Some business with an old friend

[Deleted]

Det irriterede Konstantin at han ikke kunne blive klog på Aleksandra, selvom han vidste at det ikke nyttede at tænke over det, for det fik han intet svar af, han brød sig ikke om at være direkte, da han så afslørede sin forvirring og uvidenhed, hvilket han aldrig havde været meget for at indrømme, men han anede virkelig ikke hvad hun ville med ham. Hun var skredet i sin tid, så hvorfor skulle hun dog overhovedet ville ønske at forsøge igen? Medmindre hun havde fortrudt, men så måtte man sige at hun kom flere århundreder for sent, for han havde brugt tid på at komme over hende, som det vel også gik den anden vej? Medmindre hun havde været træt af ham da hun var skredet, men hvorfor skulle hun så ville forsøge nu? Hun flirtede med ham, legede med ham og han vidste ikke længere om det var oprigtigt og ægte, eller om et var pivfalsk. Han så mod hende da hun vendte hans spørgsmål om, hvor hans mine var fattet og tænkende. Han havde sat albuerne imod bordfladen og flettet fingrene foran sig, imens hans hage let hvilede imod de flettede fingre. ”Jeg er for længst kommet mig over dig Aleksandra, jeg ser ikke hvad der skulle være at savne, når det er forbi. Jeg dvæler ikke ved fortiden,” svarede han i et kortfattet svar, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Måske det var hårde ord, men han var nok ikke rigtig kommet sig over chokket over det at han i det hele taget havde set hende igen, så han kunne ikke rigtig føle andet end en indre vrede og det at han bar nag. Men han vidste til gengæld hvad han havde og derfor så han ingen grund til at længes efter en anden kvinde, for det ville bare være.. forkert. Om hun i sandhed mente at hun ville have en nat sammen med ham eller ej, var han også i tvivl om, da han trods alt ikke helt havde opført sig ordentligt overfor hende, da han havde angrebet hende under første møde og de vidste begge at vreden endnu kun lige lå under overfladen, hvor han hurtigt kunne ændre adfærd. At hun så skulle påminde ham om at det de havde haft var godt, fik ham til at fnyse for sig selv, som han vendte blikket ned mod sin tomme tallerken og tomme glas. ”Jeg prøver at glemme det,” mumlede han uhørligt for sig selv, som han lod sin pegefingerspids glide vinglassets kant rundt. Han så først mod hende, da hun spurgte om hun skulle hælde mere op, hvor han nikkede ganske let, som han lænede glasset ind over bordet, så hun kunne skænke op. At få lidt mere indenbords var næsten fristende, sådan som de sad og mindedes fortiden, mest fordi han ønskede at glemme den. At hun så også skulle nævne at de var to gamle elskere, gjorde det heller ikke bedre, for det påmindede ham blot om at han var gået alt for langt med hende, og det burde aldrig være sket! ”Vi ved begge at du altid er en kvinde med bagtanker, du har altid planer,” svarede han sammenbidt, som han ikke tog blikket fra hende. Hun havde altid noget kørende og fedtede af en eller anden årsag, fordi hun ønskede at opnå et eller andet.

[Deleted]

Et slag i ansigtet kunne man meget vel beskrive Konstantins ord, som han direkte sagde, at han ikke længere nærede nogen følelser for Aleksandra. Hun havde ikke forventet, at han havde gået og ventet på hende i al den tid, da hun vidste, at hendes afsked havde været rimelig nådesløs dengang, da hun havde forladt ham uden et enkelt ord. Han burde vel ikke have noget til overs for hende, hvor det nok også var bedst sådan, men alligevel fandt hun det ikke rart, at landet lå sådan mellem dem. Men selvom hans ord ikke bragte hende nogen former for glæder, valgte hun at holde den kolde facade og simpelthen ikke komme med en reaktion. I stedet valgte hun at tage sit bestik i hænderne, hvor hun skovlede de sidste madrester op, som hun tyggede godt og grundigt igennem, inden hun skænkede ham et blik igen. "Du siger, at fortiden ikke har en betydning for dig.. Så vil jeg være så sød og påpege, at du op til flere gange har opkrævet en forklaring på min afsked. Det lyder ikke helt ligeglad i mine ører, påpegede hun roligt, imens hun så ham ind i øjnene fra den anden side af bordet. Han ville sikkert finde hendes argument flabet, og hidse sig en smule op igen, men han kunne vel ikke løbe udenom, at hun faktisk talte sandt. Han lod jo ikke bare tingene ligge. Hun ville personligt også mene, at han ikke var fuldkommen ligeglad med hende, siden han hang ved så længe. Hans næste ord hørte hun dog ikke, hvor det eneste hun ænsede var, at hans læber bevægede sig. Intet godt var sikkert kommet ud af hans mund, hvor hun heller ikke svarede på det, men blot betragtede ham med løftede bryn.
Aleksandra lænede sig en anelse frem over bordet, som Konstantin gjorde mine til, at hun godt måtte fylde op. Hun havde egentligt ikke troet, at han havde haft mod på et ekstra glas, da det betød, at han måtte blive og drikke det ud, nu når han sagde, at han ikke havde tid til at blive her meget længere. Hun fyldte dog hans glas op uden spørgsmål, hvor hun også satte sig roligt tilbage derefter og stillede flasken fra sig. "Hvis du er så sikker på, at jeg altid har en bagtanke gemt i ærmet, så fortæl mig, hvad min bagtanke var, dengang vi var sammen," bad hun med en ramt stemme, som om hans ord havde såret hende. Hvis han virkelig mente det om hende, så måtte han vel også have nogle ideer til, hvorfor de havde været i et forhold engang. Han havde dog ret i, at hun var en kvinde med planer, og i sin tid havde hun skam også haft en plan med ham. Det var dog virkelig endt med, at hun til sidst havde elsket ham. "Tror du virkelig ikke, at jeg ikke var i stand til bare at føle kærlighed overfor dig?" Hun fjernede det sårede blik fra ham, som den mandlige tjener trådte ind i spisestuen, hvor han begyndte at tage de tomme tallerkner og bestik af bordet.

[Deleted]

Konstantin talte skam sandt, da han sagde at han ikke længere nærede nogen følelser for Aleksandra, for han havde brugt tid på at komme over hende, skønt han faktisk havde ledt efter hende i flere måneder efter hun var skredet, for han havde jo faktisk været bekymret for at der måske var sket hende noget, men han havde aldrig fundet hende, og langsomt var det jo gået op for ham at hun faktisk havde forladt ham, skønt han aldrig havde fundet ud af grunden og det havde efterladt ham med et kæmpe spørgsmål. Han havde altid været nysgerrig på hvorfor hun var skredet, for de havde jo altid haft det godt sammen, de havde aldrig skændtes, hvor de altid var endt med at gå på kompromis, hvis det endelig var brændt på, så de havde altid fundet ud af tingene. På en måde var hans ord sande og på en måde ikke, for han havde aldrig dvælet ved fortiden og han havde heller ikke skænket hende en tanke, men nu hvor han så hende igen, så var det virkelig som at rive op i de gamle sår og det efterlod ham jo igen med det kæmpe spørgsmål og tilbage ved fortiden. Han så lettere sigende på hende til hendes ord. ”Du efterlod mig som et kæmpe spørgsmålstegn Aleksandra, det er kun naturligt at være nysgerrig og forvirret over, hvorfor du skred, når du selv sagde at det vi havde haft sammen var godt. Der havde ikke været nogen problemer, så ja, jeg brænder efter at vide hvad sandheden er,” svarede han sandfærdigt, hvor hans tone blev en anelse hård, da han ikke brød sig om at hun talte ned til ham.
At tage et glas til, kunne sagtens gå hurtigt, da Konstantin pludselig følte træng til at drikke tankerne bort, hvilket også resulterede i at han tog store slurke af sit glas, da hun havde fyldt det op, så det næsten var halv fyldt igen. Han trak vejret tungt, som han lod blikket glide rundt i rummet, næsten i et ringe forsøg på at aflede sine tanker fra fortiden. Han himlede også blot med øjnene da hun lød ramt af hans ord, selvom han tvivlede på at det var sket. Efter det som var sket, så var det gået op for ham at hun var en koldblodig kvinde, hvor der skulle meget til for at såre hende, derfor vidste han at det var et spil fra galleriet. Han havde jo faktisk kendt hende godt, eftersom de havde været sammen i nogle år. Armene lagde han roligt over kors ved brystet, som han vendte blikket kortfattet imod hende, som et tydeligt tegn til at han ikke hoppede på hendes lille skuespil. ”Jeg ved ikke om du havde bagtanker dengang, men du skred så brat, selvom alt havde været helt perfekt. Og siden du skred, og pludselig nu gerne vil være sammen med mig, ja, så virker det blot.. mistænksomt,” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende, skønt tjeneren kom ind og fjernede de tomme tallerkner. Det var først da tjeneren havde fjernet hans, at han tog om glasset og tog endnu en stor slurk. Han fnøs let til hendes ord, hvor han ventede med at svare til tjeneren var ude af rummet igen, hvor han så mod hende. ”Jeg må erkende at jeg er blevet i tvivl om du overhovedet er i besiddelse af et hjerte,” svarede han i samme kortfattede tone, hvor det måske var en anelse kynisk sagt, men sådan så han faktisk på det.

[Deleted]

Hvor det ellers havde gået ganske fint, syntes Konstantins facade langsomt at krakelere. Aleksandra kunne i hvert fald tydeligt se, at det kun havde været spil fra galleriet fra hans side af, som han langsomt begyndte at hæve stemmen, hvor ordene også blev hårdere og hårdere. Hans personlighedsskift havde tidligere forundret hende, da de havde råbt af hinanden og han havde udtalt, at han bestemt ikke ville være her længere, og pludselig havde han vendt sig 180 grader, som han havde reageret mild og charmerende. Nu var den facade ved at bryde op igen, og denne her gang kom det ikke bag på hende. En sand humørsvingning var det at være omkring dem, som de kunne tale pænt det ene øjeblik, og bide af hinanden det næste. Selv ville hun mene, at det var ham der havde et problem, da hun ganske simpelt kom med et par udtalelser, og så valgte han selv at hidse sig op, da det tydeligvis ramte noget dybt inde i ham. ”Jeg benægter da heller ikke, at det er naturligt at føle. Jeg vil bare stadig pointere, at du ikke er helt ligeglad, om det er naturligt eller ej,” fortsatte hun i et roligt stemmeleje. Ud fra de sidste stunder hun havde tilbragt med ham, så havde hun ganske hurtigt erfaret, at hvis hun først mistede fatningen, så ville det hele bryde sammen og helvedet ville komme op til overfladen. ”Men hvad du end går og tror og mener om mig, så holder jeg stadig ved, at det der var mellem os ikke var ligegyldigt. Jeg nød dit selskab, ligeså meget som du nød mit.” Om han ville tro hende, vidste hun ikke, men det var sandheden. Han havde set en fremtid med hende, hvor hendes hjerte også havde tigget og bedt hende om at blive hos ham, da legen havde stoppet for hende, som det var blevet alvor, da hun langsomt var faldet for ham. Det var måske slet ikke nødvendigt at sige sandheden til ham, da han alligevel havde stemplet hende som kold, kynisk og utilregnelig.
Hvor han nærmest slugte al indholdet i glasset, førte Aleksandra glasset op til læberne i et normalt tempo, hvor hun også kun tog en anstændig slurk af glasset, hvor han slubrede væsken i sig. Det syntes pludselig at mødet ville ende ganske hurtigt, da det helt kunne ligne, at Konstantin allerede stod med fod ude af døren, som hans humør havde ændret sig betragteligt. Hans hurtige vejrtræk og blikket der fløj rundt kunne næsten ligne, at han var ved at få et anfald af at være i hendes selskab. ”Med alle de beskyldninger du kommer omkring mig, er der så nogensinde noget jeg kan sige, der vil behage dig?” spurgte hun en anelse spidst, inden hun vendte blikket mod tjeneren der var kommet ind. Tjeneren opfangede også hurtigt den dårlige stemning i luften, hvor det også var med et øget tempo han tog imod det beskidte porcelæn, inden han forsvandt ud igen så hurtigt det nu var passende. Aleksandra burde næsten have vidst, at Konstantin ville smide bomben så snart de var alene igen, men alligevel noget hans ord ind til det hjerte han var så opstemt på, at hun ikke havde. Utrygt og såret var hendes blik i det der kunne svare til ét sekund, hvorefter de grågrønne øjne også hurtigt fæstnede sig i et koldt og hårdt blik. ”Hvis du har det på den måde, så skrid dog. Jeg skulle jo nødigt forpeste dit åh så rene hjerte,” svarede hun spydigt igen. Grebet om vinglasset lod hun strammes, så de lange negle borede sig ind i den skrøbelige håndflade, og satte et par dybe mærker, som hun ville lukke den anden smerte ude.

[Deleted]

Konstantins humør var meget svingende, når han befandt sig i selskab med Aleksandra, han ønskede dog at bevare fatningen, eftersom han ikke ønskede at nogen skulle have den form for ’magt’ over ham. Han havde aldrig været typen der opførte sig barnligt, end ikke når tingene var væltet for ham og han havde ’tabt’, men Aleksandra vækkede bare en ualmindelig vrede indeni ham, hvilket et sted gik ham på, for det beviste vel også at han måske ikke helt var kommet sig over fortiden? Han blev næsten i tvivl, selvom han faktisk havde brugt tid på at komme over hende, og det stod han fast på at han var, selvom fortiden måske stadig nagede ham en anelse. Han betragtede hende med en fattet mine til hendes ord, hvor han blot tog om glasset og fik et par mundfulde sunket, inden han satte det fra sig, for at lade tungen fange den udsøgte eftersmag. ”Jeg benægter ikke at jeg nød det vi havde, og derfor er jeg heller ikke ligeglad med det du gjorde Aleksandra, tværtimod så vækker det min brændende nysgerrighed efter at kende til sandheden. Men det er ikke løgn at jeg ikke dvæler ved fortiden, for jeg er kommet over dig, og det er sandt at du ikke vil få det mindste ud af at fortælle mig sandheden, men jeg vil få slukket min nysgerrighed, og længere er den ikke,” svarede han i en rolig og kontrolleret tone, skønt der alligevel var en afslutning ved hans ord, som et tegn til at han ikke gad diskutere det.
Det var ikke fordi Konstantin ville hurtigt ud, for normalt tog han det stille og roligt, viste at han havde manerer, men i øjeblikket føltes det næsten bare mere fristende at drikke tankerne ud end noget andet. Hendes spydige tone, brød han sig ikke om, hvor han også måtte knibe øjnene en anelse advarende sammen, for de vidste begge at hans humør hurtigt kunne skifte – han påmindede dog sig selv om at han burde bevare roen, derfor forsøgte han også at slå koldt vand i blodet. Det var heller ikke fordi selve hendes ord var stødende på nogen måde, derfor så undertrykkede han også den stigende vrede. Han foldede roligt hænderne foran sig på bordet, hvor han betragtede hende ganske roligt. ”Måske, måske ikke, men uanset hvad, så foretrækker jeg sandheden uanset hvor ondt den gør, for jeg bryder mig hverken om at blive holdt for nar eller løjet for,” svarede han kontrolleret og dog ærligt. Han kunne godt fornemme på hende og hendes mere stramme mine, at hun blev stødt af hans ord, hvilket et sted frydede ham og dog lod han det ikke vises, da han holdt den rolige facade. Han brød sig ikke om hendes spydige tone, men han bevarede dog fokus og roen, så han ikke mistede fatningen, for så ville det jo bare ende grimt igen. Han strøg tungen kort over sine læber. ”Jeg er måske uskyldig i vores sag, men ellers er jeg ingen helgen, og mit hjerte er nok kun rent i sjældne tilfælde, så tro ikke at jeg sætter mig på en høj piedestal, for det er ikke tilfældet, men jeg kan ikke finde logikken i at du skred, når du selv nu sidder og påpeger hvor godt det vi havde sammen, var,” svarede han roligt og ærligt, som han trak let på skuldrene, „og hvis du ønsker at jeg skal gå, så sig det og så gør jeg det.” Han tog om glasset og tog en mere behersket slurk, som han vendte blikket sigende imod hende derefter.

[Deleted]

Det at Konstantin endnu engang pointerede, at Aleksandra ikke ville få noget ud af det, hvis hun fortalte ham sandheden, gjorde bare, at hun blev endnu mere stædig med ikke at sige noget. Hun var en selvisk kvinde, og hvis hun ikke kunne opnå andet end at gøre en anden person glad, så tiltalte det hende bestemt ikke! For, hvis hun fortalte ham om virkeligheden, så ville hun udstille sig selv, og han ville enten blive ligeglad, sur eller ignorere hende for evigt, og det kunne man bestemt ikke kalde gode odds for hendes vedkommende. Rødvinen tog hun endnu en tår af, imens hun betragtede ham med et ligegyldigt blik. Hvad hun havde regnet med, da hun havde henvendt sig til Konstantin efter flere årtier, vidste hun ikke, men hun havde ikke håbet på denne reaktion fra hans side, men nu kunne hun tydeligt se, at det ikke kunne være anderledes. Der var ikke mere kærlighed mellem dem, men kun det svage billede om hvad der engang havde været, og så den kraftige negative spænding der var mellem dem nu. ”Jeg kan ikke sige, at du er god til at sælge dig selv, Konstantin,” sagde hun sigende. Kroppen lænede hun en anelse frem, så albuerne kunne hvile mod bordpladen, mens hun flettede sine fingrer. ”Min eneste kommentar er; at du har brændt dine broer for at kende sandheden. At du brændende vil vide, hvorfor jeg gik dengang.. Det må forblive dit problem.” Så længe det var sådan her, så ville hun bestemt ikke give efter for ham! Hun havde nu heller ikke problem ved at holde sandheden usagt, da det beskyttede hende. Hvorfor skulle hun også fortælle, hvor glad hun havde været for ham, og hvor skræmt det havde gjort hende, når han alligevel ikke ville være andet end modbydelig overfor hende? Det kunne godt være, at hun engang havde set ham død, men det havde jo ændret sig betydeligt, da hun havde fået følelser for ham. Nu ville hun næsten mene, at hun skulle have fuldført sin opgave dengang, for den nye Konstantin var helt igennem forfærdelig.
Begge måtte de kæmpe med temperamentet, hvor Aleksandra også mærkede, hvordan hendes tålmodighed skrumpede betydeligt sekund for sekund. Hun var ved at være dybt træt af ham, da han simpelthen ikke bragte hende noget godt. Han var bare et problem på et problem. At han endnu kæmpede for, at denne aften skulle være passende, anså hun allerede for at være en død sag. Chancen for at de skulle klare et anstændigt møde med hinanden var allerede røget i vasken, da de havde gået ude i haven, som besindelsen var røget der. Aftenen blev også ødelagt nu, da deres stemmer havde hævet sig, og Konstantin var kommet med en yderst grim udtalelse om hende; som han havde kaldt hende for hjerteløs. Hun havde skam et hjerte, ligesom alle andre. Hun havde bare bestemt ikke lyst til at udstille det for ham, da han alligevel bare ville træde på det. ”Det er så din sag. Du kan tale om ærlighed med en anden end mig,” svarede hun afvisende med et kort skuldertræk, som hun lænede sig tilbage i stolen. ”Hvad du end mener, så sætter du dig bestemt på en høj piedestal når det gælder os. Og du behøver heller ikke at kunne finde logikken i det her, du skal bare følge strømmen og prise det. Men hvis du ikke har andet at sige til mig, så synes jeg bestemt, at du skal gå,” sagde hun og nippede til sit glas.

[Deleted]

Sådan som Aleksandra havde fremstillet det hele, så var det jo også gået op for Konstantin at Aleksandra ikke vandt noget ved at fortælle ham sandheden, for det ville ikke ændre på noget, eller det vidste han ikke, for hvis det var slemt, ville han så måske komme til at hade hende? Men den anden vej gik det nok ikke, for han var sammen med den kvinde som han ønskede ved sin side, og derfor ville han slet ikke spekulere på om Aleksandra ville få en ny plads hos ham, for det skete jo nok ikke. Hun havde haft sin chance og det hun havde gjort, var noget som stadig nagede ham, for det havde han jo faktisk ikke tilgivet hende for. Han forholdt den rolige mine, hvor et tilmed let smil gled over hans rosenrøde læber, da hun sagde at han var dårlig til at sælge sig selv, hvilket han måske var denne gang, men han så ikke nogen grund til at lyve for hende. ”Hvorfor skulle jeg lyve? Du vil ikke få noget ud af at fortælle mig det og det ved vi begge,” svarede han roligt, som han trak let på skuldrene, idet han tog om vinglasset og tog endnu en slurk. Han trak kun yderligere på smilebåndet som hun fortsatte, hvor han igen vendte de mørke øjne imod hende, da han havde sat glasset fra sig igen. ”Det er meget muligt, men jeg ser heller ikke nogen grund til at have noget videre med dig,” svarede han roligt, skønt ordene var sagt for at støde hende, hvor det selvtilfredse smil ikke falmede det mindste, hvilket nok egentlig kun var for at provokere hende yderligere.
Chancen for at dette møde ville ende anstændigt, var nok ikke særlig stor, men Konstantin ville være helt tilfreds med, hvis han formåede at bevare roen til han var væk, da han hadede når han mistede besindelsen på den måde hun fik ham til, for normalt skete det jo faktisk frygtelig sjældent, fordi han for det første altid havde været en tålmodig mand, men også fordi han sjældent lod sig hidse op over noget så latterligt, desværre gik det dog ikke denne gang, skønt han som sagt ville være tilfreds med hvis han kunne bevare roen til mødets ende. Han kunne både se, høre og fornemme på hende at hun selv var ved at hidse sig op og denne gang morede tanken ham blot! Han fnes let til hendes ord. ”Selvfølgelig er det mig der sidder på den høje piedestal af os to, jeg er for en gangs skyld uskyldig. Det var ikke mig der kastede alt i jorden, men dig, og hvem ved.. hvis du ikke var skredet, kunne det være at vi faktisk var endt sammen den dag i dag,” svarede han uanfægtet af hendes afvisning og vrede, hvor han blot trak lettere ligegyldigt på skuldrene. Som hun så nærmest bad ham om at gå, måtte han igen trække på skuldrene. Han tog om glasset og tømte det, inden han rejste sig. ”Meget vel,” endte han roligt. Det var ikke fordi han havde andet at sige, for han var stadig sur på hende, så det at sætte sig ind i stuen og nyde hinandens selskab, det ville i hvert fald ikke komme til at ske. ”Så siger jeg mange tak for mad,” endte han høfligt, som havde det været til enhver anden vært, hvor han kort bukkede hovedet, idet han blot gik forbi hende og satte kursen mod hoveddøren.

[Deleted]

"Hvis du havde løjet, havde du måske haft en chance for at vide sandheden. Du siger jo, at du brænder af nysgerrighed for at få svar. Ærgerligt for dig, så må den følelse hænge ved," sagde Aleksandra i en fattet tone. Hun ønskede ikke længere at hidse sig op over ham, da det gav ham et irriterende selvfedt smil, hvilket hun ikke ville styrke. Derfor ønskede hun ikke længere at rive sig med, da det bare styrkede hans nedladende kommentarer, som hun allerede var godt og grundigt træt af. "Jamen så er det godt, at vi er nået til en enighed. Jeg har fået, hvad jeg skulle have fra dig og nu er det slut," sagde hun afvisende, som om hun var helt færdig med ham, og ikke længere ønskede at se ham. Hverken nu eller i fremtiden. Hun havde fået sine slaver og talt med ham, hvilket havde været alt, hvad hun havde ønsket. Nu kunne han gå og leve sit åh så perfekte liv videre, hvor det ikke så ud til, at hun ville være en del af det. Men hvad end fremtiden bød, så ville hun være her, om han kunne li det eller ej. Hun ville ikke forsvinde igen, som hun sidst havde gjort.
At han pludselig fremstillede sig selv, som om han var ren og højere hævet end hende, betragtede hun ham med et roligt blik. Det ene øjenbryn løftede hun, men det var så også det. Ligesom ham, så ville hun ikke fryde ham ved at hidse sig op. Hun ville være præcist, som han beskrev hende. Kold og hjerteløs. Det var åbenbart sådan legen skulle foregå mellem dem. "Konstantin, vi havde aldrig en fremtid sammen. Du ønskede måske at dele dit liv med mig, men hvis jeg ikke var gået der, så var jeg skredet på et andet tidspunkt. Du tror måske, at du kan ryste mig ved at sige, at du elskede mig, men det ændrer intet," svarede hun stilfærdigt, uden hun tog blikket fra ham. Sande var hendes ord, da hun var skræmt ved tanken om kærlighed, og hvis hun var blevet, så havde det kun været for at tage hans liv. Hvis det var rigtigt, så burde han takke hende for, at hun var gået i sin tid.
Aleksandra blev tavst siddende på sin plads, som Konstantin traf det valg at gå. Hun foretrak ikke en mine, som hun blot så frem for sig og nippede til sin rødvin, imens han gjorde klar til sin afsked. Som han talte, så hun heller ikke på ham, men blot viftede afværgende med sin hånd af ham, som om han ikke længere interesserede hende. Hun blev også blot siddende og lyttede, som hun hørte hans fodskridt mod entreen for til sidst at høre hoveddøren der gik op. Det var først da hun hørte dens smæk, at hun slap et dæmpet suk og greb om vinflasken, som hun endnu engang fyldte sit glas, hvor hun også blev til den var tom. En lille smerte i brystet mærkede hun efter at Konstantin var gået, men stædigt ignorerede hun den med den vin der stod fremme.

// out

[Deleted]

Konstantin nægtede at hidse sig op, eftersom han nægtede at give hende den fornøjelse, derfor holdt han sig også roligt, hvor han derimod måtte more sig over at hun var ved at hidse sig op, selvom han vidste at hun altid havde haft et stort temperament, hvilket han også selv havde, hvis man formåede at udløse det, men til gengæld havde han en enorm lang lunte – medmindre man vidste hvor man skulle trykke. Han trak overbærende på smilebåndet til hendes ord. ”Hold op Aleksandra, vi ved begge at du aldrig havde skænket mig sandheden om jeg så havde løjet eller ej,” konstaterede han roligt, hvor han blot hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. End ikke under første møde ved markedet, havde hun gidet fortælle ham det, heller ikke denne gang, så han tvivlede på at hun overhovedet havde skænket ham den, uanset hvad han havde sagt, selv hvis han havde tigget og bedt på sine grædende knæ, så ville hun aldrig havde skænket ham den helt skindbare sandhed. Han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord, hvor han blinkede let med øjnene, imens han foldede sine hænder foran sig på bordet. Det lød slet ikke til at hun gad se ham mere, måske det også var til det bedste? Men alligevel forundrede hun ham, for han vidste slet ikke hvad hun havde været ude på. Måske hun ville have set hvordan det havde været, hvis de igen var i samme rum og talte sammen? Man kunne ikke just kalde det for en succes, så måske hans opførsel havde skræmt hende væk? ”Udmærket,” endte han roligt og nikkede bekræftende. Det var måske bedst hvis de ikke havde kontakt, eller så hinanden, da han følte sig underlig splittet i hendes nærvær, det var som at føle savn og smerte på én og samme tid, det var dog så lang tid siden alt det de havde haft sammen, at han snart ikke kunne huske hvordan det var, hvor det kun forvirrede ham at forsøge at huske.
“Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt at jeg ville dele en fremtid med dig, Aleksandra, jeg har kun sagt at muligheden havde været der, og var du blevet, kunne det meget vel være gået den vej. Men alligevel må jeg give dig ret, det var nok aldrig gået, jeg tror jeg var blevet træt af dig i længden,” svarede Konstantin en anelse nedladende, som han trak på skuldrene som betød det ingenting og var ligegyldigt. Nu var det alligevel for sent. Han gik blot mod døren, hvor han ikke tog sig af at hun afviste ham, som det kun morede ham, da han næsten kunne regne ud at han alligevel havde formået at trykke på de ’rigtige’ knapper og påvirket hende med sine ord, hvilket han så kun kunne fryde sig over. Som han kom ud, gik han hen til hestevognen der igen stod klar, hvor han satte sig ind, inden kusken førte hestene an i et roligt tempo, som de resterende slaver stadig gik bagved vognen. Han så sig kort tilbage ud af vinduet, hvor et mere trist skær lagde sig over hans ansigt. Han fandt det trist at det skulle foregå på denne måde, særligt fordi han vidste at de havde haft det godt sammen. Nok ønskede han sig ikke en fremtid med Aleksandra, men alligevel kunne han jo nok ikke komme udenom at han et sted holdt af kvinden og at han alligevel ønskede hende det bedste og al godt. Han så frem for sig med en mere stiv mine, som han blot kunne se frem til en lang tur hjemad igen til Rozentas Manor.

//Out