A family affair

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste udmærket godt hvor lidt der skulle til, for at hans slags, faktisk kunne gå hen og miste kontrollen, men nu var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med den samme rolige mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han nikkede og vendte blikket mod vandet endnu en gang. ”Fordommene er meget kraftige her til lands.. af hvad jeg har fornemmet, og.. tager jeg ikke helt fejl, er det også nogen som du har været offer for?” spurgte han sigende, hvor han alligevel valgte at bevæge sig lidt ind på ulykken som var sket hende, også fordi at han jo var nysgerrig.. naturlig nysgerrig, ligesom hans egen far måtte være! Han blev stående bag hende. Han kunne mærke, at det var noget som et sted måtte give hende en smule ro, men af den grund, så var han ikke helt tilfreds med udfaldet endnu, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han blev stående helt bag hende, hvor han roligt trykkede omkring hendes hænder, også for at vise at han faktisk stod der endnu sammen med hende. Smilet bredte sig ganske let på hans ellers så tynde læber, for han kunne jo slet ikke lade være. At han alligevel kunne få hende med sig, var en tanke som han faktisk godt kunne lide, for ikke at glemme, at han også godt kunne lide, at de andre ikke reagerede på det, og samtidig ikke lagde pres på hende, for så var han sikker på, at hun ville bakke ud for alvor, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig i denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han fulgte hende roligt, som hun stoppede op igen lige ved vandet. Han var ikke ude på at trænge ind i hende på den måde, at han ville tvinge hende til noget som hun ikke ville, men han kunne mærke på hende, at hun virkelig gerne ville i vandet og lege med sin søn. Desuden var de mange omkring hende til at passe på hende, hvis det faktisk skulle ende med at gå galt, så det kunne vel heller ikke være helt slemt igen? Han grinede ganske let. Det var første gang i frygtelig mange år, at han havde haft det på den måde, at han faktisk kunne more sig. ”Ja, hvad skal jeg sige..? Jeg er trods alt en Nimanhra..” påpegede han med en drillende mine. Han lod hende roligt sammenflette deres fingre, hvor han blev stående med hende helt tæt på sig, også fordi at det var noget som tilsyneladende skænkede hende den form for tryghed, og selvfølgelig var det noget som han ønskede sig. ”Bare tag dig god tid.. Ikke noget hastværk,” endte han sigende.

[Deleted]

Yasmya kendte skam til risikoen ved at færdes blandt mørkets væsner og i særdeleshed vampyrer, men hun havde for længst lært, hvordan hun skulle begå sig i deres nærhed, og hun frygtede slet ikke at de ville hoppe på hende uden videre, særlig ikke dem som hun omgikkes, det var jo faktisk folk som havde hendes tillid, selv Adelio hvilket blev ret kraftigt bevist nu. Yasmya nikkede stille og kastede for et kort øjeblik, blikket over skulderen for at se ham. ”Din bror og jeg.. Der er en flok munke, som jeg tror er en gruppe procianere der har meget imod vampyrer. De brænder dem de kan komme til.. og dem som har accepteret dem. I og med at jeg har været sammen med din bror, så de åbenbart meget som.. uren, og ja.. det her er resultatet af det,” endte hun stille og lod blikket søge op og ned af de arrede arme. Det væreste sted var under kjolen, men det var der jo ingen grund til at begynde på. At Adelio i det hele taget havde fået hende så langt var næsten fantastisk, men i og med at han var en stille og rolig mand, så beroligede han hende faktisk. Hun så atter frem for sig og betragtede vandet. Det så jo ikke.. farligt ud fra hvor hun stod, men følelsen af at være i det, var noget som gav hende gåsehud. Følelsen af at have en så tæt på var faktisk.. behagelig, hun havde glemt hvor god en følelse det var at blusse lidt i kinderne, og smile for sig selv ved tanken om komplimenter og opmærksomhed. Han lod heller ikke til at være en fordomsfuld mand, hvilket kun gjorde det lettere. Jason og Marius lod slet ikke til at skænke hende den mindste tanke, i stedet opholdt de Emanuel, hvilket hun sådan set var glad for. Hun var allerede nu tæt på at bakke tilbage, men en blanding af sin egen stædighed, og tanken om at hun gerne ville gøre nogle stolte af hende for en gangs skyld, tvang hende til om ikke andet at blive stående. Hun fnes og rystede lidt opgivende på hovedet. ”Det.. er du jo også,” medgav hun lidt drillende. Det var jo sådan set en god ting, Nimanhra var en god familie, men desværre alt for kvindeglad, det måtte hun give dem. ”Nej jeg.. prøver,” svarede hun, og smilte lidt for sig selv. Det var ikke nemt, men hun gjorde det bedste hun i det hele taget var i stand til, og mere kunne man vel heller ikke forlange?

[Theodore Jarvis Acheron]

At Procias virkelig skulle sige sig, at være så fordomsfuld, var slet ikke noget som Adelio havde regnet med. Af den grund, så havde hun kun vist ham, at han skulle være påpasselig med hvem han i det hele taget åbnede sig op for, og det var noget som han agtede! Han vendte blikket mod hende, hvor han lyttede til hendes ord. Hun åbnede op og fortalte ham om det, hvilket var noget som han satte stor pris på. Han var nysgerrig, og der var ikke noget bedre, end når den blev stillet, og det var noget som han godt kunne lide! Han bed sig svagt i læben – nok noget af det første tegn til mimik, som han faktisk endte med at vise hende, for det var noget som helt klart også måtte påvirk ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det… forstår jeg ikke.. Jeg.. ja, vi er måske noget af det mest.. uhellige, men alligevel..!” Han trykkede let omkring hendes hænder. At hun så… forfærdelig ud, var han ked af, men ikke noget som han bed sig direkte fast i, for det var der ingen grund til – som sagt, så var der mere end det som øjet kunne se, og hendes personlighed, var noget som i sig selv, måtte fange hans interesse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående på kanten sammen med hende – afventende til at hun ville tage det næste skridt, også fordi at han ikke ville forhaste hende, for så kunne han næsten gætte sig til, at det ikke ville gå i den anden ende, og det var slet ikke noget som han var ude på i den anden ende! ”Det er jeg.. og jeg er stolt af det nu,” endte han med et stille smil på læben. Han havde fået en hel del afklaret med Jason, og det var noget som han kun var ganske tilfreds med, for det var noget som de tydeligvis havde haft brug for begge to. Han betragtede vandet med et stille smil. Han ville virkelig gerne i det igen, men han ville bestemt heller ikke lade hende bare sidde på kanten og bare glo.. Han havde jo nærmest kunne se en blanding af frygt og længsel i hende, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Godt..” endte han roligt, som han roligt strøg hende over håndryggene med sine tommelfingre. Han ønskede bestemt ikke at forhaste sig på hende, for han ønskede faktisk at få hende med sig ud, og han skulle nok blive ved hende, det var noget som han helt klart kunne love hende!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Yasmya forsøgte at ødelægge hans syn på hverken landet eller dets folk, men et sted så ønskede hun at advare ham, for der var ikke nogen som havde skænket hende den advarsel, hun havde ikke haft den mest fjerne idé. I og med han var Jasons søn, så ønskede hun slet ikke at det samme skulle ske for ham, og han skulle være påpasselig med hvem han færdes omkring i landet, for det var ligeså nogle som han satte i farer. Selv var hun dog ligeglad, hun havde hun været omkring hans væsen gennem frygtelig mange år, og skaden var jo tydeligvis sket, selvom hun var sluppet fra det uden et eneste bidemærke. Yasmya nikkede stilfærdigt. ”Ikke nok med i er uhellige, men i er også utilregnelige. I samme kategori som dyr. Altså ikke at deler det synspunkt,” tilføjede hun hurtigt, for det var jo slet ikke sådan det skulle lyde, så havde hun jo heller ikke brugt tiden sammen med dem på den måde. Hun lænede sig en smule ind af ham. Det var faktisk en fremragende undskyldning for at søge en lille trøst, selvom han jo var en komplet fremmede. Han var ret kølig i forhold til hende, men det havde nu altid været noget som hun havde nydt. Stoltheden i hans stemme, var kun noget som fik hende til at smile, for hun vidste hvordan Jason altid havde ønsket sig det forhold til sin ældste søn. ”Det tror jeg der er en der har haft brug for at høre,” svarede hun med det stille smil. Med ham i nærheden.. glemte hun næsten den enorme frygt hun havde for vandet. Et sted så længtes hun efter følelsen af det kølige vand, særlig så hed som hun pludselig følte sig. Grebet omkring hans hænder strammedes, som hun yderst forsigtigt dyppede den blege fod i vandet og lod den glide igennem de små bølger. Hun gispede en anelse forskrækket og dog kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule folk. En latter slap hendes læber, også selvom hun hurtigt endte med at trække foden til sig igen. Det var jo bare en lille del, der var lang vej fra det og så til faktisk at komme i vandet, hun brød sig virkelig ikke meget om tanken!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste godt, at Procias var et land som man skulle tage meget nøje hensyn til, for han havde hørt et og andet om folket her, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved i denne ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, som hun roligt trådte tættere ind mod ham endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som han havde noget imod, for hvis det var noget som gjorde hende tryg, så var det helt klart også det værd i den anden ende. Han nikkede sigende. ”Jeg takker for din advarsel,” endte han roligt. Det var ikke fordi at det var noget som han tog så tungt, for han vidste skam godt hvad det var vampyrerne var kendt for, også selvom han havde racen i sig, så levede han bestemt ikke kun efter dem, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, som hun endte med at gå tættere på. At Jason havde brug for at høre det, vidste han godt, og det var nu heller ikke noget som han havde haft muligheden for at fortælle ham endnu. ”Jeg skal også fortælle ham det.. når jeg lige får muligheden for at genoptage snakken,” endte han sigende. Han trykkede let omkring hendes hænder, som hun dyppede fødderne i, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile, for det at hun forsøgte, var noget som faktisk gjorde ham glad, og ikke mindste ganske tilfreds! For det var også noget som han havde brug for at vide – at det var noget som hun faktisk havde lyst til. At hun gispede forskrækket, var noget som fik ham til at grine ganske let, hvor han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun klarede det flot, og selvfølgelig var det også noget som hun skulle vide! Det kunne godt være, at han var en fremmed for hende, men.. det var nu heller ikke noget som han tog så tungt igen i den anden ende. Det kunne jo alt sammen ændre sig med tiden – det var det som han ønskede om ikke andet, det var helt sikkert. Tungen strøg han let over sine læber. ”Du vil gerne i vandet.. ikke?” spurgte han roligt, som han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han kunne jo trods alt altid.. bære hende ud i vandet, hvis det var en mulighed? Og hvis hun ville lade ham om det selvfølgelig, for det var slet ikke noget som han ville have noget imod. Han kunne faktisk godt lide den følelse som hun efterlod ham med, når de var tætte. Hun var så.. rolig og så blid. Han kunne godt lide det.

[Deleted]

Det var ikke fordi hun ønskede at være direkte påtrængende, men tanken om den næsten.. alt for flotte mand som stod bag hende, var noget som helt af sig selv fik hende til at søge lidt længere.. det var trods alt det som var blevet hende lært allerede fra fødslen, det sad der stadig, ikke mindst nu hvor hun følte sig ret.. alene. ”Velbekomme,” svarede hun lidt kortfattet. Hun følte sig lidt dum. Det var nok direkte dumt at advare ham, det skulle Jason nok gøre tids nok, desuden var hun slet ikke i tvivl om at han ville være i stand til at klare sig selv på længere sigt. Hendes fod dryppede en smule, men det føltes så rart med det kølige vand. Et sted var det også noget der fik hende til at længtes efter mere, nu var hun kommet så langt, og der var så varmt heroppe, hun havde direkte lyst til at trykke sig ind til Adelios kolde krop, blot i søgen for en mindre nedkøling. Hans ord stikkede til hende med en lidt ringe samvittighed. ”Åh. Jeg er virkelig.. ked af hvis jeg forstyrrede noget, men..” hun tvang, hvad skulle hun sige? At hun havde valgt at forstyrre dem for at forhindre Emanuel i at tænke meget mere over sin far? Det var jo ikke synderligt voksen det kunne selv hun se. Begejstringen efter at have været i kontakt med vandet, svandt stille bort. Hun kunne godt lide hans latter, der var noget hypnotiserende over den.. lidt ligesom hans stemme og det var noget som gjorde hende rolig, selvom hun normalt ikke var tryg i nærheden af nye folk, særlig ikke sådan som hun så ud efter sit sidste ophold her ved floden. Tanken kvalte igen lysten til at trække den videre og faktisk komme i vandet. Vingerne sitrede lidt. Blikket lod hun stille glide i, mest for at nyde nærheden et sted. Det var måske desperat men hun havde ikke haft nogle til at omfavne hende i alt for lang tid, og nu.. gav hende hende om ikke andet noget som lignede. ”Jeg ved ikke rigtigt.. Jeg kan ikke svømme,” forklarede hun lidt tøvende, vel også lidt som en undskyldning? Hun ville såmænd gerne i, men hun frygtede tilgengæld for konsekvenserne!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne faktisk godt lide at være omkring hende. Et sted så kunne han jo udmærket godt forstå, at tøsen havde en stor betydning for Jason, selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig i, direkte om ikke andet. Han vendte blikket mod hende og med et skævt smil. Han følte det faktisk ganske naturligt når han endelig var sammen med hende, og det var helt klart noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i det store og hele, for hvorfor skulle det dog? Han trykkede let omkring hendes hænder, hvor han blev stående tæt ved vandet sammen med hende. Han ønskede virkelig så desperat at få hende med sig i, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var ikke fordi at hun direkte havde forstyrret i noget, for de kunne jo trods alt altid tage snakken op senere. ”Tænk ikke på det, Yasmya. Jeg er temmelig sikker på at Jason ville komme farende uanset, hvis han vidste at hans barnebarn havde fået denne mulighed,” endte han sigende og med det stille smil på læben, for løgn var det vel heller ikke helt? Ikke når han vidste hvor glad hans kære far var for børn og specielt børn som stod ham så nær til hjertet for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende! Han trak vejret temmelig dybt, som han vendte blikket mod vandet. Selv så længtes han virkelig at komme i selv, for det var noget som han efterhånden virkelig kunne sige sig, at have brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At hun ikke kunne svømme, var noget som han selvfølgelig bed sig fast i. Det var da virkelig en frygtelig stor skam! Hun vidste jo slet ikke hvad hun gik glip af, det var helt sikkert! ”Jeg kunne.. bære dig derud? Lade dig vænne dig til det, og så har du.. mig at holde fast i..?” forslog han med en rolig mine, for det var ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Det krævede jo selvfølgelig at hun stolede på ham, for det var noget som han virkelig antog som direkte vigtigt, for løgn var det bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende! Han ville ikke lægge pres på hende, og det håbede han selvfølgelig var det vigtigste!

[Deleted]

Yasmya havde et nært forhold til Jason og den øvrige familie ham og Lisa havde taget så godt imod hende, hvilket hun selvfølgelig var glad for. Det var også en af grundende til at hun helt automatisk satte sin lid til Adelio på trods af at hun jo ikke rigtigt vidste noget omkring ham. Han havde til nu været meget åben og hun forsøgte bare at være det samme. Det var efterhånden begyndt at gå op for hende, at han faktisk måtte koge heroppe, særlig med henblik på hans race og så solen. ”Jeg vil ikke opholde dig, Adelio. Hvis det er for varmt så bare hop i, jeg kan sidde her og kigge,” påpegede hun med et stille smil, også selvom hun faktisk ville være ked af at stoppe nu hvor de var nået så langt. Jason lod til at hygge sig, hun var slet ikke i tvivl om at han ville komme løbende så snart Emanuel kaldte, hun håbede bare at Marius havde nævnt at det var midlertidigt. Hun så efter dem, og følte det lille stik af længsel. Hun ville så gerne bruge den tid de havde sammen fornuftigt, hvilket også var grunden til at hun så gerne ville i vandet. ”Det ville han uden tvivl, men jeg ved også hvor meget det betyder for ham at du giver ham chancen. Jeg bliver pludselig bange for at have stillet ham i et dilemma. Men jeg er nu glad for at du besluttede dig for at tage mig,” påpegede hun stille og blev stående halvvejs inde i hans favn. Det var rarere end hun havde husket det, og pludselig svært at give slip på igen. Det var et sted ret flovt at erkende at hun ikke kunne svømme, men Jacques havde aldrig nået at lærer hende det helt, og der var ikke rigtigt noget at gøre ved det nu. Hun slap stille hans hænder og vendte sig mod fronten til ham, tydeligt overvejende. Tanken fik hende næsten til at skælve, også selvom hun kunne lide tanken om at komme ham så tæt på. Det ønskede hun alligevel ikke at afsløre. ”Jeg.. jo.. det kunne man vel godt gøre. Men du må ikke slippe mig!” tilføjede hun med en lidt skarp mine. Det var noget af en tillidssag, men når Jason stolede på ham, hvad kunne der så gå galt?

[Theodore Jarvis Acheron]

At Yasmya havde et meget nært forhold til Jason, var Adelio slet ikke i tvivl om, hvilket faktisk også var grunden til at han faktisk stolede på hende, og at hun heller ikke ønskede ham noget. Tungen strøg han let over læberne. Hans slags kogte virkelig her i solen, og han ønskede virkelig bare at springe i, men han ville bestemt heller ikke lade hende stå og bare glo på kanten, for selv hun måtte da have det temmelig varmt her i solen? Han rystede ganske let på hovedet. ”Jeg hopper ikke i, før jeg har fået dig med mig.. Ikke for at presse dig, men jeg synes vi skal være i vandet alle sammen. Tror Emanuel ville blive glad for det,” endte han sigende. Han forsøgte da om ikke andet, og det var slet ikke fordi at han ønskede at presse på hende, for det var slet ikke det som han var ude på, på nogen som helst måde overhovedet! Han betragtede hende med en ganske sigende mine, for han tog egentlig det ganske roligt på tingene. Jason skulle nok få det at vide før eller siden, men selv han havde mange ting som skulle tænkes igennem, før han kunne gøre noget som helst, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans del. Han nikkede roligt. ”Det er jo det. Jeg ved og jeg kan mærke på ham, at.. det er noget som betyder meget for ham. Jeg har klandret ham for meget igennem min barndom. Jeg var overbevist om at han vendte mig ryggen, så det er meget vrede og frustration som skal bearbejdes,” endte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod Jason. Han havde stadig mange ting som han måtte snakke med manden om, men det var noget som de altid kunne tage senere.
At Yasmya vendte sig i hans arme, var noget som næsten automatisk tvang ham til at slippe hende, og lægge armene om hende, så hun ikke skulle ende med at falde i vandet, for det var slet ikke noget som han ønskede sig, for det var næppe noget som ville hjælpe hende på nogen måde overhovedet! Han sendte hende et stille smil. Det var en tillidssag for hendes vedkommende, og det vidste han udmærket godt, det var helt sikkert. Han nikkede til hende. ”Jeg lover at holde dig oppe, hvis du siger til, hvis jeg kommer for langt ud,” endte han ganske sigende, for det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han hævede hånden og strøg den let over hendes kind. Han skulle nok passe på hende!

[Deleted]

Yasmya ønskede ikke Adelio noget ondt, hvilket også var derfor at det næsten bekymrede hende at hun stod her i solen og stegte kun for hendes skyld, det lod heller ikke til at være rimeligt selvom.. hun faktisk godt kunne lide tanken om, at der om ikke andet var en som tog sig af hende. Hun nikkede stille. ”Det tror jeg du har ret i,” medgav hun stille og bed sig lidt nervøst i læben. Emanuel ville elske at hun kom i til ham. ”Jeg ved godt at det lyder som en omgang pladder, men det er virkelig.. frygtindgydende,” sagde hun stille og næsten skulede til vandet. Hun var nysgerrig og længselsfuld fordi hun selv stod og stegte, vingerne var jo faktisk ret tunge! På den anden side så brød hun sig slet ikke om tanken. Hun lyttede opmærksomt, for hun ville jo faktisk gerne kende historien, også fordi hun kunne relatere den til sig selv. De havde faktisk noget tilfælles! ”Det betyder rigtig meget for ham, hans børn har altid været hans et og alt, men jeg forstår hvad du mener. Det er første gang i dag jeg snakker med Marius igennem mange år. Jeg har også klandret ham for en hel del,” erkendte hun og kastede et blik på sin far. Hun kendte Jason godt nok til at vide at han ville gå igennem ild og vand for sine børn, for han så jo hende som et af dem, hvilket hun på sit vis var lidt stolt over! Hun havde roligt vendt sig mod ham, og at han så direkte lod armene falde omkring hende var noget som fik hendes hjerte til at banke ukontrolleret. Hun glemte at hun ikke ønskede at Emanuel skulle se hende så nær med nogen anden mand. De grønne øjne gled i hans, mens hun yderst forsigtigt lagde hænderne mod hans overarme, som hun i sin tid havde plejet at stå med Jacques, også selvom det nu var en lidt større afstand imellem. Lidt kejtet gengældte hun hans smil og følte det atter brænde lidt i kinderne, også selvom hun forsøgte at ignorere det. Hun følte sig slet ikke sikker på idéen men han havde ikke givet hende nogen grund til ikke at stole på ham. Uden rigtigt at tænke over det lod hun kinden søge mod hans hånd. Nu måtte hun simpelthen stoppe! ”Det.. lover jeg,” medgav hun endelig og lod smilet brede sig en smule.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne faktisk godt lide, at Yasmya var så nem at snakke med, også fordi at det var noget som hjalp ham en god del, det var helt sikkert. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, også selvom det at smile, slet ikke var noget som han havde lyst til normalt, men det var noget som faktisk faldt ham ganske.. naturligt, og det var noget som selvfølgelig gjorde det hele så meget bedre. Han nikkede mod hende. De skulle skam nok få hende i vandet, og han var sikker på at det var noget som Emanuel virkelig ville blive noget så frygtelig glad for! Han var helt sikker! Han nikkede. ”Hvis du virkelig frygter vandet så meget, så.. tager vi det jo stadig stille og roligt, ikke sandt? Du skal ikke føle dig presset. Jeg bliver stående lige her, til jeg får dig med i,” endte han ganske sigende og med det rolige smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At de faktisk havde den ting til fælles, var noget som svagt fik ham til at smile, for.. ja, hun forstod ham vel og hvilke kvaler han selv brændt inde med overfor Jason? Hvis hun gjorde det samme overfor Marius? Han nikkede med en forståelse. ”Du ved da hvordan det føles at stå i den situation, hvor man mangler sin far, ikke?” endte han ganske sigende. Tungen strøg han let over læberne, som hun vendte sig i hans arme. ”Jeg ved at børn betyder forbandet meget for ham, men.. han har ikke haft det bånd til mig siden jeg var lille,” endte han sigende. Han betragtede hende med en ganske rolig og sigende mine, for han ønskede slet ikke at skjule det på nogen som helst måde overhovedet. Hånden lod han roligt stryge mod hendes kind og med en rolig mine som tidligere, for han kunne da slet ikke lade være. Hun var faktisk sød, og det var noget som han godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede til hende. ”Udmærket..” Han endte selv med at gå lidt ned i knæ, kun for at ende med at hæve hende i sine arme, så hun ville være tvunget til at få et ben på hver sin side af ham. Hænderne gled mod hendes bagparti. Ikke fordi at der var nogen tanke bag, men fordi at han havde lovet at skulle holde hende oppe, og det var også det som han var ude på! ”Sig stop, hvis jeg kommer for langt ud, ikke..?” endte han roligt, som han tog de første skridt i vandet, så han selv kom i det. Det var noget som allerede hjalp ham en hel del!

[Deleted]

På trods af at Yasmya aldrig havde været særlig social, så besad hun helt klart nogle evner, der gjorde at hun frygtelig let faldt i snak med dem som faktisk viste interesse for at fører en samtale, det faldt hende helt naturligt, også selvom det ikke var noget hun selv skænkede en tanke. Tanken om at komme så tæt på vandet var på sit vis skræmmende men også underligt spændende, særlig fordi han var så opsat på at få hende med, hun vidste jo at Emanuel ville elske hende for det! Yasmya nikkede stille. Et sted var hun taknemmelig for at han ikke bare lod hende sidde på bredden og stirrer ud i lfuften som hun ellers altid havde gjort. Jacques havde forsøgt at gøre noget ved det, men det var noget som Lucian havde sat en stopper for. ”Jo jeg.. det er virkelig pænt af dig at forsøge på den måde, Adelio. Jeg vil nødig lyde som en af de dersens forfængelige piger, og jeg prøver men det er virkelig ikke nemt,” plaprede hun nervøst. Det var desværre en ringe vane når først nervøsiteten meldte sig, det var noget som faktisk beskæftiget hende. Hænderne hvilede mod hans overarme næsten uden i det hele taget at komme i berøring med den kølige hud, for hun ville jo ikke være hverken i vejen eller påtrængende. Hun så hen på Jason og Marius.. de havde noget tilfælles, hvilket betød at det faktisk var en som forstod hende, og det kunne hun godt lide. ”Jo.. Det gør jeg desværre. Men jeg tror også på at de begge har forsøgt deres bedste,” tilføjede hun med et stille nik. Hun vædede de rosa læber med tungespidsen. ”Jeg ved det godt, men jeg er glad for at du giver ham en chance. Jeg siger dig.. glemt.. det har du aldrig været. I hvert fald ikke i den tid jeg har kendt ham,” påpegede hun roligt, og dog så var det sandt. Hun vidste alligevel en ting eller to omkring Jason. Hun lod sig løftes op i hans favn og lod armene glide omkring hans nakke, mest for at holde noget at holde fast om. Hun lagde ikke selv mere i det, men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle behag ved at være nogen så tæt igen. ”Jo. Det skal jeg nok,” endte hun stille. Som han begyndte at traske lod hun blikket glide i og knugede sig ind til hans skikkelse, hun kunne høre vandet omkring dem, og føle de små dråber når han gik, og hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle synes om det!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne godt lide at snakke med hende, for det var det bedste af det hele. Han kunne godt høre på hendes hjerte, at hun slet ikke brød sig om at være så tæt på vandet, men det var slet ikke noget som rørte ham som sådan. Han skulle nok hjælpe hende, og sjovt nok, så var det en lyst som han faktisk sad igen med af sindet og sin sjæl – hvis han da havde en om ikke andet. Han betragtede hende med et stille smil på læben, for løgn var det vel heller ikke helt? Han nikkede roligt. ”Jeg er ked af… jeg ikke har kendskab til den gruppe kvinder, Yasmya..” endte han sigende, som han let rynkede på næsen. Det var bestemt ikke dem som man så mest af i Imandra, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne desuden godt lide, at hun forstod hvordan han havde det, og samtidig med at han kunne vise hende forståelse for den situation som hun måtte sidde i, for det var vel også noget som hun havde brug for at vide? At hun ikke var alene om et skævt forhold til sin far, for det var jo faktisk noget som de begge havde! ”Mange siger det.. jeg har bare brug for at se det,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Han havde virkelig været så vred på Jason, at man skulle tro at det var løgn, og derfor var det jo stadig noget som tog ham ekstremt lang tid. At han ikke havde været glemt, var virkelig en tanke som efterlod ham med en lettelse i sindet, hvor selv det var at spore i hans øjne – dog ikke i hans mimik, for han var ikke den som gjorde mest brug af den, men han kunne faktisk godt lide at han ikke var glemt i mængden af alle de andre børn som han havde fået i eftertiden, efter at ham og Tiyanna havde brudt op og gået hvert til sit. ”Det glæder mig i det mindste,” sagde han stille, som han roligt vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han faktisk endte med at hæve hende i sine arme. Det var slet ikke fordi at han ønskede at signalisere med det forkerte, for det var slet ikke hans mening på nogen måde! Tvært imod, så ønskede han bare at gøre det hele lidt hyggeligt, så de alle sammen kunne være samlet, så hun ikke skulle sidde alene på kanten og stirre, fordi at hun ikke turde. Vandet behøvede jo ikke at være farligt! ”Godt..” endte han dæmpet, som han gik i vandet, selvom hans skridt faktisk var ganske rolige. Han vendte blikket mod Emanuel og med et skævt smil. ”Se hvem jeg har med!” endte han morende.

[Deleted]

Den kraftige hjertebanken kom fra en blanding mellem nervøsitet med henblik på vandet som hun pludselig var kommet frygtelig tæt på,, og så følelsen af at klamre sig ind til en muskuløs mand. Måske hun stadig var ung, men eftersom hun allerede havde en søn og havde været forlovet,s å beviste det jo også lidt hvor hendes tanker faktisk lå, også selvom hun virkelig forsøgte ikke at nyde det for meget, han var trods alt Jasons søn, hun ville aldrig kunne trække den uanset. Desuden ville hun jo heller ikke have at Emanuel skulle opfatte nogle forkerte signaler. Hun forholdt blikket lukket og de grønne øjne skjult,f or tanken om hvor tæt hun var på vandet afholdt hende fra at se det mindste. ”Oh.. undskyld det vidste jeg ikke,” mumlede hun stille. Nu hvor hun var endt så tæt på ham kunne hun også snakke så kun de var i stand til at høre det. Uden rigtigt selv at bide mærke i det holdt hun sig kraftigt fast ved at presse benene mod hans hofte og knuge omkring hans nakke, selvom hun jo godt vidste at han ikke ville slippe hende, det havde han trods alt lovet. Selvom hun ikke længere kunne se dem, så kunne hun høre særligt Emanuel og Marius. Det glædede hende kun at han endelig havde valgt at tage knægten som sit barnebarn frem for noget andet. ”Jeg ved hvordan du har det. Men er nødt til at have bevis på forbedringerne,” medgav hun roligt. Hendes krop skælvede ind til hans og det var bestemt ikke fordi hun frøs. Hjertet bankede faste slag tæt på hans bryst også. Hun overvejede et øjeblik hvor meget kontrol han egentlig havde, for hun var ikke sikker på at Jacques havde været i stand til at holde igen. Af en eller anden grund.. selvom hun bestemt ikke burde, så kunne hun ikke lade være med at føle et lille stik af savn til Jacques. Selvom det var rart, var det forkert at knuge sig ind til en anden mand på den måde, tanken om det var næsten mere skræmmende end vandet under hende.
Emanuel så Adelio komme slæbende med mor og lyste op i et kæmpe smil. Det blonde hår dryppede efter at være blevet kastet frem og tilbage mellem farfar og bedstefar. ”Eij det er mor!” udbrød han næsten ivrigt og begyndte at løbe dem i møde. Han huskede ikek nogensinde at have set sin mor i vandet, men han kunne godt lide det!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste godt, at hun var rigtig bange for vandet, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, andet end at vise hende, at han var en mand som hun kunne stole på, også fordi at det efterhånden var ved at være så vigtigt. Hun havde brug for det, og det var noget som han næsten kunne fornemme på hende. Han sendte hende et stille smil. ”Med det liv man skal tackle i Imandra, er der ikke tid eller plads til den slags..” påpegede han sigende. Det var bestemt ikke fordi at hans ord havde været ment med den negative klang, som han vidste, at det sagtens kunne få, for det havde slet ikke været hans mening på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han havde fået hende op i armene og varsomt var endt med at søge ud i vandet. Han var nødt til at snakke med Jason, før han gjorde noget so helst, for han skulle stadig finde ud af, hvor han var med det hele, for det var bestemt ikke fordi at det var særlig nemt. ”Det er man.. Det kan godt være, at han er min far, men.. jeg føler ikke at jeg kender ham,” endte han dæmpet, så det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han over læberne, som han havde valgt at henvende sig til Emanuel, som tydeligt var lige så begejstret for at mor var med, at det var noget som faktisk måtte få ham til at grine, for det morede ham virkelig! Han holdt stadig godt omkring Yasmya, selvom det slet ikke var fordi at han lagde nogen specielle tanker bag, for det var slet ikke noget som han mente med det! For han ønskede bare at være der med hende, holde hende oppe, som han havde lovet hende, og det var virkelig også hans eneste bagtanke ved det hele! Han kunne godt mærke hvordan hun faktisk måtte skælve, også selvom han næsten kunne gætte sig til at det måtte være af frygt. ”Tag det roligt, Yasmya..” bad han dæmpet. Hendes hjerte slog jo direkte mod hans bryst, at det næsten måtte efterlade ham med et mindre ubehag, for det var jo heller ikke meningen, at hun skulle være direkte skræmt af at være ude over vandet! Slet ikke!