Wounded..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var tydeligt for Malisha at Konstantin slet ikke vidste hvad han snakket om. Han havde sin magi, han havde endnu en fungerende arm, og han havde sit arbejde, sit ry og sin respekt, og det var alt sammen noget som hun havde mistet, og hun kunne jo ikke engang gøre det mindste bare får at få bare lidt af det tilbage igen! Selvom hun denne gang valgte at forblive tavs, så var det bestemt heller ikke fordi at det var synderlig nemt for hende, når det nu endelig skulle være. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, også fordi at hun ikke havde valgt at forlade sin post! Hun var slet ikke færdig som leder endnu, og hun kunne slet ikke gøre det mindste ved det uanset hvad! Blikket vendte hun direkte væk fra ham. Han ville ikke få noget ud af det, for han vidste slet ikke hvordan det var at være hende lige nu! ”Havde jeg været død, havde det ikke rørt mig.. Jeg har ikke forladt den plads af min frie vilje.. Du ved slet ikke hvordan det er..!” bed hun ham af. Det var ikke fordi at hun søgte forståelsen, for det var jo tydeligt for hende, at han kun sagde det samme om og om igen; kom videre. Og det var altså ikke fordi at det var særlig nemt for hende, for det var det altså slet ikke! Hun blev liggende og stirrede frem for sig. Det var næsten som hans ord var baggrundsstøj. Det kunne godt være at hun havde ham, men hun ville heller ikke stå bag ham og gemme sig for resten af sit liv. ”Jeg kan ikke opnå noget som helst, Konstatin, og det ved du udmærket godt. Jeg har dig, og selvfølgelig er jeg glad for det, men.. prøv dog for pokker at se på mig. Jeg kan ikke opnå noget som bare minder om det jeg har haft! Jeg forlod ikke den post ved min frie vilje og kan kun se på at alt det jeg har kæmpet for, er gået til grus!” Tanken frustrerede hende virkelig, også fordi at hun slet ikke kunne se hvordan pokker hun skulle komme videre derfra, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Selv blev hun bare liggende i hans arme, hvor hun forsøgte at holde tårerne igen. Det var jo slet ikke fordi at hun havde haft lyst til at ødelægge det hele, og hun ville jo heller ikke være direkte afhængig af ham, for det var jo slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende, og det vidste hun jo godt! Hun rystede stille på hovedet. Hun ville heller ikke være den som kommanderede rundt med ham, også fordi at hun ikke rigtigt følte, at hun havde noget andet valg, når det endelig skulle være. Hun ville være selvstændig som hun altid havde været, og uden at skulle være afhængig af nogen andre, selvom det slet ikke så nemt som det var gjort, for hun havde det bestemt ikke godt med tingene som de var! ”Jamen jeg vil ikke have du skal gøre hvad som helst for mig.. Jeg vil bare gerne være selvstændig.. Min frihed er revet fra mig.. Og du ved det jo godt,” forsøgte hun igen. Kunne han ikke bare forstå hende?!

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin bare ville være hård og kynisk overfor hendes situation, men hvis ikke nogen holdt overblikket hvem skulle så? Han vidste godt at det hele var lettere sagt end gjort, men han ønskede vitterligt ikke at hun gav op, for så kom hun slet ingen vegne og så turde han slet ikke tænke på hvad det ville gøre ved hende eller hvor hun ville ende, for han havde jo set hvad det havde gjort ved hende bare at sidde indenfor i flere måneder uden at gøre noget end at stirre udenfor og for første gang havde han set lidt af hende selv i sig, som han havde set hende smile, han havde hørt hende grine og hun havde faktisk haft en god dag, så hvordan kunne han bare sige at hun skulle sidde og være deprimeret igen? Det ønskede han ikke! Han ønskede at se hende smile igen og han ville gøre hvad som helst for at det ville ske, også selvom han måske var rimelig hård ved hende, men nogen var nød til at forsøge at få hende til at tage sig sammen, og når alt kom til alt havde han inderst inde altid været en hård mand i sidste ende, så han var ikke den der gad og sidde ved siden af en person og høre vedkommende ynke over deres liv og det havde aldrig været nødvendigt ved Malisha fordi hun altid var kommet op på hesten igen. Han havde været forståelig igennem flere måneder, hvor han havde ladet hende sidde og være alene, men det kunne han ikke blive ved med, da det gjorde ham bekymret for hende. ”Jeg ved godt at du ikke har forladt den post med din egen frie vilje, men det er nu engang sket, og ingen af os kan ændre på fortiden uanset hvor meget vi ønsker det, men vi kan ændre på fremtiden, vi er herre over vores egen skæbne. Jeg ønsker bare ikke at se dig give op,” svarede han i en dæmpet og dog ærlig tone. Det gjorde ondt at se hende sådan, som det bekymrede ham frygtelig meget, for han frygtede at miste hende helt og det nægtede han! Det var også derfor han havde prøvet at finde en kur eller en løsning eller.. bare et eller andet som kunne gøre det godt igen. ”Jeg ved godt at jeg måske kan lyde hård, og at jeg får det til at lyde til at være så nemt, men jeg ved godt at det er svært Malisha, jeg er ikke et fjols. Men hvad vil du have mig til at sige? At det er okay at du er deprimeret? At du giver op? At det er i orden at du bare sidder og gemmer dig indenfor dag ind og dag ud? At der ikke kommer til at ske mere i dit liv? For det nægter jeg! Jeg kan ikke bare stå og se på dig visne, jeg vil ikke have at du giver op, jeg vil hellere se dig dø i forsøget på at kæmpe, for det er den kvinde jeg kender. Og alene du ikke,” svarede han ærligt, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt, skønt hun ikke så på ham, som hun næsten virkede til at være fuldstændig ligeglad med hvad han sagde og han gentog måske meget sig selv, men det gjorde hun jo også, hvor de nok ikke kom nogen vegne, og derfor ville han egentlig bare gerne have at de gjorde noget ved det frem for at gøre intet. ”Jeg har altid gjort hvad som helst for dig Malisha, fordi jeg elsker dig, ikke fordi du ikke har nogen magi og jeg vil aldrig stoppe med det. Jeg siger ikke at jeg skal gøre alt for dig, men at jeg altid vil stå bag dig og jeg vil gerne hjælpe dig, så lad mig gøre det, så du kan få det godt igen,” bad han i en dæmpet tone, som han kyssede hende på siden af hovedet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke noget imod at Konstantin var en hård mand, for det kunne godt være, at det var det som hun havde brug for, men lige for tiden, så var det for meget for hende. Der skulle ikke særlig meget til at gøre hende deprimeret.. Bare den forkerte tanke, så gik det galt, og det var ikke noget som hun kunne gøre for! Aldrig kunne det falde hende ind, at forlade posten som leder frivilligt, og det at det hele blev taget fra hende, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, var lige den tand mere end hvad hun var i stand til at håndtere, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun blev liggende og uden at kigge på ham. Han havde stadig alle sine muligheder.. hun havde ikke en eneste! ”Jeg er slet ikke tilfreds med min skæbne, Konstantin! Jeg ønsker jo at stå som leder for racen, jeg ønsker at lede den.. Ja, jeg ville ønske Silia havde taget mit liv i stedet.. Det havde været mindre pinligt, og mindre smertefulgt end det andet,” påpegede hun sigende. Hun var mere eller mindre bedøvende ligeglad med hvordan fremtiden kom til at se ud, for hun ville ikke blive tilfreds med den! Let rystede hun på hovedet. Det kunne godt være, at hun havde brug for den peptalk, men det var slet ikke fordi at hun havde det nemt med tingene eller noget som helst, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, og det var faktisk en tanke som gjorde hende direkte skidt tilpas, for hun havde det bestemt ikke særlig godt, og dette gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hendes vedkommende! ”Du ved slet ikke hvordan det er at være mig lige nu.. Du ved slet ikke hvordan det er at se sit store imperium køre i grus, uden at kunne gøre det mindste ved det.. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg slet ikke komme op i nærheden af hvad jeg har haft, og jeg bryder mig ikke om det.. Jeg er ikke nogen speciel længere.. Jeg er ikke nogen som skiller sig ud mere, og jeg ved jeg er upopulær.. Jeg ønsker slet ikke at være omkring folk.. jeg vil bare gerne være selv..” Det var slet ikke fordi at det var noget som hun var meget for at indrømme, for hun havde jo også brug for hans støtte og hans hjælp, men uanset hvad, så følte hun bare at folk skulle holde enden op på hende, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Slet ikke! Igen rystede hun stille på hovedet, for hun ville slet ikke få det godt igen, og det vidste hun udmærket godt! Det havde i hvert fald sine lange udsigter. ”Jeg vil ikke få det bedre end hvad jeg allerede har..” endte hun med en sigende mine, inden hun vendte blikket i retningen af ham, også selvom det var ganske varsomt. Det var jo bare at indse hvordan det egentlig forholdt sig og bedre – det blev det ikke.

[Deleted]

Det lød ikke som om at de kom nogen vegne, da de begge kørte i samme spor, hun var opgivende og Konstantin forstod hende ærligtalt godt, hvor han var den hårde mand der faktisk forsøgte at være optimistisk og holde overblikket, så de faktisk kunne finde en løsning, men han opgav næsten, da hun alligevel var umulig at tale med, da hun bare ville ynke over hvad der var sket og han skulle selv til at lære en ny tilværelse med kun en arm, hvilket ville gøre mange ting som førhen havde været lette til svære. Han vidste at hans muligheder naturligvis stadig var store og han havde alt det som han før havde haft, men han havde også kæmpet for at få det hele tilbage, og der lå forskellen, ligesom han ville fortsætte med at kæmpe og rent faktisk lære at leve livet med kun en enkelt arm, selvom den tanke ikke just var særlig opmuntrende, da han ærligtalt følte sig ækel og vanskabt med kun én arm, for han havde altid været frygtelig forfængelig og hvem gad ham nu? Han ville uden tvivl blive hånet og derfor var han nød til at lære alle ting, før han gik uden for en dør igen, så han rent faktisk kunne sætte de folk på plads, som forsøgte at gøre nar ad ham. ”Og jeg ville ønske at du rent faktisk havde fortalt mig om din mission, så jeg muligvis ville have kunnet banke noget fornuft ind i knolden på dig så intet af dette nogensinde var sket og så du aldrig havde forladt mig i udgangspunktet” svarede han kortfattet igen med et fast blik hvilende på hende. Det var skam en sårende tanke at hun var gået fra ham den aften, da han var kommet hjem og havde været i strålende humør, netop fordi han lige havde fået sin titel tilbage, men så havde hun nævnt Aleksandra, en kvinde som han ikke engang så længere, hvor hun havde overdrevet det hele og var endt med at gå, før han overhovedet kunne nå at forklare sig. At hun så havde mødt kvinden efterfølgende var ikke just noget som havde gavnet situationen, men Aleksandra var også kommet til at bøde for det, da han havde efterladt hende til at dø, skønt han havde mærket en anden energi og han var sikker på at hun endnu var i live. ”Jeg vil snart sige at du er mere specielt end hvad du var før. Før var du bare en normal warlock som alle andre, nu er du en warlock, bare uden magi. Desuden så har det aldrig været din magi der har gjort dig til noget særligt, det er din person, og jeg ved ærligtalt ikke om jeg kan lide denne nye ynkende Malisha, da jeg savner den gamle, stærke og kæmpende, der rent faktisk kunne hanke op i sig selv,” svarede han uden at han tog blikket fra hende. Hans ord var måske hårde, men de var også sande. Han var ingen blød mand i sidste ende, da han ikke gad folk der ynkede, og han havde aldrig troet at Malisha ville blive en af dem. Han ville dog mene at det var hende berettiget at være ked af det og knust, men det havde hun også været i flere måneder, nu mente han at det var på tide at hun tog sig sammen og kom videre derfra, enten forsøgte at kæmpe for at få noget tilbage igen eller også kæmpe for at finde en ny vej i livet, der var en grænse for hvor længe man kunne sidde og græde over ting. Han sukkede ganske let. ”Jeg synes at vi skal droppe denne samtale, vi kommer alligevel ingen vegne,” mumlede han, som han blot gav sig til at stirre frem for sig. Det måtte også irritere ham at hun nu sad og græd og ynkede igen, når de rent faktisk havde haft en god dag, fordi for første gang i frygtelig lang tid havde han følt et håb for hende, men det var også bristet igen, da hun var gået tilbage til samme stadie som før.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

De kom ikke nogen vegne, også selvom Malisha ikke direkte forventede sig af det, for Konstantin vidste slet ikke hvordan det var at miste det hele, og så at vide, at det ikke var noget som man kunne få igen. Respekten for hende havde mange mistet, og hin vidste, at hun ikke ville få den igen, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. At han så vendte tilbage til hendes mission, var noget som næsten gav hende en fornemmelse af at være bleg i ansigtet, for det var slet ikke noget som hun ville snakke om! Intentionerne havde været gode nok, og det var vel også det som var det vigtigste? Hun endte med at trække den ene arm til sig, som hun valgte at sætte sig op, for nu havde hun da pludselig ikke lyst til at ligge der mere. ”Jeg så ikke nogen grund til at være i nærheden af dig, når du havde Aleksandra, Konstantin. Ærlig talt, så fandt jeg det bedst, bare at gøre tingene som jeg ville og på min egen måde,” forklarede hun kortfattet. Selv havde hun aldrig tilgivet ham for hans liv sammen med Aleksandra, også når hun vidste, at et liv dem imellem havde været på tale, og det var noget som skræmte hende, og specielt når hun vidste at kvinden var i live endnu. Han havde ikke engang været i stand til at slå hende ihjel, så et sted frygtede hun vel, at der endnu var noget dem imellem? Selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig om at sidde med, for hun kunne altså ikke gøre for det! At han kaldte hende for mere speciel på grund af hendes manglende magi, var noget som et sted gjorde hende vred, for det var der for pokker ikke noget specielt i på nogen måde! At han ikke engang vidste om han kunne lide den nye Malisha, var noget som igen gav hende tårer i øjnene, for det var frygtelig meget modgang på en gang! ”Du kan ikke lide den nye Malisha, og du synes det er noget særligt og specielt at jeg ikke længere kan magi? Hvordan pokker kan du sige det?!” Denne gang kravlede hun ud af sengen, for hun fandt sig virkelig ikke i det! Snak om at ødelægge stemningen fuldstændig! Magi var det som gjorde hende stolt. Ikke hendes væsen, for der følte hun slet ikke at hun havde noget at være stolt af mere. Let rystede hun på hovedet. Hun havde slet ikke lyst til at ligge der mere.. Igen følte hun bare, at hun havde brug for luft.. Det hjalp hende slet ikke at ligge der ved ham, for der var ingen følelse af forståelse eller noget som helst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed hun svagt sammen, som en tåre trillede let ned af hendes kind. ”Jeg har brug for luft.. Bare lad mig være..” mumlede hun med en dæmpet stemme, som hun søgte mod døren, kun for at søge ud af den og igennem huset. Han hjalp hende på ingen måde!

//Out