Some business with an old friend

[Deleted]

Eftermiddagssolen hang varmt på den lyseblå himmel, hvor kun et par enkelte støvede, hvide skyer havde fået adgang dertil. Solstrålerne faldt ned til den grønne jord, hvor de gav sig til at oplyse et øde palæ. Slavonik Palace. Stolt og lyst stod det der med sine sandfarvede mursten og mange detaljer, hvor en bred marmortrappe med kun tre trin førte op til den mægtige dør. Fra fronten var det den eneste dør, som en gruset sti fra landevejen førte derop til, hvor vejen dertil var beklædt med egetræer langs vejkanten. Oppe over den mægtige dør kunne man se en balkon, hvor husets ejer kunne stille sig ud og betragte det omgivende land, samt tilkomnende personer. I dag stod denne plads dog tom. Facaden viste ellers adskillige vinduer, så palæets værelser havde rig mulighed for dagslys. Til højre for palæet kunne man ane nogle af markerne, hvor små buske var groet op af jorden. Adskillige druer hang på grenene, hvor man kunne ane, hvordan der var en mand der gik og plukkede druerne, for derefter at smide dem ned i den flettede kurv han bar med sig rundt. Inde i det storslåede palæ var der en ældre dame der gik og nussede omkring de mange genstande, som hun gjorde klar til gæsten. Hendes frue havde fortalt om en fin herre der ville ankomne i dag med nogle nye ansatte, hvor hun var blevet sat til at gøre det hele klar. Pænt ryddet og rent havde hun gjort det, hvor hun nu blot ventede på at høre hoveddørens banken. Husets frue, baronessen af Dvasias, sad selv og slappede af, som hun allerede havde gjort sig klar til modtagelsen af sin gamle elsker. I en mindre stue oppe på førstesalen sad hun, som hun havde krybet sig komfortabelt sammen i en blød stol, imens hun sad med en bog i skødet. En bog for sjov var det bestemt ikke, som hun ikke rigtigt fandt interesse ved at læse romaner, da det hele alligevel bare var det pure opspind. Bogen hun sad med var en af de mange magikyndige bøger hun havde, hvor hun i øjeblikket sad op repeterede et par besværgelser, som hun valgte at fordrive ventetiden nyttigt på den måde. Spændt var hun skam på det møde der snart skulle komme, da de under deres sidste sammenstød var blevet mødt af nogle... hvad skulle hun kalde det? Uoverensstemmelser. Hun håbede skam på, at dette møde ville forløbe bedre, da det ikke havde været hendes hensigt at skændes med ham. Hans vrede var dog berettiget, da hun vidste, at hun havde gjort ham ondt, men hun håbede, at han kunne se væk fra det. Forretningerne kunne derfor også blive et godt grundlag.

[Deleted]

Det var Præcis en uge siden at Konstantin havde mødt dette finurlige forretningsbrev, som stadig kom en anelse bag på ham, for han havde endnu ikke rigtig givet sig til kende, foruden i Marvalo City, men rygterne løb vel hurtige? Han havde dog stadig funderet over hvordan vedkommende, der havde sendt brevet – ingen modtager – havde hørt om ham, men så igen, rygterne kunne gå hurtige. Han havde dog gjort som der stod i brevet, hvor han havde taget ti unge mænd med – så kunden selv kunne vælge – samt tre unge kvinder, der var praktiske til husholdningsarbejde. Han sad i øjeblikket i den mørke hestevogn, hvor slaverne var bundet sammen med lænker bag i. Han havde kørt i god tid, netop fordi slaverne skulle gå, samt der var en lang vej fra Marvalo til Atterlin, så han havde allerede kørt fra morgenstunden af. Han havde sagt derhjemme at han skulle på forretningsrejse, og at han nok først var hjemme engang i aften hvis ikke i morgen tidlig først, alt efter hvor lang tid det hele tog. Han måtte dog erkende at han fandt kunden en anelse.. mærkværdig. I brevet havde der ikke været nogen afsender, men generøst var det da bestemt at byde på middag bagefter, det var han ikke vant til, så enten ville han skyde på at det var en kvinde eller også en generøs mand, men han var ikke sikker på hvem.
Som hestevognen kom op til destinationen, så så han tydeligt hvordan det store palæ måtte tårne sig op foran ham. Han kunne ikke lade vær med at være en anelse imponeret, selvom han var vant til sin egen herregård i samme størrelse, måske en anelse mindre, men det var altid spændende at komme hjem til andre rige og se deres hjem, det gjorde ham altid nysgerrig, og dog vidste han udmærket godt at han var her i forretningens navn. Han studerede nøje palæets pragt udefra, hvor han kunne ane nogle marker bag træerne, hvor han vidste at de unge mænd han havde med, skulle arbejde – i hvert fald de som kunden valgte. Hestevognen kørte op langs grusstien, der førte op til palæets indgang, hvor han roligt blev siddende i vognen, til kusken måtte stoppe vognen og åbne døren for ham. ”Så er vi her Hr.,” svarede kusken, som Konstantin trådte ud af vognen. Han fandt en pengepose frem som han kastede op til kusken. ”Når forretningerne er overstået, så tag til byen og køb noget mad til hjemturen – til slaverne,” endte han kortfattet, som han roligt gik op ad mamortrappens tre trin og op til hoveddøren, hvor han greb om dørhammeren, som ham slog imod de store døre, hvor man kunne høre at det gav nogle høje smæld inde i palæet. Han så sig kort tilbage mod slaverne, der havde sat sig ned for at slappe lidt af efter den lange turs vandring, hvilket han ikke sagde noget til. Han var god mod sine slaver, netop så de var raske og sunde til han sendte dem ud til kunderne, derfra tænkte han ikke over hvad der skete med dem, for det var deres lod i livet, så hvordan denne kunde ville behandle dem, var han sådan set ligeglad med.

[Deleted]

Mystisk kunne man nok godt beskrive Aleksandras brev til Konstantin, men det var der også en god grund til at det var. Hun havde nemlig en stærk fornemmelse af, at hun ville være blevet mødt af et kynisk afslag, hvis han havde kendt navnet på afsenderen. At hun med sin list var blevet mødt af et positivt svar, om at han med glæde ville møde hende, frydede hende. Hvilken reaktion han ville ytre, når han så hende, vidste hun ikke, men det ville nok blive med en lignende overraskelse af den hun havde set sidste gang. Det kunne så også være, at han ville blive så arrig, så han blot ville gå denne gang, men det håbede hun nu ikke, da hun oprigtigt havde brug for de mænd, hun havde bedt om. Og selvom han havde latterlig gjort hendes ord om, at de ville mødes igen, ville hun nu slå hans tvivl væk, som hun virkelig havde i sinde at blive, og ikke gå under jorden som sidste gang. I øjeblikket som hun sad mageligt i sin stol, var hun så travlt optaget af sine studier, at hun ikke hørte hestene bankende hove mod gruset, samt hjulenes svift. Det var først da lyden af dørhammeren der rungede igennem palæet, at hun løftede blikket fra sin bog. Et vidende smil krusede over hendes fyldige læber, som hun havde det hele planlagt og derfor igen sad med magten. Tanken om at hun ville tage røven på ham endnu engang, morede hende, selvom han ikke havde været positiv omkring det forrige gang. Hendes plan gjorde også, at hun ikke skyndte sig ned ad den smukke trappe i entreen, som hun derimod gav sig god tid. Den person der skulle tage imod Konstantin var nemlig ikke hende, men husholdersken der havde gjort det hele parat. Den ældre dame, Odelia, tøffede roligt over til hoveddøren, som hendes ordre lød på at tage imod gæsten. Selv var hun en lille dame på det der kunne ligne en på de tres år, så hurtigt gik det ikke, hvor der gik et par sekunder før hendes rynkede hænder greb om håndtaget. "Hyggeligt at møde Dem, hr. Rozentas," begyndte hun høfligt med sin venlige stemme, som de gamle øjne faldt på den nydelige mand i døråbningen. "Kom ind, kom ind, min frue venter på Dem," sagde hun, som hun trådte til siden, og gjorde en inviterende gestus med den ene arm, som hun bad ham om at tråde ind i selve palæet. som hun trådte til siden, så manden og hans slaver kunne komme ind, viste det store lyse rum sig for dem. Højt til loftet var der, som man kunne se, hvordan marmortrappen buede sig vej op til førstesalen. I loftet hang der en enkel, men kæmpemæssig lysekrone. Langs væggen stod der et gammelt brunt bord, hvor en pæn vase med roser stod derpå, og med et guldindrammet spejl på væggen. "Lad mig tage Deres overtøj, mens De venter," tilbød hun.

[Deleted]

Konstantin havde endnu ikke helt lugtet lunten, selvom han dog i sit indre havde mistanker om hvem denne anonyme kunde kunne være. Det var dog ikke første gang det var sket at han havde fået et anonymt brev fra en kunde, da han vidste at nogle frygtede at deres brev skulle blive læst af andre. Det kunne godt være at det var tilfældet denne gang, men nu måtte han se. Rygtet omkring hans tilbagekommen måtte tilsyneladende også være nået ud af Marvalo, selvom han endnu ikke rigtig havde bevæget sig ud af byen endnu, han havde fået meget at se til efter han var kommet tilbage til livet igen, hvilket han også havde brugt tiden på, samt der var mange ting han skulle tænke igennem, og noget af det, var at hans gamle elsker var vendt tilbage, selvom han stadig ikke anede hvorfor. Han vidste ikke om hun havde set ham på markedet ved et rent tilfælde eller om hun faktisk havde planlagt det, selvom hun ikke havde givet ham svar på det som var sket, og hvorfor hun dengang havde forladt ham. På den anden side var det måske bedst at det var endt sådan, da det ellers ville have skabt mange komplikationer.
En anelse utålmodig blev Konstantin, da han alligevel skulle stå og vente ved døren i noget tid. Siden det var et kæmpe palæ, så måtte vedkommende være rig og derfor også have tjenestefolk! At det så var en gammel kone der åbnede, så gik det også op for ham hvorfor der var gået så lang tid. Han sendte blot konen et kortfattet smil, som han nikkede ganske let, da hun bød ham indenfor. Slaverne stod endnu lænket til hestevognen, hvor han heller ikke havde tænkt sig at slæbe dem med indenfor, da kunden selv måtte komme og udvælge dem vedkommende ville have, hvor der var rigeligt at vælge imellem. Han så en anelse mistænksomt mod konen, da hun sagde at det var en kvinde der ventede ham. ”Frue?” gentog han i en utydelig mumlen, som konen ikke ville kunne høre. Det var også der at den røde lampe begyndte at blinke. Anonymt brev? Slavonik? Et palæ? En kvinde? Det var vel ikke..? Han så sig næsten mistænksomt omkring. ”Hvor er hun?” spurgte han i en mere spids tone. Havde hun virkelig sendt bud efter ham? Inviteret ham hjem til sig selv? Det var virkelig en risiko som hun havde valgt at løbe. Det gik op for ham at det var Aleksandra, hvor hun jo også kort havde nævnt lidt omkring hendes liv. Han rystede næsten vantro på hovedet, som hans mine næsten blev langt mere irriteret og vred. Han bed tænderne kraftigt sammen og knyttede let næverne, hvor han tog en dyb indånding og roede sig selv ned. Han kom i forretningens tjeneste, og denne gang skulle hun ikke hyle ham ud af den! Han løftede afvisende hånden mod den gamle kone, da hun bad om at tage hans overtøj. Han havde ingen frakke eller kappe, der han stod i sit flotte jakkesæt med fine lakerede sko, der var nypudset, og han havde ikke behov for at smide habitjakken. ”Ellers tak,” svarede han i en fattet tone, som han ellers blot blev stående og ventede på at Aleksandra skulle dukke op. Armene havde han allerede lagt over kors, hvor han forsøgte ikke at hidse sig op, skønt han faktisk var fristet til at gå.

[Deleted]

Aleksandra havde ingen ide om, at Konstantin var på nippet til at finde ud af, at det var hende der stod bag hele seancen. Personligt ville hun nok finde det lidt ærgerligt, da hun havde forestillet sig, at han ville reagere med total overraskelse, men måske var det hele bare til hendes held alligevel. Hvis han var klar over, at han skulle til at se hende, ville han måske ikke komme med samme spydige tilstand som sidst, og det ville hun da helst have. På dem anden side kunne han også nægte at stå ansigt til ansigt med hende igen og flygte, hvis hun virkelig var så slem, som han havde fået hende til at lyde. At det var sådan, kunne hun ikke lige se. Hvis han ikke vidste det, var han bare dejligt uvidende indtil videre, og hvis han vidste det, så var han ikke flygtet og det kunne vel kun anses for at være et plus.
Odelia der stod nede i entreen med gæsten, syntes enten at ignorere hans langsomme afstand til begivenhederne, eller også lagde hun bare ikke mærke til det. Men ligemeget hvilken fremtoning han kom med, så lød hendes besked bare på at tage imod ham, og det havde hun så sandelig også tænkt sig, som hun gerne ville føje sin frue. Længe havde hun været på palæet her. Længere end hendes nye frue, da hun derimod havde været her igennem sin tidligere herres opvoksning, som hun så altid havde været sin arbejdsplads trofast. "Fruen studerer," svarede hun lydigt gæsten. "Fruen sidder tit og studere. Ganske beundringsværdigt, hvis De spørg mig. Hun går op i det, hun praktiserer." Ganske rigtigt var hendes frue ofte i gang med sine magistudier, når hun var hjemme, som hun sjældent så hende lave banale ting, efter at hendes herre var gået bort. Personligt ville hun mene, at kvinden skulle gå ud og more sig lidt mere. På den anden side respekterede hun sin frue, og hendes dedikation til magien. Som gæsten afviste hendes hjælpsomhed, nikkede hun svagt med sit hoved og smilede venligt. Som hun skulle til at sige noget, lignede det at hun blev afbrudt, som hendes blik vendte sig mod trappen, som hun havde hørt et par fodtrin.
I dette øjeblik som husholdersken havde tabt koncentrationen og så op, stod Aleksandra nu stolt og tonede frem på toppen af trappen. Hendes mørke hår var pænt redt, hvor det hang velplejet ned ad hendes ryg. Om kroppen bar hun en hvid kjole hvor man tydeligt kunne ane hvor luksuriøs den var, som to guldspænder holdt den oppe i stropperne,hvor det også ville være således at man fik den af. Fra under hendes fyldige barm til livet, var et par små guldsnore viklet om hendes krop, så det gav kjolen lidt ekstra figur. "Åh, Konstantin," lød hendes stemme melodisk, som hendes blik fæstnede sig på manden nede i entreen. Kontrolleret og nydeligt begyndte hun at gå ned ad marmortrappen, imens hun havde en hånd på gelænderet hele tiden. Øjnene der var dragende, hvilede også på hans ansigt, som hun havde i sinde at suge hver en reaktion til sig. "Det glæder mig, at du havde lyst til at komme," fortsatte hun, inden hun selvsikkert tog de sidste skridt over mod ham, som hun var nået gulvet. Overfladisk kunne det måske synes, især fordi han ikke var i sit gode es, efter at de var stødt på hinanden igen. Hun lagde dog blidt to slanke hænder på hans maskuline og stærke skuldre, som hun skænkede begge hans kinder et lille frydsommeligt kys, inden hun trådte et skridt tilbage. "Jeg håber, at din rejse gik vel," sagde hun, imens hendes øjne hvilede både faretruende og flirtende på ham. "Du kan gå nu, Odelia," sagde hun med et kort blik på husholdersken, der nejede forstående som svar, inden hun roligt tøffede væk fra dem for blot at søge ind i et rum ved siden af.

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin ønskede at være efter den gamle kone der kom og åbnede døren af ham, men det var fordi det var ved at gå op for ham hvem hans kunde faktisk var, og den tanke brød han sig på ingen måder om! Hans mørke øjne, der fik et helt rødligt skær i lysekronens lys. Han så næsten på vantro mod den gamle kone til hendes ord, inden han så op ad marmortrapperne, hvor han knyttede næverne ganske fast sammen. ”Aleksandra!” hvislede han køligt. Nu var han da kun sikker på at det var hende! Han kunne også fornemme hendes magiske aura, så der var slet ikke nogen tvivl om det var hende! Hvis hun havde sendt ham hertil for flirterier og leg, så gik han altså! Armene lagde han over kors igen, hvor han alligevel fik en kortfattet mine, for hun skulle ikke have fornøjelsen af at se hans overraskelse og vrede igen, denne gang kunne hun ikke snyde ham! ”Udmærket,” svarede han køligt, som han ellers blev stående med rank ryg og blot ventede på at hun skulle komme herned. Det var også derfor han var blevet inviteret til middag, for det var aldrig noget som han havde oplevet før, at kunden inviterede ham til, men nu var han da kun sikker på at det var hende, og hun prøvede tilmed på at holde ham her! Men nu måtte de se om han gad blive til hendes såkaldte middag!
Konstantin havde mest lyst til bare at være afvisende og vred som sidste gang, men sidste gang var det også kommet bag på ham at se hende, og denne gang skulle hun slet ikke se ham sådan! Denne gang skulle han nok – forsøge – at holde fatningen, for han måtte jo heller ikke glemme at han var her i forretnings navn, medmindre selve brevet blot var fup og hun bare ville have ham over – i så fald så holdt han nok ikke fatningen. Som hun stod for enden af trappen, gled et næsten kynisk smil over hans rosenrøde læber, som han blot betragtede hende som hun kom ned. Lyst til at komme? Det måtte da være en joke! Han havde nok meldt afbud, hvis han havde vidst at det var hende. ”Aleksandra. Du ser formidabel ud,” hilste han, som hun kom ned ad trappen. Smuk havde hun altid været, hvilket han slet ikke ville lægge skjul på, dog ville han slet ikke give hende den reaktion som han kunne se at hun så efter. Han gengældte tilmed hendes kindkysseri som hilsen, skønt han ikke just ramte hendes kinder, men mere luften ved siden af. Han trak let på skuldrene, som hun spurgte til hans tur. ”Den var lang, men komfortabel,” svarede han roligt. Han så kort mod husholdersken, som hun gik, inden han vendte sig mod Aleksandra igen. ”Fortæl mig Aleksandra, har du sendt bud efter mig denne lange vej for ingenting, eller faktisk fordi du ønsker folk til stedet?” spurgte han roligt, som han sendte hende et sigende blik. Det ville også kunne ligne hende at sende bud efter ham, og når han så kom så spærrede hun ham inde! – måske at overdramatisere det, men han vidste snart ikke længere hvad hun var i stand til at finde på, sidst havde hun også angrebet ham.

[Deleted]

Nervøsitet følte Aleksandra ikke, selvom deres forrige møde tydeligvis ikke havde været en succes. Hvis han havde i sinde at bide af hende, så ville hun bide igen, og om ikke hårdere, som hun tidligere havde demonstreret ved at angribe ham med magi. Allerhelst så hun, at de kunne enes nogenlunde, da de trods alt havde haft en fortid sammen, der ikke havde været bygget på had, men varme. Som hun stod frem oppe på trappen, kunne hun godt se, at han havde set det komme, som han allerede nu stod klar med sit skjold. Afstand til hende tog han, som han stod med sine korslagte arme, der gav ham en afvisende attitude. Det kyniske smil hujede hende heller ikke, men ligesom ham, så ville hun ikke lade ham gå med sejren, så hun beholdte sin selvsikre attitude. At han ikke hilste hende med kulde, men med en positiv kompliment, overraskede hende, hvilket endte ud i et lille smil. "Dine ord varmer," sagde hun roligt igen. Det frydede hende, at hvad han end følte for hende ikke kunne benægte, at hun var noget særligt. Hun vidste godt, hvordan hun så ud, som hun var en mystisk skønhed, hvilket hun altid havde vidst, at han havde kunnet lide ved hende. At han stadig turde indrømme det, glædede hende. At han tilmed ville gengælde kindkyssene var bare et plus til hendes overraskelse. En anden attitude var det i sandhed han kom med, men stadig var hun lidt på vagt. Det hele syntes næsten til at være for godt til at være sandt, hvor hun forventede at han ville springe det næste sekund. At han muligvis kun var venlig på grund af Odelias tilstedeværelse, funderede hun også over. Hun ville nu også have fundet det ufatteligt irriterende, hvis han nedgjorde hende foran hendes ansatte. Om det var det der var tilfældet, måtte hun blot vente og se. "Det glæder mig, at du havde en komfortabel tur," svarede hun, som hun vidste at Atterlin og Marvalo lå i hver sin ende af Dvasias. Hun havde dog tænkt, at han ikke ville afvise en mulig kunde, når det trods alt var i det samme land. Aleksandra betragtede roligt den gamle dame, som hun forlod dem i entreen. Den gamle dame var også en af grundene til, at hun havde bedt Konstantin om at medbringe nogle unge piger, da Odelia simpelthen var for langsom og gammel til nogle af de ting hun forlangte, skønt damen havde vist sig at være utrolig trofast. Som hun så damen forsvinde ud af lokalet, faldt de grågrønne afventende tilbage til Konstantin, som hun ville se, hvordan han nu ville te sig. Da hans ord så var så simple, måtte hun slippe en dæmpet latter, da hun sagtens kunne håndtere hans tvivl omkring hendes hensigter."Hvad havde du gjort, hvis jeg havde sendt bud efter dig for ingenting?" spurgte hun drillende, inden hun valgte at fortsætte mere alvorligt, da han talte respektabelt til hende. "Men bare rolig. Overordnet sendte jeg bud efter dig, på grund af forretningerne. Jeg går ud fra, at du så markerne udenfor. Jeg har etableret mig en vinproduktion derude, så jeg har brug for mænd der kan klare arbejdet." Sandt var det, at hun ikke havde været ude på at snyde ham. Hun havde dog ikke kun forretningstanker i hovedet, da hun også gerne ville snakke med ham, hvilket middagen kunne give mulighed for. Det havde trods alt vækket et lille savn om minderne, da hun sidst havde set ham.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi det huede Konstantin at det var Aleksandra som var kunden, for ærligtalt så ville han helst gå, for han ville faktisk gerne undgå hende hvis han kunne! Nu var han dog ankommet og han måtte opføre sig professionelt og ikke lade fortiden og hans vrede komme i vejen, for han var en god forretningsmand der kunne skjule alle følelser hvis han virkelig ville, derfor var der heller ikke nogen afvisende attitude som sådan. Han kunne også godt se og høre på hende at hun var overrasket over hans kompliment og det at han gengældte hendes kindkysseri, men som sagt, så ville han gerne opføre sig respektabelt og professionelt, når det omhandlede sine forretninger, og der ønskede han ikke at personlige ting skulle komme ham i vejen, dog vidste han ikke om han ville blive til middagen, da en middag var langt mere personlig og der vidste han ikke om han ville blive i stand til at holde masken. ”Jeg er ikke bange for at erkende sandheden Aleksandra. Du har altid haft en tendens til at te dig ud som en million,” svarede han sandfærdigt, hvor han betragtede hende med et intenst skær i de mørke øjne, der bar et lidt mere rødligt skær i lysekronens lys, så de næsten kunne se helt varme ud. Hun var smuk af natur, hvilket nok også var det som havde draget ham til at starte med, skønt det var blevet lidt mere alvorligt end det med tiden, dog havde hun altid været god til at klæde sig perfekt på, så hun altid lignede en dronning, og det var også tilfældet denne aften. Den hvide kjole med guldtråde og knapper hist og her, var smukt, og skønt de var i mørkets land og én af mørkets racer, så klædte den lyse farve hende.
Konstantin tog ikke blikket fra Aleksandra, selvom hun så mod den gamle kone, hvor han funderede over hendes intentioner og hensigter, for han vidste ikke om hun bare havde sendt bud efter ham for at tale med ham, eller om der virkelig var forretninger i blandt. Han beholdt den professionelle maske, selvom smilet blev en anelse kynisk til hendes spørgsmål. ”Jeg ville reagere med vrede, hvis du havde spildt min tid, for at komme denne lange vej for ingenting,” svarede han sandfærdigt, hvilket han slet ikke ville lægge skjul på, og det havde intet med at det var hende, for han ville have reageret med vrede uanset hvilken kunde der havde spildt hans tid! Han nikkede forstående til hendes ord. ”Vinproduktion siger du? Så får du vist en masse konkurrence at se til,” svarede han med et skævt smil, inden han gjorde et hovedkast mod døren, „men jeg har skam taget nogle gode slaver med. Og for at opremse din befaling, så ønskede du et par mænd og en enkelt kvinde, og jeg har taget et par stykker med, så du frit kan vælge hvem du ønsker og selv finder mest passende.” Han åbnede døren og gjorde en gestus til at hun skulle følge ham med ud, hvor slaverne var bundet fast med lænker bag på hestevognen i to rækker; ti mænd og tre kvinder.

[Deleted]

Selvom han snakkede om, at han sagtens kunne tale åbent om sandheden, troede Aleksandra ikke fuldkommen på. Lige pt følte han inderst inde noget vrede over for hende, hvilket havde ført til en del grimme ord under deres forrige møde. Han havde blandt andet udtalt, at han kun havde været sammen med hende på grund af hendes krop, hvilket hun ikke troede på. Specielt ikke når han var så indebrændt, som han var. Det kunne godt være, at det var startet ud sådan, hvilket det på en måde også havde gjort for hende, da hun kun havde taget ham for hans titel og magt, ligesom hun havde taget den afdøde baron. Forskellen på de to mænd havde så været, at hun havde forelsket sig i Konstantin, og hun troede også på, at han havde følt noget mere. Men om hun var enig i hans ord eller ej, så glædede hans kompliment hende lige meget hvad. "Det er skam heller ikke fordi jeg betvivler dine ord, Konstantin," svarede hun roligt, hvor det både undrede og morede hende, at han følte sig nødsaget til at komme med en dybere forklaring, for sin kompliment. "En kvinde vil altid nyde at vide, at hun altid har haft og vil altid have en positiv effekt på en mand," sagde hun sigende, hvor hendes blik på ham næsten fik et helt flirtende og dragende skær. Om hun kunne nå op på samme tiltrækningskræft, som hun havde haft sidst, vidste hun nu ikke, da hun havde ødelagt det godt og grundigt tydeligvis. Han havde også snakket om, at han havde fundet en kvinde der havde hans hjerte, hvilket også ville problematisere det. At kvinden i virkeligheden var Malisha, anede hun endnu ikke, men hvis det kom hende for øre , ville hun virkelig få et godt grin over det. Da han fortalte hende, hvad han havde gjort, hvis hun havde faket at det var et forretningsmøde, så hun blot på ham med et alvorligt blik. Hun kunne godt forstå, at han ikke ville have brudt sig om sådanne narrestreger, da deres forhold hang på en meget tynd line. Hun kunne dog stadig se det sjove i at tage røven på ham. "Har du så lagt vreden på hylden for i dag?" spurgte hun sigende, som hun hentydede til, om han ville angribe hende verbalt og følelsesmæssigt i dag. Selv ville hun te sig pænt så længe han gjorde det, eller hun ville i hvert fald te sig, som hun nu var generelt. "Konkurrence har aldrig fraholdt mig fra noget. Du ved også, hvor overtalende jeg kan være," svarede hun blot selvsikkert igen, hvor han også vidste, hvilken vilje hun havde. Hun vidste godt at der var mange andre i branchen, men hun var nu overbevist om, at hun nok skulle få det op at køre. Som han åbnede døren, trådte hun med ud på den lille trappe, hvor hendes blik hurtigt opdagede slaverne der stod lænket. Ingen sorg følte hun over, at de stod lænket på den måde som var de dyr, hvor hendes blik bare var hårdt og kontant. "Det ser godt ud med et par valgmuligheder," sagde hun stilfærdigt. "Som du kan se, så er min husholderske en ældre en. Derfor bad jeg også om en kvinde."

[Deleted]

Konstantin havde intet problem med at fortælle sandheden, når han mente sine ord oprigtigt, han var ikke bange for at sige tingene som de var og han kunne sagtens være direkte, hvis det var det han ville. Visse ting kunne han måske holde skjult, men det var mere for at beskytte sig selv. Han vidste godt at han havde reageret med vrede sidst, selvom det mere var på grund af overraskelsen og det at hun havde taget ham på sengen, for det var kommet bag på ham at se hende, hvilket også var grunden til hans vrede. Han vidste godt at han havde opført sig uanstændigt, men han kunne jo så heller ikke komme uden om at hun faktisk havde såret ham i sin tid, selvom det aldrig burde være kommet så vidt mellem dem! Hendes ord fik et lettere kynisk smil til at glide over hans læber. ”Ja.. det har du vidst altid været god til,” svarede han sagte, som han ellers blev stående med rank ryg og dog armene over kors endnu. Hun havde altid været god til at sno mændene om sin lillefinger, hvor han jo selv havde været offer for det, men han havde vel også formået at charmere sig ind på hende? Siden det var blevet mere alvorligt? Hvorfor hun var skredet, kendte han dog endnu ikke svaret på, og han vidste ikke om han ville få svaret denne aften, noget sagde ham at hun ikke ville svare ham direkte.
At blive snydt og bedraget, var slet ikke noget som Konstantin fandt sig på nogen måde, og det var ligegyldigt om det var Aleksandra eller en anden, for det havde vækket hans vrede uanset. Han havde taget det hele seriøst, udvalgt slaver, som han havde taget med, og brugt tid på denne lange rejse, hvis det hele så havde været en joke, så var helvedet nok brudt løst! Derfor var han også kun glad for at han ikke havde spildt sit arbejde, for det lagde han hele sin sjæl i! Han smilede hemmelighedsfuldt til hendes ord. ”Tja.. det må du vel finde ud af?” svarede han gådefuldt, som han trak let på smilebåndet. Han vidste ikke om han kunne holde masken, alt efter hvilke emner de kom ind på, men han ville gerne gøre sine forretninger færdige først, hvor han også holdt sig professionel. Han nikkede roligt medgivende. ”Det ved jeg. Jeg betvivler skam ikke at du nok skal klare dig, og hvem ved, måske jeg engang vil købe din vin,” svarede han roligt, som et skævt smil gled over de rosenrøde læber. Han var en mand der godt kunne lide en god vin, så var hendes god nok og faldt i hans smag, så ville han jo nok købe den. Folk her i Atterlin lavede trods alt gode vine.
Konstantin gik roligt ud, hvor han gik ned ad trapperne og hen til slaverne. At hun nævnte husholdersken fik ham til at se kort tilbage, inden han fik de tre kvinder gjort fri fra vognen og rækken, inden han trak dem med hen foran trappen, som han stillede dem klart. ”Det så jeg, derfor har jeg taget disse tre yndige og praktiske kvinder med, som er i sin bedste alder!” fortalte han som han stillede dem op på ræd og række, hvor han næsten ventede på at Aleksandra skulle se dem ad. At slaverne var lænket fast, var ikke noget han tog sig af, han var meget human, og han behandlede slaverne godt, hvilket de vidste, og dog var de slaver.

[Deleted]

Aleksandra lagde skam godt mærke til den svage kulde han konstant afgav, som hendes øjne vågent betragtede ham i tilfælde af at han skulle reagere pludseligt. Hun valgte dog at se mellem fingrene, når han sådan stod med afvisende korslagte arme, og det selvfede smil på læberne, hvor hun holdt det så professionelt som muligt. Helst så hun, at de undgik deres sidste mødes sammenstød, hvor hun håbede på at han ville være mere samarbejdsvillig denne her gang. Han viste heldigvis allerede, at han ikke bare var en lukket bog, som deres samtale vel helt kunne beskrives som almindelig. At han indrømmede, at hun havde et godt tag i mænd, smilede hun sikkert, hvor det samtidig gav hende et lokkende udseende. Sandt var det, at hun havde visse færdigheder angående at fange uskyldige mænd i sit net. Altid stod hun hævet over de mænd, hun var sammen med, som hun besad den egentlige magt i deres forhold. Ingen havde formået at sætte hende på plads endnu, som hun også havde vippet Konstantin af pinden. At manden for hende fandtes, tvivlede hun på, da hun havde høje kriterier, samt at manden virkelig skulle have ben i næsen og være i stand til at fjerne hendes frygt for intimitet, når det gjaldt virkelige følelser. Hendes følelser for Konstantin havde skræmt hende væk, inden han havde noget at mærke uråd. Hun tvivlede også på, at han nogensinde ville have mandet sig op for hende, da hans trods alt altid havde været en mand der havde været lovet til en anden. Hvis han havde kendt til hendes følelser, havde han garanteret smidt hende for porten, og aldrig ville hun være den der blev smidt væk! Om han overhovedet fortjente at høre sandheden om deres forhold, tvivlede hun også helt på. Det kunne kun bringe ulykke, hvis hun gjorde det. Aleksandra hævede nysgerrigt et slankt skarpt øjenbryn, der gjorde hende helt drillende og en anelse mistænksom at se på. Prøvede han at drive gæk med hende? Han stillede det nærmest op som en udfordring til hende, som om hun skulle tænke dybt over, hvad hun gjorde, for at se hvordan han ville reagere. "Jeg er ikke interesseret i små julelege med dig, Konstantin. Hvis du har lyst til at springe, så spring nu," svarede hun alvorligt igen, hvor hun talte med en autoritet der ikke skulle stilles spørgsmål ved. De valg hun gav ham var, at de kunne have et anstændigt møde, hvor de kunne gøre forretninger og tale roligt sammen. Ellers havde han den mulighed, at de bare kunne droppe det hele og fortsætte fra hvor de slap på markedet. Hun så nemlig intet i midten. Selv så hun, at han valgte den første mulighed, men hvis han ville prøve at bekæmpe hende, så ville hun også svare tilbage, hvilket hun allerede havde givet ham en forsmag på. "Det kunne jo være, at du kan lide, hvad du smager. Jeg havde også tænkt mig, at vi ville smage en flaske senere i dag," sagde hun roligt. Hvis han blev til den middag hun havde budt ham på, så ville hun lade ham smage på nogle af de druer, som hun havde fremstillet. Af hvad hun mente, så havde de en udsøgt smag, men det var jo også hendes eget værk. Som de var kommet ud i forgården, scannede hun de forskelige slaver, som hun var nysgerrig efter, hvad han anså for at være passende for hendes behov,samt hvilken kvalitet han leverede. Hun havde før været på slavemarkeder, og der kunne personerne godt have set lidt for mange vintre. Yndefuldt og rankt stod hun, som Konstantin slæbte slaverne frem for hende. "Race og alder, samt om de har tidligere erfaring?" sagde hun forlangende, som det kunne indikere hvor gode de ville være i hendes service. Som hun afventede svar, tog hun trinene ned ad trappen, hvor hvor hun lagde hånd på de forskellige piger. Her rørte hun både deres arme for at se, om de muligvis havde lidt skade eller var sunde og raske, samt hun også greb om deres kæber, hvor hun roligt drejede deres fine hoveder, samt så dem i øjnene, hvor hun lod sin magi inspicere dem.

[Deleted]

Konstantin var udmærket godt klar over at Aleksandra var en kvinde, som forstod at få en mand snoet om sin lillefinger. Men siden hun var skredet fra ham dengang, måtte han jo også have fået hende snoet om sin, for ellers så han ingen grund til at hun var skredet. På den anden side, så havde han faktisk nydt det som de havde haft, så han forstod ikke hvorfor hun i det hele taget var skredet. Svaret ville han gerne have, selvom noget sagde ham at han ikke ville bryde sig om det, Han gad dog ikke blive her, hvis de ikke kunne udføre deres forretning, for det var præcis det han var kommet for, så han så ingen grund til at spilde tiden med andre tåbelige diskussioner, for så gik han! Sidst havde hun angrebet ham, da han havde vendt ryggen til hende, den hændelse havde han skam ikke glemt. Selvom han tog tingene professionelle i øjeblikket, så var han stadig vred på hende, specielt over at hun ikke bare kunne mande sig op og give ham et svar på det store spørgsmål han allerede havde stillet hende; nemlig hvorfor hun var skredet.
Hvad mødet kunne bringe, vidste Konstantin ikke. Om han ville reagere med vrede, kom nok helt an på hvordan hun begav sig ind på ham denne gang, for vreden lå der endnu, men foreløbig ville han egentlig bare gerne have forretningerne overstået, så han faktisk kunne komme hjem, inden det gik galt. ”Godt, for jeg er ikke kommet for at lege dine små julelege, men for at føre forretning,” svarede han fattet, som han trak let på skuldrene. Han var kommet i forretningens navn, så det var også det han var her for, derfor så han ingen grund til at spilde tiden på andet, når hun havde brug for de slaver. At hun så havde tænkt sig at tage en flaske frem senere i dag, så kunne han næsten forestille sig at hun snakkede om den middag. Han var usikker på om han skulle blive til den, for det endte sikkert bare med at gå galt! Han følte sig endnu ikke klar til at snakke ordentligt med hende, for nyheden omkring alt havde han svært ved at sluge, specielt med alt det hun havde gjort mod ham. ”Så må vi jo se, om jeg bliver så længe,” svarede han roligt, hvor et skævt smil gled over hans læber.
Som Konstantin havde fået de tre kvinder væk fra de lange lænker bag på vognen og ført dem hen foran marmortrappen, så Aleksandra selv kunne vurdere dem, så trak han lettere tilfredst på smilebåndet. Han havde kun de bedste af de bedste! ”Alle sammen i god stand, ingen af dem med skader, så de kan holde til meget endnu, plus de alle har erfaring indenfor husholdning, for ellers havde jeg ikke taget dem med. Den første; Siara, hun er et ganske almindeligt menneske på de 22 år. Nummer to; Miranda, lysvæsen på sin bedste alder af de 5589 år. Og den sidste; Kayline, vanddæmon også sin bedste alder på de 846 år,” fortalte han roligt, som han viste hver kvinde frem, for hver han talte om. Alle racer i sine bedste aldre, så hun kunne frit vælge. Han kunne godt se at mennesket måske ikke ville holde lige så længe som de andre, men hun var faktisk utrolig dygtig.

[Deleted]

Om Aleksandra ville holde sig helt på den gode jord, kunne hun ikke ligefrem love. Hun var ikke interesseret i, at han legede den helt store humørbombe, da hun allerede var træt af hans bidske side. Hun kunne godt lade være med at komme med spydige bemærkninger, men lidt gæk kunne hun måske godt finde på, men på den anden side ville det nok drive ham en smule til vanvid. Han havde allerede vist hende, at han var blevet lidt sippet med alderen. ”Så burde planen være den samme,” sagde hun roligt. Første del af planen var i hvert fald, at hun skulle købe nogle slaver af ham, som hun oprigtigt havde brug for. Hun manglede folk ude i marken, og hendes egen hendes egen husholderske var lidt for højt oppe i alderen, hvor hun havde brug for noget ungt kød på det punkt. Resten af hendes plan var måske lidt anderledes, da hun ikke så forretninger på den længere sigt. Anden del af planen var nemlig middagen, og der ville hun bare gerne føre samtalen vidt omkring. Det eneste hun kunne frygte på det punkt var, at han ville prikke noget mere til, hvorfor hun dog havde forladt ham i sin tid. Det kunne dog også være, at middagen overhovedet ikke ville komme på tale nu når han vidste, at det var hende han var sammen med. ”Det må vi jo,” medgav hun, hvor hun ikke kunne holde et legende blik ud af de grågrønne øjne, som hun betragtede ham.
Som Konstantin fortalte om de slaver, han havde medbragt, sendte Aleksandra hver pige et nøje blik, som han fortalte om dem på skift. Af hvad hun hørte, så havde hun ikke svært ved at vælge sig en favorit blandt de tre kvinder. Kayline fravalgte hun hurtigt af den basale grund, at hun havde den forkerte race. Personligt hadede hun dæmoner, hvor hun nægtede at have en i sit hjem til daglig. Hvis hun blev set blandt dæmoner, var det fordi hun skulle bruge noget de havde, hvor hun udnyttede dem, for derefter at slå dem ihjel. Det kunne hun ikke bruge hos en husholderske. De to sidste skulle hun tænke lidt mere over, da hun måtte indrømme, at mennesket lignede en med godt potentiale. Mennesker havde også ofte et godt gå på mod, hvilket hun godt kunne lide. Ulempen var bare, at mennesker hurtigt skrallede af, hvor hun nærmest ville vågne den næste dag, og så ville kvinden være død. Lysvæsnet havde derimod den perfekte levetid, hvor hun kunne blive en trofast tjener, hvis ikke den gode side i hende skulle ødelægge det hele. Nøje betragtede hun de to kvinder, hun overvejede. ”Jeg tager Siara,” sagde hun bestemt, hvor hun vendte blikket mod Konstantin. Selvom alderen var et minus, så havde hun en ide om, at hendes menneske styrke kunne gøre gavn. ”Hvad med mændene?” spurgte hun så, som hun gik udenom de tre kvinder og over mod de lænkede mænd. Mennesket kunne hun sende ind til Odelia, når hun havde valgt sig et par mænd.

[Deleted]

Konstantin gad egentlig ikke rigtig snakke om det personlige med Aleksandra, for så vidste han at det med garanti ville gå som sidste gang, hvor de skiltes i vrede. Han gad i hvert fald ikke hendes små julelege, for det var tidsspilde og så gik han altså igen! Han var desuden stadig vred over de ting hun havde gjort imod ham, for selvom det måske ikke havde været meningen at det i sin tid skulle være blevet til mere mellem dem, så var han jo faktisk endt med at få følelser for hende, og han havde altid taget sig godt af hende, han havde altid behandlet hende med respekt og varme og så var hun bare skredet uden så meget som et ord, hvor han ikke så hende i flere århundreder, og så dukkede hun op med den irriterende kække og legende attitude, som han slet ikke fandt sig i! ”Mhm,” mumlede han let, hvor han himlede let med øjnene, af hendes eget legende blik, som han vendte blikket væk fra hende igen. Hun kunne hurtigt ødelægge hans humør, hvis det var det hun ønskede, men så skulle hun nok ikke regne med at se ham igen, for så gad han slet ikke snakke med hende!
At de kom udenfor til slaverne hjalp en anelse på Konstantins humør, eftersom det gav ham noget andet at tænke på, hvilket han også havde det helt fint med. Nu var han kommet denne lange vej, hvor slaverne havde gået hele vejen, så han ville også tro at de ville blive sure, hvis det hele bare havde været fup og fidus. Han lod hende roligt se tøserne an, hvor han gav hende den betænkningstid som hun skulle bruge. At hun så endte med at vælge mennesket, fik et skævt smil til at glide over hans læber. Han vidste godt at mennesker ikke blev særlig gamle, men de var faktisk utrolig nyttige og praktiske når det kom til arbejde. De havde en god morale og en stor viljestyrke, så han var slet ikke i tvivl om at Siara nok skulle blive en god hjælp i huset. Han nikkede tydeligt tilfreds. ”Godt valg. Og angående alderen, så er der jo intet som magi ikke kan hjælpe med,” svarede han morende, hvor han talte som om tøsen slet ikke stod ved siden af dem, skønt det ikke var tilfældet. At hun så ville se på mændene, fik ham selv til at dreje om på hælene. Han gjorde et let sving med hånden, som tegn til at de skulle rejse sig op. ”Jeg gider nu ikke rigtig til at fortælle om hver mand, men du skal vide at de alle ti er stærke og robuste mænd, nogle mere end andre på grund af racen. De har alle haft lidt forskellige erhverv men alt sammen noget der indebærer hårdt arbejde, så endnu engang er alle gode valg. Se dem an og vælg de du finder bedst,” opfordrede han roligt, som han gjorde en gestus imod dem. Nogle var slankere end andre, men alle ti havde tydelige markerede muskler, nogle var højere end andre, andre mere pumpet, men det var ikke altid en fordel, da det kom an på arbejdet.

[Deleted]

Aleksandra kunne godt fornemme på ham, at hun allerede var ved at vandre ud på dyb grund. Det både morede og irriterede hende, at han slet ikke kunne hoppe med på hendes legende person. Før i tiden havde det aldrig været et problem mellem dem, men for hvert sekund der gik, så blev hun mindet mere og mere om, at han var vred over deres afsked fra adskillige år siden. At han var så indebrændt fortalte hende også, at der ligesom hos hende havde været mere på spil hos ham. Personligt mente hun dog, at han ikke kunne være så vred på hende, da han garanteret aldrig havde valgt hende i sidste ende. Hun havde været en af hans mange elskerinder. De havde måske udviklet et særligt bånd til hinanden, men han havde nok aldrig puttet mere i det end det. I hvert fald ikke af hvad hun tænkte. Hun kunne sagtens komme med en kæk og spydig kommentar til hans himlende øjne, og irriterende mumlen, men hun så væk fra det, indtil de havde fået handlen i orden. Men hvis han valgte at blive for irriterende, så kunne hun bare ende med at sige, at hun ikke var interesseret i nogle af hans slaver. Så kunne helvedet for alvor bryde løs, og var alt nok tabt mellem dem, hvis der da nogensinde havde været noget. Godt for dem begge var det nok, at de gik i gang med forretningerne, som de kom ud i den friske natur. Som hun havde set på pigerne, blev hun ganske tilfreds med dem. Mennesket som hun havde valgt så stille og roligt ud, hvor hun tænkte, at hun nok skulle blive sat godt ind i arbejdet. Hendes arbejde ville nu heller ikke blive det mest avanceret, da det var rengøring, hvor mændene derimod skulle ud og lave noget mere fysisk krævende arbejde, imens de arbejdede i solen. At han så forslog, at hun kunne manipulere med kvindens alder, fik hende til at smile skævt. ”Nu må vi jo se, om jeg bliver tilfreds med hende,” sagde hun sigende. Hun kunne vel godt snyde naturen lidt, men nu måtte hun også se, om pigen var god og lærenem, samt at hun fandt hende passende i sit hus. ”Hvor meget tager du for dem?” spurgte hun roligt, imens hun studerede mændene, som hun nu havde nået. Hun tvivlede på, at penge ville spille en større rolle for hende, da hun nok skulle finde dem frem. Desuden, alt hvad baronen havde haft, var nu hendes, så hun havde fået en masse finurlige, dyre og antikke ting, hvor penge også var noget der var tilfaldet hende. Scannende tog hun en runde omkring mændene, hvor de stod ranke og lydige. Hvis de blev valgt af hende, anså hun dem for at være heldige, da hun nok skulle behandle dem vel. Deres arbejde ville måske være ensformigt og hårdt i længden, men hun så alligevel det som bedre end som så meget andet. Tænksomt, som der var gået et par minutter, startede hun med at vejlede mand nr. 2 ud af flokken. Mørklødet var han, hvilket også gjorde hans markeringer endnu tydeligere, hvor hun også kunne ane, at han havde et par gode overarme, hvor det også var dem hun havde mest brug for. ”Ham her kan gå an,” sagde hun stille, som hendes fokus allerede var drevet videre på de næste. Hun kunne ikke lade være med at vurdere deres udseende samtidig med deres styrke, som hun var en kvinde, og tilmed en kvinde der var begyndt at kede sig. Lidt pænt kunne der godt være at se på, når hun så ud i markerne. Den anden mand hun trak ud blev derfor også en mere nydelig mand, som heller ikke hans krop var den helt pumpet af slagsen, samt han havde en svag solbrun kulør. Den sidste mand hun trak ud, var den største af dem. Afsluttende gjorde hun et kort nik med hovedet, inden hun trådte væk fra dem og så over på Konstantin. ”De tre tager jeg også i min service. Tag lænkerne af dem, så jeg kan sende dem til deres poster.”