og ind ad hendes sind, for hvad kunne årsagen være? Havde han trådt fyrsten over tæerne ved at skade ham personligt, eller var han mon ude på en hemmelig mission? Interesseret og nysgerrig kunne man roligt sige, at hun var, men hun elskede også drama. ”Hvad har du gjort? …eller hvad er du ude på?” spurgte hun nysgerrigt, uden at det betagende smil forlod hendes læber.
Tvivlsomt så Charliza mod Dominic, da han sagde, at man hurtigt vænnede sig til kisten. Personligt kunne hun ikke forestille sig at ligge i så trængt et rum, men hun havde heller aldrig været vant til andet end sin underskønne seng der var en prinsesse værdig. Men man kunne vel også sige, at hun blev behandlet, som var hun en. ”Du var vant til bedre før i tiden?” spurgte hun stille. Siden han sagde, at man vænnede sig til det, så måtte han jo engang havde været vant til andet. Let trak hun på smilet til hans følgende ord. ”Ak ja. Det kunne være ganske humoristisk at give en af de levende deres livs chok. Det kunne være, at jeg skulle overveje en overnatning her engang,” svarede hun tænksomt og i en morende tone. Her var det vel også til at se, at hun ikke vægtede de levendes liv synderligt højt, men for hende var de også bare en omgang sjov, og så mad. Skævt smilede hun til ham, som han sagde, at han ønskede at se luksuslivet, men at han næppe ville opleve det. På det punkt måtte hun nok give ham ret, for selvom han sikkert var god nok, så gik han klædt som en der hørte til her, og de blev aldrig lukket ind i hendes kredse. ”Du er vampyr, så aldrig sig aldrig.. Vi ved begge, hvor længe vi kan leve, og jeg har skam set forunderlige ting gennem livet,” sagde hun roligt, og vel også … opmuntrende? ”Hvor boede du, inden du kom hertil?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kendte trods alt ikke til hans liv, men det kunne helt lyde som om, at han havde mistet noget. Trist var det, da hun bestemt ville have haft det dårligt, hvis hun var blevet smidt ned ad rangstigen for at ende her. Som han spurgte ind til, hvad hun ønskede at se, gled smilet kækt over hendes læber, hvor hun blidt klemte om hans arm. ”Du er den vidende, når det kommer til dette område, så jeg vil se alt, hvad du finder interessant ved stedet her.”

[Deleted]

De forskellige samfundsklasser snakkede om hinanden og det var bestemt ikke med de gode hensigter, så meget vidste man vel allerede fra før af? Dominic var dog ikke den som primært tog del i disse snakke når de endelig forekom, for han vidste, at selvom det måske viste sig at den rige klasse var som omtalt, så var der sikkert også undtag at finde der, som der var at finde dem her. De mørke øjne hvilede på hende, som han roligt nikkede. Han var slet ikke ude på at fornærme hende, men når man spurgte, så fik man jo trods alt også svar. ”Præcis.. Du viser allerede der, at du er anderledes end hvad de fleste herude ville beskrive. Det er skam kun et plus,” fortalte han roligt. Mange herude havde ikke meget til overs for overklassen, af temmelig mange åbenbare grunde. Selv tog han ikke del i det. Han havde vel bare accepteret sin plads i livet, og at han sikkert ikke ville opnå mere end det? Penge havde han ingen af, og tøjet fik han fra ofrene når han endelig gav sig hen til jagten, men af den grund, så var han ikke den som skulle brokke sig. Han trak svagt på den ene mundvig. ”Jeg pønser ikke på noget hvis det er hvad du mener. En sulten vampyr kan drives til de helt forkerte ting. Jeg overfaldt den daværende dronning af Dvasias, Jaqias bror,” fortalte han. Han var meget åben omkring det, for han så ikke nogen grund til at skjule det. Det havde kostet ham tortur i lange drag, straffe som han slet ikke ønskede at nævne, da det var noget som han var nødsaget til at vandre rundt med til evig tid, men det var vel fortjent? Ellers ville det da heller ikke stå nedskrevet i codexet som endnu var gældende, endda med den royale signatur.
Det var skam ikke fordi Dominic havde været vant til fine ting, for det havde han skam heller ikke. Han rystede let på hovedet. Det var det selskab som han havde haft før i tiden. ”Lidt bedre end det her måske.. Men stadig samme samfundsklasse,” endte han med en rolig stemme, som han let vendte blikket mod hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene. At skræmme livet af menneskene var altid en ting som Dominic havde sat stor pris på, også fordi at det var en af de små glæder som man kunne finde i livet. ”Tror du det er fint nok for dig? Der findes jo ingen garantier herude.. Ingen,” påpegede han med et morende smil på læben. Selv han kunne more sig lidt. At se hvordan det ville være i overklassen, vidste han godt, at han aldrig ville komme til at opleve, også selvom det overraskede ham lidt, at hun fremstod… opmuntrende? Det var slet ikke hvad han havde regnet med! ”Det evige liv måske, men ikke uendelige muligheder.. Det erfarer man hurtigt herude på den hårde måde,” endte han roligt. At hun ville have ham til at vise hende alt hvad der var interessant, var noget som let fik ham til at stoppe op, hvor han så sig tænkende omkring. ”… Hvad vil du definere som interessant? Jeg.. ser ikke rigtigt noget som er videre interessant her, men igen, så ser jeg jo det hele hver eneste dag,” fortalte han med en rolig stemme.

[Deleted]

Charliza forsøgte at komme med et åbent sind, som hun ankom til et understed som dette, men i den sidste ende, var hun måske som sin stand, da hun ikke just havde en plan om at gøre steder som dette bedre. Hun kom nemlig ikke i et forsøg på at gøre en fattig persons liv ekstravagant, selvom hun havde muligheden for det, som hun blot søgte et anderledes selskab for i nat. Den vej havde også ført hende til Dominic. En mand hun var interesseret i at høre mere om, som han havde vist hende den venlighed at være åben overfor hendes person. Hans ord fik hende til at trække let på smilet, som det faktisk var en kompliment han skænkede hende. ”Jeg kan kun sige, at det også går sådan den anden vej. Mange derhjemme ville advare mig om at søge ud et sted som dette, grundet dem der lever herude skulle være komplet respektløse.. Du viser mig noget andet,” sagde hun roligt. Der blev sagt, at dem der levede herude var nogen bastarder, der ville skade, røve, voldtage og slå ihjel for deres eget velbefindende, men det var bestemt ikke sådan en person han viste hende. Hun kendte ham måske ikke endnu, men hun så frem til at lære ham bedre at kende, da han vækkede hendes interesse. Da han så fortalte, at han engang havde forsøgt at myrde den forhenværende dronnings bror, sendte hun ham et overrasket blik. Det varede du ikke længe før, at det igen strålede af interesse for, hun kunne godt lide en ballademager. ”Ja, jeg tvivler på, at det har sat dig i godt lys blandt de højere magter,” sagde hun roligt, skønt smilet ikke var til at tage fejl af på hendes læber. ”Jeg er sikker på, at det må have skabt tumult i kongefamilien. Men din straf blev en forvisning hertil? Det lyder nu ikke så slemt, i forhold til, at jeg vil regne det for landsforræderi, hvor et liv i eksil nok ville have været mere normalt.”
Hvilket liv Dominic havde haft før i tiden, vidste Charliza ikke, men det lød som om, at han engang havde set lidt andet end dette. ”Og hvad bestod lidt bedre af? Og hvorfor kæmper du ikke for at få det igen?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Frygteligt nysgerrig var hun, hvis man først formåede at vinde hendes interesse, og det havde han gjort. Derfor holdt hun heller ikke igen med spørgsmålene, og det lignede heller ikke, at han var irriteret over det endnu. ”Hvis jeg fik lov til at skræmme livet af en levende, så ville en overnatning herude klart være det værd,” svarede hun morende igen, som hun uden tvivl kunne se det sjove i det. Hun elskede jagten, og tanken om at tage fusen på en levende på den måde, var en fantastisk morende tanke. Så morende, at hun faktisk måtte overveje muligheden ved det.. ”Hvad er du da blevet udsat for herude?” spurgte hun roligt. Hun kunne dog godt forestille sig, at han havde fået et par knobs her, men underligt var det heller ikke, når det var en kamp om at holde sig i live. Derfor kunne det også være farligt for hende at vandre rundt herude, da folk sikkert ville findes hendes klæder attraktive, samt muligheden for, at hun havde penge for sig. Penge havde hun dog ikke på sig, da hun ganske enkelt ikke havde brug for dem. ”Jeg kender ikke til stedet her, men der må vel være nogle steder, som du ofte besøger her? Du bor her jo, så du må kende hvert et sted, samt foretrække noget frem for andet.”

[Deleted]

Det kunne godt være, at det ikke var den kolde, morderiske og barbariske side af sig, Dominic viste denne kvinde. Hun havde vist sig at komme her med åbent sind, og uden at være grebet af de mange fordomme som måtte blive kastet fra de store skyttegrave iblandt det at være underklassen og overklassen. Han var selv sikker på at de faktisk kunne lære meget af hinanden, hvor overklassen måske ikke vidste hvad det ville sige at klare sig for hvad man kunne finde og kæmpe for sin egen overlevelse og sit liv, hvor underklassen derimod ikke forstod sig på det at føre sig ædelt frem som da de nu var kendt som en af de mest ædle – hvis da ikke den mest ædle race som fandtes i Dvasias. Han var jo faktisk stolt over at være en del af den race som han var, skønt det måske ikke altid var lige nemt at se. ”Jeg vælger at tage det som et kompliment,” endte han roligt og med et let smil på læben. Han kunne faktisk godt lide, at det var den indstilling hun betrådte dette sted med, for så var det måske heller ikke helt så slemt, som man ellers skulle gå og tro? At fortælle hende hvad han ellers havde gjort mod kongehuset, også selvom det ikke havde været hans hensigt, da sulten havde drevet ham derud, hvor selv ikke han var i stand til at tænke rationelt, så var det noget som roligt fik ham til at betragte hende. Let trak han på skuldrene. Om han havde været heldig med straffen, kunne man vel ikke rigtigt sige, at han havde været? Skønt han nok var heldigere end de fleste andre ville have været. ”De højere magter er stort set ligeglad med mig,” begyndte han sandfærdigt. ”Jeg blev tvunget til at leve her.. Her hvor fyrsten kunne holde øje med mig i tilfælde af en gentagelse. Om jeg har været heldig, kan man vel spørge gud og hvermand om. Straffen kom skam til mig.. Den er bare ikke til at se, udenpå tøjet,” tilføjede han roligt, som han igen vendte blikket mod hende.
Charliza virkede som en utrolig nysgerrig kvinde, hvilket Dominic faktisk godt kunne lide. Han kunne godt lide, at hun stillede spørgsmål i stedet for bare at konkludere ud fra hans levestil, for han var vant til det. Han havde vænnet sig til, at hans liv foregik på denne her måde nu, og at han ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Tungen strøg let over hans læber. ”Engang havde selv jeg en seng at sove i. Så lang tid at jeg har fyrstens øjne hvilende i min nakke, kan jeg intet stille op. Desuden er jeg ene mand mod alt for mange. Jeg vil ikke få det igen bare sådan,” påpegede han sigende. Tiden var ganske vidst ikke rigtig endnu, og han kunne ikke gøre andet end at.. vente. Han kuklo let. ”Hvem ved.. Måske du får den mulighed en dag,” endte han morende. Han vendte blikket let tænkende ud i området. ”Hvad området her er kendt for.. Tyveri, plyndring.. Voldtægter hører man om snart daglig,” remsede han let tænkende op. Hånden hævede han og lod gnide mod den let skæggede hage. Hvad var der af interessante ting her i området? Det var jo ikke fordi at der var det vilde! Han endte dog med at nikke. ”Udmærket.. Kom med mig,” endte han langt mere.. ivrigt? Han førte hende ned af en næsten usynlig sti som førte ind mellem to mausoleer og videre om bag og længere væk fra gravstenene som udgjorde kirkegården.

[Deleted]

Det var vel en kompliment til Dominic, at han ikke var det Charliza havde forventet, men på den anden side, så var han den eneste hun havde mødt herfra, så hun vidste ikke, om alle i virkeligheden var som ham, og om hans venlighed derfor var noget særligt eller ej. Hun forholdt sig dog positiv, for indtil videre så det da ud til, at det nok skulle gå, og andet bedte hun heller ikke om. Hun var trods alt ikke kommet hertil med en fjendtlig indstilling, som hun derimod bare var kommet hertil med et ønske om at se denne del af verdenen. Derfor valgte hun også blot at smile til ham, som han sagde, at han anså hendes ord for at være en kompliment, ligesom hun havde anset hans ord for at være. ”Hvis de straffede dig, så viser det kun, at de frygtede dig, så helt ligeglade tvivler jeg på, at de er,” sagde hun med et kort skuldertræk. ”Har du ikke tilladelse til at forlade kirkegården så, eller må du godt bevæge dig frit i hele Convento?” spurgte hun nysgerrigt, inden et kækt skær gled over hendes krystalblå øjne. ”Og hvordan din straf så kom til at se ud, kan jeg jo altid se på et senere tidspunkt,” tilføjede hun drillende, som hun ikke kunne lade være, når det lå lige til højrebenet. Hun var en frisk person, og ved tanken om bar hud, så kunne hun ikke lade være med at komme med en kæk kommentar, men det var bare sådan som hun nu engang var.
Blikket vendte Charliza roligt i Dominics retning, som han fortalte om sit forhenværende liv… eller det var ikke meget han oplyste hende om, men det var da lidt. Skridtene lod hun roligt fortsatte, som han for nu trak hende ned ad den sti, som hun selv havde fulgt. ”Det er hvad der sker, når man i forvejen ikke har midlerne, og så vælger at træde på de forkerte personers sukkermad. Men du lavede intet bestemt, siden du stødte på dronningens bror? Personer som dem kommer trods alt ikke hvor som helst, som du også selv siger,” sagde hun roligt. At hun så fik ham til at grine, fik hende til at se i hans retning med et smil på læben. Det var måske under hendes standard at overnatte et sted som dette, men tanken om at skræmme en levende og få føde på den måde forekom hende umådeligt morsom, og hun levede vel for det sjov, hun lavede her i livet. Hun var trods alt lidt af en livsnyder der sjældent tog tingene alvorligt. ”Jaa, hvem ved? Humoristisk kunne det da være,” sagde hun morende igen. Det var dog ikke sikkert, at der ville komme en levende forbi, hvis hun endelig skulle befinde sig i en af kisterne, og så ville hun bare ende irriteret over, at hun havde spildt sin tid på den måde, når hun kunne ligge i en yderst komfortabel seng i stedet. ”Men du står her den nat i nat, og det er det vigtigste,” sagde hun stille. Hun kendte ikke til at blive plyndret, men at han var blevet voldtaget havde hun den dybeste forståelse for, da hun engang selv var blevet voldtaget på daglig basis mere eller mindre. Det var dog sjældent, at man hørte om mænd der blev voldtaget, men hun vidste, at det fandt sted, som det også havde fundet sted i hendes familie. Som han pludselig forekom hel ivrig over at vise hende noget, fulgte hun ham interesseret, som hun fulgte med ned ad en næsten gemt sti.

[Deleted]

Dominic kunne faktisk godt lide at blive komplimenteret for hvad han viste hende, samt at hun faktisk lagde mærke til at han ikke var nær så fjendtlig indstillet, som så mange andre sikkert ville beskrive hans slags for at være. som sagt, så var han sikker på at de kunne lære meget af hinanden, selvom det var tydeligt og ikke mindst oplagt, at det ikke var noget som nogensinde ville komme til at ske. Han nægtede selv at tro på at overklassen ville ned og bide i støvet og bytte plads med en som ham bare for en dag eller to. Desuden vidste han selv slet ikke hvordan han ville klare en tur på overklassen, for det ville nok blive temmelig svært selv for en som ham. ”Muligvis. Ellers var det kun for at sikre sig, at det ikke sker igen,” endte han med en ganske rolig og sigende mine. Blikket vendte han roligt mod hende endnu en gang, da han jo faktisk mente hvad han sagde. Han havde heller ikke set skyggen til dem siden. ”Jeg er fri til at bevæge mig hvor jeg vil, såfremt at jeg ikke viser mig i nærheden af Castle of Darkness.. Af åbenlyse grunde,”tilføjede han med et mere kækt smil. Han kuklo ganske let. ”Forventer du virkelig at jeg skal smide tøjet overfor en fremmed kvinde?” spurgte han morende. Det var skam ikke fordi at han havde noget at skjule.. andet end sporene efter torturen som han var blevet udsat for, for han vidste godt, at han indenunder, faktisk var en flot mand.
Dominic havde ganske vidst været utrolig uheldig med hvad der egentlig var sket ham, og det var jo heller ikke fordi at det ophørte så lang tid at han var her. Han var dog ikke manden som brokkede sig, for ikke alle blev født med guldskeen i munden, og deriblandt også ham. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som smilet let bredt sig på hans læber. ”Har du prøvet at vandre rundt sulten i dagevis uden at kunne gøre noget ved det? Den sindssyge man bliver grebet af? Jeg hoppet på den første som faldt mig forbi.. Uheldigvis dronningens broder.. Jeg har aldrig rigtigt haft noget specielt at give mig til,” svarede han ærligt, som han igen betragtede sig af hende. Han følte sig direkte heldig i hendes selskab, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at lade hende vide. Det voldelige og det grusomme var efterhånden ved at være en hverdag på et sted som det her, og selvfølgelig var det også noget som han selv var blevet udsat for. Han sendte hende et let smil. Det var i sig selv, ikke noget som skete særlig ofte! ”Tro mig.. Når det endelig sker, så er det virkelig underholdning for alle pengene,” endte han morende, som han roligt førte hende ned af den næsten helt skjulte og… ja, hemmelige sti, kunne man vel også godt kalde den efterhånden? Han nikkede blot. ”Her er det hverdag.. Det dummeste man egentlig kan gøre, er at kæmpe imod,” fortalte han ærligt. Selv en mand som satte ærligheden højt, så ønskede han jo at.. passe på hende? Vise hende, at ikke alle var som rygterne sagde, for han var bestemt ikke! Tungen strøg han let over sine læber. ”Kom med.. Det er noget særligt, som jeg ønsker at vise dig,” opfordrede han hende roligt. Han førte hende med sig væk fra de mange mausoleer, også selvom man kunne skimte dem bag sig og mere hen i retningen af det som måtte være en bakke skjult bag en længere række træer. Fra toppen af den, havde man en flot udsigt over hele kirkegården og meget af Corvento, som stod smukt oplyst i lyset af månen, stjernerne og de mange fakler rundt omkring.

[Deleted]

”Måske, men jeg undrer mig stadig over, at de ikke sendte dig helt ud af Dvasias for en sikkerheds skyld,” sagde Charliza roligt. Det var trods alt ikke usædvanligt, at folk fra dette land helt skilte sig af med sine fjender, så straffen måtte helt forekomme hende mild. Han måtte trods alt stadig befærde sig i det land, han var født i, og det var vel lidt af en gave at få, når man direkte havde angrebet kongehuset. ”Åbenlyst, ja,” medgav hun med et skævt smil. Da han så fik det til at lyde som om, at det var ham dybt grænseoverskridende at afklæde sig foran en fremmed kvinde, slap hun en morende og perlende latter. De lysende øjne vendte hun smilende i hans retning, som hun tog hans ydre i betragtning, inden hun igen betragtede sig af hans ansigt. ”Forekommer det dig virkelig så slemt da?” spurgte hun i en legende og kæk tone. Selv havde hun smidt tøjet fra fremmede mænd, men hun var vel også rimelig frigjort når det kom til det punkt. Det overraskede også mange, som hun vel var utroligt frembrusende når det kom til det punkt. Det kunne selvfølgelig godt være, at Dominic var anderledes, skønt hun nu var vant til, at mændene gerne ville smide tøjet, hvis det var det hun ønskede sig.
Aldrig havde Charliza været udsat for det scenarie, som Dominic prøvede at opstille for hende. Hun kom fra et sted, hvor de havde blod på lager, så hvis hun blev sulten, så kunne hun bare tage sig en flaske, af den race hun nu ønskede sig. Ellers havde hun også altid været god til at jage, som hun var god til at lokke folk til sig, for derefter at gøre det til deres livs mareridt. Det var dog ikke noget han behøvede at frygte, eftersom han var vampyr, og hun derfor ikke gik efter ham på den måde. ”Det kan jeg ikke ligefrem sige, at jeg har.. Men jeg har set folk, der ikke fik adgang til blod, så jeg har set, hvordan de langsomt faldt fra hinanden og tørrede ind.. Men siden du lever herude, så er der vel altid mulighed for en jagt? Måske ikke her i Convento, men hvis man bevæger sig længere ud, så vrimler det jo med de levende,” sagde hun roligt. Hun kendte ikke til livet i slummen, så hun vidste ikke, om det foregik på en anderledes måde, når det kom til stykket, men hun tænkte da, at alle kunne finde sig et måltid, hvis det var det de oprigtigt ønskede sig. Morende lo hun stille til hans ord, mens hun fulgte ham ned ad den skjulte sti. ”Det tror jeg gerne, at det er.. Jeg har desværre også på fornemmelsen, at det sker sjældent,” sagde hun med et muntert smil og så på ham. Underligt var det nu at tale om disse barske ting, eftersom hun selv havde været udsat for det lignende. Det talte hun dog ikke højt om overfor fremmede. ”Må jeg spørge, hvor tit det sker dig?” spurgte hun, hvor der alligevel var forsigtighed at spore i hendes tone. Det var også kun fordi, at hun vidste, at det kunne være et ømt punkt. Det lignede dog ikke, at han var skræmt over tingene der fandt sted her, men det var vel også kun fordi, at han var så vant til det? En skam var det nu. ”Nu fører du mig vel ikke ud i et baghold?” spurgte hun i en drillende tone, som han alligevel skulle vide, at det kun var for sjov. Det var dog muligt, sådan som han førte hende væk fra bygningerne. Hun fulgte dog roligt med ham, som han begyndte at lede hende op ad bakken. Mod hvad, vidste hun ikke.

[Deleted]

I visse øjemed, var Dominic måske heldig, men den straf som egentlig var blevet ham tildelt, var en som han skulle gå rundt med resten af sit liv, og det var faktisk temmelig lang tid taget hans alder og race i betragtning! ”I det øjemed har jeg måse været heldig,” istemte han med en næsten tænkende stemme. Tungen lod han let stryge over sine læber, inden han igen vendte blikket frem for sig. Hun var langt mere frembrusende end det som han lige havde regnet med, også selvom det selv i hans øjne, faktisk var noget som talte positivt, for han gad virkelig ikke selskabet af en som skulle være så fisefornem, at de ikke kunne gøre noget som helst, uden at tænke fuldstændig negativt, så det var noget som han godt kunne lide. Han hævede let det ene bryn. ”Så du er den type kvinde.. Eller er du bare nysgerrig på at se den flotte krop under det slidte tøj?” spurgte han morende, som han let blinkede til hende. Når selv han vidste, hvad han havde med at gøre, så var det også noget som efterlod ham med en form for ro i sindet, for han følte at han med god samvittighed, kunne smide hæmningerne fra sig og bare.. nyde aftenen, for han havde været heldig at møde hende, også fordi at hun kunne stille noget af den nysgerrighed som han selv følte i sindet, hvilket kun gjorde det hele meget bedre!
Livet her var ganske vidst ikke noget at prale med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men Dominic klarede sig nu på trods af de odds som havde været imod ham. At hun havde set folk glide hen i hvilen, var noget som næsten fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, for så langt ude havde han heldigvis aldrig været! ”Forfærdeligt..” begyndte han, som han rullede med skuldrene, som han skulle komme sig efter et mindre gys. At gå i dvale, var nok det værste som en vampyr kunne udsættes for! ”Men jo, der er altid mulighed for jagt, men.. under visse omstændigheder, så har jagten ikke altid været et alternativ. Jeg havde en at tage mig af, som krævede temmelig meget af mig. Hun.. brugte mig nok nærmest som et spisekammer, så tiden til jagten var yderst lille. Jeg blev desperat til sidst,” endte han med en rolig stemme. Han var ikke skamfuld over det, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var hans liv, og han havde intet imod at dele ud af sin livshistorie. Han smilede svagt. ”Jeg er bange for at de er ved at lære af det.. Det sker ikke ofte desværre,” erkendte han roligt. Det skete dog langt mere hyppigt i starten end hvad det gjorde nu, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Det gjorde ham faktisk groggy at få søvnen forstyrret! Han sukkede tungt. At snakke om lige netop den del, var han dog ikke meget for. ”Et par gange tror jeg.. Jeg tæller ikke.. Det er bare noget som skal overstås, når det endelig sker,” svarede han med en langt mere dæmpet stemme. Han kuklo atter en gang, som hun spurgte ind til om det var mod et baghold, for det kunne han ikke finde på! Han var en enspænder, og holdt sig som regel væk fra de andre, når han havde muligheden for det. ”Stoler du da ikke på mig?” spurgte han morende, inden han førte hende op for toppen af den halvstore bakke. Over de lave trætoppe, kunne man skimte stort set hele Corvento – et faktisk smukt syn.

[Deleted]

Dominic var i den grad heldigt sluppet, hvis man spurgte Charliza. Hun vidste nemlig, hvad hendes stand kunne finde på, og en forvisning for Castle of Darkness og sikkert også Rimshia var da til at betale. Det var måske ærgerligt, at han ikke længere kunne vandre rundt i Dvasias storby, men det var en bedre ting end at være helt forvist for selve landet. Hun kunne dog gætte sig frem til, at det ikke kun var en advarsel han havde fået, som han havde sagt, at straffen var under hans tøj. Derfor kunne hun kun tænke dig frem til, at han havde været underlagt tortur, og det var ikke en lille sag, som hun havde set, hvor forskruet hendes egen familie var blevet af at lide under deres onkels hårde hånd. Selv var hun også blevet straffet hårdt til tider, men aldrig direkte tortureret. ”Hvilken type kvinde, tror du da, at jeg er?” spurgte hun kækt, mens de livlige øjne faldt på hans ansigt. Med hende behøvede han sig skam ikke at holde sig tilbage, da hun selv var rimelig friskt anlagt, hvor det vel også var umuligt at støde hende på den front. Selv havde hun nemlig ingen hæmninger på det punkt, men det var vel også kun fordi, at ingen havde forsøgt at holde hende tilbage endnu.
Charliza anede godt, at han ikke fandt hendes viden appetitlig, som den så ud til at skræmme ham. Forfærdeligt måtte det også være at gå i dvale, da man nåede det punkt af udhungringen, hvor kroppen valgte at lukke ned, fordi den simpelthen ikke kunne tage mere. Selv havde hun aldrig prøvet det på sin egen krop, men hun havde set det ske for sin bror, hvor hun også havde været den der havde reddet ham ud af det stadie igen. Stille nikkede hun istemmende til hans ord om, at det måtte være forfærdeligt. Undrende og dog utroligt nysgerrigt, vendte hun blikket i hans retning, som han fortalte, hvordan han engang var blevet brugt som spisekammer. ”Du, den mest ædle race, blev brugt som spisekammer? Hvordan kunne det dog lade sig gøre, og helt præcist, hvad gjorde hun?” spurgte hun med en snert af væmmelse i tone. Utrolig lød hans fortælling, hvor den bestemt ikke gav mening i hendes hoved, for hvordan kunne en person få brugt med en vampyr på den måde? Det var til gengæld noget hun aldrig havde set, eller hørt om før. ”Men.. er du så sluppet fri fra denne kvinde? I mine øjne forekommer du mig ikke som en fanget mand?” spurgte hun roligt. Det havde tydeligvis været det rette valg at gå med denne mand, for han havde tydeligvis nogle interessante beretninger at fortælle, og så virkede han bare som en … god person. ”Nej det kunne jeg desværre godt forestille mig. Helt dumme er de trods alt heller ikke,” kommenterede hun med et skævt smil. Åbenlyst måtte det trods alt være, at der var noget farligt på færre, hvis deres race konstant forsvandt dette sted. Det kunne dog stadig have været sjovt at prøve. Blidt klemte hun om hans arm. ”Det vil formentligt stoppe en dag.. Du vil enten slippe herfra, eller også vil du blive stærk nok til at kunne sige fra,” sagde hun stille, som hun et sted forsøgte at trøste ham, da hun havde ufatteligt meget medfølelse når det lige netop kom til det punkt. Muntert smilede hun til ham, som han slap en latter, mens han ledte hende op af bakken. Hvad der var at finde her, vidste hun ikke, men åbensindet var hun nu, også selvom hun spurgte om det var et baghold. ”Burde jeg stole på dig?” spurgte hun smilende, som hun lige nåede at ytre ordene, som de nåede toppen. Det blev hun ramt af forbløffende for det var i sandhed smukt, som hun kunne se Convento med selve centrummet og lysene, kirkegården her og Den Mørke Skov, samt omkringliggende marker. Begejstret så hun tilbage på ham, inden hun igen måtte se ud over landskabet. ”Jeg forstår godt, hvorfor dette er et af dine yndlingssteder, hvis ikke yndlingsstedet. Det er .. smukt”” sagde hun ærligt.

[Deleted]

Dominic havde måske været heldig, men det var hårde straffe som han uanset var blevet udsat for, for sin ugerning, så var det ikke det største som han kunne gøre noget ved lige nu. Han betragtede hende sigende, som han svagt trak på den ene mundvig. Hans straffe og hvad han var udsat for, var ganske vidst ikke til at se, da han heller ikke ønskede at reklamere for meget med det, da han ikke ønskede medlidenhed eller noget som helst. Han var en mand udsat for hårde odds, og selv på trods af det, så klarede han sig, og det var det som han ønskede at blive husket som og blive husket for, og ikke noget af det andet! Han vendte blikket roligt mod hende, som han let tænkende lod sig betragte af hendes smukke ydre. Han vidste, at der ganske vidst kunne ligge meget andet gemt under det, men.. det var vel hvad han havde at bedømme hende på lige nu? Og så den personlighed som han havde fået et lille indblik i til nu om ikke andet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Den selvsikre, er nok noget af det første som slår mig ind. Den smukke og den målbevidste og målrette,” svarede han ærligt.
Tanken om at blive så udhungret at kroppen lukkede ned, var noget som fik det til at løbe iskoldt ned af Dominics ryg, for det var slet ikke en tanke som han brød sig om, for det var i sig selv.. forfærdeligt§ Der var ikke ord som kunne dække det bedre end det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Slet ikke! Han vendte blikket derefter mod hende endnu en gang. Underlig var tanken ganske vidst, men han havde aldrig fortrudt. ”Enkelt.. Jeg lod hende gøre det. Jeg stod for jagten og lod hende tage næringen igennem mig,” forklarede han roligt. I sig selv, så var det ikke nær så underligt igen, men han kunne ikke rigtigt gøre det største ved det af den grund. Han nikkede blot igen. ”Jeg har ikke set hende i årevis efterhånden. Jeg er så fri som fyrsten nu lader mig,” forklarede han endelig. Han var ikke manden som lagde skjul på sin baggrundshistorie eller noget som helst, for det kunne han da slet ikke se nogen grund til i den anden ende. Han var bare den han var. Han lod hende klemme let omkring hans arm, som han førte hende frem og væk fra kirkegården og de mange mausoleer som stod der, og videre igennem det som måtte minde om en mindre skov som lå lige ved. ”Jeg kan sagtens sige fra, men der er ikke nogen til at høre min røst.” I det store og hele, så viste hun ham en umådelig tillid ved at lade ham føre hende frem på den måde, for i princippet kunne han udnytte muligheden og chancen til at gøre hende ondt, hvis det var det som han ville. Han værdsatte dog selskabet mere end det, og det var han skam heller ikke bange for at vise hende. ”Tør du gøre det?” spurgte han morende, som han endelig slap hende, da de nåede toppen af den relativt høje bakke, så hun selv kunne se hvad det var han havde ønsket at vise hende. Selv i Corvento, var der smukke ting at se! ”Jeg sidder ofte heroppe og tænker.. Det er en skam, at det er et sted ikke mange kender. De ved ikke hvilket syn de går glip af,” endte han ganske roligt, dog næsten.. stolt. Han kunne godt lide at være der.

[Deleted]

Som Charliza havde mødt denne Dominic, havde hun indtil videre optrådt som en imødekommende og smilende kvinde, men selv vidste hun, at hun indeholdt mange andre sider end dem. Derfor måtte det vække hendes interesse at høre, hvad han gjorde sig af tanker om hende, da de både kunne falde til den sandfærdige og mindre sandfærdige del af hende. Indtil nu havde hun dog være oprigtig overfor ham, men der var selvfølgelig visse ting der spillede en større rolle i hendes liv end andre. Svagt og tilfredst endte hun med at trække på mundvigen ved lyden af hans ord, da de faldt i god jord hos hende. Selvsikker var hun i allerhøjeste grad, da hun ikke tvivlede et sekund på, hvad hun kunne, og hvis hun fik af vide, at hun ikke kunne noget, så skulle hun nok få det gjort, som hun ikke var bleg af sig. Smuk var også altid en positiv beskrivelse, da hun trods alt måtte være en kvinde der plejede sit ydre, samt levede på det. Alt i alt kunne hun kun se sig tilfreds for nu. ”Og hvilken indflydelse har en selvsikker, smuk, målbevidst og målrettet kvinde på dig, Dominic?” spurgte hun med et legende glimt i de krystalblå øjne, som hun måtte betragte sig af ham. Dette måtte trods alt også være et af livets stunder, som hun nød.
Dominic fandt muligvis ikke tanken, om en kvinde der nærede sig på ham, underlig, men det gjorde Charliza i den grad. Hun fattede vitterligt ikke, hvorfor man nogensinde ville vælge at svække sig selv, når man havde styrken til at stå med magten. Utilfredst og uforstående rynkede hun derfor på næsen, da hun måtte finde det svagt og dumt af ham at lade sig udsulte, så en anden kunne få alle goderne. ”Du finder det muligvis enkelt, men jeg kan fortsat ikke lade være med at undre mig over, hvorfor? Hvem var denne kvinde, og hvad betød hun for dig, siden du ville ødelægge dig selv for hende?” spurgte hun uforstående, da hun alligevel ikke kunne sætte sig ind i hans situation. Det eneste hun nogensinde havde holdt kært var sin familie, men aldrig ville hun ødelægge sig selv på den måde, som han havde valgt at gøre. At han så måtte sige, at han var fri for denne kvinde nu, kunne hun kun anse for at være en positiv ting, skønt hun endnu ikke kendte til deres dybere forhold. ”Så kan hun vel regnes for død eller glemt.. Og fyrsten har vel større ting at tage sig af, end en vampyr der alligevel bare opfører sig pænt efter sin advarsel,” svarede hun roligt og trak kortfattet på skuldrene. Positivt lød hans liv nu ikke just, men alligevel forekom han hende som et fint selskab, da det ikke just lignede, at han var plaget af fortidens kvaler. Det gjorde også kun, at hun blev, da hun alligevel ikke var interesseret i at stå overfor en pessimist. ”I visse stunder er der desværre ikke meget andet at gøre, end at lade hændelserne finde sted,” svarede hun stilfærdigt, da det ikke undrede hende, at der ingen kom til hans undsætning. Der var trods alt heller ikke kommet en og ’reddet’ hende, da hun havde stået i hans problem. Triste emner var det, men som de nåede bakkens top, lignede det meget vel, at de kunne få mere positive og sjove emner på banen. ”Du ved slet ikke, hvad jeg tør,” svarede hun kækt igen og blinkede til ham, inden hun roligt trak sin arm til sig. Nysgerrigt lod hun sig bevæge en anelse rundt, mens hun betragtede, hvad dette udsigtspunkt kunne skænke, og betagende var det i sandhed. ”Det er måske et syn mange går glip af, men hvis folk kendte til stedet her, så ville det ikke længere være dit uforstyrrede sted, som du i så fald skulle dele det med en hel horde.. Men jeg er beæret over, at du vil dele dit sted med mig.”