Old reunion..?

[Deleted]

Ezekiel kunne godt mærke at det gik Anyalina på og han kunne også tydeligt fornemme at det gjorde hende ked af det, hvilket kun var en bekræftelse i sig selv at hun elskede ham, tanken gav ham næsten lyst til at grine af lettelse og fryde sig over det, selvom det ikke blev til andet end et lille træk ved den ene mundvig. Det varmede ham jo faktisk at kende til sandheden, selvom der også var gået alt for mange år, før han havde fået den! Men han vidste at hun ikke var typen der talte om hendes følelser, derfor forundrede det ham faktisk at hun fortalte ham det, som hun jo troede at han var William og af hvad han vidste så kendte de ikke hinanden særlig godt, så manden var vel egentlig som fremmed for hende? Selvom han hørte hendes dæmpede ord, så svarede han ikke på det, da han med vilje overhørte dem, dog sendte han hende et overbærende smil til hendes fortsatte ord. ”Men hvis du gjorde det, så kunne han da heller ikke være mere end tilfreds,” endte han roligt og tydeligt overbevisende, for han var jo netop Ezekiel. Han ville nok se på det som det havde været ham der havde holdt hende beskyttet og tryg, selvom han godt kunne se at hun havde forladt ham for at lade ham slippe fra Malishas kløer, skønt han havde gået igennem hvad som helst for hendes skyld!
At hun sukkede opgivende var noget som faktisk morede Ezekiel, da han stadig kunne irritere hende, hvilket næsten kun morede ham! Hun var dog heller ikke den som var sværest at irritere, i det mindste havde han lært hende at få lidt humor, så hun faktisk kunne tåle lidt dril og spas! Han havde jo altid godt kunne lide en kvinde med lidt humor og som faktisk kunne more sig lidt over ham, desuden så havde han altid nydt af hendes latter, for den elskede han virkelig! Han lod hovedet søge let på sned. ”Du tænker alt for meget på andre end på dig selv Anya. Jeg er ligeglad med hende, hun kan bare komme an, så skal jeg nok sætte hende på plads! Det er der efterhånden nogen der burde gøre! Desuden, så er du ikke alene, så hvorfor kan du ikke bare acceptere det og faktisk være glad for at du ikke skal stå mutters alene?” spurgte han sagte og ikke mindst frygtelig stædig, for var der noget han var, så var det en stædig mand! Og så kæmpede han for det han ville have, hvor han nægtede at lade hende kæmpe med alt det alene!
Måske William havde kunnet acceptere hendes valg, men det kunne Ezekiel ikke, det var så også kun fordi han kendte hende godt nok til at vide at det var fordi hun var så stædig som hun var, på den anden side burde han jo tænke på at hun ikke så ham som Ezekiel men netop William, så måske han kunne ødelægge det hele? Hvad gjorde han så? ”Nej, du kan holde op! Du har intet sted at sove Anya, intet sted at søge ly, jeg vil da slet ikke kunne sove, hvis jeg ved at du sover udenfor i regnen. Bliv nu herinde, sengen er jo stor nok, jeg sagde ikke at du skulle ligge og holde om mig, men sove her i en komfortabel seng, det er jo ikke fordi du ikke har prøvet det før,” fastholdt han roligt, som han nikkede bekræftende til sine egne ord. Han talte dog som Ezekiel og ikke som William, da han faktisk glemte af og til at han var i en anden mands krop. Som hun sagde hun kom om lidt og rejse sig, kunne han godt mærke at hun var ked af det, hvilket ikke just gjorde det bedre for ham, for han havde helt lyst til at slå armene omkring hende og trøste hende, men han vidste godt at hun så bare ville afvise ham, netop fordi hun så ham som William. Det fik ham også til at overveje om han skulle fortælle hende sandheden.

[Deleted]

Det gjorde faktisk Anyalina direkte ked af det, at de skulle snakke sådan om Ezekiel, for hun havde brugt årevis på at overbevise sig selv om, at det som hun havde gjort, faktisk havde været det rette, og det havde bestemt heller ikke været nemt for hende! Svagt bed hun tænderne sammen, som hun vendte blikket væk fra ham. Hvem ved..? Måske døden virkelig havde gjort et eller andet ved hende, og det var bestemt heller ikke ligefrem en tanke som hun var meget for at erkende, men det var jo faktisk sådan at det hele forholdt sig, selvom hun ikke var videre begejstret for det. Hun kunne jo lige så godt bare vænne sig til tilværelsen alene, for hun fik ikke noget ud af det andet! Ikke andet, end at han blev sat i en situation, hvor hun slet ikke ønskede at han skulle være! ”Jamen han ved det ikke.. Jeg nåede aldrig at fortælle ham det, og han er død nu, så er det hele også bare lige meget..” Et sted for at cutte den samtale lidt af, for hun havde slet ikke lyst til at snakke om det mere!
Han kunne i den grad stadig formå at irritere hende! Og det var virkelig en frustrerende tanke, for det var virkelig ved at gå hende temmelig meget på nerverne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun var ligesom nødt til at tage sine kamp når hun følte at hun kunne eller magtet dem, og Malisha havde alt for mange i ryggen til at hun i det hele taget kunne stille noget op! ”Fordi jeg står mutters alene, William! For pokker jeg har forklaret dig det! Mange gange endda! Du gav mig endda ret i at jeg gjorde det rette ved at holde mig lidt på afstand! Prøv da at se på alt det som du allerede har gjort for mig.. og så tænker jeg på andet end at grave mig op og vække mig..” endte hun med en kortfattet tone. Hvorfor de skulle til at gå igennem det hele igen, var slet ikke noget som gav nogen mening for hende, også fordi at hun virkelig var nødt til at finde ud af det hele. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle straffes, fordi at han stod på hendes side. Hun kunne jo lige så godt bare vænne sig til at stå alene og tage kampen op når hun følte sig klar til det, og det var hun bestemt ikke som det stod lige nu da, det var der ingen tvivl om.
William lød kun mere og mere som Ezekiel, hvilket også var noget af det som Anyalina bed sig fuldkommen fast i. Tænderne bed hun fast sammen, som hun endte med at cutte ham fuldstændig af ved at rejse sig og gå ud på badeværelset for at skifte vandet i skålen. Det var jo allerede helt rødt og blodigt, også fordi at det var noget som hun selvfølgelig godt kunne bruge som en undskyldning for at komme lidt på afstand fra ham, for det gjorde ondt nu. Hun nåede kun lige derud, inden en tåre trillede ned af hendes kind, selvom hun hurtigt tørrede den væk. Hun rystede let på hovedet af sig selv. ”Tag dig sammen, Anyalina..” endte hun med en yderst dæmpet stemme for sig selv. Hun strøg begge hænderne igennem håret og fik det væk fra ansigtet. Hun blinkede med øjnene, for at få tårerne væk. Hvorfor skulle det gøre så ondt at snakke om?!

[Deleted]

Det betød faktisk alverdens for Ezekiel at hun havde indrømmet alt det omkring sine følelser og alt det om ham, for det var jo alt det som han altid havde haft brug for at kende til og tanken om at hun nu havde sagt det, så han kendte til sandheden, var noget som i sandheden lettede ham. Han lænede hovedet tilbage mod sengegærdet bag ham, hvor han ikke kunne skjule et.. glad smil. Hendes ord havde uden tvivl rørt noget inden i ham, opvækket en indre gnist som han havde gemt langt bort i utrolig mange år, men den var der endnu. Det han var mest lettet over, måtte jo nok være det faktum at det havde været ægte og ikke bare falsk, for det betød at han også betød noget for hende, for hun havde jo faktisk elsket ham og vigtigst af alt; det gjorde hun endnu. Han løftede hovedet igen til hendes ord, hvor han sendte hende et mildt smil. ”Tro mig Anyalina.. han ved det godt,” endte han sikkert og dog i en rolig tone, hvor han alligevel gjorde tegn til at lade det ligge, som han lænede hovedet tilbage igen. Det gik hende på, fordi hun troede at han var død, men det var han ikke, hvor det derimod lettede ham. Det var måske også fejt af ham at være fluen på væggen og finde ud af det hele, når hun ikke engang vidste at det var ham, men han havde allerede afsløret sig selv utrolig meget! Det morede ham faktisk lidt at hun ikke kunne se det.
Det morede Ezekiel at han endnu kunne irritere hende så let, selvom det faktisk aldrig havde været det sværeste at gøre, for hun havde jo altid været pirrelig, men han havde også elsket hende for hendes fejl. Når han tænkte tilbage kunne han faktisk ikke huske hvad det var der havde fanget ham til at starte med, for.. han havde jo altid elsket alt ved hende. Han så let væk fra hende til hendes ord, da hun begyndte at skælde ham ud, hvor han blot fnøs utilfredst og fornærmet. Han var utrolig mange år ældre end hende, så hun havde bare at tale ordentligt til ham! Det var jo så ikke fordi hun vidste at han var ham, men alligevel! ”Jeg er ligeglad, om du vil det eller ej, så står jeg bag dig,” fastholdt han blot stædigt, som han end ikke så på hende, da han tydeligt var fornærmet over hendes ord – endnu en ting der var normal for ham, når de begyndte at komme op at diskutere på den måde, hvor han afviste hende på en måde hvor han stadig holdt med hende.
At Ezekiel havde gjort Anyalina ked af det, kunne han godt se og fornemme, hvor det også skar i hans hjerte, for han ønskede jo slet ikke at gøre hende ondt og det gjorde også kun at han havde mere lyst til at fortælle hende sandheden, men et sted var han jo bange for hvordan hun ville reagere, ville hun blive sur? Glad måske? Eller ville hun rive hovedet af ham fordi han havde givet sig ud for at være en anden? Han vidste det ikke og han var et sted bange for svaret. Han følte lidt at det var som knald eller fald. Fordi der var gået så lang tid med at få alle sår renset og stoppet for blødning, så var han også endt kridhvid i hovedet, uden selv rigtig at have ænset det. Han mærkede dog hvordan det snurrede i hans hoved, hvor han blinkede let med øjnene. ”Wow..” endte han dæmpet, som havde han lige fået en kæmpe snurretur. Han sank let, som han mærkede hvordan det sortnede for ham. ”A-Anya,” endte han lige at sige, før han faktisk gled hen i en bevidstløshed. Sårene blødte stadig og han havde mistet meget blod, hvilket kun gjorde det mere og mere farligt for ham, hvis ikke der blev gjort noget i en fart, for han kunne godt nå at dø endnu.

[Deleted]

Det havde aldrig været Anyalinas hensigt at holde Ezekiel for nar, for det havde hun jo faktisk heller ikke. Hun havde elsket ham, hun havde lukket ham tæt på, hvor det var Malisha som havde sat hende i det ekstreme ultimatum, hvor hun havde valgt at tage Ezekiel i forsvar og knust sig selv og ham, for at redde hans liv, men det var faktisk det eneste som hun havde haft i tankerne. At han ville påstå at manden vidste det, var ikke just noget som gjorde det bedre, for det efterlod faktisk en knude i hendes mave, for hun havde det faktisk ikke særlig godt med det hele i forvejen! Det var jo så også først nu at det var gået op for hende, hvor elendigt hun havde det med tanken om det, men hun havde handlet rigtigt.. hun havde reddet mandens liv, og det var virkelig også det eneste som hun havde haft i tankerne, og så måtte hun jo tage alt det andet senere. Måske at hun var en warlock og direkte dømt til at være et ondt, koldt og ikke mindst et kynisk væsen, men hun var bestemt også langt mere end det! Hun nikkede blot stumt. Hun havde slet ikke lyst til at snakke om Ezekiel.
Normalt skulle der ikke meget til at irritere Anyalina, og det var nok også en ting som ikke havde forandret sig særlig meget set fra hendes side af, men det var nu bare sådan at det måtte være. Ramte man rigtigt, så blev hun rasende, og det var også det som hun var ved at være nu. Hun følte at hun skyldte ham, og det var virkelig også den eneste grund til at hun gjorde det her, ellers havde hun da slet ikke gjort det! At han så lod til at tage det op til en ny diskussion, var en tanke som direkte irriterede hende, for det fandt hun slet ikke retfærdigt! Der var jo ikke nogen grund til det! ”Hold nu op, William..” endte hun tydeligt frustreret. Hun var for træt til at blive sur eller tage diskussionen op, så kunne han ikke bare lade det ligge i stedet for? Hun gad virkelig ikke det andet, for ingen af dem fik noget ud af det, for hun ville ikke have ham i ryggen! Hun havde bare lyst til at være alene og klare sig selv, for det var det eneste som hun havde nu! Sig selv! Og han måtte jo bare lære at acceptere det før eller siden!
At komme ind på de ømme punkter, var noget som faktisk gjorde ondt på Anyalina. Normalt var det en byrde som hun med lethed var i stand til at bære i det indre, men denne gang forholdt det sig anderledes, hvilket næsten var en tanke som skræmte hende. At han lå og blev dårligere inde på sengen, var ikke noget som sådan gik op for hende, før han endte med at kalde hendes navn. Hun sukkede dæmpet og fik hældt nyt lunken vand op, inden hun gik hen til ham. Hun kunne dog tydeligt se at der var noget galt..! ”… William?” spurgte hun sagte, som hun satte skålen fra sig og strøg hånden over hans pande. Han var væk.. helt væk, og den tanke var faktisk noget som i sig selv skræmte hende. Hun bed tænderne let sammen. ”For pokker..” endte hun fast for sig selv, som hun endte med at gentage hvad han gjorde for hende. Hun fandt en sprøjte frem, som hun omgående stak i hans arm. Den fyldte hun hurtigt med blod, hvor hun trak den ud og forvandlede den til en større blodpose, som hun fik sat til ham. Den kunne i det mindste bare.. holde ham lidt ved lige, mens hun tog sig af hans sår? Magien kostede hende ganske vidst kræfter og energi som hun ikke rigtigt følte at hun havde, og så kold som hun var efterhånden, så krævede det selv energi fra hendes side! Håndklædet dyppede hun i vandet, for at få renset såret ved hans mave. Med skælvende hænder, begyndte hun at sy det. Hun ønskede ikke at William skulle dø.. Det havde hun slet ikke fortjent! Såret fik hun lukket, også selvom det næppe var så fint som det andet, men hun gjorde i det mindste hvad hun kunne!

[Deleted]

At Anyalina ikke ville tale om Ezekiel, ham selv, kunne han godt fornemme, hvor han heller ikke ville træde i det, tværtimod fik han faktisk lyst til at fortælle hende at han var ham og ikke denne William, for så behøvede hun jo heller ikke at være så ked af det eller rende rundt med denne dårlige samvittighed, for det gav ham selv en stor samvittighed, fordi han jo netop var der og ikke var død. Han hadede at se hende sådan, selvom det også skete frygtelig sjældent. Efter hun var skredet og Giovanni havde taget sig af ham, som han havde levet sit nye liv, så havde han jo faktisk overbevist sig selv om at det hele havde været falsk og at de gange hun havde været ked af det, så havde han troet at det havde været falsk, men det viste sig at det faktisk havde været ægte tårer, når hun endelig havde fældet tårer, skønt det vidst kun var blevet til et par gange i de år de havde været sammen, for hun var en stædig og stolt kvinde, som var hårdfør ikke græd uden videre, medmindre man virkelig formåede at såre hende, som han var ved at gøre i øjeblikket og den tanke kunne han da slet ikke have med at gøre! Hun betød jo stadig noget for ham, hvilket han da tydeligt kunne mærke i sit indre, da hun havde vækket den gamle gnist til live igen, en gnist han næsten havde troet havde været væk for altid, men det var den ikke.
Den frustrerede tone fik Ezekiel til at vende blikket mod hende, hvor han trak på skuldrene imens han rystede let på hovedet, som om han ikke vidste hvad hun talte om. ”Der er jo intet i det, det er blot et faktum, om du vil det eller ej, så er jeg der,” svarede han sandfærdigt, hvor han trak på skuldrene, som tegn til at de ikke behøvede diskutere det, for det gad han slet ikke, men han mente sine ord og videre var den ikke, for hun kunne virkelig ikke ændre hans mening! Nu havde hun givet ham sandheden, så ville han da stå bag hende til deres dages ende! Hvor længe det så end var til.
At Ezekiel havde gjort Anyalina ked af det, vidste han godt, selvom det ikke havde været hans mening, for det ønskede han da slet ikke når hun havde sagt så meget godt om ham. Han lagde også godt mærke til at hun havde løftet hånden til ansigtet, så han gik ud fra at hun havde fældet en tåre, hvilket kun skar i hans hjerte at vide, for.. det ønskede han jo ikke! Han var der jo! Han var ikke død.. det vidste hun jo selvfølgelig ikke og hvordan skulle hun også kunne det? Det frustrerede ham næsten, hvor lysten til at fortælle hende det også kun blev større. At han så skulle besvime havde han ikke just planlagt, selvom svimmelheden blot kom så pludselig, som en kæmpemæssig bølge der blot skyllede alt bort, hvor han endte med at besvime. Han ænsede ikke at hun kom tilbage og talte, hvor han heller ikke mærkede sig af sprøjten og det at hun satte en blodpose til hans arm, skønt det klart måtte hjælpe på hans faktisk døende krop. Det gik dog stadig langsomt, hvilket også var grunden til at han ikke vågnede. Han mærkede sig ikke af at hun fik syet såret ved maven sammen, hvor der endnu var to sår tilbage; det ved højre lå og venstre underarm.

[Deleted]

Anyalina havde det bestemt ikke særlig godt med at snakke om Ezekiel, for hun manglede ham faktisk. Det havde på ingen måder været falsk fra hendes side af, også selvom det var hvad hun havde spillet på i sidste ende, også for at forhindre at han skulle komme til skade. Han havde vel heller ikke søgt efter hende af den grund? Det havde jo holdt ham sikker, og så var hun bestemt også den som skulle være ganske tydeligt tilfreds med det hele i den anden ende, for det var hvad hun havde ønsket sig! Det kunne godt være, at hun kunne spille kold, kold og direkte kynisk, hvor hun faktisk elskede at gøre andre ondt, men lige Ezekiel havde været eneste undtag af den vane fra hendes side af, for hun havde jo aldrig ønsket det. At det så var Ezekiel hun sad og snakkede med omkring alt det her, var slet ikke noget som hun vidste, for hvorfor skulle det da være det? Hans hjem var væk, så hun regnede bestemt ikke med at han skulle stå op fra de døde som hun selv havde gjort, men sandt som det nu var sagt, så havde hun ingen mere og hun havde intet sted at søge hen, og hun havde kun sig selv at takke for det.
Anyalina hadede tanken om at William skulle have den effekt på hende, ikke mindst at han ville stå på hendes side, for hun ønskede faktisk heller ikke at der skulle ske ham noget, kun fordi at han havde valgt at hjælpe den forkerte kvinde – en kvinde som aldrig skulle være gravlagt på dvasiansk jord. Det måtte næsten være Vladimir som havde gjort det, for hun kunne ikke forestille sig, at Ezekiel ville gøre det på et sted, hvor man faktisk kunne risikere at falde over hende på den måde. Tanken gav hende en knude i maven, for det var ikke ligefrem fordi at man kunne vove at påstå at det møde med Vladimir havde været en god en af slagsen, det var der ingen tvivl om overhovedet! Hvorfor havde han i det hele taget gjort det? Hun forstod det faktisk ikke.
At han skulle glide hen i en besvimelse, var bestemt heller ikke lige det som Anyalina havde regnet med! Det indikerede kun for hende, at det virkelig var slemt, men det var jo en konklusion hun allerede havde gjort sig på forhånd. Som hun blev færdig med såret ved hans mave, så gik hun videre til det ved hans lår, da det nu var det som hun var tættest på alligevel. Magien kørte selv hende træt, men hun agtet at holde sig vågen! Om ikke andet til at hun havde fået lukket de sår som han nu havde påtaget sig! Med skælvende hænder, fik hun lige så det renset og syet sammen, inden hun gik videre til det som var ved hans arm. Hvad pokker han havde lavet, eller hvordan han i det hele taget kunne være i live, var slet ikke noget som hun forstod, men.. han havde vel bare været heldig? Det skulle ikke forundre hende, for hun havde jo trods alt også vidst, at han havde været dygtig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun rystede på hovedet, som hun virkelig forsøgte at holde sine hænder i ro, selvom det bare ikke rigtigt ville som hun ville, og det irriterede hende! Hun fik lige så det renset, også selvom det nok ikke var så blidt som det havde været tidligere, men ikke desto mindre, så forsøgte hun at gøre det, uden at han fik ondt af det! Hun fik det syet sammen, så godt som det nu var hende muligt med de skælvende hænder. Hendes krop var i sig selv iskold og hun havde det ikke særlig godt, men når han havde det sådan, så kunne hun jo heller ikke ligefrem gå nogen steder!

[Deleted]

At ryge hen i en bevidstløs tilstand havde ikke just været en del af Ezekiels planer, da han blot pludselig havde følt sig svimmel, hvor det faktisk også var et under at han ikke var drattet om noget før, for han havde faktisk mistet utrolig meget blod. At hun så havde sat en blod pose fast i hans arm, var noget som hjalp lidt, skønt sårene stadig skulle lukkes før det gav den fulde effekt. Han var stadig ligbleg i ansigtet, da alt blod var forsvundet fra hovedet idet han var besvimet, hvor han blev liggende i sengen med hovedet vendte mod væggens retning. Han mærkede sig ikke af at hun fik syet såret i maven sammen, selvom det skam hjalp på forblødningen, for det var nemlig stoppet og ikke mindst renset. Han vidste at han skulle tilse sine sår meget nøje igennem de næste par dage, hvis ikke uger, eftersom der stadig kunne gå infektion i dem. Det var først da hun stak nålen ind i hans lår, at han måtte reagere, skønt det kun var svagt og knap anseligt, som han kun rykkede kort med hovedet, hvor han kneb øjnene mere sammen. Hvor hver sting hun gjorde, gjorde han selv et ryk med hovedet og kneb øjnene mere og mere sammen, som en ny tankestrøm af syner dukkede op i hans hoved. Han så hele sceneriet fra Williams øjne, hvordan han gik i sine egne tanker og var sur, indtil angrebet af de tre dæmoner. Han læste de tre personers auraer, hvor han så hvordan de alle angreb ham. Han mærkede en intens smerte i alle hans sår, for hvert han fik, hvor han i virkeligheden bed tænderne kraftigt sammen, imens han holdt øjnene fast sammenklemt. Han endte med at knytte næverne, idet han mærkede den store sten blive kylet ned på hans bryst, der pressede hans ribben ind i hans lunge.
Ezekiel endte med at ligge fuldkommen stille i sengen igen, skønt det kun var fordi han endnu var i tankestrømmen af syner, om hvordan William var blevet myrdet, hvordan dæmonerne efterlod ham til at dø en langsom og kvælende død, som hans ene lunge var blevet punkteret. Og da William døde, endte Ezekiel med at vågne op fra sin bevidstløshed, hvor han direkte gispede og hev efter vejret, så han helt kom op at sidde. Han endte ud i et kraftigt hosteanfald, hvor han også havde trukket begge arme til sig og ført hænderne op til brystet. Han endte med at glide ned at ligge igen, da smerten i brystet af de brækkede ribben blev intenst, hvor han bed tænderne kraftigt sammen, imens han begyndte at få koldsved. Renderne under hans øjne blev kun mere tydelige, som han var ligbleg i hovedet, hvor man også kunne se sveden komme frem, så det helt gjorde hans hårrødder våde. Han sank let, for at få klumpen af ubehag væk, hvor han vendte blikket mod Anyalina igen – med et tydeligt træt blik. ”J-jeg.. Jeg ved hvordan, han døde,” endte han dæmpet, hvor hun nok ville finde det som tossesnak, men i virkeligheden var det jo faktisk sandt. Han havde set det hele, og det var tydeligt at han havde overtaget Williams krop, da hjernen stadig havde fungeret, hvilket sikkert også skyldtes de mange syner han var endt med at få i løbet af den korte tid. Vejret trak han i dybe og tunge stød, hvor han kun følte sig mere og mere udmattet.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Anyalina havde regnet med at skulle se William glide hen i en besvimelse, hvilket kun gjorde det mere tydeligt at det var alvorlige skader han havde påtaget sig, hvilket skam også gjorde det sværere for hende, i det hele taget at forstod hvordan pokker han kunne overleve hvad han havde oplevet! Hun turde næsten ikke spørge ind til det, for det var jo trods alt kun tydeligt, at det faktisk var alvorligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Tænderne bed hun fast sammen, også fordi at det krævede sin koncentration fra hendes side af, i det hele taget at kunne sy ham sammen, så sårene ikke skulle ende med at gå op igen, for hun rystede og hun var jo faktisk temmelig kold! Tøjet var jo ikke ligefrem tørt efter den tur udenfor, også selvom hun nu også vidste, at hun ikke bare kunne tage fra ham. I så fald, så ville det være hende som tog hans liv, hvilket hun ikke ligefrem var interesseret i, og specielt ikke efter alt det som manden faktisk havde gjort for hende. At han ikke rigtigt bed sig i hendes behandling af ham, sagde hun ikke ligefrem noget til, for hun forsøgte virkelig at koncentrere sig, så hun kunne få ham bare lidt på fode igen, også selvom det var tydeligt, at det ikke ligefrem var noget som hjalp det vilde for hendes vedkommende af den grund, for hun rystede virkelig på hænderne!
Anyalina var gået i gang med det sidste sår, idet hun kunne se at han.. kneb øjnene sammen, næsten som han havde ondt? Lige hvad der skete omkring William lige nu, havde hun ikke nogen anelse om, men det var bestemt ikke normalt eller naturligt! Han virkede helt ved siden af sig selv, go et sted var det selvfølgelig en tanke som irriterede hende, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. At han endte med at sætte sig op i et kraftigt hosteanfald, efterlod næsten hende med et chok, som hun ikke havde regnet med, hvor hun hastigt endte med at trække sig, hvor hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som hun svagt bed sig i læben. Hvad han i det hele taget snakket om, havde hun ingen anelse om, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun rystede på hovedet, hvor hun rynkede forvirret i panden. Hvad pokker var det nu han snakket om? ”Du giver stadig i-ikke nogen mening for mig..” endte hun irriteret. Hun plejede godt at kunne følge ham i hans tankegang og ordvalg, men lige nu var det bare ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet! Og selvfølgelig var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han virkede mere og mere som… Ezekiel?

[Deleted]

Det at ryge hen i en bevidstløs tilstand, gjorde det kun tydeligt for Ezekiel at han havde valgt den forkerte krop, for han kunne jo faktisk stadig nå at dø endnu! Her var han faktisk glad for at Anyalina var der for ham, så hun kunne hjælpe ham, for ellers var han bange for at han ville være død for længst. Det var faktisk utroligt at han havde nået så langt, hele vejen fra Dvasias til Manjarno og så tilmed til Ityrial, men han var egentlig bare gået uden rigtig at ænse noget som helst, som han havde mistet tidsfornemmelsen og havde været helt desorienteret, han havde dog været på rette vej, for hans hjem lå jo her, skønt han kunne forestille sig at det var gået til grunde med hans død, men derfor skulle han jo stadig have sine vigtigste ejendele igen! Særligt nu hvor han befandt sig i en warlocks krop.
De syner som Ezekiel måtte få, der stammede fra Williams minder, var noget som var direkte overvældende, fordi det hele føltes så ægte og realistisk, selv de mange stik og kvæstelser som manden gik igennem. Han priste sig næsten lykkelig over at det ikke var sket for ham, selvom han faktisk ikke vidste om det han havde oplevet var langt værre, for han kunne kun huske meget svage omtågede brudstykker af det som var hændt ham den nat. Blikket gled mod Anyalina, som hun havde trukket sig væk, da han var vågnet op og endt i et hosteanfald, skønt han hurtigt faldt til ro, fordi det smertede i hans bryst på grund af de brækkede ribben. Han fik ikke rigtig hendes ord med, da han lå og blev overfaldet af et ubehag, koldsved og svimmelhed, som om han skulle til at besvime igen. Han drejede let hovedet imod Anyalina, imens hans vejrtrækning blev meget tung. ”Ka.. Kan du.. give mig vand?” spurgte han med en svækket stemme, der næsten måtte dø hen i en hviskende tone, da han pludselig for alvor måtte føle sig afkræftet og han havde det på fornemmelsen at det var varmens skyld, samt det at han ikke engang ordentligt var pakket under dynen, men det havde jo også været besværligt, når han havde blødt fra sårene, da de ikke havde været lukket. Og nu hvor de faktisk var, så blødte de heller ikke mere, hvor blodet fra den blodpose hun havde lavet, også hjalp en hel del. Han hadede når han følte sig direkte syg og svækket, for han havde altid nået at gøre et eller andet i tide, så det ikke var sket. Han prustede let, som han måtte lukke øjnene og forsøgte at finde den tiltrængte hvile. Han følte bare ikke at han kunne tillade sig at falde i søvn, når hun var der, for han var jo faktisk bange for at hun ville gå fra ham, han ønskede jo ikke at hun skulle gå ud i regnvejret, når hun ikke engang havde et hjem at søge til, og når der var ly her, varmt, hvor hun tilmed kunne få et varmt bad og en komfortabel seng at sove i, så ønskede han at hun skulle blive præcis her hos ham!

[Deleted]

Lige hvad der skete, og hvad alt det her betød, vidste Anyalina ikke, men hun brød sig bestemt ikke om det. At se William ligge der og have så ondt, at han gled ind og ud af sin bevidstløse tilstand, var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det forhindrede hende jo automatisk i at komme derfra, og det var en tanke som faktisk måtte irritere hende lidt! Hun vendte blikket mod ham, som hun havde fået det sidste sår, hvor hun dog ikke fjernede den blodpose som var blevet koblet til ham. Hun vidste jo trods alt at det var nødvendigt for hans overlevelse, så selv nu her, kunne det virkelig forundre hende, hvordan han i det hele taget havde overlevet hvad der var hændt ham, for det var jo i den grad tydeligt, at han var frygtelig medtaget efter det! At han havde ondt, var noget som hun tydeligt kunne se, også fordi at han lå og skar grimasser, og med det kendskab som hun nu havde til ham efterhånden, så vidste hun at han bestemt ikke var typen som lå og ynkede om tingene. At skaffe ham det ene og det andet, ville have været langt nemmere, hvis hun selv havde været i topform, men det var hun slet ikke, og det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for hende, for hun følte sig virkelig hæmmet! Hun nikkede. ”Selvfølgelig,” endte hun ganske sigende, som hun igen rejste sig. Magien var hun selv ikke i stand til i den grad som hun gerne ville, for så ville det have været nemt for hende at skaffe ham det, men nu måtte hun jo faktisk hente det manuelt. Det havde gjort hende direkte svimmel, bare at skulle skænke ham den forbandede blodpose, hvilket i den grad også var noget som irriterede hende, men hun kunne jo trods alt ikke bare lade ham ligge der. Det ville han jo dø af!
Anyalina hentede vandet ude på badeværelset, kun for at søge tilbage til ham. Hun vendte blikket mod ham, også selvom hendes hænder endnu skælvede ganske let, så ville hun endnu bevise for ham, at dette var noget som hun havde styr på! Hun satte sig roligt på sengekanten. ”Så sæt dig op,” bad hun endeligt, som hun vendte blikket mod ham. Hun kunne sagtens være mild og blid, men når hun bare gerne ville have det som hun ville, så ville hun have det som hun ville! Skålen med det lunkne vand satte hun på sengebordet. Vandet var lunkent udelukkende fordi at kroppen ikke skulle bruge tid på at varme vandet op, hvis det havde været koldt. Det var måske ikke ligefrem det mest behagelige at få i sig, men det var bedre end ingenting, for ikke at glemme, at det virkelig var nødvendigt efterhånden. Uanset hvad, så havde hun bestemt heller ikke nogen intentioner om at blive der, for det var bestemt ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i det store og hele. Hun vendte sig mod ham, så hun kunne hjælpe ham lidt op at sidde. Hun kunne jo trods alt ikke lgiefrem give ham det, mens han måtte ligge der, for det var ikke noget som nogen af dem fik noget ud af trods alt.

[Deleted]

Det gik langsomt op for Ezekiel at det måske ikke var den bedste krop han havde besat, eftersom manden måske havde været død, men det at overtage den, havde efterladt ham i en halvdød tilstand, hvor han stadig kunne nå at dø endnu, kun fordi at kroppen var så svækket. Ikke nok med det så havde han overtaget denne såkaldte Williams krop, som han var gået i døden, hvilket havde gjort at hjernen endnu havde fungeret, og det var årsagen til at disse syner og minder måtte dukke op, eftersom hans egne var ved at opfylde hjernen, som var ved at blande Williams tanker sammen med Ezekiels. Det var dog et ubehag det måtte efterlade ham med, hvor han også følte sig svimmel, tæt på bevidstløshedens tilstand hele tiden, hvor han havde fået kvalme og en dundrende hovedpine, af de mange syner som var gået igennem hans sind på få sekunder. Koldsveden havde også slået ind over ham, hvor han lå i en passende tilstand til det som faktisk var hændt ham.
De krystalblå øjne – set fra Williams krop – hvilede trættende på Anyalina, hvor der vidst ikke var nogen tvivl om at Ezekiel havde det dårligt. Han sendte hende et taknemligt og dog tamt smil, som hun valgte at rejse sig, for at gå ud og hente noget vand til ham. Han selv lukkede øjnene, hvor han næsten gled hen i en halv søvn, imens hun var væk, hvor han ikke rigtig ænsede at hun kom tilbage. Det var lang tid siden at han havde haft det så dårligt og havde været så svækket. Normalt havde han altid en mikstur eller en eliksir eller savle klar, hvis der skulle ske noget, men denne gang var det sket så pludseligt at han ikke var forberedt, også fordi han ikke var i sin egen krop og faktisk havde været død. Han var dog kun glad for at han faktisk var kommet tilbage, for ellers havde han jo ikke set hende igen. At hun så selv var gået i døden, var noget som bekymrede ham, selvom hun da virkede til at klare sig og have det fint? Det gav ham også en dårlig samvittighed, fordi han var gået ud og aldrig var kommet tilbage, så det var jo hans skyld at hun var død!
Langsomt gled Ezekiels øjne op, hvor han vendte dem mod Anyalinas skikkelse, som var lettere sløret for ham. Han fik godt hendes ord med, hvor han satte hænderne i madrassen, for at forsøge at komme mere op at sidde. At hun hjalp ham gjorde også at han bedre kunne, for ellers kunne han godt mærke sine arme svaje og dirre af anstrengelse for ikke at knække sammen. Han sukkede tungt, som han åbnede munden og fik det lunkne vand ind i munden. Han fik taget to slurke, inden han rynkede på næsen og vendte blikket mod hende. ”Det er jo lunkent,” mumlede han hæst og næsten utilfredst, skønt han alligevel fik mere ned, for det var trods alt bedre end ingenting. Og da han fik drukket nok, lænede han sig tilbage med et svagt suk. Hovedet lod han hvile op mod sengegærdet bag sig, hvor han sendte hende et træt smil. ”Du gør så meget for mig..” svarede han roligt, „som gengæld, synes jeg at du skal blive og få varmen.” Han gav virkelig ikke op! Han kunne se at hun frøs, hvor hun havde brug for varme, mindst lige så meget som han selv havde. Han greb roligt omkring dynen, hvor han trak den over sig, men også over hende, så hun kunne få bare lidt varme.

[Deleted]

Anyalina brød sig slet ikke om at se William i den forfatning, men ikke desto mindre, så forstod hun ikke hvorfor han ikke havde søgt hjem, men.. helt hertil, for det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende på nogen måde. Det var jo tydeligt, at han ville have været død, hvis hun ikke havde været der, og et sted så.. skræmte den tanke hende vel også lidt? Efter hendes egen bortgang, var det kun gjort tydeligt for hende, hvor sårbart livet egentlig var, og hvor lidt der faktisk skulle til, for hende at miste det, og det var næsten det som var det værste af det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun ganske svagt sammen, som hun vendte blikket mod ham. Et sted så virkede han fjern.. meget fjern faktisk, og hun havde jo faktisk gjort hvad hun kunne gøre for ham nu, så et sted frygtede hun vel også, at det skulle gå helt galt igen, så det hele skulle forværres?
Anyalina var på ingen måder i god nok form, til at benytte sig af alt for meget magi, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun hentede stille skålen med vand og hjalp ham op at sidde, så han kunne få noget at drikke. Lunkent var det, men også kun på grund af at hans krop tydeligt havde brug for den hvile som den kunne få, og det fik den bestemt ikke ved at skulle kæmpe for småting som at varme vandet op! Hun hjalp ham med at få noget at drikke, hvor hun let himlede med øjnene. ”Det er det. For dit eget bedste,” endte hun ganske sigende, også fordi at det jo slet ikke var en løgn igen. Hun forsøgte jo egentlig bare at hjælpe ham. Uvidende om at det jo faktisk var Ezekiel og ikke William, for det var jo trods alt William som hun kunne se, selvom det i sig selv, faktisk var svært for hende i det hele taget at forstå. At han stadig insisterede på at hun skulle blive, var noget som svagt fik hende til at himle med øjnene, for hun ønskede slet ikke at blive! Stadig følte hun sig temmelig kold, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sukkede og vendte kort blikket ned af sig, som han alligevel kastede dynen over sig, og halvvejs over hende. Den varmede allerede godt til, og det var noget som hun selv tydeligt bed sig mærke i, for hun havde brug for varme, og hun vidste, at hun ikke fandt den udenfor! Men… hun ønskede jo selv at finde ud af tingene, og det var noget som han efterhånden bare måtte lære at forstå, for hun ønskede slet ikke at blive afhængig af ham eller hans hjælp! ”Jeg kan ikke blive, og det er du nødt til at forstå, William.. Jeg er nødt til at søge videre, når jeg tør lade dig ligge her alene,” endte hun ganske kortfattet. Hun gad ikke diskutere det med ham!

[Deleted]

Ezekiel var kun glad for at Anyalina var der, for ellers så havde han jo nok været død, hvilket han bittert måtte erkende. Altid havde han kunnet klare sig selv, for han var faktisk en mægtig alkymist! En af de største! Han havde altid fundet en løsning på alt, men denne gang var skaderne kommet bag på ham, hvor han heller ikke havde været forberedt, fordi han ikke havde været i live, men faktisk havde svævet rundt som en omvandrede død sjæl, som havde overtaget en anden mands døde krop, hvis krop faktisk var blevet efterladt fuldstændig såret.
Det varme vand smagte ikke just særlig godt, da Ezekiel simpelthen hadede at drikke varmt vand! I hvert fald hvis der ikke var nogen smag i, som lavede han the. Han måtte dog erkende at det var et smart træk fra Anyalinas side af, hvor han faktisk måtte indrømme at han var imponeret. Han vidste måske heller ikke hvor meget Anyalina selv kendte til alle de lægelige trick, eftersom da de havde været sammen, så havde det jo altid været ham der havde været lægen, og havde der været noget galt med ham, så havde han altid fortalt hende hvad hun skulle brygge sammen, eller finde, men nu havde de jo heller ikke set hinanden i vel det som var flere tusind år? Det var længe, men der var jo også sket en del. Desuden så vidste han at hun altid havde formået at klare sig selv, skønt hun også altid havde ladet ham lege læge og være en mand for hende, hvilket jo også var det som han altid havde nydt; at tage sig af hende og værne om hende, som en rigtig mand skulle. Han brummede blot let, som svar til hendes ord, hvor han også fik drukket al det lunkne vand som hun var kommet med, for det gjorde faktisk godt at få klaret halsen, dog kunne han ikke sige at varmen hjalp på den koldsved, som havde sneget sig over ham.
“Vil du virkelig efterlade mig i denne tilstand?[/color]” spurgte Ezekiel sagte og dog ganske roligt, som han blev liggende under dynen, som han også havde kastet over hende. Hun var bare stædig var hun! Han kendte hende jo alt for godt! Desuden nu hvor han kendte til sandheden omkring hendes synspunkt på ham og deres forhold dengang, så ville han jo faktisk gerne have at hun blev. Han så let væk fra hende. ”Du er slet ikke nød til noget.. Du gider bare ikke blive her,” mumlede han lettere irriteret, inden han vendte blikket mod hende med en bestemt mine, „og hvad hvis jeg har brug for dig her? Hvad hvis noget går galt midt om natten?” Han ønskede ganske vidst ikke at hun skulle gå, men hun stod jo heller ikke alene! Det var ikke engang ham der havde betalt, men denne såkaldte William, hvis krop han havde overtaget. At hun så ikke vidste at hun sad overfor Ezekiel, var jo en anden side af sagen, men kunne han overhovedet fortælle hende det? Ville hun overhovedet tro på ham? Han tvivlede, selvom der faktisk var mange beviser for at William burde være død. Han sukkede tungt, som han havde lagt sig helt ned i sengen. ”Få nu den kåbe på og læg dig ved siden af mig. Jeg kunne godt bruge lidt varme,” endte han med et skævt smil.

[Deleted]

Anyalina kunne stadig huske frygtelig meget af det som Ezekiel havde lært hende i sin tid, når det var ham som havde haft brug for hjælp, så det tips med lunken vand, var egentlig kun for at spare hans krop for at skulle bruge energi på at varme det op, når der ikke var nogen grund til det. At han så drak det, var ikke noget som hun sagde noget til, som hun bare satte skålen fra sig. Selv siddende halvvejs under den dyne som han nu havde valgt at kaste over hende, for det var faktisk rart med noget varme, også selvom hun slet ikke ønskede at blive siddende her sammen med ham, for det var slet ikke noget som hjalp hende i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod ham endnu en gang. Han ønskede virkelig bare at hun skulle blive her eller hvad? ”Jamen…” Han var virkelig, virkelig håbløs! Hun bed tænderne svagt sammen og vendte blikket en anelse mere væk fra ham og mod vinduet endnu en gang.
Det var ikke fordi at Anyalina havde nogen intentioner om at skulle efterlade William der, for det var tydeligt at han ikke kunne klare sig selv i den situation som han måtte befinde sig i, og det var noget som faktisk måtte irritere hende bare en smule, men det var nu også bare det. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han kendte hende så godt til at vide det? Og det var en tanke som irriterede hende, for det irriterede hende, at han kunne få det til at lyde som han havde kendt hende i frygtelig lang tid, for det var jo slet ikke tilfældet. ”Du kender mig ikke godt nok til at vide at jeg ikke gider, eller ikke kan, William.. Jeg er nødt til at gøre hvad jeg finder bedst, også for min egen skyld. Du skulle være taget hjem, i stedet for at søge hertil.. Du er jo rablende vanvittig..” endte hun med en yderst kortfattet stemme, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Selvfølgelig var hun jo selv bange for at det skulle gå galt, sådan som han havde det og så ud, men.. hun kunne vel ikke blive her, kunne hun? Han gav hende jo ikke ligefrem noget andet valg! Hun rystede let på hovedet, som hun alligevel valgte at give efter for presset. ”Du giver mig bare ikke noget andet valg, gør du? Du er virkelig noget af det mest håbløse, som jeg nogensinde har mødt..” endte hun ganske kortfattet, også fordi at hun vidste at han havde fat i en temmelig god pointe, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun endte med at skubbe dynen fra sig og rejste sig op. Kjolen skubbede hun af sin krop, hvor hun endte blotlagt for øjnene af ham. William havde jo trods alt set hende før, så det var ikke ligefrem noget som hun kunne tage sig af. Kåben fandt hun på badeværelset, som hun kastede omkring sig. At krybe under dynen med ham, havde hun dog ingen intentioner om. ”Så læg dig ned, og få dig noget søvn,” endte hun ganske kortfattet.

[Deleted]

“Ikke noget ’jamen’, lille frøken, jeg er ældst, så jeg bestemmer,[/color]” svarede Ezekiel drillende – samme kommentar han altid kom med, når hun begyndte at protestere, men han gad virkelig ikke diskutere det med hende! Han var faktisk usikker på om han ville kunne klare sig igennem en hel nat uden hjælp i løbet af natten, for med det som han havde været igennem, og uden nogen former for ressourcer, så ville han i hvert fald ikke kunne hjælpe sig selv, så der ville det være rart med hende, desuden så havde han også savnet hende, og med det han havde hørt hun var gået igennem, så ville han gerne have at hun blev hos ham, for han havde manglet hende, og han havde dårlig samvittighed over at han var gået ud for aldrig at vende tilbage, for at hun så selv var gået i døden, så et sted frygtede han vel at han ikke ville se hende igen, hvis hun gik ud af døren? Og den chance ønskede han ikke at tage! Problemet var jo så bare at hun så ham som William og ikke som Ezekiel, så ville han overhovedet blive i stand til at holde på hende? Han blev derfor i tvivl om han faktisk skulle afsløre sandheden eller ej.
Ezekiel hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, inden et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber. ”Åh du vil blive overrasket over hvor godt jeg kender dig, taget i betragtning af at jeg kender dig bedst,” svarede han med selvsikkerhed i stemmen, hvor noget urgammelt også måtte vise sig i de krystalblå øjne. Måske det var at afsløre sig selv rimelig meget, men ville hun overhovedet tro på det? Ville hun overhovedet kunne se det? Eller ville hun lade stædigheden forblinde hende fra sandheden og det som faktisk skjulte sig, men alligevel var så åbenlyst for hende? Han vidste det ikke, men lysten til at fortælle det, var stor. Han smilede dog blot muntert, som hun kaldte ham for vanvittig, for sandt var det jo faktisk. Han havde altid været lidt skør, samt levet livet farligt og gjort mange vanvittige ting, og det at overtage en andens krop, var vel én af de mange ting? At hun så også begyndte at kalde ham for håbløs, fik endnu engang det muntre og dog hemmelighedsfulde skær over hans krystalblå øjne. ”Nej.. jeg er den mest håbløse person, du nogensinde har mødt,” rettede han på hende, hvor smilet blev drilsk. Håbløs vidste han godt at han var, men det var ikke altid en dårlig ting! Denne gang var det jo faktisk godt, for så var han sikker på at hun ikke gik ud og blev alvorlig syg, men faktisk blev indenfor og holdt sig rask. Hun var og blev kun menneskelig og hun havde selv brug for varmen, hvilket han vidste.
Som Anyalina rejste sig og lod kjolen falde, gled et tydeligt tilfredst smil over Ezekiels læber, hvor han betragtede hende fra top til tå. Det var lang tid siden at han havde set den krop, skønt han slet ikke havde glemt hvor fantastisk den var. Smilet falmede dog en anelse, da han så det grimme ar hun havde på ryggen. Det ar han selv havde healet. Og da han havde healet det, havde hun forladt ham, hvor han altid havde troet at hun havde udnyttet ham, men efter i aften, så vidste han vel bedre? Hun havde vel fortalt sandheden? At han var den eneste der havde påvirket hende nogensinde, den eneste hun havde elsket, han kunne ikke benægte at det havde rørt noget dybt inde i ham. En gammel gnist. Han lagde sig roligt ned som hun sagde det, hvor han sendte hende et let smil. ”Du burde også hvile, min egen,” svarede han roligt – uden rigtig at ænse hvad han havde kaldt hende for, da det pludselig virkede så normalt.