Looking for my love

[Deleted]

Som Derick ikke havde noget at frygte, havde Denjarna heller ikke, det var vel også derfor at han et sted ikke tog det så tungt at drille hende med det? Naturligvis måtte han have hendes utroskab i baghovedet, ganske vidst var det mange år siden, men det var jo sket fordi hun mente at han var blevet for fraværende, og et sted frygtede han at det ville ske igen, men på den anden side havde de vel begge lært af fortidens kvaler og fejl? Han ønskede dog ikke at miste hende igen, nu hvor de endelig var sammen igen, da han skam havde tænkt sig at kæmpe for hende, samt gå igennem ild og vand for hende. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Så skidt da, jeg tør godt indrømme at du er en fantastisk og enestående kvinde, du er trods alt min,” svarede han roligt, som hans smil ikke falmede, hvor et glimt opstod i de violette øjne, som han måtte prise sig helt heldig og velsignet over at have en kvinde som hende ved sin side, for der havde tydeligvis været rimelig mange mænd, der havde været interesseret i hende i den tid han havde været væk. ”Godt. Så kan jeg vidst ikke klage,” svarede han roligt og dog med et morende smil på læberne. Han vidste dog godt at hun ikke ville ældes lige nu og her, men det ville jo langsomt komme med årene, og til sidst ville han jo nok begynde at frygte at han ville miste hende, og det ville han ikke kunne bære, desuden var det jo ikke kun alderdom der kunne tage hende, men også sygdom og alt muligt normalt som tog levendes liv hver dag og det ønskede han ikke skulle ske ved Denjarna, for han elskede hende. ”Tilgiv mig, min smukke gudinde, den fejl skal aldrig gentage sig igen,” undskyldte han drillende, som han ikke kunne skjule det morende smil. Han fandt hende dog umådelig og ubeskrivelig smuk, ikke bare hendes ydre, men også hendes person, han følte sig mere end velsignet over at være sammen med hende igen og denne gang skulle han nok sørge for at intet skulle adskille dem! Han endte med at sukke opgivende til hendes ord, som smilet blev morende. ”Udmærket du vinder.. jeg kan ikke stå for dig, du er mig uimodståelig,” overgav han sig roligt, som det jo faktisk var sandfærdigt, „men jeg ved at det også går sådan den anden vej!” tilføjede han morende, som han grinte ganske kort. At hun så uden tøven sagde at hun kunne vælte alle omkuld, trak han morende på smilebåndet. ”Udmærket, så er du min favoritpige,” svarede han drillende, skønt det dog var ord han mente. Som hun spiste færdigt, valgte han roligt at gøre det samme, da han drak resten af blodet, inden han satte det tomme glas fra sig. ”Udmærket, Lillemor,” svarede han drillende igen, da hun kaldte ham for olding. Han nikkede roligt, som han rejste sig op, kun for at gå hen og trække stolen ud for hende, inden han rakte hende sin hånd. ”Lad os, vi har trods alt hele dagen sammen, for at komme derhen,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil. Han glædede sig efterhånden til at vise hende stedet, da det trods alt blev deres hjem fremover i hvert fald indtil de havde penge til det som var bedre.

[Deleted]

De komplimenterende ord om, at hun var en fantastisk og enestående kvinde, fik Denjarna til at smile varmt. Hun kunne trods alt ikke lade være, når han charmerede hende på den måde. Hun havde desuden savnet at høre alle disse komplimenterende ord fra hans læber, da det ikke var meget de havde set til hinanden, siden de blev væk for hinanden i deres gamle træhytte. Da de havde fundet hinanden siden århundreders adskillelse, havde hun nemlig været psykotisk, hvor hun var blevet underlig, hvis man havde forsøgt sig tættere på hende. Samtidig med det, så havde hun ikke vidst, hvad hun ville med sit liv, og da hun endelig havde besluttet sig, havde de kun haft en nat sammen, inden han igen blev taget fra hende. Så havde de været adskilt var hinanden et halvt år, og et det enkle møde, var der gået en ny måned, hvor de først så hinanden igen nu. Hårdt fandt hun det, men det var prisen hun måtte betale, hvis hun ønskede at være sammen med ham, og det var det hun ønskede sig mest af alt trods alt. Så måtte hun bare bide i det sure æble, og ignorere det faktum, at de knapt nok så hinanden. ”Det lyder meget bedre. Varmer det ikke også dig at give mig komplimenter, og se, hvor glad jeg bliver for dem?” spurgte hun i en lettere drillende tone, skønt hendes sølvgrå øjne måtte lyse kærligt. Lykkelig var hun over at være sammen med ham, hvor hun bestemt ikke kunne ønske sig en anden tilværelse, end den hun havde sammen med ham. Hun kunne helt føle, at hun svævede på en lyserød sky, når hun var sammen med ham, skønt de stod i problemer til halsen. Morende trak hun på smilet til hans ord, skønt hun ikke sagde mere. Hun kridtede skam ikke skoene den kommende tid, så han havde absolut intet at frygte. Hun ville desuden også bare gerne nyde sit levende liv, som det i sandhed gjorde hende lykkelig. ”Så lad gå.. Jeg tilgiver dig for denne her gang,” svarede hun drillende. At han så gav sig og kaldte hende for uimodståelig, trak hun tilfredst på smilet. Begge vidste de, hvordan det foregik mellem dem, som de begge måtte finde den anden umådeligt tiltrækkende. Sådan skulle det også kun være, når de var i et forhold. ”Jeg vinder desuden altid, så jeg vidste godt, at du ville give dig før eller siden,” svarede hun kækt og blinkede til ham med det ene øje. ”Men så lad gå.. Du er mig uimodståelige og den mest fantastiske mand, jeg nogensinde har mødt,” sagde hun i en kærlig tone. Hvis han virkelig ønskede hende, så tvivlede hun på, at hun kunne sige nej til ham, ligesom han ikke havde været i stand til at afvise hende, da hun havde været høj på hans blod. Underlig fandt hun endnu den tanke, da hun ikke just brød sig om det faktum, at hun havde ligget med ham, når hun egentligt havde ønsket det. Hun kunne svagt erindre, at det havde været godt, men det var også kun det. Hun ville ønske, at hun havde været sig selv, og at hun selv havde valgt at tage ham tæt. ”Begynder du nu på det igen? Jeg troede, at du havde forstået, at jeg ingen lillemor er,” kommenterede hun med et smil på læben, inden hun roligt lagde sin hånd i hans, som han hjalp hende op på benene igen. Roligt tog hun om sin kappe, som hun svang den over skuldrene, så hun kunne holde varmen, når de trådte udenfor. ”Det har vi,” medgav hun roligt, og smilede varmt til ham. Roligt gav hun sig til at bevæge sig hen mod udgangen, skønt hendes krop summede af spænding! Hun så frem til at træde ud i lyset med ham, som det ville blive den første gang. Som hun tog fat i dørhåndtaget, så hun tilbage på ham med et smil på læben, inden hun roligt bevægede sig udenfor, hvor hun blev ramt af den kølige vin og solens stråler.

[Deleted]

Derick vidste at Denjarna havde en svaghed for komplimenter, og naturligvis nød han at give hende dem, når han så hvordan hun lyste helt op af dem eller fik et glimt i øjet, til tider sagde han noget på det helt rigtige tidspunkt, så hun blev helt forlegen og forfjamsket, hvilket var noget som han nød at se, da det var sjovt at se hende blive som en helt lille pige igen. Han måtte dog mene hvert et eneste ord, da hun var den bedste kvinde for ham, som han kunne få, og han værdsatte skam hendes selskab og nærvær. Ikke mindst havde han savnet hende utrolig meget og det at kunne sidde og give hende komplimenter, for det var jo flere hundred år siden at han sidst havde gjort det, nemlig dengang de havde levet i træhytten for dem selv, hvor det bare havde været de to imod verdenen. Han trak morende på smilebåndet til hendes drillende tone, hvor han let himlede øjnene af hende. ”Naturligvis nyder jeg at se dig blive glad, men jeg vil nu hellere se dig rødme og blive helt forlegen,” svarede han sandfærdigt. Det var over flere tusind år siden at han sidst havde set hende rødme, for det var jo så lang tid siden at hun havde været mørkelver, en skam, da han i sandhed måtte nyde denne side af hende, det var denne race, som passede hende bedst, hvilket han uden tvivl havde savnet ved hende. Godt nok var hun også smuk som vampyr og han ville naturligvis altid elske hende uanset hvad, men mørkelver var hendes føderace og der så han slet ikke anderledes på det end hvad hun måtte gøre. At hun så valgte at sige at hun tilgav ham, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Godt, vi kan jo ikke have at jeg skal sove udenfor i nat,” svarede han morende igen, som han slap en kort men munter latter. Skulle de endelig skændes, så var huset stort nok til at den ene kunne sove nedenunder og den anden ovenpå, foruden at problemet ligesom lå i at der ikke var så mange møbler, hvilket også gjaldt senge. Han havde allerede gjort klar til dem, men han havde jo heller ikke regnet med at han skulle bide hende, da han opsøgte hende igen, da han kun havde regnet med at det ville blive et lykkeligt gensyn, men det kunne man ikke just prale af at det havde været. Han himlede blot muntert med øjnene til hendes ord, inden hun så valgte at give ham ret i at han var fantastisk og uimodståelig. ”Det er jo det jeg siger, jeg er den bedste mand der findes,” svarede han kækt og selvsikkert igen, som han roligt hjalp hende op på benene, hvor han lod hende slå kappen over skuldrene, så hun ikke ville fryse ude i vinterkulden, det var jo desværre en af de ulemper der var ved at være levende. Han smilede drilsk til hende, som han begyndte på lillemor igen. ”Tja.. så længe du kalder mig olding, må jeg jo kalde dig lillemor,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, inden han fulgte hende med hen til døren og lod hende gå ud først i solen, hvor han sendte hende et varmt smil. Roligt trådte han ud, hvor solen måtte ramme hans blege ansigt, der helt måtte blive kridhvidt og skinnende som et stykke vidt papir, der snart ikke var til at se på, hvor han sukkede ganske let, som det var befriende at være ude i det gode vintervejr. ”Skal vi?”

[Deleted]

Der måtte altid opstå et lys i Denjarnas sølvgrå øjne, når Derick rosende fortalte sin mening om hende. De måtte også betyde noget særligt for hende, når det kom fra ham, da han var hendes mand, så hun ville selvfølgelig allerhelst høre, hvor meget han værdsatte hende. Det var selvfølgelig altid rart at blive komplimenteret af en fremmede, da det var en ny person der kunne ane ens skønhed, men stadig ville det aldrig kunne betyde ligeså meget som fra den person man elskede. Let løftede hun det ene mørke øjenbryn, som han sagde, at han ønskede at se hende helt forlegen. ”Så du ønsker at se mig helt pinlig? Det var da ikke særligt sødt af dig, elskede,” svarede hun med et lille smil på læben. ”Men det er årtusinder siden, at det sidst er sket, så vi må vente og se, om det er muligt længere, eller om det overhovedet når at blive dig,” tilføjede hun i en lettere drillende tone. Det var umådeligt længe siden, at hun sidst havde rødmet, hvor hun end ikke kunne huske, hvornår det havde været. Kun at det havde været dengang, at hun stadig havde været mørkelver, inden hun var blevet omgjort til den levende død. Hun var dog glad for, at hun igen kunne gøre noget så irriterende som at rødme, da hun havde savnet muligheden for at kunne gøre det, da det var en af de ting der hørte til det at være levende. Hun var dig sikker på, at der før eller siden ville dukke en rød farve op på sine kinder grundet flovhed, og der var en god sandsynlighed for, at det ville være Derick, der fik den frem på hende. ”Du ville ellers kunne overleve en nat udenfor, så du må finde dig noget andet at brokke dig over, siden du alligevel ikke kan fryse af kulden som mig,” svarede hun drillende. Hun gav ham dog ikke direkte tilladelse til, at de skulle sove i samme seng, da hun endnu ikke vidste med sig selv, om hun havde lyst til at dele seng med ham. Det gjorde nemlig endnu ondt på hende, skønt hun skjulte følelsen, da hun ikke gad have, at deres forhold skulle være et stort problem. Om de overhovedet havde en seng i deres nye hjem, vidste hun ikke, men han havde sagt, at der lå skind og tæpper der, så det kunne man trods alt også bare bruge, hvor de på den måde kunne sove på gulvet, som de havde gjort på den forladte herregård. Hendes tur blev det til at himle med øjnene, da hans ego voksede en tand for meget med hendes komplimenterende ord. ”Næste gang tror jeg bare, at jeg tier stille,” sagde hun i en eftertænksom tone, mens hendes blik var kækt. Roligt kom hun op på benene, som de begge var færdige med deres morgenmåltid. Godt havde det været at få fyldt sin mave, hvor hun nu var klar til at vandre mod Atterlin. Lang kunne turen nu godt blive, så hun burde måske lade ham bære hende på et tidspunkt, skønt hun ikke var vild med ideen, da hun gerne ville kunne bevæge sig selv rundt. Der var dog langt, da byen lå i udkanten af Dvasias, og hun kunne ikke længere løbe som en vampyr, men hun var heller ikke så langsomt som et menneske. ”Forskellen er bare, at du er gammel, og jeg ikke er nogen lillemor,” svarede hun kækt og selvsikkert, inden hun trådte udenfor. Dejligt var det med den friske luft, som hun altid havde elsket at være ude i det fri. Koldt var det dog, hvor hun også tydeligt kunne mærke, hvordan vinden direkte langede ud efter hendes ansigt, som de var det eneste udsatte på hendes krop. Blikket lod hun vendes mod ham, hvor det måtte være første gang, at hun så ham udenfor. Det bragte hende en lettelse og glæde, skønt hans hud måtte lyse ekstremt i solens stråler. Hun havde helt lyst til at kysse ham, men hun kunne ikke få sig selv til det på grund af bidet, og derfor smilede hun blot varmt til ham og nikkede. ”Lad os,” sagde hun roligt, skønt hun ventede på, at han trådte en vej, så han kunne føre an.

[Deleted]

Der var mange ting som selv Derick havde savnet ved at Denjarna var levende, for selvom hun var smuk som vampyr, så var det nu bare ikke engang det samme. Han selv kunne til tider savne den levende følelse, men på den anden side så var han selv født vampyr og det var sådan at han havde det bedst, og så kunne han jo prale af at han faktisk engang havde været levende og havde fået lov til at opleve alt fra et andet perspektiv, desuden kunne han jo endnu gå ude i sollyset, så der var jo rent faktisk intet problem. Ganske vidst kunne han ikke spise, eller han kunne godt, men han skulle have blod i sit system for at kunne fordøje rigtig mad, ligesom han heller ikke behøvede at væske, og han kunne ikke blive syg, så der var mange fordele ved at være vampyr. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor hans violette øjne måtte hvile varmt på hendes skikkelse. ”Jamen jeg må erkende at jeg har savnet at se din hud bære en glød, og så er det jo altid sjovt at gøre dig helt forlegen,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, uden at smilet falmede det mindste. Han mente dog at han bedst kunne lide at se hende levende og med en glød i ansigtet, da hele hendes krop generelt havde fået den flotte mørke farve tilbage igen, som han altid havde fundet attraktiv, ligesom resten af hendes elviske udseende. Han slap en munter latter til hendes tilføjende ord og rystede smilende på hovedet af hende. ”Selvfølgelig er det mig muligt, jeg er trods alt et naturtalent til at få dig til at rødme,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han havde altid været i stand til at få hende til at rødme, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Det var jo blot at sige de rigtige ord og så kom farven jo af sig selv. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg tror nu nok at jeg vil blive rimelig muggen, hvis du smider mig ud af huset, nu hvor jeg har sat det i stand og fundet det,” kommenterede han morende, skønt han tvivlede på at det ville komme så vidt, eftersom han ikke havde nogen intentioner om at skændes mere med hende, for det mente han nu alligevel at de havde haft for mange af. At hun så mente at han blev for kæphøj og himlede øjne af ham, måtte han slippe en munter latter. ”Men du bliver jo nød til at komplimentere mig, for ellers stopper jeg selv, og det går trods alt ikke, så det er nød til at være en fin balance mellem det,” svarede han drillende, som han lo ganske let igen. Han ville dog ikke stoppe med at komplimentere hende og sjovt nok, så endte hun også altid med at komplimentere ham, så det var vel blot en del af deres forhold? Sådan havde det trods alt altid været mellem dem. ”Men hvad så hvis du engang bliver min lillemor?” spurgte han drillende. Blikket faldt let på hende, som de kom udenfor, hvor det var første gang at han så sollyset ramme hendes smukke ansigt. Han gengældte hendes varme smil, som han roligt gik over til hende og greb hende omkring hånde og gjorde et hovedkast mod en sti, der førte dem fremad og ud i et åbent terræn. Han startede ud med et rask tempo. ”Stien vil føre os ud til en større vej, derfra kan vi sikkert godt få et lift til Atterlin.”

[Deleted]

Det var meget muligt, at det ikke kun bar gode ting med sig at være levende, men sådan var det også med at være død. Der var fordele og ulemper ved alt, så i sidste ende kom det hele til, hvad man selv ønskede at leve med. Denjarna havde selv valgt det levende liv, da hun ikke havde følt sig som sig selv, da hun havde været vampyr. Hun havde måske haft årtusinder til at vænne sig til ændringerne, men selvom hun havde fundet en måde at fungere på, så havde det aldrig været nok for hende. Som hun var blevet mørkelver igen, og hun endnu engang havde Derick ved sin side, følte hun, at det hele var faldet på plads igen. Der var kommet ro til hendes krop, som der ikke var noget hun ønskede at lave om på længere. Hun havde de to ting, hun værdsatte mest af alt i livet, og så kunne hun ikke bede om mere? Der kunne altid komme små justeringer hen af vejen, men for nu ville hun bare slappe af og nyde livet. ”Du er en ond mand.. Ved du godt det?” spurgte hun i en munter tone, som hun ikke mente sine ord. ”Men jeg nyder nu også alt ved det levende ind. Selv det, at jeg fryser, når jeg går udenfor. Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde ville få det liv tilbage igen, men det har jeg, så nu kunne det ikke være bedre,” sagde hun roligt, som han selv sagde, at han havde savnet hende levende, hvor det kun var en vogn hun kunne hoppe med på. At han så sagde, at han var et naturtalent til at få hende til at rødme, fik et kækt glimt til at dukke op i hendes øjne. ”Hvis du virkelig var et naturtalent, burde du så ikke allerede have fået mig til at rødme?” spurgte hun i en selvsikker tone, og sendte ham et overlegent blik, som det hele måtte more hende. Hun stræbte ikke just efter at rødme igen, skønt hun nød, at hun havde muligheden for det. Hun var dog sikker på, at det nok skulle komme en dag, men på kommando ville det ikke ske. At Derick ville blive muggen, hvis hun kylede ham ud af huset, tvivlede hun ikke på, da det måtte være surt at blive smidt ud af et hjem, som man selv havde fundet og sat i stand. Hun ville dog heller ikke smide ham ud, men separate sovepladser kunne hun måske godt kræve, hvis ikke hun blev mere tryg omkring ham på vej derhen. ”Så må du håbe, at jeg har gode ønsker for dig, når vi engang når frem,” sagde hun drillende. Let trak hun på smilet, som han brød ud i latter, hvilket var en lyd der måtte glæde hende at høre. ”Vi ved begge, at du ikke ville være i stand til at stoppe. Du elsker mig så meget, at du er nødt til at få de rosende ord ud af dit system. Ellers ender det med, at du bliver vanvittig,” svarede hun kækt igen. Han skulle dog ikke frygte, at hun ville stoppe med sine komplimenter for, hvis en indskydelse ramte hende, så ville hun ikke tøve med at komplimentere ham. Hun nød også at glæde ham med komplimenter, samt vise ham, at hun værdsatte ham og ønskede, at det hele skulle forblive som det var. ”Så er det heldigt, at jeg aldrig bliver nogen lillemor. Hvis jeg havde været ment til det, tror du så ikke, at det allerede ville være sket?” spurgte hun roligt og dog selvsikkert, da hun end ikke behøvede at tænke over, om det nogensinde ville ske, for det var aldrig sket, så hvorfor skulle det ske efter adskillige tusind år? Som han greb om hendes hånd, lod hun roligt sine fingre lukkes om hans, da hun godt kunne gå med ham hånd i hånd. ”Jeg håber, at du har ret. Det ville være lettere, end hvis vi skulle gå hele vejen, eller hvis du skulle bære mig,” sagde hun roligt, som hun fulgte ham, som han startede ud i et hurtigt gå tempo.

[Deleted]

Selvom Derick godt vidste at han havde dummet sig ved at bide hende, og faktisk ødelagt et meget vigtigt tillidsbånd mellem dem, så elskede han hende jo endnu, hvor han også ønskede at det skulle være de to til deres dages ende og siden hun ikke havde forladt ham, så måtte hun vel ønske det samme? Hun havde selv sagt at han ikke var decideret uønsket, skønt han vidste at hun endnu var sur og sikkert også bange for ham over at han havde bidt hende. Det gjorde dog ondt at det skulle være sådan, men så måtte han jo bare vise hende at det ikke ville ske igen, desuden havde han også drukket blodet for hendes skyld, så hun måtte vel være lidt tryggere ved at være omkring ham? Det håbede han i hvert fald, men uanset hvad så ville han ikke gøre hende ondt, så et sted havde hun intet at frygte, for han ville tværtimod gøre alt for at beskytte hende. Han trak næsten helt tilfredst på smilebåndet, da hun kaldte ham ondt. ”Det er jo det som du godt kan lide ved mig,” svarede han drillende, som han blinkede kækt til hende, imens smilet bredte sig på hans læber yderligere. Han vidste godt at han ikke var decideret ondt, som han var en god og anstændig mand, ikke decideret god og blødsøden som folk i Procias, da han mere var hårdfør, konkret og mørk på det punkt, han havde intet problem med at slå ihjel, skønt han ingen morder var, da han ikke slog ihjel for sjovs skyld, men kun hvis det blev nødvendigt og for at beskytte sine kære, hvor Denjarna der var den eneste efterhånden. Han trak varmt på smilebåndet til hendes ord og nikkede sig enig i dem. ”Jeg er kun glad på dine vegne, min skat. Desuden var jeg slet ikke i tvivl om at du ville blive mørkelver igen, hvis du satte dig for det, og her er du jo,” svarede han med et varmt smil. Hun var en enerådig kvinde, der vidste hvordan hun skulle få hvad hun ville have, da hun trods alt var en kvinde der forstod at kæmpe for sin sag og det havde heldigvis ikke ændret sig. Altid havde han været fascineret af hendes styrke, en styrke som hun aldrig måtte miste. Hendes selviskker tone og det overlegne blik, fik ham til at fnise ganske morende, som han trak på smilebåndet. ”Det ser ud til at jeg må påminde dig om at vi kun mødte hinanden i går aftes efter en hel måneds adskillelse og man kan ikke just kalde vores første møde for en succes, så, jeg tror ikke just at tiden har været der til at få dig til at rødme, men du har skam intet at frygte min kære, for det skal nok ske,” svarede han selvsikkert igen, som smilet endte helt charmerende på hans læber. Det var ikke fordi han havde lyst til at påminde hende om den forrige nats rædsler, men det var trods alt sandt. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Du har ret.. jeg kan ikke stoppe med at komplimentere dig, men det er fordi jeg er nød til at få sandheden frem og fortælle dig den, så du ved hvor smuk og fantastisk du er,” svarede han drillende igen. Som hun lukkede sin hånd om hans, begyndte han roligt det raske tempo, så de kunne komme videre. Han grinte kort morende. ”Fair nok at du ikke vil stå i et køkken, passe børn og alt det, men er det så slemt at være min lillemor?” spurgte han morende, som han vendte blikket mod hende. ”Jeg kan sagtens bære dig Denjarna, det er intet problem, men på den anden side, så var vi ikke travlt og jeg vil ikke have noget imod at nyde dagen med dig, eftersom det er vores første, og skulle det endelig blive mørkt, kan jeg jo altid bære dig på det tidspunkt.”

[Deleted]

”Jeg ved nu ikke, hvor meget jeg vil nyde at blive flov. Jeg tror mere, at det er noget, som du vil fryde dig over. Så om jeg vil synes om din ondskab, får vi jo at se,” kommenterede Denjarna med et skævt smil på læben. Ond fandt hun ham nu ikke, da det eneste tidspunkt, at han havde været ond overfor hende, da han havde været omslugt af mørke, og der havde han trods alt ikke været sig selv. Når han var sig selv, var han ikke andet end god ved hende, skønt de alligevel sagtens kunne ryge i totterne på hinanden, som de også havde gjort noget så ofte. Det at bide hende, havde dog været en ond handling, da hun ikke selv havde været med på ideen, men hun forstod godt det faktum, at det havde været svært for ham at styre. Nu kendte hun trods alt til en vampyrs problemer, som hun engang havde følt trangen efter blod. Den følte hun heldigvis ikke længere, som hun nu kun følte en trang til at spise menneskeligt føde, og det passede hende mere end perfekt. Hun havde trods alt aldrig brudt sig om, at hun skulle slå ihjel og drikke en persons blod for at overleve, skønt hun havde været utroligt god til det det sidste års tid. ”Man er vel god til at tale for sin sag,” svarede hun med en tilfreds mine. Det havde ikke været længe, at hun havde søgt en kur for sig selv, men som hun var gået i gang, var det gået ganske hurtigt. Hun havde nu også altid haft let ved ting, når hun satte noget for sig, da hun var utroligt målrettet og en god fortaler for det, hun ønskede. Den evne var også kommet til udtryk denne her gang, som de havde skaffet hende den plads i livet, som hun så længe havde hungret efter. Roligt fulgte hun hans raske tempo, som de var kommet udenfor, og hun havde fået fat på hans hånd. Blikket vendte hun roligt mod hans, som han slap en munter fnisen. Hendes blik blev dog langsomt mere usikkert, ligesom hun kom til at holde løsere om hans hånd, som han begyndte at tale om nattens kvaler. Det havde på ingen måde været en succesrig nat, som hun nu altid ville have et bidemærke på sin hals. ”Nej det kan man jo ikke.. Så må vi se, om du kan formå at rette op på det hele igen,” sagde hun stille, da tanken om i går fuldstændigt fik hende til at miste gnisten. Hun havde det skidt med, at de ikke bare kunne være lykkelige sammen, som der altid skulle være problemer mellem dem, og denne her gang havde han dummet sig gevaldigt. Han havde bidt hende for første gang nogensinde, og det gjorde hende vred og bange, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at forlade ham, som hun trods alt elskede ham. Stille var hun også, indtil han komplimenterede hende, hvilket kort fik hende til at skæve mod ham. ”Det kan jeg kun sige mig enig i, at jeg har brug for. Vi kan jo ikke have, at jeg en dag skulle glemme sandheden om mig selv, og det kan være, at du selv får noget ud af det i den sidste ende,” kommenterede hun lettere muntert og blinkede til ham. Hun nød hans komplimenter, så de måtte bestemt ikke stoppe. ”Hvordan kan jeg være din lillemor uden alt det andet? Ifølge mig, så må en lillemor være en kedelig husmor, og det må da være det sidste, at jeg er,” spurgte hun nysgerrigt med et løftet øjenbryn. Hun havde måske et arbejde at tage sig af, men det betød ikke, at hun bare sad på sin flade og gjorde hjemlige pligter. Og hun var bestemt ingen mor, hvilket hun for guds skyld heller aldrig skulle blive! ”Sikke vild du er blevet med ideen om at bære rundt på mig. Jeg synes bare, at vi skal se efter et muligt lift til Atterlin, og hvis ikke det er muligt, så må vi jo bare tage den derfra.”

[Deleted]

Derick vidste godt at han ingen decideret ond mand var, det havde han været engang, tilbage i sine meget, meget unge dage, hvor han ikke havde haft en eneste ven hos sig, som han var vokset op i en lille landsby, forældreløs som en eneste vampyrer, hvor folk havde udstødt ham, da han så var blevet ældre, var han stukket af derfra, og siden havde han kæmpet hele sin vej op og var blevet vampyrernes leder. Denjarna var faktisk den første kvinde han havde fundet sammen med i et forhold, da det tidligere ikke havde været ham, og det var også derfor han dengang havde været så flyvsk. Et sted var det næsten helt komisk at han var faldet for en kvinde som Denjarna, hvor han heller ikke kunne huske hvorfor han havde indvilliget i at komme i et forhold med hende, men hun havde vel bare gjort ham helt.. forelsket? Fantastisk havde hun været og ikke mindst ufattelig smuk. ”Måske jeg vil fryde mig en smule, men det vil være over at jeg endnu kan berøre dig så dybt at du rødmer,” svarede han roligt og sendte hende et muntert smil. Han kunne ikke få hende til at rødme på kommando, for det var der jo ingen der kunne og så ville det heller ikke være det samme. Han sendte hende et morende smil til hendes ord. Hun måtte jo faktisk havde været fantastisk god til at tale for sin sag, siden der ikke var nogen dybere gæld for hende at indfri, og hendes loyalitet havde jo altid lagt her i Dvasias, så det var jo egentlig barnemad for hende. ”Ja.. det må du jo være,” medgav han med et skævt smil, som han trykkede let omkring hendes hånd. Han var glad på hendes vegne, da hun havde fortjent at blive mørkelver igen, hvor det også var den side som han nød allermest ved hende, netop fordi det var denne kvinde han havde forelsket sig i. Han lagde godt mærke til, at som han kom ind på nattens hændelser, så falmede hendes humør, hvor hendes greb om hans hånd også blev svagere. Han bed tænderne let sammen til hendes ord, skønt han så frem for sig, som han gik. Han endte med at løfte hendes hånd, som han kyssede hendes håndryg, inden han vendte blikket mod hende. ”Denjarna, jeg elsker dig højere end noget andet i hele universet. Det sidste jeg ønskede var at gøre dig ondt, og jeg.. er så ked af det..” hviskede han i en dæmpet tone, som var præget af den enorme skyld han følte. Aldrig havde det været hans mening at gøre hende ondt eller at bide hende, særligt fordi han vidste hvad det gjorde ved hende, men han var skam fast besluttet på at gøre det godt igen! ”Tro mig Jarna, aldrig vil du komme til at glemme sandheden om dig selv, for jeg vil være her hver dag og påminde dig om, hvilken smuk, fantastisk og enestående kvinde som du er, en kvinde som kan feje alle andre af banen. Du er unik, og jeg værdsætter dig og dit hjerte mere end noget andet,” svarede han i en blid tone, som han trykkede omkring hendes hånd. ”Og hvad nu hvis du bliver min lillemor engang?” spurgte han drillende, selvom han tvivlede på det, hun var ikke typen, der sad derhjemme og gjorde de huslige pligter. ”Og jeg synes at du har meget imod at jeg skulle bære dig?” svarede han muntert og løftede let det ene øjenbryn, som han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Blidt trak Denjarna på smilet, som hans ord alligevel måtte virke helt varmende på hende. Hun ville ønske, at hun aldrig var blevet bidt af ham, for så kunne det hele helt forekomme perfekt for hende. Hun var nemlig mørkelver igen, ligesom de havde fundet sammen igen. Det kunne også helt virke som om, at de bare var lykkelige og glade for hinanden, men hun vidste, at der lå mere bag, da hun var ked af det, selvom hun morede sig med ham, og blev charmeret af ham. ”Det lyder ikke helt så slemt, når du opstiller det på den måde,” kommenterede hun mildt, hvor hun sendte ham et varmt smil, som hun vendte blikket mod ham. I et par lange sekunder måtte hendes sølvgrå øjne hvile roligt på ham, indtil hun igen valgte at se frem for sig, som hun betragtede den sti, som han ledte dem ned ad. Hun kendte ikke just vejen herfra, da hun ikke havde fulgt med, som han havde båret hende til kroen, da hun havde været for høj af hans blod, så hun lod ham blot føre an. Selvsikkert trak hun på smilet, som han gav hende ret i, at hun var god til at tale for sin sag. Svært havde det ikke været for hende at lokke Enrico til at udføre proceduren, som hun stålfast havde fortalt ham, hvordan og hvorfor hun ønskede, at det skulle være sådan. Det havde også beundret ham, hvilket naturligvis havde frydet hende, skønt hun vidste, at hun var en kvinde der rummede meget styrke. Hun havde også været igennem lidt af hvert, samt styret et folk, så det krævede også en del indre styrke at trække igennem. Blidt gengældte hun trykket om hans hånd. At de så skulle komme ind på nattens forfærdelige hændelser, fik hendes humør til at styrtdykke på et splitsekund. Det føltes helt som en trykken om sit hjerte, som hun tænkte på, hvad der var sket. Usikker, bange og såret følte hun sig, og som han kyssede hendes hånd, skævede hun kun svagt til ham, som hun mærkede hans kølige læbers blide trykken. Ordene der derefter forlod hans læber, fik hende dog til at holde blikket fast frem for sig, som hendes øjne helt måtte være ulykkelige at se ind i. ”Jeg ved det,” hviskede hun dæmpet igen, inden hendes tunge helt måtte slå knuder på sig selv, som hun ikke kunne sige flere ord til ham. Hun vidste godt, at det ikke havde været med hans gode vilje, og at han elskede hende, men det gjorde simpelthen stadig for ondt! Et par lange sekunders tavshed måtte også følge hende, som hun for en stund måtte gå med sine egne triste tanker, da det virkelig var et slag for hende, at dette var sket. Hun havde ikke ønsket dette for dem, men det var sket alligevel, skønt hun bare havde forsøgt at være lykkelig. ”Hvis du siger nogenlunde de ord til mig hver dag, så er jeg sikker på, at jeg aldrig vil glemme det.. Men du har desuden et par år, som du skal følge op på. Og hvis jeg husker rigtigt, så er det et par århundreders komplimenter du skylder mig,” svarede hun mildt og muntert, inden hun blidt lod sin tommel stryge over hans håndryg. ”Og hvad indebære det så helt præcist at være din lillemor?” spurgte hun med et løftet bryn, mens hun roligt studerede hans ansigt. Hun tvivlede dog endnu på, at det nogensinde ville blive hende, da hun simpelthen var vant til, at der var gang i tingene. ”Hvis jeg er imod det, er det fordi, at jeg i forvejen har to gode ben at bevæge mig rundt med, samt man ikke bare kan gå og bære rundt på folk, som du har tænkt dig at bære mig,” kommenterede hun smilende.

[Deleted]

“Se selv.. så slem er jeg heller ikke, jeg sagde jo at du kunne lide det,” svarede Derick drillende, som han blinkede let til hende, inden han slap en munter latter. Han vidste godt at intet var i orden mellem dem, skønt de kunne more sig med hinanden i øjeblikket, for han vidste at det hele hvilede under facaden og han selv ville ønske at det aldrig var sket, men det var det nu engang, hvilket han desværre ikke kunne gøre det mindste ved, selvom han ville ønske at han kunne skrue tiden tilbage og sørge for at han ikke havde været hende tæt. Det hele havde været fuldstændig forkert og stikmodsat i forhold til sådan som han havde forestillet sig at mødet ville have været, men der havde han så også troet at hun ville have været vampyr, hvor det derfor havde overvældet ham at hun havde været mørkelver og det skulle han have taget højde for. At hun så også blev helt stille og trist, fik ham til at bide sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe, imens han måtte forbande sig selv over at han overhovedet var kommet ind på emnet, da de ellers havde moret sig, men det beviste jo så også blot at det lå lige under overfladen og at intet var okay, skønt man ikke skulle tro at der var noget, hvis man var en tredjeperson og så dem more sig med hinanden. Hendes dæmpede ord, gav ham også lyst til at kysse hende, trøste hende og holde hende tæt ind til sig og sige at alt blev godt, men han vidste at det ingen forskel ville gøre, da han oprigtigt havde gjort hende bange og såret, og han hadede sig selv for at have gjort det mod hende. Han valte derfor også bare at tie stille, hvor han stirrede tomt og trist foran sig, som han blot fortsatte, imens han selv mærkede en klump af ubehag samle sig i hans hals. Han ville gøre hvad som helst for at det blev godt igen, men han anede virkelig ikke hvad han helt præcist skulle gøre. Han skævede kort mod deres hænder, da hun valgte at stryge ham over håndryggen, inden han så op mod hende og sendte hende et mildt smil. ”Vil du have de … to århundreders komplimenter nu?” spurgte han morende igen, som han blinkede let til hende, „desuden så går jeg ud fra at du kender mig godt nok til at vide, hvad jeg synes om dig.” Han vendte blikket mod hende igen og sendte hende et kærligt smil. Altid havde han kunnet lide hende og været forelsket i hende, så han ville aldrig tænke anderledes om hende. ”At være min lillemor, indebære at du skal ligge i min favn hver aften, være mig en god kvinde, elske mig i al evighed, værdsætte mig, og du vil blive elsket i retur i længere end en evighed, blive værdsat, blive forkælet, blive værnet om af fantastiske mig, så.. hvad siger du?” spurgte han drillende, som han sendte hende et morende smil. Egentlig var det sådan som det altid havde været mellem dem, så det kunne vel ikke være så slemt igen? Han kluklo ganske kort og muntert til hendes argument. ”Men.. det er da tosset. Altså.. det med at du gerne vil gå på dine egne to ben forstår jeg, men jeg skal jo kun bære dig hen til huset, så vi kommer hurtigere frem og så du kan se hvad jeg har lavet særligt til dig og os. Men som sagt har jeg intet hast, og jeg vil gerne nyde dagen med dig, så du kan være helt rolig, for du får skam lov til at gå lidt endnu,” svarede han roligt igen, hvor han sendte hende et varmt smil.

[Deleted]

”Du kender mig jo, så andet burde være overraskende,” svarede Denjarna roligt, hvor hun betragtede ham med varmt smil, som han brød ud i latter. Han var den person på jorden der kendte hende allerbedst – foruden hende selv altså – så det ville overraske hende, hvis ikke han vidste, hvad hun kunne lide og ikke lide. Hun kunne lave et hvilket som helst ansigt, hvor han så ville vide, præcist hvad hun tænkte eller følte, ligesom han også altid kunne påpege, når hun var glad, vred, trist eller stak ham en løgn. Helt utroligt var det, at man kunne kende en person så godt, men efter flere årtusinder sammen, så burde man også kende hinanden. Hun kunne i hvert fald det samme med ham, som han kunne med hende, da han for hende også var en åben bog. Det kunne til sin tid være irriterende, at man slet ikke kunne have en hemmelighed for en, men på den anden side var det også rart, at det var sådan her, da det i sidste ende også måtte give en en varm og tryg følelse. At deres forhold så igen måtte vippe på kanten, var der ikke noget at sige til. Det ville forhåbentligt blive godt med tiden, skønt det ikke var en lille ting der var sket denne her gang, men det var det også sjældent mellem dem. Det smertede hende endnu afsindigt, at han havde bidt hende, mod hendes vilje, som det direkte havde været et overgreb på hende. Han havde nemlig slet ikke reageret, som hun havde råbt af ham, og slået løs på ham, da det i hans verden kun havde været godt og i orden. Senere hen havde han så fundet ud af, at den havde været grueligt gal, og hvornår det ville blive godt igen, kunne hun endnu ikke sige. Hun kunne kun mærke, at det krævede tid, så der ville garanteret gå nogle dage, før hun var sig selv igen overfor ham, men det måtte han bare forstå, da det kun ville gå mere galt, hvis han pressede hende, eller blev vred. ”To århundreders komplimenter? Det er ikke få komplimenter.. Det kunne da være sjovt at høre dem alle på en lang remse,” sagde hun, hvor hun først startede ud i en eftertænksom tone, som om hun først skulle vurdere sagen. Hun endte dog muntert ud, hvor hun også sendte ham et kækt blik. ”Det er meget muligt, at jeg sikkert allerede kender til komplimenterne, men det gør dem ikke mindre skønne at høre. Desuden, så skal du slet ikke slippe så let. Hun havde med garanti allerede hørt alle de kærlige og rosende ord, han kunne sige til hende, men derfor var hun ikke træt af at høre dem. Hun elskede at høre, hvor skøn han fandt hende, og derfor blev komplimenterne aldrig for gamle i hendes ører. Som han gav sig til at forklare, hvordan hans lillemor ville være, måtte smilet langsomt bryde ud på hendes læber. ”Det du beskriver, er jo bare enhver nat mellem os, indtil vi blev taget fra hinanden,” kommenterede hun i en varm tone, som de ønsker ville være som barnemad at følge. ”Men, elskede? Jeg tror fuldstændigt, at du har mistet konceptet af en lillemor.. For det du beskriver lyder som noget, der kræver et helt andet navn end lillemor,” kommenterede hun morende. Skævt smilede hun, som han tydeligvis var begejstret over at bringe hende til deres nye hjem. Det forstod hun også udmærket godt, da hun også var vild efter at se, hvor de nu skulle bo. ”Hvad siger du til, at vi laver den aftale, at hvis ikke vi kan finde os et lift, så bær du mig, men hvis kan skaffe et, så tager vi selvfølgelig det? Vi skal nok nå frem på den ene eller anden måde, og jeg er skam også nysgerrig efter at se, hvad du har fundet til os,” foreslog hun roligt.

[Deleted]

Det var ganske vidst ingen nyhed at deres forhold tippede på en knivsspids, men på den anden side, så var Derick også mere end sikker på at de nok skulle klare sig, for hvorfor skulle andet dog ske? Han vidste godt at hun var blevet skræmt af nattens hændelser, men han var sikker på at hun var faldet til ro om mindst en uge og måske endda mindre, for så længe plejede der jo altid at skulle gå alt efter hvor slemt det var. Inderst inde ville hun jo nok altid have en frygt for at han skulle bide hende, men han skulle nok lære at kontrollere sig selv, hvilket han også var fast besluttet på, for han nægtede at skulle gøre det ved hende igen! Han elskede hende og han ønskede kun det bedste for hende, selvom han tydeligvis havde ødelagt det hele igen. Han ville gerne gøre det godt igen, skønt han vidste at det ikke bare kunne gøres på et splitsekund eller en enkelt dag, da det var noget som skulle arbejdes op igen, eftersom det var et tillidsbånd som han havde ødelagt. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, som han klemte let omkring hendes hånd. ”Som du kender mig,” svarede han roligt igen. Nok han kendte hende godt, men det gjorde hun jo også ham, selvom hun ikke var vampyr og kunne mærke når en person løj, som han ville være i stand til nu, så kendte hun ham alligevel så godt at hun ville kunne sige om han løj eller bare var afvisende, ligesom det også gik sådan den anden vej, men de havde også levet utrolig længe sammen, hvor det kun havde været de to, så det var vel også naturligt at man kom ind på livet af hinanden? Det var dog en tid han havde nydt og en tid som han ville se frem til skulle ske igen, foruden de denne gang ikke isolerede dem, hvilket måske også kun var til det bedste. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Hvis du vil høre de samme, tror jeg bare at jeg gentager den samme om og om igen,” svarede han morende og lettere drillende, som han grinte ganske kort. ”Slippe så let? Du får det til at lyde som om jeg skal straffes, så hvis jeg skal det, hvad er så min straf?” spurgte han roligt, som smilet blev skævt på hans læber, idet han fortsatte sine skridt fremad. At hun så kommenterede hans beskrivelse af hans lillemor, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Han vidste godt at det nok ikke var en normal lillemor, men hvem sagde at det var slemt at være hans lillemor? ”Narhaj! Jeg har forstået konceptet af lillemor helt perfekt, jeg sagde jo at det ikke var slemt at være min lillemor,” svarede han drillende igen, som han blinkede let til hende. Han vidste godt at det nok ikke var hvad man kunne kalde for en lillemor, men det betød intet for ham, for det eneste betød noget, var at hun var hans lige meget hvad. Han kluklo ganske let til hendes forslag om hvordan de skulle komme til Atterlin. ”Du må jo være tankelæser min egen, for jeg tænkte præcis det samme,” svarede han roligt, hvor de langsomt nærmede sig den større vej, hvor de højst sandsynligt kunne få et lift. Som hans blik gled længere frem, fik han også øje på noget andet, hvilket fik ham til at slippe hendes hånd. ”Bare fortsæt med at gå, jeg kommer om to sekunder,” svarede han muntert, som han brugte sin vampyrfart til at forsvinde, hvor han fem sekunder efter stod hos hende igen, skønt han havde noget i hånden. Roligt rakte han hende den vilde blodrøde rose, hvor han sendte hende et charmerende smil. ”Til dig.”

[Deleted]

Denjarna sendte ham et mildt smil, som han trykkede om hendes hånd. De kendte skam hinanden, som hun kunne aflæse ham, om hun var mørkelver eller vampyr. For hinanden kunne de ikke just skjule sig, som de kendte hinandens træk. Siden de kendte hinanden så godt, som de nu engang gjorde, så tvivlede hun heller ikke på, at det hele nok skulle blive godt mellem dem igen. Der ville muligvis altid være en frygt i hende, men der var stadig en god mulighed for, at det hele kunne blive som før, hvis bare de arbejdede for sagen. Hun tvivlede heller ikke på, at han ville kæmpe for sagen, da hun vidste, hvad han følte for hende, samt hvilken skyldfølelse han følte. Som de fortsatte fremad i det raske tempo, lod hun let sine fingre spredes, så de kunne flette ind i hans. Køligt var det om hendes bare hånd, som vejret vel cirkulerede rundt om minus- og plusgraderne, mens hans hånd heller ikke just var varm. Hun ønskede dog at være tæt på ham, så hun kunne ikke nænne sig, skønt det var køligt. Det var også længe siden, at de sidst havde tilbragt tid sammen, så det måtte vel også kun være forståeligt, at hun havde savnet ham. ”Nu er du jo bare dum at høre på,” svarede hun opgivende og med et morende glimt i øjnene, som hun let skubbede til ham med sin skulder, uden hun stoppede sine skridt. ”Du skal ikke bare sige en kompliment, men mange forskellige, og det ved du udmærket godt.. Og din straf er, at du er tvunget til at fortælle, hvad du synes af mig af positive ting.” Hun forventede dog ikke at få to århundreders komplimenter i et snuptag, da det alligevel ville være en tand for meget, selv for hende. Hun ønskede trods alt også, at de skulle komme fra hjertet, skønt han sikkert ville mene, det han sagde til hende. Hun havde heller intet hastværk, så formentligt havde han flere århundreder og tilmed årtusinder, til at fortælle sin mening om hende. Muntert slap hun en latter, som de kom ind på lillemor-snakken. ”Den eneste grund til, at det ikke er slemt at være din, er fordi, at du fuldstændigt har fordrejet dens originale betydning, skat,” svarede hun i en munter tone og sendte ham et varmt smil. Behageligt var det at gå sådan her med ham, som det fik hendes tanker en anelse på afveje, da hun i så fald kun koncentrerede sig om alt det gode mellem dem. Hun ville ønske, at det aldrig var gået så vidt mellem dem, at han havde bidt hende, da det hele så havde været perfekt mellem dem. Desværre var det kun ønsketænkning nu, men sådan måtte det nu engang være. ”Vi hører ganske enkelt sammen.. Derfor deler vi den samme tankegang,” sagde hun roligt, hvor hun også måtte mene sine ord. Det var også en af de ting der skete, når man levede sammen med en; at man kunne følge den andens tankestrøm. Da han så slap hendes hånd, måtte hun sende ham et undrende blik. Hun nikkede dog langsomt med hovedet. ”I orden..,” sagde hun stille, inden hun så, hvordan han svandt væk på et splitsekund. Langt nåede hun dog ikke at gå, som hun faktisk ville mene, at hun kun nåede et blink væk, og det måtte alligevel få hende til at le dæmpet. Hendes blik endte dog med at blive helt kærligt, da hun så rosen i hans hånd, og hans charmerende smil. ”Tak,” sagde hun i en kærlig tone der ikke var mere end en hvisken, som hun forsigtigt tog fat om rosen i hans hand, inden hun lagde hånden om hans nakke, så hun kunne kysse ham blidt på munden.

[Deleted]

Blikket vendte Derick ganske let mod hende med et varmt smil på læberne, da hun valgte at sprede sine fingre, så de kunne flette dem sammen, hvor han roligt selv valgte at sprede sine, så hendes kunne glide ind i mellemrummene. Han trykkede let omkring hendes hånd endnu engang, som han så frem for sig og fortsatte den raske gang. Det var rart at kunne gå sådan med hende igen, da det klart var noget han havde savnet. Det var vel de århundreder siden de sidst havde været lykkelige sammen? Det var frygtelig lang tid siden og meget svært at forstå sig på, da han følte at det var som i går at de sidst havde gået hånd i hånd og boet i træhytten, men det var det ikke. Og selvom de gik hånd og hånd og så ud til at have det godt med hinanden, var de ikke lykkelige, som der lå kaos lige under overfladen og han vidste det udmærket godt. Altid havde der været modgang for dem, mange havde også altid været imod at de havde været sammen, som mange havde forsøgt at komme mellem dem, men her stod de alligevel endnu engang, de var endnu et par og selvom de havde problemer, så var det intet de ikke kunne kæmpe sig ud af, og kæmpe var da præcis hvad han havde tænkt sig at gøre! Hun var det hele værd og derfor ville han altid kæmpe for hende. Muntert slap han en latter, da hun skubbede til ham med skulderen, hvor han sendte hende et uskyldigt smil. Hans blik, blev dog en anelse eftertænksomt, da hun sagde at hans straf var at fortælle hende hvad han mente om hende af positive ting. ”Ingen ord kan beskrive hvad jeg mener om dig, for ingen vil beskrive mit syn på dig godt nok. Du er mit livs kærlighed, min sol, og den sol som holder mørket i mig nede. Du er den person som er god for mig, der gør mig til det som er bedre. Du er mit hjerte som pumper livet ud i min krop, du giver mig en gnist som kun du kan skabe, og en verden uden dig, vil aldrig være det samme, da et liv uden dig, vil være et tomt liv – det har jeg allerede erfaret. Jeg kan sagtens kalde dig, smuk, enestående, fantastisk, beundringsværdig og perfekt, som enhver anden mand kan, og ganske vidst passer det, men du er mere for mig end blot et smukt og fantastisk trofæ, du er mit livs kærlighed, du er min eneste ene, du gør mig hel, ligesom du fuldender mig, du er det bedste jeg nogensinde har haft i mit liv, og aldrig.. aldrig vil jeg tage dig forgivet,” svarede han sandfærdigt og i en varm tone, som han sendte hende et kærligt smil, da han så mod hende igen. Han vidste godt at hans betegnelse ikke var den rigtige, når det kom til deres lillemor-snak, men tanken morede ham nu. ”Og hvad så? Vil du ikke være min lillemor, hvis det er sådan?” spurgte han i retur, som han sendte hende et muntert smil. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, som hans hoved søgte nysgerrigt på sned. ”Du får det til at lyde som om vi er skabt til hinanden,” kommenterede han roligt, som smilet blev varmt på hans læber ved tanken om det. Det tog ham ikke længe at hente rosen, hvor han godt kunne se hvor kærligt hendes blik blev, da han gav hende den, hvilket fik ham selv til at trække yderligere på smilebåndet. At hun så tog imod den og lagde en hånd om nakken på ham, for at kysse ham, fik ham til at sukke nydende, som han kort slog armene omkring hende. Kysset besvarede han, inden han roligt brød det igen og lagde sin pande mod hendes. ”Det har jeg savnet at kunne gøre,” hviskede han kærligt.