A family affair

[Deleted]

Yasmya var vokset op med både Jason og Gabriel, de havde været uadskillelige, og på mange punkter, var hun frygtelig ked af at hun havde været den som havde skilt dem af i det store og det hele. Hun havde været en stadig ung pige, som ønskede at leve sammen med den mand som hun var blevet forelsket i, ikke nok med at det havde været en enorm fejl, men det var også noget som var gået ud over alt for mange mennesker deriblandt sin egen far. Hun fulgte ham roligt mod tæppet, selvom hun lod blikket følge Adelio. Han var en flot man – ligesom sin far havde intet at skamme sig over, tilgengæld skammede hun sig over at stirer efter ham som et sultent bæst altså. Det brændte i hendes kinder, hun gættede på at de var blevet temmelig røde. Det var for lang tid siden hun var blevet charmeret af en mand, det var slet ikke noget som hun var vant til, hun havde næsten glemt hvor godt det føltes. Hun ønskede heller ikke at tænke mere på Jacques, og det havde Adelio netop sørget for. Hun hørte kun efter Marius med et halvt ører, fordi hendes tanker allerede var løbet af sted med hende. Hun tog sig selv i at sidde med et stille smil, og rystede på hovedet for at vende tilbage til den virkelige verden. ”Hvad siger du? Åh ja.. helt sikkert Jason,” konstaterede hun med en direkte opgivende. Hun havde faktisk aldrig mødt et større legebarn end Jason, men der var jo ikke rigtigt noget gøre ved det. Emanuel plaskede rundt sammen med farfar, og var tydeligvis allerede blevet nysgerrig på Adelio der var blevet offer for knægtens såkaldte 'vandbombe'. Yasmya nikkede stille. ”Det gør de. Så lang tid han tænker på andet end Jacques så er det fint for mig,” erkendte hun stille og gravede ned i kurven for at finde nogle friskplukkede bær de havde fundet i skoven – blandt andet brombær. ”Tag endelig for dig,” indbød hun og lænede sig en smule op af det træ som de havde lagt tæppet ved. Hun vidste ikke meget om Adelio så det var svært at tale på vegne af ham, men det var tydeligt at han følte sig en smule akavet omkring børn.. Igen – det var jo Jasons knægt, han havde nok en del unger derude som han vovede at påstå ikke var hans, det var nu ikke noget hun skulle blande sig i, det var jo ikke fordi hun var interesseret i ham på den måde!

[Marius Amalani Darcy]

Det eneste som Marius direkte måtte bide sig mærke i, var at Yasmya blev skræmmende.. fjern bare sådan uden videre. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, men det var nu alligevel ganske morende for hans vedkommende, det var helt sikkert. Han smilede ganske let. Hvis det betød at hun kunne glemme Jacques lidt, så var han faktisk glad, for han ønskede nu at få det hele snakket igennem, specielt hvis Jason kunne tage lidt hånd om Emanuel og give drengen den opmærksomhed som han tydeligt måtte hue direkte efter. Han blev siddende ved siden af hende, hvor han roligt sad og betragtede hende. Han grinede ganske let. Selv det gode vejr havde en påvirkning af ham, også fordi at.. ja.. det var ved at være utrolig mange år siden han havde været i stand til at sidde i solens lys, og han måtte virkelig sige sig, at det var noget som han virkelig havde savnet! Han vendte blikket mod hende og med et let grin. ”Ja, det er jo lige før han er værre end barnet selv,” endte han morende, som han vendte blikket mod dem, som de hoppede og sprang rundt i vandet, som havde de været fisk.
At Yasmya havde pakket madpakker og faktisk også bær, var noget som fangede Marius’ opmærksomhed. Han havde jo heller ikke spist andet end blod i mange år, så normal mad var.. noget som han havde glemt hvordan måtte smage. Han smilede let. ”For nu så tror jeg ikke at han tænker på Jacques, Yasmya… Og det behøver du virkelig heller ikke,” endte han ganske alvorligt, som han vendte blikket mod hende og med den rolige mine. Det var deres tur til at snakke nu, og det var noget som han virkelig selv nød forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han lænede sig frem mod de bær som hun endte med at stille frem. Vingernes udspring, var nok ikke noget som hun kunne undgå ikke at lægge mærke til, for det var faktisk en ting som måtte irritere ham, men de voksede jo faktisk hastigt! Han tog nogle bær i hånden og satte sig roligt tilbage ved siden af hende igen. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse og med det rolige smil på læben. ”Han var en flot mand.. ikke?” endte han med en drillende mine.

[Deleted]

Yasmya var blevet fanget af helt andre ting.. som kvinder nu engang gjorde engang imellem, særlig fordi det var forbandet lang tid siden at hun havde fået den form for behandling. Hun var ikke længere greve-datter og det var jo også noget som gav hende en helt anden status i samfundet, og dermed også tvang hende til at kæmpe mere for en sang selvom det ikke gjorde hende noget. Hun tvang blikket bort fra Adelio, det var heller ikke pænt at stirer som hun gjorde, desuden var det sidste hun havde brug for, flere problemer med mænd. Jacques problemer nok svarende til ti altså. Hun vendte blikket mod bærerne og tillod sig at tage et. Hun lod den søde smag fylde hendes gane. De smagte skønt, det havde været den helt rette tid at plukke dem på! Yasmya endte med at sidde med et stille smil. Det var længe siden hun havde hørt ham le, men han havde jo også levet i mørket. Hvorfor havde han ladet Melody omgøre ham i sin tid? Hun hævede et øjenbryn og betragtede Jason springe rundt i vandet som en tosse. ”Du mener at han ér værre end barnet,” rettede hun øjeblikkeligt. Hende og Lisa plejede at sidde her og grine af Jacques og Jason som begge var værre end to børn. Adelio lod til at være en mere anstændig mand, og det var faktisk noget som hun satte pris på. ”Jeg behøver ikke.. og jeg prøver ikke at gøre det, men jeg hader at det er mig der sidder med lorten og skal give Emanuel besked. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal arrangere et møde imellem dem,” mumlede hun lidt frustreret og kastede et blik på Emanuel. Han var en glad dreng og det var noget hun nød. Hendes kinder blev atter røde. Hun vendte blikket mod sin far, en smule febrilsk. Hun ville helst ikke være ved hvor meget hun kiggede på Adelio. ”Hvem? Jacques? Jo han var en virkelig flot mand” medgav hun med et meget sigende blik. Han havde bestemt ikke haft det mindste at skamme sig over. Hendes hjerte bankede ved bare tanken. Nu måtte det simpelthen stoppe! Blikket gled i, mens hun formanede billedet væk. Hun ville slet ikke tænke på det, nu hvor det var en anden som nød godt af det. ”Når spis nogle bær,” opfordrede hun atter, mest for at skifte emne.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede virkelig bare sin elskede datter det bedste, og hvis det var noget som en anden mand end lige Jacques, kunne give hende, så var han virkelig også ganske tilfreds med det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Han lod hovedet søge ganske let på sned, og uden at tage blikket fra hende på nogen måde. Han lod tungen stryge let over læberne. Han nød at kunne sidde ude i solen igen.. Også selvom han vidste, at det var noget som han havde givet fra sig af sin egen fri vilje tilbage dengang, for mange år siden. Dog var det ikke noget som han havde fortrudt på nogen måde, for det kunne han virkelig ikke. Hvorfor skulle han dog fortryde det? Det kunne han da slet ikke! ”Det er han.. Og det har han så sandelig også altid været,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod dem. Han var slet ikke i tvivl om at Jason nok skulle passe godt på knægten, og så var Adelio der jo trods alt til at holde bare lidt alvor i det, for Jason skulle jo også være en respektabel voksen, også med den flok unger som han havde derhjemme, som han havde fornemmet at han havde, for manden havde været stresset, men dog ved godt humør, og det var noget som han faktisk beundrede ham for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg hjælper dig gerne med forklaringen, hvis du vil have det, Yasmya. Og.. et arrangeret møde mellem de to, kan jeg også godt hjælpe med, hvis du ikke ønsker at stå ansigt til ansigt med ham. Jeg er her… så brug mig lidt,” endte han sigende, for han mente det faktisk! Hvis hans hjælp skulle eller kunne bruges, så skulle hun endelig bare gøre det!
Smagen af brombær på tungen, var virkelig en smag som Marius virkelig måtte nyde af! Han lukkede øjnene ganske let. ”Jeg har glemt hvor godt de smager!” endte han næsten forundret, som han fik de sidste i munden og vendte blikket mod hende. Han hentydede ganske vidst til Adelio, og hendes rødmen tydede kun på at hun vidste det! ”Jeg hentydede ganske vidst til den unge mand, som lige har hilst på dig,” endte han morende, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Slap lidt af, min pige.. Det hele skal nok gå,” endte han ganske sigende.

[Deleted]

Hvad angik Adelio så var han måske en flot mand, men Yasmya havde lært at kende forskel på det og så.. forelskelse. Den havde både Marius og Jacques lært hende, og det ville nok ikke være det smarteste af hende at sætte sig på endnu en af Jasons sønner.. faktisk.. så var det ikke fordi hun var på jagt efter en til at have ved sin side. Hende og Darryl klarede sig fint sammen og Emanuel klarede sig tydeligvis fint med foretagende, så hvorfor skulle hun? Hun vidste at Marius havde kendt Jason i langt flere år end hun havde. ”For at være ærlig. Så undre det mig ikke.. Selv femlingerne er mere voksne end ham på visse punkter,” endte hun lidt sigende, for det var trods alt ikke løgn. Jason havde altid været som et barn på mange punkter og det var noget som Jacques havde fået efter ham. Til tider var det charmerende, andre gange bare frygtelig irriterende. Hun var tryg nok ved at overlade sin søn i Jasons ansvar, men hun var normalt paranoid omkring vandet.. hendes far kendte ganske vidst ikke til den episode, og hun ønskede ikke at fortælle ham hvad Lucian havde gjort ved hende i sin tid. Der var spor der aldrig var blevet slettet, og efterhånden havde hun lært at leve med at føle sig beskidt. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til ham, far. Det er dumt, men jeg kan ikke.. få mig selv til det. Hvad angår Jacques.. så er han ikke det store problem, jeg er voksen nok til at tackle ham.. Camryn derimod. Jeg tvivler i det hele taget på at hun ville lukke mig ind. Hvis du gad at tage ham med til Jacques.. så ville det virkelig være en enorm hjælp,” sagde hun stille, og så på ham med næsten bedende øjne. Hun ønskede at bruge ham, men hun ville ligeså have ham til at indse at hun efterhånden var ved at være en voksen kvinde, visse ting måtte hun selv tackle. Det morede hende direkte at se ham spise de bær. Hun lænede sig en smule op af ham og tog selv endnu en. ”De er virkelig lækre!” medgav hun næsten salig. Bær var heldigvis noget som kunne findes, og ikke noget som behøvede at koste, det var trods alt ikke penge hun havde mest af. Yasmya daskede til ham og så den anden vej for ikke at afsløre sin rødmen for meget. ”Jo han er også en flot mand, men en af Jasons. Desuden.. det sidste jeg fokusere på er at.. finde en ny,” påpegede hun stille. Hun lod smilet falme en smule. Hun ville gerne slappe af og tænke på noget andet, men det lod bare ikke til at være muligt.

[Marius Amalani Darcy]

Adelio var ganske vidst en flot mand, selv det måtte Marius give ham. Dog var det ikke det at søge efter en ny mand til hans elskede datter, for han ønskede jo selv hellere end gerne, at man tog det stille og roligt, også fordi at.. han ønskede slet ikke at hun skulle vokse fra ham igen bare sådan! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg tror aldrig jeg har haft muligheden for at hilse på hans børn. Men det forundre mig ikke at det er tilfældet. Han har altid været et kæmpe legebarn,” endte han med et stille smil. Han kunne stå ved det, for han havde kendt manden i frygtelig mange år efterhånden, også selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende, som hun fortsatte sin talestrøm, hvor han lyttede. Han nød faktisk at have hende lidt for sig selv, for han kunne jo selv slet ikke huske, at han havde haft hende på tomandshånd på denne her måde, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han nikkede sigende til hendes ord og med et stille smil på læben. ”Jeg kunne godt forestille mig, at hun forvolder dig mange problemer, Yasmya. Jeg tager ham gerne med til Herregården, så han kan få lov til at se til sin far, hvis det hjælper dig,” endte han roligt. Han lod den ene arm roligt falde omkring hende, og trykkede hende godt ind mod sin egen krop. Selv han måtte virkelig nyde at skulle sidde med hende så tæt på sig, for det føles virkelig.. utrolig rart at have hende der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han vendte blikket mod søen igen, idet at hun valgte at daske til ham, hvor han igen ikke kunne lade være med at grine. Han vidste jo godt, at det ikke var ondt ment. Hun havde stirret efter Adelio, og han vidste det jo godt. At det jo lige så måtte være en af Jasons knægte, var jo så ikke noget som han kunne gøre noget ved, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et betryggende og stille smil. ”Det behøver jo ikke være for at søge efter en ny, Yasmya.. Men.. måske bare en som kunne få dig på lidt andre tanker,” endte han dæmpet. Han brød sig slet ikke om at se hende sådan her.. også fordi at det gjorde ondt på ham, for han følte sig.. magtesløs nok i forvejen!

[Deleted]

Yasmya vidste godt at hun var vokset op alt for hurtigt. Hun var blevet forlovet som meget lille pige, ganske vidst i leg men den var jo blevet alvor, og graviditeten havde været alt for tidligt. Hun skullke slet ikke have haft Jacques så tæt på, men sket var jo sket og det havde givet hende den mest vidunderlige ting. Hun havde dog ikke tænkt sig at begå den samme fejltagelse igen det var helt sikkert. ”Mon ikke. Hans børn er nu ret dejlige. Carlisle er den mest modne ham og Piper er uadskillelige selvom han forgiver at synes hun er vildt irriterende. Femlingerne er bare herlige. 3 friske drenge.. den ene ligner Jason mere end den anden. Syrena er desværre blind, men hun er nu en sød pige, og Hazel.. tja.. hun er ikke særlig snaksalig så jeg ved faktisk ikke meget om hende,” remsede hun op med et svagt skuldertræk. Hun kunne godt lide at sidde op af sin far og bare.. snakke om hvad der nu engang måtte falde dem ind. Det var mange år siden hun havde følt sig tryg ved at tale med ham om tingene. Jo ældre hun var blevet, jo mindre havde hun fortalt ham, mest fordi han var stoppet med at se hende. Hun hævede panden opmærksomt. ”Det siger du ikke,” mumlede hun en smule mere irritabel. Selvom hun var blevet ældre, så brød hun sig altså ikke meget om Camryn, og hun vidste at hun ikke burde dele det med sin far. ”Jeg havde lige modtaget brevet om at herregården var klar til at blive indtaget. Så dukker hun op ud af det blå, og så bliver det skubbet langt fra mig igen. Ikke nok med det, så taler alle om den ny grevinde i byen, mens alle skuler til mig når jeg kommer gående som var jeg et misforster. Desuden.. Jacques skulle efter sigende være flyttet dertil Jason undgår at nævne det, men han ved det,” endte hun med en direkte frustreret tone. Hun stirrede ud i luften. Det ville være mildt at sige at hun var vred, for det dækkede slet ikke over hvad hun følte! Adelio havde hun allerede glemt lidt, selvom hun faktisk godt kunne lide at få lidt opmærksomhed. Foruden Jacques.. så var det faktisk aldrig rigtig sket før. ”Det er sødt af dig, men jeg nøjes helt fint med, Darryl og så jer,” tilføjede hun henvendt mod ham og Emanuel, selvom hun jo godt vidste at hun før eller siden skulle give slip på dem, også selvom hun hadede den tanke mere end noget andet, der var der ingen tvivl om!

[Marius Amalani Darcy]

Det hele var foregået så hurtigt, at end ikke Marius havde været i stand til at følge med. I udgangspunktet havde han vel følt at Jacques havde taget hans datter fra ham, og efter det, så havde Jason gået ind og gjort det rent bogstaveligt? Det var en tanke som endnu en gang gjorde ham vred, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende og med den ganske sigende mine som tidligere. Han trak svagt på smilebåndet. Hendes opremsning af hans børn, var noget som kun måtte få ham til at smile, for han nød det faktisk. At vide at drengene var som snydt ud af næsen på manden, men hans piger var.. tilbagetrukkende og den ene blind, var noget som faktisk gjorde ham en kende trist. Han nikkede stille. ”En skam jeg ikke har nået at hilse på dem. Jeg kan jo kun håbe, at det er en mulighed jeg når at få,” endte han med et stille smil, som han roligt trykkede hende ind til sig. At se hende åbne sådan op for ham, var en tanke som selv gjorde ham glad, for det var virkelig længe siden, at de havde været omkring hinanden på denne her måde, og det var noget som han virkelig også måtte nyde frygtelig godt af! Smilet falmede lige så hurtigt, som det var endt med at dukke op på hans læber endnu en gang, som han roligt lod hovedet søge let på sned. ”Det var da en meget.. underlig måde at tingene blev gjort på..” endte han næsten forundret. Procias havde virkelig forandret sig siden hans tid, og det var noget som han kun måtte erkende på den hårde måde, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gavnede ham på nogen måde som sådan. Han sukkede dæmpet. ”Det er jeg virkelig ked af, Yasmya,” endte han dæmpet. Han kunne jo høre, at det var en tanke som både gjorde hende trist, men også.. vred et sted, hvis han ikke endte med at tage helt fejl? Han trykkede hende endnu en gang tættere på sig og vendte blikket mod vandet som var ikke så langt fra dem. Han kunne godt lide at sidde der og snakke med hende.. Det var egentlig en skam, at det ikke var noget som de havde gjort for lang tid tilbage, for det havde vel gjort dem begge frygtelig godt? Det var han nu temmelig sikker på i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun gerne ville nøjes, fik ham svagt til at smile. Han lænede sig frem og kyssede hendes pande. ”Det er ikke meningen at du skal nøjes med alt, Yasmya.. Du må få afledt tankerne lidt fra den mand,” endte han dæmpet og næsten.. bekymret?

[Deleted]

Jason og Jacques havde kun handlet på vegne af hendes ønsker. Hun var gået i panik da Marius havde forbudt hende at nærme sig Jacques. Nu kunne hun kun fortryde at hun ikke havde lyttet til ham, og havde holdt sig langt væk, men ja.. hun havde jo lært af sine fejl, hun var bare ked af at det var gået ud over Jason og Marius' venskab. Hun vidste jo at Jason faktisk havde savnet manden, også selvom ingen af dem lod til at vise det. Jasons børn var helt igennem dejlige i hendes øjne.. hun var ked af at Lisa ikke fik lov til at se dem vokse op som sådan. Hun sukkede ved atter at blive mindet om, at hun ville miste ham igen.. snart. ”Jeg hader tanken om at skulle sige farvel igen. Der er så meget som jeg gerne ville vise dig,” endte hun stilfærdigt. Hovedet hvilede mod hans skulder. Det var virkelig lang tid siden at de havde haft tid bare de to, tiden til at snakke. Yasmya tav atter. Hun kunne næsten fornemme at.. Marius ikke vidste hvad han skulle sige. Hun måtte igen minde sig selv om at Camryn jo var hans datter, og at han sikkert var ganske tilfreds med at herregården var faldet i hendes hænder. ”Procias er bare ikke som det var. Folk er blevet reserveret og ekstremt fordomsfulde,” tilføjede hun og rynkede på næsen. Et klart eksempel var jo bare hernede ved floden for et par uger siden hvor hende og Jacques var blevet brændt.. ”Jeg blev brændt for at have elsket ham,” endte hun henvendt til sig selv, som var det først gået op for hende nu. Det var jo afskyeligt! Hun trak svagt på skuldrene uden rigtigt at vide hvad hun skulle sige. Det var svært at snakke med ham om det når Camryn også var hans datter. Et kort øjeblik ønskede hun at Darryl havde været her.. han ville have joket med noget i stil af, at han kunne få halsen over på hende eller sådan noget. Hun greb om en mindre håndfuld brombær og stoppede dem i munden mest for bare at.. have noget at bide sig en smule fast i. Måske det var underligt, men den søde smag var faktisk noget der beroligede hende. ”Tro mig, far jeg prøver. Jeg har ikke gjort andet end at prøve, men det.. nytter bare lige meget,” hun sukkede en smule opgivende. Hun havde nøjes med alt andet.. så hvorfor ikke også gøre det når det kom til mænd?

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at han måske havde handlet lidt for overilet efter alt det med Jacques, men tanken havde skræmt ham, for.. Nimanhra-familien havde ikke gjort andet end at tage hans datter fra ham, og det var stadig en tanke som faktisk kunne sætte en voldsom bekymring i hans stille sind, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket mod hende og med den direkte dæmpede mine, for.. det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han havde mistet hende og nu ønskede han ikke at det skulle ske igen! Han endte med at hæve hånden og lagde den roligt omkring hendes, som han trykkede let omkring. ”For en gangs skyld, så lad os ikke spilde tiden, Yasmya. Du kan vise mig alt det som du har af hjerte, sind og sjæl,” endte han sigende. For en gangs skyld, så viste hun ham andet end det som han havde følt; At han havde været uønsket og uelsket fra hendes side af, og det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tanken var noget som gjorde ondt. Frygtelig ondt endda. Han nikkede sigende. ”Der tager du fejl.. Det har de faktisk altid været. Måske det lyse folk, men altid været dem med de største fordomme.. Jeg har selv været blandt dem,” erkendte han roligt, også selvom det ikke var noget som han var stolt af den dag i dag, for han havde jo trods alt set, at der var mere i dvasianere end det som øjet kunne se, for det var noget som Melody havde vist ham. Endnu en gang måtte han mærke det stik i hjertet, men han kunne ikke tillade sig at tænke på hende, når han sad der sammen med Yasmya. Hans lille prinsesse, og det ville hun for altid være! Han vidste, at det ikke havde været nemt for hende at fungere med Camryn, og det var også derfor han valgte at lytte til hende. Det havde han jo været direkte elendig til igennem hendes opvækst, og selvom det gjorde ondt, så lod han hende samtidig også tale frit fra hendes hjerte. Han lod hende roligt tage nogen flere bær og sætte sig tilbage i hans favn igen, hvor han valgte at blive siddende med hende. Lige nu var det hende, som var hans centrum, og det var en tanke som han agtede at lade hende sidde med, for hun skulle helt klart også blive set af ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Yasmya.. Så længe jeg har muligheden for det, så ønsker jeg at hjælpe dig. Jeg ved du har haft det svært… jeg kan både se det på dig og.. høre det i din stemme..” Han lagde hånden under hendes hage, kun for at vende hendes blik op mod sig. ”Du skal ikke længere nøjes.. Hvis jeg kan trække i nogle snore for at forbedre din kvalitet her i livet, så gør jeg det, og så er det uanset hvad det skal koste mig. Du er noget af det mest dyrebare jeg ejer og har.. Glem nu ikke det,” endte han dæmpet, dog alvorligt.

[Deleted]

Der var nok ikke ngole som rigtigt havde reageret som de burde i henhold til situationen mellem hende og Jacques, men nu var det jo så også gået op for hende at far hele tiden havde haft ret, og der var ikke meget hun kunne gøre ved det. Hun havde i det store og det hele nok udsat det uundgåelige, hvilket kun blev bekræftet af at Jacques igen var endt hos Camryn. Marius havde vidst det. Hun lod hånden glide i hans, og lod deres blikke mødes. Hun nikkede medgivende. ”Jeg vil ikke spilde tiden.. det virker bare som om der ikke er nok er den,” endte hun stille, og bed sig en smule usikkert i læbe. Hun havde så meget hun ønskede at dele med ham, hvilket vel også beviste at hun faktisk ikke hadede ham så meget som hun ellers havde givet udtryk for? Nogle skulle have skylden og han havde været så enkel at skylde den på. ”Det siger du ikke. Men så kom Melody..” tilføjede hun, og kunne ikke holde det lille smil borte. Hun savnede sin mor, det kom hun ikke uden om. ”Jeg kan godt huske hvordan hun var nødsaget til at tage sine forholdsregler når hun gik ud. Hun forsøgte at skjule det, men hun var nervøs.. det husker jeg,” sagde hun næsten.. stolt over at hun i det hele taget huskede lidt, for meget af det var jo desværre gået i glemmebogen. Denne gang forsøgte Yasmya virkelig at være åben men det var.. svært når hun et eller andet sted godt vidste at han aldrig ville kunne tage hendes parti fordi Camryn ligeså var hans datter og han elskede hende jo ligeså højt.. hvis ikke højere. Hun så på ham. Medlidenhed var sådan set det sidste hun havde behov for, for den havde hun da godt nok fået på alle måder. ”Der findes folk der har haft det værre,” svarede hun kortfattet og trak let på skuldrene. Hendes hænder var fugtige. Om det var varmen eller sin egen nervøsitet var svær at bedømme. Hun rystede bestemt på hovedet. ”Nej. Jeg er vant til at kæmpe, far. Jeg kan om ikke andet sige, at jeg har kæmpet for de få ting jeg har, og jeg kan faktisk godt lide følelsen. Jeg ville have herregården fordi.. Ja fordi det er mit barndomshjem, og fordi jeg.. frygtelig gerne ville have ført Dit og mors projekt om børnehjemmet videre, ikke fordi det er stort eller ville give mig en flot titel. Jeg nøjes indtil jeg kan tillade mig andet, og så ved jeg at det er fortjent.. ikke at det bare bliver mig givet fordi jeg priviligeret,” forklarede hun stille. Der lå en undertone af, at hun ikke ville være som Camryn og bare sidde på sin flade og nyde godt af de privilegier, men det ville ikke nytte noget at påpege det, så det valgte hun bevidst at udelade.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ville ønske at han dengang.. at han kunne gå tilbage i tiden og forandre det som han havde gjort hende, for han vidste, at han slet ikke havde været den far for hende, som hun oprigtigt havde ønsket, og det var noget som han virkelig var ked af, det var helt sikkert. Han betragtede hende med en stille mine. ”Lad os ikke spilde tiden, Yasmya.. Jeg giver dig min fulde opmærksomhed..” endte han med en dæmpet stemme. Han ønskede slet ikke at hun skulle sidde og have det skidt med mangel på tid, for de havde stadig tid, og det var slet ikke noget som han ønskede at tænke på lige nu! At hun så selv skulle bringe Melody på banen, var en tanke som kun fik ham til at smile. ”Det gjorde jeg.. Jeg betalte for at hun skulle holde mig med selskab for en aften.. jeg tror sågar jeg betalte dobbelt.. gav hende værelset og.. ja.. Du så hvor vi endte,” endte han med et stille smil. Umiddelbart havde han selv slet ikke regnet med at skulle trække den så langt med en som Melody, men det var sket. Hun havde kun vist for ham, at der var langt mere i en dvasianer end det som øjet var i stand til at se mange gange, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. Han vendte sig mod hende endnu en gang. Han smilede let. ”Jeg tænkte det nok,” endte han med et svagt smil. Han strøg hende roligt over ryggen, også mest for at berolige hende, for han ønskede at vise hende, at far var der, og at han altid ville være der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At høre hendes planer omkring herregården, var noget som fik smilet til at falme, selvom det slet ikke var noget som skulle tolkes negativt. Han trak vejret dybt og sukkede dæmpet. At hun ønskede at videreføre ham og Melodys arbejde, var noget som han kun betragtede som en ære! Endnu en gang vidste han ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere, for.. hvad skulle han da sige? ”Man skulle slet ikke tro at dig og Camryn var søskende, Yasmya.. Det er.. noget jeg betragter som en stor ære, at du vil bringe videre.. virkelig! Men.. ja.. Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig på vej.. Dit hjem nu, er ikke just et sted som børn burde vokse op.. Lad mig prøve at trække i nogen tråde for dig.. jeg ønsker at hjælpe dig på vej med dit projekt. Jeg er sikker på at… Melody vil være stolt over det,” endte han med et stille smil, for løgn var det ikke. Selv det børnehjem havde haft en utrolig betydning for hende! Ligeså for ham selv!

[Deleted]

Måske Marius ikke havde været der som en far burde være det, og ja hun bebrejdede ham for det på mange områder, men pointen var vel at de havde tid til at gøre det om nu? Hun havde jo heller ikke ligefrem været en nem datter, og virkeligheden havde han gjort meget for hende, bare ved at tage hende ind. Det i sig selv var noget hun var ham taknemmelig for. ”Tak,” endte hun stilfærdigt. Det betød faktisk noget, at han havde tænkt sig at bruge tiden med hende og ikke med Camryn. Yasmya kunne godt lide at tale om sin mor, og det blev hurtigt klart for hende at han kunne det samme. Hun havde aldrig hørt hvordan de havde fundet hinanden, så endelig at høre historien og så med det glimt i hans øjne, var noget som kun fik smilet til at brede sig yderligere. ”Jeg har svært ved tro at du gik til... den slags kvinder,” påpegede hun lidt drilsk. Ikke at hun ville rode for meget i det for det var virkelig hans sag. ”Faktisk.. så jeg op til jer. Jeg synes altid at i var det perfekte par.. jeg ville bare være ligesom jer. Jeg savner hende,” tilføjede hun stille uden at lade smilet falme. Melody var hendes mor, det var noget som aldrig ville ændre sig. Det var hende som havde startet børnehjemmet, så faktisk var det hende hun kunne takke for i det hele taget have fået en familie. Selv lod hun smilet falme en smule. Hun havde håbet på at han ville blive stolt. Det børnehjem havde været hendes drøm, at give andre som hende det som hun fik skænket, og som så mange måtte gå glip af. Det ville være det perfekte arbejde, og hun var jo god med både tal, bogstaver og børn! Hun smilte lidt undskyldende. ”Det er vi jo.. sådan set heller ikke,” påpegede hun stille og lænede sig ind mod ham. ”Jeg kan ikke tage børn ind. Mig og Darryl er nødsaget til at sove i samme seng. Desuden har jeg ikke engang råd til at forsøge mig selv. Det er ikke nemt at få arbejde, når man ser ud som jeg,” påpegede hun stille og så atter ud på floden hvor de 3 stadig plaskede rundt som tre unger. Selv Adelio deltog nu. ”Det håber jeg hun vil. Jeg har brugt de sidste mange år på at tegne, skrive end og planlægge, så.. da jeg fik at vide at herregården ikke blev min, må jeg erkende at jeg blev lidt vred. Der er kun hende, Marcianus og Jacques. De behøver slet ikke pladsen! Desuden.. det føltes kun rigtigt der,” hun trak på skuldrene. Hun brød sig ikke om at tale ringe om Camryn, men i sådan en situation var det altså svært at lade som ingenting!

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede virkelig at gøre det godt igen, og hvis det var noget som han fik muligheden for, så tog han virkelig også imod det med kyshånd! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Hun havde brug for at vide at han var der, og det var noget som han ønskede at bekræfte hende i, i denne stund! ”Godt.. så lad os nyde stunden, ikke?” endte han med et stille smil på læben. Han ønskede bare at tage det som det kom, tage hver dag som var det den sidste, og så uden at gå i seng med ting i sinde som han ville fortryde, for det var da slet ikke noget som han kunne bære. At snakke om Melody var noget som han faktisk godt kunne lide, også fordi at han savnede hende mindst lige så meget som Yasmya måtte gøre det! Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod hende. ”Det gør jeg heller ikke!” svarede han hastigt og med et let grin. ”Kan en gammel greve ikke få lov til at gå på kroer længere?” tilføjede han morende. Han trykkede hende let ind mod sig. At hun havde set op til dem, var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide, så det var ikke noget som han ønskede at lægge det mindste skjul på, for det var en tanke som han virkelig godt kunne lide! ”Men ja.. hun er virkelig savnet,” endte han mere dæmpet.
A det ikke var nemt for dem at klare sig, kunne Marius godt fornemme. Han rystede stille på hovedet. ”Måske at I ikke er det af kød og blod, men af mit hjerte, så er I.. Du specielt.. du har altid haft en ganske særlig plads ved mig,” endte han sigende, for det var faktisk ord som han måtte mene, også fordi at det ikke var noget som han sagde om alt og alle. Camryn havde han været forberedt på. Det havde været noget helt andet med henblik på Yasmya, for hun var kommet udefra og direkte ind i hans hjerte, og der havde hun været lige siden og der ville hun for altid være! At det frustrerede hende at Camryn havde fået stedet, var noget som han godt kunne forstå! Specielt med de tanker og drømme som hun gik med! Han trykkede hende ind mod sig endnu en gang. ”Jeg… jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, Yasmya. Det.. lyder som det er noget du virkelig har tænkt over. Jeg er sikker på at Melody vil være lige så beæret, som det jeg selv er..” endte han dæmpet. Han blev næsten.. vred på hendes vegne, for det var virkelig ikke retfærdigt, at hun konstant skulle møde den modstand! ”Lad mig forsøge at hjælpe..” endte han dæmpet. Han ønskede det så brændende!

[Deleted]

I Yasmyas øjne så var de faktisk allerede ganske godt på vej, men hun havde selvfølgelig også været åben for ham. Hun ønskede jo at få et forhold til ham, at have en at kalde for far, for det havde hun jo ikke haft i mange år, og han var den eneste som hun følte fortjente den titel. Yasmya nikkede medgivende. ”Jo lad os det,” endte hun stille og gengældte kun hans smil. Det at de sad her med kurven pakket og bærerne foran dem, mens hun kunne høre Emanuel lege livligt i vandet, var noget som hun havde drømt om. Hun havde selvfølgelig håbet at Jacques ville have været til stede. Hun savnede ham, men det var der ingen grund til at nævne nu. Det alt for hurtige svar var noget som fik hende til at bryde ud i latter. ”Det skal du jo sige! Ved du hvad jeg tror? At du har en indre gammel gris gemt i dig,” endte hun drillende og prikkede ham i siden. Det var rart at sidde med ham som nu, det var bestemt ikke noget hun havde troet at hun nogensinde skulle opleve igen. Man vidste vel ikke rigtigt hvad man havde, før man pludselig manglede det. Selvom hun havde set op til dem, så var ingen af dem jo endt heldige. Han var død, og hun sad uden Jacques. Et suk forlod hendes læber. ”Virkelig meget,” hun ville have gjort alt for at kunne snakke med sin mor om drengeproblemer, og vrisse af hende fordi hun troede hun vidste bedre. Det var sådan noget der hørte med til at have en familie, og hun kunne ikke huske hvordan det føltes. Det varmede hende virkelig at høre, at hun faktisk havde en.. særlig plads ved ham, men hun havde bare svært ved at samle trådene. ”.. Og alligevel bære jeg end ikke så meget som dit navn?” spurgte hun stille. Det var ikke fordi hun ville lyde bebrejdende. Men hvis hun havde haft sådan en speciel plads, hvorfor var hun så den der ikke var blevet set? Fordi hun aldrig havde forlangt opmærksomheden? Hvis ikke man gav hende den, så spurgte hun ikke efter den, hun ville jo ikke trænge sig på. Hun huskede udmærket den aften Marius havde fundet hende, en forvirret lille pige der var blevet efterladt til sig selv. Det glædede hende virkelig at han udviste en lilel smule forståelse, for det havde hun haft brug for. ”Jeg har tænkt meget på det. Det var en stor ting i gjorde, og jeg synes ikke at det skulle stoppe nu, hvor jeg havde muligheden for at gøre det om. Hvis ikke hun har et formål med det, kunne hun ligeså godt have købt sig et af de utallige palæer til salg, for pengene som grevinde. Det plager mig at hun bare.. kan dukke op efter utallige år og så bare.. indtage det som havde hun altid været der,” mumlede hun stille og slog blikket ned, for hun ønskede ikke at gøre ham irriteret over måden hun snakkede om sin søster på, men hun var trods alt jaloux på hende og havde altid været det.