A family affair

[Deleted]

Adelio var næsten overvældende let at fører en samtale med. Det måtte efterhånden være et kendetegn for Jasons knægte, men det gjorde det om ikke andet mindre akavet for hendes del. At han troede at hendes hjertebanken var forsaget at nervøsiteten for vandet, morede hende næsten. Af en kvind-charmør at være, så var nok ikke den bedste til at læse signalerne, hvilket nu engang passede hende fint. Alligevel kunne hun ikke lade værre at føle sig varm når først han hævede blikket mod hende. Hun burde vel ikke have ringe samvittighed over at der endelig var en mand der ikke flygtede den anden vej? ”Forbandet være jer vampyrer, i høre da også alt,” endte lidt drilsk, samtidig med at hun dog himlede med øjnene. Man skulle tro, at hun efter alle de år med den form for selskab, skulle have vænnet sig til at blive læst på den måde, men for pokker da! Yasmya lyttede opmærksomt. Hun vidste at han var født i Procias, men ikke at han boede i Imandra. Hun kunne godt lide at han om ikke andet var åben. ”Ironisk nok ved jeg virkelig lidt om Imandra. Jeg har hørt at det langt fra skulle være det mest behagelig land at færdes i, men rygter fortæller frygtelig lidt” påpegede hun sigende, også som en opfordring til at han skulle fortælle mere. Hun havde været i Imandra og Dvasias, men det var så mange år siden, det havde været fra før Marius havde taget sig af hende, så hun huskede slet ikke meget fra den tid. Yasmya lod ham bare trække tættere på. Han var vel ikke farlig at være i nærheden af? Han virkede ikke synderlig farlig, desuden så stolede Jason på ham, så måtte hun jo gøre det samme. ”Du skulle bare vide. Men det er udmattelse på den gode måde,” tilføjede hun stille. Hellere udmattet efter at have leget med sin søn, end et utal af bekymringer. ”Hvor lang tid planlægger du at blive i Procias?” spurgte hun mest for interessens skyld. Hun lod de grønne øjne søge mod hans skikkelse der pludselig var forbandet tæt på hende. Han var altså næsten den flotteste mand hun nogensinde havde set.. lige foruden Jacques. Hun skød tanken fra sig, nu måtte hun altså stoppe med at tænke på den måde, for han ville ikke blive tilgængelig igen.. måske Marius havde ret? Måske hun skulle tillade sig at nyde det, frem for at plage sig selv? Han var jo.. sød og ikke mindst charmerende, det kom hun ikke uden om.. men så igen han var jo en Nimanhra.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var måske nem at snakke med, men det var også hvis det var noget som interesserede ham, og det var det i denne stund. Han ønskede faktisk at lære hende lidt at kende, også fordi at hun havde den betydning for Jason som hun havde, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han sendte hende et roligt smil. At han sad der i blottet overkrop, var ikke noget som han tænkte over som sådan. De kvindelige signaler var han ganske vidst ikke den bedste, men han vidste hvordan en kvinde skulle behandles, for det var han efterhånden ved at være frygtelig, frygtelig god til! ”Det er da ikke så slemt!” endte han med en morende undertone i hans stemme, for han var ikke den som var bedst til at vise det i hans ansigt. Han satte sig roligt ved siden af hende. Hun var faktisk ikke så svær at snakke med igen, nu hvor han faktisk havde en glimrende mulighed. Desuden ønskede han ikke at hun bare skulle sidde der alene.. Hun var den eneste kvinde i ’flokken’ lige nu, og selvfølgelig ønskede han at hun skulle opvartes, for det var jo hvad han var vant til hjemmefra. ”Vil du ikke med lidt tættere på? I stedet for at sidde så langt væk..?” spurgte han roligt. Så.. kunne han jo også være lidt ved knægten samtidig med at han kunne holde lidt øje med hende. Han var jo trods alt vant til at være meget opmærksom!
Adelio sendte hende et ganske svagt smil. ”Jeg har boet der næsten hele livet nu, og jeg tør påstå, at der ikke er meget at prale af.. Græsset er tørt, træerne kan knapt stå med blade om sommeren, dyrene var væk for mange år siden og.. ja.. Det er præget af krig og kamp internt,” medstemte han roligt. Med andre ord, så kunne han kun give hende ret. Det var virkelig en forbandet plads på guds grønne jord! Han nikkede stille, for han kunne godt forestille sig, at Emanuel var en meget livlig en af slagsen, for det var sådan det så ud til! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Det kunne jeg godt forestille mig.. Jeg har bare aldrig været god med børn, men.. han ser da ud til at kunne lide mig,” endte han sigende, som han roligt, hvor selv en smule.. stolthed viste sig i hans stemme, for han havde normalt aldrig været god til de små størrelser, for det var ikke noget som han nogensinde havde haft! Han trak vejret dybt. ”Jeg… jeg ved det ikke rigtigt. Så længe Jason vil have mig i hus, tror jeg.. Måske for en kort stund, inden jeg er nødt til at tage hjem igen,” svarede han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Hun var faktisk ikke så slem igen, det kunne han da hurtigt få bekræftet.

[Deleted]

Det var faktisk rart at sidde med en som lystede at snakke med hende, frem for at løbe den modsatte vej, hun ville elske at lærer ham at kende, ikke mindst fordi det var noget som tydeligvis var vigtigt for Jason. Hun vidste at manden havde ledt efter ham i mange år, omen aldrig havde haft heldet med sig. Det lod dog til at selv Adelio havde accepteret det faktum at Jason var sin far, og endda var ønskede at.. give ham en chance til? Ligesom hun selv ønskede at gøre det med Marius? ”Slemt nok,” tilføjede hun hurtigt med et lidt sigende blik. Smilet hvilede for en gangs skyld naturligt på hendes læber, hvilket faktisk var rart. Selv hendes kinder brændte, det havde hun ikke oplevet siden hun var lille og Jacques gav hende komplimenter. Måske hun var den eneste kvinde i flokken, men det var nu ikke noget som hun bed sig fast i, halvdelen af mændene var jo trods alt familie praktisk talt. Hun bed sig usikkert i underlæben og måle afstanden med øjnene ned til vandet. Jo hun sad vel faktisk virkelig langt væk. ”Hmm.. Jeg kan vil godt gå lidt tættere på,” indvilligede hun stille, også fordi hun ikke ville fremstå som en bangebuks!
Imandra lød virkelig ikke som et rart sted, det konkluderede hun da hurtigt! ”Det.. lyder slet ikke rart, Adelio. Faktisk lyder det lidt som slagmarken,” påpegede hun og rynkede på panden. Vingerne endte hun med at brede lidt med en behageligt suk. Det var rart at få dem luftet lidt, det var der ingen tvivl om! De yderst fjer var stadig en smule grå, men heldigvis var det ikke gået særlig meget ud over de vinger som Nathaniel havde givet hende. Yasmya rystede stille på hovedet. ”Det kunne jeg godt se allerede da du skulle hilse på ham. Du klare dig nu pænt på trods af det. Emanuel har i hvert fald ikke bidt sig fast i det,” påpegede hun stille. Stoltheden i hans stemme morede hende næsten. Hun rejste sig også for at strække benene lidt, nu havde hun været den eneste som sad der uden rigtigt at deltage i legen eller noget som helst andet. ”Det lyder godt,” svarede hun stille og gjorde et kast ud mod floden. ”Ville du i igen?” spurgte hun lidt som en indbydelse til at følge hende. Så kunne hun holde lidt øje med dem alle tre, og hun ville have en undskyldning for at glo lidt på Adelio, for det var jo direkte svært at lade være, han vidste hvordan man skulle fange en kvindes opmærksomhed det var helt sikkert!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste, at dette var noget som havde en stor betydning for Jason, og derfor ønskede han vel også at gøre sin far stolt, og faktisk vise den form for interesse for det, som han havde omkring sig, selvom det på ingen måder, var noget som han var vant til, for han var vant til slagmarker, kamp, krig, at enhver skulle stå op for sig selv, og her omfavnede man hinanden, skænkede hinanden trøsten, hjalp hinanden op at stå, når man var faldet, og det var slet ikke noget som hans mor nogensinde havde gjort for ham. Hun havde skænket ham en hård opvækst, men han kunne nu og da, stadig være glad for det, for det hjalp ham meget, bare.. ikke indenfor det familiære som i denne stund, og det var selvfølgelig også det som gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg nyder det da,” påpegede han med et tydeligt drilsk smil p læben, for han kunne jo heller ikke lade være. Han forsøgte da om ikke andet. Han nikkede roligt til hende og vendte blikket mod vandet. Det var jo faktisk ganske langt væk, også selvom det virkelig morede ham at se hvordan Emanuel direkte blev kylet igennem luften, hvor han kunne høre hans råb og skrig i morskab – det gik han da ud fra om ikke andet.
Imandra var ikke hvad man ville kalde for et paradis her på jorden. Tvært imod, så var det jo helt klart det stik modsatte. Han vendte blikket mod hende. Selv var han præget af mange ar fra kamp og strid, selvom.. han havde overlevet til nu, så det tog han kun som et godt tegn. ”Tvært imod.. Selv slagmarken er grøn. Det er der intet i Imandra som er mere,” endte han sigende. Selv nød han af det. Den grønne farve, at få noget sol og det at faktisk være lidt med sin familie, for det var et afbræk som han længe havde haft brug for, og det var virkelig, virkelig rart at se det, at opleve det, for det var noget som han havde mistet for mange år siden, faktisk på grund af hans mor, men det var underordnet nu. Han vendte blikket mod hende, som hun bredte vingerne og endte med at rejse sig, hvor han rejste sig sammen med hende. Han sendte hende et stille smil. ”Så lang tid at han ikke bed sig mærke i det, så er det vel også alt sammen i orden?” endte han roligt. Han rakte armen ud mod hende, som han let blinkede til hende. ”Lad mig følge dig på vej, unge frøken,” nærmest opfordrede han med et stille smil på læben. Han kunne faktisk være lidt af en gentlemen – ligesom enhver anden Nimanhra.

[Deleted]

Procias var måske et lyst land, og for de som kom ude fra så virkede det som et land hvis borgere hjalp hinanden i nød, og hjalp de sårede der kom ind og ud, men sandheden var det var det mest egoistiske folkefærd af alle. De hjalp kun dem som var den store del af samfundet, de som var stærke eller havde rang, og desuden så var de frygtelig fordomsfulde. På trods af at hun havde været grevedatter, så nægtede man nu at tale til hende, fordi hun havde ar som hun var blevet givet af forbandede procianere. At dømme efter den reserverede mine, så var han slet ikke vant til måden de var sammen på i denne familie, hvor de faktisk hjalp hinanden, hvilket morede hende lidt. Han ville snarest blive en del af det. ”Du er Jasons søn, så jeg går ud fra at har noget vand dæmon i dog, og så tæller den altså ikke!” svarede hun en smule drilsk. Selv lod hun vingerne brede sig, hvilket også gjorde at hun måtte tage et mindre skridt væk fra ham, så de ikke ville være ham i vejen, men hun var nødt til at strække dem lidt engang i mellem og det gjorde dem stive og flyvning langt mere besværligt end det burde være.
Tanken om Imandra huede hende bestemt ikke. Det lød faktisk både trist og gråt, og et andet sted kunne hun vel ikke lade være med at blive en smule nysgerrig på, hvordan det var sket sådan uden videre? ”Det lyder virkelig som et deprimerende sted,” erkendte hun med lidt uforstående øjne. Procias var smukt, og hun havde ikke rigtigt set andet, så det var svært i det hele taget at forestille sig. Hun sendte ham et varmt smil.. pludselig faldt det hende bare naturligt. Det virkede faktisk, hun havde ikke skænket Jacques en tanke siden han var begyndt snakke med hende. ”Det er alt sammen i orden,” medgav hun og stak armen ind under hans. Den frie hånd lagde hun ligeså over hans arm. Hun blev behandlet som havde hun været.. vigtig igen og den tanke kunne hun nu godt lidt lide. ”Du er bestemt din fars søn,” mumlede hun lidt drilsk og himlede med øjnene, for løgn var det jo ikke! ”Fint. Men nu ikke for tæt på vel,” formanede hun lidt nervøst. Hun skulle helst ikke for meget i nær vandet, tanken i sig selv gav hende kuldegysninger!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne ikke rigtigt huske noget fra hans tid i Procias, også fordi at det var ved at være så mange år siden, men det var nu underordnet. Hans minder om landet her, var at han havde set far komme og hente ham, kun for at vende om.. uden ham. Alt det andet var virkelig fortrængt til et sted, hvor han slet ikke kunne huske det, men det var ikke noget som han ønskede at snakke med hende om. Han var ved at finde ud af det med Jason nu, og derfor ville han faktisk nødigt ende med at stille manden i et dårligt lys. Han sendte hende et drilsk smil. ”Ja, hvad kan jeg sige..? Jeg har det bedste af begge mine forældre,” endte han med en tydelig tilfreds stemme. Ud fra hans racer, så burde han slet ikke have retten til at vandre rundt i Procias, men det var jo altid noget, at man havde en far som havde en fod i den gode lejr. Han betragtede hende med en sigende mine. Hun havde et flot smil, også selvom det var tydeligt for ham, at hun var kommet alvorligt til skade, selvom han ikke ville kommentere det. Hans far havde desuden også anbefalet ham at han ikke kommenterede det, og det ønskede han heller ikke.
Imandra var ikke ligefrem et sted som man skulle ønske at se, specielt ikke når man vidste hvordan det så ud her. Han vendte blikket mod hende, hvor han let måtte trække på skuldrene. Han fik roligt krummerne efter maden ned på græsset i stedet for, så kunne fuglene jo altid fiske dem op. ”Det er det også.. Men ja.. Det er mit hjem,” endte han sigende. Umiddelbart følte han sig ikke direkte hjemme i Procias længere, vel også fordi at han var… temmelig præget af mørket som hans mor havde sat i ham? Han vendt sig mod hende og med et stille smil på læben. Han var ikke den som viste det mest tydeligt, men nu hvor hun selv smilte til ham, så var det noget som næsten faldt ham naturligt selv at skulle skænke hende, så selv det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Godt..” endte han med et stille smil på læben, som han roligt lod hendes arm glide på plads i hans egen. Han endte roligt med at lægge sin egen hånd over hendes. Smilet bredte sig let på hans læber. ”Jeg håber selvfølgelig, at det er ment positivt,” endte han med et stille smil, som han roligt gik med hende mod vandet. At hun ikke ønskede at komme for tæt på, kunne han godt mærke på hende. Han stoppede roligt op, som han vendte sig mod hende. ”Stol på mig,” endte han roligt. Måske store ord fra en fremmed, men han ønskede hende jo ikke ondt. Han bevægede sig varsomt tættere på vandet – sammen med hende.

[Deleted]

På nogle punkter kunne Yasmya næsten misunde Adelio for at han ikke mindedes at have boet i dette lannd. Hun havde altid været en stolt procianer, men som hun var blevet ældre, og så tingene omkring sig ændres, ja så følte hun slet ikke på samme måde overfor det mere, hun kunne kun håbe at Silia ville være i stand til at vende det til noget bedre, for alt for mange havde kun tanke på sig selv.. Camryn deriblandt! Yasmya himlede med øjnene, men kunne ikke lade være med at slippe en blid latter. Der var ingen tvivl om hvem han var søn af det var helt sikkert! ”Tydeligvis,” svarede hun lidt drilsk. Der var noget elver i ham det var tydeligt, desuden vidste hun at han så måtte være vampyr.. han drak blod det vidste hun allerede, desuden havde hun flere gange fået et glimt af hans tænder, og han havde desuden afsløret afsløret for hende at han var vand dæmon, men om han rummede mere, det var ikke til at sige lige sådan. Fuglene sang over dem. Græsset var grønt og alt var begyndt at spirer for alvor, det var svært at forestille sig at der var et land som ikke oplevede den samme smukke natur, hun ville ikke have været i stand til at leve uden. Hun nikkede forståelsesfuldt. ”Man har vel altid en bestemt følelse overfor det sted som man er vokset op, uanset hvor smukt eller tomt det må være,” endte hun stille, mens hendes egen tanker kredsede sig om herregården. På trods af alle de ting som var hændt derinde, som på ingen måde havde gjort hende lykkelig, så var det hendes hjem, og det ville hun altid føle. Med næsten forsigtige skridt lod hun ham fører hende med sig ned mod vandet. Jo tættere på de kom jo stærkere blev hendes hjerteslag, på et tidspunkt måtte hun modstå trangen til at sætte negle i hans arm af ren og skær nervøsitet, hun hadede det, men hun ville jo heller ikke vise sig bange nu! Emanuels latter kom tættere på, hun forsøgte at trøste sig ved lyden af den. ”Det er aldrig til at vide når der er tale om den mand,” endte hun med en nervøs tone. Det var skam drillende ment, men nu hvor de nærmede sig vandet begyndte hun at føle sig ubekvem. Da de var omkring 2 meter fra vandet stoppede hun op med en lidt undskyldende mine. Hun stolede på ham, af en eller anden mærkværdig grund, men hun kunne ikke gå længere. ”Jeg tror jeg står fint her,” endte hun med det stille smil, og forsøgte at skjule den indre nervøsitet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde ikke ligefrem gode minder omkring Procias, og der var ikke noget som han kunne gøre ved det. Han var ikke den som havde haft den bedste opdragelse, vel også fordi at hans mor vidste hvor meget, han egentlig lignede sin far? Ikke fordi at han kunne gøre for det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over læberne og med et stille smil på læben. Han var ikke bange for at vise eller fortælle hvad han var, eller hvem han var, for nu hvor han vidste og var kendt med hans far, så var han faktisk stolt over at være en Nimanhra i det hele taget, for det havde han ikke været igennem stort set hele hans opvækst! ”Bestemt,” sagde han som han let endte med at skyde brystet frem. Han nikkede med et stille smil til hende, for hun havde ganske ret, også selvom han næsten kunne fornemme på hende, at det ikke ligefrem var landet Procias som hun valgte at tænke på, men det måtte være noget andet, men det var nu det eneste som det nu måtte være. Han nikkede sigende til hende. ”Det gør man.. Mine.. forbindelser til Procias røg, da mine forældre blev skilt. Det som jeg kan huske herfra, er at Jason kom for at hente mig og vendte om igen og bare gik, for ikke at komme tilbage igen. Vi tog til Imandra derefter.. til min mors fædreland,” endte han sigende. Han havde ikke noget imod at åbne bare lidt op for hende og fortælle hende hvordan det hele hang sammen. Han regnede nemlig heller ikke med at det var noget som Jason var meget for at snakke om.
Nu hvor de måtte komme tættere på vandet, kunne han godt mærke, at hun blev mere og mere nervøs, selvom det slet ikke var noget som han som sådan var påvirket af, selvom han nu hurtigt kunne konkludere, at hun virkelig var bange for vandet. Han vendte blikket mod hende, næsten spørgende ind til om hun faktisk havde det godt. Kvinder skulle opvartes, og det var det som han var vant til, og det var sådan at det nu skulle være i den anden ende. ”Ja.. det er derfor jeg spørger,” tilføjede han ganske sigende, som den drilske mine måtte vise sig i hans ansigt, for han kunne jo heller ikke skjule det for hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han stoppede op ved siden af hende, som de nåede ned til vandet. To meter fra det, men.. i hans øjne, var det bare ikke tæt nok! ”Vil du ikke med i, til din søn?” spurgte han stilfærdigt.

[Deleted]

Yasmya kendte slet ikke til hans forhistorie i Procioas, men det var jo langt fra det varme land, som det eller så ofte blev fremstillet som, det måtte selv hun erkende. Nu hvor de snakkede om hvem, så kunne hun ikke lade være med at føle en hvis længsel efter at komme hjem til herregården, for det var jo det sted hun måtte se som sit hjem. Det overraskede hende meget at han åbnede op for hende uden at tøve, han kendte hende jo slet ikke, men ikke desto mindre så var han faktisk en interessant mand, og nu hvor Jason havde holdt kortene så tæt på kroppen, så var hun glad for at hun faktisk blev fortalt noget. Yasmya ville gerne kunne forkaste idéen om at Jason havde forladt sin egen søn, men sandheden var jo at det havde været i en tid hvor man end ikke have overvejet at sætte hende til verden endnu, hun anede ikke hvem han havde været. ”Det var dog et trist minde. Desværre ved jeg godt hvad du mener. Skal jeg være ærlig tror jeg det er de færreste som har gode erfaringer med det her land,” erkendte hun med et svagt skuldertræk. Det var jo nu engang sådan Procias måtte være. Yasmyas hjerte hamrede virkelig hurtigt. Hun var tættere på vandet, end hun frivilligt havde været i årevis. Hun stirrede på det som ville noget hoppe op over overfladen og sluge hende i en bid altså. Hun stod ganske fint hvor hun stod. ”Så er det nok en god ting,” endte hun stille og forsøgte at opretholde smilet, selvom det på ingen måde lykkedes hende! Hun var slet ikke vant til at blive opvartet på den måde, og det var alt sammen meget sødt af ha, men hun skulle ikke nærmere! Yasmya sank en klump og sendte ham et lidt undskyldende smil. Der var intet hun ønskede sig mere end at tage en dukkert i varmen og så med sin søn, men hun huskede stadig de kølige øjne, og måden hun var blevet trukket gennem vandet på af vamle hænder der havde ført hende langt hjemme fra, den kvælende fornemmelse og måden det havde svækket hendes sanser op, og med vinger ville hun blot trækkes længere ned. ”Nej tak. Jeg tror bare jeg bliver stående her, men du skal ikke holde dig tilbage for min skyld,” svarede hun roligt og gjorde gestus mod vandet, der pludselig var kommet alt for tæt på!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelios historie i Procias, var ikke just en positiv en, for hans forældres skilsmisse havde virkelig ødelagt det hele. De havde altid været en lykkelig familie, men lige hvor og hvad der var gået galt, var slet ikke noget som han vidste. Han vendte blikket roligt mod hende. Han havde ikke noget imod at snakke åbent omkring det, for han regnede bestemt ikke med at Jason havde været helt åben omkring det hele, for han vidste at emnet var ham et ømt punkt, og.. han kunne vel godt forstå det, hvis han havde haft den form for betydning for ham? Som en søn? Han trak ganske svagt på smilebåndet, hvor han vendte blikket mod vandet endnu en gang, som de bevægede sig tættere på. Han kunne faktisk godt lide at snakke med hende, og det var bestemt heller ikke særlig ofte, at det kunne siges, at ske, for det gjorde det bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse. ”Jeg ved det ikke.. Jeg har vel.. fortrængt alt det andet. Jeg husker ikke meget fra tiden her.. ellers en skam, for det er mig faktisk et smukt sted,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod vandet igen. Lyden af Emanuel var noget som ramte hans øre, hvilket faktisk var noget som fik smilet til at brede sig en anelse på hans læber, for det var.. rart faktisk. Han kunne godt lide tanken om det stærke familiebånd, for selvom der måske havde været sine kontroverser til stede, så kunne han se det gode også. At han var som snydt ud af næsen på sin far, måtte være en god ting, var en ting som han godt kunne lide. Han nikkede mod hende. ”I så fald, så takker jeg..” endte han ganske sigende, som han stoppede op ved siden af vandkanten sammen med hende. Han kunne mærke hendes hjerte hamre kraftigt mod hendes bryst, hvilket vel var.. et tegn til ubehag? Det var umiddelbart det som han måtte sige ham, at hun virkelig var utrolig bange for vandet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg bliver stående lige her.. til jeg får dig med i vandet,” endte han sigende og med et stille smil på læben. Han ønskede det faktisk, for.. det var vel også en skam, at hun bare sad der, uden egentlig at have andet at give sig til bare sådan uden videre? Han trykkede let omkring hendes hånd. ”Kom.. jeg passer på dig,” endte han ganske sigende, også ment som en positiv opfordring. Stolede hun på Jason, så kunne hun vel også stole på.. ham?

[Deleted]

De havde alle en historie bag sig, og hun skulle nok lærer Adelios at kende før eller siden. Det var faktisk rart at se den side af familien igen, for efter hende og Jacques var gået fra hinanden, havde hun ikke set meget til hverken Jason eller ungerne, hvilket hun faktisk var ret ked af. Yasmya nød at bruge til med Adelio hvilket faktisk kom som lidt af en overraskelse, for på trods af den arrogante maske han bar, så lod det jo til at der var meget andet inde bagved. Hun havde fuldt ham hen til vandet, men nu var hun kommet for tæt på, hvilket hun udmærket kunne mærke. Det dirrede helt ud i fingerspidserne, hendes hjerte hamrede frygtelig hurtigt, hvilket kun gjorde det langt mere varmt at være til pludselig, særlig under den brændende sol. ”Det er et smukt sted, særlig når man færdes væk fra folket,” påpegede hun med et stille smil, selvom det jo ikke var løgn. Hun nød faktisk at bo lige i udkanten af skoven hvor ikke særlig mange kom, det var langt mere fredeligt, ingen til at dømme, hvilket gjorde det langt lettere. Emanuels latter var noget som selv tvang et smil frem på hendes rosa læber. Hun betragtede sin søn som i øjeblikket forsøgte at hoppe op på Marius' ryg. Yasmya var virkelig frygtelig bange for vandet, desuden.. Jacques havde aldrig nået at lærer hende at svømme, mest fordi at.. det jo faktisk var en dag nede ved søen hvor Emanuel var blevet undfanget. For et øjeblik faldt hun til ro, også selvom det var en frygtelig kort fornøjelse. Hun så næsten chokeret på Adelio. Han ville have hende med derud? Smilet bredte sig stille. ”Så er jeg bange for at du virkelig må ruste dig med tålmodighed,” påpegede hun usikkert. Hun havde slet ikke planer om at gå i floden overhovedet! Også selvom det.. virkede lidt fristende med tanken om at komme ham så tæt på. Hendes hånd føltes pludselig fugtig i hans. Hun greb lidt fastere om den. ”Det betvivler jeg ikke men.. jeg.. kan ikke,” endte hun med en mere sørgmodig tone. Der var så varmt, en dukkert ville jo faktisk gøre godt, men bare tanken om at træde lidt tættere på, gav hende næsten føles af at kvæles, og det var bestemt ikke fordi hun ikke stolede på ham, Marius og Jason var jo lige ved siden af også!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio bar måske en meget fast og meget arrogant maske, men det var bare den mand som han var, for det var jo trods alt også hvad han var vant til. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med den samme mine, som de nu var endt med at komme ganske så tæt på vandet, for han kunne mærke, at det var noget som gjorde hende en kende usikker, og ikke var det noget som gjorde ham noget, for.. han ønskede jo faktisk bare at være der for hende, ligesom hans far havde været, for det var i den grad også tydeligt for ham, at tøsen havde en betydning for hans gamle far, og derfor måtte hun jo trods alt også være noget værdifuldt. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Det lyder ikke til at du er særlig meget for det procianske folk?” spurgte han sigende. Af den grund, så var hun da meget nem at snakke med, og det var en følelse som han godt kunne lide, for normalt, så var han ikke nær så indbydende og rolig som det han var i denne stund. Hans far var der, og det var måske også noget som gjorde sit, for han ønskede vel også et forhold til manden, selvom det bestemt heller ikke ville blive det nemmeste, men han ville da om ikke andet så forsøge. At hun bare ikke ville med i vandet, var ikke noget som han kunne gøre noget ved, andet end virkelig at forsøge at tvinge hende med sig i, for det var det som han ville! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”I forhold til min far.. så kan jeg virkelig være tålmodig,” påpegede han sigende og med et stille smil på læben. Han trykkede ganske let omkring hendes hånd, også selvom han kunne mærke på hende, at hun virkelig var nervøs. Noget måtte være sket i vandet, siden hun bare ikke ville med i det. Desuden ville hun være omringet af 3 vandhunde og en engel, så det kunne umuligt gå så galt, kunne det? Han vendte blikket mod hende, som han roligt valgte at stille sig bag hende. Han kunne være meget overbevisende, og det var helt klart også det som han var ude på i denne stund. Han smilede svagt for sig selv. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Du vil være fuldkommen omringet af 3 store vandhunde og en engel.. Det kan umuligt gå helt galt Yasmya.. Men.. hvad nu hvis, jeg lover at holde dig i hånden?” spurgte han roligt, som han lod sin anden hånd roligt gribe omkring hendes, så han havde fat i begge. Han lod hende ikke forsvinde ned under vand, det kunne han love hende!

[Deleted]

Det var ikke fordi at Adelio direkte havde nogen form for mimik, men det var jo noget som lå vampyrer som sådan, så det forundrede hende ikke. Desuden fandt hun det til en vis grænse ret charmerende, ikke mindst fordi der heller ikke var nogle fordomme at sporer i hans blik som der ellers var i så mange andres. Deriblandt det procianske folk. Det havde ikke krævet meget andet end at blive brændt af samme borgere, for at blive dømt. Yasmya næsten knugede omkring hans hånd, for hun brød sig virkelig slet ikke om at være så tæt på vandet, også selvom hun havde troet at det ikke ville være slemt at komme bære lidt tættere på. Emanuels latter næsten plagede hende, han ville elske hvis hun selv kunne tage ham med ned på et tidspunkt. Hun rystede på hovedet. "Nej jeg.. mange af dem er gode nok, men fordommene kan spores på ti kilometers afstand," påpegede hun med en lidt sigende mine. De funklende grønne øjne hvilede på vandet, for det var det som havde hendes fulde fokus i øjeblikket. Selv forsøgte hun ikke at blive påvirket af fordommene, hun havde det jo for eksempel ganske fint med vampyrer. På trods af frygten for vandet, formåede hun alligevel at sende ham det stille smil, for hun værdsatte jo faktisk at han prøvede og samtidig skænkede hende den opmærksomhed. "Der skal heller ikke så meget til," påpegede hun sigende og rystede på hovedet. Jason var jo egentlig en meget tålmodig mand, men foruden det.. Hendes hjerte sprang et slag over i samme øjeblik som han trådte om bag hende. Hun kunne føle ham hvilket i sig selv var noget som fik hende til at sitre. Man kunne jo roligt sige at det var den mest nærer kontakt hun havde haft siden Jacques. Begge hænder lod hun glide i hans, og måtte næsten per automatik sammenflette deres fingrer. Det var jo bare vane. hun stirrede tomt på vandet. "Nej jeg ved det godt men.." hun havde jo heller ikke troet der kunne ske hende noget i nærheden af Jacques. "Jeg ved ikke rigtigt," mumlede hun usikkert. Om ikke andet så nægtede hun det ikke længere, hun ville jo faktisk gerne, men det var bare mere indviklet end som så.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig ikke meget mimik, men han forsøgte da om ikke andet, men nemt var det bestemt heller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende og med et svagt smil. Smil var det eneste som han kunne finde ud af, men det var vel også fordi at vampyrerne havde tillært sig det som de var kendt for? At være følelseskolde og.. følelsesforladte? Selvom han ikke var helt enig, men det var nu en helt anden sag. At folk var frygtelig fordomsfulde, forundrede ham egentlig ikke, men det var nu ikke noget som han kunne sige noget til. Han betragtede hende ganske sigende. ”Øjnene viser langt mere end det folk vil give udtryk for. Fordomme er ikke noget som du skal lytte til, Yasmya. Et individ kan indeholde mere end hvad øjet kan se,” endte han ganske sigende. Ham for eksempel. Han var en rolig knægt, også selvom han vidste at hans ry og rygte i Imandra var det stik modsatte! Der.. bar han jo faktisk med sig det samme ry som hans far havde, selvom det ikke ligefrem var noget som han var videre stolt af, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Nimanhra var en tålmodig flok af mænd, og det var efterhånden gået op for Adelio. Han betragtede hende med en sigende mine, som han roligt blev stående med hendes hænder i sine. Han gjorde det ganske forsigtigt, for han kunne jo samtidig også mærke på hende, at hun virkelig ønskede at komme i vandet og ud til sin dreng, som hoppede og sprang mellem sin farfar og sin bedstefar. Synet morede ham, for.. han regnede nu heller ikke med, at det var noget som han havde oplevet selv. Hans mor var på ingen måder, den type som tumlede rundt i vandet som en anden unge. ”Lige præcis,” endte han morende, som han blev stående bag hende. Han kunne jo mærke på hende, at hun gerne ville, og han ville faktisk gerne have hende med sig derud! Så kunne de jo altid tumle rundt alle sammen, og så havde han også en grund for at holde lidt afstand til knægten, for han skulle være der med Yasmya, også nu hvor han havde lovet at holde hende i hånden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var helt sikkert! Han vendte blikket mod hende. Han var jo trods alt en del højere end hende, så han kunne stå der bag hende og holde øje med det hele. ”Jeg holder dig oppe,” endte han næsten med en hvisken mod hendes øre. Det kunne måske se ud som om at de havde kendt hinanden længe, selvom det slet ikke var tilfældet. Men han så bare ikke nogen grund til at hun skulle holde sig udenfor fællesskabet og sidde på kanten. Han fandt det næsten.. synd.

[Deleted]

Vampyrer var ganske vidst kendt for at være følelseskolde, men det var nu slet ikke sådan at Yasmya oplevede dem. Hun havde været omkring det væsen siden hun havde været lille, og selv de gange hvor Jacques havde mistet kontrollen, så havde hun aldrig været bange for ham, eller dømt ham for at miste fatningen, for det havde selv hun som engel gjort jo! Nu hvor Adelio stod bag hende var hun heller ikke i stand til at se hans smil, ikke at det gjorde den store forskel, for sådan som hun stirrede på vandet ville hun nok ikke have bidt sig fast i det alligevel. Hun nikkede stille. ”Det er langt mere end øjnene viser. Jeg nærer ikke de fordomme og i Procias.. er det strafbart,” svarede hun stille og hentydede til de mange ar prægede særlig hendes bryst, mave og skuldre. De stod frygtelig tætte, under alle omstændigheder lignede de ikke nogle som netop havde mødt hinanden for ganske kort tid siden. Hun slog blikket hen på Jason og Marius, der ikke lod til at have bidt sig fast i noget, eller også valgte de blot at ignorere det med henblik på at hun nok ville gå i panik hvis Emanuel blev ivrig og begyndte at sprøjte omkring sig. Hun knugede hans hænder i sine egne, og vidste stadig ikke hvor vidt det var en god idé at lege med skæbnen på den måde, det var jo aldrig gået.. specielt godt. Yasmya ønskede jo heller ikke at trække sig fra fællesskabet, og hun havde det fint siddende på tæppet alene, det var hun jo efterhånden blevet vant til, men under alle omstændigheder ville det være rart at kunne deltage lidt i løjerne. Hans hviskende stemme var næsten hypnotiserende. Af en eller anden grund så fik det hende faktisk til at falde en lille smule til ro. ”O..okay,” medgav hun forsigtigt. ”Jeg kan ikke tro jeg gør det her. Hvilken irriterende evne er det du besidder?” spurgte hun og himlede med øjnene. Selvom hendes hjerte direkte buldrede derud af, endte hun med at tage nogle yderst små skridt mod floden, hvor hun atter stoppede op. Hun kunne snart se direkte ned i vandet. Grebet omkring hans hænder blev fastere. Var det stadig muligt at fortryde?!