Old reunion..?

[Deleted]

Anyalina havde ikke ligefrem det største bekendtskab til William, men lidt havde hun da fundet ud af i de dage hvor hun havde været nødsaget til at holde sengen og lade ham pleje hende, selvom det bestemt heller ikke havde været noget som hun havde været videre begejstret for, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. At han lod til at have glemt.. det hele, var slet ikke en tanke som hun var meget for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var faktisk noget som bekymrede hende en hel del, også fordi at det slet ikke lignede ham at være så konfus – af hvad hun vidste om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var. At komme ind i varmen var rart, også selvom hun ikke regnede med at blive hængende længe. Hun kunne tilse hans sår, sørge for at han fik noget søvn, og så kunne han vel.. fortsætte som han altid havde gjort det vel? Hun ønskede ikke alt for meget indflydelse, for ikke at glemme, at hun helst ikke ønskede at for mange mennesker skulle se hende, da hun jo var blevet forvist og bandlyst, selvom den tanke faktisk gjorde ondt. Hun følte bestemt ikke at hun fortjente den behandling som hun havde været underkastet!
Anyalina vendte blikket direkte mod William, som han direkte begyndte at ømme sig igen. Det kunne godt være, at han havde brækket ribben og alt muligt, men det var nu ikke noget som hun kunne tage sig af. Det skulle nok komme sig før eller siden, ikke sandt? Hun himlede let med øjnene og rystede så på hovedet igen. ”Altid og altid.. Du kender mig ikke nær så godt endnu, William.. Hvis du synes det her er hårdt, så skulle du bare vide..” mumlede hun irriteret. Hun kunne være meget hårdere end det som hun var i denne stund, også fordi at hun virkelig var mild lige nu. Hun magtede faktisk ikke meget af det andet, men det var jo slet ikke noget som han havde behov for at vide! Hun smed hans bukser fra ham og vendte blikket mod ham. ”Du ved udmærket godt, at du ikke tiltaler mig på den måde.. Kun en har gjort det.. som nævnt,” endte hun sigende igen, som hun blinkede til ham, inden hun søgte ind på badeværelset. Mulighederne og midlerne var ganske vidst ikke særlig mange, men de var der da om ikke andet. Nu hvor han havde gjort så meget for hende, så var hun jo trods alt også.. nødt til at gengælde tjenesten på de måder, som hun nu havde, ikke sandt? Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun kom tilbage til ham. Hun rystede endeligt på hovedet. ”Jeg bliver her ikke, så det er ikke nødvendigt,” endte hun ganske kortfattet, idet hun satte håndklæderne og nålen samt tråden fra sig, for at søge tilbage for at fylde den lille skål op med lunken vand, så hun kunne få det vasket lidt. Hun bed sig svagt i læben. Hun hadede at være fremstillet så.. svag som det hun følte sig!

[Deleted]

Hvad der var sket med Anyalina efter at Ezekiel var gået ud af døren den aften, vidste han ikke, selvom det ikke just begejstrede ham, for hun var tilsyneladende gået i døden præcis som ham selv. Han følte skyld fordi han ikke havde været der til at beskytte hende, for hun havde jo haft dybe sår og brækkede knogler, så det havde også været dumt af hende at søge ud! Man kunne jo så sige at det var heldigt at hun havde mødt denne William, for han havde tydeligvis genoplivet hende, desværre så kendte han ikke selv noget til denne mand, hvis krop han brugte som hylster for sin sjæl, så måske han burde spille på sin uvidenhed og det at han havde ’slået hovedet’, for at finde ud af det? Han vidste jo ikke rigtig hvordan han ellers skulle finde ud af det, medmindre han kunne gå på opdagelse i denne krops hjerne, imens den stadig huskede det tidligere liv, som William havde levet.
At Anyalina skulle være stå hård ved ham – noget som typisk var hende – var noget som irriterede Ezekiel, for hun kunne godt tage og vise hensyn! Han stak heller ikke fingeren i hendes sår, når hun var skadet! Hendes ord påmindede ham dog om at han skulle være forsigtig med hvad han sagde, for ganske vidst så hun ham jo som William og ikke som Ezekiel. Han bed sig let i den bløde underlæbe, inden hans blik flakkede tænksomt. Han endte dog med at fnyse til hendes ord. ”Du skulle bare vide..” mumlede han, som han så utilfredst væk. Han kendte hende! Eller han kendte hende gamle jeg, havde hun forandret sig i de år, ja så kunne han jo ikke prale af at kende hende bedst, hvor han også var usikker på om hun havde været sig selv, eller om det bare havde været skuespil igennem deres ægteskab og årene forinden det. Hendes følgende ord fik dog et mindre håb til at spirer i hans indre. Der havde kun været én? Han tog sig selv i at se håbefuldt på hende, inden han rømmede sig og trak let på skuldrene. ”Og øh.. hvem var det nu igen?” spurgte han roligt, som han så mod hende igen med et mere kontrolleret blik. Han måtte tage sig lidt i nakken for ikke at dumme sig og afsløre sig selv inden tid! Hvordan han overhovedet skulle afsløre sig selv vidste han heller ikke, for ville hun så overhovedet tro på ham? Det hele føltes som en umulig opgave, men han måtte ikke give op. Han så mod hende igen, som hun kom tilbage, hvor han måtte hæve det ene bryn i forundring til hendes ord, inden han blev direkte stædig. ”Hvad?! Du kan da ikke gå ud i det vejr! Har du overhovedet et sted at være?” spurgte han sagte, som han sendte hende en fast mine, skønt hun gik ud for at fylde skålen op, hvor han blot blev liggende i sengen, da han alligevel ikke havde kræfter til alt. Men at lade hende gå ud i det vejr det nægtede han! Måske regnen det kun, det var ikke nogen storm, men hun måtte vel have været på gaden siden hun havde fundet ham? Og så skulle hun bestemt ikke tilbage igen!

[Deleted]

Anyalina vidste godt, at det havde været forkert af hende at søge ud i den tilstand, som hun havde været i. Men eftersom Ezekiel aldrig var kommet hjem, så var hun faktisk blevet bekymret for ham, og som dagene var gået, så havde hun søgt ud. At det så skulle være en beslutning som skulle tage hendes liv, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Nu havde hun lært, og derfor ville hun helst bare gerne være alene omkring det hele, hun havde ikke brug for nogen! Hun ønskede ikke flere ømme punkter som kunne rammes, og nu hvor Ezekiel ikke længere var omkring hende, så kunne det virkelig også bare være lige meget alt sammen, for det var slet ikke noget som hun fik noget ud af, at skulle tænke på uanset! Hun var alene, og hun havde ikke nogen til at hjælpe sig mere, uanset hvor hård den tanke faktisk var, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved uanset hvad.
Anyalina ville bestemt ikke ligefrem vove at påstå at William kendte hende, for han havde ganske vidst haft kendskab med hende i et par dage, udelukkende fordi at hun havde været tvunget til at ligge i hans seng, for ikke at ende med at glide tilbage i døden, men af den grund, så havde han altså heller ikke fået det største indblik i hvem hun var som person! Blikket gled direkte mod ham endnu en gang, og med en mere direkte og fast mine end det som hun havde haft tidligere. Det begyndte at irritere hende, at det var den fremgangsmåde som han skulle lægge sig, men det var jo også hendes indblik i ham; At han var lidt for høj i hatten! ”Hvad mener du med det?” spurgte hun en kende spidst, for det var i sig selv, faktisk en tanke som gjorde hende en anelse sur. Han kendte hende jo slet ikke, så det var slet ikke noget som hun ville høre nogen som helst former for tale om, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! At han spurgte ind til hvem det var igen, var noget som svagt fik hende til at bide sig i læben. Uanset hvor lang tid hun havde været død – eller ham for den sags skyld, så var og blev han altså et ømt punkt for hende. Hun rystede på hovedet og gik tilbage mod badeværelset. ”Ezekiel,” svarede hun bare stille. Løgn var det jo trods alt ikke. Det kunne godt være, at hun havde været ond og direkte modbydelig overfor manden, men ikke desto mindre, så havde hun faktisk elsket ham. Skålen fik hun fyldt op med vand, idet hun gik tilbage til ham igen. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Selvfølgelig har jeg et sted at være..!” løj hun, også selvom hun var temmelig god til at virke overbevisende, for hun ønskede da slet ikke at han skulle følge efter hende, for det ville hun da slet ikke have! Det var slet ikke noget som ville hjælpe hende, og hun var jo fortabt nok som det hun var i forvejen!

[Deleted]

Ezekiel kendte faktisk Anyalina utrolig godt, eller det ville han da i hvert fald selv påstå. Måske det hele havde været et skuespil fra hendes side af, men der var alligevel visse ting som man bare ikke kunne skjule ved sig selv, såsom måder man reagerede på. Han kunne selvfølgelig ikke sige om hun havde været en hel anden, men det tvivlede han lidt på, skønt hun måske ikke havde haft kærlige følelser for ham, for hun havde jo egentlig bare manipuleret med ham og udnyttet ham, så han havde healet hendes krigsskade, der havde efterladt et grimt ar på hendes ryg, selvom det vel var til at leve med? For selve såret havde konstant været inficeret, samt det havde gjort hende hæmmet fra at gøre noget ordentligt arbejde og kæmpe, så hun kunne takke ham for at være tilbage i sadlen igen, skønt han følte sig dum at han havde åbnet op for hende, for hun havde virkelig knust hans hjerte og ikke mindst kørt ham fuldstændig psykisk ned, da han trods alt havde været smaskforelsket i hende. Han endte med at se lettere nervøst op mod hende til hendes ord. Ja hvad mente han med det? Hun vidste jo ikke at han var Ezekiel! ”Jeg øhm.. jeg mente jo bare.. at … at jeg har fået et bedre indtryk af dig end du tror!” svarede han, hvor han startede usikkert ud for at ende selvsikkert, hvor han let lagde armene over kors med en bestemt mine. Det virkede ikke til at de havde været sammen længe, så måske nogle dage? Af de brudstykker han havde og hvis han kendte Anyalina nok, så havde denne William genoplivet hende og holdt hende i sengen til hun var blevet frisk, derefter havde hun været for stædig og ville videre for at klare sig selv – typisk hende i hvert fald. I så fald ville det kun have gjort at denne William og Anya havde kendt hinanden for nogle dage, måske en uge, så nej, William kunne ikke kende hende særlig godt, skønt han stadig kunne få visse ting med sig på et par dage.
Anyalinas ord kom bag på Ezekiel, hvor han også spærrede øjnene op af overraskelse, som hun sagde netop hans navn. Hun lagde dog ikke mærke til hans overraskelse, da hun havde vendt ryggen til ham for at gå mod badeværelset. Ham? Havde hun virkelig elsket ham i sin tid? Smilet bredte sig på hans læber, som han vendte blikket væk. Så måtte han jo alligevel have gjort et indtryk af hende, gad vide hvorfor hun så var smuttet? Hans gæt var ganske simpelt og på et ord; Malisha. Han vidste at de to altid havde haft et nært venskab, selvom hun var blevet dolket i ryggen af Malisha til sidst. Han selv havde aldrig brudt sig om Malisha, nok mest af alt fordi kvinden var skyld i Anyalinas handling og opførsel i sin tid, som hun også var grunden til at ægteskabet var blevet brudt, og ikke mindst så havde hun valgt at dolke Anyalina i ryggen i sidste ende og det fandt han alt sammen bedragerisk! Han strøg let tungen over læberne, som han så mod hende ude på badeværelset. ”Fortæl mig om denne.. Ezekiel. Hvordan var han?” spurgte han nysgerrigt og dog opfordrende, han ville jo faktisk gerne finde ud af sandheden. At hun sagde at hun havde et sted at være fik ham til at hæve et øjenbryn i et sigende blik. ”Du lyver,” konstaterede han roligt. Han kendte hende godt nok til at vide det! ”Du sagde det alt for hurtigt, det er bare en undskyldning for at du ikke skal blive, men jeg beder dig om at blive, sengen er trods alt til to personer, og der er en kåbe i skabet eller på badeværelset, så jeg insisterer,” svarede han bestemt – tydeligt Ezekiels personlighed igen.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det hele havde været et skuespil fra Anyalinas side, men hun havde faktisk elsket Ezekiel. Det hele havde startet ud som en rolle for hende, for at få en mand til at redde hendes liv og opvarte hende. Hun havde faktisk elsket det, også selvom det var Malisha som havde sat en stopper for det hele, udelukkende fordi at manden ikke var en warlock. Jovist var det en tanke som havde gjort hende trist, men loyal havde hun altid været, og selvfølgelig havde hun end ikke tøvet med at handle for hendes leders bedste, og derfor havde hun forladt ham, også selvom det var den hårdeste beslutning som hun nogensinde havde taget, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været en nem en af slagsen! At hun så var blevet bedraget i den anden ende, og kylet ud, var næsten det som gjorde det hele værre! Nu hvor hun havde været død, så kunne hun næsten fortryde at hun ikke havde stået på Vladimirs side, og hjulpet ham lidt på vej, og muligvis fået noget ud af det på egen hånd? Hun vendte blikket direkte i retningen af William igen, hvor hun let himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Det er alt sammen meget fint, William, men jeg kan forsikre dig, at de formaninger du gør dig om mig, næppe er sande. Jeg er ikke den kvinde, som du går og tror jeg er,” afviste hun ganske sigende. Hun lukkede ikke folk tæt på, også selvom hun måske viste sig fra en mere blid side nu, så.. var det ikke noget som skulle ske nogensinde igen! Det var et løfte til hende selv!
Ezekiel havde været den eneste som havde været i berøring af Anyalinas hjerte, og det var slet ikke noget som hun ønskede anderledes, også fordi at hun slet ikke ønskede at lukke andre tæt ind på sig igen. Det gjorde ondt, også fordi at det kun førte svigt med af den ene eller den anden slags, uanset hvor meget hun gjorde ved det! Hun vendte blikket mod ham, som hun kom tilbage til ham med den lille skål med vand. Hun rystede endnu en gang på hovedet. ”Verdens mest naive mand, kan jeg fortælle dig.. Dog med et godt hjerte.. Han hjalp mig da jeg havde brug for det. Gode intentioner, lidt skør i bolden.. Jeg faldt vel for det.. Som du selv har sagt, er det sjældent man møder en med humor, og han havde meget af den..” Tanken fik hende svagt til at smile. Hun kunne huske adskillige jokes som manden havde fyret af, hvor det kun havde været ham som havde set pointen i dem. Hun dyppede roligt det ene hjørne af et af de mindste håndklæder i vandet, idet hun roligt vaskede rundt omkring såret som han havde i siden. At han skulle kommentere hendes løgn, var noget som direkte måtte irritere hende, for hun kunne godt selv finde ud af det! Hun passede sig selv, og det havde hun så sandelig også altid gjort! Specielt nu! ”Jeg kan udmærket godt passe på mig selv William.. Jeg behøver ikke dig til at passe på mig mere..” afviste hun med en yderst kortfattet og noget bestemt mine. Hun mente det skam!

[Deleted]

Uanset hvilke grunde Anyalina havde haft til at forlade Ezekiel, så ændrede det ikke på at han virkelig havde elsket hende som han aldrig havde elsket nogen før og hun havde forladt ham, hvilket havde knust hans hjerte, og efter at Giovanni havde gjort ham psykisk stærk igen, så havde han nægtet at åbne op for nogen som helst, og om det overhovedet ville ske ved Anyalina igen, det håbede han et sted ikke, for han frygtede virkelig en gentagelse og han var bange for at han ikke ville kunne klare det igen, desuden så havde hun virkelig sørget for at der var kommet et knæk i tilliden, for hun havde jo manipuleret med ham og udnyttet ham på den groveste måde ham overhovedet kunne, hvor hun havde leget rundt med hans følelser for hende, hvilket kun gav ham en dårlig smag i munden, for han havde virkelig været dum! Men som man sagde; kærlighed gør blind – og det var vel også sandt? Hendes ord om at han ikke kendte hende fik ham til at trække hemmelighedsfuldt og næsten lumsk på smilebåndet. ”Okay.. så siger vi det,” svarede han roligt og i samme gådefulde tone, som smilet kun bredte sig yderligere, så han næsten kunne se helt lusket ud. Han kendte hende netop bedre end hvad hun selv troede, for han var trods alt Ezekiel og ikke denne William.
Ezekiel vendte blikket nysgerrigt imod Anyalina igen, da han faktisk oprigtig var nysgerrig på at vide hvordan hun faktisk havde haft det med ham. Et sted var han bange for at hun ville afvise hans spørgsmål, men da hun så faktisk valgte at give ham et svar, så lyttede han også intenst efter. At hun kaldte ham for naiv, fik ham til at rynke på næsen, selvom han jo nok ikke kunne komme udenom at hans gode hjerte altid havde gjort ham lidt naiv, men det havde også ændret sig drastisk efter at hun var skredet. Han trak på smilebåndet da hun så begyndte at kalde ham for skør og med en masse humor, hvilket han endnu havde, hvor tanken også morede ham. Han kunne godt huske, da han første gang havde forsøgt at joke sig ind hos hende, hvor hun bare havde stirret på ham som havde han været direkte tosset, selvom det også havde ændret sig med tiden, da man vel godt kunne sige at hans humor var smittet lidt af på hende? Et højt og godt humør havde han jo altid haft dengang. Han tog sig selv i at sidde og storsmile, hvor han rømmede sig ganske let. ”Han lyder som én der gjorde indtryk på dig,” svarede han roligt, som han lod hovedet søge let på sned, idet han fortsatte mere forsigtigt; „hvad skete der så med jer?” Han ville jo gerne høre den sande version, særligt fordi han ikke selv helt vidste hvad han skulle tro på længere. Han måtte skære en grimasse da hun tørrede omkring såret i hans side, hvor han kneb øjnene let sammen, da det gjorde ondt. Smerten nød han dog et sted, netop fordi den var med til at få ham til at føle sig levende. Han så roligt mod hende til hendes ord. ”Det ved jeg, men måske jeg har brug for dig til at passe på mig?” foreslog han, som han vendte hendes ord om. Det var halvt om halvt sandt, eftersom han havde brug for hende til at tage sig af hans sår, da han selv var for afkræftet og hans krop for svag til at overleve på egen hånd, men han havde altid været en mand der havde taget vare på sig selv, så det var ikke fordi han ikke kunne finde ud af det.

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi Anyalina havde haft lyst til at snyde og bedrage Ezekiel, for hun havde jo elsket ham, men det ultimatum som hun var sat for, havde virkelig krævet af hende, at hun skulle lade ham gå, selvom det havde været hende en frygtelig hård beslutning. Han havde vel også haft det bedre uden hende? Også selvom de jo faktisk var endt gift og det hele? Hun havde nydt tanken, og selv savnede hun jo den ring på fingeren, men at sidde og tænke over den tabte fortid, var slet ikke noget som nogen af dem, ville få noget ud af som sådan, hvilket han allerede nu var klar over i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke. Følelserne kunne hun ikke styre, hvilket nok var noget af det eneste som hun faktisk ikke havde nogen kontrol over, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hun kunne jo ikke ligefrem gøre det store ud af det. Hun himlede med øjnene af hans næsten lumske smil. Han irriterede hende virkelig i en stor grad efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen! ”Det er lige hvad vi gør,” endte hun kortfattet. Hun havde snydt og bedraget den eneste mand som hun havde holdt af, for ikke at glemme, at hun havde mistet alt andet.. hun ønskede ikke at gøre ham yderligere ondt end det som hun havde gjort nok i forvejen.
At William skulle spørge sådan ind til Ezekiel var noget som rev op i mange af de gamle sår for Anyalina, selvom det var noget som hun lod forblive uset i hendes blik. Det hele hvilede i det indre efterhånden. Smerten vendte hun indad, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville have, at han skulle se! Det var bestemt ikke noget som ville gøre tingene bedre for hende uanset! Hun nikkede. Manden havde virkelig gjort et indtryk, men det havde også efterladt sig sine dybe spor. Havde det ikke været for ham, så havde hun nok ikke haft den humor som hun havde i dag, for hun havde jo faktisk.. forstået det. Hun havde forstået sig på den humor som han havde lært hende! ”Han er den eneste som har..” endte hun sigende. Disse spørgsmål besvarede hun kun, udelukkende fordi at hun regnede med at det skulle være sidste gang hun så ham. Desuden følte hun lidt, at hun skyldte ham, efter alt det som han havde gjort for hende. ”Vi blev gift,” svarede hun ærligt, som hun vendte blikket mod ham, efter at have vasket lidt rundt om hans sår. Hun gjorde det faktisk så forsigtigt, som man nu kunne forvente det af en dvasianer. ”Malisha bifaldt det ikke.. hun satte mig i et valg, hvor jeg blev tvunget til at vælge ham fra.. Jeg efterlod ham med ringen på min pude,” svarede hun, som var det uden betydning, også selvom Ezekiel som burde kende hende, kendte hende godt nok til at vide, at hun faktisk var ekstremt påvirket. Et sted.. græd hun vel i det indre ved den tanke? Hun dyppede varsomt kluden igen og vendte blikket mod ham. Hun var endt mere stiv i minen end tidligere, også for at holde følelserne på afstand. ”Du burde være blevet hjemme… Konstantin kunne vel altid kigge efter dig..?” endte hun sigende. Af hvad hun vidste, så var det et stærkt partnerskab mellem de to?

[Deleted]

Ezekiel kendte skam Anyalina bedre end hvad hun beskyldte ham for, selvom ja.. hun beskyldte ham jo faktisk ikke for det, men denne såkaldte William. Det var næsten synd at han var gået i døden, og at han selv havde overtaget mandens krop, for hvem ville nu holde en smuk begravelse for ham? Det gjorde han jo lidt umuligt for folk netop ved at have overtaget hans krop og bruge den som hylster for sin sjæl, men han havde skam planer om at finde ud af hvad der var sket med hans egen krop, hvor det måske også kunne føre ham til hans morder og vedkommende som havde dræbt ham, hvis det da overhovedet var smart at opspore vedkommende, men det fandt han vel ud af? ”Okay,” endte han roligt og dog i samme gådefulde tone, som om der stak noget under, skønt hans smil blot blev morende af hendes ord, for det var tydeligt at hun ikke brød sig om at have folk tæt på sig, selvom det jo automatisk kom over flere møder, for så lukkede man ubevidst op for vedkommende man var sammen med. Det var så ikke fordi han havde brug for flere møder for at finde ud af hende, for han kendte hende jo allerede i forvejen, for ikke at glemme at de jo faktisk havde været gift.
At Anyalina ikke brød sig om at snakke om ham, kunne Ezekiel godt fornemme på hende, hvilket også var grunden til at han ikke stillede overdrevne mange spørgsmål, skønt de hvilede i de indre, han kendte jo desuden historien, så den gad han ikke rigtig spørge ind til. Han trak let på smilebåndet, da hun fastholdt at han var den eneste der havde gjort et indtryk på hende, hvilket faktisk rørte noget inden i ham. Hun havde virkelig elsket ham? Så havde det ikke været falsk? Han så roligt mod hende, hvor han blot nikkede stumt til at de var blevet gift, for hele historien kendte han jo udmærket godt til. At hun så fortalte at det var Malisha der havde ødelagt alt, beviste også blot Anyalinas irriterende loyalitet til kvinden – den havde altid irriteret ham! Og det gjorde den stadig! Malisha havde slet ikke fortjent Anyalinas loyalitet og støtte, for den kvinde havde kun behandlet Anya af helvedet til, hvilket forvisningen også indikerede! ”Det var ikke særlig sødt gjort,” pointerede han roligt, til det at hun havde efterladt ringen. Han huskede det tydeligt, han var vågnet og det eneste han havde fundet, var ringen og et afskedsbrev. At hun var forsigtig med hans sår, var noget som han værdsatte, hvor det heller ikke gjorde særlig ondt mere; der var dog mange sår endnu. ”Men jeg sagde jo at Malisha ikke var til at stole på, og du brændte snuden!” påpegede han med et fnys, selvom det gik op for ham at denne William måske ikke havde sagt det, hvilket fik ham til at vende blikket hurtigt imod hende. På den anden side, hvorfor skulle William hjælpe Anyalina, hvis han var Malisha tro? Forhåbentlig så ville Anyalina ikke mærke mistanke! At hun nævnte Konstantin, fik ham til at se forundret mod hende. ”Konstantin? Konstantin Rozentas?” Hans ord var kun dæmpede. I nogle år havde han faktisk haft et rigtig godt forhold til Konstantin, hvor de også var blevet nære venner. Han havde blandt andet hjulpet manden med at forhekse hans ring, så han ville blive genoplivet hvis han døde overnaturligt. Men på den anden side, hvem kendte han så ikke af alle ældre? Alle ældre kendte vel hinanden? Han gjorde i hvert fald, da hans arbejde altid havde bragt ham vidt. Men det ville sige at manden hvis krop han havde, var William Rozentas, han havde godt hørt Konstantin tale lidt om ham, skønt det var mange år siden og det gjorde ikke at han kendte William bedre. Han endte med at tage sig til hovedet, da en kraftig hovedpine slog ind over ham, hvor han måtte knibe øjnene sammen. ”ARG!” Han bed tænderne kraftigt sammen, som nogle billeder gik igennem hans hoved, hvor det gik op for ham at han var William, der sloges og skændtes med Konstantin. Som synerne drev over, forsvandt hovedpinen også, hvor han hev let efter vejret. ”Jeg.. De skændtes. Jeg mener! Vi kom op at skændes,” fortalte han anstrengt.

[Deleted]

At snakke om Ezekiel, var faktisk noget som gjorde ondt på Anyalina, også fordi at han havde været den eneste mand, som hun faktisk havde lukket tæt, og det var i sig selv, ikke noget som hun havde fortrudt på nogen måde, for hun havde virkelig elsket ham.. og utrolig højt endda, hvilket også var noget af det som gjorde, at det var den hårdeste beslutning som hun nogensinde havde taget! Hun vendte blikket mod ham igen, som han fortsatte med at grave i det. Ikke fordi at hun bifaldt det, for det gjorde hun bestemt ikke, men hvis det var noget som holdt ham okkuperet, mens hun vaskede hans sår, så var det også fint for hende. Hun havde ikke just noget at rense det med, for det kostede penge, og det havde hun altså ikke noget af! Hun trak let på skuldrene. At lægge ringen og et afskedsbrev på den måde, var måske ikke det sødeste som hun kunne gøre, men det var ikke en konflikt som hun ville have været i stand til at tage op med ham ansigt til ansigt af en simpel grund; Hun havde elsket ham. Og det gjorde hun stadig. ”Jeg havde ikke et valg.. Malisha ville have slået ham ihjel, hvis jeg ikke gjorde som hun ville have.. Og det ønskede jeg ikke..” Hun vendte blikket ned mod skålen med vand, hvor hun fik vredet kluden op igen. Vandet var allerede rødt af hans blod, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af. Hun måtte jo bare vaske det så godt som muligt.
Anyalina vendte blikket direkte i retningen af William som han nærmest endte med at udbryde, at hun ikke burde have stolet på Malisha, for det vidste hun jo godt nu! Det havde han da aldrig nævnt noget omkring! ”Hvad pokker snakker du om, William? Det har du da aldrig nævnt!” endte hun med en fast tone. Hvad han havde nævnt, var at Malisha havde gjort en fatal fejl! Hun havde da kun gjort hvad kvinden havde bedt hende om! At han pludselig endte med en massiv hovedpine, fik hende til at vende blikket direkte i hans retning. Hun blinkede let med øjnene, som hun svagt kneb øjnene sammen og trak kluden til sig. At William og Konstantin havde.. skændes havde hun ikke ligefrem fået med sig, men igen, så havde hun også ligget i sikkerhed på mandens værelse og mere eller mindre sovet hele opholdet igennem, men det havde skam også været nødvendigt for hendes vedkommende, for det havde så sandelig også været tiltrængt. Han virkede i den grad rundt på gulvet! Hun himlede svagt med øjnene. ”Det forundre mig ikke.. Du sagde selv, at man nok ikke skulle komme Konstantin på tværs, efter Malisha forlod ham..” endte hun, som hun varsomt gav sig til at vaske såret og fandt så nålen og tråden frem. Hun var nødt til at tage et af gangen, ellers blev det da for meget! Hun trådede nålen med en tydelig koncentration, også selvom hun virkelig var kold, så holdt hun faktisk hånden stille. ”Lig stille..” endte hun kortfattet, som hun gav sig til at sy hans sår meget forsigtigt sammen.

[Deleted]

Det var ikke kun Anyalina det var et ømt punkt for, men også ham, for han var jo i virkeligheden Ezekiel, den mand som hun faktisk sagde at hun havde elsket. Det lettede ham dog at vide at deres ægteskab faktisk ikke havde været baseret på falske følelser, men at hun havde sagt ja af oprigtighed, selvom det vel stadig var lidt falsk? For udnyttet ham havde hun jo trods alt stadig gjort. Men han forstod dog godt hvorfor hun ikke havde sagt det direkte til ham, for han havde gjort alt hvad der stod i hans magt for at overtale hende til at blive, men måske de så sammen kunne have bekæmpet Malisha? Han vidste godt selv at det var ønsketænkning, for Anyalina var alt for loyal til at gå op imod kvinden, hvilket han allerede nu vidste, så det ville aldrig være blevet til noget og den tanke irriterede ham, for så havde hun aldrig valgt med hjertet, men valgt pligten i stedet for og han kunne ikke komme udenom at den tanke faktisk gjorde ondt. Han endte dog med at grine ganske fornøjeligt. ”Hå hå.. tror du ikke je.. han havde klaret sig imod hende? Malisha er måske en gammel ravn, men hun er ikke uovervindelig, hun er for snæversynet og det bliver hendes nederlag,” endte han i en næsten begejstret tone – som lå normalt til Ezekiel og slet ikke til William, hvis man kendte ham godt nok. Han undlod også at komme med ting om ham selv, for så ville hun bare blive for mistænksom, men det var tydeligt at hun ikke kendte hans magiske styrke, for han kunne sagtens vise Malisha et par trick eller to! Hans magi var ældgammel og utrolig farlig, han havde studeret warlockerne, da han havde været i lære hos én; Nigel, så han var på ingen måder ufarlig, tværtimod strakte hans magi sig frygtelig langt!
At Ezekiel havde været for hurtig og dummet sig, gik op for ham, da hun begyndte på at han ikke havde sagt det, hvor han også så lettere tænksomt ud i luften med sammensnerpet mund. Den var vel ikke så svær at redde? ”Men jeg har tænkt det! Og jeg synes det er for ringe at du lader hende have den magt over dig,” svarede han bestemt og vendte næsen i sky, som var han utilfreds og fornærmet. Hun havde trods alt valgt den kvinde over ham og det brød han sig på ingen måder om! Hun havde vist ham at hendes loyalitet var stærkere end hendes følelser for ham, og det var den tanke der skar i hans hjerte, forhåbentlig havde hun lært sin lektie, selvom han næsten måtte betvivle det.
Den pludselige hovedpine og de mange syner der kom igennem som viste hele skænderiet og kampen med Konstantin, var virkelig overvældende for Ezekiels vedkommende, hvor han kneb øjnene fast sammen, imens han tog sig til den ene tænding. Han holdt tænderne sammenbidt, som det drev over så hurtigt den var kommet, hvor han vende blikket mod hende til hendes ord. Hvis han besad William Rozentas’ krop, som var Konstantins fætter, så ville det jo sige at han var i en warlocks krop og ikke alkymist. Tanken gjorde ham næsten kun helt ærgret, for han havde faktisk elsket at være alkymist! Og hvad nu vis han ikke kunne samme magi igen! Så skulle han starte fuldstændig forfra! Det var jo jordens undergang for hans vedkommende! Han måtte finde sin samling af dagbøger og lære sin magi igen! Han fnøs let til hendes ord, hvor han måtte skære en grimasse og bide tænderne kraftigt sammen da hun begyndte at sy ham. ”Av..” mumlede han, som hun slet ikke havde bedøvet ham med noget som helst! Hun var for pokker da warlock, hun burde kunne trylle alt frem! Han gryntede utilfredst, som han så ud i rummet. ”Konstantin er ikke typen man skal gøre vred. Måske han har en lang lunte, men når han først er vred, så er helvedet løst,” svarede han sammenbidt.

[Deleted]

Anyalina havde altid været Malisha loyal, også fordi at den kvinde havde skænket hende så frygtelig meget. At hun nu havde taget alt fra hende igen, var jo så en anden side af sagen, og noget som direkte måtte irritere hende, men ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Det gjorde ondt for hende at nævne det for ham, velvidende om at Ezekiel var gået i graven uden at kende til den sandhed, men når han ikke var der, så kunne hun jo heller ikke sige det til ham? For ikke at glemme, at hun ikke havde nogen grav at søge til, så et sted så gjorde det ondt for hende at det var sådan det nu var, men hun kunne lige så godt bare vænne sig til tanken, for det var sådan tilværelsen skulle ende med at blive for resten af hendes liv. Han måde at reagere på, var noget som pissede hende af, for han kendte slet ikke til Ezekiel! – Troede hun da om ikke andet. ”Du taler som du kendte ham,” begyndte hun med en næsten irriteret stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Næverne knyttede hun ganske let, som hun vendte blikket ned mod kluden i sine næver. ”Jeg ved godt at Ezekiel e… var dygtig. Jeg elskede ham.. Jeg ønskede ikke at han skulle komme til skade.. Desuden går jeg ud fra, at han havde det fint og bedre uden mig..” endte hun. At blotlægge sig sådan, gjorde hun som sagt ikke normalt, men et sted så følte hun at hun skyldte ham en forklaring, også nu hvor de var inde på det.
Det var bestemt ikke fordi at Anyalina ikke satte pris på Williams mening, for det gjorde hun faktisk, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu. Hun himlede med øjnene. ”Tror du virkelig, at hun har den kontrol over mig nu? Hun har bandlyst mig.. smidt mig ud, og tvunget mig til at leve mere eller mindre som en raceløs..! Jeg kan ikke opsøge nogen af min slags, så lang tid hun sidder med magten! Hun har ingen magt over mig mere..!” endte hun med en fast tone. Løgn var det jo trods alt ikke, for hun havde ikke nogen leder mere. Hun var.. alene.
Hvad der skete i Williams hoved, havde Anyalina ikke nogen anelse om. Hun gik vel automatisk ud fra, at det var efter det slag som han havde taget på sig? Selvom det næppe var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang, som hun var gået i gang med at sy ham. Det krævede virkelig koncentration fra hendes side af, eftersom hun sad i sit kolde og våde tøj endnu. Hun ville egentlig bare gerne blive færdig med det her, så hun kunne komme videre og væk fra ham! ”Jeg ved det godt.. Personligt har jeg aldrig haft noget imod manden.. Kun haft ondt af ham, da han var forlovet med kvinden,” endte hun kortfattet, som hun tog et par sting mere. Hun gjorde det faktisk så forsigtigt som hun kunne!

[Deleted]

Ezekiel kom med dumme udbrud, som faktisk afslørede ham selv og viste at han slet ikke var William, fordi det slet ikke var noget som William burde kende til eller som ellers burde være på den måde, men det var jo også svært for ham at reagere som manden ville, når han slet ikke kendte til manden! Han havde godt hørt lidt om ham, kun fordi han havde kendt Konstantin og han vidste at manden havde smidt alle familie medlemmer ud fordi de havde haft nogle sære og dræbende traditioner og ritualer, som Konstantin ønskede at lave om på fra det øjeblik han blev hertug, og han havde kort nævnt at William havde været den eneste han havde kunnet lide fra familien, skønt de ikke havde haft det bedste forhold. Men det han havde fået at vide var så lidt og så lang tid siden at han ikke kunne bruge det. Han bed sig let i tungen, hvor han let trak på skuldrene. ”Jeg kendte ham ikke, men jeg har hørt om ham, igennem Konstantin,” forklarede han sig roligt udenom, hvilket et sted var meget godt at han havde kendt Konstantin! Det priste han sig næsten lykkelig over i øjeblikket! Hendes videre ord fik ham dog til at se forfærdet på hende. Han klarede sig bedre uden hende?! ”Du tager fejl!” endte han bestemt og fast, selvom han igen tog sig i sit dumme udbrud, hvor han forbandede sig selv i sit indre, „jeg mener! Hvis man virkelig elsker en person, hvordan skulle de så kunne klare sig bedre uden hinanden? Du virker også til at være påvirket af hans død, og synes du at du klarer dig bedre uden ham?” Hun havde trods alt mistet alt, havde han nu været i live, så havde hun da kunnet få ly hos ham, hvilket hun jo også havde haft, da han havde fundet hende udstillet ved teateret, og nu havde hun ingenting tilbage – det troede hun i hvert fald for sandt var det ikke.
“Det glæder mig at du er kommet lidt til fornuft,[/color]” endte Ezekiel roligt, som et skævt smil gled over de rosenrøde læber. Han lod hovedet søge let på sned, „men tager jeg ikke meget fejl, så virker du opgivende, hvilket ikke ligner dig, du har altid kæmpet for din plads, hvorfor give op nu?” Han tænkte ikke over at han endnu engang talte som sig selv og ikke som William, da han jo følte sig som sig selv og ikke nogen anden mand, derfor var han jo også nød til at anstrenge sig lidt mere! Ellers så afslørede han sig da alt for hurtigt!
Ezekiel vendte blikket mod hende, hvor han roligt lagde sine nu lidt mere varme hænder over hendes, hvor han lod sine tomler stryge over hendes hænders side, imens et mildt smil hvilede på hans læber. ”Du er iskold Anya.. kom nu ud af det våde tøj og i den kåbe? Så kan du også bedre sy mig sammen,” svarede han roligt, uden at tænke over at han lignede William og ikke sig selv. Nu hvor han havde fået sandheden at vide, så kunne han godt mærke at det havde rørt noget inden i ham, og at han kom lidt mere tilbage til sit gamle jeg, som hun havde kendt dengang de havde været gift og ikke var så følelseskold. Han endte med at slippe en høj og munter latter til hendes ord – der kun mindede alt for meget om hans egen latter. ”Åh ja! Den arme mand! Men man må give ham, det er stærkt at han har holdt hende ud så længe,” svarede han morende, hvor han grinte højt og muntert igen – han var nok den eneste der kunne finde morskab i noget dårligt på den måde, skønt han igen ikke tænkte over det. Han skar dog igen en grimasse da hun tog flere sting, skønt han kunne mærke at hun var forsigtig.

[Deleted]

Anyalina savnede Ezekiel mere end det som man kunne give udtryk for, hvilket vel også var derfor hun valgte at holde det i sig? Hun fik ikke noget ud af at tænke på det, også fordi at det kun fik hende til at tænke på det, som hun faktisk i princippet havde mistet, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme kortfattede mine. Han snakkede som han kendte til Ezekiel, hvilket i sig selv, faktisk var noget som gjorde frygtelig ondt, selv for hende, for selvom hun var en hård kvinde, så havde hun faktisk et hjerte, og det var i den grad berørt, nu hvor hun var direkte tvunget til at tænke på Ezekiel. Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang ved hans ord. Hun trøstede sig med at han havde haft det bedre, mens hun havde været væk, også fordi at hun havde haft det elendigt nok i forvejen! Så følelseskold havde hun dog aldrig været! ”Det sidste som blev mig vist, var ham, William.. Det sidste jeg så for mig, var Ezekiel hjælpe mig over på den anden side.. Jeg trøster mig med tanken om at han havde det bedre uden mig, og specielt med den smerte som jeg faktisk har påført ham.. Jeg har set ham med adskillige kvinder siden dengang, så mon ikke jeg også blev.. erstattet.” Hun knyttede næverne ganske let igen, for den tanke gjorde selvfølgelig kun ondt værre, men et eller andet, var hun jo trods alt også nødt til at gøre!
Umiddelbart lød William frygtelig meget hen af Ezekiel, selvom hun nu var sikker på at det var hendes hjerne som spillede hende et puds, så det var ikke noget som hun bed sig direkte fast i. Hun var måske frygtelig opgivende hvad angik det hele, men hun var nødt til at vælge sine kampe med omhu, også fordi at det var gået så galt, som hun havde hoppet ind i en, som hun i den grad ikke havde haft en jordisk chance for at komme igennem, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt selv på hende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. De havde jo allerede snakket om det her noget før! ”Vi har allerede snakket om det her adskillige gange før, William. Jeg er nødt til at vælge mine kampe med omhu nu.. Hun slår mig ihjel hvis hun ser mig, William.. Og du ved godt, og kender hende lige så godt som mig, nok til at vide, at hun ikke vil tøve med at gøre det.. Det har jeg allerede fortalt dig,” endte hun sigende. Det var ikke fordi at hun var opgivende! Hun var bare.. nødt til at finde ud af det hele, og det var altså ikke så nemt!
At William strøg hende over hænderne, sagde hun ikke noget til, andet end at hun virkelig kunne mærke at han var varm – med andre ord, så var hun virkelig godt kold efterhånden. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg bliver ikke alligevel, så det er slet ikke nødvendigt..” afveg hun dæmpet. At han direkte slog ud i den latter, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, for det var virkelig… genkendt! Hun lukkede øjnene let, som hun endte med at sy ham temmelig hurtigt sammen denne gang, også for at blive færdig med det. ”N-nemlig..” endte hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

At det gjorde ondt på Anyalina at tale om Ezekiel, kunne han godt se på hende, eftersom han kendte hende, og normalt gjorde det også ondt på ham at tale om dem og det de havde haft, eller tale om hende, men med alt det hun havde fortalt ham her til aften, så måtte han erkende at han faktisk følte sig lettet. Lettet over at deres forhold ikke havde været baseret på en løgn, lettet over at hun faktisk havde elsket ham, lettet over at hun havde tænkt på ham og ikke bare havde været ligeglad. Hjerteløs ville han ikke kalde hende, eftersom han havde set hendes hjerte, set hende være blid, og nu bekræftede hun jo også bare at det havde været ægte, men hendes måde at forsvinde på og efterlade ham på den måde, havde altid fået ham til at mene at hun var en kynisk og hensynsløs kvinde, som kun havde udnyttet og manipuleret ham, og selvom hun måske indrømmede at det var ægte, så havde hun stadig udnyttet ham og manipuleret ham til at starte med! For i sidste ende var hun jo skredet! Hendes ord kom bag på ham, hvor han måtte blinke overrasket med øjnene. Hun havde tilmed set ham for sig i sine sidste minutter? Sådan havde det også været omvendt. ”Han holdt det professionelt – har jeg hørt.. af Konstantin. Tabet af dig tog hårdt på ham, hvor han fik hjælp til at komme over dig, men han åbnede sig aldrig for en ny kvinde igen, hvad jeg ved, så kom han aldrig rigtig over dig,” fortalte han roligt og lød eftertænksomt, selvom han jo faktisk kendte svaret, netop fordi han var Ezekiel. Erstattet var hun aldrig blevet, tværtimod havde hun efterladt en frygt for at åbne sig op igen, hvor Giovanni havde hjulpet ham på rette vej igen, og siden da havde han været meget følelseskold og han havde ikke ladet nogen som helst komme i kontakt med hans hjerte.
At ’de’ allerede havde taget samtalen før, fik Ezekiel til at bide sig i tungen endnu engang, da han jo ikke havde haft samtalen med hende, men det havde denne William tilsyneladende. Han måtte også tage og vælge sine ord med omhu! Han så kort tænkende ud i luften inden han så mod hende igen. ”Jeg tror du undervurderer dig selv Anya. Du er en stærk warlock, hvis du aldrig har taget en ordentlig kamp på liv og død med Malisha, så ved du ikke hvem der ville tabe, desuden står du ikke alene. Jeg er trods alt på din side,” svarede han roligt og nikkede bekræftende til sine egne ord, som et tydeligt tegn til at han mente dem.
Ezekiel måtte se utilfredst på hende, da hun sagde at det ikke var nødvendigt, for det var det da! Han ville ikke have at hun gik ud i regnen, når hun ikke havde noget sted at være. ”Men her er varmt her, en dejlig, stor, komfortabel seng, du kan tage et dejlig, langt, varm bad, smutte i noget tørt tøj, og være så heldig at sove ved siden af fantastiske mig,” svarede han selvsikkert, som om han forsøgte at sælge værelset til hende, hvor det drilske smil gled over hans læber. Han trykkede kort omkring hendes hænder, inden han slap dem, „og tænk hvis jeg vågner og har feber? Hm? Jeg har brug for at du bliver og leger læger, bare til i morgen.” Han nikkede roligt bekræftende. Så snart hun fik syet hans sår, ville han sikkert kunne klare sig, så et sted var det jo faktisk kun for at holde hende her. At hun blev færdig med et første sår, lettede ham, skønt han både havde en dyb flænge ved hans lår, der vente ud mod hende, og et dybt sår i maven, samt han havde en flænke ved venstre underarm, så der var faktisk lang vej endnu – og han burde vel også få brystet bundet ind? Adskillige ribben var brækket – hvilket han også havde kunnet mærke da han havde grinet! ”Jeg tror hellere at du må gå i krig ved maven,” endte han roligt, som han fjernede sin hånd – det var klart det værste af sårene, og ikke mindst det mest dødbringende.

[Deleted]

Anyalina var faktisk ked af, at der skulle rives så mange sår op, som hun ellers havde troet at hun efterhånden havde fået lukket – hvor havde hun taget fejl, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var bestemt ikke fordi at hun var ved at blive svag, men fordi at hun var nødt til at finde ud af en helt ny tilværelse! Ezekiel var død, hvilket hun først lige havde fået bekræftet, og det var virkelig noget som gjorde ondt, også fordi at hun virkelig havde elsket ham, og faktisk kun havde ønsket at holde ham tryg og sikker. Deres kortvarige ægteskab havde faktisk været ægte, hvor det havde været Malishas indblanding som havde ødelagt det hele! Ikke fordi at det just kunne komme bag på nogen, for det var jo ikke ligefrem nogen nyhed som sådan. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre for hende, for det gjorde ondt.. At han så skulle være gået i døden, uden at hun kunne gøre noget ved det. ”Det lyder stadig som om du kendte ham..” begyndte hun tydeligt dæmpet. Det gjorde ondt for hende at snakke om, og når hun blev ked af det, så blev hun som regel sur, netop for at komme lidt væk fra alt det andet, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge lige nu. ”Jeg holdt ham tryg og beskyttet.. Som jeg burde gøre det..” endte hun kortfattet. Nok mest også for at overbevise sig selv om det tilfælde.
Anyalina endte med at slippe et næsten opgivende suk. Ikke på grund af situationen, men på grund af ham! Han gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende, for det var virkelig hårdt nok som det måtte være i forvejen, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en nem situation at stå i! Hun havde ikke nogen og hun måtte finde ud af det hele på egen hånd! ”Jeg har allerede fortalt dig, at du ikke kan stå der.. Jeg er raceløs.. Hun ender med at flå dig levende, for at hjælpe mig, og du har allerede gjort mere end rigeligt for mig..” endte hun ganske kortfattet. Kunne han ikke bare se at hun faktisk gjorde ham en tjeneste ved at blive langt væk fra ham? Og derved ikke at have ham ved sin side?
At William ønskede at hun skulle blive, var slet ikke noget som hun forstod, for han plejede da fint at kunne acceptere hvad hun ville eller ikke ville! At han så direkte ville have hende ved sin side, var noget som et sted gjorde hende direkte hidsig, for det fandt hun sig slet ikke i! ”Gider du godt holde op, William?” mumlede hun spidst, for hun ønskede slet ikke at ligge der sammen med ham! Hun havde jo slet ikke lyst til at være i nærheden af ham, og han vidste jo udmærket godt hvorfor! Tårerne pressede sig på.. Det gik mere og mere op for hende, hvor meget han i sandhed måtte ligne Ezekiel efterhånden, og den tanke havde hun faktisk svært ved at kapere, også fordi at hun faktisk savnede manden. Hun nikkede stille, som hun vendte blikket mod hans mave. Såret så slemt tilredt ud, men hun kunne ikke være der, og det vidste han godt! Det havde de jo allerede snakket om! ”Jeg… jeg kommer om lidt..” Hun tog skålen i sine næver, idet hun endte med at rejse sig og gik tilbage på badeværelset. Vandet skulle skiftes – en undskyldning måske, også fordi at det begyndte at gøre for ondt at snakke om.