Wounded..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det lå måske ikke naturligt til Malisha at være så nænsom og forsigtig, som det hun var i denne stund, men denne gang var han kommet til skade, og hun ønskede slet ikke at der skulle ske ham disse ting, også fordi at hun ikke kunne.. gøre noget som helst for at hævne ham, og det var en tanke som faktisk frustrerede hende noget så voldsomt! At slå hovedet op i bordet, havde ikke ligefrem været meningen, hvor det i sig selv, også var en tanke som faktisk måtte irritere hende, også fordi at det jo faktisk gjorde ondt! Men end ikke det lod til at vække ham, så han var jo virkelig træt, og det var åbenbart direkte nødvendigt for ham med noget søvn, hvilket hun også havde den største respekt for i den anden enden. Hans pande og kinder vaskede hun med det kolde vand. Syg ville han blive, også fordi at hun kunne se at han allerede havde feber og var fuldkommen tilstoppet, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hvad nu hvis hun skulle ende med at miste ham igen? I sig selv, så var det slet ikke noget som hun brød sig om, men det var en bane som hun slet ikke kunne lade være med at tænke i, også fordi at hun var så.. dødelig som hun pludselig var endt med at blive, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for hende af den grund! At vaske hans sår ved brystet og skulderen og at det så måtte vække ham, forundrede hende ikke, for hun vidste, at det var noget som gjorde ondt. At han så var lidt mere ved sin fatning end det som han havde været til nu, var hun selvfølgelig glad for, hvor hun roligt betragtede sig af ham. ”Du har feber min kære.. Jeg tror du er heldig, hvis du bare slipper med en grum forkølelse,” endte hun roligt, som hun let rynkede på næsen alene ved den tanke. Hun kunne ganske vidst ikke gøre det største ved det, men det var der nu ikke noget at gøre noget ved. At han ikke kunne gøre det vilde med armen, og at det faktisk efterlod ham med en.. panik, forundrede hende nu heller ikke. ”Selvfølgelig er jeg her.. Jeg går ingen steder..” lovede hun oprigtigt. Tungen strøg hun roligt over sine læber, som hun lagde hånden mod hans kind. Han skulle bestemt ikke gå i panik, for det ville da slet ikke hjælpe ham på nogen måde! ”Jeg ved det godt, Konstantin.. Jeg gør det også så godt jeg kan.. Vi.. vi må sy den sammen, og.. så håbe.. Jeg kan ikke gøre andet..” endte hun med en dæmpet stemme. Selvfølgelig gjorde det hende irriteret, at hun absolut intet kunne gøre ved det eller hans tilstand eller noget som helst, og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte irritere hende! ”Jeg skal gøre hvad jeg kan..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun endelig trak hånden til sig igen. Hun brød sig da slet ikke om at se ham på den her måde!

[Deleted]

Hvad der var sket, havde Konstantin slet ikke nogen anelse om, hvor han også pludselig følte sig helt omtumlet og desorienteret, da han vågnede igen, for han havde ingen anelse om hvor længe han havde sovet, men det kunne da næsten ikke være særlig meget, siden hun ikke havde nået at sy hans sår, dog forstod han bare ikke hvorfor han så havde fået varmen tilbage igen, skønt han godt kunne mærke at der nu var noget nyt galt; feberen. Det irriterede ham at han skulle til at ligge syg, for det havde han da slet ikke tid til! Han havde sit arbejde og alt muligt andet som han skulle have lavet, så det passede ham virkelig frygtelig dårligt! Han måtte virkelig forbande Aleksandra til helvedet og tilbage igen for dette, selvom han da kun kunne finde ro og trøst ved at han faktisk havde gjort det som var værre ved kvinden, og så håbede han at hun havde det langt dårligere end hvad han havde! Blikket vendte han roligt mod Malisha, da hun kommenterede forkølelsen. ”Det har jeg ikke tid til..” mumlede han irriteret, en irritation der var henvendt selve feberen frem for hende, for hun havde jo ikke gjort noget galt! Han var skam glad for at hun var der, da han slet ikke vidste hvad han skulle gøre uden hende. At hun ikke gik nogen steder, var noget som fik ham til at smile, for det glædede ham virkelig oprigtigt, at hun var der hos ham. Uden hende havde han jo nok.. ja, det turde han ikke tænke på, men hjælpeløs var han i hvert fald i denne stund, som han slet ikke kunne gøre noget selv, for han var jo helt afkræftet! ”Og det er jeg glad for,” svarede han oprigtigt, som han sendte hende et smil. At han så for alvor lagde mærke til den venstre følelsesløse arm, var noget som begyndte at sprede en panik i hans indre, da han følte sig helt rædselsslagen over at han ikke kunne bevæge armen det mindste. Han følte helt at han blev dårligere, som han følte for at kaste op, det vil sige at det gjorde han indtil hun lagde hånden mod hans kind og fangede hans opmærksomhed, som han så op mod hende og ind i hendes rolige mørke øjne, der måtte lægge en underlig ro over ham. Han sank let klumpen af ubehag, inden han nikkede ganske svagt, som han bed sig svagt i den bløde underlæbe, da han vendte blikket mod sin blå arm igen. Det brød han sig slet ikke om! Han følte sig stadig panikslagen, skønt hun dog formåede at holde ham i sengen, så han ikke bare sprang op eller gjorde noget overilet. Han lod hende også passe sit ’arbejde’, da han ikke ville gøre det mere besværligt for hende, som hun måtte sy såret sammen. Inderst inde vidste han godt at hun ikke kunne gøre mere, for hvad var der dog at gøre ved en blå arm? Det var også derfor at han frygtede at han skulle have den amputeret, hvis der ikke snart blev gjort noget ved den. Han sukkede dæmpet og lettere opgivende, da han godt vidste at han var ilde tilredt, hvilket blot fik ham til at lægge hovedet tilbage og stirre op i loftet. Han fandt da slet ikke roen til at sove mere lige foreløbig!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha forsøgte virkelig at gøre tingene så godt som hun kunne, også selvom hendes selvtillid ikke ligefrem var noget at prale med, også fordi at hun havde det som hun havde det, og at hun var røget direkte fra toppen og helt ned i bunden. Ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hende, da det jo faktisk var noget som gjorde ondt. Hun forsøgte at gøre det hele så nænsomt som hun kunne, også selvom hun vidste, at det var noget som faktisk måtte gøre ondt på ham, hvilket også var tydeligt, sådan som han blev revet ud af søvnen, da hun forsøgte at rense det endnu en gang. Det var vel nok et par timer som han havde fået lov til at sove, også selvom hun vidste, at det på ingen måder var nok, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden lod hun roligt stryge mod hans kind. Det var et kærtegn som hun jo faktisk forstod sig på, og som hun følte at hun kunne give ham med en selvtillid som hun ellers ikke rigtigt var i besiddelse af lige nu. ”Du kan jo ikke rigtigt gøre noget ved det.. Du er blevet forkølet, og du skulle jo nødigt ende med at blive mere syg,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, også selvom det jo faktisk var noget som hun mente, for hun ønskede slet ikke at miste ham på den her måde og da slet ikke på det her grundlag! At han så skulle gå direkte i panik, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, også selvom hun bevidst valgte at holde sig i ro, da det egentlig ikke skete særlig ofte at hun gik direkte i panik på den måde, også selvom hun vel forstod sig på det, når man lå med en blå arm som man ikke kunne bruge til noget som helst?
Nålen og tråden fandt Malisha frem fra bordet hvor hun havde efterladt den, også mest for at vide hvor den lå henne. Selvom lyset måske ikke var det mest optimale, så var det vigtigt at han bare forholdt sig i ro, som hun måtte sy ham. Nålen trådede hun roligt, inden hun igen vendte blikket mod ham. Han var urolig, hvilket hun forstod, og selvfølgelig håbede hun at det ville hjælpe, at få såret lukket, så blodet igen kunne strømme ordentligt ud i armen. ”Lig stille,” bad hun endeligt, også selvom der var noget mere bestemt over hendes tone. Det paniske havde hun ikke meget til overs for, for hun vidste hvor meget det kunne ødelægge tingene mere end det som de tilsyneladende måtte være i forvejen, det var helt sikkert! Roligt gav hun sig til at sy såret sammen, også selvom det var frygtelig forsigtigt, også set fra hendes side af, da hun jo heller ikke ønskede at der skulle ske noget mere med ham end hvad der var sket i forvejen!. ”Tænk hellere på hvor meget du ønsker at flå Aleksandras indvolde ud, næste gang du ser hende,” opfordrede hun med et dæmpet smil. Tanken selv, var noget som kunne more hende gevaldigt, for det var helt klart fortjent!

[Deleted]

Konstantin vidste skam godt at Malisha havde det hårdt, derfor så forsøgte han også at undgå at gå i vejen for hende, da han vidste at der ikke skulle meget til, før hun faktisk valgte at blive sur på ham og afvise ham. Han havde også svært ved at finde ud af hvad der var rigtigt at gøre eller ikke. Han havde forsøgt at få hende overtalt til at gå op til kongen, bare de to, så hun kunne trække sig, da det andet havde skabt kaos blandt racen, men han forstod godt at hun ikke ville, for så vidste folk at hun var i live endnu og så blev hun udsat, men hvem der lige ønskede hende død, anede han ikke foruden dæmonernes leder, men den tøs fik nu aldrig fingrene i hende, for det skulle han nok sørge for, ligesom alle andre der forsøgte at få hende, desuden hvis hun ikke længere var leder, så var det vel heller ikke hende de ville gå efter? Så kom der en ny leder til og så var det vedkommende som de skulle til at klare og tage sig i agt for, hvem det nu end måtte blive. Han selv havde naturligvis overvejet at træde til, kun for at holde på Malishas værdier, indtil han fandt kuren til at hun kunne få sin magi tilbage, men han vidste jo ikke engang hvor længe det ville gå og han var også en elendig leder, så det ville jo nok aldrig gå! Han sukkede en anelse til hendes ord. ”Det kan du have ret i..” medgav han stille, som han blot fortsatte med at stirre op i loftet, som hun alligevel havde formået at få en ro til at lægge sig over ham, da han ellers havde været tæt på at gå i panik, for han brød sig ikke om at han ikke kunne mærke hele venstre arm, skønt han vidste at det næsten var umuligt at gøre noget ved, for.. han var jo selv på bar bund. Hans blik gled roligt mod hende igen, som hun begyndte at pusle med noget andet, hvor han så at det var nål og tråd. Det glædede ham også kun at hun gik i gang med at sy såret, for det ville da gøre ham lidt mere rolig, for så behøvede såret jo ikke at gå i betændelse. Han nikkede blot, da hun bad ham om at ligge stille, hvor han godt kunne ane nålen gå igennem hans hud, skønt han mere var følelsesløs så det var ikke så slemt igen. Han kneb kort øjnene sammen, inden han slappede af igen. Han måtte dog slippe en klukkende latter til hendes ord, skønt han hurtigt holdt inde, da det gjorde ondt i hele hans krop af at grine, hvor han derfor kort måtte skære en grimasse. ”Åh tro mig.. jeg fik hende bedre end hvad hun fik mig.. rent faktisk efterlod jeg hende i sneen til at dø.. men hun overlevede, en anden fik hende hjem,” fortalte han sandfærdigt. Ja måske han ikke var hel stolt af at have efterladt kvinden til at dø, men.. han havde virkelig været vred, og det var han endnu! Måske han ikke ville gå efter hende, men så han hende igen, så skulle hun i hvert fald ikke regne med at han ville være mild og hun kunne bare prøve på at gå efter ham eller hans kære og så ville han simpelthen tage alt fra hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig udsat, udelukkende fordi at hun slet ikke kunne forsvare sig, og derfor skulle der vel heller ikke meget til, før hun endte afvisende og det hele? Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og det var jo ikke engang noget som hun gjorde med vilje, for hun vidste at.. hun ikke engang var racens navn værdig længere, for hun var ikke noget andet end et simpelt menneske, for det var jo sådan at hun var tvunget til at leve nu! Et sted var hun vel bange for at hun ikke var god nok for ham mere? Og derfor var jo bare det nemmere for hende, at skulle afvise ham på den måde som hun gjorde det, også selvom det var mest fordi at hun jo faktisk var usikker omkring det hele. Hun glemte dog ikke, at hun var forbandet vred på Aleksandra for hvad hun havde gjort, også selvom det faktum at de havde været så tæt på at udvikle et forhold de to imellem, var noget som automatisk førte til, at det var nemt for hende, at puffe ham selv ud i kulden, for.. hun var usikker omkring alt det her! ”Så kold som du var, er det mirakuløst, dersom du kun løber fra det med en forkølelse,” påpegede hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Et sted var hun selvfølgelig bekymret for ham og hans manglende bevægelighed og følelse i armen, men.. hvad var der at gøre ved det? Hun havde ikke magi til at hjælpe ham på den front, og de var stort set alene her i huset, hvilket faktisk også passede hende fint. Selv uden magi, var hun sikker på at hans tjenestestab endnu måtte være en anelse bange for hende, hvilket faktisk passede hende fint! Panikken forstod hun skam godt, også selvom de vel bare måtte tage det som det nu måtte komme til dem? Såret begyndte hun roligt at sy, selvom det var varsomt, for det skulle sys ordentligt, nu hvor det jo var ham! Hun vendte blikket mod ham, som han grinte og fortalte hende at Aleksandra var i live, hvilket faktisk var en tanke som irriterede hende mest! Hun kneb øjnene tydeligt utilfredst sammen. Han burde have slået hende ihjel, hvis han havde haft chancen! Hun rystede let på hovedet igen. ”Du burde have slået hende ihjel, da du havde chancen, Konstantin.. Hun er ikke andet end skidt og en skændsel..” Hun skulle nok selv nødigt snakke, for selv følte hun sig som en skændsel og direkte ynkelig efter at have det sådan her som hun nu havde det og ud fra hendes egen tilstand, for hun var for pokker da ikke engang en warlock mere! Og hun var træt af, at være så udsat som det hun måtte være! Opmærksomheden lod hun glide mod hans sår, idet hun selv satte det sidste sting, inden hun fik bidt nålen af, og efterlod såret fint og lukket. Dynen og tæppet trak hun mere op over ham, inden hun igen tog om kluden og skålen med det nu næsten lunkne vand. Hun dyppede den og tørrede den igen roligt over hans ansigt med en nænsom hånd. ”Du burde sove videre, Konstantin..” afsluttede hun endeligt.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Konstantin ønskede at gøre tingene værre for Malisha, for han vidste godt at hun var deprimeret over at have mistet sin magi, hun sad nærmest kun i stuen og gloede ud af vinduet eller ind i pejsen og det gjorde ham bekymret, men hun nægtede jo også at tage med ud, når han faktisk tilbød hende at de kunne gå en tur og de kunne jo bare gå steder hen hvor der ikke kom nogen, der var jo ingen der sagde at de skulle gå ned gennem byen og skulle de endelig det, kunne de bare tage hætter over hovedet og så lade dem gå i skyggerne. Der var ingen der behøvede at genkende dem. Han vidste dog godt at hun ikke turde tage chancen og det havde han skam også respekt for, det var også derfor han forsøgte at finde en kur, skønt han ikke havde fortalt hende det, for hver gang han havde sagt at der måtte være en mulighed, blev hun sur og sagde at den var ødelagt og så blev hun opgivende og sagde at der ikke var nogen mulighed, og da han ikke gad at skændes med hende, så gjorde han det altså på egen hånd, også mest fordi han ikke ville have at hun endte skuffet, hvis han faktisk ikke fandt nogen kur, for chancen var der jo. Han sendte hende et mildt smil og nikkede svagt. ”Du har skam ret.. jeg hader bare at ligge syg,” svarede han dæmpet. Der fandtes da intet værre end at ligge syg! Han sørgede altid for at det ikke skete, med miksturer og eliksirer, men denne gang slap han jo nok ikke, skønt de forhåbentlig kunne gøre det til en kortvarig sygdom, det kunne han da i hvert fald håbe på, for han kunne ikke se sig ud af at han skulle til at ligge syg når han havde arbejde og andet som skulle gøres! Det passede jo frygtelig dårligt! At han burde have slået Aleksandra ihjel, kunne vel diskuteres, sandheden var bare at han ikke havde kunnet få sig selv til det, men det ville han nu ikke fortælle hende. Han løftede roligt den raske arm og strøg hende over kinden. ”Måske.. men jeg forsvarede skam din ære,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Alt det som Aleksandra havde sagt om Malisha og ham, havde hun fået lov til at bøde for med de mange smerter han havde givet hende, hvilket han så kun kunne fryde sig over! Han var uden tvivl vinderen og han kunne ganske vidst have dræbt hende, og det var da klart en sejr i sig selv! At hun så blev færdig og måtte putte ham under dynen igen, vendte han de trætte øjne mod hende. ”Tak.. jeg havde jo nok været død uden dig,” endte han taknemligt. Om det var at overdrive var han ikke sikker på, for han havde jo ikke nået længere end til indenfor døren og så var han faldet om, og der kunne kulden jo stadig have gjort det af med ham, så han var skam taknemlig for hendes hjælp. ”Lægger du dig ikke hos mig og varmer mig?” spurgte han roligt. Hans krop var stadig kold og så havde han generelt savnet at ligge tæt med hende, så det var vel også lidt en undskyldning for det? Skønt han dog oprigtig havde brug for kropsvarme.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Den selvtillid som Malisha havde haft, var revet fra hende, i takten med at hendes magi var ødelagt for øjnene af hende. Selv havde hun stadig mareridt om natten omkring det, og det var noget som direkte gjorde hende deprimeret. Dagene gik ganske vidst med at sidde og stirre i pejsen eller ud af vinduerne, med den klare længsel, for hun savnede og manglede virkelig, at hun bare kunne rende rundt og gøre hvad der passede hende. At han så var ved at finde en kur til hende, var nok smart, at det ikke var noget som hun var kendt med, for det ville først for alvor knuse hende og gøre ondt værre, og det vidste hun jo godt! At han var endt syg, gjorde hende selvfølgelig trist, for det lignede ham slet ikke at gå ned med sygdom! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, som hun roligt nikkede. Hun forstod ham skam godt, også fordi at det slet ikke lignede ham at gå ned med det. Han havde vel sine midler og metoder hvorpå han kunne undgå det? ”Jeg ved det godt. Jeg mindes aldrig at have set dig med noget så simpelt som en forkølelse før..” Hun betragtede ham roligt, som hun endelig fik syet såret sammen, også selvom det var med en ganske rolig hånd, for hun ønskede at det skulle være ordentligt, og så måtte de jo bare håbe på at bevægeligheden ville komme tilbage i hans arm igen! Selv stod hun fast på at Aleksandra burde være slået ihjel, for det havde da gjort dem alle sammen en tjeneste! Den kvinde måtte hun vel alligevel anse som en trussel? Også selvom Konstantin havde gjort det tydeligt for hende, at der ikke var noget, så turde hun vel heller ikke at tro helt og særdeles på det? Hånden mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene. Det var.. behageligt at mærke ham sådan tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sukkede dæmpet, som hun åbnede øjnene og vendte blikket mod ham igen. ”Hvilken ære snakker du om, Konstantin? Der er ingen ære eller værdighed tilbage i mig..” Blikket vendte hun let væk fra ham endnu en gang, som hun kort vendte blikket i retningen af pejsen i stedet for. Selvtilliden havde hun på ingen måder, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre det største ved af den grund. Hun følte sig som et… nul. Hun kunne jo absolut intet stille op! ”Det er jo nok at overdrive bare lidt.. Tjenestefolkene havde nok fundet dig før eller siden,” påpegede hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Som han direkte opfordrede hende til at lægge sig ned ved siden af ham, blinkede hun let med øjnene. Han havde brug for varmen, men var dynen og tæpperne da ikke nok? ”En brændende pejs, en dyne og et varmt tæppe, er vel nok efterhånden, er det ikke..?” spurgte hun en anelse usikkert. Hun var jo slet ikke vant til at stå i situationer som dette trods alt!

[Deleted]

Det glædede Konstantin at Malisha faktisk valgte at sætte ham i første række, selvom det også klart var noget som han havde brug for, for han havde brug for hende til at tilse hans sår, til at være der for ham og berolige ham, da han nok var gået i panik, hvis ikke hun havde været der. Han var dog glad for at hun sad der og hjalp ham, syede ham sammen, da det helt måtte minde ham om de gamle dage, hvor hun syede og lappede ham sammen, som han også havde brug for og det havde han også brug for i øjeblikket. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Det er fordi jeg normalt ikke bliver syg,” svarede han morende. Denne gang havde det været uundgåeligt, da han havde vandret ude i sneen i flere timer. Han måtte helt snøfte bare ved tanken om at forkølelsen var på vej, hvilket allerede nu måtte irritere ham grænseløst. Det irriterede ham at han nu skulle ligge syg i det som sikkert var uger! Og så frygtede han endnu for sin arm, da han måtte erkende at han tænkte på det værste. Han vidste at Malisha ikke kunne gøre noget, faktisk tvivlede han på at magi kunne gøre noget, for den var jo helt død! Selv hvis han havde været ved kræfterne, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre for at få liv i den igen, og det som gjorde ham mest nervøs, var det at den var helt blå. Han trak let på smilebåndet, da hun lukkede øjnene, som han strøg hendes kind. At hun så vendte blikket væk med de ord, fik ham til at rynke brynene, som glæden igen blev revet fra ham. Han havde for et kort øjeblik glemt hvor deprimeret hun var når det kom til hendes ære og alt det. Han forstod hende skam godt, men alligevel. ”Selvfølgelig er der det, Malisha. Vi skal nok finde ud af det,” svarede han opmuntrende, skønt han vidste at det nok ikke ville hjælpe det store, for det nyttede jo aldrig når han forsøgte at opmuntre hende og det var også det som gjorde ham helt frustreret. Han følte sig ærligtalt bare i vejen. ”Men jeg er glad for at det er dig, som er her. Du er trods alt den eneste som kan roe mig ned,” svarede han med et skævt og dog et træt smil. Han var afkræftet og ikke mindst frygtelig udmattet, men alligevel havde han ikke lyst til at sove, når hun var der hos ham, for han ønskede at de skulle tilbringe tiden sammen, nu hvor de endelig var sammen igen, han havde jo også sit arbejde og alt det som tog hans tid, men nu hvor han alligevel skulle ligge syg, så fik han vel lidt mere tid med hende? Og så kunne han jo bare håbe på at hendes humør gik i den rigtige retning. ”Den bedste form for varme er gennem kropskontakt og jeg fryser stadig. Læg dig hos mig, min egen,” bad han frygtelig dæmpet, som han strøg hende over armen. Han vidste godt at hun havde svært ved alt det, men han havde stadig brug for varmen og så ville han heller ikke have noget imod at mærke hende så tæt på sig igen, da det klart var noget som han savnede.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Når det var nødvendigt, var det faktisk ikke svært for Malisha at placere Konstantin i første række, for når hun endelig skulle sidde med tankerne om det, så havde hun frygtelig få i sit liv, som hun egentlig kunne kalde for nære og elskede. Hun have vel egentlig bare ham og hendes søster? Et sted var det egentlig skræmmende selv for hende at tænke på, også fordi at hun ikke rigtigt kunne gøre det største ved det, uanset hvad, og det var i sig selv, en tanke som faktisk gjorde ondt. Hun følte sig.. ensom og forladt et sted. Hun betragtede ham med en rolig mine, som hun trak på skuldrene. ”Muligvis derfor,” endte hun med en ganske sigende mine, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Æren og det hele, var noget som hun altid havde værdsat frygtelig højt, og det var alt sammen noget som hun havde mistet, og det var helt klart noget af det værste af det hele! Tænderne bed hun svagt sammen. Hun var deprimeret, og selv i den her situation, for hun vidste jo godt, at hun ikke kunne gøre noget som helst for at redde den arm, selvom det bestemt heller ikke just gjorde det meget bedre for hende. ”Der er ikke nogen ære eller noget som helst tilbage i mig, Konstantin og du ved det godt.. Den er revet fra mig, og den vil jeg aldrig nogensinde kunne få tilbage igen..” Det var den plage som hun gang på gang vendte tilbage til, udelukkende fordi at det var af den slags, som hun slet ikke kunne gøre noget som helst ved! At hun alligevel formåede at roe ham ned, var selvfølgelig en tanke som hun godt kunne lide, for så kunne hun da i det mindste gøre bare et eller andet rigtigt vel? Hun trak svagt på smilebåndet endnu en gang, som hun vendte de mørke øjne i retningen af ham. ”Hvor skulle jeg ellers være, når jeg ikke kan gå nogen steder? Jeg kan gøre noget rigtigt og.. det er jeg glad for.” Så lang tid hun faktisk var i stand til at holde ham rolig, så var det vel også det som gjorde det hele n anelse nemmere for hende selv faktisk. At han så stadig ønskede at hun lagde sig ned ved siden af ham, vidste hun ikke om hun burde.. eller ikke for den sags skyld, for det var jo kun en sofa, og det ville jo indebære, at hun lagde sig.. helt tæt på ham? Selvom det bestemt heller ikke gjorde hende noget, men de følelser og alt det, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund! ”Jeg kan ikke ligge her, Konstantin.. Du ligger på en sofa, så vi vil nok bare falde ud..” Det kunne godt være, at hun et sted bare søgte efter en undskyldning, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun strøg en lok af det lange hår væk fra hendes ansigt og om bag øret, kun for at hæve hånden og strøg den mod hans kogende kind. Han havde feber, og hun kunne faktisk ikke lide den tanke!

[Deleted]

Normalt blev Konstantin aldrig syg, derfor så måtte det også irritere ham gevaldigt at det skulle ske nu. Han havde meget han skulle have lavet, da hans død havde gjort at der lå en hulens masse arbejde som han skulle have følget op på, men det kom da aldrig til at ske, hvis han skulle ligge her i sengen. Man kunne så sige at det var bedre at han lå syg end at han lå død ude i sneen, for han havde jo givet Malisha sin slægtsring, så hvis han døde, så ville han ikke vågne op igen. Han endte med at sende hende et skævt smil og nikkede ganske svagt med hovedet. Hun havde ikke set ham syg, fordi han sjældent lå syg, det var naturligvis sket af og til, for andet var da umuligt, men normalt så sørgede han for at holde sig rask, men det havde han ikke haft muligheden for denne gang, men han kunne jo så bare håbe på at hun ville pleje og passe ham. ”Er du så min sygeplejerske og sørger for at jeg bliver rask igen?” spurgte han en anelse drillende, som smilet blev morende på hans læber, der havde fået farven tilbage igen, skønt hans ansigt var endt langt mere blegt end hvad det normalt var. Han ville ikke have noget imod at hun puslede og værnede om ham, da han måtte erkende at han havde savnet at mærke hendes omsorg. At hun så begyndte at blive i dårligt humør igen, frydede ham ikke just, da han ville ønske at hun ikke ville være så deprimeret, men til gengæld forstod han hende godt. ”Det må du ikke sige Malisha..” bad han stille, som han langsomt men anstrengt kom op at sidde, hvor han lagde en hånd mod hendes nakke, for at trække hendes hoved ind til hans, så deres pander mødte hinanden. ”Jeg er stolt af dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Han kunne slet ikke være mere stolt af nogen, end det som han var af hende. Hun havde gjort så meget godt, hun var kommet så frygtelig langt, og han var ganske enkelt stolt af hende og intet andet! ”I princippet kan du gå hvorhen du vil Malisha, og du ved at du kan, hvis du vil, men tværtimod så er du her hos mig, når jeg har allermest brug for dig, og det er jeg frygtelig taknemlig og glad for,” svarede han i en kærlig tone, som han strakte halsen og kyssede hende blidt mod læberne. Han vidste godt at hun ikke ville ud, men i princippet var det jo kun hende som fraholdt hende fra at gå udenfor, for det var jo ikke umuligt for hende. Han var dog glad for at hun havde fundet ham, for ellers havde han jo nok ikke siddet her i øjeblikket. At hun strøg hans kind, fik ham til at lukke øjnene. Det skulle ikke undre ham, hvis han havde feber allerede, men det ville jo også komme før eller siden. Han vendte let blikket mod hende igen, som hun afviste ham. ”Jeg beder dig Malisha.. læg dig hos mig og varm mig. Vi har lagt her før,” bad han i en dæmpet tone, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han havde desperat brug for varme og hun var jo den eneste som var her! ”Du er den eneste jeg har.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde aldrig nogensinde set Konstantin syg før, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes del, for hun brød sig faktisk slet ikke om det. Alene det faktum at hun skulle se til at han lå der og rystede, med en dårlig arm, samt at han havde det skidt og havde feber, var ikke en sammensætning som hun brød sig om, også fordi at hun ikke kunne gøre meget andet end at hjælpe ham igennem det så godt som det var hende muligt. Hun kunne faktisk sætte ham i første række, når det var nødvendigt – ligesom det var nu. Svagt måtte hun trække på smilebåndet ved hans ord. Han lettede stemningen en smule, også selvom han burde sove og burde hvile. ”Har jeg noget andet valg? Du er jo ikke ligefrem i stand til at gøre noget som helst i din nuværende situation,” påpegede hun sigende. At hele stemningen så skulle ødelægges, som han snakket om hendes såkaldte ’ære’ var noget som kun ødelagde det hele, selv for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun havde ikke nogen tilbage, for hun var tvunget til at leve et liv, hvor hun ikke kunne udrette noget som helst mere, og det var næsten det som var det værste af det hele. ”Du ved det jo godt,” påpegede hun en anelse stift. Det var skam heller ikke fordi at hun ønskede at hidse sig op, så hun forsøgte faktisk at lade være, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men hun gjorde det virkelig så godt, som hun nu kunne gøre det, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende! Hun rystede let på hovedet. Gik hun ud, mistede hun livet, og det var da slet ikke noget som hun var interesseret i på nogen måde! ”Jeg kan sagtens gå ud, men så er jeg ikke nær så sikker på at jeg kommer hjem igen.. Så jeg bliver hellere her og.. det var vel bare heldigt?” endte hun sigende. Hun var på ingen måder stolt over den som hun var mere, for selv i hendes egne øjne, var hun ynkelig og sølle, selvom det jo faktisk næsten var det værste af det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være. At han så stadig ønskede at hun skulle lægge sig ned ved siden af ham, vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle tage for.. hun var ikke særlig god til den slags, og hun ønskede ikke at ligge sammen med en som kunne alt det som hun jo havde mistet! ”Jeg kommer til at koge under den dyne..” Måske en dårlig undskyldning, men.. hun ønskede jo heller ikke ligefrem at være en sidste udvej, bare fordi at der ikke var andre i nærheden! Desuden.. hun ønskede jo heller ikke at miste ham til en omgang sygdom, så.. Hun bed sig svagt i læben, inden hun stille valgte at hæve op i hans dyne og lagde sig under den, kun for at lægge sig mere tæt ind mod hans egen krop. Det var frygtelig lang tid siden de havde ligget på den her måde, men.. hun var jo bare ekstremt påpasselig og med frygtelig god grund.

[Deleted]

Det hele var Aleksandras skyld! Godt nok var det ham der havde startet med at angribe hende, men hvis hun bare havde holdt sig væk, så var dette aldrig sket! Han kunne jo så bare fryde sig over at hun selv måtte ligge kvæstet derhjemme, da han vidste at hun havde overlevet. Han burde have slået hende ihjel, men det havde han alligevel ikke været i stand til, skønt han havde fået sandheden at vide. Et sted ville han også vise at han var bedre end det, at han ikke bare slog ihjel fordi han var blevet trådt på og udnyttet. Han havde dog mistet alt for den kvinde, og hun kunne bare prøve på at lægge sig ud med ham, for så ville han slet ikke tøve med at tage alt fra hende og det ville være en langt værre skæbne end døden! Og hvis det endelig kom så langt, så måtte han jo slå hende ihjel hvis det blev nødvendigt. Det var dog ikke Aleksandra han ville tænke på i denne stund, ikke når han endelig var her hos Malisha igen, som han klart havde savnet at tilbringe tiden sammen med. ”Det passer mig udmærket. Den smukkeste kvinde i verden, med det flotteste bagparti, tager sig af mig? Så tror jeg at jeg kunne dø lykkeligt,” svarede han drillende, som han smilede morende op til hende. Det glædede ham at hun kunne smile lidt, da det klart var noget han havde savnet at se hos hende. Han elskede hende og han ville gerne være der for hende, skønt det var svært når hun nærmest blev sur over det mindste han sagde til hende, eller konstant måtte afvise ham, det var også derfor han tit arbejdede eller søgte ud, for han følte sig ærligtalt i vejen, han følte at hun var sur på ham og at det var ham der var problemet, når han forsøgte at holde hendes humør højt, ligesom han følte at han kun gik hende i vejen og gik hende på nerverne. ”Jeg ved at jeg er stolt af dig og ikke noget andet,” svarede han stædigt igen. Han var stolt af hende og han vidste godt at hun var deprimeret, men han forsøgte jo kun at hjælpe hende, ligesom han forsøgte at finde en kur til hende. Det så dog ud til at alt måtte blive sat på pause, nu hvor han skulle til at ligge syg. ”Jeg synes at vi begge kunne bruge noget ferie.. og jeg synes at vi skal tage til Peula.. hvor det er varmt, hvor vi kan sole os på de lækre strande, tage ud og bade og om natten.. ja, hvem ved hvad der kan ske?” svarede han roligt, hvor han afsluttede lettere gådefuldt og med et kækt smil om læberne, som han løftede hånden og strøg nogle af hendes lokker bort. ”Men du kommer til at ligge forbandet godt,” fristede han hende med et morende smil, som han blot lagde sig tilbage og tilrette i sofaen, som hun valgte at ligge sig ned over ham. Han strakte roligt halsen og kyssede hendes kind. ”Skal du ikke af med kjolen?” Det kunne måske lyde som om han var ude på noget, hvilket smilet måske selv måtte vise, og selvom han måske ikke var helt uskyldig, så varmede hun ham jo stadig bedre uden kjolen på. Og så ville han heller ikke have noget imod at mærke hendes bare hud imod hans egen – det var trods alt ikke første gang.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Så lang tid Aleksandra var derude, ville det bestemt heller ikke tyde til fordel for Malisha, for hun brød sig slet ikke om den kvinde, og specielt fordi at hun havde en fortid med Konstantin, hvilket næsten var det værste for hendes del. Selv vidste hun at Konstantin havde haft umådelig mange kvinder i sit liv, hvor hun stadig var.. jomfru, og slet ikke havde været tæt på nogen, så hun var jo stadig direkte bange for at Aleksandra skulle vise sig som mere spændende – igen – og at han så ville søge væk fra hende. I det øjemed, var det jo ikke første gang, at han havde søgt til andre, så det var jo heller ikke ligefrem underligt, at deres liv og forhold var som det var; Under samme tag, men stadig hver for sig. At han kommenterede hendes krop, var ganske vidst ikke nogen nyhed, for det havde han gjort mange gange før! Og hun kunne jo lide det.. Hun kunne jo godt lide at han sagde den slags ting til hende, for så var hun jo noget som han havde øje for, og det var noget som han samtidig også bekræftede for hende, og det havde hun det jo også helt fint med! ”Dø lykkeligt ligefrem? Jeg håber da ikke du dør på min vagt.. så har jeg jo gjort et eller andet forkert.. Og så er du jo ikke i stand til at se den krop mere, ikke?” endte hun med et svagt smil. At køre rundt i ære var ganske vidst dumt, for hun følte at hun havde mistet alt det som hun havde, også selvom det i sig selv, faktisk var en tanke som gjorde hende direkte ked af det, for hun kunne bestemt ikke lide det! At han var stolt af hende, forstod hun så til gengæld ikke hvorfor! ”Hvordan kan du være stolt af det her?” spurgte hun denne gang yderst direkte, som hun igen vendte blikket i retningen af ham, og denne gang med en spørgende mine. Hun var jo ikke andet end et sølle menneske, og var tvunget til at leve derefter! At han foreslog ferie, fik hende til at blinke let med øjnene, for det var ganske vidst ikke hvad hun havde regnet med! Ferie havde hun jo trods alt aldrig været på som sådan, men selv hun vidste ikke om det i det hele taget var smart af hende at søge nogen steder hen, sådan som hendes liv havde forandret sig, efter besøget i Procias. ”Det lyder alt sammen meget fristende, Konstantin, men går jeg ude og bliver jeg set, så er jeg så godt som død. Jeg.. tror bare vi skal blive her..” Hun ville virkelig gerne ud efterhånden, for det andet var ganske enkelt ved at drive hende til vanvid! At han fristede hende til at lægge sig ned ved siden af ham, fik hende let til at smile. Hans kys mod hendes kind, sagde hun ikke noget til. Det var.. rart faktisk. ”…. Er det virkelig nødvendigt?” spurgte hun sigende. Det var ikke fordi at hun var bange for at vise sig nøgen for ham, for han havde set det hele et par gange efterhånden, men.. hun var usikker. Usikker på det hele!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at deres forhold aldrig rigtig havde været et forhold, hvilket han nu ikke ville mene kun var hans skyld, for ingen af dem havde aldrig gjort noget ud af det, hverken ham eller hende havde gjort noget som helst ud af det før i tiden, da det først var her de senere år at de havde valgt at være lidt mere alvorlige omkring det og siden da havde han ikke lagt i med nogen anden kvinde, fordi han netop havde sparet sig til hende. Altid havde han troet at hun havde lagt i med andre mænd, for det havde hun jo selv fortalt ham, så det var vel ikke så underligt at han så havde lagt i med andre kvinder? Det havde han dog ikke gjort siden hun var flyttet ind, da han havde fundet hende ude i den mørke skov, efter at den unge vampyr havde efterladt hende til døden. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, som han vendte de trætte mørke øjne mod hende. ”Jeg har nu ikke tænkt mig at dø, men selv hvis jeg skulle, så vil det ikke være din skyld Malisha, intet af dette er din skyld. Desuden så vil det også være en skam hvis jeg skal dø, for jeg må indrømme at jeg vil komme til at savne synet af din krop og dig,” svarede han lettere kækt, skønt han startede ud med at tale alvorligt, for han havde skam ikke tænkt sig at dø nu! Nok var han syg og hans ene arm var helt blå, men han havde skam ikke tænkt sig at dø! Det ville desuden heller ikke være hendes skyld, for hun havde jo ikke gjort noget andet end at forsøge at hjælpe ham, hvor det derimod ville være hans egen skyld og så naturligvis Aleksandras, da det var ham der havde startet ud, og så Aleksandra der var skyld i hans sår. Han lagde roligt hånden mod hendes kind, som han strøg ganske let. ”Fordi jeg ved hvad du er gået igennem Malisha,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Det var ikke noget han gad diskutere med hende, da han ikke ønskede at ødelægge hendes humør og det var rent faktisk rart at kunne se et lille smil på hendes læber, eftersom det ikke skete særlig tit igennem disse dage, derfor så ville han da klart foretrække at holde sig på god fod med hende også fordi han havde brug for hende til at hjælpe ham igennem sygdommen. At hun så afslog ferien fik ham til at brumme ganske let. ”Jeg tænkte at vi kunne tage på ferie, når jeg får det bedre, desuden så er der jo ingen fra Peula som kender dig og hvis der endelig er, så tænkte jeg at vi kunne tage på ferie på kysten, langt væk fra alt, hvor det kun vil være os og så nogle tjenestefolk naturligvis,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Ferie lød godt i hans ører, det ville også få hende med sig ud, og det havde hun altså brug for efterhånden! Han kluklo ganske let til hendes ord, skønt det hurtigt endte ud i en hosten, hvilket fik ham til at skære en grimasse. ”Vi ved begge at kropskontakt er bedst når man er nøgen, desuden har jeg jo set det hele før, og så har jeg også savnet at mærke dig på den måde,” endte han dæmpet og dog sandfærdigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Deres forhold havde aldrig som sådan været alvorligt eller seriøst, selvom ingen af dem havde brudt trolovelsen, som de jo i princippet kunne have gjort for rigtig mange år siden. Hun havde holdt sig væk fra det mandlige køn, selvom rygterne var spredt anderledes, udelukkende fordi at hun ikke ville fremstilles som usikker hvad det her angik, for det følte hun det nok som det måtte være i forvejen! At han jo så havde lagt i med den ene efter den anden, havde samtidig været med til at hun kunne holde sig væk fra ham og holde sig på måtten, selvom hun måtte erkende, at hun faktisk var.. nysgerrig på det, selvom hun ikke ligefrem regnede med at kunne gøre det største ud af det, af den grund. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at manden skulle gå på hendes vagt. Forsvandt han, så havde hun jo stort set.. ingen tilbage, og så kunne tilværelsen mere eller mindre stort set være ligegyldig! ”Vinteren plejer at kræve sine ofre her i vinterens kulde, og det ved du godt, Konstantin.. Desuden vil det blive ensomt her, hvis du ikke skulle være her,” endte hun dæmpet. Et sted var det jo faktisk en kæmpe indrømmelse fra hendes side af, for hun var som regel ikke meget for at fortælle hvordan hun havde det med tingene hvad angik det, men hans selskab var hun jo trods alt glad for. At han kunne se bare lidt værdighed i hende, gjorde hende selvfølgelig glad, også fordi at hun selv slet ikke kunne se den! Hun vendte blikket mod ham. ”Det kan godt være.. Men prøv da at se mig.. Jeg er blevet slået i jorden af en ungtøs,” endte hun med en dæmpet stemme. Ja, det irriterede hende virkelig, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre det støre ved det nu! Hun var dømt til at leve det her liv for resten af sine dage.. og det ville virkelig blive et langt liv! Næsten… alt for langt?
Tanken om ferie, var noget som Malisha faktisk godt kunne lide, også selvom hun tvivlede på at det ville være en god ide, hvilket næsten var det værste af det hele. Hun var en leder.. eksleder.. hun var faktisk ikke helt sikker over tinge, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Som en leder, tror du så ikke at folk udefra kender mig? Samt du som hertug kan bevæge dig uigenkendeligt igennem et land som Peula? Jeg tvivler.. Jeg… tror bare vi skal blive her.. Jeg skal i hvert fald ikke nogen steder..” Selvom det var en tanke som gjorde hende trist, for hun ville virkelig gerne ud efterhånden, men hun ønskede jo heller ikke ligefrem at miste livet på den konto, så var det slet ikke det værd! At han ønskede at hun skulle klæde sig af, vidste hun ikke om hun havde lyst til. Hun havde jo ikke rigtigt haft lyst til noget som helst, efter hun havde været i Procias. Hun nikkede blot. ”Du fisker kun efter en grund og mulighed for at gramse..” Hun satte sig op igen, kun for at rejse sig, og fjernede derefter kjolen, efter at have fået den lynet ned og lod den falde ned omkring hendes ankler, inden hun roligt lagde sig ned ved siden af ham igen. Selv hans krop føles kold at ligge ind til!