I've got something to tell you..

[giovanni]

At se Jacqueline sidde på værelset, var noget som faktisk måtte glæde Giovanni, på trods han havde troet at hun ville søge væk. Det viste jo at hun vel selv ønskede at kæmpe for deres ægteskab? Selvom han var sikker på at det også havde noget at gøre med at hun ikke var færdig med Sonic. Han forstod selvfølgelig godt at hun ønskede et forhold til hendes søn, det eneste problem han egentlig havde, var at knægten var et tegn på hendes utroskab, hvilket var en ting som stadig nagede ham, for tanken gjorde ham vred. Der var en grund til at han ikke gad tale om det, for hver gang han bare så meget som strejfede tanken, så blev hans humør ødelagt, og at hun så skulle ødelægge hans humør lige i aften, var noget som han faktisk slet ikke forstod, for det var virkelig sjældent at han var i et så strålende humør, som han havde været til aften, men det var der jo ikke noget at gøre ved længere. Han ønskede dog ikke at det skulle gå så galt som det havde gjort sidst, for han elskede hende og de vidste begge to at han ikke kunne undvære hende, hvilket han faktisk havde forsøgt at vise denne aften, indtil hun havde ødelagt det hele, så det burde efterhånden være hende som faktisk beviste at hun heller ikke gad miste ham, men det var vel også derfor at hun faktisk sad her? Hvilket han var glad for, for så kunne han måske gøre det godt igen for at have slået hende og truet hende på livet, for det havde han det faktisk utrolig dårligt med.
At hun fulgte Giovanni i kysset og det at komme ned i sengen, viste også kun at hun hverken var bange for ham eller var sur på ham. Et let træk ved den ene mundvig fandt sted, da hun valgte at trykke ham tættere på sig, for det var en tanke som han nød godt af. Han elskede at være hende tæt, og ikke mindst ønskede han at vise hende at hun ikke skulle frygte ham, for selvom han måske var en morder og skurk, så var han jo stadig god mod hende, medmindre hun gik over stregen som i aften. At hun spredte sine ben en anelse da han valte at tage fast omkring hendes ene lår, så blev det også lettere for ham at komme ordentlig til, hvor han lod hånden stryge hende fast og dog kærligt ned mod lysken, hvor kjolen automatisk blev trukket med, da han blotlagde hendes lår. Som hun lod hænderne stryge fra hans nakke til hans bryst, samtidig med at hun brød kysset, tog han det som en.. afvisning, hvor han roligt vendte de isblå øjne mod hendes ansigt. Hendes kind var stadig rød, men ikke nær så meget som han havde slået hende. Han skænkede hendes kind et blidt kys, imens han fortsatte sine strøg over låret. Han ønskede ikke at hun skulle frygte ham, som han tydeligt havde set, da de havde stået ude på gangen, for tanken gjorde faktisk umådelig ondt! Han skænkede hendes kæbe et blidt kys, inden han fortsatte ned over hendes hals, for at skænke hendes kraveben et lidenskabeligt kys. Han elskede hende virkelig og han ønskede ikke at aftenen skulle være ødelagt! Læberne førte han op til hendes øre. ”Elsk med mig..” bad han i en hviskende tone, hvor det var tydeligt at det ikke var en ordre, men at hun havde et valg, på trods der vel ikke var nogen tvivl om det begær hun havde fyldt ham med? Han ønskede hendes bekræftelse, ligesom han selv ønskede at give hende sin.

[Deleted]

Hvis der var noget som Jacqueline slet ikke ønskede sig, så var det tanken om at skulle miste Giovanni, for det var helt klart den mand som hun elskede og ønskede sig, for det var i den grad også en plads som ingen nogensinde skulle få lov til at tage fra hende, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet! Hun ønskede at kæmpe for deres ægteskab, selvom hun selvfølgelig også ønskede at de skulle kunne snakke om tingene, for det var jo slet ikke muligt. Hun havde ikke sagt så meget som et eneste ord, også fordi at hun var hans hustru, så et sted så var det vel også hendes plads at være.. underdanig? Underdanig ham om ikke andet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun elskede ham og det havde bestemt heller ikke ændret sig på nogen måde, om det var noget som man nu ville det være i den anden ende. At være den som skulle ødelægge hans strålende humør, var faktisk noget som hun oprigtigt var ked af, så et sted så håbede hun at hun kunne gøre det godt igen? Uanset hvad, så var hun bestemt ikke færdig med den sag, men at fortsætte med at køre rundt i det, var da kun tydeligt for hende, at det slet ikke ville hjælpe hende for noget som helst i denne verden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Han havde truet hende på livet, han havde slået hende, også fordi at hun vidste, at hun i den grad havde overskredet hans grænse, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det nu, og det var hun faktisk ked af!
At komme Giovanni så tæt på denne her måde, var noget som bragte hende et velbehag uden lige, for det var en dejlig og ikke mindst fantastisk følelse at skulle sidde igen med. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Det bekræftede hende, og ikke mindst, at han slet ikke ønskede at det skulle gå så galt igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Armene hvilede omkring hans skikkelse. Det føles som så længe siden, at de havde været tæt på hinanden på denne måde, men det var vel også fordi at det først nu var at tingene havde ændret sig bare lidt? Lidt så det var noget.. værd at være sammen? Det var bestemt ikke fordi at han havde gjort noget forkert, hvor hun roligt vendte blikket ganske sigende mod ham og med det samme stille smil på læben. Han havde ikke gjort noget forkert, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans ord var noget som alligevel overraskede hende, selvom det bestemt heller ikke var en negativ ting – tvært imod, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Bare tanken om at han gav hende valget, frem for at.. beordre hende til det, var en tanke som hun godt kunne lide. Det kunne godt være at Giovanni var gammeldags, men han gav hende medbestemmelse og det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind, idet hun selv lænede sig frem og skænkede hans læber et dybt og intenst kys. Hun valgte stadig at holde mund, men at lade kroppen tale for hende. Hun trykkede ham tættere på sig med sin anden hånd, for hun ønskede virkelig at få ham tæt på sig, for hun manglede det virkelig! Som hun i den grad også manglede ham!

[giovanni]

Et sted var det lettende at se Jacqueline på værelset, skønt Giovanni havde været i tvivl om hendes motiv og intention til at starte med, men da hun ikke havde sagt et eneste ord, kunne han næsten tro at det var af samme årsag som ham selv. Desuden så glædede det ham faktisk at hun havde ladet emnet ligge – i hvert fald bare for nu. Han ønskede ikke at tale om det, som han aldrig gad, for der var skam flere grunde til at han ikke gad ind på det emne, uanset hvor meget hun så selv ønskede det, for det var den eneste ting som han ikke kunne tale med hende om uden at blive vred, irriteret eller rasende. Det var ham et ufattelig ømt punkt og et som han endnu ikke var kommet over, skønt der alligevel var gået over et århundred, men det var i princippet ingen tid, i hvert fald ikke i forhold til hvor længe de havde været sammen og hvor længe en dæmon kunne blive. Han vidste godt at hun havde forsøgt at rette op på det hele, for hun havde gjort som han havde sagt, til tider havde hun virket helt desperat efter at vise ham at hun elskede ham, men når hun så bragte fortiden op, så gjorde det ham blind af vrede. Desuden så var det der irriterede ham mest, det at hun havde valgt at hive det op på en aften hvor han var i et strålende humør, for det var virkelig lang tid siden at han havde været i så godt humør, og så valgte hun at ødelægge det? Det havde han virkelig ikke nogen forståelse for, for hvorfor ødelægge en så perfekt aften som det havde været? Hun vidste jo hvordan han blev når hun bragte det emne på banen, derfor forstod han hende ikke. Det var dog ikke det som han ønskede at tænke på i øjeblikket, for ærlig talt så ønskede han bare at glemme det skænderi og fokusere på den gode stund de havde haft inden, hvor de begge havde været i godt humør, hvor han ikke havde slået hende eller truet hende på livet, selvom det ikke var noget som han kunne gøre om. De isblå øjne hvilede på hendes smukke ansigt, nu hvor hun havde brudt kysset, hvor han faktisk var bange for at han havde gjort noget galt. Det var jo heller ikke fordi han gad lade som ingenting, for han vidste godt at han havde gjort hende uret, specielt da han havde truet hende på livet, og ikke mindst, da han faktisk havde gjort hende bange for ham, for det var da slet ikke noget som han ønskede! At hun ikke svarede ham, men blot lagde armene om ham, for at trykke ham tæt på og skænke ham et dybt og intenst kys, var noget som et sted.. forvirrede ham. Han var faktisk ikke sikker på om hun gav ham grønt lys til at fortsætte eller ej. Hans hånd havde ikke forladt hendes bløde lår, men fortsatte med at stryge det ganske let. Han lå allerede i ingenting, foruden han havde et enkelt hvidt håndklæde som dækkede hans ædle dele. Et suk brød hans læber, da hun løftede hånden og strøg den mod hans kind, hvor han selv strøg sin hånd op ad hendes lår og mod hendes lysk. Han elskede hende og det ønskede han at vise hende, samt at han ikke var sur på hende. Han ønskede at bekræfte hende, ligesom han havde brug for hendes bekræftelse.

[Deleted]

Det var allerede for længst gået op for Jacqueline, at hun havde gjort en tåbelig fejl at bringe emnet op, selvom hun på ingen måder var færdig med det, men det var virkelig underordnet for denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke, for hun kunne jo ikke få bugt med det, hvis han ikke lod hende snakke ud om det, og faktisk kunne få det ud af verden, så hun slap for at skulle tænke på det senere. Om ikke andet, så agtet hun stadig at holde løftet til Ilosonic, og opsøge ham i Procias, også for at vise sin kære knægt, at mor stadig holdt af ham, for det var jo ord som han havde benægtet, så måtte hun jo vise ham det! I denne stund, valgte hun egentlig bare at holde mund, for hvad skulle hun da sige? Der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, uanset hvad, hvilket et sted selvfølgelig gjorde hende trist, men hun gjorde vel også ret i til tider bare at falde i rollen som hans hustru og bare.. gøre hvad han ville have hende til? Måske at det havde været grænsen at skulle true hende på livet, for det var slet ikke noget som hun havde set, at han havde gjort før, og det var en tanke som direkte havde skræmt hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At se ham langt mere rolig, var noget som gjorde hende rolig, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes del, for hun havde brug for at se, at hun kunne gøre andet end at gøre ham vred og irriteret. Hun ønskede selvfølgelig at vise at hun ønskede at kæmpe for deres ægteskab og deres forhold, selvom hun virkelig fik mindre og mindre tro på, at det hele ville blive som før, hvilket faktisk gjorde hende ked af det, for det kunne virkelig heller ikke passe at den fortid skulle nage ham så meget, når hun havde gjort så meget for at vise, at hun var hvor hun ønskede at være i denne stund, men det så slet ikke ud til at have nogen effekt eller betydning, hvilket direkte gjorde hende ked af det at skulle tænke på, men det var nu heller ikke noget som hun viste ham, for hun ville bestemt heller ikke gøre det værre end det som det var i denne stund. At stoppe ham, kunne hun ikke få sig selv til, for et sted følte hun at hun.. skyldte ham at lade ham komme så tæt på. Det var egentlig ikke fordi at hun selv direkte havde lyst, men det var altid rart at han gjorde dette ved hende, for det var virkelig en dejlig fornemmelse at skulle sidde igen med, men det var virkelig underordnet i denne situation. Hånden som han lod søge direkte til hendes lysk, var noget som direkte fik hende til at trække maven sammen, for det føles virkelig, virkelig rart når han gjorde det ved hende! Hun trak vejret dybt, hvor hun spredte benene en anelse mere, mest af altså for at gøre det lidt.. nemmere for ham? Hænderne lod hun forblive liggende om ham. Hun lod faktisk ham bestemme det hele i denne stund, for.. det var ikke fordi at hun var direkte bange for ham på stående fod, men det havde overrasket hende, at han havde reageret så kraftigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, så hun gjorde vel bare ret i at give ham hvad han ville? Samt at hun faktisk ønskede at bekræfte ham som den eneste i hendes liv.

[giovanni]

Det gjorde ondt på Giovanni at han direkte havde gjort sin egen hustru skræmt, for han vidste at der efterhånden skulle meget til, men alligevel havde det lykkedes ham og han var på ingen måder stolt af det! Han hadede faktisk sig selv for det, selvom det sidste hun skulle gøre var at bruge børnene imod ham og hun skulle på ingen måde true med at tage dem med sig væk, for så gik han først amok! – præcis som han faktisk havde gjort. Det var ikke fordi han gad, at skændes med hende, han ønskede ikke at det skulle gå så vidt som det havde gjort sidst, hvor de begge var endt med at smide ringene fra sig. Han var kun glad for at hun var søgt efter ham, at de havde fået det løst, selvom det gjorde ham ked af det, når hun så skulle ødelægge sådan en god stund ved at bringe den knægt på banen. Det var dog ikke det som han ønskede at tænke på i øjeblikket, han gad ikke tænke på alle deres problemer og skænderier, alt det som nagede ham eller gik ham på, nej det eneste han ønskede i øjeblikket, var hendes bekræftelse. Han ønskede at vide at hun elskede ham, at det var ham som hun ønskede at blive ved, hvor det også kun glædede ham at hun var blevet langt mere rolig. At hun spredte benene en anelse mere for ham, da han strøg hånden ned mod hendes lysk, fik ham til at trække på smilebåndet. Han brød let kysset, for at fortsætte ned over hendes hals og skulder. Han nød at have hende tæt på sig, han nød at mærke hendes kærtegn og hendes kys, vide at hun elskede ham og kun ham. Han rettede sig en anelse op, hvor han greb fat omkring hendes kjole, kun for at begynde at trække den af hende. Han havde løftet sig en anelse, så han gav hende plads til at kunne løfte sig en anelse og ikke mindst, så han kunne trække kjolen over hendes hoved. Som han fik hende blotlagt, lod han de isblå øjne falde til hendes skikkelse, skønt intet ord forlod hans læber, ligesom intet smil hvilede på dem, men der var dog ingen tvivl om at han begærede hende, for det strålede ud af hans blik. Han tog fat om dynen, hvor han trak den over begge deres skikkelse, idet han valgte at læne sig ned over hende igen. Han tog fat omkring sit håndklæde, for at fjerne det, hvor han også smed det ned på gulvet, så han selv lå fuldstændig blottet under dynen. Han skænkede hendes kind et blidt kys, inden han fortsatte ned over hendes krop, ned mod hendes kraveben og brystparti. Hans ene hånd, søgte mod hendes knæ, hvor han strøg den over hendes nøgne lår med en fast hånd. Han elskede hende, det gjorde han virkelig, og det ønskede han også at vise hende, vise at hun ikke behøvede at frygte ham, men i så fald, så havde hun vel heller ikke været så rolig som hun var i øjeblikket? Han lod hånden lukke sig om hendes trusser, som han begyndte at trække ned, hvor han endnu engang satte sig op, så han kunne trække dem af hendes slanke ben, hvor et lille smil endelig fandt vej til hans læber, da hun endte helt nøgen som ham selv. Han lagde sig ned over hende, med de isblå øjne vendt mod hendes mørke. Han betragtede hende for en kort stund, inden han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys.

[Deleted]

Jacqueline var på ingen måder færdig med hændelsen, for det havde virkelig skræmt hende at han havde truet hende på livet, for det havde han bestemt heller ikke gjort før, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med den samme mine som tidligere, selvom hun ikke havde ladet så meget som et eneste ord bryde hendes læber, for det kunne hun på ingen måder få sig selv til. Hvis det var en stund som dette han havde brug for, så skulle hun da nok give ham det. Det sved stadig mod hendes kind, selvom det ikke var så slemt mere. Han havde jo trods alt slået hende før, hvilket også var en grund til at hun ikke tog så tungt på det som hun ellers kunne have gjort det, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende? Hun blinkede let med øjnene og uden at se det mindste væk fra ham, også selv da han havde valgt at bryde kysset og fortsætte nedover hendes kraveben. Som han havde taget fat i hendes kjole, gjorde hun bare som enhver anden lydig hustru ville gøre – nemlig at sørge for at det blev nemt for ham at få den af. Hun hævede kroppen i takt med at han kom så langt, så han til sidst bare kunne få den af hende. At ligge blottet under ham, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for han havde set det hele så frygtelig mange gange før, men af den grund, så var der ikke noget.. ekstraordinært ved dette. Selvfølgelig ville hun give ham den bekræftelse som han havde brug for, det var slet ikke det, for hun gjorde det med selv den største glæde! Hun elskede ham jo! Men i aften ja.. hun gjorde vel det hele for at gøre ham glad? At han fjernede sit håndklæde, lagde dynen om dem, var noget som svagt fik hende til at smile. Hun kendte ham og hun kendte hans signaler og måder at reagere på, for det havde bestemt heller ikke været fordi at hun ønskede at tage børnene fra ham permanent! Det var slet ikke det! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med den samme mine, som han fortsatte kyssene nedover hendes hals og videre nedover kroppen, hvilket kraftigt fik hende til at sitre, for det var i den grad også rart! Hun havde valgt at følge efter ham, selvom hun havde været bange for, at han bare ville afvise hende. At det ikke var sket, var selvfølgelig en tanke som virkelig gjorde hende glad! Hun vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med, for hun elskede ham og selv den mand kunne sætte lysterne i hende hvis det var det som han ville. Det var han den eneste som kunne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke! Armene lod hun roligt stryge nedover hans varme krop, idet han lagde sig over hende og helt tæt, hvor hun bøjede benene tæt op af hans skikkelse. Nu hvor hun havde muligheden for det, så var det selvfølgelig rart! Kysset besvarede hun selv med den største glæde, hvor hun trykkede ham tættere mod sig med armene som hun havde formået at fæste godt omkring hans nakke. Det var og blev manden i hendes liv, og det var jo heller ikke noget som hun ønskede at miste for noget som helst.

[giovanni]

Et sted forundrede det Giovanni at hun lod ham komme tæt på sig, specielt efter alt det som han havde gjort mod hende, truet hende på livet og slået hende, men hun havde ikke stoppet ham, nærmest budt ham tæt på, selvom han kendte hende godt nok til at vide at hun mere gjorde det af pligt end andet. Et sted ville han foretrække, hvis hun faktisk var mere villig, at det var som det plejede, som sidst, hvor hun altid plejede at give ham modstand i stedet for bare at give efter for ham, men det var ikke fordi han gjorde noget ved det, for.. han havde brug for at få hende tæt på, han havde brug for at mærke hende, han havde brug for den bekræftelse som det gav ham. Hans blik hvilede på hende, som han fik hende afklædt, så hun lå fuldstændig blottet under ham, skønt hun ikke havde noget som han ikke havde set før, for han havde jo set det hele utallige gange før! Og han var lige tilfreds med synet hver gang. Hun var en smuk kvinde, der var han faktisk heldig at han ikke var blevet gift med en grim kvinde. Han var faktisk umådelig heldig at det var Jacqueline som han var gift med og det ønskede han jo også at vise hende. Han værdsatte hende skam, til tider var det bare svært at se at det var gengældt, skønt han godt var klar over at var utrolig hård ved hende, men det var vel hans ret efter at hun faktisk havde valgt at være ham utro? Det var også derfor han havde så meget imod Sonic, for i hans øjne ville han ikke have noget imod at knægten faldt død om. Det var dog ikke den knægt han gad, at tænke på i øjeblikket, men Jacqueline. Som hun strøg ham over kroppen, da han lagde sig ned over hende, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han sukkede kort, da hun besvarede kysset. Han lod armene glide omkring hendes krop, hvor han holdt hende tæt ind til sig for en kort stund, kun for at nyde det lidenskabelige kys med hende. Han lod en hånd stryge hende ganske blidt over låret, hvor han roligt valgte at bryde kysset, som han vendte de isblå øjne mod hendes smukke ansigt. Han lænede hovedet ned mod hendes ene øre. ”Jeg elsker dig Jacqueline,” hviskede han i en sandfærdig tone, hvor han roligt skænkede hendes kind et blidt kys, inden han lod hænderne søge mod hendes lår, for at sprede hendes ben, så han kunne komme til, idet han valgte at forene deres kroppe i den dybe elskov …

… Et højt støn brød Giovannis læber, idet han valgte at tømme sig i hende, hvor hans krop faldt slap ned over hendes. Han trak vejret i tunge stød, hvor de isblå øjne kort skævede mod hende, idet han valgte at trække sig ud af hende, kun for at lægge sig om på ryggen ved siden af hende. Hans blik gled op mod loftet over dem, hvor intet ord forlod hans læber. Han lod sin ene hånd gribe fat om hendes, hvor han sammenflettede deres fingre, idet han løftede hendes hånd op til sine læber, så han kunne skænke hendes håndryg et blidt kys. Et sted irriterede det ham, at hun ikke havde haft lyst, skønt han godt forstod hende, men det efterlod dem i en.. akavet stemning, som han ikke brød sig det mindste om! Han lagde sig roligt om på siden, hvor han vendte blikket mod hende. Han skænkede hendes kind et ganske blidt kys. ”Hvis du ønsker at tage af sted, så.. kan du frit gå,” endte han roligt, skønt der var en mindre trodsig tone i hans stemmeleje, eftersom han faktisk ikke gjorde det med sin gode vilje!

[Deleted]

Lige i denne stund, så var det mere pligt end det var noget andet, for Jacqueline havde slet ikke lyst! Men af den grund, så vidste hun også godt, at det var hendes job at bekræfte ham og hun elskede ham jo trods alt, også selvom han havde været sådan overfor hende til aften, slået hende, truet hende på livet, råbt og skreget af hende, og ja.. endda truet med at smide hende ud, for han havde jo truet med, at hun ikke skulle komme igen hvis hun gik, og hun ønskede da for pokker ikke at miste ham! Han havde været utrolig hård ved hende, og et sted så var hun vel… træt af at prøve at gøre det godt, for det havde jo ingen effekt alligevel, når det var her de gang på gang, endte med hinanden! Det var faktisk noget som gjorde hende ked af det. Der var gået så mange år.. så frygtelig mange år, og hun kunne jo intet stille op, og det var noget som virkelig frustrerede hende efterhånden! Hun vendte blikket roligt mod ham. Han var stadig opsat på at få det hele gjort mod sin ende? Af akten? Ikke fordi at hun ville stoppe ham, for det ønskede hun på ingen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for det var jo for pokker da hendes pligt! Hun trak vejret dybt, som han roligt trak sig over hende, efter hun var endt blotlagt. Hun havde en flot krop, selvom alderen var begyndt at trykke, så det var jo slet ikke det. Tungen strøg hun roligt over sine læber, som hun lod blikket hvile på hans skikkelse. Kysset holdt og besvarede hun selv med glæde, for det var noget som hun sagtens kunne følge ham i! At han hviskede de store ord i hendes øre, var noget som varmede hende, for hun vidste at han mente dem. ”Jeg elsker også dig..” endte hun med en sigende mine, for hun mente det faktisk. Hun elskede ham virkelig! Benene spredte hun roligt for ham, så han kunne påbegynde den store elskov, hvor selv den sammensmeltning af deres kroppe, var noget som tydeligt kunne bringe hende det store behag…

… Det sidste endelige stød, var noget som direkte tvang det dybe støn over Jacquelines læber, for det var virkelig, virkelig rart! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, idet hun kraftigt bed sig i læben. Hun havde ikke haft lyst, og det havde bestemt heller ikke ændret sig under hele elskoven. Hun vendte blikket mod ham som han gled ned ved siden af hende, selvom hun stadig ikke sagde så meget som et eneste ord. Han burde da efterhånden vide, at hun altid ville komme hjem til ham igen? Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville slå sig til ro i Procias! Hun lod deres fingre blive sammenflettet, hvor hun roligt blev liggende trygt og roligt ved siden af ham. Akavet var det måske, men denne gang var det altså hans egen skyld! Hun var ved at være træt af at prøve! At han lagde sig om på siden og med de ord til hende, forundrede hende dog, selvom den trodsige stemme afholdt hende fra at glæde sig ved tanken. ”Du behøver ikke sige det, hvis du ikke mener det..” afveg hun kortfattet. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun var bestemt ikke sig selv, hun var ked af det, frustreret og endnu mere.. opgivende over, at hun ikke kunne finde ud af at gøre tingene rigtigt mere.

[giovanni]

Man måtte hurtigt konkludere at det på ingen måder var en elskov som man kunne prale af, ikke engang for Giovannis vedkommende, men det var vel heller ikke så underligt efter et skænderi, som de ikke engang var færdige med.. eller emnet var de i hvert fald ikke, for han vidste at hun ikke ville lade det ligge. Han havde skam nydt at være hende så tæt, for det bragte ham altid et behag, det bragte ham altid nydelse, men det kunne ikke måle sig med de gange, hvor hun selv var lysten og ønskede ham, hvilket endnu engang efterlod ham med de tanker og spørgsmål, om hun overhovedet gad være her? Selvom hun godt nok havde gengældt hans ord, om at hun elskede ham, men hvorfor skulle det ikke også bare være af pligt? Deres ægteskab var trods alt arrangeret. De isblå øjne fortsatte deres stirren op i loftet, hvor han ikke engang prøvede at finde noget at sige, for hans tanker lå stadig ved det emne, som han vidste at hun ikke ville lade ligge. Han var ikke meget for at skulle lade hende tage af sted, men uanset hvad så vidste han at hun ville tage af sted alligevel, for i det store billede, var hun ligeglad med hans mening, hvilket kun irriterede ham endnu mere, for hun respekterede ham ikke! Det gjaldt vel bare at se lyst på tingene? Skønt han ikke ligefrem kunne prale af at der var nogen! Han endte med at skæve ned mod deres hænder, som var sammenflettede. Han elskede hende højere end noget andet og han ønskede jo at hun skulle være lykkelig, og selvom han ikke var meget for det, så forstod han godt at hun ønskede et bånd til sit barn, men det var bare tanken om at det ikke var hans barn, og det at hun havde fået knægten under sit utroskab mod ham, som gjorde ham vred. Til gengæld kunne knægten blive den fod ind i Procias som han altid havde ønsket, selvom han måtte erkende at han ikke var meget for at skulle sende Jacqueline tilbage dertil, specielt ikke efter sidst! Som han fik sig vendt om og sagt at hun måtte tage af sted, blev han en anelse.. irriteret over hendes svar. Hun burde faktisk prise sig lykkelig over at han faktisk gav hende lov, om han så var meget for det eller ej! ”Jeg kommer aldrig til at mene det Jacqueline, jeg gider ikke gøre samme fejltagelse og lade dig tage af sted som jeg gjorde sidst,” svarede han spidst, hvor hans blik blev sigende, skønt han dog ikke slap hendes hånd af den grund. Han bed tænderne sammen, mest af alt for at holde sig i kort snor, så han ikke begyndte at råbe og skrige af hende igen. Han så kort væk, hvor han trak vejret dybt, for at prøve at berolige sig selv, så han ikke kom op i det røde felt. Han så roligt mod hende igen. ”Men.. jeg ved du ønsker at tage af sted og har lovet… ham det, så.. du kan frit tage af sted.” Der var mange ting han havde lyst til at kalde den knægt, men han tog sig selv i det, hvor hans sætning måske var lidt opbygget, men om ikke andet så gav han hende lov! Han var på ingen måder meget for det, men han kunne jo lige så godt give hende lov i stedet for at hun tog af sted uden videre, men i så fald skulle hun ikke regne med at hun skulle komme tilbage igen!

[Deleted]

Det var forbandet sjældent at Jacqueline slet ikke havde lyst til at skænke Giovanni det behag, men efter alt det som var sket til aften, så var det vel heller ikke noget som kunne forundre nogen? At han havde truet hende, slået hende, råbt og skreget af hende, og så ønskede han hendes bekræftelse? Ja, det kunne godt være at hun var mentaldæmon, men der var virkelig grænser for hvad hun fandt sig i, i længden! Hun vendte blikket stille mod ham. Dette var noget som havde kørt hende træt, hvor selv et skænderi var noget som med lethed kunne køre hende til direkte udmattelse, for hun kunne i den grad godt mærke det! Hun lukkede øjnene stille og trak vejret dybt, hvor hun let bed sig i læben. Hun ønskede virkelig at blive her, ellers ville hun da være taget væk for længst! Hun elskede ham og det var ord som hun i den grad mente! At han ikke kunne fordrage Sonic, vidste hun godt, og lige der kunne hun godt forstå ham, men så længe at de ikke kunne snakke ud om tingene, så var det altså heller ikke noget som hun kunne lægge på hylden bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som gjorde hende direkte elendig til mode, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Hun havde ingen at snakke med om det! Og han nægtet jo! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme mine. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte var bange for ham, men det som han havde gjort her til aften, var noget som faktisk havde skræmt hende en smule og det kunne da heller ikke passe, at man skulle være bange for sin egen ægtemand? Endda den som man elskede mere end livet selv? Hans ord gjorde ondt, virkelig, virkelig ondt. ”Du stoler ikke på mig..” endte hun sigende. Det behøvede da ikke være en fejltagelse at lade hende søge til hendes egen søn! Lære ham at kende og endda også hendes barnebarn! Hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde kæmpet for hans tillid lige siden, men igen så blev hun jo bare mødt af en mur og det var noget som gjorde ondt. Af den grund, så slap hun dog ikke hans hånd. Hun ønskede ikke at skændes eller slås mere med ham, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for det var virkelig en ubehagelig fornemmelse at skulle sidde igen med i den anden ende, også fordi at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det alligevel! Sonic kunne Giovanni godt bruge, for den knægt var en som i den grad også kunne gøre brug af, for det var en fod i landet som ikke nødvendigvis betød at det måtte indebære hende som det gjorde sidst. Hun ønskede bare ikke flere skænderier, for dem var hun ved at få nok af! Hun valgte at slippe hans hånd, så hun kunne vende sig ordentlig mod ham endnu en gang og uden at tage blikket fra ham. ”Du hader tanken om det, Giovanni.. Jeg kan se det i dit blik. Hvis du ikke vil have det, så sig da nej i stedet for.. Så skal jeg da nok finde på andre alternativer,” endte hun med en dæmpet stemme. Blikket søgte stille ned mellem dem. Et sted følte hun sig næsten ikke værdig til at se ham i blikket, for hun vidste at han foragtede tanken. Han stolede for pokker ikke engang på hende!

[giovanni]

Måske det var en anelse usselt at bede om hendes bekræftelse efter det som han havde gjort, men han havde haft brug for den. Desuden så var det lige så usselt af hende at bringe den knægt på banen, når Giovanni ellers havde været i et så godt humør, for det gjorde ham kun langt mere vred at tænke på! Og tilmed ved at bringe knægtens vin på banen, hvorfor havde han ikke bare hadet den?! Men han måtte give knægten, han kunne godt lave vin, og måske han kunne bruge knægten? Jacqueline ville være en vej ind, men skulle han være ærlig, så var han træt af at sætte sin hustru i færd med arbejdet, for sidst han havde gjort det, var hun endt med at være ham utro og havde fået et barn med den anden mand, så hun skulle på ingen måder have noget med hans mafia at gøre! Han havde dog hørt rygter om at Sonic ikke var spor velset i Procias på grund af at han var mistænkt for en masse ting, såsom mordet på den tidligere dronning og ikke mindst for at have startet et oprør, så det viste jo at knægten også havde hjerne til at udrette ting, noget som han med garanti havde arvet efter sin mor. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han næsten blev helt.. forarget. Han stolede ikke på hende?! Hvordan kunne hun få sig selv til at sige det?! Det var da ikke fordi han ikke stolede på hende.. var det? Han fnøs lettere vantro og forfærdet, selvom han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige for.. der var jo noget om det. Han strøg tungen over sine læber, inden han vendte blikket ganske fast og bestemt mod hende. ”Hvis jeg ikke stolede på dig, så havde jeg ikke ladet dig søge ud i udgangspunktet!” påpegede han bestemt. Han havde givet hende sin frihed tilbage, selvom han var startet roligt ud, også fordi hun stadig skulle passe børnene, at hun så sked på ham og ville tage en længere tur og tilmed til Procias, det var ikke hans skyld! Han vendte blikket væk fra hende, hvor han mumlede bandeord inde i sig selv. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod hende. ”Jeg er bare påpasselig. Jeg ønsker at … miste min hustru igen.” De sidste ord blev ikke til andet end en mumlen, hvor han igen havde vendt blikket væk fra hende. Det var ikke engang fordi det var løgn. Måske de havde deres stridigheder, men det var jo ikke fordi han hadede hende, tværtimod var det fordi han elskede hende så ubeskrivelig højt! Han kunne ikke undvære hende, han ønskede ikke at leve uden hende, og derfor ville han heller ikke miste hende, og derfor var han også sur over at hun havde ladet en anden mand komme hende tæt, for han følte slet ikke at den følelse var gengældt på nogen måde. Det gjorde ondt at tænke på. Han vendte kort blikket mod deres hænder, da hun valgte at trække sin til sig, hvilket faktisk gjorde ondt, hvor han tog det som en afvisning. Han fnøs kort for sig selv, som han lagde sig om på ryggen og vendte blikket væk fra hende. Hendes ord irriterede ham virkelig. ”Netop! Andre alternativer!” gentog han, hvor han hævede stemmen igen, skønt han tog sig selv i det og endnu engang prøvede at roe sig selv ned, for han gad virkelig ikke skændes med hende, det kunne ikke passe at de skulle skændes hver gang det emne kom på banen, men når hun ikke viste ham en skid forståelse, så havde han på ingen måder lyst til at give hende lov til at tage af sted! ”.. Uanset hvad jeg har at sige, vil du dolke mig i ryggen og tage af sted alligevel, for du respektere hverken mig eller min mening, og det er grunden til at jeg hidser mig op hver gang det lort bliver bragt på banen!” svarede han i en dæmpet og dog vrissende tone.

[Deleted]

Efter den omgang med råb, skrig, slag og trusler, så kunne det vel heller ikke forundre nogen, at Jacqueline virkelig ikke var lysten, kunne det? At Giovanni så havde ønsket og krævet den bekræftelse, var noget som hun nu bare kunne gå med til, også fordi at det var en pligt som hun havde, i og med at hun var hans hustru. Ikke at den tanke gjorde hende noget, for det var i den grad en titel som hun var stolt af i den anden ende! Hun ønskede at fremstå god, stolt og ikke mindst stærk når hun stod ved siden af ham, selvom.. det var ikke noget som hun kunne mere. Hun følte bestemt ikke at han stolede på hende, og det kunne måske være at det var en meget hård konklusion, men det var jo ikke engang fordi at han gjorde noget som helst, for at modsige sig den, for det var vel også sådan at det måtte hænge sammen? Hun vendte blikket direkte mod ham. Hvis han stolede på hende, så ville han også lade hende tage af sted uden et problem! ”Hvis du stolede på mig, ville du ikke hidse dig op, så snart emnet blev bragt på banen, Giovanni! Stod det til dig, så blev jeg indenfor hjemmets fire vægge og passede børn,” endte hun ganske kortfattet. Nej, hun var på ingen måder bange for at sige ham imod, men kunne han ikke forstå, at hun ikke kunne få sagen af verden, når han ikke lod hende gøre det? Hun havde ingen at snakke med om det, hun havde jo faktisk bare ham, og når han ikke ville, så var det jo mange tanker, følelser og ting som hun gik rundt med i sindet i stedet for, og bare ikke kunne få det ud, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende direkte ked af det. Hun ønskede virkelig at vise ham den forståelse, men hun ønskede den så sandelig også igen, og det fik hun bestemt ikke! Han var virkelig blevet krævende! At han endte med at hæve stemmen igen, indikerede kun at der var et nyt skænderi på vej, og det ønskede hun bestemt heller ikke! At han ikke ønskede at miste hende, var selvfølgelig en tanke som hun var glad for, men af den grund, så ønskede hun jo også at vise ham, hvad hun ville – Netop ved at søge ud, gøre hvad der nu skulle gøres og komme hjem igen, og det fik hun jo ikke engang lov til uden at han skulle flippe på hende først! Hans følgende ord, var noget som gjorde hende direkte hidsig! Hun var efterhånden træt af at prøve at få det hele gjort op igen, og det var selvfølgelig noget som helt klart også gjorde direkte ondt på hende! ”Hvordan pokker havde du regnet med at jeg skulle få sagen af banen Giovanni, når du ikke engang vil snakke med mig om det?!” Denne gang var det hendes frustration som talte for hende. Hun endte med at sætte sig op, også selvom hun havde trukket dynen op over brystet. ”Jeg prøver for pokker at sætte en dialog i gang, så vi kan snakke om tingene! Jeg er ked af at jeg gjorde som jeg gjorde! Okay?! Jeg har prøvet at rette op på det igennem så mange år, og end ikke en smule tillid kan du vise mig uden at blive sur! Jeg kan jo ikke blive færdig med den sag, når du ikke engang ønsker at snakke med mig!” endte hun tydeligt frustreret. Det brændt i det indre, det var en byrde at gå rundt med, men hun havde ingen at læsse lidt af den overpå, og det gjorde.. ondt. Kunne han ikke se det?!

[giovanni]

Det var ikke fordi Giovanni ønskede at skændes mere, for det havde han ærlig talt fået nok af! Desuden så ønskede han ikke at det skulle gå så vidt som det havde gjort sidst, hvor de var endt med at smide ringene væk, for det sidste han ville, var da at miste hende! Han kunne virkelig ikke undvære hende, og selvom han måske ikke var den bedste til at vise det, så burde hun vide det! Ellers havde han smidt hende på gaden dengang hun var kommet hjem efter hendes utroskab! Men det havde han ikke! Og hvorfor? Fordi han elskede hende højere end noget andet! Hendes ord fik ham til at vende blikket forarget mod hende. ”Det er ikke sandt!” svarede han forfærdet, som han sendte hende et lettere beslutsomt blik. ”Du er mere værd end bare en husmor der render rundt hjemme og gør rent og passer børn!” svarede han kortfattet og sendte hende et fast blik. Han lod hende jo ikke bare blive fordi hun skulle passe deres børn! Hun var da langt mere værd end det! ”Jeg ønsker ikke at miste dig for pokker! Er det så slemt, at jeg elsker dig så højt, at jeg ikke vil risikere at miste dig igen?!” spurgte han i en direkte.. frustreret tone. Han hadede det som hun havde gjort, men han var ikke herre over sine egne følelser, og han elskede og begærede hende stadig lige så højt som han altid havde gjort! Han kunne og ville ikke leve uden hende, for han ønskede ikke at undvære hendes tilstedeværelse og det var ikke for børnenes skyld, men for sin egen! Hun var hans mest dyrebare skat og han ville bestemt ikke dele hende med nogen igen! Så ville han hellere holde hende væk fra omverden så han var sikker på at han havde hende for sig selv, og det havde intet med at han stolede på hende eller ej! Som hun satte sig op, fulgte han hende blot, hvor han betragtede hende med et kortfattet blik. Det lød måske til at der var et nyt skænderi på vej, men hvis det var den eneste måde at de kunne få den sag afklaret på, så var det vel nødvendigt? Desuden så var det ikke fordi han gad skændes med hende, for de burde efterhånden være gamle nok til at kunne tale om tingene. Men de skændtes som et gammelt ægteskab, og det var præcis hvad de var. Hendes ord fik en knude til at samle sig i hans bryst, for det var jo slet ikke fordi han gad, at skælde hende ud fordi hun prøvede, for han havde jo godt set at hun havde forsøgt så mange gange. Han rynkede let brynene, hvor han lod den ene arm søge omkring hende, så han kunne trække hende ind til sig, hvor han slog begge arme omkring hende. ”Det ved jeg godt.. undskyld,” hviskede han roligt mod hendes ene øre, som han strøg hende beroligende over ryggen, eftersom han godt kunne fornemme og høre på hende at hun sad inde med en byrde, og hun havde ret i at han måske ikke var for god til at lytte, så hun kunne få lettet hjertet. Han trykkede hende tæt ind til sig, hvor han kyssede hende blidt på håret, som han næsten endte med at vugge hende i sin favn. ”Procias er bare ikke ligefrem et godt minde for mig, og tanken om at du skal dertil igen.. dræber mig indvendig!” endte han dæmpet, og dog i en frustreret tone.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig en frustreret kvinde, også selvom hun vidste, at det var hendes egen skyld, at det hele var så galt som det var. Men af den grund, så var det umuligt for hende, at komme af med byrden overhovedet, kun fordi at han lukkede af for hende, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en mere fast mine end det som hun gjorde før. Byrden klemte godt i hendes bryst, og det var noget som kun blev hårdere og hårdere for hende at gå rundt med, og hun kunne bare ikke gøre noget ved det af den grund! ”Stod det til dig, Giovanni, så var det helt præcist det jeg gjorde! Rende rundt hjemme, hvor du kan holde mig i snor og lade mig passe børnene!” endte hun med en fast tone. Ikke fordi at det rørte hende, for hun havde ikke noget imod at passe børnene, for de skulle jo passes, og hun elskede sin rolle som mor, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden. At han ikke ønskede at miste hende, var noget som hun selvfølgelig bare ønskede at få bekræftet, men det var der helt andre måder at gøre på, end at flippe når hun bare hentydede til Sonic, for det var uanset hendes søn, og det var noget som hun uanset hvad, ikke bare var noget som hun kunne løbe fra, men at han så skulle sætte den stopper i vejen for hende, var noget som virkelig gjorde ondt! Forundrede det nogen, at hun efterhånden følte for at give op og bare.. se hvad der skete fra dengang? Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun havde valgt at sætte sig op og med dynen trukket op over hendes bryst. Det var ikke engang fordi at hun tænkte over hendes ord, for de kom egentlig bare, uden at hun tænkte over dem, og hun havde brug for at fortælle ham dem! Hun havde ingen at lette byrden med, hun gik rundt med den dag ud og dag ind, og havde gjort det siden dengang, og hun havde det stadig direkte elendigt ved den tanke, men hun kunne intet gøre ved det! At han lagde armene om hende, var noget som selvfølgelig påvirkede hende, hvor hun bare lagde sig ind mod ham. Hun ønskede trods alt heller ikke at skændes med ham, for det vidste hun udmærket godt, at hun ikke fik det mindste ud af i den anden ende. Hans strøg over hendes ryg hjalp hende dog en anelse, men det lettede ikke hendes byrde af den grund! Hun vendte blikket ned af ham i stedet for, for hun stod fast på at hun ikke var fortjent med at skulle se ham i øjnene. Hun lukkede øjnene let og trak vejret dybt. ”Det dræber mig lige så, at du ikke stoler nok på mig til at lade mig bevise, at jeg ej ønsker at have noget med landet at gøre.. At jeg ikke gør den fejl igen, men kommer hjem til dig..” endte hun dæmpet. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun ville vove at påstå at der var nogen tillid set fra hans side af. Selv havde hun intet med hans mafia at gøre, og det var så også fint nok, selvom.. hun følte at han holdt halve af ham skjult for hende, og det var virkelig en tanke som gjorde ondt. Stolede han slet ikke nok på hende, til at lukke op for hende og lukke hende ind i hjertet igen?

[giovanni]

Måske at Giovanni havde holdt hende i Valvor Pairó siden hun var kommet hjem og havde været ham utro, men der havde han haft brug for at vide at hun elskede ham, hvor hun havde givet ham to tvillinger og kravet havde været at hun tog sig af dem, og siden havde han ikke sendt hende på nogen missioner, men det havde jo heller ikke været muligt, eftersom hun skulle passe børnene, men det var ikke det eneste han ønskede! Han ønskede ikke at tage hendes frihed! Desuden så var børnene stadig små, når de engang blev store nok til at kunne passe dem selv, så behøvede hun jo ikke at blive hjemme hele tiden! Desuden skulle hun bestemt heller ikke glemme at han faktisk havde givet hende lov til at søge ud – hvilket var et tegn på hans tillid! At hun så skulle støde på sin søn, Sonic, og tilmed komme forslået hjem, havde dog ikke været en del af hans plan! Hendes ord fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Det er på ingen måder sandt! Glem ikke at jeg gav dig lov til at søge ud igen Jacqueline! Jeg gav dig din frihed, og det var skam mit tegn på tillid, at jeg ville prøve at komme videre, ligesom jeg ville efter vores sidste skænderi!” bed han hende af, hvor han sendte hende et fast blik. Hun skulle i hvert fald ikke beskylde ham for at lyve! Hvis det stod til ham, så ville han ikke have at hun bare rendte rundt hjemme og passede børn, hvor han kunne holde hende i kort snor, stod det til ham, så ville han gøre hende lykkelig, men det var desværre ikke lige let og når han så prøvede, så mente han også at det var på sin plads at hun så det! Han havde givet hende lov til at søge ud, hvilket var det største tegn på tillid hid til! At hun nærmest udbrød sine ord i den frustrerede tone, var noget som faktisk forundrede ham, selvom det var tydeligt at det var ord der bare var fløjet ud, hvilket nok også var det som havde overrasket ham mest. Det var ikke fordi han ønskede at skændes med hende, og næsten helt instinktiv havde han trukket hende ind til sin favn, hvor han strøg hende beroligende over ryggen. Han vidste godt at han måske ikke var helt fair overfor hende, når det kom til Sonic, men han havde virkelig svært ved at skulle sende hende til Procias for det var på ingen måder noget godt minde! Og han var hunderæd for at han skulle miste hende igen, for at han ikke ville få hende at se igen. Han lyttede til hendes ord, lod hende tale uden at han afbrød hende. Han vendte let blikket mod hende, selvom hun åbenbart ikke gad se på ham. Han hævede den ene hånd og lagde den under hendes hage, for at løfte hendes blik mod ham, så han kunne se hende i øjnene. Han strøg hende blidt over kinden. ”Jeg ved godt jeg ikke har været fair angående Sonic Jacqueline, men.. alt i mig har bare alt imod at sende dig til Procias igen.” Det var ikke fordi han havde tænkt sig at lyve for hende! ”Desuden gav jeg dig lov til at tage af sted, ikke sandt. Var det ikke det du ville have?” spurgte han sandfærdigt. Efter akten havde han jo givet hende lov, selvom hun nærmest havde fejet ham af banen, fordi det ikke lige havde lydt specielt oprigtigt, men det ville det jo aldrig blive! Så hun måtte tage til takke med tonen han brugte, det var jo ham der skulle bide i det sure æble og ikke hende!