Some time alone

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var virkelig ikke nemt at forholde sig til, at den mand hun havde fantaseret om gennem så mange år, endelig ønskede hende ved sin side, som mere end blot den lærling hun var, Athena forsøgte virkelig at forholde sig til hans ord, men hun var nødt til at se det med egne øjne, før hun ville turde tro noget som helst, også selvom det sagde en del, at han viste den omsorg for hende. Taget i betragtning af hans position, alder og relation til hendes far, så kunne man ikke kalde ham andet end en gammel gris, men det var ikke noget hun væmmedes ved, tværtimod. Det kunne ikke falde hende ind at forlade ham, og særligt ikke i den tilstand, hun ønskede bestemt ikke at der skulle ske ham mere, og hun var i allerhøjeste grad i stand til at forsvare både sig selv og ham.. hvis ikke hun ville falde i søvn ved hans side endnu engang, vel og mærke. Hun så op på ham med et morende glimt i blikket og et smil på læberne, også selvom hun ikke kunne alde være med at himle med øjnene endnu engang, den mands selvtillid fejlede intet, det ar sikkert. ”Jeg har levet med den siden jeg var 4, du tror ikke at jeg allerede er vant til det? Man lærer at abstrahere fra det.. med tiden,” tilføjede hun drillende og kluklo morende. Han var en umådelig charmerende og ikke mindst flot mand, også i hans alder, den måtte hun give ham. Selvom det på ingen måde var nemt, for forsøgte Athena at sætte ord på de tanker hun havde gjort sig, og de følelser det skabte i hende, også selvom hun ikke rigtigt fandt begreberne, på sit vis var hun stadig indstillet på hemmelighederne. Hun kunne godt se at han var træt. Blidt plantede hun et kys mod hans kind, og lagde sig til rette ind til ham, med hånden hvilende på hans bryst. Jo hurtigere han fik sovet giften ud des bedre, så hun skulle endelig ikke forhindre hans søvn, særligt ikke hvis det kunne slå feberen ned. Hans ord fik hende til at rynke på panden, mens hun i sit eget sind gentog hans ord. Ved nærmere eftertanke, så lød det jo faktisk som et.. godt bytte? Far havde fået mor, langt om længe, og hun havde fået Evan. Den eneste der stod tilbage uden nogle var Zacharias, hvilket efterlod hende med en dårlig smag i munden. ”Det lyder fornuftigt når du siger det sådan. Den eneste som sidder tilbage er Zacharias, han havde jo kun far,” påpegede hun med et dæmpet suk. Hun forsøgte at virke upåvirket, men hun havde franarret sin bror begge deres forældre, hvilket faktisk gjorde hende ked af det, og samtidig lidt bange for at hun kunne gøre Evan ondt. Hans ord hviskede dog hurtigt den bekymring bort. Hun smilede for sig selv. ”Jeg bliver aldrig nogen andens,” bekræftede hun kun. Det var ikke fordi hun var videre træt, efter at have sovet mens hun egentlig skulle have vogtet om ham. Denne gang ville hun ikke lade det samme ske. ”Der tager du fejl, det er dig og ikke mig som bør hvile. Undskyld jeg snakker så meget. Læg dig til, så snakker vi senere,” endte hun med en mild latter og trykkede ham ind til sig. Det var ikke fordi hun ville holde ham vågen, slet ikke når han havde behov for ro!

[Deleted]

Athena krævede utrolig meget overbevisning, hvilket Evan allerede var klar over. Han havde levet med hende siden hun havde været en helt lille pige, så det i sig selv, var egentlig ikke noget som kom bag på ham som sådan. Han var betydeligt ældre end hende, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham på nogen måde. Han ønskede at se hende lykkelig – hvilket desuden også var noget som han havde lovet Jared på hans dødsleje, og det var noget som han stod fuldkommen fast på at han ville, og det var uanset pris! Hvis han kunne give hende den, og samtidig have det godt med sig selv, så blev det bestemt heller ikke bedre. Han trak træt på smilebåndet, som han igen vendte blikket mod hende. Så lang tid hun kunne leve med det, så var det faktisk noget som passede ham særdeles fint! ”Du kender mig for godt, min egen.. Så lang tid du kan leve med hele mig, så er jeg bestemt heller ikke den som skal brokke sig,” påpegede han med en rolig og ganske ærlig stemme, for det var jo faktisk sådan at han havde det med det hele. Han holdt forbandet meget af hende, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at vise hende, nu hvor han endelig havde fået muligheden for det. Jared var gået bort med et smil på læben – et smil som han kun havde set manden med, når han havde omtalt Elanya, så et sted var han slet ikke i tvivl om at de langt om længe havde fået hinanden. Han hævede hånden og strøg hendes kind og roligt igennem hendes hår. ”Jeg er sikker på at Zacharias ikke klandre dig for hvad der er sket, Athena. Jeg tror snarere han er lige så bekymret for dig, som det jeg selv er. Selv den mand skal nok klare sig. Det er jeg fuldkommen overbevist om,” endte han med en rolig og alligevel stilfærdig stemme. Han kendte efterhånden Zacharias godt, også selvom han måske ikke havde haft det største med knægten at gøre, da han havde været lille. Armen gled roligt omkring Athenas skikkelse som hun lagde sig til rette ved ham. Varm var han måske, men selv det var ikke engang noget som han selv lagde mærke til, som han blot følte sig.. træt og udmattet, så var det jo slet ikke fordi at han havde lyst til at sove! Han havde allerede sovet mere end rigeligt! Så lang tid hun kunne love ham, at hun blev hans, så var han storslået tilfreds, for det var skam også det eneste som faktisk betød noget for ham! Han vendte sig mod hende, som han let kyssede hendes pande, som det han lige var i stand til at nå, så var det noget som faktisk passede ham selv ganske fint i den anden ende. ”Det er det som betyder noget for mig.. Du må ikke afholde dig selv fra lykken, når du endelig kan tage den til dig,” endte han roligt. Øjnene lod han roligt glide i. Selv følte han sig for træt til i det hele taget at holde dem åbne, selvom det var en tanke som frustrerede ham, for han havde slet ikke lyst til at sove! ”Det burde være mig som skulle passe på dig.. ikke omvendt..” ende han helt døsende, som det næsten kunne lyde som han allerede var på vej hen i søvnen igen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var ingen som kendte hende bedre end Evan, end ikke hendes egen tvillingebror, og den tanke havde mange gange skræmt hende, men nu hvor de var kommet hinanden så nær.. så var det lettere at være så blottet, han havde jo set mere eller mindre det hele af hende nu. Lykken havde aldrig rigtigt tilsmilet hende – ikke før nu vel og mærke. Hun vidste ikke hvilke løfter han havde skænket hendes far, men hun forstod ikke hvorfor han pludselig havde valgt at tage et så stort skridt, som at gå fra Diane, for at være sammen med hende.. et sted behøvede hun heller ikke at forstå det, bare at vide at han havde gjort det. Hånden lod hun stille stryge langs hans arm, dog uden at komme i berøring med den ødelagte skulder, kun for at lade fingrene stryge over hans hånd, i bekræftelsen på at der ikke var nogen ring. Blikket gled en smule i, som hun smilte lettet for sig selv. Den havde været hende en torn i øjet i årevis, og nu var den væk. ”Hele dig er en ret stor mundfuld,” påpegede hun med den drilske undertone, og rynkede næsten bekymret for panden, inden læberne atter skiltes i et bredt smil. ”.. Men jeg er trods alt også en temmelig rummelig kvinde, så mon ikke jeg kan tage det” endte hun med et smil og kyssede blidt hans kind. Det føltes godt endelig at kunne give efter for det. Athena erkendte gerne, at hun ikke huskede meget fra den aften hendes far gled bort. Det eneste hun huskede var at han havde berørt hende på steder, hvor ingen far burde berøre sin datter, og hun huskede at have stukket kniven i ryggen på ham, og at Evan havde fjernet den og efterladt ham til døden. Endnu engang var han kommet i nødens stund, han havde taget sig af hende og forsøgt at trøste hende, og han havde ikke tøvet med at tage hende under sine vinger. Måske hun ikke havde været god til at vise ham taknemmelighed, men nu forstod han vel også? Hun så op med et lettere forundret blik. ”Hvor meget jeg end værdsætter, at have en bunke af stærke mænd til at se efter mig, så må i altså stoppe med at bekymre jer så meget. Jeg har det fint,” påpegede hun en smule opgivende. Det ville ikke nytte, men hun var nødt til at prøve. På sit vis så gjorde hun sig tanker, som bekymrede selv hende, som til tider fik hende til at føle sig.. anderledes, og hun frygtede at det var de samme signaler som Evan og Zacharias bed sig fast i. Selvom Evan var stegende hed, at ligge ind til, så rokkede hun sig ikke ud af stedet. Guderne måtte vide hvor mange gange, hun havde drømt om at ligge i hans favn og stryge hans bryst som nu, endda med retten på sin side. Blikket gled en smule i ved hans kys mod hendes pande, også selvom det var hans ord der for alvor satte sig fast. Afholdt hun sig selv fra lykke? Hun følte vel et sted, at hun ikke havde krav på den? Hans ord rev hende lidt tilbage til virkeligheden igen. Hun smilte, ikke sit sædvanlige dække for sine egentlige følelser, men et egentlig smil. ”Evan.. jeg har aldrig følt mig så tryg eller beskyttet som jeg gør lige her, med din arm omkring mig. Læg dig til, du har brug for hvile,” hviskede hun dæmpet i hans ører, og lagde sig helt ned igen, hun kunne jo se at han var ved at falde helt hen, hvilket heller ikke gjorde hende noget.

[Deleted]

Efterhånden turde Evan at påstå at han nok var en af dem som kendte Athena bedst, også fordi at hun nærmest havde været bosat ved ham, siden hun havde været en helt lille pige. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for hun havde været tryg og komfortabel omkring ham, og det var jo faktisk det vigtigste selv i hans øjne, for det betød meget for ham, at hun havde været fortrolig omkring ham. Lige nu havde han brug for at hun var der, og selvfølgelig ønskede han da, at hun skulle være i stand til at rumme ham, for han vidste, at han godt kunne.. brede sig lidt. Han smilede let for sig selv ved hendes ord. ”Så lang tid det er en mundfuld du kan tygge dig igennem, tror du så ikke at det kan gå?” spurgte han. At hun var rummelig, fik ham til le let for sig selv. At hun strøg ham over armen og ned mod hans hånd, hvor ringen end ikke var til at mærke – kun det gamle mærke efter at have siddet med den igennem så mange år, så det var noget som selv ville gå væk med tiden. ”Det er vidst min redning, er det ikke?” spurgte han morende, som han ellers bare blev liggende. Han var varm, og det vidste han, hvor han selv heller ikke ønskede at hun skulle føle det ubehageligt på den ene eller den anden måde ved at ligge ind til ham, for det var slet ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde! Han elskede hende, og nu hvor han havde taget det store skridt og faktisk lade sig skille, så.. var det noget som han måtte snakke med Cecilaya om senere, selvom det nu heller ikke var noget som han ville snakke med Athena om lige nu, for hun virkede til at have mere end nok at tænke på, som det måtte være i forvejen. Zacharias havde længe givet udtryk for sin bekymring for sin søster, og Evan delte dem, så hun havde faktisk folk til at tænke på sig, og det var vel også noget som betød meget for hende? Han hævede hånden stille, som han lagde mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han elskede hende, og selvfølgelig ønskede han hende kun det bedste, for det var det som faktisk betød mest for ham. ”Du har det måske fint nu, men det ved du såvel som jeg, at du ikke altid har haft, min kære.. Du har folk til at tænke på dig og Zacharias er bekymret.. Du er trods alt det eneste som han har nu,” påpegede han med en rolig stemme. Selvom han var ved at blive temmelig træt, og mere eller mindre var gledet hen i en form for.. søvn, så var det ikke noget som han tog så tungt igen, for han havde virkelig bare brug for at slappe af efterhånden, og nu hvor han havde fået sagt hvad han havde haft at sige, så var det også langt nemmere, også for hans vedkommende. Øjnene var gledet i, også selvom han tydeligt hørte hendes ord. Han nikkede blot, og kyssede igen roligt hendes pande, som han lagde sig til. Skulderen var i ro nu og det var langt bedre nu hvor han kunne ligge i en seng og med hende ved sin side. Det var noget som selv han havde brug for! ”Sov godt..” hviskede han næsten åndsfraværende, idet at søvnen nærmest overfaldet ham og rev ham med sig til drømmeland.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid opholdt sig mere hos Evan og Diane end hun havde derhjemme, træningen hav de været hendes flugt, det havde været en måde hvorpå hun kunne søge rosen ved Evan, og da hun var blevet ældre og følelserne begyndt at spirer, så var det også en undskyldning for at komme tættere på ham end hun ville være ellers. Han kendte hende bedre end nogen anden, og hun vværdsatte det faktisk, fordi han havde gidet at komme under huden på hende. Tanken fik hende kun til at stryge hovedet mod hans bryst. Et sted følte hun aldrig at hun kom tæt nok på ham! ”Det tror jeg,” svarede hun lidt kortfattet men med et smil på læben. Hun ønskede jo bestemt ikke at deres snak skulle hindre ham i hans søvn. Den manglende ring under hendes fingre, lettede hende i virkeligheden kun, tanken om at han havde opgivet hele sit liv, sin trygge base og sin facade, for at være sammen med en som hende.. der var aldrig nogle der havde gjort en lignende ofring for hende før. Athena nikkede morende til hans ord, og lod atter sin hånd finde vej mod hans svedige bryst. Hans varme var virkelig til dels utålelig at hvile ind til, men hun blev liggende af ren stædighed, som hun havde lovet ham! Hans ord havde formået at sætte tanker i hende, som hun dvælede ved. Zacharias havde ikke virket direkte vred på hende, men det var for ham, hun bar den ringeste samvittighed, Jared havde været en elsket mand, han havde været hendes far og hun havde slået ham ihjel, og for hvad? En simple berøring? ”Det er jeg,” hviskede hun dæmpet, mere vendt mod hende selv end mod ham. Hun hævede blikket til hans trætte ansigt og kyssede hans mundvig som svar på hans hilsen, inden han hurtigt gled ind i hvilen. Hun smilede for sig selv, og lagde sig til rette, og selvom hun havde lovet at passe på ham, så måtte hun efter en tid, selv glide ind i den søde drømmeverden...

… Hvor lang tid der var gået, da Athena slog øjnene op, vidste hun ikke. Hun strakte forsigtigt den dovne krop og kastede blik på Evan der endnu lå i en fredelig søvn. Hun kunne ane at det var blevet lyst et sted bag gardinet, derfor kunne hun næsten konkludere at de havde sovet længe, hvilket hun godt kunne mærke. Dynen var virkelig blevet forfærdelig varm, særlig i de læderklæder hun bar som klistrede sig til hendes hud. Blidt kyssede hun Evans kind. ”Jeg kommer om et øjeblik,” hviskede hun, velvidende om at han nok ikke ville høre det. Hun rejste sig yderst forsigtigt fra sengen og puttede ham under dynen igen, før hun strøg ud på badeværelset. Døren lod hun stå åben. Der stod en frisk balje med vand, som hun vaskede sig i, hvilket i sig selv var dejlig afkølende. Hun klædte sig af, for i stedet at kaste en himmelblå kjole over hovedet, der var lidt mere luftigt end det andet. ”Arh,” sukkede hun lettet. Det var virkelig en fantastisk følelse! Læderklæderne pakkede hun sammen i skindtasken som de havde medbragt. Hendes mave knurrede, først nu gik det op for hende at de ikke havde spist i mere end et døgn. Fra badeværelset skævede hun til Evan, der ikke viste tegn til at vågne. Den store pose med penge stod på sengebordet. Athena forlod badeværelset, tog posen og forlod lydløst værelset for at finde mad.

[Deleted]

Athena havde stort set boet hjemme ved Evan og Diane tilbage i sin tid, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde Evan det mindste, for han kunne jo faktisk godt lide at have hende boende, også fordi at Jared havde haft det for svært med at skulle skabe et ordentligt bånd til hende. Det havde påvirket hende, som det havde påvirket den nu døde mand, men det ville vel kun blive bedre nu? Han havde accepteret hende og ikke mindst anerkendt hende for den som hun var, og det var noget som hun tydeligt havde haft brug for. At det så havde eskaleret med tiden, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende og han forstod det godt, men det var også på grund af den mængde som hun havde haft brug for det i. Hun var en rummelig kvinde, hvor han kunne være en mand, som godt kunne lide at brede sig lidt, og det vidste han godt. Han smilede let, dog tydeligt træt for sig selv. ”Det er jeg sikker på at det er,” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han roligt lagde sig godt til rette ved hende i stedet for. Selvom han lå og følte at han frøs, så vidste han at han havde det temmelig varmt, selvom det ikke gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han lagde armene roligt om hende, hvor han alligevel endte med at glide hen i en rolig søvn, hvor han end ikke rigtigt bed sig mærke i hendes sidste ord. At hun selv måtte glide hen i søvnen, var ikke noget som gjorde ham noget, bare hun blev liggende ved ham…

… Hvor lang tid de havde ligget der, havde Evan ikke nogen anelse om. Han bed sig heller ikke rigtigt mærke i at Athena faktisk havde rejst sig i løbet af timerne, hvor han for en gangs skyld, var fanget i det som måtte være en temmelig tung søvn. Han trak vejret tydeligt og tungt, selvom han helt klart så betydeligt bedre nu, også selvom han nærmest badede i sved. Det var faktisk varmt at ligge i ske med hende og at hun lå i læder og han lå fanget i feber! Han vred sig kun en anelse som i en form for protest, idet at hun valgte at rejse sig og gik ud på badeværelset. At hun fortalte at hun ville komme igen om et øjeblik, lagde han slet ikke mærke til. Det var egentlig først, da hun forlod værelset, hvor han vågnede ved lyden af døren. Han åbnede øjnene, hvor han let blinkede med dem, inden han strækkede sig, selvom han hurtigt fortrød det på grund af armen og skulderen! Med tydeligt sammenbidte tænder, tog han kraftigt fat i den og satte sig op. ”Forbandede..!” endte han med en mere sammenbidt stemme. Nu hvor han følte at han kunne.. fokusere ordentligt, så… kunne han slet ikke se hende? ”Athena?” kaldte han med en sigende mine. Han skubbede dynen til side, inden han roligt rejste sig op, selvom det var tydeligt skælvende og vaklende. Hvorfor var hun der ikke? Det forstod han da slet ikke, nu hvor hun havde lovet at være der! Han havde vel skræmt hende med det hele? Alle de ord som han havde skænket hende? Den tanke formåede faktisk at gøre ham en anelse trist.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena strøg roligt ud af værelset, og lukkede døren med forsigtighed. De uhyggelige gange, henlå fuldkommen øde. Snakken nedenunder var åbenbart døet ud i løbet af natten, der var om ikke andet fuldkommen stille. Hun gik ned af trappen og lod de grønne øjne falde på den pludselig tomme stue. To af mændene fra dagen i forvejen lå over det ene bord og snorkboblede efter at have drukket. Krofatteren var tydeligvis ikke særlig tilfreds med dem. Hun ignorerede dem for nu, og vendte sig i stedet mod den ældre herre bag disken. ”Jeg vil gerne have noget morgenmad. Så stor som du kan gøre den, og en flaske af din bedste whisky, samt en spand med is,” bad hun roligt, og kastede det sidste guld på bordet foran ham. Han vægtede den overvejende i sin hånd, før han nikkede og svandt ud bagved. Athena blev stående og så ud af vinduet. Selvom jorden endnu var dækket af is, så var det faktisk et flot vejr, med solen stående højt på himlen, glimtende ned over isen. Hun smilede for sig selv, og trippede en smule rastløst. Det var ikke fordi hun havde det godt med at efterlade, Evan, hun havde jo lovet ham at blive liggende, men det var kun for en stund. Var hun heldig så vågnede han ikke, og i tilfælde af at han så hende væk, så kunne han jo altid sende hende en mental besked.
Der gik lange minutter, hvor hun ikke så krofatterens skikkelse i det hele taget, før han til sidst kom ud med en slidt træbakke, hvorpå der var to tallerkner, brød med tilhørende smør, frugt der så bedre ud end hun havde turdet håbe og nogle kogte æg. Ved siden af stod to krus med dampende the, der fyldte krostuen med en behagelig duft. På bakken ved siden af stilte han spanden med is og den whisky hun havde bestilt. Athena nikkede som tak, og åbnede flasken kun for at hælde en sjat i theen, bare for at gøre den attraktiv for Evan også. Hun tog om bakken og førte den med sig oven på, selvom det foregik med forsigtighed i frygt for at hun ville falde og ødelægge det hele. Hun smilede for sig selv, og med begge hænder fulde blev hun næsten bange for hvordan hun så ud, han skulle ikke se hende træt og slidt! Alligevel vendte hun tilbage til værelse, hvis dør hun åbnede med hjælp fra albuen. Det var med stor koncentration, at hun fik den op og dermed kunne træde ind i lokalet. De klare øjne faldt på Evans skikkelse, også selvom hun ikke så meget andet end frustration i hans blik. ”Godmorgen, Evan. Hvad er der galt? Er det skulderen?” spurgte hun og rynkede bekymret på panden. Døren skubbede hun i igen med sin fod, før hun satte bakken på skænken og vendte sig mod ham, pludselig med usikkerhed. ”Du burde slet ikke stå op,” påpegede hun og søgte hen mod hans skikkelse, for at ligge hånden på hans pande. Feberen var faldet drastisk hvilket lettede hende, han var svedig men ikke længere brændende. ”Du brænder ikke op. Det er godt. Jeg har taget morgenmad med,” endte hun og lagde hovedet på sned med et stille smil, også i håb om at han ville lade den bekymring falme, det klædte ham på ingen måde!

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi Evan havde regnet med at skulle vågne alene, også fordi Athena havde lovet at blive liggende. Selvom han udmærket godt kunne mærke, at han slet ikke burde stå oppe endnu, så.. vidste han ikke rigtigt hvad han skulle foretage sig, for han havde jo regnet med at skulle vågne med hende i sine arme, også selvom det var tydeligt at han havde taget fejl, hvilket et sted faktisk gjorde ham en anelse.. trist. Umiddelbart kunne han faktisk godt huske en hel del af det som de havde snakket om i aftes, også selvom meget af det faktisk var langt væk og til dels glemt. Han sukkede dæmpet og så stille ned af sig og primært i retningen af skulderen. Den så på ingen måder god ud, og den var ekstremt øm, hvilket den nok ville være det næste lange stykke tid, men han kunne da om ikke andet se igen, og han kunne stå op uden at være decideret svimmel, så det var vel også kun en god ting? Han var utrolig tør i halsen, og hans hoved kørte rundt med de alt for mange og alt forkerte tanker, for et sted så var han vel overbevist om at.. Athena slet ikke var der mere?
Som døren gik op, og han vendte blikket i hendes retning, følte han for alvor, hvordan han kunne slappe af igen, for hun var der jo! Svagt trak han på smilebåndet, som han let rystede på hovedet. ”Den er øm som man skulle forvente.. Jeg vågnede bare op alene. Jeg troede du var gået,” endte han roligt. Frustrationen var som forduftet, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste i det store og hele! Slet ikke! Maden var ikke lige det som faldt ham i øjnene som det første, hvor han lod hende lægge hånden mod hans pande. Han var endnu en smule varm, hvilket han kunne sige, udelukkende fordi at hun føles kold i forhold til ham, selvom det nu heller ikke var noget som han tog hårdere end det. Han sendte hende et stille smil, som det nu var noget som faldt ham en kende mere naturligt. ”Du må ikke bare gå sådan.. Jeg gør mig alt for mange tanker, når jeg ikke kan finde dig,” påpegede han ganske sigende. At hun havde mad med, var egentlig ikke noget som gjorde ham noget, for han var faktisk ved at være temmelig sulten, hvis han skulle være helt ærlig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert! ”Det lyder virkelig godt. Jeg føler jeg er ved at dø af sult,” endte han ganske sigende, som han roligt lod den ene arm søge omkring hende. Selvom han endnu var temmelig vaklende på benene og havde brug for at sidde ned, så var han virkelig for stædig til det! Han lukkede øjnene let. Han var stadig en anelse svimmel, men han ønskede ikke at sætte sig ned, nu hvor han kunne rejse sig, uden at kollapse direkte i jorden igen! ”Du må da også være sulten efterhånden,” påpegede han ganske sigende, som han hævede hånden, som han strøg langs hendes kind.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde håbet at Evan ikke ville ende med at vågne, hun havde ikke været væk så længe, og hun havde kun brudt løftet om at blive liggende, fordi hendes mave var begyndt at knurrer, desuden havde han været uudholdelig at ligge ind til, til sidst. Kort lod hun de grønne øjne søge op og ned over hans skikkelse, lettere vurderende. Hun kunne se at han slet ikke var i en tilstand hvor han burde stå op! Bakken satte hun fra sig på skænken, før hun endte hos ham, med det bekymrede glimt i blikket. Det var bestemt ikke fordi at hun var stukket af, det ville hun ikke kunne få sig selv til, selv hvis de ikke var endt så tætte, ikke sådan som han så ud. Athena nikkede forstående, det ville være mærkeligt hvis ikke den havde været øm. ”Alt andet ville have været mærkeligt. Undskyld, Evan, jeg ved godt at jeg lovede at blive liggende, men min mave rumlede,” svarede hun med et lidt undskyldende smil, og håbede kun at han om ikke andet kunne tilgive hende for det. Selvom han stadig føltes en smule varm, så kunne hun se at han havde fået det bedre, desuden var feberen ikke længere bekymrende, han skælvede ej heller på samme måde, hvilket virkelig lettede hende. Athena lod ham ligge armen om hende, og lod sig trække ind til hans fugtige krop, hvilket ikke gjorde hende noget, nu hvor hun var iført lidt lettere klæder.
Hun gengældte kun hans smil. ”De tanker kan du godt kaste til helved. Det kunne ikke falde mig ind at forlade dig i det hele taget,” påpegede hun og strakte sig på tå, kun for at lade næsetippen stryge mod hans. En latter brød hendes læber ved hans ord. De havde ikke spist i lang tid, og det havde været frygtelig energikrævende timer, så de havde brug for lidt fornyet. ”Så kender jeg dig igen. Hop du tilbage i seng, du bør slet ikke stå op,” påpegede hun lidt formanende, hun var trods alt sin mors datter. Uden at rive sig løs af hans favn, begyndte hun at bakke bagud, med det drillende i glimt i blikket, indtil de nåede sengen, i tydeligt håb om at han ville falde ned i sengen så afkræftet som han var. Såret skulle renses igen, også selvom det så fint ud, det kunne hun gøre når de havde spist, det var trods alt et forholdsvis lukket sår. ”Jeg er hundesulten, så vær sød at sætte dig i sengen, så vi kan få noget ned,” bad hun morende, inden hun trak sig ud af hans ellers betryggende greb. Athens vendte sig igen mod bakken, som hun hentede, kun for at bærer den hen til sengen, uden at nævne noget om at hun havde piftet hans the lidt op, lidt morgenoverraskelser skulle det også være. Hvor meget Evan huskede fra dagen før, vidste hun ikke, men han havde formået at sætte mange tanker i hende, hvilket også var grunden til at der var gået tid før hun var faldet i søvn, men hun måtte jo erkende at hun faktisk havde det bedre nu. Det føltes godt.. det føltes som om hun havde en, hvilket var en tanke som hun virkelig godt kunne lide!

[Deleted]

Selvfølgelig nagede det Evan lidt at Athena ikke havde været der da han var vågnet, også fordi at han var bange for at hun faktisk var taget af sted, selvom.. det vel var en tanke som han gjorde sig forkert? Han kendte hende jo trods alt bedre end det, og det vidste han jo udmærket godt, men alligevel var det en tanke som havde passeret hans hoved som noget af det første, også selvom han selvfølgelig kendte hende bedre end det efterhånden. Han havde jo trods alt kendt hende siden hun havde været helt lille! ”Det skal du ikke tænke på nu, min kære.. Jeg klarer mig.. Nu ved jeg da i det mindste, at du er her endnu, ikke sandt? Desuden behøver du ikke tænke på min skulder. Efter noget hvile, så er den så frisk og god som ny igen,” fortalte han med en rolig stemme. Det var nu heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han tog så højtideligt igen, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. Selv på trods af hans feber, så havde han det helt klart bedre, også selvom han endnu følte hvordan hans ben måtte bukke under for ham, så var han for stædig til bare at sætte sig ned igen, for det var slet ikke noget som han havde lyst il, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun ikke kunne finde på at forlade ham, var selvfølgelig en tanke som han godt kunne lide at blive bekræftet til, så det var noget som selv hans smil måtte indikere. ”Det er godt,” endte han roligt, som han roligt trykkede hende ind mod sig. Han plantede et roligt kys mod hendes pande, idet han roligt slap hende. Han burde måske slet ikke stå op, men det var faktisk rart til en forveksling, i stedet for at ligge ned, for det var noget som han faktisk hurtigt blev træt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun genkendte ham igen, fik ham til at grine svagt, også selvom det var noget som han meget hurtigt måtte ende med at fortryde. Han tog sig let til skulderen igen, som han skar en mindre grimasse, inden han roligt søgte hen til sengen igen og roligt gled ned at sidde. Han stirrede først på flasken med whisky og så til koppen som tydeligt måtte indeholde the.. Han håbede så sandelig ikke at det var til ham, for det nægtet han altså at drikke! Han drak ikke den slags! ”Gå du endelig ombord, Athena.. vi skulle jo nødigt have at du falder om af sult,” påpegede han med en næsten drillende stemme, som han endelig gav slip på sin skulder igen. Nu hvor hun var der, så var det faktisk også nemmere for ham at slappe lidt af, og det var noget som han helt klart også havde brug for efterhånden.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det havde bestemt ikke været fordi at Athena ønskede at stikke af fra ham, men hendes mave havde virkelig knurret, desuden ville hun gerne overraske ham med lidt morgenmad, nu hvor hun havde muligheden. Det overraskede hende dog lidt at han havde gjort sig de usikre tanker, det lignede jo ikke ligefrem ham. Hun himlede med øjnene dog med en mild latter, for det var typisk for ham at tage tingene så let! ”Jeg er her. Hvad angår din skulder, så renser jeg det når vi har spist, og så burde du være så godt som ny.. hvis du holder dig i ro vel og mærke,” tilføjede hun med et lidt sigende glimt, hun kunne jo allerede nu fornemme hvor ivrig han var efter at komme op af sengen, men det ville ikke gøre noget som helst bedre! Hun var nu glad for at se at han kom sig. Roligt slap hun ham, så han kunne bakke tilbage mod sengen og igen glide ned og sidde. Athena vidste hvor madglad Evan altid havde været, hun havde jo set det med egne øjne, også selvom hun aldrig rigtigt havde moret sig ved tanken før.. ikke siden hun var blevet ældre vel og mærke, alt havde handlet om ikke at vække opsigt når det kom til de tanker hun gjorde sig omkring ham. Bakken satte hun roligt på hans skød, idet hun selv kravlede tilbage i sengen, dog uden at trække dynen om sig. Hun klappede på pladsen ved siden af, som tegn til at han skulle rykke lidt op. ”Kom herop,” bad hun roligt, mens hun rettede på hans puder, så han ikke skulle ned og ligge igen, men tværtimod kunne sidde behageligt. ”Jeg har piftet theen lidt op i tilfælde af at du lyster. Ellers så er spanden med is til whiskyen, jeg år ud fra at du kunne bruge det,” endte hun sigende. Der var mere end rigelig mad til dem begge. Hendes mave knurrede igen, en gennemborende og insisterende lyd, der kaldte på den lækre mad, der efterhånden havde bredt sin duft i lokalet. Hånden lagde hun mod den med et lidt undskyldende grin. Måske hun var i underligt godt humør, men alt andet var svært nu hvor hun havde ham omkring sig, han havde jo faktisk formået at gøre hende rolig ved at tale med hende om de ting hun havde været så forbandet bekymret for gennem lang tid. Hovedet lagde hun mod væggen, med hænderne solidt plantet mod hendes mave, hun ville heller ikke haste på ham! Ved siden af hende stod en halv flaske whisky som hun ikke selv havde fået gjort kål på inden sengetid. ”Du så ud til at sove godt?” endte hun lidt spørgende, mest bare for at vise lidt interesse for ham også. Det var sjældent at hun sov så meget og så godt som hun havde gjort de sidste to dage, hvor hun havde haft hans arm omkring sig, det gjorde hende komfortabel og ikke mindst tryg, hvilket hun heller ikke var bange for at erkende, hun savnede det næsten allerede. Kjolen strøg hun en smule ned, så de mere eller mindre dækkede de slanke ben, det var trods alt ikke varmt uden for og pejsen var brændt ud i løbet af natten, hvilket havde efterladt værelset en smule mere køligt, dog uden at være direkte uudholdeligt, hun ønskede jo heller ikke at gøre ham mere syg end som så!

[Deleted]

Hvorfor Evan havde gjort sig de tanker omkring Athena, vidste han faktisk ikke, men det bundede vel i at han var vant til at hun.. flygtede? Flygtede når situationerne blev for presset eller stresset for hende, selvom det ganske vidst ikke gjorde det meget bedre, så havde der vel alligevel været ro nok på situationerne, til at hun havde fundet roen i det? Ellers havde hun vel heller ikke ligget der? Selvom han måske slet ikke burde stå ude af sengen, så gjorde han det, og det var egentlig noget som han havde det ganske fint med når alt endelig skulle komme til alt. Han kunne godt lide, at hun havde gjort sig disse forandringer, for selv det, var noget som han havde haft brug for. Hun havde slået sig til ro med tingene, og han var faktisk glad for, at han langt om længe, havde haft muligheden for at dele dem med hende. ”Holder den i ro? Du ved at det er mig en umulig opgave, Athena.. Jeg kan ikke fordrage bare at sidde stille,” endte han med et næsten kækt glimt i øjet. Han var jo ikke træner for ingenting ved siden af det adelige arbejde som han lavede oveni. Han var en mand som endnu havde krudt i røven, og han kunne ikke forholde sig stille over alt for lang tid af gangen! Som hun satte sig i sengen og trak sig længere op og havde placeret bakken i hans skød samtidig, sagde han ikke noget til, for nu hvor han var så tæt på det, så var han virkelig ved at være sulten! Det overraskede ham jo helt, hvor sulten han faktisk var! Han nikkede blot, hvor han i samarbejde mellem den ene hånd og begge ben, så han fik sig skubbet op at sidde ved siden af hende og med puderne i ryggen, så han faktisk slap for at ligge ned. Selvom han endnu havde feber, så var han helt klart på bedringens vej, og det var noget som han faktisk var glad for. Ved hendes ord måtte han slippe en latter. ”Sig mig.. Er det et forsøg på at få mig til at drikke the?” spurgte han drillende. At der stod the på bakken, var vel også fordi at hun faktisk ønskede at han skulle drikke den? Og hvis det var noget som gjorde hende rolig, så kunne han godt gøre det. ”Det lyder faktisk godt lige nu.. Det er første og eneste gang, du hører mig sige det, men jeg tror jeg må lade flasken stå lige for denne omgang,” endte han ganske sigende. Selv ordene var faktisk svære nok i sig selv, for ham at få over læberne! At hun spurgte ind til hans søvn, fik ham til at vende blikket mod hende, idet han tog fint for sig af frugten. Han var virkelig ved at sulten! Sådan føles det! ”Jeg mindes slet ikke at være faldet i søvn, må jeg erkende. Jeg har sovet godt.. Bedre end hvad jeg har gjort igennem frygtelig mange år. Jeg har jo ligget med dig i mine arme, ikke? Hvornår stod du op, Athena? Du har vel ikke været oppe længe?” spurgte han sagte, som han let rynkede brynene atter en gang, idet han tog den første kæmpe mundfuld.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at hun havde været for god til at flygte, fra de ting hun ikke havde kontrol over, hvilket ville sige, primært hendes følelser. Når alting var groet hende over hovedet, og hun havde været tvunget til at benægte det både for sig selv og for Evan, såvel som for alle andre, så havde det været nemmere at gemme det bag smilet og så komme væk så hurtigt hun kunne. De sidste par dage havde været overvældende, det erkendte hun gerne, men det havde været på en anden måde. Hun forsøgte virkelig at forholde sig til det, forsøgte at sætte ord på hvad hun følte, og selvom det ikke var nemt, så ville hun ikke flygte igen – ikke denne gang! Det kække glimt fik hende til at kluklo morende. Han var ikke hendes træner for ingenting, han havde ild i enden, næsten bogstaveligt, og det var noget af det som hun elskede ved ham.. det var jo en ting de havde tilfælles. ”Det ved jeg udmærket, Evan, men jeg har ikke tænkt mig at give dig noget andet valg. Vil du holde den i ro i en dag eller to, eller vil du have en defekt skulder for resten af dit liv?” spurgte hun med et lidt sigende blik, også selvom hun ikke kunne holde smilet borte. Selvom det så besværligt ud, så hjalp Athena ham ikke længere op i sengen, hun følte intet behov for at yde ham lige den form for hjælp, også fordi hun vidste at han ikke ville lade hende hjælpe med så basale ting. Theen dampede, med en aromatisk duft, der blandede sig med den stærke snert af alkohol. Athena trak direkte uskyldigt på skuldrene, ved hans spørgsmål og sendte ham det varme smil. ”Jeg er fornærmet over, at du tror jeg kunne finde på at fylde dig med den slags,” skældte hun, også selvom det druknede lidt i en blid latter. Dynen lagde hun over deres fødder, som han endte oppe på siden af hende med den store bakke i armene. Hun rakte over ham og ud efter et brød, også selvom hendes bevægelse frøs midt i det hele ved hans ord. Langsomt hævede hun de smaragdgrønne øjne til hans skikkelse og blinkede ligefrem overrasket. ”Det må være feberen der taler, eller er du mere syg en jeg regner dig for,” påpegede hun drillende, og endte med at gribe om et stykke brød. Hun brugte ikke tid på at smører der, men brækkede det i stedet i små stykker, ud over sengekanten så de mange krummer endte på gulvet, også selvom der lå en tallerken til hende. Hendes kinder blussede i en mild rødmen ved hans ord, hun kunne godt lide tanken om at hun havde bragt ham den form for ro, som ingen anden havde formået. ”Jeg er glad for at du har sovet godt. Jeg har ikke været oppe længe. Du sov da jeg stod op, så jeg vaskede mig lidt og skiftede tøj, før jeg gik ned og hentede morgenmad. To af mændene, ligger stadig og sover over bordet,” fortalte hun og rynkede på næsen af tydeligt afsky. Hun havde aldrig forstået den form for kultur, måske fordi hverken hende eller Evan havde nemt ved at nå derud på grund af deres mentale tilstand, det havde sine fordele, med henblik på deres forbrug af whisky, den afhængighed tøvede hun ikke med at skyde på ham!

[Deleted]

Evan havde kun for et ganske kort øjeblik, været bange for at Athena var flygtet, udelukkende fordi at det kunne lige hende, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. At det jo så ikke var tilfældet, var han selvfølgelig utrolig glad for, og det var han heller ikke bange for at vise nogen. Hovedet lod han søge ganske let på sned endnu en gang, som han roligt betragtede sig af hende. Skulderen skule hvile, og han vidste det godt, men det at holde sig i ro, var bestemt heller ikke den nemmeste udfordring for ham. ”Jeg ved godt du har ret.. Men det er ikke nemt for mig, at bare sidde stille.. Jeg kan ikke fordrage det, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er det værste af det hele..” påpegede han med en ganske sigende mine, som han let vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var ikke fordi at han ville gøre det til en diskussion med hende, for det var ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, og han vidste jo trods alt også, at hun havde ret, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde sit selv for hans vedkommende. At der var kommet whisky i hans the, forundrede ham egentlig ikke, for hvis der var noget som man altid har kunnet sige om Athena, så var det at hun altid havde været utrolig kreativ, for hvorfor skulle det da være anderledes med det her, end alt det andet? ”Jeg kender dig efterhånden, min kære… Tager jeg da fejl, hvis jeg vil påstå at der er whisky i min the?” spurgte han med en næsten morende stemme. I det store og hele, så ønskede han jo bare at lette stemningen, også fordi at hun havde valgt at blive, og selvfølgelig var det noget som betød ekstremt meget, selv for hans vedkommende. Han sendte hende et let smil. Selv stod han fast på at det var bedst selv for ham, at han holdt sig væk fra flasken. I alle fald lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg mener det skam! Det er ikke bare feberen der taler for mig,” endte han med en næsten morende stemme, som han tog endnu en massiv bid af sin frugt, nærmest for at sluge det, inden han i det hele taget nåede at tygge den. Han lænede sig roligt tilbage i sengen og med blikket i retningen af hende. At hun selv fik noget spist, var selvfølgelig noget som gjorde ham selv ganske glad og tilfreds. ”Så forstår jeg bedre… Bare lad dem ligge.. Det beviser jo blot, at de ikke er andet værd, end den flaske, som vi så dem nyde i går aftes..” endte han ganske sigende. Lige den måde at optræde i det offentlige, var han bestemt heller ikke meget for, og det skjulte han så sandelig heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han tog endnu en god og massiv bid, inden han tog for sig af brødet. Han var virkelig ved at være sulten!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det morede lidt Athena, at hun havde fundet ham med det triste glimt i øjet. Gud forbyde om hun måtte stikke af denne gang, uanset hvor skræmmende hun fandt det hele. Hun vendte blikket mod ham og betragtede ham for sig selv, mens hun følte varmen blusse op i det indre, han satte følelser i hende som ingen andre havde gjort, og nu behøvede hun ikke længere at lægge bånd på sig selv og sine følelser, hvilket klart var det bedste! ”Okay stop der,” bad hun bestemt. ”Giv mig lige tid til at nyde det,” forsatte hun, og lukkede øjnene, kun for at tage en veltilfreds dyb indånding. Det var første gang nogensinde, at han havde givet hende ret. ”Nu er jeg klar.. jeg ved godt at du har fart over feltet, Evan, men lige for de næste par dage må du slappe lidt af. Jeg holder dig med selskab,” tilføjede hun, som skulle det være den største trøst. Hun vidste godt at han slet ikke var bygget til at sidde stille, det var hun jo heller ikke, hvilket hun også kunne mærke, efter at have tilbragt så megen tid i en seng ved hans side. Efterhånden ville Athena vove og påstå, at hun kendte ham forholdsvis godt, så at hele stærke sager i hans the, var overlagt på alle måder, udelukkende fordi den i så fald ville blive mere attraktiv. Det uskyldige glimt i hendes øjne, blomstrede og afslørede tydeligt hendes lyse rødder. ”Du kunne jo prøve at smage, og så bedøm selv,” svarede hun lidt kækt – med andre ord et ja, hun kunne bare godt lide at svinge den lidt tilbage mod ham. Selv blev hun roligt siddende og brækkede sit brød i flere dele, indtil det pludseligt var væk. Det var forbandet rart at få lidt i maven! Flasken tog hun og åbnede. Nu havde han jo frasagt sig at få den. ”Skål,” endte hun drillende, før hun tog en stor tår, og skar grimasse så snart hun sænkede den igen. Før eller siden ville hendes smagsløg brænde væk og hun så lidt frem til det med henblik på whiskyen. Hun stilte den igen fra sig, og tog i stedet en banan, det var om ikke andet mere uskyldigt føde. ”Jeg tror bestemt det er feberen der taler for dig min kære,” fastholdt hun morende, mens hun fik skrællet bananen. Det var underligt at kunne kalde ham ved den titel. Hun følte sig voksen når hun brugte den, frem for bare.. Evan.. som hun altid havde kaldt ham. Om ikke andet efter han havde frasagt sig at blive kaldt Mr. Strife, hvilket var sket den første gang hun var krøbet ind i hans fodende om natten. Hun lænede hovedet tilbage og støttede det mod væggen. Evans afsky overfor den slags mænd, kunne tydeligt spore si hans stemme, det var en de delte. Dog kunne hun godt lide tanken om hvordan mændene havde kigget på hende aftenen før, fordi hun faktisk havde set en reaktion hos Evan. Hun trak skævt på smilebåndet ved tanken, også selvom hun ikke valgte at kommentere det som sådan. ”Det er de end ikke værd,” indskød hun som en påpegelse og fik færdiggjort sin banan med stor tilfredshed. Nu var hendes mave da stoppet med at rumle, og så vidt hun kunne se, var Evans appetit bestemt ikke påvirket af giften!