Looking for my love

[Deleted]

Det var kun aften, men grundet vinterhalvåret, så lå Dvasias allerede hen i mørke. Himlen var sort, hvor det var få stjerner der havde gjort sin opdukken på himlen. Der ville dog komme flere af dem, som tiden ville skride over i nattetimerne, som det endnu var forholdsvist tidligt, da det kun var aften. Månen stod allerede på himlen, som den havde taget den glødende sols plads, hvor den nu kunne lyse blegt og halvt. Stille var der i Den Mørke Skov, som det kun syntes, at der var en levende skikkelse til stede. Yndefulde var Denjarnas bevægelser, som hun bar sig frem med en lethed og en elegance, som kun en elver kunne føre sig frem med. Hun gik ikke længere lydløst som en vampyr, men blide var hendes fodtrin alligevel fra hendes lette krop. Det var ikke længe siden, at hun havde mødtes med alkymisten, Enrico, der havde opfyldt hendes største ønske, hvor hun i øjeblikket ikke kunne være andet end lutter glæde. Fysisk gik det hende langt bedre end den nat, som hendes krop var i bedre, som han havde forudsagt. Det kunne endnu forekomme hende underligt, at hun nu havde et bankende hjerte i sit bryst, som det konstant måtte slå blidt imod hendes bryst igen. Vejrtrækningen var også underlig, men på den anden side kom den helt naturlig, da hun bare adlød sin krops ønsker, da hun var nødt til at skaffe ilt til sine lunger, som alle hendes organer var kommet på arbejde igen. Den anden synlige forandring der var kommet til hende var, at hendes hud ikke længere var kold som marmor, men nu havde fået en glød over sig. Hun var dog ikke mørk eller blålig, som nogen mørkelvere kunne forekomme, som hendes hudfarve mere befandt sig ved det menneskelige. Som hun gik ude i aftenkulden, var en lyserød farve steget op til hendes kinder, og hun kunne ikke lade være med at anse den forandring for at være helt igennem fantastisk! Hun kunne pludselig føle, hvordan kulde og varme igen måtte påvirke hende, hvor hun slugte hver en følelse i sig. Nysgerrigt gled hendes smukke sølvgrå rundt på sine omgivelser. Træerne havde tabt sine blade, så de nu måtte ligge nedfaldent på den mørke jord. Det havde dog også sin charme, hvor den i sandhed ville komme frem når det begyndte at sne, hvilket der efterhånden ikke burde være længe til. Som hun bevægede sig rundt i skoven der faktisk lå på et vampyr domineret territorium, vidste hun godt, at det måske ikke var det sted hun burde være. Hun havde dog følt sig draget til stedet, da hun som elver altid havde nydt skoven her, som det faktisk var et af de få punkter i Dvasias der var præget af en sådan natur. Inden det udelukkende havde været for vampyrer, havde hun faktisk også haft sit hjem her, og det var ikke noget hun lige kunne glemme. ”Hvor er du?” sagde hun dæmpet for sig selv, som hun vidste, at der ikke ville være nogen til at svare hende. Det var hendes kæreste, Derick, hendes tanker måtte falde på. Det var efterhånden et stykke tid siden, at de havde mødt hinanden i Metyral, og hun savnede ham.. Hun var også spændt på at fortælle ham, og vise hendes fysiske forandring, som han ikke vidste, at hun var blevet mørkelver i mellemtiden. Hun trak let i sin uldkappe, som den skænkede hende varme i de sene og kolde timer. Hætten var trukket op, så hendes ravnsorte lokker blev skjult, hvor de kun var til syne over hendes bryst.

[Deleted]

Der var efterhånden gået lidt over en måned, siden Derick havde set Denjarna sidst. Faktisk var det hans egen skyld, eftersom han ikke havde opsøgt hende med det samme, skønt han havde lovet hende det. Han havde efter lidt over en uge – fra deres afsked – gennemført sin mission, eller i hvert fald fundet en løsning på sit problem, hvor han i princippet kunne have opsøgt hende med det samme, men han havde valgt at trække tiden lidt ud, så han kunne give hende to store gaver; nemlig eliksiren, som forhåbentlig ville gøre hende normal igen, og så havde han i resten af tiden forsøgt at få et lille hus stablet op på benene. Faktisk var det ikke ham der havde bygget det fra bunden af, da han faktisk havde fundet et lille forladt hus i udkanten af Atterlin, som engang havde tilhørt en smedefamilie, og der var det også gået op for ham, hvad han ønskede at starte sit nye liv op med, når det kom til et job, da han ønskede noget som var krævende, hvilket smedearbejdet uden tvivl var! Han havde været i gang og smedet en masse til huset, såsom da han havde repareret nogle af hængslerne på dørene, nogle dørhåndtag og andre ting lavet af jern. Det var ikke gået så godt til at starte med, da det var en proces man lige skulle sættes ind i, men med tiden var det kommet, hvor han også var tilfreds med det han havde fået bygget op! Han havde skiftet mange brætter ud med nye, så det så godt ud og ikke var ødelagt. Noget var lavet af mursten, som andet var af træ, hvor han rigtig havde leget handyman igennem de sidste uger. Han var dog tilfreds med resultatet, skønt der endnu var små detaljer om manglede, men han ønskede trods alt også at Denjarna skulle være med til at indrette deres nye hjem. Hvad hun havde lavet, anede han ikke, men han måtte erkende at han hver nat havde tænkt på hende. Et sted frygtede han lidt at hun var gået tilbage til de andre mænd, eller manden, eller hvor mange der nu havde været, da der alligevel var gået lang tid, men han havde skam ikke glemt hende, tværtimod! Og selvfølgelig stolede han også på at hun ville starte forfra med ham, men hvem sagde at hun ikke havde fortrudt? Men så havde hun vel heller ikke givet sig hen til ham? En fantastisk nat havde det været, hvor det også havde været en fantastisk elskov, ganske enkelt perfekt havde alt synes at være i det øjeblik, hvor han måtte erkende at han så frem til at se hende igen. Derfor var han også søgt ud denne aften, så snart mørket havde lagt sig over landet, hvor han hurtigt havde opfanget hendes fært. Han gik ud fra at hun havde holdt sig til Dvasias, men her havde de jo også altid boet, da det var deres hjemland, derfor havde han også valgt at få huset her i dette land. Han var nået til den mørke skov, hvor han løb langs træerne, kun iført sine mørke bukser og den mørke bluse. Han ejede ikke andet, hvor han heller ikke havde behov for mere på sin krop, da han trods alt var vampyr og ikke kunne fryse. Vinteren generede ham derfor ikke, da den tværtimod var en fornøjelse, da nætterne var længere, hvilket kun var kommet ham til gavn igennem de sidste mange uger.

[Deleted]

Hvor og hvornår Denjarna ville få Derick at se igen, stod hende uklart, men hver nat håbede hun på, at dette var natten, hvor hun ville få ham at se igen. Det var også derfor, at hun endnu holdt den natlige døgnrytme, da hun vidste, at det var det eneste tidspunkt de kunne mødes. Hun bar nemlig endnu hans halskæde om halsen, så på den måde havde han ikke muligheden for at vandre i solen, men det var hun også kun vant til. De havde nemlig aldrig været i stand til at opleve dagen sammen, da de enten begge havde været vampyrer, eller også havde den ene været det, og den anden været en levende race. Tanken om, at de nu kunne være ude i lyset sammen, fik det helt til at krible i hendes mave, som tanken om det gjorde hende helt spændt og varm. Der var så meget hun ønskede for dem, og hun håbede bare, at det hele kunne lade sig gøre. Skridtene fortsatte hun endnu roligt hen over jorden, som hun bare gav sig tid og nød naturen. Hun havde savnet at mærke livet i naturen, som kun en elver kunne føle det. Som vampyr havde det hele forekommet dødt for hende, som om det bare havde været der. Nu kunne hun føle træets rødder igen, og som det hele ville springe ud igen om et par måneder, så ville hun kunne føle livet fra de spirende græsstrå og blomster. Det var en sand glæde hun følte i sig, hvor det eneste der kunne gøre hendes liv bedre, var Derick. Nu havde hun nemlig klaret sin første mission, og det havde været; at blive sit gamle selv igen. Hendes anden mission var at stable et liv op med Derick igen, og det ville hun kunne, når han i gen selv var færdig med sin mission. Hvornår det ville ske, vidste hun ikke, men hun håbede på, at det ville være snart. Hun følte allerede, at det var en evighed siden, at hun sidst havde set ham, skønt det i virkeligheden var en måned tids siden. Som tiden havde gået, havde der dog ikke gået en dag eller nat, hvor hun ikke havde tænkt på ham. Hun spekulerede over, hvad han lavede, hvordan det gik ham, og om han mon tænkte på hende.. Selv vidste hun jo ikke, om mørket havde taget overhånd, og at han derfor ønskede at være alene, men hun håbede bestemt ikke på det! Hun havde nemlig ikke fortrudt deres sidste møde, som hun havde gået til det med hjerte og sjæl, så hun ønskede ham i sit liv. Derfor havde hun også afvist de mænd, hun nu engang kendte, så Derick behøvede end ikke at frygte, at han kom i kamp om hende. Opmærksomt stoppede hun pludseligt op, mens hendes blik søgte undersøgende omkring. Hvem det var, vidste hun ikke, men hun kunne høre, at hun ikke længere ved alene. Det var en af ulemperne ved at blive dødelig igen, som hun ikke længere kunne opsnuse færten af andre personer, som en vampyr nu engang kunne. At det i virkeligheden var hendes kære Derick der kom i hendes retning, vidste hun derfor ikke, så på vagt var hun, da hun vidste, at hun meget let kunne blive stillet i en risikabel situation, når hun havde et bankende hjerte. Derfor havde hun også sin daggert tæt på sig, skønt hun ikke gjorde mine til at trække den lige i øjeblikket. Det behøvede jo ikke at være en fjendsk person, der kom i hendes retning.

[Deleted]

En måned var skam lang tid for Dericks vedkommende, og selvom det måske ikke var en evighed, så føltes det tilmed også som det. Han havde brugt tiden på at opbygge et hjem til ham og Denjarna, hvor han også måtte erkende at han var stolt af det som han havde fået lavet, hvor han også havde fundet et nyt arbejde han kunne gå i gang med. Han var dog færdig med det hele og nu kunne han langt om længe føle at han kunne opsøge hende og med ting, som ville gøre hende glade, som han havde lavet et lille forarbejde, så de ikke behøvede at tænke over hvor de skulle bo, nu hvor de skulle starte et nyt liv op sammen igen. Han så frem til at skulle vise hende det, som han så frem til bare at se hende igen, da han måtte erkende at hun var savnet. Synes af hende, duften af hende, følelsen af hende tæt på og hendes berøringer, simpelthen det hele var savnet! Bare tanken om hende, fik ham til at trække let på smilebåndet, som han susede af sted igennem den mørke skov. Han vidste ikke om han var på rette vej, men hendes fært blev stærkere og stærkere jo mere han løb, hvor hun aldrig havde været svær at finde, for han havde trods alt opsøgt hende mange gange igennem deres lange liv. Efter deres allerførste møde, havde han tit opsøgt hende, hvor hun altid havde befundet sig her i skoven, og derfor var det også et oplagt sted at hun var her igen, og forhåbentlig kunne han gøre hende til mørkelver igen, med den eliksir som han havde fået mikset sammen. Han vidste at hun savnede at være sin gamle føderace og selvom han elskede hende som vampyr, så forstod han hende godt. Han havde været mange racer, men han kunne ikke andet end at være mest glad for at være vampyr, da han var født i den race og han havde tilmed været racens leder for utrolig mange år, så han måtte erkende at han var mest tryg og glad i denne race. Det var i denne race at han følte sig fri, som en fugl og nu hvor han faktisk havde formået at ’gennemføre’ sin mission, så kunne han slet ikke lade vær med at føle sig glad, da han kunne gøre præcis hvad han ønskede uden at skulle tænke på at han var tidspresset, han kunne starte et nyt liv op med den kvinde han elskede højst af alle, som han kunne gøre præcis hvad han ønskede. Han stoppede roligt sine skridt, som han fik øje på den flotte kvindelige skikkelse, som han kunne genkende alle steder fra! De flotte ravnsorte lokker, de elviske træk, og alligevel var der noget anderledes ved hende. Han følte næsten at hans hjerte måtte slå, hvor han næsten også synes at kunne høre dets rolige slag, men det var umuligt, for hans krop var praktisktalt død. Han holdt sig i mørket, som han sneg sig tættere på hende, hvor han i en hurtig bevægelse, endte med at dukke op bag hende, hvor han slog armene omkring hendes slanke og flotte krop, for at trykke hende ind til sig. ”Fanget..!” hviskede han lumsk og dog drilsk i hendes øre, som smilet bredte sig på hans læber. Denne måde at komme frem på, havde han gjort mange gange, dog gled hans tanker hurtigt over på noget andet, hvor hans smil måtte falme, som han nærmest måtte stivne. Hun var ikke vampyr! For en kort stund troede han at han havde forvekslet hende med en anden, men nej, det var hende, hun var levende igen!

[Deleted]

Altid havde Denjarna anset skoven for at være sit hjem, så underligt var det ikke, at det var det sted hun søgte hen. Hun havde trods alt tilbragt meget længere tid på dette sted, end den tid vampyrerne havde eget jorden her. Derfor anså hun det ikke for at være en grund til, at hun skulle holde sig væk. Hun nød at komme i skoven, men hvilken elver gjorde ikke det? Det kunne godt være, at der skete mange slemme ting her, men det kunne hun sagtens se bort fra. Selv havde hun mange gode minder herfra, som hun f.eks. senest havde mødt Vladimir her, der havde hjulpet hende igennem sine problemer. Ellers havde det altid været et mødested for hende og Derick.. Han havde altid kunnet finde hende her, hvor de også havde leget fjollede lege, som han altid havde forsøgt at fange hende i træerne. Hun havde bare altid haft langt lettere ved at manøvre sig rundt oppe i trætoppene, så hun havde altid vundet. Varmt gled smilet over hendes lyserøde læber, som minderne gjorde hende helt lykkelig. Det sølvgrå blik havde vendt sig mod træernes kroner, som hun helt kunne se det gamle scenarie spille for hendes øjne. Alt kunne blive som før.. Hun var mørkelver igen, og han vampyr.. Det var helt perfekt, som det også måtte være bedre end dengang de havde været unge. Nu var de nemlig langt mere modne, hvor de vidste, hvad de ville med deres liv. Det havde hun ikke vidst dengang, og derfor havde hun været en anelse flyvsk. Sådan var hun dog ikke længere, som hun vidste helt ind til knoglerne, at Derick var manden for hende. Han var hendes mage, og de skulle aldrig mere skilles! Med en let bevægelse trak hun sin hætte ned, så hun blev mere tydelig for omverdenen. Der var kommet mere farve til hendes smukke ansigt, hvor hendes kinder også helt havde antaget en lettere rosa farve på grund af kulden. Kulden.. Den havde hun ikke følt i årtusinder, så derfor måtte selv den føles fantastisk overfor hende. Som hun begyndte at høre, at hun ikke længere var alene i skoven, havde hendes skridt stoppet årvågent. Hun var nødt til at tage sig mere i agt, nu hvor hun var blevet dødelig igen, og især efter mørkets frembrud. Hun havde nemlig ikke i sinde at blive vampyrføde, eller blive omvendt igen! Det gik dog ikke længe før at hun måtte sande, at der slet ikke var grund til bekymring. Stemmen, duften og kroppen.. Det var på ingen måde til at tage fejl af! Hun måtte dog næsten helt snuble over hans pludselighed og styrke, da han slog armene om hende, hvor den eneste grund til at hun forblev på benene var, at han måtte knuge hende ind til sig. "Derick!" udbrød hun glad, hvor hun på ingen måde spillede tiden! Hun anede ikke, at hans humør var faldet en anelse, for hun følte kun sin lykke og sit hjertes hurtige slag. Behændigt havde hun vendt sig i hans favn, så hun selv kunne slå armene om ham, og holde ham tæt. Læberne pressede hun mod hans i et dybt og længselsfuldt kys, for hun havde virkelig savnet ham! Det at mærke ham helt tæt igen, vakte alle de varme følelser i hende, hvor hendes krop også måtte blusse helt op. Med strålende øjne af lykke, tvang hun sig selv til at bryde kysset, så hun kunne betragte sin elskede mand. "Du er vendt tilbage til mig.. Betyder det så, at vi kan være sammen nu? Er det hele slut?" spurgte hun i en håbefuld tone.

[Deleted]

Hvad Denjarna havde lavet i al den tid, de havde været fra hinanden, var Derick ukendt, men han måtte erkende at han tit havde tænkt på hende. Faktisk havde han tænkt på hende hver dag, siden de var gået hver til sit, fra de havde skiltes ved den efterladte herregård, hvor de havde nydt en fantastisk nat og ikke mindst dag sammen. Det havde været rart at vågne op med hende i sin favn igen, hvor han havde savnet at mærke hende så tæt på sig. Det var mange år siden at de sidst havde lagt på den måde, hvor det hele havde føltes ganske enkelt perfekt. Bare tanken fik smilet frem på hans læber og hans ben til at løbe hurtigere, hvor han ikke kunne vente med at mærke hende tæt på sig igen, indsnuse hendes søde duft, lytte til hendes varme stemme og se hendes smukke ansigt igen, hvor han glædede sig til at skulle fortælle hende disse gode nyheder som han havde til hende. Han havde fået bygget et hjem til dem, så når de var sammen igen, behøvede de ikke engang at skulle spekulere over det, da de havde et sted, som de kunne kalde for deres eget, og selvom der manglede lidt, så ville han naturligvis gerne have at hun hjalp med indretningen, da det ikke kun var hans, men deres begges og hun havde jo også ønsket at have en finger med i spillet, hvilket hun også fik lov til.
Som de violette øjne fik øje på den alt for velkendte skikkelse, kunne Derick ikke holde et smil tilbage, da han helt mærkede hvordan varmen og glæden måtte begynde at spire i hans indre. Det var rart at se hende igen, hvor det virkelig måtte føles som en hel evighed siden! Som han slog armene omkring hende, kunne han godt mærke at hun nærmest måtte snuble, skønt han dog holdt hende sikker i sin favn, så hun ikke ville vælte. Hendes glæde, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, skønt sandheden ganske langsomt måtte gå op for ham. Hun var ikke længere vampyr, hun var levende igen. Han kunne høre hendes hjertebanken, tilmed mærke det imod hans eget bryst, da hun vendte sig om, han kunne høre hvordan blodet pumpede igennem hendes pulsårer og resten af kroppen, hvor han kunne lugte det levende blod fra lang afstand, han kunne mærke at hendes hud var varm, hvor han kunne se at den også bar en levende og rød glød, hvor det hele var noget som kom bag på ham, det værste af det hele, var dog det at han slet ikke var vant til at være levende så tæt, medmindre han skulle have føde, og derfor kunne han godt mærke hvordan det fik sulten i hans indre til at stige. Kysset kunne han slet ikke koncentrere sig om at besvare, da hans fokus blev revet til hendes varme læber, hvor han også helt kunne lugte blodet, hvilket kun gjorde ham endnu mere stiv i kroppen. Da hun trak hovedet tilbage, valgte han at trække sig flere skridt tilbage i frygt for at sætte tænderne i hendes hals, som han derimod bed hårdt sammen. ”Du er mørkelver!” svarede han næsten anklagende, som han et sted også måtte være skuffet, for han havde jo selv fået lavet miksturen, som forhåbentlig ville gøre hende levende igen, men det blev der intet af mere, da det var tydeligt at det allerede var sket for hende. Men hvordan?

[Deleted]

Det var en overvældende følelse for Denjarna at mærke Dericks vampyriske styrke, som han med ét stod om armene omkring hende. Bange blev hun ikke, da hun hurtigt opdagede, at det var hendes elskede der var vendt tilbage. Hun var mere overrasket over det faktum, at hun igen var så meget lettere end ham. Det var trods alt tusinder af år siden, at hun sidst havde været mørkelver og han havde været vampyr, så der var visse tilvænninger hun lige skulle gøre sig. Noget andet der også måtte slå hende var hans kropslige kulde, skønt hendes klæder parrede godt for den følelse. Alle forskellene var der dog, men det var ikke det der fyldte hendes sind mest. Det der fyldte hendes sind og hjerte mest var følelsen af, at Derick igen var hos hende! Han holdt om hende, samt hans stemme lød varm, så det kunne vel kun betyde noget positivt, som at han havde klaret sin mission? Tanken gjorde hende ellevild, hvor hendes hjerte derfor også måtte slå hurtigere mod hendes bryst af ren og skær begejstring. Det var nogle dage siden, at hun havde vendt tilbage til det levende liv, så hendes krop havde langsomt vænnet sig til de levende organer, hvor hendes krop derfor ikke længere var en smerte. Ude af i stand til at lægge bånd om sig selv, måtte hun vende sig i hans favn, så hun kunne slå armene om ham, og derfor holde ham endnu tættere. Læberne trykkede hun også mod hans af ren og skær længsel, da det ifølge hende var helt perfekt! Hun havde alt, hvad hun kunne drømme sig om. Hun var blevet sin føderace igen, samt hun havde den mand, hun elskede ved sin side, så hvad mere kunne hun bede om? Hun spekulerede slet ikke over, at han havde en blodtørst, når det kom til hendes levende jeg, da det aldrig havde været et problem for dem. Hun vidste godt, at det var mange år siden, men Derick havde aldrig givet udtryk for, at hendes blod fristede ham, som han aldrig havde haft besvær ved at styre sin blodtrang overfor hende, samt han aldrig havde bidt hende. Derfor tænkte hun ikke, at han havde svært ved det den dag i dag. Hun mærkede dog langsomt, at der var en sten der trykkede, som han pludselig rev sig ud af hendes favn. Forvirret og til dels såret blinkede hun med øjnene, som hun så på ham med et uforstående blik, da han lige pludselig befandt sig adskillige skridt fra hende. Hvad havde hun gjort galt? Havde alt dette ikke været det, han havde ønsket? Da han så udbrød, at hun var mørkelver igen, som havde hun gjort en forbrydelse, åbnede hun først munden for derefter at lukke munden igen. Hun begyndte nemlig helt at frygte, at han mente, at det havde været en fejl af hende.. ”..E-er det et problem?” spurgte hun en anelse frygtsomt, uden hun tog blikket fra ham. Det gjorde ondt, at han nærmest bare flygtede fra hende. ”Jeg troede ikke, at det ville gøre dig noget.. Det skete ved nymåne. Jeg har igennem de sidste måneders tid ledt efter en alkymist, der kunne forvandle mig tilbage til mit gamle selv. En nat blev jeg fortalt, at den kongelige rådgiver var magtfuld nok til at udføre en sådan proces, og derfor gik jeg til ham.. Han indvilgede i at hjælpe mig, og det lykkedes, som du kan se,” forklarede hun, som der langsomt kom mere ro på hendes stemme. Hun ønskede på ingen måde, at han skulle være sur på hende, skønt hun vidste, at hun udelukkende havde gjort det for sin egen skyld. Hun havde dog ikke troet, at Derick havde anset det for at være et problem, da han vidste, at det var hendes drøm. Hun ville også mene, at han havde udtalt, at de måtte se om det kunne lade sig gøre, at hun kunne blive normal igen.

[Deleted]

Det var ikke fordi det var et problem for Derick, at Denjarna var mørkelver igen, da han selv gerne ville hjælpe hende med det og han havde jo faktisk også tænkt på hende i den forbindelse, men det så ud til at hun selv var kommet ham i forkøbet, hvor det han havde lavet nu pludselig synes at være.. lige meget. Ganske vidst havde det ikke været en fejl at opsøge Ezekiel, da manden faktisk havde hjulpet ham en del, ligesom omvendt, desværre var der godt nok også kommet dårlige bivirkninger med mødet, eftersom han nu var plaget af mareridt af den mand, som han havde fået et glimt af, den mand som havde forbandet ham og gjort ham til sin slave, hvilket Ezekiel havde hjulpet ham ud af med det brandmærke der hvilede på hans højre brystflade. Det var dog ikke så meget det at hun var mørkelver, som gjorde ham noget, da han naturligvis var glad på hendes vegne – foruden han måske var en anelse skuffet over at han ikke var skyld i det – men det som gik ham på, var det at han kunne lugte hendes blod og høre hendes hjerte banke, hvilket var noget som pludselig overvældede ham, når hun var tæt på ham og kyssede ham, hvor han nærmest kunne smage blodet i hendes årer, hvilket var en.. skræmmende følelse. Ganske vidst havde han altid været vampyr, men han havde jo haft mange raceskift, hvor hun havde valgt at omgøre ham, og efter at han var blevet vampyr igen, havde han ikke rigtig vænnet sig til de levende, og særligt ikke have dem tæt på, medmindre han skulle føde, eftersom hun jo selv havde været vampyr, så det havde jo aldrig været et problem. Han kunne dog pludselig godt mærke blodlysten i ham, hvor selv sulten prikkede til ham, hvilket var grunden til at han måtte trække sig adskillige skridt væk fra hende, hvor han blev helt stram i minen, fordi han bed tænderne så hårdt sammen og forsøgte at undertrykke det, for han nægtede at gøre skade på hende! Han rystede langsomt på hovedet, da hun spurgte om det var et problem, hvor han ikke rigtig tog sig af at hun var uforstående og forvirret, da hun skam ikke havde gjort noget galt. Han blev dog en anelse mistænksom, da hun nævnte hvem der havde gjort det. ”Og hvad var prisen for det?” spurgte han sagte, hvor mistænksomheden ikke gik til hende men til Enrico. Manden var sikkert retfærdig, men alligevel kendte han ikke så meget til ham. Han stak den ene hånd i lommen, hvor han hev eliksiren op, som han betragtede. ”Men så kan jeg ikke længere bruge den her..” mumlede han for sig selv, hvor hans blik hvilede en anelse skuffet på den lille flaske. Det var ikke fordi det gjorde ham noget, at han ikke havde gjort det, men alligevel ville han gerne have været skyld i den glæde, hvor han også gerne ville vise at han tænkte på hende, der var han så bare glad for at han havde fundet et hus og et arbejde, for det var vel også en gave i sig selv? Det var dog ikke mange dage siden at hun var blevet omgjort til elver igen, da det vel var lidt over en uge?

[Deleted]

Denjarna forstod vitterligt ikke, hvad Dericks problem var, for han havde aldrig gjort sådan her. Hun frygtede helt, at han fortrød, at de skulle være sammen igen, eftersom han først havde trukket sig væk, da hun havde kysset ham. Han havde virket glad lige indtil hun havde vendt sig om, og det fik frygten til at ulme i hende, som en knude i brystet. Hun havde nemlig ikke fortrudt deres sidste møde, som hun oprigtigt ønskede at starte et liv op med ham. Hun troede ikke, at han veg bort, fordi han havde svært ved at styre sin blodtrang, for den havde han aldrig haft problemer med at styre. Efter at have været vampyr, så forstod hun godt, at der altid skulle lidt selvbeherskelse til, når man var i et rum med en levende, men det havde han aldrig haft problemer med jo. Han havde aldrig sagt til hende, at han var fristet til at drikke hendes blod, eller spurgt om tilladelse til at smage det. Det havde faktisk aldrig været et særligt drøftet emne mellem dem, da hun altid havde tænkt, at de klarede sig, selvom hun havde været levende, og han død. Uforstående og fortvivlet var hendes blik, som hun bare blev stående, da han veg væk fra hende. Hvad skulle hun desuden gøre ved det? Han flygtede nærmest fra hende, og hvis det var det han ønskede, så kunne hun vel ikke rigtigt gøre noget ved det. Forvirringen forsvandt end ikke fra hendes blik, da han afvisende rystede på hovedet til hendes ord, eftersom han stadig holdt sig fra hende. Hvad var der galt med ham? ”Prisen var, at jeg ville hjælpe ham ligeså snart processen blev færdig, eftersom han var ufatteligt afkræftet bagefter. Den anden ting var, at jeg skulle udvise det dvasianske kongerige loyalitet, men eftersom jeg altid har set mig som en del af landet her, så anser jeg det ikke for at være en uretfærdig pris,” svarede hun ærligt. Hun havde skam ikke lavet noget med Enrico, hvis det var det han beskyldte hende for! Hun havde nemlig ikke været nogen mand tæt, siden hun havde set Derick igen, som hun derimod havde afvist dem der havde været omkring hende. Nysgerrigt fulgte hendes blik hans hånd, som han fremdrog en flaske fra lommen. ”Hvad er det?” spurgte hun nysgerrigt. Hun anede ikke, hvad det var, som hun slet ikke anede, hvad han havde foretaget sig. Hun ønskede at høre alt, hvad han havde været igennem den sidste måneds tid, men det så ikke ud til, at han var ligeså begejstret for sammenkomsten som hende selv. Som hun stod og betragtede hans skikkelse, længtes hun efter at gå over til ham, men hun frygtede, at han bare ville afvise hende igen, hvis hun gjorde det. I sit stille sind funderede hun over, om mørket mon havde fået fat i ham igen, og om de derfor skulle igennem den gamle ballade igen. Hun håbede det virkelig ikke, eftersom hun ikke kunne skændes med ham i en evighed, ligesom hun ikke ønskede at slå ham igen. Effekten af et slag ville også være langt svagere denne her gang, eftersom hun var mørkelver igen. Langsomt foldede hun sine arme over brystet, da det måtte forhindre hende i at tænke på at slå armene om ham, som hun virkelig ønskede at gøre.

[Deleted]

Aldrig havde Derick haft besvær med at holde sig fra at sætte tænderne i hende, men dengang havde han jo også været vant til det hele, hvor han skulle til at vænne sig til alt igen, efter at hun havde omdøbt ham. Han havde været levende i frygtelig mange år efterhånden, så det at være vampyr, var måske det han bedst kunne lide, men det var også noget som han skulle vænne sig til igen, da det var en styrke, og mange sanser han skulle have styr på, ligesom blodtørsten, som pludselig måtte dukke op i ham igen, ved at have hende tæt på sig, og derfor havde han også trukket sig adskillelige skridt tilbage. Det var ikke fordi han beskyldte hende for at have været sammen med den kongelige rådgiver, skønt han ganske vidst under deres adskillelse havde spekuleret over om hun havde fortrudt og var gået tilbage til de andre mænd, men han vidste ikke helt hvorvidt man kunne stole på kongehuset, hvor han heller ikke helt vidste om den nye konge kunne styre et helt land. Ganske vidst havde Enrico været den dvasianske trone loyal i mange år, men når det kom til hans kærlighed, så ønskede han bestemt ikke at nogen skulle kræve noget af hende, derfor ville han også selv helst have gjort det, da hun så ikke stod nogen i gæld. Ordene var dog noget som både kom bag på ham og alligevel lettede ham. Han rynkede let på næsen. ”Det lyder næsten for let,” mumlede han let for sig selv, for.. ville manden virkelig sætte så meget på spil for en fremmed kvindes skyld? Han selv havde for nogle korte år været alkymist, så han vidste hvor meget det krævede af en, hvor han vidste hvor farligt det kunne være, derfor så lød det næsten for godt til at være sandt, men måske det bare var sådan det var? Han vendte let blikket mod sin hånd, hvor han holdt flasken, inden han så mod hende igen, hvor han ikke kunne lade vær med at se en anelse ærgret på hende. Han trak let på skuldrene. ”Det var en eliksir, der muligvis ville have gjort dig til elver igen,” fortalte han roligt, dog uden at kunne skjule den skuffede undertone, da han jo faktisk havde set frem til at give hende den og være den som gjorde hende ’normal’ igen. Han kunne jo så trøstes ved at han havde fundet et hjem til dem og et nyt arbejde, for det måtte hun vel også blive glad for at høre, når de nu skulle starte et nyt liv op? Han sukkede let. ”Men den er der tydeligvis ikke brug for mere,” tilføjede han i en mumlen, som han hævede hånden og kylede flasken ind mod et træ nogle meter fra dem, hvor den grønlige væske måtte glide ned over træets ru bark. Han vendte blikket mod hende igen, hvor han stak hænderne i lommerne. For meget korte millisekunder måtte han spekulere over hvad han skulle sige, da han jo faktisk inderst inde var glad for at se hende igen og han ønskede ikke at det hele skulle ødelægges, fordi han ikke lige blev skyld i at hun blev mørkelver igen. ”Men jeg har savnet dig. Og tænkt på dig, hver nat,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil, hvor han ikke tog de klare, ekstraordinære øjne fra hendes smukke ansigt, der nu havde fået kulør.

[Deleted]

Det overraskede ikke Denjarna, at Derick muligvis anså hendes betaling for at være lidt for simpel, for den havde skam også overrasket hende. Hun havde hørt historier om, hvor lumske alkymisterne kunne være, så hun havde frygtet intet mindre end det værste. Så da Enrico havde sagt, at hun bare skulle yde ham en smule assistance og være kongehuset tro, så havde det kommet direkte bag på hende. Det havde dog været en positiv overraskelse, da det havde været en simpel opgave at udføre. Som assistance havde hun ikke skullet gøre andet end at hjælpe ham i seng, og give ham en flaske, og det havde hun klaret på kort tid, inden hun havde fået lov til at gå. Han havde også ønsket, at hun var kongehuset tro, og det forekom hende heller ikke så slemt igen, da hun altid havde boet i Dvasias, så hvorfor skulle hun ikke også støtte regeringen? Hun ville selvfølgelig bakke en smule tilbage, hvis de begyndte på vanvittige ting, men det var vel også kun acceptabelt? Hun havde nemlig ikke i sinde at bryde sine egne ideologier. ”Det var, hvad han bad om, og andet får han skam heller ikke,” svarede hun kortfattet, skønt han muligvis ikke havde henvendt sig til hende med sine ord. En anelse undrende betragtede Denjarna Derick, som han fremdrog en flaske fra sin lomme. Hvad den skulle bruges til, anede hun ikke, eftersom hun ikke mindedes at have set ham med sådan en flaske før. Hun var dog også nysgerrig, da den muligvis kom fra hans mission. Det måtte også helt minde hende om, at hun faktisk ikke vidste, om han var fri eller ej. Han havde jo skubbet hende fra sig, og ignoreret hendes ord, som hun havde spurgt ham, om deres fremtid sammen var nu. Hun håbede inderligt, at det var sådan, men han gjorde hende helt nervøs, når han reagerede sådan her over for hende. Hun kommenterede det dog ikke, da hun samtidig frygtede, at han blev sur, hvis hun sagde noget. Han var nemlig blevet vred på hende, hver gang hun havde stillet ham et ukomfortabelt spørgsmål, da de havde mødt hinanden blandt ruinerne. ”..Er du sur på mig, fordi jeg selv fandt en vej til at blive mørkelver?” spurgte hun undrende, hvor hun helt kunne mærke, hvordan det måtte vække noget irritation i hende, for han kunne da ikke forlange, at hun selv gjorde et forsøg, når det var hendes drøm. Hun blinkede let med øjnene, som han kylede flasken ind i et træ, hvor hun ligeså tydeligt kunne se, hvordan den splintredes og væsken faldt ud. Hun forstod ikke hans opførsel, og det begyndte at irritere hende, skønt hun fandt det sødt af ham, at han havde ledt efter en kur for hendes skyld. Igen blinkede hun med øjnene, da han pludselig sagde, at han havde savnet hende. Det var en sand lettelse at høre, men det fjernede ikke den forvirring hun følte, for hvorfor trak han sig sådan væk fra hende? Det varmede dog at høre, at hun hver nat havde været i hans tanker, for han havde været i hendes. ”Jeg har også savnet dig..,” svarede hun ærligt i en dæmpet tone, som hendes blik igen måtte falde på hans ansigt, som han pludselig virkede hende mild igen. Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe. ”Vil du ikke nok komme tættere på? Du skræmmer mig, når du sådan viger bort fra mig..,” sagde hun stille. Det var ikke fordi, at hun var bange for ham, for det var hun bestemt ikke. Han skræmte hende på den måde, at hun frygtede, at han havde fortrudt af være hende tæt, hvor hun selv ikke ønskede andet, end at de var sammen.

[Deleted]

Derick var ikke videre sikker på om Denjarna havde fået alt med i den betaling, da den næsten forekom ham alt for enkel og simpel til at det kunne være muligt, men på den anden side var hun heller ikke dum og hun havde vel ikke indgået en aftale, hvis der havde stukket mere under? Et sted var han jo næsten usikker på hvor meget hun ønskede det, og hvor villig hun var til at blive det igen, han kunne jo så kun håbe på at det ikke ville få konsekvenser for dem, for hvis hun havde problemer, så gav det automatisk ham problemer, da hun var hans kæreste, hans elskede, og han ville gøre alt for at holde hende sikker! Han nikkede roligt til hendes ord. ”Udmærket,” endte han roligt, som han jo måtte tro på hende, når hun fortalte ham det, hvor han naturligvis også kun var glad for at der ikke skulle mere til, for at hun havde fået sin drøm opfyldt, for han vidste jo godt hvor meget det måtte betyde for hende, da hun jo trods alt var født ind i mørkelverracen, hvor hun tilmed havde været leder for racen, og det var også den kvinde han havde forelsket sig i, så naturligvis måtte han erkende at hun var smuk som aldrig før, da det klædte hende med lidt kulør i ansigtet igen, hvor hun så helt så.. livlig ud. Blikket gled fra eliksiren og hen til hende, da hun spurgte om han var sur fordi hun selv havde fundet en vej, hvor han kort betragtede hende vurderende, inden han rystede på hovedet. ”Jeg er ikke sur Denjarna. Det glæder mig at du fandt hvad du ville have, jeg er glad på dine vegne. Men jeg ville da ikke have noget imod at have været den som gjorde dig mørkelver igen,” svarede han sandfærdigt, hvor han ved det sidste, vendte blikket mod det træ der stod ved hans side, inden han kort lod sin hånd løbe over stammen. Han var skam glad på hendes vegne, men kunne man bebrejde ham for at ville være ’redningsmanden’? Han ville gerne være grunden til at hun smilede lige netop over den ting, da han vidste hvor inderligt hun havde ønsket det, da det vel var hendes største ønske? Han kunne dog godt fornemme at hun blev irriteret, skønt han dog ignorerede det, da hun ikke havde gjort noget galt. Han sendte hende et mildt smil, som hun sagde at hun også havde savnet ham, hvor han lod de violette øjne finde hendes smukke sølvgrå. Han havde savnet alt ved hende, hvor han også så frem til at de skulle starte et nyt liv op sammen. Han skulle til at tage et mere end villigt skridt imod hende, da han stoppede sig selv midt i bevægelsen, tøvede og derefter trak foden til sig igen, hvor han bed sig en anelse i den bløde underlæbe, da hun begyndte på at han skræmte hende, når han begyndte at vige bort. ”Det er for din egen skyld Denjarna,” svarede han en anelse afvigende, som han igen lod blikket søge rundt i skoven. ”Jeg har ikke helt styr på min blodtørst endnu, og jeg ønsker ikke at gøre dig ondt. Desuden så overvældede det mig at du var levende,” tilføjede han stille, som han langsomt så mod hende igen, hvor han skam havde lyst til at gå hen og slå armene omkring hende for at skænke hende det mest lidenskabelige og dybeste kys som man overhovedet kunne, men han var bange for at han mistede kontrollen.

[Deleted]

Denjarna var skam ingen dum kvinde, så hun havde overvejet situationen grundigt, inden hun havde ladt alkymisten kaste sig over hendes forvandling. Det kunne godt være, at det var lidt for tillidsvækkende at lægge sit liv i en fremmed mands hænder, men hun havde om end ikke stolet på hans ord, hvor hun samtidig også var blevet skubbet fremad af sin drøm. Hun frygtede dog ikke, at hun ville blive ramt af nogen uventede konsekvenser, efter at Enrico havde hjulpet hende, for hun ville ikke give ham mere, end hvad deres aftale havde lydt på. På den front havde hun skam modet til at sige fra, da hun ikke havde i sinde at blive skubbet ind i noget, hun ikke kunne være herre over længere. Forvandlingen havde dog fundet sted nu, og nu måtte hun bare vente og se, hvad hendes loyalitet skulle gå til. Det var dog ikke det hun funderede mest over, da Derick fyldte det meste af hendes sind og hjerte. Hun havde savnet ham, og nu ønskede hun bare, at de kunne være sammen, som de havde aftalt. At han så også lod hendes betaling ligge, passede hende derfor fint. Nysgerrigt vendte hun dog blikket mod ham, som hun måtte spørge ind til, om han var sur på hende, over hendes forvandling. ”Jeg ville heller ikke have haft noget imod, at du kunne have udført procedure.. Jeg bryder mig ikke om at søge til fremmede, og stå dem i gæld trods alt,” sagde hun roligt, inden hendes blik let gled fra den knuste flaske og tilbage på hans smukke ansigt. ”Hvor havde du den flaske fra, Derick? Og hvordan kunne du vide dig sikker på, at den virkelig ville have hjulpet mig?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Hun havde trods alt aldrig set ham med eliksirer, så det kom bag på hende, at han havde holdt en nu. Hun var dog en anelse skeptisk over dens virkning, skønt hun ville have elsket, at han havde kunnet hjælpe hende i stedet for Enrico. Hun havde dog været fuldt ud tilfreds med Enricos hjælp, da han havde været yderst professionel, samt det tydeligvis havde virket. Mere bedte hun ikke om. Hun elskede følelsen af sit hjerte, der nu bankede blidt imod hendes bryst, samt kuløren der var gledet over hendes hud, hvor hendes kinder i øjeblikket var en anelse rosa af kulden. Det havde de ikke været i umindelige tider! Som han skulle til at træde over til hende, måtte hun helt sende ham et håbefuldt blik, for hun ønskede intet andet end at holde ham i sin favn, og kysse ham. Da han så stoppede, som han ikke rørte sig ud af flækken, falmede håbet drastisk fra hendes sølvgrå øjne. Hun forstod ikke hans handlinger, hvor hun også skulle til at sige noget til ham, indtil han lukkede munden på hende.. Han kunne ikke klare at være hende tæt på grund af blodlysten.. Hun bed sig selv i læben, som det denne her gang var hendes tur til at vende blikket væk fra ham. Hun havde end ikke overvejet denne mulighed. ”Hvor er jeg dum..,” mumlede hun lavmælt for sig selv, inden hun vendte blikket mod hans ansigt igen. ”Jeg troede ikke, at det ville være et problem for dig, eftersom det ikke var det før i tiden.. Det skal nok komme tilbage igen med tiden. Det er jeg sikker på.. Jeg ved desuden, at det aldrig kunne falde dig ind at bide mig,” sagde hun stille.

[Deleted]

Selvom Derick havde veget tilbage fra hende, så var han skam glad for at se hende, som han var glad for at hun var hos ham igen, og nu kunne de jo starte et nyt liv op! Det var dog kommet bag på ham at hun havde været mørkelver, hvor det også havde været overvældende, skønt det hjalp at være hende lidt på afstand, til hans krop affandt sig med det. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, da han elskede hende og kun ønskede hende det bedste. Han ville ikke have andre end hende, men han ville bestemt heller ikke lade hende komme til skade på grund af ham, for så tilgav han da aldrig sig selv! Aldrig havde han bidt hende, som han altid havde kunnet styre sig, men efter at have været levende, så var det en omvæltning at blive vampyr igen, da alt var så meget anderledes, ligesom sulten også var. Han studerede hende ganske roligt, som alt ved hende var tydeligt for ham at hun var mørkelver igen, hvor det også var et syn som han måtte nyde. Det var denne kvinde han havde forelsket sig i, i sin tid, og selvom de havde haft en meget lang og bombet vej, så fortrød han ikke noget som helst, da de endnu engang havde hinanden og skulle til at starte et liv op med hinanden og forhåbentlig ville det gå godt denne gang. Betalingen lod han dog ligge, da sket var sket og det kunne de jo ikke ændre så meget på. Han nikkede blot til hendes første ord, uden at han svarede på dem verbalt. Han så mod hende, da hun spurgte ind til flasken og hvor han havde den fra, hvor hun næsten kunne lyde helt til at tvivle på ham og hans intentioner. ”Jeg fik den af en tidligere alkymist, men jeg må indrømme at jeg ikke helt ved om det ville have været nok,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, som han vendte blikket mod det træ, hvor han havde kastet flasken imod. Han havde fået den af Ezekiel, som havde hjulpet ham på mange måder med sit lille problem, hvor han også havde hjulpet manden i retur, som de begge var nået et skridt tættere på det som de ville have. Han var nu en fri mand og kunne gøre hvad han ville, hvor han kun havde set frem til at starte et nyt liv op med Denjarna, som han også havde fået bygget et hus til dem, så selv de var et skridt tættere på det de ville have sammen. Han kunne ikke vente med at vise hende det! Han lagde godt mærke til at håbet i hendes blik måtte falme helt, da han valgte at blive stående, hvor han så en anelse skamfuldt ned i jorden, da han fortalte at han ikke helt havde kontrol over sin blodtørst, da det jo desværre var sandt og mest af alt havde han jo bare lyst til at holde hende tæt og dog ønskede han heller ikke at gøre hende ondt. Han rynkede let brynene, som han vendte blikket mod hende igen. ”Du er ikke dum Denjarna. Du har jo trods alt ret i at jeg altid har kunnet kontrollere det, så det har aldrig været et problem, men igen er det nyt for mig at være vampyr, efter at have været levende, så.. jeg skal bare vænne mig til det igen,” forklarede han roligt, hvor han langsomt måtte vove sig tættere på hende, hvor han forsigtigt løftede sin hånd og strøg den over hendes ene arm. ”Du er så smuk.. min elskede mørkelver,” hviskede han kærligt, som han vendte blikket mod hendes.

[Deleted]

Nysgerrig var Denjarna efter at vide, hvordan han havde fået fingrene i denne eliksir. For ligesom hun aldrig havde omgået alkymister, så havde han heller ikke.. Det havde han i hvert fald ikke gjort i den tid de havde været sammen, og de havde jo været sammen i lang tid. Hun kendte dog ikke til hans liv, da hun selv havde været under tortur, og hun ønskede heller ikke at høre om det. Hun tvivlede nemlig på, at det kunne bringe hende nogen former for glæde, da han allerede havde fortalt hende, at han havde brugt den tid med Elanya. En kvinde hun altid havde hadet. ”Hvad måtte du give for denne eliksir? Jeg ved jo, at du ikke har penge, så hvad måtte du gøre for at få den?” spurgte hun en anelse bekymret. Det kunne godt være, at den alkymist havde været en ordentlig person, men han var faktisk den eneste ordentlige alkymist hun nogensinde havde hørt om, så hun måtte helt frygte, at Derick havde gjort noget forfærdeligt for at få fat i den. Det var dog rørende, at han havde skaffet den til hende, da det i sandhed viste, at han lyttede til hende, og at hun betød noget for ham. Derfor havde hun det lidt skidt med, at eliksiren bare måtte gå til spilde, som den nu lå knust i skoven, men på den anden side, så tvivlede hun faktisk også på, om den virkelig ville have virket. ”Men ud fra, hvad jeg oplevede under processen, så skulle der langt mere end en eliksir til at forvandle mig tilbage.. Jeg drak rigtigt noget inden det hele gik i gang, men derefter sagde rådgiveren en lang remse, der gjorde ham ufatteligt træt.. Det forekommer mig derfor underligt, at det skulle hjælpe bare at drikke den der,” sagde hun stille. Det var på ingen måde for at nedgøre hans forsøg, men hun var ærlig talt i tvivl om, at en flaske kunne gøre alt det Enrico havde gjort. Hvis den kunne det, så forstod hun nemlig ikke, hvorfor han ikke bare havde gjort det, da det forekom langt lettere. Som de kom ind på grunden til, hvorfor han ikke kunne være hende tæt lige nu, så hun ikke hans skamfulde blik, da hun selv så væk. Som han nu havde givet hende grunden til det, anså hun sig selv for at være en idiot, for hun burde vel have gættet sig frem til, at meget havde hændt ham, efter at han var blevet vampyr igen. Hun havde dog ikke spekuleret over det, da hun altid havde tænkt, at hans kærlighed til hende var for stor til, at han kunne gøre hende ondt. Derfor følte hun sig dum, da han jo i bund og grund ikke var anderledes end andre vampyrer. ”Jeg overvejede bare slet ikke, at det kunne være et problem for dig.. Slet ikke når du selv var interesseret i at gøre mig til mørkelver igen.. Det havde jeg for stor en tiltro til dig til at tænke på,” sagde hun stille, som hendes blik igen måtte hende hans. Nysgerrigt rettede hun en smule på sig, hvor hun lod sine arme falde slapt ned af sine sider, som han pludselig tog mod til sig, og nærmede sig hende igen. At han så gav hende den kompliment, at hun var smuk som mørkelver, lyste smilet og de sølvgrå øjne varmt. Skønt hans berøring var kold mod hendes arm, skød varmen alligevel igennem hendes krop, hvor hendes hjerte også måtte slå et slag over. Det hele måtte flyve af sted for hende, som han endelig fandt modet til at røre hende, hvilket var en lettelse uden lige. ”Du aner ikke, hvor meget jeg har lyst til at kysse dig lige nu,” sagde hun dæmpet i en morende tone.