Wounded..?

[Deleted]

At Malisha indrømmede at hun ville blive ensom, hvis Konstantin ikke var der, var noget som varmede ham, da det trods alt altid var rart at vide at man ikke var alene og at der var nogen som ville savne én. Hun havde jo også prøvet at mangle ham før, da han jo trods alt havde prøvet at dø, hvor hun havde begravet ham og da han var kommet tilbage havde hun været helt fra den, så det var ikke fordi han ønskede at hun skulle gennemgå det igen og da slet ikke permanent. Desuden så havde han heller ikke lyst til at dø og det var han også for stædig til, så han skulle skam nok blive og holde sig rask, og så havde han jo også hende, så han skulle vel nok klare sig? ”Jeg dør ikke Malisha, jeg bliver her hos dig, desuden så er det sjældent de rige som falder fra, fordi vi har råd til medicinen og jeg har skam stadig noget effektivt medicin, så jeg skal skam nok klare mig, min egen. Og så har jeg dig, så hvad skulle gå galt?” Han sendte hende et varmt smil, som han strøg hende ganske blidt over kinden. Han havde skam ingen intentioner om at gå nogen steder. Han elskede hende og han ønskede skam en tilværelse hos hende. Han havde heller ikke sparet sig i over et halvt år, for at skulle dø, for han tog skam deres trolovelse alvorlig og selvom han godt vidste at han ikke havde gjort det i mange år og faktisk havde været et dumt svin overfor hende ved at gå til andre kvinder, så var det skam hende der ejede hans hjerte og hun var den eneste der havde fået de tre store ord fra ham, for dem havde han aldrig givet til nogen anden. ”Måske, men jeg ved at du vil komme tilbage på fødderne igen, det gør du trods alt altid,” svarede han roligt, som han sendte hende et opmuntrende smil. Han vidste godt at hun ikke var særlig glad, men han forsøgte at finde en kur til hende og han var sikker på at de nok skulle klare sig, også selvom hun ikke fik sin magi tilbage. At hun så afviste planen om ferie, var alligevel noget som gjorde ham trist, for hun blev da kun sindssyg af at skulle sidde indenfor konstant! ”Vi tager et afsides sted hen, hvor det bare er os to, du bliver sindssyg af at være indenfor hele tiden, desuden kunne vi vidst begge godt trænge til lidt ferie og.. det har vi jo aldrig gjort før, ikke siden vi var små i hvert fald, så kom nu. Bare dig og mig, på en romantisk ferie, hvor vi kun har hinanden,” foreslog han lettere håbefuldt, for han ville gerne ud og særligt sammen med hende, for hun nægtede jo at komme med ud her i Dvasias, så tog de til Peula, så kunne de vel godt gå lidt rundt, for der havde hun jo ikke nogen fjender. Desuden behøvede de ikke at være et befolket sted. Han lo let til hendes ord, hvor hun alligevel valgte at sætte sig op og smide kjolen. ”Men hvis det endelig skulle være en undskyldning, så ser du ikke just ud til at have noget imod det,” kommenterede han drillende, som han lod hende lægge sig ind under dynen og tæppet, hvor han slog den raske arm omkring hende og strøg hende blidt over ryggen. ”Jeg elsker dig Malisha,” hviskede han kærligt, som han kyssede hendes kind. ”Vil du ikke prøve at massere min arm? Det kan være det får blodet tilbage i den?”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde stået i situationen hvor hun havde manglet ham før, og det havde slået hende langt hårdere end det som hun lige havde regnet med, og det var hun faktisk heller ikke bange for at indrømme for ham, for han havde jo set, hvordan hun havde reageret, idet at han var kravlet op af graven for øjnene af hende. Hun havde jo slet ikke troet på at han var der! Og selvfølgelig var det en tanke som glædede hende, for det var noget som hun havde haft brug for.. Hun havde brug for ham, selvom hun måske ikke var meget for at erkende det, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende. Sådan som han fremstillede det, kunne hun godt lide sin plads i opremsningen, for han beviste jo faktisk kun for hende, at hun havde betydning, og det var også noget af det som hun havde haft mest brug for. ”Det ved jeg da ikke. Jeg er.. vel bare blevet for vant til at se de dårlige ting, inden de sker.. for at være forberedt,” endte hun med en dæmpet stemme, for det var jo faktisk sådan at hun havde det, og specielt efter hun havde været i Procias og var endt sådan her. Hun kunne ikke rigtigt slappe af, for hun var mere eller mindre tvunget til at tænke over alle sine handlinger, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun brød sig om altid, men hun havde jo ikke ligefrem andet valg! ”Ikke denne gang, Konstantin..” fastholdt hun. En ting var at slå hende i jorden, men at slå hende i jorden og frarøve hende magien, så hun var tvunget til at leve som hun gjorde nu, fandt hun på ingen måder retfærdigt, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun havde det virkelig skidt med det, men hvad havde hun da at kunne gøre ved det? Ingenting! At han så skulle fortsætte med at køre rundt i ferien, var et sted noget som gjorde hende en anelse hidsig, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. ”Jeg vil ikke kunne være nogen steder, uden at skulle se mig selv over skulderen, Konstantin, og den tanke driver mig mildest talt til vanvid.. Jeg bliver bare hjemme.. H.. har du brug for ferie, så tag du bare af sted..” endte hun med en mere afvisende tone, for nok var nok, og derfor skulle han ikke fortsætte med at køre rundt i det! Svagt trak hun på smilebåndet, også selvom det falmet en anelse igen. Hun var ikke den mest muntre og den mest optimistiske at være i nærheden af, og han vidste det jo godt. ”Du har jo brug for varmen.” pointerede hun endeligt, som hun smed kjolen og lod den ellers fine krop komme frem, og kun lagde sig ned ved siden af ham igen. At han lagde armen om hende, tvang hende automatisk mere ind mod hans krop. At han skænkede hende de store ord, efterlod hende med en varme uden lige. ”Det skal du jo sige..” endte hun med en dæmpet stemme. Hånden hævede hun roligt og lod den først stryge over den blålige arm. Den var selv iskold, så.. hun frygtede lidt for hvad der var galt med den! ”Selvfølgelig..” istemte hun stille, som hun med de lange fingre, gav sig til at massere på hans overarm og over skulderen.

[Deleted]

Malisha havde prøvet at miste Konstantin før, ligesom det gik den anden vej, da han jo også havde mistet hende, skønt det ganske vidst var ham der havde været død, dog var han frygtelig glad for at han var kommet tilbage igen. Noget som han skyldte Ezekiel, det var nok også derfor at han ikke havde flået manden levende, da han havde set ham i Williams krop og fået nyheden om at hans fætter var død og at Ezekiel nu brugte hans krop som hylster. Det hele var et stort rod, hvor han godt kunne bruge støtte fra Malisha, men hun kunne ikke give ham støtte, da hun selv havde sin krise at skulle tage sig af, og selvom han forsøgte at støtte hende, så var hun hele tiden afvisende, så hun gjorde det svært for ham at snakke med hende, derfor så havde han flere hemmeligheder for hende, såsom at han ledte efter en kur og det at Ezekiel rendte rundt i Williams krop, ligesom han heller ikke havde fortalt at Anyalina var i live, selvom han var usikker på om Malisha overhovedet havde hørt om hendes død. Det var ikke fordi han ville holde ting hemmeligt for hende, men hun var jo blevet lidt umulig at tale med, hvilket ikke just gjorde tingene bedre. ”Men du behøver ikke at frygte det værste Malisha, jeg bliver lige her, hos dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. At hun så fastholdt at hun ikke kom op på benene denne gang, gjorde det kun tydeligt at hun endnu var deprimeret, selvom han godt forstod hende, det var også derfor han undlod at fortælle hende alle de ting, da han ikke gad belemre hende med alt muligt, da hun havde nok i sit eget. ”Vi får at se,” svarede han roligt, som han ikke gad køre mere i det, da han vidste at hun ikke skiftede mening alligevel, det var hun alt for langt nede i kulkælderen til at kunne. At hun så også blev mere hidsig ved at han kørte rundt i det at komme ud og ferien, kunne han godt mærke, men.. han gad ikke stoppe, for han ville jo gerne kunne tale med hende om ting! Og det var også en af grundene til at han ikke snakkede med hende om tingene, for hun afviste ham jo hele tiden! Det frustrerede ham. ”Jeg vil da ikke på ferie alene..” mumlede han, som var det en selvfølge, hvilket det vel også var? Han ville da hade sin ferie, hvis han var der alene, for så ville han da kun tænke på hvad hun lavede og så ville han da slet ikke more sig eller slappe af! ”Vi kan også bare bruge en formel, som skjuler vores sande ansigter, så vil folk se os som andre og så kan vi gå lige hvor hen vi vil,” foreslog han roligt. Hun blev ikke sindssyg af at hun skulle kigge sig over skulderen, hun blev sindssyg af at skulle være indenfor hele tiden og Peula var langt væk, der havde hun ingen fjender, så det ville da være oplagt! At hun lagde sig halvnøgen ind til ham, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det har jeg nemlig,” medgav han med et skævt smil. At hun så sagde at han skulle sige at han elskede hende, fik ham til at ligge hovedet tilbage, hvor han blot betragtede hende, som hun gik i gang med at massere hans arm og skulder. ”Selvfølgelig skal jeg sige det.. for jeg mener det og du skal vide det, og jeg ved at du også elsker mig,” svarede han, hvor han endte ud med en tilfredshed i stemmen, for hun havde jo selv givet ham de tre store ord og det kunne han ikke være mere end tilfreds med!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde mistet Konstantin en gang før, og den ensomhed som havde ramt hende derefter, var selv ikke noget som hun ønskede at opleve en gang mere. Selvom det måske ikke var noget som hun ville indrømme for ham, ganske enkelt på grund af hendes egen stolthed og stædighed, men det var jo ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved, hvis det skulle resultere i at han ville glide bort. Det var vel heller ikke underligt, at hun var bange for det, var det? At han var så sikker på at overleve, hjalp hende selvfølgelig lidt, også selvom hun aldrig havde set ham på den her måde, og derfor, var det jo også noget som selv måtte påvirk ham i en grad som hun selv ikke var vant til. At Anyalina havde været død, vidste hun udmærket godt, også selvom tanken gjorde ondt, for de tre havde altid holdt sammen, også selvom hun fandt det ret i at sende kvinden bort på grund af det som hun havde gjort. Romeo havde trods alt været familie, og hun havde ikke lovet at betro den opgave til andre end en som hun holdt nær og hun havde svigtet og skuffet som aldrig nogensinde før! Hun nikkede svagt, som han strøg hans kind. Det passede hende egentlig fint, for selv når han var ude, så var tilværelsen ensom. Selvom hun måske var direkte deprimeret, så gjorde hans selskab alligevel sit ved hende, og selvfølgelig var det det også noget som gjorde sit for hendes egen del. At han lød så sikker på at der skete noget, var et sted en tanke som faktisk kunne irritere hende lidt, hvor hun bed tænderne svagt sammen. ”Hvad pønser du på, Konstantin? Vi kan ikke gøre en skid ved det..” bed hun ham af, som hun sendte ham en langt mere fast mine, selvom det nu heller ikke var noget som hun tænkte over som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket vendte hun en anelse væk fra ham, som han fortsatte med at køre rundt i ferien, for selvom det virkelig var fristende, så kunne hun altså ikke bare tage af sted! ”Jamen så bliver der ikke nogen ferie, for det er ikke ferie, at krybe i skjul allerede før man skal nogen steder! Jeg skal ikke på nogen ferie!” endte hun med en fast tone. Han måtte da efterhånden forstå det! Han måtte da efterhånden fatte, at hun ikke bare kunne tage nogen steder! Folk ledte efter hende, og med den stilling og det som hun havde gjort, så var det bestemt ikke noget som gavnede hende og sikkert heller ikke i de andre lande, og derfor var hun jo nødt til at være mere påpasselig med det hele! Hun var nødt til at overveje alt inden hun gjorde noget som helst, og den tanke var hende faktisk direkte frustrerende, og det var irriterende, at det foregik på den måde!
Malisha havde ikke noget imod at ligge i Konstantins arme på den her måde, hvor hun roligt vendte blikket mod ham igen. At han elskede hende, var en tanke som hun godt kunne lide, også så lang tid at hun vidste at det var gengældt, selvom hun stort set aldrig kommenterede det med de gengældende ord, for det ville hun faktisk ikke.. Hun ønskede ikke at stå mere svag end hvad hun var i forvejen og det var altså slemt nok! ”Godt..” endte hun dæmpet, som hun fortsatte den lette massage over hans arm med sine fingre. Hun trykkede ikke så hårdt igen, men forsøgte faktisk at få gang i den pågældende blodcirkulation.

[Deleted]

Det var rart at se Malisha smile lidt, da det ikke var noget som Konstantin havde set igennem nogle måneder. Han havde forsøgt at gøre tingene gode igen, men uanset hvad han forsøgte sig med, så var det bare ikke godt nok. At hun så kunne smile lidt, når han var skadet fordi hun så tænkte mere på ham, fandt han næsten trist, for han savnede at hun kunne smile lidt bare i en normal hverdag, frem for når man begyndte at komme derud at man blev påmindet om hvad man havde, for endnu engang måtte han ligge syg og svækket. Død havde han været før, så hun vidste hvordan det var at undvære ham, og sådan som hun begravede sig indenfor, så følte han næsten også at han manglede hende, skønt hun var her konstant, men det var ikke det samme, når hun var deprimeret, for … så var hun ikke sig selv. Han savnede sin gamle Malisha, skønt han godt vidste at hun ville være væk i lang tid, selvom han snart ikke vidste hvordan han skulle få hende igen. At hun så hævede stemmen og sendte ham en fast mine, fik ham til at tie, som han blot vendte blikket væk og så ind i pejsen. Han vidste godt at hun ikke så noget godt i det at hun havde mistet sin magi og han forstod det godt, men det gjorde alligevel ondt at hun bare lukkede sig inde i stedet for at snakke med ham, for det gad hun jo ikke engang og derfor følte han sig helt hjælpeløs. At hun så også råbte at der ikke blev nogen ferie og at hun ikke ville gemme sig, var ikke just noget som gjorde det bedre, for det var jo ikke sådan det var ment! Han ville jo bare gerne væk herfra, netop for at de kunne få lov til at tænke på noget andet end hverdagens strabadser, for hun blev da kun sindssyg af at hun blev her. Han valgte dog blot at klappe helt i, for hvis hun skulle råbe af ham, så gad han da slet ikke! Han blev blot liggende og stirrede ind i pejsen, imens han lod hende massere hans arm. Han var skam taknemlig for at hun ville ligge og varme ham, samt gjorde alle disse ting for ham, selvom det vel næppe betød noget for hende? Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre når det kom til hende, for uanset hvad han forsøgte sig med, så var det jo bare ikke godt nok! Det frustrerede ham frygtelig meget, hvor han blot følte sig i vejen konstant, for hun måtte jo afvise ham uanset hvad han fik af ideer til at hun kunne komme med lidt ud. Han endte blot med at lukke øjnene, som han vel lige så godt bare kunne få noget søvn? Det var ikke just fordi de fik noget ud af at snakke alligevel, for han sagde jo bare alt forkert. Tænderne bed han let sammen, som han sukkede tungt, hvor han rørte lidt på sig, inden han lå stille. Han faldt dog ikke i søvn, skønt han forsøgte på det, da han snart ikke kunne falde i søvn på grund af spekulationerne. Han hadede når stemningen var trykket eller dårlig mellem dem, for han elskede hende og han ville ønske at hun bare ville åbne op for ham, men det kunne han næsten også frygte at hun nogensinde ville gøre.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Konstantin så skulle blive fuldstændig tavs, havde Malisha dog ikke ligefrem regnet med, men.. det beviste vel bare, at han havde taget ordene til sig når hun sagde det? I forhold til Aleksandra og ham selv, så følte hun sig ikke som noget andet end et nul, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt. Hun var deprimeret, og hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det uanset hvad! Hun havde indrømmet overfor ham, at hun blev ensom når han ikke var der sammen med hende, og det var faktisk stort selv fra hendes side af! Hun brød sig ikke om at være alene, men hvis han bare regnede med at han kunne få hende med sig ud bare sådan, så tog han fejl, for det var altså ikke så nemt for hende lige nu. Selvom hun virkelig længtes at søge ud, så var hun bange for hvad der ville ske, hvis hun gjorde det, for hun havde virkelig mange fjender, og hun ønskede jo heller ikke at være afhængig af andre, for at få det som hun ville, og det var noget som faktisk gjorde det hele værre for hende. Blikket gled stille op mod hans skikkelse og mod hans ansigt som han lå der og slappet af – håbede hun da om ikke andet. Selvom hun måske ikke var helt blottet, så kunne hun da helt klart mærke hvor varmt hun fik det under dynen! At han så bare lå og stirrede ind i pejsen, indikerede kun for hende, at han heller ikke selv var tilfreds, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt for hende. Visse ting ændrede sig vel bare aldrig? De mørke øjne hvilede i hans ansigt, også selvom han ganske vidst ikke gengældte hendes øjenkontakt. Det irriterede hende.. hun følte jo heller ikke ligefrem selv, at hun kunne gøre noget som helst rigtigt. ”Finder du varmen..?” spurgte hun. Selv følte hun sig fuldkommen fugtig af at ligge der som hun gjorde, for det var virkelig ved at blive varmt for hende! Hvorvidt om det i det hele taget hjalp at skulle massere hans arm, vidste hun ikke, men hvis det var noget som gav ham den form for tryghed og den mulighed for at slappe af, så var det noget som faktisk passede hende selv ganske fint. At åbne op, var hun ikke god til, også fordi at det gjorde hende mere sårbar end hvad hun allerede nu følte sig, og det var i sig selv, en forbandet ubehagelig fornemmelse at sidde igen med. Hun måtte vel bare erkende før eller siden, at hendes liv havde taget en drejning med konsekvenser hun bare måtte leve med? Hånden endte hun stille med at tage til sig igen, kun for at lade den søge mod hans bryst. Hun ønskede jo slet ikke at der skulle være kold luft mellem dem, for det var selv noget som gjorde ondt på hende, når.. hun jo egentlig havde brug for ham i en større grad end hvad hun egentlig ønskede at give udtryk for. ”Du burde sove.. Du må være træt..” afsluttede hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

At lukke i, gjorde Konstantin næsten automatisk hver gang han følte at hun skældte ham ud på urimelig vis, for han fandt det ikke fair, når han faktisk kun forsøgte at gøre noget godt for hende, hvor det frustrerede ham at hun bare afviste ham, for.. hun måtte jo tage sig sammen! Han vidste godt at det ikke var så let og derfor gad han ikke diskutere det. Det gjorde ham dog irriteret og ikke mindst ked af det, at hun skulle vrisse af ham, når han kun forsøgte at få hende med ud, så hun måske ville få det lidt bedre og de kunne tilbringe tiden sammen. Han blev blot liggende og stirrede ind i pejsen. At hun faktisk blev forundret over at han bare tiede stille, så han ikke og hvis han gjorde, så ville han heller ikke sige noget til det, for han følte slet ikke for at tale med hende, når hun var sådan, det var også derfor han så tit sad og arbejdede eller søgte ud for at finde en kur til hende eller for at se hvordan det gik racen, da han så følte at han faktisk gjorde noget nyttigt, hvor han også måtte være desperat efter at finde en kur til hende, så hun måske kunne smile lidt, men han vidste at hun ville flippe hvis han nævnte det, derfor så sagde han intet, for det fik han som sagt intet ud af, kun en endnu sure Malisha og det gad han bestemt ikke! Alt han gjorde og sagde var jo forkert, selvom han kun forsøgte at gøre noget godt for hende, men det var jo ikke engang godt nok for hende. At hun så spurgte om han fandt varmen, nikkede han kort lydløst, skønt han dog ikke så på hende. ”Det hjælper.. Tak,” svarede han roligt. Det var ikke fordi han ville skælde hende ud eller diskutere med hende, for han vidste godt hvorfor hun var i dårligt humør, netop fordi hun var deprimeret, derfor forsøgte han også at være overbærende med hende, men det var bare ikke let altid, for det gik jo også ud over ham, selv når han ikke engang gjorde noget forkert og det var vel kun klart at det så måtte frustrere ham? Han vidste ikke engang hvordan hun havde det, eller det gjorde han, men når hun ikke gad snakke med ham eller fortælle ham noget, så kunne han jo heller ikke hjælpe, hver gang han spurgte, sagde hun bare at hun havde lyst til at dø, at hun var svag, at hun var ynkelig og havde mistet sin ære, at hun bare var et normalt udødeligt menneske, og det kunne han jo ikke bruge til noget. Hendes massage var noget som faktisk måtte gøre ham bare lidt tryg, for så vidste han at der blev forsøgt at gøre noget ved armen og så følte han sig ikke helt på bar bund, dog vidste han godt at det måske blev lidt svært at gøre mere, men forhåbentlig ville det hjælpe? Han åbnede roligt øjnene, som hun bad ham om at sove. ”Jeg kan ikke sove,” svarede han ærligt. Han kunne ikke sove, når der var kold luft mellem dem. Bare i hverdagen havde han svært ved at finde hvile, når han vidste at hun havde det dårligt, og selv når han forsøgte at tale med hende om det, så blev hun bare sur eller også afvisende og det ønskede han jo heller ikke. Frustreret var han virkelig!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke fordi Malisha ønskede at skælde Konstantin ud, for hun vidste jo godt, at han kun forsøgte at hjælpe hende så godt som det nu var ham muligt, også selvom det bare ikke hjalp det mindste, når hun følte at hun havde mistet.. alt hvad der var af værdi i hendes liv, samt hun var bange for, at han nu skulle finde noget som var mere spændende end det som hun selv måtte være, for chancen var der vel? Hun var direkte tvunget til at leve livet som intet andet end et simpelt menneske, og den tanke i sig selv, var Malisha den største frustration af det hele. Hun havde fået frarøvet sin magi og set den blive destrueret for øjnene af hende, uden at hun havde været i stand til at gøre noget som helst ved det! Hun vidste jo ikke engang om det evige og magiske liv var noget som hun havde igen, for.. det hele var vel væk? Hun ville dø af alderdom? Gammel i en seng, hvis ikke så myrdet af en når hendes tilstedeværelse igen ville blive kendt for omverdenen? Chancerne var der jo for det hele, og det gjorde hende usikker og ikke mindst bange! Massagen fortsatte hun endeligt, også selvom det blev hårdt for fingrene, for hun forsøgte jo bare at gøre det hele så godt som hun nu kunne! At varmen var ved at komme til ham, var hun dog tilfreds med, for selv hun følte at hun var ved at koge over, så varmt som der var for hende! Hun nikkede stille. ”Godt..” Hånden endte hun roligt med at lægge mod hans bryst, også selvom det mest af alt var et forsøg hvorpå hun kunne få hans opmærksomhed, også selvom det var et forsøg som vel var.. temmelig lamt og dumt? Det var jo trods alt bare et kærtegn, men selv hun kunne jo faktisk lægge en god del i det, hvis det var hvad hun ville. At han så ikke kunne sove, fik hende til at rynke lidt på næsen. Hun havde måske en utrolig vane for at være deprimeret, men det var vel heller ikke så underligt, når hun konstant kunne sammenligne det med ham, når han brugte magi, kunne fremstå som den hertug alle ville se op til, hvor hun derimod, ikke var andet end noget sølle som man slet ikke kunne bruge til noget som helst mere? For det var jo sådan at hun følte det! Hun sukkede svagt. ”Du burde.. du har brug for hvilen, Konstantin,” forsøgte hun. Hun havde jo set ham lægge sig til før, hvor hun havde renset såret i hans skulder og på hans bryst, hvor han var faldet i søvn som det rene ingenting, og nu kunne han ikke? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende! En lille svedperle løb roligt langs hendes pande, for hun var efterhånden ved at have det temmelig varmt, så blev hun alligevel liggende. Hvis det varmede ham ordentligt at hun lå der, så måtte hun bare bide det i sig. Hun kunne faktisk godt formå at sætte ham før hun satte sig selv til tider.

[Deleted]

Konstantin vidste udmærket godt at Malisha havde det svært, at hun kørte sig selv i sænk, men når hun ikke engang gad åbne op for ham, jamen så kunne han jo ikke engang forsøge at hjælpe hende og det var jo ikke sådan at han bare satte sig hen i sin stol og ignorerede hende, for han havde jo flere gange været henne og spurgt om hun ikke ville lave noget med ham, men hun afviste ham blot og sagde at hun hellere ville sidde her og når han så forsøgte at kommentere at hun ikke fik det godt af at sidde her, så hidsede hun sig op, hvilket gjorde ham irriteret og så endte de alligevel med at gå hvert til sit. Det hele frustrerede ham, selvom det som gjorde mest ondt, var hun skulle lukke ham sådan ude i kulden, for han følte sig faktisk alene. Det var snart som om det kun var hendes spøgelse som måtte være her og det gjorde ondt. Han havde brug for hende, han havde brug for hendes selskab, derfor havde det også bragt ham varme at hun faktisk for en gangs skyld havde valgt at sætte ham i første række, skønt det måske var en ringe grund, fordi han lå så kvæstet og syg som han gjorde, men det var bedre end ingenting. Det hele blev dog ødelagt, da hun valgte at skælde ham ud igen, hvilket blot fik ham til at lukke i igen, så han ikke endte med at skubbe hende bort og få hende til at gå, for det ønskede han jo heller ikke. De sov måske sammen på soveværelset – de fleste gange i hvert fald – men det var sjældent at de lå i hinandens favn, og derfor ønskede han egentlig bare at nyde stunden, som hun lå der hos ham, hun masserede hans dårlige arm, hun plejede ham, viste ham omsorg og værnede om ham, det var præcis det som han havde brug for. At hun så stoppede massagen og lagde den mod hans bryst, hvor hun tilmed blev helt stille, fik ham alligevel til at vende blikket mod hende. Det var ikke fordi han ville være afvisende overfor hende, men.. det blev han jo næsten bare automatisk, når hun var sådan efter ham, for det brød han sig ikke om, særligt ikke når han faktisk forsøgte at gøre noget for hendes skyld, men han vidste ikke engang om hun kunne se det, eller også så betød det måske bare ikke noget for hende? ”Men jeg kan ikke sove,” fastholdt han en anelse stædigt, hvor han skulle til at se væk, skønt noget andet fangede hans blik; svedperlen. Han løftede den raske hånd og fjernede den med en finger. ”Sveder du?” Det var måske indlysende, hvor det også mere var en konstatering frem for et spørgsmål. ”Du må gerne fjerne dynen, så vi kun lægger under tæppet, hvis det er bedre,” svarede han roligt, som han faktisk langt hellere ville være syg og så ligge med hende, frem for at ligge alene under dyne og tæppe, for han måtte da klart nyde stunden, selvom stemningen alligevel var endt en smule trykket. Han savnede hende blot. Han savnede sin elskede, han savnede sin trolovede – selvom de halvt om halvt ikke var det længere, da hun havde langt ringen fra sig, men de var det jo egentlig stadig på kontrakt – han savnede hende, derfor ville han egentlig bare gerne nyde tiden med hende, nu hvor den endelig bød sig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var god til at køre sig selv i sænk, og det var jo egentlig ikke fordi at det var noget som hun gjorde med vilje. Hun sad alene langt størstedelen af dagen og kun med sine egne tanker, og så gik det jo trods alt galt for alvor. Hun mente slet ikke at skælde ham ud, da hun vidste, at han kun gjorde tingene for at hjælpe hende, men til tider, så var det altså bare ikke nok mere. At han så skulle ende tavs, var noget som et sted irriterede hende, for hun vidste godt, at det var hans måde, hvorpå at han viste sin utilfredshed, og hun kunne altså ikke se hvad det var hun havde gjort forkert! Når hun sagde nej, så var det altså nej, og så nyttede det altså ikke at forhandle sig frem til det ene eller det andet, for det var slet ikke noget som havde nogen form for virkning! At han så skulle bruge en fastholdt og stædig stemme, var noget som et sted også gjorde hende utilfreds, også selvom han jo havde brug for den søvn og den hvile! Nu hvor hun lå og nærmest.. puslede om ham, som var noget som hun under normale omstændigheder, slet ikke ville have gjort, så gjorde hun det altså kun så godt som det var hende muligt, og så nyttede det altså ikke at han blev stædig og utilfreds! Hun ønskede jo heller ikke at han skulle blive mere syg end hvad han allerede måtte blive, så derfor ønskede hun at han faktisk skulle slappe af og hvile, selvom han måtte være af en ganske anden mening. ”Kan eller vil ikke?” spurgte hun ganske sigende, som hun let betragtede ham med en ganske så fast mine. Det irriterede hende selvfølgelig at han talte hende imod, også fordi at den gamle leder dukkede lidt op i hende, og der havde hun aldrig kunne have med den tanke at gøre! Hånden lod hun ligge mod hans bryst, også selvom den forblev liggende ganske roligt, kun fordi at hun ellers ikke vidste hvad hun skulle gøre af den, for hun ønskede jo at hjælpe ham. Efterhånden var hun ved at have det temmelig varmt, og det var noget som faktisk nemt kunne gøre hende skidt tilpas, selvom hun faktisk blev liggende alligevel. Øjnene lukkede hun, som han hævede hånden og tørrede hendes pande. ”Jeg koger..” mumlede hun let, som hun igen vendte blikket i retningen af ham. At han tilbød at få fjernet dynen, var hun sikker på ikke ville gavne ham, og hun ønskede jo at han skulle blive frisk, for tanken om at miste ham, forbød hende at gøre noget anderledes end hvad hun allerede gjorde, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Jeg klarer mig nok… Læg du dig bare til at sove, Konstantin. Jeg bliver liggende lige her,” endte hun roligt, som var det et løfte, som hun faktisk havde intentioner om at holde denne gang, for hun ønskede at blive liggende der og holde øje med ham, så hun vidste, at han ikke gled bort, mens hun var uopmærksom! Hun tog ikke chancen!

[Deleted]

At Malisha blev irriteret, var noget som var ukendt for Konstantin, selvom han alligevel ikke ville gøre noget ved det, eftersom han alligevel bare ville blive skældt mere ud, så snart han åbnede munden, det blev han jo altid. Han blev altid skudt i sænk, når han faktisk forsøgte at være god mod hende og være der for hende, vise hende at han støttede hende og holdt af hende, og han var da fuldstændig ligeglad med om hun havde magi eller ej, ja han vidste godt at det var noget som betød meget for hende, og nej han havde ikke reageret anderledes end hende, men det var jo ikke magien han elskede hende for! Det var hendes person og han savnede den kvinde han forelskede sig i! Og han vidste at han bare ville få den samme Hun er der ikke mere-talen, som hun altid gav ham, for det sagde hun jo altid! Han gad ikke skændes med hende, for han frygtede at hun så bare ville gå og det ønskede han jo heller ikke, ikke nu hvor han endelig og langt om længe måtte have hende hos sig, for det var klart noget som han havde brug for. Han elskede hende og han havde brug for at hun bekræftede ham af og til, ikke decideret seksuelt, eftersom han vidste at hun var forsigtig på det punkt, skønt han godt nok ikke kunne komme uden om at han efterhånden var ved at være utrolig lysten, da han ikke havde været sammen med en kvinde i over et halvt år og det var altså klart en rekord! Men om ikke andet, så havde han stadig brug for at hun bekræftede ham i at hun beviste at hun elskede ham og gad ham, hvilket han vidste at hun havde svært ved, men det havde han altså brug for som ethvert andet menneske! At hun så selv blev ved med at køre i det at han ikke gad sove, var alligevel noget som fik ham skubbet ud over sammenbrudes kant. ”Jeg kan ikke! Jeg kan ikke, når du skælder mig ud, vrisser af og mig afviser mig, når jeg kun forsøger at være god mod dig og hjælpe dig, for jeg ønsker at være der for dig Malisha, men det er virkelig frygtelig svært, når du konstant skubber mig væk fra dig i stedet for at åbne dig op og tale til mig, for det burde du vide at du kan, for det har vi altid gjort! Altid! Det frustrere mig at jeg ikke kan sige noget uden at.. at du skal sparke mig i jorden og skælde mig ud, når sandheden er at du bliver vanvittig over at være her, indenfor. Jeg ved godt at du er deprimeret og jeg forsøger virkelig at acceptere det og jeg har skam forståelse for det, men du er altså nød til at lade mig hjælpe dig, inden du går til! Og ferie har du brug for! Jeg kan altså godt beskytte dig Malisha, og det går altså ikke galt bare fordi vi tager på ferie. Det gør ondt at se dig, være som et indespærret dyr, når du kun er for stædig, for du kan altså sagtens søge ud og jeg har altså ikke givet dig min slægtsring for ingenting. Og.. og jeg savner dig! Jeg savner min Malisha, jeg savner dit nærvær,” svarede han tydeligt frustreret, som alle frustrationerne blev lukket ud på én gang, hvor han helt måtte trække vejret dirrende, som hans blik var helt trist og fortvivlet. Han endte også blot med at vende blikket mod pejsen lettere nedstirrende, for nu frygtede han da for alvor at hun bare ville gå og det var jo ikke meningen! Han ville bare have at hun skulle forstå sig på hans situation som den der så hende fra sidelinjen, og han kunne jo ikke engang forstå hende, når hun ikke engang gad åbne op for ham, og det frustrerede ham ligeledes, for han kunne altså ikke bare se til på sidelinjen!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke Malishas hensigt at blive så sur og irriteret og derved skælde ham ud, men det hjalp altså heller ikke hende, når han konstant skulle køre rundt i det, når hun havde sagt nej en gang! At han så var irriteret, var efterhånden ved at gå tydeligt op for hende, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre, for hun kunne virkelig ikke se hvad hun gjorde forkert! Hun var ikke nem at have med at gøre, hun var usikker på det at være intim, da hun jo faktisk aldrig havde prøvet det, selvom rygterne sagde en masse andet. Hun havde sparet sig til den rette.. til.. ham vel? Også selvom han havde haft alverdens tøser bag hendes ryg, så var det ikke noget som hun sagde højt, selvom den tanke i sig selv, faktisk gjorde meget ondt på hende. Hun var vel bange for, at hun slet ikke var.. god nok i længden? At han ville kede sig af at have hende tæt på sig, og det var jo også en grund til at hun handlede som hun gjorde; Ved at afvise ham, for det var jo faktisk mest for hendes egen skyld. Hans ord var næsten som den ene lussing efter den anden, hvor hun bare blev liggende og.. stirrede på ham, for det var bestemt heller ikke ligefrem ord som hun havde regnet med at få kastet i hovedet bare sådan uden videre! Ord som gjorde ondt og som varmede på samme tid, hvilket faktisk kun gjorde hende langt mere forvirret, for hun vidste da ikke, at det var disse tanker han gik rundt med, når han heller ikke åbnede op og snakkede med hende! ”…. Du ved godt hvordan jeg har det med alt det her, Konstantin..” Hun ønskede jo heller ikke ligefrem at afvise ham, selvom hun ikke kunne se hvordan hun skulle kunne undgå det! Hun var jo ingenting længere! Hun kunne jo for pokker ikke engang kalde sig selv for en warlock, og det var en tanke som kun direkte frustrerede hende og som intet andet i den anden ende! Hun var sølle, ynkelig og tvunget til at leve livet som et menneske! ”Du gav mig måske din slægtsring for at redde mig, hvis uheldet skulle være ude…. Men jeg ønsker ikke det skal ske. Jeg vil ikke have det skal være ude! Jeg tror ikke du ved hvordan det er at ryge fra toppen og direkte ned i bunden, når jeg ved hvor mange andre kvinder der er derude, som kan give dig alt det som jeg nu slet ikke kan.. Og det gør ondt, Konstantin.. Det gør virkelig ondt!” Selv Aleksandra havde hun placeret i den kategori, udelukkende fordi at de havde en fortid sammen, og det var det som hun faktisk havde det sværest med, og derfor havde hun jo faktisk ønsket at han havde slået Aleksandra ihjel, for det havde gjort det hele langt nemmere for hende! ”Jeg vil ikke være en som du konstant skal passe på, og det må du da kunne forstå? Jeg bliver bare indenfor.. Jeg vil heller ikke have at folk skal se mig sådan her, så jeg vil ikke på ferie.. Jeg vil ikke nogen steder..” Denne gang forsøgte hun virkelig at holde tonen i ro og ikke ende med at råbe og skrige af ham, hvis det var det som han havde problemer med! Den gamle Malisha var væk.. hun var jo slet ikke sig selv mere!

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin var irriteret, for det var han egentlig ikke, han var langt mere frustreret og fortvivlet, for han vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Han kunne ikke bare tvinge hende med på ferie, selvom det var det som han ønskede sig, han ville desuden foretrække at hun selv gjorde noget for at komme lidt ud, i stedet for bare at sidde på sin flade og lave ingenting, for hun stirrede jo bare udenfor, han vidste at hun længtes at komme ud og når han så foreslog at de kunne tage til et helt andet land, så afviste hun ham bare. Hun afviste ham bare at gå en tur uden for. Ingen sagde at de skulle gå et befolket sted, for det gad han da ikke, netop fordi han vidste hvordan hun havde det med det hele, men at hun slet ikke ud overhovedet..? Ja det var lige før at hendes depression måtte smitte af på ham. At han så ikke kunne holde til det mere, og nærmest brød sammen af frustration, kunne han ikke gøre for, for det blev simpelthen bare for meget for ham. De var jo nød til at gøre noget ved det! De var jo nød til at snakke om det, finde en løsning eller et eller andet! Han blev jo selv tosset af at se på hende sidde indenfor og bare glo ud! ”Jeg ved jo godt at du er deprimeret Malisha, jeg ved godt at du har det hårdt, og jeg forsøger virkelig bare at finde forståelse for det og give dig rum, men.. vi ved jo begge at du bliver sindssyg af at være indenfor! Du er nød til at komme lidt ud,” svarede han frustreret, som han havde rynket brynene, så hele fortvivlelsen stod malet ud af hans blik og mine. Han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre. Han elskede hende, men det frustrerede ham at det skulle foregå på denne måde. At hun så sagde at han ikke vidste hvordan det var at ryge fra top og til bunden, fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen. ”Det ved jeg da! Glem ikke at da jeg døde, mistede jeg alt som jeg havde kæmpet op på benene! Jeg var nød til at kæmpe mig hele vejen op med min fætter som konkurrence, og jeg vandt!” svarede han bestemt, hvor han rent faktisk var stolt af sig selv. Altid havde han været født til den titel, men da han kom tilbage fra de døde, havde han skullet kæmpe sig helt fra bunden af og op, og han havde fået sin titel igen, hvor han tilmed havde fået et stærkt samarbejde til kongehuset, noget som han faktisk var glad for, så han ville endda sige at det gik ham endnu bedre. Desværre havde han bare hørt at kongen var i færd med at det hele kørte i seng, han havde tilmed hørt rygter om at Jaqia var tilbage, og han frygtede lidt at han måske havde dømt knægten for hurtigt og at han måske ikke havde hvad der skulle til. Men på den anden side, knægten var ung og i de rette hænder, skulle han nok blive til noget stort. Han håbede så bare at han blev en retfærdig konge og ikke en tyran. At Malisha så pludselig begyndte at nævne kvinder, fik ham til at se fuldstændig paf op på hende, for.. hvad pokker snakkede hun nu om? ”Kvinder?” gentog han forvirret. ”Hvad snakker du om? Jeg har da ikke været tæt på nogen kvinde i over et halvt år! Jeg har kun øjne på dig! Hvorfor pokker skulle jeg vælge en anden?”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I det store og hele, så ville Malisha slet ikke have noget imod at komme lidt på ferie og se noget nyt, tænke på lidt andre ting og… måske finde ud af det sammen med ham, men omstændighederne nægtet hende at opleve det, og det var næsten det som faktisk var det værste. Hun følte sig ikke værdig til noget som helst, hun kunne ikke slå fra sig mere, og hun skulle gå rundt med en ring som kunne beskytte hendes liv på magisk vis i tilfælde af, at uheldet skulle være ude? Hun brød sig slet ikke om det! Hun vidste, at han kunne finde sig så meget som var bedre end hende, og specielt nu hvor hun ikke kunne gøre det største ved sagerne, men hvad var der at gøre ved det? Hun kunne jo ikke rigtigt gøre andet end at vente og så se om hun i det hele taget havde fået lov til at beholde sit evige liv, for end ikke det vidste hun jo! ”Jeg er slet ikke interesseret i at komme ud, Konstantin! Jeg vil slet ikke have at folk skal se mig sådan her!” endte hun med en direkte frustreret stemme. Det kunne godt være at det ville gøre hende godt, men hun turde virkelig ikke tage chancen.. Folk ville grine af hende, melde hende på slottet eller det som var værre, og det ville hun da slet ikke, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for, og det måtte han da forstå! Selvfølgelig var hun glad for at han virkelig forsøgte, men han vidste slet ikke hvordan hun havde det! Han havde fået alt tilbage efter han var gledet bort, hvor hun selv stod uden noget som helst af det! ”Du har haft alle muligheder for at få det hele tilbage, og det kan jeg jo ligesom heller ikke! Jeg kan ikke gøre noget som helst uden min magi, Konstantin… Jeg er ikke andet end et sølle menneske! Jeg ved ikke engang om jeg har mit evige liv mere..!” Tanken skræmte hende jo faktisk, men hvad var der egentlig at gøre ved det? Hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største, andet end at vente og bare holde sig væk, også mest for sin egen skyld. Tårerne meldte sig endnu en gang i hendes øjne.. Tanken om at hun havde mistet så stor en del af sig selv, var næsten det som var det værste. Hun vendte blikket væk fra ham igen, som den ene tåre gled ned af hendes kind. At han ikke havde haft nogen anden, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad og ikke mindst lettet, også selvom hun heller ikke ønskede at han skulle holde sig tilbage, når der var så mange andre som nu kunne give ham det som hun ikke kunne. Hun rystede på hovedet. Hun var vel.. bare bange for, at hun ikke var god nok? For det var sådan at hun følte det! ”Jeg er ikke noget særligt mere, og det ved du godt.. Jeg vil sikkert falde, før du i det hele taget får dig grå hår! Bare… lad mig være..” endte hun endnu en gang, som hun gjorde tegn til at rejse sig. Hun var bange.. hun vidste jo slet ikke hvad hun havde at regne med hvad angik det her!

[Deleted]

Det hele gik Malisha på, og det var Konstantin udmærket godt klar over, for han vidste godt at hun var deprimeret og slet ikke havde lyst til noget, men han havde jo også brug for hende, selvom det vel var det sidste hun tænkte på? Om hun overhovedet skænkede ham en tanke anede han virkelig ikke, for han følte sig egentlig bare i vejen når det kom til hende eller at han gik hende på nerverne, for han kunne jo ikke engang tale med hende omkring tingene uden at hun enten blev sur, endnu mere frustreret eller bare gik sin vej, så uanset hvad, så røg alt altid i jorden, fordi hun afviste ham, når han endelig forsøgte at snakke med hende. At hun så igen fastholdt at hun ikke ville ud eller have at folk skulle se hende, måtte få ham til at sukke opgivende, for hvad skulle det nytte? Han følte at han sparede sig til hende, men til hvilken nytte, hvis hun ikke engang gad åbne sig op for ham? Hun gad jo ikke engang at snakke med ham mere! Hun var ikke noget nul, hun var stadig den kvinde som han elskede, skønt hun var svær at finde, når hun var så langt nede at han knap nok kunne genkende hende. ”Men hvad vil du så? Rådne op herinde på herregården? Det bliver du da først sindssyg af Malisha og det ved du godt,” svarede han sandfærdigt, som hans mørke øjne måtte betragte sig af hende. Han forstod ikke hvorfor hun skulle være så stædig, når de begge kunne trænge til at komme lidt væk og bare nyde hinanden, for han havde brug for at de sammen byggede et forhold op, for dette … løse, som de havde i øjeblikket, det kunne han slet ikke bruge til noget! Han vidste skam hvad han ville have og han ville have hende, men han havde brug for at hun også kæmpede for dem, så de sammen kunne få en fremtid, for det var jo hvad han ønskede sig. ”Nok du har mistet din magi, men du er stadig warlock, du har stadig en warlocks liv og du er ikke hjælpeløs, for du har stadig dit hoved, arme, ben, hænder og fødder, og hvis et normalt menneske kan klare sig, så kan du bestemt også!” svarede han bestemt, for andet gad han da slet ikke høre. Han kunne slet ikke tolerere at hun måtte give op, for det lignede jo slet ikke hende! Hun havde brug for at tage sig sammen og så kæmpe videre, for sammen skulle de nok finde en kur eller finde på noget, og det vidste de begge! Dum var hun jo ikke og hun havde altid klaret sig og sjovt nok stod hun her endnu, hun var ikke død, så selvfølgelig skulle hun nok klare den, og det skulle han i hvert fald nok sørge for! At hun så gjorde mine til at rejse sig, fik ham til at gribe fat omkring hendes hånd, som han trak i, så hun blev siddende, hvor han knugede let omkring hendes hånd, for han ønskede jo ikke at hun skulle gå! ”Du vil altid være noget særligt i mine øjne Malisha. Jeg har brug for dig. Og jeg ønsker at vi skal finde en løsning, sammen, men det kræver at du er samarbejdsvillig og åbner dig op for mig, for jeg kan ikke have at du konstant afviser mig. Jeg forsøger stadig at støtte dig, men du virker … ligeglad med mig,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, hvor der også var noget frustration i hans stemme.