I've got something to tell you..

[Deleted]

Det var først for alvor farligt når en mentaldæmon blev frustreret nok eller kom u af kontrol, så meget vidste Jacqueline udmærket godt, og et sted så ventede hun egentlig bare på at det skulle komme. Hun havde ingen at dele byrden med, så det var en som hun gang på gang, havde gået med i sindet og slet ikke havde formået at slippe igen, for.. hvordan skulle hun da kunne gøre det? Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening for hendes vedkommende. Hun bed sig let i læben. Det var virkelig som at sidde i hver deres skyttegrav, hvor de så kunne kaste lort direkte efter hinanden, men det var så også det. Det var jo efterhånden også ved at blive hverdag for dem, om det var noget som hun ville det eller ikke, selvom det var en tanke som gjorde hende direkte ked af det, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Børnene er et tegn på min kærlighed til dig, Giovanni! De skal jo stadig passes!” endte hun med en fast tone. Nej, man kunne ikke ligefrem påstå at hun levede et liv i lykke, for.. det gjorde hun ikke. Det gjorde hun på ingen måde, også selvom det var en tanke som gjorde hende direkte ilde til mode, for det var da hans pligt som hendes ægtemand! Ikke at lukke af overfor hende! Mange af hendes ord blev sagt i frustration, for det var virkelig ved at frustrere hende, at han ikke kunne lytte til hende og hvordan hun havde et med det hele, for så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, og hun kunne jo heller ikke gøre noget ved det alligevel! Det kunne godt være at han havde skænket hende muligheden for at komme ud, men efter det møde med Sonic, så var det jo tydeligt noget som var trukket i land igen. At han direkte knugede hende tæt ind i favnen, var noget som hun godt kunne lide, hvor det faktisk også var noget som hun faldt til ro ved, for det var faktisk længe siden at han havde gjort sådan noget ved hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde utrolig meget for hendes vedkommende. Øjnene gled stille i endnu en gang, som hun slap et dæmpet suk. Hun sukkede dæmpet, også selvom hun kunne mærke hans hånd mod hendes hage, også selvom hun vendte blikket mod ham ganske tøvende, for.. et sted så var det slet ikke noget som hun havde lyst til, men han var hendes mand, og hun var nødt til at lystre ham, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt, men jeg… er ved at være træt af at prøve at gøre det godt, når det er den mur jeg skal møde hver gang..” Det var ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, for det havde hun virkelig fået nok af efterhånden, og det var noget som virkelig gjorde ondt også for hende! Hun vendte blikket mere ned mod hans bryst endnu en gang, for hun følte sig slet ikke værdig nok til at se ham i øjnene. Og hun hadede virkelig den følelse, for det var virkelig ubehageligt! ”Men…. Jo.. Du gav mig lov til at tage af sted,” endte hun ganske sigende, også selvom hun stadig kunne fornemme på ham, at han på ingen måder var tilfreds med det.

[giovanni]

Det var tydeligt for Giovanni at Jacqueline var frustreret over ham og hans stædighed, for det kunne han jo fornemme på hende. Og ikke mindst vidste han at en frustration kunne nedbryde en mentaldæmons sind, mange følelser kunne man lukke af for, men det kom også an på hvor meget følelserne påvirkede en, for under deres forrige skænderi, hvor han havde været tæt på at miste hende, havde han været for oprevet til at kunne lukke af for sine følelser, hvilket også havde nedbrudt hans tanker og det kunne gøre en sårbar. Og det var slet ikke fordi han ønskede at det skulle ske for hende! Specielt ikke hvis han var skylden i det. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord, hvor hans mine forblev ganske kortfattet. ”Det skal du slet ikke fortælle mig! Jeg ved hvad jeg krævede af dig og det var også at du tog dig af dem, mens jeg var på arbejde,” svarede han kortfattet. Han prøvede at lægge sine rutiner om, men han kunne altså ikke forandre sig på en dag eller to! Desuden hvis ikke hun bemærkede det, så var han altså kommet hjem til at kunne putte børnene i dag, og havde tilmed tænkt på hende, men det var ikke engang blevet værdsat, for hun havde ødelagt hele hans humør og deres gode stemning! Det var dog ikke fordi han havde lyst til at skændes med hende, for han ville jo gerne vise hende forståelse som en ægtemand burde, men.. det var bare svært at vise hende forståelse indenfor et emne som han virkelig hadede over alt på jorden! Han slap hende dog ikke af den grund, for han ville jo gerne vise at han ikke var helt umulig og ikke mindst, at han var træt af at skændes, for det fik de jo intet ud af alligevel. Hans isblå øjne søgte til hendes mørke, selvom han godt kunne mærke at hun tøvede, hvilket gjorde ondt, eftersom han ikke ønskede at hun skulle være bange for ham, som hun havde vist ude på gangen. Han nikkede roligt forstående til hendes ord, hvor han lod hånden søge mod hendes lår som han strøg ganske kærligt udenpå dynen. ”Det forstår jeg godt.. undskyld,” svarede han dæmpet, hvor de ord i sig selv var store fra hans side, for normalt var han den stolte og stædige der aldrig gav sig og sagde undskyld, men han var træt af at skændes, han var træt af at skulle gøre hendes liv til et helvede, for det var jo slet ikke det som han ønskede! Tværtimod ønskede han at hun havde det godt, skønt hans stædighed og stolthed mange gange spillede ind og ødelagde det hele. At hun så væk fra ham igen, gjorde ondt, hvor han bed tænderne let sammen. ”Se på mig.” Hans ord var ikke nogen ordrer, men derimod et ønske. Han løftede hånden og strøg hende let over kinden, hvor han også holdt hendes blik mod sit eget. ”Mhm.. Måske du hellere så at jeg var glad for at du tog af sted, men det bliver jeg nok aldrig Jacqueline, i hvert fald ikke i det første stykke tid, for det nager mig, og det er ikke noget som bare bliver bearbejdet på en enkelt dag. Men jeg ønsker ikke at holde dig her til huset, hvilket også var grunden til at jeg lod dig søge ud igen, for at vise at jeg faktisk har tillid til dig, og det ønsker jeg at du ser, at selv jeg prøver, såsom i aften,” svarede han roligt, hvor han selv var faldet til ro igen.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig ved at være frustreret over det faktum at Giovanni ikke forstod hende, og det var noget som virkelig måtte irritere hende til tider, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, men det frustrerede hende virkelig, at han ikke ville snakke med hende om tingene, så de faktisk kunne få det hele ud af banen, og så bare fortsætte derfra. Hun stod jo stadig fast, hun havde ikke nogen at snakke med tingene omkring, for det havde hun ikke, og der burde hendes mand helt klart stå, men det kunne hun slet ikke! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, selvom hun ikke så ham direkte i blikket. Hun følte sig ikke værdig, specielt ikke i denne situation, og det var noget som direkte måtte irritere hende som intet andet overhovedet! ”Med andre ord, du ville have mig hjemme til at passe på dem..” endte hun direkte kortfattet. I den tid hvor hun havde haft børnene, havde han været begravet i arbejdet, så det havde været fuldkommen umuligt for hende at komme tæt på ham på nogen måde, for han var jo aldrig hjemme! Det var tydeligt at han forsøgte, og det var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for, for det var jo noget som trods alt gjorde det hele lidt nemmere, også set ih endes øjne, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være, når det måtte komme til stykket på denne her måde. Tungen strøg hun let over sine læber. Selv ønskede hun bare at de kunne snakke om tingene uden at skændes! Lidt modstand, endte jo ud i et voldsomt skænderi og det ønskede hun bestemt heller ikke, for hun var virkelig bange for, at det automatisk ville føre til at hun mistede ham! At han havde lagt armene om hende, var noget som et sted gjorde hende rolig, for nu så det faktisk ud til at hun havde hans opmærksomhed? Hvilket selvfølgelig var noget som virkelig glædede hende, for selv det var noget som ikke skete særlig ofte, men nu var det sket af den grund! At han sagde undskyld, var slet ikke et ord som hun var vant til at høre ham sige, men det glædede hende da at han… muligvis kunne se hvad det var hun mente? At han direkte ønskede at hun skulle se på ham, var selv meget at bede hende om på stående fod, for.. hun følte sig slet ikke værdig! Hun vendte dog alligevel blikket op mod ham, for hun var jo nødt til at gøre som han sagde? Hånden mod hendes kind, kunne hun godt lide, for hun kunne godt lide når han var så god ved hende. Hun nikkede stille til ham og hans ord, også som tegn til at hun havde forstået ham. ”Jeg ved at du prøver, min kære.. Jeg ved det jo godt, men.. jeg føler ikke altid at du ser mine anstrengelser..” Hun ønskede ikke at klandre ham for noget som helst eller noget som helst, men det var jo bare at gøre det så godt som hun nu kunne, uden at lade det føre til et skænderi! ”Du bliver sur så snart jeg hentyder til det. Det var måske ikke noget som bragte dig gode ting, jeg ved at det nager dig, som det også nager mig, men… Sonic er altså min søn og jeg er hans mor. Du skal ikke være bange for at miste mig.. Jeg vil altid være din,” endte hun sigende. Det ville hun være frem til den dag hun gik bort!

[giovanni]

Det var slet ikke fordi Giovanni ønskede at Jacqueline skulle bruge sin tid på at passe børnene konstant. Selvfølgelig var det et krav han havde, for det havde det jo været da hun i udgangspunktet havde skænket ham dem, at hun også viste at hun elskede dem og tog sig af dem, det var jo også derfor børnene havde fået en langt mildere opvækst end deres ældre søskende, selv fra hans side, for de var ham to små guldklumpe, de var ham uvurderlige, netop fordi Jacqueline havde skænket ham dem i sit bevis på at hun elskede ham. Men selv de ville blive ældre og flyve fra reden, og så havde hun ikke nogen at tage sig af, så var der kun de to, og når han arbejdede, så ville han ikke have noget imod at hun lavede noget andet for at slå tiden ihjel! Det var jo også grunden til at han i udgangspunktet havde ladet hende søge ud, selvom hun derefter havde bragt Sonic på banen og så var det at tiøren var faldet. ”Selvfølgelig vil jeg have at du passer dem! Er det så meget at forlange at en mor tager sig af sine børn? Du vil jo endda selv passe Sonic, selvom han er en voksen mand og ikke har brug for en mor! Eller er det nu fordi du slet ikke gider passe vores børn?” spurgte han sigende, uden at han tog det faste blik fra hende. Han gad ikke skændes med hende, men hun skulle ikke begynde at klage over at hun skulle tage sig af deres børn, for det havde hun selv været med til at indgå i aftalen, da hun havde ønsket at bevise at hun elskede ham og fordi han arbejdede så meget som han gjorde, så var det også nødvendigt at de havde sin mor! Desuden var han jo i færd med at komme hjem så han i hvert fald kunne nå at sige godnat til dem og måske senere også nå at spise aftensmad med dem, og hygge lidt inden de skulle i seng, men han ændrede sig ikke bare på en dag! Og dog havde han nået hjem i dag, selvom hun nok ikke engang havde lagt mærke til det, for det eneste hun kunne tænke på, var den forbandede knægt til Sonic! Og hvis hun satte den knægt før deres egne børn, så gik han først amok! Det var ikke fordi han gad skændes mere med hende, men det frustrerede ham virkelig! Han var nok ikke for god til at snakke med hende omkring Sonic, men det var jo kun fordi han hadede deres fortid så meget som han gjorde. At hun så mod ham, glædede ham faktisk, for han ønskede ikke at tale til hende, når hun så væk fra ham. Hun skulle vide at han talte sandt. Han bed tænderne let sammen som hun igen nævnte Sonic, for han brød sig på ingen måder om det! Hendes sidste ord, lettede ham dog et sted, for det var ord han havde brug for at vide, selvom han naturligvis havde brug for handling til at vide at hun også mente sine ord. Han sukkede ganske let. ”Jeg er rædselsslagene for at miste dig,” svarede han dæmpet, som han vendte blikket væk. Det at indrømme at han faktisk nærede frygt, var ikke noget som lå til ham normalt, men hvis de ikke fik snakket om tingene, så vidste han godt at det ville gå galt i sidste ende.

[Deleted]

At han havde sat som et krav at hun skulle passe børn, var slet ikke noget som Jacqueline havde noget imod, for hun vidste at fra naturens side af, så var det faktisk hendes opgave og ikke mindst også pligt. I forhold til de andre børn, så havde tvillingerne det virkelig godt, for de så også en helt anden side af deres far end det som deres resterende søskende havde gjort. Hun vendte blikket mod ham. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at skændes med Giovanni, men nu var der lukket op for sluserne, og så var hun bestemt ikke den som holdt igen, for det var hendes oplagte mulighed til at komme af med den tydelige vrede og frustration som hun brændt inde med, og havde gjort igennem så frygtelig mange år, for det var længe at hun havde båret på byrden og uden nogen mulighed for at lukke den ud, for hun ønskede virkelig ikke at skændes med ham! Tanken om det, var hende direkte dræbende! Hun vendte endnu en gang blikket ned, mest af alt også for at slå koldt vand i blodet, for ikke at ende med at råbe tilbage, for det ville ingen af dem få noget ud af! ”Jeg forguder vores børn overalt på denne jord, Giovanni! Jeg ville ofre mit liv for dem, hvis det skulle gavne dem på godt vis! Jeg har alligevel brug for mere end det! Jeg har brug for en mand som faktisk forstår! Jeg har brug for at komme lidt ud, brug for luft til hovedet og faktisk vogte om det jeg har! Og det indebærer Sonic!” endte hun med en tydelig frustration i minen. Knægten var hendes og det var ikke et ansvar som hun kunne fortætte med at vende ryggen. Det kunne godt være at Sonic var ved at være voksen, men af den grund, så havde vel også han brug for en mor? En som han vidste var der for ham når det blev nødvendigt? En som han faktisk kunne gå til? Selv vidste hun at det kunne være en behagelig tanke at have i baghovedet, og det alene af den grund, var en grund til at det var noget som hun ganske enkelt nægtet at opgive bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille op mod ham, som han direkte bad hende om at se på ham, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid. At han direkte erkendte, at han faktisk var bange, var en tanke som hun.. faktisk godt kunne lide. Ikke fordi at hun ønskede at misbruge det eller noget, men for hende, så indikerede det faktisk kun, at hun havde en større betydning for ham, og det var en tanke som hun godt kunne lide. Det var en tanke som faktisk gjorde hende rolig. Hun satte sig en anelse op, hvor hun lagde hånden mod hans kind. ”Se på mig, Giovanni,” bad hun stille. Hun kunne bedre lide, når de kunne sidde sammen og snakke om det – som nu, også fordi at det vel.. var første gang? Det gjorde ondt på ham, som det også gjorde ondt på hende, det kunne hun da tydeligt se på ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det hele nemmere på nogen måde. ”Jeg er din for resten af mine dage. Måske at ægteskabet er arrangeret og… ufrivilligt, men jeg elsker dig.. Jeg kan og vil ikke undvære dig,” hviskede hun roligt og med en stemme kun præget af ærlighed. Han behøvede virkelig ikke være bange for at miste hende, for det ville han aldrig komme til!

[giovanni]

Selvom de måske ville finde ud af det, og selvom Giovanni måske ville komme mere hjem end det som han var i forvejen, hvor han måske ville blive i stand til at spise aftensmad sammen med dem, hygge kort med dem, inden han ville putte dem i seng, men af den grund ville han da stadig kræve at Jacqueline var hjemme for at passe dem, sørgede for at de blev undervist, så længe de var små og ikke kunne være alene selv, for det var vel hvad en mor normalt gjorde; tog sig af sine børn? Det var hvad hun havde gjort med alle andre og Christiano og Sophia skulle ikke være et undtag! Hendes ord fik ligeledes ham til at se bort. Han havde virkelig svært ved at acceptere, at hun ville have noget at gøre med Sonic, når hun selv havde valgt at vælge ham fra. Det irriterede ham virkelig! Det glædede ham dog at børnene betød noget for hende, selvom.. han havde heller ikke regnet med andet, for det var jo trods alt hendes børn. Det var dog parten i midten som nagede ham mest. ”Ligesom jeg har brug for en hustru som forstår!” svarede han kortfattet. Når hun satte sig for noget, så var det det som det skulle blive og så var hun fuldstændig ligeglad med det som han mente! Det var der på ingen måder nogen forståelse ved! Det var dog ikke fordi han gad skændes mere med hende, for det fik de slet ikke noget som helst ud af! Desuden så var det vel også for ringe at de ikke kunne tale om tingene? De havde været gift i flere år end det som han var i stand til at huske, og på grund af en fejl, så gjorde de ikke andet end at skændes, selvom han ikke ligefrem ville kalde det for en bagatel, men det ændrede dog ikke på hans følelser, og at hun ikke kunne forstå at fortiden nagede ham og plagede ham endnu, det frustrerede ham, for hun blev jo ved med at bringe det på banen, at gnide salt i såret og dreje kniven rundt, og det gjorde det på ingen måder bedre! At erkende at han faktisk var bange for noget, var en utrolig stor ting, selvom.. der skulle meget til at skræmme ham, han havde set ufattelig meget grimt, oplevet de værste mareridt, og alligevel var det som han frygtede allermest i denne verden, at han mistede sin hustru igen, for det var noget som han virkelig ikke ville kunne bære! Som hun satte sig en anelse op og lagde hånden mod hans kind, samt bad ham om at se på hende, gjorde han det lettere modvilligt. Han lyttede til hendes ord, skønt han blot sad og betragtede hende et stykke tid efter at hun var færdig. Hun kunne ikke undvære ham? Det var jo netop det som han håbede inderligt på, selvom han alligevel var bange for at miste hende igen og derfor var han også så meget imod at hun søgte ud og specielt til Procias! Men det ændrede ikke på at han ønskede hende lykkelig. Han sukkede svagt, inden han lod armene søge omkring hendes krop, så han kunne trykke hende helt tæt ind til sig. Hendes ord lettede ham virkelig! Og ikke mindst gjorde de ham glad! Han trak hende helt op på sit skød, hvor han knugede hende tæt ind til sig, som han skænkede hende et dybt og lidenskabeligt kys. ”Det er jeg glad for at du siger,” hviskede han sandfærdigt, som smilet bredte sig på hans læber.

[Deleted]

Jacqueline var efterhånden ved at være træt af at forsøge sig med tingene, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Igennem frygtelig mange år, havde hun forsøgt at finde hans forståelse, men den dukkede bare aldrig op, og det var en tanke som helt klart også måtte skræmme hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, og det var noget som hun virkelig måtte hade mere end noget andet. At passe børnene var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod, for hun elskede at passe dem, det var jo trods alt hendes og hun vidste at hun havde det ansvar overfor dem, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at svigte på nogen som helst måde overhovedet! Han havde brug for en hustru som forstod ham? Han havde en som faktisk forsøgte, hvor hun slet ikke blev mødt med noget som helst! ”Du har en hustru som forsøger, og jeg har en mand som nægter!” endte hun med en tydeligt frustration i stemmen, for det var noget som virkelig gjorde utrolig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Det var virkelig ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, men hun kunne virkelig ikke gøre for det, for hun var virkelig ved at være utrolig frustreret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, på denne her måde. Hun vendte blikket stille mod ham, også fordi at han direkte havde krævet at hun skulle se på ham, hvilket hun vel godt kunne? Hun var hans hustru, hun var ham underlegen og det var jo faktisk også der at hun burde blive. Hun blev dog liggende ved siden af ham, også selvom han direkte føles som at knuge hende direkte ind mod sin favn, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod, for det føles virkelig, virkelig godt! At han faktisk måtte erkende for hende, at han var bange, var noget som virkelig… lettede hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det var også sådan noget hun havde brug for at høre, for det var også en bekræftelse set i hendes øjne, og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde sig tæt ind mod ham og med armene som forsigtigt søgte omkring ham, så hun kunne lægge sig umådelig godt til rette. Kysset var virkelig noget som hun gengældte mere end glædeligt, for det føles også som var det så længe siden at hun havde mærket dem mod sine egne! Og hun nød det virkelig! At han havde haft brug for at høre hende sige det, var noget som lettede hende, også fordi at det var noget som virkelig gjorde hende.. glad dybest set, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde hovedet stille mod hans skulder, hvor hun lagde sig ganske godt til rette endnu en gang. ”Jeg vil altid komme hjem til dig igen, Giovanni. Du ejer og har mit hjerte,” endte hun sigende og med den samme rolige mine, også selvom hun faktisk mente det! ”Jeg elsker dig..” endte hun dæmpet, dog med en stemme præget af en tydelig ærlighed!

[giovanni]

Det var trættende at de altid skulle skændes, når de kom ind på ting nogen af dem var utilfredse med, for det var jo ligegyldigt hvad det var, om det var den ene eller den anden vej, de skændtes næsten konstant og Giovanni var ved at blive utrolig træt af det! Han havde ikke kræfter til at skulle skændes mere, også fordi det havde været så frygtelig tæt på sidst, han havde været utrolig tæt på at miste hende sidst og det var jo netop det som han frygtede, og den frygt skulle bestemt ikke vinde! Han nægtede at miste hende igen! Men det ændrede jo ikke på at han stadig var bange for at det ville ske, han var bange for at fortiden ville gentage sig, at en anden mand skulle komme ind i billedet igen, og et sted vel fordi hun ønskede kontakt til Sonic? Den knægt så han helst aldrig var blevet født, men det var desværre ikke tilfældet. Hendes ord fik ham til at se rødt. ”HVAD?!” Han fik løftet hånden halvt, da han næsten følte for at skænke hende endnu en velfortjent lussing, skønt han tog sig selv i det, hvor han blot knyttede hånden og sænkede armen igen, for han ville heller ikke gøre det værre. Men han fandt sig bestemt ikke i at hun direkte påstod han ikke forsøgte! ”Hvad fanden har jeg ikke gjort i aften?! Jeg kom hjem for DIN skyld! DU ødelagde aftenen!” vrissede han fast. Han havde forsøgt og han havde været i det bedste humør i utrolig lang tid siden og det var hende som havde ødelagt det hele fuldstændig! Så hun skulle bestemt ikke komme og sige at han ikke forsøgte, for så slog han hende virkelig igen! Tænderne bed han kraftigt sammen, hvor det krævede megen viljestyrke for ikke at svinge hånden i endnu en lussing, for det kriblede helt i ham efter at gøre det, selvom han blot holdt hænderne knyttet for at holde sig tilbage, hvor knoerne endte helt stramme og hvide, imens neglene borede sig ind i hans håndflader.
At erkende frygt, var slet ikke noget som lå til Giovanni, for det var noget som han var yderst god til at skjule, ligesom resten af sine følelser, men det var jo sandt, han var direkte rædselsslagen for at han skulle miste hende igen, for det kunne hans hjerte ikke bære. Hun var hans største svaghed, og hans mest værdifulde eje, han ønskede og kunne ikke undvære hende, for det ville efterlade ham helt.. ødelagt. At hun lagde armene omkring ham, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor det kun glædede ham at hun også besvarede hans kys. Han knugede hende tæt ind til sig, hvor han roligt trak hende med ned at ligge i sengen igen, hvor han blot lod hende tage plads over ham. Han trak let på mundvigene i et svagt smil til hendes ord. ”Som du også ejer og har mit,” gengældte han sandfærdigt, som han valgte at stryge hende ganske blidt nedover håret og videre ned over den nøgne ryg. Hun var hans et og alt, han elskede hende højere end noget andet og det ville han slet ikke miste! ”Jeg elsker også dig..” Han fortsatte de blide strøg over håret, hvor smilet ikke falmede det mindste, for det kunne det da slet ikke! Han bed sig kort i den bløde underlæbe, inden han skilte læberne. ”Men.. hvad vil du sige til børnene?” spurgte han roligt, som han hentydede til hvad hun ville sige, når hun tog af sted, for der var jo ingen der vidste omkring hendes utroskab, det var jo deres hemmelighed.

[Deleted]

Det var virkelig ved at gå Jacqueline på nerverne, at de kontant skulle skændes, for hun vidste godt, at det slet ikke var noget som hjalp dem uanset hvad, hvilket kun gjorde det hele så meget værre for deres vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken var ganske vidst direkte frustrerende, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det alligevel. Hun forstod ham godt, men af den grund, så var hun virkelig tæt på at opgive at forsøge at gøre det godt igen, for de kom virkelig ikke nogen vegne med det! Hun stod fast på at han ikke viste hende nogen forståelse, også selvom det var tydeligt at se at han reagerede kraftigt på det. At han direkte gjorde sig klar til at slå hende igen, fik hende til at krybe let sammen, for det var en tanke som faktisk skræmte hende, for han burde da slet ikke slå hende! For pokker hun var hans hustru! ”Du bliver vred så snart jeg bevæger mig ind på området Giovanni! Hvor fanden er forståelsen i det?!” endte hun med en fast tone. Hun ville faktisk meget gerne vide det, for det var bestemt heller ikke noget som hun kunne se, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre, for tanken var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, men hun kunne intet gøre ved det af den grund, og det vidste hun udmærket også godt! ”Slå mig hvis du får det bedre af det, men jeg er langt fra færdig med den samtale endnu!” endte hun mere frustreret. Hvis det gav ham en form for tilfredsstillelse at slå hende, så skulle han da være velkommen! Det var bare ikke fordi at det hjalp hende af den grund!
At han direkte indrømmede at han var bange, var en tanke som faktisk overraskede Jacqueline utrolig meget, for hun vidste udmærket godt, at det slet ikke var noget som normalt ville ligge til ham. Alligevel var hun faktisk meget glad for at han gjorde det, for det var noget som faktisk lettede hende, for det var jo faktisk en bekræftelse for hendes vedkommende, og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han havde givet hende lov til at tage af sted, hvilket selvfølgelig var et skridt på vejen. Hun vendte blikket mod ham. Hans ord varmede hende, også fordi at det var sådan noget hun havde brug for at høre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn! ”Og som jeg altid vil vogte om,” endte hun sigende, også selvom det var ord som hun mente! Hun elskede ham og hun ville vogte om hans hjerte til den dag hun gik bort! At han spurgte ind til hvad hun ville sige til de andre, var noget som fik hende til at se lidt tænkende ud i luften, for det var hun slet ikke kommet til endnu! ”Tænker du på de store eller de små? Uanset hvad, så skal de vide, at mor har noget at tage sig af i Procias, men kommer hjem igen. Det er ikke en langtidsudflugt,” endte hun dæmpet. Hun regnede bestemt heller ikke med at blive væk over længere tid, for hun ville jo også gerne hjem til familien her. Sonic skulle bare bekræftes som hendes søn, og at han havde en mor som faktisk tænkte på ham, for det gjorde hun. Ekstremt meget faktisk.

[giovanni]

Meget nagede Giovanni fra fortiden, selvom hun ikke just viste forståelse for det, for når hun først havde bestemt sig for noget, så skulle det gå efter hendes hoved, og så var hun ligeglad med hvad han selv mente omkring tingene, når alt kom til alt så var hun ligeglad med hans mening, men hvis hun troede at han gad underkaste sig hende, så tog hun i den grad fejl! Han var herren i huset og han var overhovedet, hvis hun ikke fulgte hans regler, så smed han hende for porten! Og han ville end ikke tøve med det! At hun krøb sig sammen da han løftede hånden, var også med til at han sænkede hånden igen, skønt lysten til at slå hende var enorm! Hun skulle bare vare sin tunge over for ham! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Men jeg har givet dig lov til at tage sted, ikke?!” bed han hende af i en vrissende tone, som hans isblå øjne hvilede direkte fast på hende. Han ville aldrig give hende lov til at tage af sted med hjerte – i hvert fald ikke i et godt stykke tid – og derfor burde hun bare prise sig lykkelig for at han ikke spærrede hende inde i stedet for! Hendes følgende ord, fik ham til at sukke irriteret, imens han himlede med øjnene. ”Ja, tag det roligt! Den fornøjelse og tilfredsstillelse vil jeg slet ikke give dig,” svarede han i en dæmpet og dog fortsat vrissende tone, hvor han havde vendt blikket væk fra hende. Det var ikke fordi han nød at slå hende, og det at se hende krybe sammen for hans hånd, gjorde et sted ondt, selvom det også gav ham følelsen af at have magten – og dog.. i dette tilfælde var det ikke på nogen positiv måde.
At Jacqueline faldt til ro, fordi Giovanni havde erkendt en frygt, gjorde ham egentlig intet, selvom han stadig følte at han sank rimelig lavt ved at indrømme det, for det var normalt aldrig noget som man hørte forlade hans læber! Han var en stærk og stolt mand og sådan ville han gerne fremstå, selv overfor familien, for ellers mistede de da først respekten for ham! Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes hår og ned over ryggen. ”Godt,” endte han roligt, som han drejede hovedet, for at kysse hende blidt mod hovedbunden. Så længe hun elskede ham, ville vogte om hans hjerte og komme hjem til ham igen, så var han tilfreds, selvom frygten stadig var der, og det ville den jo altid være, og det var ikke fordi han ikke stolede på hende, men fordi han faktisk elskede hende og hun havde sådan en stor betydning for ham, for hun var jo hans et og alt. Hendes ord irriterede ham lidt, skønt han dog ikke viste det, for han gad virkelig ikke diskutere eller skændes med hende igen. ”Til dem alle. Desuden så husker de store godt at deres mor var væk i flere år sidst hun tog til Procias,” svarede han kortfattet, hvor hans isblå øjne betragtede loftet over dem. ”Desuden så tager turen herfra og til Procias ikke kun et par dage. Det er en tur over flere. Desuden skal du jo også tilbringe tiden med ham, og det tager også tid, derfor kan der gå op til snart en uge,” tilføjede han lettere sammenbidt, da han stadig ikke var meget for det!

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt at Giovanni sad med det sidste ord i alle henseender, men af den grund, så forhindrede det hende dog ikke i at give udtryk for hendes mening, for hun følte slet ikke at han viste hende nogen former for forståelse, og det var noget som gjorde ondt. Han var egoistisk, så det kun fra hans synsvinkel og benægtede hende at have nogen social omgang med hendes egen søn, og det var slet ikke noget som hun så på med retfærdighed, for det var det bestemt heller ikke. Hun kneb øjnene fast sammen ved hans ord. ”Jeg kender dig godt nok til at vide, at du har lyst til at holde mig hjemme, Giovanni! Du har lyst til at slå knægten ihjel, også selvom han ikke udgør nogen trussel for dig! Hvad pokker kan få dig til at fratage mig retten som mor?!” hvæsede hun med en direkte fast tone. At krybe sammen for hans hånd, var noget som næsten skete automatisk, for det gjorde virkelig ondt når han slog hende, også fordi at hun vidste at det var et tydeligt tegn til at hun helt klart havde overskredet hans grænser, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun havde brug for forståelse, en mand som hun faktisk kunne snakke omkring tingene med, og det havde hun ikke mere, og det var noget som virkelig var ved at gøre hende voldsomt frustreret, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Få det dog overstået..” vrissede hun med en fast tone, for det andet, det gad hun bestemt heller ikke at vente på, specielt hvis han var så fristet til at slå hende.
Jacqueline faldt faktisk til ro, som Giovanni havde erkendt, at han faktisk var bange, for det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, også fordi at det var noget som gjorde hende temmelig rolig. Hun lukkede øjnene stile, som hun blev liggende ved ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skændes, også selvom deres ægteskab måske var arrangeret, så var der alligevel ting som hun slet ikke kunne affinde sig med bare sådan, og det var at han altid skulle have det sidste ord. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Hun hadede at skændes med ham, også fordi at det for tiden, altid havde en tendens til at blive.. ekstremt. ”Deres mor kommer ikke til at være væk længe denne gang. Det vil ikke tage mig lang tid. Det tager mig måske dage at komme frem, men jeg regner ikke med at tilbringe mere end en dag eller to ved ham, og så tage hjem igen. En uge burde jeg snildt kunne gøre det på,” forsikrede hun ham. I det store og hele, så havde hun vel også bare brug for at han faktisk stolede på hende, og endda nok til at lade hende søge ud og gøre det? Han var ikke meget for det, og det vidste hun udmærket godt, men hun ønskede egentlig bare at han kunne lade hende tage af sted, velvidende om at hun faktisk ville komme tilbage igen og faktisk fortsætte livet, uden at det skulle få nogle varige konsekvenser for dem imellem, for det var bestemt ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet.

[giovanni]

Det var ikke fordi Giovanni ikke forstod at Jacqueline ønskede at tage hjem til Sonic, at se sin søn, sit barn, for det forstod han skam godt, han ville jo nok have det på samme måde, men det var mere det at hun skulle til Procias, når det var i Procias at han sidst havde mistet hende, og han var virkelig rædselsslagen for at han skulle miste hende igen – som han også havde erkendt for hende. Det sidste han ønskede var at miste hende, for det ville han aldrig kunne bære, netop fordi han elskede hende så højt, skønt hun måske ikke troede det, men det gjorde han! Hun var hans et og alt, hvilket han på ingen måde ville benægte! Han lod hende blot hvæse af ham, skønt han intet gjorde ved det, for han gad virkelig ikke skændes med hende. ”Som sagt; jeg gav dig lov til at tage af sted, ikke sandt?” svarede han kortfattet og ikke mindst køligt. Han betragtede hende blot med et lige så køligt blik, som hans tone havde været, hvor han slet ikke gad hæve stemmen, for at skændes mere med hende, for det havde startet ud med at være en fantastisk aften, hvor han havde været i det bedste humør – ja lige indtil hun havde ødelagt deres stund. At hun nærmest opfordrede ham til at slå hende, fik ham til at fnyse ganske let, for det nægtede han virkelig! Han løftede hånden, hvor han lagde den mod hendes kind og halvvejs mod hendes hage, så han kunne vende hendes blik mod sig. ”Jeg vil ikke slå dig,” svarede han sigende, hvor han betragtede hende ganske alvorligt. Han slog hende kun, når hun virkelig overtrådte hendes inderste grænser, men af den grund, så nægtede han virkelig at gøre det, uanset hvor stor lysten så end var! I stedet for strøg han hende blidt over kinden.
Giovanni var bestemt ikke en dum mand, han tænkte altid alle detaljer ud før han gjorde noget, og det gjorde han også denne gang, skønt det mere var på hendes vegne. De ældre søskende kunne godt huske at deres mor ikke havde været hjemme i flere år, og til tider havde de troet at hun havde forladt dem og ikke elskede dem, specielt Anthony, for han havde jo ikke fået meget af sin mors kærlighed, eftersom han havde været den yngste på det tidspunkt. Det var ham selv, der havde taget sig mest af Anthony af alle børn, og naturligvis deres ældste; Alejandro, for knægten skulle jo trods alt overtage efter ham, men selv ved ham havde Jacqueline havde haft meget indflydelse, af den grund vidste han godt at det mere var deres mor der tog sig af tvillingerne, fordi han selv arbejdede så meget, og det var skam ikke med sin gode samvittighed! Han prøvede jo også at forbedre sig for de to smås skyld. Men de to små var altså vant til at have deres mor hver dag, så de ville nok ikke se specielt lyst på det. ”Aha..” mumlede han blot til at starte med, hvor han fortsat betragtede loftet, og hvor hans strøg over hendes ryg ubevidst var holdt inde. ”Men de små er vant til at se dig hver dag, til at deres mor passer dem og ser til dem konstant, for dem vil en uge være meget,” pointerede han sandfærdigt, som et tydeligt tegn til at en uge ikke bare var kort tid, for det var det jo ikke, når man var vant til en person hver dag, og nærmest hver time.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Jacqueline havde ødelagt denne stund med vilje, men hun var for pokker da nødt til at bringe det hele på banen, ellers ville hun heller ikke selv få det mindste ud af det, og det vidste hun jo udmærket godt. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var vred og hun vidste det jo godt, men at frarøve hende retten til at være der for hendes søn, var bestemt heller ikke noget som hun måtte finde sig i! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Måske med ord, men det er bestemt ikke hvad du viser mig ellers!” endte hun tydeligt frustreret. Det gjorde hende ked af det, og det frustrerede hende jo så kun yderligere, at han ikke bare kunne forstå det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende, men hun forsøgte da om ikke andet, så det burde hun vel også få lidt kredit for! At han igen hævede hånden, fik det igen til at gibbe helt i hende, hvor hun blev siddende, som han lagde hånden mod hendes kind i stedet for, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Kunne han ikke bare slå hende og få det overstået! ”Få det overstået..” vrissede hun let af ham, også selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje. For hendes del, så ønskede hun bare at han skulle få afreageret, så de kunne komme videre derfra, for det var vel også det som var det vigtigste for hendes del, for hun vidste at hun ikke fik en skid ud af det ellers, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At Giovanni faktisk spurgte ind til det i stedet for at råbe og skrige af hende, var noget som Jacqueline meget bedre kunne lide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at der var nogen tvivler om det i den anden ende. Hun slappede faktisk af med ham, for han var også den mand som hun elskede mere end det som hun måtte elske noget andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun lagde hovedet stille mod hans skulder. Han tænkte tingene igennem for hende – det var jo trods alt også hans speciale, i og med at han var den forretningsmand som han var, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vidste at de ældre børn havde oplevet det tidligere og de små tvillinger var vant til at have hende rendende omkring dem hele tiden. Hun vidste det jo godt! Hun nikkede stille til hans ord. ”Jeg ved det godt. Det er også derfor jeg foreslog at jeg kunne tage dem med. Vise dem noget andet end Peula og huset her.. Vise dem lidt af de lande vi passerer på vejen, og gør det til en læringsproces for dem,” endte hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at rive børnene fra ham, for det var da noget af det sidste som hun ville, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det kunne hun aldrig drømme om! ”Igen, så er det bare et forslag. De ville også have godt af at komme lidt ud,” endte hun dæmpet, dog næsten.. forsigtigt. For hun ønskede ikke endnu et vredesudbrud!

[giovanni]

Måske at Giovanni ikke ønskede at Jacqueline tog af sted med hjerte, men nu havde han givet hende lov, hvilket hun bare burde tage til takke med, inden han valgte at fortryde og i stedet for låste hende inde i kælderen, som hun selv havde foreslået at han kunne gøre. Det var dog ikke fordi han kunne finde på at gøre det overfor sin hustru, for han elskede hende af hele sit hjerte og han havde på ingen måde tænkt sig at gøre hende ondt, skønt det jo så skete alligevel, men det var bestemt også gengældt, for det gjorde ondt og gjorde ham ikke mindst vred, når hun ødelagde så gode og hyggelige stunder som de havde haft denne aften, for han havde virkelig været i et strålende humør som aldrig før! Han himlede let med øjnene. ”Du burde bare prise dig lykkelig for at jeg giver dig lov i stedet for at spærre dig inde,” svarede han kortfattet, som han rystede opgivende på hovedet af hende – ikke mindst med en irriteret mine, for det var ved at gå ham på nerverne. Nu havde han givet hende lov, så kunne hun vel for helvede bare tage til takke med det og lade det ligge?! Hun fik lov til at se sin skide søn, så hvorfor snakke yderligere om det? Hun vidste at han ikke ville have lyst til at lade hende tage af sted med hjerte, for det skete bestemt ikke foreløbig! Han skulle først vænne sig til tanken – hvis han overhovedet kom til det. At hun så ville have at han skulle slå hende, forundrede ham faktisk. Han fnøs ganske let. ”Udmærket,” endte han roligt, som han kneb øjnene let sammen. Hånden der hvilede mod hendes kind, førte han om i hendes nakke, inden han trak hende helt tæt på sig, hvor han skænkede hendes læber et dybt kys. Hvis hun troede at han ville slå hende igen, så tog hun i den grad fejl, for han slog kun, når man virkelig overtrådte hans inderste grænser og at bruge børnene imod ham, det fandt han sig bestemt ikke i! Han brød roligt kysset, hvor han vendte de isblå øjne mod hendes. ”Jeg slår dig ikke,” svarede han ganske roligt, uden at han tog blikket fra hende.
At hun lagde hovedet mod Giovannis skulder havde han intet imod, hvor han også godt kunne lide at hun var faldet til ro igen. Han spurgte måske ind til det, men det var kun fordi han tydeligvis var nød til at tænke alle detaljerne igennem for hende, for det havde hun jo åbenbart ikke gjort selv! Hun ville tage af sted bare uden videre uden at tænke på børnene, hvilket et sted irriterede ham, for han krævede at hun satte deres børn frem for Sonic, uanset hvor gamle de så end blev! Det var jo så nok ikke fordi de ældre ville have noget imod at deres mor tog af sted, for de ville jo nok finde det godt og sundt for hende, men de små var jo vant til at have hende hele tiden. At hun så foreslog at tage børnene med, var noget som fik ham til at stirre direkte vredt op i loftet, hvor han knyttede den ene hånd, så meget at hans knoer endte helt hvide. Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor han trak vejret dirrende. Det var ikke fordi han ønskede at råbe af hende, men det var virkelig hvad han følte for at gøre lige netop nu. ”Hvis du tager mine børn med dig, så tager jeg efter og så slår jeg Sonic ihjel,” svarede han i en dæmpet og dog direkte truende tone, skønt han ikke så på hende, da han blot stirrede direkte vredt og dræbende op i loftet, imens han næsten lå og dirrede.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jacqueline ønskede at ødelægge denne aften, for det havde slet ikke været hendes hensigt. Hun havde bare set en mulighed for at lægge lidt mere op til tingene, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for han havde slået hende, han havde markeret sin grænse, selvom det var noget som faktisk gjorde hende ked af det, for det havde slet ikke hendes mening! Hun kneb øjnene fast sammen og med den samme faste mine som intet andet overhovedet, hvor hun fnøs og vendte blikket væk fra ham. ”Du kan jo bare gøre det, kan du ikke? Så ved vi da begge to at du får din vilje..” vrissede hun med en fast tone, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. At opfordre ham til at slå hende igen, var egentlig kun fordi at hun ønskede at han skulle afreagere, så de kunne snakke lidt rationelt. At han direkte tog fat om hende og kyssede hende i stedet for, var noget som kom direkte bag på ham, for det.. overraskede hende virkelig! Hun gengældte det næsten automatisk, hvor hun selv tydeligt kunne mærke hendes hjerte direkte hamre mod hendes bryst, idet at han valgte at bryde det. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den mere faste mine til hans ord, selvom.. han blødte hende op – ligesom han altid formåede det hvis han vidste og formåede at ramme helt rigtigt, ligesom han gjorde nu.
At ligge ind til ham og slappe af, var noget som selv Jacqueline havde brug for. Hun havde brug for at vide at hun var god nok, at hun kunne bruges, også fordi at det var så sjældent at hun faktisk følte det, foruden af børnene, men dem var hun jo også omkring hver eneste dag, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt, som hun ellers bare blev liggende ved ham, for.. hvad skulle hun ellers gøre ved det? Hun nød det jo trods alt! Hun satte deres børn før Sonic og det ville hun gøre til enhver tid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun havde for pokker valgt at komme hjem, tage skideballen og det hele, i stedet for at blive i Procias, så det alene havde vel også sagt ham en del, ikke sandt? At hun ikke måtte tage børnene med, var noget som hun omgående kunne opfange på hans ord, og det at han lå en anelse mere stiv i sengen, i stedet for bare at slappe af. Hun sukkede dæmpet og trak så på skuldrene. ”Det var bare et forslag..” mumlede hun let for sig selv, selvom det var med en irritabel undertone. Hun prøvede for pokker bare at gøre det nemmere for ham, men også for børnene, så de kunne lære og se lidt andet end det som var indenfor husets vægge, for det var jo sjældent at de i det hele taget kom nogen vegne! ”De bliver hjemme så.. Så håber jeg bare du er hjemme til at tage dig af dem,” endte hun ganske kortfattet. Det var efterhånden ved at irritere hende.. kunne hun overhovedet sige eller gøre noget rigtigt efterhånden?