Some time alone

[Athena Maloya Mathimæus]

Nye døre var blevet åbnet for dem, og det var selvfølgelig noget som Athena faktisk var glad for, det gjorde hende jo direkte vanvittig at skulle bide de mange følelser i sig hver gang. Det var ligeså det der havde gjort at hun i sidste ende, vendte ryggen til og flygtede fra ham. En ting var Diane, en helt anden Malena, der havde hun først for alvor følt at det hele var styrtet sammen. ”Du gør allerede mere end rigeligt. Jeg tror ikke at jeg kunne have en større beskytter, end ikke min egen far,” svarede hun med et lidt drillende glimt i øjet. Hun var skam glad for at han havde den beskyttende arm omkring hende også billedligt talt. Træningstimerne havde været Athenas fristed hele vejen igennem, når det hele var nået hende op over ørerne. Måske hun havde taget sin tid om at lærer det, men det at blive presset til det yderste, få frit lejde til at komme af med frustrationen og samtidig få en hvis nærhed til ham som hun ikke havde haft ellers, det havde været det som holdt hende i gang og hjalp hende med at udstå sin kære far. De grønne øjne søgte mod hans ansigt, en smule sørgmodige, for det havde slet ikke været hendes mening at give ham den følelse. ”Det var ikke min mening at give dig følelsen af at være efterladt, Evan, men jeg.. jeg kunne ikke overskue det, jeg mener.. Diane er en ting, jeg har aldrig set jer omfavne hinanden eller vise jeres kærlighed på anden vis, og jeg havde jo et sted håbet på at turen ville nå til mig i tilfælde af at den passerede Diane, det at Malena kom ind imellem var mig en torn i øjet,” erkendte hun og sank en klump. Et sted skammede hun sig over sin jalousi. Det at han ikke sagde noget til hendes berøring af hans bryst, fik hende til at ligge den mere selvsikkert mod hans brystkasse, hvor hun kunne føle hans hjerte banke under hendes håndflade. Det gjorde hende en kende frustreret at hun ikke var i stand til at kende en følelse fra en anden foruden de negative, hvilket vel heller ikke var underligt? Hun gengældte hans smil og nikkede sagte til hans ord. ”Jeg vil gerne lærer det, men jeg er bange for at jeg ikke kender frygtelig meget andet. Jeg er allerede din, det har jeg været i mange år.. om ikke andet i mine tanker, jeg skal bare vænne mig til tanken om at.. du også er min nu,” endte hun og lod de sidste ord være så dæmpet at de næppe var hørlige i frygt for at sige noget forkert. Usikkerheden blev dog hurtigt brudt af at han gav sig til at kilde hende, hvilket fik hende til at miste alt form for koncentration. Latteren lod hun ikke forstumme på noget tidspunkt. I stedet gled hun ned i sengen hvor han formåede at holde hende fast. Hun vred sig forsøgte at undslippe hans fingre også selvom det ikke ligefrem lykkedes hende. ”Du-du b-burde sl-slappe a-af i d-den ss-skulder,” forsøgte hun leende og lod tårerne trille i stride strømme ned over kinderne ude af stand til at stoppe igen, også selvom hun virkelig forsøgte!

[Deleted]

Muligheden for at være sammen med hende, var noget som først var kommet efter Jareds død, og nu hvor han havde muligheden for den, så var det ikke en mulighed som Evan lod passere på nogen som helst måde i det hele taget, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han holdt armen tæt omkring hende, kun for at holde hende tryg og beskyttet, og samtidig vise hende, at det hele var i orden, og at han slet ikke havde noget imod at hun lå der og strøg hans bryst, for han kunne virkelig godt lide det. Han trak svagt på smilebåndet. Hendes far havde forsøgt at beskytte hende, uden egentlig at vide hvordan, og det havde kun været tydeligt. Manden havde klandret hende for mordet på hendes mor, også selvom den arme pige slet ikke havde vidst hvad hun havde gjort, og derfor fandt han det utrolig uretfærdigt, at det var noget som hun var blevet straffet for på den måde. ”Jeg har i hvert fald gjort hvad jeg kunne for at leve op til forventningerne som din træner, din vejleder og din beskytter.. Og jeg agter at fortsætte med at gøre det,” endte han med en rolig og ganske sandfærdig mine, for løgn var det bestemt heller ikke, så det var skam heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hovedet lod han søge ganske let og stille på sned. Det var skam ikke fordi at han var ude på at gøre hende skidt tilpas eller noget lignende, for det var det slet ikke. Når det nu endelig var sagt, så havde han følt at hun havde forladt ham, selvom han faktisk forstod hvorfor. ”Jeg ved godt, og jeg forstår godt, at Malena har forvoldt dig.. problemer. Jeg kunne se det på dig, da hun hoppede mig om halsen. Jeg kan om ikke andet, forsikre dig om, at du slet ikke skal tænke på hende mere.. Hun er ude af mit liv, min kære. Det er kun dig og mig nu, og det er sådan jeg vil have det,” endte han med en ganske sigende og alvorlig mine. Følelserne var mange, og han vidste godt, at det kunne være forvirrende og for en som hende, som kun havde det onde og det negative at referere til, så ønskede han selvfølgelig at hjælpe hende så godt som det var ham menneskelig muligt. Han plantede et roligt kys mod hendes pande endnu en gang. Hun skulle slet ikke tænke så meget over det, også fordi at han vidste, at der var så meget andet for hende at tænke på. ”Vi finder ud af det sammen, min kære.. Jeg er overbevist om at vi nok skal klare det hele. Jeg har været din i mange år.. Du har bare ikke været klar over det,” endte han med et let smil på læben, hvor det drilske glimt meldte sig. Selvom det måske ikke var særlig godt for hans skulder, så kunne han da slet ikke lade være, når muligheden bød ham til det! Skulderen brændt, men han kunne da ikke blive liggende i sengen hele tiden! Han slog ud i en latter ved hendes ord. ”Eller er det bare en undskyldning for at bede mig om at stoppe?” spurgte han endeligt, som han holdt inde. Det gjorde ondt i skulderen, men slet ikke nok til at han ville lade sig påvirke af det. Han satte sig roligt tilbage i sengen, kun for at trække vejret dybt. Det gjorde faktisk godt at slippe de facader engang imellem.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde virkelig ikke regnet med at noget nogensinde ville kunne få ham til at elske hende, på den måde hun nu engang ønskede vel og mærke. Af den grund burde det ikke lette hende, at hendes fader var gået i døden, men på den anden side; Hvad ønskede hun sig mest? En far der knap bed sig fast i hendes eksistens og som egentlig ønskede at komme af med hende hurtigst muligt, eller en mand der faktisk måske var villig til at elske hende som den hun nu engang var? Hun sendte ham et roligt smil, og lod tomlen stryge hen over hans varme bryst, næsten som var det allerede blevet hende en vane. ”For min del har du overgået de forventninger. Min far gav dig lidt af en opgave, da han bad dig om at tage mig ind som elev, det er jeg klar over,” endte hun og kluklo morende. Hun havde ikke altid gjort det nemt for ham, særligt ikke så svært som hun havde ved at tage ny lærdom til sig. Det var slet ikke fordi at Athena følte sig ukomfortabel ved at snakke, for en gangs skyld føltes det faktisk godt at kunne give sin mening til kende. Om ikke andet var hun glad for at kunne finde hans forståelse, for det havde virkelig været en pine uden lige, at se ham ligge med Malena i hans arme på den måde. Hun nikkede erkendende. ”Det gjorde ondt. Mest fordi jeg var klar over at jeg ikke kunne gøre det samme, selvom jeg har haft lyst alt for mange gange. Jeg ved at du holder af hende, Evan og du behøver ikke at afskrive hende fra dit liv, det kunne jeg aldrig bede om, desuden.. stoler jeg på dig. Mit problem var da hun gjorde ting som jeg ønskede men som jeg ej var i stand til,” påpegede hun roligt. Det kunne ikke falde hende ind, at være den kvinde der forsøgte at kontrollere ham, hun nærede tillid til ham som den eneste omkring. Athena tog sig selv i at smile lidt fjoget ved sig selv ved hans kys og hans ord. Hun kunne godt lide at han var en tålmodig mand og ønskede at lærer hende omkring de mere.. livsgalde følelser, dem som hun desværre følte sig lidt snydt for. ”Det kan jeg ikke bruge til så meget, når det mest kærlige jeg får fra dig er et slag” påpegede hun drillende. Det var jo det nærmeste på et kærtegn hun var kommet fra hans side i mange år, og hun var faktisk begyndt at se dem mere som kærtegn end som slag. Det var sandt at Evan ikke kunne blive liggende i sengen hele tiden og så slemt til skade var han jo heller ikke kommet, men han burde ikke ligge vægt på den. Idet han endelig slap prustede hun tungt og stirrede op i loftet. ”Puha,” mumlede hun forpustet og lo kort, inden hun atter satte sig op med håret stående ud til alle sider efter at have vredet sig. ”Det virkede da, ikke?” endte hun og blinkede til ham. Selvfølgelig ønskede hun at gøre en indsats når det kom til at lærer omkring.. kærlighed eller hvad det var, så igen kravlede hun op i hans skød, ligeglad med at de begge stank langt væk af whisky hun var vant til det. Hænderne lagde hun mod hans kinder og så ham i blikket, hvor det var tydeligt at se at hun næsten var... nervøs? Langsomt lænede hun sig frem og lod læberne møde hans i et forsigtigt og dog ømt kys.

[Deleted]

Evan havde holdt utrolig meget af Athena igennem rigtig mange år. Når han selv ikke havde været præget af kærligheden som sådan siden han havde mistet Malena dengang han havde været ung, for det var jo der, at det var gået galt for ham. Ja, han havde været utro den ene gang, og han var ikke bleg for at erkende det – nu om ikke andet, for han havde aldrig fortalt Jared det. Han havde holdt af hende, han havde været der, og han havde hjulpet hende de gange hvor hun havde haft brug for det, selvom det slet ikke havde været nemt, så havde han nu gjort det alligevel. ”Din far gav mig en frygtelig udfordring, men jeg er ikke ked af den.. Det gav mig trods alt dig,” påpegede han roligt. Hun havde været en hård nød at knække, men han havde lært hende at kende, han havde lært hendes ’problemer’ at kende, og han havde fundet ud af hvordan hun skulle tackles, og det var vel næsten det som måtte være det vigtigste? Hun havde haft en at søge til, når det brændt på, og der havde vel også været noget som hun havde været glad for? Han betragtede hende med et stille smil på læben. ”Jeg afskriver hende ikke mit liv.. Jeg afskriver hende den plads, som hun havde ved mig for alle de år tilbage. Jeg er kommet videre.. Jeg elsker hende ikke mere og mit hjerte er tilfaldet en anden kvinde.. Du kan godt stole på mig hvad angår hende.. og alle andre for den sags skyld,” endte han med en rolig stemme, som han blev siddende med hende i favnen. Han kuklo ganske let. ”For fremtiden skal du nok få andet at se,” lovede han med et let smil på læben, også selvom det jo faktisk var ord som han måtte mene.
At kilde hende, var noget som Evan ikke havde gjort siden hun havde været en helt lille pige, også selvom han faktisk ikke vidste, om det var noget som hun i det hele taget var i stand til at huske, for det var mange år siden. Selvom det begyndte at svide voldsomt i hans skulder, så var han nok desværre nødt til at trække sig. Han lagde den ene hånd mod skulderen, som han blev siddende op af sengegavlen i stedet for. Han måtte skam erkende, at han virkelig så frem til at han ville få sit eget igen, for det andet her, var da til at blive helt vanvittig af! Han rystede let på hovedet. ”Åh tro mig, min kære.. Når den skulder er i orden igen, så skal du nok få..” lovede han med et kækt smil på læben, for han mente det uden tvivl, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være i den anden ende. Det kunne godt være, at han var kendt for at være en ganske anstændig mand, men han kunne sagtens være det stik modsatte, og det havde hun så også fået bevis på nu! ”De tarvelige tricks virker ikke i længden.. Jeg bliver immun,” påpegede han med en stilfast mine, også selvom han virkelig forsøgte at holde masken. Det var ikke nemt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig betvivlet at Evan holdt frygtelig meget af hende og havde gjort det i mange år, men hun hjavde aldrig troet at det var på den måde som hun ellers ønskede sig. Derude vidste hun udmærket at folk troede mere på at hun var datter af ham og Diane end hun var af Jared go det var også den fornemmelse hun havde haft af, at Evan havde forsøgt at gøre hende til. Han havde altid været der for hende, givet hende en at søge til når hun ikke følte at hun kunne gå til sin far. Sandt at sige så turde hun end ikke komme med et gæt på hvor hun ville stå hvis ikke han havde været der til at give hende de ting, som hun aldrig var blevet skænket i familien. ”Tja selv den bedste skal have lov til at blive udfordret, og det er trods alt lykkedes dig at lærer mig en ting eller to på trods af alt. Han reddede mit liv ved at tage den beslutning,” erkendte hun med et stille smil. Hun havde fået ham ved at starte op på træningen og det havde uden tvivl været hele smerten værd. Hun betragtede ham roligt mens hun lyttede til hans ord. Denne gang måtte hun synke en mindre klump, for jo mere de talte om det, jo mere lød de som om at de var et par, hvilket hun selvfølgelig ønskede men det var mere en smule skræmmende. ”Det er jeg glad for. Jeg nærer ingen mistillid til dig, Evan, ikke hvaf angår nogen kvinde. Jeg tror på at du følger dit hjerte, og jeg tror på at du ville være ærlig overfor mig, selv hvis sandheden var hård,” svarede hun roligt, uden at slippe hans blik, hun ville trods alt gerne vide om det var en korrekt antagelse. Hellere få den nøgne sandhed end at blive gjort til grin ved løgnen, det ønskede hun slet ikke. Hun nikkede sagte og sendte ham et mere muntert smil. Det var længe siden hun havde slappet sådan af, men det var faktisk rart selv for hende, og særligt når han ligeså var i det humør. Athena lod ham mere end glædeligt trække sig, også fordi hun ikke ønskede at han skulle støtte for meget på skulderen. Hun fik hurtigt pusten tilbage hvorefter hun satte sig op med håret stående ud til alle sider. Igen var hun endt med at kravle op i hans skød. Hun ønskede ikke at give ham indtryk af at hun var negativ eller utaknemmelig, hun ønskede at lærer og tage en chance engang imellem. Hænderne lagde hun blidt mod hans kind for langsomt at strække sig frem for at lade læberne møde hans, også selvom hun hurtigt trak sig igen han igen begyndte at tale, næsten med en lille knude i maven for det var ikke let for hende i det hele taget at forsøge sig på den slags. ”Jeg tager gerne udfordringen op,” endte hun lidt morende også selvom blikket hvilede mod hænderne som hun igen havde ladet falde og hvile i hendes skød. Hun himlede med øjnene. ”Tydeligvis ikke hvis du falder for en så lille ting,” påpegede hun med et lidt kækt glimt i øjet. Igen tog hun en dyb indånding, forsøgte at samle sig lidt om at forsøge igen også selvom det ikke var nemt. For at forhindre at hans tale skulle afbryde endnu engang, lagde hun først en finger mod hans læber, inden hun langsomt lænede sig frem og flyttede pegefingeren idet hun kyssede hans læber.

[Deleted]

Evan kunne skam godt forestille sig, at det var en situation og en tilværelse som Athena skulle vænne sig til, og det var naturligvis også en tid som han ønskede at give hende. Selv måtte han betragte hende med det samme stille smil på læben, for han kunne jo heller ikke lade være. Han havde mere eller mindre været det eneste som hun havde haft, efter hendes far havde haft svært ved det, og han vidste godt, at han nærmest havde stået der som en reservefar, og det var slet ikke noget som han fortrød sig det mindste på. Han trak svagt på smilebåndet ved hendes ord. Han vidste at hun på ingen måder havde haft det særlig nemt igennem sit liv, og derfor ønskede han selvfølgelig at være der for hende, også fordi at han altid havde været det, og det var slet ikke noget som han ville stoppe med på noget som helst tidspunkt i det hele taget! ”Det tror jeg da på at han gjorde. Den lille pige jeg fik i mit hjem, var forvirret, knust og yderst selvstændig og stædig, og alligevel så afspejlede hun sig i hvad hendes lillebror var i stand til at gøre. Du var mig en udfordring.. en klump ler jeg endnu ikke føler jeg er færdig med at forme i mine hænder,” sagde han roligt og med en ganske sandfærdig mine. Han opgav hende ikke, og han var da på ingen måder færdig med hende endnu! Slet ikke! I det store og hele, så ønskede han egentlig bare at bevise for Athena, at hun kunne stole på ham, også hvad angik hans omgangskreds med andre kvinder – deriblandt også Malena, for han var kommet videre, og det var også noget som han forsøgte at overbevise selv hende om. Han betragtede hende sigende. At hun søgte bekræftelsen, fik ham roligt til at nikke, idet han roligt tog omkring hendes hånd, som han trykkede ganske let og roligt omkring i stedet for. ”Jeg vægter ærligheden frygtelig højt, og specielt overfor dem som jeg elsker og holder af.. og nu hvor vi snakker om ærlighed.. Så har jeg en hemmelighed som jeg er nødt til at dele med dig.. omkring mig og Malena,” fortalte han stille. Nu hvor de var inde på det, så kunne han lige så godt skænke hende den sandhed som han end ikke havde skænket til Jared.
At holde op med at kilde hende, var kun fordi at det gjorde ondt i skulderen, for han burde nok holde den en smule i ro endnu, selvom det i den grad var en tanke som direkte måtte irritere ham! Han smilede let for sig selv, som hun kravlede op i hans skød, selvom det slet ikke var noget som han havde det mindste imod. Kysset tog han mere end glædeligt imod, som han gengældte det uden at tøve det mindste! Han smilede let for sig selv. ”Pas på min kære.. Du kommer til at tabe,” påpegede han morende, som hun lod fingeren let glide over hans læber. Ikke fordi at det var noget som han havde det fjerneste imod, for det havde han slet ikke. Han rystede let på hovedet, som han igen lod læberne møde hendes i et dybt kys. Den friske arm lagde han roligt omkring hendes skikkelse, kun for at trykke hende tæt ind mod sig, så han kunne have hende helt tæt ind mod sig. Han elskede hende virkelig, og nu havde han muligheden for at vise hende det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var frygtelig meget som Athena pludselig skulle vænne sig til, hun var jo slet ikke vant til at kunne vise sine følelser frit, eller ærligt fortælle ham hvordan hun havde det. Hun var ikke vant til ikke at have et fast sted at være, eller have et arbejde hvor der blev sat forventninger og krav til hende, det ville nok tage sin tid før det begyndte at gå op for hende, men en ting af gangen. Smilet gengældte hun uden at tøve, han fik hende til at føle sig velkommen og ikke mindst elsket, hvilket gav hende en større selvtillid end ellers. I takt med at han fortalte, forsøgte hun at huske hvordan det havde været at blive ført til ham første gang, hvor mange hun havde været og ikke mindst hvor meget vreden havde påvirket hende. ”Dengang følte jeg at det var en straf for at have slået min mor ihjel. Jeg vidste jo at jeg havde gjort noget forkert. Når det er sagt så havde jeg aldrig troet at træningen skulle ende med at blive mig et fristed. Måske jeg har lært meget, men både du og jeg ved at jeg slet ikke er færdigformet, der er stadig meget at lære,” svarede hun roligt. Hun så faktisk frem til at komme i gang med træningen igen også fordi hun begyndte at blive en smule rusten. Vreden og frustrationen over ham samt ægteskabet med Valerio havde skabt en enorm afstand til ham, og derfor havde hun slet ikke haft muligheden for at fortsætte sin træning. Blikket gled mod hans hånd idet han lagde den over hendes, hvilket var noget der kun fik hende til at putte sig en smule tættere ind til ham. Selv havde hun altid værdsat ærlighed, og derfor havde det været et så stort problem for hende, at hun ikke havde været i stand til at sige sandheden, hun havde været tvunget til at klare hverdagen med løgn og bedrag overfor alle dem som havde en plads i hjertet, hun værdsatte faktisk at det ligeså var en værdig som Evan gik højt op i. Alligevel så kunne hun mærke hvordan knuden dannede sig maven ved hans ord. Smilet falmede langsomt, også selvom hun forsøgte at forholde sig roligt, indtil hun havde grund til andet. ”Det betyder meget for mig. Okay.. så del den med mig,” opfordrede hun også selvom hun slet ikke var sikker på at hun ønskede at få del i hemmeligheder ham og Malena imellem. Hans hånd havde hun endt med at slippe for i stedet at sætte sig i hans skød. Det første kys endte måske en smule flygtigt, mest fordi hun prøvede grænserne mellem hvad der var acceptabelt og ikke var. ”Det tvivler jeg på,” svarede roligt, inden hun atter lænede sig frem og skænkede ham et mere dybt kys. Hendes hjerte slog nervøse slag bare ved tanken, men hun elskede følelsen af at have ham så tæt på. Bare det at han gengældte føltes som en sejr i sig selv. Hun lod sig rækkes helt ind til hans krop, hvilket fik hende til at trække hånden til sig, for i stedet at lade dem søge mod hans varme bryst. Hun elskede ham, men hun skulle vænne sig til til det, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Evan forstod faktisk godt, at det hele ikke var nemt for Athena, og at de derfor var nødt til at tage det stille og roligt. Nu som det var sagt, så holdt han utrolig meget af hende, og han havde gjort det siden han havde fået hende med sig hjem, også fordi at han virkelig ønskede at være der for hende, hvis det var noget som han ville få muligheden for i den anden ende. Elanyas død havde sat frygtelig meget i gang, men selv en handling medførte en konsekvens, og et sted, så kunne man vel sige, at det var hvad der havde bragt hende til ham i udgangspunktet. ”Jeg tror aldrig det har været ment som en afstraffelse, men også fordi at din kære far ikke har vidst hvad han skulle gøre ved det. Det har alt sammen været tragisk, men du brød dig fri af din brors skygge, og er blevet dit eget individ.. Så langt så godt, men ja.. Jeg er endnu ikke færdig med at forme dig,” endte han med en rolig og ganske sandfærdig mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var løgn. Ærligheden satte han frygtelig højt, og derfor ønskede han at fortælle Athena omkring ham og Malena og hvad de havde gjort for frygtelig mange år siden, også fordi at han slet ikke ønskede at hun skulle finde ud af det senere og derved tro at det var noget som han kunne finde på igen, for det ønskede han slet ikke på nogen måde! Armene lagde han roligt omkring hende, som hun blev siddende i hans favn, hvilket var noget som han faktisk godt kunne lide. Han nikkede sigende til hendes ord, som han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse igen. ”Jeg ved ikke hvor meget Jared har fortalt om den lille familie som han fik sammen med Malena for mange år siden..? Før din mor kom ind i billedet?” spurgte han med en rolig stemme. Det var ikke fordi at han følte nogen direkte kvaler ved at fortælle det, for han ønskede jo at hun skulle vide det hele. Han lod hende mere end glædeligt placere sig i hans skød. At hun selv endelig fik muligheden for at vise ham hvad hun ville, og hvad hun ønskede, var noget som han selvfølgelig godt kunne lide at hun faktisk bar sig frem med den selvtillid nok til at gøre det, og det var noget som faktisk gjorde det godt, selv for ham. Kysset gengældte han selvom det ikke var særlig langt, men hvad.. Hun gjorde det, og det var hvad han måtte anse som det vigtigste. Han sendte hende et let smil. Det var ikke fordi at han ville lade sig selv tabe den nærmest.. konkurrence, og det var noget som han uden tvivl nød frygtelig godt af. ”Udfordre du mig..?” spurgte han drillende, som han tog imod hendes kys, for det føles noget så frygtelig godt at have hende siddende så tæt ved sig, og at hun faktisk gjorde alt det sammen med ham. Han brød kysset ganske let, kun for at blive siddende med hende helt tæt ind mod sig. ”Jeg elsker dig, Athena,” hviskede han roligt, som han blidt kyssede hendes mundvig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena gjorde hvad hun kunne for at følge med ham, men lige nemt var det ikke altid. Hun ønskede at blive en del af hans liv, hun ønskede at finde plads i hans hjem i hans soveværelse, men hun var samtidig nødt til at give sig tid til de alt for mange omvæltninger, på alt for kort tid. I sin tid havde hun set det som en straf at Jared havde placeret hende ved Evan, men det var et syn som havde ændret sig med årene, det var gået fra at være en straf, til at være blive de bedste stunder i hendes liv. ”Det tror jeg heller ikke, han gjorde det for alles bedste, men dengang så jeg ikke den slags. Jeg brød ud af hans skygge ja, takket være dig. Jeg er blevet til noget fordi du gav dig tid og ikke gav op selvom jeg ved at jeg til tider var umulig at arbejde med, og det er jeg taknemmelig for. Lov mig at du aldrig bliver færdig med at forme mig,” endte hun dæmpet og vendte blikket mod ham. Det var måske et stort løfte, men hun frygtede næsten den dag han ikke ville være i stand til at lære hende noget. Ærlighed vægtede de begge måske højt, men Athena kunne næsten fornemme på det, at han skulle til at afsløre noget stort for hende, noget som hun næppe ville bryde sig om at høre. Hvis han følte for at nævne det, så ville hun dog heller ikke holde ham tilbage. Hun rykkede en smule tættere på ham, idet han lod armen søge omkring hendes krop, det var nemmere for dem begge at sidde på den måde og mindre anstrengende for hans skulder, hvilket var vigtigt for hende. Hun fugtede læberne med tungespidsen. ”Han.. han fortalte mig ikke meget, jeg tror at Zacharias ved mere. Jeg ved at han var gift med Malena og jeg ved at jeg kunne have haft endnu en ældre bror,” svarede hun uden helt at vide hvor han ville hen med det. Hendes far havde jo været lukket land, og særligt for hende, så det var frygtelig begrænset hvor meget hun vidste. Muligheden havde hun for at vise ham hvad hun ønskede sig, men at tage springet og gøre det, det var en langt større ting. Af den grund så kunne man næsten fornemme hendes nervøsitet idet hun lænede sig frem for at give ham et kys. At han så gengældte denne gang, lettede hendes faktisk. Hun smilede et sted bag og trak sig blot en smule for atter at lade dem tale. ”Åh ja jeg gør,” svarede hun uden tøven og med et drilsk glimt i øjet. Hun havde aldrig været bange for at tage en udfordring op, heller ikke selvom han til tider kom med nogle meget hårde af slagsen. Igen lod hun læberne møde hans i et dybt kys der fik varmen til at brede sig i hendes indre. Det at hans så trak sig denne gang, fik hende til at gøre det samme også selvom det var lidt mere modvilligt. Hånden hævede hun stille og lagde den mod hans kind. ”Jeg.. jeg elsker også dig,” svarede hun med et næsten forfjamsket smil, for hun vidste stadig ikke helt hvordan man forholdt sig til de ord i det hele taget, det var langt fra nogle hun havde været vant til at høre gennem bardommen.

[Deleted]

Evan ønskede naturligvis at give Athena det albuerum som hun havde brug for. Ikke fordi at det var noget som han ville sige noget til, for han kunne jo se, og han forstod faktisk også, at det var frygtelig mange omvæltninger for hende på en gang. Smilet bredte sig let på hans læber. Han ville aldrig blive færdig med at forme hende, hvilket måske var et stort løfte at give hende, men han var alligevel helt overbevist om at han aldrig ville blive færdig med det! ”Du var ikke andet end en lille pige, som vidste du havde gjort noget galt, men ikke hvordan. Du skal ikke klandre dig selv for noget som helst, min kære. Desuden kunne det aldrig nogensinde falde mig ind at opgive dig.. Det er selv jeg alt for stædig til,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende. ”Jeg bliver aldrig færdig med at forme dig.. Ikke bare som et selvstændigt og eget individ, men også min kommende hustru, når vi engang kommer så langt,” lovede han med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, for det var jo sådan at han ønskede at have tingene. Selvom det måske ikke var en stor ting som han havde valgt at fortælle hende, så ville han hellere have at hun skulle vide det, end at hun skulle finde ud af det hele på et senere tidspunkt, hvor det måske var andre som fortalte hende det, end ham selv, og det var slet ikke en risiko som han ønskede at løbe. At hun var kendt med sin ældre ’storebror’, fik ham blot til at nikke med hovedet. Hun var kendt med historien, hvilket faktisk gjorde det hele en smule nemmere for ham selv. ”Din gamle far, har fortalt dig rigeligt til at min historie måske giver mening for dig. Mine følelser for Malena tilbage i tid, var nok ikke at lægge skjul på. Jeg elskede hende dengang. End ikke din far er kendt med denne historie, Athena.. Vi blev enige om at han aldrig nogensinde skulle høre historien eller sandheden.. Jeg er måske kendt ofr at være en.. meget stilren mand. Jeg opsøgte hende en aften hvor Jared var ude for at kæmpe for at få føden på bordet, og jeg.. var intim med hende. Din storebror har aldrig været Jareds.. Han er min,” fortalte han med en ærlig stemme, som han vendte blikket mod hende. Det var den eneste gang han faktisk havde været utro, men.. det var lidt noget andet, når det var med kvinden som man elskede mere end andet, og det var jo slet ikke tilfældet mere! Armene søgte stille omkring hendes skikkelse, som han holdt hende tæt ind mod sig, næsten også et sted fordi at han var.. usikker på hvordan hun ville reagere, men han ønskede hellere, at hun skulle være kendt med sandheden, da det jo faktisk var hvad han vægtede højst og vigtigst i længden, om det var noget som an nu ville det eller ikke. At høre hende sige og skænke ham de ord, var noget som betød frygtelig meget for ham, for det varmede ham uden tvivl! ”Godt.. Du skal bare vide, at det er sandhed.. Jeg elsker dig virkelig,” afsluttede han dæmpet, som han let hævede hånden, og strøg hendes kind.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var meget at skulle tage stilling til og vænne sig til, men Athena forsøgte virkelig at finde hoved og hale i det hele, hun spurgte ind til de ting som hun var i tvivl om, også fordi hun havde brug for at få den direkte frem for noget andet. Bare det at han smilte af hende på den måde, gjorde hende mere rolig, hvilket tydeligt kunne ses. Kroppen slappede pludseligt mere af i hans favn. ”Jeg vidste at det var min skyld.. hendes død mener jeg, det gjorde Jared klart mere end én gang. Jeg er glad for at du aldrig opgav, for selvom jeg måske har brugt mere tid på at hade dig end på at elske dig, så ville jeg nok ikke være nået så langt uden,” erkendte hun med et lidt stilfærdigt nik. Hun var i mindre grad begyndte at kalde Jared ved den faderlige titel, for hun følte ikke at han havde gjort sig synderligt fortjent til de. Hans ord drev hurtigt hendes opmærksomhed til til hans blik, hvor hendes hjerte måtte springe et slag eller to over. Han agtede en dag at gifte sig med hende? At gøre hende til en Strife frem for en Mathimæeus? ”Godt det kan jeg leve med. Jeg ser frem til den dag... når den kommer vel og mærke. Jeg vil til enhver tid hellere vedkendes mig som en Strife.. være din, end jeg vil tage Mathimæus til mig og tilhøre Valerio,” svarede hun ærligt. Det sidste var næsten sagt med en form for spydighed, hun kunne virkelig ikke fordrage den mand! Hvad hans hemmelighed var, vidste hun endnu ikke, men det var tydeligvis noget som betød meget for ham. De grønne øjne så ind i hans, og forsøgte at skjule usikkerheden også selvom hun aldrig havde været god til at skjule den slags overfor ham. Hun lyttede skam uden at bryde ind, også selvom knuden i maven voksede sig større, jo tættere på pointen han kom Bare tanken om at han havde elsket Malena, og at han havde været intim med hende, gav hende en lidt anspændt fornemmelse, men at han så afslørede at det barn som hendes far havde troet var hans, som han havde elsket og sørget over... slet ikke var hans, endte hun fuldkommen stiv i minen. Langsomt slap hun taget om hans kind og hans bryst og satte sig en smule mere op også selvom hun ikke kravlede ned. ”Du.. du løj for min far? Du tog hans hustru med til sengs, gjorde hende med barn og løj derefter for ham?” gentog hun og rynkede lidt uforstående på panden. Det burde ikke gøre hende vred, men det gjorde det.. og urolig på sit vis, selvom hun netop havde sagt til ham at hun havde tillid til ham. Blikket søgte flygtigt rundt i lokalet, pludselig vidste hun end ikke hvor hun skulle se hen. Det var ganske vidst sket lang tid før hun overhovedet var blevet til, og ulempen ved at finde en ældre mand, var selvfølgelig at han havde en fortid der gik forud for hende, men det var ikke behageligt at sidde og lytte på. ”Hvor blev den flaske af?” mumlede hun og rakte over ham mod sengebordet, kun for at tage omkring den før at fører den til læberne. Den brændende saft, fik hende til at slappe en smule af, også selvom hun endnu ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun satte flasken i skødet uden at slippe taget omkring den. Hun tog sig selv i at trække sig fra hans kærtegn. Der florerede så mange tanker at hun bare ikke kunne have det i hovedet også.

[Deleted]

Det hele var svært for hende, hvilket var noget som Evan skam havde forståelsen for, og derfor ønskede han at hjælpe hende på de måder som han nu havde at gøre det på. Han sendte hende et stille smil. Det var nok ikke ment som en straf – ej heller fra Jareds side, for han havde elsket sine børn, hvilket han slet ikke betvivlede at han havde gjort. Nu som det var sagt, så havde han mange planer hvad det her angik, også selvom det selvfølgelig krævede at hun kunne vænne sig til de mange omvæltninger, for dette var jo trods alt bare en af mange, og det var bestemt ikke nemt for hende på nogen måde, hvilket han skam vidste. ”Jeg vil ikke ligefrem vove at påstå at det er din skyld alene.. Du gjorde måske handlingen som fik hende i gulvet, men hvis din kære far ikke havde smækket døren i hovedet på Jer, så var det jo heller aldrig sket.. Det er ikke en skyld, som du skal påtage dig alene.” I hans øjne, ville hun være hans, og det ville hun være frem til den dag de begge ville gå i graven. Han ønskede at hun en dag skulle tage hans navn og fralægge sig Mathimæus, for det var slet ikke et navn, som han ønskede at hun skulle gå rundt med, for det var slet ikke et navn som han ønskede for hende! ”Kunne jeg, ville jeg skænke dig mit navn lige nu og lige her, min kære, selvom det desværre ikke er tilfældet. En dag kommer det,” lovede han endeligt. Et sted så var han naturligvis usikker på hvordan hun ville tage det hele, men han ønskede hellere at hun skulle vide det, og hellere nu hvor han fortalte hende det, end at hun skulle finde ud af det senere, eller at en anden skulle komme ham i forkøbet. Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke tog det som direkte positivt, at hun trak sig.. helt væk fra ham og hans arme, for det var jo slet ikke meningen. ”Han elskede og forgudede den lille dreng allerede fra den første stund, så ingen af os kunne få os til at fortælle ham det. Jeg lod ham tage sig af knægten i den tid som nu var. Ja, jeg løj.. men i en god mening. Jeg ønsker ikke at knuse ham,” fortalte han med en ærlig stemme, som han vendte blikket i retningen af hende i stedet for. Som hun greb efter flasken, kunne han jo allerede sige sig, at det var en nyhed som hun havde svært ved at sluge, og der havde jo trods alt været mange på en gang, så det var ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til, for han forstod til gengæld godt, at det var svært, men han ønskede lige så, at hun skulle vide det hele, og ikke bare.. hvad han ønskede frem i dagens lys, men også de skeletter som han faktisk havde hængende i skabet. Han trak vejret dybt, som han stille lagde hånden mod hendes lår som han strøg ganske let. ”Jeg forstår, hvis det er svært for dig at kapere, min kære.. Jeg ønsker bare at du skal vide det,” afsluttede han med en rolig stemme, som han vendte blikket stille mod hende. Det var slet ikke fordi at han ønskede at ødelægge situationen eller stemningen for den sags skyld, for det var jo noget som han vægtede højt – frygtelig højt faktisk.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena forsøgte virkelig at forholde sig til de nye omgivelser og ikke mindst tilpasse sig, men det var ikke lige nemt. Hun var glad for Evan, men hun havde været vant til hemmeligheder, en byrde som hun ikke længere behøvede at bære på sig. Det at han viste sig som en tålmodig mand, glædede hende kun for det ville slet ikke hjælpe at presse hende, til tider havde hun stadig mest lyst til at flygte ud af døren også selvom hun til nu havde afholdt sig fra at gøre det. Smilet falmede en smule. Det var stadig et ømtåleligt punkt at snakke om hendes mor, for hun havde jo nærmest slået hele sin familie ihjel efterhånden, også selvom det måske ikke var ene og alene hendes skyld. ”Det var ikke min skyld alene, men jeg var stadig den som udførte handlingen. Min far bebrejdede mig for hendes død, det er jeg ikke i tvivl om. Uanset hvad så ændre det ikke rigtigt noget, de er begge borte nu,” påpegede hun sigende. Der nyttede intet at blive ved med at svælge i det. Kunne hun så ville hun tage Strife navnet med det samme, hun hadede at bære på Valerios, også fordi at hun så ham som et direkte modbydeligt væsen! Hun nikkede hurtigt, for hun havde jo heller ikke ment at forhaste sig eller noget som helst, hun havde ingen planer om ægteskab lige foreløbigt! ”Jeg ved det godt, men du skal ikke tænke på det. Det er bare et navn ikke? Jeg overlever nok, det nager mig bare at det er noget jeg bære med mig, jeg vil fortrække at glemme at jeg nogensinde var en del af den mand,” erkendte hun og sank en klump. Det kunne stadig gøre hende vred og bitter at tænke på de ting han havde gjort ved hende, og hvor svag hun havde følt sig. Tankerne var dog ikke blevet mere positive af Evans erkendelse. Athena trak sig fra ham, og satte sig i stedet ordentligt op. Igen følte hun frustration i det indre over at føle jalousi og vrede over noget som ikke havde noget at gøre med hende som sådan. Hun havde ondt af sin far... Evan skulle jo forestille sig at være hans bedste ven! Og på sit vis havde hun også ondt af sig selv, fordi hun vidste at Malena ligeså var kommet igen på en mystisk måde. ”Jeg troede at du vægtede ærlighed højere end det.. jeg mener.. Du skulle forestille sig at være hans bedste ven, og først sætter du kløerne i hans hustru og nu.. nu mig?” endte hun. Det gav hende faktisk dårlig smag i munden, hun følte pludselig at hun var med til at forråde hendes far, selv fra døden. Athena tog en stor slurk af flasken før hun satte den i sit skød. Det var en stor mundfuld at skulle tage bare sådan uden videre. Han havde tydeligvis mange skeletter. Blikket endte mod hans hånd som strøg hendes lår. Hun var ikke sikker på hvor vidt hun burde trække sig eller lade være, det føltes jo godt. ”Og her sidder jeg og vover at påstå, at jeg værdsætter ærlighed. Jeg går ud fra at det ikke gør sig gældende i enhver situation,” endte hun dæmpet. Hendes hjerte føltes næsten som forsøgte det at banke gennem brystet på hende, men denne gang var det ikke på helt samme behagelige vis. Det værste var næsten at det var sket, og de kunne intet gøre for at gøre det om nu. Ham og Malena havde lidt af en historie, det kunne hun jo slet ikke hamle op med!

[Deleted]

Evan skulle selv vænne sig til tanken omkring det hele, så det var bestemt ikke bare hende. Selv han havde været vant til at færdes omkring det som han aldrig kunne få, og det var bestemt ikke noget undtag i denne situation – denne gang var det bare lidt anderledes; Han kunne få lige præcis den kvinde som han ønskede at få, og det var noget som faktisk glædede ham, men selv en tanke som han skulle vænne sig til, også selvom han vidste, at det bestemt heller ikke var nemt for hende. Han sendte hende et svagt smil. Han ønskede jo bare at.. være der for hende, også selv på trods af hvad der var sket hende i fortiden, også med henblik på hendes kære forældre, for selvfølgelig var det tragisk, men han ville ikke vove at påstå at det ene og alene var hendes skyld. Jared havde selv sørget for at meget af det ville ske. ”Inderst inde, tror jeg også Jared klandrede sig selv for det, og ikke bare dig, min kære. Det kan godt være, at de begge er borte nu, men selv jeg er overbevist om at.. de har hinanden, og det er vel også det vigtigste?” spurgte han med en rolig stemme. Han havde jo selv gravlagt Jared sammen med hans kære Elanya, og det var en sidste handling i ren og skær respekt for manden, så de endelig kunne få hinanden. Et ægteskab, var dog ikke noget som han forhastede sig med, men noget som han sigtede i retningen af. Han ønskede at kunne – også med et symbol, bevise at hun var hans, for det var sådan at han ønskede det, og det var sådan han ville have det hele. ”Jeg ved godt du ikke ønsker at være en del af den mand, og jeg har til gengæld også forståelsen for det, men før eller siden, min kære.. Så vil du bære navnet Strife,” lovede han med en rolig stemme. Med henblik på den hemmelighed som han lige havde valgt at åbne for hende, var tydeligt, at hun ikke brød sig om den, og han kunne jo også godt forstå hende, for det var noget som han faktisk ønskede at fortælle, så hun ikke skulle høre det fra et andet sted, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ingen af os ønskede at ødelægge glæden i Jareds øjne.. Desuden vidste jeg det først, da jeg så den lille dreng. Jeg har og vil altid være hans bedste ven.. Derfor valgte jeg ikke at fortælle ham det,” forklarede han sandfærdigt. Synet af den lille knægt, havde automatisk sørget for, at han slet ikke havde været i tvivl omkring det! At hun så trak sig og det hele, var slet ikke en tanke som han brød sig om, for han ønskede jo slet ikke at miste hende på det grundlag! Han sukkede tungt og rystede så stille på hovedet, også selvom han stadig lod hånden fortsætte over hendes lår, nu hvor hun ikke trak sig helt. ”Hellere sandheden end en løgn, ikke? Desuden vil jeg hellere selv fortælle dig det, end at du skal høre det fra en anden,” afsluttede han med en rolig stemme, også mest for at nå ind til hende, for han ønskede da slet ikke at hun skulle trække sig på grund af det her!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var meget for dem begge at vænne sig til, men Athena var overbevist om at de kunne finde ud af det sammen. De havde chancen nu og den havde hun ikke tænkt sig at lade gå forbi, ikke efter alle de år hvor de begge havde ventet på at kunne tage det store skridt. Hun var glad for at hun havde haft Evan gennem sin barndom, og det var vigtigt for hende at lade ham vide hvor taknemmelig hun var, også selvom det havde været en selvfølge for ham. Han havde givet hende et trygt sted at søge til, hvor hun faktisk formåede at finde lidt opmærksomhed, om ikke andet så under træningen. Hun nikkede sagte. ”Det tror jeg også, og jeg forstår at han ikke kunne bære den byrde, jeg bebrejder ham ikke for at have haft sine problemer med mig, det gør jeg ikke. Det vigtigste for mig er at de har hinanden nu, og at jeg har.. har mulighed for at få dig,” svarede hun og hævede blikket til hans, hvor hun måtte sende ham et stille smil. Hun forventede slet ikke et ægteskab lige rundt om hjørnet, hun vidste end ikke om de var et par endnu, desuden var de begge kun lige kommet ud af de ægteskaber som de havde været placeret i. ”Vi skal slet ikke forhaste os, men jeg ser frem til den dag. Strife har bare en bedre klang end Mathimæus,” erkendte hun en smule mere muntert. Hun så virkelig frem til at kunne fra lægge sig det navn, det nagede hende at der var der, til konstant at minde hende om noget som hun helst så glemt. De blonde lokker strøg hun bag øret, mens hun igen lod blikket synke til flasken i sit skød, også selvom hun ikke tog mere af den, det brændte stadig i halsen fra den sidste tår. Måske hun ikke tog det synderligt pænt, men faktisk vidste hun slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til den nyhed. Hun havde ganske vidst trukket sig fra hans favn, men længere væk var hun ikke kommet, hun havde ikke planer om at lade det komme i mellem deres ønsker med henblik på hinanden, hun elskede ham stadig. ”Selv jeg ved hvor højt han elskede den dreng, og hvor knust han var ved tabet af ham, det ændrede sig ikke.. end ikke da han fik Zacharias og jeg. Du lever altså ikke altid op til den titel,” påpegede hun ærligt dog med et let træk i mundvigen der hurtigt falmede igen. Hun så ud af vinduet og følte hvordan knuden kun voksede sig større. Død eller ej, så ønskede hun at gøre sin far stolt af hende for en gangs skyld, og det eneste hun var i gang med, var at forråde ham på ny? Hun vidste at han aldrig ville bifalde hende og Evan. Hun slap et tungt suk. ”I visse tilfælde, jo. Det går langt forud for mig, men.. pludselig at få at vide, at ens afdøde bror faktisk ikke er ens bror men derimod sin kærestes søn.. jeg skal lige vende den et par gange i hovedet tror jeg. Det burde ikke gøre mig vred, men det gør det.. lidt, om ikke andet på min fars vegne, jeg føler at jeg stikker ham i ryggen.. igen,” endte hun opgivende. Det havde været et tilfældigt ordvalg, men det ville jo ikke være første gang, hun havde slået ham ihjel på samme måde. Hun tog en dyb indånding og vendte derefter langsomt blikket til hans.