Wounded..?

[Deleted]

I løbet af dagen havde Konstantin lavet sit normale arbejde, og som dagen var gået over til eftermiddag, var han søgt ud for at holde sig lidt opdateret hvad der skete med warlockerne, som et sted stod i et stort kaos, fordi Malisha var væk. At folk så ikke vidste at hun var hos ham, havde han det fint med, for så var hun ikke særlig udsat. Da han så var kommet ud af Mørkets Cirkel, var han stødt på en gammel flamme fra fortiden; Aleksandra. Mødet var ikke gået særlig godt, da de var endt ud i en drabelig kamp og han havde rent faktisk efterladt hende til døden. Han var dog ikke bekymret, for han havde senere mærket at en anden energi var dukket op ved stedet og at hun var blevet bragt væk derfra, hvilket til dels måtte irritere ham. Han havde intet til overs for den kvinde, som også havde givet ham sandheden om hvorfor hun tilbage i sin tid havde efterladt ham. Hun havde kun været ude efter hans titel og havde tilmed plottet at slå ham ihjel, men var skredet fordi hun havde fået følelser for ham, det beviste kun hvor hjerteløs hun egentlig var og derfor så han ingen grund til at behandle hendes anderledes. Om de ville ses igen, håbede han ikke, men i så fald så ville han nok slå hende ihjel, og hvis hun forsøgte at lægge sig ud med ham, så ville han flå hende fra hinanden! Han havde ikke haft mere energi til at teleportere sig hen til sin herregård og havde derfor været nødsaget til at gå hele vejen. Det var efterhånden ved at blive sen aften og da han var gået fra stedet, havde det også været mørkt. Det var iskoldt, og han havde ikke fået sin kappe med sig. Hans venstre arm var fuldstændig følelsesløs, ligesom resten af hans krop var ved at blive. Syg ville han nok ligge igennem det næste lange stykke tid. Kulden gjorde også at han følte sig helt træt og flere gange havde han overvejet bare at give efter og ligge sig ned, men han vidste at hvis han gjorde det, så ville han aldrig komme op igen og så ville kulden tage hans liv. Blodet i hans ansigt var størknet, som han havde røde blodmærker rundt omkring i ansigtet, af de småsten som Aleksandra havde pustet i hovedet på ham, hvor det også havde blødt fra hans ene øje, og nu var der en lang størknet blodlinje fra øjet og ned over kinden mod hagen. Han bar også et grimt åbent sår ved venstre bryst og skulder, som han ikke længere kunne mærke, fordi han var så iskold. Hans krop skælvede og hans læber havde antaget en mere blålilla farve. Som hans mørke øjne faldt på den store herregård det måtte tårne sig op foran ham, kunne han ikke lade vær med at føle sig en anelse lettet. Det føltes dog som om det tog en evighed at komme fra porten op gennem indkørslen og op til hoveddøren. Højrehånd der hvilede mod den venstre som støtte, lagde han mod dørhåndtaget, hvor han skubbede døren op og han nåede kun lige at tage et par skridt indenfor, inden han faldt sammen midt i forhallen med et smertefuldt støn, hvor det begyndte at blæse indenfor, fordi han ikke havde fået lukket døren.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At være alene, var efterhånden en tilværelse som Malisha var blevet vant til, selvom hun måtte erkende, at det at sidde her, var langt bedre end den jule som hun havde fundet i Manjarno, hvor hun et sted også havde håbet på at hun bare kunne få.. fred, selvom det slet ikke havde været tilfældet, så var det en tanke som faktisk formåede at irritere hende selv den dag i dag! Hvad Konstantin lavede, vidste hun ikke, men igen var han søgt ud, hvor hun ikke kunne tage med.. desuden var det heller ikke noget som hun var synderlig interesseret i, for hun ønskede slet ikke at nogen skulle se hende på den her måde! Hun ville ikke nedgøres mere, end det som hun allerede var blevet i forvejen, for den tanke alene gjorde.. ondt vel? Hendes selvtillid var revet direkte ned i grusgraven, nøjagtigt ligesom den var blevet, da hun selv havde stået ansigt til ansigt med Aleksandra. Tanken om at det havde været så alvorligt mellem hende og Konstantin, var en tanke som havde gjort ondt, også fordi at hun virkelig havde været bange for at.. hun ikke kunne hamle op med noget som helst, også selvom hun havde været vant til at Konstantin altid havde haft mange andre kvinder foruden hende, så hun gik vel heller ikke rundt med forhåbningerne om at det nogensinde ville bedre sig af den grund!
Flammerne blussede i pejsen, som hun havde placeret sig foran med et tæppe omkring sig. Hun stirrede stort set bare ind i flammerne, som var hun fuldkommen i trance, selvom det ikke var noget som hun gjorde med vilje, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde ikke den største lyst til noget som helst, hvilket han nok allerede havde fundet ud af. Hendes fokus røg dog direkte tilbage til den virkelige verden, da en kraftig, dog iskold vind ramte hende i nakken, og fik hende til at gyse kraftigt. Hun vendte blikket mod døren ind til pejsestuen, som selv var gledet en anelse op. ”Konstantin..?” endte hun med en rolig stemme. Det kunne vel ikke rigtigt være andre, kunne det? Roligt rejste hun sig op og gik hen til døren, som hun slog helt op. At se Konstantin ligge på gulvet sådan, fik hende til at blinke let med øjnene, for.. sådan havde hun ikke set ham siden han var kommet tilbage til hende efter at have været død. ”Konstantin..!” Hun gik hastigt hen til ham, hvor hun rev tæppet af sig, som hun lagde over hans skikkelse, inden hun tog fat om døren og fik den lukket og låst. Det var da iskoldt! Og han så også ud til at være iskold! ”Hvad pokker har du nu lavet..?” Hun knælede varsomt ned ved siden af ham, hvor hun strøg en hånd over hans iskolde kind. At se ham på den måde, var ikke noget som hun havde regnet med, men nu hvor hun heller ikke havde nogen magiske tendenser eller kunnen til at kunne hjælpe ham i hans tilstand, så gjorde dt hende langt mere… urolig. Hun kunne jo ikke gøre noget som helst!

[Deleted]

Hvad Malisha havde lavet hele dagen, vidste Konstantin ikke, men han ville tro at hun lavede det som hun altid gjorde; passede sig selv. Han vidste at hun var deprimeret fordi hun havde mistet sin magi og han måtte erkende at det også tog hårdt på ham, hvilket også var grunden til at han søgte ud af og til, fordi han snart ikke kunne holde ud at hun var i så dårligt humør og uanset hvad han forsøgte så var det ikke godt nok. Han havde også flere gange foreslået at de sammen kunne søge ud og gå en tur, men hun afviste ham hver gang han spurgte, fordi hun ikke ville afsløres, hvilket han såmænd godt forstod, men han fik det også dårligt af at hun skulle sidde indenfor og lave.. ja ingenting. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, derfor så ledte han også efter en kur i smug. Han havde stødt på William, eller det ville sige Ezekiel, som brugte Williams krop som et hylster, og manden sagde at han muligvis kunne hjælpe, hvis han var i sin egen krop igen, men det kunne jo gå længe før det skete! Manden var heller ikke særlig begejstret for Malisha, grundet det som var sket med Anyalina, og han måtte erkende at han også fandt det en skam at kvinden havde bandlyst Anya, da de altid havde været en trekløver, han kendte jo også godt til Anyalina og havde flere gange lavet diverse magikunstre med kvinden. Ezekiel havde dog fortalt at Anyalina var i live, men han havde ikke sagt noget til Malisha om det, da han var usikker på hvad hun egentlig mente om kvinden i øjeblikket og hun havde jo også nok at tænke på i forvejen, nu hvor hun rendte rundt uden magi. Han håbede dog at Ezekiel snart fik sin krop igen, ikke kun fordi han kunne hjælpe dem, men også så han kunne få begravet Williams krop, da han ikke brød sig særlig meget om at Ezekiel rendte rundt i hans krop.
Som Konstantin lå på gulvet, ænsede han knap nok noget, da han følte sig helt udkørt og udmattet. Hans blik blev helt sløret, hvor hans hud brændte, fordi han var iskold og kom ind i varmen. At Malisha så kom ned, ænsede han knap nok, da han var helt.. søvnig. Det var først da døren blev lukket og hun lagde hånden mod hans kind, at han blinkede et par gange, som han forsøgte at vende blikket op mod hende. Da han åbnede munden, begyndte hans tænder at klapre voldsomt, som han knap nok kunne få ordene over tungen, der synes at slå knuder. ”A-A-Al-le-lek-s-s-sandr-r-ra,” forsøgte han at udtale, skønt han hurtigt opgav at tale, som han blot blev liggende og lukkede øjnene, imens hans vejrtrækning var dirrende og hivende ud af munden, som hans næse føltes at være helt stoppet. Syg ville han uden tvivl blive og det måtte han da kun forbande kvinden for! Hvis han så hende igen, så brød helvedet løs! Han kunne knap nok bevæge fingrene eller resten af kroppen, som hans lemmer var helt stive af kulden. ”J-j-jeg f-f-fr-frys-s-ser.” Tænderne stoppede ikke med at klapre på noget tidspunkt, hvor han forsøgte at gribe om tæppet og hive det over sig, skønt det på ingen måder var nok! Hans tøj var også blevet gennemblødt af de gange han havde været nede og ligge i sneen, så han var efterhånden ved at være utrolig kold!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde absolut intet at give sig til i løbet af en dag, også selvom hun efterhånden havde brug for at komme lidt ud! Selvom det i den grad ikke var noget som ville ske bare sådan uden videre, også fordi at hun ikke var i stand til at forsvare sig eller noget som helst, så tilbragte hun dagens timer med at stirre ud af vinduet og aftenens timer på at sidde og stirre foran pejsen. Han havde sit arbejde at lave, hvilket hun havde det fint med, for det skulle jo passes. Det var jo ikke hans skyld, eller problem for den sags skyld, at hun ikke kunne passe sit, og selv ønskede hun slet ikke at folk skulle vide, at hun var fanget i den pine som hun var i, for hvis hun valgte at steppe op foran kongen og trække sig, så ville alle vide det, og så ville hun da først for alvor blive en jagtet kvinde! Og det var hun slet ikke interesseret i!
Den iskolde luft som bredte sig fra den store forhal, var hvad der havde trukket Malishas opmærksomhed, hvor hun endte ude i forhallen selv med de rolige skridt og med tæppet om sig. At se Konstantin ligge der, var ikke just noget som gjorde det bedre for hende, for hun var jo slet ikke vant til at se ham sådan! Hvem end som havde gjort det, så håbede hun så sandelig også at vedkommende fik som fortjent! Nu hvor hun selv ikke kunne gøre noget som helst ved det, så skræmte det hende faktisk at se ham ligge der! Dørene fik hun lukket og låst, hvor hun havde fået kastet tæppet over ham, kun for varsomt at lade hånden stryge mod hans kind. Han lignede virkelig noget der var løgn, og selvfølgelig var det også noget som påvirkede hende, for han havde ikke set sådan ud, siden han var kommet op fra graven – i bogstavelig forstand. At det var Aleksandra som var skyld i dette, var en tanke som satte sig fast i hendes sind. Havde han opsøgt hende? Havde de nu tilbragt tid sammen igen? Knuden samlede sig omgående i hendes mave, også selvom hun ikke kommenterede det. At han jo så måtte fryse, var jo ikke til at sige til, sådan som han så ud! Desuden var han jo også gennemkold, og det var i sig selv, ikke en tanke som hun brød sig om, for hun ville jo ikke miste ham igen! Selvom de jo ikke kunne siges at være sammen, for.. det var de vel ikke? Ringen symboliserede måske en del, men de havde jo aldrig gjort noget ud af det, og selv vidste hun ikke om hun turde gøre det. ”Der er gang i pejsen.. Kom..” Selvom hun måske var lille og det hele, så havde hun alligevel en stædighed uden lige og hun ville da heller ikke lade ham ligge der! Han fandt bestemt ikke varme ved at ligge her, og det våde og kolde tøj, det var han nødt til at komme ud af! Selv endte hun med at tage fat i ham, i et forsøg på at hjælpe ham op på benene, så hun kunne få ham med ind i pejsestuen, for der ville han da uden tvivl være i stand til at finde en tiltrængt varme og samtidig få sig noget hvile!

[Deleted]

Der havde skam ikke været noget romantisk over Konstantins møde med Aleksandra, det ville næsten være synd at sige, eftersom han havde set hende og de havde med det samme skændtes, hvor det kun havde udviklet sig til en duel på magi, og så havde han fundet ud af sandheden om dengang hun havde forladt ham, hvor han nu ikke længere havde noget til overs for den kvinde, og hvis han nogensinde så hende igen, så Gud hjælpe hende for alt det han ville gøre mod hende! Han kunne ikke tolerere synet af den kvinde og han håbede at hun måtte rådne op! Han vidste dog at hun ikke var død, desværre kunne man ikke sige det samme om ham, da han følte sig helt dødelig syg af den kulde som han kunne mærke i øjeblikket, som virkelig gjorde det brændende at være indenfor igen! At Malisha var kommet ham til undsætning, var knap noget han ænsede, hvor han havde svært ved at samle tankerne, samt holde sig vågen, for han var virkelig træt! Og ikke mindst ønskede han blot at komme op og ligge i sin seng eller på sofaen, foran pejsen, da han virkelig havde desperat brug for varmen! Hendes varme hånd føltes brændende imod hans rosenrøde kind, der også bar røde blodmærker af de små sten som havde ramt ham, ligesom blodet var størknet fra øjet og hele vejen ned til hans hage. Hans blik var sløret og derfor kunne han ikke se hende ordentlig. Hans venstre arm var fuldstændig følelsesløs og han havde en indre frygt om at han måske aldrig kom til at bruge den arm igen, selvom det måske var at overreagere? Såret var dog dybt og det var et grimt kødsår, som godt nok var stoppet med at bløde på grund af kulden, men han brød sig ikke om at han overhovedet ikke kunne mærke sine fingre eller hele venstre arm. Ringen bar han skam stadig på sin finger, selvom hun havde kastet sin fra sig, dengang de havde skændtes og hun havde forladt herregården, han var dog glad for at hun var tilbage igen og i hans øjne var trolovelsen ikke brudt, han elskede hende og han havde ikke været nogen kvinde tæt i over et halvt år, så det beviste vel også at han faktisk ønskede at det skulle være dem? Han ønskede skam en fremtid med hende, og det blev kun mere og mere tydeligt for ham, selvom han vidste at hun frygtede for det, men der var jo ikke noget at gøre andet end at de forsøgte at få det bedste ud af det hele. Han lagde roligt armen omkring hendes skuldre – eller forsøgte på det om ikke andet – hvor han prøvede at hjælpe med at komme op på benene, skønt det ikke var let. Da han så endelig kom op, måtte han næsten hænge op af hende, hvor hans skridt var slæbende hen over gulvet, og for at komme op ad trappen måtte han støtte sig til gelænderet, for ellers fik hun ham da aldrig op! Hans tænder klaprede endnu, hvor han forsøgte at åbne munden og sige noget, men måtte dog opgive, da hans kæbe var så kold at han slet ikke kunne tale, ligesom hans tunge slog knuder. Han hjalp så godt han kunne, hvor han selv forsøgte at gå målrettet hen til sofaen, men han følte næsten for at falde om for hvert skridt han tog.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alene den tanke om at Konstantin havde mødt Aleksandra, var noget som efterlod Malisha med en knude i maven, for i hendes nuværende tilstand, så vidste hun jo godt, at hun slet ikke kunne hamle op med hvad den kvinde kunne, og i og med at de havde været så tæt på at finde ud af det før, hvorfor skulle det så være et hinder nu? Af den grund, så havde hun ikke kommenteret det, også selvom det vel et sted gjorde hende.. ked af det? Aleksandra havde ikke gjort andet end at gå hende i vejen, og hvis hun havde været i stand til det, så havde hun selv taget kvindens liv tilbage dengang! Også selvom kvinden havde valgt at tage flugten inden, hvilket i den grad irriterede hende, for det havde så sandelig også været en oplagt mulighed! Selvom det hele var sket i vrede, så kunne hun jo ikke ligefrem gøre det største ved det nu. Hun var tvunget til at leve et simpelt liv som et menneske med et evigt liv.. ja, hvis hun faktisk havde det? Det vidste hun jo ikke engang! Tanken om at hun var tvunget til at leve sådan her, når det var alt mulig andet som hun var vant til, så var det vel heller ikke underligt, at hun reagerede som hun gjorde? Hun vendte blikket stille mod Konstantin, som hun fik fat i ham og rev ham op på benene. At han lagde armen omkring hendes skulder og nakke, tvang nærmest hende i jorden, for han var jo langt større og stærkere end det som hun selv var! Turen op af trappen var ikke nem, men de kom da op, hvor hun førte ham trygt og sikkert ned mod pejsestuen. Af hvad hun vidste, så måtte de være alene hjemme, og pejsestuen var nok det varmeste sted i hele huset lige nu, og varmen havde han i den grad brug for! Dørene ind til pejsestuen fik hun op endnu en gang, hvor hun førte ham med sig ind. Varmen bredte sig hurtigt omkring dem, så hun håbede at han ville finde varmen hurtigt! Roligt hjalp hun ham hen på sofaen. ”Læg dig her..” Selvom det måske ikke lignede hende at være så.. hjælpsom, så holdt hun jo stadig utrolig meget af ham, også fordi at han tog sig sådan af hende. Hun hjalp ham med at komme ned at ligge, hvor hun mere eller mindre med det samme, begyndte at fjerne hans våde tøj, for han ville da aldrig finde varme, så lang tid han havde det på! Skoene fik hun af, og kastede dem mere eller mindre fra sig, inden hun begyndte med at få hans bluse af, ved at forsøge at trække den op over hans hoved og videre med bukserne som hun forsøgte at bakse af ham, så han kunne finde den varme og sikkert også den hvile som han havde brug for. Hendes hjerte hamrede vanvittigt mod hendes bryst.. At se ham sådan, havde hun slet ikke regnet med! ”Hvil du bare, Konstantin.. Så skal vi nok få noget varme i dig igen..” Tæppet fik hun igen lagt omkring ham, inden hun strøg over hans kind. Det størknede blod havde hun set, men ikke noget som hun bed sig fast i. På den front, lignede han jo en som havde det.. temmelig okay? Hun kunne jo ikke engang bedømme det mere!

[Deleted]

Konstantin havde det på ingen måder godt, da han følte sig helt kvæstet og ødelagt. Det gjorde frygtelig ondt i hele hans krop, hver gang han måtte bevæge sig, selvom det var svært at bevæge sig i det hele taget, fordi hans krop var så iskold som den var. Hans læber var blevet blå, hvor det næsten var et under at han var kommet hjem i et helt stykke, for det var der nok ikke mange der ville have klaret. Hans støvler havde da holdt hans fødder varme, skønt det kun havde været for de første timer, inden han var nået halvvejs, hvor han derefter havde følt sig iskold over det hele. Han var bare gået, kunne ærligtalt ikke begribe at han faktisk var nået hjem i et helt stykke. Det måtte også helt lette ham at Malisha var der til at hjælpe ham og faktisk gad, da han godt vidste at hun havde svært ved at se ud over sine egne behov fordi hun havde været i så dårligt humør, men at hun faktisk hjalp ham, måtte helt glæde ham, for ellers havde han da aldrig nået op i sengen! Han var drænet for energi og kunne slet ikke bruge mere magi, derfor ville han aldrig komme op før han fik varmen igen. Han måtte helt forbande Aleksandra, for han ville da uden tvivl ende syg i lang tid! Som de kom op – hvilket selv havde været nået af en kamp – kunne han godt mærke den behagelige varme fra pejsen, hvor han fulgte med hende hen til sofaen, som han uden så meget som et ord valgte at bryde sammen på. Hans flotte habitjakke var ødelagt, ligesom skjorten indenunder, der også var blevet malet rød af blod omkring hans sår, da Aleksandras energikugle havde flænset lige igennem stoffet. Han sagde intet til at hun fik støvlerne af ham, hvor han forsøgte at hjælpe til med at få jakken og skjorten af, men han kunne jo slet ikke bevæge sig. Da hun så bare gik i gang med at afklæde ham og nåede til hans arm, bed han tænderne sammen og gispede smertefuldt. ”M-m-min a-arm!” udstødte han gispende. Da hun så både fik jakken og skjorten af ham, så kunne man tydeligt se det grimme kødsår ved venstre bryst og skulder, hvor hans venstre arm var blevet helt blå, hvilket var et syn som næsten måtte gøre ham helt bange, for.. hvad nu hvis han aldrig kom til at kunne bruge den igen? Han så næsten bedende op mod hende, som et desperat tegn på hjælp, for hun var da den eneste han havde! Måske hun ikke kunne magi, men hjælpeløs var hun jo ikke. At hun lagde tæppet over ham, efter at have afklædt ham, hjalp ham dog en smule, skønt han endnu var iskold, hvilket gjorde det besværligt for at ham tale og bevæge sig. Han endte med at lukke øjnene, da hun bad ham om at hvile, hvor han også måtte glide hen i en søvn temmelig hurtigt, for han var virkelig alt for udmattet! Han kunne næsten se helt død ud, men det var han dog ikke, da han stadig trak vejret, skønt det var svagt, og det var mere end tydeligt at han ikke havde det særlig godt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne udmærket godt se, at Konstantin ikke havde det særlig godt, også selvom det ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende. Hun havde måske været ekstrem egoistisk og selvisk igennem det sidste stykke tid, men det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen, efter alt det som hun selv havde været igennem? Hun var røget fra toppen og direkte ned i bundet, uden at nogen kunne gøre noget ved det! At Konstantin så forsøgte at finde en kur bag ryggen på hende, vidste hun ikke. Det eneste som hun vidste, var at Silia havde destrueret den for øjnene af hende, så hun vidste, at hun ikke kunne få den igen, hvilket næsten var det værste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige nu var det ham som havde brug for hjælpen, og hun vidste, at han var i en situation, hvor han ikke kunne gøre noget som helst selv, så det var jo egentlig dejlig for hende, egentlig at have noget at lave for en gangs skyld, også fordi at det skete så sjældent! Hun kunne jo faktisk udrette noget! Turen op i pejsestuen havde været hård og ikke mindst frygtelig lang, også fordi at han var tung at slæbe rundt på! At han lagde sig ned, sagde hun intet til, for han havde tilsyneladende brug for det! Tøjet begyndte hun at få af ham, også selvom hun faktisk gjorde det så forsigtigt som hun nu kunne, for hun vidste jo ikke hvordan han ville se ud under tøjet! Støvlerne røg af uden et problem, hvor det tydeligt gjorde ondt, som hun nåede hans kappe og skjorte. Hvad hans skulder afslørede for hende, var noget som gjorde hende langt mere fast i minen, for det var bestemt ikke hvad hun havde regnet med! Selv forsøgte hun bare at slå koldt vand i blodet, inden hun vendte blikket mod ham og opfordrede ham til at hvile. Det ville gøre det hele meget nemmere, også for ham at finde varmen igen, for den havde han da helt klart brug for! Hun havde fået Konstantin mere eller mindre blotlagt, inden hun havde lagt tæppet over ham, hvor det var tydeligt, at han stort set faldt i søvn med det samme. Hånden lod hun varsomt stryge over hans iskolde kind. At se ham sådan, brød hun sig ikke om, men at han viste tydelige tegn til at have brug for hendes hjælp, så.. kunne hun godt abstrahere lidt fra sin egen situation, for den var da trykket og deprimeret nok som den måtte være i forvejen! Hun gik hen til hans soveværelse, kun for at tage omkring hans dyne som hun tog med sig tilbage til stuen. Lige nu skulle han have lov til at hvile og få varmen igen, men det sår i hans bryst og skulder, skulle helt klart også renses! Hun gik hen til vitrineskabet og fandt en flaske whisky. ”Det kommer til at gøre ondt..” endte hun let for sig selv. Hun tog fat om kjolen, kun for at rive en strimmel af, som hun kunne bruge til det. Roligt gik hun tilbage til Konstantin igen, inden hun vendte blikket mod ham. Hun sukkede dæmpet. ”Undskyld..” Yderst forsigtigt kravlede hun op over ham, også selvom hun forsøgte at sørge for at det ikke skulle gøre ondt. Hun åbnede flasken, inden hun vædede strimlen i det, og lagde den over det åbne sår. Hun vidste at det ville svide af helvede til!

[Deleted]

Hvis Malisha ikke havde været der, så havde Konstantin nok følt sig helt fortabt, derfor var han også afsindig glad for at se hende komme ned til ham og berøre ham helt blidt, for det var da klart noget af det som han havde savnet! Han havde slet ikke følt nogen omsorg fra hende i det som svarede til.. ja måneder vel? Han vidste godt at hun havde det hårdt og han forstod hende skam, han følte sig bare frygtelig frustreret, når det kom til hende, for han vidste jo slet ikke hvad han kunne gøre, da han følte at uanset hvad han sagde eller forsøgte at gøre ikke var godt nok eller helt forkert, fordi hun var så deprimeret og ikke gad noget som helst. Han forstod hende dog godt, derfor så sagde han heller ikke noget til det, men lod hende få den fred hun havde brug for. Han forsøgt dog at bruge tid med hende, men det havde aldrig føltes som om at hun gad hans tilstedeværelse, derfor arbejdede han også blot og søgte ud af og til, som han havde gjort denne aften, men at han skulle komme så dårligt tilredt hjem igen, havde han ikke just forventet! I så fald så var han nok aldrig søgt ud! Han kunne kun håbe på at Aleksandra havde det værre end ham, da han havde fået langt bedre ram på hende og han kunne kun fryde sig over det i øjeblikket! At hun fik tøjet af ham, gjorde ondt, skønt han godt kunne mærke at hun var nænsom og forsigtigt, hvilket naturligvis glædede ham, for det lignede hende normalt ikke, men lige i denne stund var han glad. Den blå arm havde han skam set og han frygtede at den ikke stod til at redde, og at den skulle amputeres. Han vidste at det var fordi han havde været ude i kulden så længe og at han ikke havde nået at få tilset såret, og han håbede bestemt ikke at han skulle til at lide under det nu! Som han faldt i søvn, ænsede han ikke hvad Malisha lavede. Han mærkede ikke direkte at det blev varmere, da hun lagde dynen over ham, skønt det dog hjalp med at holde hans krop varm, ligesom pejsen også gjorde. Hvad hun rendte rundt og lavede, anede han ikke, da han lå dejlig uvidende i sin søvn. Det var først da han mærkede en smerte, at han blev urolig, hvor han endte med at gispe og vågne igen. Tænderne bed han sammen, som han brummede af smerte, hvor han vendte blikket mod sin skulder og bryst, inden han så op mod hende, hvor hun pludselig sad over ham. Ikke at han havde noget imod det, for han var kun glad for hendes hjælp, men ondt gjorde det i den grad! Det var dog næsten rart at kunne mærke smerten, for så var han da helt sikker på at han ikke var helt død, men han frygtede stadig inderligt for den arm, som pludselig måtte fylde hans tanker igen. ”M-min arm..?” Det var både et spørgsmål om den kunne reddes, men også et ønske om hjælp, for han var alt for afkræftet til at kunne gøre noget som helst selv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et sted kunne det måske forekomme grusomt, men Konstantins tilstand, var Malisha en hjælp til at abstrahere lidt fra sin egen situation og hvordan hun havde det, for hun havde det bestemt heller ikke godt. Hendes var dog ’kun’ psykisk, hvor hans sad i kroppen, og selv ønskede hun jo slet ikke at miste ham på det her grundlag og specielt ikke for hånden af Aleksandra! Hvis hun kunne, så havde hun slået den kvinde ihjel, for hun ønskede jo heller ikke at nogen skulle lægge hånden på Konstantin! Selvom hun måske altid havde afvist alt det med følelser og det hele, så var det jo egentlig kun for sin egen skyld, for hun var ny indenfor feltet, og derved skulle der heller ikke meget til, før hun faktisk blev usikker på sig selv. At få tøjet af ham, var en besværlig proces nok i forvejen, hvilket hun egentlig bare måtte bide i sig, men det var nu bare sådan at det var. Hun ønskede slet ikke at se ham ligge der og have det sådan, samt den arm som slet ikke så særlig godt ud i forvejen! Hun blinkede med øjnene. Nu hvor han lå og sov, kunne hun sagtens give udtryk for den bekymring, for den var der jo. For en gangs skyld, så følte hun sig.. nyttig og ikke mindst brugbar, hvilket helt klart var noget af det bedste af det hele, og det var bestemt heller ikke noget som hun var bange for at skjule for nogen som helst i det hele taget! Roligt fik hun lagt hans dyne om ham, også mest for at give ham muligheden for at holde på den varme, som han var i stand til at tage til sig, men også for at.. holde ham selv lidt på afstand fra hende selv vel? Hun følte sig slet ikke værdig, når hun ikke kunne magi eller noget som helst mere. Hun var jo et… menneske.. Et sølle menneske og kunne intet stille op med det!
Klædet vædede Malisha med whisky og trykkede direkte mod det åbne sår, også selvom hun vidste, at det ville brænde forfærdeligt! At han så ikke skreg op, som hun havde regnet med, glædede hende dog, hvor hun blev siddende og sørgede for at alkoholen røg til det åbne sår. Det rensede jo godt ud, og det var jo det vigtigste, for hun ville da ikke have at han skulle gå til af infektion! At han så igen spurgte ind til sin arm, så hævede hun den anden hånd varsomt og strøg den mod hans kind. Hun vidste det ikke.. hvis hun skulle være helt ærlig. ”Jeg lover at gøre hvad jeg kan..” Hun kunne ikke sige, om han nogensinde ville kunne bruge den igen eller noget som helst, men hun håbede da, at ved at rense ud i såret, og sørge for at han fik varme og hvile, at bevægeligheden ville komme tilbage til den igen.. hun håbede da om ikke andet, for hun brød sig slet ikke om at se ham på den måde! Hun fjernede stille klædet og lagde det på sofabordet, kun for at træde ned af ham og lægge dynen mere op over ham. Såret lod hun forblive synligt. Det skulle renses igen senere. ”Du burde sove..” Hendes stemme var yderst kontrolleret, selvom vreden var at spore i undertonen. Det gjorde hende vred at nogen behandlede ham sådan!

[Deleted]

Konstantin vidste at det var hans egen skyld at han lå som han gjorde, for det var ham der havde valgt at kyle en energikugle mod Aleksandra, som den første, så skaderne var egentlig selvforskyldt, han kunne dog kun fryde sig over at han havde gjort langt større skade på hende, som hun både havde fået hul i baghovedet, trykkede og muligvis brækket et par ribben, samt hun havde fået skulderen revet af led, og så havde der også været de mange slag og spark som han havde givet hende, så jo, der kunne han helt fryde sig, skønt hans egen situation så ud til at være blevet forværret over at han havde været ude i kulden. Han havde gudskelov Malisha, hvor hun virkelig var en engel sendt fra himlen på dette tidspunkt! Det glædede ham også at hun så ud over sine egne behov for en gangs skyld og hjalp ham, men andet havde han nu heller ikke regnet med, da hun trods alt ikke var ligeglad med ham bare fordi hun var deprimeret. Hun var ked af det, hun var frustreret og han forstod hende fuldt ud, men af den grund vidste han at hun holdt af ham, som han gjorde af hende, hun havde tilmed givet ham de tre store ord, hvilket var noget han aldrig ville glemme! At hun så begyndte at rense hans sår, var noget som rev ham ud af søvnen, da det virkelig gjorde ondt! Skreg gjorde han godt nok ikke, men det var fordi han mistede pusten så han slet ikke kunne få noget ord ud over læberne. Selvom det gjorde ondt af helvedet til, så var han naturligvis glad for at hun var der og ikke mindst taknemlig. At hun sagde at hun ville gøre hvad hun kunne, fik ham til at nikke ganske let og dog træt med hovedet. Han stolede på hende, han stolede på at hun ville gøre sit bedst, hvor hans skæbne tydeligvis også lå hendes hænder, for han kunne ikke gøre noget selv. Han lukkede øjnene igen, da hun strøg ham mod kinden, hvor han forsøgt at få noget hvile, som hun også bad ham om, og tiltrængt var det skam! Såret skulle både renses og sys, hvilket han slet ikke tvivlede på at hun var i stand til, da hun vidste hvad der skulle gøres, selvom hun ikke havde sin magi, så havde hun jo stadig hjulpet ham tit med hans sår, ligesom han havde gjort ved hende, så dette var jo på ingen måder nyt for nogen af dem, derfor stolede han også på hende, for andet havde han slet ikke grund til. Han trak vejret dybt og dirrende, som han blot blev liggende i sofaen og lod hende gøre hvad der nu skulle gøres. Armen frygtede han for, selvom han håbede og ønskede inderligt på at hun ville få den fixet, men han kunne jo næsten regne ud at der ikke var så meget at gøre, derfor var han også bange for at den var så godt som mistet allerede. Søvnen overmandede ham hurtigt igen, da han virkelig var frygtelig træt og denne gang kunne han da ikke sove ind, fordi hun sørgede for at holde ham varm, skønt hans krop endnu var iskold.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin havde brug for hende, og det var også det som gjorde det betydeligt nemmere for Malisha at lægge sit eget en smule til side og bare.. tilse ham, som det nu var ham direkte tiltrængt. At få varmen gjorde nok også sit, og selvfølgelig håbede på da på at det var noget som automatisk ville føre til at han igen ville få sin bevægelighed i armen, så han igen kunne fortsætte hvor han slap. Blikket gled stille mod hans skikkelse som han lå der og kiggede næsten hjælpeløst op på hende. Lige hvad der var sket, vidste hun ikke, men selvfølgelig håbede hun på at han ville fortælle det, når han igen ville få varmen til det. Hånden lod hun roligt stryge mod hans kind og med et let smil på læben. Det glædede hende selvfølgelig at han var kommet hjem og helskindet, også selvom det bestemt heller ikke var i denne forfatning som hun havde regnet med at se ham i! Dynen og tæppet fik hun roligt lagt omkring ham, også selvom hun vidste, at han før eller siden, ville få det helvedes varmt, selvom det vel var bedre end alt det andet her? Det var vel bedre end at skide fryse, som han havde gjort frem til nu? Såret skulle syes sammen, men det blev bestemt ikke før hun var sikker på at det var renset ordentligt igennem, så hun ville lade ham sove lidt, og så ville hun rense det igen. Hun betragtede ham med en rolig mine. Hun kunne ikke love ham at gøre andet end sit bedste når det kom til ham, og det at redde hans arm, for det havde jo heldigvis ikke noget med den form for følelser at gøre, så selvfølgelig var det også noget som hjalp hende en hel del, hvilket hun bestemt heller ikke var bange for at vise ham. De kærlige følelser var dog en helt anden sag, og det vidste hun jo godt, for det var hun på ingen måder særlig god til. Tvært imod, så var det skræmmende, også fordi at det faldt ham langt mere naturligt, end det som det gjorde hende. Hun smilede svagt for sig selv. ”Sov du bare..” endte hun mere dæmpet for sig selv, inden hun selv rejste sig op og gik hen til ham endnu en gang. Igen lod hun hånden stryge ham over kinden, også med et stille smil på læben. At han stolede på hende, var selvfølgelig noget som hun var glad for, for det var vel ikke noget som mange havde gjort igennem livet. Selv lod hun ham bare ligge, for han havde vel brug for søvnen efterhånden? Hun lod ham som sagt bare ligge, kun for at tage det andet tæppe som hvilede over kanten af sofaen og lagde det ned foran sofaen som han lå på. Selv var hun ved at være træt, og nu hvor han var kommet hjem til hende igen, så var det også langt nemmere for hende at slappe lidt af igen. Uden at hun egentlig tænkte meget mere over det, så gled hun selv hen i en rolig søvn – nu også langt mere rolig fordi at han selv var kommet hjem, og så lang tid han sov på sofaen, så vidste hun jo også hvor hun havde ham henne.

[Deleted]

Skaderne var noget som burde blive tilset. Konstantins ansigt måtte også svide og brænde, fordi han havde mange små sår i ansigtet, hvor det størknede blod også endnu var der, så ansigtet skulle også vaskes, det var dog ikke det som han tænkte mest på, da han egentlig bare gerne ville have noget hvile og noget søvn, desuden så var det klart hans arm som han var mest bekymret for, eftersom den var helt følelsesløs og blevet helt blå, som havde den ikke fået blod til sig i lang tid og han frygtede at det ikke var sket på grund af såret ved brystet og lidt op ad skulderen, samt kulden, som havde stoppet hele blodkredsløbet i hans venstre arm og han frygtede at han skulle miste den. Han selv var dog faldet hen i en søvn, som hun havde renset hans sår, hvor han blot lå og slappede af, samt han begyndte at få varmen igen, hvilket efterhånden var tiltrængt. Hans krop måtte endnu skælve, hvor han endnu var iskold, men da han både var pakket ind i tæppe og dyne, så burde det dog langsomt komme tilbage igen. Hvad hun lavede ænsede han ikke rigtig, da han var for træt til at kunne gøre noget. Han var dog glad for at hun var der til at hjælpe ham, da han ellers nok havde været ude hvor han ikke kunne bunde. Godt nok havde han sit tjenestefolk, men han havde jo ikke engang set dem, da det var Malisha der var kommet hen til ham. At hun strøg hans kind, ænsede han ikke bevidst, men hans underbevidsthed gjorde ham langt mere rolig i søvnen, da det klart var kærtegn han havde savnet fra hendes side af, det havde der jo ikke været meget af igennem det sidste stykke tid, eftersom hun havde været for deprimeret til at ville være intim med ham på nogen måde, hvor de knap nok havde rørt hinanden. Han havde dog forsøgt at få hende med ud, men hun havde altid afvist ham og han forstod hende sådan set godt, dog ændrede det ikke på at det var frustrerende. At Malisha så valgte at ligge sig selv til at sove uden at gøre mere ved hans sår, var ikke noget som han lagde mærke til, men havde han været vågen så havde han nok gået langt mere i panik, for hans sår skulle sys og tilses, og ikke bare lades være! Ligesom han også frygtede for sin arm, og selvom han ærligtalt ikke vidste hvad man skulle gøre af den, så ønskede han stadig at noget blev gjort ved den, da han selv kunne se med egne øjne at den var helt gal, for den burde slet ikke være blå og da slet ikke følelsesløs! Men vågnede gjorde han dog ikke, da han var for udmattet, som han var for træt, hvor han blot blev liggende helt stille på sofaen og lå i sine egne drømme. Ingen smerte følte han, skønt ubehaget skam var der i virkeligheden, men så længe han ikke rørte sig, så mærkede han intet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ganske vidst klar over at såret burde tilses noget oftere, men han havde brug for hvilen og det at få varmen igen, så skulle de skam nok tage den når det måtte komme så langt, hvilket hun nu var ganske overbevist om i den anden ende. At hun jo så selv skulle falde i søvn, havde slet ikke været hendes hensigt på noget tidspunkt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Malisha slog øjnene op efter det som måtte være en time.. måske to, hvor hun satte sig op, næsten som havde det været et chok. Hovedet hamrede hun direkte op i bordet, hvor hun tog sig til panden med en dæmpet vrissen. ”For pokker..!” endte hun fast, som hun ømmede panden, kun for at vende blikket mod ham endnu en gang. At han måtte ligge og sove, fik hende kun til at smile let for sig selv, inden hun roligt rejste sig op. Selv måtte hun kigge på det sår igen og samtidig få det lukket, ligesom hun ønskede at få ham renset lidt, så han igen kunne se bare en smule præsentabel ud, for det ville sikkert gøre godt efterhånden. Roligt gik hun hen til pejsen, hvor hun fik mere brænde på, for at holde varmen konstant, for han skulle slet ikke have lov til at få ondt, eller gå til af infektion, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for det ønskede hun da slet ikke! Roligt forlod hun pejsestuen, for at gå ned i køkkenet og fandt en lille skål frem som hun fik fyldt med koldt vand og en lille klud, inden hun igen søgte tilbage til pejsestuen endnu en gang. Hun ville vente lidt med at rense såret i hans skulder og i brystet, også fordi at han så ud til at sove så tungt! Hun dyppede kluden stille i vandet og strøg den varsomt over hans pande og videre over hans kinder, for at få blodet væk, men samtidig også.. friske ham lidt op vel? Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at vække ham, nu hvor han lå og sov, som det bestemt heller ikke var typisk hende at være så… hjælpsom, for det var slet ikke noget som lå til hende naturligt, og det vidste han jo godt. Han havde vel bare.. altid haft en betydning for hende, selvom hun aldrig havde været den bedste til at vise det? Hovedet lod hun let søge på sned, inden hun lagde det fra sig, kun for at tage omkring flasken med whisky igen, hvor hun dyppede klædet i det endnu en gang, kun for roligt at trække sig over ham og trykkede det direkte mod det åbne sår, også selvom hun vidste, at det helt sikkert var noget som ville vække hende, så var det slet ikke meningen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Undskyld, min egen..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun holdt klædet der, også for at være sikker på at det blev renset godt igennem, for det var vel nødvendigt, dersom hun skulle lukke og sy det for ham.

[Deleted]

Hvad der skete eller hvor længe der gik, anede Konstantin på ingen måde, da han lå fuldstændig udmattet på sofaen og i søvnen som virkelig havde formået at trække ham dybt ned, hvor der skulle en del til før han ville vågne. Han hørte ikke den bankelyd der kom, da hun slog hovedet op i bordet, da han blot blev liggende på ryggen og sov frygtelig tungt. Hans vejrtrækning var tung og dyb, hvor han tilmed kom med et par snorkelyde af og til, særligt fordi hele hans hals og næse var tilstoppet med slim og snot, fordi forkølelsen allerede var ved at vise sine første spor. Han havde fået lidt af varmen tilbage igen, skønt feberen var begyndt at slå ind over ham, da han havde været ude i kulden alt for længe. Han skælvede en smule endnu, skønt det ikke længere var af kulde, men netop af feberen, hvor han også havde fået en anelse sved på panden. Hans venstre arm var endnu fuldstændig følelsesløs, hvor den også endnu var helt blå, som den så direkte død ud. Han ville ikke kunne bevæge den, hvis han prøvede, skønt det dog ikke var noget han ænsede, da han lå i den tunge søvn. Han ænsede ikke hvad hun lavede, hvor han heller ikke ville kunne gå nogen steder, da han endnu var afkræftet. Han lagde ikke mærke til at hun kom tilbage med en skål vand og klud, hvor han også sov igennem at hun vaskede hans ansigt. Den kolde klud hjalp dog på hans feber, da det var rart at få lidt køligt mod den svedende pande. Han måtte tilmed sukke en anelse i søvne, da det føltes helt rart at hun var sådan omsorgsfuld og nænsom ved ham, da det klart var noget som han havde savnet. Det var først da hun endnu engang kom spiritussen mod hans åbne kødsår at han vågnede, hvor han spærrede øjnene op med et smertende gisp, som det endnu engang slog pusten ud af ham, som kvalte det skrig der nok normalt ville have været der. Tænderne bed han sammen, som han pludselig trak vejret langt hurtigere, hvor han så fra hende til såret, som han endnu engang måtte gispe, imens han bed tænderne sammen. ”Av..” mumlede han let, som han igen havde fået taleevnen tilbage igen, nu hvor han havde fået varmen tilbage i sit ansigt. Han rynkede let brynene, som han mærkede at han havde fået hovedpine, han snøftede lidt og mærkede at han havde svært ved at trække vejret gennem næsen. ”Jeg har det ikke godt,” mumlede han dæmpet, som han lagde hovedet tilbage mod sofaens armlæn igen, hvor han trak vejret roligt. Han hadede når han skulle være syg! Det skete sjældent, men når det skete så følte han sig så.. ynkelig! Tænderne bed han let sammen, som han så op mod hende, hvor et lille smil gled over hans læber, der havde fået den rosenrøde farve tilbage igen. ”Jeg er glad for at du.. er her,” svarede han sandfærdigt og måtte kort stoppe, da smerten skød igennem ham. Han følte sig fuldstændig elendig, hvilket kun måtte irritere ham langt mere, for hvorfor skulle han også lige blive syg? Hvis han så Aleksandra igen, så slog han hende virkelig ihjel! Som han var tilbage ved bevidstheden, endte han dog også pludselig at ligge mærke til noget, som fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen. ”Min arm.. jeg kan ikke bevæge min arm!” svarede han febrilsk og næsten helt rædselsslagen, som han trak den højre til sig og fjernede dynen og tæppet, så han kunne vende blikket mod den venstre arm der var helt blå og lå død i sofaen.