I've got something to tell you..

[Deleted]

Det var ved at være aften. En ganske smuk en af slagsen ifølge Jacqueline selv, selvom det nu heller ikke var noget nyt. Børnene var lige lagt i seng, selvom de lå og ventede på at far kom hjem, så han kunne sige godnat. Efter det store og massive skænderi, for ikke mere end et par dage siden, så håbede hun virkelig at piben fik en ganske anden lyd og at han ville være mere hjemme, for hun håbede virkelig at de ville få det hele til at fungere! Specielt når de den ene aften havde været så skræmmende tætte på at skulle ende det hele, hvilket var en tanke som hun helt klart måtte finde direkte skræmmende, for hun kunne slet ikke have den tanke overhovedet! Et stille smil passerede hendes læber. Hun følte sig endnu en gang som var hun hjemme, og det føles virkelig skønt! Med ringen tilbage på sin finger, med sin titel som Giovannis hustru, også selvom hun vidste at han havde travlt med arbejde, så havde han her til morgen, lovet hende at han ville være hjemme tidsnok til at lægge børnene i seng. Selvom hun ikke regnede med at han ville ramme klokkeslettet slavisk, men så længe at han ville nå det inden børnene lagde sig helt til ro, så var hun bestemt heller ikke den som skulle klage! Tvært imod!
Stuen var varmet op af den flotte pejs som stod midt og centralt i stuen. Selv nød hun godt af varmen, for der var virkelig behageligt! Tungen strøg hun let over hendes læber, som hun blev siddende med et stille smil. I aften havde hun droppet at stå i køkkenet, men mon ikke at det kunne komme igen med tiden? Hun var træt. Endnu en gang havde ungerne kørt hende fuldkommen træt, men hun havde stadig den ene ting som hun var nødt til at snakke med Giovanni om, selvom hun vidste at det med største sandsynlighed ikke ville falde i god jord, men hun ville hellere snakke med ham om det, i stedet for bare at gøre det, for han ville flippe på hende, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig! Hånden strøg hun igennem det lange og lyse hår, idet hun slap et suk. Hun havde øvet på talen mere eller mindre hele dagen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, men hun var nødt til at vide hvad hun skulle sige, også for at affeje et nyt raserianfald, for dem ønskede hun bestemt heller ikke flere af, men af den grund, så ønskede hun jo faktisk et forhold til hendes søn, uanset hvor meget han ville være for det eller ikke, for.. hvem ved? Måske at det kunne vise sig at blive en god ting senere hen? Det var noget som hun faktisk måtte håbe på, men nu måtte man jo så se. Hun ventede i den grad ganske tålmodigt på at han ville komme hjem. Hun vendte blikket mod det store vindue, hvor hun kunne se den smukke og stjerneklare himmel oppe i det høje. Himlen var helt sort bagved, så hun regnede skam også med at ungerne meget snart ville falde i søvn, selvom det klart ville være en skam, hvis det var noget som Giovanni skulle misse, fordi at han kom sent hjem. Hun håbede virkelig bare, at de kunne få det hele til at fungere nu!

[giovanni]

Efter det kaotiske og massive skænderi, var Giovanni faktisk kommet i bedre humør, det var som om han ikke tog tingene forgivet, men derimod var begyndt at værdsætte dem lidt mere, specielt hans familie. De sidste par dage havde han ikke været for god til at komme tidligt hjem, men det var altså også svært at forandre sig fra en dag til en anden! Jacqueline havde dog påpeget det for ham, og han havde lovet at han ville komme hjem tidsnok til at sige godnat til børnene, skønt han var bange for at tiden var ved at løbe fra ham. Han var dog på vej hjem, velvidende om at det var her omkring at børnene skulle puttes i seng, skønt han næsten var bange for at han ikke ville nå hjem. Han var på vej, sad i hestevognen, der altid fragtede ham fra centret af Valvor Pairó til hans palæ, der lå lidt udenfor i de mange omgivelser af marker, enge og skove. Han hæv sit lille lommeur op ad lommen, kun for at se hvad klokken var, hvor han var bange for at børnene allerede sov. Han så lettere håbefuldt ud af det lille vindue i hestevognen, hvor hans blik faldt til de klare stjerner. Han ville gerne gøre et godt forsøg, selvom han var bange for at der alligevel ville gå lang tid før han ville komme tilbage til det gamle mønster igen. Han vendte blikket mod den enkelte rose han havde købt i sin hånd, utrolig flot mørkerød og flot udsprunget, klart et pragteksemplar på en rose! Da hestevognen stoppede, så han frem for sig, inden han så døren blive åbnet og kusken holde døren for ham. Var de allerede fremme? ”Vi er fremme Señor,” svarede kusken med den tydelige sydlandske accent, hvor Giovanni nikkede ganske let, inden han roligt trådte ud af vognen. Han fiskede en pengepose frem fra lommen, inden han gav kusken en anelse mere end hvad han plejede, et tydeligt tegn til at han var i godt humør, hvor kusken så lettere overrasket på ham, skønt han takkede og kørte af sted igen. Giovannis blik faldt på den store port, der holdt uvedkommende ude fra hans palæs ejendom. Han fik roligt låst den store port op, inden han igen låste den, kun for at haste en anelse op ad den lange indkørsel, med en flot og frodig græsplæne på hver side. Han endte næsten med at løbe det sidste stykke op til hoveddøren, hvor den blev åbnet af en ung tjenestepige. ”Godaften Señor,” hilste hun med en ydmyg stemme og den samme sydlandske accent som kusken. Han nikkede roligt mod tjenestepigen. ”Godaften Judith,” hilste han igen og sendte hende et lettere muntert smil. Han lod hende tage hans jakke af, så han stod i en flot hvid skjorte, inden han fik skubbet sine sko af. Pigen kunne ikke lade vær med at se på den flotte rose han holdt i hånden. ”Er den til Fruen, Señor?” spurgte hun lettere forlegen, da hun altid havde fået at vide af de ældre tjenestefolk, at de ikke skulle belemre herren og resten af familien med dumme spørgsmål. Denne aften var Giovanni dog ligeglad, for han var faktisk i et godt humør, desuden var hun ung og forholdsvis ny, så hun skulle lige ind i vanerne først. Han nikkede roligt. ”Det er den..” Han så sig let omkring, ”og.. hvor er hun?” Han vendte blikket mod Judith igen, hvor han selv ville skyde på at hun sad i stuen, medmindre hun var inde ved børnene. ”Fruen er oppe i stuen Señor.. fruen har lige puttet børnene, Señor” svarede hun roligt, som hun vendte blikket ned, for at vise sin ydmyghed og underlagde sig ham. Han sendte hende et skævt smil. ”Udmærket, tak for det Judith,” svarede han roligt, som han gav den unge pige et klem på skulderen, inden han smuttede op ad trappen, hvor hans blik faldt på Jacquelines skikkelse, der sad i sofaen. Han listede roligt om bag hende, inden han stak rosen ned foran hende. Han lagde hænderne mod hendes skuldre som han masserede ganske let – som han altid gjorde, når han fandt hende her. ”Godaften min elskede..” hilste han stilfærdigt, inden han lænede sig ned og skænkede hendes kind et blidt kys, ”er børnene lagt i seng?”

[Deleted]

Det hele var blevet langt nemmere efter deres skænderi, selvom det havde været hårdt nok. Jacqueline så mere lyst på tingene, også nu hvor de havde fået det hele ud, så selvfølgelig var det noget som betød forbandet meget for hende i den anden ende, også selvom det havde været hårdt nok. Det havde virkelig kostet blod, svede og en hel masse tårer denne gang, men.. de gik vel en lys fremtid i møde denne gang? Om ikke andet, så var det noget som hun håbede på, for hun ønskede virkelig ikke, at de skulle helt derud igen, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Ungerne var lagt i seng, selvom de tydeligt ville holde sig vågen og kæmpe med det frem til far ville komme hjem, hvor hun selvfølgelig ville håbe at han ville nå det til tiden! Hun sad egentlig bare og ventede – ventede på at høre hesten nede for porten og vide at han ville komme hjem. Hun håbede virkelig på at han ville være hjemme i aften. Selv var hun træt, men ikke nær så træt som hun ellers ville have været det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set i hendes øjne. Her var varmt, her var stille og her var så fredeligt, nu hvor børnene var lagt i seng, så var det virkelig at nyde stilheden mens hun kunne! Hun kunne høre hesten vrinske nede for porten, hvor hun direkte vendte blikket ud af vinduet endnu en gang, og ganske rigtigt, der stod vognen. Et stille smil bredte sig på hendes læber, for hun kunne ikke gøre andet end at nyde det! Han gjorde et forsøg, og hun ønskede i den grad også at vise ham at det betalte sig, for selv hendes humør var betydeligt bedre, end det som det ellers ville have været, så selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig meget for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
At han endte med at stå bag hende i stuen, var noget som hun kunne fornemme, selvom hun endte tydeligt overrasket, da han rakte den smukkeste rose foran hende, som hun nogensinde havde set! Hun blinkede ganske let, som hun roligt tog imod den. ”Den.. den er virkelig yndig, Giovanni..” Hun vendte blikket op mod ham, selvom hun alligevel faldt godt til ro, som han tog omkring hendes skuldre. Øjnene lukkede hun ganske roligt og med et stille smil. Han virkede i den grad også til at være i et utrolig godt humør i dag, så selvfølgelig var det også noget som smittet af på hende selv, for det gjorde det i allerhøjeste grad! Hun lagde hovedet tilbage mod ryglænet af sofaen, som han kyssede hendes kind. Hun nikkede med et stille smil. ”Det er ikke længe siden, men ja. De kæmper for at holde sig vågne, så far kan komme og putte dem. Jeg gør det åbenbart ikke rigtigt mere,” påpegede hun med en næsten morende stemme. Det var ikke engang fordi at det gjorde hende noget, for så var det jo tydeligt at ungerne klart havde nydt at have far for sig selv og have ham hjemme, for det var noget som skete så sjældent. Hun lod hænderne vandre over rosens tornede stilk, selvom hun dog ikke stak sig af den grund. Hun var ekstrem hårdfør og ikke en som klynkede eller noget som helst! ”Jeg skal have den i vand. Det ville være synd, at den skulle visne,” endte hun med et stille smil på læben. Hun elskede når han overraskede hende på den her måde.

[giovanni]

Giovanni var næsten bange for at børnene allerede sov, hvilket ville være typisk, specielt nu hvor han endelig prøvede, men nu hvor han faktisk også var så tidligt hjemme, så var det vel tydeligt at han havde ment sine ord om at kæmpe for ægteskabet? Det var i hvert fald hvad han gerne ville prøve at vise hende! Han var i et utrolig godt humør til aften, specielt fordi han stadig havde hende hos sig ved sin side. Han ville ikke svigte hende denne gang! Han ville virkelig gøre et forsøg på gøre hende lykkelig og stille hende tilfreds ved at komme tidligt hjem og være mere sammen med hende og de to små. Det var virkelig et mål som han havde sat sig! At se hende sidde i stuen forundrede ham egentlig ikke, for her sad hun jo for det meste. Han trak let på smilebåndet, som hun tog imod rosen og så med de ord. ”Det glæder mig.. jeg valgte den specielt til dig,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, inden han rettede sig op igen og fortsatte med at massere hende. Han kunne godt mærke at hun var en anelse anspændt, men det forundrede ham ikke, for han havde jo selv passet børnene for et par dage siden og han havde selv mærket hvor udkørt han var blevet, så at hun selv var træt forundrede ham nu ikke, for de var virkelig to små krudtugler! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han kluklo ganske let. ”Jamen dog.. så må jeg vidst hellere se til dem,” svarede han morende, imens han førte fingrene over hendes nakke i masserende bevægelser. Det forundrede ham ikke at de holdt sig oppe, selvom han også hellere end gerne ville se til dem og passe dem. Han vendte blikket mod hendes hånd, da hun valgte at lade fingrene glide over den tornede stilk, hvor han trak skævt på den ene mundvig. Han stoppede roligt sin massage, inden han strøg hende blidt over skuldrene og videre ned over armene, idet han lænede sig ned og trykkede hende tilbage og ind mod sig. Han lod en hånd søge mod hendes hage, så han kunne vende hendes blik mod sig, inden han skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys. Han sukkede let, inden han brød det, hvor det muntre smil forblev på hans læber. ”Udmærket. Mens du gør det, så kan jeg se til børnene,” svarede han stilfærdigt, som han rettede sig op igen. Og når han så havde set til børnene, så kunne han nyde den sidste stund sammen med Jacqueline.. det lød perfekt i hans ører! Han drejede roligt rundt på hælene, inden han gik ud af stuen og hen langs gangen, inden han stoppede op ved tvillingernes værelse. Han bankede forsigtigt på – af ren vane – inden han forsigtigt fik døren åbnet. De to små råbte i kor på ham, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han trådte roligt ind i værelset, hvor hans blik faldt på den lille petroleums lampe som var tændt. ”Hej unger,” svarede han roligt, som han gik hen til køjesengen. Han var næsten mest bange for at de ikke ville kunne sove igen, når han først havde puttet dem! Men mon de ikke var trætte nok til at falde i søvn? Det kom nok lidt an på om Jacqueline havde kørt dem træt i løbet af dagen eller ej. Han startede roligt ved Sophia som lå øverst, hvor han gav kram og kys.

[Deleted]

Jacqueline kunne udmærket godt mærke og se, at Giovanni virkelig forsøgte, også fordi at han faktisk kom hjem så tidligt, hvilket var noget som gjorde hende glad! Hun kunne faktisk sige til børnene nu, at det kunne være far var hjemme når de skulle i seng, og måske endda til aftensmadstid! Det var ikke ofte at de ældste var hjemme, men det var nu heller ikke noget som forundrede hende, de var jo trods alt ved at blive store og ikke nær så afhængig af deres forældre som de to små var. De havde i den grad været livlige og i den grad også forbandet aktive, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun kunne rigtig godt lide tanken om at de begge forsøgte og nu med den fornyede energi, for det var noget som gjorde det hele langt mere specielt. Børnene havde brug for deres forældre, og at de skulle stå som et stærkt par, og det var noget som hun agtet! Efter det forrige skænderi, så var hun helt klart mere opmærksom på det, end det som hun havde været til nu, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Nu var han hjemme, hvilket var noget som gjorde det hele langt mere interessant for hendes del, for de havde faktisk tid i aften, og det var også en tid som hun ville udnytte! Rosen lod hun hvile i sin hånd, for den var virkelig gudeskøn! ”Den er virkelig yndig..” Hun vidste slet ikke hvordan hun ellers skulle beskrive den, for det var da den flotteste rose i hele Peula som han havde fundet til hende, for den var virkelig smuk! Hun elskede virkelig når han gjorde sådan, for det føles virkelig, virkelig rart når han kom hjem med disse overraskelser til hende. Hans massage af hendes nakke og skuldre, var noget som hun rigtig godt kunne lide, for det føles godt. Hun sendte ham et stille smil, som han lod hænderne glide over hendes arme, hvor hun lod sig mere end glædeligt trykkes helt tæt ind til ham og besvarede glædeligt hans kys. Det var jo længe siden sidst! Det var jo da de var stået op tidligt til morgen! ”Det lyder som en god idé,” sagde hun roligt og med det samme stille smil på læben. Hun valgte roligt at rejse sig, som han gik ned for at putte de små. Hun nød faktisk selv at se ham i rollen som en far, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte, men det var noget som skete nu, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende. Hun gik roligt tilbage mod soveværelset, hvor hun havde en lille vase til at stå i vinduet.. Hun tog den roligt til sig, lod rosen ganske roligt glide på plads og satte vasen tilbage igen. Giovanni ville komme når han havde puttet ungerne – det håbede hun om ikke andet, for hun var nødt til at snakke med ham omkring den fremtidige tur til Procias som hun var i gang med at planlægge. At høre ungerne direkte råbe efter deres far, fik hende kun til at smile, for det var tydeligt, at de bestemt ikke var faldet i søvn endnu! Hun smilede let og tog vasen og satte den på sengebordet, mest af alt, for at finde den mest perfekte placering til den, for den skulle stå hvor hun kunne se på den, og holde den ved lige helst så længe, at det var hende menneskelig muligt! Hun nikkede ganske bestemt til at lade den stå på sengebordet, idet hun roligt gled ned på sengen og satte sig. Hun var anspændt, hun var træt, men ikke træt nok til at snakke med ham. Hun håbede egentlig bare, at de kunne undgå et skænderi, for det ønskede hun bestemt heller ikke!

[giovanni]

At Jacqueline kunne lide rosen og var overrasket, var noget som kun glædede Giovanni, for han kunne godt lide at overraske hende på den måde, komme hjem med lidt ting og sager til hende af og til, for at vise at han havde hende i sine tanker. På vej hjem var han faldet over rosen, da han var gået forbi en blomsterbutik og den havde set så perfekt ud, at han ikke havde kunnet andet end at købe den, for han ville jo gerne gøre hende glad, han ville gerne gøre hende lykkelig, som han altid havde gjort før i tiden. Det var bare ufattelig lang tid siden at han havde gjort det sidst, selvom at det var noget som han ville til at lave om på! Han skyldte hende at gøre et forsøg, hvilket han bestemt også havde tænkt sig! Han trak let på smilebåndet til hendes ord, da hun valgte at gentage dem, hvilket kun indikerede at hun mente det og fandt rosen yndig. ”Det er den.. men ikke nær så yndig som min hustru,” svarede han sandfærdigt. Han måtte erkende at Jacqueline overgik rosen til hver en tid! Smilet bredte sig ganske let på hans læber, da hun valgte at besvare hans kys, hvor han vendte de isblå øjne mod hendes smukke ansigt. ”Jeg elsker dig,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, inden han kyssede hendes hovedbund ganske blidt. At hun ville få rosen i vand, imens han selv puttede ungerne en sidste gang, var et fint kompromis, så kunne han nyde resten af aftenen med hende og forhåbentligt uden at blive forstyrret.
At børnene direkte råbte efter Giovanni så snart han trådte ind, var noget som morede ham, hvor han fnes ganske let. Det varmede ham dog kun at de var glade for at se ham, for han havde virkelig også savnet dem! Christiano var ikke nær så.. kærlig som Sophia var, men det var jo også fordi at knægten var hvad han var; en dreng, hvor det også var tydeligt at han gerne ville vise sig som en stolt én. Sophia ville gerne have kram og kys, hvilket han også hellere end gerne gav hende. Han trak roligt dynen over hende og strøg hende kærligt over håret. ”Sov godt min pige,” hviskede han blidt, inden han roligt satte sig ned i hug, for at kunne nå Christiano. Knægten fik sit sædvanlige knus, kun for at blive puttet som sin søster, inden han også strøg drengen let over hovedet. Han elskede de to små, de var to værdifulde diamanter og juveler, to guldklumpe som han ikke kunne undvære for noget som helst i denne hvide verden! Han fandt dem jo også lidt specielle, fordi Jacqueline havde givet ham dem i et bevis på sin kærlighed til ham. Han gik roligt hen til døren, som han åbnede ganske let. ”Sov godt I to,” svarede han blidt, hvor han hørte dem begge gengælde det med en træt stemme, inden han valgte at forlade deres værelse, kun for at vende blikket mod stuen. Han vidste ikke om hun var kommet tilbage endnu eller, hvor hun befandt sig henne i palæet, men mon ikke hun kom tilbage? Han tænkte ikke over at hun var søgt til soveværelset og gik derfor tilbage til stuen. At hun ikke var der, gjorde ham intet, det gav ham en ny mulighed for at overraske hende. Han gik roligt hen til det store og flotte chatol, hvor han åbnede skabsdørene, inden han tog den fineste vin ud, som han ejede, samt to vinglas. Han lukkede skabene og gik roligt tilbage til sofaen, hvor han stillede glassene fra sig på bordet. Han begyndte roligt at hælde op, inden han satte flasken fra sig og lænede sig tilbage med sit glas i hænderne. Han nippede let til vinen og sukkede let. Den var virkelig udsøgt! Han vendte blikket let omkring, som han sad og ventede på hende. De kunne vel godt hygge sig her lidt, inden de gik til køjs? Han foretrak trods alt at hygge og snakke inde i stuen med et glas vin, inden de gik i seng – skønt det ikke skete så tit, men det forekom da til tider! Præcis som denne aften!

[Deleted]

Det overraskede virkelig Jacqueline at Giovanni var kommet hjem med blomster til hende. Selvom det var en enkelt, så var det virkelig underordnet, for det var tanken bag som betød mest for hende. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af i den anden ende. Hun var glad for at han i det mindste viste, at han gjorde de forsøg, for det var faktisk noget af det som betød mest for hende, også fordi at det var noget af det som selv måtte give hende blod på tanden, for det viste også, at det var noget som han virkelig havde lyst til, og det var noget som også helt automatisk måtte referere til hende selv. Hans ord var noget som kun fik hende til at smile. ”Jeg kunne gå hen og blive vant til det her, min kære,” advarede hun med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, var det? Hun blev siddende ganske roligt på sofaen, som han vendte sig mod døren og gå mod børnene i stedet for, så han kunne få dem i seng, for de ventede jo på at far kom og puttede dem og så skulle de bestemt heller ikke have lov til at ligge og vente alt for længe! ”Jeg elsker også dig,” gengældte hun mede en glædelig stemme. Selv allerede nu, kunne hun tydeligt mærke, at piben havde fået en helt anden lyd, end den havde haft for bare en uge siden, så der var sket forbandet meget allerede!
Jacqueline kunne høre ungerne råbe efter Giovanni, hvilket var noget som svagt måtte få hende til at grine, for løgn var det jo ikke engang, for det var sådan at det måtte være i hendes verden. Hun puttet dem som den første og Giovanni kom hjem og gjorde det siden, selvom hun håbede at der ville være dage ind mellem, hvor han ville være hjemme hele tiden, for det var da helt klart noget som hun ville ønske, så de også kunne være sammen de to sammen med børnene. Hun fik sat vasen roligt stillet på bordet, hvor hun satte sig ned og bare betragtede den med et stille smil. Hun elskede virkelig når han gjorde sådan, også fordi at det var noget som han gjorde så sjældent, da han faktisk føles at have… glemt hende lidt i hans arbejde? Ikke fordi at hun ville køre rundt i den nu, for det var overstået og hun ønskede ikke at vende tilbage til det skænderi endnu en gang, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af i den anden ende. Hun endte med at rejse sig igen og gik roligt tilbage til stuen, hvor hun måtte se på ham og.. med hans fineste flaske vin? Den havde stået i vitrineskabet igennem forfærdelig mange år, og han havde aldrig nogensinde åbnet den! Hun smilede et stille smil. ”Du virker til at være i et overraskende godt humør til aften, Giovanni. Hvad skyldes lejligheden?” spurgte hun roligt og med en tydeligt nysgerrig stemme, for løgn var det ikke, fordi at hun ville snage, men det var virkelig noget som gjorde hende utrolig nysgerrig! Hun gik roligt mod ham igen, hvor hun lod hånden stryge mod hans kind, idet hun skænkede ham et let kys. Halsen var en anelse rød endnu, men på ingen måde hævet og de mærker og ar i hendes ansigt, var der stadig, men ikke så tydelige. Hun var på vej til bedring selv, så hun igen kunne søge ud som intet var sket.

[giovanni]

Giovanni havde lovet at komme hjem til at kunne putte børnene, skønt han havde været en anelse sent på den, men hvis hun kun lige havde puttet dem, så havde han jo faktisk nået det, for det ville jo nok blive svært at ramme et bestemt tidspunkt helt præcist og nøjagtigt, specielt for én som ham, der havde til vane at aflyse alt det som ikke havde med arbejde at gøre, skønt han denne gang virkelig forsøgte. Han ville gerne gøre denne aften god for Jacqueline, nu hvor børnene var lagt i seng så kunne han ikke hygge sig med dem, men.. det måtte han vel bare gøre en anden dag? Det ville han i hvert fald ikke have noget imod. Hans læber fortrak sig i et muntert smil til hendes ord, hvor han lænede sig mod hende og skænkede hende et kys på siden af hovedet. ”Nu må du ikke vende dig for meget til det.. vi skulle jo nødig have at du blev træt af det,” svarede han stilfærdigt. Han ville ikke komme hjem hver dag med en ting til hende, det skulle ske af og til, når hun mindst ventede det, for at overraske hende, for hvis han kom hjem med noget hver dag, så ville det til sidst heller ikke være særlig specielt, men ensartet og det ønskede han heller ikke. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun gengældte hans ord, for at vide at hun elskede ham, var noget som varmede ham og ikke mindst lettede ham, for efter deres store skænderi havde han også haft behov for at vide det og se det, skønt hun dog var blevet hos ham og ikke taget nogen steder, hvilket kun glædede ham.
At få puttet børnene var noget som Giovanni kun var glad for at have gjort, for så kunne børnene da også gå i seng velvidende om at deres far var der og de havde set ham, skønt de nok ville foretrække at bruge tiden sammen med ham i stedet for kun at blive puttet, men han arbejdede stadig på at få flere fritimer, skønt det bestemt ikke var noget han var meget for, for han ville jo heller ikke have at resten fra rådet skulle tro at han ikke gad lave noget! Han ville jo gerne fremstå som den store og stærke leder der tog det hele seriøst! Han blev blot siddende i sofaen, ventende på at Jacqueline skulle komme tilbage. Han endte med at dreje hovedet, da han kunne høre hendes stemme bag sig, hvor han trak på smilebåndet da han hørte den nysgerrige tone. ”Behøves det skyldes noget?” spurgte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod den livlige og gnistrende pejs. Han så mod hende, da hun kom hen til ham og tog plads ved ham, hvor han sendte hende et blidt smil, som hun strøg ham over kinden, hvor han besvarede hendes kys. ”Jeg ønsker bare at nyde tiden med dig Jacqueline.. som jeg lovede dig, så ville jeg forsøge,” mindede han hende om, som han vendte blikket mod pejsen igen. Han betragtede den for en kort stund, som om han sad i sine egne tanker, inden han let rystede på hovedet og lænede sig frem for at tage hendes vinglas, som han havde hældt op, hvor han rakte hende det. ”Værsgo min kære.” Han holdt sit eget gals op, som et tegn på at skåle. ”En skål for at forandringer fryder,” svarede han med et kækt smil.

[Deleted]

Børnene havde ventet på at far kom hjem, så han kunne putte dem. Tanken omkring det, var noget som morede Jacqueline. Lige hvordan han puttede dem, vidste hun ikke, men han måtte gøre noget som hun ikke gjorde, om det jo så var.. fordi at det var ham som gjorde det, var ikke noget som hun sagde noget til i den anden ende, for det var jo bare sådan at det måtte være. Blikket gled stille op mod ham og med den samme mine som tidligere, for det var ikke engang fordi at det var en løgn for hendes del. Hun kunne alt for hurtigt blive for vant til det her. Hun grinede ganske let, som hun vendte blikket roligt op mod ham endnu en gang. ”At du kommer hjem med roser og er hjemme til børnenes sengetid, plus med tiden til mig om aftenen, hvordan skulle jeg blive træt af det?” spurgte hun ganske sigende og med et hævet bryn. Hun elskede ham, og specielt efter det store skænderi, så gik hun i den grad også mere op i at skulle lade ham vide det, for hun ville jo heller ikke have, at han skulle ende med at komme i tvivl om det, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende. Hun elskede virkelig manden som den han var, og det var noget som hun ønskede at vise ham. Det var ikke fordi at hun ønskede at han skulle forandre sig, men kun de vaner som han havde tillært sig med tiden efter hendes egen tid i Procias. I det store og hele, så var det også noget af det som gjorde, at hun virkelig var bange for hvad han ville sige til hendes fremtidige tur til stedet.
At Giovanni havde fundet vin og det hele frem til dem for denne aften, var selvfølgelig noget som gjorde hende.. underligt godt til mode, for det var tydeligt, at manden virkelig forsøgte, og det var en tanke som hun i den grad rigtigt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun var kommet hen til ham, hvor hun selv holdt kysset for bare en kort stund, for det føles virkelig fantastisk, for hun kunne genkende bare lidt af den mand som hun havde giftet sig med, og som det havde været, før hendes tur til Procias, selvom det føles for så længe siden allerede! ”Det er noget som jeg rigtig godt kan lide,” sagde hun med et stille og tilfredst smil på læben, for hun nød virkelig af det, det var helt sikkert! Hun lod ham mere end glædeligt hælde op i glasset til hende, for det var slet ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun bare blev siddende igen med et stille smil på læben. Hun nikkede til hans ord. ”For forandring,” medstemte hun roligt, som hun lod glasset klinge mod hans i form af en skål. Glasset førte hun til læberne, hvor hun lod vinen glide igennem svælget. Selv hun havde intet imod et glas hist og her, selvom det kun skete når Giovanni var hjemme, selvom det var noget som skete så frygtelig sjældent. Alligevel så håbede hun jo at forandringen var noget som klart ville vare ved!

[giovanni]

Giovanni vidste godt at Jacqueline elskede ham for den han var, men hadede hans vaner og det var jo også derfor at han ønskede at lave dem om, for hendes og børnenes skyld, for han vidste jo også godt at børnene savnede ham, det havde de jo selv sagt den dag han havde været sammen med dem, og at de selv sagde det til ham, gjorde ikke ligefrem hans samvittighed bedre, skønt han ønskede at være mere sammen med dem. Han trak let på læberne i et lille muntert smil til hendes ord. Han var selvfølgelig glad for at hun kunne blive overrasket på den positive måde af hans gerninger, at hun blev glad for det som han gjorde, for han ville jo gerne glæde hende! Han nikkede roligt. ”Nok du ikke vil blive træt af det, men.. jeg ønsker stadig ikke at komme med blomster hver dag, så alt bliver ensartet,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et kærligt smil. Han ville gerne gøre det af og til, for at glæde hende og overraske hende præcis som han havde gjort denne aften, for han nød at se varmen og glæden i hendes blik og ikke mindst overraskelsen over det at han havde gjort noget godt. Så længe hun elskede ham og var glad for det han gjorde, så var han tilfreds, selvom han godt vidste at han skulle kæmpe for hendes lykke, og han havde skam også tænkt sig at kæmpe til det sidste! Han tillod ikke at hans ægteskab skulle gå til grunde, for han elskede sin hustru højere end noget andet! Hun var hans et og alt, den eneste der kunne forstå ham, den eneste der kendte ham så godt, hvilket ingen anden kvinde ville komme til!
At finde vinen frem og tilmed den bedste Giovanni havde, var noget som kun skete til særlige lejligheder, men det fandt han også denne aften. Måske der ikke var noget at fejre som sådan, men.. han var begyndt at værdsætte sit ægteskab og sin familie langt mere, efter at de nær havde været ved at stoppe skænderiet. Det var gået op for ham at han ikke vil miste nogen af dem og tanken gjorde ham virkelig ilde til mode! Han elskede dem alle så utrolig højt, og han ønskede jo at det hele skulle fungere! At hun holdt kysset for en stund, havde han intet imod, for han nød virkelig at være hende så tæt! Han vendte blikket mod hende, som hun brød det og smilede ganske let. ”Det glæder mig,” endte han med et sigende blik, som han blinkede let til hende med det ene øje. Så længe hun kunne lide at han var hjemme og overraskede hende af og til, så var han tilfreds, så længe hun kunne se at han forsøgte og faktisk mente sine ord ved at kæmpe for ægteskabet, så var han tilfreds. Han nikkede til hendes medgivende ord, og lod selv sit eget glas klinge mod hendes, inden han selv førte det op til læberne og tog en slurk af den klare væske, som virkelig var udsøgt! Han elskede rødvin! Klart bedre end den hvide! Og denne vin de var i færd med i øjeblikket, havde altid været hans klare favorit! Han rykkede let tættere på hende og lod en arm søge omkring hendes skuldre, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Hvordan har din dag så været?” spurgte han roligt og med oprigtig nysgerrighed. Han kunne jo tydeligt se at hendes mange mærker og sår i ansigtet var ved at heale og lægge sig så hun igen så normal ud, hvor halsen klart også så bedre ud!

[Deleted]

Jacqueline krævede bestemt heller ikke at Giovanni skulle komme med blomster og andet til hende hver eneste dag, selvom det klart var de små ting, som gjorde at hun bedre kunne lide det. Det bevidste om ikke andet, at han faktisk ønskede at gøre et forsøg, hvilket hun i den grad godt kunne lide! Hvis de begge var indstillet på det, så var hun også helt sikker på at de nok skulle få det til at fungere. For hende så var det ikke bare et mål personligt, men et mål for livet, for hun kunne i den grad ikke undvære ham! At han kom hjem med gaver, var i den grad også noget som gjorde hende glad, for det var heller ikke noget som han havde gjort igennem så skræmmende mange år, for en løgn var det jo trods alt heller ikke, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun smilede et stille smil. ”Det er det som gør det så dejligt, Giovanni. Det sker ind imellem og ikke hele tiden. Det er det jeg godt kan lide,” fortalte hun sandfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set i hendes øjne. Hun elskede virkelig den mand for den som han var, selvom det kun var vanerne som hun ønskede at lave en anelse om, selvom hun ikke regnede med at det var noget som skete over natten, men noget som skete over tid, og det var noget som hun også ønskede at hjælpe ham. Hun ønskede bestemt heller ikke at opgive alt det som de havde brugt så mange år på at opbygge! Hun elskede ham jo!
Skænderiet havde i den grad også haft sin påvirkning af Jacqueline, for det var virkelig gået op for hende, hvor tæt hun havde været på at miste det hele, for det var jo slet ikke noget som hun havde lyst til! Hun elskede ham, som hun elskede at være hans hustru, som hun elskede deres familie og det som de sammen havde været med til at skabe! Tvillingerne var et tegn på det, og at det var her hun i den grad ønskede at være. Hun kendte udmærket godt Giovannis smag for rødvin, for det var ham som hun havde det fra. Ingen anden som hun kendte, kunne drikke så meget af det stads, som det han var i stand til, så selvfølgelig var det også en tanke som direkte måtte gøre hende glad. Hun smilede let til hans ord. ”Godt,” endte hun roligt som hun lod glasset klinge mod hans i en skål. Hun elskede virkelig disse stunder når de endelig skete, også fordi at det var noget som skete så sjældent, så var det jo bare at nyde det så længe, at det nu var hende menneskelig muligt! Hun satte roligt glasset fra sig på bordet, som hun kunne mærke hans arme mod hendes skuldre. Hun var en anelse anspændt, men ikke noget som hun sagde noget til! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg tror jeg har en vin som du skal prøve,” begyndte hun roligt og med et næsten hemmelighedsfuldt blik. Jovist ønskede hun at hjælpe Sonic med hans forretning og hun kunne jo rigtig godt lide hans vin, og det var noget som han helt klart også skulle vide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Jeg begynder virkelig at føle mig gammel omkring børnene kan jeg sige dig.. Den har været hård og udmattende,” endte hun dæmpet, dog ganske ærligt, for løgn var det ikke engang. Hun smilede let og lod hovedet glide mod hans bryst. ”Og din?” endte hun med en ikke mindst nysgerrig stemme.

[giovanni]

Det var de små ting, som Giovanni ønskede at overraske Jacqueline med, og derfor ønskede han ikke at komme hjem med blomster hver dag til hende, eller nogen andre ting for den sags skyld, for det skulle være noget som skete af og til, når hun mindst ventede det og derfor kunne blive langt mere glad og finde det langt mere specielt. Denne dag var han i virkelig godt humør, og det havde nok også lidt at gøre med det faktum at han faktisk nåede hjem i tide til at putte børnene, for det var jo det som han havde lovet tvillingerne og ikke mindst Jacqueline. Han havde godt nok været en anelse sent på den, men han havde da nået det! Og børnene havde også virket glade for at han havde nået at sige godnat, hvilket han også håbede at de så var tilfredse med. Han sendte Jacqueline et skævt smil. ”Godt.. så længe du er glad og tilfreds med det, er jeg selv glad,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende ganske let over armen, nu hvor han havde lagt sin egen omkring hendes skuldre. Han var kun ude på at nyde denne aften med hende, for det var jo også grunden til at han var kommet så tidligt hjem, så han også kunne gøre sin egen hustru lidt glad, hvilket han var blevet temmelig opsat på, efter de havde haft deres skænder for et par dage siden. Han havde været så tæt på at miste hende, og det var en tanke som virkelig havde været ved at skræmme livet af ham. Bare det at smide ringene fra sig på sengen og forlade rummet, havde efterladt ham med en direkte tom følelse. Han kunne ikke leve uden hende, og det havde han heller ikke lyst til! Det var jo også derfor han var i så godt humør, fordi hun faktisk havde ønsket at blive, fordi hun elskede ham, og det ønskede han at værdsætte! At skåle med hende for forbedring, var noget som betød meget for ham, for han ønskede virkelig at gøre et forsøg! Han ønskede at kæmpe for deres ægteskab, som han også havde fortalt hende. Vinen var hans yndlings, han havde aldrig smagt nogen bedre end denne! Denne kom fra selve Peula, fra hans hjemland, hvilket selv betød en del for ham, for selvom han var forretningsmand og havde forretninger over hele landet, så var tingene fra hans eget hjemland altid det som han havde værdsat mest. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han nysgerrigt hævede det ene øjenbryn. En vin han skulle smage? ”Jaså? Og hvilken er så det?” spurgte han roligt og med den samme nysgerrige tone. Han var måske overhovedet, men han kunne sagtens tage imod råd og hjælp fra Jacqueline, hun var trods alt hans hustru og faktisk opdraget ind i hans familie, så hun kendte jo faktisk alle rutiner. At hendes dag havde været hård og udmattende forstod han egentlig godt, han havde jo selv prøvet at være alene med børnene for en enkelt dag, der havde han virkelig også følt sig gammel! Han satte roligt vinen fra sig på bordet, inden han slog begge arme omkring hende, og begyndte at kysse hende over skulderen og videre op ad hendes hals. ”Du er ikke gammel..” hviskede han mellem sine kys, som han ikke stoppede, men fortsatte med at køre over hendes hals og skulder og ansigt. ”Desuden.. så må jeg jo få dig til at slappe af i aften,” afsluttede han lettere bestemt, som han trykkede hende ind til sig, hvor han blot lod hende lægge hovedet mod hans bryst. Han lod sit eget hoved hvile mod hendes. ”Min dag har været som den plejer; arbejdet, tænk på dig hele dagen og længtes efter dig,” svarede han stilfærdigt, som han kyssede hendes hovedbund.

[Deleted]

Det var de små ting som selv Jacqueline måtte værdsætte, også fordi at det slet ikke var meningen at de skulle ske hele tiden, for det ville de da slet ikke få det mindste ud af, så meget vidste hun da. At han kom hjem med en enkelt rose i dag, var noget som kun fik hende til at smile, for det var sådanne småting som faktisk gjorde hende glad! Allerede efter skænderiet, var der faktisk kommet mange forandringer til, hvilket virkelig var noget som gjorde hende glad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben, for det var ikke engang fordi at det var en løgn for hendes vedkommende. Hun sendte ham et glædeligt smil. Der var tid til forandring og det var noget som hun helt klart også kunne stå inde for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun elskede manden mere end det som hun kunne beskrive, så det at skulle miste ham, var slet ikke noget som hun så på som et alternativ, for det ønskede hun da virkelig ikke! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham som de havde fået skålet. Børnene var lagt i seng, han havde stået ved hans løfte til aften, og så kunne hun heller ikke være mere end tilfreds. ”Vi har måske lige skålet for forandringerne, men jeg har kunne mærke dem siden vi.. ja, skændes. Og det kan jeg lide,” sagde hun roligt. Sandt var det jo. Han var hjemme i aften, han havde faktisk noget med hjem til hende, og de havde tiden til at være lidt sammen inden de skulle i gang igen til morgendagen, så skulle hun bestemt heller ikke klage over det, det var helt sikkert! Hun havde trods alt lovet at hun ville bringe Sonics vin med sig hjem, og det var også noget som hun havde gjort. Hun var dog mere spændt på at se hvordan han ville reagere, for hun mente det i den grad, når hun sagde, at det var den bedste som hun havde smagt til nu! ”Det finder du tidsnok ud af. Jeg har en flaske med hjem, efter min egen tur i byen. Jeg ville ikke tage flere med, før jeg fandt ud af hvad du sagde til den,” afsluttede hun roligt. Hun skulle nok præsentere den for ham lige om lidt, lige nu ønskede hun egentlig bare den mulighed for at stå der sammen med ham, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, set i hendes øjne om ikke andet! For selv hun kunne godt lide at tilbringe stunder sammen med sin kære mand, selvom det ikke skete så ofte igen, men når det endelig gjorde, så tog man da glædeligt imod! Hans arme om hende, fik hende til at smile tilfredst, hvor hun blottede halsen for ham og hans kys. Hans ord fik hende til at grine lidt. ”Jeg er bestemt heller ikke ung,” konstaterede hun med en rolig mine. Ikke at det gjorde hende noget, for hun var ved at være gammel! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, som hun lod hovedet søge let på sned. Hun hævede hånden og strøg den derefter lidt mod hans kind og videre nedover hans hals og over brystet som hun fortsatte med at stryge ganske let. Smilet bredte sig kun en anelse, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang, kun for at skænke hans kæbe et let kys. ”Du har også været savnet her. Jeg har glædet mig til du kom hjem, min kære. Men nu.. nu skal jeg hente den vin, så du kan smage,” sagde hun roligt. Hun trak sig ud af hans favn ganske roligt og skænkede ham et kys. ”Vent her,” endte hun roligt, som hun forlod stuen næsten med hastige skridt.

[giovanni]

Selv de små ting var vigtige at værdsætte i et ægteskab, hvilket også var grunden til at han i det hele taget havde taget en rose med hjem til hende denne aften. Han ønskede at overraske hende lidt, i tide og utide, at glæde hende og vise at han tænkte på hende, og han var begyndt at værdsætte de helt små ting efter deres store skænderi, som klart havde været deres værste hidtil! Nok de havde truet hinanden med at gå fra hinanden, men det var aldrig kommet så vidt, at de direkte havde kastet ringene fra sig, og den tanke gjorde virkelig ondt, for det var kun tydeligt at det havde været slemt. Han var dog kun glad for at hun selv havde vist at hun ønskede at kæmpe for deres ægteskab, for det var noget som han havde haft behov for at vide, og ikke mindst det faktum at hun elskede ham. Denne dag, bar han sin ring med klart større stolthed, skønt den altid havde været hans kæreste eje, nu var den bare blevet langt mere værdifuld for ham! Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Så længe du ved jeg forsøger, er jeg glad,” svarede han stilfærdigt, som han trykkede hende blidt ind til sig. Han elskede hende virkelig og det ville han slet ikke lægge det mindste skjul på! Han var glad for at hun kunne se hans anstrengelser, at hun kunne se hans forsøg, for hvis der var noget som han var villig til at kæmpe for, så var det da i den grad deres ægteskab! Hun var den person der kendte ham bedst.. det havde han bare ikke råd til at miste! Det kunne han ikke leve uden! Han var dog ikke den eneste der så ud til at have noget med hjemme, da hun selv havde en ny vin han skulle smage. Han måtte erkende at han var ganske kritisk når det kom til vin, der skulle meget til, før han faktisk kunne sige at de var værd at købe, og der skulle endnu mere til at slå hans yndlingsvin, for det var der ikke nogen som havde været i stand til igennem mange årtusinder! Han betragtede hende lettere overrasket – skønt det var positivt. ”Jamen det vil jeg da se frem til,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han ville gerne glæde hende, ved at smage på vinen, det var vel også det mindste han kunne gøre? At hun tog imod hans kys, glædede ham kun, hvor han heller ikke stoppede dem, for han nød pludselig at være over hende på denne kærlige måde, vise at han elskede hende, selvom det også var kommet efter deres skænderi, og hvor han havde været så tæt på at miste hende. Alt for tæt på! Han trak let på smilebåndet til hendes korte grin og ord. ”Du er perfekt..” hviskede han kærligt mod hendes ene øre. ”Et gammelt æble er råddent og dårligt, et ungt æble er surt og bittert og skal have tiden til at modne sig. Når det er modent, er det perfekt,” svarede han stilfærdigt. Ikke fordi han ville sammenligne hende med et æble! Det var mere pointen i hans ord; nemlig at man var for uerfaren som ung, for sløv når man var gammel, men hun var virkelig perfekt! Han betragtede hende, som hun strøg ham over kinden og videre over brystet, hvilket var et kærtegn som han nød, og ikke mindst hendes kys mod hans kæbe. At hun ville gå, var dog noget som fik ham til at se lettere utilfreds ud, hvor han tilmed sukkede lige så beklagende. ”Nu?” spurgte han lettere protesterende, selvom han fik en anden mimik, som hun skænkede ham et kys, hvilket han besvarede mere end glædeligt! ”Udmærket.. men så skynd dig!” svarede han efter hende, som hun allerede var på vej ud – næsten som var han allerede utålmodig. Han tog roligt sit vinglas og gav sig til at drikke resten, så der var plads til den nye.

[Deleted]

Det store skænderi havde tydeligt gjort noget ved dem begge to. Jacqueline ønskede ikke at gå, men det blev altså det alternativ som hun havde, hvis der ikke snart kom andre boller på suppen, for det var begrænset hvor meget og hvor længe hun gad finde sig i det. Umiddelbart, så havde det ikke direkte noget med ham personligt at gøre, for hun elskede ham virkelig. Det gjorde hun! Men når de aldrig så hinanden, at de ikke kunne opføre sig som et par, så sagde det vel også lidt om hvor langt de havde trukket den ud, og at de havde gjort det alt for længe nu? Ikke fordi at det direkte var noget som hun ønskede at tænke tilbage på, for nu stod de i denne situation – han kom hjem, han overraskede hende faktisk og han var med til at putte ungerne, så bedre kunne det bestemt heller ikke blive! Hun sendte ham et stille smil. ”Og jeg kan se det.. og jeg ved det,” påpegede hun ganske sigende, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set fra hendes side, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det gjorde hende faktisk glad. Det var bestemt ikke fordi at hun regnede med at det var noget som han ville gøre dag ud og dag ind, men det var noget som de bare måtte tage med tiden. Hun satte skam også større pris på det, når det skete på denne her måde, i stedet for alt det andet. At få ham til at smage den nye vin, var noget som hun et sted var utrolig spændt på, for hun vidste udmærket godt, at han var utrolig kræsen når det kom til den slags, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, på noget tidspunkt, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede sigende til hans ord. ”Jeg er spændt på at se hvad du siger til den. Jeg havde den faktisk med fra min udflugt til Dvasias,” fortalte hun sandfærdigt. At lyve for ham, var slet ikke noget som kunne falde hende ind! Men Sonics vin, var en som hun faktisk rigtig godt kunne lide, så hun var selv sikker på den skulle være salgbar her i Peula. Det var hun helt sikker på! Selv så vidste hun godt, at hun ikke var den yngste mere, men helt gammel ar hun vel heller ikke? Hun vente blikket stille mod ham. I det store og hele, så gjaldt det vel bare at indse at tingene var som de var, uanset hvor meget man så end måtte hade det i den anden ende. Hans metaforer, var noget som kun fik hende til at smile. Hovedet søgte stille mod hans skulder, som hun vendte blikket mod ham. ”Og jeg er gift med den perfekte mand, som formår at sige de mest perfekte ting,” sagde hun roligt, som hun skænkede hans kind et blidt kys. At hun valgte at hente vinen nu, så var det kun tydeligt, at det ikke faldt ham helt i smag, hvilket faktisk var noget som morede hende, for det var virkelig underholdende! Selv løb hun ned i den kolde kælder, hvor de havde deres vinkælder, hvor hun valgte at fiske den frem. Etiketten valgte hun at fjerne, også så hun kunne overraske ham i den anden ende. Ganske roligt gik hun tilbage til stuen igen med flasken i hånden, hvor hun vendte sig mod ham og med et stille smil. Ja, hun var vel spændt på hvad han ville sige til den? ”Jeg er spændt på at se hvad du siger til den,” sagde hun roligt, som hun gik ham i møde. Hun fik proppen af vinen, hvor hun roligt valgte at lukke hånden omkring hans, sænkede den en anelse, så hun kunne skænke op af Procias’ nye vidunder, for det var helt klart hvad hun ville kalde det!