Old reunion..?

[Deleted]

Mørket lå over Manjarno, hvor det endnu engang var blevet nat. Det stod ned i stænger, skønt det ikke blæste særlig meget, så man blev ikke særlig kold af at vandre ude i regnen. For Ezekiels skyld gjorde det intet, da det var forfriskende og befriende at mærke regnen, ikke mindst det at mærke at man endnu engang var i live. Han var en gammel alkymist, der altid havde formået at holde sig i live. Han havde opdaget de vises sten, som var hans uendelighedskilde, hvor han havde brugt eliksirer til at holde ham ung, så han ikke lignede en gammel krøbling, som han egentlig burde være. Han havde altid holdt sig i live og selvom han altid havde levet et farligt og vanvittigt liv, så havde han altid overlevet, men sjovt nok var det gået galt, skønt en gang vel skulle være den første? Han kunne dog ikke helt huske hvad der var sket, hvor han kunne forestille sig at han måtte have fået et hårdt slag i hovedet, det eneste han kunne huske, var denne høje mørke mand, som havde taget livet af ham. Han vidste at han endnu engang var kommet i knibe og denne gang var det blot blevet endeligt for ham – eller det havde han troet. Han havde nået at fremsige en fortryllelse og taget en eliksir som havde skjult hans sjæl fra dødsenglen – eller det troede han da nok at han havde gjort, for han kunne faktisk ikke huske det med sikkerhed.
Ezekiel vidste godt at han ikke befandt sig i sin egen krop, da han faktisk havde ledt efter sin egen i meget lang tid, men han havde måttet opgive, da det simpelthen havde været umuligt, så enten var hans legeme ikke længere på jorden eller også blevet brændt og slet ikke eksisterede. Han måtte erkende at han savnede sin egen krop, skønt det måske var smart nok, for så kunne han måske starte forfra og med en maske, som han ikke behøvede at fjerne, det kunne han godt, eftersom han kendte en besværgelse, der gjorde det muligt for andre at se hans sande jeg, men han så ingen grund til det endnu, eftersom det gav ham en fordel. Han kendte dog ikke den mand, hvis krop han havde overtaget, hvor han hverken kendte til hans navn, profession eller noget som helst overhovedet, da alt var blankt for hans vedkommende. Han fandt måske ud af det før eller siden? Det var dog ikke fordi nogen ville komme til at savne manden, eller det ville de måske, men død var han i hvert fald, så han angrede ikke at han havde taget mandens krop som hylster for sin sjæl.
Det var med svage og langsomme skridt at Ezekiel gik igennem Ityrials gader. Han havde vandret i det som måtte svare til flere timer, skønt det præcise antal var ham ukendt, for han havde kun fokuseret på at gå. Han vidste at hvis han stoppede, så ville hans ben kollapse og så ville han ikke komme op igen. Det blødte stadig fra hans sår ved højre lår, højre side og maven, hvor han holdt en hånd over maven. Han vidste at han meget hurtigt kunne dø, hvis ikke han fik hjælp, men folk virkede ligeglade, selvom det ikke forundrede ham, for ens problemer, var trods alt ens egne problemer. Vandet dryppede fra de mørke lokker, hvor han traskede af sted med tunge skridt, idet han kom ud fra en gyde og ud til en åben plads, der dog var tom, hvor kun et enkelt springvand stod i midten og udgjorde centrum af pladsen. Han vidste ikke engang om han ville overleve, det krævede i hvert fald at han fandt styrken til at lave noget der kunne heale hans sår, selvom han var bange for at det var for sent at gøre alene.

[Deleted]

Anyalina kunne mindes den korte afsked som hun havde fået med William, hvor hun alligevel var gået med til at lade ham vide det, hvis hun kunne få brug for hans hjælp. Umiddelbart var det ikke noget som hun regnede med som sådan, for hvorfor skulle hun da knytte sig til en mand? Af en race som hun slet ikke kunne være en del af mere, udelukkende fordi at hun jo var forvist? Efter hendes egen død, så var det faktisk svært nok for hende i udgangspunktet at gøre noget som helst ved det, for hun ville slet ikke komme Malisha på tværs, om det var noget som hun ellers kunne blive fri fro i den anden ende! Det stod ned i stænger, også selvom det ikke ligefrem gjorde hende noget, andet end at hun faktisk følte sig temmelig kold, for hun havde jo ikke ligefrem noget sted at søge ly, hvilket faktisk var noget som direkte måtte irritere hende! Hun havde søgt gade op og gade ned, og hvor hun endelig havde fundet noget velkendt, så havde det sidste endelige faktisk.. manglet. Ezekiels hjem stod der ikke mere, hvilket i sig selv, kun var et tegn i sig selv på, at manden var død, og det havde faktisk gjort hende direkte ked af det.
Anyalinas tur havde kun fortsat ned af gaderne, også selvom hun følte sig direkte rundt på gulvet, siden hun havde været der sidst. Det kunne godt være, at William havde holdt hende sengeliggende i det som måtte være flere dage, men hun blev stadig hurtigt træt, og vandringen fra William havde været lang ikke mindst! Hendes ben føltes så frygtelig tunge, hvor hun alligevel var endt med at sætte sig ned op af en væg ved et hjørne, hvor hun i det mindste kunne søge lidt ly for den styrtende regn. Håret klistrede voldsomt ind til hendes krop og mod hendes ansigt, hvilket faktisk irriterede hende, men at gøre noget ved det, vidste hun, at hun ikke fik det mindste ud af, af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Benene trak hun godt op af sig, hvor hun slog armene om dem, hvor hun lod hovedet hvile godt mod sine knæ, kun i et forsøg på at finde varme, for hun havde jo ikke nogen steder at søge hen! Selvom det selvfølgelig ikke var noget som hun ønskede at William skulle vide, for hun havde virkelig ikke brug for ham! Det var noget af det sidste som hun havde brug for, men det var nu bare sådan at det var. En tanke som man vel efterhånden måtte vænne sig til, om man ville det eller ikke.
Folk passerede Anyalina uden rigtigt at ænse hende. Mest af alt, kunne hun jo ligne en som faktisk boede på gaden, for hun var skælvende, rystende og ikke mindst beskidt og med den udstråling, så lignede hun ikke ligefrem en som var vant til livet i luksus. Hun havde mistet det hele, hvilket hun vidste, så hun måtte vel bare begynde at se frem til en.. tilværelse alene? Det var jo trods alt det som hun havde at klamre sig til, for hun havde ikke nogen. Hun havde aldrig været så alene, som hun pludselig følte sig.

[Deleted]

Regnen var befriende for Ezekiels vedkommende, eftersom det fik ham til at føle sig levende, hvilket han godt kunne lide. Kulden var også et bevis på at han faktisk var i live, hvilket kun var en lettelse, for han havde jo faktisk været bange for at det havde været forbi, skønt han havde et tab i hukommelsen, hvor han ikke rigtig kunne huske hvad der var sket i de minutter, eller måske timer, han havde været i færd med at dø. Det han dog huskede tydeligst, var Anyalinas smukke ansigt, hvor han ville skyde på at det var fordi hun var det som han havde tænkt på, da han var gået døden i møde. Han var dog en anelse splittet når det kom til Anyalina, for takket være hende, havde han været døden nær og siden blevet en meget indelukket og kold mand, særligt når det kom til fremmede – alt efter hvordan de opførte sig vel at mærke, for han kunne sagtens være en gentleman, men han havde fået en frygt for at binde sig igen. Han havde nemlig ikke glem, hvordan hun havde udnyttet og manipuleret ham og hans gode hjerte, hvor han med det samme var faldet for hende, en stærk og ikke mindst smuk kvinde, som tilmed også havde noget mellem ørerne, men hun havde udnyttet ham, hvor hun havde leget med hans følelser, de var blevet gift, selvom det vel havde været falsk? For da han havde healet hendes krigsskade, så havde hun givet ham en fantastisk nat, kun for at efterlade ham med et afskedsbrev og sin ring. Det hele havde knust ham, hvor han efter flere måneders søgen havde opgivet og indset at hun havde snydt ham, og en aften hvor han havde været døden nær, havde denne mentaldæmon fundet ham: Giovanni Salvorique, han stod i gæld til manden og hans slægt, hvor han også havde hjulpet ham med mafien og andet, hvis det havde været nødvendigt – at manden var død, vidste han dog ikke endnu. Manden havde gjort ham stærk psykisk, hvor han derefter var blevet en ny mand. Det at se Anyalina igen efter det som vel havde været årtusinder, så havde det dog revet op i gamle sår. Han havde dog kun tilbragt et par dage med hende, inden han var søgt ud, hvor han ikke var kommet tilbage igen, fordi han var blevet koldblodigt myrdet – det troede han da nok.
De honningfarvede øjne – som i virkeligheden var krystalblå, som var mandens (Williams) øjne – søgte rundt på pladsen, hvor de faldt på en velkendt skikkelse der stod ikke langt fra ham. Han støttede sig til den lange gren, som han havde fundet, hvor han med svage og vaklende skridt gik mod kvinden. ”An-Anyalina..” hviskede han hæst, som han fortsatte mod hende. Hvis ikke hans øjne spillede ham et puds – hvilket de meget vel kunne – så var han fuldstændig sikker på at det var hende! Han lagde en hånd på kvindens skulder. ”Anyalina..?” Kvinden vendte sig om med en fast mine, hvor hans øjne ganske vidst havde spillet ham et puds. Kvinden hvinede og skubbede til ham, så han faldt i jorden, hvor han landede på de våde fliser, ikke langt fra den kvinde han faktisk havde troet at han havde set; Anyalina.

[Deleted]

Hvad der skete omkring hende, var slet ikke noget som Anyalina havde nogen anelse om, for hun ønskede egentlig bare at forblive alene, for det andet, var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst. Det sitrede i hele hendes krop, og hun følte sig efterhånden temmelig kold, også fordi at hun jo faktisk ikke havde noget sted at søge hen! Bandlyst fra sin egen race, så var det bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og den tanke alene, var noget som faktisk gjorde ondt. Hun følte sig alene, som hun aldrig nogensinde havde været det før, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun vendte blikket væk fra dem, for det kunne godt være, at hun så ud som en hjemløs eller en tigger lige nu, men det var bestemt ikke hvad hun var, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Folk kiggede efter hende, som de passerede hende, sådan som hun sad direkte mast op af væggen, men noget var hun jo nødt til at gøre, for at forhindre at blive mere kold end det som hun var i forvejen, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hendes vedkommende, for hun ønskede slet ikke at gøre tingene værre end det som de var i forvejen for hende!
At høre kvinden hvine og direkte.. skubbe en mand i jorden, var noget som fik Anyalina til at hæve blikket en anelse igen, hvor hun vendte blikket direkte mod vedkommende som faldt. Hun blinkede let med øjnene, for hun kunne så sandelig godt se at det var en.. frygtelig velkendt skikkelse. William? Hvad pokker var det han lavede her?! Han burde da være hjemme i Rozentas Manor, som hun havde bedt ham om! Hun endte med at rejse sig, også selvom hun allerede nu følte, at hun var blevet forbandet stivbenet af at sidde ned, så selvfølgelig var det heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun gik tilbage ud i regnen. Manden havde gjort så meget for hende, så det at lade ham ligge der, det var i sig selv, faktisk ikke noget som hun kunne få sig selv til. Hun gik stille i knæ ved siden af ham, også selvom hun tydeligt kunne se, at der var noget galt, for han lignede jo.. noget som var løgn! ”Hvad pokker laver du her, William? Jeg bad dig om at blive hjemme..” endte hun med en ganske sigende mine, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes del. Hun havde jo ikke noget sted som hun kunne søge hen, med han på slæb, for hun havde ingen penge – med andre ord, så havde hun heller ikke ressourcer til at købe sig ind på et kroværelse eller noget som helst. Hun endte med at tage fat omkring ham og hans gren som han havde støttet sig op af. ”Du skal tilbage til Dvasias..” mumlede hun spidst. Det var ikke ligefrem fordi at hun havde lyst til at se ham ligge der midt i det hele!

[Deleted]

Ezekiel have tydeligvist set syner, selvom han også virkelig var afkræftet. Hvad der var sket med manden havde han ingen idé om, men han var i hvert fald blevet myrdet. På de måneder han havde været væk, var der alligevel en del som var gået forbi hans næse, og han hadede virkelig at være uvidende! Han havde altid været god til at få alle informationer med sig, hvilket også var det som gjorde ham så snedig og listig, for den sande magt i verden, var den med størst viden! Nu havde han vel været død i det som svarede til flere måneder? Han var faktisk ikke sikker, man mistede tidsfornemmelsen af at være død, men han kunne næsten regne det ud, for det var ikke længere varmt i vejret, tværtimod utrolig koldt, så han ville skyde på at de var kommet ind i efterårstiden, vejret opførte sig også derhen ad, så han kunne regne ud at der var gået måneder.
At kvinden, som Ezekiel gik hen til, så viste sig ikke at være Anyalina, gik op for ham, da han hørte kvinden hvine og skubbe ham i gulvet, og da han ramte jorden, kunne han også regne ud at han ikke ville komme op igen, for der knækkede hans ben endelig under ham, og han var for afkræftet til at komme op igen. At den rigtige Anyalina så havde set det, ænsede han end ikke, da han blot blev liggende på de våde stenfliser, hvor han mærkede regnen skylle ned over hans krop. Han blødte fra maven, låret og siden, hvilket var tre dybe sår, samt han også havde brækket nogle ribben. Han havde fået healet hullet i hans ene lunge, men resten var nok til at kunne dræbe ham igen og det gad han virkelig ikke, for det var virkelig en grim og ubehagelig følelse! Han blinkede let med øjnene, som han mente at høre den velkendte stemme, hvor han så op mod Anyalina, da hun kom hen til ham. Han lagde ikke mærke til at hun kaldte ham for William, eftersom han var fuldstændig omtåget og desorienteret. ”Anyalina.. er det.. er det virkelig dig?” spurgte han dæmpet, da han næsten var bange for at han hallucinerede, for det ville da kun være typisk! Han løftede svagt sin rystende hånd både af kulde men også fordi han var så afkræftet, hvor han lagde den imod hendes kind, som han strøg ganske kærligt. Han trak på smilebåndet. ”D-det er dig..” endte han overbevist, som smilet kun bredte sig yderligere. Tænk at han skulle være glad for at se hende, han havde trods alt ikke glemt hvad hun havde gjort imod ham, og.. ja hun havde vel aldrig følt noget for ham, så hvorfor skulle hun hjælpe ham? Det var endnu ikke gået op for ham at hun så ham som denne såkaldte William og ikke som Ezekiel, da det var et faktum han havde glemt for øjeblikket. Han havde godt nok taget sig af hende, da han havde fundet hendes udstillet foran teateret her i Ityrial, hvor han vidste at hun var blevet forvist, men alligevel. At hun så begyndte at tale om at han skulle tilbage til Dvasias, fik ham til at se uvidende på hende. ”M-men.. jeg er jo hjemme..” endte han forvirret, hvor han måtte gispe smertefuldt, da hun tog fat i ham. ”V-vent! M-mit sår!” endte han sammenbidt, som han endnu holdt en hånd mod såret i maven, der klart var det værste af dem, samt han jo havde brækket ribben, så det var faktisk utroligt at han overhovedet var kommet så langt som han var.

[Deleted]

Anyalina havde selv ikke nogen tidsfornemmelse af hvor lang tid hun selv havde været væk, så det var noget som hun helst gjorde sit for ikke at ende med at tænke på. Et eller andet, var hun jo nødt til at gøre med de mange tanker og følelser som hun selv ikke rigtigt kunne finde ud af. Hvad hun dog var overbevist om nu, var at Ezekiel var væk, for det samme var hans hjem, og hun kendte hans spøjse tankegang nok til at vide, at der nok var kastet et eller andet magisk over det, så ikke andre ville være i stand til at finde det, for det ville jo bare være typisk ham! Og nu var det jo væk, så.. hun var slet ikke i tvivl om at han var væk, og det var den tanke som næsten var det værste af det hele, for i så fald, så havde hun jo… slet ikke noget sted at søge hen længere.
At se William falde i jorden på den måde, og endda også i den forfatning, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes del. Et sted så følte hun vel at hun.. skyldte ham for det som han havde gjort for hende? Også selvom man ikke ligefrem kunne sige, at hendes liv var meget mere værd, for hun havde virkelig ikke nogen steder at søge hen og ikke nogen at opsøge. Et sted var det sikkert ikke engang et liv værd at leve, men… hun måtte vel egentlig bare vænne sig til tanken om det? At han hævede hånden og strøg hendes kind og endda også på den måde, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun endte med at fjerne den. ”Hold op, William.. Du er fulgt efter mig, er du ikke..?” mumlede hun tvært og tydeligt også med en utilfredshed uden lige, for det var faktisk en tanke som kun måtte irritere hende, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, for hun fandt sig slet ikke i at nogen skulle forfølge hende! Ellers gav det da slet ikke nogen mening at han var der! I Manjarno! ”Hvor dum tror du at jeg er? Jeg har ganske vidst været død i måneder, men jeg kan altså godt skille Dvasias fra Manjarno, William.. Du er på ingen måder hjemme..!” endte hun med en ganske kortfattet mine. Et sted så var det jo kun noget som faktisk irriterede hende yderligere, også fordi at hun nu skulle til at bruge tid og energi på ham! Hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som hun kunne sige sig, at have regnet med på denne her måde! Hun bed tænderne let sammen, som hendes egne ben måtte give efter under hende, som han tydeligt kæmpede imod at komme op på benene. Han kunne for pokker da ikke bare sidde der og ynke midt på gaden! Hun himlede let med øjnene igen og vendte blikket mod ham. Han var kommet til skade, så det at sidde herude, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det bedre! ”Jeg ved godt, at jeg måske har været hård, men jeg kan ikke lade dig sidde her midt på gaden..!” endte hun bestemt, som hun igen tog fat i ham, for at rive ham op på benene igen.

[Deleted]

Hvad der helt præcist var sket i den tid Ezekiel var død, var kun et omtåget minde, som han knap kunne huske alle brudstykker af, heller ikke da han havde svævet rundt som en sjæl, for han havde jo faktisk været i det som menneskeheden kaldte for limbo. Han havde hverken været i dødsriget, men heller ikke været i live, så han havde jo faktisk været det som man ville skelne fra midt i mellem og det var på ingen måde en behagelig følelse, tværtimod! Han var usikker på om han overhovedet var gået i den rigtige retning, men da han havde set skiltet med Ityrial på, så havde han ikke været i tvivl, hvor han også kun havde åndet lettet op. Han havde skam kropsvisiteret ham, hvor han havde penge på sig, for han vidste at hans hjem var ødelagt fordi han var gået i døden, men så havde han da haft penge til et kroværelse.
At Anyalina så skulle komme som sendt fra himlen, kom et sted bag på Ezekiel, for det var vel hvad man kunne kalde for skæbnens ironi? Han havde fundet hende afkræftet ude i natten, hvor han havde taget sig af hende, og nu gjorde hun det samme? Tanken fandt han i hvert fald ironisk! At hun fjernede hans hånd fra hendes kind, sagde han intet til, da han godt vidste at de ikke just havde været på bølgelængde sidst de havde set hinanden, for.. hun havde været stædig som hun plejede at være, hvor han selv havde været sur på hende for det hun havde gjort mod ham i sin tid, så selv det havde ført til spydige kommentarer hist og her, desuden så havde de ikke været sammen i mange dage, for så var han søgt ud og han var ikke kommet hjem igen. At hun kaldte ham for William igen, lagde han endnu ikke mærke til, hvor han blot rynkede forvirret med brynene. ”N-nej.. jeg v-ville hj-jem!” endte han stædigt og dog sandfærdigt, for han boede jo her! Han så op mod hende med opspillede øjne. ”D-død?! Har d-du v-været d-død?!” spurgte han chokeret, hvor han forsøgte at komme op at sidde, skønt han hurtigt måtte opgive med et smertefuldt gisp, som hans brækkede ribben gjorde det direkte svært! Han så ned mod sin krop, hvor han også bemærkede endnu et sår; mod hans venstre underarm, som også bar en dyb flænge. Det var tydeligt at der var blevet brugt primitive våben på mandens krop, det var også der det gik op for ham at han ikke var i sin egen krop, så.. hvordan kunne hun genkende ham? ”Hv-hvad var det du k-kaldte mig?” spurgte han igen, som det først var der det var gået op for ham at hun havde kaldt ham noget andet
At Anyalina bare endte med at tage fat i Ezekiel og rive ham op på benene, fik en smerte til at skyde igennem hele hans krop. ”ARH!!” udstødte han smertefuldt, som han vendte blikket arrigt mod hende, „din skøre papand! Kan du ikke t-tænke d-dig til at jeg har o-ondt?” Tydeligt en sætning der var normal for ham; Ezekiel. Han var dog stadig for omtåget til at kunne tænke helt klart, derfor ville han nok normalt vurdere om det var smart at afsløre sig selv eller ej. I øjeblikket tænke jeg dog ikke på det.

[Deleted]

Anyalina havde mange ting som hun pludselig skulle til at vænne sig til, hvilket hun vidste, og det var bestemt ikke nemt! Ja til tider, kunne hun virkelig være vred over at William i det hele taget havde gjort det her ved hende, for hun kom vel til at leve på gaden alligevel, selvom det ikke ligefrem var en tanke som gjorde det meget bedre for hende af den grund, og det var noget som hun virkelig måtte hade! Det var langt under den standard som hun plejede at have, og hun var ganske vidst ikke vant til at have særlig meget, men det lille som hun havde, havde hun bestemt heller ikke haft lyst til at miste!
Døden var ikke just det som påvirkede Anyalina mest og specielt ikke nu, hvor William var der, for hun kunne ikke lade ham se hvor ynkelig hun egentlig var, for det var slemt nok som det måtte være i forvejen for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hånden mod sit kind slog hun væk, for hun ville slet ikke have at han skulle røre ved hende på den måde! Hun himlede med øjnene til hans ord. Nu rablede det da virkelig for ham! ”Jamen så skal jeg nok få dig hjem! Jeg ved ikke hvad du er høj på, men noget er det!” endte hun bestemt! I så fald, så måtte hun jo bare risikere liv og lemmer, også fordi at det jo faktisk var noget som han også havde gjort for hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han havde jo trodset Malisha og Konstantin for at holde hende sikker, hvilket hun selvfølgelig var taknemmelig for – på sit vis om ikke andet. Hans reaktion var noget som direkte irriterede hende! ”Du vækkede mig, klogesen.. Eller har du allerede glemt det?” spurgte hun direkte irriteret. Hvad pokker var der med ham? Der var jo tydeligt et eller andet som var rivende galt!
At han direkte skulle skrige op på den måde, og med de ord, var noget som kun i et kort øjeblik, fik hende til at tænke på Ezekiel, for det kunne så sandelig godt ligne noget som han kunne have sagt! Ikke at hun bed sig mere fast i det nu, for nu vidste hun jo at han var død. Uanset hvor ondt det gjorde, men i så fald, så havde hun lært det nu.. hun skulle aldrig nogensinde lukke folk tæt på sig igen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for det gjorde kun ondt, og det ville hun bestemt heller ikke ud i endnu en gang! ”Jeg kan da også sagtens lade dig ligge her, hvis du hellere vil det?” spurgte hun spidst, som hun holdt ham oppe på benene. Det stod ned i stænger og hun var ved at blive godt kold, og når hun var kold, så blev hun irriteret. Så godt burde han da også kende hede efterhånden? Det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde lagt særlig meget skjul på sig selv, hvad det angik.

[Deleted]

Det at stå overfor Anyalina igen, var lidt med en splittet følelse, for Ezekiel havde skam ikke glemt hvad hun havde gjort mod ham, slet ikke! Hun havde udnyttet ham, manipuleret med hans gode hjerte, som hun blot havde dolket ham i ryggen bagefter hun havde været færdig med ham, så han vidste at der aldrig havde været noget i deres ægteskab for hendes vedkommende, for på det punkt havde hun vist ham at hun var direkte hensynsløs! Hjerteløs ville han ikke sige at hun var, da han selv havde set det i små glimt, og det var også det som stadig holdt fast i håbet om at hun måske bare havde næret lidt følelser for ham og måske derfor var skredet? Tanken gjorde det godt nok ikke meget bedre for ham, for han havde jo været smaskforelsket i hende, skønt hun var fyldt med fejl, men han havde også set at han selv havde ændret lidt på hende, medmindre det også bare havde været et skuespil, alt det var han jo slet ikke sikker på længere.
Fornuften var langsomt ved at slå ind hos Ezekiel, hvor han måtte komme lidt til sig selv, efter at have været lidt omtåget og desorienteret, da hendes selskab gjorde det bedre for ham. Det var også derfor det langsomt gik op for ham at hun kendte den mand, hvis krop han selv havde besat og brugte som hylster, det forundrede ham lidt, hvor følelsen også var mærkelig, men det skulle han nok vende sig til, eller skulle han nok bruge noget hokus pokus så han følte sig lidt hjemme i kroppen. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han vendte blikket mod en vandpyt, hvor han kunne se mandens ansigt og ikke sit eget, inden han så mod hende igen. De første ord overhørte han let, da han lå i sine egnen tanker, hvor det først var da hun sagde at hun var gået i døden at han vendte opmærksomheden imod hende igen. ”M-men.. hv-hvad? Hv-hvordan?” spurgte han forvirret, som han rynkede brynene, inden han tog sig let til hovedet, da han jo et sted var nød til at spille lidt skuespil overfor hende, så han ikke afslørede sig selv med det samme, „j-jeg tror at j-jeg har slået hovedet,” tilføjede han i en mumlen, der lige akkurat var høj nok til at hun ville kunne høre ham.
At komme med et udbrud der lå normalt for Ezekiel tænkte han ikke over, da det jo trods alt var normalt for ham. Desuden så havde han virkelig ondt i hele kroppen og det var jo direkte ulideligt! Han burde måske have fundet en anden krop, da denne allerede var døende, skønt! Virkelig pragtfuldt! Han vendte blikket mod hende med en spids mine, inden han vendte blikket mod jorden igen. ”Mh.. dit selskab lyder mere f-fristende e-end j-jorden,” endte han så i en mumlen, som han havde lagt den ene arm omkring hendes skuldre, hvor han med den anden holdt den mod såret i maven. ”G-gå til en k-kro.. j-jeg har p-penge,” svarede han kortfattet, da det udmattede ham at tale i længere sætninger. Han kunne også godt mærke at det var ved at blive koldt, da regnen havde gennemblødt ham. Han forsøgte at gå, hvor han støttede sig op ad hende, som kursen blev lagt mod kroen.

[Deleted]

At det var Ezekiel hun stod overfor, var slet ikke en tanke som slog Anyalina ind på nogen måde, for det som hun kunne se, var jo trods alt.. William vel? Det var i hvert fald den mand som hun kunne se, og det var det som hun holdt fast i, selvom det vel altid var nemmere at stole på hvad man kunne se, kontra det som man faktisk var i stand til at høre? Blikket gled direkte mod hans skikkelse endnu en gang. Han var da.. skrub forvirret! Lige hvad der var, han havde slået hovedet ind i, eller ned i for den sags skyld, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, men ikke desto mindre, så var det da tydeligt, at han havde brug for at komme ned at ligge, og det skulle bestemt heller ikke være her på gaden, hvor alle kunne se ham, og specielt ikke i den tilstand! Hun sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. ”Jeg ved virkelig ikke hvad det er du har slået hovedet ind i, William, men du har virkelig slået hovedet denne gang,” påpegede hun langt mere rolig, nu hvor han ikke direkte.. kæmpede mod hende, så var det selvfølgelig også gjorde, at hun kunne falde en anelse mere til ro. Efter alt det som han havde gjort for hende, så kunne hun ikke direkte få sig selv til at efterlade ham bare sådan uden videre, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende, at han skulle se sådan ud, og specielt når hun vidste, at han burde være hjemme, og ikke her!
Anyalina holdt William oppe på benene, også selvom hun tydeligt kunne mærke, at det ikke ligefrem var nemt, for han hang virkelig over hende! At hendes selskab behagede ham mere end den kolde sten som han i øjeblikket næsten hvilede over, forundrede hende dog ikke, hvor hun let himlede med øjnene og vendte blikket mod ham, som han lagde armen om hende. Hun skyldte ham i det mindste at få ham ind. At hun så ikke ligefrem havde nogen steder at søge hen, ville hun ikke fortælle ham, for han skulle bestemt ikke være forpligtet til at give hende mere end det som var i forvejen! ”Det anede mig,” endte hun stilfærdigt, hvor et svagt smil alligevel meldte sig. Hun havde jo faktisk nydt hans selskab, også fordi at han havde været sådan over hende, og endda også på en måde, som hun havde det fint med, og som hun havde været i stand til at acceptere i længden, hvilket var noget som hun havde det fint med. Hun trak vejret dybt, som hun direkte nikkede og begyndte at gå, selvom det var i et tempo, som hun vidste, at han kunne følge med i. ”Er det så min tur til at holde dig sengeliggende, eller er det noget som du selv kan?” spurgte hun sigende. Det var jo ikke fordi at hun havde lyst til at blive hængende omkring ham, også fordi at hun ikke fik noget ud af det, for hun skulle tilbage på gaden før eller siden alligevel! Kroen var ikke langt væk fra dem, hvor hun fik ham med derhen og ind af døren. Varmen var overvældende, men dog utrolig rar!

[Deleted]

Det ville ikke just forundre Ezekiel, hvis Anyalina ikke kunne genkende ham, da han jo trods alt var i en anden mands krop, det som dog forundrede ham var det faktum at hun kendte den mand, hvis krop som Ezekiel havde besat og nu brugte til sin egen. Gad vide hvordan hun ville reagere når hun fandt ud af at denne såkaldte William var død og at det i virkeligheden var Ezekiel var inde i kroppen. Måske hun havde haft noget med manden? Tanken gav ham næsten en grim smag i munden, skønt han næsten kunne fornemme på hende at det ikke lå sådan, netop fordi hun opførte sig som hun gjorde, men på den anden side så opførte hun sig jo altid sådan, så det var faktisk ikke til at sige! Havde hun dog været død? Det var klart det som kom mest bag på ham, for han følte næsten skyldfølelse over ikke at have været der til at beskytte hende. At hun så ikke gad komme dybere ind i det efterlod ham kun med flere ubesvarede spørgsmål. ”Det siger du ikke..” mumlede han denne gang for sig selv. På en måde gik det ham på at hun ikke vidste at det var ham, men måske det ville give ham en fordel i det lange løb? Han kunne jo måske finde ud af hvordan hun faktisk havde haft det med ham; den rigtige Ezekiel.
At blive på gaden lød ikke videre tiltalende, da han altid havde været en mand der var gået op i kvalitet, i hvert fald efter at han havde fået smagen af det, han ville dog ikke klage over noget der var mindre kvalitetsfyldt så længe det så nydeligt ud, for så var han faktisk tilfreds, aldrig havde han været en mand af store krav og forventninger, da han var en mand der var nede på jorden og som tog tingene på en afslappet måde. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han blot fulgte med hende, hvor han var nødsaget til at støtte sig op ad hende, for ellers så faldt han virkelig og så kom han da aldrig op igen! Og hun behøvede skam ikke at hive i ham som hun havde gjort før, hvis han kunne blive fri for det! Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Holde hende sengeliggende? Havde manden holdt hende sengeliggende? Han fnøs let som han vendte blikket frem for sig igen. ”Jeg troede ikke du var typen der lod fremmede tage sig af dig,” mumlede han næsten helt misundeligt, hvor ordene også var helt ude af kontekst, hvis man troede at han var William, som han jo i virkeligheden ikke var. Den overvældende varme som slog imod ham, var faktisk befriende, eftersom den brændende fornemmelse fik ham til at føle sig levende, hvilket fik ham til at sukke. Vandet dryppede dog fra ham, hvor de efterlod et spor af våde fodspor, da de søgte op mod baren. Han fik med rystende hånd pengeposen frem, hvor han så mod bartenderen. ”E-et v-værelse t-tak,” endte han tydeligt forfrossent, hvor manden også var hurtig til at give ham en nøgle, hvor han tilmed fik nogle penge med tilbage. Han så mod Anyalina. ”Af sted,” endte han mildt, som han selv tog det første skridt mod baglokalerne, som tegn til at de skulle gå mod værelset, hvor han gad ikke spilde tiden på at stå her og hænge, når de kunne komme ind i et dejligt værelse og komme ned og ligge.

[Deleted]

Anyalina havde aldrig været særlig mild mod Ezekiel, hvilket hun vidste. Hun havde elsket ham, og et sted, så gjorde hun det vel også stadig? Hun havde jo allerede nævnt for William, at han var det sidste som den visne blomst havde haft brug for, for at kunne blomstre igen, men væk var han, og hun regnede bestemt heller ikke med at skulle se ham igen, selvom det bestemt heller ikke just var en tanke som gjorde det meget bedre for hendes eget vedkommende. Blikket gled mod ham endnu en gang. Han havde tilsyneladende slået hovedet temmelig groft, for det lød næsten ikke til at han kunne huske alt det som de havde snakket om, eller hvad der var sket, eller at han i det hele taget havde vækket hende, så noget var der da gået galt et eller andet sted for ham, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til som sådan, for et eller andet var hun jo nødt til at gøre. Hun kunne jo ikke bare efterlade ham herude, efter alt hvad han havde gjort for hende.
Anyalina lod William støtte sig til hende, også selvom hendes egne ben truede med at bukke for hendes vægt, såvel som hans egen, for så frisk var hun altså heller ikke! At han så ligefrem skulle påpege det på den måde, var noget som fik hende til at vende blikket tydeligt forvirret mod ham. ”Hvad pokker snakker du om William? Du gav mig ikke ligefrem noget valg, efter du vækkede mig, gjorde du? Du har holdt mig i sengen i dagevis nu,” påpegede hun sigende. Han virkede virkelig forvirret, og måske ville det hjælpe efter en god nats søvn? At han fik posen frem og fik en nøgle i retur, sagde hun nu ikke noget til, for hun regnede i det store og hele, faktisk kun med at få ham lagt i sengen, og så komme af sted igen, for hun ville helst ikke blive for meget sammen med ham. Det var ikke ligefrem fordi at hun var bange for at det ville udvikle sig, for det ville det slet ikke! Hun var ikke den som åbnede op for hvem som helst, men Ezekiel derimod.. Han var den eneste som havde brudt hendes mange principper, i og med, at hun altid havde sagt, at hun ville have en warlock og ikke noget andet skravl! Tungen strøg hun let over læberne, som hun tog nøglen fra ham, kun for at se nummeret efter og videre over dørene, som de måtte passere på vejen, som de var kommet om bagved. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som helst. ”Udmærket.. Så.. så lad os få dig i seng,” endte hun med en dæmpet stemme. Hun fandt endelig værelset, som hun fik låst op, hvor hun førte ham med sig ind. Hvordan indretningen egentlig var, ænsede hun ikke engang. Hun gik hen til sengen, hvor hun satte ham på sengekanten, uden så meget som et ord ellers. ”Læg dig ned, William.. Jeg skal nok få kigget lidt på de sår, tror jeg,” endte hun dæmpet. Hun følte jo et sted, at det var noget som hun skyldte ham ,for alt det som han havde gjort for hende.

[Deleted]

Det var måske ikke Ezekiels uvidenhed der ville afsløre ham i det lange løb, eftersom han jo bare kunne spille på at han havde slået hovedet voldsomt, nej det var hans personlighed der nok ville afsløre ham, for han anede jo ikke en pind om den mand han havde besat og at Anyalina så kendte ham, gjorde det bestemt ikke bedre! Hun var en af de få som kendte ham bedst, hvor den som kendte ham bedst nok måtte blive Giovanni Salvorique, eftersom det var den mand som havde formet ham efter bruddet med Anyalina, da hun havde givet ham en slem depression, der havde været tæt på at tage livet af ham, da det havde fået ham til at drikke sorgerne væk og en aften var han stødt på de forkerte, som kunne have taget livet fra ham, hvis ikke det havde været for Giovanni. At mange af hans bekendte var gået i døden, var slet ikke noget som Ezekiel havde nogen anelse om, skønt han vel måtte finde ud af det før eller siden?
Det var ikke med sin gode vilje at Ezekiel tog imod Anyalinas hjælp, da han altid havde været en mand der havde klaret sig selv, han var dog ikke bange for at erkende at han havde brug for en andens hjælp for at overleve, da han havde mistet utrolig meget blod. Hendes ord lettede ham dog et sted, hvor han også trak næsten helt tilfredst på smilebåndet. Hans pludselig misundelse, kom faktisk bag på ham, selvom tanken om at nogen skulle være sammen med hans hustru, var.. surrealistisk. Måske de var eks og ikke havde været sammen i et par årtusinder, men det var underordnet! Det var så heller ikke fordi man kunne sige at han havde holdt sig til cølibatet, eftersom han selv altid havde været en kvindeglad mand, skønt han havde holdt alt professionelt efter Anyalina, da det at hun var skredet havde efterladt en frygt for at åbne op igen. Han ville ikke udnyttes på den måde igen og lide samme tab, for det ville han næppe kunne klare. ”Nårh ja..” endte han leende, som var han kommet i tanke om at han havde vækket hende til live – skønt det blot var et skuespil, for han havde ingen anelse om hvad denne mand havde gjort for hende!
At komme ind i varmen og få en nøgle, var noget som næsten føltes helt lettende, for nu kunne de snart slappe af! Hvad hun egentlig havde lavet på gaden var dog Ezekiel et nyt spørgsmål, for hun havde da altid klaret sig. Han vidste godt at hun var blevet bortvist, for han havde jo fundet hende, men han havde ikke lige tænkt over at hans hjem var blevet udryddet, da han selv var gået i døden og derfor havde efterladt hende hjemløs. Han nikkede roligt, som han trådte med ind på værelse, hvor han satte sig på sengen. Han så op mod hende, da hun bad ham om at ligge sig ned. ”Jeg v-vil gerne ud af mit v-våde tøj først,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. Han bar den sorte kappe, samt nogle mørke bukser og en sort bluse, hvor han selv fik kæmpet sig ud af sine mudrede og våde støvler. Tøjet havde han dog svært ved at få af sig, da han havde ondt over alt!

[Deleted]

Anyalina var skam slet ikke i tvivl om at William havde slået hovedet, for det var ikke sådan her han plejede at opføre sig. Det ville måske ændre sig i løbet af en god nats søvn, men ikke desto mindre, så regnede hun slet ikke med at blive omkring ham. Hun havde jo allerede gjort det klart for ham, at hun slet ikke ville eller kunne åbne sig for ham, og hun ville ikke blive for afhængig af hans selskab, for det havde jo faktisk været af den slags som hun havde været i stand til at nyde, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun let rystede på hovedet. At han i det hele taget havde glemt at han havde passet hende de sidste mange dage, var efterhånden noget som måtte irritere hende, men ikke desto mindre, ås var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved af denne grund. ”Du har virkelig slået hovedet ind i et eller andet, ellers er der bare noget andet galt… Tror du har brug for noget hvile..” endte hun mere dæmpet for sig selv, for det irriterede hende faktisk! Han havde holdt hende i sengen igennem adskillige dage, og nu skulle hun til at gøre det samme med ham? Tanken var ganske vidst en smule underholdende, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke blive.. Hun ønskede slet ikke at blive, for hun var jo trods alt nødt til at finde et eller andet, som hun kunne flytte ind i. Hun gik næsten automatisk ud fra at det nu skulle blive en grotte eller en hule et eller andet sted, for hun havde jo ikke så meget som en sølvmønt på sig!
Anyalina fik roligt William med sig ind på værelset, hvor hun satte ham på sengen. Med lidt anstrengt magi, fik hun lukket og låst døren, så de i det mindste kunne få noget fred. At han gerne ville ud af det våde tøj, kunne hun skam godt forstå, for hun ville ønske at hun selv kunne gøre det, selvom det bestemt ikke var noget som hun regnede med bare sådan uden videre. Selv tydeligt skælvende, nu hvor de var kommet ind i varmen, begyndte hun at fumle med hans tøj. Det var bestemt heller ikke fordi at der hvilede nogen bagtanker med henblik på det her, men han skulle ned at ligge og hun ville gerne tilse de sår som han tilsyneladende havde pådraget sig, for det var jo tydeligt, at han havde ondt. Skjorten fik hun roligt op og smed fra sig. ”Udmærket, så læg dig ned,” bad hun endnu en gang, hvor hun med en fast hånd, gav ham et puf, for at få ham ned at ligge. Hun begyndte at bakse med hans bukser, hvilket nok var noget af det sværeste, også fordi at de jo var blevet våde! Efter noget tid, fik hun også bakset dem af ham, hvor hun smed det ned ved siden af sig. Hun vendte blikket mod ham igen. Hendes eget hår og tøj klamrede sig nærmest ind til hendes krop, og det var faktisk godt koldt! ”Kravl op og læg dig.. så skal jeg se de sår..” endte hun ganske kortfattet. Ja, hun måtte jo bare gøre brug af det som hun havde for hånd trods alt. Hun søgte ud på det lille tillagte badeværelse, hvor hun fandt nogle håndklæder, nål og tråd. Altid belejligt!

[Deleted]

Tanken om at Anyalina havde været død, var noget som gav Ezekiel en meget dårlig samvittighed. Det var hans skyld! Hvordan hun så var død, anede han ikke, for han havde jo bedt hende om at blive indenfor, så hun måtte jo være gået ud! Det var jo også bare typisk hende at bryde reglerne og trodse hans ord! Han opfangede ikke helt alle hendes ord, eftersom hun mumlede, selvom han fik med at hun mente at han burde hvile, hvilket måske var smart nok, for han var stadig en anelse omtåget, hvor han var sikker på at det også var fordi han var i en ny krop, for det skulle han også vænne sig til. Det hjalp dog lidt at komme ind i varmen, hvor han faktisk så frem til at komme ned og ligge i en seng, skønt han skulle have syet sine sår først, og ikke mindst skulle han stoppe blødningen, for ellers så klarede han den da ikke! Derfor var det måske godt nok at han var stødt på Anyalina, skønt han måtte erkende at han ikke helt var glad for at det var hende der hjalp ham, for han havde ikke glemt det som var sket mellem dem, det var også derfor det gav ham en fordel at være i en anden krop, skønt det dårlige var at hun kendte vedkommende, for han vidste jo ikke noget om ham, foruden at han hed William og at han havde vækket Anyalina til live igen, men ville det så sige at han faktisk var heldig og var i en anden alkymists krop? Det ville i hvert fald være perfekt!
At Anyalina fik dem ind på værelset og tilmed lukkede og låste døren, fik Ezekiel til at trække let på smilebåndet. Det morede ham nu lidt, skønt han ikke ville sige det mindste til det, da han jo godt kunne følge hendes tankegang; at de kunne være i fred uden at blive forstyrret. Han lod hende hjælpe ham af med kappen og blusen, hvor han så op mod hende. At hun så med en fast hånd skulle tvinge ham ned at ligge, fik ham til at spærre øjnene op på vid gab. ”Av! Av! Av!” endte han febrilsk, hvor han tog sig til brystet. Han havde jo brækket sine ribben! Han skulede let op mod hende, „hvorfor skal du altid være så hensynsløs?” Han bed tænderne sammen, som han dog blev liggende og lod hendes fumle med hans bukser, hvor et drilsk smil gled over hans læber. ”Nyd det nu ikke for meget vel?” Han blinkede drilsk op til hende, selvom han dog blev liggende til hun havde fået bukserne af ham, inden han roligt krøb bedre op i sengen og vendte blikket mod hende, som hun gik ud på badeværelset. Han kom da til at ligge her i en evighed, hvis hun skulle bestemme! Han havde desværre brug for hjælp til at få tilset sine sår, da han var for afkræftet til at gøre det selv. Han så mod hende igen, da hun kom tilbage, hvor han let hævede det ene øjenbryn. ”Du burde også selv komme ud af dine klæder, Anya. Du kan sikkert finde en kåbe inde i skabet eller ude på badeværelset,” svarede han roligt, hvor han ellers havde lagt sig til rette med puden bag ryggen, så han halvt sad og halvt lå.