Looking for my love

[Deleted]

Det kunne meget vel ligne, at der herskede den fineste ro og orden mellem Denjarna og Derick, som de gik hånd i hånd og snakkede og smilede til hinanden. Det var dog blevet bevist, at det hele lå på en knivspids, som det ikke var mange minutter siden, at Derick havde dummet sig med et forkert ordvalg, som han havde valgt at nævne nattens rædsler. Det smertede Denjarna dybt, at det nogensinde var hændt, da det måtte være en af hendes største skrække. Det var også kommet helt uventet, som han havde formået at tage hende på sengen, da han havde bidt hende. Hun havde nemlig ikke ænset, hvad der var ved at ske, da de havde befundet sig i øjeblikket, som hun blot var fulgt med strømmen af deres hede ønsker. At det så var endt galt, var der ikke længere noget at gøre om på, men for fremtiden kunne de kun håbe, at det ville falde til jorden igen. Selv forsøgte hun at forekomme åben overfor ham, som hun holdt hans hånd og gik, og snakkede med ham, skønt hun nærede en vis nervøsitet for sin elskede. Som han sendte hende et uskyldigt smil, rystede hun blot på hovedet af ham, da hun vidste, at han ikke var uskyldig. Han var en mand der altid vidste, hvad han gjorde, samt han var en mand, der nød at drive gæk med folk. I hvert fald med hende. At de sødeste ord så skulle forlade hans mund, havde hun ikke just regnet med, og det kunne man også se, som hendes mine blev overrasket, men alligevel var det klart at se i de sølvgrå øjne, at hun var rørt. Smukke var hans ord, da han ikke bare kaldte hende for smuk og unik, som mange andre gjorde, men faktisk kom med en dybere betegnelse for hende og for deres forhold. Hun bed sig selv blidt i underlæben, som hendes øjne blev lettere blanke, men det gjorde også kun, at hun fik et endnu mere lykkeligt skær over dem. ”Det lyder som en rimelig god start, efter to århundreders manglende komplimenter,” sagde hun stille, hvor hendes stemme næsten kun var en hvisken, da han havde gjort hende tør for ord. Hvad kunne hun desuden sige nu, der kunne overrumple hans? Hun ville i hvert fald mene, at han havde lagt en skyhøj standard. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg kan sige til dig, uden at jeg vil lyde som en tåbe, efter at du har sagt noget så kønt. Men det jeg ved med sikkerhed er, at jeg har elsket dig, siden jeg så dig allerførste gang på kroen. Jeg ved ikke, hvad der førte os sammen, men som vi mødtes, vidste jeg, at jeg ikke kunne fortsætte mit liv, uden at jeg vidste, at jeg havde dig ved min side. Siden den nat, har jeg elsket dig ustoppeligt, som to århundreders adskillelse end ikke kunne få mig til at glemme et øjeblik med dig,” sagde hun ærligt og med en varm røst, hvor hun konstant lod blikket hvile på hans ansigt, mens hun smilede mildt til ham. Deres kærlighed kunne måske forekomme et show for mange, som de havde nogle gevaldige op- og nedture, men Denjarna var mere end sikker på, at de måtte være ment for hinanden, hvor hun heller aldrig ville stoppe med at elske ham. ”Jeg vil faktisk kun være din lillemor, hvis vi bruger din betegnelse,” svarede hun morende og sandfærdigt. Den egentlige betegnelse passede ikke just til hende, men hans version passede hende skam perfekt. ”Har du da et problem med, at vi kan være skabt for hinanden?” spurgte hun roligt. Selv troede hun skam på, at der måtte være en dybere mening med alt dette, hvor hun ikke tvivlede et sekund på, at de var ment for hinanden. Som han hentede en rose til hende, var det vidst ikke svært at ane, at den gjorde hende glad. Kysset spekulerede hun heller ikke videre over, som hun bare trykkede sine læber mod hans og nød følelsen. Som han slog armene om hende, måtte hendes hjerte banke en anelse, skønt hun ikke trak sig væk. Med et dæmpet og nydende suk, slog hun roligt øjnene op igen, som han brød kysset. ”Du må da altid kysse mig,” hviskede hun stille, mens hun så ham ind i øjnene. Det var trods alt kun de heftige kys, hun fik det dårligt af, hvor et blidt kys som dette godt kunne gå i ny og næ.

[Deleted]

Mange problemer havde de altid haft, som der stort set altid havde været modgang, det var kun da de havde isoleret sig at de faktisk havde formået at leve lykkelige i et par årtusinder, indtil alt var gået galt igen, da han var blevet trukket tilbage til døden, efter at have snydt den, da han var kommet tilbage som dødsengel, hvor hun var blevet kidnappet af dæmoner og der var hun blevet tortureret igennem et par århundreder, hvor han havde været død og da han var kommet tilbage havde han fået at vide at hun var død og han havde heller ikke kunnet finde et eneste spor efter hende, men naturen havde også ændret sig. Men selvom de havde været adskilt for så mange år, så stod de her endnu, selv efter et halvt år, hvor han var blevet kidnappet, stod der her endnu og var endnu et par, hvilket vel også måtte betyde noget? Deres kærlighed havde altid været stærk, og det var noget som han faktisk var stolt af. Det var ganske vidst ikke de normale komplimenter han kom med, da han begyndte sin talestrøm, men det så ud til at det var ord der ramte perfekt ved hende, hvilket var noget som gjorde ham glad. Han så godt hvordan hun helt fik tårer i øjnene og fik et lykkeligt skær, hvor han måtte erkende at han havde savnet at se det skær i de smukke sølvgrå øjne, særligt med det som var sket. Han trak muntert på smilebåndet, da hun så sagde at det var en god start på de to århundreders adskillelse. ”Godt. Men jeg siger dem ikke kun for at sige dem, men fordi jeg mener dem,” forsikrede han hende roligt, som han løftede hendes hånd og kyssede hendes håndryg. Han kunne ikke mene sine ord mere end hvad han gjorde, som de kom lige fra hjertet. At hun så selv begyndte, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han lyttede nysgerrigt til hvad hun havde at sige. Hendes ord rørte ham også, hvor han ikke kunne lade vær med at smile varmt til hende og trykke omkring hendes hånd, hvor selv han fik et glimt i blikket. ”Jeg synes du sagde det helt rigtige,” hviskede han kærligt, som han smilede varmt til hende, da hun selv havde sagt at hun ikke kunne overrumple hans ord, men det var så heller ikke nogen konkurrence, men ærlig snak, og han nød at høre hendes ord, som det klart var noget han havde brug for med det som var sket. Han måtte slippe en munter latter til hendes ord, da hun sagde at hun kun ville være hans lillemor, hvilket fik ham til at smile muntert til hende. ”Se bare.. jeg sagde jo at det ikke var slemt at være min lillemor. Men det er jeg kun glad for,” svarede han muntert. Ganske vidst var hans betegnelse af lillemor ikke det rigtige, men så længe hun kunne lide den han havde, så var han glad. Han så roligt mod hende og rystede på hovedet. ”Nej.. jeg synes det lyder helt perfekt, hvis vi er skabt for hinanden,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. At hun så kyssede ham, da han kom med rosen, var noget som fik varmen til at sprede sig i hans krop, skønt han måtte bryde det. Hendes nydende suk fik ham også til at trække på smilebåndet. Smilet blev dog erstattet af et grin til hendes ord. ”Det er jeg da kun glad for at høre, men det var nu ikke det jeg mente,” svarede han muntert, som hans smil blev varmt, „jeg har savnet de små ting, såsom at kunne give dig blomster.”

[Deleted]

Man kunne roligt sige, at Derick havde ramt rigtigt med sine ord, da Denjarna slet ikke kunne styre det lykkelige skær i sine sølvgrå øjne. Ordene varmede hende, hvor man roligt kunne sige, at det var ord som disse, at hun havde haft brug for at høre. Rart var det også, at han havde sagt noget dybsindigt, i stedet for at gå med det der var simpelt og ligetil. Det viste også blot, at de havde noget på et dybere plan, og også det måtte forekomme som en lettelse for hende, da det fik det hele til at virke helt specielt. Hun græd dog ikke over hans ord, da hendes øjne kun nåede til det blanke stadie, fordi han rørte noget dybt inde i hende. At han så sagde, at han skam mente sine ord, trak hun en tand mere på smilet, da hun skam var udmærket klar over, at han talte ud fra sit hjerte. Det var også derfor, at ordene betød noget for hende, da hun vidste, at de var ærlige. ”Tror du ikke, at jeg ville vide det, hvis du løj over for mig, kære? Jeg kan skam godt se, når du mener dine ord, og ikke gør,” sagde hun roligt, og smilede morende til ham. Hun mente det dog, da han måtte være som en åben bog for hende, og det morede hende også. Varmt sendte hun ham et smil, som han løftede hendes hånd, så han blidt kunne kysse den. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde hun mildt og dæmpet, som han godtog hendes ord, der også måtte komme fra hendes hjerte. Blidt gengældte hun klemmet om hans hånd og smilet, inden hun roligt så frem for sig igen. Det var dejligt at gå sådan her med ham, da hun bare havde savnet for dem at være et par, og det var præcist sådan de opførte sig lige nu, så det kunne ikke være bedre. Det var længe siden, at de havde fået lov til at elske hinanden, som de virkelig gjorde, og derfor måtte dette også glæde hende, selvom hun vidste, at de endnu ikke havde løst deres problemer. ”Det gjorde du jo,” medgav hun i en munter tone. Hun ville skam altid elske og værdsætte ham, samt hun ville nyde, at han gengældte de følelser. Derfor var det bestemt ikke slemt at være hans lillemor, som han så fint valgte at beskrive det. At han så medgav, at det var en god ting, at de måtte være skabt for hinanden, trak hun varmt og tilfredst på smilet. Hun var selv sikker på, at der var en dybere årsag til deres forhold, siden de aldrig veg fra hinandens side, lige meget hvad der hændte dem. Hun tvivlede også på, at de nogensinde ville blive adskilt for alvor, da de nærmest fungerede som to magneter der blev tiltrukket af hinanden. Lige meget, hvad der skete, og lige meget hvor længe de var adskilt, så fandt de altid hinanden i den sidste ende, og gik tilbage til det punkt, de havde sluppet fra. Nemlig at være sammen. Som han lagde panden mod hendes, så hun roligt ind i hans smukke violette øjne med et kærligt skær. Hans ord gjorde hende dog nysgerrig, hvor hun tålmodigt ventede på, at han nåede frem til sit egentlige svar. Morende og varmt trak hun på smilet, som han sagde, at han havde savnet at give hende blomster, hvor hun i øjeblikket blidt holdt om den rose, han havde foræret hende. ”Så er det godt, at du har masser af tid til at gøre det fra nu af. Jeg går nemlig ingen steder,” sagde hun mildt.

[Deleted]

Selvom tingene egentlig var galt mellem dem, fordi Derick havde bidt hende, så var det faktisk rart at de kunne gå og holde hinanden i hånden, som deres fingre var sammenflettede, hvor det var rart at de kunne give hinanden søde ord og en verbal bekræftelse som også skulle til af og til. Han ville kæmpe for dem og deres forhold til sine dages ende, nu hvor de var sammen igen, da han elskede hende og hun var den eneste person, der havde denne enorme betydning for ham. Hun var en fantastisk kvinde og selv guderne måtte misunde ham for at have hende ved sig, men han var ligeglad, for det eneste der betød noget var at de havde hinanden og så kunne alle andre være ligegyldige. At hun blev rørt af hans søde ord, var noget som glædede ham, da det trods alt kom fra hjertet og han måtte mene hvert et ord. At hun så kommenterede at hun vidste hvornår han løj for hende og ikke, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Han var vel en åben bog for hende? Som det også gik den anden vej. ”Det ved jeg godt, jeg.. vil bare have at du ikke tror at jeg sagde dem fordi du bad mig om det, men fordi jeg netop mener dem,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Hendes egne ord var dog også noget som varmede ham, da det også var rart at få det bekræftet verbalt, skønt han vidste at hun elskede ham, men derfor ville han aldrig blive træt af at hun sagde det. At hun gengældte hans klem, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor tingene også virkede lidt bedre mellem dem, skønt han vidste at det endnu var galt, eftersom det ikke bare blev healet på et par timer, det tog tid, men han var skam forberedt på at få hende gjort rolig og glad igen, så de igen kunne være lykkelige som de altid havde været. Han sendte hende et muntert smil, som hun medgav hans ord om at det var godt at være hans lillemor, hvilket var noget som måtte more ham, da hun før havde sagt at hun aldrig blev en lillemor og dog så sagde hun nu at hun gerne ville være det. Han vidste dog godt at det var fordi at hans betegnelse af lillemor var forkert. At hun så smilede varmt og tilfredst, da han medgav at de var skabt for hinanden, fik ham til at trække på smilebåndet, da det bestemt ikke ville gøre ham det mindste, hvis de var skabt for hinanden, da det kun gjorde deres kærlighed endnu mere unik. At de så stod med panderne mod hinanden og så ind i hinandens ekstraordinære øjne, var noget som gjorde ham helt varm indeni, da det var rart at stå med hende på denne måde, hvor han endnu havde armene omkring hende. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han svagt nikkede. ”Godt.. for jeg ser frem til at forkæle dig, værne om dig, og gøre alle små ting, som gør dig glad,” svarede han sandfærdigt og med en varm røst, som han ikke tog blikket fra hende. Han kyssede blidt hendes pande, inden han valgte at slippe hende, som han tog omkring hendes hånd og gjorde et hovedkast mod vejen. ”Kom.. vi kan sikkert få et lift snart,” svarede han mildt, som han flettede fingrene ind i hendes igen, hvor han førte hende ud til den større vej, hvor de mange karavaner og vogne typisk kørte forbi til de større veje.

[Deleted]

Denjarna tvivlede ikke et øjeblik på, at han havde ment sine ord, som hun skam ikke beskyldte ham for at tale hende efter munden. Det kunne godt være, at hun havde bedt ham om to århundreders komplimenter, men det havde også kun været for sjov, hvor hun kunne mærke, at hans ord var dybtfølte, hvilket også var det der varmede hende. Hun havde ikke forventet en dybfølt kompliment fra hans side af, som hun egentligt kun havde forventet at høre; at han elskede hende, og at hun var smuk og noget særligt. Derfor havde han taget hende med storm, da han havde givet hende en dybsindig forklaring og kompliment i stedet. ”Jeg kan mærke på dig, når du mener og ikke mener noget, Derick.. Ligesom jeg også ved, at du sagtens kan sige fra, hvis du ikke gider, som du ikke lader dig presses af nogen.. Jeg tvivler desuden på, at du havde givet mig en sådan kompliment, hvis ikke du havde ment dine ord. Det er nemlig kun ord en person, der virkelig elsker en, der kan skænke dem,” sagde hun stille og sendte ham et varmt smil. Han behøvede ikke at frygte, at hun mistænkte ham for noget, da hun havde taget hans ord til sig, hvor de direkte havde fundet vej til hendes hjerte. Selv mente hun også de ord, hun havde sagt til ham, da hun skam ikke bare havde sagt det for at måle sig med ham. Det kunne godt være, at hun havde ønsket at give ham nogle kærlige ord med på vejen, som han havde sagt noget af det sødeste til hende, men det gjorde ikke, at hun mindre mente sine ord, for sådan var det bestemt ikke! Hun mente skam hvert et ord, som hun heller aldrig løj om sin kærlighed til ham. Som de så hinanden dybt ind i øjnene, mærkede hun en indre varme stige i sig. Det var dejligt at have ham så tæt på sig, som det fik hende til at føle sig elsket oven i alle deres problemer, og det var noget hun havde brug for, hvis de skulle klare sig igennem alt det hårde. Hun tvivlede dog ikke at det ville lykkedes dem, skønt det måske kunne forekomme umuligt for mange. Andre forstod sig heller ikke på deres kærlighed, og det kunne også være ligegyldigt, da det kun var de to der vidste, hvordan det virkelig var mellem dem. ”Jeg tror mere, at det er mig, der ser frem til at blive værdsat og forkælet på den måde,” svarede hun varmt. Kortvarigt lukkede hun øjnene i, som han kyssede hendes pande, inden han trak sig væk fra hende igen. Villigt lod hun sine fingre spredes, så de igen kunne holde hinanden i hånden, mens de gik videre på deres vej hen til deres nye hjem. Hun nikkede let til hans ord, inden hun genoptog det raske tempo. Det ville være perfekt, hvis de kunne finde et lift, da hun hellere ville sidde i en vogn med ham, end lade ham bære hende hele vejen. Det ville dog gå hurtigere, hvis han bar hende, men det var jo hendes valg. Som hun så frem for sig mod den store vej de snart ramte, så hun, hvordan en hestevogn kom trillende. Den kom dog den forkerte vej, så det ville ikke være muligt at tage den, men med allerede en set vogn, så kunne der være en god sandsynlighed for, at de ikke behøvede at gå længe, før der kom den næste vogn. Det krævede dog også, at den kørte den rigtige vej, før de kunne tage den.

[Deleted]

Det lignede måske ikke Derick at blive så dybsindig, da han typisk kom med de overfladiske og normale komplimenter, der selvfølgelig var rare at få, men det var også dem hun fik typisk. Han gad heller ikke give hende sådanne dybsindige komplimenter hele tiden, for øjeblikket skulle være rigtigt, ligesom komplimenterne og ordene ville miste deres magi, hvis han sagde dem for tit og derfor ville han hellere vente til sådanne særlige øjeblikke, for at overraske hende, og det var jo også tydeligt at det havde virket, da hun havde fået helt blanke øjne af hans ord, så de havde jo tydeligvis rørt hende og det var også hvad han havde været ude på, ligesom han ønskede at hun skulle vide hvordan han havde det med hende, for det var jo lang tid siden at han havde givet hende sådan en kompliment, eftersom det var over de to århundreder siden. Han endte med at slippe en munter latter til hendes ord. ”Okay, okay.. jeg skal nok tie. Du ved det og det er det vigtigste,” endte han i en varm tone, som han klemte let omkring hendes hænder. Han vidste godt at hun kendte ham godt nok til at vide når han fortalte tingene fra hjertet og når han mente dem, for … hun kendte ham vel bedst af alle folk? Det gik også sådan den anden vej og derfor vidste han også godt at hun havde ment hendes egne ord, og at de ikke var sagt i et forsøg på at måle sig med hans, og det var også uden betydning hvilke af deres ord der havde været flottest, da han havde nydt hendes ord, lige så meget som hun havde nydt hans, for hun havde sagt præcis det som han ville høre, hvor han ikke ønskede det på nogen anden måde. De elskede hinanden og selvom de havde problemer, som sikkert ville fryde mange, så skulle de nok klare sig, for det gjorde de altid. Mange ville nok ikke forstå sig på dem, hvorfor de blev sammen, når de konstant var i modgang og også gjorde hinanden ondt, men hvordan skulle man kunne ignorere og stoppe ægte kærlighed? Der lå noget dybere bag deres kærlighed, det var et stærkt og ubrydeligt bånd og det var jo blevet bevist op til flere gange, som de i sidste ende havde holdt sammen igennem hvad som helst, og de holdt endnu sammen. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, efter han fik kysset hendes pande, hvor han vendte blikket mod hende igen. ”Det skal du også, for jeg er trods alt den bedste til det,” svarede han drillende, som han blinkede muntert til hende, inden han genoptog sin gang. At der kom en modkørende vogn, lagde han godt mærke til, men bed sig ikke videre mærke i det, for den var irrelevant, da den kørte den forkerte vej. De gik heller ikke længe, før der faktisk kom en vogn i samme retning som dem, hvor han roligt vendte blikket bagud. ”Se bare der,” endte han muntert, som han roligt vinkede til føreren, der kørte en halmvogn, med to heste foran. Manden stoppede roligt vognen ved siden af dem. ”Kunne vi få et lift?” spurgte han i en høflig tone, som han så op mod manden, der var en ældre herre og som uden tvivl om fra de mindre landsbyer ude på landet. ”Hvor skal I hen?” spurgte den gamle mand. ”Atterlin.” Det var ikke sikkert at manden skulle samme vej som dem, men et kort lift kunne jo også være godt. ”Jeg skal til en landsby ikke så langt fra Atterlin, jeg kan tage jer med dertil,” svarede den gamle mand og gjorde en gestus til at de kunne sætte sig op bagi halmvognen. Derick gjorde let et hovedkast mod vognen til Denjarna, som han trak hende med om bag vognen, hvor han greb fat omkring hendes hofter og løftede hende op, så hun kunne sætte sig til rette, inden han selv hoppede op at sidde. Han kyssede hende kort på siden af hovedet. ”Vi er klar,” svarede han derefter til manden, som satte gang i hestene igen.

[Deleted]

Denjarna betvivlede ikke ordene betydning, hvor hun ligeså håbede, at han tog hendes ord til sig, da hun havde ment dem fra hjertet, som han havde ment sine. Det var skønt at høre, hvilken betydning man havde for folk, hvor de forskellige komplimenter derfor var rare at få. Hun forventede heller ikke, at han ville komme med alle disse dybsindige forklaringer hver gang, da de skulle komme fra hjertet. Hun tænkte desuden, at de ville miste magien, hvis det blev sagt for tit, hvor man derimod kunne kalde en person for smuk og fantastisk noget hyppigere, da det var standard komplimenter. Muntert trak hun på smilet, som han lod sagen ligge, da han havde fundet ud af, at hun skam godtog hans ord. Blidt strøg hun ham over håndryggen, inden hun vendte det sølvgrå blik frem for sig. Smilet hvilede endnu på hendes læber, som han havde formået at gøre hende i godt humør for nu. Hvor længe det ville vare, måtte tiden jo vise, men man kunne jo kun håbe på det bedste. Hun ønskede i hvert fald ikke at skændes med ham, skønt hun ikke tvivlede på, at det nok skulle komme igen, da hun trods alt endnu følte sig svigtet, efter at han havde brudt hende tillid. Roligt så hun frem for sig, indtil han igen talte, hvor det denne her gang var i en yderst selvsikker tone. ”Jeg erindrer i hvert fald, at du engang var god til det, så om du stadig kan finde ud af det, vil jeg glæde mig til at finde ud af,” svarede hun i en drillende tone og blinkede kækt til ham. Hun tvivlede dog ikke på, at han stadig kunne finde ud af det, da man bare skulle være sammen med den rigtige person, og så kom det hele af sig selv. Blikket lod hun igen pejle fremad, som de nåede ud på den større vej. Åbent var landskabet her, hvor man derfor tydeligt kunne se, hvor man befandt sig, og hvad der kom imod hende. Derfor fik hun også hurtigt øje på den modkørende vogn, hvor det desværre var en skam, at den kørte den forkerte vej. Der gik dog ikke længe, før hun hørte Dericks begejstrede ord. ”Det er måske vores lykkedag i dag,” sagde hun med et lille smil på læben, som hun så tilbage på den vogn, som Derick allerede havde fanget med blikket. Heldig ville de i hvert fald være, hvis de kunne komme med denne vogn, da de trods alt ikke havde nået at vandre længe. Håbefuld så hun til, som vognen trillede op på siden af dem, hvor hun selv hurtigt fangede den ældre herre med blikket. Hun lod dog Derick føre ordet, hvor hun hurtigt fandt ud af, at heldet måtte tilsmile dem, som manden sagde, at han kunne tage dem til en by tæt på Atterlin. Der var måske ikke helt til Atterlin, men hvis ikke det var langt derfra, så var der bestemt ikke noget at brokke sig over. ”Mange tak, hr.,” sagde hun i en taknemmelig tone, som han indvilligede i at tage dem med. Let fulgte hun med Derick, som han trak hende med om til bagsiden af laden, hvor hun lod ham løfte hende op. Roligt tog hun plads på halmen, som hun kom op på vognen, så hun kunne sidde sikkert og komfortabelt. Blidt sendte hun ham et smil, som han kom op til hende og kyssede hende på siden af hovedet, hvor hun selv valgte at gribe om hans hænder, så hun blidt kunne knuge om dem. ”Jeg glæder mig til, at vi når frem, og du kan vise mig, hvad du har fundet til os.. Så vil det hele også langsomt falde på plads,” sagde hun blidt til ham, som hun mærkede, hvordan vognen blev sat i bevægelse igen. Hun var spændt på at nå Atterlin, som han havde lidt af en overraskelse til hende der, så det kunne kun gå for langsomt.

// Out