Some business with an old friend

[Deleted]

Hvad der pludselig foregik mellem dem, vidste Aleksandra ikke. I dag havde de startet ud med at tale nogenlunde normalt til hinanden, hvor det derefter havde endt ud med, at de havde bidt af hinanden endnu engang. Nu smøg han sig nærmest kælent om hende, som han næsten kunne ligne den mand hun engang havde kendt. Hendes første indskydelse var ikke, at kunne lide hende igen, men at han var ude på noget. Alligevel valgte hun at følge med, som hun tænkte, at hun selv kunne få noget ud af det. Det gav hende i hvert fald lidt ro i hovedet, at hun ikke skulle tænke på at forsvare sig mod hans hakkende ord. Hun havde dog stadig en bange anelse om, at hvis hun hoppede for meget med på legen ville det ende med, at hun endnu engang trådte over stregen, og en ny krig ville bryde ud mellem dem. Uden nogle indvendinger lod hun ham tage om sin hånd, hvor hun blot så roligt til, imens han fyldte hendes glas med den gode rødvin. Hun løftede et slankt øjenbryn, som han kom med sine gådefulde ord. Hun måtte dog selv bryde ud i et lille charmerende smil, som hun sagtens kunne spille med på hans lille leg. ”Jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide denne side af dig. Den minder mig om … dit gamle jeg,” sagde hun roligt. Roligt så hun til, som han fyldte hendes glas med den gode vin, hvor hun heller ikke stoppede ham, da han var færdig og trak sig væk fra hende. Uden hun tog blikket fra ham, nippede hun til den rubinrøde væske der smagte så godt i hendes mund. ”Bange for at blive her længere end højst nødvendigt?” spurgte hun drillende, som hendes grågrønne øjne havde fået et legende glimt. ”Hvis det skulle trække ud, så har jeg et par soveværelser til rådighed, og hvis du det ikke er tiltalende nok, så er der plads i min seng.” Hun vidste godt, at dette kunne være at lege med ilden, men hun ville gerne se, om han virkelig var ægte, eller om sammenbruddet lå lige under overfladen. Roligt gik hun over til ham, hvor hun blidt placerede en hånd på hans skulder, som hun gav et ganske let tryk, som hendes følgende ord var mere alvorlige. ”Men bare rolig. Maden skulle være klar om et lille øjeblik,” sagde hun stilfærdigt og ganske rigtigt. Som hendes ord afsluttede gik en dør op, hvor en mand skubbede en vogn ind i spisestuen, hvor man kunne se, at den bar deres mad. ”Skal vi sætte os?” spurgte hun, som hun lavede en gestus til det opdækkede bord. Da bordet var langt og kunne have et større selskab til bords, var det kun den ene ende der blev brudt, som der stod bestik for to personer der kunne sidde overfor hinanden. Afventende hævede hun sin venstre arm som en hentydning til, at Konstanstin skulle følge hende over til sin plads, som en rigtig gentleman.

[Deleted]

Måske det virkede meget mistænksomt at Konstantin ændrede sin adfærd fra det ene til det andet, men han måtte erkende at han fandt det en skam at de skulle skændes som hund og kat, når de engang havde haft det utrolig godt med hinanden. Han var dog stadig sur på hende, men sådan som hun havde fremstillet tingene, kunne han godt høre at det egentlig kunne være ligegyldigt om han fik sandheden at vide, for det ville jo ikke ændre på noget mellem dem, foruden hvis det virkelig var slemt, så kunne det være at han faktisk endte med at hade hende og måske tilmed ville ende med at angribe hende – men så skulle det absolut også være barbarisk. Han havde derfor valgt at lade det ligge, det var jo også århundreder siden og han selv havde ikke skænket det en tanke i flere årtier, så det kunne vel egentlig også være ligegyldigt? Han fyldte blot hendes glas op, hvor han kort skævede til hende til hendes ord, inden et skævt smil gled over hans læber, som han så mod glasset igen, så han ikke spildte eller hældte for meget i. ”Selvfølgelig. Hvem kan ikke lide en charmerende gentleman?” svarede han med selvsikkerhed i stemmen, som han kun trak yderligere på smilebåndet, inden han roligt tog flasken til sig, da han havde fået fyldt hendes glas op. Hans mørke øjne så kort mod hendes egne, inden han gik tilbage og satte flasken mod bordet. Hendes drillende ord, fik også et morende smil over hans læber. Han var skam ikke bange for at blive her, for ellers var han gået da hun havde givet ham pengene, men han var faktisk sulten og derfor spurgte han også ind til maden. At hun så begyndte at hun havde soveværelser ledige og tilmed at der var en plads i hendes egen seng, fik ham til at slippe en munter latter, inden han så lettere gennemskuende mod hende. ”Ja, det sidste ville du jo nok godt kunne lide, men der må jeg desværre skuffe dig; jeg har ikke tænkt mig at overnatte her,” svarede han sandfærdigt. Det ville kun være alt for mærkværdigt at skulle overnatte hos en anden kvinde og tilmed en gammel elsker, han havde en kvinde der ventede på ham derhjemme og det var han mere end tilfreds med! Han skævede kort mod hendes hånd, da hun lagde den mod hans brede og muskuløse skulder, hvor han bed tænderne en anelse sammen. Han var ikke meget for hendes berøringer, skønt han alligevel ikke gjorde noget ved det, andet end at se frem for sig og mod vinduerne. Han nikkede ganske roligt, hvor han hurtigt måtte vende opmærksomheden mod døren, da den blev skubbet op og madvognen blev kørt ind, hvor et helt tilfredst smil gled over hans læber. Han nikkede til hendes ord, hvor han roligt førte hende over til bordet, som hun gjorde gestussen til det, hvor han tilmed trak stolen ud og selv gjorde en gestus mod den, som et tydeligt tegn til at hun skulle sætte sig. En sand gentleman var han skam, hvor de små gestus var ægte nok, men i det større billede, var det egentlig bare en facade, da han skam ikke havde glemt skænderiet eller den vrede han inderst inde følte, men som han forsøgte at undertrykke helt.

[Deleted]

Aleksandra anså det for at være en skam, at de bed af hinanden, da de ellers altid havde haft et godt øje til hinanden. Konstantin satte dog en stopper for den side, da han tydeligvis ikke var interesseret i at hun opførte sig som om, at de stadig havde noget kørende. Morsomt fandt hun det et sted, som han til tider kunne forekomme hende ganske barnlig, hvor hun et sted kunne anse det for at være en god udfordring. Det var dog heller ikke sådan, at hun fandt det rent og skært morsomt, da hun kun fandt det sjovt i kortere perioder, hvor bægret ellers hurtigt kunne flyde over. Det var ikke hendes mening at bekæmpe ham, hvor det også var grunden til at hun havde forladt ham i sin tid, men hun følte til tider, at han ikke gav hende noget valg. Hun havde fundet ham i sin tid for at gøre ham ondt, hvor hun derefter havde forladt ham af kærlighed. Det kunne næsten synes, at hun skulle tage det til revurdering. ”Jeg har skam også altid brudt mig om dig,” svarede hun roligt, samtidig med at der var ærlighed at spore i hendes stemme. Måske var det bare et skuespil han kørte med hende lige nu, med at være den gamle høflige og charmerende Konstantin, men hun nød det alligevel. Hun tvivlede nemlig stadig på, at der ville ske noget hun ikke ville kunne kontrollere, så hun kunne se fattet til på hans pludselige personlighedsskift. Aleksandra betragtede ham med et roligt blik, som han brød ud i latter til hendes ord, som hendes nuværende tilbud lå på en overnatning. Det overraskede hende ikke, at han takkede nej, da hun anede, hvordan han havde med hende, samt det var en risikabel affære for ham, hvis han virkelig havde en derhjemme han elskede. Hun kunne dog ikke lade være med at sende ham et sikkert blik, hvor hendes ord også blev legende og udfordrende. ”En skam.. Jeg kunne godt have brugt din krop om min,” sagde hun, ”men en anden gang så.” Tanken om en nat med Konstantin lød egentligt ganske tiltalende, da fortiden skam stod tydeligt i hende, når hun befandt sig i hans nærvær. Det var dog ikke kun risikabelt for ham, men også for hende, da hun tidligere havde mistet fatningen sammen med ham, og hun havde i sinde at holde sig på sporet denne her gang! Aleksandra trak en anelse på smilet, som han tog imod den hånd hun havde givet ham, så han kunne føre hende over på sin plads som en rigtig mand. Yndefuldt fulgte hun med, som hun bevægede sig som en rigtig kvinde, hvor hun også kom med et høfligt tak, som han trak stolen ud, så hun kunne tage plads ved bordet som den første. Høfligt stod tjeneren i mellemtiden og ventede med madvognen, som han holdt sig i baggrunden, mens de højerestående personer tog plads. Da de havde sat sig, skyndte han sig også at køre vognen tættere på, hvor han stillede en pænt anrettet tallerken ved både Aleksandra og Konstantin. ”Stegt lammekrone, med hvide kartofler og garniture udefra haven,” fortalte tjeneren, hvor han stod rank og lydig, som han præsenterede maden for dem. ”Mange tak, det var alt for nu,” svarede Aleksandra stilfærdigt, som hun sendte ham væk igen. Med et respektabelt buk for dem, forsvandt tjeneren så også ud med vognen, så Aleksandra kunne vende opmærksomheden mod Konstantin med et svagt smil. ”Værsgo at spise.”

[Deleted]

Konstantin ville gerne bevise for sig selv at han kunne gå igennem en hel aften i Aleksandras selskab, og ikke mindst så ønskede han ikke at nogen skulle have den magt og påvirkning af ham, derfor ønskede han at holde masken, hvilket sådan set også gik godt nok, når hun forholdt sig roligt og ikke bevægede sig ind på et minefelt. Han ville gerne fortsætte sin anstændige opførsel også fordi han jo faktisk var gæst og ikke kunne tillade sig at ødelægge hendes hjem, og så lavt ønskede han heller ikke at synke. Han ville bare have middagen overstået, så man kunne kalde det for en nogenlunde succes af et møde og så komme hjemad. Han trak let på smilebåndet til hendes ord om at hun godt kunne lide ham og altid havde kunnet det, hvor der lå en spydig bemærkning på tungen og derfor valgte han blot at tie. Han kunne ikke se hvorfor hun var skredet, hvis hun virkelig havde kunnet lide ham, og han havde vel ikke kedet hende? Den tanke ville han da slet ikke bryde sig om! Han tvivlede dog på det, for de havde jo faktisk haft nogle fantastiske nætter sammen, og selv dagene havde været gode, hvor der ikke havde været nogen skænderier overhovedet, så hvad der var gået skævt vidste han ikke, og han fik det vidst heller ikke nogensinde at vide. At hun så fortsatte med at hun godt kunne bruge hans krop for i nat, var noget som fik ham til at trække let på smilebåndet, skønt han sendte hende et sigende blik, der sagde det hele; det ville ikke komme til at ske. Han rystede blot smilende på hovedet af hende, som hun troede at de ville have den til gode, skønt han tvivlede på det, for hans hjerte lå hos en anden kvinde og det var hende han ventede på, så at ligge i med Aleksandra ville slet ikke komme på tale, skønt han dog måtte erkende at han havde nydt deres nætter, dengang de havde været sammen.
Som Aleksandra tog plads, efter at Konstantin havde fulgt hende hen til sin plads, valgte han roligt selv at sætte sig overfor hende, hvor han så til som tjeneren kom ind med madvognen og præsenterede maden. Bare duften fik mundvandet til at løbe, for det duftede virkelig udsøgt! Han kunne slet ikke vente med at gå i gang, for han havde slet ikke fået noget hele dagen! Han nikkede let som tjeneren blev færdig, inden han vendte blikket mod tallerkenen der blev stillet foran ham. Han tog om bestikket, som han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Mange tak,” svarede han roligt, som hun gav ham lov til at tage for sig, hvilket han også gjorde. Han skar noget af kødet af, inden han tog nogle grøntsager og kartoffel, for at stikke mundfulden i munden, så han kunne smage på den varme og udsøgte mad. Han sukkede lettere tilfredst, som han sank. ”Det smager fantastisk,” erkendte han roligt, som han tog endnu en mundfuld. Sulten var han, skønt han alligevel tog den med ro, så han ikke forslugte sig. Han tog omkring sit vinglas og løftede det roligt, for at vende blikket mod Aleksandra. ”Skål, for en vellykket forretning og en god middag,” svarede han roligt. Så man bort fra det korte skænderi, så var det jo faktisk gået meget godt!

[Deleted]

Aleksandra havde ikke sat nogen forhåbninger op omkring, at han skulle blive og sove her, da hun ikke var blind for det anspændte forhold de havde fået i gang. Derfor kom hans sigende blik heller ikke som et chok, da han stoppede hendes legende ord med de øjne han sendte. De havde uden tvivl haft nogle vidunderlige nætter sammen i fortiden, hvor hun desværre tvivlede på, at han var blevet værre. På det plan var det derfor også en skam, at han måtte afvise hendes tilbud, da det kunne have sikret en god nat. Personligt savnede hun egentligt også bare sådan et selskab, som det alligevel var en god del siden hun havde holdt en mand tæt, eftersom hun havde et skuespil, hun måtte holde kørende, da det skulle ligne, at hun havde elsket sig mand og savnede ham. På den led bed hendes plan hende i røven, da hun altid havde haft en svaghed for mænd, hvor det irriterede hende, at hun måtte holde dem hen. Hun havde dog planer om at der skulle ændringer på bordet på den front, som hun også havde valgt den ene slave udelukkende på grund af hans udseende, så hun altid kunne hive fat i ham, hvis lysten skulle dukke op. Følelsesmæssigt var det måske en god ide, at Konstantin havde afvist hende, da hun trods alt heller ikke var sikker på, om hun var helt immun over for ham endnu. Som de nu sad overfor hinanden ved bordet, holdt hun det lille charmerende og venlige smil på de fyldige læber, som hun betragtede hans træk, indtil de gik i gang med maden. Da hun så gav ham lov til at tage for sig, gled hendes eget blik automatisk ned på det lækre måltid, som hun greb om sit eget bestik. Selv kunne hun også mærke, hvordan hendes mave begyndte at reagere, som maden stod overfor hende og sulten begyndte at melde sig. Det var dog med fattede bevægelser hun begyndte at skære et stykke af sit kød af, hvor hun vendte det i sovsen, inden hun puttede det i munden. Lækkert var det, som det havde den perfekte rosa farve og mørhed. ”Så var det godt, at du ændrede mening, og besluttede dig for at blive,” svarede hun roligt igen, imens hun smilte svagt. Selvom de havde deres skænderier, så var hun glad for, at han havde besluttet sig at blive. Når hun så ham, var det svært at benægte over for sig selv, at hun havde savnet hans selskab en smule. Før i tiden havde hun altid nydt at være omkring ham, men nu var det selvfølgelig rimelig meget på vippen, da han var gal på hende, og hun måtte forsvare sig selv. ”Skål,” medgav hun, som hun havde lagt bestikket fra sig og hævet sit glas i stedet. Afstanden var for lang til at glassene kunne klingre mod hinanden, så hun hævede det blot, inden hun tog en tår af sin rødvin. "Du har ikke tænkt dig at købe et par flasker med, inden du går?" spurgte hun med et drillende smil, men dog også nysgerrigt, da det trods alt ville være god forretning for hende.

[Deleted]

At blive og overnatte var slet ikke noget som kom på tale, om det så lød tiltalende eller ej. Konstantin havde en kvinde derhjemme, hvilket han var godt tilfreds med, og han vidste at der ville blive problemer, hvis han overnattede her, desuden så ville det nok heller ikke være smart, for der ville med garanti kun komme et større skænderi, for det var tydeligt at det endnu ikke var godt imellem dem, og han ønskede ikke at tage nogen chancer. Alligevel ønskede han at bevise at ingen skulle have nogen magt eller påvirkning af ham, for han kunne sagtens opføre sig anstændigt og holde det professionelt! Han ønskede at gennemføre aftalen, hvor han jo havde takket ja til middagen og ingen sagde at han skulle blive længere efter den var slut. Hans mørke øjne gled fra Aleksandra til maden, da de kunne tage for dem, hvor han måtte erkende at det faktisk smagte henrykt! Det var virkelig udsøgt! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han roligt tyggede af munden, inden han duppede servietten omkring munden. Tungen strøg kort over de rosenrøde læber, som de igen spillede ud i et næsten helt indbydende smil. ”Det må man vel sige. Men jeg var nu ikke i tvivl om at maden her smager langt bedre end maden på den lokale kro,” svarede han sandfærdigt, som han igen havde taget omkring sit bestik og tog endnu en mundfuld i munden. Både kødet var utrolig godt, ligesom grøntsagerne. Som han hævede glasset, nikkede han blot istemmende med hovedet, som hun valgte at skåle med ham, hvor han førte vinglasset op til læberne og tog en slurk af den udsøgte rubinrøde væske. Som han satte glasset fra sig, tog han igen om sit bestik og spiste endnu engang lystigt videre. Sulten var han virkelig, hvilket han nok ikke helt kunne skjule, skønt han alligevel beherskede sig og tyggede på maden inden han slugte, for han skulle jo nødig kvæles. Han vendte let blikket mod hende, efter at have taget endnu en mundfuld i munden, hvor et morende smil gled over hans læber. Han satte let albuerne mod bordpladen, som han flettede fingrene sammen og så lettere vurderende på hende. ”Hm.. Hvad med at jeg først køber, hvis den kommer i butikkerne og faktisk bliver et hit?” spurgte han sigende, som et drilsk smil gled over hans læber, idet han blot tog endnu et stykke kød i munden. Han kunne godt lide hendes vin, så det var faktisk fristende at købe en enkelt flaske eller to. ”Jeg køber trods alt kun de bedste af de bedste, og indtil videre har du ikke solgt nogle, har du?” tilføjede han lettere vurderende, hvor selv hans mine blev lettere arrogant. Han tog en slurk af hendes vin og smagte let på den. Han måtte erkende at den var frygtelig god, så han kunne vel godt blive hendes første køber? Han var faktisk også rimelig sikker på at hun nok skulle få solgt nogle flasker af den, for den var faktisk rigtig god!

[Deleted]

Aleksandra sank med velbehag vinen efter deres skål, som hun ikke kunne lade være med at være stolt over, hvad hun havde bragt til verden. Personligt var hun sikker på, at den nok skulle komme ud på markedet, og at folk ville nyde den i deres hjem. Desværre var det endnu ikke nået så langt, men tiden skulle nok komme. Hun havde desuden levet så længe, så lidt ekstra ventetid kunne hun nok godt klare, som hun intet hastværk havde, da hun ikke havde i sinde at se sin undergang om hjørnet. ”Den lokale kro ville nok aldrig kunne gøre det, men der findes skam også gode steder her i byen,” svarede hun roligt. Maden ville måske stadig ikke nå hendes private kokke, da det havde fået den bedste kokkeoplæring, samt pengene ikke manglede til forskellige ingredienser, så hvad som helst kunne blive kokkeret i køkkenet her. Hun forstod dog også godt, at Konstantin måske ikke fandt tiden og lysten til at lede efter et andet godt sted, når han nu var sikret et godt måltid her. Hun var nemlig klar over, at turen havde været lang og maden havde manglet, så han havde nok bare taget det første og det bedste, hvis han havde fravalgt middagen her. At han så heller ikke bare blev her for at nyde hendes selskab, funderede hun ikke så meget over, da hun altid kunne skabe lidt ravage om man ville det eller ej. ”Det kunne du.. men nu har du smagt den og ved, at den bliver et hit. Desuden, ville det ikke være fedt at kunne sige, at du købte den allerførste flaske, inden den overhovedet kom ud og blev verdensberømt,” sagde hun sigende med et drillende glimt i øjet, inden hun gav sig til at spise, som hun smagte på de forskellige andre ting på tallerknen. Det ville fryde hende, hvis han købte en eller flere af hendes vine, da det kunne være et fremskridt for salget. Selv ville han nyde den og købe flere, samt han kunne servere den for venner og gæster, der så også ville købe den. Selv så hun ingen grund til, at han skulle nægte at købe hendes vin, hvis han virkelig nød den. Dybt latterligt ville det være, hvis han af princip ikke ville gøre det på grund af den kom fra hende, nu når han tydeligvis nød den. ”Måske har jeg ikke solgt nogen endnu, men alting til sin tid, min kære,” svarede hun overlegent igen, imens hun betragtede ham med et hævet øjenbryn. At han talte arrogant til hende gjorde blot, at hun ville hæve sig over ham, som lige meget hvad han gjorde, så ville hun være på toppen. At han også havde den ide, at han bare ville være her for at vise, at han kunne hæve sig over hende og vise, at han kunne udholde hendes selskab, ville hun nok heller ikke se blindt til. Hun ville nok blive ved med at konfrontere ham med forskellige ting, og prikke til ham.

[Deleted]

Konstantin vidste godt at det var vovet at blive her og tage del i middagen med Aleksandra, for hun havde en dårlig tendens til at lege med ilden, prikke til ham og komme med bemærkninger, som kunne få bægeret til at flyde over, så det var faktisk risikabelt at blive her, dog kunne han jo altid gå, selvom han måtte erkende at han gerne ville blive så han kunne nyde denne fantastiske mad, for det smagte virkelig godt! Sulten var han jo, for han havde ikke fået noget hele dagen siden i morges, så han havde også været mest fristet til at blive, så han kunne få noget i maven! ”Måske, men jeg tvivler på at det er lige så godt som her,” svarede han roligt. Hos adelige var maden typisk langt bedre end på kroerne, eftersom de adelige havde pengene til alle ingredienser som der skulle i maden, og derfor ville han også helst spise hjemme fremfor ude. Skulle han dog spise et sted, så skulle det være på den fineste restaurant i byen, for ellers gik han normalt ellers aldrig i byen, hverken for at ’more’ sig eller spise, for han havde intet behov for at vise sig frem, faktisk havde han altid hadet større forsamlinger, men sjovt nok havde han alligevel altid formået at være social og møde nye mennesker.
Aleksandras vin var ganske vidst utrolig god, hvor Konstantin skam også var fristet til at købe en flaske, men han vidste ikke helt. På den anden side var hans yndlingsvinproducent gået i døden, så han skulle jo faktisk til at finde en ny forhandler. Altid havde han haft mange forskellige og gode, men de som var udgået i verden, dem havde han altid holdt længe på, og da Aleksandras vine endnu ikke var begyndt at blive solgt, så ville han jo altid kunne nå at få mange flere. ”Måske, og måske vil jeg bare ikke købe den, fordi du har lavet den,” svarede han roligt og med et kort træk på den ene skulder, som hans blik blev drilsk. Det var nu ikke derfor, for smålig havde han nu aldrig været. Måske hvis han virkelig hadede hende, så ville han nok ikke have noget som helst at gøre med hende, men så var han heller ikke blevet, det var dog ikke tilfældet, så han så ingen grund til at afvise hendes vin, bare fordi det var hende der havde lavet den. Som hun fortsatte selvsikkert, tog han let en slurk af vinden, inden et skævt smil gled over hans læber. ”Ak ja, jeg bliver ved med at glemme, hvilken irriterende selvsikkerhed du har,” svarede han roligt, som han tog endnu en mundfuld af den lækre mad, hvor han faktisk allerede var ved at være nået igennem hele portionen, for han havde alligevel spist en anelse hurtigt. Han sank roligt maden og vædede sine læber. ”Men spøg til side, så må jeg erkende at jeg faktisk er fristet til at købe en flaske,” erkendte han roligt, inden hans smil blev drilsk, „men som gammel ven, kunne du jo give mig en gratis.” Han blinkede let til hende med det ene øje.

[Deleted]

”Jeg siger skam heller ikke, at de kan hamle op med mine kokke. Bare at de ikke er helt uduelige,” svarede Aleksandra roligt. Selv ville hun også foretrække sit eget køkken, eftersom hun selv havde valgt personalet derude, og de derfor gerne ville gøre alt for at gøre hende tilfreds, som hun betalte dem. Men selvom hun nød det vante mad på palæet, så nød hun også at komme ud og opleve noget anderledes, da det gav en anden spænding at komme ud, end når man var det samme sted dag ud og dag ind. Hende og baronen havde da også nydt at besøge forskellige steder, hvor hun i sin tid også havde fået lokket Konstantin med ud, som de faktisk ikke havde holdt deres forhold totalt hemmeligt, men at de derimod også havde været ude og vise sig frem. Det var nok også en af grundene til, at de begge var faldet for hinanden, da det ikke kun havde foregået inde i soveværelset, men over det hele. De havde fungeret som et par, hvis man så bort fra det faktum, at han aldrig havde tilhørt hende, som han altid havde været trolovet, og hun derfor ikke kunne have været andet end en elskerinde.
Som Aleksandra lige havde taget en ny bid af de forskellige grøntsager, måtter hun skynde sig at synke portionen, som hun måtte slippe en latter. ”Vil du virkelig fortælle mig, at du er så snæversynet, at du ikke vil købe mine vine, fordi jeg har produceret den?” spurgte hun stilfærdigt. Hun vidste faktisk ikke, om han var sådan eller ej, men hun havde da en ide om, at han var en bedre mand end det, skønt de ikke længere havde det let sammen. Han havde talt yderst godt om hendes vin, så det ville da også være en skam for ham, hvis han måtte holde sig fra den udsøgte smag bare på grund af hende. Med tanken på sin vin, tog hun roligt endnu en tår, hvor det også var dejligt at få slugt den slugte mad ordentligt ned. Da han kommenterede hendes store selvtillid, måtte et muntert smil spille ind over hendes læber, imens hun skar et nyt stykke af sit kød og spiste det. Det var svært at benægte eller overse, at hun havde en stor tro på sig selv, som hun konstant følte den, hvor den nok også måtte stråle ud af hende. ”Hvis du vil have en gratis flaske, så skal du til gengæld blive og sove her. Det er slet ikke nogen slem forretning for dig. Du ved, hvor god jeg er i sengen,” forslog hun legende, imens de grågrønne øjne lyste helt, som hun vendte blikket mod ham. En flaske havde hun nu ikke tænkt sig at give ham helt gratis, da det ville være dårlig forretning for hende. Hun tvivlede dog på, at han ville gå med på hendes forslag, da han tydeligvis var gået hen og blevet kedelig, siden han sådan kunne afslå hende. Som hun så på ham, fik hun også øje på hans tallerken der næsten var tom, hvorimod hendes endnu var pænt fyldt, som hun tog den med ro. ”Sig mig, sluger du maden, fordi du gerne vil hurtigt ud herfra?”

[Deleted]

Konstantin havde aldrig rigtig været meget for at gå ud, eller vise sig frem, hvor Aleksandra var hans modsætning på det punkt, og hun havde skam fået ham med ud af og til, som hun også havde fået ham til at afholde et bal, skønt han også havde været imod det, hvor det også var hende som havde fået lov til at stå for det hele – og hun havde gjort det med glæde. Han havde måske altid været Hertug, men han havde aldrig været typen der gad vise sig frem, et sted var han vel sky på det punkt? Han brød sig ikke helt om at være i centrum, selvom han til tider var tvunget til at afholde noget større, for netop at skulle være i centrum, men kunne han undgå det, så gjorde han det i den grad! Han hævede let det ene bryn. ”Du ved jeg hader at spise ude, derfor foretrækker jeg et hjemmelavet måltid,” svarede han sandfærdigt, som han kort tog endnu en mundfuld i munden, inden han skyllede det ned med en tår fra hendes udsøgte vin. Han var skam sikker på at det nok skulle blive til noget og at hun nok skulle få solgt en hel del, for hun var en charmerende kvinde og han var sikker på at hun nok skulle få snoet kunderne omkring sin lillefinger, desuden så var vinen jo også utrolig god, så den havde i hvert fald en chance for at blive et hit. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. Snæversynet var han skam ikke, han havde aldrig været en mand der havde dømt et produkt på dets ejer, eftersom det var vinen i dette tilfælde der talte for sig selv. ”Nej. Men jeg vil da stadig overveje det,” svarede han roligt, som det hverken var et afslag men heller ikke et svar til at han gav efter og ville købe en vin. Det var faktisk fristende at skulle tage en vin med hjem, men nu måtte de se hvordan det hele endte, for skændtes de, ville han nok ikke bruge tid på at skulle købe en flaske. At hun så sagde at han skulle blive og sove her, hvis han ville have en gratis flaske med sig, fik ham til at smile lettere sigende. ”Ja det ville du kunne lide, desuden så tror jeg at jeg har glemt hvor ’god’ du er,” svarede han kækt, som smilet kun bredte sig. Det var over to århundreder siden at han havde set hende sidst, han kunne dog godt huske de havde haft nogle hede nætter og at de havde været fantastiske, men han måtte erkende at han ikke helt kunne huske alle detaljer, fordi det var så lang tid siden. Han kunne bare huske at han havde elsket det i sin tid. Som hun kommenterede hans mad, måtte han roligt se ned mod sin tallerken der næsten var tom, inden han så mod hende igen. ”Det kunne godt tænkes, men jeg må indrømme at jeg er sulten, jeg har trods alt ikke fået noget hele dagen,” påmindede han hende roligt og med en sandfærdig tone. Det var ikke just fordi han havde haft i tankerne at gå herfra, selvom han nu ikke havde tænkt sig at blive her til langt ud på natten, for han skulle også hjem igen og turen var lang.

[Deleted]

"Jeg ved også, at du bare har brug for et lille puf engang imellem," erindrede Aleksandra roligt. "Du var måske en smule stædig, men jeg fik dig da ud af huset og når det skete, så hyggede vi os da også." Sjovt var det som Konstantin altid havde følt sig tryg inde i sit hus, hvor hun selv nød at blive bragt diverse steder hen. Sky var hun ikke for det ukendte eller socialisering, som hun altid formåede at finde sig en plads, der hvor hun kom. Hun ville også selv mene, at hun havde besøgt hele verdenen, som hendes veje var gået til den yderste del af Procias og over havene til Peula. Nej, der var ikke et sted, hun ikke havde været. Dvasias ville dog altid være hendes hjem, som det var der hun var født, og havde tilbragt størstedelen af sin tid. "Desuden, så husker jeg, at vi mødtes ved en tilfældig kro.. så kan de heller ikke være så slemme igen," sagde hun med et lille smil, inden hun spiste noget mere af sin mad. Om det var en god ide at mindes fortiden, var det måske ikke, da Konstantin havde det med at blive hidsig og begyndte med at forlange ting. Det bragte hende dog en smule varme, som det trods alt var det tidspunkt i hendes hendes liv, hvor hendes hjerte havde været mest lykkelig, skønt han ikke troede hende.
Det ville glæde Aleksandra, hvis han købte en eller flere flasker med hjem, da det ville være hendes første salg i så fald. Han havde også givet udtryk for, at han særligt nød den flaske de havde åbnet, og det var en mulighed at få en som den med hjem, da hun trods alt havde et par stykker af alle slags. Deres lille snak om gratis flasker morede hende, som hun gerne ville se, hvor langt hun kunne gå med ham nu. Hvis han virkelig blev, og de delte seng, så ville hun skam give ham en flaske med. Hun havde dog en anelse om, at han ikke ville bøje sig så let, som han trods alt var såret over at hun havde forladt ham, samt han snakkede om en kvinde derhjemme. Det sidstnævnte havde dog aldrig været en hindring for hende, som han før havde været Malisha utro med hende. At han så nævnte, at han havde glemt, hvor godt det havde været mellem de to før i tiden, lænede hun sig selvsikkert frem. "Jeg kan sagtens få dig til at huske igen," lovede hun kækt, imens hendes blik var indbydende og hendes smil charmerende. Som hun havde bøjet sig en anelse forover bordet, og lod sine underarme holde hende oppe, så han fik en pæn udsigt til hendes kavalergang.
Det kunne godt ligne, at Konstantin ville skynde sig ud, som hans tallerken mere eller mindre var tom. De havde trods alt også haft nogle skænderier, hvilket var knapt så godt, og når middagen var slut, så havde de opfyldt alle programmerne på papiret. Roligt rettede hun sig op på sin stol igen, som hun også tog fat om sit vinglas og nippede til væsken deri. "Jeg håber, at den smagte dig alligevel," sagde hun stilfærdigt. Han havde måske spist hurtigt, men man kunne stadig nyde maden. "Men hvis du ikke har noget imod at blive lidt længere, så kan vi altid rykke videre ind i stuen og drikke videre," foreslog hun roligt. Så længe det forløb sådan her mellem dem, så havde hun intet imod at han var der.

[Deleted]

Konstantin havde aldrig været meget for at skulle vise sig frem, eftersom han altid havde været sky på det punkt, men sjovt nok havde det aldrig forhindret ham i at være social og møde nye folk, men det var typisk sket hvis han var gået en enkelt tur igennem gaderne, eller hvis han havde været på forretningsrejse, for han havde mødt utrolig mange specielle mennesker via sine mange forretninger, for han solgte ikke kun slaver, men også forskellige fødevarer, som han var i underholdningsbranchen og mange andre forskellige ting, så han kom lidt vidt omkring, fordi hans forretninger var så brede at de nærmest strakte sig ud over alt. Alligevel havde han aldrig rigtig brudt sig om at tage på restaurant og spise, eller generelt tage i byen, det havde han nok gjort i sine unge dage, men det var også utrolig mange år siden. I sine unge år havde han nok været noget mere festlig end hvad man kunne sige at han var nu. Han trak let på smilebåndet. ”Ja.. til tider skal ens modsætning til for at få en lidt ud,” svarede han roligt. Lige på det punkt var Aleksandra hans modsætning og det var også hende der havde fået ham med ud, et sted for at glæde hende dengang, for dengang havde han jo godt kunne lide hende, hvor deres forhold i dag var noget anspændt. Han endte med at tage en slurk af sin vin, som de nu havde bevæget sig ind på fortiden, hvor han godt kunne mærke at det ikke var hans yndlingsemne. Han satte roligt vinen fra sig. ”Ja det gjorde vi,” medgav han blot en anelse afvisende, som han også havde fjernet blikket fra hende.
Om Aleksandra overhovedet mente det seriøst at hun ville have Konstantin med sig i seng, vidste han faktisk ikke, for han vidste godt at han selv ikke havde opført sig særlig anstændigt, da de allerede havde skændtes flere gange, så om hun overhovedet ville have noget med ham at gøre eller om hun sagde det hele for sjov, det kunne han ikke rigtig blive klog på. Han så roligt fra hendes pludselig tydelige kavalergang til hendes blik, imens et morende smil gled over hans læber, som han tog blikket væk fra hende og vendte det mod sin mad, som han tog de sidste par mundfulde. Han strøg sig let over læberne, inden han valgte at se mod hende igen. ”Vil du virkelig være sammen med en gammel mand, som jeg? Du ved jo ikke om jeg er faldet af på den,” svarede han roligt, som han tog om glasset og tog endnu en slurk af rødvinen, hvor selv glasset var ved at være tomt. Han så på hende igen med et glimt i blikket. Faldet af på den var han nok ikke, men derfor forhindrede det ham ikke i at gøre et forsøg på at tale hende fra det.
Konstantin havde skam ikke spist hurtigt fordi han ville ud af døren, men fordi han faktisk var sulten, for ellers havde han nok givet sig mere tid. Han endte med at bunde sit glas som han stillede fra sig, hvor han vendte blikket mod hende igen, som både glasset og tallerkenen nu stod tom. ”Det smagte yderst lækkert,” svarede han ærligt. Han var stadig glad for at han var blevet til middag, for ellers skulle han have spist på en kro og han stod fast på at et hjemmelavet måltid var bedst. At hun så nævnte at de kunne flytte ind i stuen, tørrede han sig roligt om munden med servietten inden han lagde den fra sig og så mod hende. ”Uanset hvor fristende det end lyder, så bliver jeg ikke længere. Det ville være forkert, og jeg har en lang tur hjemad igen,” svarede han i en lettere høflig afvisning.

[Deleted]

Modsætninger kunne man i sandhed sige at de var, som deres personlighederne ikke gik hånd i hånd. Alligevel syntes det at havde skabt et godt bånd, som de havde været gode ved hinanden. ”Men det gør ikke noget, at du skifter ude ud med mit hjem,” svarede Aleksandra drillende igen, som om han ville komme til hende, hver gang han skulle forlade sit hjem. Alle detaljer fra fortiden kunne Aleksandra ikke huske, men det der stod klarest i hendes hoved var, at han havde gjort hende menneskelig. Inden ham, havde hun været ren og skær kulde, der kun havde tænkt på sit eget begær og lyset, hvor kærlighed og omsorg ikke havde eksisteret i hendes erindring. Da hun havde mødt ham, havde hun skam også bare været denne kolde maskine, som hun havde plottet på at dræbe ham. Hvordan han var kommet ind under huden på hende, vidste hun ærlig talt ikke, hvor det også var et spørgsmål hun havde stillet sig selv tusindvis af gange, skønt hun aldrig havde fundet det endelige svar. Sandheden var vel bare, at hun dybt inde var menneske, og hun havde forelsket sig i denne mand, selvom det ikke var noget hun havde lyst til at indse. Men skønt hun nærede varme følelser for manden, så kunne det meget vel se ud til, at det var en bro hun havde brændt for længst! Selvom deres møde gik fint lige nu, så vidste hun, at hendes tilstedeværelse ikke frydede ham. Han var såret over, hvad hun havde gjort, samt han vidst var kommet videre i sit liv. Der var dog noget der kunne få hende til at sætte spørgsmålstegn ved det hele, og det var fra da de gik ude i haven, og hun havde kærtegnet hans hånd. Han havde ikke gjort eller sagt noget, men det at han ikke havde udtrykt væmmelse eller nogen reaktion i det hele taget kunne vel kun betyde, at han et sted havde nydt det en smule? Hun burde nok bare skubbe alle tankerne ud af hovedet, men hun kunne ikke lade være med at fundere en smule over det.
Smilet krusede over Aleksandras læber, som hun hurtigt anede, hvordan hans blik gled rundt, som hun gav ham udsigt til hendes kvindelige former, skønt han ikke direkte kunne se den bare hud der var hendes barm. Da han så besluttede sig for at give manden sin opmærksomhed, valgte hun også selv at snuppe et par bidder af sin egen mad. ”Det er måske længe siden, og jeg ikke, om noget har ændret sig på den front, men det er også derfor at jeg bliver nødt til at teste dig,” sagde hun selvsikkert, som hun løftede blikket til hans og blinkede flirtende til ham. Af hvad hun kunne huske fra fortiden, så havde det været særdeles godt dengang, men det kunne meget vel være, at han havde lidt mangel på kvinder siden da og havde glemt en ting eller to. ”Desuden, jeg ved, at jeg er fænomenal, så det kan umuligt gå helt galt. Derfor kan jeg også hurtigt rette op på mulige fejl.” En lille hyggelig nat ville skam ikke gøre hende noget, da det var noget af det hun savnede. Spørgsmålet var bare om han turde være sammen med hende, hvilket det tidligere ikke havde lydt som om, hvor hans nuværende ord også kunne være en undskyldning for at bakke ud.
”Det glæder mig,” sagde Aleksandra kortfattet, inden hun skar et stykke kød af den lille portion lammekrone der var tilbage. Hun vidste selvfølgelig godt, at maden her ikke var ringe, da hun selv havde en høj standard, som køkkenet var nødt til at leve op til. Det kunne dog helt bringe hende i tvivl, om han overhovedet havde nået at smage den, da hans tallerken nærmest var blevet tom på et splitsekund. ”Næste gang så,” sagde hun roligt, skønt hendes mine alligevel var fast, som om hun allerede havde besluttet, at han ville komme her igen.

[Deleted]

Konstantin kunne ikke just blive helt klog på Aleksandra, eftersom de kun lige havde skændtes og hun virkede ikke helt påvirket af det, men han vidste til gengæld heller ikke om det bare var en facade, som ved ham selv. Han kunne dog ikke gennemskue hende og han var stadig i tvivl omkring hendes intentioner og om hun i det hele taget havde bagtanker, for det kunne sagtens ligne hende, men det var jo heller ikke ensbetydende med at hun havde. Han kunne bare ikke blive klog på hende, for han blev ved med at fundere over at hun virkede til at nyde hans selskab, men hvorfor var hun så i det hele taget skredet i sin tid? Af og til virkede hun som om hun savnede ham og hans selskab, men så kunne han spørge sig samme spørgsmål; hvorfor var hun så skredet i sin tid? De havde været sammen i flere år og havde faktisk haft det godt, så han kunne ikke mindes om han havde gjort noget der kunne have forårsaget at hun var smuttet den nat. Han så let mod bordet, dog uden rigtig at se på noget ordentligt, da han sad i sine egne tanker. Hendes ord fik ham til at trække en anelse på smilebåndet, hvor han let vendte de mørke øjne mod hende. ”Du lyder jo helt til oprigtigt at have savnet mit selskab,” svarede han lettere eftertænksomt, som han lod hovedet søge let på sned, hvor hans blik så lettere afventende og nysgerrigt på hende. Han ville jo faktisk gerne vide til sandheden, selvom noget i ham sagde at det var dumt.
At Aleksandra fortsatte flirten, som om hun virkelig troede at han ville blive og dele seng med hende, var en tanke som et sted morede ham, for regnede hun selv med at det ville blive aktuelt? Han havde for længst gjort det klart at han havde en anden og det var noget som han gerne ville bevare og derfor vidste han godt at han ikke burde sidde her, men faktisk være hjemme. Han kunne ikke lade vær med at slippe en kort latter, da hun fortsatte, hvor han rystede smilende på hovedet af hende, inden hans mørke øjne hvilede muntert på hende. ”Ærgerligt det så ikke bliver til noget. Men så er det jo godt du har fået dig et par slaver,” svarede han roligt, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han kunne måske ikke huske alle detaljer fra sin tid med Aleksandra, men han kunne huske at han havde nydt det hele, hvilket han jo så bare kunne fortryde den dag i dag, for det var noget som slet ikke burde være sket! Han havde altid holdt tingene professionelt, men det var gået galt ved Aleksandra, det havde slet ikke været meningen at det skulle have fortsat, men det var det jo så gjort alligevel, skønt det dog også havde fået en brat ende.
Selvom Konstantin havde spist hurtigt, så havde han skam nået at smage på maden og den havde virkelig været lækker! Han var faktisk glad for at han havde spist her frem for på en sølle kro, for han tvivlede ærligtalt på at det kunne slå denne standard, og han brød sig desuden heller ikke om at spise ude. Han havde dog ingen planer om at blive længere, eftersom det kun ville være.. forkert. Forkert på alle måder endda! Han smilede blot let til hendes ord, som det næsten lød til at hun ville have ham her over igen, hvilket et sted forundrede ham, når hun vidste at der var en stor risiko ved det. ”Hvorfor prøver du Aleksandra? Hvad er dine intentioner?” spurgte han roligt og dog direkte denne gang.

[Deleted]

At Konstantin ikke var i stand til at putte Aleksandra i en bestemt bås, passede hende ganske fint, da det betød, at hendes taktik virkede. Hun ville gerne lade ham blive i forvirringen om; hvad hun gik og tænkte og følte, da hun ikke nærede nogen lyst til at fortælle ham det. Hendes personlighed var mangfoldig, som hun det ene øjeblik kunne vrisse ad ham og skændes, hvor hun i det næste øjeblik kunne finde på at flirte med ham. Derfor var det heller ikke så underligt, at han ikke forstod, hvor hun ville hen med det hele, som hun gav ham ingenting at gå efter. Hun nød dog oprigtigt hans tilstedeværelse, da hun altid havde kunnet lide manden, men samtidig var hun ikke bleg for at bekrige ham, hvis det var det han ville. At han tolkede hendes ord som et savn fra hendes side af, fik hende til at sende ham et hemmelighedsfuldt smil. ”Har du ikke savnet mig?” spurgte hun med en blid stemme, imens hun roligt betragtede hans ansigt. Selv svarede hun ikke på hans ord, som hun i stedet vendte hans ord om til et spørgsmål. Inden hun var stødt på ham på Det Magiske Marked, havde hun faktisk ikke skænket ham en tanke, da det var ufatteligt længe siden de sidst havde været sammen, og hun havde tvunget sig selv til at komme sig over ham. Da hun så havde set ham, kunne hun vel ikke længere benægte, at minderne havde strømmet frem i hendes hoved, hvilket vel havde ført videre til et lille savn. De havde trods alt haft det godt. Man kunne vel næsten sige, at hun havde følt lykke, men den lykke havde så også skræmt livet af hende, hvilket var årsagen til, at hun var skredet fra ham.
Det at han afviste Aleksandras forslag om, at han kunne blive her hos hende, tog hun ikke så tungt igen, da hun havde tvivlet på et ja. Han ville ikke give så let efter for hende igen, hvor hun derimod nok skulle hænge ved og blive ved med at prikke til ham, hvis hun ønskede en chance. Om det overhovedet var noget hun var interesseret i, var noget der kunne forvirre hende, da hun ikke havde i sinde at falde i kærlighedsfælden igen. En nat med ham lød dog tiltalende alligevel, da hun erindrede, at nætterne mellem dem var ganske gode. ”Jeg tror skam heller ikke, at de fejler noget på den front,” svarede hun stilfærdigt efter at have taget en bid af sin mad. ”Men kan du virkelig ikke huske, hvad vi havde sammen? Hvor godt det var?” spurgte hun roligt, som hun ønskede, at han tænkte over, at det ikke altid havde været som det var nu. Han havde faktisk været mere end glad for hende. Han havde også selv udtalt, at han faktisk havde haft den tanke at fortsætte et liv med hende og ikke sin trolovede.
Aleksandra førte endnu engang glasset op til læberne, hvor hun denne her gang bundede resten af dens indhold. Fattet greb hun om den mørke flaske, så hun kunne fylde det op igen for derefter at sende Konstantin et spørgende blik. ”Mere?” spurgte hun høfligt, som hun refererede til, om hun også skulle skænke op hos ham. ”Behøver der være nogen intentioner? Kan to gamle elskere ikke længere nyde hinandens selskab?” spurgte hun med en varm stemme, uden hun tog blikket fra ham. Det kunne godt være, at de til tider gned sig for meget op af hinanden så spændingen steg på den negative måde, men på den anden side havde det også forløbet fint til tider. Det kunne dog være, at Konstantin selv havde fået nok af hende og ville være den der forsvandt for altid denne her gang, når han inden længe gik ud af dørene her.