Old reunion..?

[Deleted]

Det hele havde været ægte fra Anyalinas side, også selvom hun ikke ligefrem havde regnet med, at det var noget som Ezekiel skulle høre, for hun havde jo konstant vandret rundt i troen på at han var død, og specielt da hans hjem havde været væk som jævnet med jorden, selvom det faktisk havde knust hende. Overbevist om at det faktisk var den mand som han havde påstået at det var, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Hun havde sovet i stolen, også selvom det stadig var underligt for hende at vågne op i sengen, for hun vidste med sikkerhed, at det ikke var et sted som hun ville have lagt sig ellers! For det var bare slet ikke noget som lignede hende! At han selv virkede afslappet og rolig, var noget som selv smittede af på hende, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham. Det kunne godt være, at selv den hvile havde været god for hende, for den var selv umådelig tiltrængt fra hendes side af, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg har det fint.. Jeg kunne fint komme fra Dvasias og hertil, uden det største problem.. Jeg har ikke brug for den hvile i nær så samme grad..” endte hun ganske sigende. Det var jo ikke engang en løgn, men hun ønskede bestemt heller ikke at fremstå som en kvinde som selv gemte sig bag en mand, for end ikke den type var hun! Hun kunne selvfølgelig godt lide, at der var en mand som kunne få hende til at føle sig som en kvinde, og det var så sandelig også det som gjorde det hele til noget ganske særligt for hende, og det var noget som hun godt kunne lide! Hun nikkede stille til hans ord. Varmen havde hun skam fået – og mere til derefter, hvilket bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket stille ned af sig, som hun faktisk sad og gemte sig lidt bag dynen, velvidende om at han havde set hele flere gange. Hun.. manglede at have ham tæt på, velvidende om at det ikke var noget som han ville være i stand til på nuværende tidspunkt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt, som hun alligevel valgte at lægge sig ned. Det kunne hun jo lige så godt, også fordi at det jo faktisk var det som hun havde mest lyst til – hun havde virkelig mest lyst til at lægge sig ned ved hans side og bare.. slappe af, for det var noget af det som hun havde brug for mere end noget andet lige nu, også fordi at han lå ved hendes side. ”Men tror jeg stadig kan bruge lidt hvile.. Jeg er træt..” endte hun med en ganske dæmpet, dog ærlig stemme.

[Deleted]

At Anyalina lå i sengen ved siden af Ezekiel, var noget som faktisk måtte gøre ham rolig, for det lettede ham at hun var blevet og ikke gået ud af døren og at få hende under dynen, fandt han kun som det mindste han kunne gøre, nu hvor hun havde slæbt ham den lange vej hertil og faktisk havde reddet hans liv, for uden hende havde han jo faktisk været død igen. Den tanke var faktisk skræmmende. At hun skulle spille den store og stærke, var noget som fik det morende smil over hans læber, for det var da kun komisk! Sådan havde hun nu altid været og det var vel også lidt det som han faktisk havde savnet. Han havde helt glemt hvor skøn hun faktisk var. Han grinte let, så det ikke gjorde ondt i hans bryst, hvor han ellers blot blev liggende helt afslappet i sengen. ”Jeg må erkende at jeg har savnet dig, min egen. Så stolt og stærk du altid skal spille,” endte han muntert, som hans honningfarvede øjne måtte glide let omkring i rummet, hvor det var blevet mere lyst, selvom han stadig var usikker på hvad tid det præcist var. Han vendte let blikket mod hende, hvor smilet ikke falmede det mindste, for det var da umuligt i hendes nærvær! Nu hvor kortene var blevet lagt på bordet og hun havde fortalt ham sandheden, så måtte han erkende at han faktisk var frygtelig lettet, hvor han egentlig også bare ønskede at ligge og nyde hendes selskab, for hvad mere kunne han egentlig ønske sig? Det var sjovt og næsten helt ironisk at det var Anyalina som havde fundet ham, ligesom han også havde fundet hende, man kunne jo næsten tro at de var draget af hinanden, når de havde problemer og lå døden nær, men det var nu ikke fordi han fortrød det, det var tværtimod noget som måtte gøre ham glad, for havde han ikke mødt hende, så havde han jo heller ikke fået sandheden at vide, hvilket ville have været en skam.
De honningfarvede øjne gled let mod Anyalina, som hun alligevel valgte at slappe lidt af og give efter, ved at ligge sig ned og erkende at hun var træt. Han strakte roligt den ene arm ud mod hende, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Så kom og læg dig hos mig,” svarede han opfordrende, hvor han gerne ville mærke hende, så han selv var sikker på at det var ægte og at det ikke bare var en drøm. Hun plantede også en indre ro i ham, som han ikke havde følt i utrolig mange år, en følelse som han næsten kunne sige at han havde savnet frygtelig meget. Efter at blikket var gledet rundt i rummet, hvor han kunne fornemme at det var blevet lysere udenfor, gled det roligt tilbage mod hende, hvor smilet falmede en anelse, som han blev mere tænksom i minen. ”Men hvad vil du så gøre nu?” spurgte han roligt. Det var jo ikke kun hende, men også ham der skulle lægge sit liv om, hvor hun jo var blevet forvist fra Dvasias, samt hun ikke længere var accepteret i sit samfund, så hun kunne ikke tage tilbage til Dvasias, hans hjem var blevet ødelagt med hans død, så han selv skulle finde et nyt hjem – ikke fordi han ikke havde prøvet det før, for han havde flyttet mange gange efterhånden og startet et nyt liv op.

[Deleted]

Anyalina havde altid været en kvinde som vidste hvad hun ville have, og det var noget som bestemt heller ikke havde forandret sig for hendes vedkommende. Velvidende om at det var Ezekiel som lå ved hendes side, var stadig ikke en ting som hun kunne begribe optimalt, men det var vel bare sådan at det måtte være i den anden ende? Hun vendte blikket ganske sigende mod ham. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun faktisk end ikke lod nogen beskytte hende, selvom hun vidste, at hun i sin nuværende position, var udsat som aldrig nogensinde før. Hun havde ikke nogen artsfæller at støtte sig op af, selvom.. han måtte vel være warlock nu? Nu hvor William var borte, og han havde taget mandens krop? Tanken morede hende lidt, for hun vidste jo også godt hvor meget han altid havde sat pris på sine alkymistiske evner. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg spiller ikke stærk, Ezekiel.. jeg er bare mig.. jeg er stærk,” endte hun med en ganske bestemt mine. Visse ting var bare bedre uændret, og det vidste hun godt, også selvom hun vidste, at det nok ikke var noget som gjorde den største forskel for hendes vedkommende fra før af. Ja, et sted kunne man vel næsten sige, at de var draget af hinanden? Det var jo ikke ligefrem første gang de var faldet over hinanden, når hjælpen virkelig havde været tiltrængt. Det måtte være skæbnen? Efterhånden så var Anyalina begyndt at tro på den slags.
Anyalina lagde sig igen stille ned ved siden af Ezekiel, også selvom.. hun kunne vel ikke blive liggende for tid og evighed, kunne hun? Foruden det faktum, at hun ikke rigtigt havde nogen andre steder at søge hen, for hun havde regnet med og håbet på at hun ville finde hans hjem, men det havde været væk, ligesom alt det andet, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende. Selvom hun lå der mere eller mindre i ingenting, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for hende, for hun vidste godt, at det hele var noget som han havde set før, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun sukkede dæmpet. ”Du kan lide det her, kan du ikke?” spurgte hun, som hun alligevel lagde sig forsigtigt ind mod ham, selvom det sikkert ikke gjorde den største forskel. At han så spurgte ind til hvad hun ville gøre fra nu af, fik smilet til at falme igen, for.. hun vidste det da ikke endnu! Hun var jo bare nødt til at finde et eller andet at give sig til af den grund. ”Jeg.. ved det ikke.. Jeg finder nok ud af det, som jeg kommer til det.. Ligesom jeg altid har gjort det. Som da jeg mødte dig.. og du mere eller mindre plukkede mig op fra gaden,” påpegede hun med et stille smil. Ja, hun havde altid været en flyvsk en af slagsen, og selvom hun måske havde haft et sted i Den Mørke Cirkel, så havde hun af den grund, ikke søgt dertil og nu med god grund. Hun var ikke afhængig af sin race som sådan, og det skulle nok blive hendes redning før eller siden.

[Deleted]

Ezekiel var ganske vidst blevet warlock efter at have overtaget Williams krop, hvor han måtte ærgre sig over at han ikke længere var alkymist. Han havde altid igennem hele sit liv været alkymist og han havde tilmed været en af de længstlevende af slagsen! Han havde altid været stolt og dog havde det aldrig forhindret ham i at elske, for han havde elsket folk fra forskellige racer og faktisk aldrig en alkymist. Den som dog tog hans hjerte med storm, var den kvinde som lå her ved hans side i øjeblikket; Anyalina Embelowni, en warlock, en stærk og stolt kvinde, hvor de måske altid havde været et sjovt par, for de havde altid lagt i hver sin ende ved personlighed. Dengang havde han været den muntre, sjove og dog mystiske type, der var blød og varmhjertet og måske en anelse naiv, hvor hun havde været kold, kynisk, hård, stærk og stolt, en kvinde som ikke lod sig pisses på, hvor hun ikke havde problemer med at slå ihjel, hvis man gjorde. Mange ville nok sige at de ikke passede til hinanden, men i sidste ende havde de jo alligevel været gode for hinanden, og det stod han stadig fast ved! Han trak tydeligt muntert på smilebåndet til hendes ord og nikkede medgivende. ”Det er du ja. Den stærkeste kvinde, som jeg nogensinde er faldet over,” istemte han roligt, som han lagde en hånd mod hendes lår, som han klemte omkring, imens han lænede sig mod hende og placerede et flygtigt kys mod hendes kæbe. Hun var stærk, og det havde han jo altid godt kunne lide, særligt når han faktisk formåede at beskytte hende og gøre hende feminin.
At Anyalina valgte at give efter var noget som gjorde Ezekiel glad, hvor smilet kun blev bredere, skønt det snart ikke var mere muligt, for det gik næsten allerede fra øre til øre. Han var glad for at hun var der og ikke mindst at hun var overbevist over at det faktisk var ham der lå der. At hun så spurgte om han kunne lide det, måtte han vende blikket mod hende med et par hævede bryn. ”Selvfølgelig nyder jeg det. Det er trods alt dig, som ligger her,” svarede han sandfærdigt, som smilet bredte sig på hans læber. Hun var fantastisk og han ønskede ikke at det skulle være nogen anden kvinde som lå her ved hans side, for han kunne undvære alle, så længe han bare havde hende. Han lyttede til hendes ord og nikkede ganske let, inden han lagde en hånd mod hendes kind, for at løfte hovedet og kysse hende mod håret. ”Selvfølgelig vil du altid klare dig. Det gør du altid,” medgav han roligt, som han lagde hovedet tilbage mod puden igen, hvor han så omkring i rummet. Hun var en stærk kvinde og ganske vidst havde hun altid været selvstændig og hun havde altid klaret sig, så han var slet ikke i tvivl om at det nok skulle gå. ”Og jeg har tænkt mig at gøre det igen,” tilføjede han roligt, som hun nævnte at han før havde fundet hende på gaden. Han strøg hende roligt over håret, hvor hans blik hvilede mod det hvide loft over dem. ”Jeg ønsker ikke at miste dig igen Anya.. ikke når jeg ved hvordan tingene ligger,” svarede han denne gang alvorligt, hvor han endnu engang måtte vende de honningfarvede øjne imod hende.

[Deleted]

Det var bestemt ikke meget der var til lighed mellem Anyalina og Ezekiel, men der var vel noget om at det var modsætninger som drages? Han havde så sandelig draget hende, og hun havde aldrig nogensinde fortrudt det faktum, at hun havde åbnet sig for ham, selvom det aldrig havde været noget som var faldet Malisha i smag. Nu kunne hun være ligeglad med den kvinde, for hun havde selv valgt at kaste det hele i jorden, og nu var hun alene.. så at sige raceløs, selvom hun havde magien og stadig kunne kalde sig en warlock – ligesom Ezekiel. Hun vidste godt, at der var frygtelig meget som han skulle vænne sig til, og et sted, så måtte hun vel også hjælpe ham med det? Hans ord var noget som svagt fik hende til at smile, som hun vendte blikket ned af sig, som han lagde hånden mod hendes lår. Det var ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kunne faktisk godt lide det. Han var den eneste som i bund og grund, havde fået lov til at berøre hende på den måde, og hun havde bestemt heller ikke fortrudt deres liv sammen, selvom det hele havde været ovre? Mere eller mindre før det overhovedet var begyndt, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun havde gået med de frustrationer i mange år nu! ”Den eneste værdige kvinde, du nogensinde er faldet for,” rettede hun ham med en vis stolthed i stemmen. Hun var faktisk stolt over, at kunne have kaldt sig selv, for hans hustru!
Anyalina blev liggende ved siden af ham. Et sted så var det noget som efterlod hende med en tydelig ro, som ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes del. Hun vendte blikket stille mod ham, som han kyssede hendes kæbe. Et sted begyndte hendes hjerte at hamre mod hendes bryst – en følelse som hun ikke havde oplevet igennem frygtelig mange år, så selv ikke det var noget som hun kunne skjule for ham! Hun lukkede øjnene. Hun havde altid klaret sig selv, for der havde jo aldrig rigtigt været nogen som sådan, som hun havde fundet.. værdig til at passe på hende. Hun vendte de mørke øjne mod ham endnu en gang. ”Jeg har aldrig som sådan haft nogen til at passe på mig.. Det er vel bare mit held, at jeg ikke er nær så afhængig af racens fællesskab som.. så mange andre..” endte hun dæmpet. Hun havde altid været lidt af en enspænder, og et sted så ville det nok også redde hende i længden. Hans kys mod hendes hår, og det at han konstant skulle røre hende, morede hende lidt, ofr det var bare typisk ham! Visse ting ændrede sig bare aldrig! Hun endte dog med at ligge mere eller mindre stiv i minen ved hans ord. Han ville gøre det godt igen? Af hjerte, så havde han aldrig mistet hende, for hun havde ikke ladet andre mænd komme i kontakt med det, siden hun havde været nødsaget til at bryde op med ham. Hun blinkede let med øjnene. ”… Hvad mener du helt præcist, Ezekiel? Du… du har aldrig mistet mig.. aldrig.” Hun blev liggende. Et sted vidste hun jo slet ikke hvordan hun skulle reagere!

[Deleted]

Ezekiel havde jo ganske vidst været gift et par gange, men kunne man klandre ham med hans lange levetid? Hvem ønskede at leve alene i så mange år uden at tage chancer og åbne op? Han var ganske vidst faldet for andre, men det havde aldrig været så dybt som med Anyalina, og hun vidste udmærket godt at han havde været gift tre gange før hende, men det havde jo ikke forandret noget og det ville det heller ikke, for da de to havde været gift, så havde hun også ejet hans fulde hjerte, hvor han kun havde tænkt på hende og ingen anden. At hun så også skulle påpege at hun var den mest værdige kvinde han nogensinde var faldet for, måtte han trække yderligere på smilebåndet. ”Er du nu også sikker på det min egen?” spurgte han drillende og lettere gådefuldt, hvor han blinkede let til hende. Han havde ganske vidst elsket alle de kvinder han havde været gift med, hvor de alle havde været værdige, men ja.. han havde aldrig følt sig så tæt på sit livs kærlighed som han gjorde med Anyalina, så et sted havde hun vel ret? Han elskede desuden den stolthed hun bar i stemmen når hun sagde det, for det betød kun at det hele havde været ægte og det havde han brug for at få bekræftet. Af den grund ønskede han dog ikke at tilsmudse sine tidligere hustruers rygte, for han havde skam elsket dem og de havde haft en ganske særlig betydning for ham og været med til at gøre ham til den mand han var i dag.
Anyaline havde ganske vidst altid været en kvinde som havde kunnet tage vare på sig selv, men alligevel havde Ezekiel altid formået at værne om hende, hvor han vel et sted også nærmest havde tvunget hende til at give efter for ham, og lade ham tage sig af hende, selvom han godt kunne huske de mange gange hun var kommet med indvendinger, men det ændrede dog ikke på at han vidste at hun havde nydt det! Han vendte let blikket mod hende til hendes ord. ”Jeg har da altid taget mig af dig! Jeg har altid holdt hånden over dig, støttet dig, hjulpet dig, beskyttet dig og værnet om dig,” svarede han lettere bestemt, for det måtte hun da slet ikke glemme! Måske før ham havde hun måske altid klaret sig selv og nok også efter ham, og han vidste at hun var stærk nok til det, men det ændrede dog ikke på at han altid havde været der for hende, når hun havde haft mest brug for ham. Han fortsatte de blide strøg over hendes hår. Han havde altid nydt at pusle om hende, kærtegne, kysse og nusse hende, hvor han vidste at hun til at starte med altid havde fundet det for meget, men.. det havde aldrig stoppet ham. Mange ting havde hun jo faktisk vænnet sig til i deres tid sammen, hvor han faktisk også var stolt over at hun havde lært lidt af hans humor! For den var der ikke mange warlocks der besad! Hendes ord gjorde det tydeligt for ham at hun var overrasket, hvor han ikke helt kunne finde ud af om det var til det gode eller det dårlige, skønt han næsten var sikker på at det var til det negative med det som han selv havde sagt. Han rynkede selv en anelse forvirret på brynene til hendes ord, for han havde jo mistet hende? ”Men.. jeg har da mistet dig? Du valgte at forlade mig. Du aner slet ikke hvilket mareridt jeg gik igennem. Selvom jeg havde læst dit afskedsbrev igennem flere tusinder af gange, samt set den efterladte ring, så nægtede jeg at tro på det, hvor jeg tilmed ledte efter dig i flere måneder, men ja.. langsomt gik sandheden op for mig, hvilket virkelig knuste mig. Jeg blev deprimeret og begyndte faktisk at drikke, og en aften da jeg havde fået for meget indenbords, stødte jeg på de forkerte fyre, der efterlod mig i rendestenene til at dø, men jeg blev fundet af en gammel dæmon, Giovanni Salvorique. En mentaldæmon der gjorde min psyke stærk igen og gjorde mig til en ny mand. Jeg svor troskab til ham og hans familie, hvor jeg kunne forestille mig at han er sur på mig, fordi jeg har været væk i så lang tid, uden at have givet ham besked – godt nok har jeg været død, men alligevel.. Uanset hvad, så tog tabet af dig utrolig hårdt på mig, og jeg har aldrig lukket mig op for nogen siden,” fortalte han sandfærdigt, hvor det var en fortælling hun jo faktisk aldrig havde hørt før.

[Deleted]

Anyalina kunne godt forestille sig, at det var noget af en omvæltning for Ezekiel, selvom hun var sikker på, at det nok var noget som han skulle finde ud af, og ikke mindst klare før eller siden, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde virkelig ikke regnet med at se ham igen, velvidende om at hans hus var væk, så vidste hun også at han havde været det samme, selvom det var noget som virkelig havde gjort forbandet ondt, og ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Livet var jo sådan, og nu hvor det for alvor var gået op for hende hvor skrøbeligt det var, og hvor nemt man kunne tage det fra andre, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde altid været en kvinde, som vidste hvad hun ville have, men ikke desto mindre, så havde hun aldrig stillet sig tilfreds med andet end Ezekiel, og nu hvor hun igen kunne ligge med ham, så var det noget som bragte hende en underlig form for ro, som hun virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham igen. ”Selvfølgelig.. Det er jo mig, ikke?” Hun hævede let det ene bryn, som smilet let bredte sig på hendes læber. Hun havde faktisk lært af hans humor! Og hun forstod den!
Et sted havde Ezekiel tvunget Anyalina til at give efter for ham. Det var ikke fordi at hun havde noget imod at være en kvinde i forholdet, men det var bare de færreste mænd som kunne tvinge hende i den position: Ezekiel havde fået hende til det, så.. ja, et sted havde han vel også passet på hende, selvom tiden ikke havde været nær så lang som det hun faktisk ønskede det? Men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Tjo.. måske lidt,” endte hun med et stille smil på læben, som hun selv lagde sig til rette ved ham igen. Det var faktisk rart, for ikke at glemme, at det gjorde hende rolig. Hans duft var måske ikke den samme, men ikke desto mindre, så vidste hun at det var ham som lå der. Selvom hun måske ikke ligefrem vidste hvordan hun skulle reagere, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for.. hun var ikke god til den slags, og følelser var i sig selv, slet ikke noget som hun var særlig god til! Hans lange opremsning var næsten noget som resulterede i at hun sad igen med en knude i maven, for det appellerede næsten til en samvittighed som hun ikke rigtigt havde normalt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod ham. Havde han virkelig været så knust over hendes beslutning? ”Du… du forsøgte virkelig at lede efter mig? Jamen.. Ezekiel, jeg gjorde det jo netop for at du.. ikke skulle finde mig,” endte hun med en dæmpet stemme. Svagt bed hun sig i underlæben, som hun vendte blikket ned af sig. Hvorfor skulle han have den påvirkning af hende på den måde? Hun kunne slet ikke have med det at gøre! ”Jeg.. jeg gjorde det for at beskytte dig, så.. det ikke skulle gå så galt..” endte hun næsten med en frustration i stemmen. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere!

[Deleted]

Der var meget som Ezekiel skulle vænne sig til, særligt det faktum at han nu var warlock, for det var han ikke vant til. Man kunne sige at det var heldigt at han havde været oplært af warlocks før i sit liv, faktisk i sine unge dage, så han havde faktisk øvelse derfra, men.. hans magi havde jo stadig altid lagt i alkymien, og nu var han pludselig warlock, hvis magi var fuldstændig anderledes og hvordan pokker skulle han klare det? Han savnede sin gamle krop, hvor han bestemt også ville gøre det til et mål og finde den igen! Han vendte blikket mod hende, hvor hendes selvsikkerhed var noget som fik ham til at smile morende, for det var faktisk noget som han havde savnet. ”Hm.. jeg ved ikke helt om jeg vil give dig den tilfredsstillelse,” svarede han drillende, som han klemte mere omkring hendes lår, som han derefter strøg med sin tommel. Han nød at være i berøring med den nøgne hud, hvor han generelt måtte erkende at han havde savnet lige præcis hendes krop, som han stadig kunne huske ud og ind, hvor han havde set det hele mange gange! Og ikke mindst så havde hun givet ham utrolig fantastiske nætter, som ingen før havde kunnet skænket ham, ingen havde kunnet skænke ham alt det som hun havde gjort, hvor han heller aldrig havde åbnet sig for nogen anden, for følelserne havde aldrig været der. Han var aldrig rigtig kommet sig fuldt over Anyalina, skønt han havde forsøgt ikke at tænke på hende, men det havde været umuligt, for ham at glemme hende, hvor han også altid havde elsket hende inderst inde, uanset hvor kold han så end var blevet.
Ezekiel vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han skulede drilsk til hende. ”Lidt?” gentog han med vantro, skønt undertonen var morende, hvor han hævede det ene øjenbryn, som et tydeligt tegn til at han ikke var enig, for han havde taget sig meget mere af hende, end hvad hun ville indrømme! ”Jeg er den eneste der kan finde ud af at tage mig af dig,” svarede han selvsikkert, som smilet ikke falmede det mindste, for det var da umuligt, nu hvor hun lå hos ham igen! Han havde savnet hende og at vide at det hele faktisk havde været ægte, var en tanke som gjorde ham glad og ikke mindst lettede ham, for det var noget han havde brug for at vide. ”Selvfølgelig ledte jeg efter dig, Anya. Du var min hustru, jeg elskede dig højere end noget andet og jeg var bange for at der var sket dig noget,” fortalte han sandfærdigt, at hun så havde gjort det for hans skyld, var noget som han stadig havde svært ved at acceptere, for måske hun havde ment at hun havde beskyttet ham, men han var altså ikke svag! Han var en mægtig alkymist! Eller ja.. det havde han været, for nu skulle han jo til at vænne sig til at være warlock, hvilket nok ville blive noget af en udfordring. Som hun begyndte at blive mere febrilsk og fortvivlet, endte han med at lægge en hånd mod hendes kind, for at vende hendes ansigt imod ham, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og længselsfuldt kys, som han holdt så længe han kunne, inden han ganske langsomt brød det og vendte blikket mod hende igen. ”Mh.. det har jeg savnet at kunne gøre..” endte han dæmpet og dog med et skævt smil på læberne, hvor han strøg hende kærligt over kinden, „men lov mig en ting, min egen.. lad vær med at efterlade mig igen.” Han sendte hende et sigende blik, skønt smilet hurtigt bredte sig, hvor han trykkede læberne imod hendes igen.

[Deleted]

Anyalina kunne godt forestille sig, at der var meget som Ezekiel nu pludselig skulle tænke på, også selvom det var noget hun var sikker på nok skulle komme før eller siden. Hvordan han ville klare sig som warlock, vidste hun ikke, og skulle hun være helt ærlig, så var det ikke just en tankegang som hun kunne sætte sig i, for det havde hun jo været fra fødsel, så.. for hende, så lå det der jo allerede, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde altid været den eneste som hun havde åbnet sig for, ladet beskytte sig, også selvom hun stod fast på, at hvad hun havde gjort, havde været for at beskytte ham! Tungen strøg hun let over sine læber, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du behøver skam ikke give mig den.. Jeg ved det jo allerede,” endte hun med et stille smil på læben, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun var vel som hun altid havde været? En kvinde som vidste hvordan landet lå? I alle fald for hendes eget vedkommende.
At lægge sig ned ved siden af Ezekiel, var noget som efterlod hende med en ro som hun ikke havde oplevet igennem frygtelig, frygtelig mange år, og det var virkelig, virkelig rart! Han var ganske rigtigt den eneste som kunne beskytte hende oprigtigt, men han var også den eneste som havde fået lov til det, og den eneste som hun vidste, havde været i stand til det, så selv det var ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hans ord var nu ikke lige hvad hun havde ventet, hvor det faktisk gjorde hende.. direkte febrilsk, og det var i sig selv, ikke noget som hun kunne styre eller kontrollere, og det var bestemt ikke lige hvad der gjorde sagerne meget bedre for hende, for hun vidste, at det som hun havde gjort, ikke var noget som hun skulle have gjort, men nu var sket alligevel af den grund. ”Du er den eneste som har kunne finde ud af at tage dig af mig.. og den eneste som har fået lov til at gøre det,” fortalte hun ganske ærligt. Hun havde elsket ham, og et sted så.. gjorde hun det vel også stadig? Selvom det ikke ligefrem var noget som hun havde regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg… jeg kunne godt klare mig selv, Ezekiel.. Der var ikke sket mig noget, jeg.. jeg ville bare ikke have at du skulle komme i unode, så.. ja, jeg ved at det var en grum måde at gøre det på, men jeg så ikke noget andet valg..” forsøgte hun at forklare, også selvom hun blev afbrudt, som han skænkede hende.. et kys? Ikke at det var noget som hun havde regnet med, for det var ikke noget som hun havde oplevet igennem frygtelig lang tid! Hans sidste ord, var dog hvad der forvirrede hende, for.. igen? De var da ikke sammen.. var de? Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, som aldrig nogensinde før. ”Jeg.. jeg..” Hun nåede ikke at sige mere, før han igen lod læberne møde hendes, hvor hun.. gengældte det, som var det dét mest naturlige i hendes verden. Hun havde selv savnet det!

[Deleted]

Anyalina havde altid været noget ganske særligt i Ezekiels øjne, der var aldrig en kvinde som havde betaget ham som hun havde, hvor hun måske altid havde været hans modsætning og det var lidt utroligt at de var blevet forelsket i hinanden. Han ville tro at det til at starte med havde været falsk fra hendes side af, hvor hun kun havde været ude efter at han havde fundet en måde hvorpå han kunne heale hendes krigsskade, og med tiden var hun jo nok faldet for ham med ægte følelser, som han var for hende. Igennem de år de havde haft sammen, så havde hun jo også lært meget af ham, som omvendt, hvor han vel også havde givet hende en lidt mere positiv og fornuftig holdning til tingene? Warlocks havde det jo med tit at blive for arrogante og se sig som de bedste af de bedste, hvor ingen kunne slå dem og så havde de ingen sans for humor! Anya havde dog alligevel altid været anderledes, hun havde måske altid været kæphøj, men aldrig decideret arrogant, hvilket også var det som han godt kunne lide ved en kvinde; at hun var jordnær og afslappet. ”Jeg havde jo næsten helt glemt din selvsikkerhed, min egen,” svarede han morende, som han klemte hende blidt omkring låret, inden han strøg det med sin tommel. At hun lå nøgen under sengen, sagde han intet til, eftersom han havde set det mange gange, hvor hun var lige så smuk som hun altid havde været!
At Ezekiel var den eneste som havde fået lov til at beskytte Anyalina og tage sig af hende, var noget som gjorde ham glad og ikke mindst storslået tilfreds! ”Selvfølgelig er jeg den eneste, jeg er trods alt den eneste der kan finde ud af det,” svarede han både med selvtillid, tilfredshed og stolthed i stemmen, som han skam var stolt over at have haft hende som hustru og ikke mindst at han var den eneste hun havde lukket tæt. Desværre kunne han ikke sige det samme, men hans liv var jo til gengæld også dobbelt så langt som hendes, hvor han altid havde været en mand med kærlige følelser og som havde været meget familiekær, og den eneste gang han havde været tæt på at få et barn, var det blevet dræbt, fordi det dengang havde været forbudt at blande racerne, hvor han før havde faldet for en warlock.
Det at Anyalina blev langt mere febrilsk ved Ezekiels ord, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, for det var sjældent man så hende sådan! Og det var virkelig det hele værd! Hun havde dog ikke behov for at forklare sig, for han vidste hvordan landet lå og han var kun glad for at det havde været ægte og ingen løgn, som han jo faktisk havde troet. ”Det ved jeg godt. Du behøver skam ikke forklare dig. Jeg er sådan set bare glad for at vi har fundet hinanden igen,” fortalte han oprigtigt, hvor smilet kun bredte sig. At kysset kom bag på hende, var også noget der morede ham, særligt det at hun ikke fik tid til at svare før det næste kom, men han havde altså savnet at mærke hendes læber! Han endte med at lægge den ene arm omkring hende, for at trykke hende tættere på sig, hvor han holdt kysset, som både var krævende, længselsfuldt og lidenskabeligt.

[Deleted]

Anyalina havde hurtigt lært, at selv på trods af at hun var en warlock, så var hun ikke meget bedre end så mange andre, og det var faktisk noget som havde sat sig. Hun havde lært frygtelig meget om livet af Ezekiel, og det var noget som hun bestemt heller ikke var bange for at skulle erkende for ham, for hun havde frygtelig meget, som hun efterhånden kunne takke ham for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Altid havde hun været en kvinde, som vidste hvad hun ville have, og når det kom til mænd, så var hun bestemt også kræsen! Han havde ganske vidst irriteret hende som bare pokker i begyndelsen, men det havde endt med at hun holdt af ham, hun havde lært at elske ham, og derfor, havde beslutningen om at forlade ham, også været den hårdeste som hun nogensinde havde oplevet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv hun var ved at være oppe i årene, men stadig var hun i stand til at lære, og hun vidste det jo trods alt også godt. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Jeg har vel altid været så selvsikker? Jeg er jo selv nødt til at passe på mig selv.. specielt nu,” endte hun ganske sigende. Hun havde ikke racen at skjule sig bag, og hun havde heller ikke William, som havde gjort så utrolig meget for hende, ja, et sted så var det vel faktisk en mand som hun ville savne? Hånden mod hendes lår, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for hun kunne faktisk godt lide fornemmelsen af det, også fordi at det var så dejlig velkendt for hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, for hun var ikke typen som lod folk berøre hende hvis det ikke foregik på hendes præmisser!
Selvom Anyalina var kendt med at Ezekiel havde været kvindeglad og gift før hende, så var det ikke noget osm hun sagde noget til, for hun havde jo selv ikke været i tvivl om hvor hun havde haft ham henne, og det var slet ikke noget som hun kunne skjule. Hun havde været ham trofast, velvidende om at han havde været det samme med hende. Hun smilede svagt. ”Du er den eneste som har fået lov til det,” rettede hun ham med et stille smil på læben. Selvom han skam også havde ret, for han var en af de få, som virkelig havde fået hende til at føle sig som en kvinde.. en kvinde som havde en mand til at passe på sig, hvilket bestemt var noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Ezekiels ord, var nogle som faktisk forvirrede Anyalina, for af hvad hun vidste, så var de jo ikke sammen! Jovist lå de der sammen, hvilket hun ikke havde noget imod i den anden ende, for hun kunne faktisk godt lide den tanke, men.. var det ikke at gå lidt hurtigt frem? Hun vendte blikket mod ham. At hun ikke behøvede at forklare for sig, var noget som selvfølgelig glædede hende i den forstand, som hun ikke kunne sige noget til. Hun nikkede stille. Selvom hans kys kom bag på hende, så var det virkelig også en fornemmelse som hun havde savnet som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Kysset og det at han trak hende helt ind mod sig, fik hendes kolde hjerte til at slå fast og kraftigt mod hendes bryst, som aldrig nogensinde før, og det var virkelig en fantastisk følelse! Varsomt gav hun sig hen til ham.. lod ham tage kontrollen fra hende, hvilket hun normalt aldrig gjorde!

[Deleted]

Ezekiel rystede let på hovedet af Anyalina, som det morede ham at hun altid skulle være så selvsikker, skønt det altid havde været noget af det som han havde nydt og elsket ved hende. Han kunne godt lide en kvinde der kunne tage vare på sig selv, men som samtidig var feminin og lod ham tage sig af hende, hvor han også godt kunne lide en stolt kvinde, som stod op for sig selv, og der havde Anyalina virkelig alle sider, hvilket var noget af det som altid havde fanget ham, selv helt tilbage fra starten af. At hun så fortsatte med at hun skulle passe på sig selv og særligt nu, fik ham til at sukke let. ”Og hvornår indser du at du ikke er alene?” spurgte han sagte, hvor han let hævede det ene øjenbryn, skønt smilet dog ikke falmede fra hans læber, for der skulle en del til, for at ødelægge hans humør i øjeblikket, for han havde kun al grund til at være taknemlig og være glad! Hun var der jo trods alt! Han fortsatte de blide strøg over hendes nøgne lår, som det var rart at være i berøring med hende igen, hvor han også altid havde været en mand der havde nydt at værne og pusle om sin kvinde, samtidig med at bekræfte hende i selv de mindste og små berøringer, som ved et enkelt strøg. Han havde altid godt kunne lide at lade sin kvinde vide at hun var elsket, hvilket alle hans små berøringer og mange kys måtte indikere, desuden så var det ekstra slemt lige i øjeblikket, kun fordi han havde savnet Anyalina utrolig meget, hvor han også måtte erkende at det var rart at vide at det hele havde været ægte, for det var som om at den sandhed havde åbnet for den gamle gnist og hans gamle jeg, hvor det var helt savnet.
Smilet bredte sig kun på Ezekiels læber, som hun rettede på sig, hvor han måtte himle let med øjnene og ryste smilende på hovedet af hende igen. ”Korrekt. Men kun fordi jeg er den eneste der kan!” gentog han selvsikkert, som han lænede sig mod hende og kysse hende mod kinden alt imens han klemte mere fast omkring hendes lår. Måske han havde været gift før Anyalina, og han havde måske været sammen med mange kvinder efter hende, men det havde så også kun været for at få lysterne stillet, for efter Anya, så havde han ikke åbnet sit hjerte for nogen igen. Men selvom han altid havde været kvindeglad, så havde han dog altid været sin partner loyal og trofast, da det faktisk var ting han prioriterede højt.
Ezekiel mærkede godt hvordan Anyalina valgte at give sig hen til ham, hvilket var en tanke som faktisk måtte glæde ham, i stedet for at hun skulle afvise ham, for det var vel også kun et tegn på at hun havde savnet ham? Og den tanke kunne han godt lide! Han strøg hende kærligt over ryggen, hvor han næsten langsomt måtte presse hende ned i madrassen, som han selv lagde sig varsomt over hende, da han jo trods alt stadig havde brækket ribben, skønt det ikke videre var noget som han lod sig bide mærke i, da han blot ønskede at give sig hen til hende. Han holdt kysset, hvor han godt kunne lide den følelse det satte i ham, hvilket han ikke havde lyst til at afbryde.

[Deleted]

Anyalina havde altid været en selvstændig og utrolig selvsikker kvinde, og det var bestemt ikke noget som nogen havde fået lov til at tage fra hende, og dette var bestemt heller ikke noget undtag! Selvom hun måske havde valgt at give efter for det hele, så.. var det alligevel noget som gjorde at hun følte sig vel, og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. hun havde elsket ham, selvom hun havde udgivet det hele for at være en løgn, så var det egentlig kun for at holde ham tryg og ikke mindst beskyttet, da det var hvad hun faktisk måtte prioritere højest; Hans sikkerhed. Hun vendte blikket mod ham og med et svagt ræk på smilebåndet. Efterhånden så havde hun vel bare vænnet sig til tanken om at være alene? Selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. ”Jeg ved snart ikke, Ezekiel.. Jeg ved godt, at tiderne måske er anderledes nu, men.. ja, selv en som jeg, er vant til at færdes alene.. Det er noget som man bare er nødt til at vænne sig til,” endte hun ganske sigende, som hun roligt betragtede ham med den sigende mine. Ikke desto mindre, så var tiderne måske anderledes nu, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde fejlet en opgave og det havde kostet hende dyrt, og det var nu en konsekvens, som hun ikke tog så tungt igen.
Ezekiel havde ganske rigtigt været den eneste som havde været i stand til at lade hende føle sig vel omkring, og det var en tanke som hun godt kunne lide. Den eneste som faktisk havde formået at tage den kontrol fra hende, uden at det havde haft den største betydning, selvom det selvfølgelig bare måtte være sådan i den anden ende. Tungen strøg hun let over læberne, som hun let rystede på hovedet. ”Fordi jeg gav dig lov,” påpegede hun sigende, som smilet bredte sig på hendes læber. Ikke fordi at det var noget som hun ville diskutere med ham, men selv hun havde genvundet lidt af den tabte humor, og når hun var omkring ham, så var det bare noget som faldt hende som.. ganske naturligt, og det var en tanke som hun mægtig godt kunne lide, det var der ingen tvivl om. Det var næsten som om at hun følte sig.. født på ny.
At han direkte lagde hende ned i sengen, var bestemt ikke noget som gjorde Anyalina det mindste, velvidende om at han havde brækkede ribben og burde hvile, for hun ønskede bestemt heller ikke at han skulle have ondt! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun slet ikke var sikker på at hun havde oplevet det før, og det var en utrolig fornemmelse at sidde igen med, for hun havde ikke oplevet den i årevis! Varsomt måtte hun direkte tvinge sig selv til at bryde kysset, mest af alt, også for at få luft, men også for at fange hans blik. ”Du burde hvile, min kære.. Jeg går ingen steder,” endte hun med en dæmpet stemme, som hun svagt trak på smilebåndet. Den ene hånd hævede hun, som hun varsomt lod den stryge mod hans kind. Han havde været den eneste mand i hendes liv, og den eneste som hun ønskede at have der!

[Deleted]

At Anyalina måtte holde fast ved at hun var alene, var noget som faktisk et sted måtte irritere Ezekiel, skønt han dog ikke lod det gå ham på særlig længe, for han vidste at hun var en stædig kvinde, og han vidste at hun altid havde kunnet klare sig selv, men bare fordi hun kunne det, var det jo ikke ensbetydende med at hun skulle gøre det! Han var der og han havde ikke lyst til at gå fra hende igen, selvom han heller ikke vidste om hun ville have ham i sit liv, men hun havde da selv givet udtryk for at hun elskede ham og at hun savnede ham, så hun ville vel heller ikke bare lade ham gå? ”Du har mig Anya, om du så vil det eller ej,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han ville ikke forråde hende eller lade hende i stikken som Malisha havde gjort, men han havde heller aldrig stolet på den gamle krage, hvor han heller aldrig havde forstået Anyalinas loyalitet til kvinden, for han vidste at hun før eller siden ville brænde fingrene og det var nu sket, hvor hun var blevet forvist fra både racen og landet, hvor hun nu vandrede rundt som ’raceløs’. Han selv havde aldrig været særlig social med sin egen race, men de levede også mere frit end i et fællesskab.
Ezekiel måtte sukke højlydt – og dog tydeligt for sjov – da hun valgte at rette på ham igen, hvor han næsten fik lyst til at slå hende med puden, men han vidste at han ikke kunne, eftersom han havde brækkede ribben og det gjorde hans handlinger meget hæmmede. Han kunne dog ikke lade vær med at himle muntert med øjnene og ryste smilende på hovedet af hende, for hun var bare stædig var hun! ”Skal du altid have ret?” spurgte han anklagende og dog i en morende undertone, hvor det muntrer også hvilede i hans unikke honningfarvede øjne, som han ikke tog fra hende. Hun havde vækket den gamle gnist i ham, en gnist han ikke havde følt siden de sidst havde været sammen, dengang de havde været gift, hvor det var savnet at være på denne måde. Efter hun havde forladt ham, så havde han ikke været i det så meget sjove humør, da han var blevet langt mere indelukket, for at beskytte sig selv og sit hjerte, men hun havde endnu engang healet det.
Følelsen af hendes læber imod Ezekiels egne, var noget som virkelig fik varmen til at sprede sig i hans krop, ligesom længslen og lidenskaben, hvor han mærkede hvordan hjertet hamrede imod hans bryst, skønt det ikke påvirkede de brækkede ribben. At hun så brød kysset, så måtte han også vende blikket mod hende, hvor han trak hovedet en anelse tilbage, så han kunne se hende ordentligt. At hun ville have ham til at hvile, var måske også smartest? Han havde ondt og han skulle have blandet en eliksir før det ville hjælpe med de brækkede ribben. Han nikkede ganske roligt, hvor han kort skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”Udmærket,” endte han roligt, som han valgte at ligge sig tilbage på ryggen igen, hvor han trak vejret dybt og dog forsigtigt for ikke at få ondt. ”Anya..? Hvad gør vi?” spurgte han roligt, som han vendte blikket mod hende. Han vidste ikke helt hvor de stod, eller hvor hun ville have at de stod.

[Deleted]

Anyalina havde brug for at gøre et eller andet, også for at have sit at tænke på, også for hendes vedkommende. For hendes vedkommende, så var det efterhånden ved at blive en direkte nødvendighed, selvom det måske ikke ligefrem var noget som mange forstod sig på, for måske hun var Malisha loyal, så tog hun også imod den straf som var blevet hende tildelt. Hun trak vejret dybt. Det var ikke ligefrem fordi at hans ord gjorde det meget bedre, for hun vidste at han gerne ville være der, men det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt..” endte hun med en ganske sigende mine. Det var ikke ligefrem fordi at det hjalp hende, men nu hvor hun ikke havde noget med Malisha at gøre mere, så kunne hun rende og hoppe! At han berørte hende, var slet ikke noget som hun sagde noget til i den anden ende, for hun kunne faktisk godt lide det.. hun kunne godt lide at der var noget velkendt ved det hele, for lige så, så var det også noget som hun havde brug for i den anden ende. Et sted havde hun vel brug for den tryghed, selvom det heller ikke ligefrem var noget som hun havde lyst til at erkende for nogen som helst, og specielt ikke for ham!
Anyalina ville have ret! For hun vidste at hun havde ret! Han havde ganske vidst været den eneste som kunne finde ud af at passe på hende, uden at hun fik sig til at føle sig svag, men det var skam også fordi at det efterlod hende med en følelse af at være.. speciel, og noget værdifuldt, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun slog ud i en mild latter til hans ord. ”Selvfølgelig vil jeg have ret, for jeg ved at jeg har ret!” endte hun med en helt munter stemme, som hun roligt betragtede sig af ham. At se den gnist i hans øjne, var noget som hun virkelig godt kunne lide! Det var noget som hun faktisk havde savnet at se, velvidende om at det var hende som var skyld i at det endnu en gang havde meldt sig i hans øjne og hun kunne virkelig, virkelig godt lide det.
Ezekiel havde brug for hvile, hvilket var noget som Anyalina stod fuldkommen fast på! Hun vendte blikket ganske sigende mod hans skikkelse endnu en gang, som han valgte at lægge sig ned ved hendes side, selvom det var tydeligt, at han gjorde det ganske forsigtigt, så var det faktisk også noget som passede hende ganske fint. Hun blev dog liggende – ligesom hun havde sagt at hun ville. At han spurgte ind til hvad de nu skulle gøre, fik hende til at vende blikket mod ham. Skulle de gøre noget? Hun vidste jo et sted godt hvad han ville, men hun havde endnu ikke fået det bekræftet! ”Jeg ved det ikke… gør vi noget..?” spurgte hun sagte. Hun var jo nødt til at finde ud af hvordan det hele forholdt sig, også med henblik på dem. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg… jeg regnede ikke med at skulle have andre på slæb.. hvis du forstår hvad jeg mener,” afsluttede hun dæmpet.