Some time alone

[Deleted]

Det var ikke ofte at det forekom, men det skete nu alligevel at Evan tog fejl, og at Athena så valgte at bede ham om at tie stille, så hun kunne nyde øjeblikket, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber, for det var jo typisk at det skulle mores på andres bekostning! Umiddelbart var det ikke noget som han tog så utrolig hårdt igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede let på hovedet. ”Du slipper aldrig nogensinde den der igen, gør du?” endte han næsten morende, som han let blinkede til hende. Hun havde haft ret, og han var ikke bange for at erkende det, hvis han faktisk havde taget fejl! Han var bare ikke den type som var god til at sidde stille, og specielt ikke efter så lang tid! Selvom han måske stadig lignede noget der var løgn, så havde han det faktisk bedre nu, end det som han havde haft før, så selvfølgelig var det noget som selvfølgelig måtte irritere ham, for han havde virkelig for meget krudt bagi, og det kunne han jo selv mærke nu! ”Jeg kan ikke love dig andet, end at gøre og sit mit bedste..” endte han ganske roligt. Ikke fordi at han var den som ønskede at bare ligge stille, for det ønskede han slet ikke! Men hvis det gjorde hende rolig og komfortabel, at han blev liggende i sengen, så kunne han også godt gøre det. Tanken om at hun havde forsøgt at gøre hans the attraktiv ved at dynge den i whisky, var bestemt ikke noget som han synes var retfærdig, men han havde brug for varme, og brug for at varme halsen og det var vel også noget som kunne være med til at gøre ham.. bedre igen? Han rystede smilende på hovedet. ”Når jeg kommer hjem, ikke? Så kan jeg trygt love dig for, at jeg tømmer skabet!” endte han morende, som han alligevel tog fat om koppen med den varme the. Selv han måtte erkende, at han helt klart kunne dufte whiskyen i det, så det var jo noget som i sig selv, også faldt ham i fin smag. Han tog en tår, også selvom han godt kunne mærke, at han slet ikke var vant til smagen af the, for det havde aldrig været hans foretrukkende drikke! Han skar en mindre grimasse. ”The bliver aldrig en af mine drikke, må jeg vidst erkende..” mumlede han let for sig selv, idet han tog en tår mere. Det brændt, men det varmede godt, og det var det som han faktisk godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Appetitten fejlede ikke noget, nu hvor det egentlig var gået op for ham, hvor sulten han egentlig var, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, hvor han mere eller mindre bare skuffede ind! Mændene nede i stuen, ville han egentlig ikke engang skænke en tanke, for at de kun havde deres flaske i livet, indikerede vel bare hvor.. lavt de egentlig var sunket? Ikke fordi at han havde ondt af dem eller noget som helst, for det havde han faktisk ikke. ”Det er de ikke.. Uanset hvad; Athena, så glæder jeg mig til at få dig hjem.. Så er jeg da sikker på, at du ikke støder på flere af de typer,” endte han ganske roligt, som han vendte sig mod hende. Han skulle bare finde det perfekte sted først!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke tit at Evan tog fejl, og det skete endnu mere sjældent at han faktisk erkendte det, derfor skulle hun absolut smører den lidt mere ud. En melodisk latter brød hendes læber, som hun gav sig et øjeblik til at nyde det. Aldrig ville hun slippe det igen! Hun rystede sigende på hovedet. ”Aldrig,” gentog hun morende. Det var frygtelig mange år siden at de havde kunnet sidde som nu, for hver ting han havde fortaget sig, havde kun været med til at gøre hende vred eller frustreret. Hun vidste godt at han ikke var meget for at sidde stille, hun havde det jo selv på samme måde, men denne gang var hun der, og hun havde tænkt sig at gøre hvad hun kunne så han forholdt sig i ro, ellers ville hun jo være tvunget til at finde en ny træner, hvilket hun ikke ønskede. Hun betragtede ham lidt sigende, og tydeligvis slet ikke overbevist. ”Med andre ord opgive på forhånd? Jeg skal nok holde dig med selskab, men jeg ville være ked af at skulle finde en ny træner, fordi den bedste det eksistere, har for travlt med at lege prinsen på den hvide hest,” svarede hun med et lidt kækt glimt i øjet, også selvom hun skam mente det. Han havde endnu engang formået at redde hendes ende, og det var bestemt ikke førte gang det var sket. Duften af whisky havde lagt sig i rummet takket være dampen fra theen. Det havde måske været lidt af en fusket metode, men under alle omstændigheder så lod det jo til at virke. Det forundrede hende egentlig ikke at han havde tænkt sig at tømme skabet. Hun smilede for sig selv, og færdiggjorde bananen kun for at lægge skrællen på bakken. ”Du synes ikke at du skulle finde et hjem først?” påpegede hun lidt drillende. Der var jo ikke rigtigt noget at kalde for hjem, hun var ligeså hjemløs som det han var, foruden det værelse hun havde på slottet, som det ikke lod til at hun ville få behov for uanset. Hun ville til enhver tid fortrække hans soveværelse. Den grimasse hans skar, lignede næsten den hun fik når hun gik om bord i flasken. Hun kluklo og rykkede ham en smule nærmere. ”Tilvænningssag min kære,” svarede hun roligt, og lagde hovedet mod hans skulder, Nu var maven om ikke andet stoppet med at knurrer. Igen greb hun om flasken og tog en stor tår, hvor hun måtte skære den samme grimasse som han netop havde gjort, også fordi hun ikke havde drukket det særlig længe, det havde kun været når far eller Evan havde kigget væk og hun havde kunnet liste sig til en tår. Hun sænkede den til sit skød, mens hun bare lod ham tage for sig af retterne. Det var rart at få andet end råddent brød, maden i marken var ikke ligefrem fantastisk. ”Jeg er bange for at du nok ikke kan forhindre mig i at støde på de typer. Men jeg glæder mig til at komme med dig. Jeg glæder mig til at få et hjem,” erkendte hun med et stille nik. Tanken om at rykke ind på hans soveværelse glædede hende faktisk, også selvom det hele var lidt underligt endnu. Hun glædede sig til at de bare skulle være de to hver eneste dag fremover, også fordi hun vitterligt aldrig havde haft troen på at det kunne lade sig gøre i det hele taget.

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte Evan tog fejl, men når han så til gengæld kunne se, at han havde taget fejl, så var han faktisk heller ikke bange for at erkende det, selvom fik ikke altid var lige overbevist om det tilfælde. Han rystede på hovedet. Hun gjorde det bare så meget med vilje! Han kuklo ganske let, som han let himlede med øjnene af hende, hvis det var det som hun ville det. ”Du gør det der med vilje,” endte han med en morende stemme. At hun aldrig ville glemme det, forundrede ham jo egentlig ikke, en det var nu bare sådan at det var. Han vidste, at hun havde ret, og han var nødt til at slappe af og komme sig, selvom det slet ikke var noget som han havde særlig meget lyst til! Han hadede virkelig bare at sidde stille, selvom det selvfølgelig gjorde det hele nemmere, for så skulle han jo trods alt heller ikke ligge der alene, og det var en tanke som han faktisk havde det ganske fint med. Han lagde hovedet stille ind mod hendes, inden han let kyssede hendes pande. ”Bare vent.. Når jeg er tilbage på benene, så skal jeg nok tvinge dig igennem den største omgang træning, som du overhovedet kan forestille sig. Vi har meget at skulle tage igen,” påpegede han med et kækt smil på læben. Selv nu hvor han var ved at være på bedringens vej, så var det jo egentlig kun armen som han skulle have og holde i ro, da det tydeligt også var det som han havde mest brug for. Han lod roligt den ene arm søge omkring hende, så han let kunne trykke hende ind mod sin egen krop. Han ønskede at holde hende tæt på sig, også fordi at det faktisk var det som betød mest for ham. Hun var der og det var det eneste som han kunne tænke på lige nu. Theen var ikke just hvad han havde mest lyst til at drikke, men han gjorde det nu alligevel for hendes skyld, for han vidste jo også, at det var noget som gjorde hende glad. Han smilede svagt for sig selv. ”Muligvis.. Men visse ting lærer og vænner man sig bare aldrig til at drikke,” påpegede han sigende, selvom han alligevel tog en tår mere, inden han satte koppen ned igen. De typer som lå og sov over bordet, var noget som Evan direkte kunne væmmes ved, og selvfølgelig ønskede han at gøre sit for at holde hende fra dem! Når han først havde fundet et hjem som de kunne have sammen, så hun kunne flytte ind på soveværelset, for det var jo trods alt også der, han virkelig gerne ville have hende, og det var skam heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på i det store og hele. Han smilede let for sig selv. ”Når jeg ikke længere er hjemløs, så skal vi nok finde ud af det hele, min kære. Finder jeg ikke et når jeg kommer ud herfra, så bygger jeg mit eget, så meget snart, så skal du nok have et hjem at komme hjem til,” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han roligt tog endnu et stykke brød og proppede det i munden. Han havde da en utrolig appetit for en gangs skyld!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena opdagede sider af Evan, som hun end ikke vidste eksisterede, hvilket morede hende lidt. Hun mindedes ham bestemt ikke som en mand, der var i stand til at erkende sine fejl, også fordi det var så forbandet sjældent han i det hele taget lavede dem. Alene den grund avr nok til at hun ville huske dem, de kunne for pokker tælles på én enkelt hånd. Blidt puffede hun til ham med albuen, tydeligt drilsk ment. ”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede hun ærligt, og sendte ham sit mest uskyldige smil. Udadtil lignede hun intet der mindede om en dvasianer, men hun stod trods alt også gerne ved, at hun var halv lys og halv mørk, et resultat af den kærlighed som kunne opstå.. forbudt kærlighed, ligesom den hun nærede for Evan. Athena vidste udmærket at han ikke kunne fordrage at sidde stille, men det drejede sig kun om et par dage.. hvilket var nok, hun havde lidt af en opgave foran sig, men hun måtte vel bare gøre sit bedste for at holde ham der så vidt som muligt? Hovedet lod hun dale mod hans skulder, og lænede sig en smule ind til ham. Det var virkelig mærkværdigt at kunne gøre det uden at skulle ligge bånd på sig selv, eller undskylde bagefter. Blikket gled en smule i ved det stille kys mod hendes pande, som kun fik hende til at smile for sig selv. Selvom hun sad med blikket i skjul, så lyttede hun til hans hvisken, hvilket blot fik smilet til at brede sig yderligere. ”Det ser jeg frem til. Måske jeg er lidt.. rusten, men jeg er overbevist om at du stadig vil se blod, sved og tårer,” svarede hun morende. Under træningen gav hun alt hvad hun havde i sig, hun var vant til at finde sig i hans hån, hun var vant til at måtte kæmpe sig på benene for ikke at få endnu et slag, det var ikke personligt, han dygtiggjorde hende. Idet han lod armen søge omkring hende, lagde hun selv sin egen hen over hans mave, for at holde ham tæt til sig. Han var ikke længere varm, men frygtelig fugtig efter de mange svedture. Det var ikke fordi han behøvede at tvinge theen i sig, men det morede Athena at se ham prøve, så hun stoppede ham ikke. ”Når jeg kan vænne mig til whisky, så kan du gøre det samme med the,” påpegede hun morende og lod blidt tomlen stryge langs hans nedre maveregion, ikke fordi der var noget i det, men så længe de sad op, var der anstrengende at holde sig til brystet. Det havde en mærkværdig og forkert klang i hendes øre, når han sagde at han var hjemløs også selvom det jo var sådan det stod til efter skilsmissen. Hun glædede sig nu til han faktisk fandt et hjem, og hun kunne ligge ind til ham om natten, uden at have haft mareridt først, og uden at skulle tænke på at hun kom imellem ham og hans hustru. ”Det glæder jeg mig til. Jeg tror ikke det er mig det her frie liv, uden et egentlig sted at søge til, også selvom man vel knap kunne kalde Marvalo Mansion for et hjem. Strife Manor var i højere grad end noget andet, og jeg ser virkelig frem til at have det man kan kalde for et hjem igen,” erkendte hun dæmpet og satte sig en smule op så han igen kunne komme til brødet. Om ikke andet så var hun glad for at se at hans appetit var tilbage, så kunne man jo kende ham igen.

[Deleted]

Evan havde rigtig mange sider af sig, selvom det ikke altid var noget som han kunne vise, eller ville sige for den sags skyld, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var jo trods alt heller ikke altid, at han så nogen grund til at skulle vise disse sider af sig. Han var en mand som var kendt for at være anstændig, og derved ikke en som havde disse sider af sig. Selvom han selvfølgelig var et menneske ligesom alle andre, så havde han også disse sider, selvom de sjældent kom frem – ligesom de gjorde nu. ”Du er mig en kende for drilsk, min kære,” påpegede han med en ganske sigende mine, som han let blinkede til hende. Selv nu hvor han måtte tvinge theen i sig, også et sted for at gøre hende glad, da det jo faktisk var det eneste som betød noget for ham lige nu. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han jo bare at de skulle finde ud af det hele sammen. Det glædede ham virkelig at hun ikke lagde bånd på sig selv, hvor han jo faktisk ønskede at vide hvad hun ville, samt at han jo faktisk ønskede at hun skulle vise ham det, da det var noget af det som specielt måtte betyde utrolig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lige hvad angik hendes træning, var han overbevist om at det hele nok skulle komme igen yderst hurtigt, når han havde fundet et sted at bo selvfølgelig, også selvom det ene og alene havde sine problemer, da han ikke havde noget endnu, hvilket var noget som han var nødt til at gøre meget snart. Han havde jo trods alt også en lille dreng som han skulle tage sig af, og som skulle have en seng at sove i, så det var jo ikke fordi at han kunne tage så nemt på det længere. Det hastede jo faktisk! ”Hvad havde du regnet med, min kære Athena? Selvfølgelig vil jeg se blod, sved og tårer! Jeg vil se dig vride dig på jorden for mine fødder, ligesom du altid har gjort.. Tro mig.. Du har jo trods alt ikke slået mesteren endnu,” påpegede han med et tydeligt drilsk glimt i øjet, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han rystede let på hovedet, som han lagde armen let omkring hende, kun for at trykke hende ind til sig. Nu hvor han havde opgivet theen, så var det jo faktisk hende som havde hans fulde fokus, og det var han bestemt heller ikke bange for at vise hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Han elskede hende.. Og det var noget som han ønskede at overbevise hende om, da det faktisk var noget som betød ekstremt meget for ham. ”Jeg tager selvfølgelig navnet med mig, selvfølgelig gør jeg det. Jeg vil virkelig gerne give dig et sted hvor du kan føle dig tryg og ikke mindst komfortabel. Det er det som betyder mest for mig lige nu,” afsluttede han endeligt, som han roligt kyssede hendes pande.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vvdste at Evan var en frygtelig alsidig mand, og at han nok gemte langt mere end det hun til nu havde set, men i så fald var der jo bare mere at glæde sig til. I mange år havde hun kendt ham som en hård og stålfast mand, hvilket han tydeligvis stadig var, han havde trods alt fået hende væk fra marken, men når det var sagt så måtte hun nu erkende, at det var frygtelig rart at se ham smile lidt for en gangs skyld. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om!” udbrød hun i forsvar, og måtte holde latteren i sig for ikke at virke utroværdig, også selvom han nok havde gennemskuet hende for længst. Det virkede som en evighed siden, hun sidst havde slappet så meget af som hun gjorde i øjeblikket, det var jo næsten for godt til at være sandt, men hun var bare nødt til at tro på det. Hun så til med stor tilfredshed, idet han tvang den sidste slurk the ned, hun kunne udmærket se at han ikke gjorde det for sin egen tilfredsstillelse det var helt sikkert, hvilket også var en tanke som morede hende lidt. Tilfredst klappede hun hænderne i skødet for et øjeblik, inden hun lod dem flettes. Hvad angik træningen, så glædede hun sig ligefrem til at komme i gang igen, for selvom hun havde været ude på marken, så var der mange ting hun var blevet rusten i ved at flygte fra ham konstant, desuden så.. savnede hun næsten lidt at blive tvunget i knæ, for det fandtes jo ikke nogen bedre måde, hvorpå man kunne få bugt med alle de frustrationer som kunne hobe sig op over virkelig kort tid. Blikket gled en smule i ved hans ord. De fleste piger ville vride sig i frygt over at høre deres elsker sige sådan, men for hende var det nærmest kun noget som vækkede en form for begær. Han kunne ligeså godt have snakket beskidt! Det lille smil krusede om hendes læber. ”Jeg har ganske vidst ikke slået dig endnu, men jeg er overbevist om at en dag, at selv det vil blive muligt. Desuden.. Måske jeg ikke har tvunget dig i jorden, men jeg tør sværge at jeg engang eller to, har set tårer i din øjenkrog af smerte,” svarede hun lidt kækt, også fordi det var sandt, hun huskede faktisk at hun til tider havde påført ham en enorm smerte når hun havde formået at ramme rigtig, selv hun kunne være mere listig end mesteren, til tider havde det jo sine fordele at være en kvinde og endda en sensuel en af slagsen. Igen vendte hun blikket mod ham og blev næsten slået tilbage af det drilske glimt som hvilede i hans. Af en eller anden grund, fik det hende til at føle hendes kinder brænde, det var vidst første gang nogensinde, at hun fik den side at se af ham. Athena søgte ind mod hans skikkelse som han nærmest indbød hende til at gøre det. Nu hvor han ikke længere var så varm, så føltes det faktisk godt at blive beskyttet af den stærke arm og ligge ind mod det næsten.. for flotte bryst. Det var utroligt at hun havde formået at holde sine følelser i snor så længe! ”Jeg havde ikke regnet med at du opgav navnet, eftersom det er dit. Det er nærmest ligegyldigt hvor vi er.. det er ikke stedet som sådan der gør mig tryg, ikke når du er det,” erkendte hun dæmpet og plantede et kys mod hans skulder. At lyve for ham var kun dumt, det havde hun prøvet mere end en gang, det virkede ikke så derfor havde hun droppet det!

[Deleted]

Evan var en mand som skjulte frygtelig meget i det indre, også selvom det var yderst sjældent han lod det komme frem i det hele taget. Nu hvor det var sagt, så var omstændighederne mellem ham og Athena lidt anderledes, end hvad de havde været frem til nu, også fordi at han nu havde muligheden for at trække den bare en smule længere, hvilket skam også var noget som passede ham helt fint. Smilet bredte sig let på hans skuldre, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han genkendte den Athena som han havde huset nu, hvilket naturligvis var ham en direkte lettende tanke, for det var jo i sig selv, også noget som han havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Selvom hun måske ville benægte det, så kendte han hende bedre end det! Det morende smil krusede let over hans læber, som han rystede på hovedet, mens han slog klik med tungen. ”Min kære.. Jeg tror udmærket godt du ved hvad jeg snakker om,” påpegede han med en morende stemme. Han så den gamle Athena.. den som han havde huset i den tid siden hun havde været en lille pige, og selvfølgelig var det noget som helt klart måtte glæde ham! Han ønskede at værne om hende, som han ønskede at passe på hende, og det var der vel heller ikke noget forkert i? Når alt endelig skulle komme til stykket, så var han måske ikke så stålfast og alsidig som det han var nu, hvilket faktisk var noget som passede ham helt fint. Omkring træningen, vidste han godt, at han var en frygtelig hård mand, men det var vel også hvad Athena havde brug for? Hun virkede skam ikke til at være skræmt af det. Han kuklo ganske let, som han roligt lukkede hende tæt ind i sin favn, hvor han lagde sin nu friske arm omkring hende. ”Jeg er ikke bange for at erkende at du til tider faktisk har formået at bryde mit forsvar.. En kniben tåre? Det var jo slet ikke meningen du skulle lægge mærke til dem,” påpegede han med en tydeligt morende stemme, som han igen blinkede til hende. Han skænkede hendes pande et roligt og et blidt kys. Theen ville han slet ikke tænke mere over. Han drak den mere for hendes skyld, end hvad han gjorde for sin egen, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han elskede hende, og han ønskede selvfølgelig kun at hun havde det godt, da det mere eller mindre var det eneste som faktisk betød noget for ham i længden – hendes velbefindende. ”Jeg tager selvfølgelig navnet med mig.. Jeg er jo stolt af det. Så må vi sørge for trygge rammer, et solidt byg og mig til at gøre dig tryg min kære,” endte han roligt, som han let tog omkring bakken, for at flytte den en smule, så han kunne lægge sig en smule ned sammen med hende. Feberen var dalende, og han kunne selv tydeligt mærke forskel, og det var noget som passede ham fint! ”Den der flaske der… Må jeg lige låne en tår af den?” spurgte han med et drilsk smil på læben. Han ville da ikke lade den stå, når den var der!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena fandt det en kende morsomt, at en mand som Evan, som hun havde kendt i evigheder, kunne have så forbandet mange sider, som hun endnu ikke havde set. Det var rart at se ham smile til en forveklsing, for det havde hun ikkr rigtigt set i hans tid sammen med Diane, hun vidste end ikke hvordan hans latter lød før nu og tanken fik hende til at smile. Hendes egen vrede var forsvundet som dug for solen. Hun var ganske vidst forvirret og forsøgte at finde ud af det hele, men hun var ikke så vred og frustreret nu hvor hun vidste at.. at hun betød mere for ham end en datter ville gøre for en far. Hun rystede på hovedet og skjulte det ligefrem lumske glimt i hendes øjne. ”Jeg har virkelig ingen idé om hvad du taler om,” gentog hun med en uskyldigundertone, til tider havde det sine fordele at være halv procianer, der fandtes ingen som formåede at se mere uskyldig ud i det hele taget. De mere djævelske sider kom fra hendes far og blev særligt tydelig under træning. Hun var efterhånden udholden, ung kvinde takket være hans metoder, hun havde aldrig fået det ind, hvis ikke han havde pint hende i så mange år, og selvom hun aldrig havde troet at hun skulle sige det, så glædede hun sig til at komme i gang igen, det bragte hende tæt på ham på en anden måde. Hun smilede lidt selvtilfredst for sig selv, og lod hovedet hvile på hans skulder, det var så rart at være tæt på ham uden at skulle skjule det, hverken for ham eller for hans hustru, som havde været mere eller mindre over det hele. ”Mhmm, jeg kan være yderst charmerende,” svarede hun lidt selvsikkert. ”Du kan ikke skjule sådanne ting fra mig, Evan. Sådan som du har pint mig i alt for mange år, så har jeg ledt efter ethvert tegn på svaghed,” erkendte hun næsten stolt, over at der i det hele taget havde været visse at sporer i ny og næ. Hun lo for sig selv og lod ham sætte bakken fra sig, så de kunne glide mere ned i sengen, hvilket fik hende til at vende sig om, så hun igen kunne ligge hånden mod hans mave dog uden at tage dynen om sig denne gang, for det ville blive for varmt også selvom feberen var faldet betydeligt. ”Du er og vil altid være en Strife. Det ville være synd at lade det i stikken,” svarede hun og nikkede bestemt. Hun hadede selv at bærer navnet Mathimæus hvilket hun gjorde nu, det tilhørte en slægt af vampyrer, og hun ville intet have med den slags at gøre! Hun var en dæmon hvis hun endelig var noget af mørket. Blikket faldt skulende på ham hvorefter hun så efter den kolde flaske whisky med samme blik. ”Jeg troede vi var enige om at du skulle holde en pause fra den,” påpegede hun en anelse strengt, også selvom hun endte med at gribe om flasken, dog holdt hun den ud fra sin egen krop, så han ikke ville være i stand til at nå den. Det kunne godt være at han var såret men nu hvor han var lidt på benene igen så var det vigtigt at holde ham bare lidt i gang men uden at være voldsom. ”Så må du kommer og tage den,” endte hun drilsk og satte sig en smule op, så en om muligt ville være lidt længere væk fra ham.

[Deleted]

Evan havde frygtelig mange forskellige sider, også selvom det var noget som ellers så sjældent måtte komme frem, når han ikke havde haft nogen grund til det. Diane havde han ganske vidst holdt af, men han var aldrig rigtigt kommet videre end det, og nu hvor han var kendt med Athena, så var det uden tvivl hende, som fangede hans evige opmærksomhed, og den eneste som havde formået at rive sådan i hans indre bæst og dyr, for selv han var menneskelig med alt hvad det indebar. Han havde taget en pil for hende denne gang, og den havde snildt kunne formå at gøre ham dødeligt syg, men det havde reddet hendes liv, og nu hvor han havde en oplagt mulighed for at finde ud af det hele med hende, så var det næsten som om at det var noget som gjorde det hele så meget nemmere for ham. Det var en.. betryggende fornemmelse, selv for ham. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at betegne hende som uskyldig, for det var hun da på ingen måde! Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet. Nu hvor han havde hende alene, og det så ud som om at der var nogenlunde ro på tingene, så kunne han faktisk godt slappe af og bare.. være smilende Evan, og det var heller ikke noget som skete særlig ofte. ”Skal jeg virkelig søge ind for at finde svaret?” spurgte han med et næsten kækt smil på læben. At hun kunne være charmerende, var han skam slet ikke i tvivl om på nogen måde! Han kuklo ganske let. ”Det må jo næsten være det jeg er faldet for,” påpegede han med en næsten drillende stemme. Han trykkede hende let ind mod sig, som hun havde lagt sig godt til rette ved ham. Han var menneskelig ligesom alle andre, og det at hun havde spottet bare småtegn på det, havde han skam ikke noget imod. ”Og her går jeg i troen på at jeg faktisk havde formået at holde det skjult for dig.. Hvor tog jeg dog fejl..” endte han ganske sigende, som han let rystede på hovedet. Han havde og ville altid være en Strife, så naturligvis, var det et navn som han ville tage med sig, uanset hvad! Det var bestemt ikke et som han ville overlade til Diane. Han sukkede tungt. ”Du har ganske ret, min kære..” endte han sigende. Selv vidste han og forstod skam godt, at navnet som hun bar, på ingen måder var noget som hun var stolt af, for han ville have det på samme måde, dersom han havde haft Dianes! At han så til gengæld ikke måtte få noget af sin kære flaske, fik ham til at skule let mod hende. Han synes nu at han havde holdt en lang pause nok fra den! Og den havde jo været lang i forhold til hvordan han ellers ville have gjort det! At hun så til gengæld skulle holde den derude, hvor han ikke kunne få fat i den, var så til gengæld slet ikke retfærdig! ”Du er bare slet ikke sød ved mig, du er ikke..” påpegede han morende. At se hende så.. munter, var noget som naturligvis glædede ham!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde vitterligt aldrig troet, at hun nogensinde ville ende med at komme så tæt på Evan, at hun faktisk kunne se andre sider af ham, end blot den strenge lærer og en form for faderlig figur, eftersom hun aldrig rigtigt havde haft sin egen. Det ville tage tid at vænne sig til tanken om at Evan holdt af hende som han gjorde, lære at det var okay for hende at berøre ham og sende ham de blik der altid havde været en del af en skjult agenda. De grønne øjne søgte mod hans sår, der i det store og det hele så temmelig pænt ud. Hun var glad for at han ikke var kommet mere til skade end som så, for hun havde aldrig været i stand til at tilgive sig selv, hvis også han måtte lade livet på bekostning af hende, som alle andre havde gjort til nu. Øjnene kneb hun en smule sammen og sendte ham en lidt advarende mine. ”Du kan bare lige prøve at trænge ind i min skal, Evan! Det er på eget ansvar,” tilføjede hun og forsøgte at lyde farlig, men jo mere hun forsøgte, des mere bredte smilet sig på hendes læber, til en latter endte med at bryde dem i stedet. Ligesom sin kære mor, vidste hun i den grad hvordan man brugte de charmerende kvindelist, til tider havde det sine fordele, at være af det væsen hun var, det erkendte hun gerne. Hans ord fik hende til at smile en smule eftertænksomt for sig selv. Tanken om at han direkte var faldet for hende på den måde, fyldte hendes indre med varme. ”Selvfølgelig.. hvad pokkers skulle det ellers være?” endte hun lidt drillende, og lagde sig ind mod hans krop. Hånden faldt yderst forsigtigt mod hans bryst. Måske han ikke afviste hende, men un havde stadig brug for at finde grænsen mellem hvad der var i orden og ikke var. ”Den slags kan du ikke skjule for mig, Evan. Så.. opmærksom som jeg har været på et hvert lille tegn, så har intet sluppet mig forbi,” svarede hun næsten morende også selvom det var sandheden. Særligt under træningen når de endelig var alene, havde hun ledt efter det mindste, men hun havde ikke fået så meget som et smil. Strife havde altid været Evans, det vidste Athena udmærket. I hendes øjne var det et stolt og stærkt navn, som hun til tider ærgrede sig over ikke at være en del af, tanken om at være em Mathimæeus var mere dræbende end Imaricha. ”Inden for de sidste to minutter har du både erkendt at have taget fejl og givet mig ret.. jeg kan mærke at dette er starten på noget godt,” mumlede hun og kluklo for sig selv, det var jo ikke ligefrem sket før. Flasken holdt hun fortsat ud for sin krop, også selvom hun endte med at trække sig fra ham for i stedet at ligge hovedet mod sin pude, for at fører flasken til sine læber, hvor hun lod den bitre nektar glide mellem hendes læber og varme svælget. For ikke at ende med at spytte det ud, tvang hun sig selv til at holde vejret og bare drikke, mest af alt for at drille ham yderligere. Så afhængig af flasken som han var, så vidste at hun at det var ren og skær tortur, hvilket blot morede hende lige i denne stund!

[Deleted]

Evan var en mand med frygtelig mange sider, selvom det var noget som han ellers yderst sjældent gav udtryk for. Det var der ganske vidst mange forskellige grunde til, hvilket han nu heller ikke ønskede at komme alt for meget ind på, hvis han kunne blive fri, men han var jo menneskelig ligesom alle andre, og det var der vel heller ikke rigtigt noget forkert i som sådan, var der? Han elskede hende, og han var ikke bleg for at erkende det, nu hvor han også havde den mulighed for det, så var det bare så mange gange bedre, også for hans vedkommende. Det drilske smil hvilede næsten som støbt til hans læber, for han kunne da ikke få sig selv til at gøre andet, nu hvor han var omkring hende, så var det jo noget som han kun måtte nyde noget så frygtelig godt af, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Skulle det være en afskrækkende tanke for mig, min kære? Jeg frygter intet,” påpegede han selvsikkert og med det drilske glimt i øjet. At hun lagde sig ind mod ham, havde han slet ikke noget imod, også selvom han virkelig forsøgte at holde sin skulder i ro, for det var tiltrængt! Uden tvivl! Selvom såret så bedre ud, så vidste han godt, at han havde været utrolig heldig. Bare tanken om at han skulle være faldet derude, var ham en dræbende tanke, for han vidste jo godt, at han var det sidste som hun havde, og han havde bestemt ikke nogen intentioner om at forlade hende bare sådan uden videre! Der var mange ting ved hende, som han var faldet for, og han var skam heller ikke bange for at erkende det overfor hende. Han smilede let for sig selv. ”Det iblandt så meget andet,” endte han med en rolig stemme, som han lod hende trække sig en anelse fra hans favn. Han ønskede at give hende de rammer som hun havde brug for, være den mand i hendes liv, som var der til at passe på hende og ikke mindst beskytte hende, for det var jo trods alt også det som han ønskede sig mere end det som han ønskede noget andet. Han smilede let for sig selv. Hun havde altid været opsat og opmærksom på selv de helt små ting! ”Jeg havde nu alligevel troet at jeg kunne skjule det bare lidt.. Jeg har jo formået at skjule mine varme følelser for dig igennem det som vel må være år nu,” påpegede han med en næsten stolthed i stemmen. Hvis hendes kære far havde fundet ud af det, så havde han nok været død nu! Og det var slet ikke en tanke som han var videre begejstret for! At han så stadig ikke måtte få sin kære flaske, synes han altså slet ikke var retfærdigt! ”Det er altså ikke noget godt, når du skal være så ond ved mig!” påpegede han morende, som han alligevel så til at hun tog den ene mundfuld efter den anden, for han vidste jo udmærket godt, at hun gjorde det med vilje! Han kneb øjnene let tænkende sammen, inden han valgte at prikke hende i siden. Den leg kunne han skam også godt lege!

[Athena Maloya Mathimæus]

Havde hendes far været levende, så ville Evan bestemt ikke have haft det særlig godt, så havde pilen i hans skulder været intet, i forhold til hvordan hendes kære far ville have banket ham, det var hun ikke i tvivl om. Det gav hende ringe smag i munden, men et sted kunne hun ikke lade være med at føle, at mordet på ham havde været det hele værd, eftersom hun ikke var sikker på at Evan nogensinde havde givet hende for hende om han var forblevet i live, og alt det hemmelighedskræmmeri, var blevet for meget for hende. Athena himlede med øjnene og rystede på hovedet af ham. Den mand var frygtløs, hvilket et sted var opstemmende, og et andet sted dybt bekymrende. ”Det burde du,” påpegede hun bare en smule bestemt, også selvom hun godt vidste, at der nok ikke var meget at frygte for hendes side, han kendte hende bedre end nogen inden, særligt når det kom til forsvar, for der havde han trods alt været hendes lærermester i mange år. ”Undskyld.. det er stadig ikke helt sunket ind at.. at du er faldet for mig,” erkendte hun med et stille smil. Hun var intet andet end en ung kvinde, ledt på en helt forkert sti, og nu forsøgte hun at finde den rette sammen med ham, også selvom det krævede en frygtelig masse ny tænkning fra hendes side. Blikket lod hun søge i skjul for et øjeblik, også selvom smilet ikke falmede på nogen måde. Fingrene dansede let hen over hans brystkasse også selvom det næsten var i en søgen efter tilladelse til at røre ham. ”Følelserne har du i den grad formået at skjule godt.. intet sigende smil, intet varmt glimt i blikket, end ikke så meget som et strøg over kinden. Guderne må vide hvor meget jeg har ledt efter de små ting, hvor mange gange jeg har fantaseret om bare at modtage.. et eller andet.. Nej det skjulte du sandelig godt, men tårerne.. smerten.. jeg tror man skal lede længe efter nogle der ligeså kendt med den slags som jeg er, og den kan du ikke skjule for mig,” endte hun sandfærdigt og nikkede for sig selv. Smilet var faldet en smule, dog spillede det hurtigt over de rosa læber, idet hun endte med at trække sig for at fører flasken til sine læber. Sagligt lod hun blikket glide i, og så kun ud af det ene øje engang imellem med det drillende glimt malet. Det var en kamp om ikke at komme til at le. Det pludselige prik i siden fik hende dog hurtigt til at opgive kampen. Whiskyen stod ud det hele, som hun endte med at hoste. Noget af den stærke drik kom op i næsen på hende, hvilket sved af helved til! Hun satte sig hurtigt op med flasken i den ene hånd, mens saften gled ud over hele hendes ansigt og dryppede fra hendes hage. Noget af det sad stadig i halsen hvilket automatisk fik hende til at hoste til det hele var kommet op. Kinderne endte fuldkommen røde ligesom hendes øjne fyldtes med tårer udelukkende på grund af den grumme hosten. Med en direkte dræbende mine vendte hun sig mod ham, før hun brød ud i en latter. ”Jeg skal give dig whisky skal jeg,” mumlede hun hævntørstigt og kravlede op på hans skikkelse, kun for at tage et fast greb omkring hans hage, satte flasken til og begyndte at hælde med et drillende glimt i øjet.

[Deleted]

Evan vidste godt at Jareds tilværelse havde afholdt ham fra Athena, og derfor var han jo frygtelig glad for, at det ikke var tilfældet. Manden var død og borte, og han gjorde bare hvad hans hjerte bød ham – samtidig med at han gjorde hvad Jared havde ønsket af ham; At han sørgede for hans datters lykke uanset hvad det krævede. At det så skulle være hans egen oveni, var vel kun en bonus? Han elskede hende, og nu ønskede han at vise det for hende på de måder, som han nu havde at gøre det på! Han frygtede ikke for noget når det kom til hende. Desuden havde han vel heller ikke noget at frygte? Desuden med det liv som han havde haft, som man ikke ligefrem kunne vove at påstå, havde været heldigt eller godt som sådan – før nu om ikke andet, så skulle der pænt meget til, før han endte med sved på panden! ”Muligvis, men det gør jeg ikke.. Når det kommer til dig, vil jeg trodse ild og vand, hvis det betyder du har det godt,” endte han med en ganske bestemt tone, for han mente det jo trods alt. Han havde måske været hendes læremester i mange år, men den intensitet som fulgte med træningen, så udløste det jo noget, også selv ved ham, og det var bestemt ikke fordi at det altid var lige nemt, men det var vel bare at gøre det så godt, som det nu var dem menneskelig muligt i længden? ”Det har ikke altid været nemt. Desuden siger man jo også, at det først går op for en hvad man har, når man har mistet det. Jeg er vidst ikke noget undtag af det. Smerten er du kendt med, og den ved jeg du kan læse på lang afstand. Jeg lærte dig det jo trods alt også. Nu står vi her… Og jeg ønsker at du skal kunne læse mig.. du skal vide alt om mig.. Jeg vil jo være din,” påpegede han med en ærlig stemme. Han ønskede jo trods alt ikke at hun skulle være ked af det, eller noget lignende af det, for det var han slet ikke ude på! Men at hun så til gengæld skulle drille ham og drikke af flasken lige for øjnene af ham, uden at nænne ham så meget som en eneste mundfuld, synes han bestemt ikke var fair! Nu hvor han vidste at hun var kilden, så var det hans indfaldsvinkel og uden tvivl også den som han ønskede at udnytte lidt. At hun så røg ud i et hosteanfald, så vidste han godt hvor ubehageligt det var at få op i næsen. Han slog ud i en mild latter, som han satte sig tilbage i sengen, næsten så uskyldig som noget overhovedet kunne være, også selvom det i sig selv, slet ikke lå naturligt til ham på nogen måde i det hele taget. At hun så kravlede over ham, så nåede han knapt nok at åbne munden, inden hun havde taget omkring hans hage og kæbe, kun for at tvinge flasken til hans mund, hvor hun bare begyndte at hælde. Det var jo ikke fordi at han kunne følge med! Det blev nogle hurtige mundfulde som i den grad formåede at brænde i hans hals, og så meget, at han slet ikke kunne følge med! Han tog fat i flasken, idet han selv endte med at hoste. ”D-Din lille..” endte han drillende, som han straks gav sig til at kilde hende. Det gik ikke ustraffet hen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at det var forkert direkte at føle lettelse ved sin fars død, men det havde i sidste ende bragt hende tættere på Evan, det havde gjort at han havde åbnet op på et tidspunkt hvor hun virkelig havde haft behov for at vide, at der stadig var noget at sigte mod. Det eneste hun ærgrede sig over, var at det først var sket efter hele balladen med Valerio. Det var tydeligt at Evan altid havde levet på kanten, vovet pelsen, og lige når det kom til hende, så var hun nok den mindste trussel gennem mange år, også fordi han kendte til hendes forsvar, det var trods alt ham der havde lært hende hver eneste ting, og Athena vidste godt at hun slet ikke ville være i stand til at stille noget op, hvis det var et mål han havde sat sig. ”Ja den tankegang må du nok hellere fralægge dig, søde Evan. Jeg har en mærkværdig tendens til at rode mig ud i problemer, og hvis du skal redde min ende hver gang, så er jeg bange for at du kommer mere til skade end jeg bryder mig om,” svarede hun med et svagt skuldertræk. Det var trods alt ikke løgn, hun havde sin fars evne til at finde problemer, selv når hun forsøgte at gå uden om dem, og hun ønskede jo heller ikke at det skulle koste ham. Træningen dem imellem havde altid været intens. Det havde virkelig været svært at skjule hvad det satte i hende til tider, og særligt når Diane havde været til stede. Hun havde ikke ønsket at nogle skulle bide sig fast i, hvor meget hun næsten nød smerten når det betød at han kom bare i en let kontakt med hende. Athena hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham en smuldre forundret. ”Men.. du mistede mig jo aldrig? Jeg må erkende at det til tider var frygtelig svært, særligt med Diane svævende omkring som en hund, træningen blev trods alt.. intens,” påpegede hun næsten en smule forfjamsket, for hun havde nok gjort sig andre tanker end han havde. Ja hun tændte på sin lærer! ”Den vil jeg kunne læse, lugte se.. på flere kilometers afstand, men jeg vil gerne også finde fleur for øvrige følelser. Det eneste jeg egentlig forstår mig på er vrede, frustration og smerte, hvilket jeg ikke går ud fra er særlig sundt. Resten forvirrer mig.. jeg har stadig lidt svært ved at tro på det,” erkendte hun med et lidt undskyldende smil, for det var slet ikke hans skyld, men han vidste hvor langsomt hun lærte og det gjaldt tydeligvis også for følelser. Mens han lo ved hendes side, så forsøgte hun igen at få pusten efter at have spyttet halvdelen af det ud og hosten resten op. Hun rystede på hovedet og følte hele ansigtet klistre på grund af alt det udulige stads! I ren og skær hævn endte hun med at kravle over ham, kun for at tvinge whisky ned i hans gane, og selvom han mere eller mindre var immun overfor den brændende følelse, så vidste hun at det måtte brænde helt af helved til. Idet han selv begyndte at hoste slap hun næsten automatisk flasken og lod ham tage over, mens hun selv brød ud i en latter. Værelset lugtede virkelig! I samme øjeblik han begyndte at kilde hende, begyndte hun at vride kroppen for at finde vej væk, også selvom hun ikke rigtigt kom nogle vegne. ”S-S-Stop!” forsøgte hun med tårer i øjnene af grin.

[Deleted]

Det var slet ikke meningen at Athena skulle føle lettelse ved Jareds død, for det var slet ikke noget som han var ude på. I det store og hele, så ønskede han jo bare at give hende det bedste, også selvom mandens død selvfølgelig åbnede for muligheden, for at han kunne komme i nærheden af hende, og det var selvfølgelig noget som betød utrolig meget selv for ham. Han ønskede at gøre alt for hende, og det var uanset hvad det var så ville han gøre alt hvad det krævede af ham! ”Uanset hvad, så gør jeg hvad det kræver af mig, for at passe på dig Athena.. Hvis jeg ikke havde dig, så ville jeg slet ikke vide hvad jeg skulle gøre..” endte han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, da han slet ikke så nogen grund til at lyve for hende, når det endelig skulle være. Han havde ganske vidst haft Diane, men selv træningen havde været de stunder hvor han følte at han kunne være fri på, og det var noget som han virkelig var utrolig glad for! I det store forløb, og det at hun valgte at forlade hans hjem i Imandra, har kun formået at give ham fornemmelsen af at han havde mistet hende.. Og det var slet ikke en fornemmelse som han ville sige, at han brød sig særlig meget om! ”Og alligevel valgte du at tage derfra. Ikke at jeg ikke forstår dig, for det gør jeg.. Jeg må erkende at jeg.. savnede at have træningen at søge til, når Diane blev lidt for meget,” fortalte han roligt, som han lod hende ligge ind mod ham. At hun strøg ham mod hans bryst, sagde han ikke noget til, for han kunne virkelig godt lide det. Frygten og smerten var hun godt kendt med, og det vidste han godt. Ikke fordi at det var underligt med alt det som hun havde oplevet. I hans øjne, selv alt for meget på alt for kort tid, så det at hun var stor tilhænger af lige netop det, var slet ikke noget som forundrede ham. Tvært imod. Han sendte hende et svagt smil. ”Det skal du slet ikke tage særlig tungt, min kære. Du er måske kendt med det negative, men sammen, så skal jeg nok introducere dig til det modsatte, så du også kan lære det at kende. Du skal nok overbevises.. Jeg ønsker at få dig hjem, jeg ønsker at kalde dig for min og jeg ønsker at leve mit liv sammen med dig,” endte han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme, for han mente det jo trods alt! At det hele skulle gå i den retning, at de faktisk lavede sjov med hinanden, var ikke just hvad han havde regnet med på nogen måde. Med whisky rendende nedover kinderne og ned i sengen, hvor rummet allerede måtte stinke af det langt væk, så var det slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde. Han slog over i latter, hvor han direkte tog fat om hende, og fik hende ned i sengen, hvor han begyndte at kilde hende. Han vidste jo at hun var kilden! ”Giv mig en grund!” endte han morende. Selv han kunne faktisk have det sjovt, når der endelig var rum for det!