Old reunion..?

[Deleted]

I det store og hele, så kunne det virkelig skræmme Anyalina hvor meget William pludselig mindede hende om Ezekiel, men det var ikke noget som hun kunne sige noget til nu. Det var sikkert fordi at de mange sår nu var revet op, men ikke desto mindre, så var hun virkelig nødt til at bide det i sig, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det løb hende koldt ned af ryggen, udelukkende fordi at det argument, var noget som Ezekiel typisk kunne finde på at fyre af, og den tanke gjorde hende vred, for det var slet ikke noget som hun ønskede at mindes! Det var en tanke som virkelig, virkelig gjorde ondt, men det var nu bare sådan at det var, for hun var nødt til at bide det i sig.
William kendte bestemt ikke Anyalina særlig godt! Han havde kun kendt hende for ganske kort tid, og det var noget som hun holdt fast i, og den tanke i sig selv, nægtede hun at give slip på, af nogen grunde overhovedet! Hun fnøs ganske kortfattet, hvor hun kneb øjnene fast og direkte sammen. ”Du har kendt mig i hvad.. .ja, det må vel være en uge eller noget i den stil, så nej, du kender mig bestemt ikke særlig godt!” endte hun med en fast tone. At han var håbløs, var ikke ligefrem noget nyt for deres vedkommende, men det var nu bare sådan at det var, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket direkte væk fra ham. I det store og hele, så mindede han hende virkelig om Ezekiel, og det efterlod hende med en stor knude i maven. Ja, hun manglede ham og hun havde indrømmet det for ham, hvilket åbenbart havde været det dummeste som hun kunne. Hun rejste sig fra sengen og vendte sig mod ham. ”Du skulle bare vide..” mumlede hun let for sig selv, for det var bestemt ikke fordi at hun var tilfreds på nogen måde, og tanken alene, var noget som gjorde hende direkte vred! Hun fandt sig bestemt ikke i det på nogen måde!
Tøjet smed hun uden problem. William havde jo trods alt set hende nøgen flere gange nu, både levende og død. Arret på hendes ryg kendte han, men det var vel mere de bidemærker som pludselig blev synlig ved halsen, som måtte vise hvad der i sandhed havde taget hendes liv? Hun kom tilbage til ham med kåben let om sig, også selvom den dog endnu var løs, så havde hun slet ikke nogen intentioner om at lægge sig ned ved siden af ham! Hun sendte ham en direkte advarende mine, for det var virkelig for nært at kalde hende for sin kære. Det fandt hun sig bestemt ikke i! ”Jeg bliver lige her.. Læg dig ned og sov..” endte hun ganske kortfattet, som hun tog pladsen på en stol. At give ham hvad han ville have, ved at lægge sig ned ved siden af ham, var noget som han godt kunne droppe, for det gjorde hun bestemt ikke, om hun kunne blive fri for det!

[Deleted]

Det kunne helt frustrere Ezekiel at Anyalina ikke så ham som ham, hvor han næsten også blev i tvivl om hvordan han skulle overbevise hende, for hun ville vel bare tro at han for alvor var sindssyg? På den anden side, så var der vidst ingen der kunne efterligne ham, eftersom han havde en meget … spøjs personlighed. Han kunne sagtens være alvorlig og stædig, men han kunne ligeså være hemmelighedsfuld og mystisk, han kunne ligeledes være en kæmpe håbløs romantiker og charmetrold, der var en gentleman med gode manerer, hvor han tilmed kunne blive helt kold og hensynsløs, og hvis han var i den gode ende, så kunne han være direkte skør i bolden, med sin platte humor og smile døgnet rundt. Han var vel nærmest en stor humørbombe? Alt efter hvordan man var overfor ham, så kom det også helt an på hvilken ’maske’ man blev mødt af. Kolde mennesker, sagde ham normalt intet, hvor han blot forholdt sig i samme kolde humør, eftersom det var lettest at tackle kyniske folk på den måde, og var man derimod venlig overfor ham, så gengældte han det ligeså, hvor det gode humør typisk kom frem. Men der var kun få personer, der havde oplevet hans oprigtige kærlighed, hvilket var de personer han havde giftet sig med – og med sit lange liv, havde han alligevel kun haft fire, hvilket faktisk var lidt. Den der dog klart havde taget ham med storm, havde været Anyalina Embelowni, for den kvinde var bare … magisk! Hun havde faktisk mange dårlige sider, men aldrig havde han det ladet sig gå på, da han jo altid havde elsket alt ved hende, så han kunne faktisk ikke sige med sikkerhed hvad han elskede mest, da det sådan set var det hele, men hun var uden tvivl den som havde fanget ham hurtigst af alle nogensinde, hvor det vel også lidt var den forbudte kærlighed, som altid havde gjort det spændende?
Et hemmelighedsfuldt smil gled over Ezekiels læber, som han betragtede hende med det mystiske skær i de krystalblå øjne, der desværre ikke var hans egne. ”Jeg har kendt dig i længere tid end det. Helt tilbage til vores første møde, hvor du tog mig med storm og gjorde mig smask forelsket. Indtil jeg fandt salven til at heale din krigsskade,” fortalte han sandfærdigt – hvor der vel ikke var nogen tvivl? Han var allerede på vej til at fortælle hende sandheden, men han følte heller ikke at han kunne holde hende for nar længere, ikke med alt det hun havde fortalt ham, det som faktisk havde lettet hans hjerte og genstartet den indre gnist, som kun hun havde formået at vække i ham. Han følte alligevel at han havde fået det lidt bedre, da både vandet og ikke mindst blodposen, gjorde det bedre for ham, hvor det at komme ned at ligge også hjalp, at hun så satte sig på stolen, irriterede ham lidt, selvom han på den anden side godt kunne forstå hende, når hun troede at han var William og ikke Ezekiel, men det måtte de ændre på! Det eneste han dog havde lagt mærke til ved hendes krop, var at den lignede den samme gamle gudeskønne krop, som hun altid havde haft, hvor bidemærket ved halsen, var lettere skjult for hans blik, da han lå ned, men krigsskaden kunne han tydeligt huske!

[Deleted]

Ezekiel havde altid været noget for sig selv, og det var det som hun et sted vel også var faldet for i den anden ende? At han turde stå op for sig selv, uanfægtet af andre, for ikke at glemme, at han havde taget sig så godt af hende, uden at hun havde følt at han havde gjort hende svagere end hvad hun følte sig i forvejen, og det var en tanke som hun godt kunne lide, men ikke just noget som hun regnede med at skulle opleve igen. Han havde været den eneste som hun havde åbnet sig for, også selvom Malisha havde været så meget imod det, hvilket skam også var grunden til at hun havde valgt at forlade ham; Udelukkende for at redde hans liv, også selvom det nu var gået op for hende, at hun ville have mistet ham alligevel, selvom den tanke i sig selv, et sted faktisk gjorde ondt for hende at tænke på, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun sammen. I det store og hele, så irriterede det hende faktisk, at hun følte sig.. tvunget til at tænke på den mand nu, når hun vidste, at det slet ikke var noget som hun ville få det mindste ud af alligevel, for han var død og borte, og så var der ikke noget som hun kunne gøre ved den sag af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun var tvunget til at leve som raceløs og alene, selvom den tanke gjorde ondt, så kunne hun jo trods alt lige så godt bare vænne sig til den så hurtigt som muligt.
Anyalina vendte blikket direkte mod William igen, også selvom hans ord gjorde hende direkte vred. Umiddelbart tænkte hun på det lange ar som hun havde på ryggen, hvilket kun fik hende til at knytte næverne direkte fast sammen. Hun fandt sig bestemt ikke i det! Desuden.. hvorfra vidste han at det var det som var sket hende? En krigsskade? Ja, hun havde vel altid været lidt uheldig et sted? Hun endte igen med at rejse sig fra stolen. Igen talte han som var han Ezekiel, og det gjorde hende direkte forvirret, for ikke at glemme, at det var en tanke som gjorde hende fortvivlet, og det var noget som gjorde hende direkte vred og ikke mindst rasende! ”Du ved slet ikke hvad du taler om!” begyndte hun fast. Hun havde åbnet lidt op for William, og fortalt ham om Ezekiel, samt lidt af deres historie, men at han så skulle køre på den selv, var slet ikke noget som hun fandt sig i! Det rev kun yderligere op i hendes mange gamle ar, og det var noget som faktisk selv gjorde ondt på hende! ”Jeg tror du er i stand til at passe på dig selv nu, William.. Jeg… jeg går..” Igen greb hun ud efter sin kjole som lå på gulvet. Den var ganske vidst iskold at skulle tage på, men at han skulle stå der og snakke til hende på den måde, fandt hun sig slet ikke i! Den tanke i sig selv, var noget som gjorde ondt, også fordi at det var.. Ezekiel om igen, og han var faktisk en mand som hun virkelig savnede!

[Deleted]

Det var ikke fordi Ezekiel ønskede at rive op i de gamle sår og det var tydeligt at hans død havde påvirket Anyalina, og ikke mindst at den stadig gik hende på. Hun følte sig alene, men faktum var at han jo faktisk var i live! Bare i en andens krop. Han kunne dog godt fornemme at det var en meget dårlig person hvis krop han havde overtaget og brugte som hylster, for hvorfor skulle hun så tro på ham? Hun kunne ligeledes tro at det bare var denne William der drev gæk med hende, men på den anden side, Ezekiel var et vidunder, som nok ingen kunne efterligne, og alt efter hvor meget Anya havde fortalt denne William, så ville manden umuligt kunne vide så meget om ham og ikke mindst omkring Ezekiels og Anyalinas forhold, så et sted burde hun vel tro på ham? Han kunne jo trods alt bevise det hele! Desuden så var hun én af de få mennesker, som kendte hans sande jeg og ikke mindst én af de som kendte ham bedst, derfor burde hun også vide at han var den ægte vare, hvis han først begyndte at bevise det.
At Anyalina skulle reagere så voldsomt, gjorde et sted Ezekiel lettere fortvivlet, for hvordan skulle han forklare sig så hun ville tro på ham? Han vidste det jo snart ikke! Også fordi han kendte hende og hun var så skide snæversynet og stædig, at det næsten ville blive umuligt for ham at indføre et ord, fordi hun ville tro at denne William var direkte sindssyg, men hun måtte jo se lidt fornuftigt på tingene! Han talte trods alt sandt og når hun var en af de få personer der kendte ham bedst, så måtte hun da også langsomt finde ud af at han faktisk var den ægte vare? Bare i en anden krop naturligvis, men det havde han faktisk en løsning på! Han rynkede let brynene, som hun valgte at rejse sig, for at gå hen til kjolen og sige at hun ville gå. Han endte med at sætte sig op. ”Anyalina, jeg ved godt hvordan det lyder – direkte tosset! Men jeg havde ikke planlagt at tage denne krop – en mand som du sjovt nok kender! – jeg havde bare ingen anden udvej, ganske vidst døde jeg, hvilket jeg er frygtelig ked af, men du må tro mig Anya, jeg er Ezekiel. Den mand du var gift med i flere år,” svarede han sandfærdigt. Ja hvad skulle han egentlig ellers sige? Han var bange for hvad hun egentlig ville gøre. Styrken havde han jo ikke rigtig endnu, skønt hendes hjælp klart havde hjulpet ham! Ikke mindst havde varmen fra dynen også opvarmet hans krop igen, hvor hans lemmer ikke føltes nær så stive som før. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han tog sig til brystet, hvor han jo stadig havde brækket flere ribben, som ikke bare ville heales på en uge, det ville tage alt for lang tid! Men mon ikke han kunne hjælpe det lidt på vej? Han forblev siddende i sengen, med de krystalblå øjne hvilende på hendes skikkelse. Han lignede denne såkaldte William, kun fordi det var hans krop han befandt sig i, men han var i sandhed Ezekiel, for det var hans sjæl der havde overtaget denne døde mands krop! ”Åh ja og jeg burde nok desværre fortælle dig at ham der William er.. død. Ellers kunne jeg ikke have overtaget hans krop og brugt den som hylster. Og det er også den eneste logiske forklaring på, hvorfor du tror ’han’, som i virkeligheden er mig, er i live. For han døde på stedet, da dæmoner overfaldt ham og knuste hans bryst,” tilføjede han roligt.

[Deleted]

At få revet op i de mange gamle sår og ar på den måde, var slet ikke hvad Anyalina havde regnet med, og selvfølgelig var det noget som hun kun var kraftigt påvirket af, og det var der mange grunde til. Hun savnede faktisk Ezekiel, også selvom det selvfølgelig gjorde frygtelig ondt at vide, at det var en mand som hun sikkert ikke ville se mere til, før hun igen ville glide i døden. Ja, et sted så håbede hun vel næsten på at han ville vente på hende på den anden side? Det var bestemt ikke fordi at hun ville fremstilles svag, så hun græd på indsiden, og viste det hårde udadtil, simpelthen fordi at hun fandt det som det bedste! Hun knyttede næverne ganske fast, som hun sendte ham en direkte dræbende mine. At han direkte skulle ligge og påstå at han var Ezekiel, var slet ikke noget som hun ville lægge øre til, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Hun havde direkte valgt at rejse sig op, som hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang, som han endnu måtte ligge på sengen. Denne gang bad han virkelig om det! ”Du kan ikke være Ezekiel… Han er død.. Han er død og borte, for hans hjem er væk, og kun efterladt et kæmpe hul. Jeg ved han er væk, og du kan ikke være ham! For pokker da William, jeg har været sammen med dig den sidste uge!” endte hun med en fast tone. Hun nægtede at tro på det!
Velvidende og nu også tvivlende til hvad der egentlig skete, var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Næverne knyttede hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde været ude for at søge efter ham, hvor hun selv var gået i døden, kun for at vågne blottet på Williams bord, og så havde hun været sammen med ham mere eller mindre lige siden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, specielt hvis det skulle vise sig, at det faktisk var Ezekiel! At han nu ville bilde hende ind, at William var død, og Ezekiel som skulle være i kroppen nu, var noget som gjorde hende vred, for det var bestemt ikke en joke som hun ville have med at gøre, for det var bestemt ikke sjovt! Hun rystede fast på hovedet. Han vidste at Ezekiel var hende et ømt punkt, og nu hvor han direkte skulle køre rundt i det, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! ”Det er bestemt ikke sjovt, William!” hvæsede hun direkte med en dræbende tone, for det var bestemt ikke en løgn på nogen måde overhovedet! ”Jeg forstår ikke hvordan pokker du har overlevet og er kommet hele vejen hertil, men det er bestemt ikke morsomt, når du ved hvordan jeg har det med ham!” endte hun med en fast tone. Hun smed kåben igen, hvor hun hoppede i den iskolde kjole. Igen måtte bidet ved halsen blive synligt – det var jo trods alt hvad der havde slået hende ihjel i udgangspunktet.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Ezekiel ønskede at stikke til Anyalina og rive op i gamle sår, men for pokker da, han var jo ham! Han var den samme gamle Ezekiel, den mand hun havde elsket og giftet sig med, hvor han havde ønsket at det skulle vare livet ud, selvom hun godt nok var smuttet, efter at han havde healet hendes krigsskade og hun måtte da også selv kunne se de mange ligheder? Ingen ville kunne efterligne hans personlighed så meget og da slet ikke hans sande jeg! Og som en fyr som William, der kun havde kendt Anyalina i en uge – som hun selv sagde – så burde han ikke kunne kende så meget til ham og omkring deres forhold, som Ezekiel gjorde, for det var jo ham hun havde været gift med! ”Jeg var jo også død! Det er også derfor min lejlighed er brændt sammen, og kasinoet med.. en skam faktisk, jeg elskede det sted,” svarede han sandfærdigt, hvor det sidste mere var ord for ham selv, skønt de var høje nok til at hun kunne høre ham – og endnu en viden som denne William ikke burde kunne kende til. Han så mod hende igen, „men det er altså mig, Anya. Jeg ved godt at jeg ser ud som.. denne William, men det hele skete bare så hurtigt! Havde jeg vidst at kroppen var så svækket og ødelagt, så havde jeg bestemt valgt en anden, så jeg ikke skulle ligge syg!” Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham? Sandheden og de mange fakta var der jo! ”Netop! Hvis du kun har været sammen med manden i en uge, så kan jeg bevise at jeg virkelig er mig – Ezekiel!” svarede han sandfærdigt.
At Anyalina smed kåben og gik tilbage i sin gamle våde kjole, fik Ezekiel til at rynke begge bryn, for hun måtte da ikke gå! Han kom roligt og sikkert op at sidde, hvor han støttede sig til sengens madras med begge hænder, uden at han tog blikket fra hende. Da hun knælede for at tage kjolen, lagde han også mærke til bidemærket, hvor han endte direkte chokeret. ”En vampyr? Var det en vampyr der slog dig ihjel?!” spurgte han direkte chokeret og overrasket, som han måtte blinke med øjnene. Han forsøgte at komme op på benene, men måtte dog opgive forsøget, da han var for afkræftet til at gå. ”Du må ikke gå Anya! Lad mig bevise at jeg har ret. Lad mig vise dig det! Ingen vil kunne efterligne mig, og da slet ikke en du kun har kendt i en uge! Og jeg vil kunne svare på hvad som helst, ting som kun vi to kender til, for jeg er ham!” fastholdt han, hvor man kunne høre en anelse desperation i hans stemme, for han ville ikke have at hun gik! ”Bliv nu hos mig. Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig, og hvor stor en skyldfølelse jeg nærer over at have efterladt dig, og så tilmed vide at du selv gik i døden, da du ledte efter mig. Du kender mig.. du kender mit sande jeg.. det er der ikke mange der gør. Jeg kan bevise det!” gentog han, hvilket kun gjorde desperationen og panikken tydeligere.

[Deleted]

Det gjorde Anyalina ked af det, og ikke mindst vred, at skulle blive mindet om det som hun havde mistet, for det var en tanke som gjorde direkte ondt på hende, og det var slet ikke noget som hun fandt sig i, at denne mand kunne udnytte på den måde! Næverne knyttede hun fast, som hun sendte ham en direkte vred mine. William havde hun kendt i det som måtte være en uge efterhånden, og hun havde tilsyneladende allerede fortalt ham langt mere end det som hun sikkert burde, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Tanken gjorde hende vred et sted, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! ”Jeg gider slet ikke høre på det!” nærmest hvæsede hun med en fast tone. Hun kunne ikke mindes at have fortalt ham noget om noget kasino, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige nu! ”Han er død, William!” endte hun direkte frustreret. Hvis det ikke var fordi at den mand havde gjort hende ondt på den måde, som han nu havde gjort det, så havde hun sikkert taget ganske anderledes på det, men det var nu bare sådan at det måtte være, og den tanke alene, var noget som gjorde hende direkte vred, og ikke mindst rasende, for han kunne ikke være William, og hvis han i det hele taget troede at han kunne bilde hende det ind, så var han da dummere end han så ud som!
Hvorfor William pludselig blev så panisk og endda kommenterede hendes bid, var noget som fik hende til at himle med øjnene, for han havde jo set det! Han havde selv givet hende blod, hvilket var grunden til at hun var i live selv den dag i dag! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med en direkte vred mine. Hun kunne ikke tro på det! Et sted så.. turde hun vel ikke? ”Du vækkede mig selv, William og du gav mig blod, så jeg selv kunne overleve, så du ved da, at jeg blev bidt og slået ihjel af en forbandet blodsuger!” hvæsede hun fast. Hun fandt sig slet ikke i hans juleleg! Hun havde ganske enkelt fået nok af den nu! Hun kom hurtigt i den iskolde kjole, også selvom det var noget som kun fik det til at løbe hende iskoldt ned af ryggen, og det var bestemt ikke fordi at det var behageligt på nogen som helst måde overhovedet! Øjnene lukkede hun ganske let, som hun vendte blikket væk fra ham igen. Han virkede for desperat efter at bevise det for hende, og det var noget af det som fik hende til at tvivle på det hele.. Hvorfor blev han pludselig sådan? Ezekiel var død og borte, han ville ikke have noget med hende at gøre, og manden var jo overbevist om at hun havde holdt ham for nar, selvom det langt fra var rigtigt! ”Jeg kender dit sande jeg? William! Jeg har kendt dig i en uge! Og hvis du var Ezekiel, så vil du kun påstå vor meget jeg havde holdt dig for nar! Hvor meget jeg udnyttede dine alkymistiske evner og hvor meget ondt jeg har forvoldt dig!” endte hun fast. Tanken gjorde ondt, men.. det var jo trods alt noget af det sidste som hun havde fået at vide, da manden havde syet hende sammen, efter at hun var fundet selv i Manjarno.

[Deleted]

At Anyalina ikke ville tro på Ezekiel, var noget som faktisk måtte frustrere ham, for han talte jo sandt! Han kunne tilmed bevise det på mange forskellige måder! At hun så også skulle hidse sig op, gjorde det ikke ligefrem bedre, da han vidste hvor stædig hun kunne blive og ikke mindst hvor stædig hun kunne handle, så om hun overhovedet ville tro på ham, anede han ikke, men han løj altså ikke! Desuden så ville denne William slet ikke kunne efterligne ham så meget, som hun troede han havde denne aften! Det var jo også bare typisk at han selvfølgelig skulle vælge en krop, hvis person hun kendte! Hvor stor var det tilfælde?! Det irriterede ham kun! På den anden side, burde hun jo også vide at William ikke ville kunne vide så meget om ham, som hun troede han gjorde, for det var kun Ezekiel selv der ville kunne fortælle hende alle ting i detaljer. ”Jeg er ikke denne.. William!!” endte han i vrissende tone, for det irriterede ham snart kun endnu mere, jo mere hun udtalte det navn, for han var altså Ezekiel! Den ægte vare! I egen høje person! – sådan næsten da, for han befandt sig måske ikke i samme krop, men han var bestemt samme person!
Det at Anyalina var blevet dræbt af en vampyr, fik næsten Ezekiel til at rynke på næsen af afsky. Det måtte ikke have været sjovt at få suget alt blod og livsenergi ud af sig. ”Men.. hvordan pokker kunne det ske?! Hvorfor skulle du også lige søge ud og lede efter mig? Du vidste at du var afkræftet! Du ved hvor længe det tog med alt det Malisha havde udsat dig for! Det er typisk dig at være så stædig!” begyndte han næsten at skælde hende ud, hvor han sendte hende en streng mine. Hun var blevet tortureret, havde haft betændte sår, flere brækkede knogler, og han vidste at alt ikke var blevet healet, så det havde været direkte dumt af hende at søge ud!
At Anyalina begyndte at klæde sig på igen, var noget som efterlod Ezekiel lettere desperat, for hun måtte jo ikke gå! Han kunne jo bevise det! Han endte med at sukke opgivende til hendes ord, hvor han let slog blikket ned. ”Det.. ville jeg måske have gjort normalt.. men du har jo selv erkendt det..” endte han dæmpet. Alt det hun havde sagt her til aften, havde jo faktisk varmet ham, hvor det ikke mindst havde lettet ham, for hun havde jo faktisk ikke holdt ham for nar, men faktisk elsket ham og så havde hendes ’ja’ til ægteskabet vel også været ægte? Han vendte blikket lettere skulende imod hende. ”Men du udnyttede mig stadig! Og så valgte du mig tilmed fra til fordel til Malisha, den gamle krage, der alligevel dolker dig i ryggen! Og, jeg er bestemt ikke svag! Så jeg kunne sagtens have klaret den sure kvinde, hvis hun endelig skulle være kommet efter os! Desuden, så ville hun da slet ikke have kunnet klare os begge to!” påpegede han lettere irriteret, da han faktisk var fornærmet over at hun havde valgt ham fra fordi hun troede at hun havde reddet hans liv, for svag var han bestemt ikke!

[Deleted]

Anyalina turde virkelig ikke tro på hvad der blev hende fortalt i denne givende situation, velvidende om at der sikkert ikke var noget hold i det, selvom det klart var noget af det som faktisk måtte gøre mest ondt. Hun havde åbnet sig op for William og fortalt ham hvordan hun havde det med det hele, samt hvad hun havde gjort, og hvad der var sket i eftertiden. Man kunne ikke just sige, at hun var præget af held, for det var hun da på ingen måde, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Hun knyttede næverne ganske fast, hvor hun vendte blikket væk fra ham. Han kunne ikke være Ezekiel. Det kunne han virkelig ikke, for det var slet ikke noget som gav det mindste mening for hende på nogen som helst måde! ”Hvem pokker skulle du så være?” spurgte hun ganske kortfattet, også selvom stemmen var langt mere.. kontrolleret nu, end det som den havde været frem til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun brød sig slet ikke om at være i den situation som hun befandt sig i, på givende tidspunkt! Slet ikke! Hun sukkede dæmpet. Hvordan vidste han det? ”Hvordan kan du vide det..?” Denne gang var hendes tone direkte dræbende, for hun brød sig slet ikke om at være så åben som hun var nu, også fordi at han vidste ting om hende, som hun vidste at hun ikke havde fortalt ham! ”Jeg ved ikke hvor pokker du har den viden fra, men hvorfor jeg søgte ud efter ham, er min egen sag!” afviste hun med en kortfattet tone. Tanken om at han vidste de ting, skræmte hende faktisk!
Anyalina brød sig slet ikke om at stå i den situation som hun gjorde det lige nu, også fordi at det begyndte at blive.. utrolig ubehageligt, og den tanke kunne hun slet ikke have med at gøre, på nogen som helst måde overhovedet! Kjolen var virkelig kold, også selvom hun tvang sig selv til at bide det i sig, for hun havde jo ikke ligefrem noget andet valg. Hun kunne og ville da bestemt ikke blive her sammen med ham nu! Hun rystede fast på hovedet, hvor hun lod hænderne næsten febrilsk glide over hendes hår og videre nedover hendes nakke. ”Så siger vi det. Du valgte alligevel at skjule min aura, med dine såkaldte hekseposer.. Du skulle bare have ladet mig ligge i graven, William..” Nu hvor hun vidste at Ezekiel var død, så var der virkelig ikke noget som var værd at leve for set i hendes øjne om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde ganske vidst valgt Malisha frem for Ezekiel, men det var kun for at redde mandens liv. Hvis man virkelig pissede Malisha af, så var der ingen nåde, og hun havde aldrig ønsket at gravlægge den eneste mand, som hun nogensinde havde elsket! ”Jeg valgte Malisha, udelukkende for at redde Ezekiels røv.. Man pisser ikke på hendes sukkermad, uden konsekvenser, og det sidste som jeg ønskede, var at gravlægge den eneste mand jeg har elsket, men det er virkelig lige meget nu.. Han er død og borte..” Denne gang var det hendes stemme som døde lidt hen. Det gjorde ondt for hende at tænke på.

[Deleted]

Det irriterede kun Ezekiel at Anyalina ikke ville tro på ham, når alt jo var så klokkeklart som det overhovedet kunne blive! Han kunne bevise det på mange måder, hun skulle jo bare være åben overfor det! Han forstod dog godt at hun fandt det underligt, for det var heller ikke normalt at folk skiftede kroppe, men det var altså ikke umuligt! Og som alkymist og ikke mindst med hans lange levealder, så havde han altså set mange underlige og sære ting, som en sjæl kunne, det var jo også sådan han selv vidste at det kunne ske og at han selv kunne gøre det. Og et sted var det lidt en ekstrem følelse, ikke den mest behagelige, hvor det også var underligt at være i en andens krop, også fordi han savnede sin egen, men han måtte jo nøjes indtil han faktisk fandt sin egen krop igen, for det var altså blevet ham et mål! Han måtte skule irriteret af hende, som hun fortsatte. ”Jeg er Ezekiel! Hvor mange gange skal jeg sige det til dig kvinde? Jeg er den mand du giftede dig med!” svarede han tydeligt irriteret. Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham? Han kunne da ikke drømme om at lyve for hende, og han fik dårlig samvittighed ved at holde hende for nar og lade hende tro at han var denne William. Han himlede let med øjnene. ”Jeg ved det, fordi jeg er Ezekiel, for pokker da!” Han endte med at fnyse ganske let, hvor han vendte blikket væk. Han vidste godt hvorfor hun var søgt efter ham, for det havde hun jo selv indrømmet her til aften, „du søgte efter mig, fordi du.. elsker mig.” Hans stemme var blevet langt mere dæmpet, skønt tanken gav ham en varm fornemmelse i sit indre, for det havde jo faktisk været ægte!
Ezekiel måtte himle let med øjnene igen, som hun fortsatte med at leve i benægtelse, for hvor indlysende kunne det blive? Han fortsatte endda med at komme med fakta, som kun han burde vide, og hvor blind var hun lige? Han bed tænderne sammen og stirrede olmt mod hende, for nu var hun virkelig ved at irritere ham! Han prustede let af utilfredshed. Han anede ikke hvad denne William havde gjort for Anyalina, men hvis manden havde vækket hende til live, så var han faktisk alligevel taknemlig for det. At hun så igen nævnte at han var den eneste mand hun havde elsket, var naturligvis noget som måtte varme ham, selvom det også kun frustrerede ham endnu mere at hun ikke troede på ham. ”Men jeg er jo lige her Anya! Det er mig! Jeg kan bevise det! Du kan stille mig et hvilket som helst spørgsmål du vil og jeg vil kunne svare på det! Det er mig!” fastholdt han, hvor desperationen endnu engang måtte dukke op. Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham?! Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre! Hans blik flakkede en anelse, da han var bange for at hun ville gå ud af døren, inden han havde nået at overbevise hende, for bevise det kunne han jo godt! ”Jeg beder dig inderligt Anya, selvom jeg måske ikke ligner mig, fordi jeg er i en andens krop, så er det mig! Du har ret i at jeg døde, men jeg lavede vel mere i det som menneskene vil kalde for.. limbo? Min sjæl flakkede stadig rundt på jorden og det var sådan jeg kom over i denne krop, ved et rent tilfælde!”

[Deleted]

Anyalina turde virkelig ikke tro på hvad William forsøgte at fortælle hende, for i hendes hoved, så gav det virkelig ikke nogen mening, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun bed tænderne fast og tydeligt sammen, hvor hun fast vendte blikket væk fra ham. Det sitrede i hendes krop, som hun virkelig var fristet til at slå ham, for efterhånden, så var det virkelig ved at blive fortjent, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også selvom hun virkelig forsøgte at tage sig selv i det, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt af den grund. Hun vendte blikket direkte væk fra ham igen. ”Det kan ikke være dig, og nu vil jeg ikke høre på det mere!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Det kunne godt være at hun havde ligget med brækkede knogler, slet ikke havde haft energi til noget som helst, men hun havde valgt at kæmpe sig ud af sengen, for at søge efter ham. Hun havde ikke ligefrem regnet med at hun skulle støde på en magikyndig vampyr som skulle slå hende ihjel! Selvom døden ikke havde været nær så slem som det hun havde regnet med, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som vedkom ham! ”Jeg elsker ikke dig.. Jeg elsker Ezekiel,” endte hun med en ganske kortfattet mine. Hun ville slet ikke høre snak om det mere!
Det var bestemt ikke fordi at Anyalina ønskede at leve i benægtelsen, men hvad han forsøgte at overbevise hende om, var slet ikke noget som hun ønskede at lægge øre til på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes krop sitrede af ren og skær vrede, også fordi at det var noget som gjorde ondt for hende at snakke om, og det vidste han jo godt! Hun sendte ham denne gang en direkte dræbende mine. ”Jeg ser slet ikke nogen grund til at skulle stille spørgsmål omkring noget som helst! Jeg ved ikke hvor pokker du har fået de informationer fra, for jeg ved, at det ikke er noget som jeg har fortalt dig! Du kan ikke være ham!” endte hun med en direkte fast og noget vred mine, for hun kunne slet ikke skjule, at det var noget som virkelig pissede hende af, som intet andet! Tårerne kom atter en gang til udtryk i hendes øjne, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun ville ikke vise sig som svag, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun trak vejret dybt, som en tåre trillede ned af hendes kind. Den første tåre som hun havde fældet i frygtelig lang tid, men selv hun kunne ikke styre det altid, og det var noget som gjorde hende direkte vred. Hun vendte sig væk fra ham. Han skulle slet ikke se hende på den måde! ”Du ved slet ikke hvad du taler om..” afviste hun med en hvislende, dog næsten hviskende stemme. Det gjorde ondt for hende, at tænke på!

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Ezekiel at Anyalina ikke ville tro på ham, for det var jo sandt! Og i stedet for at blive sur, så burde hun faktisk blive glad og fryde sig over at han faktisk var i live, selvom han godt nok ikke befandt sig i sin egen krop, hvor han måtte erkende at han faktisk også gerne ville tilbage i sin gamle krop, for nu var han jo warlock og ikke alkymist, hvilket forvirrede ham en del og på det led kunne han godt mærke at han var forandret, for magien var jo ikke den samme. Han bed tænderne let sammen, hvor han måtte bide sig i tungen, for ikke at hidse sig yderligere op, for det ville jo heller ikke hjælpe ham på nogen måde, men det frustrerede ham altså at hun ikke kunne se det! Hun var en af de få, der vidste hvordan han var i virkeligheden, så at hun skulle benægte det på den måde, det gjorde ondt, for han ønskede jo bare at hun skulle indse det, så hun netop ikke skulle være så trist og ked af det! Tungt havde hun i hvert fald taget hans død, hvilket et sted smigrede ham og varmede ham, men det frustrerede ham at hun ikke ville tro på ham, når det hele var så indlysende! ”Men jeg kender alle de informationer, fordi jeg er ham!” svarede han langsommere, som om det ville få det ind på hendes lystavle, skønt hun var så pokkers stædig og det var det som gjorde ham direkte irriteret! At hun så skulle fælde endnu en tåre, var noget som skar i hans hjerte, for det var allerede anden gang på én og samme aften, for hun havde jo også gjort det, da hun var gået ud efter vand på badeværelset, og det gjorde ondt at se hende sådan, alt sammen fordi hun troede at han var død, selvom hun nu også var for dum, og han havde ellers troet at hun havde bare lidt fornuft og intelligens mellem ørerne! Han så mod hende, efter at have set væk i et stykke tid. ”Anyalina Embelowni, nu hører du altså efter! Jeg ER Ezekiel! Din tidligere ægtemand, som du så koldhjertet valgte at forlade mit om natten, efter at have skænket mig en fantastisk og hed nat, hvor du kun efterlod et kortfattet brev og din ring, alt sammen på grund af den gamle krage til Malisha! Og efter du skred, har vi ikke set hinanden i flere tusinder af år, indtil jeg en aften, kom ud af teateret og fandt dig hængende i et træ, hvor jeg var den eneste som hjalp dig ned, og jeg tog dig med hjem i min penthouselejlighed, hvor jeg lagde dig på køkkenbordet, og gav dig vodka, for at dæmpe smerten, og der tog jeg mig af dig, hvor du fik lov til at sove i min dobbeltseng, hvor jeg sov på sofaen! Og en aften søgte jeg ud, og jeg kom ikke tilbage igen! Kun jeg – den ægte vare, den ægte Ezekiel – kender til min lejlighed og dets udseende, og nedenunder drev jeg et kasino, hvor jeg gik under dæknavnet; Niccoló Mystique og jeg bar altid denne hvide maske med langt fulgenæb, og det ved kun jeg, fordi jeg virkelig ER EZEKIEL!!!” fortalte han, hvor han næsten endte ud med at blive helt aggressiv i sit sprog. Hvorfor pokker kunne hun ikke bare forstå det! Ingen vidste alle de informationer som han lige havde langet ud med, og derfor var det jo et klart bevis på at han var ham!

[Deleted]

Anyalina var et sted direkte præget af en panik, som hun slet ikke kunne beskrive, for det var slet ikke noget som hun var vant til at blive påvirket af! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den direkte dræbende mine, for der fandtes virkelig grænser for hvad hun fandt sig i, og hvad hun ville lægge øre til! At det virkelig var Ezekiel var for godt til at være sandt, og det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for hun have det bestemt ikke særlig godt. Det var næsten som om at.. hun var præget af en kvalme, som hun ikke kunne slippe af med. Hun følte at hun blev kvalt, og det var virkelig også den eneste grund til at hun ønskede at komme ud, og det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du kan ikke være ham!” endte hun med en næsten febrilsk stemme. Kunne han ikke bare forstå, at hun ikke turde at tro på hvad han forsøgte at sige til hende? For hun stolede virkelig ikke på det, og det var ene og alene for hendes egen skyld, at hun ikke gjorde det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre!
Hans lange opremsning, gjorde ikke noget andet end at overbevise hende om det, for det var bestemt ikke noget som alle kunne stå og fortælle, for hende og Ezekiels fortid sammen, havde hun bestemt ikke fortalt nogle, udelukkende fordi at det var hende et ømt punkt. Hun havde virkelig elsket ham, og hun havde skænket ham sit ja, og hun havde slet ikke gjort det for at holde ham for nar! Det som dog virkelig overbeviste hende, var at han oplyste hans dæknavn, for det var bestemt ikke noget som nogen kendte noget til! Og det vidste hun! Tårerne vældede op i hendes øjne, hvor det vel også måtte gå op for ham, at hun var ved at være overbevist? Hun blinkede let med øjnene, som hun igen hurtigt vendte blikket væk fra ham, for han skulle bestemt ikke se hende på den måde. Hun mindes godt at have hængt i træet, hvor han havde været den eneste som havde hjulpet hende ned og taget hende med hjem, selvom fornøjelsen virkelig havde været frygtelig kortvarig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes krop begyndte at ryste, som hun faktisk brugte den energi som hun havde, på at holde tårerne tilbage, for hun ønskede slet ikke at fremstille sig selv som en svækling eller svag, for det var hun virkelig ikke! Kun fordi at hun havde været udsat for en vampyrs farlige tænder, så var det noget som hun stadig var påvirket af, for hun var slet ikke ved sine fulde fem endnu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det kan ikke være rigtigt..” endte hun meget kontrolleret, idet hun vendte blikket mod døren. Pludselig var lysten til at flygte utrolig stor, selvom hun slet ikke flygtede fra sine problemer! Det var bare ikke hende at gøre sådan noget!

[Deleted]

Den eneste der kunne kende til den lange opremsning som Ezekiel kom med, var netop ham selv! Ingen kendte til hans rigtige hjem, og ingen kendte den samme mand, der gik under både hans rigtige navn og dæknavn, foruden et par få stykker, for det var noget som han var påpasselig med at fortælle folk. Han havde altid mange dæknavne, altid beholdt han sit fornavn, men selv efternavnet havde han skiftet utrolig mange gange, for hver gang han havde ’skiftet’ liv, for han levede en unormal lang levetid for en alkymist, netop fordi han havde fundet opskriften på De Vises Sten, som holdt ham i live, og for at ingen skulle kende til den hemmelighed, så skiftede han efternavn og skiftede samtidig job, så han levede et nyt liv, hvilket også var grunden til at han havde haft så mange forskellige jobs indenfor snart hver kategori, og derfor var hans evner faktisk utrolig store, ligesom hans viden. Og det var kun ganske få i hans liv, som havde fået hele hans historie at vide, hvor Anyalina var deriblandt, for hun havde trods alt været hans fjerde hustru, hvilket han havde ønsket at hun skulle vide, skønt hun var den første kvinde, han havde elsket så højt som han havde, for hun overgik enhver kvinde han nogensinde havde mødt og set! Det var dog første gang i hele hans liv, at han virkelig bogstaveligtalt skiftede liv, ved at skifte over i en anden krop, for det havde han godt nok aldrig prøvet endnu, men som man vel sagde; en gang skulle være den første?
Om det var ved at gå op for Anyalina, var Ezekiel faktisk usikker på, selvom hun burde kunne regne ud at ingen ville kunne vide alle de informationer, foruden ham selv, som han lige havde disket op med, så tiøren måtte jo næsten være faldet! At hun så skulle stå og få tårer i øjnene, tog han nu ikke så tungt, for han havde altid sagt til hende at man ikke var svag fordi man viste sine oprigtige følelser, deriblandt ved at græde, man var derimod stærk, hvis man turde stå ved dem. Han rynkede let brynene. ”Men det er rigtigt. Det er mig, Ezekiel. Jeg lover dig det, Anya, det er ikke nogen joke, det ville jeg aldrig lave sjov omkring! Og jeg ved godt at det er underligt, og tro mig, det er bestemt ikke sjovt at være i en fremmed mands krop, men det er virkelig mig..!” Denne gang var hans stemme langt mere kontrolleret og dog dæmpet og stadig en anelse desperat, for han ønskede jo faktisk at hun skulle blive overbevist og tro på ham! Han tog ikke blikket fra hende, skønt han godt kunne se at hun selv så mod døren, hvor han næsten kunne fornemme at hun var fristet til at gå, men det måtte hun ikke! Ikke før hun virkelig troede på ham! ”Hvad er det værste der kan ske ved at tro på det? Du indrømmede selv at du savnede mig, og at jeg er den eneste du nogensinde har elsket. Du burde derimod blive glad og befriet for at det faktisk er mig, og det er det! Jeg er tilbage, jeg er her hos dig, og jeg har ikke tænkt mig at gå igen..!” tilføjede han i samme tone som tidligere, hvor han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

Anyalina var ganske vidst kendt med historien omkring Ezekiel, for ikke at glemme, at hun vidste at hun havde været mandens fjerde hustru, hvilket faktisk var noget som hun var glad for. Hun havde virkelig elsket ham, velvidende om at hun måske ikke ligefrem havde været den bedste til at vise det, og specielt ikke mod det sidste endelige, hvor hun faktisk havde efterladt ham med ringen og et brev om at det hele havde været fup, ganske enkelt for at holde ham på afstand og væk fra det hele, for hun havde bestemt ikke ønsket at han skulle søge efter hende, for Malisha havde bestemt ikke været en kvinde som man skulle lege med, hvilket hun så sandelig også var udmærket godt klar over, selvom det bestemt ikke retfærdiggjorde noget som helst, og der var hun skam enig, men alligevel! Hun havde gjort det for at holde ham sikker, for det at han ikke havde været warlock, havde været det eneste som havde været galt, set i den forstand, for både Anyalina og Malisha var gået meget op i det at være renracet, selvom.. det hele havde ændret sig efter hun havde mødt ham – det havde gjort hende til dels blød, og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i, på nogen som helst måde overhovedet!
Jo mere han sagde, jo mere overbevist måtte Anyalina blive, også selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende! Tanken om at det virkelig havde været Ezekiel som hun faktisk havde valgt at redde, var slet ikke en tanke som hun kunne forstå sig på, for det var i sig selv, slet ikke noget som gav det mindste mening for hende på nogen måde overhovedet! Tænderne bed hun let sammen, som tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Han fortalte hende ting som hun vidste kun Ezekiel vidste, udelukkende fordi at det havde været i hans nære liv, hvor ingen havde haft noget med det at gøre, men det var nu bare sådan at det var, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham igen – denne gang med de tårefyldte øjne. Hun hadede virkelig at græde! Hun kunne slet ikke have den tanke! Lysten til at gå var virkelig enorm, også selvom hun slet ikke var typen som flygtede fra sine problemer, og det ville hun bestemt heller aldrig blive! Hun blev stående og stirrede på ham, også selvom hendes krop tydeligt måtte dirre og sitre. Et sted så turde hun slet ikke stole på hvad ham fortalte hende, selvom.. der var vel ikke meget at sætte spørgsmål ved? Når han fortalte hende ting, som hun vidste, at alt for få ville kende til, og William ikke var en del af dem? ”Det kan bare ikke passe. Jeg.. jeg opsøgte jo dit hjem, og.. det var væk..” Næverne knyttede hun let, som hun lod blikket falde. For alt i verdenen, så nægtede hun at lade gråden komme til udtryk i hendes stemme, for det var slet ikke noget som hun ville! Det var i den grad langt under hendes værdighed at gøre lige så! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun tørrede sine kinder med begge hænder, idet hun vendte blikket væk fra ham. Han skulle da slet ikke se hende på den måde!