Some time alone

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være forbandet sent. Solen var gået ned og var blevet erstattet med den store, klare måne som stod blegt ud fra mørket omkring den. Det var koldt i nat, vinteren var for alvor begyndt at finde vejen til Dvasias og det kunne i den grad mørkes. Efter selv at være faldet i søvn ved Evans side, så havde hun måttet bøje sig og indvillige i at tage med ham på en kro. Noelle havde tydeligvis.. desværre, ikke haft nogle betænkeligheder ved at lade hende gå, hvilket lidt irriterede hende. Det havde ikke været den kamp som hun havde regnet med, at få Evan op på Shadow, han formåede endda at sidde selv nu hvor en god del af giften allerede havde forladt hans system. Endelig var de nået kroen i Rimshia. Efter den kølige aftenluft og de mange timers søvn tidligere, så var hun faktisk ikke træt, men det var nu rart at se noget andet end marken, det måtte hun erkende. Hun vendte sig mod Evan. ”Kan du selv komme ned, eller skal du have en hånd?” spurgte hun roligt. Ja lidt nervøs var hun for at indfri hans ønske om at tilbringe et par nætter på en kro, særligt fordi han ønskede at snakke med hende og når Evan ville snakke, så var det som regel ikke gode nyheder.. på sit vis vendte hun bare på at få at vide, at deres nat sammen havde været en fejl, at det ikke var noget som ville gentage sig, selvom hun så brændende ønskede at det skulle. Hun kørte fingrene gennem sit blonde hår, som hun for nu havde valgt at lade hænge, også selvom hun endnu var iklædt det stramme læder fra marken. Det havde i det hele taget ikke været meningen at hun skulle falde i søvn, for hun havde lovet at vogte over ham, men hans arme var noget af det mest betryggende hun nogensinde havde prøvet. Det endte med at hun rakte ham en hånd som hjælp, også selvom hun et sted godt vidste at han ikke ville tage imod. Med rolige skridt førte hun ham med sig ind på kroen, der var livlig til aften, det lod til at frygtelig mange havde søgt varmen med en lille en... eller ti at dømme efter støjniveauet. I samme øjeblik de kom ind, begyndte nogle mænd at pifte af hende, noget som Athena forsøgte at abstrahere fra, det var ikke behageligt og slet ikke i Evans selskab. I forsøget på ikke at tage notits af de fulde herre, vendte hun sig mod krofatteren. ”Jeg skal bruge et værelse og en plads i stalden..” kort kastede hun et blik på Evan. ”Gerne det fineste du har, og to flasker whisky. Vores hest står uden for,” informerede hun roligt og halede den pose penge op som Evan havde haft med til hende for at hun skulle gå til Caleb og blive mæt, hvilket ikke ville blive nødvendigt, hun følte ingen sult kun savn. Nøglen fik hun udleveret, og det samme med de to flasker whisky.. de ville få behov for dem. ”Kom med,” opfordrede hun, også selvom hun blev stående for at lade ham gå først, hun var ikke sikker på hvor godt eller skidt han havde det.

[Deleted]

Søvnen havde i den grad været umådelig tiltrængt for Evans vedkommende. At Athena så var faldet i søvn ved siden af ham, var slet ikke noget som han havde haft det mindste imod, men ikke desto mindre, så… kunne han slappe langt mere af, også selvom han endnu havde tydelig feber, men så skælvede han ikke nær så meget. Noelle havde heldigvis ikke haft noget imod at lade dem gå, hvilket han nu heller ikke havde regnet med, men man kunne jo trods alt aldrig vide, når det endelig var. At komme op på Shadow havde været en lettere udfordring end først antaget og han kunne selv holde sig siddende, som de endelig var på vej, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste! Kappen havde han omkring sin krop, også selvom det bestemt ikke var nok til at holde på varmen, for det var i den grad ved at blive koldt! Efter deres nat sammen og den følgende, hvor de havde ligget i hinandens favn, var bestemt ikke noget som han havde noget imod, som det vel var.. nogen af de bedste nætter i hans liv? Han ønskede at snakke med hende, også selvom det slet ikke blev herude, og det var der frygtelig mange gode grunde til. Han ønskede at gøre det på et sted, hvor han vidste, at han faktisk ville være i stand til at have hende alene, for det andet kunne han slet ikke bruge til noget som helst! At de endelig var kommet frem, gik først op for ham, da hun faktisk åbnede munden. Han hævede hovedet og så sig lidt omkring, inden han vendte blikket mod hende. ”J-jeg kan godt selv.. Ellers tak, Athena..” endte han roligt, som han lænede sig frem, kun for at tage fat om Shadows sadel, kun for at føre det ene ben over, så han var i stand til at komme ned. Han ønskede da om ikke andet at forsøge selv først! Selvom hans ben begyndte at skælve alene ved kraftanstrengelsen, for det var langt mere end det som han lige havde regnet med i det store og hele.
Evan tog roligt omkring Athenas overarm, som de søgte i retningen af døren, så de kunne komme indenfor. Det var efterhånden ved at blive temmelig tiltrængt for ham at komme ned og ligge igen! Han trak vejret dybt, som han hørte andre pifte efter hende. Hånden lukkede sig let og fast omkring hendes arm, alene ved tanken, for hun var hans, og han var bestemt ikke typen som delte ud, for det gjorde han da slet ikke! Som hun bestilte et værelse, en staldplads og to flasker whisky, fik ham til at smile let. ”Det lyder særdeles fantastisk,” endte han med et let smil, som han roligt lod hende betale. Pengene havde hun vel også nok af, eftersom han var kommet hertil med en mindre pose til hende. Han nikkede, som han roligt lod hånden forblive mod hendes overarm og vendte blikket mod trapegangen som førte til værelserne. Her var for meget støj, så han ville egentlig bare finde et sted hvor der var ro efterhånden! Han begyndte at gå.. Selvom det endnu var svært for ham at fokusere ordentligt, så var han klart på bedringens vej. Hans varme hånd greb omkring hendes. ”Kom,” afsluttede han stilfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde sovet mere eller mindre hele dagen og langt det meste af aftenen, og der var ikke gået meget mere end et par timer før trygheden havde overmandet hende, og bragt hende ind i samme søvn, af den grund var hun faktisk veludhvilet, det var mange år siden hun havde fået så meget søvn som hun havde fået bare inde for de sidste to år siden. Nøglen blev roligt rakt hende over disken mens Athena virkelig forsøgte at abstrahere fra den opmærksomhed hun fik skænket af de påvirkede mænd omkring hende. Hun følte Evans greb blive en smule mere om hende, også selvom hun ikke sagde noget til det som sådan, han havde altid været beskyttende overfor hende når det kom til det. Hun frygtede lidt hvad han ville snakke med hende om, også selvom hun til dels var i stand til at gætte det.
Nøglen tog hun imod og lagde flaskerne i sine arme som havde det været et barn hun bar på. ”Det tænkte jeg nu,” endte hun stilfærdigt og lod hånden glide i hans idet han førte hende med sig op på værelserne, noget som hun pludseligt gjorde glædeligt, hun var ikke meget for den opmærksomhed som hun fik nede i selve stuen. Faklerne oplyste den lange gange hvor værelserne var på. Det så på ingen måde tiltalende ud, der var ikke gjort rent i årevis, spindelvævet hang i alle kroge, men selv Athena vidste at det ville blive bedre inde på selve værelserne som i det mindste blev tilset forholdsvis ofte. Hun stoppede op foran en tung trædør. ”Det er her,” påpegede hun roligt og slap hans hånd kun for at stikke nøglen i låsen så døren kunne skubbes op. Bagved gemte der sig et forholdsvist pænt værelse, med gammelt udseende møbler og en pænt redt seng. Faklerne brændte allerede. Athena trådte ind og gik målrettet til sengen hvor hun begyndte at stable puder op. Han havde stadig feber, selvom han virkede langt mere stabil, med andre ord var han ikke færdig med at hvile. Flaskerne lagde hun på den ene side af sengen mens hun gjorde den anden side klar til ham. ”Du er stadig ikke på toppen, Evan. Kom og sæt dig,” bad hun med en snert af bekymring, ja hun var måske lige lovlig glad for at pusle, men han havde jo taget den pil for hende, det var det mindste hun kunne gøre. Den ene flaske endte hun med at sætte på natbordet ved siden af, så den ville være tilgængelig for ham. ”Hvordan har skulderen det? Er du sikker på at jeg ikke skal sy det?” spurgte hun og vendte sig en smule rastløst mod ham. I virkeligheden forsøgte hun vel bare at trække tiden, kun så hun kunne slippe for at høre hvad han ville sige? Det gav hende en knude i maven bare at tænke på det. Eftersom såret ikke blødte så havde det ikke været nødvendigt at sy det endnu, men hun ville gerne have det gjort.. først og fremmest fordi det ville gøre ham tavs og for det andet fordi hun gerne ville undgå infektion, hun ønskede jo heller ikke at miste ham!

[Deleted]

Hvor lang tid Evan egentlig havde sovet, vidste han ikke, men det eneste som han jo egentlig vidste, var at han havde været fuldstændig ødelagt og havde haft desperat brug for det! At hun så havde sovet ved siden af ham, var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste, for han kunne virkelig godt lide det! Han var endnu ikke helt på toppen, men ikke desto mindre, så forsøgte han virkelig at finde sig til rette i det hele, så hun ikke havde brug for at være så bekymret for ham, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Han kunne udmærket godt klare sig selv, også selvom han bestemt heller ikke havde noget imod at hun faktisk puslede om ham, for han kunne jo faktisk godt lide det. Det var uden tvivl noget som hun havde med sig fra sin kære moder.. en kvinde som faktisk var savnet af mange, selvom han selv aldrig havde haft muligheden for selv at ende med at hilse på hende, og det var han selvfølgelig ked af. Hans hånd greb roligt omkring hendes egen, som han førte hende med sig hen til gangen med værelserne. Selvom han stadig var let usikker på benene, så kunne han ikke rigtigt gøre det største ved det af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre!
Værelset som de langt om længe måtte nå, fik ham til at nikke stille. ”Endelig..” endte han dæmpet, hvor han lod hende åbne døren for ham. Han havde brug for at komme ind at ligge, også selvom han efterhånden følte at han ikke rigtigt havde gjort andet ned at sove! Men selv han vidste hvornår grænserne var nået, og hvornår det var på tide at gøre noget ved sagen om det. ”Jeg har brug for at lægge mig..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt gik hen i retningen af sengen, som han roligt tog plads i. Det behøvede hun skam slet ikke at sige ham to gange! Han tog endelig plads, hvor han nærmest sank ned i den bløde madras. Selv for hans del, så var det helt klart blødere at ligge i sengen her end i feltsengen ude på marken! Han lukkede øjnene let. ”Det var minsandten en perfekt følelse..!” endte han med et næsten helt saligt suk. Hans blik gled igen i retningen af hende, hvor han sendte hende et smil. Det var skam heller ikke fordi at han havde ubehagelige ting at skulle dele med hende, men fordi at han ønskede at være sikker på at han havde hende alene, og uden at for mange til at lytte til dem! ”Jeg er bange for det skal renses en gang eller to mere.. Det svider lidt endnu,” endte han med en rolig stemme. Han selv ønskede ikke at gøre ondt værre ved at lukke det for tidligt, og selvfølgelig fordi at han var reel nok. ”Sæt dig her sammen med mig, Athena.. Jeg ønsker at have dig nær,” afsluttede han med en rolig og alligevel ganske så dæmpet stemme, for han ønskede slet ikke at lyve for hende. Slet ikke!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan var bestemt ikke på toppen endnu, hvilket også var grunden til at Athena ville mene at hun bekymrede sig med en lovlig grund. Det var ikke fordi hun ønskede at være fanatisk, men hun følte at hun skyldte ham efter han havde taget den pil for hende, det burde han virkelig ikke! Puderne satte hun en smule op så han ikke behøvede at lægge sig helt ned, det havde han jo gjort i forbandet mange timer og hun kendte den mand ret godt efterhånden. Hun slap et dæmpet suk og lod fingrene vandre gennem sine blonde lokker inden hun roligt vendte sig mod ham. Han lod til at være lettet over at være væk fra marken, ikke at hun kunne bebrejde ham, hun kunne faktisk godt lide den pludselige fred også selvom mændene nedenunder kunne høres helt heroppe. Det var bedre end krydsende klinger og en hård feltseng. Hun nikkede stille til hans ord kun lettet over at han selv var i stand til at se at han ikke havde det vildt godt. ”Selvfølgelig. Du ser mig også stadig noget bleg ud. Læg dig i sengen,” opfordrede hun roligt, og trådte væk så han kunne komme til. Sveden piblede endnu fra ham, hvilket kun fortalte hende at feberen endnu ikke var blevet slået ned, og han virkede ikke som den mest stabile på benene, men giften var begyndt at aftage – til hendes store lettelse. Idet han sank ned i den bløde madras næsten med fryd, kunne hun ikke selv holde et lille smil tilbage. Hun kunne kun forestille sig hvor behageligt det var at komme ned og ligge i noget ordentligt, de feltsenge var på ingen måde behagelige! ”Jeg går ud fra at det var bedre end en feltseng?” endte hun og hævede et slankt øjenbryn mod ham. Hans blik sagde hende jo lidt det hele. Athena blev roligt sigende med hænderne høfligt foldet foran sig, det var stadig forvirrende at finde ud af hvad hun kunne tilladelse sig og ikke kunne, men hun forsøgte. Til dels lå det stadig i hendes natur at han gav ordrene, han var jo hendes træner og til dels far. Blikket lod hun møde hans. Hun nikkede sagte. ”Så lad os få det gjort med det samme,” besluttede hun måske lidt hurtigt, men det var godt nok, sådan ville han heller ikke være i stand til at tale de næste minutter. Hendes hjerte bankede virkelig, hun var ikke sikker på at hun i det hele taget ville kunne holde til at høre hans ord. Med rolige skridt bevægede hun sig mod hans side af sengen, og satte roligt ned ved hans side – som indbudt. Flasken med whisky fik hun åbnet.. ”Vi må jo hellere gøre det, inden du får drukket det hele,” påpegede hun med et lidt drillende smil. ”Klæd dig af, mens jeg ordner det her,” bad hun stille. Hun var usikker på om han denne gang var klar nok til selv at kunne finde knapperne, hun havde jo klædt ham på, hun ville dog lade ham prøve selv. Imens fandt hun et lille stykke stod fra lommen som hun kunne vædde.

[Deleted]

Evan havde egentlig allerede brug for at komme ned at ligge igen, også selvom han bestemt heller ikke var meget for det. Han var en reel mand, og han vidste det godt. Det havde været en grim en som han havde valgt at tage for hende, også selvom han slet ikke havde fortrudt at han havde gjort det! Han gispede svagt, som han roligt gled ned at sidde på sengekanten, inden han lagde sig op af de behagelige puder som hun havde lagt til rette i hans ryg. Han havde det helt klart bedre ved at ligge der i sengen, for han lå virkelig fantastisk! Et svagt suk brød tydeligt hans læber, som han lagde sig til rette i sengen og med blikket mod hende. ”Jeg har det fint.. Jeg har bare brug for at hvile lidt..” endte han med en dæmpet stemme. Han trak vejret dybt. Det var helt klart bedre end den skide feltseng! Noelle havde heldigvis ikke haft det største besvær ved at skulle lade dem gå, og det var noget som passede ham helt fint! Han smilede ganske tilfredst. ”Du skulle prøve at lægge dig.. Det er virkelig en fantastisk fornemmelse,” endte han med en dæmpet stemme. Det var jo lige før at han slet ikke nåede at afgive nogen former for svar, inden hun nærmest havde taget ordene ud af munden på ham. Han blinkede let med øjnene. Selvom det stadig var en kende svært for ham at fokusere på hende i det hele taget, så var det nu heller ikke noget som han tog så tungt igen. ”Det må vi jo nok,” medstemte han endeligt. Lige hvorfor Athena havde så.. travlt med det hele, vidste han ikke, men det var vel også noget som han nok skulle finde ud af før eller siden – det var han da overbevist om. Som hun bad ham om at klæde sig af, så satte han sig endnu en gang op. Han følte sig pludselig skræmmende gammel, for han kunne ikke gøre noget som helst, uden at han direkte følte sig.. træt ved tanken, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham for den sags skyld! ”Siger du jeg er en dranker? Men jo.. jeg skal nok.. forsøge at klæde mig af..” Knapperne var ham ikke noget problem, for han var efterhånden vant til at han kun kunne bruge en arm, da den anden stadig var skræmmende øm efter den pil, for den havde jo siddet temmelig godt! Forbandede elvere.. han kunne virkelig ikke tage det væsen! Med en yderst forsigtig bevægelse med hans arme, så fik han skjorten af sig og kappen med, så han kunne komme ordentlig ned at ligge i den blottede overkrop. Såret var allerede ved at blive beskidt, men i denne tid og kulde og det hele, så var det heller ikke fordi at der skulle meget til, selv ikke med den.. halvprofessionelle bandage lagt om det åbne sår, så var det ikke noget som han sagde noget til. Svagt bed han tænderne sammen. Han kunne vel allerede nu forberede sig på det værste? For han vidste, at det var noget som helt klart ville komme til at gøre temmelig ondt! ”Få det overstået..” endte han med en kende.. bestemt tone. Han vidste jo at det ville gøre ondt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kunne jo godt se at Evan ikke var helt ved hægterne endnu, giften havde endnu ikke forladt hans krop hvilket bekymrede hende, men om ikke andet lod han til at være mere bevidst om hvad der foregik omkring ham. Hun lod ham bare lægge sig i den varme, redte seng. Lettere dovent hævede hun et bryn mod ham. Det var på ingen måde overbevisende. ”Når du kan sove i 12-13 timer og stadig have behov for hvile, så har du det ikke fint,” påpegede hun lidt bestemt, der var jo hold i hendes ord, særligt når man kendte Evan som plejede at arbejde i mere eller mindre døgndrift. Han havde aldrig tilbragt tid med Diane eller gjort noget ekstraordinært for hende, som hun vidste af vel og mærke. Kort skænkede hun sengen et vurderende blik. Den så ganske vidst fristende ud taget i betragtning af at hun havde hvilet i en feltseng gennem temmelig lang tid efterhånden. ”Hvis jeg lægger mig nu, så falder jeg i søvn,” svarede hun roligt også selvom hun mente det. Måske hun ikke direkte var træt, men en blød madras kunne gøre meget, på den anden side kunne det være fristende, for så ville hun slippe for at høre hvad end han havde at sige. Det var ikke fordi hun gav ham meget af et valg når det kom til at rense såret. Klædet havde hun allerede væddet i den whisky som stod til ham på bordet, også selvom hun tålmodigt blev siddende med det i skødet mens han blottede sin overkrop. Naturligt for hende så hun væk imens også selvom det virkede fuldkommen meningsløst, taget i betragtning af at hun havde set alt der var at se af ham. Kort vendte hun de grønne øjne mod ham go trak skævt på smilebåndet. ”Det er lige præcis det jeg siger,” svarede hun sandfærdigt.. han var jo lidt af en dranker! ”Tak.. jeg kan ikke rigtigt gøre det hvis du er påklædt,” endte hun med et stille nik. Selvom han bøvlede gik hun ikke ind og hjalp ham, men lod ham i stedet gøre det selv, inden hun tog imod skjorten og lagde den ved siden af i tilfælde af at han ville få behov for den. Der skulle ikke meget til at forværre hans tilstand i denne kulde og Athena ønskede ikke at han skulle komme mere til skade. Idet han endelig fik sig blottet og lagde sig ned, vendte hun sig igen mere mod ham, og nikkede. ”Selvfølgelig. Bid tænderne sammen,” bad hun stille, uden at vise tegn på kvaler ved at skulle påfører ham den skade, de havde været igennem det som var værre gennem træningen, så for hende betød det egentlig ikke særlig meget, det skulle jo gøres. Det væddede klæde, endte hun at lægge mod såret på hans skuldre, og brugte den anden hånd til at holde ham nede med, så han ikke ville ende med at rejse sig eller lange ud efter hende, hun vidste at han kunne finde på det, hvilket var grunden til at hun holdt et lidt vågent øje med ham.

[Deleted]

Evan vidste godt, at han måske tog mere let på det, end det som han egentlig burde, men ikke desto mindre, så vidste han da godt, at han havde brug for at ligge ned! Han bed sig svagt i læben, som han endelig kom ned at ligge, inden han vendte sig mod hende. Han blinkede let med øjnene. Han havde da ikke været klar over, at han havde sovet i så lang tid! ”… Har jeg da sovet i så lang tid? Det… det vidste jeg da ikke..” Ja, et sted var et vel også fint at hun var omkring ham? Han rystede let på hovedet, som han alligevel valgte at blive liggende i sengen og med blikket hvilende i retningen af hende. Det var betryggende for ham at vide at hun var der, og det var i sig selv, en faktor som fik ham til at slappe af på andre måder, end det som arbejdet hjemme gjorde. Han følte at han kunne..give slip vel? På en underlig måde. At hun ikke ville lægge sig, forundrede ham nu lidt, også selvom det nu heller ikke just var noget som han sagde noget til af den grund. Han nikkede roligt. ”Jeg forstår.. Det er jo lige før man falder i søvn ved at ligge her,” endte han roligt. Det var vel tydeligt at han selv var fuldkommen afslappet? Og det var noget som han faktisk fandt utrolig behageligt, så selv det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han lukkede øjnene ganske let endnu en gang, som han lod sig synke afslappende ned i sengen, for selv han havde brug for at kunne slappe ordentligt af, og det var han bestemt heller ikke god til fra før af. Hans forkærlighed var muligvis flasken med whisky, men han ville ikke just påstå at han var en dranker! Han fnøs ganske let. ”Nu synes jeg, du er lige godt grov..” endte han morende, som han roligt nikkede.
At fjerne skjorten og sin beklædning generelt var noget af en udfordring for Evan, men selv han havde brug for at kunne gøre tingene på egen hånd, selv på trods af hans tilstand, for han vidste, at der ikke skulle meget til, før det hele ville ende ødelagt, og det interesserede han sig jo slet ikke for! Han ønskede at kunne være der og passe på hende, og den kommende vinters hærgen, arbejdede mod ham og hans healing med henblik på såret i hans skulder. At hun tog pladsen ved ham, sagde han ikke noget til, hvor han roligt trak vejret dybt. ”Bare få det overstået..” endte han roligt, inden han igen vendte blikket mod hende. Som klædet blev placeret mod hans skulder, så stivnede han omgående i kroppen, hvor han slap et dybdegående gisp, tydeligt fordi at det faktisk var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt! Næverne lukkede sig fast omkring sengetøjet, som han nærmest rev ud af plads og form, uden at han egentlig gjorde det ved at tænke over det, for det gjorde han slet ikke! Sådan som han spændte, så blev hans blodårer ved halsen frygtelig tydelig, også fordi at han slet ikke ønskede at stoppe hende.. det skulle jo renses!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan var meget realistisk når det kom til hans tilstand, også mere end det som Athena havde regnet med, men i det store og det hele var det kun en god ting, han havde brug for at hvile! Det forundrede hende lidt at det ikke var gået op for ham hvor lang tid han havde sovet. Det havde end ikke været formiddag da de var kommet tilbage til lejren, og han havde jo mere eller mindre sovet lige siden. ”Vi nåede ikke at være på marken mere end en time eller to. Du har sovet mere eller mindre siden,” påpegede hun blot roligt. Athena selv lagde sig ikke ned i den ellers fristende madras, hun ville ikke falde i søvn når hun ikke var færdig med at pleje ham, i stedet satte hun sig ved hans side. Hun var måske ikke særlig diskret i at forsøge på at trække tiden, men hun gjorde sit bedste og forsøgte samtidig at opfører sig nogenlunde normalt. På den anden side så nød hun at han for en gangs skyld ikke arbejdede.. men hun havde jo været den største og tungeste del af hans arbejde, og hun vidste ikke hvad de skulle gøre med træning eller noget som helst fra nu af. Blikket faldt i hans. ”Du skal endelig ikke holde dig tilbage, Evan. Jeg forstår hvis du stadig er træt og vi har rigeligt med tid.. du kan bare hvile når det er renset.” endte hun roligt og sendte ham et lille smil. Han havde altid været glad for flasken, noget som han havde givet videre til hende, i og med han for pokker havde fodret hende med stadset som lille, når hun havde slået sig eller ikke var i stand til at sove om natten på grund af de utallige bekymringer og mareridt. ”Jeg er skam ganske retfærdig,” forsvarede hun og trak skævt på smilebåndet. Rensingen af såret kunne de ligeså godt for overstået så hurtigt så muligt, det ville bare være dumt at trække ud, også fordi hun vidste hvor meget det plagede ham at han ikke var i stand til at gøre tingene selv. Hun vendte sig lidt mere mod ham og nikkede. Kort lod hun en hånd stryge flygtigt hen over hans bryst inden hun tog et mere fast greb om ham for at holde ham nede. Klædet lagde hun mod såret og forsøgte at holde ham nogenlunde på plads selvom han begyndte at vride og té sig. Efter lange sekunder fjernede hun endelig det væddede klæde og lagde det på natbordet. Den tunge stank af alkohol hang tungt i luften men den generede hende ikke som sådan. ”Det var det. Se om ikke du kan få lidt hvile,” opfordrede hun næsten håbefuldt. Dynen lagde hun roligt omkring hans skikkelse fra livet og nedefter, for nu hvor de lå der og han havde feber, så ville hun ikke dække ham helt, her var trods alt en behagelig varme, og hun ville heller ikke forværre det. ”Er der noget du har brug for?” spurgte hun roligt idet hun rejste sig, dog uden at tage blikket fra ham. Han skulle være komfortable, særligt indtil den gift var helt ude og han igen ville være sig selv igen.

[Deleted]

Evan havde slet ikke regnet med at han havde været slået ud i så mange timer! Han følte det jo nærmest kun som om at han lige havde formået at lukke øjnene! At han var slået ud af marken så tidligt, var selvfølgelig en tanke som helt klart gik ham på, også fordi at han slet ikke havde ønsket at det skulle være så.. let at slå ham, også fordi at han stod som gammel hærfører, men selv han måtte vel erfare, at med følelser i billedet, så var det hele langt værre, end hvad det ellers var. Han nikkede stille. ”Jeg troede ikke at jeg var blevet slået ud så tidligt.. der kan man jo bare se..” Et sted kunne man vel også høre på ham, at den tanke nagede ham? Han var vel lidt bange for, at det var noget som faktisk ødelagde temmelig meget for ham og hans ry som den hærfører som havde stået højt før Noelle var kommet til. Han havde brug for at hvile igen, også selvom det slet ikke var noget som han var interesseret i, når hun ikke var omkring ham, for.. han ville jo gerne have at hun lå der ved siden af ham, da det var noget som han faktisk værdsatte temmelig højt. Han trak vejret dybt. ”Jeg kan altid sove når jeg bliver gammel, Athena.. Lige nu vil jeg bare nyde tiden jeg har fået sammen med dig.. Det gør det hele værd, at tage den pil,” endte han med et selvsikkert smil. Elverne skød ikke nødvendigvis for at dræbe, og det havde han jo selv erfaret i sin egen tid, men lige denne.. den ville have taget hendes liv så snart den havde ramt! Og det ønskede han slet ikke! Han var måske frygtelig glad for flasken, men ikke desto mindre, så kunne han sagtens gøre andet end at tænke på lige netop den! Han smilede svagt, dog tydeligt træt. ”I dine drømme måske,” endte han med et let smil på læben. Han vendte blikket mod hende, som hun gav sig til at rense såret, også selvom han spændte stort set i hele hans krop, for det var bestemt ikke behageligt! Igen følte han næsten for at skrige, selvom han nægtet! Han nægtet at fremstille sig selv svag! Som hun blev færdig, slappet han langt mere af, hvor det tydeligt sitrede og dirrede i ham. Han havde endnu feber og han følte sig en anelse skidt, men han var overbevist om at med hende omkring sig, så skulle det nok løse sig! Han trak vejret dybt, som han valgte at gribe ud efter hendes hånd, som han tydeligt trykkede i sin egen. Han vendte blikket mod hendes ansigt. Så smuk som hun var, så ønskede han selvfølgelig også at hun skulle vide besked. ”Du er her, og det er hvad.. hvad jeg har brug for, Athena.. Vi skulle snakke.. Og jeg vil snakke..” fastholdt han, som han let rev i hendes hånd. Vel tydeligt at han ville have hende ned at ligge ved siden af sig? ”Læg dig ved mig, min egen..” bad han endeligt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var mange timer som var gået på søvnen også selvom Athena ikke havde noget imod det som sådan, for han havde jo tydeligvis haft brug for det. Måske hans ry som hærfører var gået lidt i vasken på baggrund af at han så hurtigt var endt med at falde, men det var slet ikke en tanke som hun overvejede, det med følelser i marken var svært at have med at gøre, også for hende, det burde ikke have påvirket hende at se ham gå i jorden på den måde, ifølge reglerne burde hun have været ligeglad, men hvem kunne det når det kom til en de elskede? ”Jeg beklager meget at åbne op for sandheden i så fald,” påpegede hun dæmpet. Det var tydeligt at tanken plagede ham hvilket i sig selv gav hende en mindre knude i maven. Hun slap et suk og og kastede blikket ud af vinduet. ”Du er plaget af noget,” konkluderede hun stilfærdigt og bed sig i læben. Så mange år som hun havde kendt ham, så var hun ikke i tvivl overhovedet. I og med at han var træt, så håbede Athena lidt at han ville give efter for søvnen, det ville give hende et par timer ekstra til at nyde det faktum at han bød hende velkommen med åbne arme, også selvom hun vidste at det var spil for galleriet i håb om at hun ikke ville blive vred ved tanken om at han havde gjort det for at redde hendes liv. For lange sekunder stirrede hun tomt ud i luften, fordybet i sine egne tanker til hans stemme igen brød dem. Igen rettede hun blikket mod ham. ”Du behøver ikke at komme til skade for at tilbringe tid med mig, Evan. Jeg ville sætte mere pris på hvis du var i stand til at fører et sværd,” påpegede hun med et lidt forsigtigt smil. De kunne ikke være sammen på denne måde for altid, og eftersom hun var vant til at den tid de brugte sammen foregik med træning, så var det, det som hun ventede på at genoptage, hellere det end at miste ham helst. I en let bevægelse, rejste hun sig fra sengen også selvom hun ikke gik væk. De grønne øjne betragtede hans smukke skikkelse som han lå der og glinsede i et tyndt lag sved, hendes hjerte sprang et slag over. Hun burde slet ikke gøre sig de tanker om ham, men det var umuligt at lade være. Idet hun skulle vende sig om for at gå, holdt han hende tilbage med det bestemte greb om hendes hånd. En smule overrasket vendte hun sig igen mod ham, og bed sig blidt i den bløde underlæbe, mens hun nikkede. Hun vidste godt at det var hvad de var her for. ”Som herren ønsker,” svarede hun og forsøgte sig med et muntert smil, også selvom det var svært. Eftersom han var skadet kunne hun ikke bare glide ned over ham, så hun slap hans hånd og strøg hen på den modsatte side hvor hun forsigtigt satte sig på sengekanten med et øjebliks tøven. ”Evan.. du behøver ikke at sige noget som helst, thi jeg kan gætte mig til dine ord. Det er i orden, jeg turde ikke gøre mig nogle forventninger uanset, og jeg ved at du gjorde det for at redde mit liv, og jeg værdsætter det mere end du aner.. den sidste dags tid har været.. den bedste til nu for mit vedkommende. Tænk ikke på det,” bad hun i en lang og lettere usammenhængen smører. Det gjorde ondt, og i virkeligheden havde hun vel ikke fattet hans mange ord, men hun turde virkelig ikke at gøre sig nogle forhåbninger.

[Deleted]

Det var efterhånden gået op for Evan, at han egentlig havde misset, da han havde ligget og bare.. sovet. Selvfølgelig nagede det ham, at han faktisk var faldet så tidligt, men det var der nu trods alt heller ikke noget som han direkte kunne gøre det store ved lige nu. Han kunne vel bare håbe på at det ikke var ødelagt helt? Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som hun blev siddende ved siden af ham. Han blinkede let med øjnene endnu en gang, og med et let og stille smil på læben. ”Jeg overlever nok skal du se. Det eneste som er skadet, er mit ry,” endte han roligt, som han blinkede let til hende. At hun kendte ham godt nok til at vide, at han var plaget af noget, forundrede ham nu heller ikke som sådan. ”Du kender mig for godt.. Jeg er en gammel hærfører, Athena.. Jeg er faldet som en af de første.. Det er faktisk lidt pinligt,” fortalte han roligt. Han var ikke den som lukkede i, når det alligevel var så tydeligt og så oplagt som det var nu, og selvfølgelig skulle alt være rigtigt set i den forstand! Hovedet lod han søge let ned i sengen, som han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Selvom det selvfølgelig nagede ham lidt, at hun ikke ville ligge sig ned ved siden af ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber igen. Han forsøgte virkelig bare at falde ordentlig til ro! ”Hvis jeg ikke havde taget den pil for dig, så havde du været død nu.. Og det er ikke et dødsfald som jeg ønsker at have på samvittigheden,” forklarede han ganske sandfærdigt.
Som såret igen var blevet renset, så følte Evan endnu en gang for at kunne falde til ro igen, og det var i den grad også umådelig tiltrængt! Han ønskede dog ikke at sove endnu! Ikke nu hvor han havde hende ved sig! Hans hånd holdt endnu godt omkring hendes, som han nærmest knuget i sin egen. Han ønskede jo slet ikke at hun skulle gå, eller.. tage det på den måde? Han blinkede let med øjnene ved hendes ord, for nu var han da røget helt af vognen! Troede hun at han fortrød? En kort latter brød hans læber, også selvom han hurtigt fortrød, sådan som det for alvor spændte i skulderen. Han slap hendes hånd og tog sig til den i stedet for. ”For pokker..!” begyndte han fast, som han let kneb øjnene sammen. Han trak vejret dybt og tydeligt prustende endnu en gang, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Du fremstiller det som du tror jeg har fortrudt.. Det har jeg slet ikke, Athena.. Jeg ønskede tvært imod, at snakke med dig om hvad vi gør herfra.. Dig og mig,” begyndte han roligt. At hun havde nydt det, var han selvfølgelig glad for, selvom det faktum at hun beskrev det som den bedste dag i hendes liv, var klart noget som gjorde det endnu bedre for ham! Ingen tvivl om det! ”Læg dig nu ned sammen med mig.. Jeg ønsker vi skal snakke om det,” opfordrede han endnu en gang, med en stadig rolig stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det morede Athena lidt at han virkede så overrasket over at have været væk i så lang tid, han var måske gået glip af lidt, men værre havde det jo heller ikke været. Hun nikkede med et stille smil da det gik op for hende at det var tanken om hans ry som plagede ham, ikke at hun ikke kunne forstå ham, han var en mand som gik meget op i den slags. ”Det kunne ske for selv den bedste, Evan.. desuden tog du den pil for mig, havde det ikke været for mit manglende fokus, så var det slet ikke sket,” påpegede hun lidt sigende, velvidende om at hun havde fat i den rette ende. Hun kendte ham efterhånden temmelig godt, det ville hun heller ikke lægge skjul på, det var mange år hun havde brugt i hans selskab og i hans tanker, hun kendte hans udtryk. ”Det burde være mig som var flov, ikke dig. Desuden kan selv den bedste hvae en dårlig dag,” svarede hun næsten fortrøstningsfuld, hun brød sig ikke om at se ham så irriteret som han tilsyneladende var. Athena lagde sig ikke ned selvom hun blev fristet af den bløde madras som hun tilgengæld var endt med at sætte sig i, dog endnu med benene over kanten og blikket vendt mere mod sine hænder end mod ham. Det ville gøre for ondt at høre ham sige at han havde fortrudt, så hun kunne vel ligeså godt komme ham i forkøbet? ”Det ville ikke være på din samvittighed. Det du gjorde var imod reglerne og den slags har konsekvenser. Ikke at jeg skal lyde utaknemmelig, jeg er glad for at du reddede mit liv, men ikke på bekostning af dig selv,” mumlede hun dæmpet og kastede kort blikket over skulderen for at se på hans sår. Det så faktisk temmelig pænt ud og så lang tid det blev holdt ren, kunne det næppe gå helt galt. Hans latter fik hende hurtigt til at vende opmærksomheden mod ham da hun sjældent havde fået lov til at høre den i sig selv. Den lod et gys glide gennem hende også selvom det var af den behagelige slags. Hendes hænder føltes klamme og fugtige som hun sad og fumlede med dem i sit skød. For lange sekunder stirrede hun på ham som om hun ikke havde hørt et ord af hvad han sagde. ”Oh,” endte hun lidt tom for ord, for hvad pokker skulle hun sige? Pludselig følte hun sig dum. Når han ville snakke med hende var det aldrig om gode ting, desuden frygtede hun lidt at han ville fortryde, det ville være typisk hendes held.. når der endelig skete noget som hun glædede sig over, og som frembragte et ægte smil, så var det en fejl i sidste ende.. det lettede hende lidt at det til syneladende ikke var tilfældet. ”D-du har ikke fortrudt? Jeg gik ud fra at.. at du have fortrudt netop fordi du ønskede mig hertil.. for en snak, det tegner aldrig rigtigt godt, og jeg har ikke lyst til at se på det som en fejl, for det betød.. rigtig meget,” erkendte hun og følte tårerne presse sig på, også selvom hun ikke tillod dem. Endelig lod der til at være lys for enden af tunellen. Lidt mere sikkert, endte hun med at skubbe sig op ved siden af ham, kun for at glide ned ved hans side som han havde bedt hende om, nu hvor han holdt fast i at det var der han ønskede hende, så ville hun ikke sige ham imod.

[Deleted]

Det glædede selvfølgelig Evan, at han havde fået Athena med sig væk fra slagmarken, for det var slet ikke et sted som han ønskede at se hende! Ikke desto mindre, så var det vel hans måde at gå i protest på? Selvom det kunne være fatalt som intet andet? Hans ry var blevet beskadiget.. og ikke noget andet, men det var jo så til gengæld noget som han altid var gået så frygtelig meget op i. Så godt kendte hun ham vel? ”Slagmarken er ikke et sted for dig, og jeg har mit hjerte med i sagen, når vi er derude sammen… Havde jeg ikke brudt reglerne, kunne jeg viderebringe nyheden om din død til din bror, og det ønskede jeg slet ikke,” endte han med en ganske sigende mine. Alle kunne ganske vidst have en dårlig dag, men efter deres nat, så var det bestemt heller ikke fordi at hans havde været dårlig! Tvært imod, så havde den været helt fantastisk, selv set i hans øjne! ”Efter den nat som vi havde.. i går eller hvornår det nu var, kan umuligt efterlade mig med en dårlig dag, Athena.. Jeg så du var i fare, jeg så hvad der ville ske, om jeg ikke gjorde noget, og jeg valgte at handle derefter.. Jeg ønsker jo heller ikke at miste dig,” forsøgte han igen. Nu hvor han havde fået pusten igen, så var det hele langt nemmere, selv for hans vedkommende! At hun så til gengæld havde været så bange for at han havde fortrudt, var noget som fik latteren til at bryde hans læber, for det var da noget af det mest tåbelige som han havde hørt! Og igennem hans mange år, så havde han faktisk også hørt lidt af hvert! Blikket gled mod hende. Var det derfor at hun ønskede at udskyde det gang på gang, på gang? ”Så det er derfor du forsøger at flytte mit fokus, kan jeg fornemme..? Jeg har på ingen måder fortrudt hvad jeg gjorde.. hvad vi gjorde. Jeg ønsker bare at du lægger dig ned her sammen med mig, så vi kan finde ud af det hele sammen..” At hun valgte at rykke sig tættere på, og faktisk lagde sig ned, fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet. Han lagde den ene arm trygt omkring hende, inden han tog fat om dynen og pakkede den om hende. I en seng og sammen med hende, så lå han som lå han på en sky! Han nød det, og det var noget som for alvor fik ham til at slappe af. Han vendte blikket mod hende, som han skænkede hendes pande et forsigtigt kys. ”Jeg holder forbandet meget af dig, Athena.. Jeg ønsker bare at vi to finder ud af det hele.. sammen,” endte han dæmpet, som han hævede den ene hånd og strøg den roligt over hendes kind. Hun behøvede slet ikke være bange for at hans såkaldte samtale med hende, skulle være negativ, for det var den altså på ingen måde! Han ønskede jo bare at finde ud af hvor.. de eventuelt stod med hinanden. Det var jo faktisk hvad han ville definere som det vigtigste lige nu.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ikke været meget for at skulle forlade slagmarken, med henblik på at det var kongen selv som havde placeret hende der. Hun kunne fornemme at Evan ikke havde havde været glad for det, men et sted så havde hun blandede følelser overfor det faktum at Noelle havde ladt hende gå uden videre også fordi hun ikke vidste hvad hun kunne vendte sig af dette. De grønne øjne flakkede ufokurserede omkring, også alle andre steder hen end på ham, han gjorde hende usikker. Når det var sagt så kendte hun ham skam udmærket nok til at vide, at hans ry var noget som betød meget for ham, og at dette havde været lidt af et slag på samme. ”Derfor burde ingen af os havde været derude sammen.. Det var dømt til at gå galt, og jeg er ked af at du var nødsaget til at tage den pil,” erkendte hun en smule skamfuldt,f or hun havde vel kun bevist for ham at han havde ret når han sagde at det ikke var et sted hun hørte til? Hun sukkede dæmpet og satte sig en smule mere til rette også selvom hun endnu ikke gled ned ved hans side som han hellers havde givet udtryk for, hun ønskede ikke at han skulle spille en form for skuespil overfor hende. Hun nikkede. ”Det var i går. Jeg er ska også glad for at du gjorde det, Evan, det er ikke det, jeg er bare ked af at du skulle komme til skade,” gentog hun endnu engang og rystede på hovedet af sig selv. Det lod til at han havde det bedre nu hvor han var kommet ned at lægge, det var kun en god ting, desuden havde han sin kære flaske, mere skulle der tulsyneladende ikke til for at gøre ham glad. Hans latter sendte et gys igennem hende. Hun følte sig flov over at hun havde været så overebvist om at han havde fortrudt, hvilket var en tanke som gjorde ondt under alle omstændigheder, hun havde nydt hvert øjeblik, nydt hans nærhed og følelsen af hans krop tæt mod sin, hans søde kys.. det var det som hun havde drømt om ikke det Valerio eller Caleb havde givet hende. Athena nikkede i erkendelse og bed sig let i læben. ”Jeg forsøger ikke at flytte dit fokus, Evan, jeg har bare ikke.. det er.. jeg elskede hvad vi gjorde, og jeg har ikke lyst til at høre dig sige at det var en.. engangsting,” endte hun dæmpet idet hun endelig endte med at lægge sig ned ved siden af ham, med hovedet hvilende mod den rasle arm. Dynen lod hun puttes om hende, og lod sig trykke ind til hans krop der stadig var forbandet varm. Armen lod hun forsigtigt glide om ham, lettet over at de dårlige nyheder endnu ikke var nået, men de var trods alt ikke begyndt at snakke som sådan endnu. ”Hvad betyder det? Hvad indebære det? Jeg har ingen anelse, dette er fuldstændig nyt og ukendt for mig,” påpegede hun og lod blikket glide en smule i idet han lod sin hånd stryge over hendes varme kind. Hans kærtegn fik hende hurtigt til at falde til ro. Ganske stille lod hun tomlen stryge over hans bryst. ”D-det er rart at have dig lidt for mig selv,” erkendte hun yderst dæmpet, næsten i frygt for at hun brød en usynlig grænse ved sine ord, men hun mente det skam.