I've got something to tell you..

[giovanni]

At kæmpe for deres ægteskab, var noget som Giovanni var mere end villig til! Han elskede hende højere end noget andet, hun var hans et og alt, og eneste ene, hun var hans drømmekvinde, den som betød alverdens for ham og som han skulle leve resten af sit liv med, hvilket han ikke havde det mindste imod! Måske de begge blev ældre, men det havde ingen betydning for ham, for han fandt hende stadig lige så smuk som hun altid havde været! Han ønskede ikke at miste sin dyrebareste skat, og derfor var han også villig til at gøre en indsats for deres ægteskab og faktisk forandre sig til det bedre! Det var jo også derfor han virkelig havde prøvet at komme hjem til tiden, putte børnene og tilmed havde overrasket hende med rosen. Hendes ord glædede ham, hvor han sendte hende et stille og næsten helt varmt smil. ”Godt,” hviskede han sandfærdigt, som han trykkede hende let ind til sig. Så længe hun vidste og kunne se at han kæmpede og gjorde en indsats så var han tilfreds og glad! Han ønskede jo ikke at skubbe hende længere fra sig som han havde gjort, og han vidste godt at han havde været alt for god til at tage af stand til hende, skønt det til gengæld også var på grund af hendes utroskab, men det var dog ikke noget som han ønskede at tænke på længere, ikke nu hvor de endelig havde fundet ud af det! At hun så også havde en overraskelse til ham, ved at have en ny vin som han skulle smage, var noget som kom bag på ham, selvom det bestemt også gjorde ham nysgerrig! Hans yndlingsvæske var jo trods alt rødvin. At hun havde den med fra sin udflugt fra Dvasias, var dog noget som gjorde ham lettere.. skeptisk? ”Aha..” svarede han roligt og lettere eftertænksom. Det var jo ikke ligefrem fordi hendes udflugt var et godt minde for ham heller, for hun var kommet hjem med mærker i hele ansigtet! Og ikke mindst havde hun valgt at trække fortiden med sig, det var dog ikke noget som han ønskede at tænke på længere, ikke nu hvor det endelig gik så godt imellem dem. Han vendte blikket mod hende, som hun lagde hovedet mod hans skulder, hvor smilet blev bredere til hendes ord og kysset mod hans kind. Han strøg hende let over armen, nu hvor han holdt om hende, hvor han vendte blikket mod pejsen. ”Alt skal jo også være perfekt, til min perfekte hustru,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen og sendte hende et skævt smil. Han mente sine ord, for halvt havde aldrig været godt nok! Han ønskede at skænke hende det bedste, og det havde han bestemt også tænkt sig! At hun ville hen efter vinen med det samme, gjorde ham faktisk en anelse utilfreds, for nu sad de jo lige og hyggede! Hvilket han virkelig havde savnet hele dagen! Han lod hende dog gå, hvor han blot blev siddende og ventede, imens han drak resten af sin rødvin. Han blev roligt ventende tålmodigt i sofaen, hvor han næsten sad og tænkte over hvordan han kunne gøre aftenen endnu bedre, for han ville jo rigtig gerne glæde hende! Han ønskede at vise hende at han også kunne være der for hende, som han altid havde været førhen i tiden, som da de havde været yngre og ikke fået alle børn, og hvor der ikke havde været alle disse problemer, hvor han slet ikke havde kunnet holde fingrene fra hende. Han blev revet ud af sine tanker, da hun kom op igen, hvor han vendte blikket mod hende, da hun satte sig ved hans side. Han vendte blikket mod flasken, skønt han kunne se at hun havde fjernet etiketten, så det sagde ham ikke så meget. Han lod hende tage omkring hans hånd og skænke op. ”Tja.. du ved jeg er kræsen når det kommer til denne slags,” svarede han stilfærdigt, skønt han havde tænkt sig at smage af den grund! Da hun havde fået skænket op, førte han glasset til læberne, hvor han nippede ganske let til det. Han smagte let på rødvinen, tog så et lille nip igen, for at få lidt mere smag, hvor han så tænkende og vurderende ud i luften. Han strøg tungen over sine læber, inden han vendte blikket mod hende. ”Den er faktisk ret god..” erkendte han med en forundret mine, for det skete jo sjældent at han blev så positivt overrasket over en vin! ”Hvad er det for en?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

Det store skænderi havde ladet Jacqueline sidde igen med så frygtelig mange tanker, også fordi at det havde været så tæt på, at det hele var gået galt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det var noget som gjorde hende direkte ked af det at tænke på! Nu var det hele ved at blive meget bedre, så var det selvfølgelig også noget som gjorde det hele bedre, for hun kunne slappe af, velvidende om at han gjorde en indsats og det samme ville hun. Hun ville ikke sidde og mugge når han kom hjem, hvor hun jo faktisk havde siddet her og ventet på ham og det hele var til nu gået efter planen og det var noget som hun rigtig godt kunne lide! Om ikke andet, så kunne hun faktisk mærke på ham at han gjorde en indsats, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben, for hun holdt virkelig af ham og det var også noget som hun så brændende ønskede at vise ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At sidde og slappe af med ham, hygge sig lidt med et glas vin og det hele, var noget som hun elskede, også fordi at det var noget som forekom dem så frygtelig sjældent! At han var skeptisk var noget som hun godt kunne forstå, selvom det nu heller ikke var fordi at hun direkte ønskede at frembringe fortiden igen, selvom.. det vel kom med tiden? For hun havde lovet Sonic at kigge forbi, og det var altså ikke noget som hun bare kunne gøre på en enkelt dag, som Giovanni havde tilladt hende at søge ud! Nu måtte hun jo bare se hvad han sagde til det, for hun agtet at gøre det alligevel, om hun så skulle tage børnene med sig eller ej, det var noget som hun så måtte finde ud af med tiden. ”Ja,” sagde hun stille. At han direkte kaldte hende for perfekt, var noget som hun rigtig godt kunne lide, for det var noget som gjorde hende rolig, da det var en tanke som hun rigtig, rigtig godt kunne lide! ”Det er noget som jeg rigtig godt kan lide..” påpegede hun med en direkte morende stemme, for det var noget som hun rigtig godt kunne lide! Specielt fordi at han gjorde det for hende!
At bryde op for at hente vinen, var noget som hun ønskede at gøre hurtigt, mest af alt fordi at Jacqueline ikke ønskede at lade ham vente alt for længe! Etiketten havde hun bevidst valgt at fjerne, for hun var vel også bange for at han ville have for mange fordomme mod den, hvis han vidste hvilken det var? Hun vendte blikket sigende mod ham, som hun endnu en gang var kommet tilbage til stuen med flasken i hånden, så hun kunne få skænket op til ham og med det samme stille smil på læben. Hun vendte blikket mod ham. ”Det er nemlig det jeg ved. Det er derfor jeg er spændt på hvad du siger til denne her,” fortalte hun med et stille smil på læben, for hun kunne da slet ikke lade være med at blive en anelse.. spændt? At han valgte at nippe lidt til den og smage på den, var noget som fik hende til at vende blikket mod ham næsten forventningsfuldt. At han godt kunne lide den, var noget som fik hende til at smile, idet hun roligt satte sig tilbage i sofaen og med blikket mod ham. Han ville nok ikke blive særlig begejstret, men hun ville bestemt heller ikke lyve for ham. ”Carino Vol. 12, svarede hun roligt. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Det nyeste nye fra Procias’ land,” tilføjede hun roligt, som hun blev siddende. Flasken havde hun sat på bordet. I tilfælde at han ville have mere, for hun kunne faktisk selv godt lide den.

[giovanni]

Det var ikke fordi Giovanni ønskede at skændes med Jacqueline, for det havde de vidst gjort nok efterhånden. Han ville gerne prøve at gøre det bedre, han ville gerne forsøge at gøre en indsats for deres ægteskab, han ville gerne være der for hende og for deres børn, for det skyldte han jo også dem. Hendes fejl skulle ikke gå ud over børnene! Og det skulle hans egne fejl bestemt heller ikke. Skænderiet lå måske i baghovedet på ham, men det var ikke just noget som han tænkte over, for han kunne allerede mærke at det blev en god aften! Hun var i godt humør, han var nået hjem til tiden, han havde puttet børnene og han havde skam også tænkt sig at være der for sin overskønne hustru, så hvad kunne gå galt? Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske let. ”Det er netop det jeg ved,” svarede han sigende, som han hævede det ene slanke øjenbryn. Han elskede hende, hun var ham perfekt, og han ønskede kun at give hende det allerbedste, for intet andet var godt nok til hende! Alt skulle være perfekt for hende, og det skulle han nok selv sørge for! Desuden så var de nok oppe i alderen – han var jo trods alt en del år ældre end hende – men derfor var hun stadig lige så smuk som hun altid havde været. Han ønskede ikke nogen anden kvinde en Jacqueline, for når alt kom til alt, så var hun jo den eneste der kunne give ham lidt modstand, den eneste med ben i næsen, den eneste med fornuft og som faktisk kunne tænke på egen hånd, hun var én af de få kvinder der havde vundet hans respekt.
Giovanni lod hende blot hente vinen, for han ville da gerne gøre hende glad og smage på den, nu hvor hun havde den med hjemme. Han var godt nok kræsen angående vin, og han vidste at hun selv vidste det, så.. hvis hun mente at han kunne lide den, så burde han vel også kunne? Hun kendte jo hans smag utrolig godt efterhånden. Han vendte let blikket mod hende til hendes ord, skønt han ikke besvarede dem, da han i stedet for nippede til rødvinen. Han måtte erkende at han faktisk godt kunne lide den, og det sagde virkelig ikke så lidt! Den slog måske ikke hans yndlingsvin, som de ellers havde siddet og drukket, men den var faktisk utrolig god! Den kunne skam godt få en plads i vinkælderen! Han vendte blikket nysgerrigt mod hende, som han afventede svar på hvilken det var, for den var faktisk god! Han nippede let til vinen, skønt han var ved at få den galt i halsen, da hun nævnte Carino og Procias. Han endte med at sætte glasset fra sig på bordet og næsten med afsky, hvor han vendte blikket vantro mod hende. ”Hvad?!” spurgte han forfærdet, hvor han næsten håbede på at han havde hørt forkert. Han endte med at rejse sig, hvor det også pludselig slog ham. Hans mine ændrede fuldstændig mimik, hvor den i stedet for blev helt.. intetsigende. Måske han ikke så sur ud, men der var ingen tvivl om at han på ingen måder var begejstret eller glad. Han så direkte på hende. ”Du har ikke tænkt dig at lade emnet om Sonic ligge.. har du vel?” spurgte han ganske kortfattet og sigende, hvor det var tydeligt at han var ved at blive irriteret igen. Efter et skænderi så slemt, og så vovede hun at bringe det på banen?! Han endte med at knytte næverne, hvor han betragtede hende med en fast mine.

[Deleted]

Jacqueline ønskede slet ikke at børnene skulle lide under de fejl som hun selv havde gjort tilbage i tiden, selvom det selvfølgelig glædede hende at det så ud til at gå i den rigtige retning nu? Det var selvfølgelig også fordi at han var villig til at gøre et forsøg, for det var noget som selv måtte smitte af på hende, og det var en tanke som hun rigtig, rigtig godt kunne lide. Hun betragtede ham roligt. At han kaldte hende for perfekt, var ikke noget som han havde kaldt hende i mange år, og det var noget som hun rigtig, rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber, som hun vendte sig mod ham. Han formåede at gøre hende glad, og ikke mindst tilfreds, som den eneste mand som hun havde været i nærheden af. Nu hvor hun ikke havde været i nærheden af mange, så sagde det måske lidt sig selv, men hun følte virkelig, at det var her hun hørte til, og det var selvfølgelig en tanke som hun rigtig godt kunne lide. ”Du kender mig for godt,” sagde hun med en ganske stilfærdig stemme. Det var i det store og hele, faktisk en tanke som hun godt kunne lide, også fordi at han virkelig beviste for hende, at hun havde en betydning for ham, og det var noget som hun i den grad var rigtig, rigtig glad for, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn!
At præsentere ham for den vin, var måske en lidt luset måde at gøre det på, men Jacqueline ønskede også at Giovanni skulle se nogen muligheder i Procias, specielt fordi at hendes egen søn faktisk måtte bo der! Hun vendte blikket roligt mod ham og med det samme smil på læben. At han kunne lide den, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad, og derfor forundrede det hende heller ikke at han faktisk ønskede at vide hvor den kom fra, og hun havde heller ikke nogen kvaler med at fortælle ham sandheden, også selvom det var tydeligt for hende at se at han reagerede voldsomt og kraftigt på det, næsten.. med afsky mod noget som han havde fundet ud af, at han godt kunne lide! Hun lod hovedet søge let forundret på sned, for det var ikke ligefrem den reaktion som hun kunne sige sig, at have regnet med, for det var det bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Du overreagerer virkelig, Giovanni,” begyndte hun stilfærdigt, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun var ikke bange for ham eller når han var sur, selvom hun selvfølgelig håbede på at det var noget som de kunne undgå, for de havde set, hvor de var endt henne sidst, og selvfølgelig ønskede hun ikke at de skulle gøre det en gang mere! Hun rystede dog endeligt på hovedet, for hvorfor skjule det for ham? For hun var slet ikke færdig med emnet omkring Sonic. Hun vendte de mørke øjne roligt mod ham. ”Der er noget som jeg må snakke med dig om.. omkring Sonic. Jeg lovede ham at kigge forbi i Procias.. Som hans mor, ønsker jeg at vise ham, at jeg er der for ham, selvom jeg ikke forblev sammen med Vladimir,” fortalte hun roligt og ganske stilfærdigt, for løgn var det ikke, for hun ønskede på ingen måder at skulle lyve for ham. Desuden ville han buste hende med det samme hun gjorde det!

[giovanni]

Giovanni elskede Jacquelien og selvfølgelig ønskede han at kæmpe for deres ægteskab, så han ikke mistede hende, for hun var da langt mere dyrebar end alle de penge han havde, end alt hvad han ejede til sammen! Han ville give alt bort så længe han kunne have hende ved sin side! Han ønskede ikke at miste hende, han kunne ikke undvære hende, og det ville han jo gerne vise hende! Han prøvede i hvert fald så godt som han nu kunne, og han havde vel også vist at han gerne ville dette? Netop ved at komme hjem i tide til at putte børnene, som han faktisk havde lovet og så hygge sammen med hende, hvor han havde haft en lille rose med hjem, for at overraske hende, hvilket tydeligvis også havde hjulpet. Han ønskede at vise at han tænkte på hende, for det gjorde han virkelig! Hver dag han var på arbejde! Han trak let på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske sigende. ”Selvfølgelig gør jeg det. Det er trods alt min pligt,” svarede han sandfærdigt, som han trykkede hende ind til sig for at skænke hendes kind et blidt kys. Han var hendes mand, hvilket han havde været igennem.. ja, han kunne ikke huske det længere, men det var i så mange år, at han faktisk burde kende hende ud og ind, ellers ville han da være en skændsel af en ægtemand! Desuden, selvom han havde været sammen med hende i så mange år, så var han aldrig blevet træt af hende, tværtimod! Han elskede hende virkelig utrolig højt, hun var stadig lige så smuk som hun altid havde været, og så var og blev hun bare hans drømmekvinde, hvilket der aldrig var nogen som ville kunne tage fra hende!
Det at vinen Giovanni drak, var en vin som Sonic havde lavet, var noget som direkte slog ham ud, for.. det havde han virkelig ikke ventet! Hvordan kunne hun i det hele taget få sig selv til at skænke ham den knægtes vin?! Han havde næsten været tæt på bare at kaste glasset fra sig, hvor han direkte var endt med at rejse sig. Han havde taget sig let til hovedet, da han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere, der var dog ingen tvivl om at han var chokeret. Hans blik endte fast, hvor han selv blev irriteret, da hun sagde at han overreagerede. ”Overreagere?!” gentog han i en vrissen, som han knyttede hænderne fast, hvor han slet ikke fandt ro til at falde ned. Bare tanken om den knægt, var noget som gjorde ham direkte rasende! At hun virkelig havde tænkt sig at hive den samtale op lige denne aften, hvor han direkte havde gjort en indsats var virkelig luset og skuffende! Tale om at ødelægge et godt øjeblik, men så gad han bestemt heller ikke gøre mere for hende! Han bed tænderne kraftigt sammen, som hans isblå øjne hvilede direkte gennemborende på hende. ”Hvad er der at tale om? Du er alligevel ligeglad med min mening!” vrissede han fast. Løgn var det jo ikke engang, for selv hvis han sagde at han ikke gad have at hun tog af sted, så ville hun skide højt og helligt på ham og tage af sted uanset, hvilket var en tanke som gjorde ham langt mere vred! Han rystede på hovedet og fnøs kortfattet. ”Usselt af dig Jacqueline.. Men det gider jeg slet ikke snakke om!” Han vendte ryggen til hende og gik mod stuens udgang. ”Jeg går i seng!” Han forlod stuen, kun for at gå ned af gangen og mod soveværelset. Han fandt det bestemt ikke retfærdigt på nogen måde! Og så lige i aften? Hvor han faktisk havde været i godt humør? Endnu engang følte han at hun dolkede ham i ryggen, men det gad han slet ikke diskutere! Hvis hans mening ikke betød noget for hende, så kunne hun sgu skride af helvedet til!

[Deleted]

Jacqueline var i den grad opsat på at hende og Giovanni nok skulle finde ud af det hele, for hun ønskede slet ikke at miste ham for noget som helst i denne verden. Det var manden i hendes liv, og selvom deres ægteskab var arrangeret, så kunne hun faktisk godt lide at være sammen med ham, for ikke at glemme at hun virkelig ønskede at de skulle finde ud af det, og helst uden skænderier, hvis det var noget som de kunne blive fri for i den anden ende! Hun vendte blikket roligt mod ham og med det samme smil på læben. Han tænkte på hende, og hun elskede når han viste det med handling – som når han tog roser med hjem til hende, lagde armene om hende og holdt hende tæt, for det var samtidig også noget som gjorde, at hun virkelig følte sig værdsat, og det var en tanke som hun virkelig kunne lide! ”Jeg håber selvfølgelig at du gør det fordi at du har lyst og ikke bare fordi at.. det er en pligt,” påpegede hun ganske sigende og med det samme stille smil på læben. Lige nu var det bare en stund for ham og hende, selvom hun alligevel virkelig var bange for at hele denne stund ville ødelægge det hele med det som hun havde i tankerne, selvom hun selvfølgelig håbede, at de af den grund ville kunne gøre det på en ordentlig og ikke mindst voksen måde! Hun blev stående lidt i hans favn, også fordi at det virkelig føles helt og særdeles fantastisk, og det var noget som hun rigtig godt kunne lide!
At Giovanni skulle reagere så kraftigt, var slet ikke noget som Jacqueline havde regnet med. Måske at det var en meget ussel måde at gøre tingene på, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre for, for selv hun var jo nødt til at komme ind på emnet på en eller anden måde, så det at præsentere vinen, var noget som faldt hende mere.. naturligt på sin måde. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske kortfattede mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende. Hun blev siddende og med blikket hvilende på ham. At han skulle reagere var selvfølgelig ventet, men det var bestemt ikke på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han påstod at hun var ligeglad, var en tanke som direkte pisset hende af, for det var hun bestemt ikke! Hun rejste sig op og med blikket hvilende på ham. ”Ligeglad med din mening? Der er sgu da en grund til at jeg tager det op med dig!” endte hun med en kortfattet stemme, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun havde ødelagt det hele, var selvfølgelig noget som gjorde hende ked af det, for det havde slet ikke været hendes mening! At han så bare valgte at gå, var noget som direkte slog hende ud, for det var bestemt heller ikke noget som hun lige havde regnet med! Ikke bare sådan i hvert fald! Hun gik direkte efter ham, for hun var bestemt heller ikke færdig med ham endnu! ”Du kan for pokker da ikke bare gå, Giovanni! Jeg skal til Procias, om jeg så skal tage ungerne med mig, så gør jeg det!” endte hun med en mere.. desperat stemme, selvom det var ord som hun mente, for hun ønskede slet ikke at skændes med ham, men nu så det endnu en gang ud til at være uundgåeligt!

[giovanni]

Det at komme hjem og glæde både børnene og Jacqueline, var noget som stillede Giovanni tilfreds, for det viste da i det mindste at han havde gjort en indsats. Han ønskede at kæmpe for deres ægteskab, og efter deres sidste tur, så var det også kun gået op for ham at han ikke ønskede at miste hende! Hun betød alt for ham, og det var noget som han faktisk gerne ville bevise overfor hende, og han havde virkelig forsøgt denne aften! Desuden så virkede hun også tilfreds med at han var kommet hjem til at kunne putte børnene, overrasket hende med en rose og dele hans yndlingsvin med hende, men det var også en ganske særlig aften! Og den kunne vel umuligt blive ødelagt? Han trykkede hende let ind til sig, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord. ”Jacqueline.. måske vores ægteskab blev arrangeret, men jeg elsker dig ikke af pligt, jeg gør ikke ting af pligt.. jeg gør ting, fordi jeg elsker dig af hjerte,” svarede han sandfærdigt, som han løftede den ene hånd og strøg hende ganske blidt over den ene kind. Hans ord var på ingen måder en løgn, for selvom han til at starte med måske ikke havde været direkte begejstret for at skulle giftes med en tilfældig tøs, så måtte han erkende at Jacqueline havde vist sig at være hans drømmekvinde.
Giovanni havde ganske enkelt taget fejl.. aften kunne godt ødelægges, og det havde hun så smukt sørget for! At bringe den ussel knægt på banen, og gøre det ved at præsentere knægtens vin, var på ingen måder som faldt i god jord ved ham, for det var da mangel på respekt til ham! At hun så havde aftalt at mødes med knægten i Procias, gjorde ham vred, specielt fordi hun havde valgt at være ham utro, sidst hun var taget til landet! Måske Vladimir var død, men at manden havde et afkom; Sonic, gjorde det på ingen måder bedre! Han fnøs kortfattet til hendes ord, som han direkte valgte at ignorere ligesom hende, hvor han blot forlod stuen. Han gad ikke snakke om det, han gad ikke skændes, så det bedste var vel bare at gå? At hun så fulgte efter ham, irriterede ham faktisk, skønt det var hendes ord, der direkte slog ham ud af kurs. Han endte med at stoppe op, hvor hans ansigt endte helt tomt og intetsigende. Han endte med at dreje rundt på hælene og gik tilbage mod hendes, hvor han næsten satte farten op. Han bed tænderne fast sammen, greb hende i et fast tag om halsen og tvang hende op ad den nærmeste væg, hvor hans isblå øjne hvilede direkte dræbende i hendes – et tydeligt tegn til at hun havde overtrådt en grænse! ”Hvor vover du at true med at tage mine børn fra mig?!” hvislede han i en fast tone, som han hævede den ene hånd og direkte skænkede hende en syngende lussing, skønt han sørgede for at hun ikke faldt, da han stadig holdt fast om hendes hals. Det sidste hun skulle gøre, var at bruge børnene imod ham, hvilket hun burde videre bedre end noget andet! Det fandt han sig bestemt ikke i! Og hun skulle under ingen omstændigheder føre hans børn sammen med den horeunge til Sonic! Hans blik forblev direkte følelsesløst. ”Desuden bekræfter dine ord kun at du er ligeglad med min mening, for indrøm det Jacqueline.. selvom jeg sagde nej, ville du skide højt og helligt på mig, og tage af sted uanset hvad!” hvislede han fast. ”Desuden skal du bestemt ikke bede mig om at kæmpe for ægteskabet, når selv så fint ødelægger det ved at bringe ham på banen!” hvæsede han fast, som han slog hånden ind i væggen tæt ved hendes hoved, som en tydelig trussel, inden han slap hende, skønt han blev stående, næsten parat til at skænke hende endnu en lussing for hendes næste ord som hun ville fyre af!

[Deleted]

Jacqueline måtte virkelig nyde utrolig godt af Giovannis omsorg, når han endelig var hjemme, også fordi at det i den grad viste hende, at han virkelig ønskede at kæmpe for det, og det var noget som satte kampgejsten i hende som aldrig nogensinde før, så selvfølgelig var det noget som hun rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Måske at deres ægteskab havde startet ud med at være arrangeret og tvunget, men af den grund, så havde hun faktisk fundet de følelser for ham, hvilket slet ikke var noget som hun ønskede at miste på nogen måde, hvis det var noget som hun kunne blive fri for. Hun smilede let til hans ord. ”Det kan godt være, at vi startet ud som et par tvunget i et arrangeret ægteskab, min egen, men jeg føler det slet ikke sådan. Jeg elsker virkelig den mand jeg er gift med,” endte hun med et stille smil på læben, selvom hun i den grad også talte sandt, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for hun elskede virkelig den mand som hun stod sammen med for denne stund, så det var ikke noget som sagde så lidt!
At Giovanni skulle flippe på den måde, var ikke just noget som Jacqueline havde regnet med, også selvom hun vidste, at han slet ikke ønskede at snakke omkring det i Procias, men det var jo stadig noget som ville følge hende hele livet, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvilket faktisk gjorde hende ked af det. At han bare gik, så var det også tydeligt for hende, at hun virkelig havde formået at ødelægge aftenen og stemningen, hvilket var noget som gjorde hende ked af det, for det var slet ikke meningen! Han kunne da ikke bare gå, for så fik de jo heller ikke noget som helst ud af det i den anden ende! At han bare vendte om og gik mod hende, fik hende til at stoppe op, også selvom hun kunne se, at den var rivende gal! Hans greb omkring hendes hals, var noget som direkte kom bag på hende, lige så at hun mødte muren bag hende, hvor hun kraftigt endte med at stivne. Hans ord og det at han skænkede hende en lussing bagefter, var noget som fik det til at gå i sort for hende, for kun en ganske kort stund, for det gjorde faktisk ondt! Hendes kind endte fuldkommen rød af hans hånd, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. At han slog direkte ind i væggen ved siden af hende, og først der endte med at slippe hende, var noget som fik hende til at støtte sig op af væggen, for det var næsten svært for hende at holde balancen! Hun trak vejret dybt. ”Hvor vover du at tale til mig i den tone, Giovanni! Jeg nægter at lade børnene blive hjemme alene!” endte hun med en fast tone. Hun havde fået tårer i øjnene, også fordi at det gjorde ondt at blive hamret til på den måde, men at se ham så sur og vred og direkte.. sige at hun ikke ville kæmpe for det de havde, var noget som gjorde ondt, for det gjorde hun! Hun ønskede for pokker da at det hele skulle fungere, selv på trods af det som hun havde i Procias! ”Jeg er ikke ligeglad.. Var jeg ligeglad, ville jeg slet ikke tage det op med dig!” endte hun med en tydelig frustreret stemme.

[giovanni]

Giovanni elskede uden tvivl Jacqueline højere end noget andet, hun var den person han skulle leve resten af sine dage sammen med, skønt han gjorde det af hjerte og ikke fordi det var hans pligt, for ellers kunne det godt være at han havde smidt hende ud for længst – nemlig da hun havde valgt at være ham utro, men han havde dog ikke gjort af den simple grund at han elskede hende og ikke kunne undvære hende. Måske hun mange gange sårede ham, og det gjorde bestemt også ondt, og det var kun hende der kunne påvirke hans psyke så meget at hun faktisk kunne nedbryde den, som hun var den eneste der faktisk kunne, netop fordi hun var den eneste der kunne påvirke ham så meget følelsesmæssigt. Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Det er jeg glad for,” hviskede han i en sandfærdig tone, som han løftede den ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden. Så længe hun elskede ham af hjerte, så var han tilfreds, for mere ønskede han virkelig heller ikke! Selvfølgelig elskede han alle sine børn og de havde alle en ubeskrivelig stor betydning for ham, men Jacqueline ville altid være hans unikke diamant, hans eneste ene og den han skulle tilbringe resten af livet med, hvilket han også var storslået tilfreds med!
Det at Jacqueline bragte Sonic på banen, var noget som havde ødelagt den ellers fantastiske gode stemning, hvilket Giovanni på ingen måder fandt sig i! Han havde gjort alt for at gøre hende glad i aften og så sørgede hun selv for at ødelægge det ved at bringe den vandal på banen?! Det værste var dog at hun direkte truede med at tage børnene med sig, for det var noget som virkelig fik ham til at se rødt! Han slog hende normalt aldrig, han var en mand der måske havde et stort temperament, men han slog hende normalt aldrig! Det var kun når hun direkte valgte at overskride hans grænser at det slog klik for ham og han mistede alle følelser – hvilket også kun var et tydeligt tegn til at hun havde overtrådt én af hans inderste grænser, hvilket på ingen måder var godt! Hans isblå øjne hvilede dræbende på hende, hvor det kun var tydeligt at hun havde trukket den for langt. Han lagde begge hænder mod væggen i hendes hovedhøjde, hvor han lænede sig tæt ind mod hende, som om han skulle fortælle hende en hemmelighed. ”Hvis du truer én gang til med at tage børnene med dig, så dræber jeg dig..” hviskede han direkte tonløs og dog advarende, som om hun slet ikke stod overfor sin mand, men et bæst. ”Børnene bliver hos mig, og ønsker du del i deres liv, så bliver du her!” vrissede han fast. At de talte forbi hinanden var ikke noget som slog ham, da han gik ud fra at hun ville forlade ham og tage børnene med sig, men det kunne godt glemme! De var Salvoriques! De var hans børn og gad hun ikke være en del af familien, så kunne hun bare skride! At hun fik tårer i øjnene, var noget som fik ham til at blinke med øjnene, hvor han sank en klump, som han mærkede sit hjerte synke dybt i hans bryst, som om han blev blødt helt op. Han hadede at gøre hende ondt og at se hende med tårer i øjnene gjorde det på ingen måder bedre! ”Vi ved begge to at du ville tage af sted, selvom jeg sagde nej, Jacqueline, så jo du er ligeglad!” hvislede han fast. Hun kunne bare vove på at benægte det, når det præcis var sådan at det stod til!

[Deleted]

Jacqueline elskede virkelig Giovanni og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at han skulle vide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Et stille smil passerede roligt hendes læber, for det var noget som hun i den grad godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Godt,” hviskede hun roligt og med det samme smil på læben, for den tanke alene, var noget som virkelig gjorde hende glad.
At Giovanni direkte skulle slå til hende, var slet ikke noget som Jacqueline havde regnet med, for han slog hende aldrig nogensinde! Manden havde tydeligvis misforstået hendes ord, for noget af det sidste som hun kunne finde på, var at tage børnene fra ham! De havde lige så meget brug for en mor som de havde brug for en far, og det var meningen at det skulle være et fælles ansvar og arbejde, hvilket hun selvfølgelig ønskede at det skulle være i den anden ende. At hun havde trådt over en af hans inderste grænser, var slet ikke hendes mening, men hun ønskede virkelig bare muligheden for at tage det hele op med ham i stedet for at bare tage af sted, for hun var i den grad overbevist om, at det var noget som gjorde ham mere vred hvis hun bare havde gjort det! Hendes kind var malet fuldkommen rødt, selvom hun var for stædig til at vise ham det på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At høre ham direkte true hende på livet, var bestemt heller ikke noget som hun var vant til, hvilket faktisk var noget som.. skræmte hende? ”Jeg kunne aldrig finde på at tage børnene fra dig!” endte hun med en fast tone. Det var da noget af det sidste som hun kunne finde på! Hun elskede ham og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at miste ham eller noget som helst! At han direkte troede at hun ville rejse fra ham, var slet ikke hendes intention med alt dette, for det var noget af det sidste som hun ønskede! Men i situationer som dette, hvor han.. direkte gjorde hende ondt, igen begyndte at råbe og skrige af hende, så var det faktisk langt mere fristende end noget af det andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for tanken alene, var faktisk noget som gjorde hende direkte ked af det! ”H-hvad er det du snakker om?! Selvfølgelig vil jeg være en del af mine børn! Dem ALLE sammen!” endte hun med en kortfattet tone. Hun skulle kun på en visit til Procias! Det var jo ikke fordi at der var noget farligt i det! Hun endte med at bukke sig under hans arme, så hun kunne komme væk fra væggen. Hun tog sig til halsen, for det havde faktisk gjort ondt. Hun stirrede direkte på ham. At se ham så vred, var noget som faktisk gjorde ondt, selvom hun vidste, at det var hendes egen skyld. ”Jeg tager det for pokker da op med dig af en grund, Giovanni! For jeg er ikke ligeglad med dig! Du ville sikkert være mere vred, hvis jeg bare var taget af sted, har jeg ikke ret?!” vrissede hun dæmpet. Hun vendte blikket væk fra ham, idet at en tåre faldt ned af hendes kind. Det gjorde ondt, at de igen skulle stå og råbe og skrige af hinanden!

[giovanni]

Giovanni havde simpelthen mistet fatningen, da hun havde udtalt sine ord, hvor han ikke engang havde tænkt over det, da han havde grebet hende om halsen og skænket hende den lussing, for det sidste hun skulle gøre var at bruge hans børn imod ham! Han slog hende normalt aldrig, da det ikke lå til ham at blive voldelig på trods hvor sur han blev – ikke når det var Jacqueline om ikke andet, for selv han var en skidt karl, en ond mand, han levede et dobbeltliv, og det ene var som en ’god’ mand, det andet var som en mafiaboss for netop det som landet kæmpede imod. Det var dog ikke første gang at han havde slået hende, for det var ikke første gang hun havde overtrådt hans grænser, vanæret ham eller det som lignende, for sidst han havde gjort det, var da hun var kommet hjem efter sin utroskab med Vladimir i Procias. Det som dog irriterede ham mest, var at hun ikke havde tænkt sig at give slip på stedet, men løbe direkte tilbage dertil for at være sammen med sin søn! At hun ikke kunne få sig selv til at tage børnene fra ham, var noget som fik ham til at betragte hende ganske fast. Det var også først der at det slog ham, at han havde misforstået hende. Han havde troet at hun ville have efterladt ham og taget børnene med sig, for det kunne hun i den grad godt glemme! At true hende på livet.. kunne han slet ikke huske hvornår han havde gjort sidst, hvis han da i det hele taget havde gjort det før, og det var ikke engang fordi han selv havde tænkt over det, men det var bare.. fløjet direkte ud af ham. At hun ville være en del af alle hendes børn, så vidste han at hun også hentydede til Sonic, for ellers ville de jo ikke stå her i denne situation, hvor hun prøvede at overtale ham til at lade hende tage til Procias for at besøge den vandal, men det kunne hun godt glemme! ”Du respekterer mig ikke..” hvislede han i en fast tone, som hans blik forblev hvilende på hende med en direkte hård mine. ”Én af mine betingelser, var du glemte ham og skænkede mig et nyt barn.. eller har du måske glemt det?” spurgte han videre, hvor han nærmest spyttede ordene ud af væmmelse og foragt til fortiden og det hun havde gjort. Som hun bukkede sig og smuttede under hans arm, for at fjerne sig, så fulgte han hende blot med blikket. Et sted gjorde det ondt at de skulle stå i denne situation, at han skulle slå hende, at han skulle true hende på livet, som havde hun været én af hans fjender, for det var jo ikke tilfældet. Han greb fat omkring hendes arm, hvor han trak hende helt ind i sin favn, kun for at slå armene omkring hende og knuge hende tæt ind til sig. Hans blik hvilede mod gangen bag hende. ”Hvis du var taget af sted uden at informere mig, så ved du at jeg var taget efter dig, og havde slået knægten ihjel foran dig,” hviskede han tonløst, som han roligt trak hovedet tilbage for at vende blikket iskoldt mod hende. Selv i hjemmet havde han to identiteter; den kærlige mand hun normalt stødte på, fordi hun var den eneste der så den mere blide side af ham, og ellers den kontante, hårde og kyniske mand, som han kunne finde på at være over for de ældre børn, når de ikke makkede ret – og det var ganske sjældent at hun fik denne side at se af ham.

[Deleted]

Jacqueline havde aldrig været ude for at Giovanni direkte havde slået til hende, hvilket nok var det som måtte komme mest bag på hende, for det ønskede hun slet ikke! Hun havde selvfølgelig håbet at de kunne snakke om det, uden at skulle råbe og skrige af hinanden, for det fik de intet ud af! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme forfærdede mine. Det sved i den grad i hendes kind, det var rødt og irriteret, for han slog altså hårdt når han var vred! At tage børnene fra ham, var slet ikke noget som hun havde været ude på, på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At ødelægge familien, var slet ikke noget som hun ønskede sig! At stå klynget op af væggen og med ham som spærrede alle udveje for hende, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om, men hun kunne intet stille op mod ham og det vidste hun udmærket godt. ”Jeg gav dig to dejlige børn, Giovanni.. Børn som jeg har fostret mere eller mindre alene,” endte hun med en ganske kortfattet mine, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde. Hun knyttede næverne ganske let. At han ikke ville lade hende tage af sted, var noget som hun allerede nu havde bidt sig mærke i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende, for hun havde skænket knægten et løfte, og det var noget som hun i den grad også agtet at leve op til, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Det var for pokker en enkelt tur til landet, så ville hun komme hjem igen. det var vel heller ikke fordi at det var verdenens undergang, var det?
At trække sig væk fra Giovanni, var noget som gav Jacqueline et pusterum, som hun følte var direkte nødvendigt lige nu. Hun blev stående med armene over kors og med blikket direkte vendt i retningen af ham, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som bifaldt hende. At han gik mod hende igen, fik hende til at bakke, hvor hun næsten endte med at stå fuldkommen stiv til stedet, da han lagde armene om hende, for det var slet ikke en tanke som hun brød sig om, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn! Hun vendte blikket direkte mod ham. At han ville være taget efter hende, for at slå knægten ihjel, forundrede hende nu ikke, for hun kendte til hans liv, hun vidste at han ikke bare var den kærlige mand som hun var så heldig at se hjemme, selvom man ikke ligefrem kunne sige at det var hvad hun måtte se her til aften. ”Slå Sonic ihjel, og jeg kan love dig for at skilsmissepapirene ligger på dit skrivebord, Giovanni,” endte hun med en fast tone. Det var noget som hun faktisk kunne love ham! Hun satte hænderne mod hans bryst, mest af alt for at komme ud af omfavnelsen, for han skulle ikke have lov til at gøre det igen som han gjorde sidst! Hun stirrede direkte skræmt på ham. Hånden hævede hun til sit kind so hun strøg ganske let, for det gjorde faktisk ondt. ”Jeg ville nævne det for dig, Giovanni.. Kun fordi at jeg lovede Sonic at aflægge ham en visit.. en enkel og kort visit..” endte hun kortfattet.

[giovanni]

Der var normalt ingen der overlevede at overtræde bare én af Giovannis grænser, foruden Jacqueline, gjorde børnene det, så fik det bestemt også med ham at bestille! Måske han ikke slog dem ihjel, men han kunne selv få dem til at tigge og bede om at slå dem ihjel på stedet, hvis han først gik i gang! Ikke fordi han nød at gøre skade på sine børn, men hvis de ikke adlød ham, så fik de i den grad med ham at bestille, for de skulle på ingen måde vanære hans familie! Han tolererede dog på ingen måder at nogen som helst overskred hans inderste grænser, og der var Jacqueline på ingen måder et tilfælde, så der måtte han erkende at hun havde fortjent den lussing! For der var grænser for hvad han fandt sig i! Hun havde ødelagt hele aftenen! Han betragtede hende ganske kortfattet. ”Skal jeg minde dig om, at jeg tog mig af vores børn alene, i alle de år du tilbragte i Procias? Imens du var mig utro, vanærede ikke kun mig, men også vores børn, sank så dybt, ved at gå i seng med en charlatan, der resulterede i en vandal?” spurgte han ganske kortfattet, hvor han på ingen måde lagde skjul på den nedladende tone, hvor man også tydeligt kunne høre at det stadig nagede ham. Bare tanken om det fik vreden til at blusse op i ham igen, for det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Og alligevel havde han ladet hende blive, han havde tilmed holdt det hemmeligt for resten af familien! Det var ikke fordi han direkte stoppede hende i at trække sig væk, for han vidste godt at han selv havde gjort hende ondt og at hun vel var.. skræmt? Chokeret? Og det gjorde faktisk frygtelig ondt, for den sidste han ønskede skulle frygte ham, var hans egen hustru! Hun var den eneste han stolede fuldt og optimalt på, hvilket han altid havde gjort og altid ville gøre. Hvis hun var taget af sted uden at informere ham, så havde hun ganske vidst ret i at han var blevet langt mere vred, for så var han virkelig blevet rasende og så havde han straks taget af sted, for at flå både Sonic og ikke mindst hende levende. Det som dog gjorde mest ondt, var at hun direkte valgte at sætte den snotunge før ham, for det fandt han sig ikke i på nogen måde! Han slap hende roligt, da hun gjorde tegn til at ville ud af hans favn, ved at sætte hænderne mod hans bryst, hvor han lod dem glide ned langs hans side i stedet for. ”Sætter du virkelig den snotunge, som du ikke har haft en skid relation til, før mig din ægtemand, som har været dig tro i alle år?!” spurgte han vredt, hvor han tog et faretruende skridt mod hende igen, hvor hans øjne lynede som aldrig før. Hvis hun sagde det forkerte, så ville han simpelthen skænke hende endnu en lussing for ikke at respektere ham og så ville han tage alt fra hende og kyle hende på gaden! Hendes skræmte blik, fik ham til at se væk fra hende, hvor han i stedet for så ind i væggen, som var den mere interessant. Han sukkede let og vendte blikket mod gulvet mellem dem. ”Og hvad ville du sige til vores børn? Hvis du tager af sted, så vil jeg ikke lyve for dem, så fortæller jeg dem hvad du har gjort mod mig og mod dem!” svarede han iskoldt. Så gad han slet ikke lyve for dem et eneste sekund længere!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jacqueline ønskede at vanære familien, for hun havde virkelig forsøgt at gøre det godt igen, selvom situationer som dette, gjorde det tydeligt for hende, at det bestemt heller ikke var nemt for hende at gøre op for det, for han havde jo.. aldrig tilgivet! Og den tanke var virkelig noget som gjorde forbandet ondt for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Hun vidste godt at han havde taget ungerne i den tid hun havde været i Procias, for det var slet ikke fordi at hun ønskede at kaste rundt med skyld, for hun var bestemt ikke uskyldig, så det behøvede han slet ikke at vise hende på nogen måde! ”Jeg ved godt, at jeg har gjort en fejl, okay Giovanni? Uanset hvad, så er det ikke bare en fejl som jeg kan vende ryggen til! For pokker, jeg er stadig knægtens mor!” endte hun med en direkte frustreret stemme, for det var noget som gjorde ondt for hende at tænke på. Som enhver anden mor, kunne hun ikke anse sine børn som en fejl, og det var noget som bare måtte forblive sådan, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det sådan at det var! Hun ønskede slet ikke at være bange for ham, men når han slog hende på den måde, var noget som hun slet ikke havde regnet med, for det var noget som gjorde direkte ondt på hende, for det var noget som slog hende kraftigt ind, for det gjorde forbandet ondt! At han slap hende, da hun direkte gjorde tegn til det, var selvfølgelig noget som gjorde det hele lidt nemmere for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bakkede dog kraftigt væk, som han endnu en gang gik hurtigt mod hende, for hun var.. faktisk bange for ham? Ikke fordi at det var noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, for det var jo bare sådan at det var! Hun bed sig let i læben og uden at tage blikket fra ham. At han truet med at nævne det hele for børnene, var noget som efterlod hende med en knude i brystet, for det var en tanke som gjorde hende direkte usikker, og ikke en tanke som hun brød sig om, men.. de skulle vel vide det før eller siden? At mor heller ikke var så perfekt som hun fremstod? De var jo ikke dumme! De vidste jo at mor og far havde problemer! ”Uanset hvad, så er han stadig min søn, Giovanni! Jeg bærer et ansvar for ham, som jeg kastet bort for DIG for mange år siden! Han er voksen nu, og jeg ved det godt! Men selv en voksen mand har brug for sin mor!” endte hun med en dæmpet vrissende stemme, for det var virkelig noget som i den grad også måtte frustrere hende som intet andet overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det ville slet ikke forundre hende, hvis han ville skænke hende endnu en lussing, hvis han fandt en grund til det, hvilket selvfølgelig var noget som direkte måtte skræmme hende mere! Hun vendte sig direkte mod ham. ”Så fortæl dem det Giovanni! Jeg er ikke perfekt, og så må de jo vide det! At jeg gjorde en fatal fejl, som jeg ikke bare kan vende ryggen til!” endte hun med en fast tone. Hun havde fortalt ham det, selvom hans reaktion mere eller mindre var som ventet, dog alligevel langt mere.. alvorlig end hun lige havde forventet sig, men selv hun kunne jo tage fejl.

[giovanni]

Giovanni var skuffet over at Jacqueline havde valgt at bringe den sag frem lige denne aften, for det kunne hun på ingen måder være bekendt! Han havde gjort alt for at nå hjem i tide til både hende og børnene, og det var hun skide ligeglad med ved at bringe den vandal på banen, hvilket virkelig gjorde ham vred! Det fandt han sig ikke i på nogen måde! Han kunne finde mange grunde til at den lussing var fortjent, for det var den i den grad! Der var grænser for hvad han fandt sig i, og han slog hende ganske sjældent, for det skete kun når hun virkelig pissede ham af og direkte valgte at træde på ham. Han havde ikke gjort en skid galt! Han havde ventet herhjemme alene med børnene og samtidig arbejdet, hvor han havde været hende tro, imens hun havde skænket sine kærtegn, kys og bekræftelse til en anden mand, hvilket han aldrig ville tilgive hende for! Han havde ikke engang gidet tage hævn, ved at opsøge en tilfældig kvinde og få hendes bekræftelse, for det fik han ikke en skid ud af i den anden ende alligevel! I stedet for havde han ladet Jacqueline blive hjemme, hvilket hun burde prise sig lykkelig for, for han kunne tage alt fra hende, og lade hende leve som en gadetøs! Gå fra den højeste status til den laveste i samfundet! ”Jeg er ligeglad!” hvæsede han sammenbidt, som hans isblå øjne var direkte gennemborende. Hun havde ødelagt alt! Hvilket han hadede hende for! Hun krævede at han kæmpede for deres ægteskab, men hvor pokker var hendes kampgejst? Hun lod ham bare i stikken, satte en sølle snotunge foran ham, hvilket han slet ikke fandt sig i! Hans blik forblev gennemborende og indtrængende, selv da hun valgte at bakke væk fra ham, hvilket også kun var det bedste, for ellers havde han sikkert skænket hende endnu en lussing. En lussing var faktisk mildt i forhold til det som han var i stand til, for han kunne plante en så intens smerte i hendes sind at hun tiggede og bad ham om at dræbe hende! Selvom det selvfølgelig aldrig kunne falde ham ind, han elskede hende trods alt, og han kunne ikke undvære hende, men af den grund frustrerede det ham alligevel at hun skulle være sådan! Børnene vidste godt at de havde problemer, det havde de vel vidst for flere år? De måtte vel også høre dem, sådanne aftener, som denne, hvor de råbte og skreg af hinanden? Hans søster var faktisk den eneste der havde kommenteret det, alle andre holdt det for sig selv, men selv hans søster var holdt op med at kommentere det, da han altid gav hende samme svar: det var ligegyldigt, eller; det gider jeg ikke snakke om, selvom han vel et sted burde snakke med nogen om det, så han ikke brændt inde med så mange aggressioner og frustrationer? Men han var en mentaldæmon, det lå ikke til ham at bryde sammen psykisk! Det nægtede han! Og alligevel var det det som Jacqueline formåede hver gang. ”Årh hold op! Knægten har levet uden sin mor i alle sine år! Børn flyver fra reden, og jeg ved at han ikke har brug for en pylrende mor! Som du selv sagde; manden er voksen! Se at kom over det! Du valgte selv at forlade ham!” vrissede han fast. At hun så skulle fortsætte med at køre rundt i det, var noget som virkelig gjorde ham irriteret og ikke mindst frustreret! Han gik roligt mod hende, hvor det næsten kunne virke faretruende. Han var forberedt på at hun bakkede, men han fortsatte blot frem mod hende. Han tog fat omkring hendes skuldre og skubbede hende op ad døren ind til deres soveværelse, skønt det hverken var voldsomt eller brutalt denne gang, han nærmest.. førte hende op ad døren. Han lagde begge hænder mod hendes kinder, hvor han så hende direkte i blikket. ”Hvorfor skal du pine mig ved at bringe fortiden op..?” spurgte han i en hviskende, lavmælt og frustrerende tone.