Some business with an old friend

[Deleted]

De var klart på vej ind på et forbudt område, som Konstantin mærkede hvordan vreden begynde at buldre i det indre, som var han en vulkan der var ved at gå i udbrud. Han havde førhen altid været glad for hendes person, men i øjeblikket så irriterede hendes væsen ham kun, hvor hun hele tiden gav ham mere og mere lyst til bare at gå amok i et raserianfald! Men på den anden side nægtede han simpelthen at synke ned på et så dybt niveau! Denne gang havde han formået at forholde sig professionelt, hvor han også helst ville bevare det, selvom han kunne mærke at det blev mere og mere svært. Han vidste at hun selv havde en kort lunte, hvilket han også var blevet påmindet sidst, som hun havde angrebet ham. Det ville dog næsten være synd hvis de skulle til at begynde at bekrige hinanden og tilmed i hendes eget hjem, for selvom det ville blive fristende at ødelægge det hele og se det stå i ruiner, så kunne han dog alligevel ikke drømme om at gøre det imod hende, for han ønskede ikke at gøre hende ondt, og han nægtede at være den første der startede at bruge magi! Sidst havde han kun gjort det for at få hende til at stoppe, da det havde været i rent forsvar, hvilket i det mindste også havde fået hende til at stoppe, men ville hun virkelig selv så langt ud? Han så irriteret imod hende til hendes ord. ”Gerne, men så må du jo hellere lægge de fire guldstykker oveni, for jeg har betalt for middagen, ellers var jeg ikke gået ned i pris!” vrissede han irriteret, hvor han endte med at rive armen til sig, så hun ikke kunne styre ham rundt, for det fandt han sig ikke i! Han gjorde en gestus mod palæet, skønt hans mine var fuldstændig ironisk, hvor han blot gik bag hende for at komme indenfor. Han var ligeglad med hvad hun sagde, for han vidste at hun ikke kom med den fulde sandhed! ”Fint! Men siden du ikke gider skænke mig den fulde sandhed, så må det jo være fordi du dengang kun ønskede mig ondt,” konstaterede han køligt. Hvis den rigtige sandhed var så svær at få ud for hende, så måtte det jo være fordi den var så grusom og det var jo også det der gjorde ham nysgerrig på hvorfor hun i det hele taget havde handlet som hun havde. Det skulle dog heller ikke undre ham at hun dengang kun havde udnyttet ham, typen der kunne finde på det, var hun i hvert fald! ”Ænset hvad før? At han ikke var magisk? Jamen ved du hvad? Det opdagede jeg med det samme, derfor kom det bag på mig!” vrissede han irriteret. Hun kunne bare vove på at nedgøre ham eller håne ham og han ville gå amok og så var han ligeglad med om han sårede hende og brændte hele huset ned til grunden, for han skulle nok vise hvor mægtig og stærk han var! Han prustede næsten arrigt, som han havde knyttet begge sine hænder, imens han mærkede hvordan det kriblede i ham efter at sætte hende ordentlig på plads!

[Deleted]

I irritation fugtede Aleksandra let de fyldige læber, som de kørte hinanden godt og grundigt op. Hun havde fornemmet hans vrede, hvilket havde fået hende til at hæve stemmen, så var han blevet lidt mere hidsig, hvilket havde antændt hendes vrede, og nu så det hele ud til at være brudt ud i flammer. Det havde ikke været hendes hensigt, at det skulle ende på den måde, da hun trods alt godt kunne lide manden, men det så ud til, at der ingen anden vej var for dem. Trist var det vel, at de sådan var gået fra kærlighed til had, da det aldrig havde været sådan her mellem dem før i tiden. Som et lykkeligt par, havde de vel engang været, skønt de aldrig havde været et par, men blot forbudte elskere. De havde aldrig skændtes på denne måde før i tiden, men dengang havde hun også haft en plan, hvor hun til at starte med ikke havde været involveret følelsesmæssigt. Som følelserne var kommet og hun havde ænset dem, var hun blevet skræmt og flygtet, inden der kunne ske mere. Et sted ville hun nok altid have følelser for ham, hvilket vel også var grunden til, at hun havde så sippet et humør som lige nu, men om de ville det eller ej, så var det personligt mellem dem. Hvis dette skænderi havde været der, mens hun havde prøvet at lokke ham i sin fælde dengang, så havde hun dræbt ham. Nu havde det hele ændret sig. ”Gerne! Så længe jeg slipper for dig, vil det være mig en fornøjelse,” gav hun spydigt igen. Stædigt begyndte hun at øge tempoet, som han havde revet armen til sig igen, hvor hun hurtigt indtog en position foran ham. Blikket holdt hun fæstnet på sit mål, som hun blot så dørene der førte ind til dagligstuen for sig. At han så gættede på, at hun havde ønsket ham ondt, og det var grunden til, at hun var skredet, fik hende til at stoppe op, hvor hun også endte med at give ham et skub i brystet med sin håndflade. ”Hvad ville du blive glad for at høre?! At jeg ville dig ondt? At jeg elskede dig? Hvilken forklaring ønsker du at høre fra mig?” spurgte hun, som hendes stædighed nu var røget over på ham, og ikke bare det at få ham ud herfra. Det var tydeligvis noget han gik og tænkte over, som han blev ved med at komme ind på, hvorfor hun havde forladt ham dengang, hvilket begyndte at gå hende på. Stædigt stod hun nu stille, hvor hun holdt blikket på ham, imens hun lagde armene over kors. Hun vidste dog ikke, hvad hun skulle sige på det punkt, da det var en svaghed for hende. Hun havde ønsket ham død engang, men det havde ikke været grunden til at hun var gået, da det havde været fordi hun elskede ham. Hun tvivlede alligevel på, at sandheden var god at fortælle ham, for hvad godt kunne det bringe hende? Måske skulle hun bare lyve og sige, at hun ville ham intet godt, da han vidst selv så sig tilfreds med den grund. ”Det hele havde måske bare været bedre, hvis du ikke var kommet tilbage til livet. I så fald havde vi ikke stødt på hinanden igen,” sagde hun køligt, som han alligevel ikke gav hende noget positivt igen. Der var måske også noget rigtigt i hendes ord, da de vitterligt ikke ville have set hinanden igen, hvis han ikke var vendt tilbage, og så ville hun ikke være tvunget til at bearbejde de følelser, han fik hende til at føle.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at, der var et nyt skænderi på vej, hvor Konstantin slet ikke havde lyst til at blive der, men egentlig bare gerne ville hjem. Han gad ikke bruge tid på én som konstant skulle stikke til ham og nedgøre ham for hans fejl eller køre rundt i dem, selvom.. han kunne snart ikke engang huske hvad det var der havde tricket hans vrede, eftersom den jo hele tiden kun lige havde lagt under overfladen, skønt han havde taget det professionelt, men det var tydeligt at det var umuligt. Han skulede let mod hende, som hun gik foran ham, hvor hendes ord kun gjorde ham irriteret, selvom han måtte erkende at det var en skam at det skulle ende på denne måde, men kunne det overhovedet ende anderledes? ”Fint..!” mumlede han irriteret, hvor han blot fulgte efter hende, som han havde stukket sine hænder i sine bukselommer, imens han gik bag hende. Hans blik gled mod græsset, hvor hans mine var tydelig utilfreds. Det var bare typisk hende at skulle lege med ilden og aldrig stoppe mens legen var god, hun skulle altid køre den helt ud, hvilket gjorde ham direkte arrig! Han fortrød bitterligt at han var dukket op, selvom det også var kommet bag på ham at det var hende der havde været kunden, skønt han vel kunne have sagt sig det selv? At hun stoppede op, var noget som han kun lige nåede at opdage, hvor han måtte stoppe op i chok, da han havde set ned og knap ikke havde ænset det. At hun så skubbede ham mod brystet fik ham til at vakle nogle hurtige skridt bagud, selvom han dog ikke mistede balancen, men blev på fødderne. Han skulede olmt mod hende, hvor han bed tænderne sammen. Hvorfor var det et så stort problem for hende at fortælle ham sandheden?! ”Sandheden! Jeg vil bare have sandheden! Men det er åbenbart for meget at forlange! Du skred fra mig midt om natten uden så meget som et ord, uden at lægge en note eller noget som helst og jeg så ikke skyggen af dig i flere århundreder!” svarede han sandfærdigt, hvor hans tone endnu var høj. Han kunne ikke regne ud hvad grunden var, for hvis hun havde elsket ham, var hun vel ikke skredet? Men de havde haft det godt sammen og de havde ikke skændtes som de gjorde nu, så hvorfor var hun overhovedet skredet? Hendes følgende ord fik ham til at fnyse ganske let. ”Det var dig der opsøgte mig på markedet, ikke omvendt! Du kunne bare være skredet da du så mig, i stedet for at gå hen til mig! Du har jo holdt dig væk af en grund ikke sandt?!” svarede han lettere spydigt. Han ville gerne have sandheden, han ville gerne vide hvorfor hun var skredet, for han selv kunne virkelig ikke se fornuft i det. Og hvis hun havde udnyttet ham, så havde hun jo ikke engang fuldført sin plan, eftersom hun ikke havde vundet noget på de år de havde været sammen! Så han kunne vitterligt ikke se logik i det! Og hun nægtede åbenbart at fortælle ham det, så et eller andet grusomt måtte der jo være i det!

[Deleted]

At han mente, at det var Aleksandra der havde startet det hele, ville hun nok se sig uenig i. For hende var det ham der hele tiden havde haft et problem, hvor han var grunden til, at det var røget op til overfladen. Hun kunne sagtens have kørt deres møde videre til middagen, men det havde også kun været indtil han havde bidt lidt for meget af hende. Men om hvem der havde startet det hele, ville de nok aldrig blive enige om, da de begge var stolte og stædige, samt de begge følte sig trådt på. Ham, fordi hun havde forladt ham. Hende, på grund af sine egne dumme følelser. Hun ville ønske, at hun kunne holde det på et professionelt plan med ham, men det kunne hun tydeligvis ikke, da han for altid ville være manden der havde fået hende til at føle. Som hun pludselig vendte sig om og skubbede til ham, kunne hun godt se på det hele, at han havde gået i sine egne tanker i mellemtiden. Hun tog sig dog ikke af ham, hvor hun også bare stirrede følelsesforladt på ham, som han vaklede lidt på benene, imens hun talte. For hende var det ikke en behagelig snak de havde kørende, som hun ikke nød at blive påmindet, at hun havde følt kærlighed, og at hun så var flygtet fra det. Hun hadede hvert et sekund de holdt den kørende, hvor hun bare ønskede, at han lod det ligge. Hun kunne heller ikke se, hvad andet end muligvis fred det kunne bringe ham, hvis hun fortalte ham sandheden. Det kunne bringe ham fred at kende til årsagen af hendes forsvinden, men for hende selv kunne hun kun se negativer. Hun ville indrømme, at hun havde plottet at dræbe ham, og så at hun virkelig havde elsket ham. Den sandhed så hun helst ikke komme til live. Desuden, de levede hvert deres liv nu, så burde han ikke bare koncentrere sig om sin nuværende kvinde? Det lød i hvert fald på ham, at han levede det perfekte liv, nu når hun var forsvundet ud af billedet. ”Hvor vil sandheden alligevel tage os hen, Konstantin? Du siger selv, at du har det godt, som du lever nu. Hvis du hører, hvorfor jeg gik, vil det så bare bringe dig fred? Vil du kaste dig i mine arme, hvis du kan lide den? Eller vil du prøve at dræbe mig, hvis den ikke behager dig?” spurgte hun stilfærdigt, uden at hun tog blikket fra ham. Selv var hun nu en anelse nysgerrig efter at finde ud af, hvordan han ville reagere på sandheden, men på den anden side, følte hun også, at hun ville tabe for meget, hvis hun sagde den. Derfor betragtede hun ham blot, som hun afventede hans svar. ”Jeg havde aldrig en intention om at opsøge dig igen! Jeg blev vel en smule overvældet, da jeg så dig ved markedet og inden længe, så fandt jeg mig selv ved siden af dig,” sagde hun. Der var endnu noget spydighed over hendes stemme, men dog ikke ligesom før, som hun var ved at få sig selv ned på jorden igen.

[Deleted]

Det kørte hinanden op i en spids, hvor de nok ikke blev enige om hvem der startede det hele, da det var en diskussion der kunne fortsætte med at køre, og for Konstantins vedkommende var det underordnet, for hun bevægede sig ind på dårlige områder og hun stak til ham med vilje! Og at de så begge var stædige og stolte, samtidig med at de havde en kort lunte, gjorde det ikke just bedre. Sjovt som han havde en kort lunte overfor hende, for normalt var den faktisk utrolig lang, hvor han ikke lod sig blive påvirket så hurtigt, men Aleksandra havde såret ham, og at hun ikke fortalte hvorfor, gjorde at han ikke kunne få lappet såret, og derfor gjorde hun det kun værre ved at være sammen med ham og stikke til ham. At hun selv endte med at falde mere til ro, var dog noget som hjalp på hans eget temperament, hvor han selv faldt en anelse mere til ro. Han følte sig ikke overrumplet eller trådt på, når hun talte roligt til ham, hvor han også derfor selv havde let ved at bevare den, så han ikke behøvede at hidse sig om, hvis hun for eksempel havde fortsat med at køre på ham. Han sukkede dog alligevel irriteret til hendes ord. ”Måske det ikke vil gøre nogen forskel, men ved at kende sandheden kan jeg endelig lægge et låg på fortiden! Jeg aner stadig ikke hvorfor du overhovedet skred, hvilket efterlod mig med et tomrum og kæmpe spørgsmålstegn,” svarede han kortfattet, hvor hans stemme var også var blevet mere rolig frem for høj og råbende. Hans blik var dog stadig fast og en anelse køligt, da han stadig var sur på hende! Sur over at hun ikke ville fortælle ham sandheden, så han faktisk var i stand til at komme over det i stedet for at skulle sidde inde med en forvirring over fortiden og en masse spørgsmål, og så kunne det være at de heller ikke skulle skændes hver gang de stødte på hinanden. Kendte han dog til den virkelige sandhed, så ville han nok ikke just tage let på det, eftersom hun havde haft intentioner om at dræbe ham og faktisk kun havde udnyttet ham, hvor han nok ville blive forarget og derefter rasende. Han fnøs let til hendes ord. ”Ja overvældet var du i hvert fald ikke den eneste der blev,” svarede han i samme kortfattede tone som tidligere, hvor han lagde armene over kors ved det faste og fremskudte bryst, uden at han tog blikket fra hende. Eftersom de var stoppet op, så blev han stående de skridt fra hende som han havde vaklet tilbage. Han endte alligevel med at tage blikket væk fra hende. ”Og hvis du ikke har haft nogen intentioner om at opsøge mig igen, hvorfor har du så sendt et brev til mig og tilmed ønsker at jeg bliver til middag?” spurgte han denne gang mere roligt og dog med en mere utilfreds tone, der alligevel var en anelse nysgerrig. Han forstod sig slet ikke på hende og hendes handlinger mere, for der var slet ikke nogen mening i dem!

[Deleted]

Aleksandra mærkede godt, at ligeså hurtigt det havde toppet mellem dem, ligeså hurtigt begyndte roen at sprede sig mellem dem. Faren hvilede dog stadig under overfladen, så hvis man hævede stemmen en tand for meget, så ville sluserne igen åbnes, men det havde de vel efterhånden vænnet sig til. Men lige nu havde hun i hvert fald valgt at tale mere normalt til ham, da hun inderst inde ikke ville skændes med ham. At det så bar frugt og han også sænkede stemmen en anelse, var kun heldigt, da hun derfor også slappede lidt mere af. Hun brød sig dog ikke om hans ord, da han blev ved med at plage hende om at fortælle sandheden, om hvorfor hun havde forladt ham for alle de år siden. Et sted burde hun vel bare være ligeglad med det hele og bare fortælle ham det, da hun skulle være den afbalancerede kvinde, der var ligeglad når det kom til det emne. Sådan var det så ikke, da hun nærede en lille frygt for, hvordan han ville reagere på sandheden. Hun kunne godt lide ham, så hun ønskede ikke, at han skulle hade hende, selvom det nok var det letteste. Der ville nemlig være en stor sandsynlighed for, at han ville lukke helt af for hende, hvis hun sagde, at hun havde plottet om at dræbe ham. Om det ville hjælpe, at hun sagde, at hun havde fået følelser for ham og derfor havde afværget missionen, vidste hun ikke. Det betød dog, at det også havde været ægte for hende. I hvert fald det sidste stykke til, men det ville måske ikke gøre en synderlig forskel. ”Du vil måske få lagt lå på fortiden, men hvad vil jeg få ud af det? Og sig ikke, at jeg endelig vil slippe din sjæl fri, hvis jeg gør denne gode gerning?” spurgte hun. Hun var trods alt en kvinde der holdt kortene tæt, hvor hende sande side kun kom til syne i det sidste øjeblik, så han blev nød til at tilbyde hende noget, hvis hun skulle røbe sin værste hemmelighed. For hende var det i hvert fald den værste, og med chance for at han ville få et nyt raserianfald på hende, så var risikoen heller ikke lav. Endnu blev hun stående på sin plads overfor ham, som hun ville give ham den tid at tænke over, om han kunne give hende noget igen. Selvom hendes stemme var faldet til ro, var hendes blik endnu hårdt, hvor hun også blot så til, som han valgte at stille sig i samme afvisende position som hende. ”Da jeg så dig på markedet, blev jeg mindet om, hvad vi engang havde haft. Jeg følte mig drevet til at undersøge, hvilken mand du var gået hen og blevet. Mødet endte måske ikke så vellykket, men det mindskede ikke min nysgerrighed, selvom du afviste mig,” svarede hun, hvor hendes stemmeleje var ganske normalt. Det kunne godt være, at han fandt hendes nysgerrighed dum, da hun trods alt havde forladt ham. Men i al den tid de havde været adskilt, havde hun heller ingen kontakt haft til ham, så den havde været let at holde. Da han så havde stået et par meter fra hende, var hun interesseret i at se ordentligt på den mand, som hun engang havde forelsket sig i, samt se, om alt det nu var ovre.

[Deleted]

Det hjalp at Aleksandra selv faldt til ro, for så havde Konstantin heller ikke selv svært ved at finde fodfæstet igen, hvor han også selv fik lettere ved at bevare roen, skønt han vidste at raseriet kunne bryde ud når som helst. Han ville dog foretrække at det ikke gik som sidst, eftersom han trods alt var gæsten og derfor måtte beherske sig, men han vidste heller ikke om den middag var nogen god idé, selvom han alligevel havde været så dum at takke ja til den, men det var vel ligegyldigt, hvis hun alligevel bare ville have ham ud? Det var næsten trist at det skulle foregå på denne måde, selvom han næsten heller ikke kunne se hvordan det ellers skulle gå, når hun havde gjort som hun havde, for det var ikke noget han havde taget let på, skønt han med tiden var kommet over hende og på det sidste slet ikke havde skænket hende en tanke, hvor han kunne forestille sig at det havde været gengældt. At se hende på det marked, havde virkelig slået ham ud, hvilket også havde fået ham til at reagere som han havde. Han lagde let armene over kors til hendes ord, hvor han fnøs ganske kortfattet. ”Jeg er nysgerrig på hvorfor du ikke gider fortælle mig det, for siden du er så hemmelig omkring det, må det jo være fordi der ligger grusomhed bag din handling,” svarede han kortfattet, hvor han blot betragtede hende med et fast og næsten strengt blik. Han vidste ikke hvorfor hun var så hemmelighedsfuld omkring det, men i så fald, så kunne han kun forestille sig at det måtte være slemt. Og hvis det virkelig var slemt, så ville han måske også bryde ud i raseri, og så var det måske ikke så godt at få det at vide? Han endte med at ryste på hovedet af hende. Hun var og blev virkelig for meget! Hun irriterede ham. Han kunne dog ikke komme udenom at hun også måtte gøre ham en anelse nysgerrig, selvom han mere var nysgerrig på at vide hvorfor hun var skredet i det hele taget, frem for hvordan hun var blevet. ”Og jeg kan se, at du ikke har forandret dig det mindste. Du er stadig den selvsamme selvoptagede, egocentrerede kvinde, der nyder at sno mænd om din lillefinger,” svarede han køligt og lettere spydigt, hvor han ikke tog de mørke øjne fra hende. Han rystede let opgivende på hovedet, som han vendte blikket væk, hvor han kort lod tungen stryge over de rosenrøde læber, inden han let skævede mod hende igen. ”Hvorfor ville du overhovedet have mig herhen? Du så hvordan det gik sidst, og se på os nu, vi skændes igen,” spurgte han med langt mere ro i stemmen, hvor han mere var forvirret over hvorfor hun overhovedet ville se ham, når han havde afvist hende på det groveste sidst. Han vidste ikke hvad hendes intentioner var og det gjorde ham ikke mindst nysgerrig, men i den grad også på vagt!

[Deleted]

Snakken om, hvordan hun var, hvad hun havde gjort, og hvorfor hun havde gjort det, frydede på ingen måde Aleksandra. Det var et sårbart emne hun helst ikke ville have ud, og som Konstantin alligevel behandlede hende, så kunne det også bare være ligegyldigt. Det kunne godt være, at han ville få ro i sindet, hvis han kendte til sandheden, men hun var egoistisk, og hvis ikke hun kunne vinde på det, så kunne det også være lige meget. Altid havde hun tænkt sådan, og det havde også været af den grund hun var kommet så langt i livet, som hun havde, hvor dette ikke skulle stoppe hende. ”Hvilke tanker du har omkring, hvorfor jeg forlod dig, kan jeg ikke bearbejde lige nu. Jeg har vigtigere ting at tage mig for, end at hjælpe en mand der alligevel hader mig,” sagde hun afvisende, da hun nåede frem til, at dette umuligt kunne gavne hende. Hun havde aldrig været en kvinde med et blødt hjerte, så der skulle mere end dette til, før hun ville røbe sandheden for ham. At røbe sandheden ville nok også betyde, at hun skulle gøre klar til kamp mod ham, da skænderier ville komme på banen, og derfra kunne hun ikke udelukke magi, da hun ville føle sig nødsaget til at bruge det, hvis han blev for meget. Hun vidste også, at han var en af de stærkeste warlocks hun kendte, så hun kunne ikke møde ham uforberedt. ”Måske er jeg en selvoptaget egocentreret kvinde, men jeg er stadig en selvoptaget og egocentreret kvinde der har formået at vinde dit hjerte,” pointerede hun vindene igen, da han ikke kunne benægte overfor hende, at det havde tiltrukket ham, samt at han var faldet for hende. Med de ord vendte hun også om på hælen, hvor hun stødt gik tilbage til terrassen, uden at hun skænkede ham et blik. Hun gik ud fra, at han gik med hende, som han tydeligvis ville væk herfra, hvor hun skulle give ham nogle penge inden da. Hun var måske irriteret på ham, men det afholdte hende alligevel ikke fra at se det gode potentiale i de slaver han havde medbragt, og dem ville hun derfor gerne beholde i sin tjeneste. ”Jeg ved, at du går stærkt ind for dit arbejde. Derfor ville jeg gerne købe nogle slaver af dig, fordi jeg vidste, at jeg kunne regne med din dømmekraft på det punkt,” svarede hun kortfattet. Det var sandt, at det var hovedgrunden for hendes invitation til ham, da hun virkelig havde manglet arbejdskraft, og han udførte et godt stykke arbejde. Det andet der havde spillet ind, var stadig lysten til at se ham som person, da selvom de havde skændtes og angrebet hinanden, så havde de haft noget engang. Hun skænkede ham ikke et blik på turen tilbage til palæet, som hun fremadrettet trådte ind ad de åbne dører til dagligstuen, som hun hurtigt gik igennem.

[Deleted]

At Aleksandra nægtede at fortælle Konstantin sandheden måtte også betyde at der lå noget større i hendes forsvinding dengang, hvor han ville skyde på at der lå en eller anden grusom grund bag, for det lignede hende jo! Desuden så ville det ikke forundre ham, hvis hun kunne finde på det værste, så det skulle næsten ikke undre ham at der lå en grusom grund bag, hvor det måske også var bedst, hvis han ikke fandt ud af det? Det gjorde ham nysgerrig, men på samme tid gjorde det ham også en anelse nervøs. Hvad nu hvis han slet ikke ville kunne lide grunden? Ville han så virkelig forsøge at dræbe hende? ”Jeg hader dig faktisk ikke, Aleksandra. Men det du har gjort, har skubbet mig helt væk, og jeg bærer stadig nag,” svarede han sandfærdigt, hvor hans mørke øjne hvilede fast på hende. Selvom han var sur på hende, så kunne han alligevel ikke hade hende, heller ikke for det hun havde gjort, men derfor så ændrede det dog ikke på at hun havde såret ham og at han bar nag, hvor han faktisk var lykkelig som han havde det nu. Hun havde forspildt sin chance, og han måtte erkende at hun gjorde ham usikker på hendes intentioner, da han næsten var bange for at hun havde bagtanker. Han kneb øjnene sammen til hendes ord, hvor han sendte hende en fast mine. Han skulle lige til at åbne munden, da hun så bare vendte sig om og gik. Han stod lettere forbavset tilbage, inden han fnøs og fulgte efter hende. ”Ja det ville du sikkert kunne lide, at jeg kom grædende tilbage på mine bedende knæ, men der kan du godt tro om igen! Desuden.. så nød jeg fandens godt af din krop,” kommenterede han lettere kækt, særligt det sidste, mest af alt for at beskytte sig selv og skifte væk fra at hun faktisk havde formået at vinde hans hjerte. Han var kommet alt for tæt på hende, og det burde aldrig være sket! Men det skete jo så alligevel, hvilket han ikke rigtig kunne ændre på. Han kunne så heller ikke ændre på at hun var skredet og at de ikke havde haft kontakt i flere århundreder, hvor han var kommet over hende og til sidst slet ikke havde skænket hende en eneste tanke, da hun blot havde været et minde. Nu stod hun her igen og rev op i alle de gamle sår, hvilket han på ingen måder brød sig om. Han fulgte blot efter hende i et hastende tempo, som de kom indenfor igen, hvor han ikke tog det faste blik fra hende. ”Vi har ikke snakket sammen i århundreder, og så vil du have min dømmekraft? Helt ærligt, nu er du bare dum at høre på.. Der findes mange andre der går op i sit arbejde og som ganske vidst er rigtige slavehandlere, så jeg tror ikke just at jeg er det bedste bud at komme med, ergo må du jo have inviteret mig, fordi du gerne ville se mig,” svarede han sagte, hvor et kækt smil gled over hans rosenrøde læber, som han betragtede hende med et flabet blik, „men igen.. du har forspildt din chance og efter sidste gang, var det en rimelig dum og vovet handling at invitere mig til dit eget hjem. Er du slet ikke bange for at jeg skulle ødelægge noget i min vrede?”

[Deleted]

”Det ville alligevel aldrig være blevet til noget mellem os,” mumlede Aleksandra dæmpet, hvor hun tvivlede på, at han hørte hende. Hendes ord var måske også mere henvendt til sig selv, som hun ikke ville lade ham ramme hende, da han konstant prøvede at stikke til hende i håb om, at hun ville bryde sammen. Hun vidste godt, at det hun havde gjort dengang havde været hårdt, da det havde haft noget sammen, da de ikke bare havde ligget og hygget sig med hinanden i ny og næ. Om han havde gjort sådan med mange af de kvinder, han havde været sammen med i sin utroskab, vidste hun godt nok ikke. Men dengang havde hun forladt ham, fordi det ikke havde været meningen, at de skulle have haft noget ægte sammen. Det havde været ment som et skuespil og hun havde fejlet, hvilket havde sendt hende hjem. Konstantin kendte selvfølgelig ikke til alle de bagtanker, men det var bare sådan det måtte være. At han så igen prøvede at benægte sine følelser for hende, fik hende til at himle med øjnene. Barnligt var det af ham, da han tidligere havde indrømmet, at han havde haft følelser for hende og endda havde set et liv for sig med hende, hvor han nu prøvede og benægte og sagde, at det kun havde været for hyggens skyld. ”Jamen jeg nød også godt af din krop. Så står vi vel lige,” svarede hun endnu engang afvisende tilbage, da hun ikke ville give ham det, han ønskede. I starten havde hans krop været en af de ting, hun havde åndet lettet op omkring, da det hele bare havde været et skuespil, og det var langt sjovere at udfører det på en mand der rent faktisk var attraktiv, hvilket han heldigvis havde været. Han kunne meget vel havde været utiltalende og fed, men han havde været en charmerende og muskuløs mand i stedet. Skuespillet var så bare dalet væk til sidst, hvor hun i stedet var endt sårbar og forelsket i ham. Som de var nået ind i huset, gik hun videre ud på gangen, hvor hun åbnede en ny dør. ”Vent her,” sagde hun kortfattet, hvor hun gik ind ad døren for at smække den i hovedet på ham. Særligt var dette rum, da hun havde kastet en besværgelse over det, hvor døren kun lod sig åbnes af hendes hånd. Rummet hun var gået ind i indeholdt kun en masse kommoder, hvor det ellers var helt bart. Hurtigt fik hun åbnet en af skufferne der viste adskillige guldmønter, som de flød i stakke i skuffen. Hun brugte dog ikke lang tid derinde, da hun let fik fanget en stofpung, hvor hun langede det aftalte antal mønter ned i. Med et køligt blik trådte hun ud på gangen igen, hvor Konstantin bare snakkede videre. ”Gør det overhovedet en forskel, om jeg ville se dig eller ej? Af hvad jeg kan se, så er du alligevel ligeglad. Du vil bare høre, hvad der skete for længe siden, og så vil du fordufte igen. Og hvis du har i sinde at ødelægge noget her, så kom bare an,” svarede hun køligt igen. Det var ikke i hendes interesse, at han prøvede at knuse hendes hjem, da det hurtigt kunne ende katastrofalt, hvis de begge begyndte at bruge magi. ”Bare tag dine penge, så du kan komme hjem til dit åh så perfekte liv,” tilføjede hun ligegyldigt, som hun kastede pungen med penge i hans retning.

[Deleted]

Konstantin hørte godt at hun mumlede noget, selvom han ikke fik med hvad det helt præcist var, hvilket næsten kun irriterede ham, for han ønskede at kende til svaret, mest fordi han faktisk havde kunnet lide hende – mere end bare lidt. Det havde derfor også ramt ham, da hun havde forladt ham. Han var ikke just typen der græd over at en kvinde forlod ham, skønt han heller aldrig havde prøvet det, før Aleksandra, for han havde altid holdt det på et professionelt plan, men det var desværre blevet lidt for ægte med Aleksandra. Han havde dog ikke fældet tårer over hendes bortgang, men han havde da klart været forvirret og forundret, hvor han også til at starte med havde været bekymret for at der var sket hende noget, så han havde ledt efter hende, men langsomt var det gået op for ham at hun faktisk var skredet fra ham. Han kunne ikke lade vær med at trække let på smilebåndet til hendes ord, som hun faktisk gengældte hans egne. Han havde nydt hendes krop, det måtte han erkende, men han havde ganske vidst også nyt hendes person, hvor hun desværre havde formået at vinde hans hjerte, selvom han kunne forbande sig selv over at være faldet i med begge ben, for det skete jo normalt aldrig! ”Selvfølgelig nød du min krop, den er der ingen der kan slå, ligesom mine tricks,” svarede han selvsikkert og næsten drillende, skønt han tog sig selv i det, hvor han vendte blikket væk, og blot fulgte lydløst efter hende ind i huset.
At hun bad Konstantin vente, fik ham til at stoppe op, hvor han med en sigende mine, hævede det ene øjenbryn og så efter hende, som hun forsvandt ud af en anden dør, som hun direkte smækkede i hovedet på ham, hvilket kun irriterede ham, hvor han havde lyst til at følge efter hende og skælde hende ud, men han blev dog stående, hvor han blot vendte sig med ryggen mod døren og med armene over kors ved brystet. Han kunne høre hende pusle rundt derinde, skønt han ikke gjorde noget, eller så meget som fortrak en mine. Han hørte hende godt komme ud igen, hvor han roligt vendte sig om, stadig med armene over kors. Ret havde hun jo nok i sine ord, han ville høre sandheden og så ville han nok fordufte, hvor han godt kunne høre at det ikke just lød særlig retfærdigt, når man fremstillede det sådan. Han sagde dog intet, da han heller ikke nåede det, før hun kastede posen med penge hen til ham, som han roligt greb, så hans arme heller ikke længere var over kors. ”Og hvor mange er der? Eller skal jeg til at tælle?” spurgte han roligt, som han kort åbnede posen, hvor han så ned i den. Der var ganske vidst mange guldmønter, men om der var 50 eller 46 var jo så ikke til at sige. Han skævede kort i hendes retning, afventende for hendes svar. Vinglasset holdt han stadig mellem et par fingre, hvor han næsten følte sig lettere ubehøvlet som gæst, men det var også hendes skyld! Hun skulle altid lege med ilden og det havde fået hende til at træde forkert, så han var endt med at blive vred! Og det havde jo så ødelagt alt..

[Deleted]

Aleksandra hørte godt hans selvsikre ord om, at han var Guds gave til kvinder, hvor hun fnøs over det. Det var dog sandt, at han måtte have en eller anden evne, siden hendes mission havde givet bagslag, og at hun var faldet for ham. Det var måske ham der havde kastet en besværgelse over hende. Hun nåede dog ikke at svare på hans ord, som hun valgte at gå ind i rummet med pengene, hvor hun også brugte tid p at puste lidt ud, så hun kunne få nogle bedre vibrationer. Da hun så kom ud igen, syntes hun at han stod ligeså irriterende som før, som han stod i sin afvisende position. Hurtigt var det gået ned ad bakke mellem dem, som bomben var sprunget på et splitsekund, hvor der nu herskede kaos mellem dem. At han så også betvivlede, om hun mon havde lagt det rigtige beløb ned i posen, kneb hun øjnene skulende sammen. "Tro mig, der er nok," svarede hun irriteret igen, da hun fandt hans ord flabet. En skam var det vel, at det skulle være sådan her mellem dem, men de lå vel, som de havde redt. Eller måske var det bare hendes skyld. Hun var trods alt den der var gået sidste gang, og udmeldingen om, at Konstantin rent faktisk havde ønsket en fremtid med hende, og ikke sin trolovede dengang, havde ramt hende som et chok. Hun havde jo fortalt sig selv, at også han udnyttede hende dengang, hvilket havde gjort det til en win-win situation, men det havde det vidst ikke alligevel. "Skal du bare stå der, eller har du i sinde at blive til maden? Ødelægge mit hjem, eller gå?" spurgte hun tvært, da han ikke gjorde mine til at gå. Hun havde faktisk troet, at han nærmest ville løbe ud af hendes hjem, så snart han havde haft sin betaling, da han tydeligvis var irriteret på hende. Hun måtte også næsten fortryde, at hun havde valgt at invitere ham herhjem, men nu lå det i hvert fald klart, hvor hun havde ham. Som hun stod og ventede på, at han tog en beslutning, måtte hun også fundere over, om dette mon var den allersidste gang hun så hans ansigt. Lige nu lignede det i hvert fald ikke, at et gensyn var på tale mellem dem, så måske var det virkelig en endegyldig afsked hun skulle tage med ham. Hun havde godt nok før taget den med en sovende Konstantin i stedet, men det her var ikke ligefrem det samme. Det kunne dog godt være, at han måske manglede så meget svar på fortiden, at han ville opsøge hende senere hen, for at få årsagen til hendes forsvinden. Men hvis han alene kom for den grund, så ville hun nok stadig ikke være så samarbejdsvillig, da det stadig ikke var noget hun kunne vinde på, og hun skulle altid kunne se en bonus ved det.

[Deleted]

Konstantin kunne godt se at der nok ikke kom noget ud af at få sandheden at vide. Så ville han få det at vide, men det vandt Aleksandra ikke just på, eftersom han jo egentlig bare ville smutte igen, og hvis det virkelig var så grusomt, ja.. hvem vidste så hvad han kunne finde på i sit vredesudbrud? Derfor var det måske bare bedst at lade fortid forblive fortid. Et sted søgte han vel bare efter en grund til faktisk at hade hende? Så han ikke skulle se hende igen og blive påmindet tiden med hende, som han jo faktisk havde nydt, men som han forbandede sig selv over fordi han havde ladet det komme alt for vidt med en anden kvinde, for det burde jo aldrig være sket! Selvom han stod med armene over kors, så var hans mine ikke afvisende, da han var faldet langt mere til ro, og næsten måtte finde det en skam at det skulle gå sådan imellem dem, for de havde aldrig skændtes før, ganske vidst haft et par diskussioner, men han havde altid været den gentleman han var og givet hende ret, hvis det endelig var blevet for meget, så det netop aldrig var gået så vidt. Han betragtede blot pengeposen i stilhed, som hun sagde at det var nok, hvor han betragtede den i stilhed for flere sekunder, skønt han ikke rigtig så på noget, men stod og tænkte. Han så roligt mod hende med en fattet mine, da hun så fortsatte med at spørge ind til det. Han endte med at fiske fire guldstykker op ad posen, som han gav hende, inden et kækt smil gled over hans læber, som han pakkede posen væk, ved at trylle den væk med sin magi, så den forsvandt i et røgslør. ”Jeg bliver til middagen,” svarede han endeligt, som han blot gik væk fra hende og den vej han mindes at var mod spisestuen, hvor han ganske vidst, havde husket rigtigt. Han gik roligt hen til det aflange bord, hvor han tog om vinflasken og hældte noget mere op i sit vinglas, hvor han så tilbage, da han gik ud fra at hun automatisk var fulgt efter ham og sikkert ville komme med en masse indvendinger. Sandhed var dog, at han var frygtelig sulten og tilmed forsøgte at undertrykke den rumlende mave, og så var der den større sandhed at han faktisk ikke ønskede at det skulle slutte sådan mellem dem. Han ønskede at bevare roen, opføre sig anstændigt, i stedet for at miste besindelsen og hidse sig op, for.. det lå jo normalt slet ikke til ham! Han tog en slurk af sin vin, inden han stillede glasset på bordet, kun for at beholde grebet omkring vinflaskens flaskehoved, hvor han gik mod hende. ”Vil du have mere?” spurgte han indbydende, hvor et næsten helt charmerende smil måtte glide over hans læber. Han ønskede ikke at skændes med hende, men tage det professionelt, og ganske vidst havde han fået sin betaling og slaverne var nu hendes, men.. han ønskede at fuldføre bare en enkelt aften med hende og bevise for sig selv at han sagtens kunne holde hendes selskab ud i så lang tid.

[Deleted]

Aleksandra var nået til det punkt i deres møde, hvor hun fortrød sin invitation og bare ønskede ham bort. Hun havde hele tiden vidst, at det ikke var som før, men alligevel var hun gået hen og set sig træt af hans had til hende, selvom han sagde, at det ikke var had. Sur og irriteret ville hun dog mene, at han var på hende, og i længden var det ikke sjovt at mænge sig med et selskab der i det store og hele ikke brød sig om en. Selvom hun havde vidst, at han ikke længere var glad for hende, så havde hun alligevel givet det et forsøg til, hvor hun havde bedt ham om at komme herhen. Det syntes heller ikke at have lykkedes særligt godt, ud over at hun havde fået de slaver hun havde bedt om, så hun tænkte nu, at det bare måtte være de. De måtte skilles ad, og hun måtte se, hvad hun nu kunne bruge i sin tilværelse. Som de havde skændtes ude i haven og videre inde i huset, havde hun egentligt sat sig selv op for, at de skulle tage afsked med hinanden, så det kom bag på hende, at han pludselig sagde, at han ville blive til middagen. Han ville ikke blive her for at smadre hendes hus, men blive her for at spise hendes mad, som hun tidligere havde budt ham på. Hurtigt reagerede hun dog til at gribe de penge, som han lagde i hendes hånd som ’betaling’ for den kommende middag. Granskende og overrasket var hendes blik derfor, som hun studerede hans ansigt i håb om at finde ud af, hvad fanden han var ude på. Han havde selv sagt, at han ikke gad hende mere, men det ville han godt alligevel? Havde han kommet op med en hemmelig plan i mellemtiden? Hvor det før havde været ham der havde været i tvivl om hendes intentioner, var det nu hendes tur til at nære tvivl. Hun nåede ikke engang at svare ham, inden han havde sat kursen mod spisestuen, hvor han efterlod hende tænksomt i gangen i et par sekunder. Der gik dog ikke længe, før hun rankede ryggen, samt svang det mørke hår om på skulderen, så hun igen kunne stå smuk og fattet. Roligt satte hun efter ham, som hun valgte at iføre sig en maske, indtil hun vidste, hvad han dog var ude på. Tavst fulgte hun efter ham, som han drejede ind ad den korrekte dør, hvor hun selv stoppede op i døråbningen. Der var ikke længere nogen vrede eller overraskelse at spore i hendes blik, som hun nu havde fundet sin selvsikre attitude frem. Charmerende så hun ud, som stillede sig med en hånd mod dørkarmen, imens hun betragtede hans bevægelser, som han hentede den vin hun havde stillet på bordet. ”Ja tak,” svarede hun venligt, hvor hun løftede sit glas i hans retning, som han bød hende på mere vin. Nysgerrigt så hun på ham med et levende blik, som han kom over og skænkede mere vin op. ”Sig mig, er du ude på at charmere mig nu?” spurgte hun roligt, som hun hentydede til hans nye adfærd. Hans indbydende tone. Det charmerende smil.

[Deleted]

Det ville være synd at det hele skulle slutte med et skænderi, hvor Konstantin også konstant havde forsøgt at holde sig i skindet, opføre sig anstændigt og som den mand han var, men det synes næsten at være umuligt når han var omkring Aleksandra, mest af alt fordi han faktisk bar nag og faktisk var vred på hende, men derfor ønskede han jo stadig at opføre sig anstændigt også fordi han var gæsten og ikke just havde retten til det store, hvor hun havde vist sin gæstfrihed – noget han stadig ikke forstod, for hun havde set hvordan det var gået sidst og det var ikke lang tid siden, så havde hun virkelig troet at de kunne komme overens? Han måtte erkende at det var det han selv helst ville, ikke fordi han rigtig gad at have noget med hende at gøre, for han fandt det faktisk bedst at de nok ikke sås, mest af alt for at undgå disse skænderier og kaosset, men fordi han gerne ville bevise for sig selv at han faktisk godt kunne klare en enkelt aften i hendes selskab, uden at reagere så voldsomt, som han havde gjort. At se overraskelsen i Aleksandras ansigt, da han afleverede de fire guldstykker, så hun gav det aftalte beløb, var noget som virkelig var hele posen med guld værd! Denne gang var det ikke ham der viste nogen overraskelse, men hende, hvilket var noget som direkte frydede ham! Han gjorde dog intet andet end at smile for sig selv, som han satte kursen mod spisestuen. Måske det var at ændre adfærd fra det ene til det andet, hvor det næsten kunne virke som om han lod som om intet af det som lige var foregået af skænderier var sket.
Som Konstantin have skænket vin op til sig selv, vendte han roligt rundt, hvor han så at Aleksandra selv ikke lod sig vise fra sin overraskelses- eller vredesside, hvilket var en tanke som morede ham. Han gik blot over til hende med det selv samme charmerende smil på læberne, hvor han roligt lukkede sin hånd omkring hendes, der holdt hendes vinglas, så han kunne holde det nogenlunde stille, som han skænkede op. Han kluklo ganske let til hendes ord, hvor han vendte blikket lettere hemmelighedsfuldt imod hende. ”Hvem ved?” spurgte han blot gådefuldt, som han sendte hende et næsten helt uskyldigt smil, som han roligt trak sig væk fra hende og gik tilbage til bordet, hvor der i mellemtiden var blevet dækket op til dem. Han satte vinflasken fra sig, hvor han selv tog omkring sit glas, så han kunne tage en slurk af den klare røde væske. Han vendte sig roligt om mod hende med rank ryg, hvor et indbydende smil gled over hans læber. ”Så.. er middagen snart klar?” spurgte han roligt. Han var faktisk utrolig sulten, for han havde jo faktisk ikke fået noget siden tidligt i morges, hvor han havde gjort alt klart og smuttet ved daggry, så han kunne nå herover til tiden, for slaverne havde jo selv gået den lange vej og han vidste at de var udkørt alle sammen. Derfor havde han også bedt kusken om at køre ind til byen og købe noget mad og vand til slaverne.