Old reunion..?

[Deleted]

Det var rart at være sammen med Anyalina igen, da Ezekiel følte at hun havde vækket noget af det gamle i ham, noget som han ikke havde følt i lang tid, noget som kun hun ville være i stand til at få frem i ham, hvor han ikke ønskede at miste den følelse igen. Det måtte dog nage ham at hun sagde at hun ikke havde andre, for det passede jo ikke! De havde sjovt nok altid fundet hinanden når de havde haft mest brug for hinanden, som han havde fundet hende da hun havde været utrolig såret og faktisk på dødens rand, hvor hun havde det samme ved ham. Det var som om de var draget som magneter og den følelse kunne han faktisk godt lide. Det var måske lidt ironisk at han skulle finde hende og at hun så skulle støde på ham, men han havde intet imod det. ”Og du slipper aldrig for mig,” tilføjede han drillende, hvor smilet måtte blive muntert. Han mente det faktisk, for hvis hun nogensinde skulle få brug for ham, så ville han stå der, for nu hvor kortene var blevet lagt på bordet, så ville han også gerne være der for hende, for inderst inde elskede han hende vel endnu? Han var jo aldrig som sådan kommet helt over hende, da hun faktisk havde været den han havde anset for sit livs kærlighed.
Anyalina var uden tvivl skyd i den gnist som måtte befinde sig i Ezekiels indre og som strålede tydeligt fra hans honningfarvede øjne, for hun havde fået ham tilbage til sit gamle jeg, hvilket han et sted havde savnet. Det var længe siden at han havde været i et så muntert humør, hvor det også alt sammen var på grund af hende, hvilket han godt kunne lide. At hun så måtte slippe en mild latter, fik ham til at trække på smilebåndet, for det var virkelig som sød musik i hans ører! Det var faktisk savnet at høre hende grine, samt se hende smile, for det kunne man jo ikke videre sige at hun havde gjort under forrige møde, hvor han havde fundet hende, der havde han jo også været sur på hende, fordi han ikke havde kendt til sandheden. ”Tsh! Du har slet ikke fortjent at få ret!” svarede han drillende, som han alligevel tog om puden og slog hende med den. Det var dog et lidt sølle slag, eftersom han ikke rigtig kunne bevæge sig optimalt endnu.
At få noget hvile var måske bedst, eftersom det også var tiltrængt. Godt nok havde Ezekiel allerede sovet en del, hvor han også var usikker på hvad tid på dagen det var, men han følte sig alligevel stadig træt. Han ønskede dog ikke at sove helt før han fandt ud af hvor de stod og hvad de gjorde, for han tvivlede på at hun tog tilbage til Dvasias, så hun skulle vel også finde en ny tilværelse? Det skulle han også selv, hvor han godt vidste at hans hjem var blevet ødelagt og hans kasino med, hvilket måtte ærgre ham, for han kunne jo faktisk godt lide det han havde lavet. Han rynkede let med brynene til hendes ord, skønt et mindre smil gled over hans læber. ”Så tung er jeg heller ikke. Desuden kan jeg godt gå selv, så jeg vil ikke være på slæb. Desuden gør det noget?” spurgte han roligt, hvor han lagde hænderne i nakken og vendte blikket op mod loftet.

[Deleted]

Det morede virkelig Anyalina, at hun konstant skulle støde på Ezekiel når det virkelig brændt på, men.. det var vel bare sådan at det var? Ikke desto mindre, så var hun selvfølgelig glad for at have fundet ham, for ellers havde han været død igen, og det var i sig selv, slet ikke en tanke som hun brød sig om, for han fortjente slet ikke noget lignende af den slags! Hun havde kun forsøgt at holde ham sikker, også selvom det var tydeligt at se, at det havde kostet ham i længden.. Ikke at det var en tanke som hun var meget for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun rystede let på hovedet og med et svagt smil på læben. ”Du er virkelig utrolig, Ezekiel..” endte hun med en direkte morende stemme. I det store og hele, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor kortene var lagt på bordet, så følte hun også lettelserne ved det, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, for ikke desto mindre, så var det noget som efterlod hende med en.. ro uden lige, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide.
Lettelsen ved at ligge side om side med Ezekiel, var virkelig tydelig for Anyalina, og det var slet ikke noget som hun ville skjule på nogen måde! I det store og hele, så havde hun vel haft… brug for ham? Det var ikke ofte, at hun stødte på nogle som i det hele taget fik den form for betydning for hende, som Ezekiel havde haft, og et sted så skræmte tanken hende faktisk en anelse, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Selvfølgelig havde hun ret! Hun havde altid ret, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at han skulle vide, for et sted, så burde det lige så også være kendt for ham! Hun slog ud i endnu en latter. Hun kunne jo slet ikke lade være! ”Men jeg har jo ret! Og du ved det!” endte hun direkte med en morende stemme, for det var jo ikke engang en løgn! Han var den eneste som kunne få hende til ro på den måde, og beskytte hende på den måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit.. Hun nød det, men han var jo også den eneste som nogensinde havde fået lov til at gøre det!
Ezekiel havde brug for fred og ro, hvilket Anyalina vidste. Desuden ønskede hun ikke at han skulle ligge og have ondt! At han så trak sig uden diskussion, var noget som hun godt kunne lide, hvor hun også gjorde som hun havde lovet; Nemlig at ligge sig ned ved siden af ham. Hun trak vejret dybt og med et let og stille smil på læben, hvor hun varsomt hævede den ene hånd, som hun lod stryge mod hans bryst, selvom det var frygtelig forsigtigt, for ikke at komme i vejen for de brækkede ribben – selv for hende, var det jo blot en vane! ”Nej, det.. det gør det vel ikke..” endte hun med en tænkende mine. Hun vidste det jo ikke helt præcist, for hun vidste jo slet ikke hvor hun havde ham henne!

[Deleted]

Det at kortene var blevet lagt på bordet, var selv noget som måtte skænke Ezekiel en ro i sindet, hvor han faktisk følte at han kunne åbne sig op igen, skønt han altid kun havde haft én kvinde i blikket og det havde han også stadig. Hun var den eneste der lå i hans hjerte, hvor der ikke var nogen efter hende der havde formået at fange hans hjerte. At hun kaldte ham for utrolig, var måske sagt i en morende tone, men han kunne alligevel ikke lade vær med at føle en hvis glæde ved at høre de ord, for han ville jo gerne være noget særligt i hendes øjne, som hun var i hans. Han trak alligevel drilsk på smilebåndet. ”Jeg kunne ikke have sagt det meget bedre selv, min egen. Jeg er utrolig, fantastisk og den bedste i hele verden!” svarede han pralende, skønt undertonen var drillende, hvor han heller ikke kunne skjule det morende smil og en kort latter over sig selv, for det var lang tid siden at han havde pjattet med nogen på den måde, selvom han følte at han kunne være sig selv i Anyalinas selskab og det skulle vel heller ikke være anderledes?
Smilet måtte kun brede sig på Ezekiels læber, som hun direkte måtte slippe endnu en latter, som tilmed var højere end den anden, hvilket måtte opfylde ham med en varme og glæde i sit indre, for han elskede at være kilden til hendes gode humør og det at hun kunne smile og grine, for det var rart at vide at hun stadig kunne smide hæmningerne lidt og at hun ikke havde glemt alt om humor i den tid de havde været fra hinanden, for det havde jo alligevel været nogle tusind år efterhånden. At hun så absolut skulle have ret, var noget som morede ham, skønt han altid havde givet hende ret i sidste ende, egentlig kun for at gøre hende glad, da han jo altid havde set noget tilfredshed i hendes blik, når hun havde fået sin vilje. ”Ak ja.. du får ret og jeg får ro,” svarede han drillende, hvor han kort puffede til hende, skønt det var ganske blidt, også fordi han havde sine brækkede ribben at tænke på. Han kunne dog godt lide at se hende så glad og munter, da det var rart. Han nød også det faktum at han var den eneste mand der havde formået at gøre en forskel hos hende.
Strøgende over Ezekiels bryst, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, som han godt kunne mærke at hun var forsigtig, hvilket var noget som næsten måtte more ham for normalt var hun alligevel en hård, konsekvent og næsten helt brutal kvinde, som ikke tog den største hensyn og som ikke gad høre folk pibe bare fordi de havde ondt, alligevel var hun også blød indeni, for det havde han jo op til flere gange set! Hun havde simpelthen hele pakken for hans drømmekvinde, så det var egentlig også hvad hun var! At det ikke gjorde noget at han var med ’på slæb’ fik ham til at trække på smilebåndet. Han trak den ene hånd til sig, kun for at lægge den mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Ja.. det er altså hvis du vil have mig med,” svarede han roligt. Han ville jo heller ikke tvinge hende til at følges med ham eller skabe et nyt liv med ham, men.. de havde vel egentlig kun hinanden? ”Desuden.. nu hvor jeg er … warlock, så får jeg brug for hjælp,” tilføjede han næsten helt trist, for han havde virkelig elsket at være alkymist!

[Deleted]

Ezekiel havde altid været utrolig i Anyalinas øjne, det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at skjule for ham, og hun var vel også god nok til at bekræfte ham, når det blev nødvendigt? Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, også selvom han endnu havde hånden mod hendes krop og lår, for det var faktisk en ganske behagelig fornemmelse i sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hans ord kun hendes smil til at brede sig yderligere på hendes læber, som hun let rystede på hovedet. Han var virkelig for meget, det var helt sikkert, også selvom hun ikke just kunne gøre det største ved det af den grund, det var helt sikkert. ”Hvis det er af den overbevisning du er, så er det jo ikke underligt at du formåede at falde.. på den måde som du nu gjorde,” endte hun morende. Nu kunne hun godt drille lidt hvad døden angik, for de havde været ramt af den begge to, og begge havde de fået en chance til – selvfølgelig var det en tanke som hun godt kunne lide, også fordi at det havde givet hende muligheden og chancen for at være i nærheden af ham, og det var noget af det som hun havde haft brug for, for han var den eneste som kunne bruge hende denne form for tryghed.
Anyalina kunne grine og hun kunne le, selvom det i sig selv, ikke var noget som skete særlig ofte, men når hun var sammen med Ezekiel, så var det noget som bare forekom hende ganske naturligt, og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket roligt mod ham, som hun alligevel havde valgt at lægge sig ned ved hans side. Det føles godt at have ham der, og nu hvor hun alligevel havde formået at sove reaktionerne igennem, så var hun nu alligevel sikker på, at de nok skulle komme før eller siden. Han havde jo stadig været den sidste som hun havde regnet med at støde på! Igen! ”Det er da noget jeg kan leve med,” endte hun morende. Så lang tid hun fik ret, så var han faktisk ganske tilfreds med det! Hun lagde sig godt til rette ved siden af ham, hvor hun alligevel følte at hun kunne falde i søvn igen, selvom hun så sandelig også følte at hun havde sovet nok! ”Så lang tid jeg har ret, så er jeg tilfreds,” endte hun med et let smil på læberne.
Selvom Anyalina forholdsvis var en hård og konsekvent kvinde, så kunne hun faktisk godt være forsigtig. Desuden havde hun aldrig ønsket at han skulle komme galt af sted, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for, så det at se ham ligge der på denne her måde, var ikke ligefrem noget som hun brød sig om. At have ham på slæb, ville hun faktisk ikek have noget imod, for det var hans selskab som gjorde det hele for hendes del. ”Jeg ville ikke have noget imod det.. slet ikke..” endte hun dæmpet. At han var warlock og havde brug for hjælpen, vidste hun godt. Hun havde hørt de mange grusomme historier om dem som ikke havde kontrollen over dette. Og det var slet ikke noget som hun ønskede for ham! Tvært imod! ”Jeg.. jeg vil gerne hjælpe dig.. Det er farligt, hvis du ikke lærer at kontrollere det.. William, han.. han var dygtig,” endte hun sigende. Med andre ord, så lå der massive kræfter i kroppen han nu var i!

[Deleted]

At Anyalina faktisk valgte at drille angående døden, var noget som faktisk kom en anelse bag på Ezekiel, men fordi det var så spøjst at hun gjorde grin netop med sådan en alvorlig ting, så kunne han faktisk ikke lade vær med at grine muntert af det. Hans rosenrøde læber spillede ud i et stort og muntert smil, hvor han klemte let omkring hendes lår, inden han strøg det igen. ”Ak ja.. hvad skal jeg sige? Jeg kan faktisk ikke huske hvordan jeg døde,” svarede han ærligt, hvor han kort måtte se tænksomt ud i luften. Det eneste han kunne huske, var en mørk skikkelse og faktisk kun mørke generelt, hvor det hele lidt var som et stort hul i hukommelsen, for han måtte erkende at han var blank på det punkt, men det var også fordi at han ikke befandt sig i sin egen krop, men i en fremmed mands, hvor det kun var et ar i sjælen, som gjorde at han kunne huske ganske lidt, men ikke det hele. Og han måtte erkende at han faktisk gerne ville have sin rigtige krop tilbage igen! Det blev ham et mål at finde den! Hans læber spillede ud i et helt drilsk smil. ”Men hvad med dig selv, hva? Du tabte til en vampyr, og så vidt jeg ved er det en skændsel i jer warlocks øjne,” svarede han drillende, hvor smilet ikke falmede det mindste. Hvis hun måtte drille med hans død, så måtte han også drille med hendes!
Det var rart at høre Anyalinas latter igen, eftersom Ezekiel altid havde nydt af den, hvor han jo også var lidt stolt over at han faktisk havde formået at give hende lidt humor, da det ikke var noget som lå til mange warlocks, han havde kun mødt ganske få som havde haft en humoristisk sans! Han elskede dog en kvinde som kunne grine og som han kunne more sig med, hvor han derfor var glad for at Anyalina havde tillært sig det med årene i hans selskab, skønt det vel også kom automatisk? At hun var tilfreds så længe hun fik ret, var noget som fik ham til at himle let med øjnene. Han endte med at sætte sig op på albuen, så han kunne se ned på hende. ”Men det er jo snyd at du altid skal have ret, særligt når vi begge ved hvem der er klogest! Og faktisk ved bedst!” svarede han utilfredst – skønt han ikke kunne skjule den morende undertone, hvor der også hvilede et lystigt skær i de honningfarvede øjne.
“Godt.. for så hænger du på mig,” svarede Ezekiel med et skævt og dog muntert smil. Han ville elske at tilbringe tiden med hende, da det var noget han havde savnet og sammen skulle de nok finde ud af det hele! Desuden så skulle han uanset hvad starte et helt nyt liv op og der ville han gerne have at hun var en del af det. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg håber at kunne opfange lidt af mandens tanker og viden, inden de forsvinder helt, det vil måske også kunne hjælpe mig lidt med magien. Desuden så kunne jeg jo ikke få en bedre lærer end dig,” svarede han med et skævt smil, skønt han roligt måtte blive alvorlig igen, „men det gør mig ondt at han gik bort. Han var tydeligvis god ved dig.” Det var ord som han faktisk måtte mene. At hun havde mænd som venner havde han intet imod, hvilket han aldrig havde haft, for han havde vidst hvor han havde haft hende og derfor var der ingen grund til at betvivle hende – og sådan var det jo også gået den anden vej.

[Deleted]

Anyalina ønskede egentlig bare at finde ro i sin egen tilværelse, også fordi at den havde forandret sig utrolig meget. Specielt efter at hun var forvist fra racen, hvilket i sig selv, ikke var en tanke som hun brød sig meget om, selvom det nu og da, var sket alligevel, og det i sig selv, var en tanke som direkte irriterede hende lidt, men der var nu ikke noget at gøre ved det. At gøre lidt grin med døden, kunne de vel godt? Også for at lette stemningen lidt, for det var noget som de tilsyneladende godt kunne bruge begge to, og selvfølgelig var det noget som selv lettede hende. At han jo så ikke kunne huske det, var vel bare.. fint nok? Selv kunne hun jo mindes hendes, som var det i går det var sket. ”Det er vel til det bedre, at det er glemt? Det er ikke ligefrem hvad man har lyst til at ligge og tænke over..” endte hun ganske sigende. At han så spurgte ind til hendes bortgang, samtidig som han påpegede hvor flovt det var at tabe til en blodsuger, var noget som svagt fik hendes smil til at stivne lidt, for det var bestemt ikke sjovt! Det havde William så sandelig fået forklaret, og Ezekiel havde jo trods alt set de bidemærker i hendes hals, så han vidste jo hvad der var sket. ”Det er det også.. hvis det er en normal vampyr det drejer sig om. Det var det ikke ligefrem i det her tilfælde,” endte hun ganske sigende. Nu måtte hun jo bare fortælle det hele en gang mere!
Anyalina vidste at hun havde ret, for han havde været den bedste til at passe på hende, kun fordi at hun havde ladet ham gøre det! Og det var noget som hun holdt fuldkommen fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig mod ham og med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Hun rystede let på hovedet, hvor smilet bredte sig på hendes læber. ”Det er alt sammen meget fint, at du gør dig de tanker om dig selv, min kære.. Så kan du jo gøre noget ved den selvtillid,” endte hun morende. Selv var hun i godt humør faktisk, og det var alt sammen på grund af ham, så det var heller ikke noget som hun ønskede at skjule for ham. For hun ville ikke ligefrem vove at påstå at han var den klogeste af dem, for det var da helt klart hende!
Selvfølgelig var det en skam at William var væk, for hun havde faktisk været glad for manden. Ganske vidst ikke i den forstand som Ezekiel var, men han havde jo alligevel gjort meget for hende, og selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham med det hele, for det var ikke nemt for ham, og det vidste hun jo også godt. Hun nikkede stille. ”Det håber jeg næsten, for han var en mand med.. frygtelig mange talenter. Jeg forstår ikke hvordan en warlock formåede at vække mig, men det gjorde han nu og da.. Han var en god mand, Ezekiel.. Han tog sig af mig.. i et hjem, jeg slet ikke burde være i, og jeg tror ikke engang, de ved at jeg var der. Jeg har kun kendt ham i en uge, men.. jeg kan ikke forstå at han er væk.. bare sådan,” endte hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Det var rart at man kunne holde en pause fra alle problemerne og bare slappe af og more sig i stedet for, hvilket Ezekiel altid havde kunnet i Anyalinas selskab. Det var rart at hun var her, hvor han også gerne ville vise at han var der for hende, for han ønskede jo et sted ikke at miste hende igen, nu hvor han endelig havde fundet hende. At de så gjorde grin med døden, var noget som et sted morede ham, fordi det normalt ikke var noget man ville gøre grin med. Han måtte dog se lettere tænksom ud til hendes ord, hvor han endte med at trække på skuldrene. ”Det ved jeg nu ikke. Jeg har altid været en mand der foretrak at vide frem for at være uvidende. Og det er ikke sjovt ikke at kunne huske hvad der er sket, tænk hvis jeg støder på den eller dem som har dræbt mig? Så vil jeg ikke engang kunne huske ansigterne,” svarede han med ærefrygt i stemmen, som han næsten også måtte gyse ved tanken. At hun så ikke kunne tåle at han gjorde grin med hendes død, tog han ikke så tungt, for det gad han bestemt ikke diskutere med hende! Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. ”Ingen normal vampyr? Hvad var han så?” spurgte han nysgerrigt.
At de kunne sidde og more dem, var noget som Ezekiel nød, skønt han dog ville holde fast på at han var den som var klogest, for han havde levet i længst tid og hans viden var ubegribelig! At hun så ikke var enig, morede ham blot, hvor hendes ord også måtte få ham til at slippe en kort men munter latter. ”Vi ved det jo begge, skat. Du får kun ret, fordi du absolut skal være så besværlig,” svarede han drillende, hvor han måtte blinke morende til hende. Han elskede at de kunne more sig med hinanden, da humor jo altid havde været noget som han havde nydt og sat stor pris på, hvor Anyalina faktisk havde alle sider som han godt kunne lide ved en kvinde og det var også det som gjorde hende til hans drømmekvinde. Hun var noget særligt, helt enestående, hvor der ikke var nogen kvinde som hende!
Ezekiel kunne godt se at Anyalina var en smule påvirket af Williams bortgang, hvor han næsten måtte føle sig ussel fordi han brugte mandens krop som hylster, men det var bestemt ikke ham som havde dræbt ham! Og når han engang fandt sin egen krop igen, så måtte de jo gravlægge William og give ham den sidste ære og alt imens han var i Williams krop, så ville han også passe godt på den! Han blev dog lettere opmærksom på at hun sagde at denne William havde opvakt hende. ”Så skal jeg så sandelig have fat i hans minder! Og så kan det være at det faktisk ikke bliver så besværligt igen!” Han måtte næsten lyse helt op, skønt han tog sig selv i det, også fordi det måske ikke just var særlig sødt, når manden nu engang var død. Han lagde en hånd over hendes, hvor han gav den et blidt klem. ”Når jeg finder min krop igen, så ærer vi ham og begraver ham et smukt sted,” forsikrede han hende. Det var vel også det mindste han kunne gøre? Særligt hvis manden var skyld i at han nu var genforenet med sin elskede.

[Deleted]

Anyalina vidste endnu ikke hvordan hun skulle reagere på at Ezekiel var der, selvom det selvfølgelig var en glæde for hende, at have ham der, for det betød faktisk meget for hende. At drille lidt med døden, var egentlig kun for at lette stemningen lidt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De mørke øjne vendte hun sigende mod ham. I det store og hele, så var det måske temmelig fint at han ikke kunne huske det? Selv kunne hun stadig have mareridt om da det skete for hende, for hun kunne i den grad godt huske det! Hun kunne godt huske den samtale som hun havde haft med Vladimir i minutterne inden det var gået galt, for det var egentlig gået skræmmende hurtigt for hende! ”Måske at det er fint nok at du ikke kan huske det? Jeg kan personligt fortælle dig, at det ikke er sjovt at kunne huske det hele.. jeg kan stadig ligge med mareridt,” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Det var bestemt ikke fordi at mareridt normalt bed på hende, men lige denne gang, så gjorde det faktisk, for det havde været noget af det mest forfærdelige som hun længe havde oplevet! Hun sukkede dæmpet. Hun havde brugt tid på at overbevise William om det, og nu skulle hun til at gøre det en gang mere? ”Altså han… han var en vampyr, men jeg har aldrig stået ansigt til ansigt med en.. magikyndig en.. en som kunne slå fra sig på magisk vis. Han var hurtig.. hurtigere end jeg havde ventet mig.. Det gik hurtigt.. Det sidste jeg så var dig.. Han gik ind i hovedet på mig, og gav mig billedet af dig.. som hjalp mig videre..” endte hun dæmpet. Det havde nok været den eneste trøst i denne stund.
Anyalina slappede af, for det var virkelig, virkelig rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om Tanken alene om det, var noget som hun godt kunne lide, for det var noget som hun havde brug for efterhånden, for hun var for god til det med at ligge anspændt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Hun vendte blikket mod ham, hvor smilet svagt bredte sig på hendes læber. I sig selv, så var det en tanke som hun virkelig godt kunne lide, også fordi at han vidste at hun mente det i sjov, for han var vel egentlig også den som kendte hende bedst? ”Du giver jo stadig op uden en kamp, så må der vel være noget om sagen, ikke sandt?” endte hun med en ganske morende stemme. Tanken i sig selv, var ikke noget som hun havde det mindste imod i den anden ende!
Tanken om at William virkelig var død, var en tanke som faktisk gjorde ondt, også fordi at han var en mand, som hun faktisk havde sat pris på. Han havde jo vækket hende og passet på hende, hvilket var mere end det som man kunne sige om så mange andre igennem de sidste mange år for hende. Hans reaktion, chokerede hende direkte, for det var bestemt ikke hvad man kunne sige, at hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet! Let blinkede hun med øjnene, som hun vendte sig mod ham. ”Du lyder helt entusiastisk..? Han var talentfuld og rigtig glad for.. ja, alkymi..” endte hun med en dæmpet stemme. At han indvilget i at få manden gravlagt ærefuldt, var noget som hun faktisk havde det godt med. ”Det sætter jeg pris på, Ezekiel.. Han fortjener intet mindre.. Han stod på vores side, hvad angår Malisha..” fortalte hun sandfærdigt.

[Deleted]

Det var måske ikke ligefrem døden som man skulle gøre grin med, da det var en så alvorlig ting, men for at lette stemningen lidt gjorde det vel ikke så meget? Ezekiel kunne dog godt høre at de så forskelligt på tingene, eftersom han helst ville have at han kunne huske, hvor hun ikke gad. Han så roligt mod hende, hvor hans mine var mild og dog seriøs. ”Måske.. men du vil have en chance for at vide hvem det er, da du kan huske hans ansigt, hvor du også vil være forberedt på hvad han kan. Jeg derimod ved slet intet, så jeg vil bare dø igen, hvis jeg støder på dem,” svarede han blidt, hvor han roligt løftede den ene hånd og lagde den mod hendes kind, som han strøg ganske blidt, „men hvis du har mareridt, så skal jeg nok jage dem væk for dig.” Han trak lidt mere på smilebåndet, som hans øjne lyste muntert. Da hun fortalte om den vampyr der havde slået hende ihjel, kunne han ikke lade vær med at sidde og tænke over det for en kort stund. ”Hm.. han lyder ganske vidst ikke som en normal vampyr, nej. Og da slet ikke hvis han kan søge ind i hovedet på én! Det kan være jeg har noget om sådan en vampyr i mine mange lager af bøger,” svarede han eftertænksomt. Han troede skam på hende, for hvorfor skulle hun lyve? Desuden så havde han set mange mærkværdige ting som folk den dag i dag ikke ville tro på, så derfor var han ikke svær at overbevise om sådanne ting.
At Anyalina kunne ligge og slappe af, var noget som faktisk måtte glæde Ezekiel, for han var jo netop grunden til det, desuden så kunne han godt lide at han var der hos hende igen, for de havde tydeligvis begge fundet deres gamle jeg tilbage, til dengang hvor de havde været et par, og der havde de altid kunne moret sig med hinanden og denne gang var intet undtag! Han tænkte kort over hendes ord, inden et muntert smil gled over hans læber. ”Men det er kun fordi jeg elsker at se den tilfredshed det giver dig i blikket, når du får din vilje,” svarede han oprigtigt, da det faktisk ikke var løgn. Han lænede sig roligt mod hende, hvor han kyssede hende lidenskabeligt på læberne, inden smilet bredte sig på hans læber. ”Men vi ved begge at jeg har størst viden,” hviskede han drillende, som han blinkede muntert til hende.
Nyheden om at denne William faktisk var fascineret af alkymi, kunne faktisk gøre det hele meget bedre for Ezekiel! Det ville bestemt ikke gøre ham noget! Derfor lyste han også helt op! Han kunne dog godt se at reaktionen kom bag på Anyalina, hvilket også var grunden til at han bed sig i indersiden af kinden, hvor han blev alvorlig igen. ”Og måske han har skrevet noget ned. Så jeg skal egentlig til Rozentas Manor for at se efter! Og så kan det være at jeg kan lære magien hurtigt igen og måske noget af min gamle!” svarede han næsten helt ivrig i stemmen, for det var jo godt! At William havde stået på deres side angående Malisha, fik ham til at trække muntert på smilebåndet. ”Jamen i så fald, så skal han i den grad begraves!” endte han beslutsomt.

[Deleted]

Døden var ikke just det mest behagelige emne at diskutere, men det var nu og da alligevel bare et som de måtte tage sine samtaler om, også fordi at de havde været påvirket af det begge to. At han ikke kendte eller kunne huske til hvad der var sket med ham, var jo en ting, men hun synes bestemt heller ikke om at skulle huske sin som var det i går! ”Måske.. Men jeg vil ikke kunne gå nogen steder, uden at se mig over skulderen og kigge efter ham, kun fordi jeg faktisk ved hvordan han ser ud, samt hvad der skete,” endte hun ganske sigende. Der havde været noget underligt ved Vladimir, men hun havde ikke rigtigt kunne sætte en finger på det! Hånden mod hendes kind fik det til at sitre let i hende, for hun kunne godt lide det. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det.. det hjælper bare du er der..” Normalt ikke ord som hun ville give, men nu hvor alle kort blev lagt på bordet, så var det altså lige så nemt bare at lade det komme! Hun rystede stille på hovedet. Den type vampyr havde hun aldrig hørt om før! ”Jeg ved det ikke.. Jeg har aldrig nogensinde hørt om den slags vampyrer før, Ezekiel.. han er en gammel slags.. Det er jeg ikke i tvivl om,” endte hun dæmpet. Selv det, var slet ikke noget som hun var i tvivl om, også med den måde, som han havde gået frem på.
Anyalina var ganske vidst en stædig kvinde, men ikke desto mindre, så var det kun fordi at hun vidste at der var hold i hvad hun sagde! Hun var slet ikke typen som ville åbne sig for hvem som helst og lade dem komme så tæt til hendes hjerte, kun fordi at hun ikke ønskede ømme punkter. Hun havde det ene, og selv Vladimir havde søgt ind i hovedet på hende, og endda havde fundet det, hvilket faktisk havde skænket hende en rolig overgang fra livet til døden. ”Det skal du jo sige..!” endte hun morende, som hun mere end glædeligt tog imod hans kys, som hun gengældte og besvarede, selv med den største glæde. ”Du har måske den største viden.. Men det er ikke hvad der går op for at jeg altid får min vilje,” endte hun ganske bestemt. Tanken havde hun bestemt ikke noget imod!
William havde faktisk været fascineret af alkymi, ellers ville manden slet ikke have været i stand til at vække hende! Om han så havde noteret det ned, var hun slet ikke i tvivl om, også fordi at han havde fortalt hende, at hun ikke var den første som han forsøgte at vække, så noterne måtte jo ligge der et eller andet sted, men.. hvad Ezekiel ville med dem, var ikke gået helt op for hende endnu. Hun vendte blikket ganske stille mod ham. ”Hvorfor.. er det så godt, at han var fascineret af alkymi, Ezekiel? Hvad er det nu du pønser på?” begyndte hun ganske sigende, som hun sendte ham en alligevel ganske skeptisk mine. At manden skulle begraves, var en tanke som gjorde Anyalina glad, for det var noget som faktisk betød noget for hende! ”Han fortjener det.. også for alt det som han gjorde for mig,” endte hun dæmpet. Det var jo ikke så lidt igen, han havde gjort!

[Deleted]

Døden var ganske vidst ikke det mest behagelige emne at tale om, hvor de også så helt anderledes på tingene, for Ezekiel hadede at være uvidende, hvor hun derimod gerne ville glemme det. Han ville gerne tilbage i sin egen krop eller finde ud af hvem der havde myrdet ham på anden måde, selvom han jo faktisk ikke engang vidste om han var blevet myrdet, for han kunne ikke huske det, når han forsøgte at tænke på det, så var alt bare.. blank. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han sendte hende et skævt smil. ”Det skal nok gå min egen. Jeg er her, og han får ikke lov til at gøre dig ondt igen!” endte han bestemt, hvor han ikke tog blikket fra hende. At hun nød hans strøg mod hendes kind, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor hendes ord også måtte gøre ham glad. ”Godt. Og jeg går ingen steder,” forsikrede han hende, hvor han roligt trak hånden til sig, efter at have strøget hendes kind lidt mere. Så længe hun var tryg og i sikkerhed, så var han glad, hvor han også ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at beskytte hende! Hendes fortælling om denne unormale vampyr, var dog noget som gjorde ham nysgerrig, hvor det lød lidt mærkværdigt. ”Hm.. det er da værd at undersøge,” svarede han med et skævt smil. Han havde jo altid godt kunne lide at udforske nye og spændende ting, og han tvivlede på at hun løj, så der måtte jo findes noget om dette urgamle væsen? Og måske det endda var ældre end ham selv? Og han var efterhånden utrolig gammel, så det gjorde ham faktisk nysgerrig!
Det var rart at de kunne sidde og more sig sammen, hvor det var noget som Ezekiel klart havde savnet igennem den tid hvor de ikke havde været sammen, for der havde han jo faktisk været rimelig indelukket. Anyalina havde dog formået at vække en gammel gnist i ham, hvilket var noget som han havde savnet at mærke, hvor det også kun var en gnist som hun kunne antænde. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Selvfølgelig skal jeg sige det, for det passer jo!” svarede han bestemt og dog i en munter tone. Et kort suk forlod hans læber, som hun besvarede hans kys, hvilket var noget som han virkelig havde savnet! Han rystede smilende på hovedet af hende, som hun fortsatte. ”Nej, du får din vilje, fordi du er så pokkers stædig at jeg ikke kan måle mig med den,” svarede han opgivende, hvor han trak morende på smilebåndet. Han var langt mere eftergivende end hvad hun var! Men det gjorde vel også at de passede så godt sammen? Desuden så vidste hun jo godt hvornår hun tog fejl i sidste ende og hun havde aldrig været bange for at erkende det.
At Anyalina ikke kunne regne Ezekiels ’mesterplan’ ud, var noget som fik ham til at se lettere overbærende imod hende. ”Min kære Anyalina det er ganske enkelt. Jeg var alkymist førhen, den magi kender jeg, hvis manden har den viden i sig, så kan hans krop også bruge den og så kan jeg bedre lære magi, da det er noget som jeg kender,” forklarede han roligt, hvor smilet ikke var til at tage fejl af, for det var jo direkte perfekt! At hun gerne ville have at William blev begravet, kunne han godt gå med til, da det var det mindste som de kunne gøre! ”Så snart jeg finder min egen krop, så begraver vi ham!” lovede han hende, hvor smilet kun bredte sig.

[Deleted]

Lige hvad det var Ezekiel ville, vidste Anyalina ikke, men nu hvor hun for alvor var ved at slå sig til tåls med tanken om at han faktisk var der, selvom den virkelig, virkelig var mærkelig, men af den grund, så var det noget som hun faktisk godt kunne lide, det var der slet ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham, som han strøg hendes kind. Han ville passe på hende, hvilket slet ikke var noget som hun ville betvivle, og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men det var jo bare sådan at det var. ”Det ved jeg at du vil,” endte hun med en dæmpet, og dog taknemmelig stemme. I det store og hele, så var han den eneste som fik lov til at se denne side af hende, og det var noget som hun faktisk havde det ganske fint med, for.. det føles rigtigt på en underlig måde, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun trak svagt på de slanke skuldre. ”Jeg ved det ikke.. Jeg har ikke hørt om noget lignende i mit lange liv.. og det var skræmmende.. Han.. han tog mit liv som ingenting..” endte hun med en dæmpet stemme.
Anyalina var skam ganske retfærdig, for hun var ikke bange for at erkende det når hun havde fejl. Selvfølgelig var det ikke just noget som hun gjorde med sin største vilje, men af den grund, så var hun faktisk ikke bange for at gøre det alligevel. Hun vendte blikket mod ham. At han erkendte at han ikke kunne hamle op med hendes stædighed, var faktisk noget som hun havde det fint med! Hånden hævede hun roligt, for at lade den stryge mod hans kind ganske roligt. Hun havde været ærlig overfor ham, også da hun havde skænket ham sit ja. Tiderne havde ganske vidst forandret sig siden dengang, og heldigvis ikke i en negativ retning som sådan, for nu var det ikke en skam at åbne sig for en af en anden race, som det havde været dengang. ”Det siger du kun for at gøre mig tilfreds.. Jeg vil have at du skal mene det! Jeg er den bedste! Indrøm det!” endte hun med et drilsk skær i øjnene, for hun kunne ikke lade være!
Anyalina måtte erkende, at hun var lidt usikker på hvad det var Ezekiel ville helt præcist, hvilket var noget som måtte gøre hende temmelig nysgerrig alligevel, selvom hun ikke rigtigt fik noget ud af det. Hun vendte blikket sigende mod ham. Hun ønskede jo ikke at miste ham igen, og derfor ønskede hun selvfølgelig at han skulle være forsigtig! ”Du kan ganske rigtigt søge til Rozentas Manor i den krop her, men.. vil du tilbage i din egen.. Eller? Jeg forstår ikke rigtigt..” endte hun dæmpet, for det forvirrede hende faktisk en anelse. Hun nikkede. William skulle gravlægges, ingen tvivl om det, for det var noget som hun stod fast på at han havde fortjent, efter alt det som han havde gjort for hende!

[Deleted]

Det var sjældent at man så Anyalina bange, og det var endnu sjældnere at høre hende sige det. Derfor vidste Ezekiel også at hun talte sandt og at hun faktisk var skræmt ved tanken om at hendes morder vandrede rundt frit på jorden og at hun egentlig bare helst ville glemme det og han forstod hende sådan set godt, men han brød sig til gengæld ikke om uvidenheden, som det var noget der kunne drive ham til vanvid! Han ville gerne kunne huske, skønt han vidste at det var umuligt i denne krop, i hvert fald hvis han ikke fik hjælp til at huske. Han sendte hende et varmt smil, hvor han nikkede ganske bekræftende til hendes ord. ”Godt,” endte han roligt, som han strøg hendes kind, inden han trak hånden til sig igen. Han ønskede at være der for hende og det ville han jo også gerne vise hende at han var. Hendes morder lød dog noget.. underlig. Hun havde ret i at han ingen normal vampyr var, men han blev også nysgerrig på at finde ud af hvad han i så fald så var, og det kunne vel ikke skade at vide? Måske han var ældre end ham selv? Det kunne meget vel være. ”Glem ikke at du var skadet efter Malishas tortur,” påmindede han hende, hvor han let tog omkring hendes hånd og gav den et blidt klem.
Ezekiel følte en underlig sindsro ved at være sammen med Anyalina igen. Det føltes som om han var rendt rundt med en manglende brik i livet, og den manglende brik havde hun skænket ham, hvor han følte sig underlig.. komplet. Hel. Han lod hovedet falde mod hendes hånd, som et tegn til at han nød hendes berøring, hvor hans øjne også måtte glide i for en kort stund, lige indtil hun måtte udtale sine næsten beordrende ord, der fik ham til at vende blikket mod hende med et hævet bryn, inden han slap en munter latter. Han havde næsten glemt hvilken dominerende kvinde hun var, men det var i den grad også savnet at være sammen med hende! ”Udmærket, jeg overgiver mig – igen, igen. Du er den bedste. Ingen kan overgå dig, min egen,” gav han efter, hvor han roligt lænede sig mod hende og trykkede sine læber imod hendes i et blidt og dog lidenskabeligt og længselsfuldt kys. ”Det er også derfor jeg føler mig så heldig over at være sammen med dig igen,” hviskede han sandfærdigt og med et morende smil om læberne, inden han kyssede hende igen – en fornemmelse som han havde savnet!
At Anyalina endte helt forvirret over Ezekiel, ville ikke være første gang, hvor han heller ikke kunne andet end at finde det morende. Han sendte hende et overbærende blik. ”Jeg vil naturligvis gerne have min egen krop tilbage, men det kræver at jeg finder den først og der kan jo gå lang tid, jeg ved ikke engang om den endnu eksisterer og selvom jeg har dårlig samvittighed over at bruge Williams krop som hylster, så er det nu engang noget som jeg er nød til, og jeg er ligeledes nød til at lære magi, for du ved hvilken farlig verden vi befinder os i, så jeg er nød til at kunne forsvare mig selv,” fortalte han roligt.

[Deleted]

Anyalina var bestemt ikke den type som ville erkende en frygt eller det at hun var bange, for det var aldrig noget som hun gjorde! Denne gang var dog en ganske anderledes tanke, også fordi at det faktisk havde været skræmmende for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket sigende mod hans blik endnu en gang, som han let strøg hende over kinden, for hun kunne faktisk godt lide det, og hun vidste at han ville passe på hende.. og et sted, så var det ikke ligefrem noget som behagede hende, men han var så til gengæld også den eneste som ville få hende til at erkende den slags. Det var ikke fordi at hun ville kalde Vladimir for en normal vampyr, for hun havde aldrig nogensinde set en vampyr kunne magi! Og endda uden at være en varyl! ”Jeg ønsker ikke du skal komme til skade, Ezekiel.. Den vampyr var virkelig rablende vanvittig..” endte han med en dæmpet stemme, for det var ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at han skulle komme til skade!
Anyalina følte virkelig at hun kunne slappe af igen, nu hvor hun var sammen med Ezekiel, for hun havde ikke følt sig så afslappet nu, som hun havde gjort i den tid hvor man mere eller mindre kunne sige, at hun var alene. Tænderne bed hun ganske svagt sammen, som hun let vendte sig mod ham, hvor smilet var tydeligt på hendes læber, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han så alligevel valgte at give hende ret igen, var bestemt heller ikke noget som hun havde det slemt med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kunne meget hurtigt gå hen og blive vant til det her.. Pas du hellere på med det,” endte hun næsten morende, for hun elskede at få ret på denne her måde! Kysset besvarede hun mere end glædeligt, som var det hvad der var det mest naturlige i hendes liv, for.. det havde det jo været igennem temmelig mange år, hvor de jo faktisk havde været gift og sammen, for.. hun elskede ham jo trods alt. Det næste kys tog hun lige så imod med en glæde uden lige. ”Hmm… Hvem siger du har fået mig tilbage?” spurgte hun med et stille smil på læben. Løgn var det jo trods alt ikke.
Verdenen som de levede i, var frygtelig farlig, og selv var Anyalina bange for, at det var farligt for Ezekiel at bruge en som William som et hylster, også fordi at han var af den slægt som han var, hvilket nok ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for nogle af dem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over læberne igen, som hun lod hovedet søge let på sned. Nej, hun stolede på ingen måder på den verden som de befandt sig i, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg ønsker bare ikke at det skal gå galt, og jeg ved, at jeg ikke kan stole på nogen hvad det her angår. Williams krop er kendt i Dvasias også fordi at han jo er en.. Rozentas. Men.. at finde din egen krop, vil da være som at søge efter en nål i en høstak, Ezekiel..” endte hun dæmpet. Ja, hun var faktisk oprigtigt bekymret!

[Deleted]

Anyalina erkendte sjældent at hun var bange, så når det skete, så var det også klart for Ezekiel at hun faktisk var blevet skræmt fra vid og sans, hvilket naturligvis var noget som måtte vække en meget stor nysgerrighed i ham, for hvad pokker var det for et væsen hun havde mødt? Han troede skam på hende, hvert et ord, for hvorfor skulle hun lyve? Desuden kendte han hende godt nok til at vide at hendes frygt ikke var en joke eller et skuespil. Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Eller bare et misforstået væsen. Dit værste mareridt lyder til at være noget utrolig gammelt og måske ældre end jeg. Uanset hvad kan du ikke sammenligne et væsens evner med dets personlighed. Og det ville ikke være første gang man høre om et stærkt væsen, der udgør en trussel som bliver jagtet til døde fordi folk er bange for det, uden det egentlig gør nogen noget. Og så ved du hvordan vampyrers sult er, vampyrer skal leve, og de lever via blod,” svarede han roligt, hvor det måske lød til at han forsvarede væsenet, hvilket han nok også gjorde, men uanset hvad så kunne vedkommende bare prøve på at komme efter Anyalina igen og så skulle han nok selv personligt sørge for at det blev det sidste han gjorde!
At Anyalina måtte smile, fordi Ezekiel gav hende ret, var noget som fik ham til at himle let med øjnene, for det var bare så meget typisk hende! At hun så begyndte på at hun kunne blive for vant til det, fik ham til at sende hende et sigende blik. ”Du er allerede blevet for vant til det, min kære Anya. Det er trods alt derfor du vil have at jeg skal give dig ret hver gang,” kommenterede han morende, hvor smilet bredte sig på hans læber. At mærke hendes egne igen, var noget som satte varmen i gang i ham, hvor han måtte erkende at han virkelig havde savnet det! Han fortsatte med at skænke hendes læber små flygtige og dog lidenskabelige kys, hvor han gav hende små pauser til at tale, inden han fortsatte kyssene mod hendes læber, hvor smilet forblev på hans læber. ”Det.. gør.. jeg..” svarede han mellem sine kys, inden han endte med at lade den ene arm glide omkring hende, kun for at lægge sig ind over hende igen, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og næsten helt krævende kys.
Det måtte næsten helt forundre Ezekiel at høre Anyalinas bekymrede tone, da han faktisk ikke var vant til at nogen bekymrede sig for ham. Han vidste godt at det var risikabelt at gå rundt i Williams krop, men hvad andet valg havde han? Han var nød til at finde sin krop! ”Jeg er faktisk en gammel ven af Konstantin. Jeg er sikker på at det nok skal gå. Og du har ret.. det bliver utrolig svært at finde min egen krop, men jeg ved at det ikke er umuligt. Intet er umuligt. Men indtil videre er jeg nød til at leve i Williams krop, og så håber jeg at jeg helst snarest muligt, finder min egen krop,” svarede han roligt. Han havde intet andet valg end at rende rundt i Williams krop og hvis William havde leget med alkymi førhen, så var han nød til at søge til Rozentas Manor for at finde ud af om manden havde efterladt noget som muligvis ville kunne hjælpe ham med magien, så han ikke rendte helt forsvarsløst rundt.