Old reunion..?

[Deleted]

Det var ikke ofte Anyalina erkendte, at hun faktisk var bange for noget, men denne Vladimir havde virkelig formået at gøre det, også fordi at han havde gjort brug af ting som hun slet ikke havde regnet med at han havde været i stand til. At erkende for Ezekiel, at hun faktisk var bange, var ikke noget som hun normalt ville have gjort, og det vidste han, så han vidste, at det ikke var noget som hun sagde bare for at sige det, for det var det bestemt heller ikke! At han så skulle tage det væsen i forsvar, forstod hun da slet ikke! Hun vidste ikke hvem eller hvad Vladimir havde været, men hvad han havde gjort, var ikke noget som hun bare ville glemme! Hun blinkede let med øjnene, inden hun let kneb dem sammen. Han havde taget hendes liv, og så sked hun virkelig på at han faktisk havde gravlagt hende respektfuldt, for.. det at tage hendes liv, havde ikke været respektfuldt! ”Hvordan kan du tage det væsen i forsvar, Ezekiel? Han brækkede min kæbe, tog mit liv og gravlagde mig på et sted, hvor jeg aldrig nogensinde må sætte mine fødder igen! Jeg er ligeglad med hvor misforstået eller fejltolket han må være, for han gjorde hvad han aldrig burde have gjort! Han… undskyldte endda for det..” Hun rynkede let på næsen. Der var så meget der som ikke gav mening for hende, og det var noget som virkelig irriterede hende.
Ezekiel var godt nok blevet noget af et kyssedyr! Og mere end det som hun lige kunne huske, også selvom det morede hende lidt. At han ikke var en alkymist, var samtidig en tanke som gjorde det lidt nemmere for hende, for hun vidste at hvad de var nu var.. rent. Hun vendte blikket mod ham og med et let smil på læben. ”Hvilken kvinde ønsker da ikke at have ret, min kære Ezekiel?” spurgte hun sagte. Det var da hans egen skyld, eftersom han altid gav efter for hende, for det var da bestemt ikke hendes skyld! At han igen kom over hende og kyssede hende igen og igen, og med de ord, gjorde det ikke just bedre, for det morede hende faktisk lidt. Selvom hun endnu havde meget at vænne sig til, specielt hvad angik hans tilbagekomst på denne måde, så ønskede hun et sted også at finde ud af hvad der var sket med William, for.. hun skyldte den mand frygtelig meget. Hun vendte sig mod ham endnu en gang. ”Jeg tror den død har gjort dig helt kulret, min egen,” påpegede hun let morende og med et stille smil på læben.
Det lignede bestemt ikke Anya at være usikker og bekymret på denne måde, hvilket hun vidste, men et sted så var hun vel også bange for at han ville blive revet fa hende igen? Hun vendte blikket mod ham. At han var en gammel ven af Konstantin var en ting, men han gik jo for pokker rundt og brugte mandens fætters krop som et hylster! Selv ikke hun vidste hvordan den mand ville tage det. ”Jeg ved ikke hvordan manden vil tage sin fætters død, og vide andre bruger den som et hylster, Ezekiel,” påpegede hun ganske sigende. Hun forstod godt, at han var nødt til at finde sin egen krop igen, men.. for pokker, de var jo nødt til at finde en ordentlig måde at gøre det hele på! Og uden at det skulle koste for dyrt. ”Du husker.. ikke noget? Bare lidt? Så vi måske kunne finde din egen inden det skulle blive for sent?” spurgte hun. Selv hun havde søgt efter ham dengang, og det måtte vel være.. måneder siden? Et sted frygtede hun vel, at den var gået kraftigt i forrådnelse?

[Deleted]

Måske Ezekiel var endt med at tage hendes morder i forsvar, men der var bare meget ved hendes fortælling som ikke gav mening? En vampyr der gravlagde sine lig? Det var ikke just set før og da slet ikke i disse tider! Eller en vampyr der gav én en ’nådig’ død ved at lade hende gå trygt ind i døden ved at vise Ezekiel, som det sidste hun så, det var heller ikke noget hverken en vampyr eller en mentaldæmon ville gøre! Eller noget andet magisk væsen for den sags skyld. At hun så også sagde at manden havde undskyldt for at tage hendes liv, det gav jo bare overhovedet ingen mening og det lød da slet ikke til at være en morder, på trods af at han havde taget hendes liv! Han rynkede let brynene. ”Naturligvis er jeg vred over at nogen i det hele taget har krummet så meget som et hår på dit hoved! Men.. det giver bare ingen mening! En vampyr der gravlægger? Lader en gå trygt ind i døden og som undskylder? Han lyder bare ikke som nogen.. morder. Desuden så ved vi begge hvad en sult kan gøre ved en vampyr, hvad nu hvis det bare var forkert sted det forkerte tidspunkt?” Han vendte blikket mod hende igen, hvor han måtte erkende at han var lidt forvirret. Han ville dog gerne finde mere ud af denne mand. ”Har du hans navn?” spurgte han nysgerrigt.
Ezekiel kyssede hende nok lidt mere end hvad han normalt ville have gjort, men kunne man bebrejde ham? Han havde savnet hende i frygtelig mange år, og han kunne jo tydeligt mærke at han aldrig var kommet over hende, og at vide at hun faktisk elskede ham og at det hele havde været ægte, selv deres ægteskab, jamen det var noget som gjorde ham ufattelig glad, hvor han havde lyst til at kysse hende, for det havde han jo ikke kunnet gøre i flere tusind år! Han kluklo ganske let til hendes ord, og trak morende på smilebåndet, for hun havde ret. ”Så sandt. Kvinder er besværlige,” endte han morende, som han blinkede let til hende. At lægge sig over hende og kysse hende, var noget som han havde savnet, skønt han vidste at hun aldrig havde været den som gad putte og ligge og hygge, for det var kun sket ganske sjældne gange! Men denne gang måtte hun bære over med ham! Desuden virkede hun jo heller ikke sur over det. Han vendte let blikket mod hende til hendes ord og trak skævt på smilebåndet. ”Og hvad mener du med det? Bare fordi jeg er glad for at se dig,” svarede han roligt.
Anyalinas bekymring fandt Ezekiel unødvendig, for han holdt jo lav profil, det var jo ikke sådan at han ville lade folk tro at William rendte rundt og lavede alt muligt sindssygt, for han vidste godt at han skulle holde lav profil. Han sendte hende et opmuntrende smil, som tegn til at hun bekymrede sig mere end hvad hun burde. ”Han kender mig. Jeg er sikker på at han nok vil tage Williams død hårdt, men han ved hvem jeg er og hvad vi har gjort for hinanden, så jeg er sikker på at han vil forstå,” svarede han roligt, hvor der vel ikke var nogen tvivl om at han havde tiltro til Konstantin? Måske det ville være dumt, men han havde kendt manden i mange år. Han trak let på skuldrene, som hun spurgte om han kunne huske. ”Jeg kan kun huske en høj og.. mørk mand. Og.. mørke. Jeg kan ikke huske andet end mørke,” endte han dæmpet, hvor tanken om at han slet ikke kunne huske noget, skræmte ham, for han hadede at være uvidende!

[Deleted]

Det irriterede virkelig Anyalina at Ezekiel tog hendes morder i forsvar, for han havde taget hendes liv, uden at der egentlig havde været grund til det, og det var noget som hun stod fuldkommen fast på! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en direkte advarende mine denne gang, for der var grænser for hvad selv hun måtte finde sig i, at skulle lægge øre til på denne her måde, og den gik i den grad også her. Næven knyttede hun ganske let. ”Det lyder virkelig som du vælger at tage ham i forsvar.. selv på trods af det som han valgte at gøre ved mig, for behageligt var det på ingen måde..!” begyndte hun tvært, som hun vendte blikket væk fra ham, også fordi at hun virkelig var utilfreds, og selvfølgelig var det noget som han skulle vide, når det endelig var! Hun rystede på hovedet. Om han overhovedet havde præsenteret sig for hende, kunne hun ikke ligefrem huske, for hendes fokus havde været helt andre steder! ”Det.. kan jeg ikke huske, og det er vel også fuldkommen lige meget? Næste gang, lader jeg mig ikke overraske af ham,” endte hun ganske kortfattet. I tilfælde, så ville hun ikke tøve med at slå ham ihjel, hvis hun kunne komme til det!
Anyalina var bestemt ikke den type som lå og puttede, for det var bestemt ikke noget som lå til hende, selvom det skete en sjælden gang eller to, når hun endelig havde brug for bekræftelsen indenfor det punkt, også selvom det ikke skete særlig ofte. Ezekiel havde altid været god til at bekræfte hende, uden at det havde været direkte nødvendigt for hende, at søge efter den, og selvfølgelig var det også noget som gjorde hende glad. At han så skulle kysse på hende på den måde, var noget som direkte morede hende, velvidende om at hun ikke just kunne gøre noget ved det af den grund. Hun rystede let på hovedet, som hun vendte blikket mod ham. ”Mænd er de besværlige,” påpegede hun drillende, velvidende om at det nok var en løgn, for mænd var virkelig lette og lige til at finde ud af, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. Hun elskede han, og nu hvor han var warlock, så var det bare meget nemmere for hende, at skulle give efter for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for så var det selv mere rigtigt i hendes øjne! Hun vendte de mørke øjne i hans retning. ”Det ligner dig ikke at opføre dig på den måde,” påpegede hun sagte. Det var dog ikke en dårlig ting nødvendigvis!
Det lignede bestemt ikke Anyalina at være så bekymret, som det hun var i denne stund, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved. At han kendte Konstantin, var ikke nødvendigvis at manden ville lade ham gå, for at vandre rundt i hans fætters krop! Hun rystede let på hovedet. ”Af hvad jeg kunne høre, så har Konstantin ikke haft det nemt.. jeg tror ikke du skal tage så let på det..” endte hun ganske alvorligt, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var jo ikke engang sikkert at de kunne finde hans krop igen, og hvad ville han så gøre? At han kun måtte huske en mørk skikkelse, sagde hende ikke alverdens. Hun nikkede bare stumt. ”Det skal nok gå,” forsøgte hun, som hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind.

[Deleted]

Måske Ezekiel tog dette væsen i forsvar, hvor han godt vidste at manden havde dræbt Anyalina, og det nagede ham naturligvis, særligt det at han ikke havde været der til at beskytte hende, for var han ikke søgt ud, så var det jo aldrig sket! Alligevel forekom det hele ham bare så.. underligt. Væsnet virkede jo slet ikke ondt på trods af at det havde myrdet hende og mange andre. Han kunne dog godt høre at det gik hende på, derfor valgte han også at lade det ligge, for han ville heller ikke gøre sig uvenner med hende nu hvor hun var her. ”Det er bare underligt,” endte han roligt, som han så tænkende ud i rummet. Den vampyr lød ikke normal og ganske vidst lød han farlig, men ikke decideret ond, og det hele forekom ham nærmest som en tragisk komedie, da det ikke rigtig gav nogen mening for ham. At hun ikke kunne huske navnet på denne mand, var noget som også måtte irritere ham lidt, for så blev hans research og søgning langt mere besværlig. ”Det også ligegyldigt, og forhåbentlig vil du slet ikke møde ham igen,” svarede han roligt, som han lænede sig mod hende og kyssede hende blidt mod kinden.
Anyalina havde ganske vidst aldrig været typen der var meget for at ligge og putte, da hun altid gerne ville bevare sin hardcore og stolte facade, skønt han til tider direkte havde tvunget hende til at slippe hæmningerne og gjort hende helt blid, ved at insister på at ligge og hygge og putte med hende. Han havde altid bekræftet hende, hvilket han også altid forsøgte på at gøre, uden at hun skulle komme og kræve det af ham, for det var jo bare normalt i et forhold? Desuden var han jo en mand der selv nød at værne om sin kvinde, og der var hun intet undtag uanset hvor hård og stolt hun var. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Hvad? I kvinder er de besværlige, vi mænd er de naive,” svarede han bestemt. Måske han talte ned om sit eget køn, men det var jo for det første kun i sjov og så havde han heller aldrig været nogen mandschauvinist, så han bar ikke just fordomme overfor nogen af kønnene. Han trak let på smilebåndet. Han vidste godt at han var slem lige her i aften til at kysse og røre hende, men han havde jo bare savnet hende og følelsen af hende. ”Du er bare savnet. Men hvis det bliver for meget, må du jo sige til,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et blidt smil. Han respekterede skam hendes grænser.
Ezekiel lyttede til Anyalinas ord, hvor han også tog dem til sig. Han vidste ikke hvad der var sket med Konstantin eller med nogen andre, for den sags skyld, da han jo havde været død og næsten kun lige var kommet tilbage til livet igen. Men sådan som han kendte Konstantin så var manden til at snakke til fornuft, skønt han naturligvis ikke selv vidste hvordan han ville reagere, når han fandt ud af at han vandrede rundt i mandens fætters krop. Han så en anelse tænkende på hende til hendes ord, inden et mildt smil lagde sig over de rosenrøde læber. ”Jeg er sikker på at det nok skal gå,” svarede han roligt, som han sendte hende et betryggende smil, nu hvor hun virkede helt bekymret for ham. Han lod hovedet søge mod hendes hånd, da hun valgte at stryge hans kind, hvilket var en følelse han havde savnet. Han nikkede sig roligt enig i hendes ord. ”Vi skal nok finde ud af alt sammen,” endte han roligt, som han vendte de honningfarvede øjne imod hendes egne mørke, „men hvor skal vi søge hen herfra?”

[Deleted]

Anyalina var bestemt ikke meget for at Ezekiel tog manden i forsvar, efter det som han havde gjort imod hende, og det var slet ikke noget som hun fandt sig i, for den tanke alene, var faktisk noget som gjorde hende direkte vred. Manden havde taget hendes liv, og så var hun fuldstændig ligeglad med om han havde undskyldt eller ej! Så var hun ligeglad med hvordan det hele var forløbet sig eller ej, for det var slet ikke noget som gjorde nogen forskel for hendes vedkommende, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun fnøs ganske let. ”Jeg er ligeglad med hvor underligt det er.. Jeg slår ham ihjel, hvis jeg ser ham igen, og næste gang, så får han ikke lov til at overraske mig!” endte hun med en ganske kortfattet og yderst bestemt, for hun ønskede slet ikke at falde igen, hvis hun skule stå ansigt til ansigt igen, og hvem sagde ikke, at han ville gøre det en gang mere, hvis han fik muligheden for det? ”Det håber jeg ikke..” endte hun sagte, for det mente hun faktisk. Det var yderst sjældent at hun sagde at hun var bange, men denne gang havde hun i den grad også været bange, og det var noget som et sted skræmte hende!
At Ezekiel virkelig skulle være sådan over hende, var noget som et sted morede hende, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved, for et sted så bekræftede det vel også for hende, at hun faktisk var savnet? Og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Det var bestemt heller ikke fordi at det lå til hende at putte, men lige denne gang kunne hun faktisk godt give lidt efter for den kvinde som befandt sig dybt i hende, og så vide, at der var en mand til at passe på hende, for han var skam også den eneste som fik lov til at gøre lige så. ”Jeg skal sige til? Jamen Ezekiel, du er virkelig for meget!” endte hun næsten morende, som hun vendte blikket mod ham. At han så stod fast på at de skulle fortsætte herfra sammen, var nu ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun let lod hånden stryge mod hans kind. Det var rart at vide at han var der, selvom kroppen selvfølgelig var den forkerte, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Efter hun selv var bortvist og det hele, så frygtede hun lidt for hvordan Konstantin ville komme til at reagere, for som hun havde hørt, så havde manden haft meget at slås med. Svagt bed hun sig i læben, som hun vendte de mørke øjne direkte mod ham endnu en gang. Let blinkede hun med øjnene. ”Du virker bare en kende for selvsikker, Ezekiel.. Du ved slet ikke hvordan det kommer til at gå herfra, eller om vi overhovedet gør.. det sammen..” endte hun stilfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Let lod hun hovedet søge på sned, som hun roligt så på ham. Svagt trak hun på smilebåndet endnu en gang. Hun ville gerne fortsætte med ham, men.. et sted frygtede hun vel for følgerne? ”Jeg ved det ikke.. Jeg ved det virkelig ikke..” endte hun dæmpet og næsten med en stemme præget af frustration.

[Deleted]

//Out

[Deleted]

//Out