Looking for my love

[Deleted]

Denjarna betragtede ham med et muntert glimt i øjnene, hvilket helt måtte give hende et friskt og levende skær. Det morede hende, at han sagde, at hun var ved at blive en tand for meget, hvor det bagefter varmede hende at høre hans muntre latter. Det var dejligt at høre, at han havde det godt, samt at de havde det godt sammen. Det hele kunne muligvis krakelere på et splitsekund, men lige nu gik det, og det var det hun allerhelst ville fokusere på, end at frygte hvert et hjørne. ”Hundser med dig?” gentog hun forbavset i en morende tone. ”Og hvad hundsende var der helt præcist ved det? Jeg siger bare, at jeg kan lide at modtage komplimenter, og helt tilfældigt har jeg på fornemmelsen, at du elsker at give mig dem,” svarede hun med et lille morende smil på de lyserøde læber. Til tider kunne hun måske godt være en hundsende kvinde, men kunne man forvente andet af en kvindelige mørkelver, der tilmed tidligere havde været leder af sin race? Hun gik dog ud fra, at han nød hendes stærke og dominerende side, da det altid havde været en del af hende, og det havde han altid vidst. Lederrollen måtte også være en rolle hun savnede, men nu hvor hun var blevet sin gamle race igen, så kunne det muligvis blive muligt at få den igen? Som han spurgte om det hun havde fået serveret smagte, løftede hun roligt sit blik fra tallerknen, som hun havde været ved at tage en bid af æggene, men hun kiggede hun roligt ind i de utroligt smukke violette øjne. Øjne hun virkelig havde savnet at se ind i, som hun havde været vant til, at hun hver nat kunne finde ømhed i dem. ”Det smager skønt,” svarede hun mildt, inden hun tog en bid af sin mad. ”Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet at spise.. Jeg tror næsten, at jeg er den person på jorden der mest værdsætter et måltid, hvor man skal tygge maden,” tilføjede hun i en lettere morende tone, skønt hun også helt måtte mene sine ord, for hun havde oprigtigt savnet følelsen af at sidde med et rigtigt måltid. Underligt havde det dog været at spise lige i starten, da hun skulle vænne sig til at bruge tænderne til at tygge, og ikke bare gennembore en persons kød. Hun havde dog hurtigt vænnet sig til det, hvor hun nu var fuldt inde i spillet igen. ”Det skulle kunne lade sig gøre at lave en del af træ.. Man kan i hvert fald lave bord, stole, sengeramme og et klædeskab. Men visse ting må jeg nok købe, som vi i hvert fald skal have fat i en madras og nogle tæpper, og så må vi vel vente lidt med resten,” sagde hun roligt. Underligt var det nu, at hun skulle flytte fra et hjem, hvor hun kunne have fået alt, hvad hun pegede på, hvor hun nu var nødsaget til at gøre sig store besparelser igen. Hun håbede dog at det gik, men det havde det jo før gjort, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at gøre igen? ”Så ville du fuldstændigt gå til grunde, hvis jeg ikke var der til at fortælle dig, hvad du skulle og ikke skulle,” svarede hun grinende og smilede varmt til ham. Hans ord omkring, at de muligvis kunne se efter et lift, og at de kunne skaffe en hest til hende, når de havde pengene til det, nikkede hun roligt til. ”Vi kommer heller ikke til at gå væk fra hinanden, så du har intet andet valg end at nyde tiden med mig,” sagde hun med et smil, hvor hun strakte sin hånd frem mod ham, så hun kunne ligge sin hånd oven på hans og give den et blidt klem. ”Men hvad mener du med første gang? Og det lyder godt med hesten.. Så slipper jeg for at gå fra destination til destination.”

[Deleted]

Det var rart at de kunne more sig med hinanden, da det hjalp på den ellers så trykkede stemning, ligesom det også var med til at føre dem tættere på hinanden igen og det havde de vidst brug for efter alt som de havde været igennem. Det var underligt at de var tilbage til start, at de skulle til at starte forfra, eftersom de allerede havde gået alt dette igennem før, da de var gået fra kærester til at blive gift, og der havde de levet sammen i et par tusind år og været lykkelige. Det var tider han helt måtte savne, hvor han derfor også måtte se frem til at de igen kunne vågne op til hinanden hver nat, at de igen skulle leve side om side, hvilket også var gået godt sidst, så det ville det vel også denne gang? Den eneste forskel var at de var tilbage i civilisationen, da de sidst havde valgt at isolere sig fuldstændig, så det kun havde været de to, men det ville vel også næsten være en skam hvis de skulle gøre det igen? Meget var de trods alt gået glip af. Han rystede smilende på hovedet af hende, hvor hans smil kun bredte sig derefter. ”Og selvfølgelig nyder du mine komplimenter, da de trods alt kommer fra mig, hvor jeg naturligvis nyder at give dig dem, fordi jeg får dig til at sværme for mig,” svarede han selvsikkert og dog drilsk, hvor han tilmed slap en morende latter. Han holdt af hende og elskede hende, hvor han havde savnet hende frygtelig meget igennem hele den måned han havde skullet undvære hende, hvor det derfor blot var rart at de igen var sammen og kunne more sig med hinanden. Han trak varmt på smilebåndet, da hun sagde at det smagte og at hun havde savnet det, da han godt forstod hende, for han vidste hvor meget det betød for hende at blive mørkelver igen og det havde han også den dybeste respekt for. Han var også kun glad på hendes vegne, da hun havde fået hvad hun ville have og det var fortjent. Han endte med slippe en morende latter. ”Det tror jeg gerne. Men det er også fortjent og jeg er glad på dine vegne, min skat,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et kærligt smil. Han vidste at de var nød til at spare, hvis de skulle få alt til at hænge sammen, da det at de flyttede ind i et nyt hus krævede nye ting, men han vidste at de nok skulle få det hen, for det gjorde de trods alt altid. ”Vi skal nok få det hele hen, desuden så er der et par skind og tæpper, så det behøver du ikke at bekymre dig om,” svarede han roligt. Blikket gled let mod tjeneren, da han valgte at komme med glasset af blod, hvor han roligt tog imod det. Kort gled hans blik mod Denjarna, inden han valgte at tage en tår. Det var hende der havde opfordret ham til at få et glas, hvor han derfor regnede med at hun ville kunne tåle synet af det. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor læberne endte ud i et bredt og morende smil. ”Du har ret. Jeg ville simpelthen være fortabt uden dig,” medgav han morende, hvor han blinkede let til hende. Sandt var det vel på sin vis? Han havde det bedst når han var sammen med hende, hvor det også var her at han havde lyst til at være. ”Jeg har heller ikke andet end lyst til at nyde tiden med dig,” svarede han roligt, som han vendte sin hånd om, så han også kunne gribe om hendes, da hun lagde sin over hans. Han gav sig roligt til at stryge hendes håndryg, hvor han ikke veg blikket fra hende. ”Med første gang, mener jeg at det er første gang at vi skal dele dagen med hinanden, det har vi trods alt ikke gjort før. Og vi skal nok skaffe dig en hest, det vil også være langt mere praktisk.”

[Deleted]

Denjarna havde altid elsket at modtage komplimenter, som hun i den grad var en kvinde der elskede ros. I sin tid havde hun også haft svært ved at modstå rosen, når den kom, men hun var sikker på, at hun nu var i stand til at vende det døve øre til, hvis andre mænd end Derick valgte at komplimentere hende. Hun skulle nok tage den til sig, og sige pænt tak for den, men det var ikke noget hun videre havde i sinde at reagere på. Hun havde nemlig lært af sine gamle fejltagelser, hvor hun bestemt ikke var ude på at gøre sig en gentagelse! Hun tvivlede nu også på, om deres forhold kunne klare en ny affære, da de begge ville brænde op af jalousi, hvis de fandt den anden i en andens arme. Han var trods alt ikke den eneste der var jaloux, da hun skam også altid havde været opmærksom på, hvilke kvinder han omgik. ”De får mig på ingen måde til at sværme om dig!” udbrød hun morende, skønt man vel godt kunne sige, at de fik hende til at sværme en anelse om ham. De havde i hvert fald en effekt der gjorde hende rolig og kærlig. Komplimenterne fik hende også til at føle sig værdsat, som han på den måde kunne udtrykke sine følelser for hende, og hvordan han så hende, og selvfølgelig var hun interesseret i at høre det. Hvis ikke de var der, så ville hun sikkert blive forvirret og tro, at der var noget ragende galt. Hun trak let på smilet, som han brød ud i en latter, hvilket helt gjorde hende varm. ”Man kan roligt sige, at det er noget jeg længe har tænkt på at gøre noget ved, men først nu har fået taget mig sammen til at handle,” sagde hun roligt, som hun måtte hentyde til, at hun altid havde ønsket at være mørkelver, og ikke vampyr. Det var dog først nu, at hun havde fundet det direkte uudholdeligt at være vampyr, som det var gået fuldkomment galt for hende, som hun havde mistet Derick. Derfor havde hun ønsket at være sig selv, og ikke det monster hun for længe siden var blevet forvandlet til. Men selvom hun havde fundet Derick nu, og de formentligt ville være sammen i et godt stykke tid, så fortrød hun på ingen måde sit valg, da hun oprigtigt følte, at dette var det rigtige for hende. ”Men det lyder godt, at der er småting i huset.. Så er vi ikke helt på bar bund,” sagde hun mildt og smilede til ham. Som tjeneren kom tilbage, vendte også hun blikket mod ham, så hun så, hvordan Derick fik serveret sit glas med blod. Hun foretrak ikke en mine, som han drak af det, da hun vidste, at det var sådan her det var. Det at han drak blod nu gjorde også, at hun følte sig en anelse mere tryg omkring ham, da hun så vidste, at han ville fokusere mindre på hendes puls, da trangen ikke var så stor, selvom muligheden var der. ”Selvfølgelig ville du være fortabt uden mig.. Alle der har mødt mig, er fortabt uden mig,” svarede hun i en selvsikker mine og blinkede kækt til ham, inden hun smagte på maden. Man kunne dog næsten sige, at hun havde ret, eftersom hun havde hørt rygter om, at kongen af landet var ved at køre riget i sænk på grund af hende. Det grublede hun dog ikke konstant over, da Derick alligevel måtte fylde størstedelen af hendes tanker, som hun havde fået sit livs kærlighed tilbage. Som han gav sig til at stryge hende over hånden, sendte hun ham et kærligt smil, uden hun slap taget om hans hånd, da det var behageligt at mærke nærkontakten mellem dem. ”Jeg havde helt glemt, at i dag, vil blive den første gang, at jeg får lov til at se dig i solens skær og omvendt. Jeg glæder mig til at se din skønhed i det rum,” sagde hun varmt. Blidt klemte hun om hans hånd, inden hun valgte at udskifte hans hånd med sit glas, som hun tog en tår af frugtsaften.

[Deleted]

Begge havde de lært af fortidens fejl, selvom de ganske vidst begge var jaloux personer, men det var vel også kun forståeligt, når hun havde været ham utro og han havde lagt i med hendes rival? Ingen af dem ønskede at miste hinanden, det var derfor også komisk at de nærede denne mistro til hinanden, når de alt i alt kun ville have hinanden, det burde også blive slået ind i knolden på ham før eller siden. Det hjalp dog at de kunne drille hinanden og more sig igen, eftersom det hjalp på den trykkede stemning, samt det førte deres tanker bort omkring det at han havde bidt hende og det ville han helst ikke sidde og påminde hende om, eftersom han helst bare selv ville glemme det. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Åh jo de gør! Og at du benægter det, beviser kun at jeg har ret!” svarede han i en drillende selvsikker tone, som smilet ikke falmede det mindste. Han vidste at han kunne gøre hende helt forlegen, hvis han sagde de helt rigtige ord på de helt rigtige tidspunkter, og nu hvor hun var mørkelver igen, så var hun jo faktisk også i stand til at rødme, noget som han ville se frem til, eftersom han altid havde nydt at se hende blive forfjamsket og forlegen, velvidende om at han havde sagt det helt rigtige. Han sendte hende et varmt smil, som han klemte ganske blidt omkring hendes hånd, efter at have taget om den, hvor hans øjne let betragtede deres hænder i et stykke tid, inden han så mod hende igen. ”Måske du først har gjort det nu, men om ikke andet, så har vi trods alt altid været lykkelige, om du var mørkelver eller vampyr og det vil aldrig ændre sig. Men dog må jeg indrømme at det klæder dig at have en glød i huden igen, det har jeg klart savnet,” svarede han sandfærdigt, uden at han veg blikket fra hendes smukke sølvgrå øjne. Vampyr eller mørkelver var for ham ligegyldigt, så længe han bare havde hende. Naturligvis kunne han bedst lide at se hende som mørkelver, for det jo hendes føderace og den race hun havde været, da han havde forelsket sig i hende, så det var rigtigst når det var på denne måde, men dog ville han altid elske hende uanset hvad. ”Vi klarer os trods alt altid, og det skal vi også nok gøre denne gang,” medgav han roligt, som han nikkede istemmende til hendes ord. Måske der manglede lidt hist og her i huset, men de havde hvad der var nødvendigt, så det var vel det vigtigste? Hendes selvsikre ord fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Ja.. jeg har hørt at du er noget af en hjerteknuser,” svarede han morende, skønt hans mine alligevel endte en anelse sigende, da det trods alt ikke var et emne han var meget for at snakke om, da han ikke brød sig om at hun omgik andre mænd, men dog ønskede han heller ikke at ødelægge stemningen igen. Som hun slap hans hånd, for at få noget at drikke, brugte ham samme lejlighed til at drikke lidt af sit blod, inden han vendte blikket mod hende igen. Han kluklo ganske let. ”Min skønhed? Du får mig til at lyde som en.. fin ting. Skønheden her er dig, og jeg er mere end sikker på at du vil stråle mere end solen,” svarede han sandfærdigt og dog i en kærlig tone.

[Deleted]

”At jeg siger, at det ikke passer, er ikke ens betydning med, at jeg lyver,” svarede Denjarna morende. ”Tænk hvis jeg rent faktisk mener det, og du så beskylder mig for at lyve? Men på den anden side, så kan det jo også være, at jeg lyver, og at du har ret, men det finder du vel aldrig ud af,” sagde hun drillende, inden hun smilende lænede sig tilbage på sin plads. Hun sværmede skam ikke omkring ham, hver gang han kom med en kompliment til hende, men han kunne skam sagtens få hende til det. Han var desuden den person på denne jord der kendte hende bedst, så i princippet vidste han lige præcist, hvad han skulle sige til hende for at få nogle bestemte følelser frem i hende. Det var nu rart, at hun havde en person, der kendte hende så godt, da det var rart at have den form for nærhed med en, skønt det selvfølgelig også til tider kunne være irriterende. Varmt gengældte hun hans smil, som han klemte om hendes hånd. Hun nød helt følelsen af denne simple, men utroligt nære kontakt med ham. Det var også at tage små skridt, bare at sidde og holde hinanden i hånden, og det passede hende fint, for hun havde brug for at genvinde trygheden omkring ham, og det ville helt sikkert også falde til hans glæde. ”Det har vi altid formået at være. Det er også derfor, at jeg trak mit ønske ud, da det at være vampyr var til at overkomme, da jeg havde dig, og tingene endnu ikke var gået galt,” sagde hun sandfærdigt. Han var skyld i, at hun ikke tidligere havde søgt sit ønske, men det havde passet hende fint på det givende tidspunkt, hvor det hele først havde ændret sig for hende, da hun var blevet kidnappet, tortureret, og sendt ud igen som et vildt dyr. ”Men det glæder mig at høre, at du kan lide mig sådan her.. Det er også som mørkelver, at jeg føler mig helt som mig selv.” Det varmede at høre, at han fandt glæde ved hende som mørkelver, skønt blodet måtte friste ham. Hun ønskede nemlig, at han var glad for hendes valg, og især, når hun selv bedst kunne lide at være mørkelver, selvom hun vidste, at han var en stolt vampyr. Det havde dog før virket mellem dem, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre igen? Desuden, så havde han forelsket sig i hende, som hun havde været mørkelver, så på den måde måtte han vel også bedst kunne lide hende sådan her? ”Det har du ret i,” medgav hun roligt, for de havde rigtig nok altid formået at klare sig, selvom de havde stået over for en del solide mure. ”Du skal bare være glad for, at jeg ikke har i sinde at knuse dit hjerte,” svarede hun drillende, og smilede varmt til ham, da han skulle vide, at han intet havde at frygte, hvor hun heller ikke var ude på at gøre ham skidt til mode. Hun havde heller ikke på nogen måde i sinde at lege med Dericks hjerte. Hun var dog kendt for at være en hjerteknuser, som folk havde det med at falde for hendes person, men eftersom hendes hjerte allerede tilhørte en anden – nemlig Derick – så var hun nødt til at afvise dem. Hun ville dog aldrig gøre noget for at knuse Dericks hjerte igen, da det havde været forfærdeligt at være ham utro, så hun havde ikke i sinde at skade deres forhold mere, som hun kun ville kæmpe for det. Utroskaben havde nemlig også fået hende til at indse, hvor meget hun egentligt elskede ham. ”Nu skal du ikke brokke dig over, at jeg finder dig smuk. Du hører heller aldrig mig, brokke mig over, at du kalder mig for smuk. Men om du vil det eller ej, så er du smuk.. Min smukke kæreste, og jeg glæder mig til at se dig ude i lyset,” svarede hun ærligt og smilede til ham. "Og så må vi jo altid stråle i kap mod solen."

[Deleted]

Derick endte med at rynke en anelse forvirret med øjenbrynene, da hendes ord ikke rigtig gav mening for ham i forhold til hvad han selv havde sagt. Hans hoved søgt let på sned, som han fnes ganske morende af hende. ”Jeg har da ikke kaldt dig en løgner! Jeg siger bare, at fordi du forsøger at benægte det, så er det kun tydeligt at du ved at jeg har ret,” svarede han drillende, som smilet bredte sig på de blege læber. ”Jeg kan få alle kvinder til at sværme om mig, hvis jeg vil, og du er intet undtag!” svarede han selvsikkert, som han slog ud i en drilsk hovende latter, inden han vendte blikket morende imod hende igen. Som hun altid havde været attraktiv blandt mændene, gik det jo også den anden vej med ham og kvinderne, skønt han havde været for præget af mørket til overhovedet at skænke nogen en tanke, da han havde set sig sort på kærligheden, men det var tydeligvis noget som Denjarna havde fået ændret, som hun var hans kur imod mørket, selvom det endnu hvilede i hans indre, for han kunne tydeligt mærke det. Han sendte hende et varmt smil, da hun sagde at han var skyld i at hun havde trukket det ud, fordi det havde været lettere at være vampyr, da hun havde haft ham, hvilket han sådan set godt forstod, han havde dog intet imod at hun var mørkelver igen, ganske vidst havde han bidt hende, men det var jo bare noget han skulle have under kontrol og derefter så kunne alt blive som det havde været før. Han klemte blidt omkring hendes hånd, som han ikke tog de violette øjne fra hende. ”Selvfølgelig kan jeg bedst lide dig som mørkelver, det var trods alt denne kvinde jeg forelskede mig i, på en kro, som vi sidder på nu, ved det samme bord, som vi gør nu,” svarede han sandfærdigt, skønt hans tone endte flirtende, som han havde lænet sig en anelse mere ind over bordet. Deres første møde kunne han umuligt glemme, Det var sjovt nok også i vintertiden at de havde mødt hinanden, så de ville snart passere den dato hvor de havde mødt hinanden for første gang, samt de tilmed var endt sammen som et par den aften. Men det var også mange tusind år siden. At hun sagde at hun aldrig ville knuse hans hjerte, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Det håber jeg så sandelig heller ikke, jeg er trods alt fortabt uden dig, og vi skulle jo nødig have at jeg ender som et vildt dyr, der ikke kan styre sig selv, når du ikke er der til at holde mig i kort snor,” svarede han morende, som smilet bredte sig, inden han tog omkring sit glas og fik mere af den tykke og varme væske ned, hvor han ganske vidst havde smagt det som var bedre, men dette kunne skam sagtens gå an. Han slap en munter latter, da hun sagde at han ikke skulle brokke sig over at hun kaldte ham smuk. ”Men.. smuk er jo noget man kalder en kvinde, ikke en mand, der siger man.. flot, og mit tilfælde er jeg overdrevet lækker,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Smuk fandt han mere som en.. feminin ting, det var noget man enten kaldte en kvinde eller sagde om ting. ”Jeg tror jeg vinder, hvis vi skal stråle om kap i solen, jeg er trods alt så bleg at jeg kan blænde dig med solen, når den rammer min hud,” svarede han morende.

[Deleted]

Hans forvirring anede Denjarna godt, men det var også kun forstående med den kludrede sætning, som hun med vilje var brudt ud i. Smilet falmede på intet tidspunkt hendes læber, som det derimod blev og strålede. ”Når du påstår, at jeg benægter sandheden, så hentyder du trods alt til, at jeg lyver, eftersom du mener, at sandheden er en anden, og at jeg ved det. Og jeg har endnu ikke givet dig ret i noget som helst, elskede,” svarede hun i en morende en morende tone. Blikket holdt hun fortsat på hans pæne ansigt, som hun så ind i hans endnu mere utrolige violette øjne. Selvom hun dårligt nok havde set ind i dem de seneste par århundreder, så føltes det helt vant for hende at se ind i dem, hvor de også gav hende en tryghed og varme, da hun igen var ved den mand, hun elskede. ”Det er desuden dig der sværmer om mig,” svarede hun tilbage i en ligeså selvsikker mine og blinkede kækt til ham. Hun var dog klar over, at han med lethed kunne drage kvinder til sig, men sådan var det trods alt med hende og mænd. Det var også noget der i sin tid havde gjort hende jaloux, da hun vidste, hvor tiltrækkende han kunne virke på kvinder, og derfor havde hun hadet ideen om, at kvinderne muligvis faldt for ham, og at han flirtede med dem, når hun ikke var der. Roligt spiste hun videre af sin mad, inden hun skyllede den ned med saften. Overrasket blinkede hun helt med øjnene til hans ord, hvor hun så sig undersøgende omkring. ”Er det virkelig denne her kro, at det hele begyndte?” spurgte hun forundret. Hvis det virkelig var denne kro, så havde hun det lidt dårligt med, at hun ikke kunne huske stedet, for det havde trods alt været en af de bedste dage i hendes liv, da det havde været den nat, at hun havde mødt Derick, og forelsket sig i ham. Tiden havde dog gjort meget ved hende, hvor torturen havde leget med hendes hukommelse, som den havde fået hende til at glemme en del. Hun huskede dog godt, hvordan deres første møde havde forløbet, som hun endnu huskede, hvordan hun havde siddet alene, og at han havde sat sig ved hende. Så havde de talt, og ved et uheld, var de blevet skubbet ind i et kys, og derfra havde det gået hedt for sig. ”Det er lige præcis det, at jeg tænker. Derfor må jeg hellere blive hos dig, så der er styr på dig,” svarede hun drillende. Blidt valgte hun at lade sine fingre glide over hans håndryg, som hun gav sig til at nusse. Kold var den mod hendes varme hud, men det kunne hun heldigvis godt se bort fra. Hvis hun havde vidst, at hun ikke kunne holde ud af at være en vampyr tæt, så havde hun heller ikke ladt sig forvandles tilbage, da hun trods alt ikke havde haft lyst til at fortsætte uden ham. Hun trak let på mundvigen til hans ord, skønt han fortsat brokkede sig over det faktum, at hun kaldte ham for smuk. Ligeglad var hun dog, da det var det han var i hendes øjne, og hun mente det skam ikke på nogen feminin måde, da der var intet feminint over ham. ”Så er det ærgerligt, at jeg gør, hvad der passer mig, og siden du er så meget imod at blive kaldt for smuk, så tror jeg, at jeg fortsætter med det ord,” svarede hun drillende. Hun måtte dog også selv le muntert, som han kaldte sig for overdrevet lækker, men det var han nu også i hendes øjne. ”Du er da ikke en god gentleman, hvis du bare tager sejren fra mig på den måde.”

[Deleted]

Hendes sætning havde uden tvivl forvirret Derick, hvilket der var en tanke som måtte more ham. Smilet falmede ikke fra hans læber, da det var umuligt, når stemningen var god mellem dem, hvilket kun glædede ham, for det var rart at de ikke skulle skændes konstant, men at der også kunne være lidt glæde og morskab mellem dem. Han trak kun yderligere på smilebåndet, da han næsten kunne tro at hun forsøgte at forvirre ham med vilje. ”Jeg tror at du mistede fornuften, da du blev mørkelver igen, min egen, vi må nok hellere få dig til lægen,” svarede han drillende og morende, som han blinkede let til hende. At hun så fortsatte med at det var ham der sværmede om hende, fik ham til at rystede smilende på hovedet af hende. Lige på det punkt ville de nok ikke blive enige og sandheden var nok den at de sværmede om hinanden, da de sjovt nok aldrig havde kunnet holde fingrene fra hinanden og altid havde de fundet den anden tiltrækkende. Han fandt det også sjovt at de nu var sammen igen, skønt det passede ham perfekt, for det beviste vel bare at de var skabt for hinanden? ”Ha! Du er faldet for mig, langt før jeg er faldet for dig,” svarede han drillende og dog selvsikkert, hvor han ikke tog blikket fra hendes smukke sølvgrå øjne, som han altid havde nydt at se ind i. At hun spiste videre og så endte helt forvirret, fik ham til at slippe en munter latter, hvor han rystede let på hovedet til hendes spørgsmål. ”Nej. Det er ikke kroen. Vi mødtes på en kro i Rimshia.. kan du slet ikke huske det?” spurgte han roligt, hvor hans hoved søgte let på sned. Det var naturligvis mange år siden, men.. ja, han havde aldrig glemt det, det var ganske enkelt umuligt for ham, da det var en af de bedste dage i hans liv. Han kunne endnu smile over deres første møde, hvor det morede ham at de havde været så vilde med hinanden, skønt de havde været flyvske personer begge to, det havde dog heller ikke været meningen at de skulle finde sammen, da de var taget hjem til ham, men sjovt nok var det sket alligevel. ”Det synes jeg da at du skal,” medgav han med et skævt smil, som han mærkede hvordan hun begyndte at nusse ham over håndryggen, hvilket fik det helt til at krible i hans hånd. Rart var det at mærke hendes berøringer på den måde, særligt med det som var sket den forrige nat. Han så dog frem til at de kom til Atterlin, så han kunne vise hende deres nye hjem, hvor han håbede at det faldt i hendes smag. Hendes drillende ord fik ham til at himle let med øjnene. ”Du er jo også min lille rebel, og jeg tror at jeg skal sætte dig på plads, så du bliver påmindet om hvem der bestemmer af os to,” svarede han drillende igen, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. At hun selv slap en latter fik et glimt frem i hans øjne, da det var rart at se hende glad, særligt med det som var sket aftenen forinden, hvor det var rart at høre at alt var godt. ”Det er da ikke min skyld at jeg stråler, så snart solen falder på mig, og at du ikke gør,” svarede han drillende, inden han valgte at tage en slurk af sit glas.

[Deleted]

Det at blive mørkelver igen, havde skam ikke ændret noget psykisk hos Denjarna, og derfor kunne hun kun smile muntert til ham, som han sagde, at hun havde mistet fornuften. Hvis der var et tidspunkt, at hun havde mistet sin fornuft, var det efter al torturen, men det var vel også kun forståeligt. Det at være indespærret, alene og blive tortureret, ændrede jo ens person, og det havde skam også pillet ved hendes. Det var dog ikke særligt tydeligt længere, men hun havde skam fået nogle mén af torturen, som der var visse ting, som hun ikke længere brød sig om. ”Det er skam ikke mig der er forvirret. Det er bare dig der ikke kan følge med mig,” svarede hun drillende og smilede til ham, som han blinkede til hende. Hun nød at stemningen havde løftet sig, skønt hun endnu var plaget af det der var sket. Det beroligede hende dog en anelse, at han drak et glas blod ned, da hun automatisk tænkte, at hendes blod i så fald ville komme ham mindre fristende. Hun vidste dog ikke, hvordan elverblod smagte, så hun anede ikke, hvor berusende lige netop det blod var. ”Som om! Det er dig der kom hen til mig dengang vi mødtes, så ergo måtte du have fundet mig mest tiltrækkende,” fortsatte hun i en sikker tone. Dybest set var diskussionen hende dog ligegyldig, da hun var glad så længe de begge fandt hinanden tiltrækkende, og elskede hinanden, for så havde hun intet at ændre på. Deres kærlighed skulle heller ikke være en dyst, som det derimod bare skulle være dem en naturlig ting, og det var det også for hendes vedkommende. At han så skulle gå hen og gøre hende helt forvirret, brød hun sig ikke just om, da hun helt begyndte at føle sig dum, hvis dette virkelig var den kro, hvor de havde mødt hinanden for første gang. Som han grinte ad hende, så hun også bare fortsat på ham med et spørgende blik, som hun endnu ikke vidste, hvad hun skulle tro. ”Nåå..,” sagde hun stille, inden hun vendte blikket ned mod sin mad, som hun gav sig til at spise noget mere. Helt dum følte hun sig, at hun for et kort øjeblik troede, at de havde mødt hinanden her, men det havde helt lydt sådan på ham, og det kunne jo godt have været muligt, eftersom hun havde mistet meget af sin hukommelse gennem tiden. Torturen havde nemlig på ingen måde været mild ved hende. ”Nu når du siger det, så kan jeg godt huske det. Du forvirrede mig bare med dine ord,” sagde hun roligt og eftertænksomt, hvorefter et varmt smil dukkede op på hendes læber. Sandt var det ikke just, men hun havde det direkte elendigt over det faktum, at hun havde mistet så meget hukommelse gennem tiden, og det havde hun det dårligt med at indrømme overfor ham, skønt Derick sikkert ville være forstående, hvis hun forklarede ham det. Muntert slap hun en latter, som han kaldte hende for en rebel der skulle sættes på plads. ”Jeg kan måske godt forekomme rebelsk for nogen, men af os to, så ved jeg heldigvis, at det er mig der bestemmer i den sidste ende, så du kan roligt hoppe ned af din høje hest,” svarede hun drillende og blinkede til ham. ”Bag en magtfuld mand er der trods alt altid en kvinde, og den kvinde må jo være mig i dette tilfælde.” Hun himlede let med øjnene af ham, som han fortsat sagde, at han måtte stråle mest. Hun glædede sig dog til, at de kom udenfor, eftersom det trods alt ville blive deres første dag sammen, da det aldrig før havde været dem muligt ellers. ”Du synes det er feminint at kalde en mand smuk, men du synes ikke det er feminint at stråle helt, når solen rammer en? Det lyder lidt underligt, elskede,” svarede hun smilende.

[Deleted]

Selvom alt endnu hvilede under overfladen, så var det stadig rart at de kunne side og hygge dem med hinanden, samt at de kunne drille hinanden og more sig, som de altid havde formået, og det var rart at det ikke var alt der havde forandret sig, da han lidt havde frygtet at hun hadede ham og aldrig ville se ham igen, men det så ikke ud til at være tilfældet, hvilket kun glædede ham. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor selv hans violette øjne bar et muntert skær. ”Hey.. det er ikke fair at du kører på alderen, elskede, vi kan ikke være lige unge alle sammen;” svarede han drillende. Ung kunne han jo ikke just prale af at han var længere, da han faktisk havde lavet over det første århundredtusind, han havde trods alt levet længe før han havde mødt Denjarna, skønt han følte at hans liv først var begyndt da han havde mødt hende, for hun var trods alt den første kvinde som havde gjort ham lykkelig, og sådan ønskede han at det skulle forblive til hans dages ende. At hun så bragte deres første møde på banen, fik ham til at himle let med øjnene. ”For det første, så er det ikke min skyld at du var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set, og som du endnu er. For det andet, så mindes jeg at kroen var fyldt og pladsen overfor dig var det eneste sted der var frit, og at du havde skræmt alle andre mænd væk og ikke kunne mig, er ikke min skyld,” svarede han drillende, skønt der stadig var noget sandfærdigt over hans ord, eftersom han mente dem. At hun så endte mere stille og begyndte at spise af sin mad, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, som han let rynkede brynene, da han næsten kunne fornemme at noget var galt. Han ville nu ikke glemme hvilken kro de først havde mødt hinanden på, men til gengæld var det også mange år siden, så måske det ville ske med tiden? Og hvis hun endelig havde glemt det, betød det ingenting, for det vigtigste af det hele, var jo bare at de havde mødt hinanden på en kro, hvor de havde forelsket sig i hinanden. Han sendte hende et mildt smil, da hun så talte igen, hvor han roligt lænede sig ind over bordet og lagde sin hånd over hendes, som han gav et blidt klem. ”Det er jo ligegyldigt Denjarna, vi mødtes på en kro og blev forelskede, det er det eneste vigtige at huske, og så er det ligegyldigt hvor det var,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil, som han roligt hævede hendes hånd og kyssede hendes håndryg, kun for at sænke hænderne igen. Som hun slap en munter latter, kunne han ikke lade vær med at trække på smilebåndet. ”Sig ikke at jeg er under tøflen da,” mumlede han drillende, hvor det også var højt nok til at hun ville kunne høre det. ”Og hvem siger at du er den kvinde?” spurgte han drillende, hvor det måske lød som om at han havde en anden, men det havde han nu ikke og det ønskede han heller ikke, hvilket han gik ud fra at hun vidste. Der var kun hende i hans billede og sådan ønskede han at det skulle forblive, hvilket intet kunne ændre på. ”Det var da dig, der begyndte på strålekonkurrencen, det er ikke min skyld at jeg er en hel sol ude om dagen,” svarede han drillende, som han lo ganske let.

[Deleted]

Denjarna nød at sidde og more sig over en stund med ham, da det ellers ikke havde tydet på, at det ville være dem muligt. Hun var også stadig sur på ham, som han virkelig havde formået at bryde et stort tillidsbånd med dem, men hun frygtede, at det hele ville blive forværret, hvis hun bare sad med frygten i blikket, og sagde ingenting til ham. Derfor prøvede hun at virke åben overfor ham, og det var også rart at få den positivitet tilbage, da det var noget hendes skadede jeg havde brug for. Der var dog endnu ting hun ikke havde lyst til at gøre med ham, men de krævede også, at de var tættere på hinanden, og det var de ikke lige nu, så det behøvede hun ikke at spekulere over endnu. Muntert grinede hun af ham. ”Jeg burde muligvis finde mig en yngre mand, der rent faktisk kan holde trit med mig,” sagde hun drillende i en eftertænksom tone. Hun nærede dog ikke ønsket om at skifte Derick ud med en yngre model, skønt hun rent faktisk havde haft muligheden for det. Derick var dog perfekt i hendes øjne. ”Men siden, at du stadig kalder mig for den smukkeste, så må jeg vel have ret. Og man kan vel sige, at jeg ikke overskuede at sende flere mænd væk, da du kom, så på den vis fik du en chance hos mig,” svarede hun drillende. Hun havde dog fundet ham tiltrækkende ved første øjekast, og det gjorde hun endnu den dag i dag, som hun endnu mente, at ingen kunne måle sig med ham. Skønt havde deres første møde i den grad været, da det møde havde fuldendt hendes liv, som hun havde følt sig hel, efter at have mødt ham. At hun så havde haft svært ved at være i et forhold var en anden sag, men hun havde lært det til sidst, og nu tænkte hun ikke på andre mænd end ham. At hun så ikke længere kunne huske kroens præcise beliggenhed, gjorde hende faktisk ondt. Det havde nemlig været en af hendes bedste dage i sit liv, og så havde hun bare skudt det ud af hovedet, hvilket sted de havde befundet sig. Hun huskede dog, hvordan deres møde havde foregået, som torturen skam ikke havde fået lov til at hviske det ud af hendes erindringer. I den sidste ende var det vel også bedre at kunne huske, hvad der var sket i stedet for, hvor det havde været. Som han tog om hendes hånd, sendte hun flygtigt deres hænder et blik, som hun blidt gengældte klemmet, inden hun så mod hans violette øjne. ”Det kan du have ret i,” medgav hun stille og smilede svagt til ham, som han kyssede hendes hånd. Hun ville nu også helst have, at det var sådan, for hun ønskede ikke at blive konfronteret om sin hukommelse, da det var hårdt for hende, at smerten havde kostet hende nogen af sine minder. ”Årh hold nu op.. Det er ikke så slemt, når det er under min tøffel,” svarede hun morende og smilede, som hun skam hørte hans mumlen. ”Og selvfølgelig er jeg den kvinde! Hvilken kvinde skulle det ellers være? Desuden.. så skal kvinden have en stærk ånd, og det kan man roligt sige, at jeg har, når jeg også selv har ledet et helt folk,” svarede hun med en selvsikker mine. Hun hidsede sig ikke op over det faktum, at han fik det til at lyde som om, at han havde en anden, da hun vidste, at det ikke var tilfældet. Hvis hun havde mistænkt ham for at have en affære, så ville hun nok have reageret underligt på det. ”Og jeg startede da ikke! Du begyndte at snakke om at stråle, når vi kommer udenfor,” grinte hun smilende.

[Deleted]

Det var rart at de kunne more sig over tingene, ikke kun for at lette den trykkede stemning, men også fordi det måske gjorde at Derick bedre kunne håndtere det at hun havde forsøgt at komme over ham og at hun havde set andre mænd. Tanken gik ham egentlig frygtelig meget på, for han var jo trods alt blevet kidnappet og havde ikke skredet med sin gode vilje, men han forstod også godt at hun ikke havde ønsket at leve alene, hvor han også godt vidste at hun havde været helt ved siden af sig selv psykisk, efter torturen. Det var dog ikke meget de havde nået at snakke omkring tingene generelt, da hun havde flippet på ham, da han havde fortalt omkring Elanya, hvor hun havde omgjort ham og siden var der gået uger fordi hun skulle finde ud af hvad det var hun ville med ham og så havde de overnattet på kroen og derefter var han blevet kidnappet, så meget tid havde de ikke haft sammen, derfor var det også rart at de kunne more sig sammen nu, for det havde de jo heller ikke kunnet sidste gang, fordi hendes sind var blevet formørket. Han fnøs let til hendes ord. ”For det første, så er jeg den eneste mand du nogensinde har mødt, da alle andre er, svanser i forhold til mig. Og hvis nogen skulle finde en yngre model må det da blive mig, eftersom du er den der ældes af os to og ikke mig,” svarede han selvsikkert og det sidste i en drillende tone. Han ville dog ikke finde hende grim eller mindre attraktiv bare fordi hun fik nogle rynker hist og her eller blev ældre af udseende, for hun var fantastisk uanset hvad, desuden kunne han heller ikke se bort fra alt det som de havde været igennem sammen og når alt kommer til alt, så ville han jo altid elske hende, uanset hvad der skete imellem dem, for en del af ham ville altid tilhøre hende. ”Jeg er jo nød til at kalde dig den smukkeste, jeg vil helst gerne sikre mig en plads ved siden af dig i nat,” svarede han drillende, som han grinte ganske kort, „desuden ved vi begge at du ikke kunne afvise mig, fordi jeg var så fantastisk og utrolig flot.” Han blinkede let til hende, som smilet ikke falmede det mindste. Han måtte dog erkende at selv hendes skønhed dengang havde fanget ham, hvilket nok var grunden til at han havde sat sig foran hende til at starte med. Hendes elviske træk havde faktisk altid tiltrukket ham og det måtte de endnu gøre den dag i dag. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Du har ret. Du har altid passet godt på mig, når jeg var under din tøffel,” overgav han sig morende. At hun så kom med den selvtillid og var selvsikker på at hun var den kvinde, fik ham til at smile. ”Ak ja.. jeg har jo en svaghed for stærke kvinder,” svarede han eftertænksom, som var han ved at give sig, men ikke var helt overbevist endnu. Han grinte ganske kort til hendes ord. ”Jeg komplimenterede dig for at du ville stråle som en sol, fordi du var så smuk i dagslyset, og derefter begyndte du på at vi måtte stråle om kap, så jeg tror nok at det var dig der begyndte,” påpegede han drillende.

[Deleted]

Morende løftede Denjarna øjenbrynet, som han døbte alle andre mænd end ham selv for svanser. Hun kunne ikke ligefrem se sig enig i hans ord, da der skam fandtes nogen gode mænd ude i verdenen. De tiltalte hende dog ikke på samme måde, som Derick gjorde, men han var også den eneste mand der havde denne effekt på hende. Når hun havde ham, så følte hun sig fuldendt, så hun kunne næsten mistænke sig selv for at være blevet flyvsk igen, hvis hun havde fundet sig en anden i den tid han havde været væk. Hun tvivlede nemlig på, at andre mænd kunne have samme kontrol på hende, som Derick havde, men det passede hende også fint, da hun trods alt ikke ønskede sig nogen anden end ham. Det havde deres adskillelse også vist hende, da hun ikke var sprunget på de mænd, der havde tilbudt sig, som hun ikke havde følt, at det havde været det rigtige at gøre. Underligt havde det følt, men nu når hun havde Derick overfor sig igen, så forstod hun udmærket godt, hvorfor hun ikke havde været i stand til at tage nogen af de mænd tæt. ”Og hvorfra kan du vide, at alle andre er svanser i forhold til dig? Har du mødt alle Jordens mænd da?” spurgte hun i en drillende tone. ”Og det ville aldrig gavne dig at skifte mig ud! Der er ingen kvinde der kan nærme sig min person, så selvom jeg muligvis kan ældes, så ville det i den sidste ende være et tab for dig at skifte mig ud,” svarede hun i en sikker tone. Hendes udseende ville skam ikke ældes lige foreløbig, men hun vidste, at det ville komme med tiden. Hun gik dog ud fra, at det var en faktum han kunne håndtere, eftersom han altid havde kendt til risikoen ved at være sammen med en levende person. ”Der er da intet ved at få ret, hvis du overgiver dig på de grundlag! Jeg vil ikke tage den titel, hvis du kun giver mig den, fordi du ikke vil ligge alene i nat,” svarede hun med et smil på læben. Om de overhovedet ville sove ved siden af hinanden i nat, var nok et spørgsmål lige meget hvad, da hendes psyke blev sat i oprør, når han kom for tæt på hende, og det ville muligvis få hende til at tænke for meget, hvis de sov sammen. ”Ha! Jeg tror, at vi har fået bevist, at det er dig der ikke kan sige nej til mig,” svarede hun selvsikkert igen og blinkede til ham. Ret havde hun nu, da han ikke havde været i stand til at afvise hende, som hun havde tilbudt sig selv i går, skønt hun ikke havde været sig selv i det øjeblik. Hun havde dog også en svaghed overfor ham, som hun sikkert var ligeså svag som ham, når det kom til stykket. ”Se selv. Så lad være med at brokke dig,” svarede hun morende, som han helt overgav sig. ”Og hvem kan være en stærkere kvinde end en kvindelig mørkelver? Ingen, hvis du spørger mig,” svarede hun i en sikker tone. Hun mente egentligt sine ord, eftersom det mørkelviske samfund var det eneste samfund, hvor kvinderne sad med den absolutte magt, som mændene ikke havde meget at skulle have sagt der. Derfor måtte hun klart overrumple mange andre. ”Ja ja, du prøver også at spille så klog,” sagde hun med et morende smil, som hun egentligt valgte at give sig, da han faktisk havde ret i, at hun havde startet det hele. Med et smil på læben, drak hun roligt af sit glas, hvor hun næsten var færdig med sit måltid.

[Deleted]

Derick vidste godt at der fandtes mange anstændige og gode mænd ude i verden, men han var ligeglad, han ville altid mene at han var den mest perfekte for hende, da han kendte hende bedre end nogen anden, han var den der kunne give hende det som hun ville have, som han kunne leve op til alle hendes forventninger. Ganske vidst havde de altid mødt modgang og det stoppede nok ikke, men det var det værd, når de havde hinanden og han ville ikke stoppe med at kæmpe for hende, skønt det gik dem dårligt, og han vidste at han havde meget han skulle bevise overfor hende, eftersom han havde bidt hende, men det var han mere end villig til at gøre, for han nægtede at miste hende, og han hadede skam sig selv for at have bidt hende og havde svoret at det aldrig ville ske igen, for det nægtede han ganske enkelt og det var også den viljestyrke, der havde fraholdt ham at sætte tænderne i hende, da de sidst havde været hinanden tætte. ”Jeg behøver ikke kende alle jordens mænd, for at vide at jeg er den bedste for dig, ingen kan slå mig, glem ikke at du selv har sagt at du ikke er i stand til at komme over mig,” svarede han selvsikkert, hvor smilet blev kækt. Han kunne godt lide tanken om at hun ikke var i stand til at komme over ham, hvor det vel også var derfor at kongen havde et knust hjerte? Tanken frydede ham kun. ”Men hvis du nu ældes, er du så sikker på at du kan følge med?” spurgte han drillende, skønt hun dog ikke behøvede at frygte noget, for han ville ikke have nogen anden end hende, dog frygtede han at han var for egoistisk til at ville lade hende blive for gammel, for at lade hende dø af alderdom, for.. han ville ikke leve uden hende. Han slap en morende latter til hendes ord, hvor et morende smil gled over hans blege læber. ”Årh skat, nu synes jeg ikke at du er fair, du er den smukkeste kvinde, fordi du er den smukkeste kvinde, men det ændre ikke på at jeg helst vil have en plads ved siden af dig i nat,” svarede han morende. Han vidste godt at alt ikke var okay mellem dem, da han vidste at hun ikke ville have ham tæt fysisk, men det behøvede de jo heller ikke bare fordi at de sov ved siden af hinanden, for hun havde jo vist ham at hun godt kunne kysse ham, og det var jo også at have ham tæt. At hun så hentydede til deres lille tur under lagnerne i går aftes, fik ham til at smile skævt. ”Du var høj på mit blod! Selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til dig, når du var ved at græde over at jeg forsøgte at afvise dig, men glem ikke at jeg forførte dig, da du var ved dig selv, da vi mødtes ved ruinerne, så jeg tror nok at jeg vinder,” svarede han drillende og dog selvsikkert igen. Det var dog ikke helt sandt, han havde ikke kunnet modstå hende, fordi hun netop vidste hvordan hun skulle forføre ham, og derfor var han røget i fælden i går aftes. ”Jeg har ellers mødt mange stærke kvinder igennem midt liv, er du sikker på at du kan affeje dem alle?” spurgte han roligt og en anelse udfordrende, som han let hævede det ene øjenbryn, uden at smilet falmede. Hun havde dog allerede slået alle kvinder, og derfor følte han sig heldig. ”Hey har du ikke hørt det? Med alder, kommer erfaring,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, inden han drak mere af sit glas.

[Deleted]

Derick havde skam intet at frygte, når det kom til andre mænd, da han var Denjarnas mage, og derfor måtte han ergo være den perfekte mand for hende. Det syntes hun i hvert fald at han var, selvom hun vidste, at de havde mange problemer i deres forhold. Det gik trods alt aldrig helt flydende mellem dem, da der altid skulle være et lille hak i deres kærlighed, men det plejede de altid at overleve. Lige i øjeblikket var der også et skår i deres lykke, som han havde bidt hende, og udnyttet hende, mens hun havde været høj på blod, skønt det havde været hende, der havde forsøgt at lokke ham. Hun håbede også kun, at de med tiden ville få rettet op på de problemer, for et forhold krævede jo, at han ikke frygtede den anden, men kunne stole på vedkommende, og ønskede at være personen fysisk tæt. Det skulle arbejdes på, men med tiden blev det hele vel godt igen. Det gjorde det nemlig altid. ”Men du må finde mig mindst ligeså attraktiv, som jeg finder dig, siden du heller ikke er i stand til at afvise mig,” svarede hun med en sikker mine. Han havde forsøgt at skubbe hende væk, som de havde mødt hinanden ved ruinerne, men samtidig havde han ikke kunne ladt hende gå, så i sit eget mørke havde han været i et indre oprør på det tidspunkt. Det passede hende også fint, at de ikke kunne undvære hinanden, da hun ikke ville være den eneste, der ikke kunne undvære ham, da det gerne skulle gå begge veje. ”Jeg vil altid kunne følge med dig, kære. Det behøver du ikke, at frygte for,” svarede hun med et morende smil på læben. Selv skænkede hun ikke ældningsprocessen mange tanker, da hun stadig var ung og frisk, og det ville hun også være i en del årtusinder nu, så der var intet at frygte lige i øjeblikket. Hvis hendes alder skulle blive et problem på et tidspunkt, så måtte de jo bare tage snakken, når det blev reelt for dem. ”Hvis det virkelig er sådan, så må du se at passé på med, hvad du siger, for man kunne jo hurtigt få den ide, at du siger ting af de forkerte årsager. Men hvor heldig du er med hensyn til sovepladsen, må tiden jo vise,” sagde hun drillende, som var fremtiden dem uvis. Hun vidste dog oprigtigt ikke, om hun ville lade ham sove med hende, da hendes hjerte endnu plagede hende, fordi hun endnu følte sig såret over den ulykke, han havde kastet over hende. Hun ville dog gerne forsøge at skubbe grænserne, da hun gerne ville kunne være ham tæt igen, men de skulle bare være opmærksomme på, at det nok ikke ville ske fra den ene dag til den anden. Det håbede hun bare, at han kunne forstå, og at han derfor ikke tænkte, at hun ikke gad ham, eller prøvede at skubbe ham væk, for det ønskede hun jo ikke. ”Det er meget muligt, men det ændre ikke på det faktum, at jeg er i stand til at forføre dig, lige meget hvilken tilstand jeg er i,” svarede hun sikkert. Hun gav ikke kun blodet skylden for, at han var gået med til at være hende tæt, da hun vidste, hvad han kunne lide, så hun vidste derfor, hvordan hun til hver en tid skulle forføre ham. Det gik dog også sådan den anden vej. ”Jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg kan skubbe dem alle af banen,” sagde hun uden tøven og smilede til ham. Som han sagde, at med alder kom erfaring, rystede hun smilende på hovedet af ham, inden hun tog den sidste bid af sin mad, hvorefter hun skyllede det med resten af frugtsaften. ”Så siger vi det olding,” sagde hun drillende. ”Skal vi se at komme videre?”