Looking for my love

[Deleted]

Derick vidste udmærket godt at de ikke fik noget ud af at skændes, hvilket også var grunden til at han havde valgt at tie stille, da hun selv var kommet med sin afvisende tone, som havde gjort det tydeligt for ham at hun ikke gad diskutere emnet, særligt det omkring Elanya. Et sted gik det ham på at de ikke kunne tale om alt sammen, for lige det punkt var ømt for hende, hvor det at hun havde forsøgt at glemme ham, var et ømt punkt for hans vedkommende og han havde ikke just lyst til at tale med hende om hendes såkaldte ’venner’, som han næsten havde svært ved at tro på, særligt når man hørte at kongen havde et knust hjerte på grund af hende, for så dukkede de forkerte tanker automatisk op i hans hoved, men når han tænkte dybere over det, så måtte knægten jo have et knust hjerte, netop fordi hun havde afvist ham, ergo måtte hun jo tale sandt og at der ikke havde været mere i det for hende? Det var han naturligvis kun glad for, da han ikke havde lyst til at dele hende med nogen, og da slet ikke med andre mænd der følte noget for hende. Han gengældte hendes lille smil, da han kravlede over til hende, efter at hun havde fået kjolen på og igen var dækket til. Et sted gik det ham på at hun forsøgte at skjule sig for ham, når han havde set alt før og da hun fratog ham et fantastisk syn, men på den anden side forstod han hende jo godt, da han havde gjort hende ondt, men det var jo ikke fordi han ville gøre det igen! ”Jamen så synes jeg at vi skal komme af sted,” svarede han roligt, da hun fortalte at hun var sulten, for nu skulle hun jo til at have andre behov stillet, såsom sult og tørst, for ellers havde hun ikke energi til dagen. At hun så kyssede ham, kom bag på ham, hvor han kort blinkede overrasket med øjnene, inden han sukkede nydende, som han besvarede kysset og gav sig hen til hende, så længe hun lod det vare, hvor han vendte blikket mod hende igen, da hun brød det, imens et varmt smil spillede over hans blege læber. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det var nemlig dét jeg tænkte,” medgav han med et skævt smil, som han lod hende rejse sig og trække trusserne på, inden han selv gik ud af sengen på hendes side, hvor han flygtigt kyssede hendes læber. Han havde altid haft svært ved at holde læber og fingre fra hende, også selvom de havde været oppe at skændes eller hvis der var en dårlig stemning og alt var jo ikke helt normalt mellem dem. Han nikkede roligt til hendes ord, da hun sagde at hun ville gå ud på badeværelset og plaske vand i hovedet, hvor han blot lod hende gå til badeværelset, inden han selv gik hen og trak sine knælange støvler på, så han selv var klar til at gå. Han tog om hendes kappe og lagde den over armen, hvor han ellers blev stående ved døren, klar til at gå.

[Deleted]

Rart ville det muligvis være, hvis man kunne snakke om alt med sin partner, men desværre fandtes der bare visse ting der gjorde for ondt at komme ind på. For Denjarna, så gjorde det ondt at vide, at han havde været lykkelig med en anden kvinde, og for Derick gjorde det ondt at vide, at andre mænd fandt hende tiltrækkende, og at hun havde forsøgt at komme sig over ham. Det havde dog ikke lykkedes hende, hvor det faktisk havde lykkedes ham, så på den vis burde hun vel få nogle pluspoint? Hun havde nemlig ikke været i stand til at komme sig over ham, selvom der havde været flere mænd, der havde ønsket at tage hende til sig. Det gad hun dog ikke tænke over, da hun ikke havde gengældt mændenes følelser, da hun stadig havde været forelsket i Derick, og det var desværre noget han ikke bare kunne forstå. Hun havde skam ikke tænkt sig at søge til nogen anden end ham, og nu når de endelig var sammen igen, så kunne hun slet ikke gå. Hun nikkede medgivende til hans ord, som det blev fastgjort, at de skulle finde noget mad. Hun var ikke længere vampyr, så hun kunne ikke nøjes med en flaske blod, som hun nu både skulle have vand og rigtig føde for at sikre sig sin overlevelse. Det var dog noget der passede hende fint, for hun havde aldrig brudt sig om at drikke fra personer. Kysset de delte, nød hun, hvor hun ikke lagde mærke til hans overraskelse, da hun selv havde ladt øjnene glide i. Hun gav sig bare hen til kysset, som det var dejligt at mærke hans læbers bevægelser mod sine egne. Et dæmpet og nydende suk forlod også hendes læber, som de brød kysset. At han så måtte kysse hende igen, som hun kom op med tøjet på, måtte hun smile muntert og varmt, da det var skønt at mærke, hvor meget han nød hende. ”Hvis det er.. såå kunne vi måske tage til Atterlin bagefter, og så kunne du vise mig vores nye hjem?” foreslog hun mildt, mens hun bevægede sig ud på badeværelset. Hun vidste ikke, om det var det rette tidspunkt at se deres nye hjem grundet alle skænderierne, men det kunne måske hjælpe, som det muligvis kunne gøre hende glad at se, at de havde fået sig et hjem, og at de igen skulle bo sammen. Som hun nåede ud på badeværelset, stod der en balje vand på en bordskænk, hvor der stod et spejl placeret overfor. Hun bed sig selv i læben, som hun flygtigt lod sine fingerspidser glide over det lukkede bidemærke og det indtørrede blod. Det gjorde hende ondt at se, og derfor tvang hun også blikket ned mod vandbaljen. Forfærdeligt var det, hvor Derick faktisk var den første person der gjorde hende fysisk ondt, efter torturen. Det gjorde ondt, men hun tvivlede på, at det ville være en god oplysning at give ham, da han da så først ville lukke psykisk ned. Stille gjorde hun sine hænder fugtige i vandet, så hun kunne lade sin hånd rense halsen bagefter. Lang tid tog det ikke, som det gennem natten mere eller mindre var forsvundet. Som hendes hals fik samme farve som resten af huden, plaskede hun let noget vand i ansigtet, så det kunne fjerne søvnens tegn, inden hun greb et håndklæde og tørrede sig. Kort lod hun sin hånd stryge gennem de lange ravnsorte lokker et par gange, så hun var klar til at vise sig udenfor. ”Så er jeg klar,” annoncerede hun roligt, som hun kom ud fra badeværelset. Hurtigt fik hun trukket sine støvler på, hvorefter hun med et lille smil på læben tog sin kappe fra hans arm. ”Tak.”

[Deleted]

Meget havde Derick ødelagt ved at bide Denjarna og nu vidste han ikke længere hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne. Han forstod godt at hun ønskede afstand til ham, selvom det gjorde ondt, for det eneste han havde ønsket for dem, var at de skulle være lykkelige, når de fandt hinanden igen. Han kunne også lidt frygte at mørket måske endnu kunne blive et problem for dem, da han jo faktisk var flygtet derfra frem for at gøre det ved at gennemføre sin mission. Men forhåbentlig hjalp mærket ham, som Ezekiel havde givet ham, så han kunne vel kun håbe på det bedste? At hun selv sukkede, da de brød kysset, fik ham til at trække på smilebåndet, da det var rart at vide at han endnu måtte kysse hende, for ellers ville han da kun føle sig fuldstændig uønsket. Han ville jo ikke have at noget skulle ændre sig mellem dem, da hun var den kvinde han ønskede, som hun var den kvinde han ville tilbringe resten af sine dage med, som han jo altid havde ønsket og den kvinde havde hun altid været, selvom han godt nok havde forsøgte hos en anden, men det var så også kun fordi at han havde troet at hun havde været død, og der havde han heller ikke ønsket at leve i mørket ene og alene kun for at sørge, og derfor havde han forsøgt at komme over hende, ligesom hun havde ved ham, derfor kunne han jo heller ikke bebrejde hende og han vidste det udmærket godt. Det måtte helt varme ham i sit indre, da hun valgte at sende ham det muntre og varme smil, som det helt måtte smelte hans hjerte at se at hun ikke hadede ham, for det var virkelig en lettelse uden lige! Hans egne læber kunne derfor heller ikke holde et glædeligt smil tilbage. At hun så foreslog deres tur til Atterlin, fik ham til at blinke overrasket med øjnene. Han selv havde tænkt på det, men havde ikke turdet at spørge, fordi han faktisk havde frygtet hvad hun inderst inde ville, og om hun overhovedet var interesseret i at se det længere, men det havde han vidst ikke grund til at bekymre sig om. Han nikkede roligt, som hun gik mod badeværelset. ”Jeg tænkte nøjagtig samme tanke, så det kan vi godt,” svarede han med et skævt smil, som han så hende forsvinde ud på badeværelset. Han vidste at hun skulle tørre blodet væk, hvilket gjorde ondt, fordi han igen blev påmindet hvad han havde gjort mod hende. Han selv smuttede roligt hen og tog omkring sin halskæde, som hun havde lagt på natbordet, inden han trak den over hovedet, hvor han kort så ud af vinduet, så solens stråler ramte hans ansigt, dog uden at der opstod nogen smerte, hvilket fik ham til at smile. Roligt gik han hen til døren, hvor han blev stående til hun kom ud igen, hvor smilet blev varmt. ”Og du er smuk som aldrig før,” kommenterede han i en kærlig tone, som han lod hende tage sine sko på, inden han rakte hende sin kappe, hvor han roligt åbnede døren for hende. ”Efter dig, smukke,” svarede han roligt, som han lod hende gå ud, inden han fulgte efter og lukkede døren efter dem, kun for at sætte kursen ned at gangen igen, så de kunne komme ud i krostuen. Han gik roligt over til baren, hvor det var en ældre kvinde der stod. ”Godmorgen, Frue,” hilste han høfligt, for at fange hendes opmærksomhed, inden han vendte sig mod Denjarna, „hvad vil du have, min egen?”

[Deleted]

Denjarna så godt, hvordan han smilede glædeligt tilbage, da hun smilte til ham. Det var et syn der måtte varme hende, som det gjorde godt efter skænderierne og frygten for at miste ham. Nu syntes det hele at have lagt sig, som de talte pænt til hinanden igen og smilede til hinanden, men hun vidste nu godt, at det hele hvilede under overfladen. Det stod endnu stjerneklart for hende, at han havde bidt hende, og derfor var der visse ting, som de nu måtte arbejde på. Hun var nødt til at finde tilliden frem til ham igen, så de kunne begære hinanden, som de ellers altid gjorde. Hun kunne nemlig godt de små ting, som kærtegn og blide kys, men hvis det hele blev en anelse vovet, gik hun i panik, da hun i så fald kun kunne tænke på, at han bare ville bide hende igen, og det var ikke just en rar følelse at have. Derfor måtte de tage det skridt for skridt, og det håbede hun, at han kunne forstå. ”Jeg synes, at vi tænker mange af de samme ting lige for tiden,” kommenterede hun med et skævt smil på læben. Som hun kom ud på badeværelset, gik der ikke lang tid, før hun kom igen, da hun kun studsede sig ganske kort i spejlet, hvor hun derefter rensede sin hals og ansigt. Det gjorde ondt på hende at se sig selv lige nu, da det havde fået hende til at mindes alt det dårlige, og de tanker ønskede hun ikke at være fyldt med. Hun havde dog ikke tilgivet ham helt for at bide hende endnu, men hun kunne se og fornemme på ham, at han angrede sin handling, og så kunne det vel kun blive positivt derfra? Man kunne i hvert fald altid håbe. Som hun kom tilbage til værelset med Derick i, måtte hun smilende ryste på hovedet af ham. ”Lige meget, hvordan jeg så ud, så ville du sige, at jeg var smukkere end aldrig før,” kommenterede hun drillende, men med en varm røst, da hans ord alligevel var velkomne. Han sagde dog altid til hende, at hun var smuk, og i morgen ville han sikkert sige det samme til hende, men det gjorde hende heller intet, da det var dejlige ord at høre. Kappen som hun tog, holdt hun bare i sine arme, da de alligevel ikke skulle udenfor, men bare hen til spiseafdelingen her på kroen. Roligt trådte hun ud på gangen efter at have sendt ham et blidt smil, som han åbnede døren for hende. Hun lod dog ham gå først, da hun trods alt ikke vidste, om hun skulle gå til højre eller venstre her, så hun lod ham bare følge an. Underligt var det, som hun ikke rigtigt huskede, hvordan hun var kommet hertil, men nu vidste hun, at det var på grund af blodet. Hun havde åbenbart kun fokuseret på at få ham med sig i seng, og det havde tydeligvis også lykkedes hende. Det måtte også fryde hende en anelse, at han fandt hende uimodståelig, men på den anden side, så havde hun ikke ønsket at være ham tæt på det givne tidspunkt. Efter nogle nætter, når han havde fået styr på sin blodtrang, kunne de måske godt have forsøgt sig, men ikke få timer efter, at han havde skadet hende. Nysgerrigt så hun sig omkring, som de kom ind i krostuen, skønt det lignede en helt almindelig kro som så mange andre kroer. Roligt stoppede hun op som Derick gjorde holdt ved disken for at aflægge deres bestilling. ”Jeg vil gerne have en tallerken med noget røræg, og så frugtsaft dertil,” sagde hun høfligt, som hun direkte aflagde sin bestilling hos kvinden bag disken, i stedet for at hun først skulle hviske det til Derick.

[Deleted]

At alt var faldet til ro igen, at de ikke længere bed af hinanden eller skændtes, var noget som lettede og glædede Derick, da han ikke ønskede med at skulle være tvunget til at gå, selvom hun havde fået det til at lyde som om at der ikke var en chance for dem, og det gad han virkelig ikke høre på, for der var han uenig! Måske de havde været meget igennem og måske deres forhold var forbandet, men han elskede hende og han ville gøre alt for hende, ligesom han ville sørge for at de blev lykkelige, som de altid havde været, når de havde været sammen, de havde trods alt været gift i flere tusind år! Det var altså længe! Altid havde deres kærlighed til hinanden været frygtelig stærk, som de havde klaret sig igennem hvad som helst, hvor man efterhånden måtte tro at de havde været igennem alle de prøvelser som et parforhold kunne komme igennem. Om disse prøvelser var slut, tvivlede han et sted på, men om ikke andet så ville han stadig elske hende til døden tog ham for alvor og selv i døden ville han elske hende, så det behøvede hun slet ikke at betvivle. Altid ville en del af ham tilhøre hende, uanset hvad der skete og selvom han havde været sammen med Elanya, så havde en del stadig tilhørt Denjarna, for han havde aldrig kunnet se bort fra det som de havde været igennem eller at hun havde været ham lykkelig. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Naturligvis. Vi er trods alt perfekte sammen, så vi må jo tænke ens,” svarede han muntert igen, som han blinkede let til hende. Han ønskede ikke at der skulle være nogen dårlig stemning, ligesom han heller ikke ønskede at hun skulle frygte ham, for han ønskede jo ikke at gøre hende ondt! Det var jo lidt sket ved et.. uheld. Han havde bare mistet kontrollen på et splitsekund og selvom han vidste at det var forkert, så kunne han ikke ændre på at det var sket, selvom han virkelig angrede det mere end noget andet! Hendes drillende ord, fik ham til at trække skævt på smilebåndet, da det vel kun betød at hun ikke var helt så sur på ham længere? ”Vi ved begge at du nyder mine komplimenter! Desuden hvis jeg stoppede med at kalde dig smuk, vil du jo bare tro at noget var galt,” kommenterede han drillende igen, som smilet bredte sig på hans læber. Han vidste godt at han tit kaldte hende for smuk, men det var vel heller ikke nogen dårlig ting? ”Desuden er du smuk, det har du altid været og du vil altid være det, så hvorfor skjule sandheden?” Han sendte hende et varmt smil, som han lod hende gå ud først, inden han førte dem ned i krostuen igen. Den ældre dame vendte sig roligt mod dem, hvor hendes blik gled fra Derick til Denjarna. ”Så gerne,” svarede hun roligt, som hun gik ud i køkkenet for at fortælle bestillingen videre. Derick vendte sig roligt mod Denjarna, inden han gjorde en gestus til at hun skulle følge ham. ”Kom, vi sætter os herover,” svarede han roligt, som han gik hen til et bord ved vinduet, hvor de sad en anelse for dem selv i forhold til de andre få gæster som var oppe på dette tidspunkt. Han trak roligt stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig.

[Deleted]

Varmt trak Denjarna på smilet, som Derick sagde, at de var perfekte sammen og derfor måtte tænke ens. Det var godt at høre en smule optimisme oven i al nedgangen, som hun havde brug for at føle, at de virkelig havde noget sammen, og at det ikke kun var elendighed. Hun vidst godt, at de havde nogle fantastiske stunder sammen, men med al den modgang de også mødte, så glemte hun til tider al det gode, men det kunne vel ske i alle parforhold? Det håbede hun i hvert fald. Han var trods alt den eneste mand, hun nogensinde havde været i et forhold med, da de andre mænd bare havde været affærer og derfor kunne de ikke tælles med. Hun ønskede dog at få det hele til at lykkes, og ligesom ham, så måtte hun også selv tænke, at de efterhånden måtte have mødt alt ondt, hvor hun ikke vidste, hvad der ellers kunne ske, som de ikke allerede havde prøvet. De havde jo klaret sig gennem døden, kidnapninger, tortur, utroskab, fysisk skade på den anden og raceskift, så hvad var der mere at tage af? Deres forhold kunne tydeligvis klare sig igennem alt. ”Det må vi jo være,” medgav hun kærligt. Det var befriende at vise sin mere kærlige side frem igen, da hun virkelig hadede at skændes med ham. Hun var dog overrasket over, at mørket slet ikke havde præget ham, efter at han havde gennemført sin mission, for det var trods alt nogle heftige skænderier de havde haft. Det viste måske også bare, at han nu var hendes elskede Derick igen, og det var en sand lettelse, for hun havde virkelig set sig trådt på, da hun havde fundet ham blandt ruinerne. Hun håbede derfor også lidt, at han angrede sin opførsel overfor hende der, da han på ingen måde havde behandlet hende pænt, hvor hun kun havde forsøgt at gøre sit bedste overfor ham. ”Hvad kan man sige? Jeg har bare altid haft en svaghed for komplimenter,” svarede hun i en munter, men også sandfærdig mine. Hun elskede at blive komplimenteret, og det fandt folk vidst også hurtigt ud af, når de gav hende en kompliment. ”Men jeg forbyder dig også, at stoppe med de søde komplimenter. Du skal altid fortælle mig, hvilken smuk og fantastisk kvinde jeg er,” tilføjede hun drillende og gengældte hans varme smil. Hvis han en dag stoppede med at komplimentere hende, ville hun med garanti føle, at der var noget galt, da hun var vant til at få et par søde vendinger med på vejen, hver gang de sås. Hurtigt fik hun aflagt bestillingen, som de kom ned i krostuen, hvor hun smilede svagt til den ældre kvinde, som det hele gik i orden. ”Du skal ikke selv have noget? Det kunne være, at du kunne få et glas blod her,” spurgte hun mildt og opmærksomt, som hun gik ud fra, at også han måtte have en sult han ønskede at få stillet. Det ville også gøre hende mere tryg, hvis hun vidste, at han havde fået blod for dagen og derfor ikke ville føle sig fristet af hendes. Hun gik dog med ham, som han ledte dem hen til en plads i kroen. ”Mange tak,” sagde hun mildt, som han trak stolen ud for hende. Som hun lagde sin kappe over stoleryggen, valgte hun også at give hans hånd et blidt klem, inden hun valgte at tage plads, hvor hun lod ham rykke hende ind til bordet.

[Deleted]

Et sted gjorde det Derick forvirret at Denjarna alligevel valgte at kysse ham, når hun næsten havde givet udtryk for at han ikke måtte komme hende så tæt, ligesom det måtte forvirre ham at hun det ene øjeblik råbte og skreg af ham og det næsten smilede hun varmt og kærligt til ham. Naturligvis var det rart at det hele havde lagt sig, at han endnu måtte kysse hende, at hun ikke var sur på ham, for det gjorde også at han ikke skulle løbe rundt med en kæmpe samvittighed hele tiden, men at han godt kunne ligge den lidt i baggrunden. Det gjorde dog også at han ikke vidste hvad han kunne tillade sig, hvad han måtte gøre og hvad han ikke måtte. Han ønskede ikke at skændes med hende, de man typisk fik sagt en del som man alligevel ikke mente og han ville heller ikke ende med at gå fra hende, fordi han følte sig skubbet væk af hendes sorg og ulykke, når det hele var forståeligt at hun havde det så dårligt som hun havde. Han smilede blot varmt til hende, da hun valgte at medgive hans ord. Meget havde de klaret sig igennem af både med- og modgang, skønt han ville sige at de havde haft mest modgang, derfor håbede han også blot at de kunne være lykkelige fra nu af, at de kunne få lov til at blive ladt i fred og så opleve en masse medgang, som var fortjent efterhånden. Hans smil endte ud i en skæv vinkel, som hun sagde at hun havde en svaghed for komplimenter, hvilket han altid havde vidst. ”Mhm.. det er også godt, så længe du kun bliver forført af mine,” svarede han roligt, som de violette øjne hvilede i hendes smukke. Han vidste at andre mænd ville komplimentere hende, for sådan havde det jo altid været, men så længe hun vendte det døve øre til, så var han ligeglad. Hun var trods alt smuk, som hun var en fantastisk kvinde, så det var vel intet under at andre mænd selv kunne se det? Man skulle jo næsten kun være blind for ikke at kunne. Hans smil blev morende, da hun forbød ham at stoppe, hvor han heller ikke havde regnet med andet, for selvom han måske kaldte hende smuk hver dag, så vidste han at hun nød det, ligesom hun nok ville tro at noget var galt, hvis han stoppede. ”Åh bare rolig min skat. Jeg kunne ikke drømme om at stoppe,” svarede han sandfærdigt, som han blinkede let til hende. Han nød at give hende komplimenter, uanset hvor mange gange han gav hende dem, måske de ikke var lige så magiske som første gang han gav hende dem, men hun blev jo også vant til at høre dem fra ham, hvis de skulle skabe et liv sammen. At hun så spurgte om han ikke skulle have noget, bed han let tænderne sammen. ”Jeg klarer mig. Desuden tror jeg også at du har set nok blod for nu,” endte han mildt. Det var heller ikke lang tid siden at han havde jagtet, så det var ikke fordi han var sulten efter blod, hvor han altid kunne tage ud og jagte en nat, når de havde et huset. Han sendte hende et mildt smil, da hun klemte om hans hånd, inden han skubbede stolen ind, da hun satte sig. Han selv gik over og tog plads overfor hende, hvor han roligt vendte blikket mod hende. ”Jeg glæder mig til at vise dig huset,” svarede han mildt, „men du må ikke blive skuffet, når du ser at det er rimelig.. tomt.”

[Deleted]

Det hele var skam ikke fint mellem Derick og Denjarna endnu, men hun gjorde sit bedste for at opføre sig pænt, skønt hendes hoved var et stort virvar. Hun var endnu ked af det, som hun endnu måtte nære en frygt for ham, men hun frygtede endnu mere, at han ville gå fra hende, hvis hun lod den del af hende komme for meget til udtryk. Hun forsøgte også at tænke positive tanker omkring det hele, skønt det var svært. Hun prøvede nemlig at sige til sig selv, at han kun havde taget en lille tår, og at var stoppet igen for ikke at bide hende igen. Det hjalp dog ikke synderligt meget, da det var princippet i, at han havde bidt hende, at der var noget galt med. ”Hvordan skulle jeg også kunne blive forført af andre, når jeg ved, at jeg har den bedste mand ved min side allerede?” spurgte hun roligt og smilede til ham. Hun kunne sagtens være kommet med et drillende svar til hans sætning, som hun kunne sige, at hun ville forsøge at lade være, men hun tvivlede på, at det var en god ting at sige, når han tog alt bogstaveligt, når det kom til hende og andre mænd, som han i så fald kun tænkte det allerværste. Han behøvede dog ikke at frygte noget, for hun var vitterligt kun interesseret i den mand, hun stod overfor lige nu. Nemlig ham. Desuden, hvis hun havde ønsket andre, så havde hun også taget chancen, mens han havde været væk, men det havde hun ikke gjort. ”Det lyder godt,” sagde hun mildt. Hun ønskede skam ikke, at han stoppede med sine mange komplimenter, da hun elskede at modtage dem. Hun ville måske også begynde at fundere over, om der mon var noget galt, hvis han fra den ene dag til den anden bare stoppede med at give hende dem. Denjarna vendte roligt sit blik mod Derick, som han sagde, at han ikke ville have mere blod på grund af hende. ”Derick.. Jeg ved, at du har brug for blod for at overleve, så du skal ikke forsøge at tørste dig selv, fordi du tror, at det andet vil vække ubehag i mig. Jeg ville desuden have de bedre, hvis jeg vidste, at du havde fået blod for i dag,” sagde hun sigende. ”Desuden, jeg har selv prøvet at være vampyr nu, så jeg ved, at det er nødvendigt, samt det ikke er en skræk for mig at se på. Ellers ville det jo være helt forkert af mig at vælge en mand, der er vampyr.” Det kunne godt være, at hun aldrig ønskede at se blod omkring sig igen, men hun ønskede ikke at afholde ham for at drikke det. Hvis de også skulle leve sammen, så var hun nødt til at kunne se på det, og det kunne hun også klare, hvis bare han stoppede med at føle sig fristet af hendes blod. Roligt lod hun sig skubbes ind på sin plads, hvor hun blot ventede på, at der blev serveret for hende. Der burde heller ikke gå så lang tid, da det ikke havde været det mest tidskrævende, at hun havde bestilt. Hendes sølvgrå øjne fulgte let Dericks skikkelse, som han tog plads overfor hende. ”Jeg glæder mig også til at se, hvad du har fundet til os,” sagde hun ærligt og smilede svagt. Hun havde det dog også underligt over, at de lige pludselig skulle se på deres fælles hus, når de rent faktisk gik og havde store problemer med hinanden. Hun tænkte bare, at det kunne være en god ide at tilbringe noget tid sammen, og hjemmet kunne måske løfte hendes humør og så ville det jo være godt. ”Der er slet ingen møbler derinde?”

[Deleted]

Hvis de kunne aflede tankerne lidt fra skænderiet og bidet, så ville det bestemt ikke gøre Derick det mindste, desuden glædede det ham også at hun ikke var sur på ham længere, hvor hun heller ikke frygtede ham så meget at hun ikke turde lade ham kysse og kærtegne hende, så længe det ikke blev for intim. Han håbede at det at vise hende huset ville hjælpe lidt på stemningen og hendes humør, hvor han også så frem til at de skulle hen til huset, så hun ordentlig kunne se hvad han havde renoveret til dem. Ganske vidst var det ikke helt færdigt endnu, men han ville jo også gerne have at hun var med til indretningen. Hendes svar, fik ham let til at hæve det ene øjenbryn i en sigende mine. ”Sig mig.. siger du kun det, for at jeg ikke skal gøres jaloux, eller fordi du mener det?” spurgte han drillende og med en morende undertone. Han vidste godt at han kunne være slem, når det kom til hende og andre mænd, men kunne man bebrejde ham? Hun havde forsøgt at komme over ham, og hun havde tilsyneladende allerede vundet kongens hjerte, og det var sikkert også ham der havde givet hende halskæden, eftersom halskæden havde været dyr. Det var dog ikke fordi han gad tænke på det, eller ødelægge stemningen ved at komme ind på det. Han vidste desuden også at han skulle blive bedre til ikke at misforstå hende, når de kom ind på det emne, eftersom han ellers bare ville ødelægge stemningen alt for tit. Som de kom ned at sidde, vendte han roligt blikket mod hende, skønt hans smil falmede, da de begyndte at tale om blod, hvor hendes ord kun påmindede ham om hvad der var sket i skoven. ”Fordi du frygter at jeg skulle bide dig igen?” spurgte han sigende igen, som han bed tænderne en anelse sammen. Det gjorde ondt at hun ingen tillid havde til ham mere, selvom han godt var klar over at det var hans egen skyld og derfor så var han også rasende på sig selv, for at have gjort sådan en udåd, men når alt kom til alt, så kunne han ikke ændre på fortiden, han kunne ikke ændre på hvad han havde gjort, og et sted kunne han næsten frygte at hun ville bruge det imod ham resten af deres dage. ”Og det er meget fint det hele, Jarna, men det er ikke lang tid siden at jeg sidst har været ude og jage, så jeg tørster ikke mig selv,” tilføjede han kortfattet, som han vendte blikket mod hende, efter at have stirret ud af vinduet. Han vidste godt at han havde bidt hende, men hvis han holdt afstand til hende, så var det jo ikke fordi at han ville sætte tænderne i hende. Desuden havde han også formået at kontrollere sig selv under elskoven, så han havde jo bevist at han godt kunne kontrollere sin sult. Han foldede let hænderne foran sig på bordet, som hans blik drev mod vinduet igen og ud på gaden, hvor han betragtede de få mennesker som passerede stedet. ”Der er meget få møbler, de fleste var ødelagte eller mølædt. Jeg formåede dog at redde nogle af møblerne. Og vi skal nok få resten med tiden,” endte han opmuntrende ud, som han vendte blikket mod hende med et skævt smil. ”Desuden vil jeg også have at du skal være med til indretningen, da jeg går ud fra at du gerne selv vil være med til at sætte et lille touch på vores nye hjem?”

[Deleted]

Denjarna mente skam sine ord, da hun ikke ønskede nogen anden mand end Derick, så der var ingen charmerende vendinger der kunne jage hende væk fra ham. Det havde der måske været engang, men det hele var også begyndt en tid, hvor hun havde følt sig ensom, og så var det hele eskaleret fuldstændigt. Nu havde hun dog prøvet at have en affære, og hun ønskede bestemt ikke at have flere, da hun både vidste, hvor meget det ødelagde, samt hun kun havde lyst til at have Derick tæt. Hun var ikke længere den kvinde, som hun havde været dengang, som hun havde fået langt mere styr på sit liv, hvor det også havde gavnet hende at flytte væk med ham, som det havde været med til at give dem den behøvede ro. Den ro lå også i hende den dag i dag, så han behøvede ikke at frygte, at bare fordi de var tilbage i civilisationen, at hun ville springe på alle mænd, hun så. Hun ville kun springe på ham. ”Hmm.. Jeg har vel ikke mødt alle verdens mænd, så jeg kan vel ikke vide mig helt sikker..,” svarede hun i eftertænksom tone, mens der var et drillende glimt over hendes sølvgrå øjne. Siden han selv havde valgt at bryde ud i en morende tone, så tænkte hun, at det samme måtte være hende tilladt. Det håbede hun i hvert fald det var, for hun orkede ikke at blive ved med at fortælle, at hun virkelig ikke lå eller ville ligge med andre. Som stemningen dalede igen, vendte hun trist sit blik mod vinduet, så hun ikke længere så ham i øjnene. ”Jaa,” sagde hun lavmælt og ærligt. Hun vidste dog, at han kunne høre hende ligeså tydeligt, da han var vampyr. Selvfølgelig frygtede hun endnu, at han kunne finde på at bide hende, hvis han ikke var mæt, for nu havde han jo prøvet at bide hende. Hun vidste ikke, hvor drevet han måtte føle sig af hendes blod, for hun havde aldrig smagt elverblod selv, så hun vidste ikke, hvor behagende den smag var i forhold til andet blod. Der kunne trods alt være forskel på smagen fra race til race. ”Men hvis du siger det, så er det vel i orden. Jeg håber i hvert fald, at du har styr på det,” sagde hun stille, hvorefter hendes blik vendtes mod en tjener, som der kom en og stillede en tallerken med røræg, og et glas med frugtsaft hos hende. Lækkert så det ud, hvor hun også endnu frydede sig, hver gang hun skulle spise, som hun nød følelsen af at skulle tygge sin mad igen. ”God appétit,” sagde tjeneren, hvor Denjarna selv sagde tak og smilede svagt til personen, hvorefter hun så, hvordan tjeneren bevægede sig væk igen. At de kom væk fra blod-emnet igen, glædede hende, da det på ingen måde lettede hende at drøfte lige netop det emne i øjeblikket. Han havde bidt hende, og det var endnu nyt, så hun skulle endnu lære at tackle det. ”Det lyder dejligt, at der allerede står nogle møbler parat, så vi ikke skal skaffe det hele selv. Det er nemlig ikke meget jeg har at gøre godt med,” sagde hun roligt. Hun vidste nemlig, at det var hende der måtte stå for indkøbene, for Derick havde jo sagt, at han ikke ejede så meget som en skilling. Han havde dog sagt, at han ville begynde på noget smedearbejde, og på den vis kunne de få sig en indkomst igen. ”Men jo, det vil glæde mig, hvis jeg får indflydelse på, hvordan vi skal bo.”

[Deleted]

Derick vidste at Denjarna var en kvinde, som nød af komplimenter, og han vidste godt at han ikke kunne styre om andre mænd gav hende dem eller ej, men så længe hun vendte det døve øre til og kom hjem til ham, så var han ligeglad. Han vidste at han var heldig at have hende, og han ønskede trods alt også at værdsætte hende, da det var fortjent. At han så havde ødelagt en del ved at bide hende, var en anden side af sagen, og han både ærgrede sig, men var også sur på sig selv, fordi han havde brudt sådan et vigtigt tillidsbånd, men forhåbentlig ville han kunne få opbygget det til hende igen, da han sværgede at han ville lære at kontrollere sin tørst. Hendes eftertænksomme ord, fik ham kort til at måbe, inden han skulede drilsk til hende og himlede let med øjnene, da han vidste at hun gjorde det med vilje, hvilket på sit vis måtte more ham. ”Og nu gør du mig jaloux med vilje,” kommenterede han drillende igen, som smilet ikke falmede. Han ville jo gerne blive bedre til at acceptere fortiden, det var bare svært når han konstant havde oplevet utroskab, da ikke kun Denjarna, men også Elanya havde været ham utro og det var simpelthen noget som han ikke tolererede! Bare tanken om det skar ham i brystet, og ikke mindst opvækkede en vrede i ham, som gav ham lyst til at flå noget fra hinanden. Han vidste dog godt at Denjarna ikke var Elanya eller omvendt, og Denjarna havde han trods alt været gift med og haft et par tusind års lykke sammen med, og det måtte han trods alt heller ikke glemme. Hans blik blev kun mere stift, da hun så indrømmede at hun frygtede at han skulle bide hende igen, hvilket ikke just hjalp på hans humør. Han vendte blikket mod tjeneren, da manden kom hen og satte tallerknen på bordet, sammen med saften, hvor han vendte de ekstraordinære violette øjne imod tjeneren. "Jeg vil gerne bede om et glas varmt blod,” svarede han kortfattet, hvor tjeneren nikkede inden han forsvandt igen. Han så dog fra tjeneren og ud af vinduet igen, uden at han rigtig så på noget, som tankerne igen måtte kredse sig i hans sind. Han bestilte kun det glas, for at gøre hende mere tryg ved ham, så hun fik sin vilje, for ellers kendte han sin egen krop godt nok til at vide at han endnu kunne gå flere dage uden at skulle bruge blod, for det var ikke mange nætter siden at han havde været på jagt, men nu skulle han jo også til at vise hensyn til hende. Han skævede let mod hende, da hun sagde at hun ikke havde meget at gøre godt med. ”Men snart vil vi igen have en indkomst, når jeg begynder på arbejdet, så vi skal nok få det hele,” svarede han roligt og dog bestemt. Han frygtede næsten at hun nu ville blive skuffet, for der var faktisk ikke særlig mange møbler der stod i huset. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det tænkte jeg nok, og du skal få lov til at få al den indflydelse som du vil have.. så længe du ikke begynder at blive bossy og kommandere mig rundt, for at skifte møblerne få centimeter,” svarede han drillende, som et morende smil gled over hans blege læber.

[Deleted]

Morende trak Denjarna på smilet, da han havde fuldkommet ret i sine ord. Hun sagde udtalte udelukkende en tvivl for at drille ham, som han selv havde sat sit svar drillende op. Det glædede hende samtidig, at drilleriet rent faktisk lykkedes, for hun havde faktisk været i tvivl om, om han kunne klare det, da han var gået hen og blevet en ufattelig jaloux mand, som selv det mindste påvirkede ham. Det at de kunne drille hinanden gjorde også, at stemningen lettede en tand mere, og det var kun godt i denne situation, da det lige præcis var det de havde brug for. En masse medgang med glæde og lykke, i stedet for al den modgang med tvivl og biderier. ”Du startede selv,” svarede hun morende og smilede til ham. Han kunne dog vide sig sikker på, at hun ikke gik nogen steder, så længe hun var ønsket og værdsat hos ham. Hun håbede så bare, at han med tiden forstod, at hun mente sine ord, da det ikke kunne gå, at han blev ved med at tro, at hun ville være ham utro, når hun slet ikke overvejede ideen. Som tjeneren kom med hendes mad og drikke, føltes det helt som en lettelse for hende, da det nærmest afsluttede deres samtale omkring blodet. Det var et ubehageligt emne, men hun kunne ikke gøre for, at hun nu nærede denne frygt, som det faktisk var Dericks egen skyld. Hun håbede dog på, at der kom styr på sagerne med tiden, for hun kunne ikke blive ved med at frygte ham, når de skulle bo sammen og var i et forhold med hinanden. Derfor håbede hun, at han lærte at kontrollere sin blodtrang, men det krævede også, at hun turde udfordre skæbnen, da hun var nødt til at være ham fysisk tæt og provokere følelsen i ham. Det var dog ikke noget hun havde lyst lige nu, men det kom vel med tiden, som det endnu kun var en nat siden det var sket. At han så også bestilte et glas blod, glædede hende, men hun sagde nu intet til det, da det betød at de skulle snakke mere om det. Selv tog hun bare om sit bestik, hvor hun stak gaflen ned i noget af den hvide masse, så hun kunne koncentrere sig om at tygge, i stedet for at trykkede stemning. ”Jeg håber, at du har ret i, at der kommer styr på det hele, så snart du kommer i gang med dit arbejde. Hvornår regner du egentligt med at starte op?” spurgte hun med en nysgerrig stemme. Interessant fandt hun det nu, at han skulle være smed, da det ikke just var noget han før havde forsøgt sig med. Hun kunne dog godt se ham i det erhverv, da han var en mand der godt kunne lide at lave noget med hænderne, hvor det meget gerne måtte fysisk krævende. Derfor tænkte hun, at det nok skulle lykkedes ham. ”Jeg sender dig da bare ud, så jeg selv står for hele indretningen, og så kan jeg jo ikke blive andet end tilfreds,” svarede hun i en drillende tone. Hun mente det dog ikke, da hun anså deres hjem for at være et fælles projekt, skønt han allerede havde fundet huset og lavet lidt på det. Hun tvivlede dog ikke på, at hun sagtens kunne indrette et helt hjem alene, men det ønskede hun ikke, da det ikke kun var hende der boede der, men også ham, så han skulle også finde en glæde ved det hele. ”Hvor lang tid tror du det tager at komme derhen?”

[Deleted]

I stedet for at lade sig gå på af Denjarnas ord, så valgte Derick blot at svare drillende igen, da der næsten heller ikke ville være meget ved deres forhold, hvis de ikke kunne more sig med hinanden, selv ved de mere vovede emner, og han vidste godt at han var en frygtelig jaloux mand, men han elskede hende og han ønskede kun hende, ligesom han vel burde vide at det også var gengældt? Han ønskede ikke at ødelægge stemningen igen, da han mente at de havde haft nok skænderier allerede, så han måtte erkende at han bare ønskede at lette stemningen, så de kunne more og hygge sig lidt med hinanden, så turen til Atterlin heller ikke ville blive langtrukken og nærmest forfærdelig fordi stemningen var blevet ødelagt og det var de jo lidt for gode til. ”Startede?” gentog han morende, som han let hævede det ene øjenbryn. ”Det er ikke min skyld at du kan lide at være ond ved mig,” tilføjede han drillende, som smilet bredte sig på hans læber. Han håbede ikke at han skulle til at dele hende, for det var under ingen omstændigheder noget som han ville, da han ville have hende for sig selv, desuden gad han slet ikke bruge tid på at skulle gå igennem det samme helvede som de allerede havde været med utroskab og flirteri med andre, de begge var dog blevet langt mere modne og voksne, og han selv havde lagt flirteriet på hylden for mange år siden, da han havde valgt at gifte sig med hende, hvor det vel også var der at ansvaret og forpligtelserne var gået op for dem? Han ønskede kun hende og selvom han havde forsøgt sig hos en anden kvinde, så var det jo kun fordi han havde troet at hun havde været død, for han havde skam ledt efter hende, men han havde været død i de par århundreder hun havde siddet inde, hvor han var kommet tilbage et par år før hun var sluppet ud og i den tid havde hele naturen ændret sig, hvor han havde fundet deres hytte stå i forrådnelse, hvilket havde knust ham, for han havde virkelig elsket sit hjem og ikke mindst sit liv der. Nu hvor han vidste at hun var i live, så havde han ikke lyst til at være hos andre end Denjarna, da det var der at han følte sig hjemme, det var her at alt var.. rigtigt. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. ”Jeg regner med at starte op, når vi er faldet til ro der og har fået styr over tingene i huset, hvilket vi nok gør hurtigt, nu hvor vi både har dag og nat sammen,” svarede han med et varmt smil. Han vidste godt at han var kræsen i job, men lige det at være smed, var noget som han faktisk ville se frem til, da det havde en masse potentiale som han havde brug for et arbejde havde. Hendes ord fik ham til at slippe en munter latter, hvor han roligt lænede sig ind over bordet. ”Vi ved begge at du har brug for stærke mig til at flytte tingene for dig, smukke,” hviskede han drillende, som han blinkede kækt til hende. Han ønskede dog at de skulle være sammen om tingene, som i gamle dage, og der var hun vel enig? Han så en anelse tænksomt ud i luften, da hun spurgte indtil tiden det tog at komme derhen. ”Jeg ved det ikke.. Atterlin ligger i forvejen i udkanten af Dvasias og huset ligger i udkanten af Atterlin, så der kan godt tage lang tid, men hvis jeg bærer dig og vi bruger min fart, kan vi gøre det på et par timer.”

[Deleted]

Det glædede Denjarna, at de i denne triste stund alligevel kunne grave morskaben frem, og det var vidst også noget de efterhånden havde gevaldigt brug for. Hun havde brug for noget der kunne hende til at se en smule lyst på tingene, og det formåede dette lille drilleri at gøre, da det drev hendes tanker væk fra alt det dårlige.. eller næsten, da det med mændene mindede hende om et vigtigt emne. Nemlig hendes gode ven, Vladimir, som hun ikke længere måtte se grundet Dericks jalousi. Hun tvivlede dog på, at hun kunne bringe det emne op lige nu, da deres humør endnu tippede på en meget tynd kant. Hun var derfor overrasket over, at de rent faktisk kunne joke om lige netop dette emne, da Derick ikke brød sig om andre mænd i hendes liv, og hun tvivlede, at han ville blive glad, hvis de prøvede at charmere sig ind på hende. Han kunne dog godt slappe af, da hun skam ikke havde planer om at give efter for nogen. ”Du kunne jo bare lade være med at spørge mig om, om jeg mente mine ord, eller om jeg bare sagde dem for at behage dig,” kommenterede hun muntert, og blinkede let til ham. ”Og det er ikke min skyld, at du falder for onde kvinder.. men jeg kan nu godt lide det,” svarede hun morende, uden at smilet falmede på hendes læber. Hun var ikke just en ond person, hvor hun heller ikke kunne lide at være ond overfor Derick. Hun havde dog intet imod at drille ham i ny og næ, og det gjorde hun også nu jo. Roligt greb hun om sit glas, hvor hun smagte på de friskpressede frugter. Skønt var det, selvom man selvfølgelig kunne få det der var bedre andre steder, men hun klagede skam ikke over servicen her. Hun nød også bare det faktum at være levende igen, hvor hun slugte hver en detalje. Det kunne godt være, at mange fandt det at være en vampyr en gave, som Enrico havde kaldt det, men ikke. Hun var ikke født som vampyr, men som mørkelver og en stolt en af slagsen, så hun ønskede ikke at være andet end det. Desværre var det lidt af et problem lige i øjeblikket, da hendes kæreste var vampyr og med manglende kontrol, men det skulle de forhåbentligt få bund med på et tidspunkt. ”Det har du ret i, men for at få styr på sagerne, kræver det også, at vi har penge til at gøre vores hjem til et hjem. Jeg har dog lidt, som vi selvfølgelig kan ligge ud som en start, og så må vi se, hvor langt det rækker,” sagde hun roligt. Hun var nervøs for, at de ville få sig en hård opstart, især når hun lige havde vænnet sig til at leve i luksus, som det ikke var langt tilbage, at hun havde boet på et slot, og var blevet spurgt om at flytte ind på kongehusets slot. Hun ville dog allerhelst bo hos Derick, og det var selvom de ikke havde meget at gøre godt med. De havde klaret det før, så det burde være muligt at gøre igen. Dæmpet lo hun smilende af hans ord. ”Jeg kan da godt give dig tilladelse til at flytte rundt på tingene så, min kære,” svarede hun drillende igen. Hun kunne skam ikke udelukkende flytte rundt på møblerne selv, som han var betydeligt stærkere end hende, som det faktisk var barnemad for ham. Hun ønskede dog også, at han var med til at vælge møbler, så han fik skam en indflydelse på det hele. ”Det bliver også bare en lang tur, hvis du skal bære mig hele vejen.. Vi bliver nødt til at skaffe mig en hest med tiden, så også jeg kan komme ordentligt rundt,” sagde hun roligt.

[Deleted]

Det var rart at den trykkede stemning ikke længere var der, eftersom at de kunne tale og more sig sammen uden at det gik galt. Naturligvis lå det stadig under overfladen, så det var nok bedst ikke at presse for meget på, men tage det stille og roligt, da de allerede havde set at det var ved at krakelere ved blodemnet. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og hendes blink, hvor han himlede muntert med øjnene, inden han rystede opgivende på hovedet af hende. ”Nu synes jeg at du kommer for godt i gang, min egen,” svarede han morende, hvor han måtte slippe en munter latter til hendes ord. ”Selvfølgelig kan du lide det, det er trods alt dig, der hundser rundt med mig for at jeg skal behage dig,” svarede han drillende, skønt han dog ikke mente det. Naturligvis kunne hun blive lidt bossy til tider og faktisk starte med at hundse rundt med ham, men hvis han sagde noget til det, så plejede hun normalt at stoppe eller også så gjorde de også grin med det. Han havde dog intet imod en bossy og dominerende kvinde, desuden så havde hun trods alt været leder før, så han tænkte at det nok kom derfra, hvor han selv til tider sprang ind i rollen som leder, men det var nu også en gammel tid som han måtte savne, selvom han håbede på at denne tid blev noget bedre og med langt mere lykke, da det efterhånden var fortjent. Som hun spiste videre og drak af de friskpressede frugter, gled hans hoved en anelse på sned. ”Smager det?” spurgte han roligt, som hans violette øjne ikke veg fra hendes ansigt. Han selv havde været levende og vidste at det mange gange var befriende at være levende, men på den anden side så havde det bare sine fordele at være vampyr, hvor det også var hans føderace, så det var klart i denne race at han havde det bedst. Desværre var der også ulemper ved at være vampyr, nemlig det at man skulle bruge blod og det havde allerede været et problem for deres forhold, men det var i det mindste noget som han kunne arbejde på. Han nikkede roligt medgivende til hendes ord. ”Jeg synes at du skal gemme dine penge, til vi har lidt mere at gøre godt med, du skal trods alt også have penge til mad,” påmindede han hende roligt, hvor han sendte hende et mildt smil, „jeg synes generelt at vi skal spare hvor vi kan. Desuden så kan jeg lave visse møbler selv, så længe det er træ eller metal, ellers så er det nok noget vi skal spare sammen til at købe.” Han var nu sikker på at de nok skulle klare den, for de havde jo levet så ringe før i tiden og de havde altid fået tingene til at løbe rundt, så det var han slet ikke i tvivl om at de også ville denne gang. Han kluklo ganske let til hendes ord. ”Åh, hvad skulle jeg dog gøre uden dig til at bestemme over mig?” spurgte han morende, skønt det tydeligvis kun var i sjov. At de skulle skaffe hende en hest med tiden forstod han godt, da han trods alt vidste at hun altid havde nydt af at ride i naturen. ”Tja.. vi kan sagtens se om nogen kan give os et lift, når vi kommer ud på større veje, ellers så har jeg intet imod at nyde dagen med dig.. det bliver trods alt første gang. Og med tiden, når vi har penge til det, kan vi sagtens få en hest eller to.”