Wounded..?

[Deleted]

Malisha var deprimeret og det var noget som Konstantin havde sin forståelse for, men det som gjorde ham irriteret, var det at hun konstant spillede på depressionen, uden at hun gjorde noget for det. Det ville være fair nok, hvis hun ikke kunne tage sig sammen til ting, men så måtte han jo simpelthen sparke hende i gang og det ville han gøre om hun ville have det eller ej, ligesom han nok skulle vise sig fra sin mere hårde side, så hun kunne tage sig sammen. Nu havde han været forståelig og sød ved hende længe nok, som han havde været det i flere måneder! Og selvom han havde forsøgt at være god mod hende, så havde hun konstant afvist ham, og det var han også ved at være træt af, så hvis hun ikke ville tage imod hans hjælp, når han var sød ved hende, jamen så måtte han jo blive hård. ”Selvfølgelig har du ikke noget, for ved du hvad? Du gider ikke engang kæmpe for det! Jeg kæmpede mig hele vejen tilbage, kæmpede for at få hvad jeg havde tilbage igen, jeg kæmpede! Du sidder bare på din flade og giver op, og nu har jeg forsøgt at være forståelig, men jeg gider ikke flere af dine afvisninger, så nu gør vi det på min måde! Desuden er det ynkeligt af dig at tro at alt bliver godt igen ved at du bare sidder og gør ingenting, for det er på ingen måder værdigt, så vil du have din værdighed igen, så tag og kæmp for den! For at du sidder og tuder over at hun ikke havde taget dit liv, det hjælper dig i hvert fald ikke!” svarede han hårdt tilbage, uden at han veg blikket fra hende. Nok kunne være nok! Han kendte slet ikke den ynkelige kvinde af et nervevrag, for det var i hvert fald ikke hans Malisha! Hans Malisha var stærk og stolt, og ja så havde hun fået et knæk i selvtilliden måske, men hans Malisha ville fortsætte med at kæmpe. ”Og til din orientering, så træner selv jeg endnu, det gør alle, der vil holde sig i form og forblive god, for ellers så havde Aleksandra taget mit liv her til aften, så at du selv skal træne, er sgu ikke at være et barn!” tilføjede han kortfattet. Han ville aldrig stoppe med at træne, for hvis han først gjorde det, så ville han da først falde af på den og miste livet og det havde han på ingen måde i sinde, og da slet ikke når hans morder endnu rendte rundt derude, for han ville skam gerne have sin hævn! At hun så mumlede at han ikke vidste noget om det, var ikke noget han lod sig hidses op over. ”Jo jeg gør, for til forskel fra dig, søger jeg ud,” svarede han igen, uden at han så på hende, da han havde lukket sine øjne. Han var træt og udmattet, og han måtte erkende at han bare ville lade snakken ligge, for ellers så kørte det ham da helt i sænk. Han var ikke hård for at være ond mod hende, men simpelthen for hendes egen skyld, for hun fik intet ud af at gemme sig indenfor eller sidde og snakke om det, der skulle handling til. At Malisha selv lå vågen i et stykke tid, ænsede han ikke, da han selv hurtigt var helt væk, hvilket også gjorde at han stoppede sine strøg over hendes ryg, for tiltrængt var søvnen efterhånden ved at blive.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt ikke godt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemmere, når Konstantin sådan skulle hakke på hende, når hun i princippet faktisk følte, at hun gjorde det så godt som hun kunne, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang, for hun følte jo for pokker at hun blev behandlet som et barn, og det var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om eller fandt sig i for den sags skyld! Næverne knyttede hun, som hun lod blikket falde. Hun havde mistet kampgejsten efter det som var sket hende, og selvfølgelig var det noget som selv skræmte hende, for det var bestemt ikke typisk hende! ”Du havde for pokker da muligheden for det, og det har jeg ikke! Kan du se forskellen?!” udbrød hun næsten frustreret. Selvfølgelig var det ikke noget som gjorde tingene meget bedre, men hun var for pokker tvunget til at forsøge!
At lægge sig ned ved siden af ham, var i det store og hele, slet ikke noget som hun havde lyst til, da hun bare følte for.. at grave sig ned og aldrig komme op igen, for hun følte sig virkelig bare sølle og ussel, og den tankegang brød hun sig slet ikke om på nogen måde! Hun blev liggende ved siden af ham og med en kraftig hjertebanken, at hun næsten følte at det gjorde hende svimmel, selvom hun egentlig bare ønskede at han skulle sove, så der kunne komme ro på tingene og hun selv kunne slappe bare lidt af igen. Hun var for pokker ikke engang hvad man kunne kalde for en warlock efterhånden, og selvfølgelig var det hende en frustration uden lige, at han ikke bare kunne forstå det! Aleksandra kunne snildt have taget hans liv, og af hvad hun havde lagt mærke til, så havde det åbenbart været tæt på, uanset hvordan man vendte og drejede den. ”Hun har jo været tæt på uanset,” påpegede hun med en sigende mine. Ja, et sted så gjorde det hende bekymret, også fordi at hun selv havde stået ansigt til ansigt med den kvinde.. Den som Konstantin stort set havde haft et forhold til bag hendes ryg, også selvom hun slet ikke klandrede ham for noget, for hun havde jo altid holdt afstand, og efter hun havde fundet ud af det med Aleksandra, så mere end hvad hun nogensinde havde gjort før. Det kunne godt være, at han søgte ud, men han havde så til gengæld også muligheden for at slå fra sig – den havde hun jo heller ikke ligefrem mere! ”Du kan jo også slå fra dig, Konstantin..” påpegede hun med en yderst hviskende stemme. I det store og hele, så virkede det allerede til at han var faldet i søvn, hvilket fik hende til bare at ligge og stirre lidt frem for sig. Efter et godt stykke tid, måtte selv hun glide hen i søvnen, som kun forblev skræmmende tung, dog en anelse urolig. Den var efterhånden tiltrængt, selv for hendes del…

[Deleted]

Malisha havde det måske hårdt og havde svært ved at se sig ud af ting, men der var jo en grund til at Konstantin forsøgte, sådan så hun kom ud og måske kom lidt tilbage til sit gamle jeg og fik lidt af den gamle Malisha igen, for de vidste udmærket godt begge to, at hun ville blive sindssyg af at blive herinde og aldrig komme ud igen, for det var jo slet ikke et liv for nogen som helst! Han ønskede at få hende med ud, men hun ville ikke engang med ud i haven, hvilket simpelthen var for paranoidt! Han kunne ikke holde ud at se hende på den måde, så hvis hun ikke ville lade ham hjælpe hende, så måtte han jo tvinge hende og til at blive hård og sparke hende i gang, så hun kunne komme op fra det sorte hul, hvor hun kun sad og ynkede sig selv og lod sine negative tanker køre hende ned i sænk, hvilket han slet ikke ville tillade! ”Du har også en mulighed, Malisha, og det ved du! Måske du ikke har din magi, men det er ikke ensbetydende med at du er forsvarsløs, for det har du aldrig været og vil aldrig være! Du skal bare tage dig sammen og så kæmpe dig frem igen, for det kan du udmærket godt, og du står ikke alene!” svarede han i en fast tone, hvor hans blik hvilede sigende på hende. Hun fik ingen medlidenhed fra ham længere, han var træt af at forsøge at hjælpe og så blive afvist, når han kun forsøgte at hjælpe, så nu var det på tide at han tog hårdere og mere drastiske metoder i brug, så hun igen kunne blive sig selv, for hun var da virkelig alt for ved siden af sig selv! ”Det kan godt være at hun fik ram på mig, men det var langt fra at hun fik mig dræbt, jeg vandt kampen. Det var hjemturen i kulden som nær havde taget livet af mig,” svarede han sandfærdigt. Aleksandra var ingen svag warlock, hun var faktisk utrolig stærk, alligevel havde han fået overtaget og det kunne have kostet hende sit liv, men alligevel havde han ikke dræbt hende, skønt han havde efterladt hende til at dø. Hendes sidste hviskende ord, fik han dog ikke helt med, da han allerede lå halvt i søvnen, da hun snakkede til ham, hvor han hurtigt gled helt ind i den, da han simpelthen ikke kunne holde udmattelsen tilbage igen …

… Hvor længe Konstantin havde sovet anede han ikke, men solen stod højt, hvor klokken nærmede sig middag. Han var endnu udmattet, sygdommen havde for alvor slået ind over ham, som han havde høj feber, dog havde han ikke frosset, da han havde haft Malisha til at ligge ved ham hele natten igennem, ligesom tæppet og dynen også gjorde sit. Han havde hovedpine, var generelt ør i hele kroppen, hvor hans vejrtrækning var ufattelig dyb og tung, skønt han trak vejret igennem munden, da hans næste var for tilstoppet. Søvnen var dog noget som havde været tiltrængt, da hans krop havde været helt afkræftet og udmattet, ligesom han knap nok havde kunnet holde øjnene åbne til sidst. Mild havde kulden ikke været hos ham, hvilket havde resulteret i at hans arm var blevet helt følelsesløs og blå. Armen var dog ikke blevet bedre, da den tværtimod var blevet værre. Følelsesløsheden havde spredt sig mere op ad overarmen, hvor de nederste fingre var helt misfarvede.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det frustrerede selvfølgelig Malisha at Konstantin ikke forstod hvordan hun havde det, for hun kunne jo ikke ligefrem vove at påstå at hun havde noget som helst, og det var næsten det som var det værste af det hele, for det gjorde hende ked af det! Hun var helt ved siden af sig selv, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle komme tilbage på det rette spor mere, hvilket næsten var det værste af det hele, for.. hun anede ikke sine vilde råd eller noget som helst! Hun forblev tavs denne gang, som hun kun vendte blikket en anelse væk fra ham, for hun ønskede slet ikke at snakke om det, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for det liv som hun havde haft, var slet ikke af den slags som hun kunne få igen, og det var noget som han for pokker bare måtte forstå i det store og hele! Hun kunne ikke fremstå som nogen stærk leder, hvis hun ikke havde magien til at holde dem på plads, for det var jo nærmest et krav efterhånden! At han ikke bare havde slået Aleksandra ihjel, var næsten den tanke som måtte irritere hende mest, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, uanset hvor meget hun ville det eller ej. ”Du skulle bare have slået hende ihjel..” mumlede hun let for sig selv, også selvom det var tydeligt for hende, at hun allerede var faldet i søvn. Ikke fordi at det var noget som kom bag på hende som sådan, for han havde brug for søvnen, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at lade ham…

… Malisha lå stort set og badede i sved ved siden af Konstantin, idet hun valgte at slå øjnene op, da en lysstribe skar hende direkte i øjnene. Forsigtigt vred hun sig ved siden af ham, hvilket resulterede i, at hun næsten røg i gulvet, da hun pludselig ikke havde mere sofa at ligge på. Tænderne bed hun let sammen, som hun satte sig op ved siden af ham. Det havde været en lang nat, og hun kunne udmærket godt mærke, at hun ikke havde sovet særlig godt, også selvom det slet ikke var noget som kom bag på hende, for hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde sovet godt, for det var.. ved at være utrolig lang tid siden! Konstantins arm havde hun dog ikke det store øje for lige nu, som det næsten føles som den var.. glemt for hende, idet hun forsigtigt fjernede dynen og tæppet, kun for at rejse sig. Umiddelbart så ønskede hun ikke at vække ham, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for. Ligesom hun gjorde hver eneste dag, så søgte hun til gulvet, hvor hun samlede sin kjole op og fik den på, også selvom det alt sammen foregik ganske lydløst, som hun slet ikke ønskede at vække ham, om det var noget som hun kunne blive fri for. Med rolige skridt, søgte hun hen til døren ud til balkonen, kun for at spejde over haven. Han havde ret, og det vidste hun godt, men det gjorde det ikke nemmere for hende af den grund! Hun sukkede tungt og lod stille hovedet søge mod dørkarmen, kun for at blive stående og bare.. kigge. Hun ville så gerne ud!

[Deleted]

Lyset var Konstantin ikke blevet vækket af, da han lå i sine dybe og tiltrængte søvn. Kulden som han havde rendt rundt ude i, var noget som havde taget hårdt på ham, da det snart have været værre end Aleksandras skader, for det eneste slemme var den energikugle som havde ramt ham i venstre skulder og givet ham et grimt sår, som Malisha senere havde renset og syet, hvilket også havde hjulpet en del. Det gjorde naturligvis endnu ondt, men det ville langsomt heale og sikkert blive til et ar. Et ud af mange som han havde på sin resterende krop. En hård nat havde det været for Konstantin, for selvom han havde sovet igennem hele natten, så var det hele kun blevet værre for hans vedkommende, som feberen klart var det værste i øjeblikket, da den gjorde ham helt sløv og dårlig. At Malisha vågnede og rejste sig, var end ikke noget som han bed sig mærke i, da han blot sov videre og trak vejret dybt ind af munden. Han var dog glad for at hun havde lagt hos ham hele natten, for det var noget som han havde savnet, ligesom hendes krop også havde hjulpet med at varme hans egen så han rent faktisk ikke havde frosset, hvilket han var hende taknemlig for. Han blev liggende nogle minutter efter hun havde stået og kigget ud af vinduet, inden han selv langsomt måtte mærke at det ikke var nær så varmt, som da han var faldet i søvn, fordi hun ikke længere lå der, hvilket fik ham til at glippe med øjenlågene, inden de langsomt åbnede sig. Han kunne godt mærke sygdommen der med det samme helt måtte ønske at han bare sov endnu og sov hele sygdommen væk, selvom han naturligvis ikke kunne sove mere, for han havde alligevel sovet længe. Han gabte en anelse, hvor han forsøgte at komme mere op at sidde, selvom det resulterede i en mindre dunken i hans hoved, da det var helt ørt. Ondt gjorde det mere eller mindre over det hele, som alt føltes ømt, det tog ham også noget tid, før han registrerede Malisha ved vinduet, hvor hele gårddagen måtte genopfriske sig i hans hoved, som han huskede kampen med Aleksandra – en kvinde han hadede – og så det halve skænderi med Malisha, skønt han på ingen måder var rask nok til at diskutere eller skændes med hende nu! Han var bleg i ansigtet, havde poser under øjnene, hvor han så syg ud, som han også var. Han åbnede munden, men lagde mærke til hvor tør han var, hvilket fik ham til at synke flere gange. ”G-godmorgen,” hilste han hæst, som han endte med at hoste, hvor han tog sig selv til munden og det var også der han lagde mærke til at intet var som det skulle være; han kunne ikke mærke sin venstre arm. Han flyttede dynen, hvor han snart blev endnu mere bleg i hovedet da han så sin arm, der kun var blevet værre. Han trak vejret dirrende, inden han sukkede næsten af frygt, som hans øjne blev helt blanke. ”Jeg tror vi skal tilkalde min læge,” svarede han næsten helt hviskende, da synet af armen måtte tage modet fra ham. Dette var jo på ingen måder hvad han havde regnet med! Og dog, han havde godt vidst at det havde set sort ud, men han havde inderligt håbet på at det ville blive bedre i løbet af natten, fordi hun havde syet såret, men det så ud til at være fuldstændig ligegyldigt. ”JAMES!!” brølede han, skønt det resulterede i endnu et hosteanfald, skønt den gamle butler hurtigt kom op ad trappen. ”Ja Deres Nåde?” spurgte han og stod afventende i døren. ”Send bud efter lægen, og det skal gå hurtigt!” Med den ordre nikkede den gamle mand og forsvandt igen, hvor Konstantin måtte synke den klump af ubehag, der havde sat sig fast i hans hals.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvfølgelig glædede det kun Malisha at hun i det mindste kunne have lidt tid for sig selv, og bare.. samle sig lidt om det hele, inden Konstantin ville vågne, for hun vidste at det ville være før eller siden, men det at skulle vågne op ind til ham, fik hende kun til at føle, at hun virkelig badede i sved, og det var bestemt heller ikke behageligt altid! At ligge ind mod hans varme krop og under en dyne og et tæppe, samt at varmen fra pejsen så sandelig også havde gjort sit, og det var noget som hun helt klart også godt kunne mærke, så var det rart nok at komme ud og få lidt luft og bare.. bevæge sig lidt selvfølgelig. At han var ved at vågne, gik roligt op for hende, hvor hun slap haven med blikket, kun for at vende de mørke øjne i retningen af ham endnu en gang. Hvordan hans arm så ud i det hele taget så ud, vidste hun ikke, da hun ikke lige havde fået kigget på den, da det jo heller ikke ligefrem, var noget som lå som en naturlig del af hendes morgenrutine. ”Godmorgen,” hilste hun med en tonløs stemme. Hun havde bestemt ikke glemt det skænderi aftenen og natten i forvejen, over hun stadig følte sig hånet og nedgjort, og det i sig selv, var bestemt heller ikke en fornemmelse, som hun brød sig særlig meget om i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han forsøgte at sætte sig op, fik hende kun at søge mod ham, også selvom hans reaktion hvad angik hans arm, var noget som fik hende til at stoppe op. Med det blotte øje, kunne hun da se, at den arm på ingen måde så særlig godt ud! Svagt bed hun sig i læben, som han direkte endte med at brøle efter James, hvor hun faktisk valgte at blive stående til James igen var ude af stuen. Først da han var ude, søgte hun helt hen til sofaen igen og hen til Konstantin. Hun vidste godt, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det, men selv hun måtte være bange for hvad det kunne føre til. Hun satte sig på sofaen og lagde den ene hånd mod hans kind. At se ham ude af den, var slet ikke noget som hun havde brug for lige nu! ”Det.. det skal nok gå..” endte hun med en dæmpet stemme, også mest fordi at hun slet ikke vidste hvad hun ellers skulle sige! At se ham.. med det ubehag i blikket, var selv ikke noget som hun var vant til som sådan. Ikke desto mindre, så kunne hun vel prøve at holde ham lidt i skindet? Ligesom hun havde gjort det før for ham, så kunne hun vel også gøre det igen? Svagt bed hun sig i læben. Tanken om at.. det skulle gå galt med armen, indikerede vel kun for hende, at hun ikke havde renset det ordentligt eller syet det godt nok? Med andre ord, så måtte det jo i princippet være hendes skyld? Og det i sig selv, var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde! ”Det… det er vel ikke min skyld, er det?” endte hun dæmpet.

[Deleted]

Som Konstantin langsomt måtte vågne, måtte minderne også langsomt dukke op i hans hoved igen, som han ellers havde lagt i sine sødeste drømme og nogle have virket så livagtige, hvor han næsten også hellere ville ønsket at det var drømmen som var virkelighed, for der havde alt været så perfekt. Selvom han var syg og havde høj feber, så havde han rent faktisk sovet ufattelig godt, hvilket nok var fordi hun havde sovet hos ham, for det var jo ikke altid at hun gjorde det, da hun mange gange stod op om natten og andre gange kom sent i seng, hvor han tit bare lå alene, og ikke med hende i sin favn, som han havde gjort i nat, hvilket var noget som alligevel gjorde det til en god morgen, selvom han godt vidste at han havde været hård ved hende i går aftes, men det ville han heller ikke stoppe med, hvis ikke hun selv tog sig sammen og hvis ikke hun tog med ham udenfor, for at blive inde ville kun bringe hende til galeanstalten, da hun kun ville blive tosset af at være så bange og blive inde, for det kunne hun da ikke gøre resten af sit liv! Det ønskede han slet ikke for hende! Hendes tonløse godmorgen opfangede han dog ikke, da hans opmærksomhed pludselig faldt til den venstre arm der kun var blevet værre, hvilket gav ham helt kvalme, for det var jo et grimt og forfærdeligt syn! Den var helt blå og det værste af det, var at den var følelsesløs, for det indikerede jo kun i at noget var skingrende gal! Som James gik, mærkede han hvordan panikken igen skulle til at stige i ham, hvilket måske ikke normalt lå til ham, men dette var jo heller aldrig sket før! Han følte næsten for at råbe og skrige, da hun valgte at sætte sig ved siden af ham og lagde hånden mod hans kind, hvilket fik hans tanker til at glide væk fra panikken og mod hende. ””Gå? Den er jo helt.. død!” hviskede han rædselsslagen, som han vendte blikket mod armen igen, skønt han hurtigt måtte se væk igen, for han kunne slet ikke have med synet at gøre! Det gjorde ondt, det gav ham kvalme og ikke mindst gjorde det ham frygtelig nervøs for hvad der ville ske. Nu ville han da klart ønske at hans drøm havde været virkelighed og ikke dette.. mareridt! Hans hjerte var begyndt at dunke mere fast imod hans bryst, hvor han slet ikke følte at han kunne falde til ro, skønt det ville være bedst, da han var syg, havde ondt i hele kroppen og havde en kraftig hovedpine. Da hun så spurgte om det var hendes skyld, vente han blikket mod hende og rynkede brynene i en næsten uforstående mine. ”Din skyld?” gentog han forvirret, som hans hoved søgte på sned, „Malisha du har ikke gjort noget som helst galt. Hvis det er nogens skyld er det min egen, for havde jeg ikke angrebet Aleksandra, havde hun aldrig ramt mig, og så havde jeg aldrig været afkræftet og var gået hjem i isnende kulde uden kappe eller noget som helst. Det er min skyld..” Det var ikke fordi det gjorde det bedre, for tanken gjorde ham helt dårlig og ilde til mode. Han turde ikke engang spørge om hvad der skulle ske, for han frygtede det værste, selvom han inderst inde godt vidste hvad der var nødvendigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin havde været dejlig rolig igennem natten, hvilket for Malishas vedkommende, kun indikerede at han havde sovet godt, og selvfølgelig var det noget som selv betød meget for hende. Primært lå hun ikke ved siden af ham om natten, men selv hun måtte erkende, at det faktisk var noget som.. hun kunne lide. Det var rart at ligge der, også selvom det måske ikke var det mest hyggelige efter et massivt skænderi, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem! Selvom han havde været meget efter hende med henblik på det at forblive inden døre, så vidste hun jo trods alt også, at han havde ret i hans udtalelser, hvilket næsten var det som måtte irritere hende mest, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det af den grund. Hun betragtede ham sigende, også selvom den rolige morgenstemning allerede så ud til at være ovre, som han tydeligt blev præget af den panik som ramte ham ved synet af hans arm. Og nu hvor hun selv kunne se den, så måtte selv hun sige, at den virkelig så forfærdelig ud! Varsomt satte hun sig på sofaen, også selvom det ikke så ud til at have nogen beroligende effekt på ham af den grund. ”Konstantin!” endte hun med en mere fast tone. Hun kunne udmærket godt at den arm på ingen måder så særlig godt ud. I det store og hele, så følte hun vel lidt, at det var.. hendes skyld at hans arm så sådan ud? Og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om. Hånden lod hun yderst varsomt vandre mod hans kind, for det var vel også tydeligt for hende, at han havde brug for at slappe lidt af? Også selvom det bestemt heller ikke så ud som om at det var helt med ham i længden, men med den arm, så kunne hun jo faktisk godt forstå det! ”Jeg ved godt, at det kan se en smule slemt ud, men ved du hvad? Vi klarer det… ikke? Det har vi jo altid gjort!” Det kunne godt være, at det denne gang var hende som vendte på en femøre i forhold til hvordan det havde været aftenen i forvejen, men nu var det jo ligeså tydeligt for hende, at den arm på ingen måder ville klare det, og selv for hende, så var det jo næsten klart, hvad det var man skulle. Svagt bed hun sig i læben, kun for at vende blikket i retningen af ham endnu en gang. Selvom hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle gøre op for noget af det som var sket, eller bare det med at få ham på lidt andre tanker, så.. var det faktisk en tanke som gjorde hende temmelig usikker, og hun vidste bestemt heller ikke hvorvidt om det var en god ting eller ej, og selvfølgelig var det en tanke som kun gjorde hende usikker. Blikket gled kort i retningen af døren. Hvor lang tid det kunne tage James at få fat i den læge, vidste hun ikke, men selv for Konstantins skyld, så håbede og bad hun selvfølgelig til at det kom til at gå hurtigt!

[Deleted]

At den dejlige ro skulle blive ødelagt fuldstændig, fordi Konstantin så sin arm, var noget som han godt kunne have undværet, for han ville da klart hellere have vågnet op til at det gik bedringen vej og at armen så godt ud, men det gjorde den jo overhovedet ikke! Den var blå, en smule lilla og alt i alt så den bare helt giftig og død ud, hvilket bekymrede ham frygtelig meget, for det var jo for pokker da hans arm som der var tale om! På den anden side kunne man sige at det var godt at det var den venstre arm det var gået ud over, da han trods alt var højrehåndet og derfor gjorde det meste med den, så det var trods alt altid noget, selvom tanken ikke var nok til at berolige ham, for han havde slet ikke lyst til at miste nogen af sine arme eller lemmer for den sags skyld! At Malisha så måtte hæve stemmen og bruge en mere fast tone, fik ham til at vende blikket mod hende. Det lignede da ikke hende at blive så fast længere, eftersom hun havde været fuldstændig nede og deprimeret, så hun havde ikke engang kunnet tage sig sammen til at være hård overfor ham, selvom hun godt havde kunnet skændtes, men det havde mere været i frustration, selvom han skam godt forstod sig på hende, for måske han ikke kendte til det med at miste magien, men han vidste godt hvordan det var at miste noget, som var en del af en og som udgjorde en del af en, men han havde kæmpet sig tilbage på benene igen og det var jo også hvad han ønskede for hende. Han blinkede let med øjnene, inden hans blik gled ned mod armen igen. De varsomme strøg over hans skæggede kind, hjalp skam, selvom det klart var hendes faste tone, der havde drevet rædslen og panikken væk, skønt det ikke kunne fjerne hele nervøsiteten. Han vendte roligt blikket mod hende igen, skønt hans mørke øjne bar et trist skær. ”Lidt slemt? Dette er meget slemt.. det er.. forfærdeligt! Og hvorfor er du pludselig så positiv?” spurgte han, som det ærligtalt ikke gav nogen mening for ham, for hvis hun havde kunnet tage sig sammen hele tiden, hvorfor pokker havde hun så ikke gjort det noget før og faktisk sparet sig selv for den store smerte og tomhed? For det fik hun da intet ud af! Men måske hun havde ret? De klarede den jo altid, og det var jo ikke fordi han var døende.. var det? Syg var han og han kunne godt mærke at det var en grim forkølelse som han havde fået. Hans blik gled mod døren, da han kunne høre den store hoveddør gå op, hvor han også kunne høre stemmerne nedenunder, den ene var James og den anden måtte være lægen. Han vendte blikket mod Malisha igen. ”Hvis du gerne vil gå, så lægen ikke ser dig, så er det okay,” svarede han dæmpet, da han inderst inde helst ville have at hun blev her hos ham, da hun rent faktisk var den eneste støtte han havde, den eneste som kunne finde ud af at berolige ham, og han fik jo nok brug for hende til at berolige ham, når først lægen kom, da han inderst inde frygtede det værste. Men til gengæld havde han også forståelse for hvis hun ville gemme sig væk, da lægen trods alt var udefrakommende, skønt lægen havde været hans læge igennem utrolig mange år. ”Ellers kan jeg kaste en besværgelse, så han ikke kan se dig?” foreslog han roligt. Mulighederne var trods alt mange.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Armen så på ingen måde særlig god ud, og selvfølgelig var det noget som i sig selv, faktisk måtte bekymre Malisha, for det var jo ikke til at sige, at manglende lemmer, var nemt at klare sig med! Svagt bed hun sig i læben. At se ham så præget af panikken, var noget som gjorde selv hende utrolig usikker, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Det at hun denne gang valgte at hæve stemmen, ville hun ikke have gjort under normale omstændigheder, men det forholdt sig lidt anderledes, når han var så påvirkede af det negative, som han var, så selvfølgelig var det noget som selv påvirkede hende på en måde, som hun slet ikke kunne lide! At han så skulle kommentere at hun pludselig var mere positiv, forundrede hende jo egentlig ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. ”Så hold da op med at kigge på den! Det gavner jo heller ikke ligefrem at sidde og stirre på den! Det bliver den jo ikke ligefrem frisk af!” endte hun med en fast tone. Hun bed sig svagt i læben og tog stille hånden til sig endnu en gang, kun for at vende blikket mod ham. Det var ikke fordi at hun var.. positiv som sådan, men egentlig kun fordi at hun ønskede at vise ham at.. de vel godt kunne klare det, ligesom de altid havde gjort det? ”Jeg er ikke positiv. Jeg prøver vel bare.. at holde dit fokus hvor det burde være,” svarede hun roligt, som hun svagt trak på skuldrene. At lydene gik nede i gangen, så var det kun tydeligt at lægen var kommet, og selvom hun ikke bifaldt tanken om at skulle blive set af andre, men.. hun vidste at han havde brug for hende vel? Også selvom hun ikke vidste hvad hun kunne give ham, men.. hun ville vel alligevel gøre et forsøg? Også nu hvor han viste hende at han faktisk havde brug for hende? Hun rystede stille på hovedet til hans ord. ”… Det er ikke nødvendigt.. Jeg vil gerne sidde her..” Hun vendte de mørke øjne stille mod ham. Mulighederne var måske mange, som han også kunne gøre hende usynlig, men… han havde ret. Hun kunne jo trods alt heller ikke gemme sig resten af sit liv, og det var jo heller ikke noget som hun direkte kunne sige, at hun var interesseret i, for det var hun da slet ikke! Hun hævede igen varsomt hånden og strøg den over hans hår. At se ham lidt mere frisk om ikke andet, var hun glad for, for nu så det hele da.. mere afslappet ud, end det havde været til nu? Og med hendes kærtegn, så kunne det måske også være, at han kunne tænke på lidt andre ting end den skadede arm, som hun næsten kunne tænke sig til, skulle fjernes, sådan som den så ud og efter så lang tid, så var den vel heller ikke ligefrem til at redde? Selvom det var en tanke som gjorde hende bange, for hun vidste at det var risikabelt, og det var slet ikke noget som hun var interesseret i! Frygten for at miste ham, var noget som faktisk stod stærkt i hende!

[Deleted]

Det hjalp måske ikke at sidde og kigge på armen, men det hjalp jo uanset ikke at tænke på det, og selv det ikke at tænke på det, hjalp heller ikke, for uanset hvad, så var armen dårlig og inderst inde vidste de alle sammen hvad der ville ske, og det var det som rent faktisk måtte skræmme ham. Han var bange, og det var ikke just noget man kunne sige at han var tit, men han havde på ingen måder lyst til at miste nogen lemmer overhovedet, og da slet ikke fordi han havde dummet sig! Måske det var Aleksanrda der havde ramt ham og senere hen kulden der var skyld i dette, men havde han ikke angrebet Aleksandra, så var dette måske aldrig sket, for så havde han måske haft energi nok til at teleportere sig hjem, men det havde han ikke haft og det havde været frygtelig koldt og han havde ikke haft nogen kappe, da han havde glemt den under kampen. At hun så blev helt fast og hård overfor ham, fik ham til at sidde og åbne og lukke munden flere gange, som det gjorde ham fuldstændig mundlam, for det havde han da ikke ligefrem ventet fra hendes side af! Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, for ja, han kunne bare lade vær med at kigge på den, men den var jo stadig slem af den grund! Han endte også blot med at lukke munden, da han tydeligvis ikke fik noget ud af at gå i panik, men det gjorde ham nu heller ikke noget, hvor han også kun var glad for at hun var der for ham. ”Okay så..” mumlede han for sig selv, som hans blik gled ned mod dynen, hvor han blot stirrede åndsfraværende for sig. Det var først da han hørte stemmerne, at han kom til sig selv igen, hvor han vendte blikket mod hende. At hun strøg ham over håret og sagde at hun ville blive, fik ham til at smile svagt. Roligt tog han omkring hendes hånd, som han klemte blidt omkring. Det lettede ham frygtelig meget at hun ville blive hos ham, for ellers vidste han ikke hvor han ville være henne. ”Det er jeg glad for at du vil,” svarede han dæmpet, som det allerede måtte lette ham en smule. Hun kunne snart heller ikke nå at gå, før lægen stod i døren, hvor blikket gled fra Konstantin til Malisha og tilbage igen. Konstantin selv så roligt mod lægen. ”Godt du kom.. jeg skal have dig til at se på min arm,” svarede han kortfattet, skønt man næsten kunne tro at lægen var blevet hidkaldt fordi han var syg, for det skete jo sjældent, så når lægen skulle tilkaldes, så var det først fordi den var helt gal. Den gamle læge nikkede, inden han roligt gik rundt om sofaen og tog plads ved Konstantins side, skønt lægens blik allerede sagde ham det hele. ”Det ser ikke godt ud, Deres Nåde,” mumlede lægen, som han roligt tog om den blå og følelsesløse arm, inden han begyndte at trykke forskellige steder ”Jeg skal have dig til at sige, når du kan mærke noget,” tilføjede lægen, hvor han begyndte at trykke fra fingrene og hele vejen op ad underarmen og overarmen, hvor det først var lidt over bicepsmusklen at han kunne mærke noget. ”Der!” svarede han, som han vendte blikket nervøst mod lægen, der sad og stirrede på armen, inden han så mod Konstantin. ”Jeg er bange for at der ikke er nogen anden udvej end at fjerne armen, ellers kan det gå hen og blive frygtelig grimt. Det er for det bedste Deres Nåde,” afsluttede lægen, hvor Konstantins mine endte helt åndsfraværende, da det han havde frygtet nu skulle til at ske!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det hjalp bestemt ikke at rende rundt og kigge på armen, hvilket Malisha allerede nu kunne sige, så det faktum at han var ved at gå grassat over det, var nu heller ikke underligt, men armen blev jo ikke fin af den grund! Desuden havde jo de altid klaret tingene sammen, uanset hvor hårde de så end havde været. Den manglende magi havde ganske vidst været hende en kæmpe mundfuld, men hun havde jo heller ikke ligefrem tøvet med at stå der, når det virkelig havde været alvorligt? Når han virkelig havde brug for hende. Selvom det nok krævede sit at holde hans fokus væk fra den arm, så var hun trods alt også nødt til at gøre sig sine forsøg på det! Hun sendte ham en rolig mine – så rolig som omstændighederne nu også tillod hende at gøre det. Blikket gled direkte i hans endnu en gang, hvor hun let blinkede med øjnene. At holde sig selv på måtten var ikke så nemt igen, som det var at holde ham på plads, for det var tydeligt, at han havde brug for det nu. Han havde.. brug for hende, og et sted, så var det jo faktisk en tanke som hun virkelig godt kunne lide. ”Godt,” endte hun med en mere rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun ønskede at være sådan efter ham, selvom det næsten var noget som faldt hende så.. naturligt til, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Hun betragtede ham let, som hun havde afvist at gå nogen steder. Desuden kunne det nok ikke gøre den største forskel, da hun umuligt kunne nå ud, inden lægen ville komme ind af døren. ”Jeg bliver siddende lige her,” sagde hun roligt, som hun vendte blikket mod lægen, som han kom ind. Hun blev siddende på sin plads, inden hun igen vendte blikket væk fra ham. Nu hvor han stort set kunne gå ud og fortælle stort set alle hvor hun var, var nok den tanke som hun ikke brød sig meget om, men ikke desto mindre så.. kunne hun jo trods alt heller ikke blive herinde for tid og evighed.
Lægens undersøgelse fulgte hun meget nøje med i, da hun ønskede at forsikre sig om at det hele forløb sig som det skulle! Hun ville ikke tillade at nogen gjorde ham ondt, da hun selv følte at han havde været igennem mere end nok og specielt når den arm så sådan ud. Lægens ord var ikke just bifaldende for hende, hvor det kun tydede til at gå i den helt forkerte retning. At dommen så skulle falde så tungt og.. at armen skulle af, fik hende til at vende blikket mod ham, hvor det var tydeligt, at han nærmest gik i chok over denne nyhed. Hun endte varsomt med at tage omkring hans hånd som hun trykkede let i. For hendes del, så gjorde det jo ikke nogen forskel som sådan. Han var jo trods alt stadig Konstantin.. Hendes Konstantin. ”Gør hvad der er nødvendigt,” bad hun endeligt, som hun vendte blikket sigende mod Konstantin. ”Konstantin..?” spurgte hun, som hun igen trykkede i hans hånd, næsten for at bringe ham bare.. lidt tilbage.

[Deleted]

Det var kun rart for Konstantin at Malisha måtte sidde der hos ham og holde fast i hans fokus, for det fik han da uden tvivl brug for! Han havde brug for hende som sin støtte, da han inderst inde godt vidste at der ikke ville komme nogen god nyhed fra lægen, derfor så havde han også brug for hende til at sidde og være der for ham, passe på ham og fortælle ham at alt nok skulle gå, for selvom det ikke var jordens undergang, så sad han alligevel i chok, for han havde alligevel aldrig prøvet dette før, eller noget lignende, for han havde jo aldrig mistet nogen lemmer! At hun så ville blive siddende hos ham, var også noget som lettede ham en smule, for så havde han da lidt støtte og det havde han brug for, skønt det ikke skete så tit igen. ”Godt,” endte han dæmpet, som han forsøgte at få et smil over læberne, skønt det ikke var så let igen, særligt ikke da lægen så endelig valgte at komme ind, for nu skulle dommen falde og han brød sig ikke om at være så nervøs som han var, hvor sygdommen og feberen heller ikke just gjorde det bedre for ham. At lægen så gik i gang med at undersøge ham, fik ham blot til at sidde musestille og stirre på lægens fingre der trykkede imod den følelsesløse blå arm, hvor han slet ikke kunne mærke noget, i hvert fald ikke i det meste. At den gamle mand så konkulderede at armen skulle af, var noget som gjorde ham helst stiv i minen, som hans blik blev fraværende, hvor han blot sad og stirrede på ham. Den skulle af? Hvad pokker skulle han gøre uden en arm? Han åbnede svagt munden for at skulle sige noget, men der kom ikke noget ud, for.. han vidste ikke hvad han skulle sige. At Malisha så udtalte hans navn og trykkede omkring hans hånd, reagerede han heller ikke på, da han sad helt i chok. ”De bør nok se væk, miss, og sørge for at han gør det samme, eller også gå. Der er ingen grund til bedøvelse, da den allerede er helt død,” fortalte han roligt, hvor han kort så tilbage mod Malisha, inden han fandt en rem frem i sin taske, som han roligt bandt omkring Konstantins arm og strammede til, så det ville lukke blodcirkulationen. Han rømmede sig kort, inden han vendte blikket mod Malisha og gjorde et sigende nik, som tegn til at hun skulle se væk og sørge for at Konstantin gjorde det samme, selvom han blot sad og stirrede åndsfraværende som var han allerede væk og slet ikke så på noget. Lægen fandt roligt sin sav frem, som han satte mod armen, et stykke under remmen, så Konstantin ikke ville kunne føle det mindste, eftersom armen var helt død og det havde spredt sig en smule i løbet af natten. Han rømmede sig kort, inden han begyndte at fjerne armen. Lægen havde prøvet dette før og derfor vidste han hvad der skulle gøres for at armen blev amputeret på den rigtige måde, uden at det ville gøre ondt og så det ville heale ordentligt. Det var dog ikke et syn for sarte sjæle, eftersom det ikke just var særlig kønt at se på.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at det ikke ville gavne nogen af dem, at hun bare valgte at søge bort. Ikke desto mindre, så ønskede hun jo faktisk at vise ham at.. hun vel godt kunne være der, når han havde brug for hende? Dette var ikke noget som krævede magi, så det drev jo selv hendes tanker lidt væk fra hendes egne problemer, da hun tydeligt kunne se, at hans måtte veje tungest. Armen havde det på ingen måder godt, og selvfølgelig ønskede selv hun, at efterlade ham med følelsen af, ikke at være alene med det. Hun… elskede ham jo, også selvom hun bestemt heller ikke havde været den bedste til at vise ham det, eller fortælle ham det for den sags skyld. At armen så skulle af, var nu heller ikke noget som umiddelbart kunne siges, at komme bag på hende, for det gjorde det på ingen måde. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være. Heller det, end at det skulle spredes til resten af kroppen, for så ville det da først derefter få alvorlige konsekvenser! Hun nikkede blot, også selvom hendes mine forblev fuldkommen fast, som han gav hende to valg; At kigge væk og få ham til det, eller gå. Hun vidste at Konstantin næppe ville lade hende gå, eller ønske at hun gjorde det, nu hvor han havde vist at han havde brug for hende! Hvor meget han var værende i det hele taget, vidste hun ikke, og det var et sted også en tanke som.. bekymrede hende. Hun var slet ikke vant til at se ham så fraværende og så meget i chok, at hun selv ikke kunne få kontakt med ham! ”Hvis du tror jeg vil gå nogen steder, så tager du fejl!” endte hun med en fast tone. Et sted, så var det bare en tanke og et tonefald som faldt hende så skræmmende naturligt at gøre brug af. Ikke desto mindre, så ønskede hun da at vise ham, at hun var der, og at hun ikke ville gå nogen steder, for det ville hun ikke! Stille slap hun hans hånd, kun for at træde om på den anden side af sofaen. Det var ikke fordi at hun slap for at lade ham sidde selv, hvor hun i stedet for, lagde begge sine hænder mod hans kinder, kun for at vende hans blik væk fra den skadede arm og mere mod hende i stedet for, så det ville være hende som ville fange hans fokus og ikke det som skete med den stakkels arm. Hun forstod skam godt, at han var i chok, men det var noget som de alt sammen nok skulle finde ud af! ”Husker du da vi var børn, Konstantin? Hvor meget de andre drenge var efter mig, fordi jeg var en pige? Dømt til at stå bag kødgryderne, og at du stod som den eneste og gav mig chancen? De gange vi løb om kap, klatrede i træer, og havde vores forældre til at skrige for bunden, fordi de var bange for at vi faldt ned?” spurgte hun. Et nok lidt desperat forsøg, men det var egentlig kun for at lede hans tanker lidt væk fra det som skete. Saven kunne hun høre, også selvom hun undlod at kigge selv. Hænderne strøg let over hans kinder. Også for at bevare hans fulde fokus på hende selv.

[Deleted]

At armen skulle af, var noget som efterlod Konstantin i en choktilstand, hvor han slet ikke kunne fokusere på noget som helst, da han fuldstændig mistede modet og blot stirrede frem for sig, uden rigtig at se noget. Hans tanker susede så hurtigt igennem hans hoved at han ikke engang kunne høre hvad han selv tænkte, foruden han slet ikke kunne tro at dette virkelig skulle ske, for han havde måske altid haft hårde kampe, men det havde aldrig kostet ham nogen lemmer, som det gjorde denne gang og kun fordi han ikke var kommet hjem tidsnok og det var noget som virkelig måtte frustrere ham! Hvordan kunne sådan en lille fejl komme til at koste så dyrt? Det fandt han på ingen måder retfærdigt! Alt synes at forlade hans tanker, som han nærmest helt forsvandt fra verden og drog ind i tomheden, hvor han slet ikke følte noget. Han ænsede knap nok at lægen gjorde sig klar, eller Malisha der strøg hans kind, klemte om hans hånd, eller da hun rejste sig og gik om på den anden side, hvor hans hoved blev drejet imod hende, men han så hende ikke rigtig. Selvom han ikke kunne mærke nogen smerte da lægen begyndte at save hans arm af, kunne han godt høre det og mærke det rykke i hans arm, selvom han ikke rigtig reagerede, da han sad i chok, hvor han følte kvalme ved det hele, ligesom han også var endt langt mere bleg i hele ansigtet. Selvom han stirrede åndsfraværende på hende, så opfangede han godt hendes ord, hvor han også måtte se det hele for sig. Altid havde de hjulpet hinanden, altid havde de støttet hinanden, altid havde været der for hinanden, og det havde han aldrig ønsket skulle blive lavet om på, og derfor følte han også en underlig ro i sit indre i øjeblikket, fordi hun var der, fordi hendes stemme bare havde en beroligende effekt på ham, ligesom hendes duft havde. Han kunne dog ikke rigtig få ordene over hans læber, da han så følte at han bare ville kaste op ved tanken om armen, derfor forsøgte han slet ikke at fokusere på noget, men bare tømme hovedet for alle tanker.
Der gik ikke længe før lægen blev færdig og fik den afsavede arm væk, ligesom han fik renset og forbundet det resterende af Konstantins arm. Det blødte ikke engang særlig meget, da al blod var stoppet med at komme til armen for flere timer siden, derfor var det hele hurtigt over stået. Som han fik forbundet armen og pakken den anden del væk, fandt han roligt en salve frem som han smurte imod såret ved brystet, inden han fandt nogle piller frem og noget vand. ”Det klarede De godt Deres Nåde. Tag disse piller, det skulle hjælpe på feberen,” svarede den gamle mand, som han roligt afventede Konstantin. Han drejede langsomt sit hoved, væk fra Malisha og mod lægen, inden han så ned på sin arm, der ikke just var særlig meget af, hvilket gjorde ham helst tom indeni. Han vendte blikket mod lægen, inden han puttede pillerne i munden, kun for at tage om glasset med vand og skylle det ned, selvom det var en kamp om at holde det nede, da han helt følte for at kaste op over det som lige var sket. Han endte blot med at sidde og stirre frem for sig, hvor han ikke tog sig af de andre. Roligt rejste lægen sig, hvor han vendte blikket mod Malisha, der var noget mere til stede end Konstantin. ”Er der mere jeg kan gøre?” spurgte han forsigtigt.