A family affair

[Marius Amalani Darcy]

Lige nu var det kun Yasmya som Marius så, og det var noget som han ønskede at hun skulle vide, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket roligt mod hende og med et stille smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned og med det rolige smil på læben. Lige nu var det bare de to, Emanuel var godt beskæftiget sammen med sin onkel og sin farfar, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede ganske let, hvor han endnu en gang måtte slippe et grin. Han var jo kun på en kro for at lufte tankerne, da han havde mødt Melody! Det var jo ganske tilfældigt! Eller.. skæbnesvangert? Han vidste det ikke, men han fortrød det i hvert fald ikke på nogen som helst måde! Han rystede let på hovedet. ”Du får mig ikke til at indrømme det!” endte han morende, som han prikkede hende i siden, som hans hånd hvilede mod. Han var ikke så kilden. Det var faktisk kun Melody som havde formået at få ham til at grine ved det. Savnet var hun i hvert fald, men af hvad han kunne fortælle, så var hun jo ikke død.. Han havde jo ikke set hende, og det var faktsik en tanke som havde bekymret ham. ”Hun er derude et sted, Yasmya..” endte han dæmpet, som han roligt betragtede hende og med en ganske sigende mine. Han havde ledt og ledt i sin egen død, og uden at finde hende. Han havde faktisk først fundet lidt hvile, efter at Emanuel havde krydset den grænse og var endt samme sted som ham selv.
En utrolig stor betydning havde Yasmya altid haft! Også fordi at hun var kommet snigende direkte ind i hans hjerte, og det var slet ikke noget som han på nogen måde, ville være i stand til at fortryde på nogen måde overhovedet! Han smilede svagt, som han roligt betragtede hende. Hånden hævede han og strøg hendes kind. ”Det er ikke bare til med adoptivbørn, min egen.. Jeg ville ønske jeg bare kunne skænke dig det.. Det er nu op til Phoebe at omdøbe dig med mit navn.. hvis du vil. Jeg ville være frygtelig beæret, at kunne kalde dig min datter også af navn,” endte han dæmpet, også selvom han faktisk mente det! Hun havde, og ville altid være hans datter af hjerte, sind og sjæl! At hun var vred og frustreret over det med Herregården, kunne han skam godt forstå. Han bed sig svagt i læben. ”Du har altid været en kvinde med frygtelig store ambitioner, hvoraf Camryn.. ja.. hun har altid været det stik modsatte..” Han vendte blikket mod hende igen. ”Lad mig trække i nogen strenge for dig, Yasmya.. Du fortjener virkelig kun det bedste, efter alt det som du har haft at slås med,” nærmest bad han med en sigende stemme.

[Deleted]

Emanuel var i den grad godt beskæftiget. Flere gange sad Yasmya næsten med nervøse anetrækninger, når hun fangede et glimt af knægten blive kastet frem og tilbage i det kølige vand. Jason nød det mindst ligeså meget som Emanuel gjorde, det var slet ikke svært at se. Igen var det lidt svært at tage øjnene fra Adelio. Hun var ikke sikker på om Tiyanna havde en del sensuel dæmon, for han var næsten for tiltrækkende, hvis hun nu skulle sige det! Hun greb et igen. Hvis hende og Marius spiste i dette tempo, så ville der slet ikke være noget når de andre kom tilbage! Yasmya lo med ham. Tanken om at han var gået til en prostitueret morede hende jo faktisk, for det lignede bestemt ikke ham, og eftersom han havde betalt hende så kunne hun jo kun gætte sig til hvad der var sket! Hun prikkede til ham igen. ”Kom med det. Du fandt en sød lille sag og kunne ikke dy dig, fordi du er en gris!” konkluderede hun lidt drillende, velvidende om at det ikke var tilfældet. Som hun vidste havde han aldrig været ligeså kvindeglad som eksempelvis Jason. Hun sukkede. Den mand var altså håbløs! Smilet falmede hurtigt. Den sidste rast af farve forlod hendes kinder. Melody var ikke død? ”Far..? Hendes grav står ved siden af sin. Desuden tror jeg at hun var kommet tilbage hvis hun levede. Jeg er her jo,” påpegede hun stille. En mor ville vel aldrig forlade sit barn hvis hun havde et andet valg? Hun nikkede tænksomt inden hun lod kinden falde mod hans hånd som hu søgte hans kærtegn. ”Det burde ikke være det største problem. Jeg vil bare gerne.. gøre opmærksom på at jeg også er din datter. Du har altid været min far som Melody har været min mor, men det afspejler sig ikke rigtigt nogle steder,” påpegede hun en anelse ærgerlig. Det at han faktisk roste hende og gav udtryk for at hun gjorde noget rigtigt ved at kæmpe for sin drøm, var noget som glædede hende og ikke mindst lettede hende. ”Jeg vil bare ikke.. lade de få egenskaber jeg har gå til spilde, hvis det kan være med til at give nogle andre en tryg fremtid. Som det i gav mig,” endte hun lidt sigende. Hun nikkede stille. ”Det ville jeg virkelig være glad for, far. Jeg har brug for et eller andet at beskæftige mig med.. vide at jeg kan gøre noget for at hjælpe,” sagde hun stille. Det ville under alle omstændigheder tage fokus fra Jacques, det var der ingen tvivl om.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste at Yasmya havde haft frygtelig meget at slås med, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at hjælpe hende med, så godt som han nu kunne. Det var bestemt ikke fordi at han havde betalt for Melodys tjenester for en aften, for… han havde jo faktisk ikke været hende så tæt bare sådan. Specielt ikke den aften! Han endte direkte ud i en latter, for han kunne jo slet ikke lade være! ”Jeg tror efterhånden du har fået for meget sol… og forveksler mig med Jason,” påpegede han tydeligt morende. Det var jo langt mere Jasons bord, end det var hans! Han havde jo altid været den fornuftige i den lille flok! Han trak vejret dybt, som han roligt betragtede hende. Han forstod heller ikke hvorfor Melody ikke havde valgt at blive, men.. det havde vel været for farligt for hendes slags? ”Hun gik ikke bort den aften, Yasmya. Jeg sendte hende væk før.. Alec kom ned i kælderen. Jeg har søgt efter hende siden.. Døden har ikke fået hende endnu,” endte han sigende, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn! Tungen strøg han ganske let over læberne. At Yasmya havde været alene, var næsten noget som han.. klandrede Melody for. Han sendte hende et stille smil og nikkede så. ”Jeg tror vi skal have dig omdøbt i kirken senere, hvis der er tid til det, og Phoebe vil selvfølgelig. Du vil altid være min lille prinsesse, og selvfølgelig skal det afspejles i dit navn. Det er noget som alle skal vide.. Du er en Darcy, og far er stolt af det,” tilføjede han med et tydeligt glimt i øjet. Han havde aldrig fået det gjort, men der havde jo også været så frygtelig mange ting som man havde haft at slås med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende med hende og vendte igen blikket mod floden. Emanuel blev kastet fra den ene til den anden side, og han kunne høre de glædelige råb og skrig, hvilket kun fik ham til at smile glædeligt! Han nikkede til hende. ”Jeg er sikker på at jeg kan trække i nogle tråde, så.. du i det mindste kan få noget større, og bringe dine drømme til virkelighed. Jeg åbnede mine døre for dig, da du havde fundet vejen ind til mit faderlige hjerte, Yasmya.. Lad mig i det mindste give dig den gave som.. en far til sin datter. Jeg ønsker dig kun en tryg fremtid.. Det er det vigtigste for mig,” endte han dæmpet, hvor han faktisk også mente det hele i det rene alvor!

[Deleted]

Yasmya forsøgte virkelig bare at finde noget holde fast i, bare noget som kunne flytte hendes fokus lidt. Der var ikke meget at gøre i den lille hytte hun nu delte med Darryl, på trods af at han fint lod til at slå sig til tåls med det. Hun havde ingen idé om at Melody og ham aldrig havde været så tætte på hinanden, for.. hun gik jo bare ud fra at det var noget som alle gjorde, foruden hende og Jacques. ”Vi sidder i skyggen. Desuden så ville det undre mig hvis du ikke var blevet påvirket efter alle de år med ham,” påpegede hun lidt drillende. For at det ikke skulle være løgn så var Jason faktisk en mand som opførte sig pænt, hun havde i hvert fald aldrig set ham charmere andre en Lisa.. ikke bevidst vel og mærke, han var jo en ret flot mand. Tanken om at Melody var i live men ikke havde opsøgt hende var noget som gjorde hende direkte vred. Hun knyttede næven. Savnet var netop blevet en hel del mindre. Alt det hun havde haft at slås med, længslen efter en familie og hendes egen mor havde valgt at blive ved til fordel for et liv i Dvasias?! ”Der må jeg erkende.. at mit savn faldt en hel del. Hvordan kan hun gøre det? Hvorfor kom hun aldrig for at om du var i live?” endte hun spørgende. Hun rynkede på panden og stod pludselig i situationen som den uforstående. Pludselig var det hendes forældre der ikke var så gode venner? Hun nikkede næsten ivrigt. ”Jeg tror ikke Phoebe tør sætte sig imod mig for tiden. Darryl er faderen til hendes afdøde døtre,” påpegede hun stille. Det var ikke ligefrem noget som nogle af dem lod til at reklamere med, men det var noget som havde efterladt hende og Darryl lidt i samme båd, hvilket også havde bragt dem sammen i førte omgang. Det ville uden tvivl føles forkert at gøre det et andet sted end herregården, men den ville ikke tilfælde hende gennem de næste rigtig mange år, og hun ville faktisk gerne i gang. Desværre havde hun ikke penge til selv at bygge. Det kunne have været ret fedt. For et kort øjeblik så hun det for sig. Nej så meget ville hun slet ikke forlange, men kunne hun få noget mere.. beboeligt så ville det helt sikkert være en hjælp. ”Det ville jeg virkelig være glad for. Jeg vil tjene mine egne penge, men jeg ønsker at gøre noget for Procias og for de børn som bliver ladt tilbage.. som jeg gjorde, sørge for at de får en anstændig familie. En dag skal jeg vokse op, og jeg vil vokse med børnene omkring mig, leve for deres smil, som jeg altid har levet for Emanuel,” påpegede hun stille. Der var et glimt i hendes øjne som ikke var set længe. Det var virkelig noget hun ønskede at hele sit hjerte!

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede at give Yasmya det fokus som hun havde brug for, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende, som en far nu burde gøre ved sin datter, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at der var nogen tvivl om det i den anden ende. Han betragtede hende med et stille smil. Han havde aldrig været så tæt på Melody, for det var meningen at det skulle være rigtigt, og med alle de projekter som de havde haft i gang, så havde der jo slet ikke været tid til den slags, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende med en ganske så sigende mine, hvor han atter engang lod tungen stryge over hans læber. ”Ville det virkelig forundre dig, hvis jeg siger, at.. mig og Melody aldrig har været så tætte? Jeg betalte hende for den aften, så andre kunne lade hende være i fred.. Vi lå og snakket, og jeg gav hende penge til værelset for en aften mere.. Jeg tror mødet var skæbnesvangert.” Han vendte blikket nærmest drømmende op mod den store himmel over dem, hvor han bestemt heller ikke kunne lade være med at smile. At hun så slet ikke havde opsøgt Yasmya var en tanke som han faktisk var ked af. Han havde sendt hende ud af fangekælderen, udelukkende fordi at han ikke ønskede at hun skulle komme galt af sted, hvis det var noget som han kunne blive fri for! Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis andet skete! ”Noget må have opholdt hende, Yasmya.. Det.. det ligner hende ikke bare at blive væk sådan..” Han valgte at tage omkring hendes hånd, som han kunne mærke, at hun blev langt mere stiv i det, og det var ikke en udvikling som han brød sig om. Tvært imod, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan af den grund. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Smilet bredte sig let på hans læber. ”I så fald, så foreslår jeg, at vi tager en tur forbi kirken på vejen hjem?” endte han ganske sigende. Det skulle egentlig bare mangle at hun fik det navn som hun burde have fået den dag han åbnede sine døre for hende, men det var nu og da virkelig underordnet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et stille smil, for han kunne jo heller ikke lade være. ”Så høje ambitioner som du sidder inde med.. Jeg skal nok hjælpe dig på vej, Yasmya.. Du skal nok sætte præget på Procias.. Det er jeg slet ikke i tvivl om.” En tydelig stolthed viste sig i hans stemme.

[Deleted]

Det betød virkelig noget at han var villig til at give hende en hånd med at opfylde de drømme som hun sad inde med, men som hun på nuværende tidspunkt ikke kunne opfylde. Jason ville nok have gjort hvad ahn kunne for at gøre det samme, men hun ville ikke bede ham om det, fordi han ikke fortjente at blive stillet i et dilemma mellem hende og sin egen søn. Hun så på ham med et meget skeptisk blik. De havde aldrig været så tætte? Det var svært at tro, med henblik på det liv som Melody havde levet og samtidig med det udseende, hun havde været den smukkeste kvinde hun nogensinde havde set! ”Aldrig? Ikke bare en eneste tilfældig gang?” gentog hun, og tog selv lidt udgangspunkt i den ene gang hun var kommet tæt på Jacques. ”Wow. Jeg ved ikke hvilken planet du kommer fra far, men det er en langt fra den Jason kommer fra endte,” endte hun direkte overrasket. Hun kunne se at han savnede Melody.. han elskede hende.. men han havde vel ikke tiden til at søge ud efter hende? Det var svært at tro at hun var blevet væk. Hun var jo hendes datter! ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tro. Jeg har ikke hørt noget som helst. Slet ikke,” endte hun med en undertone af bebrejdelse. Hun havde jo passet hendes grav ganske trofast, og så havde hun slet ikke været der? Yasmya gav hans hånd et klem, selvom hun var frygtelig tænksom. Hun nikkede stille. Det ville bestemt ikke gøre hende noget, at de gjorde det allerede på vej hjem. Hun ønskede at fører navnet videre. Selv Emanuel bar jo noget fra sin kære bedstefar. ”Det håber jeg virkelig,” endte hun lidt kortfattet fordi Emanuel var på vej op.
Uden varsel svang han armene omkring bedstefar og gjorde ham godt og grundigt våd, mens hans slap en drilagtig latter. ”Vandet er skønt!” udbrød han glad, og snuppede et bær fra bakken. ”Mhmm,” mumlede han tilfredst. Han tog fat om bedstefars hånd. ”Kom så bedste, du skal ud og svømme med mig,” påpegede han mere som en ordre end en direkte forespørgsel. Han ville have sin bedstefar med ud med ham og Jason! Han kunne jo heller ikke bare blive siddende der i varmen hele tiden altså!

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede at hjælpe Yasmya, også fordi at hun var hans datter, og det ville hun for altid være, om det var noget som folk vil det eller ikke, så var hun en pige som han var stolt af, og en som han for altid ville være stolt af! Det var faktisk utrolig rart at sidde der og snakke med hende om tingene og vide at.. hun faktisk ønskede at han var der af den grund. Om ikke andet, så var det noget som gjorde det langt mere smertefuldt for ham at skulle give slip på hende, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved. Hans tid var knap, og det var også grunden til at han slet ikke ønskede at spilde tiden med tant og fjas! Han trak vejret dybt og rystede på hovedet. ”Vi har haft alt for meget i gang.. Vi har.. nok ikke tænkt i de baner. Jeg bekræftede hende som et individ og .. hun anerkendte mig for den jeg var.. Vi var lykkelige.. og det var det vigtigste,” endte han dæmpet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han grinede ganske let. Selv ikke Jason ville tro på det, så meget vidste han jo godt! ”Det er vores lille hemmelighed,” endte han med et drilsk smil, som han let blinkede til hende. Et sted kunne han jo udmærket godt forstå hendes vrede og hendes frustration i henhold til det med Melody, men han var nu sikker på at der var noget som havde opholdt hende fra at søge tilbage til hende. Det måtte der jo være, ellers var det jo slet ikke noget som gav nogen mening for dem på nogen måde overhovedet! ”Jeg er sikker på at der findes en forklaring på det. Det ligner hende ikke bare at blive væk.. Noget.. må vel have opholdt hende..” forsøgte han en anelse trøstende, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men det var jo et forsøg på det!
Maris nåede kun lige at vende hovedet, idet at Emanuel sprang ham direkte i favnen, hvor han kraftigt endte med at stivne. Nu havde han siddet og var varmet godt af solen, så var knægten faktisk kold! Han grinede let, og lukkede armene omkring ham. ”Hvad skurer mit blik.. Er farfar ikke god nok mere?” spurgte han drillende, som han alligevel endte med at rejse sig. ”Jeg kommer tilbage lidt senere Yasmya.. Prinsen kræver min opmærksomhed,” undskyldte han roligt, som han lod knægten trække ham med sig. Selv ville det nok gøre godt med en dukkert i vandet! De passerede Adelio på vejen. Knægten så ud til at kunne bruge en pause fra den vilde leg – og han kunne udmærket godt forstå ham!

[Deleted]

Yasmya havde virkelig haft brug for at høre at Marius faktisk var stolt af hende. Hun havde ambitioner, hun kæmpede faktisk for at gøre både ham og Melody stolte, og hun havde brug for at blive set selvom hun ikke direkte bad om det. Derfor elskede hun også at han sad og brugte tid på intet andet end hende for en gangs skyld. Hun havde dog stadig svært ved at tro at de aldrig havde været nær hinanden. Så et sted havde vel ikke rigtigt.. været sådan rigtigt sammen? Deres forhold havde bygget mere på venskabelige følelser? ”I var lykkelige og det var det vigtigste. Det i sig selv er misundelsesværdigt,” påpegede hun stille. Hun ville gerne have været ligeså lykkelig, siddet i Jacques favn og leet af de de gamle dage, der langt fra var gået som de burde. Jason ville slet ikke tro det, selv hvis de faktisk afslørede det. Hun nikkede roligt. ”Vores hemmelighed,” medgav hun. Blikket faldt på Emanuel der dryppede. Han lod ikke til at være særlig påvirket af kulden, men han lod tilgengæld til at morer sig ganske betragteligt, hvilket selvfølgelig kun glædede hende. Hun nikkede bare. Melody kunne snakke om senere, det skulle de ikke gøre foran Emanuel, for han havde ikke brug for mere at tænke på nu, det var helt sikkert. Yasmya blo blidt og rystede på hovedet af dem. ”Selvfølgelig. Vi kan snakke senere. Hyg jer!” kaldte hun blot efter dem, og så Emanuel trække af sted med sin bedstefar. Hun trak benene op under sig, og havde end ikke bidt sig fast i at Adelio var på vej ud, for så ville hun uden tvivl havde reageret ganske anderledes, det var helt sikkert, særlig med den virkning han havde haft på hende før.
Emanuel sled i sin kære bedstefar. Han havde ikke rigtigt fornemmelsen af at han havde afbrudt noget som helst, han ville jo faktisk bare gerne lege! ”Jo.. men jeg vil have dig med også” påpegede han lidt strengt. Han vidste jo godt at han i sidste ende ville få sin vilje, det var lidt som om ingen sagde nej til ham, og den tanke kunne han ret godt lide. Han lo uskyldigt til mor som han trak Marius med, og passerede Adelio på vejen. Han vinkede glad til ham. ”Se hvem jeg har med farfar!” udbrød han glad og hoppede igen i vandet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var på ingen måder, vant til at være omkring børn, men om ikke andet, så… kunne han faktisk godt lide det. De bar ikke nogen bekymringer, de legede bare og var noget som faktisk selv havde fået ham til at smile. Det var ved at være frygtelig længe siden, at han havde været i vand som man kunne siges, var rent, for det var ikke det som man fandt mest af i Imandra, det var helt sikkert! Han endte med at komme op, også fordi at han følte at han havde brug for en pause, for han var slet ikke vant til at hoppe og springe sådan rundt! Han var vant til at sidde stille, lytte, gå i krig, men det var jo slet ikke noget som han oplevede her på denne her måde! Han smilede let for sig selv, som han så knægten komme slæbende med Marius. ”Held og lykke,” endte han morende til Marius, som de passerede ham, hvor han så til at de begge bare hoppede i vandet. Det kunne godt være, at Jason og Marius nu var bedsteforældre, men de var muntre og fulde af energi, og det var en tanke som han godt kunne lide. Havde Jason også været sådan monstro da han havde været lille?
Hans blik blev roligt vendt i retningen af Yasmya som sad roligt oppe på tæppet i skyggen af træet, hvor han roligt gik op mod ham. Nu havde han da efterhånden fået en ganske god kontakt til Emanuel, så.. nu manglede han jo trods alt hende. Han sendte hende et stille smil. At han stod i en bar overkrop, glinsende i solen, var slet ikke noget som han tænkte over, for han vidste jo godt, at han ikke havde nogen grund til at skjule sig. Med det liv som han havde, så var han jo trods alt også nødt til at holde sig i form, ellers gik det da galt for alvor, og det var da slet ikke noget som han ønskede sig, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Du burde hoppe med i. Vandet er virkelig rart,” fortalte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Han endte roligt med at sætte sig, selvom det var længere ude på tæppet, for han ville jo heller ikke for tæt på. Han kendte ikke hende, som hun heller ikke kendte ham, så situationen var da helt klart akavet nok som den måtte være i forvejen for hans vedkommende, og han brød sig jo heller ikke om nye fra før af! Han vidste jo ikke om han kunne stole på dem!

[Deleted]

Yasmya tog sig selv med et lille smil ved synet af den lille familie der pjaskede rundt i vandet. Det eneste der manglede nu var Jacques. Hun fangede Adelios skygge kort før han kom helt op til hende. De funkende, grønne øjne søgte fejlagtigt i hans retning. Solen stod ned på den våde krop, der fik den til at glinse som.. noget hun aldrig før han set. Hun blinkede mere end en gang for at være helt sikkert på synet. Det var tæt på at hun tabte kæben rent bogstaveligt. ”..” måbede hun. Det havde bestemt ikke været ventet. Hendes hjerte sprang igen et slag over. Det var slet ikke retfærdigt at han skulle være en så køn mand. Hun kom i tanke om at han stod lige foran sig, og bed hurtigt tænderne sammen, forsøgte at opfører sig bare nogenlunde normalt og anstændigt. Det lod til at Emanuel var blevet glad for Adelio, og på trods af den lille snert af modvillighed hun havde følt fra ham ved første øjekast, så lod det til at selv han havde et indre barn. Hun lod hovedet glide på sned, og sendte ham et lidt undskyldende smil ”Jeg er ikke den store fan af vand. Jeg.. foretrækker landjord,” svarede hun stille. Det var nyt for hende at få den form for opmærksomhed særligt ved siden af sin søster. Hun var arret, selvom vampyrblodet hjalp, men hun så.. træt ud hvilket hun jo også var klar over. Hun havde slet ikke været klar på det måde. Hun trak kurven frem. ”Vil du have noget at spise?” spurgte hun stille, og dog pludselig usikkert. Han måtte jo have noget vampyr i sig men hvor meget? Jacques havde jo ikke rigtigt spist andet end blod. ”.. Eller er du mere til blod?” spurgte hun lidt flovt, dog uden at pakke det ind, for hun havde skam respekt for det væsen som han var gjort af, selvom de bestemt ikke var lette at leve sammen med. hun forsøgte jo bare at holde en samtale kørende, uden at være for akavet, men hun havde altid været.. sådan mere eller mindre genert, og så med en mand som ham i nærheden. Hun rødmede atter en smule, og kunne bande af sig selv hvis hun havde haft muligheden. Det at han satte sig langt væk var noget som hun bed sig fast i. Hun tvang sig til at slappe mere af og slap kurven stille med et undskyldende smil. Det irriterede hende at hun blev forfjamsket hvor hvad pokker troede hun? Hun strøg en blond lok bag øret og lod blikket falde mod Emanuel der red på Jasons skuldre. Det var virkelig bare typisk hende, at ødelægge alting!

[Theodore Jarvis Acheron]

Et sted så havde Adelio vel stadig den lille dreng i sindet, selvom det var noget som var gemt af vejen allerede for mange år siden? Hans mor havde tvunget ham til at vokse op og blive en mand. Der havde ikke været tid til leg, og selv nu, måtte han føle det ganske akavet at.. rende rundt som havde han været på Emanuels alder, men han måtte alligevel erkende, at han godt kunne lide det, og det var noget som faktisk fik ham til at smile. Jason havde vel fundet den lille knægt frem i ham igen, selvom han ikke ligefrem var den som gjorde mest brug af det i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være, når det måtte komme til stykket i det store og hele. Tungen strøg han let over læberne, som han roligt endte oppe ved Yasmya. At hun var så betaget af ham, var ærlig talt slet ikke en tanke som slog ham på nogen måde, for han var fra før af, ikke ligefrem den som gik fint klædt, for han blev altid beskidt, ellers gik tøjet i stykker, og det havde aldrig nogensinde været anderledes for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt mod hende og med det samme rolige og ikke mindst tydelige smil på læben, for han kunne da slet ikke skjule det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er ellers virkelig rart i den her varme..” endte han roligt og med et let skuldertræk, som han endelig havde valgt at sætte sig ned på pladsen ikke så langt fra hende. Han havde intet imod at vise hende lidt opmærksomhed, for han var vant til at se kvinderne – også fordi at der faktisk ikke var så mange af dem igen, der hvor han måtte komme fra. Det var ikke fordi at der var mange i lejren. Der var jo trods alt grunde til at folk forsøgte at bestige hans mor hele tiden! Han vendte blikket mod hende. Hans øjne bar et naturligt rødt skær, selvom det ikke var et nødvendigt tegn til sult, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg spiser lidt af hvert.. blod primært, men… jeg siger da ikke nej,” endte han roligt, som han rettede sig over kurven, også for at se hvad der måtte være i den. Han var jo faktisk nysgerrig på hvad der måtte ligge i den! Han endte med at tage et smørrebrød op og med en tydelig tilfreds mine. ”Den ser god ud,” endte han tydeligt tilfredst, som han endte med at give sig til at spise den med største velbehag. Han var faktisk ved at være godt sulten efterhånden!

[Deleted]

Alle havde vel et indre barn et eller andet sted? Hun vidste ikke meget om Adelio. Jason havde aldrig været meget for at tale om den fortid, mest fordi han faktisk lod til at være ked af ikke at have et forhold til sin tabte søn. Det glædede hende kun at det lod til at ændre sig til det bedre, og hun havde fornemmet stoltheden i Jasons stemme da han havde præsenteret Adelio for hende. Hun betragtede lidt stjålent Adelio, for hun ville ikke sidde og beglo ham, selvom det var forbandet fristende. Det var ikke fordi hun direkte havde noget som kunne lokke ham. Hun var arret og bleg.. desuden så hun udmattet ud efter de mange år, meget ældre end hun egentlig var og hendes kjole var en smule laset, desuden var jo ikke den mest.. veludviklede selv ikke på trods af fødslen for flere år tilbage. ”Jeg kunne jeg godt forestille mig,” medgav hun stille. Hun havde det virkelig også varmt, men hun risikerede ikke at nærme sig vandet, det var ikke rigtigt gået godt nogle af gangene. Armene lagde hun omkring sine knæ og lænede sig en smule frem så hun kunne holde øje med de tre møgunder i floden, og modstå fristelsen til at betragte ham. Hun vendte blikket mod ham med et stille smil. Han spiste faktisk! ”Det var godt. Emanuel har smurt halvdelen af dig, så det er på eget ansvar,” påpegede hun atter lidt undskyldende. Hun kendte intet til de forhold han kom fra, hun vidste end ikke hvor formel hun burde være. Jason kunne have advaret hende før! ”Tag endelig for dig, inden det er væk,” indbød hun varmt. Mens hun sad heroppe havde hun jo ikke meget andet at lave end at spise, det var desværre en ringe vane. Hun tog fat om den lille bakke med brombær og gav sig igen til at smækse i sig, mens hun overvejede hvordan pokker hun skulle holde samtalen igen. Kunne hun godt tillade sig at spørge ind til hvor han kom fra, eller skulle hun holde sig fra det? ”Jeg.. håber ikke at han har tæret for meget på dine kræfter?” forsøgte hun stille og hentydede selvfølgelig til Emanuel. Hun havde lyst til at slå sig selv i hovedet. Der sad en frygtelig attraktiv mand foran hende, og snakkede om sit barn. Måske der var en grund til at hun aldrig havde fundet nogle foruden Jacques. Hvornår pokker var hun blevet så forbandet kejtet?

[Theodore Jarvis Acheron]

Eftersom Adelio var en søn af Jason Nimanhra, så burde det vel heller ikke være helt forkert, at der måtte være et lille barn i ham et eller andet sted? Selvfølgelig var der det, men det var bare det med at få det frem, for det var ikke noget som var så nemt igen. Han havde levet i et had til sin egen far, og han vidste ikke hvor meget Jason havde fortalt folk om dengang, og et sted så var han egentlig også ganske ligeglad med det, for der var ikke nogen som fik noget ud af, at grave op i fortiden. Nej, det var fremtiden som var interessant, og det var noget som Adelio var udmærket godt klar over. Han vendte blikket mod hende og med det tydelige charmerende smil. Han kunne helt klart gå for at være sin far om igen! Hovedet lod han søge let på sned. ”Frygter du vand, Yasmya?” spurgte han roligt og med en tydelig spørgende mine. Ja, han var ikke typen som valgte at pakke tingene ind, og da specielt ikke, hvis han ønskede at få svar på tingene, for det var noget som faktisk måtte nage ham lidt. Nysgerrigheden var fra far, og det at fortælle tingene direkte, var helt klart noget som han havde fra sin egen mor!
At det måtte forundre Yasmya, at han faktisk kunne spise, var noget som direkte måtte more Adelio, men ikke noget som han sagde noget til som sådan, for det var jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var vampyr, men de andre racer havde helt klart også sit tag i ham – heldigvis. Ellers var det helt klart ham som havde problemer, og det var slet ikke noget som han ønskede sig, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Det her er luksus hvor jeg kommer fra. Jeg tror nu at jeg er villig til at tage chancen,” endte han med et skævt smil på læben, som han tog en bid. Og det smagte faktisk utrolig godt! ”Mhmm.. Et kompliment til kokken,” endte han tilfredst. Han grinede ganske let. ”Knægten er livlig.. men.. jeg tror faktisk godt, at han kan lide mig,” endte han forundret. Det plejede normalt slet ikke at gå sådan for sig, også fordi at han var det væsen som han var. Normalt ikke den mest glade, han var berygtet hvor han kom fra, og han indgik frygtelig sjældent i nogen sociale sammenhænge med nogen som helst, og det var sådan at det altid havde været for ham. Det havde nu også kraftigt forandret sig, siden han havde fundet sin far.. og faktisk fået sandheden.

[Deleted]

Det var slet ikke til at tage fejl af far og søn lige i den situation, det charmerende smil var noget som han i den grad havde sin far, hun turde vædde med at han kunne sno enhver kvinde omkring sin lillefinger. Han lod dog til at være en ganske fin og ikke mindst anstændig mand. Det var virkelig ikke meget hun vidste om ham, for Jason havde virkelig været lukket, men hvis de var ved at opbygge et forhold, så ville de nok komme til at se lidt til hinanden i fremtiden. Det lidt direkte spørgsmål var noget som overvældede hende en smule. Hun smilte roligt og dog med en hvis flovhed over sig. ”Det kan man godt sige,” erkendte hun og så ud over vandet der spejlede sig i solen. Herfra så det jo ganske fredeligt ud. Foruden Jason og Jacques var der ingen der kendte til episoden med Lucian, og det passede hende fint, for det gjorde hende faktisk flov. Det havde dog ikke gjort det bedre at hun var endt med at stå i flammer og havde været tvunget til at søge dertil. Hun gøs, og kom til at sluge et bær næsten helt. Hun lod blidt. ”Og hvor kommer du fra.. hvis jeg må spørge?” tilføjede hun hurtigt og dog nysgerrigt. Hun kunne godt lide at lærer nye mennesker at kende, og selvom hun følte sig kejtet, så var han.. nem at snakke med. ”Det er nu rart at en mand med noget appetit for andet end blod,” påpegede hun lidt sigende. Det var efterhånden få i hendes omgangskreds som levede på 'rigtigt' føde, end ikke Darryl, så det var ofte ensomt at sidde og spise for sig selv, mens han jagede dyr i skoven. Han lod til næsten at være imponeret over at et barn havde taget vel imod ham, hvilket kun morede hende. ”Det kan han uden tvivl,” bekræftede hun med et lille nik. Hun kendte jo sin søn for pokker, og han nød selskabet det var der ingen tvivl om! Selv under skyggen begyndte hun at føle sig en smule varm, selvom hun forsøgte ikke at vise det mere. Det ville virke for desperat, og hun havde netop fortalt sin gamle far, at hun slet ikke var interesseret i den slags, men opmærksomheden.. den nød hun nu engang!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var ikke den sværeste at snakke med, hvis man fandt det rette emne at snakke om. Desuden var han også ganske nysgerrig på hende som den person hun nu måtte være, men om ikke andet, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han vidste, at hans far holdt af hende og af den grund, så ønskede han faktisk lige så at lære hende at kende, også fordi at det var noget som faktisk måtte siges, at få en større betydning for ham senere.. hvem vidste? Han sendte hende et stille smil. ”Det kan fornemmes.. Bare dit blik siger mig det.. og dit hamrende hjerte..” påpegede han sigende, som han roligt betragtede hende med en stilfærdig mine. Han var måske lidt mere anstændig end det som hans far var, men det andet hvilede der i den grad også et sted dybt inde. Jason var jo allerede i færd med at grave det frem. At han fangede hendes interesse, var noget som gjorde det et hak nemmere og bedre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han sendte hende en sigende mine. ”Jeg er født i Procias.. men opvokset i Imandra,” fortalte han roligt. Det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hovedet lod han søge let på sned den anden vej. ”Jeg ved ikke meget om Procias, eller.. jeg kan ikke huske det, men maden er helt klart bedre end hvad Imandra tilbyder,” endte han morende og med en tilfreds mine. Inkarno afslog desværre også deres muligheder for at få fragtet noget ud i skoven, så de havde ikke rigtigt andet end det som de kunne finde. Det gjorde også vintrene ekstra hårde for dem alle sammen, men selv han havde formået at overleve til nu, så det måtte jo kun tyde på en god ting? Tungen strøg han roligt over sine læber, som han endte med at rykke tættere på hende, så han endte med at sidde ved siden af hende i stedet for. Det var også det nemmere for at snakke med hende, nu hvor det alligevel så ud til at gå ganske godt…? ”Livlig er han.. Han er som en knægt skal være.. en som kører forældrene trætte.. og jeg skal da lige love for, at knægten er en krudttønde!” endte han roligt, som han fik spist det sidste tydeligt med et velbehag, for det gjorde virkelig godt med noget i maven efter den hårde omgang med tumlen i vandet med hans egen.. nevø. Tanken var virkelig underlig!