Wounded..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvfølgelig frustrerede det Malisha at Konstantin ikke bare kunne forstå, at hun virkelig havde svært ved alt sammen, og alt det her, for hun følte sig slet ikke.. normal. Hun kunne ikke magi, ergo kunne man jo ikke engang definere hende som en warlock. Hvad var hun egentlig foruden et menneske? Hun vidste ikke engang om hun i det hele taget havde fået lov til at bibeholde sit evige liv, og et sted så regnede hun jo ikke med det, sådan som al hvad der hed magi, var revet fra hende. De mørke øjne gled endnu en gang i retningen af Konstantin, også selvom stemningen synes at være fuldstændig ødelagt endnu en gang. Tanken om at skulle vise sig offentlig på den her måde og specielt fordi at det var sådan at hun havde det for tiden, for det var bestemt ikke fordi at hun havde det godt. ”Jeg har det fint nok med at være inden døre, så lang tid folk ikke ved jeg er her..” Hun havde ganske vidst altid været glad for at være omkring andre, også selvom hun vidste, at det var noget som hun fint kunne skyde en hvid pil efter, efterhånden, for ingen forstod sig på hvordan hun havde det, og bestemt heller ikke ham da! Hun rystede fast på hovedet, for hun var jo for pokker ikke engang sikker på at hun havde det evige liv længere, for det var jo forbundet med magien, og magien havde hun jo mistet! Hun bed sig svagt i læben. ”En warlock kan magi, og det kan jeg ikke engang længere! Du kan ikke bide dig sikker på at jeg har det evige liv mere, når det er noget som tydeligt er forbundet med magien, Konstantin. Jeg kan måske klare mig, og det gør jeg bedst ved at blive inden døre,” endte hun med en direkte fast mine, for hun ønskede da slet ikke at diskutere det, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for det gjorde ondt, og det var hende direkte en frustration! Som hun gjorde tegn til at rejse sig, og han tog omkring hendes håndled og derved tvang hende til at blive, fik hende til at sitre og dirre, for hun ville slet ikke have at han skulle se hende på den måde, og specielt ikke med de tårer i øjnene, for det gjorde da kun ondt værre, selv for hendes del! Som han måtte påstå at hun virkede ligeglad med ham, så beviste det da kun hvor egocentreret han var overfor hende lige nu, og det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! Hvis han krævede så meget af hende og at hun ikke åbnede nok op for ham, så kunne han da fint finde en anden! En som faktisk var en warlock! ”Hvis jeg ikke gør tingene godt nok, Konstantin, så find dig en anden..!” Hun endte med at trække hånden direkte til sig, som hun sendte ham en trodsig mine. Hun var ked af det, og hun vidste det jo godt, også selvom hun ikke vidste hvad pokker hun skulle gøre ved det. ”Hvis jeg pludselig ikke er god nok for dig mere, så find en anden.. find en som faktisk er en warlock!” Denne gang endte stemmen betydeligt mere grødet, idet hun igen forsøgte at rejse sig. Det gjorde ondt at skulle betegne sig selv sådan, men det var jo sandhed!

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin ønskede at bruge kræfter på at ligge og diskutere og skændes med Malisha, eftersom han var ved at blive syg, han var træt, udmattet og afkræftet, så han magtede på ingen måde at det hele skulle ramle sammen i øjeblikket. Han havde rent faktisk nydt øjeblikket med hende, da det betød alverdens for ham at mærke hende på den måde igen, ligesom han havde nydt at hun for en gangs skyld gav sig tid til ham, for det havde han brug for, det var så bare ærgerligt at det kun skete fordi han rent faktisk havde været døden nær – igen. Han betragtede hende med de udmattede øjne, som han ikke havde kræfter til at rejse sig, så hvis hun selv først kom op at stå, så kunne han ikke standse hende, da han var helt svækket til at gøre noget. ””Du gør ikke andet end at.. sidde og stirre ud af vinduet eller ind i pejsen og.. det gør mig bekymret,” erkendte han sandfærdigt og med et snert af bekymring i stemmen, for det var da uden tvivl noget som gjorde ham bekymret! Han kunne ikke lide at se hende så.. fraværende, som om hun slet ikke var til stede, for det skræmte ham et sted at se hende sådan, særligt når han slet ikke vidste hvad han kunne gøre for at hun fik det bedre, for.. ja, hvad skulle han dog gøre? Han havde forsøgt at snakke med hende, han havde forsøgt at få hende med ud, men uanset hvad han forsøgte med, så var det ikke godt nok og så endte hun altid at blive sur på ham, så det var vel intet under at han rent faktisk følte sig hjælpeløs, i vejen og frustreret? Hvem ville ikke det? Han ønskede jo bare at det skulle fungere, men der skulle to til at danse tango og derfor kunne han ikke gøre tingene selv. Han endte blot med at sukke til hendes ord, da han godt kunne høre at de var ved at komme ind på et sidespor som de altid gjorde, når de kom ind på dette emne, som det altid gjorde hende sur og fik hende til at afvise ham, og hendes faste mine gjorde det kun tydeligt at hun ikke gad diskutere det med ham, så han valgte blot at vende blikket mod pejsen. Det gjorde ondt at den igen var gal, selvom der jo sådan set ikke var noget nyt i det, og det måtte også frustrere ham yderligere, da han inderligt ville ønske at hun bare ville åbne op for ham og lade ham hjælpe hende i stedet for at klare alt på egen hånd. At hun så fuldstændig fordrejede hans ord, gjorde ham helt forbavset, for det var jo slet ikke sådan ment! Som hun rev hånden til sig, forsøgte han at komme op at sidde, men måtte hurtigt opgive det, da han ikke engang fik sig løftet få centimeter. ””Hvad snakker du om? Jeg har lige sagt at jeg ønsker at løse tingene sammen med dig. Og det er netop det dér jeg mener med at du konstant afviser mig og det ødelægger mig!” svarede han frustreret, som han vendte blikket fra hende og mod pejsen igen. Det kørte ham selv ned at det skulle være sådan mellem dem, for de kunne jo ikke engang tale ordentlig sammen mere og derfor følte han sig helt opgivende med det hele! Desuden så ønskede han jo netop at de fandt ud af det, han ønskede at de kunne finde ud af det med hinanden, men hvad skulle det nytte, hvis hun ikke gad åbne sig op for ham?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var egentlig ikke interesseret i at skændes mere med Konstantin, for det var noget som der allerede var brugt al for mange kræfter og alt for meget energi på, men han skulle ikke presse hende til noget, når hun allerede havde sagt nej! At han var bekymret for hende, var selvfølgelig noget som i sandhed varmede hende, men det gjorde det ikke bedre, når hun jo egentlig bare ønskede sit liv tilbage – noget som hun aldrig nogensinde kunne få, og det vidste hun jo udmærket godt. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. ”Du behøver slet ikke være bekymret for mig. Jeg holder mig bare indenfor, så ved jeg da at jeg ikke kommer galt af sted.. Jeg har bare brug for.. at tænke over tingene..” afviste hun endnu en gang. Det varmede hende selvfølgelig at vide, at han var bekymret og tænkte på hende, men han behøvede virkelig ikke være sådan over hende. Hendes liv havde bare taget en markant drejning som hun havde svært ved at finde sig til rette i, og det var ikke nødvendigvis noget som han kunne gøre noget ved, for det var jo hende at fejlen måtte ligge ved, og derved også hende som måtte gøre noget ved det, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid.
Det kunne godt være Malisha vendte og drejede på hans ord, men hun følte sig for pokker ikke engang værdig til ham, og nu gjorde hun da slet ikke! Hun var et menneske og med et evigt liv, og det var der bestemt heller ikke nogen glæde i! Hun kunne jo ikke gøre noget som helst af hvad hun plejede at gøre mere! Hun vidste, at det ville være så dejlig nemt for en mand som ham at finde en ny og en som i den grad også måtte være bedre end hende, og nemmere at have med at gøre, så et sted havde hun vel allerede konkluderet for sig selv, at hun ikke var god nok for ham mere? Roligt rejste hun sig, som hun endelig havde fået hånden fri. Tårerne havde meldt sig. ”Hvad er der at løse, Konstantin? Du kan ikke løse de problemer som jeg må slås med for resten af mit liv! Jeg valgte at handle og en forbandede ungtøs tog mit liv fra mig og forbandede mig med en forbandelse som jeg ikke kan få bugt med! Du kan finde så meget andet derude, som er nemmere at elske og nemmere at åbne op for.. Bare.. find dig en anden.. Du har ikke brug for mig..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun slog armene over kors og vendte blikket væk fra ham. Hun var for pokker da ikke engang en warlock mere, men heller ikke et menneske.. hun vidste da ikke engang hvad hun kunne tillade at kalde sig! Stille gled hun ned og satte sig på skindet foran pejsen igen. Hun ville ønske at hun bare.. kunne søge ud og gøre hvad der passede hende, som hun havde gjort før i tiden, men det kunne hun for pokker da ikke engang tillade sig, for hun ville da miste livet så snart hun gik ud af den dør! ”Jeg vil ikke have en dum ring til at beskytte mig, og jeg vil ikke rende rundt og skulle glo mig selv over skulderen gang på gang, Konstantin. Det liv jeg har, er ikke engang værdigt længere.”

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Konstantin gad diskutere eller skændes med Malisha, for han elskede hende og han var bekymret for hende, hvor han derfor kun ønskede at hjælpe hende, men hver gang han forsøgte, så mejede hun ham ned og afviste ham, hvilket han rent faktisk var træt af. Han ønskede dog ikke at svigte hende, selvom hun nærmest lod ham svigte hende, fordi hun ikke ville tage imod hans hjælp og hvad mere kunne han så gøre? Tvinge hende til noget, men det ville ikke gøre hende glad, det ville kun forværre det hele. Han sukkede let, som hun afviste ham igen. ”Så hold du dig indenfor og tænk over tingene, men vi ved begge at du ikke får det bedre af det, eftersom du har gjort det igennem de sidste måneder,” svarede han blot affejende, da de tydeligvis ikke kom nogen vegne og det gad han slet ikke diskutere mere så. Hvis hun konstant skulle afvise ham, så lukkede han selv i og så endte det med at han trak sig ind i sig selv. Han gad desuden heller ikke vente på en i en evighed, som slet ikke gad ham, for hvis hun virkelig ønskede en fremtid med ham, så var hun også nød til at bekræfte det for ham, for ærligtalt var han helt i tvivl om hvad hun ville, skønt hun ganske vidst havde givet ham de tre store ord, men det kom hun jo normalt aldrig med og havde kun sagt det fordi han havde tvunget det ud af hende.
At Malisha endte med at rejse sig, var noget som efterlod Konstantin alene, skønt han nu havde frit udsyn til hendes nøgne overkrop, eftersom hun havde smidt kjolen. Et syn han altid havde nydt, men som han ikke just kunne sige at tænke på i øjeblikket, da de igen måtte skændtes. At hun så ikke mente at hun var noget værd og at han ikke gad hende, passede jo slet ikke! Men han blev ærligtalt i tvivl om hun gad ham, for det viste hun da slet ikke på nogen måde! Han kunne sikkert sagtens finde en ny, og han var ærligtalt fristet til at ligge i med en kvinde, da han ikke havde gjort det i snart et helt år! Han havde brug for en fysisk bekræftelse, men hun gav ham slet ingenting, ikke engang ord på at hun gad ham, eller elskede ham, så han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, for han elskede jo hende og derfor havde han slet ikke lyst til nogen anden. ”Og hvornår fatter du at jeg ikke vil have nogen anden? Men jeg har brug for kropskontakt, som bekræftelse og du kan ikke engang fortælle mig at du gider mig, du kan ikke engang fortælle mig at du elsker mig. Skal jeg vente i en evighed på at du vil åbne dig? For det tror jeg ikke at jeg er i stand til,” svarede han sandfærdigt, skønt hans tone også var frustreret, for det frustrerede ham at det skulle være sådan mellem dem. At hun så satte sig foran pejsen sagde han intet til, og selv hvis hun gik, kunne han ikke gøre noget, da han knap nok kunne bevæge sig. ”Men hvad vil du så gøre Malisha? For at bo indenfor resten af dine dage, vil også tage livet af dig i længden.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha tvang nok mere eller mindre Konstantin til at svigte hende, også selvom hun virkelig ikke kunne gøre for det! Alene den tanke om at hun ikke følte sig værdig til ham mere, var noget som alligevel tvang hende til at lukke i for ham, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han selv blev direkte frustreret over at hun bare forblev indenfor, var noget som hun ikke kunne gøre noget ved, for hun så det som det bedste for sig, og hun ønskede jo selv ikke at det skulle gå galt, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Tænderne bed hun svagt sammen og vendte blikket væk fra ham. Det gjorde ondt at snakke om. ”Og det er lige hvad jeg har tænkt mig; At blive indenfor og drømme om at komme ud igen, for jeg ved at jeg ikke kan, uden at det skal koste mig hovedet,” endte hun næsten helt.. knust. Det gjorde ondt, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende. Tårerne føles atter for at presse på, også selvom hun virkelig forsøgte ikke at lade dem falde, for det ønskede hun ikke! Hun ønskede slet ikke at vise sig så svag, for hun følte sig svag nok som det måtte være i forvejen!
At Konstantin havde brug for bekræftelsen, vidste Malisha faktisk godt, men lige nu var det hende selv, det eneste som hun faktisk havde fokus på, for hun følte sig.. elendig, som et nul og noget som slet ikke havde nogen værdi, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Hun havde rejst sig fra sofaen, kun for at sætte sig med ryggen til ham foran pejsen. At hun var blottet – stort set, sagde hun ikke noget til, for hun følte slet ikke at.. der var noget at skjule efterhånden. Hun var jo ikke noget særligt. Selv vidste hun at hun var svær at have med at gøre, for det var der frygtelig mange som havde givet udtryk for før, og det var vel også noget som gjorde at hun følte sig.. så ussel som hun gjorde? Hun vendte blikket direkte mod ham, som han blev liggende, men alligevel.. kritiserede hende for den måde hun var på. Hjertet sank i hendes bryst.. Hun hadede virkelig at have det på den her måde! ”Jeg kræver heller ikke at du skal rende rundt og vente på mig, Konstantin, men du må da forstå at det her er svært for mig.. Jeg er slet ikke god til den her slags, jeg.. jeg føler mig svækket, jeg føler mig ussel og ynkelig og jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle det..” En tåre trillede stille ned af hendes kind, som hun blev siddende og bare stirrede i hans retning. Det gjorde ondt at have det sådan, også fordi at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved det! ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, Konstantin.. Jeg ved ikke noget længere..” endte hun direkte hjælpeløst.

[Deleted]

Det gik Konstantin frygtelig meget på at se glimtet i Malishas øjne forsvinde dag for dag, for det var jo hvad der var sket. Det knuste ham at se hende på den måde, når han vidste hvilken stolt kvinde hun havde været, men hun virkede til at være helt væk. Altid havde hun været dårlig til at åbne sig, men det var hun nød til, hvis hun ville have ham i sit liv, for han kunne ikke vente i en evighed på noget der aldrig kom, og han holdt fast fordi han elskede hende og fordi han oprigtigt ønskede at have en fremtid med hende, for han havde aldrig elsket nogen før, skønt han havde haft mange kvinder, for ingen havde været hende. Han havde måske altid været en kvindeglad mand, men det havde jo altid været overfladisk, inderst inde havde hans hjerte altid tilhørt Malisha, derfor havde han slet ikke lyst til at det skulle ende med at blive kastet i jorden, for det gjorde ondt. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. ”Og drømme om at komme ud? Det vil da kun helt sikkert gøre dig sindssyg! Vi kan sagtens søge ud, uden at nogen behøver at se dig Malisha, og den ferie, den kunne du godt have brug for!” svarede han bestemt, som han sendte hende et stædigt blik, inden han så mod pejsen igen, for hun var bare selv stædig og dum! Hun vidste at det tog på hende at være en fange her i huset, selvom det var hende selv der gjorde hende til den fange, for han forsøgte jo rent faktisk at få hende med ud og det behøvede slet ikke at være så farligt som hun nærmest beskyldte det for at være.
Det var ikke fordi Konstantin ønskede at ligge og kritisere hende, men han ønskede også bare at hun forstod sig på hans smerte, eftersom det heller ikke var let for ham, når han ønskede at hjælpe hende, men hun bare afviste ham konstant, for det frustrerede ham og det gjorde at hun bare sad alene og skulle klare det hele alene og det behøvede hun jo slet ikke! Han kunne være der for hende og det ønskede han jo også, men hun var nød til at lukke ham ind. Han så godt tåren der gled ned over hendes kind, hvilket gjorde ondt på ham, hvor han ville ønske at han kunne række ud og tørre den væk, men det var han for afkræftet til, hvor bordet også var imellem dem, så han kunne slet ikke nå hende. ”Men så lad mig hjælpe dig, Malisha. Lad mig tag dig med ud, væk herfra, bare dig og mig, lad os tage væk for noget tid og så tænke på noget andet. Det behøver slet ikke at være så svært og du behøver slet ikke at være alene, for jeg vil jo gerne være der for dig, og jeg forstår godt at du har det svært, men jeg ønsker at hjælpe dig, hvis du bare lod mig,” svarede han i en bedende tone, som han ikke kunne holde ud at se hende på den måde, for det knuste ham, når han var vant til at se hende på en helt anden måde.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Glimtet i Malishas øjne forsvandt dag for dag der gik, også fordi at hun vidste, at hun var fuldstændig ved siden af sig selv, og at det aldrig var noget som hun nogensinde ville få igen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun var knust, hun var ødelagt, og foruden den sølle tilværelse som hun havde, så vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle give sig i kast med efterhånden, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som glædede hende særlig meget! Hun drømte om at kunne komme ud, selvom det var tydeligt, at det bare ikke var hendes lod. Hun var bange for konsekvenserne, for hun kunne ikke længere slå fra sig, som hun havde været i stand til at gøre det før i tiden, og det var jo næsten det som var hende det værste af det hele! Tårerne meldte sig i hendes øjne, som hun betragtede ham næsten med et direkte hjælpeløst blik. ”Jamen folk ser mig jo..” påpegede hun næsten med en frustreret stemme. Uanset hvor pokker de ville tage hen, var hun et kendt ansigt, også på grund af de ting som hun jo faktisk havde gjort, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Tvært imod, så var det kun noget som gjorde det hele mange gange værre end hvad det måtte være i forvejen! Tanken om en ferie, var hende direkte fantastisk, men selv hun frygtede for hvad der ville ske, dersom hun søgte ud.. Hun var jo ikke ligefrem ukendt, og det var han så sandelig heller ikke!
Malisha følte sig virkelig knust, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun kunne og ikke kunne! Og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! Tårerne begyndte endnu en gang at trille ned af hendes kinder, som hun betragtede ham med det samme næsten hjælpeløse blik. At han ikke kunne rejse sig, vidste hun skam godt, og at han havde brug for bekræftelsen, var faktisk noget som hun havde forståelsen for, selvom hun måske ikke var den.. rette til at give ham den? Det var den tanke som gang på gang slog ned i hende, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende af den grund! ”Hvorfor føler jeg mig så alene, Konstantin?” spurgte hun med en yderst dæmpet stemme, og næsten.. lige så hjælpeløs som hendes blik gav udtryk for, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt med tingene som de var, men selv hun vidste ikke hvad pokker hun skulle kunne gøre ved det, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund! Hun blinkede let med øjnene, som hun slog armene let omkring sig selv. ”Jeg ved godt, at selv du har brug for bekræftelsen, men.. jeg har mine tanker hvilende så mange andre steder, som jeg ved de slet ikke burde.. Jeg kan bare ikke gøre for det..” Det lignede hende slet ikke at opføre sig sådan, hvilket hun vidste, men.. hvad pokker skulle hun stille op?!

[Deleted]

Maske Malisha var et kendt ansigt, men derfor behøvede hun ikke at være opdaget uanset hvor hun gik hen, eller hvor de tog hen. Hvis de tog til Peula, var der ingen der behøvede at finde ud af at de havde været der. Det var jo ikke sådan at alle havde noget imod hende, han var endda sikker på at der var flere som ikke kendte hende i Peula, og som sikkert ikke engang havde hørt om det som var sket i Procias, for det var trods alt ikke alle som havde mulighed for at følge med, det var kun i de større byer, hvor de rige familier boede som nok ville vide hvad der var sket, desuden ville hun have godt af at komme ud, og hvis hun endelig skulle blive opdaget, så var han der trods alt til at hjælpe hende. ”Men det behøver de ikke, Malisha. Vi kan sagtens tage ud, uden at nogen skal opdage noget. Bare os to, om vi så skal tage til et fjern sted hvor ingen er,” svarede han sandfærdigt, som han drejede hovedet og så mod hende, som hun sad der ved pejsen. Han vidste godt at hun havde det svært, men det blev i hvert fald ikke bedre af at hun sad her og ikke ville lave noget som helst, da det tog livet af hende. Han havde set glimtet forlade hendes øjne og det blev da kun værre ved at de sad herinde og lavede ingenting. Nu skulle han godt nok lige selv ligge syg i sikkert mere end en uge, og så var der jo også hans arm som han på en eller anden måde skulle have ordnet, han blev nok nød til at tilkalde sin læge, men først måtte han nok få noget søvn, for træt var han ganske vidst, ligesom han var udmattet. At hun sad og græd, gjorde ondt på ham, særligt fordi han slet ikke kunne hjælpe hende, for han lå jo nærmest boltret til sengen. At hun så følte sig helt hjælpeløst, var ikke noget som hjalp på det for hans vedkommende, for han havde lyst til at sætte sig hen og lægge armene omkring ham, men det kunne han jo ikke engang. ”Fordi du ikke vil lade mig hjælpe dig, du behøver ikke at være alene Malisha,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han sukkede en anelse, skønt det endte ud med en kraftig hosten, hvor han måtte skære en grimasse, da det føltes som om et barberblad sad fast i hans hals og skar ham, hver gang han hostede. Han tog sig kort til halsen, inden han puttede sig mere under tæppet og dynen, som hun alt havde lagt over ham. Varmen havde han skam fået lidt tilbage, selvom det havde hjulpet mere da hun havde lagt der. Han så mod hende igen med trætte øjne. ”Det ved jeg godt. Jeg har også forståelse for at du kun kan tænke på dig selv, men jeg vil stadig gerne hjælpe dig Malisha. Og så tror jeg stadig på at det er bedst, hvis du kommer ud lidt,” svarede han roligt og dæmpet, som hans øjenlåg føltes tungere, Han ønskede dog ikke at sove endnu, ikke når det var sådan her, selvom.. det var jo altid sådan her, for sådan her havde det været i lang tid.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var et kendt ansigt, og det vidste hun udmærket godt, og det var også noget af det som gjorde, at hun faktisk var bange for at søge ud, for hun var jo kendt alle steder! Måske ikke for de handlinger som hun havde gjort til den sidste ende, men for alt det andet som hun havde gjort, så var det bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre. Hun længtes efter at komme ud, men selv hun var for bandet for at selv søge ud i haven, bare for at trække noget luft. Hun følte at hun blev kvalt ved at være indenfor, og at snakke om det, gjorde det ikke just bedre for hende af den grund! ”Jeg… stod som en leder, Konstantin.. Tror du ikke de kender til mig uanset hvor pokker vi tager hen? Jeg vil slet ikke have at folk skal se mig sådan her.. det er.. pinligt nok som det er i forvejen..” Måske at det var lidt som et skalkeskjul i forhold til hvordan hun egentlig havde det med tingene, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre. Gnisten i hendes øjne, var stort set væk, og hun selv befandt sig på kanten til at skulle opgive i det hele taget, selvom det bestemt heller ikke just gjorde det meget bedre for hende, for hun havde det mildest talt af helvede til, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. En tåre gled stille ned af hendes kind, som hun blot betragtede ham med et direkte hjælpeløst blik. Han havde brug for en masse, som hun slet ikke følte at hun kunne give ham i den grad som han havde brug for det, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun.. elskede ham jo. Hun vidste bare ikke om det var noget som hun ville være i stand til at gøre noget alvor ud af, som det var lige nu. Hun følte sig virkelig alene, også selvom han var der, og hun brød sig slet ikke om det! Brystet dækkede hun med sine arme, som hun lagde dem tæt om sig, inden hun igen vendte blikket mod pejsen, som han måtte hoste, for det lød bestemt heller ikke særlig godt! Tårerne trillede varsomt ned af hendes kinder. Hun ønskede egentlig bare at.. hun kunne gå i seng og aldrig vågne mere, for det ville næsten være det nemmeste, også selvom døden virkelig skræmte hende mere end noget andet! ”Du kan ikke hjælpe mig.. Det er der ingen som kan..” Hendes ord var meget dæmpet, hvor det selv måtte skræmme hende, hvor meget hun egentlig var.. ved siden af sig selv, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun hadede det virkelig! Den magi havde virkelig været.. alt for hende mere eller mindre, og nu var det hele væk! Hun ville virkelig gerne ud, men hun vidste bare ikke om det var det rigtige for hende, for hun ønskede heller ikke at han skulle rende rundt og passe på hende konstant! ”Måske.. Men jeg vil jo heller ikke have at du skal rende rundt og passe på mig, når jeg altid har været i stand til at gøre det hele på egen hånd.. Du burde sove.. du har brug for det..” Et sted var det måske mere for at fejde det lidt af banen, men det var sådan hun havde det. Det ville faktisk være nemmere for hende, hvis de ikke snakket om det, for det tvang hende kun til at tænke på det!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Malisha havde det svært og han forsøgte også at finde forståelse for hende, men det var ikke let, når hun konstant forsøgte at afvise ham, og det hjalp hverken på hendes eller på hans sag, eftersom det kun frustrerede ham endnu mere, og hun ville da kun føle sig endnu mere alene, hvis ikke hun fik talt om det. Han vidste godt at hun frygtede at søge ud, men det var altså noget hun havde brug for, og hun var altså blevet alt for paranoid efter at hun havde mistet sin magi, desuden behøvede hun jo ikke at være svag og forsvarsløs, for selv mennesker kunne klare sig, mange mennesker forstod at overleve, så det burde hun altså også godt kunne! ”Men du behøver heller ikke at blive set Malisha. Du tør jo knap nok gå ud i vores have. Og selv hvis du skulle blive set, så behøver du altså ikke at blive dræbt på stedet, for du skal bare lære at forsvare dig selv via våben, for du undervurdere altså dig selv. Du er stærk, intelligent og stædig, det er vigtige ting til at overleve,” svarede han i en kortfattet tone, som han bare ville ønske at hun kunne tro på ham og ikke mindst at hun ville tro på ham, for det var slet ikke hende at undervurdere sig selv, som hun gjorde i øjeblikket, men han vidste at hun kunne klare sig og han kunne desuden hjælpe hende, han kunne træne sammen med hende, så hun kunne lære at forsvare sig selv. At hun så sad og græd og sad der helt alene, foran pejsen og bare stirrede ind i den, gjorde ondt, da han ønskede at sidde ved hende, trøste hende og tørre tårerne bort, men han kunne slet ikke gøre noget i sin syge tilstand, som han også var afkræftet efter kampen med Aleksandra. Han havde ikke kunnet dræbe kvinden, skønt han havde haft muligheden for det, men alligevel havde han efterladt hende til at dø, skønt han havde mærket at nogen var kommet og fjernet hende, hvilket et sted måtte ærgre ham, for hun havde ikke gjort andet end at forpeste hans liv, og så havde hun tilmed plottet at skulle slå ham ihjel, bare for at tage hans titel! Sindssyge kvinde! Han sukkede en smule til hendes ord. ”Men du vil jo heller ikke lade mig forsøge at hjælpe dig, jeg prøver at komme med flere muligheder, men du afviser alle,” svarede han lettere frustreret, skønt hans tone var blevet noget mere dæmpet, da han godt kunne mærke trætheden og udmattelsen forsøge at overmande ham igen. ”Vi kan jo bare træne Malisha, så kan du lære at forsvare dig selv igen. Og jeg vil ikke sove..” svarede han, hvor han mumlede det sidste, skønt han alligevel måtte lukke øjnene i, fordi det hele simpelthen udmattede ham. Han trak vejret dybt, som han blev liggende, andet kunne han jo ikke gøre. Han havde på fornemmelsen at sygdommen havde overmandet ham, når han vågnede igen, hvilket han på ingen måder så frem til, dog håbede han på at armen ville se bedre ud, skønt han også ved den måtte frygte det værste.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun aldrig kunne få sin magi tilbage, og at hun var tvunget til at leve livet, som intet ringere end et menneske. Den tanke skræmte hende faktisk, for hun vidste slet ikke hvad det indebar på nogen måde, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund! Hun slog armene omkring sig selv, som hun blev siddende for sig selv på gulvet. Alle kendte hende jo! Hun var et kendt navn og et kendt ansigt, så hun vil da ikke kunne gå nogen steder! End ikke ud i haven turde hun gå i frygten for at folk skulle se hende, for hun ønskede ikke at dø.. Hun drømte om det om natten og selv det, var noget som efterlod hende med mareridt som hun kun tænkte videre over i løbet af dagen. Hun var virkelig bare skyggen af sig selv, og hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, som ville forbedre hendes situation på nogen måde overhovedet! ”Jeg skal starte på bar bund som intet andet end et barn, Konstantin.. Og jeg er ikke noget barn! Jeg har intet at forsvare mig med, så nej.. selv i haven vil de være i stand til at se mig, og jeg tager ikke den chance..” Hun var virkelig pinlig forarget over den situation som hun var tvunget i, også fordi at hun ikke kunne gøre noget som helst ved den, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Hun kunne jo ikke stille noget som helst op, og hvis der var en tanke som direkte frustrerede hende, så var det helt klart den! At sidde for sig selv og bare.. græde, var noget som hun efterhånden var træt af, men hun kunne virkelig ikke gøre for det, som det næsten var det som faldt hende mest naturligt af det hele. Hun følte sig alene, og hun følte sig helt klart også forladt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund. Hun vendte blikket igen i retningen af ham, selvom tårerne slet ikke stoppet. ”Uanset hvad du kommer op med af midler og muligheder, så vil det ikke kunne give mig min værdighed tilbage.. Den er væk og tabt for altid..” Gnisten i hendes øjne var væk, som.. lysten til livet var ligeså. Gid hun bare kunne lægge sig til at sove en aften og aldrig vågne igen, for det ville næsten være det mest humane! Hun var faktisk ked af det et sted, over at Silia ikke bare havde taget hendes liv, for det ville have gjort det hele langt nemmere for hende, for så havde hun da været klar over, hvad hun havde med at gøre! Hun blev siddende og kiggede på ham. Han var træt og han var udmattet, og det kunne hun jo tydeligt se. At han så mumlede og alligevel lukkede øjnene, indikerede jo faktisk kun, at hun havde ret. Hun havde så ret! Hun sank klumpen i halsen, inden hun kravlede hen til ham igen, kun for at sørge for at dynen og tæppet lå godt om ham. ”Vi skal ikke træne noget som helst.. Og jo, du skal sove.. Du har brug for den energi til at kæmpe dig igennem den sygdom..” endte hun mere dæmpet for sig selv, som hun igen greb omkring kjolen som hun trak til sig. Hvad hun kunne bruge var.. et kram.. bare at nogen var der til at holde om hende.

[Deleted]

Når Malisha begyndte at ynke sig selv og tale ned om sig selv, så gjorde det Konstantin irriteret, for han vidste hvilken stærk kvinde hun var, og at hun så talte ned om sig selv, det gad han virkelig ikke høre på! Det fik ham lyst til at sige at hun skulle tage sig sammen! Men han vidste godt at det ikke var så lige til, og at hun ikke bare kunne tage sig sammen, for ellers havde hun jo nok gjort det for lang tid siden. Han anså hende dog ikke for at være på niveau med et barn, og derfor irriterede det ham også at hun undervurderede sig selv, for hun var altså en stærk kvinde og havde altid været det! Hvad hun satte sig for, havde hun typisk altid opnået, selvfølgelig havde hun til tider lidt nederlag, men det var jo selv noget hun havde lært af, og det skulle hun også nok gøre denne gang! ”Selvfølgelig er du ikke et barn! Du er en stærk kvinde! Og jeg ved at du bare skal have lidt træning, helt dum er du jo ikke med de primitive våben, dem er vi begge blevet trænet med! Desuden så er hele området magisikret Malisha, de er ingen som vil se dig ude i haven!” svarede han stædigt, som hendes paranoia var ved at gå ham på nerverne, for nu rablede det jo for hende! Hun var slet ikke så svag som hun gjorde sig selv til, desuden kunne han hjælpe hende på det punkt, de kunne træne sammen, og så kunne hun lære at forsvare sig selv. At hun så var ked af det, følte sig alene og fortabt, gjorde ondt på ham, for han ville jo gerne være der for hende. De havde altid støttet hinanden igennem ild og vand igennem deres forhold, helt tilbage fra de havde været små. Han var den første der havde set et stærkt og ordentligt potentiale i hende, og selvom de andre drenge havde været imod hende, så havde han givet hende den nødvendige chance og hun havde tilmed vist sig at være frygtelig stærk og intelligent, og til tider havde hun jo faktisk også slået ham på ærlig og redelig vis. ”Det ved du udmærket godt ikke er sandt. Ved du hvordan man får værdighed? Ved at kæmpe og bevise hvilken karakter man er gjort af, men du får den bestemt ikke tilbage ved at sidde indenfor og kukkelure hele dagen!” svarede han i en fast tone. Inderst inde var han trods alt en hård mand, det var måske sjældent den kom til udtryk ved Malisha, fordi han trods alt elskede hende, ligesom han heller ikke gad skændes med hende, men han tænkte skam i hårde baner, og det gjorde han også i hendes tilfælde, for det var kun hende der kunne rette op på sin fejl. Blikket åbnede han roligt, da han mærkede hvordan hun puttede ham, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. ”Lad mig holde om dig.. så skal jeg nok sove,” lovede han hende. Han kunne ikke selv komme op af sengen af udmattelse, men derfor kunne han jo godt ligge og holde om hende i søvne og forhåbentlig give hende en smule tryghed og ro.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ikke andet end skyggen af sig selv, også selvom det bestemt heller ikke var noget som forbedret hendes position hvad angik det her. Hu nvar panisk bange for, at det hele ville ødelægges af dette, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre af den grund for hendes vedkommende. Tænderne bed hun sammen, som hun vendte blikket væk fra ham ved hans ord. Tanken i sig selv, var noget som direkte irriterede hende, men han havde ret, og det vidste hun også godt. Hun så stille ned af sig selv, som hun igen knyttede næverne. Han fremstillede det som så nemt, men han havde slet ikke nogen anelse om hvordan det var at være som hun var lige nu! ”Du har slet ikke nogen anelse om hvordan det er at have det som jeg har det! Jeg føler jeg skal til at starte forfra igen! Jeg føler jeg er et barn! Jeg skal trænes op forfra for pokker da.. Jeg kan ikke have den tanke, Konstantin! Jeg kan ikke have den!” endte hun med en fast tone. At stedet var beskyttet, gjorde hende ganske vidt en anelse rolig, selvom det ikke just gjorde at hun turde at søge udenfor, for det gjorde hun faktisk ikke. Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved lige nu, men.. hun længtes virkelig efter at komme ud! Men nu hvor han skulle ligge sengeliggende, så var det jo slet ikke noget som hun havde lyst til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tårerne forsøgte hun at stoppe, også selvom det var en kamp uden lige, for det ville slet ikke som hun ville det. Intet ville som hun ville det for tiden, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende direkte frustreret! At han så direkte skulle nedgøre hende, var noget som et sted gjorde ondt, men samtidig var det også noget som gjorde hende vred, for hun vidste jo at han havde ret. ”Du ved ikke hvor hadet jeg er derude, Konstantin! Du ved slet ikke hvor meget folk vil servere mit hoved på et sølvfad til alt for mange mennesker og jeg kan intet stille op, hvis jeg står overfor de forkerte, vel?! Om jeg sidder her i tryghed og kukkelurer, eller om jeg vover pelsen og ender hovedløs, synes jeg ikke er ligegyldigt!” fortsatte hun med en direkte frustreret stemme. Han var træt, og han burde sove, også selvom det var tydeligt, at han slet ikke havde lyst til det. Som han direkte bad hende om at lægge sig ved siden af hende, som en handling som skulle til, for at få ham til at sove, fik hende til at bide tænderne svagt sammen, for hun var bestemt heller ikke meget for det. ”Du giver mig virkelig ikke noget andet valg, gør du? Den er virkelig ikke retfærdig..” Hun havde brug for at vide, at hun var god nok, uden at det skulle råbes efter hende, for det var bestemt heller ikke videre overbevisende for hende! Alligevel løftede hun lidt op i dynen og lagde sig igen ved siden af ham. Det var jo ikke fordi at hun havde noget andet valg, hvis han skulle sove, og hun ønskede jo lige så, at han skulle have det så godt som muligt. Tårerne havde malet hendes kinder helt blanke og hendes øjne med. Hun havde det bestemt ikke særlig godt!

[Deleted]

Det kunne godt være at Malisha var bange, men hun kunne jo ikke være bange resten af sine dage, bare fordi hun ikke havde sin magi, hvordan pokker skulle menneskene eller alle andre væsner, der ikke havde nogen særlige evner så ikke reagere? Og de klarede sig altså fint uden noget overdrevet våben som en warlocks magi eller en vampyrs styrke, hurtighed og udholdenhed. Selv mennesker havde formået at slå vampyrer ihjel, så han kunne ikke se hvad det var hun var så bange for. Det kunne godt være at hun ikke havde nogen magi, men hun var jo ikke snotdum og forsvarsløs af den grund, og de kunne træne så hun rent faktisk vidste hvordan hun skulle handle, hvis hun endelig faldt i krig med nogen. ”Men du er ikke et barn, Malisha! Du er en voksen kvinde, en kvinde som faktisk ved hvordan man kæmper, nu hold op med at opfør dig som noget der ikke er noget værd, for vi ved begge at du altid har været en fantastisk kriger med eller uden magi, og det kan du bestemt blive igen, hvis du bare gad tage dig sammen!” svarede han i en fast tone. Nu havde han altså været tolerant i flere måneder, men det viste jo ingen bedring og det gjorde ham bekymret for hende, ligesom det et sted også gjorde ham vred, for hun gad jo ikke engang selv at gøre det mindste for at hun fik det bedre, og hvis hun ikke gjorde det, jamen så måtte han jo simpelthen sparke hende i gang, så hun ikke bare sad på sin flade og lavede ingenting, når de begge vidste at det simpelthen drev hende til vanvid, for han var træt af at han stod på sidelinjen uden at gøre det mindste. Han nedgjorde hende ikke, selvom han måske var begyndt at tale mere hårdt, for det eneste han gjorde var at sige sandheden, desuden hvis nogen nedgjorde hende, så var det sgu da hende selv, ved at undervurdere hende selv, for han vidste at hun var bedre end hvad hun selv stod og påstod! ”Jeg ved langt mere end hvad du tror Malisha! Jeg søger trods alt ud, for at finde ud af det, mit job kræver at jeg ved det, så jeg tror endda at jeg ved mere omkring denne sag end hvad du gør! Du bliver simpelthen tosset af at sidde indenfor, og jeg har ikke tænkt mig bare blive ved med at være passiv, og du tør ikke engang gå ud i vores egen have, som er beskyttet med min magi, ligesom resten af stedet er, desuden er der ingen der vil se dig, for der er ingen i nærheden af os! Så hvis ikke du snart begynder at handle for dit eget bedste, jamen så tvinger jeg dig til det,” svarede han i en fast og dog bestemt tone, uden at han tog blikket fra hende, for dette var virkelig ved at gå ham på nerverne. Hun havde det dårligt og han respekterede det skam, men hun kunne godt tage at gå en tur med ham ude i haven, for den anden paranoia ville drive dem begge til vanvid! Han svarede ikke til hendes følgende ord, da han slet ikke så problemet i at hun skulle ligge ved ham, for han havde brug for hende, som hun havde for ham, derfor glædede det ham også da hun valgte at lægge sig under dynen igen. Han løftede kort hovedet og kyssede hendes hår, inden han lagde den raske arm omkring hende og begyndte at stryge hende over ryggen, imens han valgte at give sig hen til sin søvn.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et sted kunne Malisha ikke rigtigt undgå at føle at Konstantin virkelig nedgjorde hende for hendes tankegang, for den var vel heller ikke så underlig igen, var den? Hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed hun let sammen, som hun igen vendte blikket væk fra ham til hans ord. At hun skulle i træning og det hele igen, fik hende kun til at føle sig som en lille møgunge, og det var hun altså ikke! Hun havde vel.. bare været vant til magien på den måde, også selvom den ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende nu, hvor hun slet ikke vidste hvordan hun skulle kunne slå fra sig, for dem som hun anså som sine fjender, ville da med lethed kunne slå hende nu! Og det var slet ikke en tanke som hun brød sig synderlig meget om! Han snakkede igen om det, som var det så nem en ting, og det var altså ikke tilfældet! ”Jamen jeg gider ikke tilbage i træning, som havde jeg været en lille unge, Konstantin! Du ved slet ikke hvordan det er, ikke at have noget som helst mere, af hvad man havde før! Du har fået din stilling og dit prægtige hjem! Og hvad har jeg? Ikke en ting! Jeg har mistet min værdighed! Jeg har mistet min stilling! Jeg ville næsten have ønsket, hun bare havde taget mit liv, i stedet for min magi!” nærmest udbrød hun med den samme frustrerede stemme. Tanken gjorde virkelig, virkelig ondt at tænke på, men.. det var sådan hun havde det.
Det kunne godt være, det drev Malisha til vanvid at sidde indenfor, da hun altid havde været en flyvsk og livlig person. Det var dog slet ikke tilfældet mere, hvilket næsten var noget som gjorde det hele værre for hende. Gnisten i hendes øjne var mere eller mindre væk. Nærmest druknet i de tårer som hun nærmest fældet på daglig basis, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund! Tænderne bed hun svagt sammen, som hun alligevel valgte at krybe ind under dynen og lagde sig, også selvom det ikke ligefrem var med hendes gode vilje! For det var det bestemt ikke! ”Du tror du ved meget om det.. Men det gør du ikke..” mumlede hun tvært. Hun synes bestemt ikke det bare var så lige til, som han fremstillede det, og et sted, så var hun fuldstændig ligeglad med hvordan det udartede sig i det store og hele. Som han lagde armen om hende og selv lagde sig til, hvor han samtidig strøg hende over ryggen, blev hun bare liggende og stirrede frem for sig. Hvor lang tid hun egentlig gjorde det, vidste hun ikke, men.. selv det bare at ligge stille, gjorde hende ked af det. Hun havde brug for luft, og hun havde brug for at røre sig efterhånden, for det andet drev hende til vanvid, og hun vidste det jo godt! Hun sukkede tungt, som hun blinkede de sidste tårer væk, inden hun selv endte med at glide hen i en temmelig let, dog urolig søvn.