Looking for my love

[Deleted]

Forvirret var Denjarna så sandelig, da tingene bestemt ikke var sådan, som hun havde regnet med. Hvad hun troede havde været en drøm, havde nemlig været virkelighed. Hun havde dog svært ved at forstå, hvordan det dog kunne være virkelighed, når hun følte, at der var et slør om lige de hændelser. Det eneste der stod knivskarpt i hendes hjerne var, at hende og Derick havde været på vej til en omgang ude i skoven, hvor han så havde bidt hende, og ’forladt’ hende, hvor hun var blevet angrebet af nogle fremmede vampyrer. Helt igennem ulykkelige var de tanker, hvor hun også hadede billedet af det. Drømmen derimod havde virket ganske perfekt, da hende og Derick havde været hinanden tætte på den, som de skulle have været tætte ude i skoven. Det lignede dog, at hun skulle tage sine tanker til revurdering, da drømmen tydeligvis ikke var en drøm, og det skræmte hende et sted. Det kunne godt være, at det havde følt helt og igennem fantastisk, men hun kunne ikke forstå, hvordan hun dog havde givet sig selv tilladelse til at være ham tæt. Han havde for guds skyld bidt hende jo! Derfor besluttede hun sig også for at krybe væk fra ham, skønt han ikke forekom farlig, som han lå i sengen, men derimod dybt rolig. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han satte sig op, og da han sagde, at hun havde værre tanker om sandheden, end hvad det virkelig var, hævede hun tvivlsomt brynene. Hun fnøs ad ham. ”Fortæl,” bad hun. Da han så gav sig til at fortælle, hvordan hun havde været høj på hans blod, og tydeligvis blevet lysten af det, så hun tænksomt frem for sig. Når hun tænkte tilbage, kunne hun godt huske, at hun havde drukket hans blod, men efter det var hendes sind underligt sløret. En ubehagelig følelse var det, men hun kunne næsten forstå, at hun havde været som en person, der enten havde taget for mange stoffer eller drukket for meget af flasken. ”Du burde have afvist mig,” mumlede hun dæmpet. Hendes blik vendtes kort mod hans hånd der hvilede på hendes lår, inden hun valgte at tage et af værelsets vægge i betragtning. ”Du burde have vidst, at det ikke var et ønske der oprigtigt kom fra mig. Jeg ville aldrig have taget dig tæt på den måde, efter det du havde gjort ved mig. Jeg ville sikkert end ikke have ladt dig dele seng med mig.” Hun ville inderligt ønske, at hun havde kunnet tage så let på det hele og bare se det lykkelige i, at de havde været sammen og at det havde været fantastisk. Hun elskede ham nemlig af hele sit hjerte, så hun ønskede bare, at de kunne være lykkelige sammen, uden alle disse problemer, men det var vidst for meget at forlange. Hun var dog nødt til at tage et standpunkt, som dette faktisk var en sag der betød meget for hende, og det burde han vide. Han vidste, hvordan hun havde det med at blive bidt, for ellers ville hun jo bare givet ham løs af sit blod, sidste gang hun havde været mørkelver. Det måtte desuden være ekstra skræmmende for hende nu, da hun først lige havde fået sit liv tilbage og derfor frygtede at miste det igen. ”Forkert af dig? Det var på ingen måde tilladt af dig! Jeg ville bare ønske, at du havde spurgt om tilladelse, inden du valgte at gøre overgreb på mig.. og som om jeg tilbød dig mit blod efter dette! Jeg ville aldrig tage så let på mit liv,” sagde hun i en fast tone, uden hun kiggede på ham. Hun vidste faktisk ikke, om hun virkelig havde tilbudt ham sit blod, men hun kunne vel helt frygte det, efter at hun havde fundet ud af, at de havde været hinanden fysisk tætte, så hvad havde hun mon ikke været villig til, som hun havde været høj på blod? Forfærdeligt var det hele, hvor hun bare ville ønske, at hun kunne spole tiden tilbage, så det aldrig havde gået galt mellem dem Hun håbede dog bare, at dette så ville være ligesom alle de andre gange, og de fortsat ville blive sammen, for selvom hun følte sig skræmt lige nu, så ønskede hun ikke, at han gik.

[Deleted]

Derick måtte erkende at han snart langt hellere ville have hende til at være høj på hans blod, hvor hun elskede ham og begærede ham, frem for nu, hvor hun frygtede ham og var sur på ham, hvis ikke det som var værre, da det gjorde ondt at det skulle være sådan mellem dem, når alt han ønskede var at starte et nyt liv op med hende. Han elskede hende og holdt af hende, og han var frygtelig ked af at han havde bidt hende, men uanset hvad han gjorde, så ville han jo ikke kunne ændre på den del, og derfor ville han næsten ønske at hun havde reageret som da hun have været høj på blod; ligeglad og bare ville have ham, da han næsten helt kunne komme til tvivl, når tingene var sådan her mellem dem. At hun fnøs ad ham, var noget som gjorde ham irriteret, skønt han dog valgte at bide det i sig, for hun havde vel ret til sine tvivl? ”Jeg prøvede også at afvise dig, Denjarna!” svarede han kortfattet, som han vendte blikket mod hende, skønt hun blot så væk og ind i en af murene. Han havde jo virkelig anstrengt sig og prøvet at afvise hende, selv da hun havde været splitternøgen og nærmest havde kastet sig over ham, havde han afvist hende, selvom hun ikke havde stoppet og til sidst måtte han erkende at han var blevet solgt, da hun simpelthen kendte ham for godt til at han kunne modstå hende, det var dog også som om det slet ikke var den samme person, da det var to forskellige personligheder, selvom han nu var glad for at det var hende, for ellers havde han da kun gjort ondt værre. ”Det ved jeg godt Denjarna. Min plan var faktisk også at du tog sengen og jeg tog sofaen, men du stoppede ikke ligefrem hænderne fra at røre ved mig, og selvom du måske ikke var dig selv – som jeg også sagde til dig – så stoppede du ikke, og du ved af alle at jeg har en stor svaghed for dig, du er mig simpelthen uimodståelig,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende denne gang. Han havde jo virkelig forsøgt at stå imod, at sætte foden i jorden, men han havde endda frygtet at hvis han havde lagt sig på sofaen, så havde hun bare overfaldet ham og taget ham af den grund, desuden.. han kunne ikke fortryde at han havde givet efter for hende, da det virkelig havde været alt igennem fantastisk! Ganske vidst havde hun ikke været sig selv, hvilket var en skam, men det ændrede ikke på at det var med hende. At hun så begyndte at skælde ham ud igen, fik ham til at bide tænderne sammen, skønt det som virkelig tog kagen, var da hun påstod at han løj. ”Så du siger at jeg lyver?!” spurgte han spidst, som han i en hurtig bevægelse var henne ved hende, hvor han satte hånden mod hendes skulder og pressede hende ned at ligge i sengen, som han lagde sig over hende, hvor hans blik hvilede direkte indgående ind i hendes. ”Jeg ved godt at det jeg gjorde, var direkte forfærdeligt, og du aner ikke engang hvor meget jeg har lyst til at se solen uden halskæden på, og ikke engang den straf er hård nok! Ingen kunne hade mig mere, end hvad jeg gør selv! Og jeg skal leve med det og en kæmpe skyldfølelse igennem resten af mit liv, hvilket er fortjent, for jeg skulle aldrig have gjort det. Men jeg kan ikke ændre på det som er sket, Denjarna, og jeg fortryder ikke at jeg var dig tæt, for jeg elsker dig, af hele mit hjerte og selvom du måske ikke var helt dig selv, så var det stadig fantastisk! Og selvom du måske betvivler mig, så tilbød du mig dit blod, for du var så lysten at du var ligeglad med alt andet, du ville bare have mig tæt, desuden er det fuldstændig irrelevant, for det vigtige er, at jeg faktisk formåede at holde igen! Jeg ved godt at det som skete i skoven aldrig burde have fundet sted, men nu er det sket og det kan jeg ikke ændre på, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. Men hvad vil du have af mig? At jeg aldrig nogensinde er dig tæt igen? At jeg skal være mindst fem meter fra dig resten af vores dage? Eller at jeg skal gå og aldrig komme igen? Ingen af de muligheder fører til vores lykke.”

[Deleted]

Tænderne bed Denjarna sammen, mens hendes blik var fasttømret til væggen, da han gentog, at han havde forsøgt at afvise hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, for et sted var hun sur på ham, bange for ham, og på den anden side, så ønskede hun at være lykkelig med ham og glad for, at de havde haft en vellykket omgang sammen. Det gjorde hende dog ked af at vide, at hun dårligt nok kunne huske deres første omgang, hvor hun var mørkelver igen. Det eneste hun huskede var små glimt og en utrolig dejlig følelse, men det var ikke nok for hende. Hun havde regnet med, at hun ville være helt sig selv, når de forsøgte sig med hinanden igen, men sådan var det desværre ikke. De havde været sammen, og hun havde ikke været sig selv, og det kunne hun aldrig blive lavet om på. Det gjorde ondt, men hun var efterhånden vant til, at hun aldrig fik det helt, som hun ønskede, når hun var sammen med ham. ”Lige meget hvad du siger, så var jeg ikke mig selv, for jeg kan dårligt nok huske, hvad der foregik! Det eneste jeg til fulde vil kunne huske er, at vores første gang som vampyr og mørkelver igen er ødelagt. Jeg havde ønsket, at det skulle være noget særligt mellem dig og mig, men den mulighed er jo ikke længere eksisterende, for chancen er hermed forspildt!” svarede hun såret igen. Hun var en romantisk kvinde når det kom til forhold, og især når det gjaldt Derick og hende, og derfor havde hun i sit hoved planlagt, at det skulle have været en særlig omgang mellem dem – i hvert fald en hun kunne huske – men den chance var jo forspildt. Man fik kun muligheden for en første gang en gang, og den havde de nu haft med hinanden. Ulykkeligt så hun ind i væggen, hvor hun først vendte blikket mod Derick igen, da han lige pludselig talte spidst til hende, som om hendes ord havde stødt ham. Triste og en anelse kølige var hendes sølvgrå øjne, som de fandt hans violette øjne, som hun på ingen måde fandt ro ved i dette øjeblik. Hun skulle lige til at svare ham, inden hun pludselig mærkede, hvordan hun blev tvunget ned i sengen, hvilket helt måtte fylde hende med vrede. For hvad bildte han sig dog ind? Hidsigt prøvede hun at vride sin krop fri, men hun kunne kun hurtigt indse, at det på forhånd var en tabt kamp, for med hans vampyriske styrke, så havde hun vitterligt ingen chance. Han var som en massiv sten på hende, som hun umuligt kunne flytte. ”Slip mig, Derick! Du har ingen ret til at gøre dette!” sagde hun vredt, mens hun prøvede at rive sig løs. Det endte dog med, at hun anså det for at være umuligt, hvilket i stedet fik hende til at se tvært væk fra ham, da han i det mindste ikke skulle have den tilfredsstillelse, at hun så på ham! Som han begyndte at tale, kunne hun dog ikke benægte, at hans ord påvirkede hende, for det gjorde de. Det gjorde hende ulykkelig at høre, at han overvejede selvmord, for det værste der kunne ske hende var hans død. Samtidig varmede det hende at høre, at han fandt hende så tiltrækkende, som han nu engang gjorde, samt at han havde afvist hendes tilbud om sit blod. Det ændrede dog ikke på, at hun stadig følte sig skræmt og såret. Blikket vendte hun mod ham. ”Jeg ønsker, at du aldrig mere skræmmer mig, for det kan godt være, at du hader dig selv, men jeg hader mindst ligeså meget at frygte den mand, jeg elsker! Jeg ønsker, at du aldrig føler dig draget af mit blod igen, men selvom du muligvis har afvist det denne her gang, så ændre det ikke på, at du har bidt mig og altid vil føle en trang efter at dræne mig. Jeg ønsker, at vi kan leve trygt og lykkeligt sammen, men det er tydeligvis for meget at forlange, for vi kan tydeligvis ikke bare have det godt sammen,” sagde hun, hvor hun startede ud i en skarp og fast tone, men som hun langsomt fik talt færdig, blev hendes stemme betydeligt mere trist og ulykkelig, da hun hadede, at det skulle være sådan her med ham. Hun elskede ham højere end noget andet, så det gik hende utroligt meget på, at de ikke bare kunne have det godt sammen.

[Deleted]

Det irriterede kun Derick at det hele var så.. ødelagt. Det var slet ikke sådan han havde regnet med at tingene skulle foregå, når han engang kom hjem igen, for der havde han regnet med at det hele skulle være lutter lykke, men det var vel kun bevist at deres forhold var forbandet? Som om de bare ikke måtte være sammen, men sjovt nok havde de klaret sig igennem utrolig meget og mon ikke de skulle klare sig igennem dette også? Det var hvis hun da stadig gad ham, for ellers kunne han lige så godt bare gå sin vej. Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Ødelagt?” gentog han med vantro, som han fnøs ad hende. ”For dig måske, men for mig, var det lige så fantastisk som enhver anden gang, kun fordi det var med dig, om du er levende eller ej, burde slet ikke spille nogen rolle,” bed han hende af, som han fjernede blikket fra hende. Det irriterede ham, og ikke mindst sårede ham at hun nærmest fremstillede alt ved dem dårligt, bare fordi han havde bidt hende. Han vidste godt at det ikke var en lille ting og at han aldrig burde have gjort det, men han kunne jo ikke ændre på det uanset hvor meget han ønskede det. Hun bar et mærke på halsen og det var noget han skulle leve med hver dag resten af deres dage, og hver gang han så på det, så følte han en enorm skyldfølelse, en skyldfølelse han skulle leve med hver dag resten af sine dage, og selvom det gjorde ondt at tænke på, så vidste han at det var fortjent, for det var et mærke der påmindede ham om at han havde gjort hende fortræd, som det også ville påminde ham at han aldrig ville gøre det igen, og det havde han heller ikke. At hun blev vred over at han holdt hende nede, tog han sig ikke af, da han ikke fjernede sig, skønt hun kom med sit udbrud og forsøgte at vride sig fri, men han ville have at hun så ham i blikket, når han fortalte hende tingene. Hendes ord var dog noget som skar ham dybt i hjertet. Det gjorde ondt at hun frygtede ham, selvom han vidste at det var hans egen skyld, Det gjorde også ondt at hun følte at han følte trang til at dræne hende for blod, for det ønskede han jo slet ikke, tanken var ham direkte væmmelsesvækkende! Desuden selvom hendes hjerte og puls måtte friste ham, når det slog vildt i hendes bryst, så ønskede han ikke at bide hende, hvor han faktisk også havde formået at stå imod. Han endte med at flytte sig fra hende, som han satte sig væk fra hende i sengen, hvor dynen dækkede ham fra livet og ned. ”Hvis du ikke mener at vi kan have det godt sammen, så går jeg min vej. Så kan du jo smutte tilbage til dine små elskere, som du var sammen med før jeg kom tilbage, det må kongen jo blive henrykt over,” svarede han i en spydig tone, som hans blik hvilede vredt på hende, som skjulte sorgen inde bag. Han havde godt hørt om hendes flirt med kongen, hvilket gav ham direkte kvalme! Det var det samme med Gabriel om igen! ”Desuden, så må du ikke glemme at du rent faktisk tog mit liv! Du dræbte mig og gjorde mig vampyr, du gjorde det som du frygter allermest, du slog mig ihjel, og dog tilgav jeg dig,” vrissede han fast, som han slog dynen til siden, inden han begyndte at trække sit tøj på,

[Deleted]

Det skar Denjarna i hjertet, at de sådan skulle skændes med hinanden, når hun bare ønskede, at de kunne være glade for hinanden. Dumt var det, når hun stadig elskede ham, men det gjorde ikke situationen let, når han bed hende og at hun så fandt ud af, at hun havde været høj på hans blod og mistet kontrollen over sine egne handlinger. Hun hadede, at han sådan bed af hende, men hun bed vel også selv af ham? Det fik hende dog kun til at føle sig langt ringere, end hvad hun i forvejen følte sig, når han reagerede sådan overfor hende. Det var også helt svært at se lyset for enden af vejen, når det foregik sådan her, men hun håbede inderligt på, at der var lys, skønt hun ikke kunne se det. ”Det var måske fantastisk for dig, men tror du ikke, at det ville være fantastisk for mig, hvis jeg rent faktisk gik og vidste, hvad jeg foretog mig? Det føles som om, at der er et slør over mit sind over den tid, hvor jeg var på dit blod, og det er en ubehagelig følelse at have. Jeg ville ønske, at det havde været omgangen i stedet for den ude i skoven, men det er det ikke, og jeg kan ikke ændre på måden, jeg har det på,” svarede hun tilbage. Dybt forvirret var hun over det hele, og at de så måtte skændes fra morgenstunden, gjorde det på ingen måde lettere for hende. Hun mærkede sekund for sekund, hvordan en knude voksede sig større og større i hendes bryst, hvor hun helt frygtede, at den ville opsluge hende. Hun kunne godt mærke, at det hele kun blev værre som tiden gik, og det gjorde hende bange, men samtidig ville hun gerne ud med sine følelser, da han ikke bare kunne forvente, at hun tilgav ham så let som ingenting, når hun i virkeligheden var dybt såret. Som han holdt hende nede, følte hun, hvordan han prøvede at stjæle magten fra hende, som han holdt hende i en position, hvor hun ikke kunne røre sig. Det var en ubehagelig tvang at føle, da hun godt kunne lide at vide, at hun ikke havde lænker om sig der holdt hende ned. At han så trak sig væk fra hende, og satte sig i den direkte modsatte ende af sengen, steg frygten i hende. Ikke frygten for at blive bidt, men frygten for at miste ham. ”Hvornår lærer du, at jeg ikke har nogen andre end dig?! Jeg har ikke haft nogen elskere i den tid vi har været adskilt, men det tror du tydeligvis ikke på. Nærer du overhovedet den mindste form for tillid til mig?” spurgte hun vredt og skuffet. Det gjorde ondt, at han nærede så stor en mistillid til hende grundet en ældgammel fejl, men det kunne hun desværre ikke ændre på, skønt hun ville ønske, at hun kunne. At han så også vidste, at hun havde dannet et venskab til kongen, forværrede måske kun situationen, men ham havde hun ikke engang ligget med! De havde ikke engang kysset hinanden, eller delt større kærtegn. ”Glem ikke, hvorfor jeg endte med at omgøre dig! Jeg gjorde det fordi, at du knuste mit hjerte, fordi du havde været sammen med en anden! Men selvom jeg gjorde det i sorg, så angre jeg dybt over, at jeg gjorde det ved dig!” Som han begyndte at rejse sig op og klæde sig på, som om han havde i sinde at gå, vendte hun sig om i sengen. Trist var hendes blik, som hun lå med ryggen til ham, så hun kunne føle, at hun kunne ’gemme’ sig for ham. Knust var hun, da hun frygtede, at det ikke blev godt mellem dem og han gik, men hvis han valgte at gå, så havde hun ikke styrken i sig til at se det. ”Hvis du vil gå, Derick, så gå! Jeg vil ikke tvinge dig til at være i et forhold, du ikke vil være i,” sagde hun ulykkeligt, mens hun knugede dynen tæt til sig og lukkede øjnene i.

[Deleted]

Derick havde ikke regnet med at alt ville være perfekt når morgenen kom, da han havde vidst at hun så var tilbage til sit gamle jeg igen, det var bare.. hårdt for ham at gå fra et øjeblik hvor hun sagde at hun elskede ham og ønskede ham tæt, til at hun frygtede ham og ikke engang mente at de kunne have noget godt sammen, for det gjorde ondt at høre på. Han vidste godt at han ikke skulle have haft hende tæt, men det var en handling han ikke havde kunnet ændre på, da hun vidste hvordan hun skulle forføre ham og få ham med sig, da hun var ham direkte uimodståelig. Han fortrød heller ikke at han havde haft hende tæt om hun så kunne huske det eller ej. Naturligvis ville han ønske at hun havde været ved sig selv, men det ændrede dog ikke på at det var et fantastisk øjeblik med hende, da alt for en kort stund havde været helt perfekt. Han sukkede en anelse til hendes ord, som han løftede den ene hånd og gned sig i øjnene med sin pegefinger og tommel, imens han forsøgte at regne ud hvad han skulle gøre, selvom det vel lidt var ligegyldigt? Han kunne ikke ændre på noget som helst, han kunne ikke gøre tingene gode igen, ikke med det samme, hvilket måtte frustrere ham yderligere. ”Det ved jeg godt Denjarna, og du har al ret til at hade mig for min handling. Men..” Han valgte at tie og vende blikket bort, for han kunne ikke engang tillade sig at sige at det var et uheld eller komme med nogen undskyldning for at han havde gjort det, for der var intet ved det som havde været i orden, det havde været forkert af ham og hun havde al grund til at hade ham til helvedet, selvom den tanke gjorde ondt. Om hun faktisk havde været sammen med nogen andre eller ej, vidste han ikke, for selvom hun ikke havde lagt i med nogen, kunne hun jo stadig have flirtet med nogen, hvilket irriterede ham at tænke på, særligt at det var den unge konge af Dvasias, der var ulykkelig over denne kvinde, som havde forladt ham, en kvinde som var Denjarna! ”Og hvad vil du have mig til at tro, når kongen tilsyneladende prøver at sætte hele landet i sænk på grund af sit knuste hjerte? SÅ må du trods alt have flirtet med ham og vundet hans hjerte,” svarede han med sammenbidte tænder, som det gjorde ham direkte tosset at tale om! ”Men for at vende den om, stoler du så overhovedet på mig?” spurgte han igen, som han sendte hende et indgående blik. Måske han havde bidt hende, og han vidste at det var forkert, men hun havde selv gjort ting mod ham, som muligvis var værre og det havde han tilgivet hende for! Han endte med at fnyse. ”Så du synes at det er retfærdigt at tage mit liv og gøre hvad du frygter mest, bare fordi du bliver vred og såret? For det mener jeg bestemt ikke var retfærdigt!” vrissede han irriteret, som han fik trukket bukserne op, idet han rejste sig fra sengen. At hun vendte sig om tog han sig ikke af, selvom hendes ord, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Ikke vil være i?” gentog han forbavset, inden han gjorde en hurtig bevægelse og endte om på den anden side af sengen, siddende på hug, hvor han lagde en hånd mod hendes overarm. ”Denjarna.. jeg elsker dig højere end noget andet, du er mit et og alt, min eneste ene, og jeg kunne ikke ønske noget højere end hvad jeg ønsker dig. Du er det bedste der er sket mig, du gør mig lykkelig og jeg ved at jeg har gjort ting, jeg ikke burde gøre, men du kan ikke nægte mig tæt i al evighed, hvis vi skal være sammen. Og jeg ønsker at vi skal være sammen,” hviskede han dæmpet, som han lænede sig mod hende og skænkede hende et flygtigt kys, inden han trak sig og smilede svagt til hende.

[Deleted]

Hvordan Derick havde det, kunne Denjarna ikke sige, da hun ikke vidste præcist, hvordan hun havde opført sig i går nat. Derfor vidste hun ikke, hvor kærlig hun havde været overfor ham, da hun kun erindrede, at de havde haft en fantastisk stund sammen, som det havde været en særdeles vellykket akt. Mere vidste hun ikke. Det pinte hende også, at det var sådan, for hun ville ønske at hun kunne huske hver en detalje, så hun kunne forstå det hele meget bedre, men det kunne hun desværre ikke. At han så begyndte at tale, fik hende til at løfte det ene øjenbryn, for at hun til sidst bare kunne få et undrende skær i de sølvgrå øjne, da han pludselig stoppede midt i sin sætning. Det kunne helt virke som om, at det gik op for ham, at hun måske havde ret i sine ord. Hun endte dog ikke med at spørge ind til det, for hvad nyttede det også? Blikket vendte hun i stedet væk fra ham, så hun kunne spejde trist mod vinduet. Gardinerne var endnu trukket for, så Derick blev holdt i sikkerhed, men hun kunne ane, at det var lyst udenfor. Tanken om dagslyset gjorde hende helt trist, for det virkede som intet mindre end et knust håb for hende nu. Blikket måtte hun dog vende skarpt imod ham igen, da han pludselig beskyldte hende for at have noget større med kongen, end hun lige ville sige, at det havde haft. ”Kongen og jeg var bare venner! Vi gjorde intet andet end at tale sammen, som to helt normale mennesker. Det er ikke min skyld, at han så fik følelser for mig. Og hvis det bringer dig nogen glæde overhovedet, så kan jeg fortælle dig, at kongen og jeg ikke ses længere,” svarede hun afvisende. Sandt var det, at hun ikke havde haft følelser for kongen, som hun bare havde set ham som en god ven. At han så havde fået følelser for hende, fandt hun umådeligt trist, da det ikke havde været hendes mening at knuse hans hjerte, men Derick måtte vel selv vide, at mænd bare fandt hende utroligt charmerende? Det at hun virkede så tiltalende for andre, gjorde bestemt ikke situationen let for hende. Ikke når hun var i et forhold med en jaloux mand som Derick, men hvad kunne hun gøre ved det? ”Jeg prøver i det mindste! Jeg beskylder ikke dig for at have en affære, hver gang du blinker. Det gør du derimod! Har du nogen anelse om, hvor hårdt det er for mig, at min kæreste ikke tror på, at jeg er ham tro, når jeg ikke engang tænker på at være sammen med en anden?” spurgte hun i en såret tone. Hun forstod ikke, hvorfor han skulle blive ved med at køre rundt i fortiden, når det var årtusinder siden. Hun vidste godt, at hun havde gjort sig en stor fejltagelse dengang, og hun fortrød det også inderligt, men desværre var det en af de ting man ikke kunne lave om på, ligesom han ikke kunne lave om på, at han selv havde været sammen med Elanya, og bidt hende. Trist vendte hun sig om, som hun så for sig, hvordan det hele måtte eskalere for øjnene af hende. Det smertede hende at se sit forhold gå i sænk, for det ønskede hun ikke, at det skulle. Hun ønskede at leve med ham … i det hus han havde bygget til dem. Hun ønskede at være lykkelig med ham.. Elske ham. Hun sagde intet til hans forbavsede tone, som hun blot klemte sine øjne i. Det var først, da han rørte hende, at hun så på ham igen. I denne stund havde hun ikke nok plads i sig til at føle sig skræmt, som hun kun kunne rumme følelsen af ulykkelighed. Hans ord varmede hende dog, som han erkendte, at selvom han råbte af hende, så ønskede han hende endnu, hvilket var det bedste hun kunne få af vide i denne stund. Som han flygtigt kyssede hende, besvarede hun det med ømhed, inden hun lod ham trække sig tilbage igen. ”Og jeg ønsker også, at vi skal være sammen..,” sagde hun stille i en dæmpet tone. ”Det gør bare så ondt, at det hele går galt, når jeg havde planlagt, at det hele skulle være perfekt. Jeg ønsker inderligt at få det til at virke mellem os, men til tider virker det bare håbløst.. Vi har kun set hinanden to gange, efter at du blev kidnappet, og vi har skændtes begge gange.., Hvilken forbandelse ligger der dog over os?”

[Deleted]

Derick var gået hen og blevet en meget jaloux mand, hvilket ikke kun skyldtes Denjarna, for selvom hun havde været ham utro, så var det mange år siden, men det skyldtes også Elanya, for selv den kvinde havde faktisk været ham utro, hvilket var grunden til at han havde forladt hende for lang tid siden. Han tolererede ganske enkelt ikke utroskab, bare tanken gjorde ham rasende, og den næste der dolkede ham i ryggen på den måde, ville han ikke se let på! Desværre gik det bare ud over Denjarna, også fordi han vidste hvilken fantastisk kvinde hun var, og det at hun generelt havde forsøgt at komme over ham – som hun selv havde sagt – var noget som gav ham en dårlig smag i munden, selvom han godt vidste at han ikke kunne forlange at hun levede i ulykke resten af sine dage, hvis han engang skulle være væk for alvor og ikke kom tilbage igen. Han ønskede hende lykkelig, men han ønskede hende lykkelig med ham, og var det forfærdeligt? Hun måtte vel have det på samme måde? ”Ja det siger du jo,” mumlede han spydigt igen, uden at han så på hende. Tanken om at hun havde været hos den unge konge, måtte dog helt minde ham om dengang med Gabriel, da han også havde været en ung kronprins. At han så mange år senere skulle ligge i med knægtens mor og Denjarnas rival, var måske ikke ligefrem bedre, selvom han havde troet at Denjarna var død, hvor han også havde været død i flere århundreder – den tid hun havde siddet inde – han havde kun prøvet hos Elanya i få år, inden det ikke var gået, hvilket han sådan set også kunne have sagt sig selv, eftersom kvinden havde haft en lang stime af mænd bag sig. Han havde vel bare været forelsket i tanken om at slå sig ned, få børn, som man kunne se vokse op og så gro sig gammel. Sådan var det dog ikke gået, hvor han et sted ikke fortrød udfaldet, for ellers havde han jo ikke været her hos Denjarna: igen. Det var som om de blev draget til hinanden konstant. Han bed sig selv i kinden til hendes ord, som de næsten måtte give ham dårlig samvittighed. Han vidste godt at han var jaloux og meget striks når det kom til hendes mandlige ’venner’, men det var jo ikke just fordi hun var en kvinde der var kendt for at holde sig venner med mændene, men det var så også mange år siden og meget havde ændret sig siden. Han var vant til at have hende or sig selv, da de trods alt havde isoleret sig fra alt, skønt det ville være en skam, hvis det kom dertil igen. ”Og hvad vil du da have at jeg skal tro, når du selv sagde at du forsøgte at komme over mig og glemme mig?” spurgte han tonløst, som han vendte blikket mod hende igen, hvor hans blik var en anelse såret, da tanken gjorde ondt, for han havde jo ikke forladt hende med vilje! Han var blevet kidnappet, hvilket hun jo selv kendte til. Som han endte over ved hendes side, strøg han hende blidt over armen, hvor det måtte varme og glæde ham, da hun valgte at besvare hans kys, hvilket fik hans smil til at brede sig. ”Jeg ved godt at vi altid har haft det hårdt, men glem ikke at vi altid har kæmpet os igennem det, og jeg ønsker ikke at dette skal være noget undtag,” hviskede han dæmpet, som han lagde sit hoved ind mod hendes. ”Men alt kan ikke være perfekt hele tiden, det er umuligt. Jeg ønsker dog at starte et liv op med dig, jeg ønsker mig ikke noget andet. Og jeg bliver her hos dig, for evigt.” Han kyssede endnu engang hendes læber, skønt han dog denne gang holdt det lidenskabelige kys.

[Deleted]

Denjarna måtte bide tænderne hårdt sammen, som han kom med sin spydige tone, hvor det ikke just lød som om, at han troede på hende. Det gjorde ondt, samt irriterede hende grænseløst, at han på ingen måde troede på hende, når hun oprigtigt fortalte ham, at hun ikke nærede nogen følelser for nogen anden end ham. Hun forstod ikke, hvorfor han nærede denne enorme mistillid til hende, for selvom hun engang havde været ham utro, så havde han faktisk tilgivet hende og ladt det ligge. Han havde aldrig brugt det mod hende, som han konstant gjorde nu. Hun vidste ikke, hvad der havde ændret sig for ham, for han vidste jo, at hun elskede ham, og hun havde været ham tro, siden hun havde valgt at sige ja til hans ring, samt hun end ikke havde prøvet med nogen siden dengang. ”Hold nu op, Derick! Hvorfor betvivler du så meget min kærlighed til dig? Det er du først begyndt på nu, eftersom du ikke tvivlede på min troskab, da jeg valgte dig, efter uheldet med Gabriel. Hvad har jeg gjort, siden du lige pludselig ikke stoler på mig længere? For jeg har absolut ikke gjort noget for at vende din tillid, da jeg ikke har tænkt på nogen anden mand end dig, siden dengang vi forlovede os,” sagde hun ærligt, uden at hun tog blikket fra ham, da han skulle vide, at hun virkelig mente sine ord. Hun løj ikke, når hun sagde det til ham, og hun ønskede, at han forstod det, men det gjorde han tydeligvis ikke. Det føltes som om, at han satte en mur op, når det kom til hende og andre mænd, som han lige pludselig kun kunne se det dårlige i hende, og det gjorde ondt. Det knuste hende, at han ikke havde tillid til hende, for hvilket forhold kunne fungere uden tillid? Det gjorde også, at hun havde mistet sit venskab til sin bedste ven, men det håbede hun på, at hun kunne lave om på. Det tydede dog ikke på, at det var muligt, når Derick allerede reagerede sådan her overfor hende. ”Jeg beklager, at jeg forsøgte at glemme dig, men kan du virkelig bebrejde mig? Jeg troede, at du havde forladt mig, og jeg følte mig i forvejen alene og forladt, da jeg kun havde levet i elendighed i de sidste århundreder, samt jeg havde fundet ud af, at du rent faktisk var kommet dig over mig i mellemtiden.” For at være helt ærligt, så mente hun ikke, at han kunne bebrejde hende for at forsøge sig uden ham, når han selv havde gjort det samme, hvor han rent faktisk havde fundet en anden. Det havde hun dog ikke, da hendes kærlighed til ham havde været for stærk. På den måde kunne man måske sige, at hun var ufattelig dum, eftersom hun konstant havde holdt sig til en mand, der i den sidste ende sagtens kunne ligge i med andre, hvor hun var blevet dårlig ved tanken om det, efter at hun havde giftet sig med ham. Med blikket på hans ansigt, betragtede hun ham, mens han strøg hende over armen. Efter skænderiet var det behageligt at mærke hans kærtegn, da hun så ikke følte sig helt så alene, som han havde fået hende til at føle sig. ”Jeg ved godt, at vi altid har kæmpet os gennem problemerne, men mit hjerte kan ikke klare, at der dukker et nyt problem op, hver gang vi ses. Det gør for ondt at skændes med dig.. Og jeg beder skam ikke om, at det skal være perfekt hele tiden, da jeg ved, at det aldrig vil være muligt. Jeg ønsker bare, at vi sagtens kan ses, uden der opstår et problem, for jeg ønsker virkelig at være lykkelig med dig, og have dig ved min side hver dag,” sagde hun stille. Som han trykkede sine læber mod hendes igen, løftede hun sit hoved en anelse fra hovedpuden, så deres hoveder kunne mødes i en mere normal stilling, mens hun besvarede det lidenskabelige kys.

[Deleted]

Denjarna var ikke den eneste der hadede at skændes, da selv Derick ville ønske at det ikke fandt sted. Det var altid skænderierne som fik dem til at tale ud om hvad de inderst inde følte, skønt det altid kom via en råbende eller en vrissende tone. At hun så selv begyndte på at han betvivlede hendes kærlighed og at han ikke stolede på hende, fik ham til at bide tænderne sammen. Det gjorde ondt at hun troede det, for han vidste jo godt at hun elskede ham, desuden så stolede han også på hende, nu hvor de var sammen igen, men derfor ville han altid frygte at miste hende, ligesom han altid ville frygte at hun var ham utro, fordi hun blev træt af ham, eller af en hel anden årsag. Det var dog ikke kun hende som var skyd i hans mistillid, selvom han ikke følte at han kunne komme ind på emnet, for hun ville da kun blive sur på ham, da han vidste at det var hende et ømt punkt, fordi han faktisk selv havde forsøgt at komme over hende. Han nåede ikke at svare hende, før hun så begyndte på at han ikke kunne bebrejde hende og det havde hun også ret i, for han havde jo gjort det samme. Roligt vendte han blikket mod hende, hvor han sukkede lydløst for sig selv. ”Og jeg troede at du var død, jeg selv havde været død for et par århundreder, Denjarna, og døden gør blot noget ved ens sjæl, når man er død i lang tid, derfor er alkymi og det at lege med døden også farligt og risikabelt. Jeg selv var alene, og der mødte jeg Elanya, og jeg ved godt at du hader mig for at have prøvet chancen ved hende, men det ændre ikke på at selv hun var mig utro, og derfor kan jeg ikke tolerere tanken om utroskab, og når jeg så hører at du forsøger at komme over mig og flirter rundt med andre mænd, såsom kongen, så er det som at blive kastet tilbage i tiden, hvor du var mig utro med Gabriel igen,” svarede han roligt, som han var endt med at se frem for sig, hvilket han fortsat gjorde, da det ikke kun var et ømt og ubehageligt emne for hende, men også for ham.
Det var kun rart at mærke Denjarna falde lidt til ro igen, nu hvor skænderiet havde lagt sig lidt, desuden var det heller ikke Dericks mening at råbe af hende eller sågar ende med at gå, for han elskede hende og ønskede egentlig bare at gøre alt godt igen, så de kunne bygge et liv op og blive lykkelige. Hans hånd trak han roligt til sig, for at lægge den mod hendes kind, så han kunne stryge den ganske blidt. ”Du vil også have mig ved din side hver dag, fra nu af. Desuden så kan vi sagtens ses uden at der skal opstå problemer, bare vent og se. Vi hører sammen og jeg ønsker ikke at noget som helst skal skille os ad igen, for det vil mit hjerte ikke kunne bære. Som du ønsker mig, ønsker jeg også kun dig. Og jeg ved godt, at jeg aldrig skulle have bidt dig, men jeg lover dig at det aldrig vil ske igen, jeg har haft kontrol over det før, hvilket jeg også nok skal få igen,” lovede han hende, inden han trykkede læberne imod hendes. Som hun løftede hovedet en anelse, lagde han begge hænder imod hendes kinder, så han kunne holde hende tæt, som han gjorde kysset dybere og mere begærligt.

[Deleted]

Denjarna følte ikke ligefrem, at Derick stolede på hende, da han konstant mistænkte hende for at have en affære. Det sled på hende, da hun ikke mente, at det var sådan det skulle være mellem dem. Hun havde jo ingen affære, og hun overvejede ikke engang at få en, ligesom hun ikke havde været en anden mand tæt, mens han havde været væk. Hun forstod dog godt, at han nærede en frygt for at miste hende, men det var vel også naturligt, som gjorde det samme med ham. Forskellen på dem var bare, at hun ikke mistænkte ham for noget som helst, som hun faktisk bare modtog alle beskyldningerne, hvor han derfor slet ikke gjorde det let for hende, da hun talte for døve ører, når hun forsøgte at forsvare sig ved hjælp af sandheden. At han så begyndte at tale om Elanya, fik hende til at drive blikket væk fra ham, da tanken kun gjorde hende hidsig og ked af det. Han havde været sammen med hendes værste fjende, som han altid havde forsøgt at benægte sin kærlighed for, så at de rent faktisk havde været sammen og lykkelige, smertede hende mere end noget andet. ”Jeg gider ikke tale om det, Derick. Jeg ønsker aldrig mere at høre navnet på den trunte, og jeg gider ikke blive ved med at forsvare mig, når jeg ved, at jeg ikke har gjort noget galt. Jeg var ikke sammen med nogen, selvom jeg prøvede at glemme dig, og jeg ønsker stadig ikke at være sammen med nogen anden end dig. Det må derfor blive dit problem, om du tror mig eller ej, for jeg kan ikke blive ved med at forsvare mig, når du alligevel ikke vil lytte til sandheden,” svarede hun i en afvisende tone. Det gik hende i den grad på, at han havde været sammen med Elanya, da den kvinde altid havde været et problem for hende. Hun havde altid vidst, at han havde elsket den kvinde, selvom han havde været sammen med hende, og det havde altid været en tanke der havde gjort hende ulykkelig, som hun aldrig havde været alene om hans kærlighed, skønt han muligvis aldrig havde været hende direkte utro. At han så også blev ved med at sige, at hun lå med folk til højre og til venstre, nagede hende kun endnu mere, da det ikke var sandt, og han burde slet ikke beskylde hende for noget, efter at hun vidste, hvad han havde lavet!
Langsomt måtte Denjarna mærke, hvordan hun slappede mere af, som han ikke længere bed af hende, men snakkede normalt til hende og viste hende ømhed. Kærlighed var vel, hvad hun behøvede lige nu, skønt det var svært at få med alle deres problemer. Det virkede derfor også en anelse malplaceret, at han nu strøg hende over armen og kinden og kyssede hende, men alligevel nød hun det. Det gjorde også, at hun ikke frygtede, at han forlod hende, og det var altid rart. ”Jeg håber, at du får ret, for jeg ønsker ikke et liv uden dig, og jeg håber, at du lærere at kontrollere din blodtrang igen,” sagde hun stille, inden deres læber mødtes i kysset. Det var dejligt at mærke den varme kysset afgav, som hun nød at have ham tæt. Hun holdt også kysset i et godt stykke tid, som hun nød det, lige indtil han gjorde det helt begærligt.. Selv så hun for sig, hvordan han havde bidt hende, da de sidst var blevet lidt for intime, og derfor tvang hun sit blik ned, så kysset blev brudt. ”Du bliver nødt til at sætte farten ned..,” sagde hun dæmpet og til dels undskyldende. ”Jeg ved godt, at vi har været sammen, uden at du har bidt mig, men det sidste jeg husker fra en stund som denne er, at du bed mig, så kan vi ikke nok tage den med ro?”

[Deleted]

At Denjarna blev fuldstændig kold, da Derick begyndte at nævne Elanya, var noget som til dels irriterede ham, skønt han ikke havde regnet med nogen anden reaktion fra hende, da han vidste hvordan hun havde det med hende. Han forstod hende også godt, da der jo altid havde været et trekantsdrama mellem dem, men det var i det mindste slut nu, hvilket det rent faktisk havde været i mange år, da de havde isoleret sig sammen og der havde det kun været de to, senere havde han troet at hun var død, da alt havde tydet på det, hvor han selv havde fået det at vide, så han havde taget chancen hos Elanya, skønt det også kun var gået i vasken og der var ikke mere at komme efter, hvilket han også havde det fint med, for han havde fundet ud af hvilken kvinde hun var, skønt det et sted havde været tydeligt hele tiden, men han gad ikke engang tænke på den kvinde mere, da hun ikke havde givet ham andet end ulykke, hvor Denjarna trods alt var en reel kvinde og han vidste at hun var det hele værd, ligesom han vidste at han var heldig at have hende, derfor frygtede han også ekstra meget at han ville miste hende. Hendes afvisning gav ham lyst til at blive spydig igen, skønt han valgte ikke at sige noget, for han gad ikke træde mere i det. Han forstod godt at hun var sur på ham for at have taget chancen ved Elanya, da hun trods alt aldrig havde kunnet lide den kvinde, men sket var sket og han kunne ikke ændre på det, til gengæld vidste han også at han ikke kunne bebrejde hende for at have forsøgt at komme videre i sit liv, da det ikke var retfærdigt af ham at kræve at hun skulle sidde fast i livet, da hun havde haft allermest brug for hjælp, det måtte dog også bare gå ham på, at det ikke var ham der havde været der for hende, men andre mænd, derfor måtte selv det gøre ham vred og jaloux. Ikke at han ville nævne det for hende, for han gad slet ikke ind på emnet.
Det glædede også kun Derick at skænderiet havde lagt sig, da han godt kunne mærke at det havde fået hende til at falde lidt mere til ro, hvor han godt vidste at det ikke hjalp at råbe af hende og hæve stemmen, for det gjorde da kun alting værre. Det var hans skyld at tingene var ødelagte og at der var en dårlig stemning mellem dem, hvor det derfor måtte varme ham, at hun valgte at besvare hans kys. Han ville gøre alt for at komme til at kontrollere sig igen, og det krævede jo også blot tid. At hun så slog blikket ned og dermed brød kysset, fik ham til at blinke overrasket med øjne, som han vendte dem mod hende igen. Hendes ord fik ham til at bide sig let i den bløde underlæbe, da de faktisk måtte gøre ondt på ham, selvom han dog forstod hende. ”Selvfølgelig,” hviskede han dæmpet, som han kyssede hende mod panden, inden han rejste sig op, hvor han gik over på den anden side af sengen og satte sig på sengekanten, som han tog fat omkring sin bluse og begyndte at trække den på.

[Deleted]

Det glædede Denjarna, at han valgte at lade emnet ligge, som hun bad om det. At det i virkeligheden gjorde ham sur, kunne hun ikke tage sig af, for hun var sikker på, at hun i den sidste ende var endnu mere vred og såret over, at han havde været sammen med Elanya. Den kvinde ville altid være en torn i øjet på hende, da Elanya og Derick altid havde haft noget sammen, selvom Derick altid havde forsøgt at benægte det. At hun så vidste, at de havde dannet par, mens hun havde været væk, forværrede kun sagen, da han rent faktisk havde kunnet leve med en anden og være glad for det, vel og mærket indtil det var gået galt. Hun kunne dog ikke lade være med at tænke på, om Derick ville have valgt hende, hvis det ikke var gået ned af bakke mellem ham og Elanya, og det var en tanke der satte knuder om hendes hjerte og hals. Hun frygtede nemlig for, at han kunne undvære hende, ligesom han frygtede, at hun kunne finde på at søge andre mænd. Svært var det, at det var sådan mellem dem, men hvem de havde været sammen med, kunne de jo ikke ændre på. Det var kun fremtiden, at de kunne kontrollere, og forhåbentligt ville det gå dem bedre der. Hun vidste nemlig ikke, om hun for evigt kunne leve med konstant ulykke, skønt hun elskede ham, men måske kunne hun godt det, eftersom hun aldrig havde kunnet få sig selv til at forlade ham.
Det var en lettelse for Denjarna, at de ikke længere bed af hinanden, da det kun gjorde hende langt mere ophidset. Hun havde desuden fra start af ønsket, at det kunne gå godt mellem dem, da de trods alt var sammen. Desværre var der altid en masse modspil, når det kom til deres forhold, og hun vidste oprigtigt ikke, om det nogensinde ville blive bedre. Hun tvivlede faktisk på det, men det ændrede dog ikke på, at hun inderligt håbede på det bedre, da han virkelig var manden i hendes liv, og derfor var det dybt forkert, at de altid skulle skændes med hinanden. Som han gjorde kysset mellem dem mere dybt og begærende, mærkede hun uroen røre på sig igen, da handlingen ikke kunne lade være med at pille ved hendes frygt. Hun vidste godt, at han sagde, at de havde delt en elskov med hinanden, og at han havde kunnet styre sig, men det ændrede ikke på, at det stod endnu mere klart for hende, hvordan han havde sat tænderne i hende, og hun frygtede helt, at han ville gøre det igen, som han gjorde kysset mere vovende. Derfor brød hun det, skønt hun frygtede, at det ville gøre ham vred. Det var dog en chance hun var nødt til at løbe, for ville han gerne kysse med en der følte ubehag og var skræmt af det? At han så bare sagde selvfølgelig, kyssede hende på panden og gik væk, fik hende til at smile skævt. Langsomt satte hun sig op i sengen, mens hun endnu holdt dynen omkring sin krop, så hendes hud ikke blev blotlagt. ”Vil du være sød og række mig min kjole og mine trusser?” spurgte hun roligt, mens hendes blik måtte hvile på hans ryg. Hun følte ikke for at træde splitternøgen ud af sengen, da hun endnu ikke følte sig helt tilpas ved situationen, skønt han før havde set hende nøgen. ”E-er der noget du ønsker at lave i dag?” spurgte hun stille og en anelse tøvende. De havde trods alt lige haft et skænderi, og så spurgte hun, om de skulle foretage sig noget sammen. Det var dog et forsøg på, at de blev mere normale igen, da de var nødt til at få det til at fungere. Hun nægtede i hvert fald at give op.

[Deleted]

At lade emnet ligge angående Elanya, var noget som Derick gjorde, kun fordi han vidste at det gik Denjarna på at tale om, dog havde han været nødsaget til at fortælle hende det, for hun havde jo selv spurgt hvorfor han var så mistroisk, og det var fordi ikke kun Denjarna, men også Elanya havde været ham utro, skønt Elanya var den som havde snydt ham mest, for han havde troet at kvinden bar rundt på hans børn, det vil i hvert fald sige, indtil hun fortalte ham anderledes og havde sagt at de ikke var hans, hvilket havde knust ham, eftersom han havde været forelsket i tanken om at få børn og se dem vokse op. Nu hvor han var sammen med Denjarna igen, var han kun glad for at det ikke var sket, hvor han ikke længere tog det så tungt, nu kunne han kun ærgre sig over at han havde forsøgt ved Elanya og blevet en af de mange mænd hun havde været sammen med. Han gad dog heller ikke tænke på Elanya i øjeblikket, da han bare ville glemme hende helt og fokusere på hvad han havde, og selv det som han havde, var ved at krakelere, i hvert fald så stod de endnu engang overfor modgang, som de skulle kæmpe dem igennem og denne gang kom modgangen ikke ude fra, men fra ham, da han havde bidt hende og nu skulle de kæmpe med hendes frygt. Det gjorde ondt at hun frygtede ham, selvom han vidste at han selv var skyld i det, for han skulle aldrig have bidt hende, men det var nu engang sket og derefter havde de trods alt elsket, som de havde ønsket at gøre ude i skoven, hvor han havde formået at holde igen, på trods af at hun havde tilbudt ham det og sagt at han gerne måtte tage en bid, men hun havde været også været desperat efter at få ham tæt? Sådan havde det i hvert fald virket til at være. Han var dog stolt over at han faktisk havde formået at holde igen, at han havde stået imod og været hende tæt uden at sætte tænderne i hende, for det var jo et bevis på at de godt kunne uden at det skulle gå galt, desuden så ville han heller ikke falde for fristelsen igen, ligesom han ville til at lære at kontrollere sig. At hun så skulle afvise hans kys, var noget som gik ham på, skønt han dog ikke kunne andet end at acceptere at hun gerne ville gå langsomt frem. Han følte dog bare at alt var … forkert. Hun havde lige kysset ham lidenskabeligt og de havde delt en elskov – da hun havde været høj på blod godt nok – og nu kunne hun ikke engang kysse med ham? Han følte sig helt irriteret over det hele, skønt han intet sagde til det, som hanblot gik om på den anden side og satte sig på sengekanten for at trække blusen over hovedet. Han så roligt ned, da hun spurgte om han ville give hende sit tøj, hvor han roligt fiskede det op og kastede det hen til hende. Han stirrede ind i muren, eller det gjorde han indtil hun spurgte hvad han havde lyst til at lave, hvilket fik ham til at se rundt og tilbage på hende. Roligt kravlede han ind til hende, hvor han kyssede hende blidt mod kinden, imens han lagde en hånd over hendes lår og strøg det ganske blidt. ”Selvom jeg har lyst til at ligge og nyde dig lidt endnu, så.. synes jeg at vi skal finde dig noget morgenmad?” foreslog han roligt, som han kyssede hendes kind igen, inden han så afventende på hende.

[Deleted]

Denjarna gad ikke længere diskutere med ham, da det ikke gjorde det bedre for nogen af dem. Hun ville nemlig bare føle, at de blev drevet længere væk fra hinanden, hvis de fortsatte, og det ønskede hun bestemt ikke! Det gjorde hende generelt dårlig at skændes med ham, da det fik en kvalmende følelse til at opstå i hende, som om hendes hjerte gjorde ondt, og at hun ikke kunne få luft. Heldigvis var det ved at stoppe, hvor hun igen kunne trække vejret og falde til ro. Hun håbede også, at det var deres sidste skænderi for i dag, for hun orkede ikke at fortsætte. Hun hadede at føle sig vred på ham, samt frygten der opstod i hende for at miste ham. Men nu når skænderierne var røget til jorden, kunne hun kun håbe på, at frygten for ham snart ville gå den samme vej. Det var nemlig en anden ting hun hadede; at frygte ham. Hun havde aldrig nogensinde frygtet ham, og at det så skulle ske nu var direkte forfærdeligt, men der var ikke så meget hun kunne gøre, når han havde bidt hende uden et ord, når det var en af hendes største frygte. Hun håbede bare, at de i fællesskab kunne løse deres problemer, da hun bare ønskede, at de kunne være glade sammen. Hendes blik hvilede roligt på ham, som han var i færd med at trække resten af sit tøj på. Smuk var han så sandelig, hvor det kun kunne fryde hende, at hun var sammen med en mand som ham. Hun vidste også, at der gennem tiden havde været kamp om at få ham, men i den sidste ende havde hun vundet. De havde været gift, og nu var de endnu engang sammen igen, og det ville de forhåbentligt være resten af deres liv. Som hun bad ham om sit tøj, greb hun det i luften, som han smed det i hendes retning. Mens dynen stadig dækkede hendes krop, smuttede hun hurtigt ned i kjolen, som hun fik trukket den over hovedet, så den i stedet kunne skjule hendes krop. Det var også lige efter det, at han kravlede over til hende, hvilket fik hende til at sende ham et lille smil. Dejligt var det at mærke hans læber to gange mod sin kind, og strøgene over sit lår, da hun nød at blive behandlet på denne blide måde, da det fik hende til at føle sig værdsat på et roligt plan, hvor hun var i stand til at håndtere situationen. ”Morgenmad lyder som en god ide. Jeg er også ved at blive sulten, så det må efterhånden være på tide,” sagde hun roligt, inden hun strakte sin hals, så hun ømt kunne kysse ham på munden. Det var nemlig ikke fordi, at hun ikke ville kysse ham, for det ville hun gerne. Kyssene var bare nødt til at være styrbare, da det andet godt kunne virke overrumplende på hende, når det sidste hun huskede fra sådan en situation var, hvordan han havde bidt hende. Langsomt brød hun kysset igen, så et smil i stedet kunne dukke op på hendes læber. ”Men siden vi er på en kro, så kan vi vel bare få noget her?” foreslog hun, inden hun skubbede dynen til siden og steg ud af sengen. Lynlåsen på sin kjole lynede hun let op, inden hun bøjede sig ned for at trække sine trusser på, så hun også var påklædt. ”Jeg går lige ud på badeværelset og smider noget vand i hovedet, og så kan vi tage af sted,” sagde hun stille, skønt det også primært var for det lyserøde mærke på sin hals, da hun endnu ikke havde fået vasket blodet fra i går af sig.