Some time alone

[Deleted]

Evan var naturligvis af den overbevisning, at det hele nok skulle ordne sig for dem, for.. hvorfor skulle det da ikke gøre det? Nu som det var sagt, så ønskede han selvfølgelig at give hende den ro og klarhed i sindet, da det også var noget som betød frygtelig meget, selv for ham, så det i sig selv, var ikke noget som måtte sige så lidt igen når det endelig skulle være. Han nikkede roligt. Jared havde klandret sig selv for rigtig meget af det som var sket, for det var ved ham manden havde siddet og lukket det ud. Andre havde han vel heller ikke haft? ”Din far har på ingen måder haft det nemt med det, det kan jeg godt fortælle dig. Han ønskede at gøre det rette, men.. selv for ham, gik det jo galt. De har hinanden nu.. Og derfor burde du ikke afholde dig lykken, når du endelig har muligheden for det,” sagde han med en rolig stemme. Han havde jo hørt og ikke mindst set hvor elendig Jared havde haft det, og det havde ikke været så usynligt, som manden frygtelig gerne ville have haft det! ”En bedre klang ligefrem? Jeg gør ikke noget, uden at have hjertet med i det.. Før eller siden, så vil det navn også blive dit,” lovede han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for det var heller ikke fordi at det var en løgn. Nu gjaldt det jo så bare for ham, at finde ud af hvordan hun havde det med det hele, for han havde jo holdt mund omkring det, også mest for Jareds skyld, for han ønskede slet ikke at knuse manden mere end hvad han havde været efter at have mistet – ikke bare sin søn, men også Malena, for de havde jo begge været i troen på at hun havde været død og borte! Selv vidste han ikke hvordan han skulle tolke hendes reaktion, også selvom den ikke var helt så ventet, som man nok ville have det skulle være, men det var jo aldrig rigtigt til at finde ud af. ”Han var knust ved tabet af den lille dreng.. Og Malena med, uden tvivl. Jeg tør næsten vædde med at han har været en lukket mand til din mor dukkede op. Jeg er måske ikke hvad man vil beskrive som en bedste ven.. men min intention har skam været god,” sagde han roligt, som han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Han elskede hende, og han ønskede slet ikke at dette skulle være noget som fik ham til at miste hende, for det var slet ikke noget som han var det mindste ude på i den anden ende. Han rystede let på hovedet. Uanset kunne man næsten sige at de begge dolkede hendes kære far i ryggen, også selvom.. han gjorde jo egentlig kun hvad han havde lovet manden; At sørge for hendes lykke og hendes velbefindende, og det var noget som han uden tvivl agtet at gøre. ”Jeg forstår godt at tanken vækker foragt.. Det er næppe hvad man vil forbinde mig med, men en gang var åbenbart nok.. Du stikker ham ikke i ryggen og bestemt ikke igen, for jeg kan ikke se, du nogensinde har gjort det, Athena.. Han er væk nu.. og det samme er din kære mor. De har hinanden og de er lykkelige nu.. Du burde da have lov til at gøre det eksakt samme,” påpegede han dæmpet, som han fortsatte sine rolige strøg over hendes lår.

[Athena Maloya Mathimæus]

De havde alle muligheder for at få det til at fungere, og Athena håbede selvfølgelig at de ville være i stand til at gøre rede på det hele. Chancen for at få manden man elskede kom så sjældent, så hun ønskede da bestemt ikke at give slip på den nu, særligt ikke når det gav hende muligheden for at komme tæt på ham. Hvad angik hendes far, så vidste hun godt at han ikke havde været i stand til at bære byrden og så havde det været utrolig nemt at kaste en over på hendes skuldre, også selvom hun ej heller havde båret den vel heller. ”Nej det er jeg klar over. Filmen endte trods alt med at knække fuldkommen for ham. Han forsøgte om ikke andet, og et eller andet sted.. så håber jeg virkelig ikke at jeg skuffede ham så meget som jeg til tider følte. Han er lykkelig og det er det som betyder noget,” medgav hun dæmpet. Hun afholdt ikke sig selv fra lykken! Hun var bare ikke vant til at.. springe ud i så store ting uden videre, og særligt ikke fordi at Evan var mere eller mindre det sidste hun havde. Hun kunne godt lide tanken om at han agtede at gøre hende til sin hustru engang. Et smil spillede kort hen over hendes læber, det glædede hende faktisk at han gjorde noget ud af det. ”Athena Maloya Strife, spørger du mig så klinger det da ret godt,” svarede hun en smule drilsk også selvom hun skam mente det. Det lød bedre end det hun bar nu under alle omstændigheder. Tanken om at han havde løjet for hendes far, gjorde hende faktisk vred, for han fortjente bedre end som så. Han havde sørget i årevis over et barn som end ikke var hans og over en hustru der slet ikke elskede ham som han havde elsket hende. Hun rynkede eftertænksomt på panden mens smilet atter var falmet. Om hun i virkeligheden var vred fordi han havde bedraget hendes far, eller om hun var vred fordi hun følte sig.. underlegen i forhold til Malena, eller bare en blanding, kunne hun ikke vurdere. ”Han elskede min mor.. af hele sit hjerte, men han lagde aldrig Malena eller deres.. jeg mener jeres barn bag sig, og du overvejede aldrig at fortælle ham sandheden? Det er urimeligt,” konkluderede hun med et dæmpet suk og så atter ned på flasken også selvom hun ud af øjenkrogen kunne se hans hånd stryge hendes lår. Forsigtigt lagde hun sin over den. Det var ikke fordi nyheden skræmte hende nok til at trække sig helt, men den fik hende helt sikkert til at genoverveje hvor vidt hun burde eller ej, hun havde fået en meget grim smag i munden ved tanken om hvad de havde gang i. ”Det gør den.. det lyder slet ikke som den mand jeg kender. Jeg har stukket kniven i ryggen på min far en gang, det er sandt at han selv bad om det, men dette ville han aldrig bifalde. Det vi gør er ligeså meget forræderi overfor ham, som det at du tog hans hustru med til sengs, Evan, men denne gang er jeg bare en del af det.. det bryder jeg mig ikke om,” erkendte hun og så næsten undskyldende ud af vinduet, man kunne aldrig vide om hendes kære far lyttede med. Ingen vidste hvad der skete efter døden, men hun havde ringe samvittighed, selv på trods af døden ønskede hun at gøre ham bare lidt stolt.. bare et øjeblik var alt hun ønskede.

[Deleted]

Evan ønskede ikke at glippe chancen, nu hvor han havde muligheden og fået den så oplagt som dette, til at skulle få den kvinde som han ønskede at leve sit liv sammen med, og naturligvis ønskede han slet ikke at det skulle gå mod sin ende på nogen som helst måde i det hele taget. Han betragtede hende med en rolig mine. Jared havde ikke haft det nemt, det vidste han godt, men det havde bestemt heller ikke været retfærdigt, at kaste det hele over på Athena, for hun havde bestemt heller ikke haft det nemt! Selvom det var gået galt hver gang han havde påpeget det for manden, så havde han gjort det alligevel, for selv måtte nogen holde sig rationel hvad angik den mand. Det var ikke noget som man kunne kræve af helt små børn. ”Filmen knækkede for ham ja.. Han græd mere eller mindre ud hos mig efter din mors bortgang. Jeg har selv kunne se at det gik ned af bakke og jeg så hvordan han så ud da jeg så ham sidste gang.. Du gjorde ham en tjeneste ved at gøre som du gjorde. Du har måske revet din mor fra ham, men du bragte dem også sammen igen,” sagde han roligt. Der var ikke nogen grund til at køre mere rundt i det, end hvad de havde gjort til nu. Hans smil bredte sig tydeligt på hans læber ved hendes ord. Han måtte erkende at det navn i sandhed var noget som klingede godt, selv i hans ører! ”Det klinger frygtelig godt.. Hvis du da ikke ønsker at beholde din fars navn også?” spurgte han endeligt. At hun beholdt sin moders, var han selvfølgelig glad for, da han ønskede at hun skulle holde fast i sine rødder, og hvor hun kom fra. At han så ikke havde været helt fair overfor Jared, vidste han udmærket godt, men det havde jo trods alt også været med gode intentioner i den anden ende! Han havde jo aldrig ønsket at gøre manden ked af det, som han heller ikke havde regnet med at den ene gang skulle bære frugt! Han havde elsket Malena, som han vidste at kvinden også havde elsket ham, og så var den fristelse altså blevet for stor til at han kunne lade være! ”Jeg overvejede det frygtelig mange gange, men efter tabet af drengen og Malena, så kunne jeg ikke få mig selv til det.. Han skulle have lov til at sørge ordentligt og oprigtigt.. At din moder så kom ind i billedet, havde jeg ikke ligefrem regent med.. Jeg fandt aldrig muligheden for at sige det.. Desuden gik jeg ud fra at det var en sandhed som var bedst usagt.. For alles skyld,” endte han med en rolig stemme, som han lod hånden fortsætte stille og roligt over hendes lår. Intet kunne retfærdiggøre hvad han havde gjort, og det vidste han udmærket godt. Tungen strøg han let over sine læber, som han lod hovedet søge let på sned, også selvom blikket søgte ned mod hendes lår, som han næsten.. skammede sig. Han kunne godt forstå at dette satte tanker i hovedet på hende, men han ønskede jo at fortælle hende det, i stedet for at lade som ingenting! ”Jeg forstår dig godt.. Jeg beder dig bare om at.. tænke over det og så vælge derfra. Jeg ønsker et liv sammen med dig, og det skal være uden hemmeligheder eller skeletter i skabet. Han vil ikke bifalde noget mellem dig og mig, selvom jeg ved at han tænker på din lykke og dit velbefindende..” afsluttede han sigende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at det virkelig ikke havde været let for hendes far, og hun havde ikke gjort det meget nemmere for ham heller, men hvad pokker skulle hun dog gøre? Hun havde ikke lyst til at sidde og græde over fortidens spild, men til tider så frustrerede det hende at vide hvad hun havde bragt, for det lod ikke til at være meget andet end skam og uro. Hun blinkede en smule overrasket med øjnene ved hans ord. Hun havde gjort ham en tjeneste? Hvordan kunne han overhovedet få sig selv til at sige den slags? ”Han græd.. også når han troede at Zacharias og jeg ikke bed os fast i det, men det var tydeligt. Han havde det ikke godt, og jeg har muligvis lettet hans lidelser, men måden det foregik på var forkert. Han var ikke færdig i dette liv, Evan og vi burde have indset det tidligere så vi havde været i stand til at hjælpe ham. En kniv i ryggen skulle ikke have været løsningen,” endte hun en smule fast. Ja det gjorde hende oprørt at tale om, for hun savnede sine forældre, og hun savnede sin far også selvom hun ikke var sikker på at han skænkede hende en tanke i det hele taget. Hun bed sig let i læben. ”Det har jeg ikke taget stilling til endnu,” erkendte hun dæmpet. Hun følte sig ikke fortjent til sin faders efternavn også fordi han aldrig rigtigt havde accepteret hende som en del af den lille familie. Athena forstod godt hvorfor han ikke havde sagt sandheden.. til tider var den svær at håndtere det vidste hun jo også. Bare det at skulle erkende sine følelser overfor ham havde været svært, fordi sandheden havde været en løgn så længe. Et sted var det også mere tanken om kærligheden mellem Malena og ham det frustrerede hende, for den slags slukkedes ikke bare som en ild, og det var ømtåleligt selv når det gjorde.. det kunne hurtigt blusse igen. ”Problemet er at han aldrig blev færdig med at sørge, Evan. Ikke engang efter at han fandt mor. Jeg forstår dig godt, det er ikke det.. sandheden er svær at erkende somme tider,” medgav hun og nikkede for sig selv. Flasken satte hun tilbage på bordet, og lod den ene hånd søge over hans på hendes lår. Hun fugtede læberne og så selv ned. Han skammede sig og det burde hans sandelig også! Det værste var næsten de mange tanker som han formåede at sætte i hovedet på hende. Der skulle ikke meget til at skræmme hende, hun var sårbar overfor den slags, men hun ville ikke flygte.. ikke denne gang. Hun rystede hurtigt på hovedet. ”Der er ikke noget at beslutte. Jeg er glad for at du fortæller mig sandheden, Evan, det er bare svært.. at huske på at du har haft et langt længere liv end jeg selv, og har en forhistorie med en masse personer, som jeg ikke føler at jeg kan hamle op med. Når det er sagt så.. ændre det ikke på hvad du får mig til at føle, og jeg havde aldrig troet at jeg ville få muligheden for at dyrke det, men det har jeg.. og den kan jeg ikke slippe, også selvom jeg ved at min far væmmes et sted i det høje. Det vil næppe bringe ham stolthed, og det er svært,” svarede hun sandfærdigt og pustede en smule lettet ud. Nu hvor han var ærlig var hun jo nødt til at være det samme, også selvom hun kun kunne beskrive hvad hun følte, hun var ikke i stand til at sætte ord på, for hun kendte dem ganske enkelt ikke.

[Deleted]

Jared havde måske været en hård mand, men til tider, så var det bestemt heller ikke nemt at være en mentaldæmon og være i så dyb kontakt med sine inderste følelser. Evan kunne skam godt relatere til hvordan det var i længden, for han havde heller ikke haft det nemt med henblik på Malena. Han havde bare haft mange andre ting til at benytte sig af til at abstrahere for det i længden, hvilket skam også var noget som passede ham selv ganske fint. Han rystede let på hovedet. Uanset hvad, så kunne de ikke hjælpe Jared, hvis det ikke var noget som manden selv havde været indstillet på. ”Jeg er bange for at det var hans tid, Athena.. Ønsker en mentaldæmon ikke hjælp, så kan de ikke hjælpes. Jared spurgte aldrig efter den hjælp. Et sted så.. tror jeg han var indstillet på, at det var hans tur. Det virkede sådan, da jeg fjernede kniven fra hans legeme.. Han ønskede ikke den hjælp..” forklarede han. Jared havde fældet tårer, og det var slet ikke nogen skam, men blot menneskeligt, og det var ikke underligt at han savnede Elanya, så det var noget som han selv måtte bære den største respekt for. Smilet bredte sig svagt på hans læber. ”Jeg synes næsten også at vi skal gøre plads til din faders navn. Det ville være mig en ære, at se dig bære det.. Og det ved jeg, det også ville være ham,” sagde han med en rolig og ikke mindst ærlig stemme. Jared havde vel også brug for at vide, at han havde gjort noget rigtigt? For det havde han skam, også ved at tage sine kære børn til sig, så var det noget som han selv havde den store respekt for. Hvis Evan havde fundet den rette mulighed til at nævne det for ham, så havde han sikkert også gjort det, men manden havde slet ikke haft det nemt, og derfor havde han ønsket at hjælpe ham i stedet for at tvinge manden til at skubbe ham fra sig, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde i det hele taget. ”Sandheden kan være svær, og jeg ved at han aldrig var færdig med at sørge.. Jeg kendte ham frygtelig godt.. Jeg kunne se det, selv i hans øjne,” endte han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke helt. At hun lagde hånden over hans, fik ham kun til at smile svagt, for han ønskede jo heller ikke at gøre hende usikker på noget som helst eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på! Hendes ord var noget som uden tvivl glædede ham, for det var noget som han helt klart havde brug for at høre, så det var i sig selv, heller ikke noget som sagde så lidt igen! ”Jeg ved godt at det er svært, og derfor ønsker jeg selv, at vi kan tage det stille og roligt, Athena.. Jeg ønsker heller ikke at vanære den mand som har været min klippe i livet. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham, og det skal jeg gerne være den første til at erkende. Det er ikke fordi at jeg er involveret i mange, men ja… Jeg har oplevet lidt af hvert, og jeg ved det godt.. Jeg ønsker bare at du skal være en del af det for fremtiden,” endte han roligt, som han let tog omkring hendes hånd, kun for at føre den til sine læber, hvor han skænkede hendes knoer et blidt kys.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde kendskab til hvor meget ud af balance sindet kunne ryge hvis man mistede taget om det, hun havde trods alt selv været tæt på et hav af gange når tingene var vokset hende over ørerne. Hun havde forståelse for sin fars svære situation og hun bebrejdede ham ikke for noget som helst, også selvom hun var ked af at hun aldrig havde formået at gøre ham stolt. De havde muligvis ikke været i stand til at hjælpe ham, men hun brød sig ikke om tanken om at han havde ønsket at gå i døden, også selvom det kun var forståeligt efter hendes mor var afgået ved døden. Hun rystede afvisende på hovedet. ”Det tror jeg ikke på, Evan. Der var endnu meget at gøre for ham, han havde Zacharias og Cecilaya som begge to havde brug for ham. Jeg tror ikke han ønskede hjælpen, ikke så meget som han savnede mor, men alligevel!” endte hun en kende frustreret og forsøgte at forhindre tårerne i at vælde op. Hun hadede at vise sig svag! Måske hun burde holde fast i sin faders navn, men hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at bære noget, som hun ikke følte at hun havde gjort sig fortjent til. ”Jeg ved det ikke, Evan.. jeg.. jeg var aldrig rigtigt en Imaricha og jeg ved ikke hvor vidt jeg skal føle mig stolt over det i det hele taget, så jeg vil lade den være lidt åben endnu,” svarede hun og sendte ham et let smil, for hun ønskede jo heller ikke at afvise det helt. Det gik først nu op for hende, at Evan ikke var fejlfri og det var trods alt lidt af et chok, men hun vidste at han i det store og det hele havde gjort hvad han kunne for at beskytte hendes kære far. ”Jeg ved godt at du kendte ham.. langt bedre end jeg selv. Han sørgede det er alt jeg ved,” erkendte hun en kende sørgmodigt. Hun vidste ikke hvem hendes far havde været på ange punkter, hun vidste ikke engang hvor meget eller lidt hun lignede ham. Tanken om at hendes bror i virkeligheden var hans barn, var noget som havde formået at gøre hende en smule usikker, særligt fordi hun næsten følte sig truet af Malenas eksistens også selvom hun ikke var det. Hånden lagde hun over hans og gav den et stille klem også for at bekræfte for ham, at hun ikke havde tænkt sig at lade det ødelægge noget mellem dem. ”Uanset hvor lang tid vi venter, hvor tålmodige vi er, Evan så vil vi vanære ham, han ville aldrig nogensinde billige dette, eller noget der minder om i det hele taget. Jeg ønsker at være en del af din fremtid, jeg skal bare lære at finde mig til rette med at du har en fortid.. jeg ved at der er meget jeg ikke ved om dig selvom jeg har kendt dig i alle de år, men du har nærmest opfostret mig, du ved... stort set alt om mig,” påpegede hun lidt sigende. Umiddelbart kunne hun ikke komme på noget som han ikke vidste, det var et sted frustrerende at han kendte hende bedre end nogen anden, men der var kvinder som Malena der kendte ham langt bedre end hun gjorde i det hele taget. Langsomt lagde hun sig igen ned over ham med hovedet hvilende mod hans bryst, hvor hun kunne høre hans hjerte slå mod hendes ører. Hun elskede ham, og visse ting var hun bare tvunget til at lærer at acceptere.

[Deleted]

Det var måske en hård besked at skulle skænke Athena, men det var jo ikke nogen hemmelighed, at hendes kære far virkelig havde haft det skidt til sidst, og det måske havde været.. hans tid? Manden havde ikke ønsket hjælpen, også selvom Evan havde været kendt med at det kun gjorde ondt værre, så det at det var gået så fatalt for sig, var slet ikke noget som forundrede ham. Det var skam heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende ked af det, ved at rive op i de gamle sår, men det var vel bare at indse at.. det havde været bedst for alle parter? Ingen af dem havde haft det særlig godt, og nu hvor alt synes at lysne, så var det måske på tide at gøre noget ved det? Bare en smule måske? ”Der er ikke noget at gøre med et sygeligt sind som slet ikke ønsker eller søger den hjælp som er nødvendig. Jeg tilbød ham den frygtelig mange gange, men han afviste mig. Han ønskede fred i sind og sjæl, og det har han fået nu.. Han har det bedre hvor han er, Athena.. Og nu er det på tide, at du får det samme,” endte han med en dæmpet stemme, for det bekymrede ham at se hende på den måde. Jared elskede hende, hvilket han slet ikke var det mindste i tvivl om i den anden ende. Han ønskede hun skulle bære sin fars navn, netop for at gøre ham stolt, for han vidste at det var sådan Jared ville have det! Han nikkede roligt. ”Bare ikke forkast den oplagte mulighed til at gøre din far stolt,” bad han endeligt. Det var måske ikke ham som havde retten til at kræve det ene eller det andet af hende. Han kendte Jared betydeligt bedre end hvad hun gjorde, også fordi at hendes kære far havde været et lukket land for hende, hvilket han bestemt heller ikke synes at være retfærdigt. Han trykkede stille omkring hendes hånd, som han vendte blikket mod hende. Det var hårdt for hende at snakke om, hvilket han faktisk havde den store forståelse for, og derfor ønskede han naturligvis også at hjælpe hende igennem det. ”Det gjorde han, og det stoppede han aldrig med.. Jeg kendte ham måske frygtelig godt, men det er også mange år jeg kan lægge bag mig sammen med ham, min kære.. Jeg er oprigtig ked af, at du aldrig nåede at kende ham ordentligt,” påpegede han med en rolig stemme. At hun så lagde sig mere ind til ham, sagde han bestemt ikke noget til, som han roligt lukkede begge sine arme omkring hende, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Han kyssede let hendes pande. Han elskede hende, og han ønskede at være ærlig overfor hende, og så kunne de jo lige så godt starte så hurtigt som muligt med det, og derfor havde han valgt at åbne for den store hemmelighed. ”Uanset vil din far ikke billige noget jeg gør, foruden træning med dig. Du kan lære mig at kende.. Og jeg ønsker at du skal gøre det. Jeg ønsker du skal kende hver en side af mig, Athena.. Sammen med dig, så føler jeg mig komplet.. Jeg føler jeg kan åbne op, og jeg føler jeg kan være mig selv.. Og det er jeg virkelig taknemmelig for,” afsluttede han endeligt. Han ønskede at det skulle fungere!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var bestemt en hård besked at få.. hendes far havde ikke været særlig gammel da han var gået i døden og hun havde svært ved at forholde sig til tanken om at hun måske havde gjort ham en tjeneste. Evan, Zacharias og Cecilaya savnede ham uden tvivl, hvilket hun selvfølgelig også selvom gjorde, men hun turde knap nok at nævne det, det var jo omsonst at elske en mand så højt, som stort set aldrig havde ville vedkendes hende som sin, om ikke andet så overfor hende. Det gjorde hende ked af at snakke om, også selvom hun virkelig forsøgte at skjule det, på den anden side var det nok meget sundt at få det ud af verden når alt kom til alt. Tingene lysnede ganske vidst for alle, men det havde været en dyr pris at betale for det. ”Du har ret.. han har det bedre hvor han er sammen med min mor. Jeg har det godt her, med dig men det er svært for jeg ønsker at give ham fred i sjælen, jeg vil gerne have at han for en gangs skyld føler stolthed over noget jeg har formået, og jeg tvivler meget stærkt på at det er den tanke han ville gøre sig, hvis han så os her,” påpegede hun også selvom tanken fik hende til at trække på smilebåndet. Hun kunne se det for sig, Evan havde i den grad modtaget et slag eller to. Athena havde ganske vidst aldrig overvejet det faktum at hun ville være i stand til gøre ham stolt ved at beholde navnet også selvom hun havde mistet det da Valerio havde taget hende som sin hustru. ”Jeg ved ikke om det vil gøre ham stolt, eller om det vil gøre ham pinligt forarget,” erkendte hun hun roligt. Evan var langt bedre i stand til at forklare hende hvordan hendes far ville tænke om forskellige situationer, sandt at sige havde hun jo aldrig kendt ham særlig godt, og slet ikke i forhold til Evan, han havde altid været lukket for hende. ”Og jeg er oprigtig ked af at jeg tog ham fra dig, såvel som Zacharias. Jeg er taknemmelig for at du stadig formår at holde af mig på trods af det. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre uden dig,” hviskede hun dæmpet og slap hans hånd, kun for kort at lade den stryge over hans kind, inden hun lænede sig ind til hans krop med hænderne solidt plantet på hans muskuløse bryst. Idet hans arme søgte omkring hende, trykkede hun sig ind til hans hans varme krop og puttede sig i den trygge favn. Hans kys mod panden gengældte hun ved at plante et fjerlet mod hans brystkasse. Måske det var forkert, men hun kunne ikke lade være. ”Hvis han kendte til hvilke tanker jeg til tider har gjort mig under træningen, så ville han end ikke billige det,” påpegede hun med et stille smil. ”Jeg elsker dig for den mand du er, men jeg ønsker at lærer dig at kende, så fortæl mig.. fortæl mig hvor du kommer fra, hvad din yndlingsfarve er, hvad du kan lide eller ikke... hvad som helst,” opfordrede hun mens hun lagde sig til rette. Hun ville gerne vide så meget om ham som muligt, hun ville gerne gerne vide at hun var den der kendte ham bedst. Tomlen lod hun blidt stryge hen over hans bryst. Det føltes godt at ligge på den måde, hun elskede generelt at være tæt på ham, andet ville hun ikke kunne få sig selv til, nu hvor hun havde prøvet det.

[Deleted]

Evan vidste godt, at det var en frygtelig barsk sandhed at skænke hende, men Athena var nødt til at indse, at uanset hvor meget hun fortrød og hvor ked af det hun var, så ville det ikke ændre på at Jared virkelig havde haft det skidt, og at han havde det langt bedre nu hvor han var hvor han var, og det var naturligvis en tanke som de alle burde trøste sig med. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Hendes tankegang var bekymrende. Uden tvivl, og han ønskede bare at skænke hende den klarhed i det hele, selvom han vidste, at det slet ikke var nemt for hende på nogen måde. ”Han ville have det langt værre, hvis det var gennemført, da du valgte at stikke ham i ryggen, Athena. Jeg tror han er mere stolt af dig, end hvad du egentlig går og regner med. Han har det godt nu, og han er sammen med Elanya. For alle parter, så lysner det nu,” endte han med en sandfærdig mine. Han kendte manden og vidste, at han aldrig ville tilgive sig selv, dersom han faktisk havde formået at voldtage sin egen datter, så meget vidste han da! Jared var stolt af hende, selvom han ikke havde været den bedste til at vise det. ”Det vil gøre ham stolt, min kære. Tro mig.. Han elsker og forguder Jer begge to,” fastholdt han med en rolig stemme. Løgnen var afsløret og hans hemmelighed var kommet frem, og et sted måtte han erkende, at det efterlod ham med en langt bedre smag i munden, selvom han ikke ønskede at gøre Athena det mindste usikker på ham. Han havde egentlig bare gjort hvad han kunne for at beskytte Jared, også selvom det var ham som havde taget imod de frygtelig mange slag igennem tiden, så havde han altid rejst sig, og han havde været der for manden, og det ville han være frem til den dag han selv gik i graven! ”Mit hjerte tog valget for lang tid siden, Athena.. Uanset hvad, så vil jeg ikke trække mig fra dig. Jeg vil være din klippe, som jeg ønsker at være en som du altid kan gå til, hvis det er nødvendigt.. uanset hvad det skulle være med,” endte han roligt, som han lukkede grebet godt og tæt omkring hende, kun for at lade hende falde til rette ind mod hans arme. Det glædede ham selvfølgelig at hun ikke trak sig væk fra ham på grund af dette, da det også var noget som betød ufattelig meget for ham. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre uden hende i sit liv, men ikke desto mindre, så vidste han godt, at det var svært. Han selv havde været en lukket mand følelsesmæssigt, også fordi at det havde været til det bedste, men nu forholdt det sig jo til gengæld helt anderledes. ”Din far ville elske at se dig lykkelig, og med et rigtigt smil på læben, Athena.. Tænk på den,” endte han roligt. At hun nærmest opfordrede ham til at fortælle om sit liv, fik ham svagt til at trække på smilebåndet. Det var ikke fordi at det var noget som han havde skænket en tanke igennem frygtelig mange år nu. ”Du sætter mig på noget af en opgave, men.. okay, så lad os starte i det basiske. Jeg elsker farven rød, jeg elsker duften af nyslået græs og fuglesang og kan ikke fordrage rod og uorden… Og min historie om hvor jeg kommer fra er lidt en anden sag. Jeg har aldrig kendt min far, og min mor ville ikke vedkendes mig. Hun sendte mig væk da jeg var helt lille, så jeg husker hende knapt. Min mormor derimod, tog sig af mig i stedet.. Frem til jeg endte på børnehjemmet, hvor jeg mødte din far,” begyndte han roligt. Han havde for længst affundet sig med sin barndom. Hård som den nu havde været.

[Athena Maloya Mathimæus]

Sandheden var endnu engang barsk. Athena vidste at hun måske gjorde sig mange forkerte tanker omkring sine forældres død, men når alt kom til alt, så var det jo bare fordi hun følte sig lidt.. alene. Nu de for eksempel snakkede bryllup, så gik det lidt op for hende, at hun ej heller ville have nogen til at fører hende op af gulvet når de engang kom så langt, og hun havde ingen mor til at pusle om hende og hun brød sig ikke om det. Generelt havde hun gjort sig mange tanker som havde bekymret selv hende, ting som hun slet ikke burde tænke om sig selv. ”Jeg ved at du næppe vil høre det, men jeg lod gerne min egen far voldtage mig, hvis det betød at han en dag ville blive klar i hovedet, og give mig den chance som jeg har fortjent som hans datter. Valerio havde alligevel været der, det kunne næsten ikke blive værre uanset. Jeg er glad for at det lysner lidt,” endte hun dæmpet. Måske det var foruroligende at hun ikke gjorde sig højere tanker omkring sig selv og sin krop, og hendes far ville næppe have kunnet leve med sig selv hvis han havde fuldført, men hun ville bare gøre næsten alt. ”Jeg er glad for at du siger det. Jeg tror.. jeg tror at jeg vil beholde det så.. Athena Maloya Imaricha Strife.. det kræver lidt luft,” endte hun morende. Det var et næsten uhyggeligt langt navn. Et af de mange skeletter var langt om længe ude, hvilket hun faktisk var glad for, det var rart at han betroede sig til hende også selvom det ikke var lige alt hun var glad for at høre. Hun var ikke længere vred på ham, eller usikker som sådan, bare det at have hans arme omkring hende hviskede den slags væk. Hovedet lettede hun en smule fra hans bryst for at betragte ham med et næsten forundret blik. ”Lov mig at jeg ikke mister dig.. jeg elsker dig og du er den eneste jeg stoler nok på til at overlade både mig liv og mit hjerte i dine hænder. Jeg har måske i fortiden tøvet med at gå til dig, men kun i frygt for at du skulle opdage min hemmelighed, det behøver jeg ikke længere at tænke på,” svarede hun dæmpet plantede et kys mod hans mundvige, inden hun atter lagde hovedet mod hans bryst. Måske hun havde reageret stærkt, men det havde også været noget som skulle synke ind hos hende, hun var okay igen.. særligt med hans stærke arme omkring hendes skikkelse. ”Det ville han nok.. bare ikke med dig,” tilføjede hun lidt morende. Uanset hvordan men vendte og drejede den så ville han foragte den tanke! Blikket lod hun stille glide i også selvom det ikke var af træthed, hun lyttede faktisk til hans ord og smilede for sig selv. Farven rød.. så vidste hun da hvad hun skulle gå efter! ”Og så vælger du den mest uorganiserede kvinde på denne jord?” indskød hun og kluklo. Lige der havde hun nok i virkeligheden altid lignet sin kære far. I takt med at han fortalte om sin barndom, gik det langsomt op for hende, at hun muligvis havde mere tilfælles med med end hun umiddelbart havde troet i første omgang. ”Han fortalte tit historier fra det sted om dig og ham, selvom jeg tvivler på at det var nær et så heroisk sted som han fremstillede det?” endte hun spørgende. Ved at kende ham lærte hun jo automatisk lidt af sin far at kende og det glædede hende faktisk.

[Deleted]

Sandheden var barsk, hvilket Evan allerede var klar over, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund. Han ønskede bare at lade hende vide, at hun ikke var alene, også selvom det måske havde følt sådan igennem de sidste mange år, men det var jo heller ikke underligt med alt det som hun havde haft at slås med efter hendes mors død. De små tanker som hun gjorde om sig selv, var bestemt ikke af slagsen som han måtte ifalde, kun fordi at det var.. direkte nedværdigende! Hvis der var noget som han havde lært igennem sit eget hårde liv, så var det præcis det faktum at man var nødt til at gøre sig høje mål og høje tanker om sig selv når det kom til den slags! ”Det havde kun knust din far endnu mere, at skulle fuldføre det, Athena. Jeg tror uden tvivl, at dette har været til det bedste.. for alle parter,” endte han med en dæmpet stemme. At hun så valgte at beholde sin faders navn, var selvfølgelig en tanke som selv gjorde ham glad, for han vidste at det var noget som betød utrolig meget for Jared også at vide, at hans datter ville bære hans navn. ”Det kræver måske luft, men det klæder dig.. Jeg kan lide det,” endte han med et glædeligt smil på læben. Han nikkede roligt til hendes ord, som han betragtede hende med en ganske sigende mine, også fordi at han jo faktisk mente det i længden. Han ville slet ikke kunne få sig selv til at vende ryggen til hende! Aldrig nogensinde! ”Nu skal du ikke længere tænke på at din hemmelighed bliver afsløret.. Jeg vil vogte om dit hjerte, din krop, dit sind og din sjæl med mit liv, om det skulle blive nødvendigt, min kære.. Mig vil du aldrig nogensinde miste, og det kan jeg trygt love dig for,” påpegede han med en rolig mine, også fordi at det jo var sådan at han mente det! Han kunne aldrig drømme om at vende ryggen til hende! Aldrig nogensinde! At fortælle hende omkring hans eget liv, var måske ikke noget som han skulle have gjort for længst, men nu havde han muligheden for bare at.. fortælle. Han kuklo ganske let. ”Uanset hvad jeg gør, vil han aldrig blive tilfreds med mig,” påpegede han morende. Han lod hovedet søge let mod puden som han havde i ryggen, idet han roligt begyndte at stryge hende over ryggen, selvom det var ganske roligt og stille. Han elskede hende, og bare det at kunne ligge og skænke hende de kærtegn, var uden tvivl det bedste af det hele. ”Jeg får da noget at beskæftige mig med, ikke?” påpegede han drillende. At selv Jared havde fortalt hende en smule om hans tid på børnehjemmet, forundrede ham ikke, for det var uden tvivl en del som fyldte frygtelig meget ved dem begge. Han rystede let på hovedet. ”Din far har nok bare forsøgt at gøre det en kende børnevenligt. Det var måske et børnehjem, men på ingen måder beregnet til det. Det var også der vi lærte Malena at kende begge to. Vi blev begge udsat for.. lidt af hvert. Malena var den eneste kvinde på værelset. Din far gjorde hvad han kunne for at beskytte hende.. Det udløste som regel, at han selv blev udsat for hvad de udsatte hende for. Børn blev voldtaget af de ældste på stedet.. Og de voksne gjorde intet for at stoppe det,” fortalte han roligt. I det tilfælde, havde han kun været forbandet heldig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena gjorde sig ikke synderligt høje tanker om sig selv, han var trods alt den eneste der nogensinde der havde fortalt hende hvor stolt han var, og selv det var kun sket de gange hun var i stand til at tælle på fingrene. Hun følte sig ikke rigtigt som noget værdifuldt også selvom hun vidste at Evan og Zacharias begge ville forsøge at slå den tanke ud af hovedet på hende. De nedladende tanker hun gjorde sig, var nok egentlig også noget af det som havde gjort, at der skulle frygtelig lidt til at bryde hende ned i virkeligheden. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe og nikkede. ”Det ville nok have knust ham, men hvis det kunne hjælpe ham.. så havde det måske været det værd?” foreslog hun dæmpet. Hun kendte ikke meget til hvad der skete hvis en dæmon som dem, mistede fornuften på deres vej, faktisk turde hun slet ikke at overveje det, hun håbede at hun aldrig ville skulle derud. Måske det ikke var en helt dårlig idé at ære sin faders minde ved netop at beholde hans navn og sørge for at det blev givet videre. ”Det er godt.. det lyder slet ikke så ringe,” medgav hun med et stille smil. Tomlen fortsatte de kærlige strøg hen over den nøgne hud, hun kunne godt lide at hun nu kunne gøre det uden at skulle føle nogen synderlig samvittighed. Igen plantede hun et kys mod bryst, et sted for også at bekræfte ham og hans ord. ”Nej heldigvis. Det er en tung byrde at bære.. at elske en så meget at det gør ondt. Jeg er ikke i tvivl om at du vil vogte om alt det så godt som du kan, det har du altid gjort. Jeg er måske ung og uvidende, men jeg ønsker at blive en del af dig, jeg ønsker at lære, og gøre mit bedste for at være en partner du kan være stolt af,” lovede hun oprigtigt. Det var et stort løfte for hende, for hun forstod sig ikek på følelser, hun lærte langsomt og hun havde ingen idé om hvordan man var en god kæreste, men når hun ikke formåede at gøre sin far stolt, så måtte hun jo gøre hvad hun kunne for at gøre ham det. Athena rystede på hovedet og lo morende. ”Det tror jeg at du har ret i. Ikke efter at du forsøgte at stoppe hans tåbelige idé om at jeg skulle gifte mig med Valerio,” medgav hun. Den mand ville aldrig blive tilfreds. Hun havde et sted hele tiden vidst at han var en organiseret mand, ud fra de få gange hvor hun havde set hans kontor, mens hun selv var det stik modsatte. ”Det kan du regne med. Er du sikker på at du endnu finder det som en god idé at jeg flytter ind?” spurgte hun drillende, og håbede selvfølgelig at det ikke ville gøre den største forskel for ham. Igen lyttede hun intenst til hvad han havde at sige også selvom hun følte en lille knude i maven. Hun vidste at hendes far havde gjort historierne langt mere børnevenlige end som så, men tanken om at han var blevet voldtaget, forargede hende dybt! ”I var jo bare børn,” endte hun næsten chokeret. Hvorfor havde de overhovedet give efter for dne slags lyster i den alder? Hun åbnede munden lidt tøvende også selvom hun lukkede den igen, kun for at foretage det samme mønster en gang eller to mere. ”Og.. og du? Blev du...? eller var Diane din første...?” spurgte hun lidt tøvende, for det var jo virkelige private spørgsmål, men hun ønskede jo faktisk at vide det.

[Deleted]

Athena gjorde sig ikke særlig mange store eller høje tanker om sig selv, hvilket naturligvis var en tanke som gjorde Evan urolig, for den tankegang eller måde at tænke på, var slet ikke noget som han brød sig om, også fordi at det slet ikke var de tanker som gavnede hende i hendes situation! Det ville have knust Jared hvis han vidste og skulle leve med at han havde voldtaget sin egen datter, og det var slet ikke noget som manden ville kunne leve med, hvilket han allerede vidste! ”Det ville kun have gjort ondt værre.. Din far ville aldrig kunne klare eller leve med den handling, Athena.. Det ville kun få ham til at lide mere end hvad han har gjort til nu,” fortalte han med en rolig, dog ganske ærlig stemme, for løgn var det ikke. At hun så skulle tænke over at beholde navnet, var noget som han naturligvis var glad for, for han vidste, at det uden tvivl også var en tanke som ville glæde Jared. At anerkende sin far og sit familienavn, ligesom hun anerkendte sin mor og hendes. ”Jeg kan godt lide det,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Nu hvor han havde formået at få hende til ro igen, så følte selv at han kunne slappe af igen. Han havde fortalt en af sine største hemmeligheder, for han indeholdt frygtelig mange, og denne var uden tvivl en af dem som virkelig måtte frustrere ham og havde plaget ham igennem frygtelig mange år, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Så er det godt, at du slet ikke skal tænke mere på det, min kære.. Du behøver kun at tænke på hvor meget og hvor højt jeg elsker dig, og hvad jeg er villig til at gøre for at holde dig tryg og sikker,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var det vigtigste i hans liv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At Jared havde dysset lidt på historien, forundrede ham på ingen måde, men han måtte erkende at hun var ved at være stor nok til at kende og vide om sandheden. Han kuklo ganske let. ”Som jeg sagde.. Han vil aldrig blive tilfreds med mig,” påpegede han med en morende stemme. Tungen strøg han let over sine læber, som han forblev siddende med et smil på læben. Han nød jo af tanken! ”Jeg skal da have noget at tage mig til, ikke sandt? Desuden vil jeg ikke have noget imod at have dig rendende hjemme,” endte han med en ærlig stemme. At se hende reagere sådan på hans fortælling, så var det tydeligt foragten som Jared havde følt og som havde været at se i de øjeblikke, hvor han havde ligget der i stedet for Malena. De havde kun været små børn dengang, men det var bestemt ikke fordi at det var noget som nogen havde taget hensyn til. ”Tiderne var anderledes.. Vi var måske børn, men ingen blev betegnet som det. Vi var.. små voksne, var der mange som kaldte os,” sagde han ærligt. At hun så fortsatte med at spørge ind til det, gjorde ham en anelse mere fast i minen. Han kunne jo ikke benægte det, for det var jo ikke første gang. Tvært imod. ”… I det tilfælde.. ville jeg ønske, at jeg kunne sige at hun var min første.. Men det er hun ikke,” svarede han ærligt, som han vendte blikket mod hende. Selv han havde taget en tur eller to for Malenas skyld.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena begyndte mere og mere at gøre sig tanker som en ung pige som hende slet ikke burde. Hun følte sig ikke værdig til synderlig meget, og der skulle ikke meget til at frustrere hende eller gøre hende vred, netop fordi hun ikke gjorde sig nogle synderligt høje tanker om sig selv. Måske hun formåede at lade som om i tide og utide, men det var kun en facade. ”Jeg ved det godt.. undskyld jeg burde ikke gøre mig den tanke,” endte hun næsten skamfuldt. Det havde skræmte hende at hendes far havde rørt hende på den måde, også fordi hun i forvejen ikke var stolt af sin krop, det var en glæde som Valerio havde ødelagt allerede fra starten. Hans stemme brød dog hurtigt tanker igen. Hun smilede for sig selv. [color=Godt,”[/color] svarede hun lidt kortfattet og strøg kinden mod hans bryst, næsten som forsøgte hun at putte yderligere. Det var rart at han lå og strøg hende over ryggen, og udviste sin omsorg uden at ligge lå på. Hvad hun næsten fandt endnu bedre, var at de i det hele taget var i stadn til at være ærlige overfor hinanden, det var nødvendigt hvis du faktisk skulle starte et liv sammen. Ligesom hendes far, så havde Evan altid været en lukket mand så det var begrænset hvor meget hun vidste selv om ham. ”De tanker kan jeg langt bedre lide at gøre mig. Jeg elsker dig, Evan. Tak for endelig at give mig muligheden for at bekræfte det,” hviskede hun stille. De mange hemmeligheder havde drevet hende til vanvid, det ville hun gerne erkende, det var jo faktisk også grunden til at der ikke havde skullet noget til før hun var blevet vred og var endt med at flygte fra ham. Athena nikkede medgivende og kunne ikke holde den blide latter tilbage. ”Sikkert ikke,” svarede hun medgivende og smilede igen for sig selv. Selvom hun ikke var træt, så blev hun jo næsten døsig af at føle sig så tryg og rolig i hans selskab med hans arme omkring ham. ”Du burde have masse i dit arbejde og ellers skal jeg nok gøre hvad jeg kan for at give dig noget at lave på andet vis,” påpegede hun lidt drillende. Hun kunne træne til evig tid hvis det var det, hun nød det mindst ligeså meget som han gjorde, det var hun ikke bange for at erkende. Det gjorde hende faktisk nysgerrig at høre om hans forhistorie, hun ønskede jo at kende ham og med ham også sin far, selvom tanken om at børn havde voldtaget hinanden gjorde hende både vred og frustreret, det var jo slet ikke meningen, hvad der næsten var værre,var at hun fik medlidenhed med Malena. ”På den måde.. det er stadig forkert! Børn burde slet ikke bekymre sig om sådanne ting,” mumlede hun uforstående. Selvfølgelig var det noget andet, når man som hun og Zacharias var af et væsen som var tvunget til at tænke i de baner, men ellers. Tanken om at det så også var gået ud over Evan gjorde hende næsten kun mere vred, også fordi hun kunne fornemme på ham at det påvirkede ham. Hun løftede hovedet og støttede sig en smule mod hans bryst hvor fingerspidserne let strøg ham. ”Det.. er jeg faktisk ked af. Jeg ved hvordan det føltes at ligge med den første og ønske at det er en anden. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan.. forsøge at holde den på afstand ved at gøre lidt op for de dårlige minder?” foreslog hun forsigtigt og bed sig i læben. Den slags var svært for hende at tale om, men hun ønskede jo næsten at lade som om, at den første gang havde været med ham i teltet på marken.

[Deleted]

Evan kunne godt lide at Athena var faldet en smule til ro, for det var jo trods alt hvad han gerne ville have, da det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tanken om at hun så ikke gjorde sig større tanker omkring sig selv, bekymrede ham faktisk, for dette var slet ikke noget som hun havde fortjent på nogen måde! ”Det er nok meget normalt at ønske at gøre alt for at få sine forældre tilbage, Athena, så det skal du ikke tænke på.. Jeg vil bare ønske at.. du ville sætte dig selv en smule højere end det,” endte han med en dæmpet stemme. Selv var han slet ikke i tvivl om at Jared ville blive stolt, dersom Athena tog hans navn til sig igen, og det var noget som han selvfølgelig ønskede selv at hun skulle gøre. Hvorfor ikke være stolte af sine rødder? Det kunne godt være, at det havde været en kæmpe og ikke mindst massiv hemmelighed som han havde fortalt hende, men han ønskede at starte med ærlighed i deres forhold, og derfor ønskede han at fortælle og dele det med hende. Hånden fortsatte stille og roligt over hendes ryg, som han selv blev liggende og med et stille smil på læben. ”Der er slet ikke noget at takke for min kære.. Jeg ønsker at du skal have den mulighed, som jeg også selv ønsker den. Jeg elsker dig,” endte han med en rolig stemme. Det kunne godt være, at han ikke kunne klare rod, men med børn hjemme – og Athena for den sags skyld, så vidste han godt, at der skete en hel del, selvom det nu slet ikke var noget som han tog sig af som sådan – ikke nu om ikke andet. ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg får nok at se til når du kommer hjem,” påpegede han med en direkte morende stemme, for det morede ham jo uden tvivl! Det at skulle fortælle hende omkring hans fortid og hans barndom, var ikke fordi at den var præget af ren og skær lykke, for det var den på ingen måde! Han trak svagt på smilebåndet. Tankegangen omkring børn dengang var helt anden end hvad den var i dag, hvilket han udmærket godt kunne se og ikke mindst fornemme. ”Ingen tog hensyn til de mindste dengang, Athena, så for os var.. det næsten en daglig ting at skulle igennem. Vi ønskede ikke at de skulle gøre det ved Malena, så.. Det gik ud over os andre i stedet,” fortalte han roligt. Hånden som hun lod glide mod hans bryst, fik ham til at lukke øjnene ganske let, for det var utrolig rart at have hende liggende der sammen med sig. Samtidig med at det også var utrolig rart med muligheden for at fortælle hvordan han havde oplevet livet, for det var på ingen måder som Jared havde fortalt det! Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er frygtelig mange år siden nu, Athena, men ja.. det kan være svært at lægge bag sig når det er hvad man har med i sækken. For mig er det at være så intim blevet noget.. yderst sårbart, og ikke noget som man deler med alle og enhver. Jeg ønsker at lægge det bag mig.. og se frem sammen med dig i stedet,” sagde han roligt. Hun forsøgte, og det ønskede han at anerkende hende for – uden tvivl.