I've got something to tell you..

[giovanni]

Måske det ville være lettere at spærre Jacqueline inde, at holde hende indespærret, så hun ikke kunne komme ud og gøre oprør imod ham og deres families rygte, men i så fald, så ville han ikke gøre hende lykkelig, og han ønskede at hun skulle være lykkelig, selvom han desværre ikke var meget for at lade hende besøge Sonic, for han hadede virkelig den knægt, eller rettere sagt så hadede han det som hun havde gjort mod ham; været ham utro – og hvem kunne egentlig bebrejde ham for det? Hun havde med garanti handlet på samme måde, hvis det havde været omvendt! Han himlede let med øjnene til hendes ord, hvor han selv vendte blikket væk fra hende, da hun vendte blikket væk fra ham. ”Sikkert,” mumlede han uhørligt og ironisk, som han rystede let på hovedet af hende endnu engang. Hvis hun troede at han bare uden videre ville spærre hende inde, så tog hun i den grad fejl! At hun så direkte opfordrede ham til at slå hende igen, forundrede ham virkelig, selvom hun godt nok måtte have spist søm, hvis hun troede at han ville slå hende, for at få afreageret, for det gjorde han skam på andre måder, og det skulle i den grad ikke gå ud over hans hustru! Måske han var nådesløs, men det var han bestemt ikke overfor sin familie! – specielt ikke hans hustru! At hun besvarede hans kys, morede ham et sted, selvom det også glædede ham, hvor han holdt det så længe han kunne tillade sig, inden han roligt brød det og vendte de isblå øjne mod hende igen. Hendes faste mine, rørte ham ikke, da han næsten kunne fornemme at det havde blødt hende op, hvilket fik et morende smil over hans læber. ”Mm.. stilhed. Meget bedre,” hviskede han drillende, inden han trykkede sine læber mod hendes i endnu et kys, som denne gang var langt mere lidenskabeligt.
Nu hvor Jacqueline igen var faldet til ro, så var det naturligvis nemmere, selvom det gik Giovanni på at hun endnu engang bragte deres børn på banen, for hvis hun tog dem med sig, så ville han virkelig gå direkte amok! Så tog han virkelig efter for at slå Sonic ihjel og så var han virkelig ligeglad med hvad hun gjorde! Hun skulle bare ikke tage deres børn med til den vandal, for så blev han virkelig rasende! Og måske hans hård var utrolig hårde, men det måtte da understrege med fed skrift, at han under ingen omstændigheder gik med til det? Han sukkede i et lettere irriteret prust, hvor han bed tænderne sammen og endnu engang prøvede at berolige sig selv, for ikke at starte et nyt skænderi, for det gad han virkelig ikke! Han så stadig væk ikke på hende, da han fortsat stirrede op i loftet, skønt hans blik ikke længere var dræbende, men det var stadig irriteret. ”Jeg skal nok tage mig af dem! Det gjorde jeg trods alt også sidste gang du var i landet,” påpegede han lettere sammenbidt, hvor han trak vejret dybt, i et forsøg på at berolige sig selv. ”Desuden, hvis nogen skal vise dem andet og introducere dem for forretningerne, så burde det være mit job. Men de er endnu ganske små,” tilføjede han kortfattet, som han endelig drejede hovedet for at vende blikket mod hende, skønt hans blik bar en kulde i sig – som det normalt gjorde for alle andre.

[Deleted]

At spærre hende inde, ville da gøre det langt nemmere for Giovannis del, for så vidste han da hvor han havde Jacqueline, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes del. Hun var træt af, at hun ikke kunne gøre noget rigtigt! At han var vred på hende med henblik på det som hun havde gjort, var noget som hun sagtens kunne forstå, også fordi at hun havde reageret lidt anderledes end det som han havde gjort, i og med at han havde valgt at tage hende ind igen, så havde hun aldrig gjort det, hvis det havde været ham. Så havde hun taget børnene og taget af sted, men det var ikke noget som han havde gjort, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende bange et sted, for hun var bange for at han faktisk kunne finde på at gøre det samme overfor hende! At han direkte endte med at kysse hende, var noget som helt klart måtte komme bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde forventet sig på nogen måde, også selvom hun gengældte det alligevel. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så elskede hun ham jo og det var slet ikke noget som hun havde noget imod at vise ham, for hun ønskede jo at bekræfte det for ham! Hun vendte blikket direkte mod ham som han endte med at bryde det, også selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan, for det kunne det virkelig ikke. Hun himlede med øjnene og vendte kun kort blikket væk, inden hun så på ham igen. Han skulle jo også bare være så.. irriterende! At han kyssede hende igen og mere lidenskabeligt, var noget som hun selv måtte gengælde, for det var noget som virkelig fik hende til at slappe af!
At de ikke kunne nå til nogen enighed, var noget som direkte måtte irritere hende, også selvom hun ikke sagde noget til det. At vise børnene noget andet end deres hjem, var vel heller ikke så slemt? Jacqueline blev liggende og stirrede ned af ham i stedet for, hvor hun direkte opgav at skulle stå og glo på ham, for det var slet ikke noget som hun havde lyst til! Hun lukkede øjnene, hvor hun langsomt talte ned fra ti indvendig, også for at finde muligheden for at slappe af, for det var bestemt heller ikke særlig nemt for hende, men hun forsøgte da om ikke andet, og det var jo det som måtte være det vigtigste ikke sandt? ”Gør som du vil, Giovanni..” mumlede hun let for sig selv, også selvom hun slet ikke kiggede på ham, hvor hun blev liggende og stirrede ned af ham og over dynen i stedet for, for hun ønskede virkelig ikke flere skænderier, for dem havde de allerede fået mere end nok af – i hendes øjne om ikke andet, for det var virkelig noget som gav hende en dårlig smag i munden. ”Det var også bare et forslag,” endte hun med en dæmpet og næsten vrissende stemme. Hånden ved hans bryst, endte hun med at trække til sig og lagde den ned langs sin egen krop i stedet for. Træt var hun og det var jo heller ikke nemt at skændes. Nej, det var faktisk hårdt! Og utrolig trættende! Hun endte med at ryste på hovedet af sig selv. Et sted følte hun jo kun at hun kunne bruges mens børnene endnu var helt små, og det var en tanke som helt klart irriterede hende.

[giovanni]

Måske Giovanni vidste hvor han havde Jacqueline henne, hvis han låste hende inde, men det ville han sådan set ikke få det mindste ud af i den anden ende, for det ville da kun få hende til at hade ham, og han var virkelig ikke ude på at gøre hende ondt eller såre hende, eller få hende til at hade ham for den sags skyld, men han var usikker på om det i det hele taget var gengældt, for til tider var det som om at hun med vilje handlede som hun gjorde, for at såre ham og gøre ham ondt, såsom når han endelig viste hende tillid, lod hende tage af sted, og hun så kom forslået hjem, for det vanærede da kun ham, og så viste hun heller ikke andet at hun sked på hans tillid, hvilket han på ingen måder fandt sig i! Han havde altid været god mod hende, han havde altid behandlet hende ordentligt, måske hans krav og forventninger var store, men han vidste at hun kunne leve op til dem, desuden så ville han have bevis på at hun elskede ham, for han kunne ikke bruge tomme ord til noget, der skulle handling til, og han vidste at det også gik den anden vej. At hun himlede med øjnene og vendte blikket bort, da han havde brudt kysset, fik ham til at trække på smilebåndet, skønt han kunne regne ud at hun var irriteret, og derfor kom det også bag på ham, da hun faktisk valgte at besvare hans kys nummer to, selvom det dog også glædede ham, for så afviste hun ham da ikke helt, hvilket han også havde brug for at vide. Han elskede hende, hvilket han også gerne ville vise hende, og det var vel også derfor han valgte at give hende lov til at tage af sted, på trods han egentlig ikke var meget for det? Han satte jo altid hende før ham selv, når det kom til sidste ende.
Måske de små havde godt af at se andet end deres hjem og Valvor Pairó, men han mente nu stadig at de endnu var for små til at se mere, for.. et sted ønskede han jo heller ikke at de kom til skade. De var hans små øjesten, hans små guldklumpe, og dem ønskede han på ingen måder at miste, for de var jo trods alt hans bevis på hendes kærlighed til ham, det var også derfor hans krav havde været at hun blev hjemme og passede dem, hvilket vel heller ikke var meget at forlange, når hun faktisk havde været væk fra de andre børn i flere år, fordi hun havde været i Procias, det skulle bestemt ikke ske igen! Og hun skulle på ingen måde tage dem med sig! – et sted var han jo næsten bange for at hun så aldrig ville komme hjem til ham igen, men ville tage dem med sig og blive væk, så ville han langt hellere have børnene her, og være sikker på at hun ikke forlod dem, være sikker på, at hun kom hjem til ham igen, for han frygtede jo stadig at hun ville smutte så snart hun fik chancen, og den tanke var på ingen måder behagelig! Han vendte blikket mod sit bryst, da han tydeligt kunne mærke at varmen fra hendes hånd forsvandt. Hans blik gled videre mod hende, hvor han også lagde mærke til at hun var endt mere stiv, ligesom ham selv. Han lagde sig roligt om på siden, med fronten mod hende, og så han endte tættere på hende, hvor han løftede den ene hånd og strøg den blidt over hendes kind. ”Jeg er bange for at du tager dem med dig, og ikke kommer hjem igen.” Ordene forlod hans læber, før han egentlig havde tænkt dem ordentligt igennem, hvor han næsten blev usikker på, om det var smart at sige eller ej, men.. hvorfor skulle han dog lyve for hende?

[Deleted]

Jacqueline var efterhånden ved at være forbandet træt af, at hun ikke kunne gøre noget som helst rigtigt! Tanken om at Giovanni altid skulle blive så sur, var noget som faktisk gjorde ondt på hende selv, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det, andet end at fortsætte med at forsøge og fejle? For det var sådan at hun havde det med det hele, og det var bestemt heller ikke altid en tanke som behagede hende, for hun var efterhånden ved at være træt af det! At han så direkte havde valgt at kysse hende frem for at slå hende, var noget som direkte irriterede hende, også fordi at det slet ikke var noget som hun havde regnet med bare sådan! Hun vendte blikket direkte overrasket og ikke mindst chokeret mod ham, for hun havde jo slet ikke regnet med at han ville gøre sådan noget overfor hende, selvom det dog kun gjorde en ting klart for hende; Han ønskede ikke at såre hende, så selvfølgelig var det en tanke som hun rigtig godt kunne lide. At afvise ham helt, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, for.. hun elskede ham jo. Han var hendes ægtemand og det havde han været igennem forbandet mange år nu, og hun ønskede bestemt heller ikke at miste ham bare sådan, hvis det var noget som man ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun vendte blikket stille ned af sig i stedet for, for.. ja, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle reagere, men pointen i det store og hele, var vel at han faktisk havde formået at få hende til at falde bare en anelse til ro?
Jacqueline havde kun foreslået at tage børnene med, så de kunne se lidt mere af verdenen udenfor, for det var de vel også snart store nok til? De behøvede i den grad ikke at få at vide at Sonic måtte være deres bror, for det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om at fortælle dem. Hånden havde hun valgt at trække til sig, kun for at blive liggende ved siden af ham og egentlig bare have blikket hvilende ned mod fodenden af sengen, for hun havde ikke rigtigt andet at stirre på alligevel. Hun var kommet med flere forslag, og det var alt sammen skudt i sænk lige så snart det var blevet sagt, andet kunne hun jo heller ikke gøre! Hun blev liggende, også da han strøg hendes kind, for hun kunne ikke gøre andet end bare at bide det i sig, for.. hun var virkelig opgivende efterhånden! Hun gad ikke rigtigt mere! Hans ord, var dog noget som alligevel kom.. bag på hende? Blikket vendte hun stille mod ham endnu en gang, og med en tydeligt spørgende mine. ”Hvorfor skulle jeg tage vores børn med og aldrig komme hjem igen, Giovanni= Jeg elsker dig jo..” endte hun dæmpet, hvor det faktisk var hende som endte tydeligt.. usikker? Han betvivlede vel ikke hendes kærlighed for ham? For bare den tanke var noget som efterhånden gjorde ondt, for det brød hun sig slet ikke om på noget tidspunkt overhovedet! ”Jeg vil da altid komme hjem..” endte hun med en tydeligt dæmpet stemme, også selvom det var ord som hun helt klart måtte mene, for han var virkelig den eneste ene i hendes liv, og det ville han også altid være!

[giovanni]

At Jacqueline ikke havde regnet med at blive kysset, var noget som virkelig måtte more Giovanni, eftersom han godt kunne se på hende at hun var blevet irriteret over det, men alligevel faldt hun til ro, så hun måtte vel nærmere være irriteret over den effekt han havde på hende end noget andet? Og det var den tanke som morede ham, selvom det også glædede ham at hun ikke var så sur på ham mere, for han ønskede ikke at skændes med hende, og han vidste også godt at han kunne være stædig og rimelig snæversynet, specielt når det kom til det punkt med Sonic og generelt med deres fortid, men det var også kun fordi det virkelig var noget som havde ramt ham hårdt. Han havde elsket hende så utrolig højt, hun havde skænket ham tre vidunderlige børn, og han havde troet at hun var den perfekte person til at føre dem ind i Procias, men der havde han så taget fejl, for hun var endt med at være ham utro og svine hans familie rygte til ved at vanære dem, hvilket han på ingen måder havde fandt sig i, men alligevel havde han elsket hende så højt at han havde tilgivet hende og ladet hende blive. At hun brød kysset og vendte blikket ned af sig, fik et lille smil til at glide over hans læber, som han roligt løftede den ene hånd og lagde den blidt mod hendes kind, som han strøg ganske kærligt. ”Jeg elsker dig Jacqueline,” hviskede han kærligt, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”Du er mit et og alt,” tilføjede han i samme lave tone, selvom det lille svage smil ikke falmede det mindste. Det var kun overfor hende og de to små at han var så kærlig og blød, for ellers var han normalt en hård og fast mand der ikke blandede følelser ind i noget som helst.
Måske Giovanni ikke gad, at Jacqueline tog tvillingerne med sig til Procias, men der satte han virkelig grænsen! Han havde givet hende lov til at tage af sted, hvilket hun burde prise sig lykkelig for, men hun skulle på ingen måde presse citronen og tvære salt i såret, ved at foreslå at børnene kunne tage med, for det blev først når han var død! Hans børn skulle på ingen måder til Procias, og da slet ikke med hen til Sonic! Så ville han da først gå amok! Desuden.. så frygtede han også at hun ikke ville komme hjem igen. De andre børn var store nok til at klare sig selv, men det var de små ikke og det var jo også dem som hun passede og tog sig af, for de var jo stadig kun små børn. Han ønskede ikke at miste hende. På trods hendes ord var dæmpede, så kunne han næsten godt høre anklagen i hendes tone, hvilket fik ham til at fortryde sine ord allerede med det samme. Han trak let på den ene skulder, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes kind. ”Jeg ved du ikke er lykkelig her,” mumlede han højt nok til at hun kunne høre ham, hvor han roligt vendte blikket væk fra hende og strøg hånden ned over hendes krop – udenpå dynen. Et sted var han bange for at hun ville søge væk for at finde lykken et andet sted, og han ønskede ikke at miste hende for noget som helst i denne verden! Han ønskede at hun skulle blive her hos ham.

[Deleted]

Jacqueline havde aldrig nogensinde regnet med at blive kysset bare sådan, specielt fordi at hun direkte havde opfordret ham til at slå hende, også hvis det var noget som fik ham til at føle sig bedre til mode, så kunne han jo lige så godt bare få det overstået! Hun var træt af at hun ikke kunne gøre noget rigtigt længere, for måske hun havde været den bedste at sende til Procias i sin tid, men hvis han ikke havde gjort det, så havde de vel heller ikke haft noget problem, havde de? Hun var faktisk ked af det, og det irriterede hende virkelig at det ikke var noget som han tog hensyn til! For hun forsøgte faktisk at få enderne til at mødes, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Umiddelbart så vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere, andet end at det faktisk var.. rart at have ham ved sig, hvor han ikke blev sur på hende eller noget i den stil, så det var selvfølgelig kun noget som gjorde det hele så mange gange bedre for hendes vedkommende. Hånden mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene, også selvom det var rent og skært behag, for det var det virkelig, for hun elskede det virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg elsker også dig, Giovanni,” gengældte hun glædeligt, for det var bestemt heller ikke en løgn på nogen måde, for hun elskede jo virkelig manden som hun lå ved siden af!
At tage tvillingerne med til Procias var jo bare et forslag, så han ikke behøvede at tage fri. Det irriterede virkelig Jacqueline at han skulle reagere så kraftigt på det, for hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det uanset, og det var virkelig en tanke som irriterede hende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende alligevel. Hun blev liggende tæt ved ham, også selvom hun kunne mærke at der stadig var tanker i denne stund, som virkelig måtte plage hende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden. Hans ord var dog noget som alligevel måtte komme ganske meget bag på hende, uden at hun direkte kunne gøre noget ved det af den grund. Hun blinkede let med øjnene. Et sted så havde han.. jo faktisk ret. Delvist om ikke andet, men det var virkelig underordnet lige nu. Hun satte sig stille op, også selvom hun blev værende tæt ved ham. ”Og jeg ved at vi kan gøre noget ved det.. Hvis det er noget du vil,” endte hun dæmpet. Hun regnede selvfølgelig ikke med at det hele skulle ændre sig over natten, og det vidste hun godt, at det var noget som tog tid, kostede blod, svede og tårer, men det var slet ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun tog omkring hans hånd. ”Tror du ikke at jeg kommer hjem igen?” spurgte hun stille. Hun tog det kun som tegn til mistillid, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt, selv på hende.

[giovanni]

Det morede et sted Giovanni at Jacqueline blev så overrasket over hans kys, selvom det ikke gjorde ham noget, for hun besvarede det, hvilket var det som han havde håbet på; at få hende til at falde til ro. Det var rart at være hende så tæt, desuden så ønskede han heller ikke at skændes mere med hende, eftersom sidste gang, snart havde kostet ham deres ægteskab og det sidste han ønskede, var da at miste hende! Desuden så ville han da forsøge at acceptere det at hun ønskede et forhold til Sonic, men.. det var ikke let, når han ikke just så positivt på hendes utroskab, også fordi han et sted var bange for at det skulle ske igen. Han vidste at hun ikke var lykkelig, og et sted var han bange for at hun ville søge ud, finde en anden mand og aldrig komme tilbage igen, hvilket på ingen måder var en følelse der var rar at sidde med. At hun nød hans strøg mod hendes kind og gengældte hans ord fik et varmt smil til at glide over hans læber, hvor han strøg hånden igennem hendes smukke blonde hår. ”Du er mit et og alt Jacqueline,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Hvorfor skulle han dog også slå hende? Han elskede hende jo for pokker! Hun var hans et og alt, kvinden i hans liv, og mor til hans børn, han ønskede hverken at miste nogen af delene! Han så ikke nogen anden som mor til hans børn, han så ikke nogen anden kvinde i hans liv, han så kun hende, for hun var den eneste der faktisk levede op til hans forventninger, også selvom hun nok ikke selv så på tingene på samme måde, men hun havde jo alt det som han søgte hos en kvinde! Hvorfor skulle han dog ønske at give det bort? De havde jo begge deres fejl, for ingen var perfekte og det var de bestemt heller ikke! Desuden så var det ikke fordi han ønskede at vise mistillid til hende, men det som hun havde gjort, havde skabt en form for paranoia og frygt i ham, han var bange for at hun aldrig ville komme hjem til ham igen, hvis hun fik muligheden for at komme ud, desuden så var Procias ikke just et lykkeligt minde for ham. Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at sætte sig op, hvor han selv blev liggende i sengen, skønt han hvilede med den ene arm støttende i madrassen. Hendes ord overraskede ham et sted, selvom de også glædede ham. ”Naturligvis vil jeg gøre noget ved det Jac! Jeg ønsker dig lykkelig, det gør jeg virkelig! Det er bare svært, når så meget.. plager en,” svarede han sandfærdigt, som han roligt vendte blikket væk fra hende, hvor han blot så fraværende ind i rummet. Det eneste han ønskede var at hun skulle være lykkelig, selvom han vidste at han gjorde det svært for dem begge. Han vendte blikket mod deres hænder, da hun valgte at tage omkring hans, inden han vendte blikket op mod hende igen. ”Det håber jeg da at du gør,” endte han roligt, som han selv, valgte at sætte sig en anelse op, hvor han satte sig tæt ind til hende, uden at han slap hendes hånd. Han skænkede hendes håndryg et blidt kys. ”Jeg har ikke lyst til at miste min hustru,” tilføjede han, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han lænede sig ind mod hende og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Du burde få noget søvn skat,” endte han stille, som han klemte blidt omkring hendes hånd.

[Deleted]

Jacqueline elskede virkelig Giovanni, så selvfølgelig var dette noget som hun ønskede at vise ham! Desuden ønskede hun virkelig bare at vise ham, at hun faktisk ønskede at finde lykken her, som de havde gjort for så mange år siden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for hun kunne ikke rigtigt gøre noget rigtigt – tilsyneladende, hvilket virkelig var en tanke som var ved at irritere hende! At han kyssede hende, var bestemt ikke noget som hun direkte havde regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Alligevel kunne hun slet ikke få sig selv til at gøre andet end at gengælde og besvare det, for hun ønskede jo at mærke ham så tæt på sig, for tanken var virkelig.. fantastisk! Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for hun elskede virkelig fornemmelsen af det. Hun sendte ham et stille smil. Hun elskede at høre ham sige det, også fordi at det var ord som hun hørte så sjældent, hvilket gjorde det hele langt bedre for hendes vedkommende, så man skulle tro at det måtte være løgn! ”Du må gerne sige det noget oftere,” påpegede hun ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn for hendes vedkommende. Tvært imod, så var det en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Også fordi at det var noget som skete så sjældent, for.. hvor ofte tilbragte de egentlig tiden sammen på denne her måde?
Giovanni vidste godt at Jacqueline ikke var lykkelig, og hun løb bestemt heller ikke fra det, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af alligevel. Hvorfor lyve når han havde ret? At hun ikke var lykkelig? For det var hun ikke! Hun blev siddende, som hun vendte blikket sigende mod ham, også selvom det slet ikke var fordi at hun ville skændes med ham, for det var slet ikke noget som de ville få det mindste ud af i den anden ende. ”Jeg ved det godt. Det er du nemlig heller ikke ene om,” påpegede hun sigende. Det plagede hende at det plagede ham, selvom der nu heller ikke var noget som man kunne gøre ved det alligevel. Hun vendte blikket stille væk fra ham, som hun blev siddende med hans hånd i sin, for det føles rart. Desuden ønskede hun jo trods alt også at vise ham, at hun faktisk gad ham, for det ville hun selvfølgelig! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han satte sig op og med de ord, hvilket var noget som fik hende til svagt at trække på smilebåndet. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun tog imod hans kys. ”Du mister hende heller ikke, hvis vi kan have flere aftener, hvor vi faktisk kan snakke.. ligesom nu,” påpegede hun sigende, som hun trykkede let omkring hans hånd. Hun ønskede jo trods alt bare at vise ham, at det var noget som hun faktisk mente, for det gjorde hun jo! Hun lagde hovedet let mod hans skulder. Træt var hun, og et sted så var det vel bare et spørgsmål om tid inden børnene ville stå op? Og se til at mor og far sov sammen? ”Jeg kunne godt bruge det.. Men på en betingelse,” endte hun ganske sigende, som hun endnu en gang vendte blikket op mod ham.

[giovanni]

Giovanni var kun glad for at han faktisk kunne få Jacqueline til at falde til ro igen, for han mente at de efterhånden havde skændtes nok, sidst havde han jo været tæt på at miste hende, hvor begge var endt med at smide ringene fra sig, men det tillod han ikke denne gang! Han elskede hende og han nægtede at miste hende! Men af den grund ville han jo gerne have at hun var lykkelig, som de havde været før i tiden, inden alt ondt var blevet kastet over dem. Han elskede hende, hvilket han også gerne ville vise hende, og det var jo faktisk også det som han havde forsøgt denne aften. Han var kommet hjem og havde været i et strålende humør, selvom hun selv havde ødelagt det, og det ville han ikke tage skylden for! De kunne have haft en fantastisk aften og nat, selvom man ikke ligefrem kunne prale af at det var sket. Han trak let på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske let. ”Mm.. så må jeg jo begynde at sige det noget oftere,” svarede han med et skævt smil, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber endnu et blidt kys, skønt det blev kortvarigt. Han elskede hende, hvilket han ikke ville lægge det mindste skjul på. Han ønskede at hun skulle være lykkelig og mon ikke de kunne nå at rette op på det hele endnu? Det ville måske blive en hård kamp, men han var slet ikke i tvivl om at han ønskede at kæmpe for deres ægteskab, for efter deres sidste skænderi, hvor han havde været tæt på at miste hende, så var det gået op for ham at han ikke ønskede at miste hende, deres ægteskab og alt det de havde sammen, for.. der var ingen der kunne erstatte hende, der var ingen der ville kunne udfylde hendes plads, og hun var jo også den eneste der faktisk kunne leve op til hans forventninger som både hustru, mor og kvinde. Han svarede ikke på hendes ord, som han blot betragtede sig af deres hænder, hvor han klemte blidt omkring hendes. Han elskede hende, og han ønskede hende lykkelig, men han vidste at vejen ikke var let, eftersom der var meget som nok skulle tales om, også emner som han nok ikke var meget for at komme ind på, men man måtte jo lide lidt for at kunne nyde det i sidste ende. Han nikkede sig roligt enig i hendes ord, hvor han vendte blikket mod hende endnu engang. ”Det ved jeg godt,” svarede han blot kort for hovedet, som han sad og fumlede let med hendes fingre, hvor han sad og strøg dem og næsten masserede hendes fingre, uden at det stille smil falmede. Han var kun glad for at hun var faldet til ro, for så var det også langt mere behageligt at være i hendes selskab, som han vidste at det var gengældt, for de fik jo ikke noget ud af at sidde og råbe af hinanden, for det kostede dem jo kun smerte. Han vendte blikket mod hende, som hun lagde hovedet mod hans skulder, hvor han smilede ganske let. At hun havde en betingelse før hun ville gå i seng, forundrede ham, hvor han skød øjenbrynene overrasket i vejret. ”Og hvad er din betingelse så?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt, som han vendte blikket mod hende, da hun så op mod ham, hvor hans hoved søgte let på sned.

[Deleted]

I det store og hele, så skulle der faktisk ikke særlig meget til, før Jacqueline faldt til ro, hvor det også var Giovanni som sad med nøglen til hvordan det faktisk skulle gøres, for det var bestemt heller ikke noget som alle kunne siges at være i stand til, for det kunne de bestemt ikke! Hvis der var noget som hun var ved at være træt af, så var det at skændes, selvom hun udmærket godt vidste, at det denne gang var hendes egen skyld, men der var jo ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det nu, andet ned at sørge for, at det selvfølgelig ikke skete igen. For denne gang vidste hun udmærket godt, at hun havde krydset hans grænse, netop ved at bringe Sonic på banen på den måde, og nu hvor han havde reageret, og de havde fået snakket lidt, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det ville jeg ikke have det mindste imod.” Hendes stemme var rolig, ligesom hun følte sig i det indre, for hun var virkelig faldet til ro igen, også selvom det virkelig havde overrasket hende og ikke mindst.. skræmt hende, at han faktisk kunne finde på at slå hende! Der var dog ikke noget som man kunne gøre ved det i denne stund, for det var jo trods alt bare sådan at det var. Hun vendte blikket roligt mod ham, som hun endnu en gang følte sig.. værdig til at se på ham, hvilket kun gjorde det bedre for hendes del, for så kunne hun da i det mindste føle sig tryg og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Så længe at han kunne leve med hende og var storslået tilfreds med hende og det som hun kunne og var, så var hun bestemt heller ikke den som skulle klage, for det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang og med et stille smil på læben. At snakke var og skulle blive en større del af deres ægteskab, for det kunne heller ikke passe, at han skulle fortsætte med at bære nag! Kun fordi at de ikke snakkede tingene igennem! At de faktisk kunne være enige om ting, var noget som næsten måtte komme bag på hende, selvom det nu alligevel var noget som hun mente, for hun ønskede virkelig at de skulle finde ud af det hele, for det var også noget som hun direkte havde brug for at få bekræftet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At det overraskede ham at hun faktisk kunne stille betingelser, var noget som næsten fik hende til at grine. Hun lagde hovedet stille ind mod hans skulder, hvor hun roligt lagde sig til rette. ”At du bliver liggende og holder om mig,” endte hun med en sigende mine, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo sådan at det var, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Armen gled endnu en gang mod hans bryst, også selvom hun slet ikke slap hans hånd. Hun ønskede virkelig at vise ham, at det var ham som hun ønskede at være sammen med, og ingen andre!

[giovanni]

Det var slet ikke fordi Giovanni fandt nydelse ved at slå Jacqueline, for det gjorde ondt på ham selv, når han skadede hende. Desuden så slog han kun fra sig, når man virkelig havde overtrådt hans inderste grænser, og at true med at tage børnene fra ham eller bruge dem imod ham, det fandt han sig ikke i! At han så havde misforstået hendes ord, var jo så en anden sag, men der var ingen der skulle true med at tage hans børn fra ham, for så faldt der virkelig brænde ned! Han havde dog ikke gidet slå hende igen, for han ville bestemt ikke afreagere på hende! Hun var da langt mere værd end det! Det var jo også derfor han havde valgt at kysse hende i stedet for, hvilket også klart havde været det bedste træk fra hans side af, for det havde jo fået hende til at falde til ro, hvilket gjorde ham selv rolig og så kunne det være at de faktisk kunne gå i seng, uden at skulle skændes og ligge med ryggen til hinanden fordi de var vrede på hinanden. Han trak let på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske let. ”Godt,” endte han blidt, som han trykkede hende let ind til sig, imens han klemte blidt omkring hendes hånd. Han kunne langt bedre lide når de faktisk kunne ligge og snakke om tingene, i stedet for at råbe ad hinanden, selvom det virkelig forekom sjældent at de kunne snakke om tingene, for en af dem endte jo altid med at hidse sig op, hvilket faktisk typisk var ham, medmindre emnet foregik omkring hans arbejde, for selv ved det område, vidste han at han havde svigtet hende så mange gange. Der var alt for mange aftener, hvor han havde sagt at han ville komme hjem, hvor hun faktisk havde brugt tid i køkkenet, som en normal hustru ville gøre, men hvor han havde arbejdet over sig og hun havde måttet smide maden væk. Det var en tanke der gjorde frygtelig ondt, men denne aften havde han faktisk gjort det bedre! Han var kommet hjem til tiden, han havde puttet børnene og han havde tilmed haft en rose med til hende, som han kunne se at hun havde stillet i en vase på natbordet, samt han havde været i et strålende humør, men.. hun havde selv valgt at ødelægge øjeblikket, og derfor gad han ikke tage ansvaret for det! At hun så havde betingelser, før hun ville sove, kom en anelse bag på ham, selvom hendes kort grin, gjorde det tydeligt at det ikke var store betingelser. At han så skulle ligge og holde om hende, fik ham til at trække på smilebåndet. Han fnes kort. ”Det tror jeg godt jeg kan leve op til,” svarede han morende, som han lod armene søge omkring hende, inden han trak hende med ned i sengen igen, hvor han trak dynen over dem. At mærke hendes nøgne krop mod sin egen, var noget der efterlod ham med et behag i sit sind. Han slap dog ikke hendes hånd af den grund, eftersom han godt kunne lide, når det gik godt mellem dem. Han drejede hovedet og kyssede hende blidt på håret. ”Sov godt elskede,” hviskede han kærligt, som han selv valgte at give sig hen til søvnen, for han selv var efterhånden træt. Både det at skændes med hende og elske med hende, havde gjort ham træt og udmattet, hvor han så frem til en god nats søvn, nu hvor de igen havde redt lidt op i det hele. Der gik ikke længe før han faktisk faldt i søvn og faldt hen i sine sødeste drømme..

//Out

[Deleted]

Giovanni havde måske svigtet Jacqueline mange gange, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han havde valgt at kysse hende i stedet for at slå hende, var noget som havde slået hende helt ud af kurs, men det var skam også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for det havde faktisk fået hende til at falde mere til ro, hvor det faktisk også var noget som gjorde det muligt for hende at snakke mere om tingene. Selvom dette selvfølgelig skete sjældent, at det var en mulighed for den ene frem for den anden at den ene altid hidsede sig op, men.. nu så det ud til at gå, selvfølgelig var det noget som alligevel gjorde sit for hendes del, for det føles virkelig rart at de kunne sidde og snakke og uden at såre hinanden, for i aften havde han såret hende i bogstavelig og fysisk forstand ved at slå hende! At det hele var sket ud på en misforståelse – igen, så var det noget som selvfølgelig gjorde hende ked af det, for det havde slet ikke været hendes mening! Alt for mange gange havde han igennem tiden sagt at han kom hjem, men valgte at arbejde over, så.. ja, et sted så har deres problemer vel varet ved igennem temmelig lang tid? Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige noget til, for det var jo bare sådan at det var, for hun vidste også at en mand med hans arbejde, havde utrolig meget at skulle se til, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for dem, det var helt sikkert. Hun lod hovedet søge let på sned og uden at se væk fra ham. Nu kunne de begge slappe af. Desuden var det langt mere behageligt at slappe af, nu hvor de havde skændes, for det var virkelig også ekstremt udmattende! I det store og hele, så havde hun kun en betingelse for at give sig hen til søvnen, og det var at han skulle holde om hende. Et sted så var det også en bekræftelse for hende, at der ikke var noget knas på tråden, og at de ikke ville lægge sig med ryggen til hinanden, som de gjorde ellers når de skulle skændes, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så er det bare sådan at det måtte være. Desuden vidste hun at de mindste sagtens kunne finde på at stå op om natten for at tjekke til dem – også for at vide sig sikker på at far faktisk var hjemme. Hun smilede let, som hun lagde sig mere ind mod ham. ”Og det er jeg glad for,” endte hun sigende. Hun havde fået tilladelsen til at tage til Procias – ligesom hun ville, så var det jo bare at bevise for ham, at hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle blive der, for det havde hun bestemt heller ikke! Hånden lod hun hvile i hans, for det gav hende samtidig også en mulighed for at mærke ham tæt på, og faktisk vide, at han meget gerne ville hende, så var det selvfølgelig også noget som betød uendelig meget for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde sig ned i sengen ved siden af ham, hvor hun mere lagde sig ind mod ham, så hun virkelig kunne være ham tæt på, for det føles virkelig.. fantastisk! ”Sov godt, min kære,” endte hun med en dæmpet hvisken, som hun alligevel endte med at glide hen i søvnen, for hun var virkelig ved at være træt og udmattet efterhånden!

//Out