Some business with an old friend

[Deleted]

Aleksandra havde selvtillid, hvor nogle måske ville sige, at det nogen gange gik over i arrogance. Hun ville dog bare påpege, at hun altid nåede det, hun satte sig for, og det gjorde hende glad. Hvad andre mente, ragede hende en høstak, som hun altid ville sætte sig selv højere end nogen anden. Koste, hvad det ville. ”Arrogance er nu heller ikke så slemt igen, så længe man har noget at have det i. Folk der ofte kalder en for arrogant, kalder blot personen det, fordi vedkommende selv har ondt i røven,” sagde hun stilfærdigt. Han ville måske ikke være enig med hende, men det måtte han nu om. Hun havde klaret sig fortineligt i alle de år, hun havde eksisteret, så hun måtte gøre noget rigtigt. Selv havde hun rejst sig storslået for et meget lille stadie, så hun vidste, hvad man kunne udføre her i livet. At han opgav tanken om, at hendes nyfundne erhverv kunne have givet bagslag, fik smilet til at brede sig på hendes læber. Der var mange i branchen, så konkurrencen var hård, især når man var ny og skulle finde fodfæste på markedet. At folk som Konstantin så kom og smagte vinene, og talte god for den kunne dog være med til at give den god omtale, hvilket ofte endte ud i forretninger. Ellers havde hun skam i sinde at tage en vogn med ud på nogle markeder, samt afhøre de ansatte i forretninger, om de ville tage hendes vare ind. ”Og det ser jeg frem til, at det globalt vil blive,” sagde hun roligt og smilte let, som han kaldte den smagte vin for en succes. Et ord hun i den grad kunne forholde sig til.
”Måske ikke, men det glæder mig, at du kan lide stilen. Det er bare synd, at der ikke er så mange til at fylde rummene op,” sagde Aleksandra sagte. Komplimenter tog hun til sig, så længe han fandt lysten til at give dem, som han lige nu virkede til at være i et gavmildt humør. Selv nød hun skam også godt af sit hjem, som hun virkelig følte sig hjemme i det smukke og dyre hjem. Det var trods alt også det hun havde kæmpet så længe for. Til tider kunne hun dog godt tænke tanken, at der var lidt for stille i det store palæ. Hun fortrød dog ikke mordet på sin mand, da han ikke havde været andet end en flue på væggen den seneste tid, inden hans død. Hun var nu heller ikke en kvinde med venner, da hun aldrig følte noget for de personer hun mødte. Til tider kunne der dog godt komme en snigende følelse op, at hun havde brug for noget stort og festligt, hvilket krævede personer. Til forskel fra Konstantin, så hun sig ikke nysgerrigt omkring, som hun kendte sine omgivelser. Da de havde gået på gangen, havde hun set fast frem for sig, hvor hun nu kun havde tænkt på at stille vinen fra sig, som de havde noget spisestuen. Som Konstantin kom over til hende ved bordet, så hun på ham med et nysgerrigt blik. At det nu var ham der frivilligt tilbød hende sin arm viste, at der virkelig var kommet andre boller på suppen. Det irriterede hende dog ikke, hvor det blot fodrede hendes selvtillid, som han ikke længere var imod hende. ”Lad os,” sagde hun mildt, hvor hun lod sin slanke arm smyge sig om hans, hvor hendes fingre også lod sig lukke blidt tæt på hans håndled. Endnu engang tog hun skridtet til at føre an, hvor hun ledte dem ud af rummet og tilbage ad den vej de var kommet. Der gik dog ikke længe før hun førte dem til venstre, som der var en åben indgang til dagligstuen. Man kunne mærke en behagelig temperatur i rummet, som de to store døre ud til haven var slået op. Hun gav ham dog ikke mulighed for at nærstudere rummet, som hun blot trak ham med ud til deres destination, men af hvad man kunne se, så var rummet form og detaljer den samme som i spisestuen. Ellers var der en pejs der ikke brændte i øjeblikket, et par reoler med bøger og diverse genstande på hylderne, et stolesortement med en sofa og lænestole og et bord. Roligt, men fast ledte hun dem ud på terrassen, der var blevet belagt med mursten, hvor der også herude var bord og stue i noget mørkt træ, hvilket gjorde det muligt at indtage måltider herude. ”Haven er i sin tid blevet dyrket som en mindre park,” fortalte hun roligt. ”Den tidligere familie nød meget af at dyrke bede med forskellige blomster, samt der også er anrettet mindre søger med fisk i, hvor der også er et enkelt springvand i midten af selve haven.”

[Deleted]

Selv en mand som Konstantin havde en hvis form for arrogance. Han overdrev det dog ikke, som han vidste at mange andre kunne. Han havde ikke behov for at vise sig frem, skønt han altid havde lagt som én af de højeste i hierarkiet. Han havde altid stået som hertug, selvom den titel var blevet ham berøvet, efter han var afgået i døden, og han havde endnu ikke fået svar fra kongehuset, eftersom han skam havde søgt om audiens. Han hævede sigende det ene lettere buskede øjenbryn til hendes ord, hvor han ikke just så sig enig. ”Har ondt i røven, eller også, så har de en bedre morale,” svarede han sigende, hvor det kække smil ikke falmede det mindste. Det var ikke fordi det var noget han gad diskutere, for de så tydeligvis på tingene med hver sin mening, hvor han også vidste at hun var for stædig til at ville give sig, ligesom han selv var. Desuden så havde hun skam ret til at være stolt af sin vin, men bare fordi han kunne lide den, var det jo ikke ensbetydende med at resten af verden kunne, eftersom det igen kom helt an på hver sin smag. At hun gerne ville have vinen til at blive en global succes, forstod han såmænd godt, hvem ønskede ikke at det de brændte for blev til noget stort? Han kluklo ganske let. ”Kom nu ikke for godt i gang, blot fordi jeg kan lide den, er det ikke ensbetydende med at resten kan, skønt jeg nu er rimelig sikker på at vinen kan klare sig godt, men igen, konkurrencen er stor og ikke mindst hård, man kan hurtigt blive overgået, hvis man ikke ser sig om og hele tiden fornyer sig,” svarede han sandfærdigt. Han arbejdede måske ikke med vine til dagligt, men han kendte til det at man hurtigt kunne blive overgået i forretninger, derfor så sørgede han altid for at forny det hele, så han hele tiden havde sine kunders interesse.
At det var stille i det store palæ, kunne Konstantin godt forestille sig, da han kendte til følelsen, men han havde altid haft sine mange elskerinder nede i kælderen, så havde han følt sig ensom, så havde han altid opsøgt selskabet. Desuden havde han jo set hvilke mænd hun havde valgt ud af hans slaver, hvor tanken kun var ham morende. ”Det ved jeg. Men så er det jo godt at du har fået dig tre nye elskere,” svarede han drillende, hvor han lo kort for sig selv. Han kunne dog godt lide hendes hjem, eftersom han fandt det stilfuldt – præcis som hans eget! Måske Konstantin havde ændret holdning, men sidst var det kommet bag på ham, hvor det nok mere var chokket der havde fået ham til at reagere sådan, hvor han denne gang havde fået tid til at fordøje det, samt forretningerne havde fået ham til at tage det hele mere professionelt. At hun lod sin egen arm smyge sig om hans og hun greb om hans håndled, fik ham til at vende blikket tålmodigt mod hende, da han ikke selv vidste hvor de skulle hen for at komme ud i haven. Han fulgte hende med ned ad den samme gang og ud til entreen, hvor han så sig nysgerrigt omkring, da de gik ind i dagligstuen, selvom han ikke just nåede at se så meget, før de var udenfor. Hans blik søgte let omkring i haven, hvor han også betragtede havemøblerne. Han så mod Aleksandra, da hun begyndte at tale, inden han så ud mod haven igen. ”Hm.. den ligner en have som alle andre,” svarede han roligt, hvor et morende smil gled over hans læber, inden det denne gang var hans tur til at trække hende af sted, hvor han roligt begyndte at gå ud i haven, for at finde ud af hvordan her så ud.

[Deleted]

Som de to warlocks nåede ud på terrassen, tog Aleksandra duften og friskheden til sig. Der var nu noget ved at komme ud i det fri, som det nærmest hjalp med at gøre ens hoved klart. At omgivelserne så også var smukke, gjorde det kun bedre. Til tider kunne man svagt høre et par fugles pippen, samt deres baksen med vingerne. Fra staldende lidt længere væk kunne man også høre et vrinsk i ny og nær fra de heste der græssede på foldene. At haven blot lignede enhver anden have, sagde hun nu intet til. Det var ganske rigtigt sjældent, at man fandt den store variation når man gik i et rigmands hjem. Men om det lignede så meget andet eller ej, så fandt hun det nu smukt. Inden han valgte at føre hende videre, nåede hun at nippe til sit glas rødvin, inden hun roligt fulgte efter. Hvor hun tidligere havde guidet ham igennem huset, kunne han nu bestemme vejen, da man sagtens kunne finde tilbage til huset og intet af området var forbudt område. Man kunne enten vælge at følge de små stier der var blevet lavet, hvor de også ledte en godt rundt i haven, men man kunne selvfølgelig også bare gå over plænerne og mellem blomsterne. ”Jeg forventer skam ikke, at alle vil nyde min vin, bare fordi du kan. Jeg er godt klar over, at markedet er hårdt, og folk har forskellige smagsløg, men jeg har da mine håb, og det kan du ikke tage fra mig,” fortalte hun roligt. Konstantin kunne sagtens komme med alle sine forhåndsregler til hende, men det var ikke ensbetydning med at hun lyttede. Han stillede det hele op i et svært realistisk billede, hvor hun skam godt vidste, at hun ikke bare ville flyve igennem det hele, men alligevel. Som de så talte om, at hun til tider kunne føle sig ensom, måtte hun slippe en munter latter, inden hun kastede sit legende blik på hans ansigt. ”Så sandt,” sagde hun medgivende. Om det var dem alle tre hun ville benytte sig af om natten, vidste hun ikke helt, men den ene af mændene kunne man vel godt sige, at hun havde specialvalgt af den årsag. Alle ville de nok kunne udføre arbejdet ude i marken, så hun syntes ikke at der var noget galt i, at hun samtidig valgte nogle mænd der også faldt udseendesmæssigt i hendes smag. ”Men nu kunne andet selskab end dem godt nok også behage mig. Jeg har leget lidt med tanken om at holde noget. Et bal måske. Måske et maskebal.” Tanken om at arrangere noget, så hun kunne gøre sig til for nogle mennesker, kunne hun godt lide. Tanken om at alle skulle være maskerede forekom hende morsom og udfordrende, hvor hun sagtens kunne se nogle forskellige ting ske for sig. ”Hvad for du ellers tiden til at gå med fortiden, når jeg støder uventet ind i dig?” spurgte hun en anelse drillende og dog nysgerrigt. Hun havde hørt, at han havde afgået ved døden, og at han havde mistet sin titel som hertug, hvor der nu var kamp om den status. Så vidste hun også, at han havde fundet kærligheden.

[Deleted]

Den friske luft, var rart at nyde, når man selv kunne vandre frit rundt i den skønne natur. Det var noget andet i forhold til at sidde i en hestevogn og blot sidde og se ud over det hele, som passerede én på vejen. Det var også rart at strække benene en anelse, skønt han måtte erkende at turen havde været lang og han havde intet fået siden i morges, så han var faktisk frygtelig sulten! Det blev dog slukket en anelse, nu hvor han havde den smagfulde vin i sit vinglas, som han kunne gå og nippe en anelse til, selvom fristen for at bunde hele glasset var stor, for han var tilmed utrolig tørstig! Det var dog ikke vin som var en drikkelse han ville drikke meget af på en gang, da det nok mere kom til vand og andet der ikke var alkohol i, for ellers endte det da blot med at gå galt! Og han ville nødigt dumme sig, nu hvor han var sammen med sin gamle flamme. Tanken var ham stadig underlig, skønt han sjovt nok i øjeblikket havde affundet sig med det og faktisk kunne opføre sig anstændigt som han altid gjorde normalt. Deres forrige og første møde efter flere århundreder, havde fået ham til at reagere i vrede fordi han var blevet chokeret over at se hende, hvor han også havde mærket de gamle følelser af sårbarhed dukke op i ham, for synet af hende havde påmindet ham om deres gode tid sammen og det at hun bare var skredet uden så meget som et ord. Som hun sagde at han ikke kunne tage håbet fra hende, så så han lettere sagte på hende. ”Er du nu også helt sikker?” spurgte han med en næsten lumsk undertone, som tog han det som en udfordring til at forsøge at fjerne hendes håb. Det kække smil hvilede på hans læber, skønt det dog ikke havde været hans mening at fremstille det så barsk som han havde gjort, han ville vel bare forberede hende på at forretning ikke altid var så let som man kunne gøre det til, og som han havde sagt, så var han sikker på at den vin de drak nok skulle klare sig på markedet. At hun nævnte et bal, fik et muntert smil til at glide over hans læber. ”Ak ja. Du har altid nydt af store og flotte bal,” påmindede han sig selv. Han mindes tilmed at have afholdt et bal selv for hendes skyld, dengang de havde været sammen, et sted kun for at vise dem frem, for det vidste han godt at hun kunne lide. Han selv havde dog aldrig rigtig brudt sig om pøblens og de andre adeliges opmærksomhed, når det kom til at vise sine rigdomme og stil frem, da han derimod var en mand der var meget nede på jorden, „men hvis det er selskab du søger, så lyder det som en god idé.” Han nikkede roligt bekræftende til sine ord, som han fortsatte sine skridt frem, hvor han havde ført dem ud på en af de små stier, som gik igennem den store have. At hun så spurgte ind til ham, fik ham kort til at skæve imod hende, inden han så tænkende frem for sig. Han trak let på den ene brede og muskuløse skulder. ”Tja.. ærligt talt? Så har jeg forsøgt at genvinde mit tidligere liv. Jeg mistede meget da jeg gik i døden og vendte tilbage, og jeg kæmper lidt for at få det tilbage igen,” fortalte han sandfærdigt. Det var ikke just fordi han var stolt over at have mistet alt, eller at gå i døden, for han afskyede den tanke! Men han skulle nok få alt tilbage igen! Og han skulle nok genvinde sin ære ved at vise hvilken stærk og mægtig mand og warlock han var!

[Deleted]

"Jeg er altid sikker," svarede Aleksandra med al ro i stemmen, som hun også sendte ham et sigende blik. Hun havde en selvtillid der sagde spar to, samt hun tvivlede på, at han kunne røre hende. Desuden, hvis han virkelig havde været glad for hende engang, så burde han vel heller ikke have en lyst til at skade hende. Personligt ønskede hun ham det bedste, skønt hun måske udtrykte det på en sjov måde, men følelser var hun trods alt ikke god til. Med hensyn til forretninger, så var hun godt klar over, at hun aldrig havde gjort forretninger, hvilket Konstantin trods alt havde gjort, så han kendte markedet og dets personer. Til gengæld var hun god til at tale for sig og charmere folk, så hun var sikker på, at de nok skulle lytte til hende. Det var også en af grundene til at hun også tænkte, at hendes mandlige arbejdere ikke ville have det fjerneste imod, at hun brugte dem af lidt andre årsager end arbejdsmæssigt. Desuden, hun var en flot kvinde. Da hun fik mindet Konstantin om, at hun elskede overdådige fester og at vise sig frem, måtte hun trække lidt mere på smilebåndet. Tankerne vandrede automatisk tilbage til de gamle dage, hvor også hun erindrede den dag, hvor hun havde overtalt ham til at arrangere et bal, hvor han havde været langt mindre entusiastisk over begivenhederne. Tanken morede hende, men på den anden side var det også en af de ting, de nok ikke skulle dvæle for længe over. "Og af hvad jeg husker, så finder du dem mindre fornøjelige," sagde hun muntert. hvor hun næsten sendte ham et helt blidt blik, inden hun igen så frem for sig, som de havde bevæget sig ned ad de små stier. Adskillige kulører blev man mødt af, hvis man betragtede bedene der var pænt anrettet i firkanter. Hun tog en tår af sin rødvin, inden hun talte igen. "Ville jeg kunne regne med din tilstedeværelse, hvis jeg arrangerede noget?" spurgte hun fattet. Af hvad de havde eller havde haft sammen, så burde et nej være passende fra hans side, men alligevel ville hun prøve at høre ham ad. Som de lod snakken gå, og han fortalte om sin egen tilstedeværelse her i livet, lyttede hun nysgerrigt, skønt hendes blik vandrede over de grønne omgivelser. Hun havde hørt at han var død, og derfor også havde mistet sin fornemme titel. At han ønskede den tilbage kom derfor heller ikke som et chok for hende, da hun vidste, at det altid havde været hans liv, og det var ham nu blevet frarøvet. "Selvfølgelig. Du har altid været en mand, der har været fuldt ud dedikeret til dit arbejde," sagde hun roligt, som hans svar ikke kom det mindste bag på hende.

[Deleted]

Tanken om Aleksandras selvtillid, var noget som morede Konstantin. Han tvivlede selv på at han kunne tage håbet fra hende, for så let var hun ikke at knække, og det vidste han udmærket godt. Det var så heller ikke fordi han ønskede at ødelægge hendes forretninger, nu hvor hun så ud til at være godt på vej til at få stablet noget godt på benene. Han selv måtte jo også erkende at han faktisk fandt hendes vin utrolig god og udsøgt. Han trak let på smilebåndet. ”For min smag er du lidt for sikker,” svarede han sigende, dog med et smil på de rosenrøde læber. Han vidste af erfaring at konkurrencen var hård, men derfor var han nu ikke i tvivl om at Aleksandra nok skulle finde en måde hun kunne klare sig godt på, for det havde hun jo altid gjort, hvilket man kunne se bare den dag i dag, for hun var blevet baronesse af landet, hvilket faktisk var ganske imponerende. Altid havde hun været god til at charmere folk, samt hun altid havde spillet på sit udseende, så han var sikker på at hun nok skulle kunne få charmeret en masse mænd til at købe hendes vin.
At Aleksandra altid havde været glad for store og pæne fester, var Konstantin udmærket godt klar over. Hun havde dog også altid været god til at forberede dem og få det hele gjort i stand, så hvis hun endelig skulle holde et bal, så var han sikker på at hun nok skulle holde et stort og prægtigt et. At hun så kommenterede hans mening om det, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Jeg har aldrig brudt mig om en kæmpe forsamling, hvor jeg er højdepunktet,” svarede han sandfærdigt. Han havde ganske vidst holdt enkelte bal, men det var også lidt fordi det var nødvendigt, når han nu var Hertug, der fulgte jo altid forpligtelser med en stor titel. Han hævede let det ene øjenbryn i overraskelse, da hun spurgte om han ville komme, hvis hun holdt et bal. ”Du ved jeg hader det og alligevel vil du invitere mig?” spurgte han morende, som han trak let på smilebåndet, „men jeg ved ikke.. i så fald, så må du jo se om jeg ville dukke op eller ej. Du tror måske du vil kede dig uden mig?” Han sendte hende et morende og kækt smil, som han fortsatte sin gang ned ad stien, imens hans mørke øjne let søgte over de forskellige bede med forskellige farver blomster. Han kunne godt lide hendes hjem, skønt han var vant til samme luksus. Han nippede let til sin vin, som hans blik gled ud mod de store marker, hvor der stadig var folk i gang med arbejde. ”Det er sjovt.. jeg har været så vant til min tilværelse, at jeg føler mig helt … forkert, når jeg nu har mistet det,” fortalte han en anelse fraværende, som han betragtede arbejderne i marken. Det var et perfekt vejr til at arbejde i, dog fik det ham næsten kun til at længtes mere efter hans eget arbejde.

[Deleted]

At Konstantin mente, at Aleksandra skulle lidt ned fra sin høje hest, fik hende bare til at sende ham et overbærende blik. Han vidste måske, at hun var en kvinde med mål, men præcist hvor ambitiøs hun var ville han nok aldrig finde ud af. Derfor tvivlede hun heller ikke på, at hun nok skulle klare sig igennem dette stadie af sit liv, da hun allerede var nået så langt, og var kommet igennem så meget. Den eneste opgave hun ikke havde fuldført, havde været hendes mission; Konstantin. Hun havde dog rykket den mission videre over til en anden person, nemlig sin nu afdøde mand, og den havde hun klaret med lethed. Som de mindedes om fortiden angående, at hun havde elsket at socialisere sig til bal, og at han havde været den mere tilbageholdende type, kunne hun ikke fjerne smilet på læberne. Hun nød storslåede begivenheder, hvor hun kunne færdes i dem dag ud og dag ind. Altid havde hun nydt at præsentere sig for folk og vise, hvad hun havde, hvor Konstantin var mere ydmyg. "Så er det godt, at jeg ikke havde noget imod at stjæle opmærksomheden, dengang vi holdt bal," sagde hun kækt igen. Dengang de havde holdt noget, havde det også mere været hendes arrangement, som hun ikke kun nød selve festen, men også alle forberedelserne. Det var alt sammen nogle af hendes få glæder her i livet. Hans svar på hendes invitation, var ikke lige det hun havde ventet. Hun havde mere regnet med, at han ville komme med den undskyldning, at det var dumt at de sås. Ikke fordi, at han ikke brød sig særligt meget om fester. Men under dette møde, så syntes Konstantin nu at være blødt en hel del op, som han nu virkede ganske munter. Hun kunne heller ikke lade være med at tænke over, om han mon kørte et spil overfor hende, som han selv prøvede at lure, hvad hun havde gang i. "Jeg finder det bare fornøjeligt at mindes de gode gamle dage. Men nu må vi også se, om jeg overhovedet sender dig en invitation, svarede hun med et drillende smil. De grågrønne øjne havde ganske kort betragtet ham, som hun havde talt, hvor de nu igen kunne se frem for sig. Ligesom ham, nippede hun også let til sit glas, hvor hun måtte nyde smagen af de mange druer. Tanken om at Konstantin havde mistet livet og alt hvad han havde, var en tanke Aleksandra afskyede, da det var et tegn på svaghed. Men selvom hun anså det for at være svagt, fortsatte hun den rolige tale, hvor hun ellers havde dræbt folk af den årsag før. "Fortæl mig mere om den vampyr der dræbte dig," sagde hun forlangende. Han havde nævnt, at denne her vampyr ikke havde været helt normal, men han havde sagt det som de skændtes, så meget havde hun ikke fået ud af de ord.

[Deleted]

Aleksandras selvsikkerhed havde Konstantin altid nydt, også fordi hun var en kvinde der vidste hvad hun ville have, men det ændrede dog ikke på at han alligevel forsøgte at beskytte sit hjerte imod hende og hendes charme, for han vidste udmærket godt hvor god hun var til at sno mænd som sin lillefinger og havde også formået at gøre det i sin tid. Til at starte med var han blevet drevet af hendes skønhed, men med tiden havde han også set skønhed i hendes person, selvom han ikke var meget for at erkende det, specielt ikke med alt det som var sket igennem tiden og mellem dem personligt, for han var jo faktisk gået hen og havde fået følelser for hende, hvor hun så bare var skredet, da han havde lagt i sine sødeste drømme. Handlingen havde faktisk såret ham, selvom det i sig selv heller ikke var noget han var meget for at erkende, og han bar vel også stadig en anelse nag, også fordi hun aldrig var kommet med en forklaring og det havde hun stadig ikke.
Blikket hvilede ikke på Aleksandra, men frem for sig, skønt Konstantin ikke rigtig så på noget, men gik i sine egne tanker. At hun lagde tryk på ’vi’, lagde han godt mærke til, skønt han intet sagde til det. Det var ikke just fordi de havde været et par dengang, for han havde været trolovet med en anden, som han stadig var, men derfor kunne han jo ikke komme udenom at han faktisk havde haft et utrolig godt øje til hende. ”Nej. Du har aldrig haft noget imod at stjæle opmærksomheden på noget tidspunkt,” svarede han roligt, hvor et skævt smil gled over hans læber. Hun var en kvinde af selvtillid og som nød opmærksomheden fra andre, hvilket hun også var god til at skaffe sig, for hun havde altid været god til at beklæde sig helt perfekt og så havde hun jo sin utrolige charme, som ikke mange kunne stå imod. Han så roligt mod hende til hendes følgende ord, hvor han sigende hævede et øjenbryn. ”Tja.. vi ved begge at du gerne vil have mig med. Hvis du ikke sender en invitation, så er det kun fordi du er bange for at jeg skulle brænde dig af,” svarede han sikkert igen, hvor et kækt smil gled over hans læber, som han let og fornøjeligt tog en tår af sin vin.
At Aleksandra ville vide omkring den vampyr, der havde taget Konstantins liv, fik ham til at se lettere undrende på hende, inden han så frem for sig igen, hvor hans mine blev tænksom. ”Der er ikke meget at sige. Det var en vampyr med særlige evner og hvad jeg kunne fornemme, så var det en.. urgammel vampyr, klart én af de ældste. Der var ingen særlig aura omkring ham, så hans magi kom bag på mig, men han var tydeligvis ikke som normale vampyrer,” fortalte han i en fattet tone, hvor han blot trak ganske let på sine skuldre, som betød det intet. Han havde tabt og det var han udmærket godt klar over, selvom det var en ydmygelse han sent ville glemme! Han endte med at bunde sit glas, imens hans mine tydeligt havde ændret sig til at være mere utilfreds end munter.

[Deleted]

Aleksandra lod blikket vandre over sin have, som de arm i arm fulgte de små stier. Der var endnu liv i de forskellige blomsterbede, som sommeren var dem gode. Der var både røde roser, violette stolt kavalerer, flerfarvede okseøjer. Der var også de gange man kunne spotte en brumbasse der fløj fra blomst til blomst, som den summede vidt omkring. Hun nød at gå omkring der, hvor følelsen også blev forskønnet hver gang hun tog en tår af sin vin. At hun en dag skulle gå og nyde sin have med sin gamle elsker, Konstantin, ved sin side, havde hun godt nok aldrig regnet med. Hun havde end ikke planlagt, at hun nogensinde skulle se ham igen, men det havde hun så gjort ved et uheld, og nu følte hun sig så fristet til at se ham igen. En farlig leg var det måske, da hun tidligere havde haft kærlige følelser for ham, hvor han også havde gengældt dem. Hun kunne dog prøve at undskylde det med, at han ikke længere havde noget at tilbyde hende, så han var intet for hende. Alle de mænd hun havde været sammen med, havde hun kun brugt til udnyttelse, som et andet reelt forhold aldrig havde eksisteret i hendes bog. I den første tid af hendes levealder, havde hun været en kærlig pige, men dengang havde hun også kun været et barn. Nu troede hun ikke længere på, at hun ville kunne leve et ganske normalt liv, hvor Konstantin også havde fejlet i det eneste forsøg han havde fået, som det kun havde været ham der havde haft den mulighed ved hende. Aleksandra smilte stille for sig selv, som hun blev mindet om, at hun elskede pladsen som centrum. Selv kunne hun godt anse sig for at være verdens centrum, da hun ikke bøjede oprigtigt for nogen. Hun banede sin egen vej, og det lykkedes hende altid på det ene eller andet tidspunkt. ”Er du nu også helt sikker på, at du er i stand til at såre mig?” spurgte hun roligt, inden et lumsk smil og blik gled over hendes ansigt. Blikket vendte hun mod ham, som hun vidste, at hendes næste ord ikke var uden risiko. Grebet om hans arm slap hun heller ikke, som hun ganske blidt lod sin fingre nusse hans håndled, som hun holdt om dem. ”Men jeg kan også bare droppe ideen om at holde noget større. Så kan vi to holde vores egen lille fest i stedet,” sagde hun med en kælende stemme. Hun vidste godt, at hun ikke sagde det uden fare, da forholdet mellem dem var spændt. Hun kunne dog ikke modstå fristelsen af at lege med ilden, hvilket førte til hendes flirtende ord. Hun var dog forberedt på de reaktioner han kunne komme med, som han enten ville vride sig ud af hendes greb og skændes, ellers ville han blot grine over det hele. Den mindst sandsynlige reaktion ville nok være, at han ville hoppe med på hendes forslag og give sig hen til hende.
Aleksandra kunne godt fornemme, at han følte et vist nederlag over at have tabt til en vampyr, og det forstod hun skam godt. Selv kunne hun ikke lade være med at tænke over, om han mon var faldet af på dem, som de ikke havde set hinanden i utroligt lang tid. Dengang hun havde kendt ham, havde hun været fascineret af hans kræfter, såvel som hans status, som han havde været en magtfuld mand på mange måder, og det var noget hun jagtede. At han var blevet dræbt, var derfor noget hun kunne væmmes over, men hun kunne heller ikke lade være med at tænke over, om denne vampyr virkelig var noget særligt. ”Hans magi?” gentog hun overrasket. For hende var vampyrer nogle døde sataner, hvor de ikke var ædle nok til at besidde magi, hvilket de normalt heller ikke gjorde. At han var færdig med sit glas og måske bare tænkte at det var slut nu, og de bare kunne spise, tænkte hun ikke videre over, som hun i hvert fald fortsatte deres gang dybere gang ind i haven. Hun havde alligevel en god sjat tilbage i sit glas.

[Deleted]

Aleksandra havde altid været en kvinde der var noget for sig selv. Konstantin havde altid fundet hende enestående og unik, og selvom hun havde mange fejl, så var det noget som han altid havde set bort fra dengang de havde været sammen, hvor han nu næsten forsøgte at væmmes over hendes mange fejl og store personlighed, så han ikke ville ende med at blive fristet af hendes charme. Han var desuden stadig indebrændt over det hun havde gjort, selvom han denne gang tog det hele langt mere professionelt og lod det hele ligge bag en falsk facade, for selvom han kunne smile til hende og talte til hende i en venlig tone, så bar han stadig nag og han var stadig fristet til at stikke til hende, når mulighederne bød sig, skønt han så det som uanstændigt og han ville helst gå frem med værdighed, selvom han ikke just kunne sige at være gået frem med værdighed sidst de havde stået ansigt til ansigt, men det var også mere chokket der havde fået ham til at reagere i vrede og være spydig og provokerende som han havde. Han vendte blikket mod hende, hvor et næsten kynisk smil og glimt gled over hans læber og mørke øjne. ”Du dolkede mig i ryggen, hvorfor skulle jeg så overhovedet så skånsomt på dig?” spurgte han langt mere sagte og køligt, som han vendte blikket væk fra hende – et tydeligt tegn til at vreden stadig kun lige lå under overfladen. Han betragtede sig af hendes have, hvor han endnu engang måtte forsøge at tage sig sammen, så mødet ikke ville ende som sidst. Han skulle stadig have en middag overstået med hende, hvor han også manglede at få sin betaling, da hun endnu ikke havde givet ham sine penge. Han skævede let mod sit håndled, da hendes fingre gav sig til at kæle for det, hvilket fik det til at sitre i hans krop, så selv hans nakkehår måtte rejse sig. Han kluklo let til hendes ord. ”Sig mig, har du ikke opgivet kampen om at få mig tilbage endnu? Jeg har fundet den kvinde jeg ønsker at tilbringe resten af mit liv med Aleksandra, du har haft din chance og brændte den af, hvorfor skulle du overhovedet have en ny?” svarede han sandfærdigt og lettere afvisende, som han kort havde set mod hende som han havde snakket, inden han så frem for sig igen.
At komme ind på emnet om Konstantins død, var slet ikke noget som han var meget for, eftersom hun allerede havde stukket til ham med emnet, hvilket han ikke fandt sig i, og hun skulle på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved hans styrke, for så skulle han nok give hende en lektion og vise hvor mægtig og stærk han var! Han så ikke mod hende, hvor hans mine også var lettere bitter, som hans blik gled over haven og de flotte omgivelser de måtte gå forbi. ”Ja, hans magi,” gentog han langt mere spidst, som han fortsatte frem. Selvom han havde tømt sit glas, så fulgte han blot med hende igennem haven, da maden trods alt først lige skulle laves, derfor kunne han fint vente indtil da.

[Deleted]

”En kniv ville nok have gjort langt mere ondt, end det jeg gjorde. Men du sagde selv, at du havde fundet kvinden i dit liv nu. Du burde slet ikke være så sur på mig så,” svarede Aleksandra afvisende igen, hvor det om end ikke var en smule flabet udtalt. Hendes tidligere udtalelse havde dog ikke været ment, om Konstantin var i stand til at gøre skade på hende, men om hun ikke bare ville være ligeglad, hvis han prøvede på noget. Hele opvisningen mellem dem var måske ikke hundred procent ægte fra hendes side hele tiden, da hun til tider bare brugte ordene for at beskytte sig selv, da hun et sted frygtede, at han ville komme ind på livet af hende igen. Det tydede dog ikke på, at han ville gå den kærlige vej med hende, da det så ud til at han fandt hende ækel. Frygten lå mere ved, at hun ikke kunne glemme, hvad der var sket mellem dem dengang, så måske ville hun have en samvittighed, når hun stod overfor ham. Hun kunne godt fornemme på ham, at han begyndte at tage mere afstand til hende, som hans tone blev mere spids. Som resultat lod hun bare være med at kigge på ham i et stykke tid, hvor hun mere koncentrerede sig om sig selv, som hun gik. Det var først som han lo, og hun prøvende kærtegnede hans håndled, at hun igen rettede sit blik mod ham. At han heller ikke viste et fysisk ubehag ved hendes strøg, fik hende også blot til at fortsætte de rolige bevægelser, som hendes fingrer blidt strøg over hans hud. ”Det kan være, at jeg alligevel ikke er færdig med legen endnu. En anden kvinde har heller aldrig været en hindring for mig,” sagde hun roligt, som om hun havde i sinde at genoptage flirten med ham. Farligt vand anså hun dog Konstantin for at være, så inderst inde nærede hun tvivl til, at hun havde modet til at genvinde hans kærlighed. Det afholdt hende dog ikke fra at lege lidt med ham, som hun fandt disse småtterier morsomme. Der var dog en sandhed i hendes sætning i hvert fald, og det havde været det med, at kvinder ikke var en forhindring for hende. Sidste gang havde hun også bare ignoreret det faktum, at han havde haft en kvinde dengang, og med hensyn til andre mænd, så havde hun også lullet andre ud af forelskelser. Med hensyn til Konstantin, så var der den forskel at han åbenbart havde en kvinde, han elskede nu, hvilket han ikke havde haft. Denne her gang havde hun også såret ham, så hun vidste godt, at hvis hun nogensinde fik den tanke, at hun ville prøve noget med ham, så ville det ikke blive så simpelt som første gang de sås.
Som de gik, lod Aleksandra blikket glinse over en af de små søer, som hun betragtede et par guldfisk de svømmede rundt i det lave vand. Hendes selskab var begyndt at blive rimelig afvisende, som de havde bevæget sig ind på emner han tydeligvis ikke ville snakke om. Svært var det bare generelt at tale med ham, da der var landminer på næsten alle emnerne, så hvordan de skulle klare middagen, begyndte hun at fundere over. Hun kunne også bare være irriterende og sende ham hjem, efter at have givet ham sin betaling. Hans svar til hendes spørgsmål, blev hun også rimelig skuffet over, da han slet ikke havde forstået pointen af hendes ord. Hun havde ikke haft brug for bekræftelse i, at hun havde hørt rigtigt, men hvad han havde ment, derfor sendte hun ham også et lettere irriterende og stædigt blik, som hun ikke ville give op, før han havde forklaret sig. ”Hvad kunne han af magi?” spurgte hun stædigt, imens hun nu tog styringen af deres gang, som hun begyndte at lede dem en vej der før eller senere ville føre dem hen til døren, der ville lede dem videre ind til dagligstuen som de var kommet fra.

[Deleted]

Konstantin havde uden tvivl nydt sin tid med Aleksandra, hvilket han slet ikke kunne benægte på nogen måde, som han også var blevet glad for hende, og det var vel også derfor han havde reageret som han havde, med vrede? Hun havde såret ham ved bare at skride uden at sige så meget som et eneste ord, selvom det at hun havde såret ham også havde vist ham at han havde fået følelser i klemme, hvilket han normalt aldrig gjorde, når han var sammen med andre kvinder og siden Aleksandra havde hans hjerte også været lukket. Det var også først da han og Malisha var begyndt at arbejde tæt sammen igen, at det var gået op for ham at han havde været heldig ved at have en kvinde som hende, hvor han heller ikke ønskede det anderledes! Dog kunne han så heller ikke benægte at det var underligt at se Aleksandra igen, netop på grund af deres fortid sammen, hvor han også hele tiden blev påmindet deres fortid og hvilken kvinde hun havde været dengang – en kvinde der altid havde formået at fange hans interesse og opmærksomhed med hendes person og charme. Det var også det der gjorde ham en anelse nervøs, ved at være tæt på hende igen. ”Åh så det burde jeg ikke? Ved du hvad du har fuldstændig ret. Hvad med at jeg bare tager pengene og smutter, og så kan du leve dit liv som du vil?” spurgte han roligt og lettere sarkastisk, imens et kækt smil gled over hans læber. Han ønskede ikke at skændes med hende eller lade det gå som sidst, for det ville da kun bryde ud i et kæmpe kaos! Han ønskede desuden ikke at bekæmpe hende, for han havde jo altid godt kunne lide hende, derfor var det også underligt at der skulle være denne kolde luft imellem dem, skønt han ikke kunne så bort fra det hun havde gjort mod ham! Hendes strøg mod hans håndled, var noget han nød, skønt han vidste at han ikke burde tage imod kærtegn fra en anden kvinde, men han kunne heller ikke få sig selv til at afvise dem, desuden så var det jo bare strøg? Det var der vel intet i? Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Aleksandra.. hvis du virkelig ønskede mig, hvorfor skred du så dengang?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn i en næsten sigende mine. Hun havde endnu ikke givet ham noget svar på hvorfor hun var skredet, og han ville jo faktisk gerne kende til det!
Selvom Konstantin så ud over omgivelserne, så så han dem ikke rigtig, da han gik i sine egne tanker og så alle minderne for sig. Han ønskede ikke at blive ved med at køre i det emne at han var blevet dræbt, for han vidste godt at folk anså ham som svag! Og den tanke irriterede ham virkelig! Han havde begået en fejl og det havde kostet ham livet, og den tanke alene var noget som virkelig irriterede ham! Men han skulle nok genvinde sin ære! At hun så stædigt fortsatte fik ham til at sukke irriteret inde i sit hoved, så man ikke kunne høre det, selvom hans mine sagde alt, og derfor så han heller ikke på hende. ”Tja.. det er lidt svært at forklare, men.. det var som om han kunne lidt magi fra forskellige racer, både som os warlocks, men også som dæmonerne,” fortalte han sandfærdigt. Hvorfor skulle hun tro ham? Hun ville vel bare tro at han kom med en latterlig undskyldning!

[Deleted]

Det var ikke kun ham der fandt situationen en smule underlig, men også Aleksandra. Hun var dog god til at ligge en facade op, så hun kunne tale frit, men også hun blev påmindet om, at de to rent faktisk havde haft noget særligt sammen. Det irriterede hende groft, at han havde været i stand til at komme ind under huden på hende dengang, hvor deres nuværende møde måske var for at se, om hun nu var stærk nok til at holde det professionelt, og ikke falde i som sidste gang. Faktummet at hun nogensinde havde ladt sig føle noget for ham ville altid være noget, der ville plage hende, men hun kunne kun håbe på, at det nu var overstået, og at hun kunne holde en ismur oppe overfor Konstantin, som hun kunne for alle andre. Man kunne derfor også sige, at det var en test for hende, at de gik, som de gjorde. Derfor blev hun også ved med at stryge hans hud, da det alligevel ikke var kærtegn man gik og skænkede hvem som helst, som der var lidt intimitet over det. At han heller ikke stoppede hende, fik hende også til at tænke, om hun mon stadig havde lidt magt over ham? ”Hvis du ikke har lagt mærke til det, Konstantin. Så er der faktisk intet der holder dig bundet hertil, andet end din lyst. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg ikke bare ville give dig pengene, så du kunne gå. Jeg har kun sagt, at jeg gerne vil have dig her,” sagde hun med ro i stemmen, hvor hun nu også vendte blikket imod ham. Skridtene stoppede hun, imens de grågrønne øjne fæstnede sig til hans, som han skulle forstå pointen i hendes ord. Hendes kærtegn stoppede også i et par sekunder, som hendes fingre i stedet fik et lettere fast greb om hans håndled. Det kunne godt være, at han beskyldte hende for en masse, men hvad end han mente, så måtte han finde en tiltrækningskraft hos hende, da hun som sagt ikke havde lænket ham til stedet. Pengene skulle han nok få, om han blev eller ej, da hun var blevet ganske tilfreds over synet af slaverne, så dem ville hun gerne beholde. Hun ville gerne have ham med til en middag, men det var ikke en kommando, hvor han skam havde mulighed for at finde noget andet nogen andre steder. Godt nok ikke ligeså godt som her. Som han spurgte ind til, hvorfor hun var gået for mange år siden, begyndte hun igen at gå, hvor hun også vendte blikket fremad. ”Der var opstået visse problemer andetsteds, som jeg var nødt til at tage mig af… og det trak ud,” svarede hun stilfærdigt. Sandt var hendes svar skam, men det var dog stadig rimeligt svagt, da problemet egentligt havde været hende selv, eller rettere sagt hendes hjerte, da det havde faldet for ham. Hun var så også rejst, så hun kunne tage sig af problemet, som hun havde tvunget forestillingen om ham væk. Det havde også taget sin tid, som hun havde nævnt, da følelserne havde skræmt hende, hvor hun havde kæmpet for at få den mindste ide ud af hovedet, som hun end ikke måtte tænke på ham, eller hvad hun havde følt. Så efter hun havde rejst, så havde hun brugt tiden på at straffe sig selv. Aleksandra førte vinglasset op til læberne igen, hvor hun drak en lidt større tår, så der snart heller ikke var mere tilbage i hendes glas. Som han åbnede lidt mere op for mordet på ham selv, lyttede hun skam til hans ord, skønt hun fandt dem dybt mærkværdige. Tænksomt så hun ud i luften, som hun søgte i sin hjerne, om hun havde hørt om et tilfælde som det han fortalte om. ”Og du er sikker på, at manden ikke bare var en holy grail?” spurgte hun en anelse fjernt, da hun endnu tænkte over mulighederne. Hun gik dog næsten ud fra, at der var mere på spil end det, da raceblandinger var gået hen og blevet ganske normale, så Konstantin havde vel allerede tænkt tanken og konkluderet noget andet.

[Deleted]

Et sted havde Konstantin slet ikke lyst til at være her, og så alligevel havde han, for han ville jo faktisk gerne finde ud af hvad der egentlig gik galt i fortiden og mellem dem, for han havde desværre været så dum og blande følelserne ind i det, skønt det egentlig ikke havde været meningen, men ingen var herre over sine egne følelser. Han følte sig dog lettere irriteret over at stå her med hende, mest fordi hun slet ikke gav ham nogen svar og bare legede rundt med ham, hvilket han ikke fandt sig i. Han brød sig heller ikke om at hun skulle kærtegne ham, for det havde hun på ingen måde retten til! Derfor gav det ham næsten også lysten til at slå hende, skønt han beherskede sig, for han ville heller ikke miste besindelse og synke ned på et lavt niveau, men han kunne tydeligt mærke at emnet var begyndt at få vreden frem i ham igen. Han fnøs let til hendes ord. ”Lyst? Det er bestemt ikke lysten der holder mig her, det er forretningerne, for jeg er endnu ikke blevet betalt,” påpegede han sandfærdigt, hvor hans mørke øjne så direkte ind i hendes, da hun havde valgt at stoppe op. At hun så strammede grebet omkring hans håndled, fik ham til at se lettere køligt på hende, da han næsten tog det som en kommando som skulle han blive, men det sidste hun skulle, var at bestemme over ham! Han fulgte hende roligt igen, da hun genoptog deres gang, hvor han bed sig let i tungen for at beherske sig selv og bevare den professionelle attitude, så han ikke ville flippe ligesom sidst, skønt det pludselig føltes så svært, også fordi hun vidste hvor hun skulle trykke for at ramme punkter – for hun havde faktisk utrolig let ved at skulle træde forkert, netop på grund af alt der var sket. Han himlede let med øjnene til hendes ord. Endnu engang kom hun ikke med den fulde sandhed! Dum var han bestemt ikke! ”Hvis du havde haft problemer et andet sted, så havde du givet mig besked, men det gjorde du ikke, jeg så slet ikke skyggen til dig igen, ergo lyver du for mig,” konstaterede han med en faretruende undertone, der kun indikerede at han var ved at blive vred over hendes små julelege. Han begyndte igen at kunne mærke vreden buldre i det indre, hvor han var bange for at hvis de ikke skiftede emne, så ville han ikke blive i stand til at beherske sig. Tænderne havde han også bidt kraftigt sammen, som hans blik næsten måtte gløde, skønt han ikke så på hende, da han så frem for sig, imens han forsøgte at ro sig selv ned. At tale om ham var måske ikke just det bedste valg, eftersom han ikke gad have at hun skulle have chancen for at stikke til ham eller nedgøre ham! Han så lettere irriteret frem for sig, selvom han godt vidste at hans forklaring lød mystisk. ”Jeg er én af de ældste warlocks Aleksandra, havde manden været varyl eller holy grail så havde jeg nok godt kunnet mærke at der lå en magisk aura over ham, men det gjorde det ikke! Han var ikke normal..” svarede han lettere sammenbidt, hvor han tilmed strammede grebet omkring sit tomme vinglas, skønt han slet ikke så på hende på noget tidspunkt.

[Deleted]

Svært var det ikke at mærke, at de hermed var trådt ind på et forbudt område. Signalerne blinkede tydeligt rødt, som det var tydeligt for Aleksandra at mærke, at han blev mere og mere indebrændt, samt havde svært ved at holde følelserne indenbords. At han så begyndte med en negativ attitude, mærkede hun også følelserne vælde op i sig, da han trods alt ikke var den eneste med en kort lunte. Det havde ikke været hendes mening, at de skulle lade sluserne åbnes, skønt hun hele tiden havde vidst, at der var en risiko for det. Under deres sidste møde, havde han været så uheldig, at hun havde angrebet ham, og det kunne hun godt gøre igen, hvis det virkelig så sig nødvendigt. At han påpegede, at han kun blev for forretningernes skyld, hævede hun øjenbrynene i vantro. Hun havde sagt til ham, at han godt kunne få sine penge. Det var ham selv der havde sagt ja til middagen, og derfor også ja til at blive lidt længere. ”Jamen hvis du virkelig har det på den måde, så lad os gå tilbage, så jeg kan finde pengene frem,” sagde hun en anelse køligt, hvor hun nu pejlede ham i en mere fast retning, som de gik tilbage mod terrassen, som havde været deres startpunkt. Det hujede hende bestemt ikke, at det skulle foregå på disse præmisser, men hvis det var sådan han ville have det, så kunne hun sagtens tage den vej. Personligt ville det nok også være bedst, hvis han blev holdt på afstand, hvilket et par skænderier mere nok skulle føre til. Aleksandra rystede let på hovedet af ham, som han nu anklagede hende for at lyve. Løjet havde hun rent faktisk ikke gjort, da problemet havde været det hjerte hun ikke havde vidst, hun havde, og det havde hun ikke kunnet fortælle ham. Det irriterede hende også, at han var så opstemt på at finde ud af, hvorfor hun var skredet dengang, da hun bare blev mindet mere og mere om, at hun havde en kærlig side i sig. ”Jeg lyver bestemt ikke for dig! Og kan du ikke bare være ligeglad? Du påstår jo, at du er kommet videre,” vrissede hun igen. Han sagde jo, at han havde fundet sin eneste ene, så hvad en gammel flamme kunne rykke i ham, forstod hun ikke, men måske løj han også bare. Måske sagde han det bare i håb om at såre hende, som han også havde sagt visse sårene ting under deres forrige møde. Som de gik og deres stemmer blev hævet mere og mere, begyndte hun at tænke, om det mon havde været en fejltagelse at invitere ham. Hun kunne vel have fået et par gode slaver andetsteds, men hun havde været så dum at have næret en lyst til at snakke med ham. Den lyst var i hvert fald ved at forsvinde, hvor den ville forsvinde helt, hvis de fortsatte på denne måde. Inden der blev udtalt flere ord, drak hun det sidste af sin rødvin i håb om at dulme vreden en smule, da det ellers ikke ville blive pænt. Det syntes dog ikke at have hjulpet synderligt, som hun sænkede hånden igen. Hendes blik hvilede også fast fremadrettet, som hun ikke gad se ind i hans arrige øjne længere. ”Det burde du så have ænset lidt før," svarede hun kortfattet, som hun stoppede sig selv i at sige, at det måske var meget godt, at han var stødt ind i den vampyr. Det var dog ikke til at sige, om det havde reddet noget eller ej, at hun havde fundet på en anden side, da sluserne næsten allerede stod på fuld gab.