Old reunion..?

[Deleted]

Det eneste Ezekiel ønskede, var at Anyalina skulle tro på ham, hvor han også ville gøre alt for at hun faktisk kunne indse det, for det var jo ikke fordi hun mistede noget på det, tværtimod fandt hun jo kun ud af at hun faktisk ikke var alene, men at han endnu var der, og nu hvor hun havde indrømmet alt det som hun havde, så havde han heller ikke lyst til at give slip på hende igen, for det havde jo været ægte, og så havde hun ikke manipuleret med ham, skønt hun måske alligevel havde røvrendt ham i sidste ende, men det kunne han godt tilgive hende for, da han vidste at hun havde gjort det, fordi hun havde ment at det havde været for hans eget bedste, det kunne naturligvis diskuteres, da han altid ville stå fast på at han og Anyalina sagtens ville kunne slå Malisha tilsammen, for sammen ville de da nærmest være uovervindelige! Han var vel efterhånden den ældste alkymist der fandtes? Hvor hun var en af de ældste warlocks, tilsammen var deres magi enorm og frygtelig stærk! At hun så selv havde betvivlet det dengang, var noget som faktisk gjorde ham fornærmet, for han havde ikke brug for beskyttelse, det kunne han sagtens selv sørge for, og sammen var de da kun stærkere! Han vidste godt at de måske var hinandens ømme punkt, men det ville de jo også være selvom de var væk fra hinanden og der var de da kun langt mere sårbare! – det var i hvert fald sådan han så på det.
At Anyalina sagde dit hjem indikerede kun at hun faktisk var ved at være overbevist, hvilket var noget som faktisk lettede Ezekiel, samt det gjorde ham glad, for han ville jo gerne overbevise hende og ikke mindst så ville han gerne have en ny chance sammen med hende, og denne gang skulle Malisha ikke få lov til at skille dem fra hinanden, det var der ingen der skulle! Han nikkede roligt forståelsesfuldt til hende. ”Det ved jeg godt, men det var også fordi at jeg døde, for det gjorde jeg, og dermed brød det hele sammen, for at ingen skulle finde ud af mine hemmeligheder,” fortalte han sandfærdigt, hvor han rynkede brynene ganske let. Han kunne sagtens vise hende sit sande ansigt, men det krævede at han brugte magi, og han var bange for at han endnu ikke havde kræfter nok til det, så han ville med garanti besvime igen, og det turde han ikke helt, for han var bange for at han ville vågne op og så var hun gået, og han ønskede ikke at hun skulle smutte fra ham igen, hvis han ellers kunne blive fri for det. ”Men det er mig, Anya. Du må tro mig,” bad han dæmpet, hvor hans blik blev en anelse usikkert, for han vidste jo faktisk ikke helt hvad hun tænkte på i øjeblikket og om hun overhovedet ville tro på ham, skønt det var ægte nok, og det som han havde fortalt ville ingen andre end ham selv kunne fortælle hende, hvilket hun allerede burde vide, så overbevist måtte hun vel snart være? At se hendes tårer, gav ham helt lyst til at rejse sig og trøste hende, selvom han var for afkræftet til at komme op på benene, hvor han allerede havde kæmpet sig op at sidde og hen til sengekanten, så hans fødder hvilede mod det kolde trægulv.

[Deleted]

Anyalina var bestemt ikke meget for at skulle sige det, men hun var ved at blive overbevist om det faktum, at han virkelig var Ezekiel, kun fordi at han kunne fortælle hende noget, som hun vidste at manden aldrig ville fortælle til nogen som helst – foruden ganske få stykker, hvor hun havde været en del af det, udelukkende fordi at hun havde været hans hustru. Selvfølgelig var det en plads som hun altid havde været glad for, og hun havde faktisk skænket ham sit ’ja’ af hjerte, for hun havde faktisk elsket ham.. og gjorde det stadig, selv på trods af at det var ved at være flere årtusinder siden, at de havde haft noget med hinanden at gøre. Dengang havde hun taget et valg, som hun vel nu kunne fortryde? Men hun havde bestemt ikke ønsket at Malisha skulle gå efter ham, for det havde hun gjort, hvis hun ikke havde handlet som hun havde gjort, og det var slet ikke noget som hun kunne sige sig, at være synderlig interesseret i, på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke! Det gjorde ondt for hende at mindes hvad de havde været igennem, for ikke at glemme den smerte som hun havde påført ham, selvom det var noget som hun igennem så frygtelig mange år, havde forsøgt at abstrahere sig fra. Nu kunne hun ikke mere, kun fordi at det hele stod og gloede hende lige op i ansigtet!
Det sitrede virkelig i Anyalinas krop. Hun vidste ikke hvordan pokker hun skulle reagere, og det var noget som kun gjorde ondt værre for hendes vedkommende, for hun brød sig slet ikke om den fornemmelse som det hele skulle efterlade hende med. Hun blev da sindssyg af det! Tårerne trillede ned af hendes kinder, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det, for hun nægtede at stå som svag! Det var hun simpelthen for stolt og ikke mindst alt for stædig til! Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang, hvor tænderne tydeligt måtte bides sammen. ”Jeg forstår det ikke..” Det var som om at hun slet ikke havde fået hans ord med, men kun stod fanget i sine egne tanker. Det hele kørte for hendes blik. Hun forstod ikke hvordan pokker han kunne være tilbage! Tankerne gled til Vladimir.. hvad han havde vist hende.. Ezekiel som havde hjulpet hende videre, inden det hele var gledet hen i det evige mørke, som hun så brutalt var revet fra igen. Gravlagt i et land, som hun vidste, at hun ikke kunne betræde så lang tid at Malisha havde magten over deres race, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre. Hun vendte blikket mod ham, som han rykkede sig frem til sengekanten. Hvordan hun skulle reagere, vidste hun virkelig ikke, og hun brød sig på ingen måder om den tanke, for det var noget som kun gjorde ondt værre for hendes vedkommende! Hun kunne slet ikke have med det at gøre! Let dumpede hun ned på stolen, og med en klar sitren i kroppen. Hun frøs, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, eller hvad hun skulle sige, for intet af det gav nogen mening for hende, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre!

[Deleted]

Ezekiel havde altid forbandet Anyalinas loyalitet overfor Malisha, da han vidste at den kvinde havde ødelagt meget igennem deres forhold og ikke mindst var hun den som havde ødelagt alt i sidste ende, da hun var grunden til at Anyalina havde forladt ham og så gjorde det ham kun endnu mere sur, at Malisha faktisk valgte at forvise Anyalina på den måde, når hun altid havde stået kvinden tæt og ikke mindst været hendes mest loyale følger, så det gjorde ikke just at han brød sig mere om Malisha, tværtimod! Anyalina havde jo altid talt en del om Malisha, hvilket altid havde irriteret ham, for det havde nærmest mere føltes som om hun havde været gift med kvinden, frem for ham, skønt det vel også var beundringsværdigt at Anya faktisk var så loyal? Det var også derfor det kun var endnu mere forfærdende at Malisha havde bortvist hende og så tilmed over en så latterlig grund, for historien havde han jo allerede fået! Han havde dog altid kun ønsket Anyalina det bedste, og selvom hun havde forladt ham, så havde han aldrig rigtig været typen der havde båret nag. Naturligvis havde han været såret, og da han havde set hende igen, havde han også været kølig overfor hende, men det var vel også kun forståeligt? Inderst inde havde han jo altid elsket hende og han havde aldrig fundet en ny, fordi han aldrig rigtig var kommet over hende, og han havde også altid frygtet at ingen ville kunne overgå hende, for Anyalina havde virkelig formået at gøre ham smaskforelsket som han aldrig havde været det før! Tiden med hende, havde jo faktisk været den lykkeligste tid i hans liv.
Det var så småt ved at gå op for Anyalina, hvilket var tydeligt på den måde som hun reagerede på. At hun så skulle stå og græde, forstod Ezekiel dog ikke, da hun jo sådan set ikke havde noget at være ked af det over. Han var der jo, og dermed var hun ikke alene, og med alt det hun havde indrømmet her til aften, så ønskede han heller ikke at forlade hende igen. Han blev siddende på sengekanten, hvor han ikke rigtig kom videre alligevel, og det lettede ham en anelse, at hun dumpede ned på stolen, for det beviste da om ikke andet, at hun faktisk blev og ikke gik – foreløbig. Han rynkede let brynene, da han snart var usikker på om hun var okay i det hele taget, skønt han vidste at det var meget at kapere på én gang. ”Jeg ved godt at det er.. mærkværdigt og bizart, samt uvirkeligt, men det er mig. Nok døde jeg, men jeg er tilbage. Du er ikke alene,” endte han dæmpet og i et forsøg på at være opmuntrende, skønt han var usikker på om det i det hele taget ville virke, da hun virkede rimelig langt væk. Han kunne godt bevise det for hende, men han var bange for at hun ville gå, så snart hun var ude af døren, men.. var det en chance han blev nød til at tage? ”Du kan få mig at se igen,” forsikrede han hende, hvor han bed sig lidt usikkert i den bløde underlæbe. Han kunne en besværgelse, der ville afsløre hans sande ansigt, én han havde brugt mange gange mod formskiftere, når de havde forfulgt ham, men han vidste at han ikke havde megen energi, men det var vel en chance han måtte tage? Han endte ganske roligt med at sætte sig op i sengen igen. ”Revelare Faciem!” sagde han i en høj tone, hvor han mærkede hvordan energien susede rundt i hans krop og blodårer, skønt det også drænede ham for den energi der holdt ham vågen, hvor han endte med at glide hen i endnu en bevidstløs tilstand, hvor han lå i et stykke tid, inden hans krop begyndte at forandre sig, hvor han gik fra at ligne William, netop til at ligne ham selv; den næsten to meter høje mand, med det pjuskede mørke hår, de honningfarvede øjne, den stærke muskuløse krop, med de velkendte brede skuldre, og den ranke næse. Den sande mand, som hun havde været gift med.

[Deleted]

Anyalina havde altid været en tro og ikke mindst loyal støtte, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, også selvom det var tydeligt, at det havde givet massiv bagslag i den anden ende, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun havde mistet det hele, i og med at Malisha havde valgt at bortvise og forvise hende, for det havde jo.. faktisk kostet hende livet et sted, hvis man kunne sige det sådan. Nu var det bestemt ikke noget som hun kunne være særlig stolt af. Hun havde intet til overs for kvinden mere, og nu måtte hun jo bare handle efter hvad hun selv måtte definere som det bedste, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun let sammen alene ved tanken om det. William havde fået historien og Ezekiel havde også fået den, velvidende om det ikke var noget som havde forandret på noget som helst, og det var næsten det som havde været det værste af det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og det var noget som gjorde ondt. Hun var måske en frygtelig hård kvinde, men i det store og hele, så havde hun faktisk forsøgt at handle på hans bedste og forsøgt at holde ham tryg og sikker, for.. hun elskede ham. Det havde hun altid gjort.
At vide at det faktisk var Ezekiel som hun sad overfor, var slet ikke noget som gav nogen mening for Anyalina, for.. det kunne da ikke være rigtigt.! Hun bed tænderne let sammen, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og det var noget som hun allerede nu var klar over, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Hun vendte blikket mod ham, som han igen valgte at henvende sig til hende. At vide hun ikke var alene, var en tanke som selvfølgelig glædede hende, selvom hun ikke rigtigt vidste om det var en god eller en dårlig ting, men det.. genstod vel at finde ud af? ”Jeg har stadig ikke noget sted at være, eller nogen at søge til… Jo.. så jeg er alene,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, for det var jo ikke ligefrem noget som hun kunne skjule. At han viste det indre ansigt – Ezekiels, var noget som gjorde hende bleg i ansigtet, også selvom det var tydeligt, at det var noget som kostede ham energi; Energi som han tilsyneladende slet ikke havde. Svagt bed hun tænderne sammen, idet hun stille rejste sig op. Hun gik hen til sengen, hvor hun tog fat omkring ham, for at rive ham op på plads i sengen i stedet for. At se Ezekiels ansigt, var noget som.. lettede hende. Den sidste overbevisning som hun et sted havde haft brug for. Hånden lod hun prøvende og varsomt glide mod hans kind. ”Der var du jo..” endte hun dæmpet, som hun lagde dynen om ham. Han havde brug for det, mere end det som hun havde, det var da tydeligt at se!

[Deleted]

Anyalina havde altid været en loyal og trofast støtte til Malisha, hvilket kvinden uden tvivl burde have værdsat noget højere, et sted håbede han lidt på at det ville bide Malisha i røven bagefter, for det var efterhånden fortjent, sådan som hun havde valgt at behandle Anyalina. Aldrig havde han forstået hvordan hun kunne være kvinden loyal, når hun simpelthen var forrykt og kun tænkte på sig selv, så snart man sårede hendes forfængelighed så var helvedet løst, hvor han aldrig havde fundet hende egnet som leder for warlockerne, men eftersom han havde været alkymist, havde han ikke gidet at blande sig i det, da han kun havde været involveret på grund af hans ægteskab med Anyalina, der jo selv havde været warlock. Hun havde langt mere morale end hvad Malisha var, og det var også det at Anyalina skilte sig ud fra racen på mange punkter, som han altid havde kunnet lide. Han selv havde måske også påvirket hende til at blive anderledes, men charmen havde hun i hvert fald altid haft, hvor hun vel egentlig havde spillet på den med vilje til at starte med, fordi han havde været alkymist og havde kunnet finde en kur for hendes krigsskade, og senere var hun vel gået hen og fået følelser for ham? Det var næsten sådan han selv ville tro at det hele hang sammen, hun havde i hvert fald selv indrømmet at hun elskede ham og at han var den eneste der havde påvirket hende på den måde, og den tanke var noget som glædede ham.
De dæmpede ord fik Ezekiel ikke med, skønt han dog stod fast på at hun ikke var alene, for han var der for hende og sammen skulle de nok finde et nyt hjem. Han havde boet alle steder, så for ham var det lidt hips som haps, han kunne nøjes, så længe han bare var sammen med hende. Dog skulle han vel selv finde sig til rette i denne nye krop? Han vidste heller ikke hvad han længere kunne af magi og hvad han ikke kunne, der var det måske også et held at han faktisk engang havde været i lære hos warlockerne, det var dog mange år siden nu. At det hjalp at sige afsløringsbesværgelsen, vidste han dog ikke, for han var gledet hen i en bevidstløs tilstand, hvor det eneste der faktisk afslørede at han var i live, var hans tunge og dybe vejrtrækning. Han var direkte udmattet, hvor det at bruge magi simpelthen havde drænet ham for energi. At hun så kom hen og fik ham bedre op i sengen, strøg ham over kinden og tilmed fik dynen over ham, var slet ikke noget han ænsede, da han simpelthen var væk. Han havde frygtet at hun ville gå, og selvom han var langt væk, så var han inderst inde stadig bange for at vågne op til ingenting, fordi hun var gået, men det var vel en risiko han havde været nød til at løbe?

[Deleted]

Anyalina havde altid været forbandet loyal, og hun vidste nu at hun måske var gået lidt for meget op i det, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At vide at det var Ezekiel, var noget som var gået op for hende, også selvom hun slet ikke vidste hvordan pokker hun skulle reagere på den nyhed, for det var noget som virkelig slog hende frygtelig, frygtelig hårdt! Dynen fik hun roligt lagt omkring hans skikkelse, nu hvor han igen var gledet hen i ubevidsthed, og det var noget som et sted gjorde hende urolig. Den mand havde altid været hendes svageste led, hendes mest ømme punkt, og det var den eneste grund til at hun havde valgt at gå fra ham tilbage i sin tid – Malisha havde truet med at gøre ham ondt, og det var slet ikke noget som hun havde ønsket sig, men nu var det jo bare sådan at det var – hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, for.. hun vidste jo endnu ikke hvor pokker hun havde ham. Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, for hun ville ikke vise sig som svag! Han var desuden også den mand som havde bevist for hende, at man ikke var svag ved at fælde tårer, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, for han havde en påvirkning af hende i en grad som hun ikke vidste, var en god eller en dårlig ting. Selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Forsigtigt satte hun sig på sengekanten, da hun heller ikke ønskede at skulle komme ham på tværs eller komme for tæt på. Forsigtigt puttede hun ham godt under dynen, for varmen og energien havde han brug for, hvilket hun allerede var klar over, og derfor var det også noget som hun ønskede at give ham, når hun havde muligheden. Lysten til at tage derfra igen, var som forduftet som dug for den store sol, for nu vidste hun jo trods alt at det var ham.. det var virkelig Ezekiel! Hånden strøg hun varsomt over hans kind og igennem hans hår, idet hun igen rejste sig op, selvom det var på skælvende ben. Hun tog plads tilbage i stolen, hvor hun trak benene godt op til sig, så hun kunne sidde der, og selv forsøge at holde varmen bare lidt, for hun vidste ikke om hun skulle lægge sig ned ved siden af ham, eller hvad hun egentlig kunne tillade sig, for det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun hadede at være så usikker, og igen så var det ham som var skyld i det! Som hun sad der og bare stirrede på ham, så var det som om at hendes egen krop gav efter for den hvile, som selv for hende, var så umådelig tiltrængt, også selvom.. ja, hun vidste jo at han var der, så hun havde vel og brug for det? Med hagen hvilende mod sine knæ, så endte hun selv med at falde i søvn.

[Deleted]

Som Ezekiel gled hen i søvnen, fordi han faktisk besvimede, så ænsede han ikke rigtig hvad Anyalina lavede omkring ham, eller at hun faktisk puslede om ham, ved at putte ham under dynen, samt stryge ham over kinden og igennem håret. Han var helt væk, hvor det at bruge magi havde taget hans sidste energi og brug for hvile havde han efterhånden. At hun ikke gik som han havde været nervøs for, anede han ikke, hvilket var grunden til uroen, der måtte hvile i ham inderst inde, skønt det ikke var nok til at han vågnede, for han var virkelig udmattet. Havde det ikke været for hende, så havde han jo nok været død igen, eftersom han med garanti var blevet dræbt af blodmangel. Hun havde dog fået stoppet hans sår, og gav ham tilmed blod via stativet med blodposen. Det ville have glædet ham at hun var blevet, samt at hun ikke var gået, hvor det også ville have lettet ham, for det eneste han havde ønsket var jo faktisk at overbevise hende om at det faktisk var ham. At besværgelsen så havde virket og det havde fået hende til at blive og overbevist hende det sidste stykke, var noget som gik forbi hans næse i øjeblikket. Han blev liggende helt stille i sengen, hvor det eneste der afslørede at han var i live, var hans dybe vejrtrækning. Han ænsede ikke at hun satte sig hen på stolen igen og faktisk selv gav efter for søvnen, hvor han havde insisteret på at hun havde lagt ved siden af ham i sengen med kåben på, hvis han havde været vågen, men han var desværre helt væk, hvor han lå og fik den tiltrængte hvile …

… Hvor længe der gik, var Ezekiel uvidende, da han var fuldstændig desorienteret. Han gled dog langsomt ud af søvnen, som han var gledet over i for nogle timer siden, hvor han blinkede tungt med øjnene. Blodposen havde klart hjulpet ham med at få energien tilbage i kroppen, skønt han naturligvis stadig var afkræftet og udmattet, hvor han vidste at han først ville blive ved sin fulde fem om nogle måneder, for han havde jo stadig brækket mange af sine ribben, takket være de dæmoner der havde angrebet denne William, hvis krop han brugte som hylster for sin sjæl. Hans unikke honningfarvede øjne gled langsomt rundt i rummet, hvor det langsomt gik op for ham hvad der egentlig var sket. Det måtte også lette ham, da han så så Anyalinas sovende skikkelse ved stolen, hvilket fik et smil over hans læber, for han måtte vel have overbevist hende siden hun var blevet? Han kom langsomt op at sidde, hvor han godt kunne mærke at han var ør i hovedet, som han også tog sig selv. Han sukkede tungt, som han fik sig kæmpet helt op at sidde og med benene ud over sengekanten. Han hev let nålen fra blodposen ud, så han kunne bevæge sig ordentligt, hvor han langsomt, men sikkert kom op på benene igen. Han gik langsomt og en anelse vakkelvorn hen til Anyalina, hvor han tog fat omkring hende, for at løfte hende op – og gudskelov for at hun ikke var tung! Han kunne dog godt mærke at det fik hans ben til at ryste og skælve, fordi han skulle bruge kræfter han endnu ikke havde helt. Han bar hende dog roligt hen i sengen, hvor han fik hende ud af den våde kjole – hun blev jo syg ellers! Han puttede hende under dynen, inden han så mod vinduet, for at få en form for tidsfornemmelse. Det var blevet lysere, så han gik ud fra at der alligevel var gået flere timer, siden han var besvimet. Langsomt lagde han sig op i sengen igen, hvor han også trak dynen over sig selv, inden han gav sig til at stryge hende kærligt over håret. Han havde virkelig savnet hende!

[Deleted]

Anyalina var i den grad endt overbevist, da det var Ezekiel som var blevet vist for hendes øjne. William ville ikke kunne gøre det, for han ville slet ikke vide hvordan manden så ud, så det var det som havde overbevist hende til fulde! At pusle om ham, var bare en oldgammel vane, for det var jo også hvad hun havde gjort før i tiden, dengang de havde været et par og faktisk.. gift, også selvom det var ved at være så skræmmende mange år siden, at det ikke var noget som man kunne tænke tilbage på med lykke, men snarere alt det andet, for det var jo det som havde domineret dem begge i eftertiden, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At hun så selv skulle glide hen i søvnen, beviste vel også hvor træt hun egentlig var, for det var virkelig, virkelig slemt nok som det var i forvejen. Hun havde kun nået at tage fra Rozentas Manor, idet at hun faktisk havde været i stand til at stå på sine ben, for det havde bestemt ikke været hende til gavn ,at skulle blive, hvilket hun var klar over, så det at tage af sted, var egentlig for hendes egen skyld, såvel som Williams.
At Ezekiel var vågnet op, vidste Anyalina slet ikke, som hun selv var gledet hen i søvnen siddende i stolen, selvom det bestemt heller ikke ligefrem kunne siges, at være en behagelig stilling at glide i søvnen på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han var henne og faktisk løftede hende, gik først op for hende, som kroppen blev lagt på sengen, hvilket var noget som kort vækkede hende. Øjnene gled op, nærmest som havde det været et chok, også selvom de hurtigt gled i endnu en gang. Hun trak benene en anelse op under sig, kun for at finde en mere behagelig stilling at ligge i, da det i den grad var langt mere behageligt end det at sidde sovende i en stol! At han så lagde sig ned ved siden af, var noget som svagt rev hende ud af søvnen endnu en gang. At ligge ved siden af ham, var noget som et sted bragte hende en form for ro, for det var som om at hun var.. hjemme. Det var hjemme for hende, at være i nærheden af ham. Som han strøg hende igennem håret, så var det et tegn på tryghed som hun ikke havde oplevet igennem ekstremt mange år, hvor hun næsten gled hen i søvnen igen. Hun selv var virkelig, virkelig træt! Og hun havde virkelig brug for den søvn efter alt det som hun selv havde haft at slås med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! En dæmpet og svag mumlen forlod hendes læber, som hun lagde sig mere ind mod ham, nu hvor han selv lå der. Hun var ikke gået, udelukkende fordi at hun var overbevist om at han faktisk var der, og det var selvfølgelig også det som gjorde det bedre for hendes vedkommende, for hun følte sig virkelig, virkelig tryg.

[Deleted]

At vågne var noget som havde efterladt Ezekiel i en desorienteret tilstand, hvor han ikke rigtig vidste hvor han var eller hvor han lå, men langsomt måtte alle erindringer glide frem i hans hoved igen, hvordan han var vågnet i Williams skikkelse, at han faktisk havde formået at gå til Manjarno og Ityrial, at han havde mødt Anyalina, og at de havde taget herhen på kroen, hvor hun havde indrømmet at han havde været den eneste mand hun havde følt noget for, samt at han var den eneste der havde påvirket hende på den måde, hvilket alt sammen var noget som havde lettet ham at høre, samt det havde antændt en indre flamme, som han ikke havde følt i mange år. Og derefter havde han forsøgt at overbevise hende om at han ikke var denne William, men at han faktisk var Ezekiel, den mand hun savnede og manglede, hvor han havde gjort en besværgelse, som havde slået ham ud. At han så skulle se at hun var faldet i søvn i stolen, var noget som fik et smil over hans læber, fordi det lettede ham at hun var blevet, men til gengæld så måtte han da tro at det var elendigt at sove i den stilling! Det var også derfor han faktisk rejste sig op og fik hende løftet op i sine stærke arme, for at bære hende tilbage til sengen, hvor hun klart ville komme til at sove bedre! Han lagde dog ikke mærke til at hun faktisk vågnede af at han løftede hende op, da han selv var træt og udmattet. Han ønskede bare at hun selv skulle sove godt, nu hvor hun var inde i varmen. Han fik hende langsomt og lettere besværligt ud af den våde kjole, som han blot lagde fra sig på gulvet, inden han puttede hende under dynen. Hun ville da kun blive syg med den på! Han selv kom også ned at ligge igen, hvor det var rart at ligge i den bløde seng, skønt det som gav ham trygheden, var det at hun lå ved siden af ham. Han vendte let blikket mod hende, da hun valgte at mumle i søvne, skønt han slet ikke fik med hvad hun sagde, men det morede ham, hvor smilet også gled over de rosenrøde læber. Han stoppede ikke de blide strøg over hendes hår, hvor han måtte erkende at han havde savnet at mærke hende her hos sig. Han lå dog fuldkommen stille, da hun selv valgte at lægge sig mere ind til ham, hvilket fik et svagt smil til at pryde hans læber, hvor han roligt lagde en arm omkring hende, så han kunne trykke hende tættere ind mod sig. Han kyssede hende blidt mod håret, hvor han ellers selv, valgte at ligge sig ordentlig til rette ved siden af hende og med øjnene lukket, for at finde lidt hvile, for han var endnu udkørt og svækket, skønt det hjalp at hun var der hos ham og at hun ikke var gået, for det var kun tydeligt at han havde overbevist hende, hvilket også var det som han havde ønsket!

[Deleted]

Kjolen havde virkelig gjort Anyalina temmelig kold, og hun kunne jo faktisk godt risikere at blive syg af det, selvom det ikke ligefrem var noget som hun tænkte videre over, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun ganske svagt sammen, som han havde taget fat i hende og fået agt hende på sengen, også selvom det at han måtte bakse kjole af hende, så hun næsten endte med at ligge fuldkommen blottet for øjnene af ham, var slet ikke noget som hun bed sig særlig meget mærke i. Desuden havde hun ikke ligefrem noget som han ikke havde set tidligere, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. At han lå ved siden af hende, havde hun faktisk ikke noget imod, som hun igen var gledet mere hen i den blide og behagelige søvn, for hun sov i den grad langt bedre nu end det som hun havde gjort da hun havde siddet i stolen, også fordi at der faktisk var plads til hende! Hånden igennem hendes hår, havde hun faktisk ikke noget imod, for det efterlod hende med et behag som hun slet ikke kunne beskrive, og det var virkelig, virkelig rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt, som hun forsigtigt krøb det stykke tættere ind mod ham. Selv at være tæt på ham var noget som gjorde hende rolig, for det var noget som hun havde savnet, hvor han faktisk havde.. haft lyst til at have hende tæt på, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun kunne skjule, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Hvor lang tid hun faktisk sov ved hans side, vidste hun ikke, men efter det som måtte være temmelig lang tid, så måtte hun selv slå øjnene op igen, også selvom det denne gang var hendes tur til at være direkte desorienteret. Hun trak vejret dybt, som hun endte med at lægge sig på ryggen i stedet for. At hun var endt i sengen, var dog ikke noget som hun kunne forstå, for hun havde bestemt heller ikke lagt sig der selv, så meget kunne hun huske! At hun havde været vågen en enkelt gang, hvor han havde løftet hende op og lagt hende i sengen, var slet ikke noget som hun kunne huske, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Blikket endte dog med at glide direkte over mod ham, hvor hun direkte.. stirrede på ham, som han måtte ligge der ved hendes side, for hun mindes slet ikke at have lagt sig ned ved siden af ham! Slet ikke! Hun blinkede let med øjnene, hvorefter hun varsomt forsøgte at sætte sig op, og helst uden at skulle vække ham, for han havde jo brug for søvnen! Nemt var det dog ikke med hans arm om hende, selvom hun virkelig forsøgte med det, for.. nej, hun kunne ikke ligge der ved siden af ham, for det var vel heller ikke hendes plads? Uanset hvor meget hun virkelig ønskede at det var.

[Deleted]

Måske Anyalina havde placeret sig i stolen af en grund, hvor hun vel ikke følte at hun måtte sove ved siden af ham? Ezekiel så dog helt anderledes på det, da der var plads nok i sengen og hun var mindst lige så afkræftet som ham selv, og hun havde selv brug for varmen, hvor han desuden også gerne ville have at hun lå hos ham, for han måtte erkende at han havde savnet hende. Det var ikke let at få hende ud af kjolen, skønt det dog lykkedes ham efter et stykke tid, hvor han også fik hende under den varme dyne, så hun selv kunne få lov til at hvile ordentligt, som vidst også var tiltrængt for hende efterhånden. At hun så puttede sig helt ind til ham, var noget som fik ham til at smile, for han nød fornemmelsen af hendes krop mod hans! Desuden så var det ikke just første gang han så hende nøgen, så synet kom ikke bag på ham, skønt han måtte erkende at synet var savnet, for han havde altid fundet hende som en fantastisk smuk kvinde. Som han havde lagt armene omkring hende, lukkede øjnene og fik sig lagt til rette hos hende med hende i sin favn, så gled han selv hen i en søvn igen, som han selv var frygtelig udmattet og svækket. Han skulle nok komme sig, hvilket han faktisk kunne takke hende for, for havde hun ikke været der, så havde han jo nok været død af blodmangel i øjeblikket, så hun havde vel reddet hans liv?
Hvor længe der gik, vidste Ezekiel ikke, da han stadig lå i sin søde søvn, hvor han ikke ænsede at Anyalina selv vågnede. At hun var desorienteret og ikke vidste hvordan hun var kommet hen i sengen, lagde han ikke mærke til, da han selv lå i samme stilling med armen om hende. Han sov tungt, hvor hans vejrtrækning var højlydt og dyb, så det var tydeligt at han var helt væk. Han var skam den som havde båret hende hen i sengen, eftersom han ikke havde ønsket at hun skulle fryse i den våde kjole, samt at han havde vidst at hun havde haft brug for søvnen. Det var blevet lyst udenfor, skønt det alt sammen var noget som gik forbi Ezekiels næse, da han blot lå og så helt uskyldig ud. Det var først, da hun valgte at røre på sig, at han begyndte at blive mere urolig, som han let rynkede brynene, dog uden at vågne. Armen hvilede stadig halvt omkring hende, hvor han trak vejret i et dybt suk. Hans sår havde hun syet så godt at de ikke var gået op, hvilket faktisk var utroligt, eftersom hun havde syet ham hurtigt og med skælvede hænder, men stingene havde holdt, hvor sårene heller ikke blødte længere. Let klemte han øjnene sammen, som det måtte trykke i hans bryst, fordi han lå forkert i forhold til de brækkede ribben. Han bed tænderne let sammen, som han endte med at lægge sig om på ryggen, hvor han slog blikket op. Han tog sig let til hovedet, som hans honningfarvede øjne gled sløret omkring, inden de faldt op mod Anyalinas ansigt, som hun sad op i sengen. Et træt smil gled over hans læber. ”Hej..” endte han med en hæs og dog rolig stemme, som smilet næsten blev morende.

[Deleted]

Anyalina havde valgt at blive, også selvom det bestemt heller ikke var noget som man kunne sige, var helt med hendes gode vilje, for hun vidste ikke om hun skulle blive, eller hvad hun skulle gøre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men så var det jo bare sådan at det hele måtte være i den anden ende. Hun var faldet i søvn, hvor hun ej havde mærket sig meget af, at Ezekiel faktisk havde fået hende til sengs, hvor han havde klædt hende af, og lagt hende godt til rette, så hun faktisk kunne sove godt, og hun måtte dog alligevel erkende, at det havde været den bedste søvn som hun havde fået igennem frygtelig lange tider! Kun fordi at han lå der, og det var noget som kun gjorde det hele langt bedre for hendes vedkommende. Hun lå ind til den eneste mand som hun havde åbnet sit hjerte for, hvor hun faktisk ikke havde holdt ham for nar, selvom det selvfølgelig glædede hende, at hendes lille løgn havde holdt ham fra at opsøge hende, for så vidste hun at han havde været i sikkerhed, og det var virkelig det eneste som hun havde haft i hovedet på daværende tidspunkt, men det var nu bare sådan at tingene måtte være i den anden ende.
At vågne op ved siden af manden, var dog ikke ligefrem noget som man just kunne sige, at Anyalina havde regent med! Hun vidste da ikke engang hvordan hun var endt i sengen, for der vidste hun, at hun ikke selv havde taget pladsen, så det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende! At hun så alligevel endte med at vække ham, gik først op for hende, idet han gled ned på ryggen og faktisk snakkede til hende. Næsten automatisk tog hun omkring dynen, for at trække den op over hendes bryst, idet hun vendte blikket mod ham igen. Hvad tid det var på dagen, havde hun faktisk ikke nogen anelse om, som man næsten kunne sige, at hun havde mistet tidsfornemmelsen, efter alt det her. Hun vidste ikke rigtigt hvor lang tid hun havde været væk, hvor lang tid hun havde været sammen med William, eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hej..” mumlede hun blot. Hun var virkelig forvirret over at ligge i sengen med ham, og endda uden så meget som en trævl på kroppen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun forstod da slet ikke hvordan hun var endt der! ”… Hvordan er jeg endt her?” spurgte hun videre, som hun så vendte sig mod ham igen, denne gang direkte forvirret, for det var slet ikke noget som hun forstod sig på! Hun havde strøget hans kind, hans hår, puttet ham og sat sig på stolen i den anden ende af lokalet, og hvis hun huskede helt rigtigt, så havde hun haft kjolen på, idet hun havde sat sig på den! Det her var slet ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet!

[Deleted]

Det havde faktisk lettet Ezekiel at vågne op til at Anyalina havde været der, for så var det kun et tydeligt bevis på at han havde overbevist hende og det var virkelig det vigtigste! Han var glad for at hun var blevet, for det betød faktisk uendelig meget for ham! Bare det at hun var kommet med sandheden havde ændret noget indeni ham, hvor han havde fået sin gamle livlige glød tilbage, en glød som hun altid havde formået at sætte i ham, skønt hun også noget så brutalt havde revet den fra ham, da hun var skredet. Det havde været den lykkeligste tid i hans liv, og han havde faktisk ledt efter hende, fordi han ikke havde troet på det, men med månederne, så var det jo også langsomt gået op for ham at hun faktisk havde snydt ham og bedraget ham, skønt hun så her til aften havde afsløret at det hele faktisk havde været ægte og det var en lettelse som han end ikke kunne beskrive! Han havde aldrig følt noget så stærkt for nogen, som han havde for Anyalina og at indse at det hele havde været falsk, det havde virkelig knust ham, hvor han også havde troet det for flere år, men nu hvor hun faktisk var kommet med sandheden, så var det virkelig også en lettelse uden lige! Det var rart at vide at den lykkeligste tid i ens liv faktisk havde været baseret på noget ægte og ikke bare på noget falsk.
Det var ikke Anyalina der måtte vække Ezekiel, men de brækkede ribben og smerten der kom med, som direkte rev ham ud af søvnen, fordi han havde lagt forkert. Han fandt dog hurtigt ud af at hun selv var vågen, hvor det også overraskede ham at se hende sidde op. Han måtte endnu engang være lettere desorienteret, eftersom han igen havde sovet i ukendt tid, skønt det var ligegyldigt, for det eneste som betød noget, var det at hun var her hos ham. Han måtte trække morende på smilebåndet, som hun valgte at tage fat om dynen og dække sig til, for det var jo ikke ligefrem fordi han ikke havde set det hele før, for det havde han da set utallige gange! At hun var forvirret over hvordan hun var kommet herhen i sengen, fik ham til at trække yderligere på smilebåndet, hvor han langsomt fik sig kæmpet op at sidde. ”Er du sikker på at du ikke bare er gået herhen i søvne af ren og skær længsel?” spurgte han drillende, som han kom op at sidde, hvor han lod hænderne støtte bag sig, så han ikke faldt ned igen. Han var stadig en anelse afkræftet, hvor de mange sår også måtte gøre det besværligt for ham at bevæge sig uden at det ikke gjorde ondt. Langsomt lænede han sig imod hende, hvor han kyssede hende blidt på kinden, inden han satte sig tilbage igen, med et lettere charmerende smil på læberne. ”Jeg bar dig herhen og tog dig ud af den våde kjole, så du kunne få lidt varme, få en god nats søvn, samt så du ikke ville blive syg,” erkendte han dog ganske roligt derefter, hvor han lagde sig ned i sengen igen, med hænderne bag nakken. Han havde faktisk ikke følt sig så frisk i lang tid, skønt han så alligevel ikke var helt på toppen og det kunne han godt mærke!

[Deleted]

Anyalina havde virkelig elsket Ezekiel, så det hele havde virkelig også været ægte fra hendes side af, også selvom det bestemt heller ikke var noget som hun sagde ofte, for hun havde slet ikke været særlig god til alt det med følelser og den slags. Hun var måske smuttet fra ham, men ikke desto mindre så havde hun holdt ham fra at komme til skade, og det havde virkelig været det vigtigste af det hele for hendes vedkommende om ikke andet. At han jo så havde søgt efter hende, vidste hun ikke, og det var sikkert også noget som hun var bedst at vide foruden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så til gengæld skulle vågne op ved siden af ham, næsten uden så meget som en trævl på kroppen, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det gjorde hende faktisk temmelig forvirret! Tænderne bed hun svagt sammen, som hun trak dynen lidt op om sig. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var første gang han så hende blotlagt, men.. det var vel også for at bevare sine kvindelige sider, som noget ikke alle skulle se? Hans ord fik hende til at vende blikket direkte mod ham, for hun vidste da udmærket godt, at hun ikke havde vandret den tur hen til sengen, for sådanne ting ville hun ikke bare gøre! ”Det har jeg bestemt ikke gjort!” endte hun næsten med en tydelig febrilsk stemme. Hun havde ladet ham ligge, velvidende om at han havde haft mere brug for den hvile end det som hun havde. At det så var ham som havde båret hende, forundrede hende faktisk, for det var jo ikke noget som hun havde regnet med at han kunne, da han lå med brækkede ribben. ”Du burde spare på kræfterne, Ezekiel.. Du har brug for det..” Hun tog imod hans kys, også selvom det mere var en bekræftelse i at han faktisk var der, frem for at det var noget andet for hende. Hun var bare nødt til at vide sig helt sikker, også fordi at det ikke var hver dag man stødte på sin afdøde eksmand, og faktisk… passede på ham, for det var bestemt ikke noget som man ville have gjort normalt, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt, som hun bed tænderne fast sammen. ”Hvordan har du det..?” spurgte hun sagte. Et sted også for at finde ud af, om han i det hele taget havde fået det bedre. Sårene var ikke revet op, også selvom hun havde forsøgt at sy det med rystende og skælvende hænder, for hun havde været iskold, da hun havde gjort det, så det var vel ikke helt så tosset gjort, var det? Hun vendte blikket stille ned af sig og igen mod ham. Hun var stadig skrubforvirret over hvad der egentlig foregik, for hun kunne stadig ikke begribe at hun faktisk var i nærheden af ham igen. Det gik langt over hendes forstand!

[Deleted]

Tanken om at det hele havde været ægte fra Anyalinas side af, var noget som faktisk havde lettet Ezekiel utrolig meget, hvor det tilmed havde fundet en indre og gammel gnist frem, som han ikke havde mærket i alt for lang tid, fordi han simpelthen havde lukket fuldstændig følelsesmæssigt ned, efter at Giovanni havde fundet ham i rendestenene. Han havde ikke åbnet op for nogen anden kvinde, siden Anyalina, mest fordi han var bange for at blive knust igen, men det havde dog ikke forhindret ham i at nyde en kvindes krop i ny og næ, skønt han aldrig havde ladet følelserne indblandes af mange årsager! Han havde aldrig elsket nogen som Anyalina, hvor han heller ikke havde ønsket at nogen skulle tage hendes plads, for.. det kunne de ikke. Der fandtes ingen kvinde derude som var som Anyalina, og han havde aldrig ønsket at erstatte hende, på trods af at hun måske havde manipuleret med ham og bedraget ham i sidste ende – eller det havde han i hvert fald troet – og nu var han også kun glad for at der ikke havde været nogen kvinde efter hende, for hun havde jo indrømmet at det havde været ægte. At hun så endte helt febrilsk over at hun ikke vidste hvordan hun var endt i sengen, fik ham til at bryde ud i en høj og munter latter, skønt den kun varede kort, da han måtte skære en grimasse, på grund af at latteren fik det til at gøre ondt i hele hans bryst på grund af de brækkede ribben. Smilet falmede dog ikke, da det morede ham at hun reagerede på den måde. Det var vel heller ikke jordens undergang at ligge i samme seng med ham? Hun havde da i hvert fald mere end glædeligt puttet sig ind til ham, så han tvivlede på at hun ikke havde nydt det. At hun sagde at han burde spare på kræfterne, måtte han dog give hende ret i, skønt han ikke havde kunnet lade hende sove på stolen, når han nød den store seng, der var stor nok til dem begge! ”Men det har du også..” endte han lettere anstrengt på grund af smerten i brystet, hvor han blev liggende i sengen og med den ene hånd i nakken, imens den anden lå mod hans bryst, som han næsten forsøgte at holde smerten tilbage, skønt det desværre var umuligt. Han vendte let blikket op mod hende, da hun spurgte ind til hvordan han havde det, hvor et skævt smil gled over de rosenrøde læber. ”Jeg kunne ikke have det bedre,” svarede han roligt, skønt det tydeligvis var en overdrivelse, for han havde været døden nær og var endnu afkræftet, så han var frygtelig udmattet og havde klart set bedre tider end dette! ”Og dig..? Har du fået varmen tilbage igen?” spurgte han roligt, som han faktisk var langt mere bekymret for hende end for ham selv. Det gjorde ham underlig tryg at ligge der med hende igen, eftersom det var frygtelig lang tid siden at de sidst havde gjort det, hvor omstændighederne også klart var anderledes end fra det de havde været sidste gang. Han kunne desværre ikke prale af at han var tilbage i sin egen vante krop, hvilket han faktisk måtte erkende at han savnede, men han ville heller ikke helme før han havde fundet sin krop igen!